Burned out

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena og Zacharias var måske tvillinger, men af den grund så var de bestemt ikke gjort af det samme rent mentalt! De lignede for pokker ikke engang hinanden! Zacharias var gennem hele livet blevet bekræftet gennem hvad han gjorde, hvor hun havde stået på sidelinjen og set til. Det var bestemt ikke fordi hun skulle gøre sig til et offer for noget som helst, hun havde ikke ondt af sig selv, tværtimod havde hun en anden kamp at kæmpe og hun gjorde det så godt som hun nu var i stand til. De grønne øjne betragtede hans. Der var en varme i dem som hun ikke mindedes at have set i forbandet mange år. Hun brød sig ikke om at hun ikke kunne læse ham, normalt var det intet problem, men hans krop fortalte hende kun at han begærede hende.. med største sandsynlighed netop på grund af hendes væsen, men hans sind virkede mere kontrolleret end en som have været draget, desuden var han i stand til at bryde øjenkontakten med hende, hvilket de mentalt dragede endnu ikke havde været. På trods af aftenens kulde, så var det ikke en som Athena bed sig fast i, i øjeblikket. Hun bed sig lettere nervøst i læben, og følte hvordan hjerteslagene næsten måtte hypnotisere hende ligeså meget som det faktum at hun sad så tæt på ham.. blot en fingers afstand til hans læber. Den sidste hun ønskede at skubbe fra sig var ham, hvilket netop var grunden til at hun holdt sig selv i den snor. Hun havde set fortrydelse i fars øjne, han ville aldrig have kunnet se på hende hvis han havde fuldført, og hun frygtede at det var en følelse som Evan ligeså kunne ende med at blive plaget af hvis hun gav efter. Et stille smil gled over hendes læber. ”Jeg vidste at du var kommet af en grund. Jeg klarer mig fint, men jeg bryder mig ikke om tanken om at du render rundt herude, jeg vil helst ikke se dig komme til skade,” svarede hun dæmpet, også selvom hun godt selv kunne se ironien i det. Hans erfaring inde for dette var langt større end den som hun selv besad.
Under normale omstændigheder vidste Athena at manden ikke ville have tøvet med at slå igen. Hun var bange for at han ikke talte eller handlede af egen fri vilje, men det begyndte at gå op for hende at det måske var hele idéen.. at han for en gangs skyld handlede ud fra egen vilje, eller også var det bare det som hun gerne ville tænke. Hånden gled stille over hans arm, før hun langsomt trak den til sig – uden at skubbe ham væk først selvom det havde været den oprindelige plan. Hånden bag hovedet tvang hende kun tættere på ham, men det var ikke tvang på den måde at hun ikke havde muligheden for at stoppe ham. Hendes kølige hånd strøg stille langs hans kind, mens læberne var endt med at møde hans. Det var den mest fantastiske følelse hun nogensinde havde siddet med, særlig da det gik op for hende og kroppen slappede af blot ved at give efter. Næsten modvilligt lod hun ham bryde det og lod blikket atter træde frem bag øjenlågene. Måske han ikke havde slået hende efter den syngende lussing, men de ord var et slag i sig selv.. dog ikke af ringe betydning. Flere sten faldt fra brystet. Hun sagde intet, men rejste sig i stedet på sine knæ, kun for at kravle så tæt på ham som muligt uden at sætte sig i hans skød. Begge hænder lagde sig om hans kinder, strøg ham blidt en enkel gangs langs kindbenene. ”Jeg elsker dig,” gengældte hun og lod en gennemsigtig tårer bane sig vejen ned over hendes blussende kind, mens hun strakte sig frem og skænkede hans læber et dybt kys.

[Deleted]

Selvom de var tvillinger, så var de i den grad ikke ens, hvilket var noget som Evan havde lagt mærke til, allerede dengang børnene havde været små. Jared havde altid haft et fantastisk godt forhold til den kære Zacharias, og han kunne skam godt forstå det, men det var selv tydeligt at Zacharias havde noget i sin habitus som Athena bestemt ikke havde, og det var det som var det store problem. Athena havde mange kampe at kæmpe, og han ønskede jo faktisk at hjælpe hende igennem det, så meget som det nu var ham menneskelig muligt – og så lang tid, at hun lod ham om ikke andet, for det var jo tydeligt for ham, at hun bestemt ikke ønskede at han var der, så var det faktisk noget som han var ligeglad med. Hans erfaring indenfor området her, overskred i den grad hendes, og han ønskede bestemt heller ikke se hende komme til skade, om det var noget som han ellers kunne blive fri for! Hans hjerte hamrede mod hans bryst, også selvom han valgte at bide det i sig for nu, for han vidste, at uanset hvad han sagde til hende, så ville hun bestemt ikke være meget for at han var der, selvom det ikke var noget som gjorde den største forskel for ham uanset hvad! Han vendte de mørke øjne mod hendes smukke skikkelse. ”Jeg kan skam godt passe på mig selv derude.. Jeg har trods alt ikke været hærfører for ingenting. Betragt det som en endelig test.. Jeg vil gerne se, hvordan du tackler det derude. Jeg lover at der ikke kommer til at ske mig noget,” endte han dæmpet. Det var selvfølgelig ikke noget som han kunne love hende, men han skulle nok gøre sit bedste!
Evan kunne sagtens slippe hendes blik med sit eget, som han snildt kunne tage kontrollen over det hele, hvis det var det som han ville, selvom han for en gangs skyld, valgte at lade kroppen reagere for ham, for det andet var virkelig bare en frustration uden lige, som han ikke rigtigt kunne gøre noget ved af den grund. Han vendte blikket ganske sigende mod hende, for han ønskede slet ikke at se væk fra hende. At mærke hendes silkebløde læber mod hans egne, gav ham næsten følelsen af et hjertestop, inden det for alvor ville hamre og banke direkte mod hans bryst, for det var.. en særdeles fantastisk fornemmelse, som han slet ikke kunne skjule på nogen måde! Hånden lod han varsomt stryge mod hendes kind og videre igennem hendes hår, idet han brød det. At det jo så var hende imod at han havde brød det, var en tanke som han næsten måtte finde morende et sted, selvom det ikke var noget som han sagde noget til. Hendes reaktion til de store ord, var noget som et sted gjorde ham usikker, også fordi at.. hun flyttede sig. At hun så kun flyttede sig, sagde han ikke noget til, hvor han automatisk lagde tæppet omkring hende, kun for at have hende helt tæt ind mod sig selv. Hendes ord var noget som efterlod ham med en glæde uden lige og som aldrig nogensinde før, idet han selv lod sine læber møde hendes igen, og denne gang mere selvsikkert, mere krævende og med en intensitet som han ikke troede han faktisk havde! Varsomt trak han hende med sig op i skødet, kun for at have hende helt tæt, selvom dette slet ikke føles som nok! Han ønskede hende tæt.. tæt til sit hjerte og tæt til sin krop!

