My sleeping beauty?

[Deleted]

Det var ved at være en temmelig sen aften, hvor hele manoret stort set var gået til ro. Dette inkluderede så sandelig også Evan og Malena. Selvom han havde skænket kvinden sit eget værelse, så var det som om at dette selv var noget som bragte ham tilbage til det punkt, hvorpå han havde været for frygtelig mange år siden, også velvidende om at Jared nu ikke ville være i vejen for det. Selvom han endnu ikke havde formået at trække den hele vejen, da hans hjerte skam måtte ligge et helt andet sted, så var det slet ikke noget som han ønskede at gøre meget anderledes. Roen havde sænket sig i manoret, velvidende om at Athena var i tryg forvaring ved sin kære broder, hvor det var der at han automatisk gik ud fra, at hun måtte være. Hvad der havde stået i brevet fra Mattheus til den unge pige, vidste han dog ikke, hvilket alligevel havde bragt ham til tænkende kvaler igennem de sidste dage, alt imens han havde tilladt Malena at finde til rette, hvor de også havde været at besøge Jareds grav, hvor han havde forklaret hende, hvordan det hele havde forløbet sig efter hendes bortgang, bare for at give hende en lille opdatering af hvad der var sket, mens hun havde været væk, for småting havde det bestemt heller ikke været.
Vinden var ganske mild, og uglerne tudede udenfor i det fjerne, hvor fuldmånen lige så var at spotte på den store nattehimmel. Dog var dette ikke noget som påvirkede Evan, som lå der i sin tryggeste søvn, med den smukke Malena i sine arme. Hun havde ligesides haft brug for den tryghed, og det var noget som han vidste, at han havde været i stand til at skænke hende, hvilket han skam heller ikke havde tøvet med i den ene eller den anden omfang. De var gået til ro for timer siden, hvor man næsten kunne sige, at det var hendes søde duft, som nærmest havde lullet ham hen i den trygge og behagelige søvn. Det var sjældent at han sov så godt, som det han gjorde i denne stund, selv på trods af, at han faktisk lå iklædt hvad man næsten kunne definere som noget nattøj. Det føles forkert af ham, at ligge i ingenting med denne kvinde i sine arme. Drømmene var gode og ikke mindst behagelige for en gangs skyld, også fordi at han vidste, at den kvinde som så trygt hvilede i hans favntag, var en af typen som han kunne stole på, selv på trods af, at hun var en nymfe bosat i det mørke land, som hun dog havde været igennem så frygtelig mange år. Evan trak vejret ganske dybt, hvor hans arme alligevel lukkede sig en anelse mere fast omkring den smukke Malena, kun for at trække hende yderligere ind mod sin egen favn, så han var sikker på at hun var der. Et sted var det vel noget psykologisk? En tryghed som han selv havde brug for et eller andet sted? Han kunne ikke lade være, velvidende om at han aldrig ville kunne give sig helt og fuldkommen hen til hende, uanset hvad!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var efterhånden ved at være forbandet sent. Athena havde forladt bordellet for ganske få timer siden, efter at have tilbragt et par dage hos Zacharias. Hun havde virelig nydt sin brors selskab, nydt at få snakket ud, han var slet ikke så slem som hun havde ventet sig. For et kort øjeblik havde hun glemt det faktum at hun var nødt til at tage hjem før eller siden for at få pakket sine ting. Endelig havde hun taget sig sammen til faktisk at vende næsen tilbage mod Imandra. Det store manor havde tårnet sig op for hendes blik et sted bag de træer som ellers havde skygget for det. Hun var på vej op af den lille sti som måtte fører til selve hoveddøren. Denne gang havde det ikke været en fuldstændig ubesværet tur hjem, hun havde været tvunget til at manipulere et par vagter, for at få adgang til landet, sådan plejede det ikke at være, men hun havde trods alt ikke Evan med. Endnu engang havde Zacharias fået lov til at lege lidt med de blonde lokker, der hang i et side skil langs den ene side, mens det var lykkedes hende at skaffe sig en blålig kjole der fremhævede den ellers ikke synderligt store barm og de halvbrede hofter. Hun havde måske aldrig været god til den slags, men det var desværre ved at blive for koldt til korsettoppen særligt i Imandra på denne tid af året. De grønne øjne lod hun søge omkring, forventet næsten at finde Evan bappende på en smøg. Skuffelsen slog hende en smule omkuld, også selvom hun ikke gav op så let, kendte hun ham ret så sad han og arbejdede. Kort så un mod vinduerne. Huset var mere eller mindre mørklagt. Et suk brød de rosa læber, mens hun yderst forsigtigt slog døren op og trådte ind i varmen. Der var intet lys i miles omkreds hvilket undrede hende. Døren lod hun glide i bag sig. Med forsigtige skridt trådte hun ind i den enorme hall. Diane var nok hoppet i seng, men hun forventede ikke ligefrem at Evan var, han plejede aldrig at sove på denne tid af døgnet. Kappen løsnede hun fra de slanke skuldre og lod lagde den over sin arm mens hun bevægede sig op af trappen. Heldigvis lå arbejdsværelset som et af de første. Hun behøvede end ikke at træde ind for at se at der var tomt, for lyset slap aldrig ud under døren. Det lignede ham ikke. Lettere opgivende lod hun hånden vandre igennem de blonde lokker og så ud af vinduet hvor ikke var andet at se end mørket. Måske han for en gangs skyld havde besluttet sig for at få noget hvile.. uanset så var hun nødt til at snakke med ham inden hun tog af sted, hun havde jo lovet kongen at være der så snart hun havde mulighed for det. Roligt nærmede hun sig hans soveværelse. Det var mange år siden hun sidst havde sat sin fod der. Yderst forsigtigt lod hun døren glide op, for hun ville jo nødig vække Diane.. det var om ikke andet hende hun havde forventet at se. Blikket faldt på Evan der lå med Malena i armene.. hendes mave snørede sig sammen ved det blotte syn. Hovedet lagde hun direkte opgivende mod dørkarmen. Tårerne trængte sig på, men hun tvang dem tilbage. ”Evan!# endte hun næsten en smule hidsigt, mens hun vendte ryggen til kun for at sætte kurs mod sit eget værelse.

