Burned out

[Deleted]

Evan vidste at der ikke var tid til at være usikker og tvivlende på et sted som slagmarken. Det var en forbandet hård plads, det var der ikke nogen tvivl om, og alene tanken og fornemmelsen af det, var ikke just noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han vendte sig mod hende. At hun erkendte for ham, at hun mistede kontrollen, var noget som selvfølgelig bekymrede ham. Han lyttede til hendes ord. At hun åbnede op og faktisk fortalte ham om det, var selvfølgelig lettende selv for hans vedkommende, det var der ingen tvivl om overhovedet! Han nikkede, som han roligt strøg hånden over hendes hoved. ”Jeg skriver til Hans Kongelige Højhed, så snart jeg hjemvender fra dette sted, hvori jeg påskriver mit ønske om at lade dig forlade marken. Hverken Zacharias eller jeg, ønsker at få dig hjem i en kiste, og det er det eneste som venter herude,” påpegede han ganske alvorligt, for det var vel ikke engang en løgn? Marken var ikke et sted som nogen af dem ønskede at se hende, selvom han vidste, at det ikke hjalp at råbe og skrige, men så langt som dette, så vidste han at han endnu stod som tøsens værge, og det var en magt som han agtet at udnytte! ”Vi har heldigvis den fordel, at du ej er myndig, og jeg fremdeles fremstår som din værge. Han har intet andet valg end at lytte, om jeg ønsker og kræver dig væk fra marken,” endte han ganske sigende, som han sendte hende et betryggende smil. Han selv ønskede jo slet ikke at finde hende herude! Det var livsfarligt!
Athena var det mest særlige og mest specielle i Evans liv, og han var bestemt heller ikke bange for at skulle vise hende det, nu hvor han havde muligheden for det. Desuden kunne han se, at det var noget som hun kunne lide, og det var noget som selv fik ham til at sidde igen med en ganske tilfreds følelse i sindet. ”Du kan ikke spilde min tid,” lovede han, som han roligt holdt hende tæt ind mod sig. Hun var det kæreste i hans liv, så hun ville slet ikke være i stand til at spilde hans tid som så mange andre havde gjort det! Selv var det på tide at de kunne gøre noget ved det, og faktisk komme lidt videre, selvom han vidste, at det ikke var nemt, men.. det var vel bare at hjælpe hinanden? Han kuklo ganske let. ”Det er en talemåde, min egen,” endte han morende, som han roligt vendte sig mod teltåbningen. Selv måtte han bare bide bekymringen for hende i sig, for han var i den grad langt mere bekymret for hende, end det som han kunne sige at være for sig selv, for han havde en erfaring herude fra, som han selvfølgelig ønskede at gøre brug af, men det var jo ikke just en som hun havde! ”Jeg lover at være forsigtig min kære.. Hvis du lover mig at gøre det samme,” endte han roligt, som han vendte sig mod hende. Han var slet ikke vant til den bekymring på et sted som dette! Han førte hende roligt med sig ud af teltet, hvor han tog fat om Shadows tøjler og fik det store væsen op på benene igen, inden han roligt førte hende med sig ned af den mudrede sti og ned mod feltpladsen, hvor folk allerede var ved at samle sig.

[Athena Maloya Mathimæus]

Tvivl hørte ikke til på et sted som dette, og det vidste Athena godt, af den grund var hun måske ikke nær så egnet til at være her som hun ellers gerne ville være? Tanken om ikke at være god nok plagede hende, hun ville gerne gøre sit bedste også selvom dette sted kunne ende med at koste hende livet i sidste ende, hvilket hun ikke ønskede, af den grund valgte hun at åbne sig op for Evan nu.. hun havde allerede givet ham sin krop, og sin sjæl hvorfor ikke også indvie ham i sit sind? Han havde bedt hende om at lade være med at flygte, hvilket hun agtede at leve op til. Et sted frygtede hun næsten hans reaktion, hun havde lyst til at flygte, men med hans stærke arme omkring sig var det end ikke en mulighed. Til tider var det bedst at blive holdt tilbage, for ikke at ende med at begå store fejl. Blikket lod hun langsomt hæves til hans og med et stille nik. Hun burde selv tage en snak med kongen men Evan havde trods alt en magt over hende i og med hun ikke var myndig og han stod om hendes værge. ”Jeg ved at du har magten til det, Evan men.. jeg vil ikke miste min chance for det videre arbejde som kongen kan tilbyde mig. Nu hvor Cecilaya ikke vil lade mig være en del af det dæmoniske samfund, så er det, den mulighed jeg har tilbage, selvom jeg ved det eneste der venter herude er død og ødelæggelse,” svarede hun lidt dæmpet, for hun ville nødig snakke skidt om hverken Cecilaya eller kongen, og hun nægtede at opgive den mulighed hun havde fået. Hun elskede Evan og hun var nysgerrig efter hvad dette kunne ende med at udvikle sig til, men hun var ikke klar til at slå sig ned endnu, hun havde alle mulighederne åbne, muligheden for et utal af oplevelser, som hun jo faktisk ønskede at nyde med ham ved sin side, men hun var vel bange for at hun ikke kunne få i både pose og sæk, i og med at hun gerne ville have både en stor karriere men også ham?
Lige nu var det hele usikkert, og Athena håbede blot at tingene langsomt ville løse sig, og blive mere klare. På sit forsøgte hun at give sig hen til følelsen af forelskelse, følelsen af lykke som hun aldrig før havde oplevet men den var ikke kun overvældende men direkte opslugende og grådig, hun kunne for pokker ikke få nok af ham, af hans kærtegn, hans ord, hans krop og hans læber, det var lidt frustrerende og hun frygtede at det kunne blive distraherende. ”Det er jeg glad for,” endte hun dæmpet og sendte ham et blidt smil. Hovedet lagde hun mod hans bryst, dermed mod det kølige metal. Hans hjerte var ikke til at fornemme, ikke som det havde været i aftes. ”Oh,” endte hun med et lidt flovt grin. Ja der kunne hun ikke være være med! Hun nikkede stilfærdigt men endte alligevel med at synke en klump. ”Selvfølgelig,” endte hun og slap ham kun for at følge ham ud af teltet. Blikket faldt mod himlen. Der var ikke lang tid igen, alle var klar og de skulle til de uundgåelige. Hun slap et suk og klappede let sit våben, før hun i stilhed fulgte ham og Shadow til den store feltplads hvor de fleste soldater lod til at have indfundet sig både med og uden heste. Hun forsøgte ikke at klemme sig ind med stilte sig roligt i siden, det var straffen for at komme sent.

