Burned out

[Deleted]

Evan havde altid været en anstændig mand, så den beskidte tankegang i den forstand, havde han faktisk ikke – selv efter al den tid med Jared! Så var der bare visse ting som bare ikke kunne ændre sig. Han vendte blikket mod hende. At se hende rødme og fumle med fingrene, var næsten en tanke som han fandt morende, for han elskede faktisk den tanke. Han havde virkelig savnet hende! Han var ikke direkte lykkelig med hverken Diane eller Malena, men.. hende, også selvom det var tydeligt, at det slet ikke var noget som hun forstod sig på, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. ”Tag endelig ikke fejl, min kære… Men du er i den grad din mor og fars datter..” Han blinkede let til hende. Han så i den grad frygtelig meget af dem begge i hende, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt! Han nikkede til hendes ord. Lige dét ar, var ikke fra en pil benyttet af en elver. ”Men nej.. Det var ikke en elver. Jeg.. ved ikke helt præcist hvad han var. Jeg var ude i marken for hurtigt, efter jeg selv var kommet til skade.. Han ramte mig i ryggen og.. ja, det gik igennem her..” forklarede han roligt, som han selv lod hånden stryge let over det. Han havde ikke noget problem i at skulle erkende når han havde gjort fejl, men lige den ene der, havde været forbandet tæt på at koste ham livet. Det var egentlig rent held, at han kom fra det med livet i behold!
Evan havde slet ikke nogen interesse i at starte et skænderi med Athena, for det var slet ikke noget som han fik noget ud af, og det gjorde hun bestemt heller ikke! Han vendte blikket sigende mod hende. Han var bekymret, og han stod endnu fast på at hun ikke var klar til marken endnu, velvidende om at hvad han sagde eller gjorde ved det, ikke ville gøre den største forskel af den grund. Han sendte hende et let smil. Når han var omkring hende, var det bare så.. dejlig nemt at smile, og det føles virkelig fantastisk! Det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”I så fald, så er der nok noget om det, tror du ikke?” spurgte han morende. At skænke hende den sæk med penge, var egentlig for hendes egen skyld, for han vidste, at hun ikke gjorde brug af den mand som gik rundt i lejren, og han kunne så sandelig også godt forstå det! ”Jeg forstår godt, at du ikke benytter dem som er i lejren, men søg i det mindste til.. den som du har at søge til på Bordellet, min kære.. Jeg vil ikke se dig have ondt, og jeg kan fornemme, at det er der..” endte han med en dæmpet stemme. Han var faktisk bekymret for hende, og han var bestemt heller ikke bange for at vise hende det! Forsigtigt greb han ud efter hendes hånd. Han var sikker på at tankerne befandt sig på samme sted – for begge, men hun ikke ville se det, og det frustrerede ham kun yderligere. ”Det tror jeg nemlig ikke at vi gør.. Tvært imod..” endte han sigende, som han vendte blikket mod hende. Han.. elskede hende jo.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vidste at Evan aldrig havde været ligeså beskidt i sindet som far havde været, og det havde hun egentlig heller ikke, men det var kommet lidt af sig selv efter bryllupsnatten også selvom hun endnu ikke for alvor havde formået at finde den nydelse i det, som hun ellers havde fået beskrevet flere gange. Rødmen i hans kinder havde aldrig været sjælden og særligt ikke omkring ham, hun mindede igen om sin mor på den måde, men så fummelfingret plejede hun heller ikke at være. Hun gjorde dog intet for at skjule det, netop fordi at hun meget hellere ville tilbringe tiden med ham på denne måde frem for at råbe og skrige. Kampen for i aften var endt, hun havde næsten glemt at hun stadig befandt sig på slagmarken, normalt havde ingen noget at smile af herude, men det var for let når han var omkring hende. Smilet bredte sig kun ved hans ord. Hun nikkede medgivende. ”Den kan jeg vidst ikke lyve mig fra, men jeg er altså heller ikke beskidt i tanker,” tilføjede hun lidt bestemt, også selvom hun kluklo ligefrem morende. Det der gjrode det svært, var det faktum at hun på sit vis.. tænkte tilbage på den aften hun havde haft med ham.. uden at det havde været ham men Caleb, det var ikke nemt. ”Hvis det var der den gik igennem.. må jeg se det på ryggen så?” spurgte hun nysgerrigt og med et hævet øjenbryn. Det var ikke en elvers værk, det var i hvert fald ikke en pil det kunne hun se. Smilet falmede en smule. Det var fint at han konstant holdt fast i at hun ikke var klar til dette, men han forstod jo for pokker ikke, hvorfor hun havde draget den beslutning så hurtit og uden at lytte til ham for det gjorde hun jo normalt. Lidt ligegyldigt trak hun på de slanke skuldre. ”Jo.. det er der nok. I kan fint få lov til at forgifte jer selv,” medgav hun med en lidt sigende mine. Blikket vendte hun mod sit skød, betragtede de kolde hænder. Det var ikke længere varmt, og han sad halvt om halvt blottet, hun ønskede heller ikke at gøre ham syg. Kort skævede hun til pegeposen ved siden af. Den var ligeså tung som byrden den lagde på hendes skuldre. Athena bed sig blidt i underlæben. Et sted havde hun virkelig lyst til at råbe ind i hovedet på ham at hun ikke havde lyst, men hun vidste jo at han bare var bekymret. ”Dem i lejren er nok fyldt med alt muligt, jeg stoler ikke på dem. Selvfølgelig ligger det der men.. det var nemmere med Valerio ham var jeg om ikke andet gift med, jeg er ikke god til det andet, jeg er ikke god til at være nogles sure arbejde, og betale en mand for at være sammen med mig, det er ydmygende Evan... mere end du nok nogensinde vil forstå,” erkendte hun frygtelig dæmpet. Hun havde forsøgt at forklare ham det før, man han.. forstod sig jo ikke på det! I samme øjeblik han tog om hans hånd, lod hun blikket søge mod hans ansigt, næsten chokeret. Hun rev den dog ikke til sig for det var faktisk.. rart. Et stille suk slap hendes læber. ”Jeg kan ikke gætte hvilke tanker du gør dig, Evan.. eller jo jeg kunne godt, men jeg magter ikke at forsøge at søge ind i skallen på dig, desuden er det mere din stil end det er min. Jeg ved at vores tanker ligger langt fra hinanden,” gentog hun lidt dæmpet. Hun elskede ham og det var mere held end forstand at manden ikke havde fundet ud af det.

