Burned out

[Deleted]

Selvom det var ved at være forbandet mange år siden Evan havde betrådt slagmarken, så var det en rolle som han fandt ind i stort set omgående, og det var noget som i sig selv, passede ham ganske glimrende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hans hjerte hamrede fast mod hans bryst, og det var umuligt for ham at fokusere på noget som helst, hvilket faktisk var noget som gav ham direkte kvalme, og det var bestemt heller ikke fordi at det var behageligt på nogen som helst måde overhovedet. Han bed tænderne let sammen. Det spændte virkelig, men den havde ikke ramt noget livstruende af hvad han vidste – heldigvis! Han vendte blikket stille mod hende igen. Giften drænede ham for energi, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. ”Jeg kommer ikke op på Shadow, sådan her,” endte han langt mere sammenbidt. Det var ikke fordi at han ville bringe det til diskussion, men når han ikke engang kunne holde sig siddende på ham, hvordan pokker skulle han så komme op på ham?! Han sukkede dæmpet og direkte med en smerte i minen, for det gjorde ondt når han forsøgte at bevæge sig! At hun gerne ville have det tjekket, ville han i den grad også, men selv den uro som han følte i det indre, var slet ikke noget som han ønskede at dele med hende. Meget havde han forsøgt og meget havde han oplevet, men dette var virkelig ubehageligt som intet andet overhovedet! ”H-hvad venter vi så på?” spurgte han med en fast tone, som han selv gjorde hvad han kunne for at komme op på benene og stå selv, uden at støtte sig for meget til hende, selvom det bestemt heller ikke just gjorde det nemmere for ham af den grund. Han greb direkte ud efter tøjlerne ved Shadow, som hun bad ham om det, hvor han samtidig også greb mere omkring sadlen, så han havde noget at støtte sig op af, for han var langt stærkere end det Athena var, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han trak vejret dybt. Han havde det virkelig ikke særlig godt og kvalmen havde direkte meldt sig samtidig med at giften havde taget sin virkning, også selvom det bestemt heller ikke var noget som han havde lyst til at fortælle hende, for han kunne jo høre at hun var.. bekymret for ham, også selvom det slet ikke var noget som der var nogen grund til, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det var. ”Det.. det skal jeg nok..” endte han dæmpet, som han direkte forsøgte at fokusere på at holde sig på benene, velvidende om at det faktisk ikke var det nemmeste for ham, men han forsøgte virkelig at gøre det hele så godt, som det nu var ham menneskelig muligt, selvom det selvfølgelig var.. en frustration uden lige, at han skulle falde på den måde, så nægtede han i den grad at lade det være hans endelige! ”… Tak Athena..” endte han dæmpet, som han vendte blikket direkte mod hende, som hun gik og holdt ved ham fra den anden side. Ja, hvis det ikke havde været for hende, så ville han være død nu, som pilen ellers ville have ramt hende og taget hendes liv – tak og pris for at det ikke var sket!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena betragtede ham med det bekymrede glimt i øjet. Han var måske ikke ny inden for alt dette krigsførelse, det havde været tydeligt også at se hvor hurtigt han var faldet ind i rollen som hærfører. Nu hvor han blødte lidt op igen, så gik hun næsten også ud fra at det var derfor han havde været så forbandet afvisende.. det var en ting blandt dem, Noelle var altid det samme. Roligt hjalp hun ham hen så han kunne få et greb om Shadows saddel. Den store hingst havde lagt flere kræfter end det som hun selv havde, hende ville han blot vælte temmelig hurtigt efter. ”Nej det kan jeg se, så lader vi være, bare støt dig til ham,” bad hun en smule spidst. Det var ikke fordi hun gad til at bringe det op til en diskussion, han ville ikke kunne sidde på en hest alligevel så svimmel som han var, men de kunne heller ikke blive stående her meget længere, ikke hvis det skulle lykkedes procianerne faktisk at tvinge tropper lidt tilbage mod lejren. Med en arm omkring ham støttede Athena ham fra den anden side. ”Er du klar?” spurgte hun i en dæmpet tone nu hvor hun stod så tæt på ham. Shadow fortrak ikke en mine, også selvom Athena næsten kunne fornemme at han var urolig, ham og Evan havde trods alt et ekstremt nært bånd. Lettere anstrengt stralte hun sig ind over ham for at give den smukke hest de velkendte klap på siden. Den vidste allerede at det skulle gå langsomt, så den tog et skridt af gangen også for at Evan skulle være i stand til at følge med. På trods af morgenkulden måtte hun erkende at hun virkelig havde fået varmen efterhånden, han var ikke nem at slæbe rundt på men han var trods alt også en temmelig stor mand i forhold til hende vel og mærke. Bånder der holdt de blonde lokker løsnede sig og lod igen håret falde ned over hendes skuldre og en smule ind foran hendes blik i den blide brise, men lige nu var tiden ikke til at gøre noget ved det, det eneste Athena koncentrerede sig om var at få Evan tilbage til lejren der alligevel lå et mindre stykke væk. Det glatte silkebånd lod hun ligge på jorden velvidende om det var et hendes mor for mange år siden havde skænket hende. Flere gange skævede hun til ham kun for at se om der var nogen udvikling, men han så jo allerede direkte elendig ud så det var svært at sporer selv hvis der var. ”Blev ved med at snakke til mig Evan. Sådan ved jeg at du i det mindste er i live,” bad hun dæmpet og bed sig i underlæben, hvilket virkelig var gået hen og blevet en direkte dum vane. Der var på ingen måde grund til at takke hende, og det kom lidt bag på hende at han gjorde eftersom han havde været så afvisende. Under alle omstændigheder havde den pil været ment for hende og ikke for ham, så hvis nogen skulle takke så var det hende, desuden så elskede hun ham.. hun havde ikke tænkt sig at lade ham ligge og dø herude i dette kaos. ”Du skal bestemt ikke takke. Den pil var ment for mig, du reddede mit liv, hvis nogen skylder nogle et tak, så er det i den grad mig. Desuden lovede jeg dig at have din ryg. Dette er en del af det,” påpegede hun mere roligt og trak lidt skævt på smilebåndet. Det var jo sandt! s

