My sleeping beauty?

[Athena Maloya Mathimæus]

Evan havde altid udvist hende så megen respekt som han overhovedet havde været i stand til, af den grund havde det jo været direkte mærkværdigt at komme til Manjarno hvor alle havde stirret på hende med underlige blikke, og hun ikke havde haft et rum som havde været hendes. Det havde hun her og det havde hun altid haft, hun havde ingen planer om at vende tilbage denne gang, det meste af træningen ville foregå på slottet i Dvasias, så hun var faktisk ikke sikker på hvor meget hun ville komme til at se ham for fremtiden. Tanken gjorde ondt, men det var til deres eget bedste. Tanken om at han havde været hærfører kom faktisk ikke bag på hende og så alligevel. Det gjorde hende nysgerrig og samtidig utryg, for hvis han kendte det derude og ikke mente at hun var klar, så kunne der vel være noget om det? Af den grund havde hun dog ikke tænkt sig at lytte, hun havde givet kongen et løfte og hun glædede sig i sidste ende med at komme af sted. Athena strøg blidt de blonde lokker bort fra sit ansigt. At hun overhovedet havde ladet Zacharias gøre noget ud af hende, irriterede hende pludselig, det betød ikke rigtigt noget. Hun fulgte ham med blikket som han endte med at sætte sig på sengekanten. Hun vendte sig mod den lille bunke hun havde samlet sammen og stoppede ned i rejsetasken. Turen til Dvasias var langt herfra, men det var jo sådan det var. ”Du havde ingen grund til det? Det er også rimeligt nok, jeg går ud fra at det er den mest brugte grund til at trække sig fra et sådanne sted,” medgav hun og trak lidt ligegyldigt på skuldrene. Hun havde ingen planer om at blive gravid inden for nærmeste fremtid også selvom det nærmest var umuligt at sikre sig mod som kvinde. På trods af at hun virkede meget tilbageholdt og uinteresseret, så var hun forbandet nysgerrig, men hun måtte minde sig selv om at hun var vred på ham, også selvom hun slet ikke var berettet til ham, det burde være op til Diane men hun var enten ligeglad eller havde ingen idé om hvad der foregik bag hendes ryg.
Athena kastede blikket ud af vinduet. Hun kunne se hvor samtalen bevægede sig hen og det var svært nok fra før af at ligge bånd på sig selv. Hendes billede spejlede sig i vinduets glas udelukkende på grund af mørket uden for. Hun lagde armene over brystet og betragtede hans skikkelse bag sig i vinduet. Hun udfordrede ham og hans tålmodighed hvilket hun godt vidste, men de følelser han satte i hende skræmte hende kun. ”Jeg har brug for din støtte, hvad end du mener jeg er klar eller ej, jeg har faktisk tænkt det grundigt igennem. Jeg.. jeg flygter ikke fra dig, Evan, det var dog en mærkværdig måde at se det på,” afviste hun hurtigt. Blikket slog hun øjeblikkeligt i jorden. Den mand kendte hende for godt og til tider var det direkte forfærdeligt! Lettere nervøst fumlede hun med fingrene. Måske det bare var på tide at komme videre, før hun blev trykket op i et hjøne?

[Deleted]

