Meeting the King

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var ved at være temmelig sent på natten, hvilket betød at det meste af Dvasias var vågnet op efter en dag i dvale. Athena havde for kort tid siden forladt bordellet da det var gået op for hende at kongen ønskede at se hende. Hvorfor pokker havde hun ikke selv forsøgt at læse brevet? Det var jo ikke fordi hun havde haft lyst til at forlade Zacharias nu hvor de endelig havde haft muligheden for at være lidt sammen. De store porte var blevet lukket op for hende, efter hun havde fremvist det brev som kongen havde tilsendt. Måske hun ikke havde svaret, men hun håbede af den grund at kongen kunne finde plads i sit skema, for en kort stund om ikke andet. De blonde lokker var elegant udført af Zacharias, så ledes at de hang langs den ene side og ned efter. Det var sjældent at hun bar sig frem så feminint som hun gjorde i øjeblikket, men hun ville trods alt meget gerne gøre et indtryk på kongen. Hun trådte mod den store tronsal bevogtet af vagter der så yderst farlige ud, det morede hende lidt, for de kunne forekomme hende som den slags der så frygtelig skræmmende ud, men som ikke kunne finde ud af at svinge et sværd. Evan havde beskrevet den slags for hende flere gange, hun kommenterede det dog ikke. Brevet holdt hun atter frem for den vagt som stod der og lod øjnene glide hen over den elegante skrift. ”Kongen bad mig møde ham her,” påpegede hun roligt, mest for at bekræfte brevet. Vagten nikkede lydløst til den anden før de åbnede dørene for hende. Kongen sad der ikke, Athena gik næsten ud fra at han var en forbandet travl mand. Tronsalen slog hende som forbandet smuk. De grønne øjne søgte nysgerrigt omkring, og lod sig beundre af de smukke skulpturer og bygningsværk som var blevet fuldført. Hendes hjerte bankede. Men kunne roligt sige at at hun var en kende nervøs når det kom til endelig at møde ham, for i det uvidste havde hun tjent ham siden barns minde, på trods af at hun jo i virkeligheden var en født procianer. Hænderne foldede hun høfligt foran sig, og stod med fronten til de smukke troner der stod ved siden af hinanden, den ene større end den anden. Hun gik næsten ud fra at den største måtte være Mattheus' eftersom titlen havde været hans fra fødsel, den anden måtte være Leonardos. Det var noget mærkeligt noget at der var to af dem,men hun var ikke den som ville begynde at rejse spørgsmål ved Jaqias beslutning, der hvilede helt sikkert noget bag. Hånden lod hun glide igennem de blonde krøller, dog uden at ødelægge den elegante frisurer som Zacharias havde formået at give hende. Hun følte sig både elegant og smuk på samme tid og det var ikke noget som skete særlig tit. Tjeneren var gået ud for at sende bud efter kongen, han havde jo trods alt bedt om at få lov til at møde hende, og hun følte sig dybt beæret!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Selvom det var temmelig sent på natten, så var det ikke ensbetydet med, at alle var oppe endnu. Mattheus var manden som måtte kæmpe for at samle et land, udelukkende fordi at mange satte tvivl ved Jaqias sidste ønske – det ønske, som han faktisk havde haft i sinde at efterkomme, og som han havde valgt at efterkomme. Athena havde endnu ikke gjort sin audiens, så et sted så frygtede han faktisk, at hans tilbud til hende, ikke havde været fristende nok, og et sted så var det noget som gjorde ham trist. Malisha var fundet, og Konstantin tog sig kærligt af hende, hvilket var noget som passede ham fint, for så var det en ting som han ikke skulle tage sig af lige nu. Han sad i sit arbejdsværelse over en række breve med alverdens anbefalinger, ønsker og bønner som folk skænkede ham. Enrico havde selv en hel del at se til, så han havde valgt at tage lidt af mandens arbejde, også for at sætte sig ordentligt ind i sagerne selv, velvidende om at det var noget som skulle komme ham selv til gode, i stedet for alt det andet, for det var slet ikke noget som gavnede ham selv på nogen måde!
En tjener kom roligt til værelset, bankede på og trådte indenfor. ”Athena Imaricha har gjort sin audiens i tronsalen, Deres Majestæt,” sagde han roligt, som han bukkede ærefuldt. Mattheus vendte de røde øjne i retningen af ham, idet han roligt bukkede. Så var hun endelig kommet! Det var noget som passede ham helt fint! ”Udmærket,” endte han ganske sigende, som han lagde fjerpennen fra sig og rejste sig. Han vidste ganske vidst ikke hvad han skulle forvente af denne Athena, for af hvad han vidste, så var hun en frygtelig ung kvinde, men træningen af Evan indikerede kun, at hun var en kraftig af slagsen, og det var i den grad også hvad han havde brug for i disse tider, og derfor var det bestemt heller ikke noget som han var bange for at skulle opsøge! Dørene gled endnu en gang op til tronsalen, som han nåede frem. Hænderne havde han foldet på ryggen og med den rank, så han kunne vise sig fra sin bedste side. Denne gang var han iklædt de kongelige klæder med kappe og kåbe. Han var en konge, og det var det som han ønskede at vise folket, for han ønskede så sandelig at adskillige de kongelige og adelige fra resten af befolkningen, ganske enkelt for at vise dem hvor de hørte hjemme. Dvasias var et land hvor grænserne skulle være tydelige, og dem agtet han i den grad også at tegne op! ”Det glæder mig inderligt, at De ville komme, Athena Imaricha,” endte han ganske sigende, som hans blik gled mod hendes skikkelse. Det strålede langt ud af hende, at hun var ung, selvom det nu heller ikke gjorde ham det mindste, for han var jo trods alt det samme. Han var ganske vidst kendt med hendes kære faders bortgang. Et tab som han selv personligt måtte tage tungt, for han havde i sandhed haft en kontrol på den nuværende dæmonleder, og en mand som man kunne snakke fornuft med, men det var dog ikke af disse grunde, han havde valgt at kalde hende hertil.