[Deleted]

Slagmarken var ikke ny og det med at komme til skade, var bestemt heller ikke, for Evan bar mange ar og mærker efter slagmarkens præg på ham igennem tiderne, men at dette så skulle ske, var bestemt ikke noget som han kunne sige sig, at have regnet med! Pilen havde han ganske vidst taget imod for hendes skyld, for han ønskede selvfølgelig ikke at se hende falde, og skulle få hende med sig hjem i en kiste, for det ville da ikke bare knuse Zacharias, men i den grad også ham selv! Han gispede let, som han endelig kom op på benene, hvor han let nikkede. At komme op på Shadow, ville ikke komme til at ske, uanset hvor meget han så end gerne ville det eller ikke, så kunne han ikke gøre noget ved det nu. Som han måtte støtte til hende og til Shadow, så kunne han tydeligt mærke Shadows uro. Kampene nærmede sig, for det var tydeligt at det var lejren som de gik efter denne gang, og det var slet ikke noget som han ønskede at have med at gøre på nogen måde i det store og hele! Han nikkede stille, som han vendte sig mod hende, også selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han var flere gange ved at falde over hans egne ben, også selvom han virkelig forsøgte at forblive på sine egne ben, selvom det bestemt heller ikke var nemt af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende.
Athena snakket til ham, var som en baggrundsstøj, selvom det var typen som Evan faktisk forsøgte at fokusere på. Han klemte øjnene let sammen, for hvert et skridt, var ham direkte smertefuldt! ”Du vil ikke være i tvivl, hvis jeg ikke var i live, Athena..” påpegede han ganske sigende, som hans blik endnu en gang gled i jorden. Øjnene klemte han direkte sammen, for det gjorde virkelig, virkelig ondt, og det var slet ikke noget som han kunne skjule, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak vejret dybt – så dybt som det nu var ham menneskelig muligt om ikke andet. ”For satan..!” Endnu en gang tog han sig til skulderen. Det brændt virkelig, også fordi at han slet ikke var i stand til at bruge den ene arm, og det var noget som gjorde ondt som bare pokker! Han stod dog alligevel fast på at det var ham som skulle takke, for hun burde jo egentlig lade ham ligge, for han var jo… en faldende. Så kunne de jo altid hente ham bagefter. Han rystede på hovedet. Han tog imod den, for ikke at se hende i en ligkiste, også selvom han faktisk ved den handling, havde valgt at bryde den helligste regel som herskede på et sted som dette. ”Jeg ville aldrig kunne klare at se dig ligge på slagmarken med en pil i hovedet, Athena.. Jeg tog imod den og reddede dit liv.. nu redder du mit.. Så jo, jeg takker,” fastholdt han ganske sigende, som han igen forsøgte at komme ordentlig op på benene endnu en gang, som han næsten faldt over sine egne ben. Den gift svækkede ham virkelig, og han brød sig på ingen måder om det!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde med egne øjne set de mange ar som prydede hans flotte overkrop, go hver og et havde gjort hende nysgerrig, hun havde anset det for at være et tegn på styrke, for han havde trods alt overlevet dem alle sammen, selv på trods af det store der var gået igennem ryggen og havde sat sit spor selv i brystet. Nu kunne han tilføje endnu et, men lige i øjeblikket havde hun svært ved at lade sig imponere, ikke så lang tid han var så skidt som han var blevet af giften. Havde pilen ramt hende, så ville hun have ligget blandt den store mængder af soldater, hun var blevet trådt på og dermed skamferet inden Evan om aftenen ville have skullet hente hende og ligge hende i en kiste, og tanken skræmte hende lidt. Samtidig måtte hun vel erkende at han til dels havde haft ret i at hun ikke hørte til på dette sted. Athena støttede ham så meget som hun overhovedet var i stand til, særligt når han direkte var ved at snuble over sine egne ben. Hun stønnede tungt som hun endnu engang måtte tage et lidt mere fast greb omkring ham. Grunden til at hun forsøgte at få ham til at tale var også for lidt at holde øje med hvor slem giften tog til i kroppen, men til nu virkede han klar rent mentalt, hvilket næsten var det vigtigste. ”Jeg vil ikke være i tvivl, men jeg vil gerne holde øje alligevel,” påpegede hun lettere stakåndet. Lejren nærmede sig hvilket Athena kun var glad for, for selv på trods af den gode form så følte hun sig både svedig og forpustet det var ikke let at håndtere. Det pludselig udbrud fik hende hurtigt til at se på ham med de bekymrede øjne. Pilen i hans skulder skulle ud så hurtigt som muligt, men hun turde ikke at gøre det uden for lejren, det ville være for risikabelt hvis folk begyndte at trække sig tilbage. ”Hold ud min kære, vi skal nok få den ud snart,” forsøgte hun opmuntrende og blev et sted lidt bange for at han lod sig irritere af den bekymring hun udviste. Hun sukkede tungt og følte allerede at de havde gået i en mindre evighed. Der var ikke langt til lejren der hvilede netop for deres blikke, desuden var lyden af klingende svær og kampråb blevet lavere og lavere jo længere de var kommet, hvilket direkte lettede hende. Af den grund satte hun dog ikke farten ned. ”Det ved jeg og jeg er dig taknemmelig. Lad os bare sige vi er kvit?” foreslog hun og ville gerne trække på smilebåndet, men det var udmattende næsten at skulle slæbe ham. Endelig nåede de lejrens indgang. Den var mere eller mindre tom,. Lige foruden dem som var blevet placeret for at skulle beskytte den, hvis det skulle lykkedes procianerne at komme ind, nu kunne hun hjælpe til der om det ville blive nødvendigt. Athena og Shadow kæmpede sig ned med ham gennem de lange rækker af store telte hvor de fleste soldater sov sammen. Mattheus havde heldigvis skænket hende sit eget telt også for at give plads til det arbejde hun reelt havde fået af ham, som ligeså skulle udførers. ”Vi når teltet om et øjeblik. Bare lidt endnu,” hviskede hun tydeligvis selv kæmpende for at få ham med. Teltet endte med at træde til syne bag de andre. Det var ganske vidst langt mindre end de andre, men det var fint nok. Shadow stoppede op, hvor hun i stedet endte med at tage fat under ham kun for at bringe ham med ind i teltet, kun for at hjælpe ham ned i sengen hvor han kunne sidde mere roligt, hvilket også lettede hende, det gjorde forbandet ondt.

