Burned out

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde i den grad tiltro til at dette skulle gå godt, Noelle var på den ene side, men det bekymrede hende lidt, at hun havde valgt en så stor flanke, den var sværere at holde styr på, og hvis ikke alle holdt hovedet koldt, ja så ville den være forbandet let at bryde og den tanke bekymrede hende faktisk. Den blødende soldat foran hende var blevet stille.. fuldkommen lydløs. Athena regnede med at han var afgået ved døden hvilket faktisk prikkede til hendes samvittighed, hvilket hun ikke burde have nogen af herude, det var der ikke plads til. Så meget som hun savnede sin kære mor, så frygtede hun faktisk at hun så ned på hende med skam, hun slog ihjel.. mennesker som kunne have været en del af hendes mors liv på et tidspunkt, men det var en tanke som først nu havde slået hende. Det var ikke fordi hun brød sig om at færdes ude på et sted som marken, men hun havde efterhånden ikke rigtigt et valg. Brøl og skrig forstyrrede hendes tanker, hun kunne mærke de utallige hestes hårde trampen i jorden, og det var faktisk en kølig morgen. Hun spejdede efter Evan men fuldkommen forgæves hvilket hun egentlig havde regnet med, for det var så mange at det ikke var til at skelne dem fra hinanden, det eneste hun så var en stor klump af blæk og rustninger. Hun så mod Noelles flanke ude af stand til at høre hende, men hun brød sig bestemt ikke om at de var kommet forbi. Lejren lå ikke langt herfra, så det måtte være der de havde fokus mod. Det var temmelig mange tropper der kom styrtende og ikke var Hendes hjerte bankede pludselig stærkt, for hun havde bestemt ikke regnet med at skulle i direkte kamp nu hvor hun var placeret bagerst. Et sted kunne hun ikke alde være med at smile for sig selv, for det var jo netop det Evan havde forsøgt at undgå, men det ville næsten have været mere sikkert for hende at kæmpe side om side med ham. Sværdet knugede hun i sin hånd. De øvrige soldater som var placeret med hende styrtede frem, Athena gjorde det samme, jo længere fremme de kunne stoppe dem jo bedre. Inden hun vidste af det stod hun midt i en skare af procianere der kom mod hende med sværd. Ikke nok med det, så følte hun sig som en mus blandt katte for hun måtte jo næsten snige sig igennem. Hvor mange hun ramte havde hun ikke tal på, men skrig lød mere eller mindre over det hele, nogle deres, visse andres, hun havde intet overblik. Det var som om tiden stod stille for et øjeblik mens hun forsøgte at holde sig i live blandt dem alle. Hårbåndet var endt med at løsne sig hvilket havde ldet de blonde lokker brede sig over hendes skuldre igen. En stor mand bragede ind i hende, hvilket tvang hende direkte i jorden. Ingen lod til at ane hende det mindste. Tunge støvler trådte hende på brystet og gav hende næsten en klemt følelse af ikke at kunne trække vejret. Hun gispede efter vejret og greb ud efter sig svær, kun for at hugge det mod det bensæt der var hende nærmest. Anden faldt på knæ ved hende med et skrig. Hendes hjerte hamrede som hun forsøgte at kæmpe sig på benene. Hun trak sig en smule, forsøgte at kæmpe sig lidt ud af selve mængden for derinde havde hun ikke en chance! Det irriterede hende, hun burde i den grad få sig en hest efterhånden!

[Deleted]

Evan havde lagt sin tillid ved Noelle og ladet hende tage den store flanke, også selvom han vidste, at han ikke havde noget at skulle sige i den sag, selvom det ikke just var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Desuden havde han det fint nok med at det var på denne måde at det gik, for han havde mindre at holde fokus på, samt at det var nemmere for ham at bevare den kontakt med Athena, for det var vel det som faktisk reddede det hele lige nu? At vide at Noelles flanke blev brudt, var bestemt ikke en tanke som behagede ham, for det gjorde det tydeligt for ham at de ikke kun var herude for at slå ihjel, men.. de havde et mål, og der var kun et direkte dvasiansk mål som kunne rammes herude, hvilket ikke ligefrem gjorde det meget bedre for deres vedkommende! Lejren måtte være deres mål, hvilket et sted måtte være ganske oplagt! Hvis der ikke var nogen dvasiansk lejr, så havde de ikke et sted at være, og derved ville de være svækket når kampene igen skulle udkæmpes! Hvorfor pokker havde han ikke set det noget før! Han fik Shadow op i den fart som det kære væsen var i stand til, også selvom han kunne se, at han allerede var kommet temmelig sent ind på kampens hede, hvilket virkelig var noget som irriterede ham! Automatisk gled blikket omkring, i håbet om at han endnu ville se Athena på benene, selvom han slet ikke var i stand til at se hende, hvilket i den grad også var noget som virkelig måtte.. frustrere ham, for hun var vel ikke kommet til skade?! #Athena er du okay?# endte han med en kortfattet stemme. Tænderne bed han fast sammen. Han følte nærmest at han badede i sved, selvom det var en kølig morgen, men han var jo for pokker heller ikke vant til at være i bevægelse på denne her måde, selvom det virkelig var rart at være i gang igen!
Evan nåede kun lige at rive i tøjlerne, idet han fik øje på den unge kvinde, som kun måtte være Athena. Han vendte blikket kort i retningen af de nærtliggende bakker, hvor hans pupiller direkte endte med at trække sig sammen. ”Kom så Shadow..!” endte han fast, som han direkte red ind i krigen og kampens hede idet at pilen blev sendt af sted direkte i retningen af Athena. Han havde set det træk komme. Pilen gennemborede luften, kun for at sætte sig direkte i Evans skulder. Han kom med et kraftigt gisp, hvor Shadow også stejlede, som var han endt overrasket eller forskrækket. Armen trak Evan omgående til sig, også selvom han.. knapt kunne bevæge den. ”Forbandede elver..!” endte han fast. De skulle bestemt ikke få lov til at skade Athena! Med pilen siddende i hans ene skulder, så havde han kun en arm som han kunne bruge, og han var bestemt ikke typen som gav op! Han lagde sværdet tæt ved sig, idet han fremdrog sin lille kastekniv. Han vendte sig direkte mod elveren ikke så forbandet langt fra ham, idet han med al den kraft han havde i armen, kastede den, kun for at ramme elveren direkte i panden. Sværdet drog han igen, idet han kastede sig ind i kampen. Han gav ikke op!