[Athena Maloya Mathimæus]

Hvad Athena kunne forvente sig af kongen vidste hun ikke, men hendes forældre havde tjent hans, og hun havde tænkt sig at tjene ham, og hvis han havde behov for hendes hjælp og kunne bruge den, så skulle det så sandelig være hende en sand ærer, dette var trods alt hvad hun havde ventet på i en mindre evighed! På trods af den ringen tålmodighed så blev hun roligt stående og betragtede uskyldigt sine omgivelser. Slottet var enormt, hun havde allerede lyst til at gå på opdagelse rundt omkring, men hun tvivlede på at kongen ville værdsætte det. Hun lod den blege hånd løbe igennem de blonde lokker, mest for at sikre sig at det stadig sad ordentligt efter at have været ude i vinden. Det var først da hans stemme endelig nåede hende, at hun hurtigt drejede om på hælen kun for at lade de grønne øjne falde til hans skikkelse. Han havde overrasket hende, også fordi hun var blevet så betaget af de uvante omgivelser, hun havde trods alt aldrig været på slottet. Manérerne var hun skam opdraget med, hun vidste hvordan man opførte sig over for en konge som ham, af den grund endte hun roligt med at glide i knæ foran ham for at vise sin hengivenhed. ”Godaften Deres Højhed. Beklager mit uanmeldte besøg, men jeg modtog netop Deres brev og jeg ønskede ikke at lade Dem vente længere end højest nødvendigt,” sagde hun roligt Hun bukkede hovedet for ham i dyb respekt og betragtede den glatte, kolde gulv under sig, uden at gøre tegn til at rejse sig igen, han havde trods alt ikke bedt hende om det. Måske hun var ganske ung, men hun var blevet trænet af en mand med mere erfaring end de fleste man ellers kunne finde rundt om i de forskellige lande, og hun var udmærket i stand til at forsvare sig selv. Hun havde ikke rigtigt nået at få et ordentligt kig på den kære konge, men hun vidste at han kun var et par hundrede år ældre end det som hun selv var. Skulle hun være ærlig så havde hun den største respekt for det arbejde han fuldførte, det kunne umuligt være let, taget i betragtning af de ting som han burde gøre i den alder.. desværre var det ikke længere på den måde, der blev forventet af ungdommen, det var dog hende selv der havde lagt det pres på sine skuldre, hverken far eller Evan ønskede hende ind i dette. Hovedet hævede hun roligt kun for at betragte ham lidt mere indgående. Et sted så håbede hun virkelig at han kunne bruge hende til et eller andet, det havde gjort hende ekstremt ivrig! Bare det at han havde givet sig lidt tid til hende, mellem de mange opgaver som hun forestillede sig at han sad med, det var hende virkelig en ærer. ”De skrev at De eventuelt kunne bruge mig?” spurgte hun lidt nysgerrigt, for hun var ikke en kvinde af megen tålmodighed, ikke når det kom til den slags vel og mærke, det var også helt sikkert!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde ganske vidst mange ting at tænke på, også fordi at han var gift med en mand, hvilket ikke særlig mange var meget for, men det var nu bare sådan at det var. Han havde valgt at acceptere hans moders sidste ønske til ham, og han havde valgt at gøre sit for at leve op til det, og det var noget som han endnu agtet at holde fast i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At Athena havde valgt at søge audiens, var selvfølgelig en tanke som han virkelig var glad for, for det var noget som han virkelig havde ventet på! Som Aliyah havde nævnt for ham, så havde han brug for en som han vidste at han kunne stole på, og ved at have fat i som den første, så han vidste hvor han kunne have hende, uden at hu skulle være påvirket af noget som helst andet, og selvfølgelig var det jo det som han håbede på. Hovedet bukkede han med i hendes retning. ”Det skal De slet ikke tænke på. Det glæder mig kun, at De valgte at komme. Jeg frygtede tvært imod, at De ikke ville komme på min forespørgsel,” endte han ganske sigende, som han gik mod hende, som hun var gået helt i knæ for ham. Det var skam slet ikke nødvendigt. Selvom han måske var en stresset mand, så var det slet ikke noget som han ønskede skulle være synligt i hans blik, når folk søgte om den audiens som han selv havde opfordret dem til, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Rejs dig,” bad han endeligt, som han var kommet hende helt i møde. Hun var kendt med hvad der stod i brevet, hvor han for en kort stund havde været bange, for at hun ikke havde været i stand til at læse det, for han havde jo ikke altid lige i tankerne, at det ikke var alle, som var i stand til at læse det, når han sendte beskederne ud, hvor mange tvært imod, skulle have andre til at læse dem op.
Mattheus betragtede hende med en ganske sigende mine. Det var tydeligt for ham, at hun ikke var den med den største tålmodighed. Han kuklo ganske let, og lod så hovedet søge let på sned. Smilet bredte sig på de tynde og blege læber. ”De lyder ikke til at være den mest tålmodige, er du?” spurgte han ganske sigende, som han roligt gjorde sig et hovedkast mod det bord som stod ikke langt fra tronen. Han foldede roligt hænderne over ryggen, som han gik op til bordet, hvor han stillede sig. På bordet lå det store kort over Dvasias foldet ud, hvor de mange brikker indikerede de mange racer – specielt lederne, for det var jo trods alt dem som han skulle have styr på. ”Det er kommet mig for øre, at De har trænet ved Evan Strife? Jeg formoder ikke at De er kendt med de situationer Dvasias befinder sig i?” spurgte han sagte. Hvis han skulle finde ud af helt præcist hvor han kunne bruge hende, så var han jo først for alvor, nødt til at finde ud af hvad hun vidste, samt hendes holdninger og meninger til tingene. Det var vigtigt for ham at vide, at det var en som han kunne stole på.

