Meeting the King

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At lede et land som Dvasias, var bestemt ikke nogen ting man bare gjorde, bare sådan uden videre, men det var nu bare sådan at det måtte være. Selvfølgelig havde han ikke ligefrem regnet med at det skulle være så problematisk som det var, men han var bestemt ikke typen som bare gav op og kastede håndklædet i ringen, for sådan var han bestemt heller ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! De mange intriger racerne imellem gjorde det bestemt heller ikke nemmere, og derfor forsøgte han virkelig at gøre hvad han kunne, og det var bestemt heller ikke fordi at det altid var lige nemt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. Han nikkede ganske sigende til hendes ord. Han kunne bestemt heller ikke være mere enig. ”Jeg er enig. Det er den store kontroverse mellem de tre store racer, som jeg er mere bange for, hvis jeg skal være helt ærlig. Den sætter mig ikke ligefrem i et bedre lys, for jeg ved at de færreste har den respekt for mig, som jeg ved at jeg skal gøre mig fortjent til, og det er ikke nemt,” endte han ganske ærligt. Han lod den ene hånd glide igennem hans hår, som han igen vendte sig mod hende. Han nikkede med et svagt smil igen. Tanken morede ham faktisk. ”Horrorene er kendt for at sprede ulykke, og det er – til min del, en fordel, da Procias endnu er af den tanke, på trods af myterne,” endte han ganske sigende. Det alene spredte en uro i fjendens lejre, og det havde altid været til deres fordel, men det var nu bare sådan at det var. Han kunne ikke gøre det største ved det af den grund, for de var for få!
At brikkerne begyndte at bevæge sig på kortet, var noget som i den grad gjorde arbejdet langt nemmere for Mattheus, og selvfølgelig var det noget som han virkelig, virkelig var glad for, men det var nu bare sådan at det var. Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang. At hendes kære broder ikke ville være enig med hende, var noget som han næsten godt kunne forestille sig, selvom det nu heller ikke just var noget som han kunne tage sig af, selvom det faktisk glædede ham at se hende tage det hele med et smil. Han nikkede. ”Det anede mig.. Så mon hvad jeg skal tro på? Ham eller Dem?” spurgte han med et drilsk glimt i øjet, for han kunne da slet ikke lade være, når han selv befandt sig i et selskab som han faktisk godt kunne lide, for det var jo hvad han følte for denne stund, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun havde sit at se til, kunne han skam godt fornemme, hvor han faktisk havde respekt for dette. Han nikkede forståelsesfuldt. ”Jeg forstår skam, Athena. De skal selvfølgelig tage Dem den tid, som De har brug for. Jeg kunne forestille mig, at tabet af Deres fader har været hård, så De behøver skam ikke undskylde. Jeg stiller værelset i stand til Dem til De er klar til at flytte ind.” Han vendte blikket ganske roligt mod kortet endnu en gang, som brikkerne flyttede sig tydeligt. Ikke at det gjorde ham noget, for det gav ham faktisk en oversigt over hvordan det ser ud, og det var noget som han godt kunne lide.

[Athena Maloya Mathimæus]

En mand som ham kunne ikke bare kaste håndklæddet i ringen og så vælge at give op, landet havde brug for en forholdsvis streng ledelse, for der var vel ingen anden vej til den respekt som han faktisk søgte og håbede på at få? Det var ikke op til hende at ligge den form for slagplaner, det måtte komme med tiden hvis han fandt hende værdig til det. Nu startede hun hun med at være soldat og spion og så måtte de se hvordan det ville gå, men én ting var sikkert; hun glædede sig frygtelig meget! Den store kontrovers mellem de tre store racer, havde efterhånden taget godt til og det var noget som også rent personligt bekymrede hende, udelukkende fordi at hun havde været så impliceret i det dæmoniske samfund og hun vidste at Evan var det samme, men at han ligeså havde en fod inde i warlock-lejren, hun frygtede virkelig for at han skulle ende med at komme til skade før eller siden. Hun nikkede forstående. ”Jeg forstår Dem udmærket Deres Højhed , jeg er bange for at de køre lidt deres eget spil og er mere eller ligeglad med Deres ledelse, de tror vel at de ved bedre? Uanset så tror jeg næppe det stopper her, faktisk tror jeg endnu ikke at det er startet, der er helt sikkert grund til bekymring,” medgav hun roligt. Måske det ikke gjorde det meget bedre, men hun ville ej heller lyve for ham, ved at påstå at han nok skulle håndtere det, for det ville ikke blive så nemt endda når der var tale som så stærke racer men også så stærke personligheder. Et næsten morende smil spillede om de rosa læber ved hans ord, for tanken om at Procias naivt troede på de gamle myter endnu, forundrede hende egentlig ikke. ”Jeg er bange for de endnu ikke er nået længere, men det er selvfølgelig blot til Deres Højheds fordel,” påpegede hun lidt drilsk også selvom det jo var så sandt som noget kunne blive.