[Athena Maloya Mathimæus]

Noelle vidste hvad hun lavede, det vidste Athena derfor havde hun ikke rejst spørgsmål ved noget som helst, de var nødt til at tage chancer i tide og utide og til tider så gik det jo bare galt. Det eneste de kunne gøre nu var at holde de forbandede procianere væk fra lejren, for blev den først væltet, så kunne de risikere at være i store problemer, de kendte alle deres opgave, men i og med at Evan ligeså havde valgt at bryde sin flanke så stormede der i øjeblikket folk fra begge sider, og det skræmte hende faktisk også fordi det betød at Evan havde mistet sit fokus på det som han havde været i gang med. Efter at være blevet væltet og trådt på, så havde hun faktisk temmelig ung i brystet også fordi hun var forpustet og havde det forbandet varmt. Athena forsøgte at trække sig fra den største mængde, hvilket var lettere end ventet, det kunne have sine fordele at være lille som det kunne have ulemper. Ingen ænsede hende rigtigt som hun fik trukket sig ud, foruden en rytter der nær havde trådt hende ned igen. Sværdet placerede hun med stor modvillighed i hesten.. det var jo ikke dyrenes skyld at de blev tvunget til at deltage i krigen, men det var enten af dræbe eller at blive dræbt. Evans stemme i hendes hoved fik hende til at genvinde en smule fokus. #Jeg har det fint, jeg faldt bare.. hvad med dig?# spurgte hun lidt bekymret. Hun havde det ikke nær så godt som hun måske påstod, det gjorde faktisk ondt, både i skulderen og i brystet, men det skulle nok ende med at give sig. Athena bakkede roligt, tættere på Evan uden selv at vide det, for det eneste hun forsøgte at danne sig overblik over, var hvor hun kunne hjælpe uden at ryge direkte ind i mængden! Shadow endte med at puffe blidt til hende med mulen, hvilket fik hende til at hæve sværdet og vende sig mod ham. De uskyldige øjne der mødte hende fik hende blot til at himle med øjnene. Hun så op på Evan. Han var okay heldigvis, det blod var ikke hans, som hun ligeså var malet i alle andres, og så lang tid det gik den vej så var det fint. For et kort øjeblik vendte hun sig atter om fordi en mand kom mod hende med et hævet sværd og et irriterende brøl. Hun svang det elegant gennem luften før det satte sig direkte i hans hals. Hun lukkede øjnene for en stund på grund af blodet sprøjtede op i ansigtet på hende, hvilket gjorde hende uopmærksom.. Evans pludselig udbrud fik det til at gibbe direkte chokeret i hende. Hun vendte sig mod ham i tids nok til at se pilen sætte sig i hans skulder. Farven svandt bort fra de blege kinder. ”Evan! For helved, se at komme tilbage til lejren!” endte hun næsten febrilsk. Hun ville bestemt ikke se ham komme til skade. En kniv satte sig i hendes arm. Hun stivnede og gav et mindre klynk fra sig, som hun rev den ud og kastede den direkte tilbage mod ejeren der stod ikke langt fra dem. Blodet løb ned over hendes arm, men hun var ret ligeglad, for det var intet i forhold til den pil som sad i hans skulder. ”Giv mig en hånd, jeg hjælper dig,” endte hun lidt bestemt og rakte ham sin hånd. Hun var nødt til at sidde på Shadow for at kunne gøre noget som helst også for at dække ham nu hvor han kun havde en arm.

[Deleted]