[Deleted]

Det var bestemt ikke ofte, at det skete, men denne gang havde Evan faktisk valgt at krybe i seng. Han måtte desværre erkende, at alderen var ved at trykke, for han var jo ikke ligefrem en ung mand mere. Han var aldrende, selvom han stod fuldkommen fast på, at han var en mand i sin bedste alder, og det var uden at tøve det mindste i den anden ende! Selvom det måske var med den forkerte kvinde i armene, så kunne han jo ikke ligefrem gøre det bedre end det. Selv han havde brug for en trøst for det som var sket, og selv var det en.. lettelse et sted at have noget at trøste sig med, også efter Jareds bortgang. Manden havde han fået begravet, som han havde mødt manden som kaldte sig for mandens fader, også selvom det ikke gjorde det meget bedre for ham! Arbejdet havde han for en gangs skyld lagt fra sig, til fordel for søvnen, som efterhånden var så frygtelig tiltrængt efterhånden, og specielt med alle de mange tanker som han gjorde sig igennem en dag, for det var virkelig fra han stod op til han gik i seng, og det var noget som selv trættede ham frygtelig, frygtelig meget!
At Athena var på vej, var slet ikke noget som Evan havde nogen anelse om, da han vidste at hun havde været i tryg forvaring ved Zacharias, så han vidste at der ikke ville ske noget. Om det var sket, så vidste han at knægten ville give ham besked, og derefter skulle han skam nok reagere, men han havde absolut intet hørt! Søvnen var tung og direkte tiltrængt, også selvom han ikke havde nogen anelse om at Athena faktisk stod i døren ind til hans soveværelse. Det var ved at være frygtelig mange år siden, at han var vågnet ved at hun havde lagt sig nede i fodenden, hvor han havde taget hende op i favnen, og ladet hende være der. Han vågnede dog med et voldsomt spjæt ved lyden af hendes stemme i hovedet, hvor han omgående slap Malena og satte sig op. Det var ikke ligefrem sådan at han havde regnet med at skulle høre noget som helst! Han trak vejret dybt, som han strækkede sig og vendte blikket mod Malena som lå der. Selv hun så ud til at sove tungt, så det passede ham fint. ”Fantastisk..” endte han let for sig selv, som han yderst varsomt krøb ud af sengen og greb sin kåbe som han kastede om sin krop. Hvad pokker lavede Athena hjemme, og så på denne tid af døgnet? Det var ikke lige hvad han havde ventet sig! Han forlod hurtigt værelset, hvor han lod døren glide i ganske forsigtigt, som han vendte sig mod Athenas værelse. Selvom han lignede en som havde fået den største omgang, da håret mere eller mindre stod ud til alle sider, så var det ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. ”Du kunne ikke finde et bedre tidspunkt at komme hjem på Athena? Endda uden at vække mig?” spurgte han gnavent. Han havde faktisk ligget i den sødeste drøm – omkring hende, selvom det vel var noget som hun var ligeglad med? Han havde faktisk brug for den søvn, nu hvor han havde været frisk nok og ikke mindst klar til at indfri den!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det forundrede Athena at manden i det hele taget var hoppet i seng, for han havde som regel nægtet at finde hvile, arbejdet kom i første række. Nu forstod hun hvordan han havde formået at falde i søvn, hun havde ganske vidst frygtet for at støde på Malena, hvilket netop var grunden tila t det var blevet så sent inden hun havde valgt at tage hjem, hun havde bestemt ikke regnet med at finde kvinden i hans favn. Tanken i sig selv gjorde forbandet ondt, jalousien stak til hende værre end den nogensinde havde været før, nok fordi hun vidste at Evan elskede Malena og hun havde set ham lyse op ved synet af hende, den tanke skræmte hende. For lange sekunder havde stirret på deres sovende skikkelser. Evan havde set så fredelig ud, med et lille smil på læberne og Malena trygt puttet ind i sin favn. Måske det var en brutal måde at vække ham på, det burde ikke gøre hende så vred hvilket Athena udmærket vidste, men det gjorde ondt og mere end hun turde at være ved. Døren ind til soveværelset lod hun blot stå åben mens hun selv trådte mod sit eget, kun for at slå døren op. Intet var forandret, hvilket hun heller ikke havde regnet med, der kom aldrig nogle alligevel og han havde intet at gøre på hendes værelse. For et kort øjeblik fangede hun sin egen skikkelse i spejlet. For første gang nogensinde gik det op for hende at hun faktisk kunne være så.. smuk. Tanken slog hun hurtigt bort, hun var slet ikke i humør til den slags. De tunge skridt ned af gangen hørte hun udmærket, hvilket hurtigt og endda en smule oprevet fik hende til at åbne klædeskabet, kun for hive tøjet ud og smide på sengen. Hvordan hun skulle få det hele med til Dvasias, skulle hun nok finde ud af, hun havde ikke lyst til at blive så meget som en eneste nat. ”Undskyld hvis jeg ikke tilrettelægger mig efter dit skema,” svarede hun lidt spidst. Hendes hjerte slog hårde slag, hun brød sig ikke om at afvise ham, men hun havde vel ikke rigtigt noget andet valg? Blikket lod hun end ikke falde mod hans skikkelse i frygt for at hun ikke ville være i stand til at holde tårerne tilbage. Det gjorde ondt at se ham med en anden ja, ikke mindst, fordi hun for en kort stund faktisk havde lukket ham en smule mere nær, særligt efter det var gået op for hende at han ikke elskede Diane. Hun bed sig let i læben og lagde et par bukser sammen. ”Jeg skal snakke med dig, og nej det kunne ikke vente til du engang havde fået snøvlet færdig,” påpegede hun hurtigt. Et sted var hun jo glad for at hun havde tvunget ham ud af sengen, det betød om ikke andet at hun havde revet ham bort fra hende. Efterhånden havde hun virkelig ondt, hvilket heller ikke var noget der gjorde det nemmere for hende at kontrollere sig selv. ”Jeg har fået arbejde hos Kongen af Dvasias,” informerede hun endnu en smule oprevet, end ikke stoltheden var hun i stand til at give udtryk for, for smerten gjorde det kun endnu være, både den fysiske og den psykiske. At han havde drømt om hende havde hun ingen idé om, hun blev blot vanvittig af at nærer de varme følelser for ham, hun havde hørt at kærlighed skulle være godt, men det eneste hun havde fået ud af det var smerte.