[Deleted]

Evan havde faktisk skræmmende meget efter Jared, udelukkende fordi at det havde været hans forbillede, men den beskidte tankegang havde han aldrig nogensinde fået sig – heldigvis vel? Han vendte blikket mod Athena og med et stille smil på læben. Selv for ham, var det virkelig rart at sidde med hende der, hvor han gjorde det lige nu, velvidende om at det var noget som han havde alene. Han sad med hende alene, også selvom det var en god mulighed for ham, at give udtryk for den bekymring og til nu uden at blive afvist, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre for hans vedkommende! Han grinede ganske let og uden at tage blikket fra hende. Det morende og drilske glimt havde allerede meldt sig i hans øjne. Det var bare som om.. hovedpinen var væk, i det øjeblik hun var endt med at falde ham i blikket, og det var noget som et sted var rart, selvom den tanke faktisk også var temmelig skræmmende. ”Aha? Du er ikke så meget din fars datter? Næppe.. Du er virkelig som snydt ud af næsen på ham,” endte han direkte morende, også selvom det faktisk var noget som han mente. Det var ikke en skidt ting at ligne sin far så meget som hun gjorde, og alligevel.. skræmmende, at det var så meget! At hun ville se såret i ryggen, forundrede ham slet ikke. Han nikkede sigende. ”Selvfølgelig..” Roligt vendte han sig, så han sad med ryggen til hende. Såret i ryggen var bestemt tydeligt, og det stak dybt, og ville aldrig heale ordentligt, hvilket han var klar over, men ikke noget som forandrede det mindste ved hans livskvalitet for noget som helst. En elver havde det bestemt ikke været, men vedkommende var død i dag, og det havde været tæt på at tage ham selv med i faldet. Heldigvis var det ikke sket! ”Foruden flasken, så er det en af de meget få glæder jeg har i livet.. ikke tag den fra mig,” endte han direkte morende.
At Athena ikke ville gøre brug af dem som gik rundt i lejren, var noget som passede Evan ganske fint, for han ville heller ikke have noget af, at hun skulle blive syg og alverdens muligt andet! Han nikkede sigende til hendes ord. Lige der var hun faktisk fornuftig af sig – utroligt nok! ”Jeg ved godt, det er ydmygende, Athena.. Men du kan heller ikke rende rundt med den sult.. Jeg ved skam godt, hvad den gør ved en som dig.. og det ønsker jeg på ingen måde,” begyndte han sagte, som han let lod hovedet søge på sned, som han igen havde vendt sig i retningen af hende, for at få skjorten på igen. Det var jo faktisk ved at blive temmelig koldt. ”Jeg ønsker du skal tage de penge og gå til denne.. Caleb.. Specielt hvis det er en mand som du er tryg ved,” afsluttede han ganske sandfærdigt. Han ønskede ikke at ondt skulle ske hende! Han strøg varsomt over hendes hånd, nu hvor hun ikke havde valgt at trække sin hånd til sig, så var det kun noget som gjorde det hele meget bedre også for hans vedkommende. Han vendte blikket mod hende. I sig selv, var han temmelig sikker på at de var på samme bølgelængde, men hun bare ikke ville indse det. Han trak svagt på smilebåndet. ”Jeg kan garantere dig for, at du får mere ud af at spørge mig hvad angår mine tanker, end at forsøge at trænge ind i hovedet på mig..” Han førte hendes hånd til sine læber, hvor han kyssede hendes knoer.

[Athena Maloya Mathimæus]

Taget i betragtning af hvor meget Evan og Jared havde været sammen, så var Athena faktisk imponeret over at han havde formået at holde sig på den rene sti, far var jo den slags mand som netop lokkede folk i fordærv på den måde, og det var heller ingen hemmelighed at manden aldrig havde været særlig meget for Diane. Athena havde aldrig forstået hvorfor, hun kunne jo faktisk godt lide kvinden, på sit vis havde hun været den mor som hun havde slået ihjel i sin tid. Athena kunne ikke huske hvornår de sidst havde snakket sammen uden hverken at råbe eller skrige. Hun havde konstant følt en vrede og frustration, på sit vis gjorde hun det stadig, men det var lettere at bide i sig herude, velvidende om at hun næsten var tættere på manden end hun nogesninde før havde været, og det var netop det hun havde forsøgt at undgå, udelukkende fordi hun gik op i at se ham lykkelig. Det drilske glimt i hans blik tvang kun letteren over hendes læber. Det var sjældent hun havde set ham på den måde, og hovedpinen svandt bort uden hun selv havde bidt sig fast i det, tilgengæld gjorde det kun mere ondt i resten af kroppen. Hun sank en klump.. det at begærer ham var både farligt og frustrerende, det var en kraftfuld følelse som hun ikke havde haft længe. ”Nu holder du altså, så meget ligner jeg ikke min kære far, jeg forstår ikke engang hvorfor pokker han skulle gøre det til noget stort, det er jo ingenting,” svarede hun med en panderynken, også selvom det var med et smil på læben. Nysgerrigt lod blikket søge ned over ryggen, hvor det store ar nærmest var blikfang. Hun hævede hånden langsomt og lod fingerspidserne søge ned over med en forsigtighed, blot en enkel gang før hun lod den glide tilbage i skødet. ”Det ser ikke behageligt ud,” konstaterede hun, og lod ham blot vende sig mod hende igen for at tage skjorten på. Den lidt forlegne rødmen var ikke til at skjule. Flasken var blevet hende en svaghed noget som hun havde efter både ham og far, hun så frem til at få en enkel tår eller to, også i håb om at det i sidste ende ville dulme nerverne lidt. ”Det er ikke min ret at tage den fra dig, jeg vil dog mene at flasken er dårlig vane nok. Jeg glæder mig ved tanken om at jeg ikke er Diane.. eller Malena for den sags skyld som skal kysse dig,” påpegede hun drillende, også selvom hun skam mente det. Bare at nævne deres navne stak lidt i brystet, men hun skjulte det som sædvanlig bag smilet der prydede de rosa læber.Når det kom til sulten så var han den sidste hun ønskede at drøfte det med, hun kunne jo ikke rigtigt erkende at han var den eneste hun ønskede at have så tæt på sig. ”Jeg ved det godt, Evan, det er slet ikke det og jeg ville lyve hvis jeg påstod at det ikke var smertefuldt og jeg skal nok gøre det..” der var et 'men' i den sætning som hun havde valgt at hoppe over. Uanset hvor hård Valerio havde været, så havde han været hendes mand og det betød altså noget. Blikket gled mod deres hænder. Det var rart når han rørte hende på den måde. ”Det ved jeg.. men somme tider er jeg ikke sikker på at jeg vil vide hvad der foregår i dit hoved,” hun lagde hovedet på sned og betragtede ham med et stille smil. Kysset mod hendes knoer lod hende finde en tryghed som hun næsten havde glemt hvordan føltes. Hun lod blikket glide i og bed tænderne hårdt sammen. Til tider var sulten uudholdelig og det samme var de varme følelser der plagede hende!