[Athena Maloya Mathimæus]

Der var intet i denne verden som havde været i stand til at afholde Athena fra at søge audiens hos Kongen. Brevet var kommet hende som en direkte overraskelse, hun havde aldrig forventet at han ville kontakte hende, for hvordan pokker skulle han overhovedet have kendskab til hende? Hun havde troet at det ville dreje sig om sin far, den mand som hun havde kastet i døden, men omstændighederne havde vist sig at være ganske anderledes. Hun blev siddende på sine knæ, med kjolen bredt omkring sig, han havde ikke bedt hende om at rejse sig, alene af den grund blev hun siddende viste sin respekt og sin hengivenhed som hun havde lært. De grønne øjne hvilede på Mattheus' skikkelse. Han var en flot ung mand, den måtte hun give ham. Hun undrede sig lidt.. hvem ville vælge at ignorere kongens besked? Det lød jo ligefrem som om at han faktisk havde oplevet det flere gange. ”Jeg kunne ikke drømme om at ignorere Deres Højheds bud, jeg må desuden erkende at jeg var forundret over at blive kontaktet,” erkendte hun med et roligt nik, og kom stille på benene nu hvor han havde bedt hende om det. Hun rettede ryggen og foldede hænderne høfligt foran sig. Så feminin som hun følte sig, så var det nemmere at give efter for det høflige og formelle, som hun ellers ikke havde været meget for gennem sin opdragelse.. ikke foruden når hun havde været hos Evan vel og mærke. Hans ord malede et smil på de rosa læber. Hun kluklo morende, var det allerede så tydeligt? ”Jeg beklager hvis det er for tydeligt Deres Højhed, men nej.. jeg er ikke en kvinde af tålmodighed,” erkendte hun og lagde blidt hovedet på sned. Hun var ung, ikke synderlig erfaren, men det gjorde vel ingen forskel når det kom til dygtighed? Så hårdt som hun var blevet trænet siden hun var lille, så kunne hun da en ting eller to, om hun nu skulle være beskeden. Athena fulgte hans indbydelse til det lille bord, hvor hun med elegante skridt trådte imod det og lod blikket glide hen over det store kort. Ja det prikkede lidt til hendes nysgerrighed, for kortet forstod hun, men mærkaterne forstod hun ikke på. ”Det er sandt.. siden jeg var 4. Det kommer an på hvad De hentyder til, hvis De snakker borgerkrig så ved jeg udmærket hvordan, hvorfor og hvornår den har bredt sig, ikke mindst mellem hvem, men forklar endelig,” bad hun og gjorde roligt gestud mod kortet. Han måtte have nogle helt centrale pointer, og hun ville faktisk gerne lytte på hvad end han havde at sige, for kortet foran hende gjorde hende nysgerrig. At dømme ud efter hvilke steder som var mærkeret, så havde det at gøre med de forskellige racer, mange af de små vidste hun endnu ikke hvor holdt til, det havde mest været Convento, Appolyon og Marvalo City i særdeleshed den mørke cirkel som havde været i fokus. Hun var en kvinde af holdninger og meninger, og Evan havde opgivet at opdrage hende til at gå stille med dem, så hvis det var noget han kunne bruge nu, så ville det kun glæde hende!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var ganske vidst en flot mand, og det vidste han skam godt, men ikke desto mindre, så var det ikke noget som ændrede på det faktum, at han var vant til at blive ignoreret per brev. Umiddelbart så var han skam kun blevet vant til at de forespørgsler som han sendte ud, var noget som blev ignoreret, ganske enkelt fordi at der ikke var nær så mange igen, som faktisk havde den respekt for ham, som han havde brug for, for at skulle lede landet optimalt, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han vendte blikket mod hende, som smilet svagt bredte sig på hans læber. Han havde roligt bedt hende om at rejse sig. ”Lad mig fremstille det således; Jeg er kun beæret over, at De valgte at komme,” endte han ganske sigende, som han betragtede sig af hende. En umådelig smuk kvinde, selvom han nu alligevel måtte tage det hele professionelt. Hænderne førte han roligt over ryggen, så han blev stående med en rank og næsten royal holdning. Han smilede ganske tilfredst. Hun var ikke en kvinde af tålmodighed, hvilket faktisk var noget som han havde det ganske fint med. Han nikkede. ”Det skal De endelig ikke tænke på, Athena. I så fald, så vil jeg gå lige til sagen,” endte han ganske sigende, som han roligt gik hen til bordet og stillede sig. Således kunne han holde nogenlunde styr på tingene derude, for det var jo også noget som han var nødt til, specielt i den stilling som han var. Nu var warlockerne midlertidigt sat ud af kurs, hvilket faktisk ikke gjorde ham det mindste. Konstantin havde fundet Malisha, og han vidste at der var styr på det på den front nu, hvilket alligevel efterlod ham med en ro i sindet, som han havde haft brug for, for han havde så sandelig også nok at se til som det var i forvejen! At hun havde været i Evans varetægt siden hun var 4, fik kun smilet til at brede sig tilfredst på hans læber. I så fald, så vidste han at det var en kvinde som burde have sine teknikker i orden, og det var så sandelig også det som han havde brug for, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet! Borgerkrigen burde efterhånden være kendt for alle som gik her til lands, udelukkende fordi at den ikke ligefrem var ny af nogen slags, men ganske udbredt. Han vendte de rødlige øjne mod hende, som hun havde stillet sig ved hans side. Han nikkede. ”Med andre ord, så kan jeg forvente, at De er en kvinde med teknikkerne i orden? Det vil kun gøre det hele langt mere enkelt.. Ser du.. Jeg har brug for en som ikke er påvirket af borgerkrigen, og som ikke tager parti i den sag. Jeg har brug for en som jeg ved jeg kan stole på, og som jeg ved, ikke har haft noget med andre at gøre i den forstand, at jeg kan risikere at informationerne sælges til en anden part,” endte han ganske sigende, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. ”Borgerkrigen er ej mit største problem nu, men blot et af mange.. Jeg har som nævnt, brug for en til at lette de byrder lidt for mig,” tilføjede han ganske sigende.