[Athena Maloya Mathimæus]

Hende og Zacharias var tvillinger, men til tider kunne man blive i tvivl om hvor vidt de i det hele taget var søskende. Han var blevet elsket og rost, mens hun selv havde stået og set til, følt sig uden for sin egen familie, hvilket Evan havde gjort op for ved at tage hende til sig som han havde gjort. På mange punkter havde Evan og Diane været forældre for hende, hos dem havde hun aldrig haft konkurrence i for af søskende, derfor var det mærkeligt nu at tænke på, at han ikke længere var gift med Diane, også selvom Athena bestemt ikke havde noget imod det, for hun havde i frygtelig mange år næret nogle ganske andre følelser når det kom til Evan, han havde bare aldrig gengældt dem! Nu kom de reaktioner hun havde ventet på, det at han på sit vis gjorde krav på hende, som han gjorde i øjeblikket. Det eneste der ødelagde det, var tanken om den krig som atter ville stå i morgen og hun frygtede lidt at åbne op for ham i aften og miste ham i morgen, også selvom det måske var direkte naivt at frygte for hans liv, når hun selv var omplet uerfaren og slet ikke trænet til at være på et sted som slagmarken, ligesom han så fint havde forsøgt at forklare hende, hun var jo bare bekymret for ham! Hun sendte ham et næsten undskyldende smil og slog blikket ned.. dog ikke helt kun til hans læber, de var så tæt på og den tanke fik kun hendes hjerte til at slå de nervøse slag. ”Jeg ved det godt.. undskyld, men jeg bryder mig stadig ikke om det, jag skal nok klare mig, desuden.. lad være med at lave løfter som du ikke kan garantere for,” svarede hun sigende. I marken var der ingen garantier, han kunne ikke love hende, at han ville slippe helskindet fra det, for det var bestemt ikke alle der gjorde det! Langsomt hævede hun de funklende, grønne øjne til hans. De blide strøg langs hendes kind, gav hende kun en følelse af tryghed som hun havde manglet og et nærvær som hun ikke havde følt på samme måde. Valerio havde været kold og hård som sten hele vejen igennem, Caleb havde prøvet men det kunne på ingen måde hamle op med følelsen af hans ru og lettere kølige hånd, måske fordi hun inderst inde vidste at det var ham. Hans læber var mere ru end hendes.. men alligevel varme og frygtelig behagelige. Det var ikke rigtigt gået op for hende før nu, men foruden det ene kys efter vielsen, så var det hendes første. Hun betragtede ham med savn og længsel selvom han sad netop ved siden af hende. Der var ingen steder at flygte hen, foruden tættere på ham, og det var hvad hun valgte at gøre. Nu hvor følelserne var blevet lagt på bordet så følte hun for første gang at hun ikke blev trykket ned af en dødsvægt. Tæppet lod hun ligges omkring hende, mens hun trykkede sig ind til hans krop. Den var varmere end hun havde antaget i første øjeblik og hun kunne føle hvordan hans hjerte slog mod hans bryst. Hun havde hans hoved mellem sine hænder. Hun sitrede efter at få lov til at røre ham. Læberne lod hun atter møde hans i et længselsfuldt og sultent kys. Nu hvor han var hende så tæt så gav krop såvel som sindet efter for ønsket om at komme ham så tæt som han ville tillade. Det gøs og løb hende varmt ned af ryggen ved hans hånds vandren. Varsomt lod hun sig glide op i hans skød, og trykkede sig en smule ind til ham. Hånden løb fra hans kind og ned over de mørke hår kun for at ligge sig i hans nakke i stedet. Måden hun følte sig draget af ham var ny.. skræmmende et sted, næsten.. grådig, når hun sad med tanken om ikke at kunne få nok, det i sig selv efterlod hende med en frustration!

[Deleted]

Man skulle ikke tro at Zacharias og Athena var søskende, men de havde hver deres kampe at skulle slås med, og selvfølgelig var det også det som skulle påvirke udfaldet i den anden ende. Selvom han selv personligt ikke just kunne gøre det største ved det af den grund, så måtte det jo bare være sådan at det var. Hans blik hvilede på hende. Han havde taget hende til sig, nærmest opfostret hende som havde hun været sin egen datter, også selvom han aldrig havde kaldt sig ved den faderlige titel for hverken hende eller Zacharias, for han.. havde aldrig ønsket at frarøve Jared den mulighed, når han vidste hvor meget manden virkelig havde ønsket og drømt om at være far. Begge børn kunne han i den grad også være stolte af, for de havde så sandelig også meget at kæmpe med, og de gjorde det særdeles fantastisk begge to, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Han trak svagt på smilebåndet. Det var måske et løfte, som han ikke vidste om han var i stand til at holde, men han kunne love hende, at han ville gøre sit bedste forsøg på det! ”Du har såmænd ret.. Jeg lover at gøre hvad jeg kan, Athena.. Jeg er trods alt heller ikke helt ukendt herude, så.. det skal nok gå.. Bare du er forsigtig,” endte han ganske sigende. Selv personligt, var han slet ikke bange for at hun ville gøre sit, for der var vel også en grund til at hun var herude? Andet end at høste en erfaring som så sandelig var dyrt købt!
Det var slet ikke fordi Evan ønskede at slippe Athena, nu hvor han endelig havde hende her sammen med sig, for det var virkelig den bedste følelse som han nogensinde havde siddet igen med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hans hjerte hamrede som en besat mod hans bryst, som han aldrig havde oplevet det før, vel også fordi at dette var et valg som han havde taget på sine egne vegne? Og uden at nogen havde været i stand til at gøre sit for at blande sig i det, hvilket næsten var det bedste af det hele! Han placerede hende varsomt i hans skød, hvor han alligevel forsøgte at vise med hele kroppen, hvad det faktisk var han ville. Han ønskede ikke at hun skulle føle det ukomfortabelt eller noget lignende, for det var slet ikke noget som nogen af dem fik det mindste ud af, for han vidste hvor visuel hun var, hvilket vel var noget som man kunne takke hendes kære fader for? Kysset blev grådigt, som han slet ikke kunne få nok, hvor han alligevel endte med at ligge sig ned på den lille feltseng som hun havde. Flasken og pengeposen skubbede han på gulvet, så han varsomt kunne få dem vendt, så han lå over hende og hun derved, også måtte ligge under ham. Igen varsomt brød han kysset, også fordi at han havde brug for luften! Han smilede svagt til hende, som han roligt lod hånden stryge over hendes kind og videre over hendes hår. ”Jeg elsker dig virkelig, virkelig højt.. Kom med hjem,” bad han med en dæmpet stemme, som han igen vendte de mørke øjne mod hende. Han brød sig slet ikke om at hun var der!