[Deleted]

Evan havde aldrig rigtigt været påvirket af hvor Jareds tanker havde været. Hans egne kære adoptivforældre, havde heldigvis haft den største påvirkning af ham i den alder, hvor det nok havde været mest nødvendigt at gribe ind, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til. Han savnede Athena, også selvom hun faktisk sad lige ved siden af ham, så var det.. bare ikke nok for ham mere. Selvom hovedpinen ikke direkte var noget som plagede ham i denne stund, så vidste han, at det ville komme, så snart at han vendte hjem igen, og det var bestemt heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han trak morende på smilebåndet. ”Foruden visse ting, som i den grad er din kære moder, så er du virkelig som din far i hans unge dage.. tro mig.. Jeg ved hvad jeg snakker om,” endte han tydeligt med en morende stemme. At sætte sig med ryggen til, så hun kunne se hans grumme ar, sagde han nu ikke noget til, for han havde ikke noget imod at skulle stille den nysgerrighed, som hun måtte brænde inde med, for.. det var der vel heller ikke nogen grund til, var der? Han trak vejret dybt, som hun kom i kontakt med det, for det var noget som faktisk gjorde.. godt. Han nød at hun berørte ham på den måde. ”Som sagt.. marken er ikke et hyggeligt sted. Jeg er virkelig heldig, at kunne sidde her og fortælle min historie,” endte han ganske sigende, som han igen vendte sig mod hende, for at få skjorten på. Det var faktisk ved at blive temmelig koldt efterhånden!
Evan trak svagt på smilebåndet. Det var jo ikke fordi at Diane kom til at kysse ham igen, og Malena ville ikke komme i nærheden af hans læber! Det var ikke kys som han skænkede til hvem som helst! Han lod hovedet søge en anelse på sned, som han hævede hånden og strøg den mod hendes kind. ”Hvem siger, at de kommer i nærheden af mine læber?” spurgte han sagte, som han sad igen med et stille smil på læben. Det var en effekt som kun hun havde, velvidende om at han ikke kunne tage hendes smil for gode varer, for det var en sjov tendens hun havde, for at skjule den smerte som hun så tydeligt måtte sidde inde med. Han nikkede igen. ”Smerten gør dig ukoncentreret, og kan i sidste ende koste dig livet.. og det ønsker jeg slet ikke for dig!” endte han med en ganske sigende mine, for det var jo ikke ensbetydet med at han ønskede at udsætte hende for de situationer, velvidende om at det var noget som hendes race krævede af hende. Han smilede let til hende, som han havde kysset hendes knoer, hvor han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang. Hovedet lod han søge let mod den anden side. ”Du er nysgerrig, og tør ikke spørge?” spurgte han med et kækt glimt i øjet. Han var selv personligt klar til at trække den det stykke videre, for det var noget som de begge havde brug for – han vidste jo, at hun ikke gjorde det jo! Og det var noget som til tider, virkelig måtte irritere ham som intet andet overhovedet! ”Jeg ønsker ikke at se dig gemme dig for mig på den her måde, Athena.. Jeg mangler dig derhjemme..” tilføjede han dæmpet.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena kendte ikke rigtigt noget til Evans fortid, hvor han kendte mere eller mindre alt til hendes. Det eneste hun vidste om Evans historie var at han havde været på børnehjem, var blevet adopteret og tvunget ind i ægteskab med Diane, det var mere eller mindre det, ingen detaljer. Det havde i mange år ikke været nok for hende blot at være noget der mindede om en datter, der var jo en grund til den konstante vrede hun udtrykte. De fleste fortalte hende som regel hvor meget hun lignede sin mor, det var rart at der var en der kunne bekræfte at hun lignede sin far mindst ligeså meget. ”Tja jeg er trods alt ligeså meget min fars datter som jeg er min mors, det kommer jeg jo ikke uden om,” påpegede hun med et svagt skuldertræk. De grønne øjne lyste af direkte hunger.. et sted begær også selvom hun virkelig forsøgte at holde det i skak, særlig nu hvor de var kommet hinanden så nær. Athena lagde stille hovedet på sned og betragtede hans ar. Mange så dem som grimme, men det at han sad der til at fortælle hende om det, fortalte hende kun noget om den styrke han besad, og det var kun charmerende i hendes øjne. Det prikkede let i fingerspidserne, måske forsigtigheden havde gjort det til en mere intim berøring, men han sagde jo intet til det. ”Jeg er glad for at du havde heldet med dig.. tag din skjorte på, du ender med at blive kold,”” endte hun næsten med bekymring i stemmen. Selv endte hun med at trække klædet tilbage over sin skulder, også selvom det sved. Hun skar en grimasse, men det lykkedes hende at dække sig lidt igen, på trods af smerten, det var virkelig blevet koldt. Blikket gled kort til hans ansigt, også selvom det forlegent endte tilbage i hendes skød. Hånden hvilede endnu i hans, nød godt af de varme strøg. Hun sank en klump og kunne for en kort stund ikke lade være med at forestille sig hvordan det ville være at komme i nærheden af de læber. Tanken skubbede hun fra sig, det drev hende efterhånden til vanvid, men hun skyldte skylden på sulten. ”Diane er din hustru og jeg er ikke dum, Evan jeg så dig og Malena og jeg ved at du ikke vil ligge sådan med hvilken som helst kvinde.. du sagde selv at du elskede hende, det siger lidt det hele,” svarede hun en smule forlegent. Måske hendes smil ikke kunne stoles på, men lige i denne stund var det faktisk.. næsten ægte vel og mærke, for den skjulte endnu hendes smerte. Smilet stivnede en smule.. netop for at skjule smerten. ”Du behøver ikke at nævne det for mig, jeg ved det.. smerten er intenst og til dels skyld i at jeg allerede er kommet til skade. Jeg.. skal nok opsøge Caleb når tiden er ret,” endte hun lidt opgivende, velvidende om at hun ikke havde noget andet valg, men det var en frygtelig ubehagelig situation. Kinden gled stille mod hans hånd næsten som en kælen kat. Hun snusede hans behageligt duft næsten med længsel. Hans ord fik hende til at se på ham med lidt overraskede øjne, han kendte hende for godt. ”På den ene side ja. Men på den anden side så vil jeg ikke vide det,” gentog hun lidt sigende. Frygten for at høre hvad hun frygtede, var ganske simpelt for stor. Det kække glimt i hans øje forvirrede hende men.. hun elskede at se det. Hans ord fik kun varmen til at blusse i hende. Hun frøs ikke længere, hans ord og kærtegn formåede at varme hende. ”Jeg gemmer mig ikke for dig, Evan men.. jeg har mine grunde, og jeg finder det bedst at vi får lidt luft fra hinanden, det er ikke fordi at jeg ikke ønsker at se dig,” forsøgte hun lidt halvhjertet.