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde ganske vidst hørt rygter der gik, hun vidste nu kunne hun kun bekræfte at de var sande, den unge konge var en forbandet flot ung mand, ikke at hun lod sig påvirke af det.. ikke mere end det faktum at hun var sulten og at han rev lidt i det, men hun bed det i sig for nu, det var jo heller ikke fordi at hun lod charmere af et ungt og kønt ansigt, hun havde jo flere gange bevist at hun tværtimod lod sig charmere af de ældre herre som gjorde kur til hende, ikke at det nogensinde var sket, men sådan måtte det bare være. Hun gengældte varmt hans smil og nikkede stille mod ham. ”Æren er skam helt på min side, Deres Højhed,” svarede hun roligt. Udadtil var det ikke til at tage fejl af det faktum at hun var født som Procianer, hun lignede sin kære mor, med blonde lokker, og lysende grønne øjne, hun faldt ud af mængden i dette land, men rent personligt så kunne der ligeså ikke herske tvivl om at hun var opdraget som en sand dvasianer. Dette øjeblik havde hun ventet på i en evighed, hun ville ikke spolere det, af den grund forholdt hun sig så professionelt som hun havde lært. Hun havde aldrig rigtigt haft brug for det før, men eftersom det gik godt, kunne hun næsten konkludere at det enten var noget der lå til hende som person, eller at hun ganske simpelt havde spenderet for megen tid med Evan. ”Det sætter jeg pris på, jeg går ud fra at De ligeså har en hel del arbejde at kaste Dem i krig med, der er ingen grund til at trække den ud,” svarede hun med det stille smil. Blikket vendte hun mod det store kort foran dem og lagde hovedet let på sned, mens hun lyttede til hans ord. Allerede ved de første måtte hun tvinge en mindre latter tilbage. Hun havde sine teknikker i orden rent kampmæssigt, det var trods alt det som hun var opdraget til. Den tanke der gjorde hende urolig, var tanken om at han ønskede en som ikke havde del i borgerkrigen. Hun havde aldrig lagt skjul på at hun var dæmonerne loyale, på trods af at de ikke længere ønskede hende som en del af samfundet. Hun behøvede vel ikke at gå bag om ryggen på dæmonerne, eftersom det vel var kongen hun skulle rapportere til? Hun nikkede sagte. ”De kan forvente at jeg kan mine teknikker, han er en dygtig kriger. Jeg er nødt til at bede Dem om at pensle det fuldstændig ud, da jeg er bange for at der kan opstå en interessekonflikt. Jeg er opdraget blandt dæmoner, og jeg støtter min race som enhver anden ville gøre det. Dæmonerne har måske udstødt mig, men de har endnu min støtte, hvad angår borgerkrigen så er det ikke en jeg ønsker at tage del i, og så lang tid jeg er sikker på at jeg kun vil være tvunget til at rapportere til Deres Højhed selv, eller andre som enten står neutrale i denne eller hvis hensigt er at skabe et harmonisk samfund, hvis de kan følge mig? Jeg vil hellere end gerne hjælpe Dem Deres Højhed, jeg må ganske simpelt blot sikre mig at det ikke går imod mine egne principper. Og De skal ikke være urolig for at jeg vil sælge noget som helst, min eneste herre er Dem,” svarede hun ærligt. Som dæmon var hun tvunget til at være sin race loyal, med andre ord ville hun ikke rapportere til warlocker, men hun anså det ikke for at være illoyal at informere kongen, så det var en helt anden sag. Hun nikkede stille. ”Jeg er villig til at gøre hvad jeg kan,” tilføjede hun bekræftende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde arvet det bedste fra begge sine kære forældre, også selvom han aldrig rigtigt havde haft noget med sin far at gøre. Han var kommet til verden, udelukkende for tronen, selvom han vidste, at hans mor havde elsket ham, så ønskede han dog stadig den respekt, som der ikke rigtigt var mange som ville give ham, og et sted så var det en tanke som virkelig måtte irritere ham efterhånden! Han fandt det bestemt ikke retfærdigt, at han skulle knokle sådan, selvom det var en frustration som han virkelig forsøgte at lægge til side, for det var ikke noget som gavnede ham lige nu og lige her i denne situation! Han havde sit mål med denne audiens, og han skulle skam nok få det hele som han ville have det før eller siden, for han var bestemt heller ikke typen som gav op! Slet ikke! Han nikkede roligt mod hende i form af et buk, for det glædede ham virkelig at det var sådan hun så på det hele, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde ham det mindste, for det gjorde kun det hele meget bedre for hans vedkommende. Han kunne ikke være andet end enig, for han havde virkelig meget arbejde at tage sig af, og endnu frygtelig meget arbejde at sætte sig ind i, så det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for ham af den grund. ”Jeg er bange for, at jeg ikke kan løbe fra, at jeg blot er en mand med frygtelig meget om ørene, og frygtelig meget at se til. Så lad os gøre det kortfattet,” medstemte han sigende.
Kortet viste udelukkende de rivaliserende racer, da de andre ikke ligefrem havde vist sig som noget problem for ham, hvilket skam også var noget som passede ham helt fint! Han havde mere end nok at se til som det var i forvejen, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Med hænderne roligt hvilende over ryggen, så vendte han blikket mod hende. Han havde repræsentanter af de rivaliserende grupper som spioner for sig – en af hver, udelukkende fordi at han ikke stolede på hvad de rapporterede til ham, når det kom til deres egen slags. Måske det var lidt et risikospil, men visse risikoer var man jo bare nødt til at løbe, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede sigende. ”Jeg kan forsikre Dem, at jeg blot ønsker at der rapporteres til mig. Jeg ønsker ikke at en anden eller tredjepart skal tage del i hvad jeg ønsker af Dem,” begyndte han ganske sigende. ”Dvasias er et land præget af konflikter, og specielt efter min moders bortgang, selv på trods at det er mange år siden nu. Det er muligt hårdt sagt, men det er ikke mange som jeg kan stole på, og folket viser mig ikke den respekt som jeg har gjort krav på som konge af landet. Jeg kan ikke garantere Dem for at De kan undgå at handle mod Deres principper. Det afhænger helt af situationen som De vil befinde Dem i. Jeg har brug for en spion.. Min egen ganske personlige.. Jeg kommer til at sende Dem langvejs med blot mit navn som Deres beskyttelse. Jeg er blevet velinformeret om hvad der er hændt Dem og Deres familie, og jeg kondolerer for tabet. Han var en stor mand,” endte han ganske sigende. Han mente det faktisk!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var begrænset hvor meget af Mattheus' historie, Athena måtte være kendt med. Både far og Evan havde forsøgt at servere tronrækken med en ske, både den som havde været og den som kunne komme, så det var hun med på, men Jaqia var hun ikke synderlig kendt og dermed heller ikke den historie der fulgte med der, det eneste hun havde hørt var at hun havde været en stor dronning, men var blevet sindssyg, om rygterne så var værd at stole på, var slet ikke noget hun ville bedømme, det var trods alt Mathheus der skulle have hendes loyalitet.. ikke hans mor. Det stod langt ud af den kære konge at han ikke havde hvilet, de mørke rander under øjnene afslørede det, hun kendte det trods alt selv, hun havde ikke sovet i dage.. ikke efter fars død mere eller mindre, desuden var hun begyndt at blive sulten, hun var nødt til at finde nogle penge så hun kunne tage forbi Caleb inden hun atter ville tage fra Zacharias, for det var allerede begyndt at gøre ondt, og hun forbandede det langt væk!