[Athena Maloya Mathimæus]

Hende og Zacharias havde hver deres kampe men visse var de nødt til at kæmpe sammen for at komme igennem det, hvilket var lettere nu hvor de faktisk havde fået etableret et form for forhold. Når det kom til Evan så var han en stærk kriger, mentalt som fysisk og hun havde brug for en så stærk til at kæmpe med hende og hjælpe hende igennem de ting som plagede hende og som bandt hende i lænker, for dem var der desværre for mange af. Alt for mange troede at Evan var hendes far af kød og blod. Til dels ville hun have elsket den tanke, for han havde gjort de ting med hende som havde været en faders opgave, men når det kom til de varme følelser, så havde dette aldrig været muligt hvis verden havde været vendt den vej. Far havde skam været stolt af hende det var ikke det, men Evan havde bare været det for hende på en anden måde, han havde været hendes trygge base, og den som hun var kommet til med sine utallige spørgsmål, den nysgerrighed var trods alt medfødt. Det var tydeligt at hans løfte bekymrede hende, det lyste ud af hendes blik, for hun vidste at han ikke ville være i stand til at holde det. Den mindre rettelse, fik hende dog til at trække let på smilebåndet. ”Det.. det er et løfte som jeg kan være med til. Men lov mig du er forsigtig, hvis jeg skulle være så heldig at vågne op i morgen og finde ud af at dette ikke er endnu en drømmetanke, så ønsker jeg bestemt ikke at miste dig,” svarede hun ærligt. Hvor alt dette kom fra, havde Athena virkelig ikke nogen anelse om, men hun kunne godt lide at han endelig kom med en form for reaktion, han var bekymret for hende, og han ønskede at have hende tæt på sig, mentalt som fysisk, et sted beviste det vel også at han ikke havde været nær så ligeglad som han havde givet udtryk for, før i tiden? Hun kunne føle hans hårde hjerteslag selv mod de læderklæder som Noelle havde tvunget hende i. Hun kunne godt lide dem, de var et helved at få af og på, men lette at bevæge sig i og desuden praktiske mod våben. Hendes eget forsøgte næsten at hoppe ud af brystet på hende. Athena endte rolig i hans skød. Feltsengen var ikke stor, men rummelig nok til at de kunne være der på den led. Et sted fulgte hun ham blot, uden helt at vide hvor de drev hen, den slags signaler var hun ikke vant til at tolke. Selv sad hun med en indre frustration over den.. distance der alligevel var mellem på trods at hun sad tæt ind til hans krop. Den længsel kunne ikke blive indfriet, uanset hvor meget hun forsøgte. Læberne kyssede blidt hans med en grådighed som næsten skræmte hende selv. Den klirrende lyd af guldmønter som røg ud af posen og faldt til gulvet, morede hende et sted. Kunne hun blive fri for at betale få lov til at ligge hans favn.. en som end ikke rigtigt var hans, så ville hun ikke takke nej. Stille gled hun ned på den hårde madras, og trak ham med ned over sig. Lettere stakåndet slap hun hans læber også for at genvinde lidt af luften. De grønne øjne så ind i hans, som hun lod hånden stryge ned over hans overarme. ”Vi kan snakke om det.. når du har et hjem,” påpegede hun lidt drilsk. Hun ville skam gerne med hjem, men hun ville heller ikke opgive den drøm at arbejde for kongen.. man kunne vel finde et .. kompromis?

[Deleted]