[Deleted]

Evan vidste at han havde lidt mange gange på en slagmark som denne, men at han så skulle komme til skade når Athena var i hans nærhed, var ikke just noget som gjorde det meget bedre for ham, men han fortrød på ingen måder at han havde taget imod den pil for hende, for den ville uden tvivl have taget hendes liv, og det var slet ikke noget som han ønskede sig! Han havde dog ikke ligefrem regnet med at den skulle være giftig, så det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for ham af den grund, og selvfølgelig var det en frustration uden lige, selv for hans vedkommende, om det var noget som han ville det eller ikke. Hans hjerte hamrede som en besat mod hans bryst, og han vidste at det ikke var noget som gavnede ham med den pil siddende i hans skulder. ”Jeg klarer mig..” mumlede han let. Så lang tid hun var der, så klarede han det, og de var noget som han i sig selv, var ganske overbevist om, selvom det bestemt heller ikke var nemt for ham af den grund! Det gjorde ondt at tage et skridt, for han følte slet ikke at han havde styrken til det, og han vidste at hun var bekymret, for han kunne jo så tydeligt mærke det, også selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere for ham, for han havde brug for at kunne vise hende, at han havde det fint! At høre hende kalde ham ved den titel, var noget som han godt kunne lide, hvor smilet alligevel prydede hans læber, for han ønskede ikke at gøre hende mere bekymret, end det som hun tydeligt måtte være i forvejen. ”Det skal nok gå..” endte han dæmpet, som han forsøgte at holde trit med hende, for selv han vidste, at det var noget som gik for langsomt, for han kunne jo høre de krigende, og han ville ikke ligge i lejren, hvis det var den som de var ude efter!
At komme ind mellem teltene var alligevel noget som gjorde Evan en anelse mere rolig, også selvom han virkelig følte sig omtumlet og direkte svimmel. Han kunne ikke fokusere på noget, og han kunne ikke se hvad han egentlig gik mellem eller hvor han var på vejen hen, for det hele lignede i sandhed sig selv i hans øjne, og det var bestemt heller ikke noget som gavnede ham på nogen måde! ”Vi er kvit..” svarede han roligt, som han denne gang faktisk måtte svare hende mere kortfattet, for i det hele taget at kunne finde den styrke og det overskud til det, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for ham. Han så sig omkring, også selvom intet lignede hvad det skulle, og det irriterede ham! Hans øjne så direkte blodsprængte ud, hvilket automatisk fik ham til at lukke dem igen. Han stolede på Athena nok til at lade hende føre ham. ”Endelig..” endte han dæmpet for sig selv, som Shadow stoppede op ved teltet, hvor hun måtte tage fat i ham i stedet for. Han gispede direkte smertefuldt og spændte i kroppen, selvom han forsøgte at hjælpe hende så meget som han nu kunne, for at komme ind, hvor han faktisk selv valgte at lægge sig ned. ”For satan..!” endte han med et svagt støn. Skulderen brændt som den aldrig havde gjort det før!

[Athena Maloya Mathimæus]

En ting var at komme til skade mens hun selv var til stede, en anden ting var at tage en pil for hende. Tanken om at hun havde været så uopmærksom at det ville have kostet hende dyrt, nagede hende udelukkende fordi det var lidt af et slag på den stolthed hun havde opbygget sig. Desuden følte hun sig på sit vis skyldig over at Evan nu sad i saksen. Det var bestemt ikke godt for hans krop at arbejde på den måde når giften løb gennem hans årer med blodet ud, pilen skulle ud hurtigst muligt, og så måtte de se hvad de kunne gøre med giften efterfølgende. Til nu havde den ikke slået nogle ihjel, de var svækket for en dag eller to, til de havde sovet det ud. Det var bestemt ikke nemt at få ham med sig tilbage til lejren, men det lykkedes hende. Selvom der lå en intenst og trykket stemning, så kunne man ikke længere høre de utallige råb fra slagmarken og der var ingen klinger som krydsedes, hvilket pludseligt føltes underligt lettelse. Athena bar ham med sig ned gennem de lange rækker af telte hvor soldaterne sov. Pladsen i sig selv var ikke meget at prale af, men det lå godt og centralt. Hun slap et anstrengt støn for han var ikke nem at slæbe på for en i hendes størrelse. Langt om længe nåede de hendes talt. Shadow blev roligt stående uden for til den fik besked på andet, det havde aldrig været nødvendigt hverken at binde den eller at sætte den i bås. ”Så er vi her,” hviskede hun sammenbidt og hjalp ham ned i sengen. Det tog hende et par sekunder selv at samle sig lidt, og til at få pusten igen. Hun følte sig svedig og ikke synderligt lækker mere, det ville hjælpe at få det varme tøj af, men det turde hun ikke i tilfælde af at det ville blive nødvendigt at forsvare lejren. De bekymrede grønne øjne betragtede ham. ”Jeg er nødt til at få den pil ud, så vi må have den rustning af dig igen,” påpegede hun dæmpet, og satte sig på sengekanten. Hun havde ganske vidst bedt om at få lov til at fjerne den igen, men det havde været et forsøg på at charmere ham, hun havde ikke ligefrem regnet med at det skulle foregå på denne måde. Rustningen begyndte hun roligt at fjerne del for del, dem hun kunne når han lå ned vel og mærke, hvilket ville sige skuldre og arme, og ben, selve den til torsoen kunne hun ikke fjerne før han kom op at sidde, og hun ville selv lige give ham lidt tid til at samle sig. ”Når jeg snakkede om at få lov til at fjerne den igen, så var det ikke dette jeg havde i tankerne,” erkendte hun lidt utilfredst også selvom hun ikke kunne lade være med at trække let på smilebåndet. ”Foretrækker du at få rustningen af nu, eller vil du vente til pilen er ude?” spurgte hun roligt. Med et fast greb tog hun fat om pilen, kun for at knække spidsen af det med det samme, ellers ville han uanset aldrig få den sidste del af rustningen af. Når det kom til dette var hun nok ligeså slem som sin kære gamle mor, hun kunne godt lide at pusle, desuden lå det næsten naturligt til hende at udvise den form for bekymring overfor de få som havde fået en betydning for hende gennem årene.