Athena nikkede forstående af hans ord og så hen på ham med øjne der for et kort øjeblik lyste af bekymring, også selvom hun ikke kommenterede det, det var ikke op til hende. ”Jeg tænkte det nok. Jeg vil ikke tage mere af Deres tid end hvad godt er, så lad os bare komme til det,” medgav hun med stille smil, før hun atter gav sig til at betragte kortet. Det gjorde hende forbandet nysgerrig, hun var fristet til at spørge, men hun gik næsten ud fra at det var meningen at hun selv skulle læse det, hvorfor ellers vise hende det? Hun genkendte mærkatet på den mørke cirkel, Appolyon og Convento.. og skoven måtte næsten være vareulvene, eventuelt horrorene? Siden hvornår bevægede de to racer sig så tæt på hinanden? Hun rynkede på panden og lod tankerne vandre, hun fandt det jo faktisk kun spændende, også selvom hun var en kvinde der burde stå bag kødgryderne. ”Undskyld Deres Majestæt, men jeg er nødt til at vide om jeg læser dette kort korrekt. Jeg går ud fra at eftersom Appolyon og Den mørke cirkel er mærkeret, at det på en eller anden led har noget med racerne at gøre? Dem som De eventuelt skal have et ekstra øje på? Hvad der går mig nysgerrig er disse mærkater.. den ene er vareulvene, den anden er.. ?” spurgte hun og pegede på det andet mærkat i skovene, mens hun lod blikket glide mod ham.
Det gik hurtigt op for hende at hun næsten havde misforstået hans første ord.. han ønskede ganske simpelt en personlig spion? Det var måske risikofyldt, men det var den tanke hun godt kunne lide, desuden ville hun elske at arbejde for kongen selv. ”Det er jeg glad for. I så fald ser jeg intet problem,” erkendte hun med et stille nik og blev roligt stående kun for at lytte til hans ord. ”Jeg er bange for at De fleste har mistet deres lid til kongehuset og til Dem, racerne er blevet oprørske de lever som om der aldrig har været en konge, og det er noget jeg er enig med dig i bør ændres, og gerne inden vi ender med at ødelægge et ellers dejligt land. Jeg vil med glæde gøre hvad jeg kan for at hjælpe dem, og tage imod deres opgaver med kyshånd, jeg er blot nødt til at vide hvad det rent fysisk og materialistisk kommer til at kræve,” påpegede hun lidt sigende. Smilet falmede en smule, også selvom hun virkelig forsøgte ikke at lade sig påvirke for meget. Det var et ømt punkt. ”Jeg takker Dem Deres Højhed. Han var i sandhed en stor mand,” medgav hun for løgn var det jo ikke.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Selvom Mattheus kun var en meget ung mand, så havde han været tvunget til at lægge teenageårene til side, og træde ind i de kongelige pligter, eftersom hans mor døde i en alder, som ingen havde set det komme. Han vidste at frygtelig mange dømte hans moder for at være blevet sindssyg til det sidste, og at det måtte være det som havde kostet hende livet. Selv personligt var han af en anden mening, for han havde virkelig elsket sin kære moder, og han havde altid stolet på hendes dømmekraft, som han vidste, at Enrico havde gjort nøjagtigt det samme. Det var også den eneste grund til at han faktisk havde indvilget i at blive gift med en mand, velvidende om at det nok satte ham i en svagere position end det som han havde været i forvejen, men selv han var nødt til at tage tingene som de kom, også selvom det var ting som tvang ham til at ligge direkte søvnløs, så var det ikke ligefrem noget som han kunne tage sig af lige nu. Han sukkede dæmpet og lod den ene hånd glide igennem håret. Han var træt, men ude af stand til at finde hvile, og det var noget som efterhånden også måtte irritere ham.
Hvorvidt om Athena skulle være i stand til at læse kortet, vidste Mattheus faktisk ikke, også selvom det et sted vel også var temmelig oplagt hvad det var? Mærkaterne var lederne og opholdsstederne, for han var nødt til at holde øje med det hele, og gribe ind, hvis de var på de forkerte kanter. Ja, Dvasias var et skønt land, også hvis man spurgte ham, men ikke desto mindre, så var rammerne nødt til at være frygtelig tydelige, ellers gik det galt for alvor, og det var slet ikke noget som nogen af dem var videre interesseret i, så meget vidste han da om ikke andet! Han trak svagt på smilebåndet. ”Horrorene,” svarede han ærligt, som han igen vendte sig mod hende. ”Hver mærkat indikere race, og leder, så jeg kan holde øje med dem.” Han prikkede sig selv mod tindingen. ”Jeg har en repræsentant fra hver af de bekrigende racer til at holde øje med hinanden. Jeg ved allerede, at de ikke vil melde deres egen slags, så på den måde, ved jeg hvordan warlockerne, vampyrerne og dæmonerne bevæger sig derude. Foreløbig, så er det faktisk vampyrerne som er den mest passive,” endte han ganske ærligt, som han vendte blikket mod kortet. Det var måske noget som kunne bide ham selv hårdt i enden senere hen, ganske enkelt fordi at han viste den mistillid til racerne, men han have ikke noget andet valg.