[Deleted]

Evan havde aldrig været meget for at fortælle sin historie, men han vidste, at det vel vidende var af slagsen som han var nødt til at fortælle før eller siden, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han vendte blikket stille mod hende endnu en gang, ved at skæve over skulderen. Hun lignede så sandelig også sin far, som hun lignede sin mor, og selvfølgelig var det også noget som hun skulle vide! Man var bestemt ikke i tvivl om, hvem hun var datter af! ”Netop. Det bedste fra din smukke moder, og det værste fra din grumme fader,” endte han med et let smil på læben, for det var jo ikke fordi at det var en løgn som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak skjorten forsigtigt op over skuldrene igen, og fik sig dækket til. At hun selv var bekymret, var en tanke som han faktisk godt kunne lide, også fordi at det beviste for ham, at hun ikke var helt ligeglad med ham, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit. ”Jeg var heldig.. Meget heldig,” medstemte han sigende.
Selvom Evan var vant til at være omkring sensuelle dæmoner, så kunne han så sandelig godt mærke hvor udsultet Athena faktisk måtte være, for det rev jo selv i en mand som ham! Han kendte hende godt nok til at vide, at hun ville trække den til det sidste lille, og så ønskede han bestemt heller ikke at det skulle koste hende livet, så i så fald, så ønskede han bestemt ikke at hun skulle være herude! Han rystede stille på hovedet. Diane havde været hans hustru, da det jo ikke ligefrem var tilfældet længere, hvilket skam var noget som gav ham en form for.. frihed, og han elskede fornemmelsen af det! ”Der tager du ganske fejl, Athena.. Der er sket meget i de dage, du ikke har været hjemme,” begyndte han ganske sigende. ”Det er sandt jeg elskede Malena.. Det er ikke ensbetydet med, at det er noget som jeg gør den dag i dag. Det er frygtelig mange år siden, min kære, og selv en mand som jeg, er kommet videre.. Desuden.. Diane er ikke længere min hustru,” fortalte han ganske sigende. ”Jeg ser meget gerne.. at du gør noget ved den sult meget snart, min kære..” endte han dæmpet, som han selv havde rykket sig det stykke tættere på hende. Han vendte blikket mod hendes smukke øjne. Selv dem kunne han jo være betaget af, og selv en gammel mental dæmon kunne have sit med at stå ansigt til ansigt med en sensuel dæmon – gammel som ung, for det gjorde i sig selv, ikke den største forskel. Hånden lod han hvile mod hendes kind og med et let smil på læben. ”Du gemmer dig for mig, Athena.. Jeg ved ikke hvad du ønsker at opnå med dette, men… jeg vil gerne have dig hjem igen..” endte han dæmpet, som han igen vendte blikket mod hendes smukke ansigt, som han selv igen var kommet en anelse tættere på. Han kunne jo ikke ligefrem undgå at gøre det, nu hvor han sad så tæt på hende, hvor han faktisk var i stand til at bevare øjenkontakten!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde mere eller mindre bare affundet sig med at hun desværre ikke vidste mere om sin træner end hun gjorde, man kunne jo sige at det i det store og det hele slet ikke var hendes ret. To soldater passerede teltet, hun kunne høre deres stemmer og ane deres skygger gennem det tynde stof, der blev oplyst af faklerne. For en kort stund lod hun blikket falde mod dem også selvom hun hurtigt rettede sig mod Evan, han var langt mere interessant i øjeblikket. Hans ord tvang en blid latter over læberne. Hun rystede på hovedet også selvom hun ikke ville afvise hans ord. ”Jeg er ret sikker på at du ville have fået et slag, hvis han havde hørt det der.. når det er sagt så vil jeg ikke afkræfte dig,” svarede hun tydeligt morende. Det var lettende ikke at være vred bare for en stund om ikke andet. Hun havde ondt og det kunne mærkes, men det var lettere når hun slappede af omkring ham. Som han klædte sig på endte hun blot med at rejse sig for at gribe fat om tæppet der lå ved siden af, inden hun atter gled hen på nøjagtigt samme plads. Det var koldt til aften og de havde intet andet at varme sig med en det. Hun bredte det ud over dem begge, for hun ønskede trods alt heller ikke at se ham syg. Hun bekymrede sig om ham, også selvom det var sjældent at det i det hele tiden kom frem. ”Jeg har på fornemmelsen at der ligger en lektion i at du viser mig dem?” spurgte hun med et lidt sigende smil, hun kendte ham trods alt nok tila t vide at han ikke bare ville vise sig for hende på den måde for intet.
Sulten lå der uden tvivl, og Athena kendte trods alt sin påvirkning på de stakkels mænd, særligt når hun var sulten, den havde hun erfaret og ja det lå lidt i baghovedet, for det var bestemt ikek et grundlag hun ville forfører Evan på! Det var på tride at få gjort noget ved det, hvilket hun godt vidste. Hun hævede et slankt øjenbryn i forundring og skulle netop til at åbne munden for at spørge om hvad han mente, hvilket hun ikke nåede før han var begyndt at tale. Munden endte ganske vidst åben også selvom det var med kæben direkte i gulvet. ”Jeg har for pokker kun været væk i fire eller fem dage,” mumlede hun en smule overvældet. Igen bed hun sig i læben, og lod hånden søge ned over sin egen arm. ”Det er mange år siden, men jeg kender dig Evan, du lukker ikke hvem som helst tæt til dig, og jeg så dig jo ligge med hende i favnen, ikke at det vedkommer mig, men det taler lidt for dig vil jeg mene, og hvad pokker mener du med at Diane ikke er din hustru? Du går ikke ind for skillesmisse,” påpegede hun og kløede sig en smule i nakken. Den mand var forvirrende! Hun skævede mod hans hånd.. der var ingen ring at se, kun mærket efter den. ”Jeg skal nok,” mumlede hun opgivende og tydeligvis utilfreds. Hånden mod hendes kind fik hende kun til at lade de grønne øjne falde i hans. Jo tættere han rykkede jo mere fast slog hendes hjerte og jo mere følte hun kinderne brænde. Det var så fristende, men hun måtte holde sig selv i kort snor. Øjenkontakten gjorde det bestemt ikke nemt! Hun lænede sig en smule frem, næsten som var hun på vej frem mod hans læber, inden hun tog sig selv i det og trak sig med et undskyldende blik. ”U-undskyld.. det er vidst bedst hvis vi.. holder lidt afstand, jeg kan ikke rigtigt styrer det,” påpegede hun og rettede sig op, dermed trak hun sig også, også selvom det var lidt tøvende. Tårerne pressede sig på.. hun forsøgte at skjule det for ham. ”Jeg kan ikke komme hjem, Evan. Jeg kommer kun til at skabe problemer for dig, og jeg vil ikke gøre dig frustreret,” afsluttede hun dæmpet.