Det hele gik for hurtigt til at Evan i det hele taget kunne bevare sit fokus, og han havde brug for at vide hvad han havde at forholde sig til. Folk kæmpede ihærdigt for at holde folk på afstand og sørge for at lejren forblev sikker, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt i den anden enden, og det vidste han jo udmærket godt. Procianerne var lidt flere end det som han havde regnet med, og selvfølgelig var det en tanke som direkte irriterede ham! Han fnøs kortfattet, som han selv valgte at bryde sin flanke og rive flere mænd med sig tilbage ned mod kernen, hvor kampene tilsyneladende måtte samle sig – det var bare alt for tæt på lejren til at han ville lade de få kæmpe med det alene! Faldt lejren, så stod de virkelig i problemer, og det vidste han udmærket godt! Han nåede kun lige at få øje på Athena, idet at han havde fået øje på elveren. #Hold hovedet koldt, Athena, så skal det nok gå,# endte han med en ganske kortfattet stemme, for selv han var nødt til at gøre et eller andet for at bevare det overblik som han havde fået ved at sidde på hesteryg.
Det høje gisp, var slet ikke noget som Evan kunne skjule, men det resulterede dog ikke i et skrig! Han var nødt til at holde skansen endnu, for de var ikke mænd nok til at gøre den største forskel, og han var jo endnu kampdygtig! Han kunne stadig hæve sit sværd! Han rystede fast på hovedet af hendes ord, for han kunne ikke trække sig nu! ”Jeg kan ikke trække mig tilbage til lejren endnu!” endte han med en fast tone. Selvom det bestemt heller ikke var meningen at han skulle tage den tone i brug overfor hende, men han var nødt til at overdøve det som allerede skete omkring dem, og der var jo lyde mere eller mindre konstant. At hun ville op på hesten og tage over på det punkt, forundrede ham ikke, for det var jo tydeligt, at hun ikke just gav ham noget andet valg, men han var jo altså endnu kampdygtig! Nok ikke optimalt, men han kunne jo trods alt endnu gøre noget ved det, og det var jo trods alt også det som gjorde udfaldet for hans vedkommende! Sværdet endte han med at smide fra sig, idet han dannede en kulsort magisk kugle i stedet for, idet han fast vendte blikket i retningen af den som kom stormende mod dem. ”Duk dig..” endte han ganske kortfattet, idet at han kylede den sorte kugle direkte mod den procianer som kom løbende dem i møde med et sværd hævet. Kuglen gik direkte igennem hans bryst og ud af ryggen, hvor han røg i jorden. Ja, Evan var bestemt ikke bange for at slå ihjel, hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt! Selvom han ikke rørte den tilskadekommende arm, så gjorde det i den grad ondt, og han kunne så sandelig også mærke det! ”Jeg klarer mig, Athena.. Hold skansen og bevar dit fokus!” nærmest beordrede han, som han igen tog fat om tøjlerne på hesten. Han nægtede at trække sig nu hvor de var kommet så langt! Selvom kampen allerede havde varet godt til, så var han ligeglad!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena kæmpede virkelig for at bevare fokus, de var knap kommet ud før tingene begyndte at gå galt for dem, og det lod til at stresse alle ud. Flere var allerede faldet, det var svær ikke at snuble over de lig som mere eller mindre bare lå i vejen, Athena genkendte få af dem fra lejren, for det var ikke fordi man direkte stiftede bekendtskaber men mere bed sig mærke i de andre i stedet for. Et sted i det fjerne kunne hun høre Noelles gennemtrængende stemme, da hun gav ordre for nogle fra sin flanke besked på et eller andet som hun ikke helt fik med. Om ikke andet var hun i nærheden af Evan nu. Det hele var på meget kort tid endt forbandet kaotisk og hun kunne ikke rigtigt følge med mere, på sit vis følte hun sit hoved sprænge. Det var ikke nemt at holde hovedet koldt på et sted som dette, men hun gjorde om ikke andet så meget som hun overhovedet kunen for at handle sådan at det både ville være for deres bedste men også for sit eget, hun havde ikke nogle intentioner om at lade livet på dette sted, Evan var åbenbart ikke helt enig. Det bekymrede hende direkte at han var blevet ramt også selvom pilen havde så ud til ikke at være videre skadelig, mere bare mere smertefuld og ikke mindst i vejen. Med et stift blik betragtede hun ham, uden rigtigt at vide hvordan pokker hun skulle reagere, han kunne umuligt kæmpe videre blot med en enkel hånd. ”Det er ikke nu du skal blive stædig, Evan, det er for farligt at fortsætte!” endte hun fast i forsøget på at overdøve den høje råben og de mange skrig der lød rundt omkring. Det var dumt at spille helte-agtig nu, det var det som han havde advaret hende mod at gøre, og det irriterede hende kun endnu mere at han svarede hende imod. Den hårde tone han gjorde brug af overfor hende gjorde faktisk kun mere ondt. Hun bed sig i læben og så væk, det var den tone som normalt mindede hende om at hun var en simple lærling, hun forstod bare ikke hvorfor han pludselig var så afvisende og kold overfor hende. I samme øjeblik han bed hende om at dukke sig reagerede hun instinktivt og endte med at glide i knæ. Den mørke kugle som gennemborede manden foran hende, gav hende for et øjeblik et chokeret udtryk også selvom hun hurtigt bed det i sig, i virkeligheden var hun jo faktisk imponeret af at han kunne gøre brug af magien. Athena rømmede sig og rettede sig elegant op, mindede sig selv om at hun faktisk var sur på ham. Langsomt trak hun hånden til sig, det var gået op for hende at han ikke havde tænkt sig at lade hende ride med ham. ”Nu stopper du! Vi blev enige om at hjælpe hinanden gjorde vi ikke? Jeg bliver trampet ihjel af milliarder af soldater og du bliver slået ihjel på grund af en dårlig arm, lyder det som en god pagt for dig!?” råbte hun direkte vredt. Ja hun var frustreret for hun forstod ikke hvad pokker der foregik med ham. Direkte opgivende rystede hun på hovedet og himlede med øjnene kun for at vende ryggen til ham. ”Fint,” mumlede hun og hævede sit svær, kun for selv at lade et hoved trille fra en soldats krop da han var kommet mod dem. De kunne ikke stå på sidelinjen og hvis han ikke ville lade hende hjælpe, så måtte hun jo klare sig selv også selvom hun havde mest lyst til at tude i øjeblikket.

[Deleted]