Evan havde altid været Athenas sikre base og hendes trygge havn, hvilket han stadig ønskede at være, selvom det bestemt heller ikke var nemt, når tøsen ikke gjorde andet end at flygte fra problemerne, for det løste dem jo trods alt heller ikke, hvilket hun vel også efterhånden burde være klar over? Det gjorde kun ondt værre for dem begge to, og det var skam også den eneste grund til at han faktisk havde valgt at opsøge hende her. Zachary tog Zacharias sig af, hvilket var en lille dreng, som Athena aldrig havde fået lov til at møde, men mon ikke det skulle komme tidsnok? Han vendte blikket mod hende. Hun var allerede godt nok kendt med marken til at vide hvilke løfter hun skulle stole på, indikerede kun at hun allerede nu var ved at være så frygtelig meget inde i det, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde den største forskel selv for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede sigende til hende og med et svagt smil på læben. Det var en effekt som hun havde på ham, og specielt nu hvor det så ud som om at de faktisk kunne snakke ordentligt med hinanden, så kunne det bestemt heller ikke ligefrem blive meget bedre end det, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Jeg kan forsikre dig, at det her ikke bare er en tanke taget i dine drømme, Athena.. Det er skam virkeligt.. Og mig vil du ikke miste.. Det kan jeg trygt love dig,” endte han med en dæmpet stemme. Han havde jo trods alt lovet Jared at værne om hans datters tryghed og lykke, og det var noget som han agtet at gøre det! Samtidig som han for en gangs skyld, valgte at værne omkring sin egen!
Evan valgte varsomt at lade Athena glide ned i feltsengen under ham, hvor han holdt tæppet oppe over ham, så det nærmest hvilede som en kappe omkring hende. Han blev liggende lige over hende, velvidende om at han slet ikke følte, at dette var tæt nok på ham, om det var noget som han nu ville det eller ikke. Han ønskede dog ikke at forhaste med noget af det som skete omkring dem, for han ville jo nødigt ende med at skræmme hende mere end det som hun måtte være i forvejen, så det ville han for alt i verden, frygtelig gerne undgå! Hånden over hans overarme, var bestemt ikke noget som han sagde noget til, for han kunne jo faktisk godt lide det. Han lod hovedet søge let på sned, som smilet endnu en gang bredte sig på hans læber. Han lænede sig nedover hende, hvor han skænkede hendes læber et dybt kys. ”Jeg holder dig på ordene min kære,” endte han med en ganske sigende mine. Han var nødt til at finde et sted, hvor han kunne være, og hvor der også var plads til hende og lille Zachary, for det var jo trods alt en knægt som han havde taget ansvaret for. Han havde ganske vidst hørt om Lynns gamle bolig, men.. det var nok for langt væk og alt for tæt på Valerio, og det ønskede han bestemt heller ikke! ”Jeg skal nok finde på noget.. Og så vil jeg gerne have, du flytter ind på soveværelset.. sammen med mig,” endte han sagte.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det havde altid været Evan som Athena var gået til, ikke far, det var ham hun havde stillet sine mange spørgsmål til og når hun havde været usikker eller vred, så var det ham som det var gået ud over, såvel som ham der havde løst det i samarbejde med hende. Aliggevel havde hun fået ind at det var lettere at flygte, hvilket det i teorien også var det nemmeste men ikke altid det bedste, Zachary havde hun endnu ikke mødt, faktisk skænkede hun ikke knægten en tanke, også selvom hun for længe siden havde hørt ham snakke om en eller anden, og så alligevel ikke rigtigt hørt efter. Marken var skam allerede blevet frygtelig velkendt for hende, ikke mindst fordi at hun havde været tvunget til at sætte sig ind i det forholdsvist hurtigt, der var ikke råd til at begå fejl på et sted som dette, ikke hvis man ville slippe fra det med livet i behold. Det var måske en farlig måde at tilegne sig erfaringen, men hun havde noget at bevise overfor den dvasianske konge, det var på hans ordre at hun var endt her, derfor kunne hun ikke opgive det sådan uden videre, også selvom Evan ønskede hende med sig hjem. Dette var i den grad langt bedre end at bruge tiden på at skændes som de havde gjort et utal af andre gange før, for hun hadede når han råbte af hende, hadede når hun var tvunget til at tage afstand til ham, netop fordi at han havde haft en tendens til at gøre underlige tilnærmelser, først nu begyndte hun at forstå hvorfor. Hun sende ham et stille smil. Det var som taget ud fra hendes drømme, hun var ikke sikker på at hun nogensinde ville være i stand til at kende forskel. ”Det kunne det ligeså godt være.. jeg tror det først når jeg vågner, men ja bare pas på dig selv for jeg har ikke råd til også at miste dig,” endte hun tydeligt bekymret. De eneste hun havde nu om dage var Evan og Zacharias, hun ønskede ikke at miste nogle af dem. Hvilke løfter han havde givet til far, var hun slet ikke inde i, det eneste hun gik op i var de løfter som han ville være i stand til at give til hende. Roligt lagde hun sig ned på den hårde feltseng, med tæppet der dækkede hende såvel som ham. Det var måske stort, men ikke særlig varmt, så længe han lå over hende på den måde så var hun i stand til at holde varmen. Hænderne lagde hun roligt mod hans overarme med et lidt mere selvsikkert greb for at holde ham der, og særligt vise ham at det var i orden. Hun havde ikke tænkt sig at skubbe ham væk overhovedet, tværtimod ønskede hun kun at få ham helt tæt, få udfriet den længsel og det begær som han havde vækket i hende. Hjertet bankede virkelig fast mod hendes bryst, det var sjovt at et kys kunne tage pusten på den måde, men hun var mere eller mindre stakåndet. Uden tøven tog hun imod det dybe kys han skænkede hendes læber, og lod næsten hovedet følge ham så langt hun kunne i det han atter afbrød det, før hun slapt lagde sig tilbage i madrassen. Hovedet lagde hun en smule til den ene side og betragtede ham med den svage rødmen i kinderne. ”Jeg vil frygtelig gerne bo på soveværelset med dig, Evan men.. et hjem ville måske være et godt sted at starte, så lad os tage en ting af gange, okay?” foreslog hun forsigtigt, næsten fordi hun var bange for at han skulle mistolke hendes ord og trække sig fra hende, det hele var bare lidt overvældende, og hun havde brug for at de tog det bare lidt roligt.

[Deleted]

