Just an ordinary night..?

[Deleted]

Det var ved at være en sen aften, også selvom man ikke ligefrem kunne sige, at det var nu Zacharias havde haft fyraften. Han havde været i gang stort set hele dagen, og var selv ved at blive kørt temmelig træt. Det var ikke ofte at det skete, at der var så frygtelig meget at gøre i løbet af en dag, men han var bestemt ikke den som skulle klage, for det betød at han gjorde et godt stykke arbejde, og han vidste, at han ville have muligheden for at blive der, og det var bestemt ikke noget som han ville have det mindste imod i den anden ende. Han havde lige fået ført den sidste kunde ud for aftenen og tilbagevendt til hans eget værelse, hvor han smed sig direkte ned i sengen med et tungt suk. Han var efterhånden selv ved at være godt mæt, selvom det måske var noget som skulle efterlade ham med en følelse af afslappelse, også selvom det ikke ligefrem var sådan at det måtte foregå, og det irriterede ham. Hans kære fars død, var stadig en nyhed for ham, som var forbandet svær at sluge, selvom han virkelig forsøgte det som han kunne, men.. han savnede ham jo, velvidende om at han aldrig havde fået lov til at tage den endelige afsked, kun fordi at han ikke havde været hurtig nok, var næsten det værste af det hele, og det var bestemt ikke noget som gjorde det bedre for hans vedkommende i den anden ende.
Zacharias vendte blikket i retningen af det lille stearinlys som brændte let ved siden af ham på sengebordet. Næsten som var det hvad der kunne hypnotisere ham mest. Han savnede sin søster, også selvom han vidste at Evan havde ret. Hun ville vel dukke op, når hun følte, at hun var klar til at snakke om tingene? Selvom han virkelig håbede at hun ville komme snart! Han sukkede dæmpet, inden han roligt satte sig op, tog den hvide skjorte til sig, som han roligt knappede igen. Efterhånden vidste han godt, at han virkelig kunne ligne sin kære gamle far, selvom han vidste, at det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tankerne gled gang på gang tilbage til hans elskede forældre, hvor han selvfølgelig håbede at de endelig havde fået hinanden, nu hvor de ikke havde fået det i livet. Han rystede let på hovedet og rejste sig op, også selvom han stod bukseløs, så var han ikke just den mand som havde noget at skjule. På hans side af sengen og på hans sengebord, tog han pakken med smøger, inden han på magisk vis, fik gang i den ene, som han lystigt gav sig til at dampe på. Han kunne skam godt forstå hvordan Jared havde haft det med smøgen, for det havde virkelig en beroligende effekt, og specielt efter hans bortgang, var han begyndt at gøre brug af den temmelig ofte, og temmelig meget, hvilket et sted passede ham fint, nu hvor han ikke havde nogen til at fortælle ham hvad han skulle gøre og ikke gøre! Han lukkede øjnene ganske let og satte sig ned på sengekanten igen. Uden sin far, så følte han sig skræmmende.. alene. Han havde jo aldrig haft et forhold til sin søster som sådan!

[Athena Maloya Mathimæus]

Efterhånden var det virkelig blevet sent, Athena havde jo været tvunget til et mindre stop som hun ikke havde regnet med ved søen. Selvom det havde været fristende at gå endnu en omvej, så havde hun indset at det nok ikke ville være en god idé, denne gang skulle hun nok gå den lige vej. Hun var ankommet til bordellet, denne gang huskede hun hvor det lå. Det var igen kommet bag på hende var.. normalt og anstændigt det rent faktisk så ud. I samme øjeblik hun var trådt ind af døren, havde hun taget sig selv i at spejde efter Caleb også selvom det ikke var ham hun søgte for i aften, desuden havde hun ikke så meget som et enkelt stykke guld på sig, så hun ville ikke nå langt, men sulten var begyndt at plage hende igen, særligt efter.. fars kærtegn der havde vækket dyret i hende men aldrig var blevet tilfredsstillet. Smerten bed hun i sig for nu, det var ikke vigtigt. Forsigtigt sneg hun sig ned af gangen til de mange værelser. Der var fredeligt og roligt, ikke mange forstyrrende lyde, det var faktisk rart, og eftersom der stod navne på døren så regnede hun med nemt at være i stand til at finde Zacharias. Hendes hjerte slog lidt nervøse slag.. jo tættere hun var kommet på byen, jo mere var vreden over Evan og ikke mindst Malena blevet forvandlet til ren og skær nervøsitet, ved tanken om at skulle stå ansigt til ansigt med sin kære broder. Hun savnede ham selvom de aldrig havde haft et særligt tæt forhold, og hun frygtede vel for en afivsning, taget i betragtning at hun havde slået begge deres forældre igen?
Når det var sagt så var det rart at være tilbage i Dvasias, selvom hun godt kunne lide Imandra så var dette hendes hjem og hun agtede at vende tilbage permanent før eller siden. Næsten på listetå sneg hun sig ned af gangen og lod de grønne øjne søge hen over dørene som hun kom ned. Ved en af de sidste stoppede hun op. Et sted frygtede hun vel for at han ikke var alene? På den anden side så var hun hans søster, og hun havde brug for at snakke nu om han arbejdede eller ej.. hun kunne se væk.. eller det ville nok rive mere end hvad godt var i dyret, men det måtte hun tage til den tid. Hånden lagde hun mod håndtaget og skubbede forsigtigt døren op, mens hun lod blikket spejde hen over lokalet, kun for at få øje på sin halvnøgne bror med en smøg i kæften. Hun skyndte sig ind af døren og lukkede den bag sig for at andre ikke skulle se for meget, så blufærdig var hun! De grønne øjne gled hurtigt ned i jorden. ”Er du klar over hvor meget du ligner far?” spurgte hun lidt overrasket, hun havde bestemt ikke regnet med at skulle se ham halvnøgen uanset hvor flot han så end måtte være. Et sted skræmte hende at hun var sulten nok til rent faktisk at føle en hvis form for reaktion.. det var trods alt hendes bror! ”Har du tid til at snakke, eller venter du nogle?” spurgte hun uden at se op. Han kunne vel afse lidt tid til sin kære søster? ”Jeg håber sandelig at du har noget stærkt at drikke.. og hver venlig at klæde dig på,” manede hun en smule bestemt, hun var måske lidt sippet, men hun var også frustreret og hun havde brug for noget at drikke!