[Noelle Jaceluck]

Efterhånden lod det til at alle var ved at være på deres plads, hvilket kun glædede Noelle, også selvom de var ved at være for sløve i optrækket! Det var snart ved at være på tide at sende disse unge mænd hjem, for at lade det andet hold komme til, det havde været lange uger og det var hun skam udmærket klar over. Selv sad hun på sin smukke hingst der efterhånden havde fuldt hende i forbandet mange år, også så alle ville være i stand til at se hende. Med elegant trav red hun lidt frem og tilbage for at danne sig et overblik over tropperne. De rødbrune lokker var bundet op i den stramme fletning, hun havde iført sig en form for rustning blot i læder og kun over torsoen, der var præget af smukke udskæringer. Det tunge metal var ikke for en kvinde at bærer, det ville kun sænke dem mere end hvad godt var, også selvom der kun var hende selv og Athena i øjeblikket. På trods af det kække smil og glimtet i hendes øje som Evan var blevet mødt af, så var minen nu henlagt i alvorlige og stramme folder. Der var intet smil til at pryde hendes læber, smerten var ikke til at se, kun det intense glimt var at sporer hos hende hvilket de fleste var vant til. Hun så langs horisonten. I det fjerne kunne hun ane den Manjanske lejre, der lå netop ved Syrian landsbyen for at holde den beskyttet. Hun lod blikket atter glide ud over samlingen af soldater. En hel del var faldet fra, og hun frygtede at de var nær til at miste modet. Hesten stoppede hun roligt op ved et træk i tøjlerne. ”Stille!” bad hun med en fast tone. Hun var en hård leder, men med så mange mænd så var det nødvendigt. ”Så er det atter ved at være tid. Jeg har netop modtaget besked fra de dvasianske snushaner. Det lader til at Manjarno har tænkt sig at trække sig lidt tilbage, og da jeg ved at i er ved at være trætte, har jeg besluttet at vores fokus i dag kommer til at ligge på det angreb Procias har tænkt sig at gøre. Deres hær er blevet mindre og mindre, særligt gennem de sidste par uger. Jeg ved at vi ligeså har mistet mange gode soldater på vores vej, og at vi kommer til at miste langt flere af jer i dag, men jeg har brug for at i udemærker jer! Jeg ønsker et mindre hold af ryttere, en budbringer og et par hundrede vandrere i den vestlige flanke, for at holde Manjarno på afstand. Procias er ikke styret af nogle, de kæmper i vildelse, jeg har derfor en forventning om at denne dag bliver en sejr, og jeg håber inderligt at vi efter i dag vil være i stand til at tage hjem, de som overlever vel og mærke, i er blevet presset til det yderste, og kun de bedste af jer er tilbage. Alle bueskyttere ligger sig bag bjergene i Øst, jeres opgave bliver primært at få ram på nogle af de forbandede elvere der ligger på lur i bjergene Nord for Syrian, resten ridder med mig i dag. Jeg ved at der atypisk, men jo mere vi overrasker, jo mere kan vi forpeste Procias med lidt mørke,” endte hun i en lang smørrer og kastede blikket ud over den stille flok. De var vitterligt ikke mange tilbage, og det ville være dem som endte i problemer, når Procias engang ville få pengene til at gro en stor hær. ”Det er mig desuden en stor ærer, at kunne meddele at vi fik besøg i lejren i går af en gammel ven. De af jer som er gengangere kender ham i forvejen, for jer som kun har kendt mig, så taler jeg om Evan Strife min forgænger i dette felt, han er en dygtig soldat og jeg er sikker på at vi kan lærer forbandet meget af ham, derfor ønsker jeg at han ridder med mig i front i dag, og jeg vil råde jer til at suge til jer, forstår i først ham kan jeg forsikre jer at i vil forstå mig ligeså. Hver rar at komme op til mig Evan,” afsluttede hun roligt, uden at vide hvor han var.

[Deleted]