Evan var bekymret for Athena, og specielt fordi at hun skulle være et sted, hvor han var kendt med hvor meget der i sandhed kunne gå galt, og hvad konsekvenserne kunne være af dette! Han havde selv kun været heldig, at han kunne trække sig med den værdighed tilbage i sin tid – ikke på grund af skrammer eller noget lignende, men fordi at familien var blevet det større, og hans kære søn havde haft brug for ham. Lige nu var det Athena som havde haft brug for ham, og det var derfor også her han ønskede at være, da det var her ved hende, hvor han i sandhed ønskede at være, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han betragtede hende med en ganske sigende, og tydeligt bekymringsfuld mine. Han brød sig slet ikke om at hun var derude, også selvom han måtte erkende, at hun havde klaret det godt så langt, men.. i hans øjne, så var det nok mere held, end det var forstand, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han sendte hende et overbærende smil. Han havde lovet Jared at vogte om hans datters lykke, og det var noget som han i den grad agtet at tage til sig, på de måder, som der nu var at tage imod dem på! Han nikkede sigende. ”Du skal endelig ikke blive bekymret for mig, min kære.. Mig vil du ikke miste.. Specielt ikke herude, og ikke i denne tid,” endte han med en dæmpet, dog alligevel bestemt tone. Han havde slet ikke nogen planer om at stille træskoene endnu! Igen et løfte til Jared, men så sandelig også til sig selv! Han havde brug for Athena, som hun i den grad også havde brug for ham!
Evan lod roligt Athena glide ned i feltsengen under ham, hvor han selv forblev over hende. Det greb omkring hans overarme, var noget som morede ham, for hun skubbede ham ikke væk. Det var snarere som.. hun ønskede at han skulle være der? Og tæt på hende? Det blev ikke bedre for hans vedkommende, og det var noget som han så sandelig også ville elske at gøre! At det hele måske gik en anelse for hurtigt, gik stille og roligt op for ham, hvor han sendte hende et stille smil, hvor han derefter roligt nikkede. ”Selvfølgelig,” endte han med en ganske sigende mine, som han hævede den ene hånd, som han roligt lod stryge igennem hendes hår og videre over hendes kind. Han elskede hende, og selv det var noget som han så brændende ønskede at vise hende, for det var noget som selv.. betød vanvittig meget for ham! Han lænede sig roligt nedover hende. Pengene blev måske ikke nødvendigt alligevel? ”Hvor slem er din sult, min kære..?” spurgte han sagte, og alligevel med en bekymret stemme. Han ønskede hende selvfølgelig kun det bedste, og det var uden det mindste tøven overhovedet. Hånden lod han roligt forlade hendes kind, så han igen kunne støtte sig på den i den relativt hårde feltmadras. Ja, det var bestemt ikke fordi at man var præget af luksus på sådan et sted!

[Athena Maloya Mathimæus]

Marken var et sted hvor liv gik til spilde hvilket Athena udmærket var klar over, og det at takke ja til erfaringen i marken, var måske en forhastet en af slagsen, men hun havde været desperat efter at skabe en afstand til ham, som gjorde at hun ville være i stand til at kunne slappe af og muligvis få ham ud af tankerne for en stund, desværre var det ikke lykkedes hende særlig godt. Det eneste hun havde skænket en tanke i de dage hun havde været her, var ham og de ord han havde givet hende med på vejen om at hun ikke var klar til dette. Marken havde ej heller været en del af hendes drøm, men det var nu engang et af kongens krav og så havde hun ikke andet valg end at efterkomme det. Tanken om at Evan var kommet den lange vej efter en skillesmisse kun for at se hende, varmede hende faktisk, hun var stadig nysgerrig på hvorledes det hele var foregået og hvordan Dianes reaktion havde været, men det var virkelig ikke tiden til det i øjeblikket! Hun nikkede stille til hans ord, også selvom hun ikke stolede på dem. Dette var bestemt ikke et sted for garantier, men hun håbede af hele sit hjerte, at han vidste hvad han gjorde! Hånden lod hun stille søge op over hans arm og skulder kun for at ligge sig i hans nakke. ”Det er lettere sagt end gjort, jeg er bekymret for dig Evan, det har jeg altid været. Så lang tid du lover mig at passe på,” svarede hun dæmpet. Hun havde brug for at have ham omkring sig, Athena ønskede ikke at skubbe ham væk, ikke nu hvor det var gået op for hende at han ligeså ønskede hende tæt til sig. Varmen fra hans krop kunne hun føle, også fordi det virkelig var en kold aften men hun følte sig overophedet. Uanset hvor meget hun ønskede ham tæt til sig, så var det begrænset hvor meget hendes hoved kunne kapere og han havde allerede føjet benene væk under hende mange gange allerede, det begyndte at gå en tand for hurtigt at hun selv kunne følge med. De varme fingre kærtegnede ham blidt i nakken, også næsten for at vise ham at det bestemt ikke var for at skubbe ham væk. En anelse lettet sendte hun ham et smil, så var de om ikke andet enige på det punkt, hun kunne godt lide at han var villig til at give hende tid. ”Tak,” hviskede hun dæmpet og strakte sig en smule for at plante et kys ved hans mundvige, også selvom det krævede en hel del af hende. Blikket gled en smule i ved det stille strøg langs hendes ansigt. Pengene ville næppe blive nødvendige, hun havde på ingen tænkt sig at at søge til Caleb. En anelse bestemt trak hun ham ned mod sig, også for at få ham tættere på sig, hun var for pokker ikke lavet af glas. ”Hmm.. slem nok til at gøre det ubehageligt.. ikke slem nok til at slå mig ihjel endnu, jeg kan klare en dag eller to endnu, men du skal ikke regne med at jeg har tænkt mig at søge til Caleb eller nogen anden nu hvor jeg ved hvad jeg ved, og du skal ikke gøre noget for min sults skyld, men fordi du har lyst, så.. hvad jeg forsøger at sige er at jeg venter til du er klar,” endte hun langt om længe og med det lidt forlegne smil Rødmen blussede atter i de ellers blege kinder, det var jo ikke løgn. Hendes krop var allerede indstillet på at få ham tæt på, på en anden måde end hun havde oplevet før, denne gang følte hun rent faktisk direkte længsel efter at få lov til at røre og udforske ham.