[Deleted]

Det var ikke fordi Evan havde indvilget at gå i seng med sin gode vilje, for han plejede at sidde med arbejdet, og det var jo lige før, at han sad igen med abstinenser efter at arbejde, selvom han havde valgt at bide det i sig for nu. Søvnen var selv for ham ganske tiltrængt, og det var noget som an i den grad godt kunne mærke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Men at blive vækket på den måde, var ganske vidst ikke lige det som Evan havde regnet med, men ikke desto mindre, så bragte det ham faktisk en.. lettelse til sindet, at høre hendes stemme igen. Han havde ganske vidst holdt øje med hende på afstand, velvidende om at hun var i sikkerhed, men han havde været nødt til at vide sig sikker. Ja, det var måske ikke ligefrem det ry som han normalt ville tage på sig, men det var nu ikke noget som han ville indrømme for hende – så lang tid, at hun ikke vidste det, så var der ikke nogen skade sket, for han vidste, at hun ville blive direkte rasende, og det var slet ikke noget som gavnede nogen af dem, på nogen måde overhovedet! ”Jeg ville værdsætte at få en besked inden du gør dig sådan en entré,” endte han ganske kortfattet, for det var vel heller ikke meget at forlange? Det var jo trods alt hans hjem, og det var hans trængende søvn, som nu alligevel var ødelagt, så.. de få timer han havde fået, var bedre end ingenting trods alt, selvom der alligevel manglede noget, men.. det var nu ikke noget som han ønskede at bringe på banen med hende! At hun havde noget at snakke med ham om, fik ham til at vende blikket mod hende, dog alligevel med en kortfattet tone. Umiddelbart kunne han næsten gætte sig til at det havde noget med kongens brev at gøre. Selvfølgelig var han forbandet nysgerrig, men af den grund, så havde han ikke læst det, for han havde faktisk respekt for at det var hendes private ting, og selvfølgelig var det noget som han ønskede at skænke hende – et privatliv. ”Og hvad er det så? Jeg går ud fra, at det har noget med brevet fra kongen at gøre?” spurgte han ganske sandfærdigt, som han lod armene søge træt over kors, og med blikket hvilende på hende. Det forundrede ham ganske enkelt at det så ud som om at hun var ved at.. pakke? Det var slet ikke noget som han kunne forstå, selvom de følgende ord alligevel gjorde det tydeligt for ham hvad der egentlig skete, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som han brød sig om! Han søgte varsomt mod hendes skikkelse. Det lød mere.. som en frustreret Athena frem for noget andet. Hans hænder greb omkring hendes skuldre, mest af alt, for at få hende til at se på ham i stedet for, og stoppe hendes gøren. ”Hvad slags arbejde, er det Kongen skænker dig, Athena? Se på mig..” Den ene hånd gled næsten længselsfuldt mod hendes kind. Han kunne endnu mindes den stund hvor hun havde skænket hans kind et kys – en tanke som han ikke havde glemt, også fordi at det efterlod ham med en varme, som han ikke havde oplevet i frygtelig mange år.

[Athena Maloya Mathimæus]

Evan havde altid siddet oppe med sit arbejde til langt ud på natten, Athena havde kun valgt at komme forbi på denne tid af aftenen fordi hun havde forventet at have ham på egen hånd. Diane var gået i seng, men hvor hun sov vidste hun ikke og i det store og det hele var hun også ligeglad, for det gjorde det slet ikke bedre at Malena havde indtaget hendes plads i sengen, det var tværtimod næsten værre. Hjemmet virkede både velkendt og varmt, hvilket hun næsten havde savnet, det var ikke fordi at hun direkte anså bordellet for at være hverken trygt eller varmt, på trods af den anonymitet der hærgede stedet. Med yderst faste bevægelser fortsatte hun med at ligge tøjet sammen for at det ville være lettere at slæbe med sig. Hun vidste at Evan nok ikke ville se på nyhederne med samme iver som hun gjorde, primært fordi det både krævede at hun flyttede, og samtidig at hun var tvunget i marken før eller siden. På den anden side, var det jo hvad han havde trænet hende til. Måske det kun drejede sig om dage hun havde været borte, men hun havde faktisk tænkt meget på ham.. længtes efter ham, og at vide at han kun havde haft øje på Malena, gjorde ondt selvom hun ikke havde kunnet forvente meget andet. Hans ord fik hende kort til at sende ham et direkte skulende blik. Nu skulle hun simpelthen give besked inden? Det havde måske været en fejl af antage at dette også var blevet hendes hjem, det gjorde kun mere ondt. ”Undskyld jeg må have misforstået noget i så fald,” mumlede hun lidt mere dæmpet. Hun var meget frustreret, hun havde ikke trænet, og hun var ekstremt sulten var det underligt at hun var lidt pirrelig? Det irriterede hende kun yderligere at han virkede komplet ligeglad med det hele, måske hun havde ødelagt hans søvn, men det var næsten kun en hævn som hun frydede sig over også selvom det måske var en ringe en af slagsen. ”Det har det,” bekræftede hun blot uden at værdige ham så meget som et blik. Det begyndte at tynde ud i klæderne, hvilket tog hendes mulighed for at gemme sig bag en aktivitet, hun havde aldrig haft særlig meget tøj. Athena frøs på stedet i samme øjeblik de bestemte hænder, endte med at gribe om hendes skuldre. Hjertet sprang et slag over, mens hun blot kastede et blik over sin skulder. Hun stoppede sin gøren, men vendte sig ikke mod ham, tårerne ville hun ikke være i stand til at holde tilbage hvis først han kom tæt nok på og det kunne hun ikke tillade sig denne gang. ”Jeg.. han ønsker mig som sin personlige spion.. og som soldat i marken. Det er en enorm mulighed,” svarede hun og forsøgte at holde fast i spydigheden også selvom det direkte endte umuligt. Den varme, ru hånd som strøg hendes kinder, satte kun en sitren i hende. Langsomt vendte hun blikket mod ham, i håb om at være i stand til at skjule den længsel som havde meldt sig i hendes blik. ”Det kræver dog at jeg er bosat i Dvasias, derfor kan jeg ikke blive, og jeg ville give dig besked frem for blot at pakke mine ting og tage af,” endte hun mere dæmpet. Hun følte virkelig for at lade tårerne falde, på trods af de gode nyheder, hvorfor pokker havde den mand den effekt på hende?!