Evans hjerte hamrede som aldrig nogensinde før, og direkte fast mod hans bryst, selvom han ikke havde noget imod det, for han elskede faktisk fornemmelsen af det, også fordi at det var noget som skete så forbandet sjældent! Det var utrolig lang tid siden han havde været ude på et sted som en slagmark, og han følte sig virkelig, virkelig vel derude! Han vendte blikket mod Athena. Selvfølgelig var han utrolig glad for hendes måde at tackle det hele på, også fordi at hun bestemt ikke var den type som han havde regnet med at skulle se på et sted som dette, også fordi at hun havde den betydning for ham, som det hun havde, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit. Denne gang havde han sit hjerte med i sagen, og det var faktisk noget af det som faktisk måtte bekymre ham mest, selvom han ikke just kunne gøre noget ved det af den grund. Athena var i feltet, og selv nu hvor han vidste han faktisk brød de allerhelligste regler som de havde derude – netop ved at beskytte hende, så måtte han bide det i sig, for han kunne jo se at den ville have ramt hende dødeligt, og det var bestemt heller ikke noget som han fandt sig i! Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang, som han sendte hende en fast mine. ”Jeg kan ikke trække mig, Athena.. Jeg kan ikke trække mig tilbage til lejren nu!” endte han bestemt. Det var bestemt heller ikke fordi at han havde lyst til at være i marken når han havde det sådan, for han kunne jo se at hun var påvirket af det ligesom han selv var! At hun dukkede sig, så han kunne ramme manden som kom mod dem, glædede ham selvfølgelig, også fordi at dette var noget som frarøvede dem begge deres fokus!
Skulderen brændt virkelig som aldrig nogensinde før, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være. At kaste kuglen, var noget som virkelig skar i hans skulder, som havde det været en kniv, og det gjorde ondt! Han nåede kun lige at vende sig mod hende, som hun selv slog sin egen ned. Blodet spruttede stort set ud til alle sider, og lyden af de øredøvende skrig, var næsten som om at han ikke kunne høre dem. Han sukkede dæmpet. At se hende på den måde, irriterede ham, også fordi at han vidste at hun var påvirket af måden som han selv opførte sig på! ”Udmærket, så kom herop, Athena..” endte han mere dæmpet, og langt mere rolig, end det som han havde gjort til nu, som han rakte hende sin raske hånd. Selv den måtte sitre godt til. Lige hvad der var med pilen, vidste han ikke, men.. han fik det skidt, og sådan som hans hjerte hamrede mod hans bryst, så var det kun noget som gjorde ondt værre for hans vedkommende. Han bed det dog i sig for nu, for han ville ikke gøre hende mere bekymret, og specielt ikke før de ville nå lejren, og tropperne kunne kaldes tilbage! ”Sæt dig foran og tag tøjlerne, så.. så må du jo bestemme,” afsluttede han. Lige nu var der ro til at sænke stemmen, hvilket lige så var noget som passede ham ganske fint!

[Athena Maloya Mathimæus]

Måske alt dette var det som i virkeligheden gjorde marken til et spændende sted at være på, man kunne aldrig forvente hvad man gik ind til, aldrig forudsige andet end at det ville komme til at koste liv for rigtig mange. Athena nød det på ingen meget nær så meget, som hun kunne se på Evan at han gjorde.. hvad angik drab så var han kold, men det havde hun vidst mere eller mindre hele tiden, desuden var det bare hende der var lidt af en tøsepige. Han var faldet forbandet godt til i rollen som hærfører.. lidt for godt hvis man spurgte hende, for pludselig følte hun lidt at de var tilbage i træningslokalet for år tilbage, hvor hun netop havde følt at hun ikke var noget som helst, det var ikke en tanke som hun var særlig meget for. Det var endnu ikke gået op for hende at den pil havde været ment for hende og ikke ham men ikke desto mindre så var de begge enige om, at de ikke kunne opretholde de kontante regler der var i marken, hun kunne ikke bare være ligeglad med at han havde en pil siddende i skulderen, det ville være alt for let at få ram på både ham og Shadow.. Shadow skulle til at være far, og hun havde brug for Evan omkring sig.. brug for nogle til at gøre hende rasende, så det ville hun bestemt ikke tillade. Hans stædighed gjorde hende vred. Om det var vrede, frustration eller pres der skabte den sitren i hende var ikke til at sige. På sit vis følte Athena at de stod uden for den værste krig og lod andre kæmpe, hvilket de heller ikke kunne blive ved med de ville bare være stærkere hvis de arbejdede sammen. ”Kan ikke, eller vil ikke?!” endte hun fast og lagde bestemt ikke skjul på at han gjorde hende vred i øjeblikket, det eneste hun forsøgte var for pokker at opretholde deres aftale om at have hinandens ryg, desuden ville hun ikke have en chance inde i en mængde af mænd med ben på størrelse med hende og heste over det hele, det var aldrig sket af alle flanker var blevet til 2 og slog på hinanden som nu. Athena var netop ved at vende om på hælen for at søge mod de andre, idet hans ord stoppede hende. Hun nikkede langt mere tilfredst. Pilen var næppe dræbende, men hun vidste hvor ondt den slags gjorde, og at kæmpe kun med en hånd.. det var ikke altid lige til. Hun tog imod hans hånd, greb om den og trak sig selv op på Shadows ryg. Han gjorde ikke modstand mod hende, heldigvis. Tøjlerne holdt hun i et fast greb. Heldigvis havde hun altid været en fortrindelig rytter, det var den ene ting som hun aldrig havde haft brug for at lærer, fordi det bare var forekommet hende naturligt. ”Tak, Evan det værdsætter jeg.. Armen om mig og hold øjnene åbne, så ridder vi ind, ser om vi kan komme igennem,” svarede hun mere roligt også selvom hun var både forpustet og stærkt under pres. Sværdet holdt hun i sin egen hånd, det var ikke nær så tungt som andres, for hun havde været tvunget til at få lavet det i et andet materiale, ikke desto mindre var det stadig hårdt at holde samtidig med at styrer tøjlerne. Shadow fik hun hurtigt til at sætte i fuld gallop mod krigen der udspillede sig for deres blik, nu hvor hun ikke længere blev trampet ned, var det meget lettere.