Det som Mattheus havde brug for, var en spion som han vidste at han kunne stole på. Han trak svagt på smilebåndet, hvor de spidse tænder viste sig i hans mundviger. Han var selv af nattens væsen, selvom det ikke var noget som han kunne eller ville lægge det mindste skjul på. ”Landet er ikke som da det var under min moders styre, desværre. Respekten skal jeg have ind et sted, men selv jeg er ung og uerfaren og er nødsaget til at gå stille med dørene, hvis De forstår hvad jeg mener? Fysisk kræver jeg blot at De er i form, og kan Deres teknikker. Eftersom du har været under Evans vinger siden De var 4, går jeg ikke ud fra at det skulle være et problem. Økonomisk og materialistisk, skal jeg nok sørge for at De har det nødvendige for at klare opgaven til perfektion,” forklarede han ganske sandfærdigt. Han var faktisk en retfærdig arbejdsgiver.

[Athena Maloya Mathimæus]

Mattheus kæmpede virkelig, det var Athena slet ikke i tvivl om. Han havde nogle gode støttere, men det nyttede intet når befolkningen nægtede at lystre ham og acceptere ham som en konge. Måske han var ung og uerfaren, men Athena forstod ikke deres problem, han var tydeligvis en intelligent mand der vidste hvad han gjorde, og han havde nogle teknikker som hun kunne følge og forstå. Hun kunne se at kongen ikke fandt hvile, men hun ville ikke påpege hvad han allerede vidste, desuden så kendte hun det med at ligge søvnløs, til tider var det umuligt at finde den hvile, og hun kunne næsten forestille sig, at han netop havde det på den måde. Blikket betragtede interesseret kortet, for hun havde efterhånden fundet ud af meningen med det hele, og det var faktisk klogt at have styr på tingene på den måde. Lederne var oprørske så han var nødt til at holde styr på dem, det kunne godt være svært, desværre var de fleste af dem alt for intelligente, Malisha var direkte hovmodig men det virkede jo desværre for hende, Cecilaya var dygtig men hun var ung og uerfaren og lod sig drive af sine impulser frem for fornuft.. ikke at det altid var en dårlig ting, men det kunne det være. Et sted så glædede hun sig allerede til at komme i gang, hun følte sig tilpas ved at tale den slags med ham, også fordi det faktisk var noget hun vidste noget om, og det var en mand som værdsatte det, det havde hverken Evan, far, Zacharias eller Valerio gjort, det var trods alt ikke en kvindes bord. ”Arh. Jeg vidste ikke at de var begyndt at nærme sig hinanden?” spurgte hun med et hævet øjenbryn. Horrorene og vareulvene havde tværtimod altid holdt sig fra hinanden.
Athena vendte sig mod ham med et smil, og bukkede hovedet i respekt for ham. Det var godt tænkt den måtte hun give ham. ”Jeg tænkte det nok. Det er godt tænkt Deres Majestæt, men ville det ikke være en idé at give det det.. magisk touch, så du kan følge deres mindste bevægelse? Det er begrænset hvor mange der kan sende Dem bud med det samme, påpegede hun roligt. Måske hun ikke var trænet særlig meget i magi, men hun kunne vel få mærkaterne til at bevæge sig? Det var om ikke andet bare en idé. Vampyrene havde meldt ud, de foretrak tydeligvis at forholde sig rolige i deres eget lille samfund, det passede hende fint. Kort faldt blikket på de sylespidse tænder han bar, de skræmte hende ikke, hun havde trods alt mødt flere af hans slags og det var en del af dette land. ”Jeg er udmærket med, Deres Højhed, De har meget at slås med, og så udsat som De er må de være lidt forsigtig, jeg giver dem ret. Respekten ville komme før eller siden, det er jeg sikker på, og på trods af at jeg ikke ved meget om Dem, så ved jeg at De vil blive en glimrende konge,” endte hun sandfærdigt og foldede atter hænderne foran sig. ”Det er da til at overkomme, formen bør jeg have allerede nu og teknikkerne er jeg blevet pisket med siden barnsminde. Jeg er bosat i Imandra for tiden, efter min faders død, jeg går ud fra at dette arbejde vil kræve min tilstedeværelse i Dvasias? Hvis det er, kunne det være en mulighed at få tildelt et værelse på slottet?” spurgte hun roligt. Hun var trods alt nødt til at vide det. Evan ville ikke bryde sig om tanken, men hun havde brug for luft!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var skam klar over den situation som han selv måtte befinde sig i, ganske fordi at han vidste, at det ikke var noget som gavnede hans ellers så udsatte position mere end det som den var i forvejen. I det store og hele, så var han nødt til at gå stille med dørene, selvom det ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, men noget var han jo nødt til at gøre, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han betragtede hende ganske sigende. Søvn og hvile, var en umulighed for ham på nuværende tidspunkt, for han havde mere end nok at se til som det måtte være i forvejen, men ikke desto mindre, så havde han gode støtter, som selvfølgelig også gjorde sit for at hjælpe ham med arbejdet. Han havde aldrig været meget for tanken om at skulle være gift med en mand, men Leonardo var en god mand, og en som gjorde sit for at hjælpe ham med de tunge byrder, også selvom de var tunge uanset hvad pokker man kunne gøre det. Han vendte blikket mod kortet og med blikket hvilende mod den mørke skov. ”Det gjorde jeg heller ikke, men igen.. Det er desværre to racer på vej mod udryddelse.. Der er ikke mange af dem tilbage længere,” endte han ganske sigende. Han vidste at hans kære moder havde haft styr på Horrorenes leder, og varulvene var et lille folkefærd som herskede uden leder eller noget som helst. Ja, det var måske mange småting, men de udgjorde til sammen et stort!