Der var forbandet mange ting at skulle tage sig af på kort tid og Evan vidste det godt. Desuden ønskede han ikke at koste Athena hendes karriere, specielt nu hvor han vidste hvor glad hun egentlig var for at have noget at give sig til, så var slagmarken ikke et sted som han selv personligt ville placere hende! Han vendte blikket sigende mod hende. Han skulle nok passe på, så godt som han nu kunne, hvilket var noget som han trygt kunne love hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, også selvom han vidste at det ville være svært. Nu hvor de var kommet udenfor, så kunne han se hvor få folk der egentlig var tilbage, og et sted så var det en næsten.. skræmmende tanke. Han ønskede dog ikke at lade der ske noget med Athena! Det skulle blive over hans lig! ”Cecilaya har bare brug for at få det bearbejdet min kære. Efter tabet af begge sine forældre, endda på deres bryllupsdag, så har din kære fader været noget af det eneste som hun har haft tilbage.. Jeg er sikker på at det hele nok skal læse sig,” lovede han oprigtigt som han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han trykkede let omkring hendes ene skulder, som han førte Shadow med sig ned mod flokken af mennesker. Hans kære hingst vidste godt hvad der skulle ske i dag, hvilket Evan næsten kunne fornemme på ham. Det ville blive sidste gang han ville ride med ham ud, og så skulle han nok få lov til at trække sig tilbage.
Som de kom ned til flokken, kunne han høre og skimte Noelle i det fjerne. Hendes tale gjorde ham næsten helt ivrig efter at komme ud i marken, og samtidig bevise for sig selv, at han endnu var i stand til det! Hvor mange som faktisk var klar over at han var der, vidste han ikke, men det var nu noget som han bare måtte tage som det måtte komme, for han var jo trods alt nødt til at gøre et eller andet trods alt. Han forblev tavs, også selvom det hurtigt ændrede sig, som hun hentydede til hans tilstedeværelse. Han nikkede let, som han vendte blikket mod Athena. ”Vent på mig her,” endte han roligt, som han greb omkring seletøjet og fik slynget sig op på Shadow, inden han red igennem mængden som trak sig hastigt til side, så han kunne komme forbi. Det var ikke mange som kunne huske ham, men enkelte kunne, hvor de også fik et respektfuldt nik retur af ham som han passerede dem, kun for at stille sig ved Noelles side. Det var frygtelig mange år siden at han havde stået her, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han trak vejret dybt, som han så ud over mængden. ”Jeg ved godt, det er mange år siden jeg sidst har betrådt den store slagmark med en flok soldater, bueskytter, som spydbærere, fanebærere som ryttere og alt hvad der findes imellem. Jeg kan stå her side om side med den dvasianske hærfører og stolt se på den flok væsner som har modsat sig hvad der er blevet dem dømt. I har formået at holde styrkerne på afstand, og ved I hvad? Jeg er stolt af Jer.. Jeg er en stolt mand, som selv betragter det som en ære at ride med Jer i marken i dag! Jeg tager mig personligt af den ene flanke på slagmarken i dag, og så lang tid I gør hvad der er blevet befalet.. både af Noelle, men også af mig selv, så skal det nok gå. Vi er dvasianere, og vi er krigere.. så lad os vise dem, hvad vi er i stand til!” endte han med en fast tone, som han selv rev sværdet fri af skeden som hang ved siden af sadlen på Shadow, kun for at hæve det. Han var klar, og han kunne se at resten var lige så!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena ville få behov for Evans støtte, hun havde brug for at vide at hun faktisk kunne opnå de ting hun ønskede og som hun drømte om, det kunne hun umuligt gøre uden ham, også selvom hun vidste at han på ingen måde bifaldt den vej hun havde valgt, men han havde trods alt kendt hende siden hun var lille, set hvordan hendes drømme havde vokset sig større i takt med at hun var blevet bedre. Når det var sagt så måtte hun erkende at han havde ret når han sagde at dette ikke var et sted for hende, hun havde altid gernet ville fremstå som en kølig kvinde, men hun var bange for at være for prociansk når det kom til dette, til tider havde det faktisk været svært for hende at slå procianere ihjel velvidende om at de var en del af hende.. hendes mor havde for pokker været dronning i landet, hun var den som havde sendt hærene ind i krigen, det havde hun svært ved at forholde sig til. Hun fulgte Evan til den store flok af soldater. Måske det så ud af mange, men de var ingen i forhold til hvad de havde været, det vidste hun godt. Hun lyttede til Noelles tale med respekt, hun var god til at bringe motivation og stemning blandt krigerne, det måtte hun give af. Hans ord gled næsten forbi hende, da hendes blik var direkte rettet mod Noelle og hun måtte strække sig en smule for at kunne høre noget som helst. ”Helt sikkert,” mumlede hun fraværende, uden at ligge skjul på at hun ikke hørte ham. Cecilaya havde meget at tænke på, men hun havde taget endnu en del af hende, og skulle hun være ærlig, så var hun ikke længere sikker på hvor hun hørte til eller hos hvem. Først da Evan endte med at blive kaldt op, blev hendes trance brudt. Hun lod blikket falde mod ham, som han allerede var på vej op på Shadow. ”Men..!” råbte hun uden mulighed for at færdiggøre sin sætning, for der var han allerede gået. Hun kunne ikke vente på ham hvis han skulle ride i front! Et tungt suk undslap hendes læber og fik hendes skuldre til at falde slap sammen omkring hende. Alligevel fulgte hun hans elegante gang op i fronten med Noelle. Hendes hjerte bankede ved synet.. han udstrålede ikke blot elegance men også magt og hun var stolt af at se ham tage den vandring, men et andet sted var der noget der stak i hende, og spurgte hende et utal af gange om hvordan hun kunne tro, at hun kunne være en mand som ham værdi. På trods af de forbudte tanker trak hun skævt på smilebåndet. Måske han fyldte soldaterne med opmuntring, men hun var en af dem som vidste hvad der skete hvis ikke man adlød hans ordre, eller hvis man ikke formåede at leve op til den. En blanding mellem brølen og jublen bredte sig mellem de mange soldater. Selv trak hun hverken sit sværd eller gjorde tilråb, for hendes tanker var andetsteds og hun forsøgte virkelig at samle dem. Hun gik næsten ud fra at hun skulle følge Noelle i dag? Ikke at det gjorde hende noget, også selvom det ville betyde at hun ikke fik lov til at ride med Evan og dermed ikke var i stand til at holde et øje på ham. Han skulle nok klare sig. Hun knyttede hænderne så fast at de blev vide og så ud over den tomme plæne der snart skulle males i loyale mænd og kvinders blod. Det var bizart.