[Deleted]

Pilen havde Evan valgt at tage for Athena udelukkende fordi at han slet ikke ønskede at skulle skænke Zacharias den nyhed om hendes bortgang, samt at han selv slet ikke ville være i stand til at klare det tab, hvilket han allerede kunne sige nu. Hun havde virkelig formået at komme ind under huden på ham, og selvfølgelig ønskede han at passe på hende, og det gjorde han selvfølgelig på de måder som han kunne, og hvis det indebar, at det var ham som skulle ligge halvvejs i hedeslag med giften i årene, så måtte det jo bare være sådan! Selvom det var blevet sværere og sværere for ham at fokusere i det hele taget, så sagde han ikke noget til det. Han stolede mere end nok på Athena til at lade hende føre ham tilbage til lejren. Den ro som hvilede her, var selvfølgelig også noget som gjorde ham mere rolig, også selvom hans hjerte endnu måtte hamre som en sindssyg mod hans bryst. ”Fantastisk..” endte han med en sagte stemme, som han svagt bed tænderne sammen. Han følte virkelig for at flade over sine egne fødder, for det var bestemt ikke nemt for ham!
At komme ned at ligge i feltsengen, var noget som efterlod Evan med en mærkværdig form for ro. Han var i sikkerhed, han havde Athena ved sig, og så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end det. Han trak vejret dybt, hvor han alligevel forsøgte at finde den ro i hans egen krop, selvom det bestemt heller ikke var nemt for ham! Han vendte blikket mod hende, også selvom han ikke kunne se noget som helst, hvor han roligt nikkede til hende. Rustningen skulle af, det vidste han udmærket godt, for i denne situation, så var den jo trods alt også bare i vejen for ham. ”Gør.. gør du bare hvad der er nødvendigt, Athena..” endte han dæmpet, for han mente det jo trods alt også. At hun fjernede pladerne over hans skuldre, arme og nedover hans ben sagde han ikke noget til. Torsoen kunne desværre først fjernes, hvis han satte sig op. Smilet bredte sig svagt på hans læber, som hun hentydede til at hun havde set frem til at fjerne den fra ham igen, også selvom det kraftigt endte ud i et smertende skrig, som hun tog fat om pilen og bare knækkede den, for det gjorde i den grad forbandet ondt! Han prustede tungt, som han hastigt havde hævet hånden til sin skulder, for det gjorde altså forbandet ondt! Og sikkert mere end det som hun lige ventede sig! Hovedet slog han ned i sengen. ”For pokker..!” prustede han med en smertende stemme, som han vendte blikket mod hende igen. Hans krop badede stort set i sved, og han havde det bestemt heller ikke særlig godt, selvom han virkelig forsøgte at holde det på et minimum for hendes skyld. ”F-få den af mig Athena.. D-det vil jo bare g-gøre det hele nemmere for os begge..” svarede han tydeligt mere anstrengt. Hvad angik hans mentalitet og mentale tilstand, så fejlede den ikke noget, som det tydeligt var kroppen som var præget af giften som han var blevet udsat for, selvom det bestemt ikke gjorde det meget bedre for hans del uanset hvad! ”Jeg har det af helvede til..” endte han med en dæmpet stemme. ”K-kan du hjælpe mig med at komme op..?” De fik ikke torsoen af, hvis han lå ned!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena var Evan dybt taknemmelig for endnu engang at have reddet hendes røv, det var som om han aldrig havde været der til andet, for det var trods alt ikke første gang. Nu hvor han havde tagte en pil for hende, så var det mindste hun kunne gøre da, at sørge for at han ville overleve, hvor skulle hun gøre af sig selv hvis ikke? Hun hjalp ham rolig ned ikke i den ikke synderlig behagelige felt seng og tillod sig at bruge et pat sekunder på at få pusten igen, måske hun var en god form men han var virkelig tung at slæbe, og særligt med rustning! Aldrig i sin vildeste fantasi havde hun troet at hun skulle ende i elskov med ham, ude på marken, men hun havde endnu mindre troet at hun skulle slæbe ham tilbage fra krig og passe og pleje ham fordi han havde fået gift i sig som han ikke kunne tåle. Rustningen pilte hun hurtigt fra hinanden, for den var slet ikke første prioritet lige nu, pilen skulle ud, og det kunne hun først få når rustningen var væk. Vinden blæste blidt i teltets vægge men det stod stabilt nok selvom det var frygtelig koldt. Hun nikkede roligt til hans ord. ”Godt. Bare.. prøv at finde lidt ro,” bad hun bekymret. Lige der var hun jo nok sin kære mors datter, der skulle ikke meget til for at sætte en bekymring i hende, og særligt ikke efter fars død, det eneste hun havde nu var Zacharias og Evan.
Det var en smule bevidst at hun havde valgt at flytte fokus fra hans skulder, netop for at kunne f lov til at knække pilen. Selvom han skreg så blev hun siddende roligt og kontrolleret. Hendes hjerte bankede som en sindssyg, men hun nægtede at blive bange eller gå i panik, for inderst inde vidste hun jo hvordan det skulle håndteres. ”Jeg beklager, Evan. Træk vejret ned i maven det hjælper, det der var kun den lette del,” påpegede hun sandfærdigt. Han vidste det vel godt? Det ville blive værre endnu at skubbe pilen ud. Den fir hånd havde hun næsten per automatik lagt mod hans bryst for at holde ham en smule nede. Det eneste der manglede var den sidste del af rustningen. Athena rejste sig og støttede ham i ryggen som hun hjalp ham op at sidde. ”Armene op over hovedet,” endte hun næsten spidst udelukkende fordi hun var så fokuseret. Den store, tunge torso del af rustningen, fik hun kæmpet af ham med lettere besvær. Forsigtigt stilte hun den ved siden af sengen, før hun roligt lagde ham ned igen. ”Kan du komme om på siden, eller skal jeg hjælpe?” spurgte hun. Normalt ville hun bare havde gjort det af sig selv, men med tanke på at Evan havde afvist hendes hjælp mere end en gang, så ville hun give ham chancen for at prøve selv. ”Jeg ved det godt min kære. Pilen skal ud, såret skal renses og så lover jeg, at du får lov til at hvile,” svarede hun og sendte ham et lidt løftende smil også selvom det bestemt ikke var et af de oprigtige af slagsen, det var hun ganske simpelt for bekymret til i øjeblikket. En af fordelene ved at være mental dæmon, var at sindet ikke lod sig påvirke af den slags på samme måde som det ellers ville, det var til deres held, for hun kunne sagtens følge ham i hvad han sagde og hvad han gjorde.