[Deleted]

Selvom dette var Athenas hjem, så ønskede han at vide på forhånd, om det var nødvendigt for ham at droppe søvnen eller ej, for han havde faktisk ligget frygtelig godt for en gangs skyld, også selvom det ikke ligefrem, var noget som skete særlig ofte igennem den næste tid, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hun så skulle være spydig, efterlod automatisk ham med følelsen af at have gjort noget forkert, også selvom han ikke kunne se, om det var noget som der faktisk var noget hold i, og selvfølgelig var det noget som irriterede ham, selvom han valgte at bide det i sig. Det begyndte at løbe op i tid siden Jareds bortgang, og umiddelbart lod det ikke til at være noget som plagede hende som sådan, så det måtte være andre ting – ting som var ukendte eller usikre for ham, og det var vel også derfor at han ikke umiddelbart tog notits af det som sådan? Han sukkede dæmpet. ”Du misforstår mig, Athena..” endte han træt. Han var faktisk træt, for han var jo altså heller ikke helt ung mere, og han knoklede dag ud og dag ind. At det hun ville snakke med ham om, havde noget med kongens brev at gøre, var noget som alligevel vækkede ham en uro. Han stolede skam på kongen, men han var ung og ikke mindst uerfaren, og af den grund, så frygtede han vel at den unge mand kunne tage lidt forhastede beslutninger, selvom der var mange omkring ham til at stoppe ham inden det gik for vidt, men.. når det kom til Athena, så reagerede altså selv han, for han vidste ikke helt hvor den unge konge ville have hende. ”Det anede mig..” endte han ganske dæmpet. At vide at kongen så havde tilbudt hende en position til lands, var noget som hurtigt fik ham til at se på hende. Spion var en ting, men i marken.. det var straks en helt anden, og det var bestemt ikke noget som han brød sig om! Hænderne gled let over hendes skuldre, også for at stoppe hende i hendes gøren, for det var bestemt ikke noget som han ønskede sig på nogen som helst måde overhovedet! Tænderne bed han svagt sammen. ”Marken er virkelig et farligt sted, Athena.. Jeg ved at det er noget du har drømt om i årevis, men.. er du sikker på at tiden er ret for det?” Et sted irriterede det ham, for det gav hende en grund til at skulle flygte yderligere, og det var noget som et sted pissede ham af, for det var slet ikke noget som han kunne bruge til noget som helst! Tøsen mindede ham virkelig forbandet meget om hendes mor, og lige her, var det bestemt heller ikke en god ting! Hånden strøg han let mod hendes kind. Han vidste allerede godt, at han ikke kunne være bekendt at bede hende om at blive, også fordi at hun var ved at være så stor som hun var. ”Jeg bifalder ikke den tanke, min kære.. Er du sikker på, at det ikke er noget som du har accepteret lidt for hastigt?” spurgte han. Hovedet lod han søge let på sned, uden at han tog blikket yderligere fra hende, for det var slet ikke noget som han kunne eller ville på nogen måde overhovedet! ”Jeg værdsætter selvfølgelig at du opsøger mig frem for bare at pakke dine ting og gå, men.. hvad så hvis jeg ikke ønsker dig i Dvasias og i marken? Det sted er livsfarligt!”