Athena udfordrede virkelig Evans tålmodighed og temperament, med den opførsel, og han vidste, at hun var klar over det, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han vendte blikket direkte mod hende. Han havde måske ikke informeret hende om, at han faktisk havde været hærfører, men det havde jo heller ikke ligefrem været relevant før nu vel at mærke. Hun var ikke klar til hvad det ville sige, at være ude på marken, for det var for pokker ikke hvad han havde trænet hende op til! Havde han vidst det, så havde han lagt helt andre strategier for hende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen! Han himlede let med øjnene og rystede let på hovedet. Han kunne ikke gøre sig de tanker nu! Han var nødt til at overbevise hende om andet end hvad hun havde gang i, for det var ikke noget som hjalp nogen af dem på længere sigt, om det var noget som hun nu ville det eller ikke! ”Havde jeg været kendt med dit ønske om at indtage marken, havde jeg fortalt dig det for mange år siden. Lisa, min ældste, fik jeg først sat et præg på alt for sent. Hende måtte Diane tage på egen hånd.. Daniel derimod, var fars dreng. Familie kan få selv det koldeste væsen til at genoverveje sine handlinger og beslutninger. Jeg trak mig, da jeg fandt en passende til at tage over. Hun befinder sig stadig i stillingen som hærfører.. trænet for min hånd, ligesom dig,” fortalte han ganske ærligt. Han så bestemt ikke nogen grund til at lyve for hende, specielt når det var viden som hun sikkert havde brug for at høre nu.
Velvidende om at Athena faktisk flygtede fra ham, var noget som et sted virkelig måtte irritere Evan, også fordi at han vidste, at han ikke kunne gøre noget som helst ved det, og det var næsten det som måtte være det værste af det hele, for han brød sig slet ikke om den tanke! Han vendte blikket mod hende. Hendes svar kom hastigt, så med andre ord, så løj hun. Han havde aldrig bifaldt en løgn, men at bringe det til diskussion nu, var ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af, og det vidste han også godt. ”Jeg skænker dig min fulde støtte, bare du igen overvejer hvorvidt om det er hvad du vil, og om du er klar til det eller ikke. Personligt, og som træner og en med erfaring fra marken, så vil jeg ikke vove at påstå at du er klar til presset som er derude endnu,” endte han ganske kortfattet. Ja, han var ved at blive en voldsomt frustreret mand, også selvom han vidste, at det var for døve ører, så var det ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Tvært imod, så var det noget som virkelig bragte ham en frustration uden lige. ”Jeg forstår bare ikke hvorfor det direkte haster med at komme ud. Jeg forstår skam godt, at jobbet ved kongen trækker. Få på skrift, hvad det er han vil have dig til.. Blot så du har dit på det rene,” endte han ganske sigende. Han så nødigt at kongen tog fusen på hende!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vidste godt at Evan fandt den opførsel fuldkommen uacceptabel, normalt så havde han allerede skænket hende et slag eller to, det forundrede hende lidt at han alligevel holdt igen, Et sted var han vel for træt til overhovedet at reagere på det? Hun så ikke direkte på ham men betragtede ham i stedet i vinduets glas, det var som om det distancerede dem yderligere, hvilket lige nu var en lettelse. Alt i hende skreg efter at få lov til at komme tæt på ham igen, noget så simpelt som et strøg over kinden, men på den anden side havde hun stadig det billede i hovedet af hvor fredelig han havde været med Malena i sine arme, og i sidste ende ønskede hun kun at se ham glad. Athena havde brug for at komme væk, så at tænke på alle de ting han ville have lært hende, det var ganske enkelt for sent, hun havde truffet sin beslutning, og selv Evan vidste efterhånden hvor stædig hun var anlagt. Et dæmpet suk slap hendes læber. ”Mit ønske er ikke at være i marken, Evan, men jeg ønsker at arbejde for kongen og hvis det er der han har brug for mig, så er det der jeg er. Jeg går ud fra at det var efter Lisa du besluttede sig for at tage hjem i så fald? Familie betyder meget det ved jeg godt, men den har jeg trods alt ikke meget af tilbage og jeg har ingen intentioner om at starte min egen inden for de næste frygtelig mange år,” svarede hun sandfærdigt. Hun havde ingen at tage hensyn til foruden sig selv, og mange ville anse det for at være befriende men for hende var det pludselig underligt. Hun rynkede forundret på panden. Det blev da bare bedre og bedre! ”Du har trænet Noelle?” spurgte hun atter lidt nysgerrigt. Måske det var den vej som Mattheus faktisk havde hørt om hende? Det var trods alt en tanke som havde undret hende lidt.
Nysgerrigheden faldt i samme øjeblik som samtalen blev kørt over på det mere personlige. Man kunne på sit vis godt sige at hun flygtede fra ham, hun forsøgte om ikke andet, i håb om at hun ville være i stand til at lade følelserne ligge hos ham og dermed glemme alt om det efterfølgende, det andet var direkte dræbende. Han mindskede hendes lyst til at mætte sig hos andre, han hjemsøgte hendes tanker alt for mange gange i løbet af en dag, og han kunne gøre hende rasende uden hverken at sige eller gøre noget. Løgnene var efterhånden blevet en del af hende, hun kunne ikke give slip, hun havde ikke kendt andet, og når hun vidste at ingen kunne stole på hendes ord, hvordan kunne hun så selv skulle kunne stole på andres? ”Jeg har overvejet det, og jeg har draget mig en beslutning, den erfaring og det pres må jeg lærer på den hårde måde,” svarede hunmed et stilfærdigt nik. ”Jeg har bare behov for det.. det er intet personligt,” svarede hun hvilket var en direkte løgn. ”Det skal jeg nok,” endte hun lidt kortfattet. Han fik ret og hun fik det, det var mere eller mindre sådan det fungerede!

[Deleted]