[Deleted]

Evan ville på ingen måder fortryde, at han havde taget den pil for Athena, for det havde været hendes død, om den havde ramt hende, hvilket han bestemt ikke kunne tillade i den anden ende! Han elskede hende, og nu hvor han endelig havde en mulighed for at lade det komme til udtryk, så var han bestemt heller ikke den som ikke ville tage den chance! Hans krop rystede og dirrede, kvalmen meldte sig, og han følte sig skræmmende træt, også selvom han slet ikke havde nogen intentioner om at give sig hen til den ellers så tiltrængte søvn, for han vidste, at det var noget som han slet ikke ville få det mindste ud af, uanset hvad! Hans krop føltes som den badede i sved, som han næsten måtte ligge der med en temmelig høj feber, også selvom han af den forstand, faktisk tog det hele.. ganske roligt vel? Hun var der, så i det tilfælde, så vidste han at det skulle gå. Han havde lovet Jared at passe på Athena såvel som Zacharias, hvilket var noget som han i den grad agtet at gøre så godt som han nu kunne! Selvom tanken om at hun sikkert ville have været død, om han ikke havde været der i dag, faktisk skræmte ham. Livet var og blev så frygtelig skrøbeligt, og det var vel også først nu at det var noget som for alvor gik op for ham? ”J-jeg prøver..” endte han næsten krampagtigt, for det var på ingen måder nemt!
Evan var ganske fortrolig med at Athena var i hans nærhed. Det var vel også først nu at det for alvor gik op for ham, hvor meget hun i sandhed lignede sin kære mor? Det i sig selv, var selvfølgelig også noget som gjorde sit. Han havde ikke noget imod at blive puslet om, og specielt ikke når han havde det sådan her! Han var bange.. det var han faktisk, selvom det var noget som han virkelig forsøgte at holde på et minimum. Skriget som brød hans læber, var udelukkende fordi at han ikke lige havde ventet sig, at hun ville rive den pil ud! Det var noget som ganske vidst gjorde ondt – forbandet ondt faktisk! Han forsøgte virkelig at trække vejret ned i maven, men nemt var det ikke, når han næsten følte for at hive efter det! ”J-jeg kan i-ikke,” svarede han, som han alligevel gjorde det med brystet. Det var det nemmeste, også fordi at torsoen direkte var i vejen for ham! Han var selvfølgelig taknemmelig for at hun hjalp ham op at sidde, også selvom han endnu ikke kunne bruge den ene arm. Pilen sad frygtelig dumt, så bare det at bevæge sig, gjorde forbandet ondt! Han hævede alligevel begge arme, hvor smerten endnu en gang trådte til i hans blik, til hun havde fået den af ham. Han lod sig endnu en gang falde direkte ned i sengen, kun for at tage sig til skulderen, velvidende om at det ikke hjalp ham det mindste. Han nikkede stille.. Det var ikke fordi at han ville afvise hendes hjælp, for den var ham i sandhed kærkommen! Varsomt fik han bakset sig om på siden. Armen holdt han tæt ind mod sin egen krop, som han virkelig forsøgte at slappe af. Han lukkede øjnene igen. Kvalmen var i den grad frygtelig, frygtelig intens efterhånden! ”U-uanset h-hvor meget jeg s-skriger, så… så få den u-ud..” endte han direkte stakåndet. Han havde det virkelig ikke særlig godt!