[Noelle Jaceluck]

Det ville ikke blive en let dag.. ingen dag var let i krig, men hun håbede at det ville gavne dem at Manjarno ikke aktivt havde tænkt sig at deltage, det havde jo aldrig været meningen og nu hvor landet ikke havde nogen regent, så var hæren generelt blevet mere stille. Procias stod uden hærfører, så ja de kæmpede i blinde med de midler som de nu engang havde, lige der var Noelle faktisk warlockerne taknemmelige, de havde forhindret Dronningens bryllup og dermed at kongen var kommet ud for at tage den ledende rolle, for der var ingen og hun tvivlede på at den køre Silia kunne undværes i selve landet. Noelle indåndede den friske vind.. den var kold og tørrede hurtigt hendes hals ud. I stilhed så hun til mens Evan endte med at komme ridende igennem den store mængde der eg til side for ham og den prægtige hingst. Hendes egen smukke hoppe bakkede på hendes ordre en smule bagud for at gøre plads til at han kunne stå ved hendes side. Det var hende en sand ære at skulle ride med ham igen, for det var forbandet mange år siden, en enkel kamp for gemmelt venskabs skyld gjorde hende intet, og med ham på sin side.. ledende ligesom hende, så kunne det skabe et større overblik hvilket netop gav dem muligheden for at gøre det på denne måde. Det tegnede i den grad til at blive en god dag. De olivengrønne øjne rettede sig mod hams som han endte med at indtage pladsen ved hendes side og påbegynde en tale som var en hærfører værdi. Han havde ikke glemt hvordan man plantede et håb i flokken, det morede hende lidt at se hvor meget han faktisk nød at stå der igen... tale til dem med respekt og ære. Den stolthed han sad med, var kun en hun ved sjældne lejligheder delte, særlig når hun fik et nyt hold, det der nu stod tilbage var kun de bedste kun med meget få, heldige kujoner iblandt. Hun nikkede blot roligt til ham som han endte med at færdiggøre sig. Hun sendte ham et lidt smørret smil, for ja hun morede sig for en gangs skyld. Ligesom langt de fleste soldater, så hun sit svær.. det var ved at være slidt, men bladet var skarpt som intet andet. Hun holdt den op i luften ligesom flere faner, bannere og flag gjorde det! Det gjorde hende stolt at se den opbakning som endnu var der, på trods af at de var blevet presset og at de alle havde været herude i forbandet længe. Selv så hun virkelig frem til at komme tilbage til Enrico, ligge sig i hans favn og hviske smerten bort, for den var ulidelig, hun kunne blot ikke tillade sig at give udtryk for det, det var direkte livsfarligt for hendes vedkommende, men hun ville hellere sidde inde med den smerte end hun ville gå bag om ryggen på den ene mand der nogensinde havde fået sig selv til at elske hende. Sværdet sænkede hun atter og pegede ud over flokken. ”Alle fanebærer først hold jer i Øst og Vest når ryttere og spydbærere skal frem. Den side der tager den Vestlige flaske ved Syrian, resten føler med mig. Bueskyttere i bjerget bagved, samt spioner,” endte hun og uddeligerede roligt opgaver, mens hun selv gjorde et hovedkast til Evan til Evan. ”Åben portene!” beordrede hun fast, før hun selv fik sin hoppe til at vende om, så de kunne ride gennem og ind i dagens kamp.

[Deleted]

Evan nød det faktum at han var på vej ud i marken igen, for det var noget som han faktisk havde savnet utrolig meget. Noelle kom nok mere eller mindre med naturlige informationer om de taktikker som skulle bruges når de kom derud, også selvom han i den grad godt kunne se, at de ikke var særlig mange tilbage derude, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han var nødt til at sikre sig Athenas overlevelse, for jo færre der var i marken, jo større var chancen for at det skulle gå galt, og det var helst noget som han ønskede at komme udenom at han virkelig frygtede for Athenas liv, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, for hun var og blev i sandhed også det vigtigste i hans liv, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket rundt omkring i flokken, også selvom han havde blik på Athene stort set hele tiden, for i denne mængde, så var hun.. .lille, og han vidste, at det forekom at folk faktisk blev trampet ned, og det ønskede han bestemt heller ikke for hende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket mod Noelle som sad på sin egen hoppe, hvor han selv havde ft i Shadows tøjler. Det var ganske vidst ved at blive et gammelt dyr, og dette blev hans sidste tur ude, hvor han kunne få lov til at trække sig tilbage og nyde sin sidste tid sammen med Hera.
Som folk hævede deres våben i takt med at han selv gjorde det, var noget som efterlod ham selv med en god fornemmelse. Han var overbevist om at det her nok skulle gå, for selv ikke det var noget som han var meget i tvivl om! Han rev i Shadows tøjler, hvilket var noget som fik det smukke dyr til at stejle. Han følte sig virkelig, virkelig vel og tilfreds her på slagmarken, næsten som havde det været hans andet hjem. Som Noelle søgte ud igennem de åbne porte med sin flanke, så fik han Shadow til at søge i retningen af Athena. Han ville nødigt have at hun blev trådt ned her i mængden. Han rakte hende sin hånd. ”Jeg fører dig ud af feltpladsen, Athena,” endte han roligt, som han fik hende op på hesten, kun for at få Shadow til at vende sig mod de åbne porte, idet han igen hævede sit våben. Selv i rustningen, så kunne han i den grad bevæge sig fint og næsten helt optimalt. ”I ved hvad I skal! Jeg vil have fanebærerne ud, bueskytterne mod bjergene, og sørg for at holde de elvere på afstand for guds skyld! Resten Ifølge med mig!” endte han fast. Han satte hælene i Shadows sider, idet at det fik ham hurtigt op i fart, kun for at søge direkte ud mod slagmarken. Han vidste hvordan han ville have det, hvilket han altid havde gjort, når han havde været herude, og dette var bestemt heller ikke noget undtag! ”Hold fast Athena..” endte han dæmpet, som han tog fat om tøjlerne og kom op i front.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var mere end tydeligt at Evan nød tanken om endelig at komme ud i marken igen, og Athena kunne godt frygte at han blev for ivrig, også selvom han plejede at være god til at bevare roen. Hun vidste samtidig at han stort set kun gjorde dette for at holde hende ved livet, hvilket hun selvfølgelig var begæret over, men ikke desto mindre så lagde det et pres på hende i og med at hun næppe ville bringe ham i en farefuld situation. De mange soldater var blevet grundigt motiveret hvilket var nødvendigt, men hun frygtede på sit vis at de ville blive ivrige ligeså, særligt fordi det alle var store mænd og heste, hvor hun stod og blændede ind i mængden da hun jo havde sin kære mors højde og heller ikke var synderlig meget kød. Det var til tider et problem i og med at hendes kamp for overlevelse bestod i at undgå at blive trådt på, ikke den direkte kamp som sådan, det var lidt frustrerende. Hun fornemmede hvordan Evan konstant skævede i hendes retning og havde øje på hende. Hun sendte ham et stille smil, velvidende om at han med største sandsynlighed ikke så noget som helst. Nu hvor portene var åbnet så begyndte folk at storme, hvilket gjorde at hun igen måtte smyge sig elegant mellem dem, for ingen tog sig af hende. Lettere chokeret gispede hun som, et ben kom i vejen for hende og tvang hende direkte i jorden. ”... forbandede,” mumlede hun utilfredst og kom hurtigt på benene igen. Blikket gled mod Evan som han var kommet mod hende. Hun gik næsten ud fra at det betød, at hun var en del af hans flanke i dag? Hun nikkede lettere taknemligt og tog imod hans hånd, kun for elegant at hoppe op på Shadow der glædeligt tillod hende at komme nær. Athena satte sig til rette og lod den ene arm snige sig omkring hans liv, kun for at have noget at holde fast i. Hun holdt sværdet i den anden våben så hun var klar til at dække ham hvis der skulle komme noget, og samtidig for at være klar når han havde tænkt sig at sætte hende af. Et sted kunne hun ikke lade være med at føle en hvis stolthed over at blive ført med ham på hesten. Den friske vind slog mod hendes ansigt og gav hurtigt hendes kinder en naturlig rød glød. Først nu følte hun for alvor friskheden vælde op i hende også nu hvor hun ikke havde ondt mere. At se ham være så bestemt morede hende et sted kun, hun overvejede om et kompliment ville være upassende, men konkluderede hurtigt, at hun aldrig havde været god til at tænke før hun talte, og det ville være en vane som ville være synd at bryde. ”Jeg tror aldrig jeg har nævnt det, men du er charmerende når du er bestemt,” endte hun lidt drillende og lænede sig en smule frem mod ham også selvom hun skam havde øje på hvad der foregik omkring hende. Grebet om ham strammedes en smule som han bad hende om at holde fast, for det gik forbandet hurtigt, Shadow var ikke blevet sløv, den måtte hun give ham.