Mattheus havde måske været tvunget til at tage lidt drastiske midler i brug, men han kunne jo heller ikke sidde og se passivt til hvordan det hele foregik sig, det var der bestemt heller ikke ligefrem nogen tvivl om i den anden ende. Han lod hovedet søge let på sned, som han let rynkede på næsen. Magien var ikke just hans speciale, for.. ja, han var ikke ligefrem magikyndig som sådan. ”Det er såmænd rigtigt, men.. ja. Den form for magi, er desværre ikke noget som jeg selv er i besiddelse af,” endte han ganske sigende, som han vendte sig mod hende. Det var selvfølgelig rigtigt hvad hun sagde, for det ville gøre det lidt nemmere for ham, men han ønskede jo også at vise folk den lille tillid ved at skænke dem det ansvar, og så håbe, at det også gjorde sit for hans del, så han fik den rette information. At hun var sikker på at respekten nok skulle komme, var selvfølgelig en tanke som han satte pris på, men han vidste, at det endnu var hans arbejde at sørge for at det skulle ske. ”Jeg håber såmænd at De har ret, Athena. Det er en frygtelig tung byrde at skulle bære,” endte han ganske sigende, som han vendte de røde øjne mod hende. Han var en spide, og han var bestemt ikke bange for at vise det. Han var jo faktisk stolt af det væsen som han var. Han nikkede sigende. ”Det skulle ikke være det største problem, at skænke Dem et værelse her. Det vil tvært imod gøre det langt nemmere for mig at komme i kontakt med Dem. Formen kan jeg allerede med mine egne øjne, se ikke skulle være det største problem. Foruden dette, så vil jeg lade Dem træne med min hær, såfremt at min hærfører er hjemme. Jeg kan tænke mig, at det er en erfaring som vil komme Dem til gode, når jeg sender Dem ud,” endte han ganske sandfærdigt. Han sendte hende et stille smil. ”Såfremt at det er et jobtilbud, som falder i Deres interesse?”

[Athena Maloya Mathimæus]

På trods af at han havde travlt, kunne Athena godt lide at han faktisk gav sig tid til hende, også selvom det var hende som gjorde sig kortfattet, hun ønskede ikke at bruge for meget af hans værdifulde tid, han havde jo ærlig erkendt at han havde mere end rigeligt at lave, og nu hvor han så presset fra før af, så ønskede hun bestemt ikke at gøre det værre. Når hun var færdig her, skulle hun selv videre til Manjarno for langt om længe at frigøre sig af de lænker hun havde været bundet af i det som måtte føles som en direkte evighed. Hun var spændt på om Valerio overhovedet ville slippe sit greb om hende, når han i teorien kunne kræve hende hjem, hun var hans, hun var endda mærkeret af de sylespidse tænder hvis mærker prydede den slanke hals.. hendes bryst.. lår.. ja mere eller mindre over det hele, og hun afskyede det! Athena betragtede kortet i særdeleshed omkring den mørke skov. Vareulvene var på vej til udryddelse og horrorene var der ligeså ikke mange af tilbage, hvilket næsten var synd og skam i hendes øjne, de fascinerede hende på sit vis. Hun nikkede dog forstående. ”Nej desværre ikke, synd og skam.. på den anden side så tyder det på at vampyrerne og vareulvene har formået at droppe deres kontroverser,” påpegede hun med en lidt sigende mine, for det var da om ikke andet en fordel i det hele, den havde også været slem i sin tid! *Magien var måske ikke kongens speciale, men Athena ville aldrig have bragt det på banen, hvis ikke hun selv havde været i stand til at gøre noget ved det, det kunne være praktisk. ”Med forlov,” bad hun roligt, og lagde hænderne over kortet. Det krævede en ekstremt koncentration, hun havde øvet for sig selv de sidste par år, ikke noget som Evan kendte til, men sådan var det bare. En tung strøm lagde sig over kortet, og det tog ikke lang tid før mærkaterne begyndte at sætte i bevægelse, kun få stod helt stille. Hun sendte kongen et lille smil. ”Det tror jeg at De får mere gavn af,” sagde hun roligt og betragtede næsten stolt sit arbejde også selvom den kun havde gjort smerten værre.. sandsynligvis fordi at det havde drænet hende en smule for energi. Hun tog en dyb indånding og forsøgte at bide smerten i sig for nu om ikke andet. Hun bed sig en smule i læben mest for at skjule den bekymring hun faktisk bar. Han var udmattet og hun kunne mærke at den byrde på hans skuldre virkelig plagede ham. ”Jeg har ret.. som regel,” tilføjede hun med en blid latter. Han var nok ikke vant til spioner som hende, de fleste var stramme i betrækket men hun havde sine klare procianske træk. Smilet falmede og lagde hendes ansigt tilbage i mere alvorlige folder igen. Tanken om at få lov til at komme ud i marken glædede hende faktisk det ville være en enorm stor erfaring! ”Det var også min tanke. Min form bør bestemt ikke fejle det mindste, det tør jeg godt at love Dem. Det vil være mig en glæde at slås side om side med de øvrige soldater, og jeg vil hellere end gerne have den erfaring med mig også,” medgav hun med et ansigt der næsten måtte lyse op ved tanken. Hun rakte hånden frem med et næsten udfordrende blik. ”Jeg er interesseret. Hvis De vil have mig,” tilføjede hun roligt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var en stresset og presset mand, men folket skulle der altid være plads til, det var noget som han selv gik frygtelig meget op i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han ønskede ikke at folk skulle stå til side, og se at han tog sig af det ene, frem for at sætte folket først! Intet folk, så var der intet land at lede, og så var der slet ikke brug for ham i den forstand, og det var han slet ikke interesseret i på nogen måde! Han vendte sig ganske sigende mod hende. Varulvene og Horrorene levede mere eller mindre side om side nu, men de var ikke mange tilbage – ingen af dem, hvilket selv i hans øjne, var en skam, for det var et væsen som han selv kunne gøre frygtelig god brug af i den anden ende, selvom.. Ja, det måtte han vel bare skyde en hvid pil efter? ”Den kontroverse dem imellem, har aldrig været den største. Ej min moder greb ind i den sag, selvom hun havde et godt tag om Horrorernes leder.” Han smilede let ved tanken, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”De er efterhånden udrydningstruet.. Hvilket ellers er en skam. Deres kraft, og deres styrke, har altid været en vigtig del af den dvasianske hær,” endte han ganske sigende. Løgn var det jo trods alt ikke. De havde altid været et stort og frygtet bæst, og bare deres tilstedeværelse, havde gjort sit. Ikke at det var noget som han kunne gøre brug af mere, og selvfølgelig var det noget som ærgrede ham en hel del.