[Athena Maloya Mathimæus]

De var endnu begge i live hvilket selvfølgelig også var sådan Athena fortrak det, hun gik desuden ikke ud fra at den gift ville slå ham ihjel også selvom hun inderst inde kunne være bekymret for det, han havde trods alt høj feber, det havde hun allerede konkluderet. Siddenden såkaldte sengekant, lod hun hånden stryge blidt over hans kind, også i forsøget på at få ham til at falde lidt til ro oven på det faktum at hun havde knækket pilen for bedre at kunne få rustningen af ham. Den var heldigvis helt væk nu. Blikket løb ned over ham næsten som søgte hun efter andre skræmmer, dog uden held. Det lod ikke til at han var kommet til skade andre steder en skulderen. Athena åndede let op og sendte ham et kort smil, der dog hurtigt gik i sig selv igen, ved synet af ham ligge i de kraftige smerter. Hun var nødt til at have pilen ud så han kunne få sovet lidt. Hånden fjernede hun og lod ham selv komme om på siden, det var jo heller ikke fordi hun ville lege hans mor eller noget som helst, men det lå til hende at pusle når først bekymringen slog ind, og i sit stille sind frygtede hun næsten at det ville blive for meget, han lod ikke til at være synderlig begejstret for den kvindelige hjælp. ”Godt,” svarede hun lidt kortfattet og så på hans skulder. Det stof der dækkede ham rev hun forsigtigt i stykker ved det hul pilen allerede havde lavet til hende ud. Stoffet flænsedes og blotlagde hans skulder. ”Jo du kan.. vent et øjeblik jeg kommer lige om lidt,” hviskede hun stille og kyssede hans pande før hun rejste sig. Såret skulle renses, men hun turde næsten ikke at efterlade ham for at rende over i sygeteltet, desuden vidste hun at han havde sneget en flaske whisky med som de aldrig havde fået gjort kål på natten før. Shadow stod på nøjagtig samme placering for de havde efterladt ham. Hun strøg ham flygtigt over mulen, hvilket kun lod til at irritere hingsten, men han var ikke hendes fokus nu. Hun åbnede hans taske på siden og trak den kølige flaske op. ”Og hvem siger det ikke er sundt at drikke?” mumlede hun spørgende for sig selv før hun roligt gik tilbage i teltet mens hun forsøgte at få låget af. Hun sendte ham et stille smil, og gled igen tilbage på sengekanten. Hun brugte hjørnet af en kappe som hang netop ved siden af. Efter at have væddet et hjørne endte hun selv med at tage en halv stor tår af flasken, før hun satte den fra sig på gulvet og holdt klædet i skødet, det skulle ikke helt bruges endnu. ”Jeg beklager på forhånd, men jeg er nødt til at holde dig nede,” endte hun dæmpet og undskyldende før hun kravlede op på hans hofte så hans arm ville blive låst. Uden videre varsel tog hun fat om den lille del f pilespidsen hun kunne få fat i og forsøgte med fast hånd at skubbe den igennem. Uanset hvor man vendte og drejede den så kunne han ikke ligge der med en pil i sin skulder, hun ønskede heller ikke at gøre det værre end det var i forvejen, og det skar virkelig i hendes hjerte at påfører ham en sådanne smerte at han måtte bryde i et skrig også selvom hun hverken kunne eller ville tage sig af det.

[Deleted]