[Deleted]

Evan havde aldrig rigtigt haft en grund til at skulle indvie Athena i den del af sit liv, også fordi at han kun havde været en onkel og en træner for hende, selvom.. det nok var noget andet nu, men det var vel ikke noget som hun kunne se? Han vendte blikket mod hende og med et kækt smil på læberne, for han kunne da slet ikke lade være! Hun havde nok haft en af de smukkeste kvinder som sin mor, og Jared var ganske vidst en flot mand, men han kunne virkelig også være grum! Og den kunne Evan så sandelig også skrive under på! ”Han er med mig i ånden.. Og jeg kan næsten mærke det slag, som han vil hungre efter at give mig,” endte han med et drilsk smil på læben. At hun tog omkring tæppet og kastede det omkring dem begge, fik ham automatisk til at sætte sig tættere på hende, også fordi at hun skulle have varmen bedst. Det var koldt i marken og nu hvor vinteren var så tydeligt på vej, så var det ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hende måske, men han var bekymret, og selvfølgelig ønskede han hende kun det bedste! At hun kendte ham så godt til at vide, at der også lå en lektion bag det, morede ham kun! Han rystede let på hovedet. ”To grunde; Din nysgerrighed skulle stilles… samt en lektion; rejs dig ikke, før du er klar til det. Jeg var for hurtigt ude på marken, efter en skade, forårsaget af en elver.. Og det kostede mig næsten livet.. Du har mange ting som er imod dig.. også med henblik på racen som du er en del af, min kære.. Jeg beder dig bare være opmærksom.. og lyt til hvad kroppen fortæller dig,” endte han ganske sigende, dog med en yderst alvorlig mine. Han mente det i ramme alvor!
Det kunne godt være Athena kun havde været væk i ganske få dage, så var det ikke noget som gjorde den største forskel på det hele. Han betragtede hende sigende, som han tog sig selv i at stirre ned mod hendes læber adskillige gange. Hun hungrede, og det var noget som han selv så tydeligt kunne mærke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Som sagt, så er der sket meget siden du tog af sted.. Jeg er en skilt mand.. søger lige nu en bolig her i Dvasias, som er mig passende. Jeg ved godt, at Malenas tilstedeværelse, har været dig en torn i øjet, og jeg kan fortælle dig, at hun er væk nu.. Hun har sin egen bolig, og befinder sig ej længere i min seng.. Den plads ønsker jeg at skænke til en anden kvinde i mit liv..” Som hun selv bevægede sig tættere på ham, så kom han selv tættere på hende, hvor han selv var frygtelig tæt på at lade sine læber møde hendes, også selvom.. hun stoppede ham, og et sted, så var det virkelig noget som nagede ham! Han lukkede øjnene for en kort stund, inden han vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Giv efter for din indre dæmon.. Lad den komme ordentlig til udtryk,” bad han dæmpet, selvom han dog ikke fjernede hånden hvilende mod hendes kind. Han lod hovedet søge en anelse på sned, som blikket igen gled ned mod hendes læber. Selv han havde problemer med at stå imod! ”Jeg ønsker at have dig hjemme, Athena.. Jeg ligger søvnløs om natten, når du ikke er der… ved min side..” endte han dæmpet.

[Athena Maloya Mathimæus]