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var sjældent at Athena i det hele taget havde set Evan hvile, og hun var selvfølgelig glad for at han fik lidt søvn for en gangs skyld. Det der plagede hende, var at han havde sovet så forbandet godt med en anden kvinde i sine arme. Det var første gang i mange år at hun havde set ham så fredelig og så rolig, og han havde sovet tungt. Et sted så var hun mere vred på sig selv end på ham, det havde været direkte dumt og naivt at genfinde lidt af det håb som hun ellers havde ladt falde til jorden. Det var næsten for tilfældigt at Malena skulle dukke op blot dagen efter at han havde skænket hende deres historie, det gjorde hende usikker igen og det var ikke til at holde ud, det var på tide at flyve fra reden, hun kunne ikke blive ved ham. Athena reagerede kraftigt, også selvom han i teorien ikke havde gjort andet end at følge sit hjerte, det kunne hun ikke bebrejde ham for, men ikke desto mindre så efterlod det hende kun med en anden smerte. Det forundrede hende egentlig ikke at han lød så træt, han havde sovet godt og hun havde hevet ham op. Kort lod hun blikket søge i retning af ham, men uden at se ham i øjnene. ”Ja det skulle ikke undre mig, så er der jo intet nyt under solen,” påpegede hun tydeligt irriteret. Hun lagde bestemt ikke skjul på at hun var utilfreds, også selvom hun gerne ville lyve for ham, det var desværre bare ikke muligt. Kongen var måske en ung og uerfaren mand, men af den grund ønskede Athena kun at yde ham den hjælp som hun nu engang ville være i stand til, og hun glædede sig til at komme i gang, nu endnu mere end før også fordi hun kunne se på ham at det bestemt ikke passede ham. De varme hænder som søgte ned over de slanke skuldre, fik hende underligt nok til at falde lidt til ro. Et suk slap hendes læber, mens hun endelig besluttede at vende sig mod ham. Han var bekymret, det var hun slet ikke i tvivl om, men der var ikke meget at gøre ved det. De grønne øjne faldt i hans. Det savn hun havde følt gav hende næsten lysten til direkte at springe ham i favnen men hun holdt sig tilbage, og bed sig selv fast i den bløde underlæbe for ikke at lade tårerne falde. ”Jeg ved at det er farligt, Evan men tiden er inde. Du har trænet mig godt og du har trænet mig gennem hele livet, jeg ved at jeg kan klare det derude. Desuden har jeg brug for noget at give mig til efter fars død, og jeg kan ikke blive i Imandra. Det er dit hjem.. ikke mit, jeg er stor nok til at tage vare på mig selv nu,” forklarede hun betydeligt mere roligt. Det gjorde ondt at skulle give slip på ham, men det var nødvendigt.. at klamre sig fast til en fantasi ville næppe hjælpe hende. Kinden lod hun falde mod hans hånd med direkte længsel uden rigtigt at skænke det en tanke. ”Jeg er sikker,” gentog hun endnu engang lidt kortfattet. Piben havde fået en helt anden tone og han skulle ikke regne med at kunne overbevise hende om andet. Den bekymring han udviste for hende var noget der for et kort øjeblik fik hende til at genoverveje det. Måske han faktisk ikke ønskede at miste hende? Hun skubbede dog tanken fra sig, han skulle ikke have den magt om hende?! ”Det.. det er ikke op til dig, Evan. Måske det er livsfarligt, men hvis du tvivler på mig, betyder der kun at du ikke er tilfreds med dit eget arbejde. Jeg er et produkt af dig, og jeg skal nok klare mig,” svarede hun en smule bestemt, og bakkede bort fra hans hånd. Kærtegnene havde en alt for positiv effekt på hende, og hun kunne ikke lade ham komme hende så tæt, det gjorde det kun værre!

[Deleted]

Evan hvilede temmelig sjældent, udelukkende på grund af arbejde, men selv han måtte erkende at Malena havde en effekt på ham, som måske ikke ligefrem var positiv i den retning om ikke andet, men der var nu heller ikke rigtigt noget som han kunne gøre med det af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket direkte mod Athena. Noget var galt, og noget havde han gjort galt i hendes øjne om ikke andet, ellers ville hun ikke reagere på den måde. Om ikke andet, så havde han heller ikke lige regnet med at skulle stå ansigt til ansigt med Malena igen, selvom det nu var sket. Han havde været med til at gravlægge hende, såvel som hans døde søn, velvidende om at det aldrig havde været noget so han kunne kalde den lille dreng ved, selvom det nu endnu ikke var en del af historien som han havde fortalt hende. Han havde faktisk ikke fortalt hende særlig meget, men hvad pokker. Lidt var hun vel bedre vel foruden? Han sukkede dæmpet. ”Du er irriteret. Hvad er der?” spurgte han ganske kortfattet, for det var faktisk noget som måtte irritere ham efterhånden, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være. Han vendte blikket direkte mod hende, som han havde grebet omkring hendes slanke skuldre, kun for at få hende op og tilbage på benene igen. Hvilken effekt hans berøring havde for hende, var han faktisk ikke helt klar over, også selvom han var temmelig sikker hvad hendes følelser angik, så var det når hun var sådan her, noget som faktisk forvirrede selv ham. Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at se hende tage ud i marken, for han ville ikke ligefrem vove at påstå, at det var et sted for hende, og det var noget som han faktisk agtet at holde fuldkommen fast ved! Han vendte blikket ganske sigende i retningen af hende endnu en gang, som hun direkte startede en argumentation. Han rystede let på hovedet. ”Jeg skal endelig ikke stå i vejen for dig, for jeg ved at du er ved at blive stor. Du er vokset fra mig, men tro mig – hvis jeg havde vidst, at du ønskede dig et liv på slagmarken, så havde mine træningsmetoder og teknikker været en ganske anden. Jeg taler af erfaring,” endte han ganske sigende og med en yderst kortfattet stemme. Han var vel bare bange for at hun handlede for overilet, selvom han vidste, hvor meget hun havde ønsket at arbejde for de højere magter – noget som han selv ikke kunne stille noget op mod, var noget som direkte måtte irritere ham mere end det som godt måtte være i den anden ende, og han hadede det virkelig! ”Personligt mener jeg ikke at jeg er færdig med at forme dig, men du virker til at være af en anden mening? Jeg vil ikke anbefale dig at tage derud, Athena, men igen.. Så skal det jo være din beslutning,” endte han selv en kende utilfreds, som hun valgte at trække sig væk fra ham igen. Det var sikkert bare et led som hun gjorde brug af, for at flygte yderligere, og det gjorde ham faktisk sur!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det avr selvfølgelig rart at se ham hvile for en gangs skyld, alligevel følte hun sig underlig bitter ved tanken om, at det ikke var hende selv der hvilede i hans favn og fik ham så meget ned på jorden at han var i stand til at hvile. Hun havde jo fået at vide at Malena var død, og pludselig stod hun selv ansigt til ansigt til kvinde? Det var frustrerende, og Athena havde virkelig håbet at hun havde været ude inden hun var kommet tilbage, desværre var det ikke tilfældet. Hun slap et dæmpet suk og så hen på den mindre bunke af tøj der lå på sengen. Det forundrede slet ikke Athena at Evan bed sig mærke i hendes irritation, også selvom det var mere end det, hun var oprevet et sted direkte vred over det syn som havde mødt hende, også selvom det slet ikke var noget hun havde ret til. ”Bare lad det ligge,” svarede hun kortfattet, næsten også i håb om at han ville droppe det, hun havde ikke lyst til at plapre ud med hvordan hun havde det, ikke under disse omstændigheder, desuden så ville hun blot blive til grin! Endnu engang havde han formået at samle hende en smule op. De grønne øjne så kort til hans også selvom hun hurtigt kastede det ud af vinduet og vristede sig fri at hans greb omkring skuldrene. Det var som om at hendes hjerte bankede hurtigere hver gang han kom tæt på hende, det måtte have noget med sulten at gøre, under alle omstændigheder så ville alting kun forværres hvis hun endte med at give efter for det.
Det var allerede Athena direkte tydeligt at Evan ikke havde lyst til at se hende i marken og den tanke lettede hende, for det betød om ikke andet at han ikke var helt ligeglad. I et forsøg på igen at undslippe ham vendte hun sig mod den lille rest af tøj, som hun begyndte at ligge sammen. Hun var allerede fast besluttet på det valg hun havde foretaget, ellers ville hun bestemt heller ikke have pakket sammen bare sådan. ”Det er jeg.. jeg er ikke længere et barn men en ung kvinde, og jeg er glad for at du om ikke andet udviser en form for bekymring, men jeg har besluttet mig, Evan. Du taler af erfaring?” spurgte hun og hævede et lidt spørgende øjenbryn. Hun havde da aldrig hørt noget om at han havde været i marken, det gjorde hende faktisk nysgerrig! Måske det var en lidt desperat aktion, hun var trods alt ivrig efter at komme tilbage til Dvasias, hun var ivrig efter at komme væk fra Evan, for det gjorde det kun værre at være omkring ham og særligt hvis han nu havde fundet lykken med Malena igen. Tøjet lagde hun færdigt, før hun vendte sig mod en skuffe i natbordet, for at finde nogle gamle bøger frem. De fleste var med tegninger, men også det som mindede om en dagbog og et par smykker lå i blandt, hun ejede jo ikke særlig meget. Hun rystede afvisende på hovedet. ”Jeg siger ikke at du er færdig med at forme mig, vi kan stadig træne, jeg siger bare at jeg er formet nok til at få lov til at udnytte det i praksis, og jeg har brug for luft fra det hele. Jeg har taget beslutningen,” gentog hun endnu engang. Et sted havde hun vel også hentydet til at hun netop havde brug for luft fra ham?