Under disse omstændigheder, så var det ikke fordi at Evan ønskede at slå til hende, uanset hvor meget han egentlig var fristet til det, for han fandt sig virkelig ikke i den opførsel. Hun gjorde det med vilje, og det var det som han vidste, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Tvært imod, så var det noget som faktisk irriterede ham som bare pokker! Han himlede let med øjnene igen, også selvom det var mere i det skjulte. Han fiskede sin pakke med cigaretter op af lommen, hvor han fik den ene i munden og fik gang i den på magisk vis, inden han vendte blikket mod hende. Hun gjorde for pokker da heller ikke noget andet end at stresse ham! Han tog et ordentligt hiv, hun for langsomt at puste røgen ud igen. ”Det kan godt være, at du ikke har nogen intentioner om at starte din egen op, men er det ensbetydet med at den lille som du har, ikke ønsker at miste dig? Jeg tvivler på at du ved hvad det indebærer at være på marken, Athena.. Det er virkelig et farligt sted, og det koster frygtelig mange menneskeliv. Om jeg skal skrive til Kongen personligt og holde dig fra marken, så gør jeg det. Jeg vil ikke høre om dit tabte liv som en af alt for mange på det sted,” begyndte han ganske kortfattet. Diane havde haft den største indflydelse på Lisa, hvor han selv var kommet ind for sent. Daniel havde været en helt anden sag, for der havde han været til stede allerede fra knægten var blevet født. ”Jeg var i marken da Lisa blev født. Jeg tog først hjem, da jeg fik Daniel ja..” forklarede han sandfærdigt, som han vendte blikket sigende mod hende. Han trak svagt på smilebåndet. Noelle var hans gamle elev, og han kunne bestemt ikke undgå at stå ved, at han virkelig var stolt af hende, for det var han! ”Det er mange år siden, men ja.. Jeg har trænet Noelle op tilbage i min tid,” sagde han med en vis stolthed i stemmen. Han var jo stolt af alle sine elever!
Endnu en gang måtte Evan finde sig i at blive cuttet af, og det var en tanke som direkte irriterede ham, for han vidste at han ikke kunne gøre noget ved det af den grund! Han knyttede næverne ganske fast, som han vendte blikket mod hende endnu en gang. Det irriterede ham virkelig, at hun var sådan overfor ham, for han fandt det på ingen måder retfærdigt! Han sukkede indvendig, hvor han tog endnu et hiv af smøgen. Nu hvor hun flyttede ud, så kunne han vel godt tillade sig at tage en enkelt? Sådan som hun flygtede fra ham, så regnede han heller ikke ligefrem med at hun ville komme hjem igen. ”De beslutning kommer til at koste dig livet, Athena, og det kan jeg ikke være med til..” endte han med en yderst kortfattet stemme. Han ville ikke diskutere det, men han nægtet at få hende hjem i en kiste, hvis han ellers kunne undgå det! Han rystede endeligt på hovedet. De løgne drev ham direkte til vanvid! ”Du undgår mig, Athena.. Og hvis det er grunden til at du med forhastede beslutninger søger ud i verden på egen hånd, så lad mig i det mindste hjælpe dig med et hjem eller et økonomisk fundament, så du da har noget at leve for,” endte han ganske kortfattet. Han blev træt af det andet nu!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena var ikke dum, hun vidste at Evan havde lyst til at slå til hende, han var ikke vant til at hun tiltalte ham på den måde, også selvom det mere eller mindre var blevet hverdag siden hendes bryllupsnat med Valerio. Til dels så gjorde hun det med vilje, det var lettere og langt mere befriende at skændes med ham frem for alt det andet, også selvom hun måske ikke burde. Utilfredst rynkede hun på panden som han fandt smøgen frem. Lige det var en dårlig vane han havde tillært sig fra hendes kære far. Røgen sved helt ned i lungerne, nu havde hun smagt det ved Zacharias og hun forstod simpelthen ikke hvordan de kunne få dem selv til det. ”Du kan ikke vente med at forgifte mit værelse til jeg er gået?” spurgte hun en anelse spidst og forsøgte at vinke røgen væk fra sig. Han vidste for pokker at hun ikke brød sig om at han røg! Roligt vendte hun sig igen lidt tøvende om mod ham, og missede en smule med øjnene. ”Jeg vil sige at der er lidt en forskel fra at ville støtte mig det ene øjeblik, til at vil kontakte kongen for at afholde mig, eller er det bare mig? Jeg har kun Zacharias og han er stolt, han er glad på mine vegne. Jeg ved ikke hvad der venter mig, men det vil jeg aldrig gøre før jeg kommer derud, Jeg forstår ikke hvorfor du ikke bare kan være ligeglad, du har ikke nogen ret til at holde mig tilbage!” endte hun betydeligt mere frustreret. Armene faldt slapt ned langs hendes side, også selvom hun knyttede hænderne så fast at knoerne endte hvide, hun var virkelig vred! Til tider så glemte Athena at Evan faktisk havde en familie, han havde børn og han havde en hustru og tilsyneladende også en elsker nu om dage, efterlod det overhovedet nogen plads til hende? Hun nikkede lydløst til hans ord, uden at kommentere det yderligere, for nu var hun blevet irriteret og røgen gjorde det ikke bedre! Hun hostede lidt svagt, og forsøgte så vidt muligt at holde vejret, lugten gav hende direkte hovedpine, og den var slem nok som det stod nu!
”Der kan man bare se,” endte hun endnu en smule irriteret, og strøg de blonde lokker tilbage bag øret. Der var ingen i denne verden som havde gjort mere for hende en manden foran hende, hun skyldte ham en hel del, men når alt kom til alt, valgte hun til dels at være egoistisk fordi det gjorde for ondt at erkende sandheden, men hun gjorde det jo ligeså for at give ham fred. ”Hvor vover du overhovedet at dømme mig på den måde? Selv hvis det koster mig livet, så er det jo bare sådan det må være,” svarede hun og blev kun tydeligt mere hidsig. Hun var ikke nær så ligeglad som hun gav udtryk for, men hun måtte erkende at døden på sit vis virkede lettende, også selvom hun næppe ville stå og sige det til ham. Athena rystede direkte opgivende på hovedet. ”Du forstår det slet ikke, gør du? Jeg vil ikke være afhængig af dig, hverken økonomisk eller noget andet, jeg har stablet aftaler på benene selv med et sted at være. Det eneste jeg har brug for er en mindre sum til at.. ja stille sulten, og du skal nok få hver en guldmønt tilbage igen,” lovede hun temmelig bestemt. Hun havde ikke lyst til at betale en mand for sammenvær igen, men desværre var hun dømt til det allerede fra fødslen.

[Deleted]