Evan havde altid været onkel såvel som træner, men aldrig mere end det. Af den grund vidste Athena at hun ikke kunne forvente at vide en masse om ham også selvom det til dels var frustrerende, hun elskede ham jo.. han vidste det bare ikke og hun kunne få sig selv til at sige det. Hun huskede ikke længere sin mor, men hun vidste at hun lignede hende meget Far havde ej heller været en grim mand og Athena vidste udmærket at hun var køn også selvom hun aldrig følte sig sådan, der var jo.. ingen som faktisk ville have hende. Hun kluklo morende også selvom det var med en mindre sorg. For første gang savnede hun sin fars skulende mine, generelt den måde som han kunne se på manden på. Hun hævede hånden og gav ham et blidt dask i baghovedet. ”Jeg slog ham ihjel, jeg må jo gøre lidt op for det,” påpegede hun hurtigt, med en direkte uskyldig mine. Udadtil lignede hun jo en procianer foruden det intense glimt i øjet, hun kunne se frygtelig uskyldig ud! Tæppet tvang ham ganske vidst tættere på hende, og hun havde intet mod det også selvom det var mere risikabelt, det var dog kulden hun var mest bekymret for, også selvom hun ikke følte den i øjeblikket udelukkende på grund af den luft der pludselig havde lagt sig mellem dem. Athena nikkede forstående og rystede på hovedet for sig selv med et smil. Hun havde jo vidst det hele tiden, men det morede hende kun, desuden kunne hun godt lide at han stilte hendes umættelige nysgerrighed. ”Jeg tænkte det jo nok. Tja nysgerrigheden fik jeg skam stillet og jeg har forstået det, også selvom jeg har tænkt mig at gå derud i morgen på trods af min skulder, så slemt er den ikke ramt. Racen er måske imod mig men.. jeg.. jeg skal nok gå gjort noget ved det så snart så muligt,” lovede hun med en lidt stift smil. Havde hun lyttet til sin krop så ville hun have været på bordellet frem for det med ham.
Det var dog det sidste hun havde tanke på.. alting var fuldstændig forandret. Det var som at leve et liv i en verden der var parallel med den som hun ellers kendte. Evan var ikke gift og Malena var ude, også selvom hun ikke forstod hvorfor. Måske det bare var hende, men hun følte det næsten slå gnister mellem dem? ”Hvad pokker foregår der, Evan? Du går ikke ind for skillesmisse, du har altid været sammen med Diane.. så længe jeg husker vel og mærke, og hvad angår Malena så gør hun dig glad.. jeg kan se det, og det er noget som betyder noget for mig. Jeg forstår ikke hvad det er du prøver at sige til mig, men..,” hun tav ved de sidste ord efter det havde været frygtelig tæt på at gå i spåner.. alting var bare forandret.. tanken havde for en kort stund lettet hende. ”..Oh.. endte hu blot i en dæmpet hvisken. Med andre ord var der en helt tredje kvinde i hans liv. I sin forvirring var deres læber endt frygtelig tæt på hinanden. Hun så ned på dem kun for at se tilbage i hans blik, inden hun endte med at tage sig i det og trække sig med et direkte bankende hjerte. Smerten var intens, mest fordi hun tvang det tilbage. Hun så væk og trykkede sig en smule op af væggen selvom hans hånd endnu hvilede mod hendes kind. Hans ord fik hende til at på ham med en panderynken. ”Du taler i vildelse, Evan, jeg.. jeg ville ikke fange dig på den måde,” endte hun næsten febrilsk. Det var pludselig blevet varmt og hun havde virkelig lyst til at give efter. Det var tydeligt at han virkelig var fanget. En smule fefrilsk endte hun med at hæve hånden for at sende en lussing af sted mod hans kind. ”Hver sød ikke at sige sådan noget, du.. du mener det ikke det er dæmonen,”

[Deleted]

Evan elskede Athena, også selvom han aldrig havde haft muligheden til at gøre noget ved det, og nu forholdt det sig jo ganske anderledes, hvilket var noget som faktisk passede ham helt fint! Han vendte blikket mod hende. Han havde aldrig været den som åbnede sig mest for andre, og det indebar faktisk også Diane. Selv Malena kendte ham bedre end det som hun gjorde, så selvfølgelig var det også noget som spillede ind for hans vedkommende. Slaget mod hans baghoved, fik en latter til at bryde hans læber, idet han let rystede på hovedet og vendte sig mod hende. ”Så det er din skyld, at han vil slå mig?” spurgte han tydeligt drillende, hvor alligevel den morende undertone, ej var til at tage fejl af. Han blev siddende tæt på hende, som hun lagde tæppet omkring dem begge. Han havde skam sit eget med, hvor han egentlig bare skulle slå teltet op, for han regnede jo faktisk med at være her for et par dage. Det ville bestemt ikke gøre ham noget at være en del af marken, for det var noget som han altid havde været glad for, og specielt nu hvor hun var her, så ønskede han jo også at holde øje med hende! Han nikkede til hende. ”Dine ambitioner herude, er ganske vidst rigtige og rette til slagmarken, kære Athena, men jeg beder dig kun om at lytte til din krop for en gangs skyld.. Har du ondt i skulderen i morgen, så tag en dag til hvile, så det ikke ender med at gå galt for dig, som det gjorde for mig,” endte han ganske sigende, som han let vendte blikket mod hende endnu en gang. Han var bekymret for hende, og specielt fordi at han kunne mærke og fornemme på hende, at hun var sulten, og det var skam også noget som gjorde ondt værre for ham!
Det var måske Athenas drømmescenarium; Han var ikke længere en gift mand, og Malena var ude, så med andre ord, så var han faktisk fri på markedet, også selvom hans hjerte, allerede hvilede i hendes hænder, også selvom det var tydeligt for ham, at det end ikke var noget som hun var klar over, hvilket næsten var noget af det som faktisk morede ham mest. Han trak svagt på smilebåndet, og lod hovedet søge let på sned, også selvom han efterhånden var ved at være tæt på hende.. Frygtelig, frygtelig tæt! ”Der er sket meget i mit liv, og i mine holdninger.. Jeg kan ikke fortsætte mit liv på en løgn, som jeg ikke ønsker at fortsætte med,” endte han ganske dæmpet og med en yderst sigende mine. At hun så igen skulle misforstå, var allerede gået op for ham, hvor han roligt lod hånden stryge fra hendes kind og videre om bag hendes hoved; Ja, han var måske draget af hendes sensuelle dæmon, men det var kun hans krop, og ej hans sind, for han var faktisk klar i hovedet, også fordi at dette faktisk var noget som han faktisk ønskede skulle ske, det var der ikke nogen tvivl om! At hun direkte slog fra sig og skænkede ham en lussing, var noget som brød den stemning som de sad i, hvor han let blinkede med øjnene. Han lukkede øjnene og trak vejret dybt. ”Hvorfor tror du at din dæmon styrer mig? Jeg mener det, når jeg siger det.. jeg vil have dig hjem… ved min side..” endte han dæmpet, som han igen vendte blikket mod hende. Igen lod han blikket søge direkte til hendes eget. Han forsøgte virkelig at beherske sig!