[Deleted]

Et sted så kunne man næsten betegne slagmarken som Evans andet hjem, for han følte sig vel, også selvom han havde brudt en af de allerhelligste regler, som de i det hele taget havde derude! Men det hele forholdt sig vel altid en smule anderledes, når man stod i den situation, at det var ens kæreste i livet, som faktisk skulle være derude? At det ikke kun var en selv som man skulle tænke på det hele i den anden ende. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse, og med en tydeligt advarende mine, for han brød sig slet ikke om at blive tiltalt på denne måde! Hendes ord havde dog en pointe, som han vidste, at han ikke helt kunne modargumentere, for… han kunne jo godt vende tilbage til lejren, men ville ikke, og det var i den grad også der hans problem måtte være, det var der heller ikke nogen tvivl om. ”Jeg vil ikke..” mumlede han tvært, som han igen vendte blikket direkte mod hende. Han havde en arm som han pludselig ikke kunne bruge, og selvfølgelig var det noget som skulle gøre det hele langt mere kompliceret end det som godt måtte være i den anden ende, og det var noget som hun tilsyneladende allerede var klar over i den anden ende. Tænderne bed han direkte fast sammen, som han endelig hjalp hende op på hesten. Det var bestemt heller ikke fordi at han var meget for at skulle give efter for en kvinde på den måde, men det var han vel bare nødt til i denne stund? Selvom det bestemt heller ikke var en tanke som han bifaldt som sådan. ”Meget vel..” endte han ganske roligt, som han lod armen glide omkring hendes skikkelse. Det sitrede i hans krop, hvor han følte at han.. badede i sved? Han vendte kort blikket i retningen af pilen som sad i hans skulder, som han lod hende tage kontrollen over Shadow, for han kunne så sandelig godt mærke, at hans eget fokus glippede og det var i sig selv, faktisk noget som gik temmelig hurtigt! De værste kampe var allerede overstået, hvilket var noget som passede ham fint, for sådan som hans eget fokus forsvandt, så kunne han ikke gøre det største uanset, og det gik op for ham nu! Pilen var måske ment for at dræbe, men den.. den var giftig. Hans krop begyndte at ryste, også selvom rustningen heldigvis måtte skjule det, hvor… det hele alligevel slørede for hans blik og fik det hele til at skifte både farve og facon, hvilket et sted.. skræmte ham? Han blinkede let med øjnene, som han så sig omkring. Han hørte endnu klinger møde hinanden og han hørte endnu skrig, men.. han kunne ikke finde dem? En pludselig kvalme meldte sig, hvilket næsten var det som måtte slå ham ud, som de måtte nærme sig lejren, som endnu hvilede trygt og sikkert. ”A-Athena..” endte han dæmpet, også selvom han ikke nåede at fuldføre meget mere, før han direkte røg af hesten ved at glide direkte mod den ene side, hvor han landede tungt mod jorden under ham, hvor han endte med et direkte smertefuldt gisp. Hvad pokker var det der skete?!

[Athena Maloya Mathimæus]

Evan følte sig tydeligvis temmelig godt tilpas i marken, hvilket næsten bekymrede Athena. Nu hvor han ikke længere havde Diane eller den familie som havde tvunget ham væk derfra, så frygtede hun lidt at han kunne finde på at gøre det til noget permanent, det var jo som om at han genfandt en styrke som end ikke hun havde set før, men det skræmte hende ligeså meget som det faktisk imponerede hende. På trods af deres mange skænderier, så var det bestemt ikke ofte at hun sagde ham imod eller gjorde brug af en så bestemt tone, han var trods alt hendes mester ikke omvendt, men lige i denne sag vidste hun at hun faktisk havde en point, det var et løfte han selv havde givet hende inden de var redet ud, og hun ville ikke lade det brydes af hans storhedsvanvid. ”Det tænkte jeg nok,” svarede hun mere spidst, også selvom det hjalp idet han tilbød hende tøjlerne, man kunne vel sige at det var Evans form for overgivelse? Også selvom han i det hele taget sjældent gjorde den slags.. tanken morede hende nu lidt! Før eller siden måtte han også begynde at se hende som en ligeværdig, særligt hvis dette skulle blive mere end det allerede var, hvilket hun selv brændte inde med et ønske om. Armen omkring hende bemærkede hun næsten ikke, det eneste hun kunne føle var den tunge, metalliske rustning han bar, af den grund lagde hun heller ikke mærke til at han faktisk blev dårlig. Med sværdet i den ene hånd brød hun ind i kampens hede. Hun havde ikke tænkt sig at blive, men blot at passere for at kunne for Evan tilbage til lejren, han kunne ikke kæmpe i den tilstand, om ikke andet før han var blevet kigget på. Sveden løb ned over panden på hende selv.. men denne gang føltes det ikke nær så sensuelt som det havde gjort aftenen i forvejen. Shadow drev gennem de store mængder af soldater. Athena selv svang sværdet, selvom det var forbandet hårdt i armen, også fordi hun ikke kunne veksle. Det var svært at se noget som helst, de faldt på stribe med afhuggede lemmer alle vegne, der var nærmest intet at se for det blod som sprøjtede alle vegne. Athena så end ikke hvor hun ramte, det vigtigste var at bane sin vej så hun kunne få Evan ud af alt dette. Det lykkedes hende at bringe ham ud på den anden side, mod lejren. ”Mhmm?” mumlede hun lidt fraværende til hans ord, for det havde krævet en hel del koncentration og hun følte sig i den grad udmattet! At han så direkte endte med at slippe taget om hende og falde til jorden, skabte en uro i hende. ”Evan?!” hun standsede Shadow øjeblikkeligt, og hoppede elegant ned. Sværdet jog hun tilbage i skeden og gled på knæ for ham. De var ikke langt fra de råbende mængder, det var farligt at stoppe. Hånden gled mod hans kind med en bekymret mine, han var jo brændende varm! ”Hvad pokker sker der? Hør jeg er nødt til at have dig væk herfra, det er for farligt, kan du gå?” spurgte hun forpustet. Det havde et eller andet at gøre med den pil det var hun sikker på, men den så virkelig ikke dræbende ud. #Evan er faldet, General jeg bringer ham tilbage til lejren,# endte hun kortfattet til Noelle, for denne gang var det hende der traf den beslutning, og han fik ikke lov at sige hende imod!