Evan var virkelig, virkelig fristet til at slå, også fordi at han slet ikke fandt sig i at blive tiltalt på den måde! Han havde markeret den grænse for hende, allerede for temmelig mange år siden, så det at hun skulle køre rundt i det på den måde, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans del, for han fandt sig virkelig ikke i det! Han betragtede hende med en ganske sigende mine. Han havde familie, og han havde en hustru, velvidende om at han ikke kunne få sig til at elske hende, da hans hjerte hvilede ved en ganske anden kvinde, så var det ikke noget som han direkte kunne gøre noget ved af den grund, uanset hvor meget han ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Med smøgen solidt hvilende i hans hånd., så var han klar over, at det var noget som ville pisse hende af – og det var en grund til at han valgte at handle som han gjorde det i denne stund. Han vendte blikket mod hende. ”Mener du at jeg ikke har lov til at ryge i mit eget hjem?” spurgte han. Hun var jo på vej ud af alligevel, og kendte han hende godt nok, så vidste han, at hun slet ikke havde nogen intentioner om at skulle komme hjem igen, selvom det faktisk var noget som gjorde ondt på ham. Han.. ville faktisk mangle at have hende her. ”Zacharias er måske stolt af dig, men er han informeret om hvad det her job for kongens hånd, egentlig går ud på, Athena? Jeg støtter dig skam, men ikke i en selvmordsmission! Ikke når jeg ved hvordan det er derude, og tro mig.. dit kære hovmod er ikke til gavn!” endte han med en fast tone. At hun skulle tage den tone i brug overfor ham, var bestemt ikke noget som han fandt sig i, på nogen som helst måde overhovedet! Han fandt sig bestemt ikke i det!
Evan turde vove at påstå at han nok var den mand i verden som havde gjort mest for hende, og så valgte hun at takke ham på den måde? Det var bestemt ikke retfærdigt på nogen måde, og han fandt sig bestemt heller ikke i det! Han knyttede næverne ganske fast, også selvom det resulterede i at han tog endnu et kraftigt hiv af smøgen og pustede røgen ud igen, selvom det denne gang var igennem næsen, som han havde vendt blikket i retningen af vinduet. Hun irriterede ham, og han vidste at hun kun gjorde det med vilje! ”Enkelt.. jeg kender marken, og jeg kender dig,” svarede han yderst kortfattet. Der var vel ikke nogen grund til at uddybe det mere end det? Hun gjorde bestemt ikke andet end at irritere ham lige nu, og han lagde ikke skjul på det! Han rystede let på hovedet. Hun forstod tilsyneladende ikke at han faktisk handlede til hendes bedste, og et sted, så var det noget som virkelig gjorde ham frustreret! Mere end det som godt var sikkert. ”Jeg tror beklageligvis at det er dig, som ikke forstår, hvad det er jeg prøver at sige, når jeg giver udtryk for den bekymring, Athena.. Jeg ønsker ikke at se dig komme til skade, eller skulle kæmpe unødigt med tingene.. Fint nok, jeg finder en lille sum frem til dig.. Betragt det som en afskedsgave. Jeg vil ikke have noget retur,” afviste han ganske kortfattet. Han havde trods alt nok hvor det måtte komme fra.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde til dels direkte bedt om slag, men han gav hende ingen det forvirrede hende direkte. Det var ikke noget nyt at han slet ikke reagerede overhovedet, og hans ord kunne hun kun bruge til ganske lidt. Hun var vant til slag, vant til at blive sat på plads, men uanset hvad hun gjorde så lod det ikke til at hun fik hvad hun ville have. Røgen irriterede hende frygtelig meget. Hun havde aldrig set ham ryge før, ikke før for kort tid siden, hun tvivlede på at Diane vidste det, men hun havde for pokker ikke engang en idé om hvor pokker han havde gjort af sin hustru, det var trods alt ikke den kvinde der lå i hans seng. Den giftige røg tvang hende til at tage ekstra dybe indåndinger når hun endelig foretog dem, hvilket kun mindede hende om at hun var sulten.. at det gjorde ondt og at det kunne ville blive værre inden for ikke synderlig lang tid. Øjnene kneb hun fast sammen mod ham. Vreden var skam allerede begyndt at stige hende til hovedet, men på sit vis gjorde det mere ondt.. måske det var hans hjem men værelset havde altid været hendes, det var som om hun allerede var væk og aldrig havde været der. ”Jeg mener at jeg ikke gider at lide under din dårlige vane, og det ved du udmærket godt, desuden er jeg ikke ude endnu,” påpegede hun sammenbidt og forsøgte at holde fast i vreden. Det var blevet svært, for i virkeligheden var hun mere ked af det, hun var frustreret men det var bare følelser som hun aldrig havde været i stand til at vise. ”Zacharias ved tilstrækkeligt, han ved at det er farligt, men han støtter mig af den grund, fordi han ved at jeg har ventet på den mulighed. Jeg synes ikke jeg har fortjent din mistillid, Evan, og uanset.. du kan gøre hvad der passer dig, men jeg vil råde dig til at lade det her være op til mig,” svarede hun spidst. Hun skulle skam nok gøre det besværligt for ham, i tilfælde af at han gjorde alvor af sine trusler om at skrive til Mattheus.
Hans faste tone fik det til at gibbe let i hende. Endelig en form for reaktion, hans vrede var om ikke andet bedre end ingenting. Måske hun skyldte ham mere end det, men i sidste ende gjorde hun det mere for hans skyld end hun gjorde det for sin egen, det var trods alt ham som konstant ville få problemer med hende, fordi hun ikke selv ville være i stand til at kontrollere sine impulser. Hun himlede med øjnene. ”Du dømmer stadig for hurtigt. Det er lige meget, jeg gider ikke stå og høre på det der, kan du ikke bare hoppe tilbage i seng?” spurgte hun igen direkte afvisende. Hun var ved at nå randen af hvad hun kunne holde til før vreden ville komme til syne. ”Jeg har kæmpet hele mit liv, din bekymring er unødvendig, men det er underordnet. Jeg er nødt til at tage af sted, og jeg har lyst til at tage af sted.. Bare.. lad være jeg finder selv ud af det, jeg gider ikke det her,” endte hun frustreret og begyndte igen lettere oprevet at samle sine ting sammen. Han ville have hende ud derfra, fint så skulle hun nok se at komme væk!

[Deleted]

Det irriterede virkelig Evan, at Athena skulle tage den tone i brug overfor ham! Han kunne ikke se hvad han havde gjort forkert, og det var jo næsten det som gjorde det mere frustrerende for ham, for.. hvad havde han gjort for at gøre sig fortjent til det her? Han vendte blikket direkte mod hende igen, som han pustede røgen ud igennem næsten. Det var ikke fordi at han ville give hende følelsen af at være uønsket eller noget lignende, for det var noget af det sidste som hun var! Men at hun skulle gøre sig de tanker, og gøre de ting nøjagtigt ligesom sin mor, var noget som direkte irriterede ham, også fordi at han ikke kunne gøre en skid ved det, og det var næsten det som irriterede ham mere end det som noget andet var i stand til at gøre det! Han trak let på skuldrene. ”Det er og bliver nu mit hjem, Athena.. Du kan vel godt lide under en gammel mands dårlige vaner for de minutter du endnu befinder dig her?” endte han ganske kortfattet. Måske en anelse flabet, men ej var det noget som han kunne gøre noget ved af den grund. Han var ved at være træt og direkte irriteret, og det var alt sammen hendes egen skyld! Han rystede ganske sigende på hovedet. ”Med andre ord, så har du ikke fortalt ham om hvad det egentlig indebærer? Jeg kender dig, Athena og jeg ved at du kun gør hvad du kan for at flygte fra mig, og ved du hvad? Jeg er træt af det. Hvis du vil ud af huset her, så skal du være velkommen, men agt dig mine ord.. Jeg kommer til at skrive til Kongen, hvor jeg på det kraftigste fraråder ham at sende dig i marken. Du er endnu ikke myndig, og derfor stadig mit ansvar,” endte han ganske kortfattet. Han løb ikke fra sit ansvar!
Evan ville ikke ligefrem vove at påstå at han dømte det for hurtigt, for han kendte hende, og han havde kendt hende, siden hun havde været helt lille! At hun så skulle afvise ham igen, var noget som direkte irriterede ham mere end det som godt måtte være i den anden ende. Han knyttede næverne, som han igen rejste sig fra sengen af, kun for at vende sig mod hende. Han endte med at knytte den ene hånd, udelukkende fordi at han virkelig var fristet til at slå hende! ”Du vækker mig kun for at sende mig tilbage til sengs? Sig mig.. Har det her noget med Malena at gøre?” spurgte han med en kortfattet stemme, som han tog det sidste sug af smøgen og lod den forsvinde på magisk vis, idet han vendte blikket direkte mod hende igen, som det så ud til at hun faktisk pakkede det sidste. At hans bekymring direkte var underordnet, var noget som et sted faktisk gjorde ham ked af det, for han bekymrede sig for pokker da om hende, som han i den grad også holdt af hende, og det her var takken, for alt det som han havde gjort for hende? Det synes han bestemt ikke var retfærdigt! ”Som du vil.. Det her er så din egen sag..” endte han kortfattet. Han holdt den ene hånd frem for sig, hvor den lille pengesæk dukkede op. Han smed den på sengen ved hende. Nok var nok, selv for ham! ”Jeg glæder mig til den dag, hvor du finder ud af, hvad du egentlig har kastet fra dig ved dine flugter, Athena..” endte han kortfattet. Nok var nok!