[Athena Maloya Mathimæus]

Der havde altid været mange problemstillinger og mange odds imod dem. Evan var hendes fars bedste ven, hendes onkel og træner, langt ældre end hende og en gift mand. Var det noget under at Athena for længst havde opgivet at komme ham så tæt? Han havde aldrig reageret på nogle af de lidt diskrete tilnærmelser hun havde gjort til ham. Hånden trak hun roligt til sig. Stmeningen var blevet en ganske anden end den havde været under deres sidste møde, hvor de eneste gnister havde været, var de aggressive som var slået ned mellem dem. Hun havde aldrig følt sig tættere på ham end hun gjorde i øjeblikket. Hun nikkede med det uskyldige smil på sine læber, og lod hånden vandre igennem de blonde lokker. ”Er det ikke altid det?” spurgte hun lidt kækt. De fleste på et sted som slagmarken så ingen grund til smil, for første gang så hun grund til at gøre det med en anden troværdighed end den hun var vant til. Hvor lang tid han havde tænkt sig at blive, vidste hun ikke, for nu sørgede hun blot for at holde dem begge nogenlunde varme også selvom tæppet virkede en smule overflødigt. En ting glædede hende dog, han lod til at have skiftet blot en smule mening med henblik på om hun måtte tilhøre dette sted eller ej, han virkede om ikke andet mere positiv indstillet overfor det. ”Det.. er ikke altid at jeg lige kan det, men jeg skal gøre mit bedste. Så slem er skulderen heller ikke, kan jeg svinge et sværd, så kan jeg deltage, der er andre ting som jeg er mere urolig for,” erkendte hun dæmpet. Sulten var et godt eksempel for den smerte var jo mere eller mindre konstant. Hun kunne mærke at det påvirkede ham, ikke nok med at han var urolig, men hans blik afslørede at han sad inde med en form for lyst, som hun næsten ikke vidste at han overhovedet havde været i besiddelse af. Hun vidste dog at det var dæmonen der lokkede ham i højere grad end det var hende som person. Blikket forlod hans til fordel for de fumlende hænder i hendes skød. Det var som en sød drøm, desværre var den ikke ægte og det var den tanke som faktisk gjorde ondt. Athenas hjerte bankede i faste rytmer der næsten fik hende til at føle sig euforisk. Der var ikke langt mellem dem, hun kunne stadig fuldfører hvad hun havde været i gang med, og for pokker hvor var det fristende, alt i hende skreg og det gjorde ondt, men hun var nødt til at holde sig selv i snor. ”Jeg forstår ikke hvad du mener.. eller hvilke tanker du har gjrot dig om dette, men jeg ikke hvad jeg skal sige,” hun sank en klump, og hævede stille hånden for at ligge sig mod hans arm, nu hvor hånden i stedet var endt i hendes baghoved. I virkeligheden var det for at skubbe den væk, men hun kom ikke længere end et strøg over hans arm. Med forsigtigt hævede hun hovedet og lod det længselsfulde blik møde hans. Hvor pokker var det, dette møde var gået hen? Tårerne pressede på, gjorde de grønne øjne blanke og funklende i skæret af faklernes ild. ”Fordi.. Evan.. jeg ved ikke hvad det er du prøver at sige, og du.. du har aldrig været draget på den måde, det skræmmer mig for.. du frister mig til at give efter, og den eneste jeg ikke ønsker at skubbe fra mig.. det er dig,” svarede hun dæmpet. Det var længe siden hun havde gjort sig så sårbar overfor nogen, men denne gang havde han trængt hende op i en krog, hun kunne ikke flygte.

[Deleted]

Evan vidste godt, at der var mange odds mod hende, såvel som Zacharias, velvidende om at de havde valgt at tackle det på to helt forskellige måder, hvor Zacharias faktisk var en ganske velfungerende ung mand, som accepterede livet som det var, hvor Athena derimod, tog det på en helt anden måde, og det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte blikket sigende mod hende, nu hvor de alligevel sad så tæt på hinanden. Et sted i hendes sind, vidste han jo godt, at hun følte for ham, og det var en information, som ikke just gjorde dette meget nemmere for ham af den grund. Svagt trak han på smilebåndet. ”Det er du jo faktisk..” endte han direkte morende, som han let prikkede hende i siden. Han blev dog siddende tæt ved hende, velvidende om at tæppet nok ikke gjorde den største forskel for ham, men det var nok snarere den følelse af.. at have hende tæt på, samt den bekymring som hun havde udvist for ham, for det var i den grad noget af det bedste af det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han betragtede hende sigende. Han ønskede ikke at hun skulle komme til skade! Hvem ved..? Måske at han faktisk havde taget fejl af hende, og hendes gøren ude i marken? Selvom han stod fast på, at hun endnu ikke var helt klar til det! ”Lyt til din krop, og lad min erfaring indgå som en del af dine egne, Athena.. Jeg ønsker ikke at skulle have dig hjem i en kiste,” endte han med en ganske dæmpet stemme. Han mente det faktisk! Det ville ikke bare knuse Zacharias, men så sandelig også ham!
Sindet var en ting, som kroppen var noget helt andet, og Evan vidste udmærket godt at kroppen var påvirket af hendes indre hungrende og sultende dæmon, men hans sind var draget af hende som person, selvom det var tydeligt, at hun endnu var så uvidende omkring at der faktisk var nogen som var i stand til at skille de to parter fra hinanden. Han blev siddende, selvom hun havde skænket ham en lussing, for han ville ikke lade det påvirke ham i den grad, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende! Han blinkede let med øjnene. ”Visse ting er altid bedre forblevne usagte, Athena.. Lad mine handlinger tale for mig,” bad han roligt. Han vidste at hun var af den som skulle have det hele visuelt ind, for så godt kendte han hende jo! At hun lagde hånden mod hans arm, var ikke noget som han sagde noget til. Han var draget af hende ganske rigtigt, men det var bestemt ikke kun på grund af den indre dæmon som hun måtte bære rundt på for resten af hendes liv! Hovedet lod han søge let og stille på sned. Denne gang kunne hun ikke flygte, og selvfølgelig var det også en situation som han ville udnytte i de grader, som han nu også var i stand til at gøre det, det var der ingen tvivl om! ”Giv efter for dine inderste ønsker, Athena.. Jeg besidder de selv samme,” endte han dæmpet, som han denne gang vovede sig det sidste stykke tættere på hende, hvor han lod læberne blidt komme i kontakt med hendes i et yderst forsigtigt kys. Han ville jo heller ikke skræmme hende mere end det som var højest nødvendigt!