[Deleted]

Evan følte sig ekstremt godt tilpas, og det var tydeligt for ham, at det ikke var noget som Athena bifaldt, men han kunne ikke gøre noget ved det. Han vendte blikket direkte mod hende som han alligevel indfriet i at give hende tøjlerne, og få ham tilbage til lejren, selvom det bestemt heller ikke var noget som han havde lyst til, selvom.. det var vel pilens skyld? Han vidste, at det bestemt ikke ville gavne ham at blive ude i marken, for han kunne jo mærke, hvordan han faktisk temmelig hastigt blev mere og mere dårlig, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. ”Mhm,” mumlede han blot som svar i en tydelig utilfreds tone, selvom han vidste, at det slet ikke var noget som ville bide på hende. Han hjalp hende op på hesten, også selvom det bestemt ikke var det nemmeste – lige i denne situation, kunne han faktisk godt prise sig lykkelig for at Shadow var så stor som han var, for han kunne med lethed overrumple dem som de måtte passere på vejen, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende.
Selvom Evan kun blev mere og mere dårlig, og det faktisk skete ekstremt hurtigt, så kunne han ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. For hans blik, begyndte det hele at ændre form og farve, og det gjorde ham.. mildest talt blind, for han kunne ikke se eller fokusere på noget som helst, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han lukkede øjnene let. Han hørte skrig, han mærkede blodsprut, også selvom han virkelig forsøgte at se væk fra det, for til tider, så var det bare nødvendigt at slå ihjel, og det var sådan en situation lige nu! Hans krop rystede, han følte han brændt, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han kunne gøre noget ved af den grund. Som han gled af hesten, så mærkede han et intenst ubehag som intet andet. Han skilte læberne flere gange. ”J-jeg.. jeg kan ikke se..” Alle de mange farver og det hele, gjorde ham direkte dårlig tilpas, for det var bestemt heller ikke en behagelig fornemmelse for ham selv, det var helt sikkert! Han nikkede stille. Hvis de var tæt på lejren, så kunne han vel nok godt? Han følte hvordan kroppen rystede, og hvordan den nærmest badede i sved, hvilket kun indikerede for ham, at pilen var præget af gift, hvilket var noget som direkte irriterede ham, for han havde jo slet ikke tid til at ligge der, som han gjorde det i denne stund, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! ”G-gift… F-forbandede elver..!” endte han mere sammenbidt, for det var en tanke som ganske enkelt måtte pisse ham af, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, og selvfølgelig irriterede det ham som intet andet lige nu! Det var slet ikke meningen at hun skulle passe sådan på ham, men omvendt!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde bestemt ikke regnet med at Evan ville være villig til at give hende tøjlerne og lade hende styrer, hun vidste at han var en mand der gik meget op i sit ry, værnede om det, og at blive ført tilbage af en kvinde, til lejren med en pil i skulderen, der var lidt af et slag på stoltheden, men han havde givet hende et løfte og eftersom hun ikke stolede på ord, så måtte hun jo selv sørge for at indfri det. At Evan så blev utilfreds med det, kunne hun virkelig ikke tage sig af, der skulle ikke så meget til at gøre ham utilfreds i det hele taget, og slet ikke hvis man var hende. Hun svarede ikke men red blot videre gennem den store mængde der forsøgte at slå Shadow ned. Hans var en stor og prægtig hingst, de fik ikke ram på ham, desuden svang Athena sværdet aktiv uden at vide hvem hun ramte eller om hun i det hele taget ramte noget, pointen var at de kom igennem og gerne hurtigt. Han kunne bide så meget af hende som han ville, det ville ikke have nogen effekt uanset, eftersom hun var vant til at håndtere alt hans vrede og frustration var det andet lidt ligegyldigt. Med ene enorm lettelse formåede hun at bryde gennem krigen ud på den anden side. I det fjerne kunne hun spejde lejren det ville ikke tage lang tid at komme derover heldigvis, hun ville gerne tilse hans skulder. At de så ikke nåede langt før hun hørte et bump og følte Evans greb slippe om hende, gjorde hende kun bange. Elegant hoppede hun ned af shadow der overvågent blev stående på samme sted som hun havde stoppet ham. Athena gled på knæ i det lange græs, og lod blikket glide fra hans ansigt og til hans skulder hvor pilen endnu måtte sidde. Begge var de malet i blod, men eftersom det ikke deres eget så var det intet hun tog tungt. Tilgengæld gjorde det hende bange at han ikke kunne se. Farven forlod hendes kinder, også selvom hun forsøgte at bevare roen, det andet ville han kunne mærke med det samme. ”Det ordner vi. En ting af gangen. Jeg er her,” endte hun dæmpet,. Næsten i håb om at den tanke ville trøste ham. Det var dumt for han var stærkere end hun, men lige på det punkt lignede hun altså sin mor, hun puslede når hun blev bekymret. Det var tydeligt at han var direkte brændende. Den rustning skulle af, hun var nødt til at forsøge på at slå feberen ned, men de kunne ikke gøre det her, de var ikke langt fra de andre og hvis nogle skulle bryde igennem, eller de skulle trække sig hertil, så ville det koste dem begge dyrt. Hun nikkede stille og sneg en arm ind omkring livet på ham, også for at få ham op at sidde. ”Hvis vi kan få dig op på hesten så kan du sidde foran mig, så jeg kan yde støtte til at du bliver siddende,” forklarede hun og lød forbandet rolig, også selvom hun på ingen måde følte sig sådan, tværtimod. Tanken om at pilen havde været giftig gjorde hende bange. Hun sank en klump og forsøgte at hjælpe ham på benene. På trods af giften lod han til at være klar i hovedet, hvilken om ikke andet lettede hende. ”Noelle har advaret os mod det, men der har ikke været et tilfælde mens jeg har været her... før nu,” tilføjede hun som det lidt åbenlyse. Visse var døde af det, men det var ikke en gift som var ment til at dræbe efter sigende, men tværtimod til at svække så det ville blive nemt for soldaterne. Om tanken lettede hende, det var endnu svært at sige.