[Deleted]

Evan vidste skam godt, hvad han havde at forholde sig til, når det kom til marken og hvordan han skulle te sig, selvom det selvfølgelig ikke var helt nemt altid, og nu hvor hans kære Athena var derude, så var det straks en helt anden side af sagen, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At fyre talen af, hvilket var tydeligt også havde sin påvirkning af folket som næsten var lige så ivrige efter at komme derud, som det han selv var, hvilket bestemt heller ikke gjorde ham noget. Som den første flanke tog af sted, så var det tydeligt, at det alligevel kunne resultere i noget af et kaos, hvilket bestemt heller ikke gjorde det meget bedre, for han ønskede for pokker da ikke at se Athena nedtrampet her! Hun var virkelig sin mor om igen, hvilket ikke just var noget som gjorde det meget bedre, for han ønskede jo heller ikke at der skulle ske hende noget, for han ville da aldrig tilgive sig selv, dersom det var noget som skulle ske! Han rev hende op på hesten og fik den vendt, så han selv kom ud mod portene. Han var nødt til at vise sig fra sin bedste side, og specielt nu hvor han faktisk skulle vise sig som en fører af en slags, selvom han vidste at det var Noelle som havde det sidste endelige ord hvad dette angik, og det var faktisk også noget som passede ham fint. Han var ved at blive aldrende, så han havde ikke noget imod at give sig og trække sig tilbage for de yngre, så de kunne komme til.
At Athena trykkede sig mere ind mod ham, var noget som kun fik Evan til at smile, hvor hendes ord var noget som let fik ham til at grine. Han rev igen i tøjlerne og fik vendt Shadow mere mod venstre, idet han fik ham stoppet. Han ville nødigt se Athena oppe i fronten, for han vidste hvor farligt det faktisk kunne være deroppe, og det var noget som han selvfølgelig var nødt til at tage sine foranstaltninger omkring, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det var. ”Kan være jeg skal være det noget mere hjemme?” spurgte han morende, som han vendte sig mod hende. ”Athena, jeg er nødt til at bede dig om at blive hernede bagved. Jeg ønsker ikke at du skal komme til skade,” endte han dæmpet, som han roligt rakte hende sin hånd, så han kunne hjælpe hende ned af hesten. Selv Shadow var en kende urolig, men han var jo heller ikke ligefrem vant til at herske på et sted som dette her, men være hjemme og ride ude på småturer og ikke i strid. ”Hold kontakten med mig. Jeg er nødt til at vide at du er i sikkerhed,” endte han dæmpet. Det kunne godt være at han brød hvad der var den helligste regel; Enhver mand var sin egen, men det gjaldt altså ikke når det kæreste man havde i sit liv også måtte være ude på slagmarken, når han faktisk ønskede at have hende hjemme, men det var han ligeglad med lige nu!