At Athena faktisk hjalp ham med kortet, så brikkerne begyndt at flytte på sig, var noget som alligevel fascinerede ham. Det var jo i sig selv ganske avanceret magi på sit vis, selvom det selvfølgelig gjorde sit for hans del. Så kunne han jo samtidig vide sig sikker på at det som han fik at vide, faktisk var det som skete derude, og det var bestemt heller ikke noget som han havde noget imod som sådan. Han nikkede ganske sigende. ”Det værdsætter jeg virkelig Athena. Mange tak,” endte han ganske sandfærdigt, som han vendte blikket mod hende. Hvorvidt om hun var træt, eller havde ondt, vidste han ikke, og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede at blande sig i, om det var noget som han ellers kunne blive fri for, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han smilede let for sig selv igen. Hun var bestemt ikke typen som man normalt ville definere som en spion, hvilket vel også var noget som talte for hans vedkommende? Han lod hovedet søge let på sned som smilet bredte sig på hans læber. Hun virkede som en som faktisk var ganske tilpas her, og det var faktisk noget som han havde det fint med. Han ønskede at fremstå som kongelig, også selvom han ikke rigtigt havde begrebet af humor indprintet i sig. Det var bare ikke lige hans kop the, men det var sådan at det var. ”Er Deres broder enig?” spurgte han drillende igen, som han vendte blikket mod hende. At skaffe hende et værelse, var ikke det sværeste eller mest tidskrævende for ham. Hun var interesseret, hvilket var noget som passede ham særdeles udmærket! ”Det glæder mig, Athena. Jeg agter dog ikke at sende Dem på slagsmarken endnu. Det er op til min hærfører at afgøre hvorvidt det er en opgave som De er klar til. Foruden dette, så har jeg mange andre små opgaver som jeg vil sende Dem på.. Ganske snart. Hvornår kan De flytte ind på værelset? Jeg kan stile det klart inden solen står op?” endte han ganske ærligt.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det kunne umuligt være nemt at lede et land af Dvasias' kaliber det kunn Athena udmærket godt følge, men han gav sig tid til landets befolkning og det i sig selv var en frygtelig god start, hun var overbevist om at den manglende respekt en dag ville ende med at dukke op, også fordi hun havde hørt at han fik flere og flere støtter, hun var selv en af dem, men desværre kunne hun ikke gøre ham så megen gavn, hendes kontakter var lidt begrænsede til Evan men tilgengæld var han jo så en mand der kendte mere eller mindre alle. Athena vendte sig roligt mod kongen og lod blikket falde i hans, hun lyttede interesseret og det var også noget hun kun ønskede at gøre klart for ham, han talte bestemt ikke for døve ører. ”Det ville være en skam at lade den blusse nu i så fald. Særligt hvis Deres moder ikke er her til at holde den såkaldte leder i ørerne,” påpegede hun med et lidt skævt smil, men løgn var det ikke, for hvis hun havde været den eneste som havde været i stand til at gøre det, så kunne det nødvendigvis betyde at Horrorenes leder nu ville vælge at trodse sin konge. ”Det er virkelig en synd og skam, det er fascinerende væsner, stærke som du selv siger, jeg kan næsten tænke mig til at de har været umådelig gode soldater,” medgav hun roligt, og vendte atter blikket mod kortet med en tænkende mine. Nu flyttede mærkaterne sig livligt alt efter hvor de forskellige ledere måtte befinde sig henne, på den måde havde han om ikke andet styr på dem og kunne tage tingene i opløbet, frem for når det først ville være for sent.
Det havde egentlig ikke været frygtelig avanceret magi at fuldfører, den slags kunne hun slet ikke, det hele drejede som om koncentration, desuden var mærkaterne så små at det at gøre dem levende ikke havde de helt store ben med sig, det var straks værre når det kom til statuer og den slags vilde ting, som mange af de dygtigere magikere og warlocks kunne vække, det lå langt over hendes evner. ”Ingen årsag,” svarede hun blot lidt kortfattet. Måske hun var en livlig ung kvinde, og positiv i forhold til så mange andre, men hun var hårdhændet og lod ikke hvad som helst trykke hende ned, hun havde trods alt aldrig prøvet andet. Hans ord fik atter en latter til at bryde læberne. Zacharias ville uden tvivl sige sig uenig, men det kunne hun for pokker ikke tage sig af. ”Det tvivler jeg stærkt på Deres Højhed,” svarede hun og rystede lidt på hovedet, af den grund så havde hun faktisk ret temmelig ofte! Evan ville nødig elske tanken om at hun var tvunget til at flytte, men tanken lettede hende et sted, så slap hun for at se mere på ham og Malena. Hun nikkede roligt. ”Det er fint, De skal endelig sige til og med henblik på marken, så går jeg ud fra at jeg får besked om hvornår det skal finde sted? Jeg kan umuligt nå det inden solopgang, jeg har en ærinde i Manjarno, og jeg lovede min bror at tilbringe en dag eller to med ham, han er meget påvirket af vores faders død, forstår du. Desuden er alle mine egendele i Imandra, det vil tage mig mindst en tag at få dem bragt hertil, så jeg flytter ind engang i løbet af ugen, men De kan selvfølgelig allerede sætte mig i gang med arbejdet når de ønsker det, hvis der er behov,” tilføjede hun roligt.