Blikket lod hun glide mod kortet hvor de fulgte dæmonernes mærkat. Der var ikke rigtigt noget i det, foruden at hun var nysgerrig på hvad de foretog sig, nu hvor hun selv var blevet udvist af samfundet, Evan fortalte hende ikke rigtigt noget, men så var de lige langt for det var hun trods alt heller ikke god til, og Zacharias havde ikke rigtigt noget at sige der og da. Hun tvivlede dog på at han ville være enig med hende i at hun som oftest havde ret.. Evan ville nok ligeså stille sig på bagbenene der, men det var for pokker ikke hendes problem! Latteren fortog sig roligt, men efterlod hende med det fortsatte smil på læberne. Hun lod hovedet glide på sned og betragtede ham med det intense blik uden rigtigt at tænke over det, på grund af sulten kunne man til dels sige at dyret styrede hende. ”Selvfølgelig skal De tage mit ord for gode varer,” svarede hun, for der var virkelig intet at diskutere lige der! Lige for tiden havde hun meget at se til og der var en ting som hun skulle have ordnet før hun overhovedet kunne flytte bare sådan. ”Jeg takker Deres Majestæt, jeg lover Dem at jeg vil indfinde mig så snart jeg har nået de forgange ting,” endte hun og nikkede sandfærdigt mod ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste skam godt, at han ikke kunne kaste håndklædet i ringen, for det var slet ikke et alternativ set i hans øjne, så det var end ikke en tanke som han havde lyst til at tænke på overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Varulvene og Horrorene havde altid været en stor og ikke mindst en vigtig del af hæren, også selvom der ikke var nok af dem tilbage, til at de kunne udgøre den selv samme del som de havde været til nu, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans eget vedkommende. Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Lederne kørte lidt deres eget spil, og det var slet ikke noget som Mattheus fandt sig i, men foreløbig, så var der meget lidt som han var i stand til at gøre ved det, selvom det ikke ligefrem var noget som gavnede ham på nogen måde overhovedet. ”Jeg er sikker på, at det hele kun er til opvarmning, samt at det bliver værre end hvad det er i forvejen. Jeg ved skam godt, og er velinformeret om at min manglende erfaring indenfor ledelse, er mig en hindring i det at lede landet her. Jeg må desværre erkende, at mange har glemt, hvordan de selv startede, og hvor de nu er endt,” endte han ganske kortfattet. Alle havde stået i den situation, hvoraf de havde været nye indenfor alt dette, men det så ud til at være glemt, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han sukkede dæmpet. Det hele var foruroligende, velvidende om at det ikke var meget som han kunne gøre ved det netop af samme årsag. Han nikkede med et svagt smil. Horrorenes frygtsomme ry, var selvfølgelig noget som kom til hans fordel, men ikke desto mindre, så var han endnu nødt til at holde det ved lige! ”Så lang tid det varer selvfølgelig. Jeg ved at jeg har for få i marken, men ikke nok folk at sende ud af.. Det tyder ikke godt så langt,” endte han ganske ærligt. Selv frygtede han for den dag, han selv var nødt til at tage derud efterhånden.