[Deleted]

Evan ville ikke ligefrem vove at påstå at han var ligeglad med Athena, eller lykkelig for den sags skyld, selvom det nu heller ikke var noget som han ønskede at bringe op til nogen diskussion, for det fik ingen af dem noget ud af. Jovist ville det måske være en mulighed hvorpå at man kunne få hende til at åbne op og lade frustrationerne komme frem, i stedet for alt det andet, for det vidste de jo udmærket godt begge to, ikke var noget som gavnede hende på nogen måde! Han sukkede næsten opgivende, og vendte blikket sigende mod hende endnu en gang. ”Selvfølgelig..” endte han ganske kortfattet. Hvis hun ikke ønskede at skændes om det på den måde, så var det selvfølgelig noget som han skulle holde for sig selv. At være ligeglad, ville han ikke påstå at han var, og han turde vove at påstå, at Athena på ingen måder var klar til marken endnu! Han talte af erfaring, også fordi at han havde været derude selv! Han knyttede næverne let, som hun havde valgt at trække sig væk fra ham, for det var jo tydeligt, at han måtte have gjort noget galt, for hun havde ikke haft noget imod at han skulle.. berøre hende på den måde før. Det måtte have noget med Malena at gøre, også selvom han ikke kunne se hvorfor hun skulle blandes ind i det, for det var jo ikke ligefrem noget som gavnede nogen af dem, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende.
Evan støttede skam Athena i det at være en ung kvinde, og forstod skam godt, hvorfor hun ønskede at udfolde sig, for det skulle der selvfølgelig også være plads til, selvom han bestemt ikke var meget for måden hun gjorde det på! Han lod armene søge over kors, nu hvor hun alligevel havde trukket sig. ”Jeg taler af erfaring ja. Jeg har personligt.. mangt erfaring ude fra marken, kan jeg informere dig om.” Det var ganske vidst et liv som han for længst havde lagt bag sig, da Noelle havde været klar til at tage over, da han selv var blevet far, for familien havde han selv været nødsaget til at prioritere over arbejdet, selvom han måtte erkende, at han til tider, virkelig savnede det! Han trak vejret dybt. Han vidste at hun var i stand til at slå fra sig til træning, men marken var altså et helt andet felt, og han ville ikke mene, at hun var klar til det endnu! ”Jeg forstår og acceptere, at du gerne vil herfra, Athena. At du vil starte dit eget liv og alt det, men.. som din træner, så ønsker jeg at du skal lytte til mig, når jeg siger, at du ikke er klar til marken endnu. Du er slet ikke formet til den slagmark,” påpegede han ganske sigende. Om han havde vidst, at det havde været hendes endelige mål, så havde han måske reageret på en lidt anden måde, end det som han havde gjort til nu, selvom han vel ikke ligefrem kunne gøre noget ved det nu? Et sted, så var det virkelig en frustration uden lige!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vidste at Evan i den grad ikke var ligeglad med hende på nogen måde, det lignede ham jo slet ikke at reagere på den måde han gjorde, for et kort øjeblik havde hun faktisk håbet på at se lidt fra ham, men hun fik jo ikke rigtigt det hun ønskede.. det havde han ødelagt i samme øjeblik han havde valgt at lægge sig med Malena. Hvor pokker Diane var blevet af, spurgte hun end ikke om, i stedet holdt hun fokus mod alt andet end ham, mest for at holde sig beskæftiget. Langsomt trak hun vejret ind, for at holde lidt ro og kontrol på sig selv. Det prikkede i fingerspidserne og det gjorde ondt i brystet når hun trak vejret for dybt, hun var sulten men havde ikke haft penge til at søge til Caleb selvom hun jo faktisk havde været på værelset lige bed siden af. Athena nikkede lydløst. ”Tak,” svarede hun lidt kortfattet og med en næsten opgivende tone. Usikkert bed hun sig i den bløde underlæbe. Marken var en mulighed for at flygte fra alting og det var hun trods alt så vant til at gøre, men når alt kom til alt, så var det nemmeste at gøre. De mindre egendele lagde hun oven på tøjet. Et sted så glædede hun sig til at komme til Dvasias og samtidig være tæt på sin kære bror, på den anden side så gjorde det ondt at skulle forlade det ene sted hvor hun havde følt sig velkomment il nu. Der var ikke rigtigt nogle som ønskede hende nogle steder, så det at kongen ville bruge til på hende, kom hende faktisk kun som noget glædeligt. Hun sukkede lidt opgivende og himlede med øjnene. Han gav hende jo ikke nogen forklaring, hvilket næsten måtte irritere hende! For en kort stund kastede hun blikket over skulderen også selvom det eneste hun så var stoffet der dækkede den. Heldigvis havde den lange ærmer hvilket skjule den forslåede krop, hun havde fået sig efter de få uger med Valerio. Selv det var ikke længere noget hun skulle tænke på, hun var fri af ringen, fri af lænkerne og hun havde beviset for det. ”Det kan jeg ikke bruge til meget. Jeg vidste ikke at du havde været i marken? endte hun lidt spørgende, næsten i håb om at han ville fortælle hende lidt mere. Uanset hvad han havde at berette så havde hun dog stadig foretaget et valg, muligheden kom muligvis ikke til hende igen, og hun ville ikke tage chancen. Hånden lod hun løbe igennem de blonde lokker, der elegant var udført i en sideskilning. Det lignede hende ikke at fører sig frem så feminint som hun gjorde, men Zacharias havde insisteret! ”Det tror jeg ikke at du gør. Dette er min drøm, og det er den ene mulighed jeg får for at opnå den. Jeg kan ikke læne mig op af dig hele mit liv, du har alt for stor påvirkning på mig, det er på tide at jeg kommer ud at stå på egne ben. Du har dit liv her, jeg starter mit i Dvasias. Jeg skal nok klare mig, alting kommer med erfaring, og som sagt så har jeg taget min beslutning,” afsluttede hun og vendte sig igen mod ham, med hovedet let på sned.