[Deleted]

Evan havde brudt op i sit ægteskab med Diane, også selvom omstændighederne måske havde været utrolig utraditionelle, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han havde taget denne lange tur, kun for at skænke hende sandheden, og så måtte hun jo tage den som hun ville det eller ikke, men det var nu bare sådan at det var. Hans blik forblev mildt. Han havde denne gang valgt at sætte hende mod muren og skænke hende ordene, og hun havde heldigvis tolket og tacklet dem langt pænere end det som han lige havde troet, også selvom det bestemt ikke var negativt ment! Nu hvor han havde hende ved sig, så følte han en lettelse og en glæde, og derfor havde han bestemt heller ikke regnet med at skulle falde i marken her, for han regnede bestemt heller ikke med at tage hjem lige foreløbig! Zachary var i tryg forvaring ved Zacharias, og han stolede på at de kunne passe på hinanden. ”Jeg ved det godt min kære.. Men jeg lover at jeg skal gøre hvad jeg kan, for at klare mig. Hvis du kan love mig det samme, selvfølgelig,” endte han med en ganske dæmpet stemme. Han ønskede ikke at hun skulle rende rundt og tænke på ham, når hun var ude i marken, for hans erfaring på det punkt overgik hendes i frygtelig stor grad, selvom det bestemt heller ikke var ensbetydet med at det behøvede at være en god ting. Han var måske lidt rusten efterhånden, selvom det slet ikke var noget som han ville sige noget til som sådan.
Det hele gik måske en anelse hurtigt, men det var nu ikke ligefrem noget som Evan sagde noget til, for han ønskede at hun skulle vide det. Hun skulle vide, at hun havde et sted at søge til, som hun kunne kalde for et hjem, når hun engang var færdig herude, også selvom han bestemt ikke var færdig med at få hende med sig væk herfra! Han ønskede hende ikke herude, for han vidste hvor farligt et sted det kunne være, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hånden mod hans nakke, fik hans nakkehår til at rejse sig, hvor det var en direkte sitren eller dirren som meldte sig i hans krop, og det var så sandelig kun forårsaget af behag som intet andet overhovedet! At sulten alligevel var så slem, var ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere, for han ønskede slet ikke at hun skulle blive påvirket af det når træningen for alvor gik i gang, for han vidste jo hvor vigtigt det var at kunne bevare det fokus, ellers blev man slået ihjel! Han nikkede med et stille smil. Han regnede bestemt heller ikke med at hun skulle eller ville gå til Caleb nu. ”Du behøver slet ikke at forklare for dig, min kære.. Jeg ved det skam godt. Desuden regnede jeg ikke med at denne Caleb skulle blive nødvendigt i fremtiden.. hvis du har mig? Jeg ønsker ikke du skal have ondt.. desuden er jeg ved at blive vanvittig af at holde igen.. når jeg så brændende ønsker at mærke dig tæt på.. helt tæt på,” hviskede han med en dæmpet stemme, for han mente det jo!

[Athena Maloya Mathimæus]

Hvordan Evan havde valgt at gøre det slut med Diane, havde Athena endnu intet kendskab til, men hun vr nysgerrig efter at vide hvornår pokker han havde fået den direkte sindssyge tanke! Diane og ham havde været gift så længe hun huskede det, og måske det lettede hans byrde ikke længere at bærer ringen, men det lettede hende ligeså at det eneste spor efter den var det blege mærke efter hvor den havde siddet. Selv havde hun kastet de lænker fra sig som far og Valerio havde forsøgt at kaste omkring hende. Til dels var det lykkedes, men nu havde hun vristet sig fri, de gjorde intet forkert og den tanke var virkelig fantastisk. Det var sjældent at Athena direkte følte sig presset op mod væggen, hun plejede at have en flugtvej.. altid, denne gang havde hun ingen, og slet ikke som de lå nu hvor hun lå under ham, dog uden hans vægt til at trykke hende ned. Hun forsøgte end ikke at flygte, for hvad var der at flygte fra? Nu hvor han var i marken så gjorde hun tværtimod sit bedste for at intet skulle ske ham. De store ord havde hun virkelig ventet på at høre.. faktisk havde hun kun fået dem ganske få gange af nogle gennem hele hendes liv, men denne gang var de ment på en anden måde hvilket hun udmærket vidste. Hun kluklo morende af hans ord. ”Nu bliver der også rejst krav til mig? Tsh.. ej jeg skal skam nok gøre mit bedste, og det har været godt nok til nu,” svarede hun lidt drillende. Det var ikke fordi hun ville være hovmodig eller undervurdere noget som helst, men ja hun var påpasselig og det havde været nok til nu!
Det hun frygtede var at Evan var blevet lidt rusten efter at have været væk fra marken gennem så lang tid, og at det kunne gå hen og blive farligt for ham, men hun vidste også hvor dygtig han var til at forsvare sig selv, så hvis hun kunne, så kunne han vel også?
I sidste ende gik det hele en tand for stærkt til at Athena var i stand til at følge med. han elskede hende som hun elskede ham, og hun ville hellere end gerne flytte ind ved hans side på et fælles soveværelse, men alting til sin tid, lige nu kunne hun ikke kapere mere end øjeblikket der i sig selv var overvældende. Kælent nussede hun ham i nakken, snoede de små nakkehår omkring sine slanke fingre, også for at bekræfte for ham at hun ønskede dette ligeså meget som han gjorde. Hans ord fik kun hjertet til atter at banke mod hendes bryst både i spænding men et sted også i forventning. Det var ord som ingen før havde skænket hende. Den frie hånd søgte stille til hans kind, for en kort stund kun for at søge ned og ligge sig lidt forsigtigt mod hans brystkasse. Det var sådan hun havde forestillet sig at det skulle være.. måske ikke på en slagmark men om ikke andet med følelser og begær involveret, ikke ligesom med Valerio.. eller Caleb for den sags skyld. ”Jeg har ikke brug for andre end dig, Evan. Caleb gjorde virkelig hvad han kunne, man han vil aldrig blive dig,” endte hun dæmpet dog ærligt. Hun sank en klump og smilede næsten forfjamsket for sig selv. Igen strakte hun sig mod ham og plantede et kys mod hans ru kind. ”Så lad være med at holde det tilbage, Evan. Som en god mand engang sagde til mig; Giv efter for dine inderste ønsker, for jeg nærer de samme,” endte hun i en intens hvisken helt tæt til hans ører. Hun ønskede at mærke ham så tæt på som han kunne komme, at dele den oplevelse med ham, så længe at han begærede hende på samme måde som hun begærede ham.