Evan var slet ikke vant til hjælp på denne måde, så selvfølgelig var det også noget som måtte påvirke ham set i den forstand, at han skulle modarbejde, selvom.. han havde faktisk ikke noget imod at det var Athena som gjorde det. At hun gerne ville pusle, var nu heller ikke noget som han havde noget imod som sådan, for han kunne faktisk godt lide det, også fordi at det var en bekræftelse for ham. Som han lå der mere eller mindre næsten i ingenting, så var det nu heller ikke noget som han selv sagde noget til, for det var vel bare en tanke som man vænnede sig til? Tænderne bed han ganske svagt sammen, for det gjorde ondt.. virkelig, virkelig ondt, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Han nikkede stille. Han hørte hende fint og mentalt havde han det faktisk også fantastisk, men kroppen var på ingen måder med ham, og selvfølgelig var det noget som kraftigt irriterede ham, for det var i vejen! ”F-forbandede elver..” endte han med en fast tone mest henvendt til sig selv, som Athena havde valgt at rejse sig, for at finde flasken med whisky som han havde fået med sig ind – heldigvis uden at det var blevet opdaget af nogle, så selvfølgelig var det noget som han var ganske glad for nu, for han kunne godt forestille sig, at der var et godt stykke vej hen til sygeteltet. Han forsøgte virkelig at trække vejret ned i maven, selvom det slet ikke var nemt. Jovist var det nemmere nu, hvor torsoen ikke var i vejen for ham, men han trak endnu vejret alt for hurtigt, til at han vidste, at det ville hjælpe ham i længden, selvom han virkelig ikke kunne gøre for det, og det var noget som virkelig irriterede ham!
Tanken om at Athena faktisk ville være nødsaget til at holde ham nede, var kun noget som indikerede for Evan, at det her virkelig kom til at gøre ondt, hvilket han vel allerede et sted havde set komme, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for ham for den sags skyld, men det var nu bare sådan at det var. Han trak vejret dybt og nikkede så. Han kæmpede ikke mod hende, for den pil skulle ud, og det var ikke noget som kunne gå hurtigt nok, for han følte sig virkelig, virkelig hæmmet af at ligge der, og det var slet ikke noget som han brød sig om. At hun så kravlede op på ham og holdt hans arm i lås, var næsten noget som automatisk fik ham til at spænde, for det alene var noget som gjorde helvedes ondt! Han trak vejret dybt som hun tog fat om den sidste del af pilespidsen og begyndte at trykke den direkte igennem, hvor hans pupiller omgående trak sig sammen, som skriget igen brød hans læber, for det var virkelig noget som gjorde forbandet ondt! Næsten automatisk forsøgte han at trække armen til sig, selvom det slet ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham, for det gjorde virkelig, virkelig ondt! Selvom han virkelig forsøgte, så kunne han ikke lade være.. Han mindes ikke at have været udsat for noget lignende af det her!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde en fornemmelse af at Diane havde plaget ham med sin puslen i mange år, og det var heller ikke fordi at hun ønskede at være hans nye plage, der var trods alt en grund til han var blevet skilt. Når det var sagt, så kom hun ikke uden om at hun var halv procianer og lige når det kom til dette så lignede hun nok sin kære mor, hun bekymrede sig om ham og det var ikke noget som hun havde tænkt sig at lægge lå på, blot fordi han var en stolt mand der ønskede at klare sig selv. Det lod til at han var blødt en smule mere op nu hvor de var kommet til lejren og der var stort set ingen omkring dem foruden de få soldater der var blevet plantet for at beskytte selve stedet, som regel var det dem som af en eller anden grund ikke gjorde sig egnet til marken, som for eksempel Evan igen. Det var tydeligt for hende at han havde det direkte elendigt og hun hadede at se ham på den måde, men hun kunne ikke gøre andet end at forsøge at lindre hans smerte så vidt hun nu var i stand til det. Hånden lod hun stille stryge langs den ru kind, for hun vidste godt at hun var lidt hård med ham, men jo mere blid hun var jo mere ondt ville det kun gøre, det havde hun selv erfaret for frygtelig mange år siden. Athena lod roligt hovedet glide på sned som hun endte med at kravle over ham. Det var måske ikke behageligt at have hende siddende der også fordi det var uundgåeligt at rive lidt i såret samtidig, men hun var ikke i stand til at holde ham nede med sin egen styrke og magi kunne hun ikke gøre brug af på den måde.. endnu vel og mærke, så hun måtte jo gøre brug af de midler som hun nu engang havde.
Hun bed sig blidt i den bløde underlæbe som hun endte med at gribe omkring pilen og begyndte at skubbe den ud bag på. Den var næsten brudt igennem, der manglede kun det sidste lag af hud, men det gjorde det ikke mere behageligt af den grund. Hans skrig skar hende dybt i hjertet, for hun brød sig ikke om at påfører ham den smerte, men til tider var det trods alt bare nødvendigt. Hun skubbede til og fik langt om længe brudt den sidste hinder i form af det sidste lag hud. Kniven brød ud og endte på den anden side. Hun tabte den i sengen, der hurtigt endte mørk af hans blod. Det lille stykke af pilen kastede hun hen i et hjørne hvor den ikke var i stand til at gøre nogen forskel. Uden at tøve lagde hun det alkoholvædede klæde over såret, hun kunne ligeså godt få smerten overstået nu hvor hun var i gang. ”Bare hold ud,” endte hun i en næsten trøstende hvisken, for hun vidste godt at det ikke var en blid behandling hun gav ham, ikke som aftenen før vel og mærke. At han så lå i ingenting påvirkede hende nu ikke, først og fremmest var hun mere eller mindre mæt, desuden var der ikke noget hun ikke selv havde følt eller set, og han havde trods alt ingen grund til at skamme sig i det hele taget for han var i sandhed en flot mand. Klædet fjernede hun roligt og lettede sig samtidig med at hun lagde ham om på ryggen igen. En forbinding ville være nok, det var overfladisk i forhold til så meget andet. ”Sådan min kære.. få noget hvile,” bad hun med bankende hjerte og satte sig ved hans side kun for at lade hånden løbe over hans svedige pande. Han brændte jo op!

[Deleted]