[Athena Maloya Mathimæus]

I det store og det hele havde Evan ikke gjort noget forkert, og det var noget som nagede Athena. Hun var vred på ham over at han faktisk fulgte sit hjerte, hun var vred over at han igen ikke gav hende den reaktion som hun ønskede af ham, hun var frustreret over at han ikke havde kendskab til de følelser hun brændt inde med, og endnu mere over at hun ikke var i stand til at dele det med ham. Det var måske ikke retfærdigt, men det var ikke meget at gøre ved det, følelserne var den ene ting som hun ikke selv var herre over. Athena lignede sin mor frygtelig meget, hvilket hun blev påpeget mere eller mindre hele tiden, det var efterhånden begyndt at irritere hende. Hun lignede hende måske men hun var ikke som hende.. ikke af det hun vidste vel og mærke, for hun havde nok en tendens til at føle sig både uvelkommen og uelsket, hun havde til dels kun haft sig selv og det havde selvfølgelig også en effekt på hende. Røgen sved virkelig ned i lungerne. Hun hostede endnu engang og lod uden at tænke over det, hånden glide til brystet. Det gjorde virkelig ondt, også selvom det var en smerte som hun valgte at bide i sig for nu. ”Det er dit hjem.. men lad mig forlade det før du overhovedet glemmer at jeg nogensinde har været der,” bed hun en smule han provokerede hende, hvilket hun godt kunne fornemme, det gjorde hende kun mere vred! Hun sukkede og himlede med øjnene. ”Min bror arbejder måske på et bordel, men han er ikke dum, han ved hvad krigen indebærer og hvad ofret i værste tilfælde kan være. Jeg forstår ikke hvordan du kan få det hele til at handle om dig igen, Evan! Jeg forsøger ikke at flygte fra noget som helst, jeg forsøger at etablere mit eget liv! Du kan skrive til ham alt det du vil, jeg skal nok få det på min måde i sidste ende, det gør jeg aldrig, og jeg har ikke tænkt mig at lade dig ødelægge den her mulighed!” endte hun denne gang med direkte hævet stemme.
På sit var det rart at der var en som ikke var ligeglad.. det havde far jo været, men på den anden side så gjorde det kun ondt. At han så endte med at bringe Malena på banen var noget der for et kort øjeblik fik hende til at stivne. Hun bed sig i læben og stoppede sin gøren for et øjeblik. Det eneste hun hørte var sine egne hjerteslag, der pulserede gennem kroppen, før hun genoptog sin oprevne gøren. ”Jeg ville ikke bare pakke mine ting og tage af sted uden at sige noget, det har ikke noget med hverken dig eller Malena at gøre,” endte hun direkte vredt. Hun rettede sig op og knyttede hænderne. Neglene borede sig ned i håndfladen, hun stirrede tomt ind i væggen, mest i forsøget på at holde lidt ro på sig selv, for nemt var det ikke! Athena var slet ikke vant til at nogle bekymrede sig om hende som sådan, hun havde ingen idé om hvordan hun skulle håndtere det eller tolke det for den slags skyld. Blikket faldt mod pengeposen som han smed på sengen, også selvom hun kun skævede til den. Det var ved at være op over, men af ren og skær stædighed ville hun ikke tage imod. ”Den tid den sorg,” svarede hun kortfattet og måske lidt flabet før hun greb om sine ting og lod posen lægge.

[Deleted]