[Deleted]

Evan kunne ikke lade dette gå for sig, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Alene den tanke om hvad der skete i denne stund, var ikke just noget som gjorde det meget nemmere for ham, men ikke desto mindre, så bar han faktisk forståelsen for at hun gerne ville videre herfra. At hun var irriteret, var så ikke ligefrem noget som han kunne gøre noget ved, så lang tid at hun ikke ville snakke med ham om det, men valgte at flygte i stedet for, var noget som efterhånden gik ham på nerverne, for de fandt jo for pokker da aldrig nogensinde ud af det, om de ikke kunne snakke om det, og det var umuligt, når hun tydede til flugten i stedet for! Det var nok det som måtte frustrere ham mest, men han kunne jo ikke gøre noget ved det, når det var mod hvad hun ville ønske sig. Han skulle skam nok lade det ligge, nu hvor hun alligevel ikke ville snakke med ham om det, så kunne han heller ikke se hvorfor han skulle bringe det op til diskussion, for han vidste allerede nu, at det ikke var noget som han ville få det mindste ud af, uanset hvad pokker han gjorde ved det.
Evan havde ganske vidst været ude i marken, og han havde været en langt større del af det, end det som han måske havde givet udtryk for. Han havde altid været glad for at bevæge sig, og det at hjælpe andre til at blive bedre, samtidig med at det var noget som gav ham indblik i hvordan han skulle gøre tingene, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for den vedkommende. Han blev stående, som hun spurgte yderligere ind til det, hvilket var noget som fik ham til at trække morende på smilebåndet, idet han roligt nikkede. ”Jeg har nok været mere i marken, end det som du sikkert går ud fra, og ud fra hvad jeg har givet udtryk for. Jeg har været hærfører.. For den dvasianske hær over frygtelig mange år,” forklarede han ganske ærligt, for han så bestemt heller ikke nogen grund til at lyve for hende, når hun nu alligevel spurgte ind til det. At hun mente at hun var klar, forundrede ham dog ikke, for hun gjorde jo for pokker ikke noget andet end at flygte fra det hele, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Næverne lukkede sig fast omkring hans arme, for det var tydeligt at hans bekymring ikke var noget som han kom nogen vegne med, og det var noget som faktisk irriterede ham som intet andet overhovedet! ”Jeg forstår dig faktisk,” begyndte han yderst kortfattet. ”Jeg er ked af, den påvirkning jeg har på dig, men du har jo trods alt også været i mit liv i frygtelig mange år nu, Athena.. Hvis du er så sikker i din sag, så ønsker jeg selvfølgelig at støtte op om din beslutning, selvom jeg på ingen måder bifalder den. Alting kommer med erfaring, men jeg vil stadig personligt råde dig til at.. finde noget andet end slagmarken som første skridt.. Jeg vil nødigt hente dig i en ligkiste,” endte han med en ganske sigende mine. Han mente det så sandelig i ramme alvor!