[Athena Maloya Mathimæus]

Hverken hende eller Zachaias havde haft det nemt og nu havde de mere eller mindre kun hinanden. Athena var glad for at hun havde valgt at opsøge ham, få fortidens skygger ud af verden.. langt om længe. Måske Zacharias i sidste ende var stærkere end hende, på trods at hun var rent fysisk. Han kunne tackle de ting der foregik omkring ham, det var hun ikke i stand til sådan uden videre, og til tider følte hun sig.. sindssyg hvilket ikke var noget hun turde dele med nogle. Hun var ikke længere et barn.. hun søgte ikke længere ind på hans soveværelse efter et mareridt og lagde hovedet i fodenden.. det var på tide at hun tog ansvar for sig selv og for ham, hvilket i det store og det hele var det som hun havde forsøgt at gøre! Det stille prik i hendes side, fik hende til at spjætte en smule overrasket. En blid latter fulgte, også selvom det skar dybt ned i lungerne overhovedet at lade den passere. Når alt kom til alt så var hun uskylden selv. Med forsigtighed hævede hun de grønne øjne til hans. Hun kendte kræfterne bag den sensuelle dæmon, og hun var sulten, men han havde lært hende at se ham i øjnene under samtale.. det var almen høflighed. De ellers blege kinder, brændte og blussede i den røde farve der fik hende til at se mere levende ud end hun havde gjort længe. Tæppet var i sidste ende unødvendigt, den varme der bredte sig var den der opstod fra det bankende hjerte der pumpede blodet hurtigere rundt i kroppen og fik hende til at føle sig direkte overophedet, og hans ord og kærtegn var det som i første omgang fik det til at banke mere fast. ”Jeg skal forsøge, Evan.. men jeg går ud fra at jeg har dine øjne i nakken den næste tid?” spurgte hun og lod det varme smil ende som et mere skævt. Hun kendte ham nok til at vide, at han var kommet for at holde et øje på hende, på trods af at han nægtede det. Stemmerne uden for teltet var begyndt at fortage sig, det var ikke synderligt privat før soldaterne gik til køjs, og det lod til at være den tid nu. Ironisk nok var der intet sted at flygte hen, på trods af at de befandt sig på et kæmpe areal. Evan havde formået at trænge hende op i en krog, og det var.. ubehageligt i den forstand at hun frygtede, at hun i sidste ende var den som havde trykket ham op i hjørnet med sin sult.
Athena sank en klump. Hendes hånd sved endnu en smule efter den lussing hun havde skænket ham i håbet om at vække ham en smule, hun forstod ikke at sindet og kroppen var adskilte for en mentaldæmon af hans alder. For de fleste drev lysten kroppen, og hun kunne se på hans krop hvad den hvile.. og hun kunne mærke hvad hendes ville. ”Jeg tror at det er første gang at dine handlinger er mig uforståelige Evan,” erkendte hun tøvende. Hånden mod hans arm havde egentlig været i håbet om at skubbe ham bort, men det længste hun kom var blide strøg langs hans overarm med tomlen. ”...” hun nåede ikke andet end at åbne munden, før hans læber indrammede hende. Det sitrede helt ud i fingerspidserne, og fik hende for lange sekunder til at stivne. Blikket gled stille i, som hun endte med at gengælde med største forsigtighed, og dog en underlig længsel. Kroppen faldt en smule til ro, hun slappede af, det var som havde kroppen givet op at kæmpe imod det. Yderst stille hævede hun hånden og lagde den mod hans kind i et stille kærtegn.

[Deleted]

Evan var ganske fascineret af hvordan Zacharias havde valgt at tolke og tackle det hele. Et sted selvfølgelig også en skam, at Athena ikke kunne gøre det på den samme måde, for han ønskede jo slet ikke at hun skulle kæmpe sådan, for mange af de kampe som hun påtog sig, var virkelig.. unødvendige, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans eget vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Blikket gled stille mod hendes skikkelse endnu en gang. Kroppen var draget af hendes dæmon ganske vidst, men sindet var en helt anden sag, for en af hans alder og hans kaliber, for han havde lært på den hårde måde at få den kontrol på sin side! Svagt trak han på smilebåndet, som han let nikkede. Han ville bestemt heller ikke lyve for hende, for det var ikke noget som nogen af dem, fik det mindste ud af i den anden ende, og det vidste han jo allerede godt. ”Jeg kan ganske vidst ikke løbe fra, at jeg kommer til at holde øje med dig. Jeg ønsker bare at se hvordan du klarer dig herude, min kære,” endte han ganske sigende. Havde han vidst at hun ville ende her, havde hans strategier for hendes træning været fuldkommen anderledes, men selv en mand som ham kunne jo være bagklog. Han havde bare ikke lige forventet sig dette!
At sidde så tæt på Athena, var noget som efterlod Evan med en direkte glæde i sindet, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Selvom det brændt som bare pokker i hans kind, så slog han ikke igen denne gang. Han vidste, at hun kun havde gjort det for at passe på sig selv – ligesom han havde lært hende, og derfor så han bestemt heller ikke nogen grund til det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Svagt trak han på smilebåndet til hendes ord, som han let lod hånden stryge over hendes kind, også selvom det alt sammen var en handling som han gjorde forsigtigt. Denne gang havde han forhindret hende i flugt, og det var noget som selvfølgelig gjorde det hele langt nemmere også for hans vedkommende. ”Så må jeg jo vise dig det,” endte han med en dæmpet stemme, som han lænede sig frem, hvor han yderst forsigtigt lod læberne komme i kontakt med hendes i et yderst forsigtigt kys. Han ønskede jo trods alt heller ikke at gøre hende ondt eller noget lignende, og han ønskede bestemt heller ikke at hun skulle være bange eller skræmt! Tvært imod! At hun selv gav efter for det, og besvarede det, var noget som fik hans hjerte til at hamre og slå direkte og voldsomt mod hans bryst. Forsigtigt rykkede han sig tættere på hende, hvor han selv lod hende stryge mod hans kind. Øjnene gled varsomt i, som han bare gav sig hen til øjeblikket, for det var virkelig det.. bedste som han nogensinde havde oplevet! Bare det, at han kunne tage valget på egen hånd! Forsigtigt brød han det, kun for at trække sig en anelse, hvor han åbnede øjnene bare en smule. ”Jeg elsker dig, Athena..” hviskede han med en rolig stemme. Han mente det! Af hele sit hjerte!