At der var mange ting som Athena skulle have styr på, var noget som Mattheus selvfølgelig havde den største respekt for. Velvidende om, at der havde været meget, og specielt efter Jareds bortgang, for alt andet havde så sandelig også forundret ham, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket ganske sigende i retningen af hende igen, hvor smilet hvilede på hans læber. Den relation til søskende, var noget som han faktisk kunne forstå, som han også havde sin egen lillesøster at tænke på, og hende som han handlede til det bedste for! Han nikkede ganske sigende mod hende, hvor han ikke selv kunne holde latteren tilbage. ”Jeg stoler skam på Dem, det er slet ikke det,” lovede han oprigtigt, som han roligt betragtede sig af hende igen. Han nikkede igen til hende, som hans hænder atter samlede sig bag på hans ryg, kun for at betragte sig af hendes skikkelse, med en rolighed uden lige. ”Såfremt jeg ved, jeg kan stole på at De vil dukke op, så skal De endelig tage den tid, som De har brug for, såvel som Deres kæder broder.. Gå De blot.. Værelset stiller jeg i stand,” endte han ganske sandfærdigt.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vidste ganske rigtigt ikke meget om slagmarken, ikke foruden det som Evan havde fortalt hende, og lige på det punkt havde han altid været en lidt lukket mand. Alligevel så vidste hun godt at både horrorer og vareulve altid havde haft en særlig plads i hæren netop på grund af deres styrke og veludviklede sanser, ikke mange var i stand til at stå op for sådanne bæster, men det kunne næppe have været let at få dem til at arbejde sammen. Det var nu heller ikke op til hende, det korte og det lange var, at begge racer desværre var på vej til at miste deres eksistens og det var en tanke som var synd selv i hendes øjne. Hun kendte hverken floklederen af vareulvene eller for den sags skyld horrorenes leder, men de øvrige vidste hun ikke havde tænkt sig at stoppe sådan uden videre, Cecilaya havde i hvert fald ikke og hun tvivlede stærkt på at Malisha havde forsøgt sidste gang. ”Det er jeg desværre også bange for ja, men jeg tror på at det nok skal komme før eller siden, De har stærke støttere Deres Højhed, og de har Enrico som Deres rådgiver, jeg har hørt at han skulle være god til den slags, så Deres manglende erfaring skal nok blive opvejet,” sagde hun roligt, denne gang med fokus rettet mod kortet hvor mærkaterne bevægede sig mellem hinanden. Så fredeligt kunne man næsten kun have håbet at også lederne havde opført sig, desværre var det ikke tilfældet Athena var selv ny inden for alt dette og hun var uerfaren, men alting kom vel med årene? Man skulle jo starte et sted, det havde alle gjort, de færreste var født ind i noget som dette, hun var om ikke andet ikke en af dem.
Procias var måske naive, men de var desværre også ved at blive klogere, særligt efter den nye dronning havde indtaget sin plads, havde hun hørt om ikke andet, om det var sandt var en hel anden sag, men så længe de kunne spille på deres naivitet, så var det selvfølgelig kun en fordel for dem. ”Så lang tid det varer a, jeg har hørt at de desværre er ved at blive klogere, men det må tiden trods alt vise,” medgav hun med et stille smil. Hænderne var høfligt foldet foran hende, det var trods alt kongen hun stod overfor og hun havde ikke tænkt sig at glemme sine manérer. ”De mangler måske folk i marken, men jeg har hørt at Procias gør det samme? Om ikke andet, så tager jeg med glæde derud og hjælper til så snart det er mig muligt,” endte hun roligt, og det var trods alt ingen løgn, hun glædede sig faktisk til at få den erfaring med også fordi at hun vidste, at det direkte ville pisse Evan af, en kvinde hørte ikke til et sådanne sted. Den nærer relation havde hun skam til sin kære bror, men af den grund ville han nok næppe give hende ret. ”Det er jeg om ikke andet glad for,” svarede hun stilfærdigt. Hans tillid var alt værd, det var der ingen tvivl om. Mødet begyndte at lakke mod sin ende, hvilket passede hende fint, hun var ivrig efter at komme i gang men havde en del at nå først. ”Det værdsætter jeg. Tak for muligheden Deres Majestæt, jeg ser frem til et videre samarbejde med Dem.” Hun najede dybt for ham, før hun atter rettede sig op og sendte ham et stille smil. ”Deres Højhed.” hilste hun før hun drejede om på hælen og forlod tronsalen.

//Out