Evan var virkelig ved at være godt tosset efterhånden, selvom han virkelig forsøgte at lægge bånd på sig selv. Det var bestemt ikke fordi at det var nemt på nogen måde overhovedet! Han vendte blikket direkte mod hende. Han var måske temmelig flabet, men han ønskede at få hende til at reagere, også selvom det var tydeligt for ham, at hun ikke direkte reagerede på den måde som han ville have det, og det irriterede ham kun yderligere. ”Jeg har skam ikke noget imod at du er her.. Det er ikke mig som er ved at fjerne alle sporene efter så mange år,” endte han ganske kortfattet. Det var ikke ligefrem fordi at det gjorde det meget bedre for han.. savnede hende vel allerede? Han rystede let på hovedet. Det faktum, at hun hævede stemmen indikerede kun en ting for ham; At han havde ret, og at hun var klar over det, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde ham det mindste på nogen måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Det omhandler skam ikke mig, men at jeg er nødt til at gøre mit, for at sikre mig dit liv, når der ikke er nogen andre til at gøre det. Det har slet ikke noget med mig at gøre, og du ved det.. du ved jeg har ret!” endte han med en fast tone. Hun var måske ved at være træt af ham, men han handlede for pokker da kun på hendes bedste! Og når hun ikke selv var i stand til at gøre det, jamen så måtte andre jo gøre det i stedet for!
Evan vidste snart ikke hvordan han skulle reagere. Hvis hun virkelig ønskede at tage derfra, så skulle han bestemt heller ikke være den som stoppede hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Selvfølgelig var det noget som gjorde ondt på ham, for han vidste snart ikke hvordan han skulle reagere, før det ville ende med at gå galt, for det var slet ikke noget som han brød sig om! ”Med andre ord, det har noget med Malena at gøre?” endte han med en ganske kortfattet stemme. Selvfølgelig var det noget som virkelig irriterede ham! Også fordi at han ikke ligefrem kunne gøre det meste ved det af den grund! Han havde virkelig fået nok nu. Hans bekymringer gjorde ikke ligefrem noget ved sagen, for det var tydeligt at den åbenbart ikke betød særlig meget for hende, og selvfølgelig var det noget som kun irriterede ham yderligere. ”Så siger vi det, hvis du er så sikker på det..” afveg han ganske kortfattet. Tænderne bed han fast sammen, som han forlod hendes værelse, kun for kraftigt at smække døren i efter sig. Han var vred, og ikke mindst ked af det, selvom.. det bestemt heller ikke var en miks som var særlig god for en som ham! Han gik dog ikke ind på soveværelset, men ned i pejsestuen, kun for at gribe fat om flasken som stod pænt placeret i vitrineskabet. Han flåede nærmest låget af, kun for at tage en stor tår. Nu hvor hun var på vej ud af hytten, så kunne han da slet ikke finde ro, uanset hvad, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund! ”For helvede Athena..” endte han denne gang med en vred stemme. Hun var virkelig sin mor om igen, og han kunne bare ikke have det!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena kunne fornemme at han var forbandet vred, hun kunne se hvordan han måtte knytte hånden for at holde igen, for ikke at ende med at slå hende. Et slag ville måske heller ikke være nogets om man kunne håbe på, men det var en form for reaktion og hun havde brug for andet end ord, for hun forstod ikke hvad der kom over hans læber, det var direkte frustrerende og hun vidste ikke hvordan hun selv skulle reagere på det. På sit vis lød det næsten som om at han faktisk var vred over at hun forlod stedet.. forlod ham, men hun var sikker på at det bare var hans irriterede tone der bragte ham ud med det budskab. ”Du misforstår det. Børn flyver fra reden Evan og det er det punkt jeg har nået nu, mere er der ikke i det,” forsøgte hun også selvom det var en direkte løgn- usikkert bed hun sig i den bløde underlæbe. Hun følte for at råbe af ham, hun følte for at slå ham.. for år tilbage havde hun allerede været over ham, men hun havde til dels lært at kontrollere det, hvilket hun var glad for nu. Det ville ikke blive nemt at give slip på ham, det var næsten som at miste en del af sig selv, men hun kunne ikke være omkring ham på den måde mere, og slet ikke hvis hun skulle se ham hånd i hånd med Malena.
Endnu engang havde Evan ret hvilket også var grunden til at hun endte med at hæve stemmen. Hun var vred på ham og hun lagde ikke skjul på det. Blikket lod hun stille glide i, mens hun forsøgte at trække vejret så roligt som det var hende muligt. ”Du får det til at handle om dig, og det irritere mig. Jeg kan ikke se hvorfor du skal sætte en hindring op for de ting jeg drømmer om, og jeg vil bestemt ikke stå og sige at du har ret, for du har ingen idé om hvad du snakker om!” udbrød hun vredt og endte med at vende sig mod ham. Det havde alt sammen noget med Malena at gøre, der havde han ramt plet, men hun havde heller ikke lyst til at tage den diskussion op når kvinden lå lige inde ved siden af! ”Du høre slet ikke efter,” mumlede hun sammenbidt. Hun blev stående og så stift ned i jorden mens hun kunne fornemme hvordan han endte med at søge ud. Døren smækkede hårdt hvilket gav hende et mindre chok. I lange sekunder blev hun stående i den pludselige stilhed mens tårerne trængte sig på. Denne gang kunne hun ikke holde dem tilbage. Lydløst trillede de ned over de farveløse kinder. Hun samlede egendelene i sine arme, og trådte mod døren. For sidste gang lod hun blikket glide rundt i det værelse som havde været hendes i forbandet mange år. Døren skubbede hun op med foden. Det ville blive en lang tur, men hun kunne ikke blive særligt ikke nu. Det var virkelig som at få en kæmpe lussing, han plejede ikke at gøre. Døren lod hun stå på klem mens hun bevægede sig ned af trappen og ned i pejsestuen hvor han sad, den skulle hun trods alt igennem. ”Hav det godt,” endte hun stille uden at se på ham, hun ønskede ikke at han skulle se hendes tårer. Uden at tøve strøg hun gennem stuen og ud af hoveddøren ud i mørket, hvor hun satte kurs tilbage mod Dvasias, uden at stoppe de tårer som måtte trille.