[Deleted]

Evan faldt bare naturligt til i rollen som hærfører, også selvom han vidste, at det slet ikke var hans titel at bære mere, hvilket i sig selv, faktisk heller ikke gjorde ham noget. Han havde lavet de mundtlige aftaler med hende, velvidende om at hun ikke stolede på ord, så måtte han vise hende det igennem handlinger og det gjorde han vel ved at give hende tøjlerne og lade hende tage styringen over Shadow? Hingsten var stor og prægtig, selvom han selvfølgelig ikke ønskede at der skete ham noget, og specielt ikke nu hvor han selv stod som kommende far til et lille føl sammen med Hera. Ja, et sted glædede det ham selvfølgelig at der var nogen som kunne få den lykke, hvor den for hans vedkommende var endnu meget uvis, selvom han selvfølgelig vidste hvad han ville og han ønskede i den grad også at det skulle ske, det var helt sikkert!
Jo tættere de kom på lejren og igennem det store kæmpende felt, jo mere afslappet blev Evan, også selvom kroppen ikke var helt med ham, for den føles virkelig opkogt! Han gispede svagt, som han røg direkte ned i jorden. Jo, han kunne godt se, men det var bestemt ikke fordi at det var nemt som sådan! Det hele skiftede farve og facon, og det var noget som gjorde ham direkte dårlig! At Athena var der, var den eneste grund til at han faktisk forblev ganske rolig, for han stolede på hende. Han prustede let, som han nikkede til hendes ord. Han ønskede jo heller ikke at gøre hende mere urolig, end det som hun tydeligt måtte være i forvejen. Han kom med protesterende lyde, som hun tvang ham op at sidde, for det spændte i hans skulder, og armen kunne han jo slet ikke bruge! ”For helved..!” endte han sammenbidt. Han vendte blikket mod hendes skikkelse – det kunne nemlig ikke være andre. ”Jeg.. jeg kommer aldrig op på den hest sådan her, Athena..” endte han med en dæmpet stemme, som han betragtede sig af hende. Tænderne bed han fast sammen, for det gjorde faktisk temmelig ondt, når han forsøgte at bevæge sig! Han hævede den anden hånd, som han knugede let omkring sin overarm, som havde det været et forsøg på at holde armen i ro. Hans krop rystede, og det var bestemt ikke fordi at det var behageligt. Umiddelbart så påvirkede det kun hans syn og efterlod ham med en følelse af at være direkte syg, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget nemmere for ham af den grund. Han bed tænderne fast sammen og slap et let gisp. ”De.. de gjorde ikke brug af dem tilbage i min tid. Havde jeg ikke taget den, så havde den ramt dig, Athena.. De gik efter dig..” endte han med en mere sammenbidt stemme, for det gjorde det bestemt heller ikke nemt for ham selv! Han endte med at ryste på hovedet, for det gavnede dem bestemt heller ikke at sidde der, nu hvor hun ville have ham med sig tilbage til lejren, og det vidste han godt. ”Vi kan ikke blive siddende her..” endte han med en dæmpet stemme.

[Athena Maloya Mathimæus]

Et sted så var Athena en smule tilfreds med at han var kommet lidt til skade, det beviste om ikke andet at hun have haft ret til sin bekymring på trods af at han var så meget ældre og havde fungeret som hærfører i så mange år. Hun var rædselsslagen for at han skulle komme til at synes for godt om det igen, dette var heller ikke et sted hun ønskede at se ham, desuden så blev hun hvis han gjorde. Det vigtigste lige nu var at få ham tilbage til lejren. Athena blev siddende på knæ ved ham. Hun så kort op mod horden af soldater der på ingen måde havde tid til at ænse dem. De var ikke kommet tættere på, men hun vidste godt at det kun var et spørgsmål om tid, hun var nødt til at have ham væk. På trods af at han ikke ligefrem havde ydet hende nogen form for omsorg siden de havde forladt teltet, så lod hun hånden stryge bekymret over hans kind. Glæden ved at Shadow og Hera skulle have et lille føl, var for nu ikke noget som Athena i det hele taget var i stand til at tænke på, for hun havde denne ene mulighed til lykken med Evan men det nyttede ikke noget hvis han blev slået ihjel herude. Desuden var hun ikke engang sikker på at de ville det samme i sidste ende, slet ikke med henblik på hans opførsel! Roligt hjalp hun ham op at sidde også selvom det var med de protesterende lyde og bandeord, det var hun efterhånden så vant til så hun sagde end ikke noget til det. ”Vi er nødt til at komme væk herfra, men der er langt til lejren på gåben,” påpegede hun og kastede blikket ud i horisonten mod lejren. Det ville tage Shadow få minutter, men dem omtrent en halv time hvis de gik, og hun var ikke sikker på at Evan kunne holde til det. Hun vendte sig mod ham med et vurderende blik. ”Jeg ved god at det ikke er nemt, Evan men du er nødt til at forholde dig så meget i ro som du kan, jo hurtigere dit hjerte banker jo hurtigere bredes giften i kroppen og vi har brug for lidt tid,” sagde hun bekymret, for manden var ikke kun syg men også oprørt, hans hjerte hamrede fast, det var lige før hun kunne mærke det gennem hans rustning. At den så direkte havde været ment for hende var noget der fik den lille stolthed hun havde følt til at forsvinde øjeblikkeligt. Hun bed sig i læben og stirrede for et øjeblik mod den kølige morgensol. ”Den var måske ment for mig, men jeg tvivler på at de gik efter mig. Om ikke andet så var der ikke en du burde have taget, men jeg er glad for at du gjorde. Den havde slået mig ihjel,” konkluderede hun lidt sammenbidt. Set ud fra højden ville den havde sit sig i enten hoved eller nakke, det ville have været dræbende. ”Du har ret. Hvis ikke du kan komme op på hesten må vi gå. Jeg støtter dig så godt jeg kan,” lovede hun og var allerede gået i gang med at hjælpe ham op på benene. Så ville som hun var, kunne hun kun yde en forbandet ringe støtte til ham, men det var vel bedre end ingenting? De kunne helt sikkert ikke blive siddende, det ville i sidste ende, ende med at koste dem deres liv.