[Athena Maloya Mathimæus]

Imandra ville aldrig blive hendes hjem. Måske Cecilaya havde udvist hende fra det dæmoniske samfund, men hun var ikke færdig med at kæmpe for atter at få del i det, desuden så ville hun savne Evan.. hun ville med største sandsynlighed ligefrem længes, men hun håbede et sted at det ville foretage sig med tiden, velvidende om at han lå med en kvinde i favnen som kunne gøre ham lykkelig. For nu var vreden og frustrationen ikke til at skjule også selvom hun virkelig forsøgte at bide det i sig, og dog.. det var lettere at være vred på ham, det var den eneste måde hvorpå hun kunne håbe på at få en form reaktion. Hun havde aldrig været god til at snakke om ting.. ord var trods alt bare ord, hun havde behov for at nogle snart bekræftede ordene med handling ligesom Zacharias endelig havde gjort det, kunne det være så svært? Athena så rundt i værelset. Først nu gik det op for hende hvor få egendele hun var i besiddelse af og møblerne ville jo ikke blive nødvendige. Måske det ikke ville være så besværligt at komme tilbage til Dvasias alligevel. Langsomt vendte hun sig om mod Evan også selvom hun endnu holdt en behændig afstand til ham, mest i frygt for at han atter skulle berøre hende, på måder der satte følelser og tanker i hende som slet ikke ville gavne nogle af dem, i virkeligheden ville det jo kun gøre hende mere ked af det. Meget forsigtigt hævede hun de sultne grønne øjne til hans blik og lod for en kort stund sulten blive erstattet af nysgerrighed. Det kom hende som lidt af et chok at han havde været hærfører for han havde aldrig nævnt det før! Det gav dog god mening, for hans teknikker og erfaring kom trods alt et sted fra, og han kunne umuligt have været træner hele sit liv. ”Hvorfor har du aldrig nævnt det før? Det var bestemt ikke hvad jeg havde regnet med, men det giver god mening et eller andet sted. Hvorfor stoppede du?” spurgte hun næsten ivrig efter at høre hans historie. Måske det var mange spørgsmål at stille på en gang, men han kendte hende jo efterhånden, hun kunne ikke gøre for det! Armene lod hun stille søge om sig selv. Det var næsten blevet hende en vane, hun var ikke vant til den menneskelige kontakt, men til tider havde selv hun behov for en omfavnelse. Kort så hun til hans arme, hvor hun kunne fornemme at han direkte måtte klemme om dem. Han var atter ved at miste tålmodigheden med hende, og tanken gjorde ondt. Måske hun ikke var formet til en slagmark men hun var klar til at gøre sit forsøg om ikke andet, lige i disse tider virkede det som den bedste mulighed, det ville give hende noget andet at tænke på end kun Evan og den ringe samvittighed, og det ville dygtiggøre hende. Hun slap et suk og valgte blot ikke at kommentere hans ord, for hun var slet ikke sikker på at han forstod. ”Det har jeg, ligesom du har været i mit, og jeg tror ikke at det bedste for nogle af os, ville være hvis jeg blev her, tværtimod. Jeg kan være tæt på Zacharias, jeg får mit eget sted, tjener mine egne penge og jeg gør det som jeg har drømt om. Jeg forstår hvis du ikke giver mig din støtte i dette, men ikke desto mindre er det mit valg og jeg flytter i aften,” endte hun med beslutsom stemme.

[Deleted]

Athena ønskede ikke at han kom for tæt på, og det var faktisk noget som Evan havde respekten for, selvom det var svært fro selv ham at forstå, men ikke desto mindre, så skulle han nok holde lidt afstand til hende, også fordi at han faktisk respekterede hende. Han vidste at hun var typen som havde brug for at flygte, også selvom det slet ikke var noget som han kunne bruge noget til, og det var faktisk det som irriterede ham mere, end det som alt det andet måtte irritere ham, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han havde været hærfører, og det at vide, at hun faktisk ønskede at søge ud på slagmarken, var bestemt ikke en tanke som han bifaldt på nogen måde, for han vidste hvad det krævede, at være derude, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han satte sig roligt i den modsatte ende af sengen, end den som hun stod på, for han respekterede skam hendes grænser, når de endelig blev krydset. ”Jeg har bare ikke set nogen grund til at fortælle den del af min historie. Den har jo ikke været relevant før nu. Jeg trak mig, da jeg fik børn. Jeg var… desværre nødt til at prioritere familien højere, også for Dianes skyld. Jeg var aldrig hjemme ellers, og ønskede lige så, at sætte mit præg på mine børn,” forklarede han ganske sandfærdigt. Han selv bar mange mærker og ar fra den tid, for det var umuligt at komme hjem fejlfri efter årevis derude. Han havde knoklet for sit liv, og de midler som han havde den dag i dag, og nu var det nok med papirarbejde og forhandlinger, samt handel, og så var han allerede godt i gang igen, og det var selvfølgelig noget som han var frygtelig, frygtelig glad for.
Det var ikke ligefrem fordi at Evan var ved at miste tålmodigheden med Athena, men.. det frustrerede ham virkelig, at hun lukkede sådan af for ham, for det var slet ikke noget som han kunne bruge til noget som helst, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede forståeligt. Han forstod faktisk godt, at hun ville ud på egen hånd, men hvorfor han skulle ’straffes’ i den forstand, var det som han ikke forstod. Han trak let på skuldrene. Han var bestemt ikke meget for marken, og hvis han skulle skrive til slottet, så var det så sandelig ikke for at anbefale hende det sted! ”Jeg støtter dig skam. Det er slet ikke det. Jeg er bare bange for at.. du forhaster med at komme ud og hjemmefra. Du flygter, Athena.. Du flygter fra mig,” endte han ganske sigende, som han lod blikket glide direkte til hendes skikkelse, for det var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund, for han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved. Og det var det som frustrerede ham!