[Athena Maloya Mathimæus]

Evan bar sig frem med stor selvtillid hvilket næsten plagede hende, for hun ville hellere end gerne have den samme selvtillid omkring det hele, men hun var både spændt og nervøs på samme tid, også fordi hun denne gang kunne tage med ham ud i feltet. Det kunne både vise sig at være en fordel og en ulempe, hun håbede selvfølgelig på det første, at hun ville være i stand til at holde fokus, for det var det som det krævede for at dette skulle ende med at gå godt. De havde lovet hinanden at gøre deres bedste, at hjælpe hinanden og have hinanden i ryggen, på trods af at reglen lød på at enhver mand var sin egen på dette sted, ingen kunne tage ansvaret for en vens eller soldats liv. Det var svært at forholde sig til når først hjertet var med i det. Alle var så ivrige efter at komme ud og kæmpe, sådan havde hun det ikke, tværtimod så glædede hun sig faktisk til at komme væk fra dette sted også selvom hun ikke ville erkende det i frygt for at blive leet af. Hun savnede sin elskede Hera og endnu mere sin bror, og hun ville mere end noget andet gerne have chancen for at være alene med Evan, se hvor alt dette førte hen og hvad det skulle ende med at betyde. Det hele var endt som et større kaos idet alle bevægede sig frem. Noelle havde hun allerede mistet af syne hvilket ikke gjorde hende noget, der fulgte en hel flok i efter hende, hvilket gjorde at der blev mindre befolket jo tættere de kom på deres plads i vesten. Der var mange med dem ligeså men stadig end ikke det halve af hvad der var med på den store. Grebet om ham holdt hun tæt også selvom hun tvivlede på at han mærkede sig af det mindste med den store blikkasse på. De procianske tropper nærmede sig, i det fjerne kunne hun se deres ryttere komme med samme fart som det de selv gjorde. Hun slap et suk som vinden tog. Det var bare endnu en dag, hun havde ikke været her længe, men hun var pludselig ikke så begejstret for det som hun havde været før. ”Jeg tror vi klare so som det er på,” svarede hun hurtigt med et lidt forsikrende smil. Tanken morede hende, for hun havde altid nydt når han havde været bestemt, hun havde følt sig stærk når han havde tvunget hende i jorden og hånet hende, og hun alligevel var kommet på benene, hun havde elsket når han gav hende ordre, på sit vis kunne man vel sige at hun var lidt masochistisk? Smilet falmede som han fik stoppet Shadow.. han kunne ikke mene at hun skulle være bagtrop. Hun slap grebet omkring ham og rynkede på panden. ”Jeg ved at du forsøger at beskytte mig Evan, men du synes ikke dette er lidt overilet? Jeg er vant til at være front, du kan ikke mene at du vil placere mig her,” endte hun uforstående. Så kunne hun jo ikke holde øje med ham! Hans hånd bekræftede dog hurtigt for hende at han havde draget en beslutning. Netop for at vise sin utilfredshed, ignorerede hun hans hånd, og sprang elegant af Shadow. En ordre var vel en ordre? ”Selvfølgelig, Sir. Pas på,” bad hun roligt med lettere utilfreds.

[Deleted]

Evan var nødt til at være selvsikker på et sted som dette. Desuden vidste han godt, at en usikker leder, ikke var noget som kunne bruges i fronten, og nu hvor han red i fronten med Noelle, så var han jo trods alt også nødt til at vise sig fra sin bedste side! At Athena knugede sig ind mod ham, var slet ikke noget som han kunne mærke, da han sad iført rustningen, men han vidste at hun var der, og det var også det som gjorde det udfald for hans eget vedkommende. Det var jo ikke ligefrem fordi at han bifaldt tanken om at hun var der i det hele taget, selvom han ikke kunne gøre noget ved det lige nu. Desuden ønskede han slet ikke at hun skulle være oppe i fronten, selvom han vidste at det var der det var mest intenst, men han frygtede for det manglende fokus – ikke bare hendes, men faktisk også hans eget, for der var det virkelig for nemt at kaste blikket i retninger som bare ikke ville gavne dem i disse situationer, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, at han måtte drage de konklusioner og beslutninger som han nu måtte gøre det, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget nemmere for ham af den grund. Han grinede ganske let, som han vendte blikket kort over sin ene skulder. ”Nårh? Er det så slemt alligevel?” spurgte han morende, som han fik Shadow vendt og stoppet op, hvor han direkte vendte sig mod hende, for han ønskede jo faktisk at hun skulle blive bagved, så der ikke skete hende noget! Han ville sørge for at han kunne have hende under nogenlunde kontrol, selvom han vidste, at det ganske vidst og sikkert også var meget at forlange, men det var nu bare sådan at det var. ”Jeg mener det, og jeg gør det.. Jeg har mit hjerte med mig i marken denne gang, Athena, og det plejer jeg aldrig at have. Jeg er.. bare nødt til at vide mig sikker på, at du har det godt, mens jeg er deroppe,” påpegede han ganske sigende. At hun ikke tog om hans hånd som han ville hjælpe hende ned, var et sted noget som kun markerede hendes utilfredshed, selvom han ikke just kunne gøre noget ved den. Det var jo bare typisk hende i hans øjne, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Han sukkede dæmpet og vendte sig mod hende. At hun så skulle kalde ham ved en titel af den slags, gjorde det ikke ligefrem meget bedre for ham af den grund. Han tog fat om tøjlerne igen. ”Hold kontakten med mig.. Og sig til, hvis der skulle gå hul på flanken et sted,” endte han, som han drog sit sværd og igen fik hælene i Shadows sider. Dyret stejlede under høje udbrud, idet han fik gang i ham igen og red op mod fronten, hvor de første allerede havde mødt de procianske hærer. De var i sig selv heller ikke mange, men de var der og det var i sig selv, mere end rigeligt! Under faste råb, så kastede Evan sig direkte ud i striden, hvor han mødte en prociansk soldat i direkte combat ansigt til ansigt. Klingerne mødtes med høje skingre lyde og der blev råbt og skreget – på begge fronter. Krigen var i gang!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena forsøgte virkelig at opfører sig som en voksen kvinde, hun forsøgte at forstå hans mange roller, men nu var hun altså ikke i stand til at følge med længere, det hele forvirrede hende. Det ene øjeblik var han kælen og kunne nærmest ikke slippe hende, det næste øjeblik var han en arrogant ting, der blærede sig med sin sejr overfor sin leder, og fremstod han selv som en leder, hvilket i det store og det hele ikke gjorde noget, et var bare ikke som hun havde forventet. Jo tættere de blev bragt deres flanke, jo flere procianske soldater kunne hun se storme over bakketoppen. Måske Noelle ikke ville mene at de var synderlig mange, men de var i den grad nok til at slå fra sig, de mistede trods alt endnu et hav af soldater for deres hånd. Hendes hjerte bankede, og det sitrede nervøst under huden. Hun var ikke meget for at skulle være der netop i dag også fordi at Evan var der, og det var ikke nemt at have følelserne med på sådan et sted som dette, og tanken om at han risikerede at komme til skade, skræmte hende jo faktisk. ”Det er slemt nok,” svarede hun lidt sigende i takt med at smilet dalede som det gik op for hende hvad han ville have hende til. Det var på ingen måde hverken retfærdigt eller smart at placere hende deromme, de vidste begge at hun havde større potential end det, og hernede fra kunne hun jo ikke så noget som helst af hvad som ville hænde ham. Athena vidste at det på ingen måde var tid til at begive sig ud på et skænderi nu, men hvor havde hun lyst til at sætte ham på plads. Elegant hoppede hun ned af hesten og ramte den hårde men frodige jord der gennem lang tid havde fået sin næring gennem det blod som de sårede og de døde mistede i de timer de var tvunget til at ligge og bare.. vente. De mange råb kom tættere på, hvilket gjorde det svært at fange det hele, tiden var knap. ”Du er ikke den eneste der pludselig har hjertet med i det, og hernede fra kan jeg ikke sehvor vidt du har det godt eller ej. Desuden så.. kunne du ikke placere mig længere nede?” spurgte hun lidt sarkastisk også selvom det blev en smule brudt af den direkte opgivende tone. Det nyttede ikke noget at diskutere med ham, men hun skulle have lov til at markere sin usikkerhed og utilfredshed. Nu hvor han opførte sig som en hærfører.. hvilket hun selvfølgelig havde forventet, så gav hun kun igen ved at forholde sig professionelt, og bad han hende om at blive hernede, så havde hun selvfølgelig ikke tænkt sig at trodse ham, også selvom hun virkelig håbede at han vidste hvad han gjorde. Hun nikkede fast til hans ord, en smule stram til han rent faktisk begyndte at ride op foran. Så langt øjet kunne række forsøgte hun at se efter ham, indtil han forsvandt i mængden hvilket for alvor gav hende en knude i maven. Et par stykker var allerede brudt igennem forsvaret, men intet som ville blive svært for dem som stod hernede. De mange råb og skrig og lyden af klinger overdøvede alt andet. Athena hævede sit sværd, som en større mand kom buldrende frem med sit eget hævet. Fordelen for hende var at de fleste undervurderede hende på baggrund af hendes udseende, somme tider gad de end ikke at føre ren kamp men regnede med at rende lige forbi, hvilket hun ikke tillod denne gang. #I holder den godt, kun få et sluppet igennem. Hold øje på engle,# endte hun lidt fast.