Det var ikke fordi Evan havde noget imod at blive puslet om, for det havde han faktisk ikke. Det som han næsten ville definere som et problem, var snarere det faktum, at han ikke kunne vise sig svag, når han havde ledt en flanke. Han var faldet langt mere til ro nu, også nu hvor han vidste, at han var i sikkerhed, og han havde hende ved sig, så var han bestemt heller ikke den som skulle brokke eller beklage sig, for det vidste han godt, at han ikke fik noget ud af. Han havde det bestemt ikke særlig godt, men det at hun direkte ønskede og sad inde med ønsket om at pusle om ham, var bestemt heller ikke noget som han havde det mindste imod i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Tænderne bed han svagt sammen, også selvom hendes strøg mod hans kind, var noget som automatisk førte til, at han blev langt mere rolig, end det som han havde været til nu. Som hun kravlede over ham, så rev det i såret, hvilket fik ham til at ligge og gispe, for det var noget som faktisk gjorde ondt! Selvom han virkelig forsøgte ikke at ende med at vise det, for det i sig selv, vidste han godt, at han ikke fik noget ud af i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”A-av..” endte han en anelse sammenbidt, inden smerten for alvor skød igennem ham, som hun forsøgte sig med pilen.
Smerten var direkte gennemborende og intens, hvor selv han ikke var i stand til at holde skriget tilbage! Det skar virkelig igennem marv og ben, hvor det var ham en direkte umulighed at blive liggende under hende i ro, hvor han næsten automatisk forsøgte at rive armen til sig, selvom det kun gjorde ondt værre, og han vidste det jo godt! Som pilen kom ud, så gav det ham et enkelt sekund eller to til at trække vejret, før det alkoholbeklædte klæde blev lagt for såret, hvor han igen endte med at spænde tydeligt og kraftigt, for det i sig selv, var noget som gjorde forbandet ondt, og som aldrig nogensinde før, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han gispede fast, hvor han spændte og næsten glemte at trække vejret i frygtelig lange øjeblikke, for han havde virkelig ondt! Selvom han lå der og direkte badede i sved og tydeligt lå med feber, så var det vel også tydeligt at han havde det mildest talt af helvede til? For han havde det bestemt heller ikke særlig godt! At hun fjernede det, tillod ham omgående at falde til ro, hvor han glædeligt lagde sig på ryggen igen. Hans krop rystede, og han lignede en som nærmede sig dødens rand, også selvom det slet ikke var noget som han havde nogen intentioner om endnu! Han vendte blikket direkte træt mod hende, som hun strøg ham over panden. Han vidste at pilen ikke var ment for at slå ihjel, men af den grund, så var den forbandet ubehagelig! ”J-jeg mindes i-ikke a-at du var så h-hård..” påpegede han med et svagt smil på læben. Han havde brug for at slappe af og hvile, også selvom det var svært for ham!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vidste ikke hvad pokker der gik af ham, det ene øjeblik ville han næsten ikke ses med hende og det næste øjeblik kunne han fint lade hende pusle om ham. Et sted måtte hun næsten gå ud fra, at han endnu ikke brød sig om at tage en kvinde med ud med henblik på hans skilsmisse, det var vel for kort tid efter? Hun kommenterede det ikke, de var trods alt ikke et par... gik hun ud fra, hun ville bare gerne hjælpe ham og særligt når han havde det som han havde det. Hun blev siddende over ham for at holde ham nede, at det virkede var kun et helt, for med hans styrke ville han med lethed kunne skulle hende væk og ned af sengen, men hun havde ikke rigtigt andre midler. Pilen var ude nu, såret skulle renses, ja hun gjorde det måske lidt hurtigt, men kun fordi hun ikke så nogen grund til at trække hans pinsel og lidelse mere end højest nødvendigt, desuden trængte han til hvile på grund af giften, så des før de blev færdige – des bedre. Kort lod hun hånden stryge over hans svedige pande, mest for at indikere at hun stadig var der, og samtidig forsøge at holde hans fokus væk fra de mange smerter hun efterlod ham med. Tanken fik hendes hjerte til at banke, for det var ikke første gang og hun var ikke pylret med den slags efter de mange træningstimer, men bekymret, det var hun. ”Undskyld kære, men det er nødvendigt,” endte hun blidt og skar en smule tænder ved lyden af hans skrig, hun brød sig ikke om tanken om at han havde ondt, lige der slog procianeren i hende nok igennem. Idet han forsøgte at trække armen til sig måtte Athena rejse sig en smule, for at læne mere vægt over på selve armen så hun fortsat kunne holde ham nede også selvom det bestemt ikke var nemt for en kvinde af hendes størrelse. Hvor pokker var Noelle når man havde behov for hende? Den musklemasse kunne holde enhver mand nede! Der nærmest opstod en form for røg da hun rensede såret, hun vidste godt at det brændte helt af helvede til, hun huskede at han havde gjort det samme ved hende to gange før efter træning, hvor hun havde pådraget sig større sår, men det skulle nu engang gøres. Man kunne vel også kalde det lidt for en sød hævn? Athena fjernede klædet og lagde det hen på et mindre bord som stod der, før hun atter vendte sig mod ham og gled ned på sengekanten ved siden af. Med en varm hånd strøg hun hans svedbelagte kind og pande, det var tydeligt at han havde feber. Tæpper lagde hun om ham.. det duftede af dem, hvilket kun fyldte hende med en varme. For et kort øjeblik smilte hun for sig selv, inden hun puttede ham ind i det, normalt ville hun ikke gøre det da han havde feber, men det var en forbandet kold da, hun var nødt til at sikre sig at kroppen generelt forholdt sig bare lidt varm. Hans ord fik hende kun til at sende ham et lidt smørret smil. ”At du ikke husker det, er blot et tegn på at vi har været adskilt for længe,” påpegede hun lidt drilsk. Hun var måske ikke den mest hårdfør, men hun kunne slå hårdt og der skulle meget til at få en tårer frem på hendes kind også selvom det ikke ligefrem havde set sådan ud på det sidste. ”Hvil du bare,” endte hun mere kærligt og lagde hånden mod hans mave. Hun havde ikke tænkt sig at gå nogle steder.

[Deleted]

Evan havde slet ikke ment at være så hård en mand som han havde været ved hende, men nu hvor de var alene, så var det faktisk nemmere for ham at lade den gamle hærfører glide lidt i det skjulte igen og bare være ham selv. Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at tænke over skilsmissen mere end det som nu var ham nødvendigt, for det var Athena som han havde it ankerne. Han havde reddet hendes liv, og det var det som han kunne trøste sig med i denne stund, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hans krop rystede og dirrede, som hun havde taget pladsen over ham, for at få pilen ud. For det første, så var det noget som gjorde forbandet ondt! Hans hjerte hamrede mod hans bryst, hvor han alligevel forsøgte at blive liggende under hende, selvom det slet ikke var nemt! Han vidste at han med lethed kunne kaste hende af sig, men han vidste så til gengæld også, at det kun ville gøre ondt værre for ham, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. ”For pokker…!” endte han sammenbidt, som hun gik i gang med at rense, for det gjorde langt mere ondt end det som han lige havde regnet med! Skriget brød hans læber igen, som han direkte forsøgte at få armene fri, selvom det nok var mere kroppen som reagerede frem for hans sind, for han ønskede jo bare at få det overstået! Han nikkede til hendes ord. ”J-jeg… jeg v-ved det..” endte han sammenbidt.
Som det hele gik mod sin ende, og hun selv valgte at stryge hans varme pande og kind, var det noget som tydeligt fik ham til at falde langt mere til ro, for det indikerede kun, at hun faktisk var der for ham, og det var en fornemmelse som han faktisk også godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Han sukkede dæmpet og lod øjnene glide let i. Han følte sig pludselig skræmmende træt, men han ønskede jo slet ikke at sove! Ikke hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for, og nu hvor hun var her, så ønskede han det da slet ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Du har også v-været væk hjemmefra l-længe..” påpegede han sigende. Selv i hans forstand, havde hun været væk i alt for lang tid, også selvom han vidste, at det sikkert også var hans egen skyld, at det var gået så vidt, og han vidste det jo godt. ”Jeg har ikke lyst… Ikke her..” endte han dæmpet. Han ville ikke kunne slappe af, så lang tid han vidste at han befandt sig på slagmarken, for end ikke i lejren var det til at sige, hvordan det hele ville gå, og han vidste det jo udmærket godt. Han ønskede hende med sig i sikkerhed, og der var faktisk ikke noget som betød mere for ham end det!