//Out

[Deleted]

Hvor sent det var blevet var ikke til at sige, men det var i hvert fald timer siden at Malena var hoppet i seng med Evan efter en frygtelig hyggelig aften. Det var rart at være tilbage ved noget velkendt, også selvom hun slet ikke havde regnet med at han ville kaste Diane ud af sengen for at have hende liggende der i stedet for. Tanken om at ligge i hans favn igen, var fantastisk. Hun havde vandret alene i uger, i kulde og uden at støde på andet end fjender, og var der noget mere fantastisk at ligge i en seng, ren og velduftende, med den mand hun havde elsket i forbandet mange år? Til dels bekymrede tanken hende, at hun ikke følte så stærke følelser som hun havde gjort engang, på den anden side var det rart at vide, at hun langt om længe kunne forsøge at opbygge noget med ham vel og mærke. De søde drømme havde forsøgt at fortælle hende hvordan og hvorledes, til hun var vågnet ved det kraftige smæk med døren. Malena satte sig op med et sæt i sengen og stirrede længe på døren, før hun meget forsigtigt lod et blik glide hen ved siden af sig Evan var oppe, hun måtte næsten konkludere at det var ham som havde smækket med døren. Hvad pokker var der nu galt? Lidt søvnig steg hun ud af sengen og lod hånden vandre igennem de krøllede, blonde lokker. Hun var iført en natkjole af Dianes, ikke at det plagede hende, hele idéen var netop at hun var i stand til at holde sig varm. Et dæmpet suk forlod hendes læber, idet hun trådte frem mod døren og lod den glide op. Lyset på gangen skær hende ind i øjnene, som hun var tvunget til at knibe en smule sammen for at kunne se noget i det hele taget. Der var blevet stille på gangen, hun gik næsten ud fra at han sad nedenunder? Med rolige skridt og på nøgne fødder trådte hun ned af trappen, også selvom det ikke var nemt, hun var stadig træt, men hun var nødt til at vide hvad pokker der foregik. Måske hun havde været død i mange år, men hun kendte stadig ud og ind, hun kendte hans vaner og hans måder at reagere på, så hvis der først var smækkende døre involveret, så var hun bange for at den var helt galt. Yderst forsigtigt gjorde hun sin entré i pejsetuen også selvom hun stoppede op ved dørkarmen og lænede sig op af den. De trætte, grønne øjne betragtede ham roligt. Et lille smil bredte sig på hendes læber ved synet af ham sidde der med flasken i sin hånd. Både ham og Jared havde altid næsten kun været mere charmerende når de var vrede. ”Jeg har slet ikke mærket mig af at du var stået op kære,” erkendte hun med en blid tone. Hun rettede sig op og trådte helt ind, og hen mod hans lænestol hvor han så fint sad. ”Du er vred,” påpegede hun mere som en konklusion end et spørgsmål, hun var trods alt ikke rigtigt i tvivl. Hånden hævede hun og lod den søge over det lange hår, også for at vide ham at han ikke var alene, hvad end der var galt så støttede hun ham.”Er der noget jeg kan gøre for dig?” spurgte hun og satte sig ned på armlænet. Hun bekymrede sig om ham, som han bekymrede sig om hende.

[Deleted]

Evan var ikke den type som gik fra et skænderi, uden at det hele var lukket og slukket, men denne gang, kunne han slet ikke få sig selv til at blive stående, for han vidste, at ingen af dem fik noget ud af det. Ingen af dem, fik noget ud af, at stå i hver deres skyttegrav og råbe og skrige af hinanden, for han kendte hende godt nok til at vide at det måtte blive tilfældet, hvis de trak den videre, end hvad de allerede havde gjort. Han gjorde det for pokker ikke for sin egen skyld, men mere for Zacharias og Athena selv, selvom det var tydeligt at hun slet ikke ville se det, for det at hun havde hævet stemmen for ham, indikerede kun for ham, at hun vidste, at han havde ret, og det var noget som et sted irriterede ham! ”Hvis du virkelig ønsker at komme hjemvendt i en ligkiste, som Zacharias, skal grave ned, så fint!” endte han fast. Tanken gjorde ondt.. At hun kunne være så blind, var noget som helt klart var fra mors side igen, og det var noget som virkelig irriterede ham! Han forlod hendes værelse, kun for at smække døren kraftigt i efter sig. Han var stensikker på at Zacharias ikke vidste hvad jobbet ved kongen måtte indebære, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for han have et ansvar for begge børn, men det var for pokker da umuligt, når tøsen ikke tillod ham at gøre noget som helst, og han havde efterhånden fået nok af hendes opførsel! Hvis hun virkelig ville hjem i en kiste, så.. måtte det vel bare være sådan? Selvom han slet ikke ønskede at være med til at gravlægge hende!
At smække med døren, var egentlig kun et desperat råb om hjælp – ord som i sig selv, ikke brød Evans læber, velvidende om at Malena ville høre dem. Han havde sendt Diane ud tidligere på aftenen, udelukkende fordi at andre havde mere brug for ham end det som godt var i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han sukkede dæmpet, som han gled ned i sin kære lænestol og med flasken i hånden. Den anden rystede af ren og skær vrede, men vel også fordi at han faktisk var ked af det? Hun vidste slet ikke hvad pokker hun gjorde ved ham! Han svarede hende ikke, som hun passerede stuen, for at komme ud, for hvis hun virkelig ønskede det så voldsomt, så skulle han endelig heller ikke stoppe hende! Han trak vejret dybt, hvor han derefter tog endnu en større tår. Det var sjældent han var så oprørt som han følt det lige nu, selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget bedre for ham selv! Lyden af Malenas stemme, fik ham til at vende blikket mod pejsen. Han vidste, at hun var grunden til at det gik galt, selvom han slet ikke kunne se hvorfor! Han tog en dyb indånding i et forsøg på at finde ro, selvom det ikke gik som han ville det! Hånden over hans hår, og at hun havde taget pladsen på armlænet, sagde han ikke noget til. ”Jeg.. mente ikke at vække dig, min kære.. Athena vendte blot hjem,” forklarede han sandfærdigt, som han vendte blikket mod hende, kun for en kort stund. Han havde brug for at finde ro.. og han kunne ikke selv gøre det. ”Jeg ved snart ikke mine ane råd, Malena..” endte han frustreret.