[Deleted]

Evan måtte erkende, at Athena klarede sig betragteligt bedre, end det som han lige havde regent med, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde ham det mindste, for det var.. lettende at se hende i så god form, selvom det at hun selv havde givet udtryk for, at det ikke just var her hun havde lyst til at være, at det måtte drive ham selv til at handle. Nu hvor han selv for alvor måtte sidde med hjertet i sagen, så var han nødt til at sikre sig at hun have det fint, hvilket han agtet at gøre på de måder, som han nu havde til rådighed! Han vendte sig roligt mod hende. Han havde mange roller som han var nødt til at passe ind i. I aftes havde det været så dejlig nemt at være si selv, hvilket han selvfølgelig også havde gjort, men det var kun fordi at hans tilstedeværelse i lejren havde været ukendt. Han skulle nok få muligheden for at forklare hende det hele før eller siden, og selvfølgelig var det noget som han ønskede at gøre det – ingen tvivl om det!
At Athena ikke var videre tilfreds med at blive placeret nede bagved, forundrede ham nu ikke, for han kunne godt forestille sig, at hun havde været igennem lidt af hvert efterhånden, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han vendte sig direkte mod hende endnu en gang. ”Jeg ønsker ikke at du skal komme til skade, Athena.. Hernede kan jeg ikke direkte have øje på dig og.. det gør det bare nemmere for mig,” forsøgte han. Hvis han vidste, at han bare skulle dreje hovedet mod den ene side, så var det så dejlig nemt at falde i fælden, så og så kunne det gå galt! Han kunne høre hende i hovedet, hvilket var noget som passede ham ganske fint. Flanken var ikke særlig stor og i sig selv, så var procianerne langt flere end det som han selv lige havde regnet med, også fordi at han vidste at de stod uden en hærfører, så de havde vel sat deres lid til en enkelt som havde overtaget kontrollen? Ikke fordi at det ville forundre ham noget særligt, men det var altså temmelig irriterende af den grund! Klingerne mødtes, folk skreg og kom med høje udbrud, når de blev ramt, eller det ikke gik som de ville, hvor Evan i den grad også var en del af mængden i den sammenhæng. Sveden havde allerede meldt sig, han hørte heste skrige, så soldater falde ligesom dengang.. Ja, et sted så efterlod det ham med et direkte kick, som han ikke havde oplevet i årevis! #Udmærket Athena;# svarede han yderst kortfattet, da det var vigtigt for ham at bevare fokusset i selve kampen! Den første fik han slået ned, kun fordi at han var hurtig på hånden og kunne skille mandens hoved fra resten af kroppen, hvor han selv mere eller mindre blev overdynget i blod. Shadow stejlede og slog fra sig med de massive og stærke forben, hvor Evan kraftigt havde fat i tøjlerne, for ikke at ende med at falde af. ”Sørg for at de ikke bryder flanken!” endte han med en fast tone, som han gik i direkte kamp med de næste. De var faktisk mange!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena ville faktisk mene at hun klarede sig ganske udmærket i forhold til hvordan det kunne have været. Hun havde faktisk formået at slå koldt vand i blodet på trods af smerten ved mangel på det intime nærvær, og på trods af både vrede og frustration der havde skubbet hende ud over en mental afgrund. Smerten følte hun ikke længere, hvilket virkelig lettede hende mere end hun nogensinde havde troet at det ville. Hun måtte jo nok erkende at hun ikke havde ment at det nærvær var det værd, hun ville hellere indfinde sig med smerten end at være nogle så tæt, men Evan havde faktisk fået hende til at nyde det, hun havde elsket hvert sekund, hvilket nok også var det som havde gjort hende så klar i både krop og sind. Det var ikke længere et behov for hende at vandre i marken og risikere sit liv, og hun måtte vel bare acceptere konsekvenserne af det valg hun havde taget ved at stikke af og så til et sted som dette. Hans ord fik hende til at rynke direkte undrende på panden. Det hang jo overhovedet ikke sammen! Et opgivende suk slap hendes læber. Selvfølgelig skulle hun nok holde kontakt med ham mentalt, men hun brød sig virkelig ikke om at han så hurtigt forsvandt ud af syne og svandt ind i mængden. Han var her for at holde øje med hende, men han ville ikke kunne se hende? Hvad pokker havde hun jo gjort? Tanken slog hun ud af hovedet, for den slags var der virkelig ikke plads til nu, hun var nødt til at holde fokus, for på trods af at hun var placeret længst bagved, så ændrede det ikke på at det var farligt at være selv der, særligt med dem som slap igennem. De store mænd som kom i nærheden af hende fik hende blot til at himle med øjnene. Hun hævede sværdet uden større problemer, på trods af dets vægt. Det skarpe blad satte sig i siden på ham og borede sig ind hans kød som skar hun igennem blødt smør. Han faldt klynkende i græsset, malede det smukke græs rødt, og ligeså med hende. Blodstænkende sprøjtede op på hendes ansigt, hun forsøgte kort at tørrer dem bort hvilket kun tværede det mere ud langs hendes kinder. Den næste kom brølende mod hende, og svingede sværdet mod hendes arm. Den snittede hende netop, dog ikke noget af nogen betydning. Athena spærrede ben for ham, hvilket tvang ham ned i græsset, før hun hævede sværdet og bevidst søgte efter maven. Af en eller anden grund var hun ikke glad for at slå dem ihjel, også fordi.. Procias var jo selv en del af hende. Næsten længselsfuldt så hun mod den store gruppe af kæmpende soldater længere fremme, ude af stand til at se Evan i det hele taget. Det gik nu lidt op for hende at hendes skulder fra i går faktisk var temmelig øm. ”Pas nu på,” hviskede hun for sig selv, med direkte bekymring i minen, for hun brød sig virkelig ikke om situationen! Kort kastede hun blikket over skulderen og så til hvordan det lod til at det var lykkedes den procianske hær at bryde Noelles flanke. Hendes hjerte slog faste. Slag. #Evan det ser ud til at Noelle ikke var i stand til at holde dem tilbage, vi får brug for flere mænd hernede,# endte hun yderst kontrolleret også selvom hun følte sig febrilsk, det var det eneste som ikke måtte ske!