[Deleted]

Evan var træt af at leve livet på en løgn, for han vidste, at det ikke var noget som han fik noget ud af. Han vidste at Athena var visuelt anlagt, og der derfor skulle handling til, for hun stolede tilsyneladende ikke på ord, og han forstod hende skam godt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han manglede og han savnede hende, også selvom han nu var så tæt på hende, så var det vel bare som om at det slet ikke var nok for hendes vedkommende? Han sagde ganske vidst ikke noget til det som sådan, for han var overbevist om at de nok skulle finde ud af det før eller siden, for det gjorde de vel altid? Hvis det var noget som de begge var indstillet på? Han nikkede sigende. Igen ønskede han selvfølgelig at bekræfte hende i hvad hun gjorde godt, og det at hun faktisk kun var sluppet med en skade af en pil, indikerede kun for ham, at hun faktisk var bedre, end det som han lige havde regnet med, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg må nok erkende, at du klarer dig bedre, end hvad jeg havde ventet. Jeg er stolt af dig, Athena, og det skal du vide.. Hvis vi begge gør vores bedste, kommer vi sikkert igennem morgendagen,” afsluttede han ganske selvsikkert. Han tvivlede ikke på det! Selvom han måske var en smule rusten efter alle de år som familiefar og ægtemand, så var han sikker på at hans erfaring fra marken nok skulle komme igen!
At det hele gik for hurtigt, var Evans fejl, og han var bestemt heller ikke bange for at erkende det. Han var mand nok til at erkende det når han gjorde noget forkert, specielt når han var enig i det. Han sendte hende et smil. Koldt var det måske udenfor, men det var slet ikke noget som rørte ham i denne stund, så selvfølgelig var det også sådan noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han nikkede overbærende til hende. Hun havde ikke brug for Caleb når hun havde ham. Det var noget som han helt klart også var enig med hende i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Så er det vidst på tide, at jeg viser dig, hvad den sande vare, er i stand til at skænke dig, min kære..” hviskede han sigende til hendes ord. Han vidste godt at Caleb havde taget sig utrolig godt af hende, men han følte alligevel, at dette var.. hans, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit! Ordene som hun remsede op, var noget som han kun måtte genkende som sine egne, hvor smilet slet ikke kunne skjules på hans læber! ”Spørger du mig, så lyder det minsandten som en yderst vis og klog mand, som har skænket dig det råd,” endte han ganske sigende, også selvom han slet ikke kunne lade være med at skjule det morende glimt i hans øjne. Igen følte han sig.. komplet, og det var kun en fornemmelse som hun havde været i stand til at skænke ham! Han lænede sig roligt frem, som han igen skænkede hendes læber et dybt og intenst kys. Varsomt lod han den ene hånd søge fra hendes ben og varsomt over hendes knæ og over låret. Han var ikke en mand som holdt sig tilbage, og nu hvor hun bad ham om at give efter, så var det så sandelig også hvad han havde tænkt sig!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde aldrig haft tillid til ord, hun var trods alt blevet løjet for hele vejen igennem. Hans handlinger og hans ord havde gennem længere tid været frygtelig modsigende og det var praktisk talt noget som havde forvirret hende! Tanken om hans pludselige ændring af adfærd skræmte hende et sted, det hele gik lidt hurtigt, også selvom det nu ikke var noget som hun havde noget imod som sådan, hun havde jo ventet på dette øjeblik i mange år. Nu hvor hun lå tæt på ham, så var det som om det ikke var tæt nok.. hun forstod sig ikke rigtigt på dyret, det kunne meget vel være den som skænkede hende den følelse af længsel, men smerten var ikke nær så intens mere, hun fokuserede ikke på den på samme måde vel og mærke. Hendes hjerte hamrede som en sindssyg mod bryste som hun lå der under ham og betragtede ham. Det glimt i hans øjne var hun ikke meget kendt med, men hun kunne lide det, særligt fordi at hun var skyld i at det stod malet der. Hans ord fik et stolt smil til at spille om læberne. Hun skød brystet frem. Jo selv Evan kunne vel se når han tog fejl? Lige når det kom til dette så klarede hun sig jo faktisk godt også selvom hun var blevet snittet af en pil, det havde de trods alt alle prøvet, hun ville vove og påstå at det var en hærs bedste våben. Desværre havde e ikke mange bueskyttere i den dvasianske hær, hun havde overvejet at lærer sig det. ”Det bliver jeg aldrig træt af at høre.. men ja.. jeg er lidt sej herude, vi skal nok klare os gennem morgendagen det er jeg sikker på,” medgav hun lidt selvsikkert hvilket ikke rigtigt lignede hende. Det var heller ikke fordi hun direkte mente det, men lidt ros kunne hun vel give sig selv i ny og næ? Det ikke synderligt stabile telt raslede let i aftebnens kølige vind. For et øjeblik siden havde det været svært at holde sig varm selv med de mange tæpper, men nu hvor han lå over hende på denne måde, så rørte kulden hende slet ikke. De blonde lokker lå spredt ud over den yderst tynde madras. Hun skubbede dem en smule væk, for at de ikke lå og generede, men uden at slippe hans blik på noget tidspunkt. De blege kinder brændte og glødede i en let rødmen, det var første gang hun ikke direkte forsøgte at skjule det. Caleb skænkede hun end ikke en tanke i dette øjeblik, han havde været en sølle erstatning for ham, hendes hjerte havde ikke været halvt så berørt ved hans kærtegn som det blev når blot Evan strøg hånden langs hendes kind. Athena sank en klump og lod hånden løbe næsten uskyldigt ned over hans ryg. ”Jeg vil se frem til,” erkendte hun i en dæmpet hvisken og sendte ham et lidt stilfærdigt smil. Hans ord fik hende til at kluklo morende. ”Tjah.. han kan være en yderst vis mand, men jeg må desværre sige at han ligeså kan være det stik modsatte,” svarede hun lidt drillende. Blikket lod hun stille glide i som læberne mødte hans. Hun gengældte kysset intenst og næsten.. hungrende. Hans hænder bredte en sitren hvor de end de rejste hen også selvom den tætsiddende læder skabte en frustrerende mur, det skulle blive morsomt at se ham håndtere det, for det var ikke til at få af! Hun trykkede sig tættere ind til ham og følte for første gang en helhed som hun ikke var kendt med fra før af.