[Deleted]

Hvad pokker der foregik nedenunder, var virkelig ikke til at sige, hun havde bestemt ikke regnet med at vågne op til smækkende døre og råbende stemmer! Om ikke andet så havde hun sovet fantastisks å længe det havde varet om ikke andet, hun nød at være tilbage i Evans trygge favn, det gav hende lidt en bekræftelse på at hun på en eller anden led var endt i live igen. På få sekunder var huset blevet forvandlet fra det mest fredelige sted på jorden til at være en ren slagmark og det var tydeligt noget som påvirkede Evan. Lidt forsigtigt satte hun sig på hans armlæn og betragtede ham med et bekymret blik. Måske hun var en hård kvinde men overfor ham såvel som Jared så havde hun altid været den bekymrede af slagsen, hun havde ladet dem vogte over hende, og nu var det vel kun på tide at hun gav lidt igen? Hånden søge blidt ned over hans hår og ned til hans skulder, hvor hun lod den hvile. Det var en frustreret mand der sad der, hvilket man i sig selv ikke så ofte med en mand som ham. ”Det gør skam intet, jeg følte blot uroen,” svarede hun og sendte ham et blidt smil. Hun kendte ham godt nok til at vide, at han netop smækkede med dørene i et diskret råb om hjælp, og hun tøvede bestemt heller ikke med at stå der. ”I så fald kan jeg næsten fornemme at hun er oprevet? Jeg skal nødig komme her sige en masse, jeg kender hende trods alt ikke, men hun virker som en virkelig vred ung kvinde min kære. Hvad end hun har sagt tvivler jeg på at du skal tage det nært, husker du hvordan vi selv var i den alder?” hun så ned på ham med et lille glimt i øjet. De havde været forfærdelige i den alder alle sammen, også fordi de havde været indebrændte over deres skæbner hver især, nu kendte hun ikke den unge Athenas, men noget antydede klart for hende, at hun ikke havde det nemt. Som han vendte blikket mod hende, hævede hun stille hånden og lagde den mod hans kind. Tomlen strøg blidt langs og ned over de ru skægstubbe. På trods af de mange år der var gået, så var han endnu en forbandet flot mand. ”Indvie mig kære. Jeg kender hende måske ikke, men jeg er trods alt en kvinde,” påpegede hun næsten lidt drillende, for løgn var det trods alt ikke. Det var nu ikke fordi at hun ville blande sig uden videre, hun var trods alt opdraget med at kvinder kun kom med deres holdning når de blev bedt om det, hvilket hun endnu ikke havde glemt, også selvom hun godt nok kun bruge det når hun havde en til at beskytte sig, ude i den virkelige verden blev man spist med den holdning, og det nægtede hun! I sidste ende ønskede hun kun at hjælpe, hvilket hun håbede at han vidste. Hun skævede til hans glas. ”Har du noget mindre stærkt end det der stads? Noget vin måske?” spurgte hun roligt, for hun havde aldrig været til det stærke, ham og Jared havde altid siddet med hver deres glas whisky mens hun havde holdt sig til rødvinen, når muligheden bød sig om ikke andet, Evan var trods alt den eneste der havde haft mønter på lommen dengang!

[Deleted]

Normalt smuttede Evan ikke fra et skænderi, men lige denne gang, så han ikke andre alternativer end bare at trække sig, før det ville gå helt galt. Det var sjældent han blev andet end vred når det endelig var galt, men om ikke andet så var han blevet ked af det denne gang, selvom det bestemt heller ikke var noget som han havde lyst til at informere Malena om. Det sitrede og dirrede i hans krop, velvidende om at han virkelig var fristet til at søge efter Athena, selvom.. det ville bestemt ikke gøre det meget bedre for ham, og han vidste det jo udmærket godt, det var der jo heller ikke ligefrem nogen tvivl om i den anden ende, hvilket han heller ikke ligefrem kunne gøre det vilde ved af den grund. ”Jeg mente virkelig ikke at vække dig, Malena.. Det beklager jeg,” endte han dæmpet. Allerede bare ved at sidde der, følte han roen, og det var faktisk utrolig rart, for det var ikke noget som skete så ofte igen, men.. når han endelig havde muligheden for at slappe bare en smule af, så var det noget som selvfølgelig også gjorde sit for hans vedkommende. Athena var oprevet, men det var hun bestemt heller ikke alene om! Han rystede på hovedet, som han tog en tår af flasken. Denne gang havde han faktisk skippet glasset. Han havde faktisk slet ikke tænkt på det! Hånden over hans hår og videre over hans skulder, gjorde ham rolig, også fordi at han vidste, at der var en ved ham, som han kunne stole på, og det var.. rart! Da jeg var i hendes alder, var jeg allerede en trolovet mand, med en fastlagt skæbne og fremtid, Malena.. Jeg ved godt, at jeg ikke skal tage det nært eller personligt, men.. end ikke jeg kan modstå alt.. Det gør mig vred..” endte han dæmpet. Det gjorde ondt at erkende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket mod hende, også selvom hendes hånd mod hans kind, fik ham til at lægge hovedet mod den, næsten som han søgte den omsorg. Han havde brug for den, og lige nu stod hun som den eneste til at gøre det, og selvfølgelig var det også noget som påvirkede selv en mand som ham. Han rystede en anelse på hovedet igen og bed sig svagt i læben. ”Der er ikke rigtigt noget at sige.. Jeg kan bare ikke gøre noget rigtigt for hende mere,” endte han dæmpet, hvilket var noget som fik ham til at vende blikket mod flasken, hvor han igen tog en tår. Der skulle efterhånden meget til, før han var så langt ude og så oprevet, men lige nu, kunne han slet ikke gøre noget ved det, og han hadede det virkelig! Han nikkede. ”I vitrineskabet.. Der skulle meget gerne stå en flaske af din yndlings rødvin,” endte han dæmpet, som han roligt satte sig en anelse op. Så lang tid han havde sin kære whisky, så var han fin med det hele. Han havde ganske vidst altid været den af dem, som havde haft penge på lommen, og han fortrød bestemt heller ikke at han havde skænket Malena en guldmønt eller to i tide og utide under bordet, for han havde jo altid ønsket at de skulle klare sig! Bare tanken fik ham til at mindes.. En tragisk fortid.