[Deleted]

At komme til skade, var selvfølgelig en tanke som irriterede Evan, men han måtte vel bare erkende, at han selv var ved at blive en anelse rusten? For ikke at glemme, at han på ingen måder fortrød at han havde taget den pil for hende, for den ville da uden tvivl, have taget hendes liv i den anden ende, og det var slet ikke noget som han ønskede sig! Det værste scenarium for hans vedkommende, var hvis dette skulle have taget hendes liv, for så ville han da aldrig nogensinde tilgive sig selv! Han bed tænderne fast sammen. Hans hjerte hamrede som aldrig nogensinde før mod hans bryst, og han vidste, at det slet ikke var noget som gavnede hans situation, for giften bredte sig kun mere i hans krop, og det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre på nogen måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg ved det godt, men jeg kommer ikke op på Shadow lige nu..” Han følte virkelig at giften drænede ham for energi, så det at få ham tilbage til lejren, ville i sig selv, blive en udfordring, og det var det som han vidste! Han bed tænderne sammen, som han virkelig forsøgte at slappe af, men han kunne høre krigen omkring dem, hvilket bestemt heller ikke var noget so gjorde det meget bedre for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han nikkede stille. Kunne han slappe af, så ville det selvfølgelig være nemmest at komme op på Shadow, men han troede virkelig ikke på at han havde energien til at skulle komme op! ”Jeg tror ikke den er ment for at slå ihjel.. Den dræner mig bare for energi..” I det store og hele, så var det jo faktisk det som måtte skræmme ham en anelse, hvilket ikke ligefrem gjorde det meget bedre. Shadow var urolig, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre og det vidste han jo selv udmærket godt. Han gispede svagt, som hun valgte at tage omkring ham. Pilen havde tydeligt været ment for hende, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham, og derfor havde han taget imod den, for den havde ramt ham i den højde, at den ville have taget hendes liv, og det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som ham nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det var. Han prustede ganske let. ”Du var i hans sigtekorn, min kære..” Han tav som hendes hånd gled mod hans kind, hvilket var noget som fik ham til at lukke øjnene og let lade hovedet søge mod den, for det var virkelig rart og det havde en beroligende effekt selv på ham! Han nikkede stilfærdigt, som han roligt hjalp hende, som hun fik ham bakset op på benene. Hans krop dirrede og sitrede som aldrig før, og det var bestemt ikke en behagelig fornemmelse på nogen måde! ”For satan..!” endte han langt mere sammenbidt, end det som han havde gjort tidligere.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var mange år siden at Evan sidst havde været i marken, og den tanke havde bekymret Athena, på trods af at hun vidste at han var i god form. Hun havde ikke selv trænet siden hun var blevet gift med Valerio, hun vidste ikke hvor mange elever han havde, eller om det var vedligeholdt, under alle omstændigheder var han kommet til skade og det var bare ikke godt nok. Pilen så ikke ud til at have ramt noget direkte livsvigtigt, men giften der bredte sig i hans krop, var mere end grund nok til bekymring, for hun vidste ikke hvor vidt det var ment for at dræbe eller bare for at svække ham så andre kunne gøre det, elverne i sig selv var jo ikke meget for den slags. Athena sukkede tungt og så fra Shadow og til Evan der knap kunne sidde selv. Han havde ret der var ingen chance for at få ham op på en hest i øjeblikket, men hvordan pokker skulle hun så få ham med sig? ”Vi er nødt til at komme væk herfra det vil tage lang tid på gåben,” påpegede hun en smule irriteret, for dette var trods alt ikke en del af hendes planer. Armen hvilede omkring hans krop for at støtte ham. Det var et under at han i det hele taget lod hende, for selv gennem deres mange træningstider havde det været en kamp i sig selv at komme på benene, netop for at skulle slippe for ydmygelsen ved den andens hjælp. Lettere vurderende lod hun blikket glide ned over ham kun for atter at ende i hans blik. Han var bleg og endnu gloende hed hvilket som regel ikke var et godt tegn. ”Det må vi håbe, men vi kan aldrig vide os helt sikker før det er blevet tjekket, derfor vil jeg gerne have dig tilbage temmelig hurtigt,” svarede hun lidt dæmpet. Pludselig følte hun slet ikke morgenens skulde, det var hårdt nok at slås med det tunge sværd, men det var endnu hårdere at slæbe ham omkring, samtidig med at hun måtte holde hovedet kold, selv på trods af bekymringen der lyste langt ud af hende. Sværdet stak hun tilbage i skeden nu hvor de var langt nok væk fra de andre, og det kun var i vejen når hun skulle støtte ham. Tanken om at hun havde været i sigtekorn var noget som fik hende til at se bort. Hun bed sig i læben og forsøgte næsten at ignorere ham, for det var vel et slag på stoltheden at hun end ikke havde set det.. havde den ramt så ville han have været tvunget til at ligge hende i en kiste og overbringe Zacharias den nyhed. Tanken om hvor tæt på det faktisk havde været, skræmte hende. ”Lad os nu bare komme tilbage,” mumlede hun forsøgende. Hånden gled blidt over hans kølige kind, før hun endte med at hjælpe ham på benene. Det glædede hende at han lod hende. ”Tag fat om Shadow han kan støtte dig mere end jeg kan,” endte hun og hjalp ham roligt hen mod hingsten der lå langt mere i hans højde end det som hun selv gjorde, der ville de blot begge vælte. Alligevel valgte hun stadig at lade armen hvile omkring ham som en støtte. Selv følte hun virkelig for at bande og svovle også selvom det ikke ville bringe dem hurtigere af sted. ”Sig til hvis du bliver dårlig,” bad hun dæmpet og kyssede forsigtigt hans kind.