[Deleted]

Det lettede virkelig Evan, at Athena for en gangs skyld lod ham komme tæt på, også fordi at det var noget som skete så.. sjældent. Han var træt af at hun skulle flygte, så det at det denne gang faktisk virkede at skulle vise hende fra en lidt anden side af sig, så var det selvfølgelig også noget som gjorde det hele lidt interessant, også for hans vedkommende, men ikke desto mindre, så var det jo bare sådan at det var. At hun klarede det så godt i marken, forundrede ham ganske enkelt, også selvom det faktisk var ment som en positiv overraskelse. Og det var en anerkendelse, som han faktisk ønskede at give hende, også fordi at det ikke var noget som han gav hende særlig ofte, også fordi at det var meningen, at det kun skulle skænkes til hende, når det endelig skete, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Jeg er overbevist om, at det nok skal gå godt, min kære.. Jeg har din ryg, hvis du har min, så kan intet gå galt,” forsikrede han hende, som smilet let viste sig på hans læber. Han tog det nu hele i stiv arm, for han havde jo heller ikke ligefrem nogen grund til andet, havde han det? Kulden rørte ham slet ikke når han havde hende ved sig på denne måde, og denne gang valgte han selv for en gangs skyld at åbne op for alt det som han følte i det indre, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man ville det eller ikke. Hovedet lod han søge let på sned, som han roligt lod hånden berøre hendes lår ganske let. Selvom hun rendt rundt i en beklædning som han kun vidste Noelle ville tvinge hende i, for han vidste hvor meget hun hadede at rende rundt i rustning, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
Denne gang havde Evan for alvor valgt at give efter for hans inderste ønsker. Jovist kunne han mentalt holde igen, men han valgte faktisk at lade være, og i stedet for, lade begæret og følelserne tage over, hvilket han faktisk gjorde frygtelig sjældent. I det store og hele, så var det ellers yderst sjældent at han gjorde dette, men han kendte hende godt nok til at vide, at det var handlinger som skulle til, og selvfølgelig var det også det som gjorde sit for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han sendte hende et næsten glædeligt smil, som han bevægede sig mod hende. ”Du elsker ham gør du,” endte han morende, som han roligt lod læberne berøre hendes, direkte med en længsel uden lige, for det var slet ikke noget som han kunne eller ville skjule på nogen måde! Hendes beklædning var selvfølgelig frygtelig meget i vejen selv for ham! Så.. selvfølgelig var han glad for de evner og talenter som han havde! Hans hånd gled over hendes lår, hvor han tog fat i de bukser som hun var i, hvor han direkte med en mere fast hånd, rev dem ned, så han selv kunne komme i direkte berøring af hendes nøgne hud. Han ønskede hende tæt.. helt tæt på!

[Athena Maloya Mathimæus]

Normalt var Athena flygtet for længe siden, allerede i det øjeblik han havde givet tegn til at give efter for den sensuelle udstråling hun besad, men han havde formået at trænge hende op i en krog, og nu hvor hun lå under ham så var der ingen vej tilbage og det gjorde hende egentlig ikke noget, hun elskede jo tanken om at være tæt på ham. Han havde ikke haft troen på at hun kunne klare sig på et sted som dette, det havde hun formået at modbevise, men med ham ved siden side så kunne det vel næppe gå galt? Om ikke andet var han mand nok til at erkende at han havde taget fejl, det var en anerkendelse sm hun elskede. Hånden lod hun blidt stryge ned over hans kind, lod de ru skægstubbe massere hendes efterhånden tørrer hænder, kulden havde trods alt påvirket hende selv efter blot et par dage. ”Jeg vil altid have din ryg.. det tør jeg godt love dig,” svarede hun med ærlighed. Måske hun var god til at flygte, men i sidste ende havde hun jo kun gjort det for at holde ham sikker, for at gøre det hele mere enkelt for ham og ikke mindst sikre sig at hun kunne holde en plads til ham i sit liv, hun havde aldrig set det komme at han ønskede hende som en langt større del af sit liv end hun havde regnet med. Kulden nåede hende ikke, blodet blev pumpet rundt og holdt hende varm helt ud i fingerspidserne. Hans krop hvilede tæt mod hendes men med læderet i vejen, hvilket hun fandt direkte irriterende! Hun ønskede at mærke ham så tæt på sig som muligt, nu hvor han endelig åbnede op og gav hende muligheden for det. På den anden side, var hun ikke vant til at nogle udviste direkte interesse for hendes krop, hun var aldrig blevet klædt af før, hvilket til dels var hendes egen skyld, hun havde forbudt Caleb det udelukkende fordi hun ønskede at gemme en del af sig selv til.. ja til Evan. Hånden mod hendes lår, fik hende let til at bide sig i den bløde underlæbe, også selvom det ikke var med samme usikkerhed som det ellers plejede at være, tværtimod så formåede han igen at vække den nysgerrighed hun altid havde været præget af. Hænderne strøg blidt ned over de markante skuldre, og videre ned over hans bryst. Måske det var små køligt, men hun ville gerne.. se ham.. røre ham, så hun tillod sig med lidt uskyldige bevægelser at fumle med den øverste knap, bevidst kun for at søge hans tilladelse. Det var første gang hun direkte kunne føle sig tryg under en mands kærlige hænder.. hvis man kunne kalde det, det vel og mærke. ”Det gør jeg,” medgav hun sandfærdigt og kyssede kort hans næsetip før hun atter mødte hans læber. Den ene hånd fortsatte sin fumlen mens hun lagde den anden i hans nakke og strøg langs hans nakkehår. Kysset brød hun hurtigt med et mindre gisp da han ganske simpelt endte med at rive bukserne af hende. Hun havde flere par, så det var ikke et problem, men en blid latter brød alligevel hendes læber. ”Sådan kan man også vælge at gøre det,” endte hun morende, og lod benene folde sig omkring hans liv kun for at trække ham yderligere tæt på sig. Følelsen af den nøgne hud mod hendes fik det til at prikke ubehageligt i ren og skær længsel, tanken om at soldaterne udenfor kunne risikere at høre dem faldt hende slet ikke ind, det var ikke noget hun var i stand til at skænke en tanke nu!