[Deleted]

Med Noelle på den ene flanke og Evan på den anden, så kunne det vel heller ikke gå helt galt? Selvfølgelig var det nok lidt af en drømmende tanke, men det var den tanke som de måtte klamre sig lidt til lige nu. Evan havde markeret hvordan han ville have tingene, som Noelle havde markeret hvordan hun ville have sine, så det kunne vel heller ikke gå helt galt? Foreløbig holdt Evans flanke standen temmelig godt, og han kunne ikke komme udenom at han faktisk var stolt af dem og hvordan det gik for sig, for han vidste at det bestemt ikke var nemt, for de var presset.. De var virkelig, virkelig presset, og det var selvfølgelig også noget som han helt klart også kunne mærke! Folk skreg, heste trampede over jorden, samt klingerne som mødte hinanden med høje skingre lyde, var hvad hele fronten var en del af, også selvom Evan nu alligevel var glad for at dette ikke var noget som Athena skulle se, for han vidste, at det kunne se temmelig grotesk ud, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det af den grund. Han ville have hende bagved, udelukkende for at kunne bevare det fokus nemmere, også for hans egen skyld! Hvis han vidste at han kun behøvede at dreje hovedet mod den ene side for at se hende, ville det hurtigt blive for farligt, og det var slet ikke noget som han kunne sige, at være interesseret i på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være.
Athenas stemme i hans hoved, gjorde det klart at Noelles flanke allerede var brudt, hvilket i den grad bekymrede ham. Blev de først brudt, var det for nemt at komme ind til lejren og ramme kernen, og det var slet ikke noget som han ønskede skulle ske! ”Forbandede..!” endte han med en fast tone, som han kort rev i tøjlerne, for at få Shadow til at vende sig bare en anelse. Selv var han præget af blod, selvom det slet ikke var hans eget – heldigvis! #Vi kommer, Athena. Hold hovedet koldt!# lød hans stemme i hendes hoved, som han vendte sig mod dem som var ham nærmest, også selvom de alle kæmpede for sit liv. ”Flankerne brydes. Træk Jer tilbage i retningen af lejren! De må ikke bryde den helt!” endte han med en fast tone, hvor han næsten skreg, for at være sikker på at folk faktisk var i stand til at høre hvad han havde at sige. Hvis der skete noget med Athena, så… så vidste han slet ikke hvordan han skulle reagere, og det var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre, for det var virkelig slemt nok som det var i forvejen! Shadow vrinskede fast, som han fik den tvunget om, så han kunne komme mere ned mod Athena, for han ville ikke have hun skulle komme til skade! Han kunne så sandelig godt se flankerne blev brudt, og det kunne gå hen og blive farligt! ”Jeg kommer..” endte han forpustet, som han let svang med sværdet i sin hånd. Han passerede en procianer på fod, hvor han direkte hamrede sværdet igennem ryggen, hvilket tvang manden til at skrige og falde til jorden. Personligt var han ikke bange for at slå ihjel – Det var at dræbe eller blive dræbt-loven som gjaldt herude!