[Deleted]

Efterhånden så måtte Zacharias vænne sig til tanken om at skulle være lidt alene, for han havde ikke rigtigt nogen at søge til. Jovist havde Evan åbnet sine døre for ham, men det var bare ikke det samme! Jovist manglede han sin kære far, da det jo trods alt også var den mand som han havde haft det bedst med, en som faktisk kunne.. forstå ham, hvor han også havde haft et sted, hvor han havde følt sig elsket, og det var en tanke som han var glad for. Eftersom han ikke direkte ventede sig flere lige for aftenen, så kunne han godt tillade sig selv at nyde en enkelt smøg eller to? Inden han igen ville vende tilbage til arbejdet, selvom han ikke just ventede nogen faste, men.. man kunne jo aldrig vide hvornår der dukkede nye op, og det var jo dem som alle folk gerne ville have fingrene i! Tungen strøg han let over sine læber. Han havde måske sine mærkværdige former for at tackle det som var sket, men man kunne jo heller ikke ligefrem vove at påstå at deres liv havde været særlig nemt, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han savnede sin mor, som han savnede sin far, velvidende om at de aldrig nogensinde ville vende tilbage igen – nogle af dem, og det alene var en tanke som gjorde frygtelig, frygtelig ondt.
At døren gik op, var først noget som gik op for Zacharias, idet at den blev lukket igen, hvor han fast vendte blikket. Synet af Athena var dog alligevel noget som overraskede ham, for han havde bestemt heller ikke regnet med, at hun ville opsøge ham på et sted som det her, også selvom.. overraskelsen skam var ment positivt, for han manglede hende vel også et sted? Han trak svagt på smilebåndet, inden han roligt inhalerede røgen endnu en gang. Halvnøgen, halvåben skjorte og en smøg i kæften, ja han lignede vel sin kære afdøde far mere end det som han lige ville være ved? ”Er det så en god eller en skidt ting?” spurgte han sigende, som han vendte sig mod hende. Han endte roligt med at rejse sig. Han var en let muskuløs mand efterhånden. Temmelig flot hvis han selv skulle sige det, men så lang tid at kunderne var tilfredse, så var han tilfreds, for det var jo trods alt også det som gav ham pengene til hans egen overlevelse! ”Jeg har været i gang hele dagen, så mon ikke jeg kan tage lidt fri nu? Er det noget specielt du har lyst til at snakke om..?” Lige når det kom til Athena, så kunne man aldrig vide, så meget var han dog klar over! Han rystede smilende på hovedet. ”Hvem er det nu der ligner far? Den står på køl derovre..” Han gjorde et let nik mod en lille spand som stod ved det halvåbne vindue. Ja, en eller anden måde skulle han jo gøre brug af, for at holde den kold. Det var kun Jared som havde drukket af den, den ene lille gang hvor han havde besøgt ham, for at se hvordan det gik. Han rystede let på hovedet. ”Du er da også så sippet..” mumlede han ganske let, som han bøjede sig ned efter sine bukser, som han hurtigt hoppede i. Han rettede let på skjorten, inden han stumpede sin smøg og vendte sig mod sin kære søster. ”Bedre?”

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var ikke fordi at Athena selv havde nogle at søge til, hun havde selvfølgelig Evan men jo mere tid hun brugte med ham, jo mere ønskede hun at være alene. Ikke nok med at han var over hende hele tiden, men nu var Malena der vel også, det gav hende ikke ligefrem mere lyst til at finde hjem igen, desuden havde hun en hel del destinationer. Zacharias var den første og den vigtigste, derefter stod Dvasias konge for tur og så skulle hun et smut forbi Manjarno på et tidspunkt nu hvor hun faktisk havde mulighed for at gøre en ende på sit ægteskab med Valerio. Blot tanken om ham fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen. Hun blev roligt stående med blikket i jorden, hun ønskede bestemt ikke at se sin bror på den måde! Hun havde respekt for Caleb, også fordi han havde reddet hendes liv, men hun havde svært ved at forholde sig til idéen om at Zacharias brugte sin dag på at tilfredsstille hvem end som måtte komme, mens hun selv trak smerten så langt ud hun kunne, før hun opsøgte Caleb, desuden havde hun ikke flere penge, så det var vel så nemt? Athena måtte erkende at hun virkelig havde manglet sin bror, men hun var også bange for hvordan han ville reagere på at hun dukkede op sådan uden videre. De havde kun hinanden nu, og hun ønskede faktisk at de kunne ligge fortiden bag dem og holde sammen for en gangs skyld, også selvom hun havde slået deres forældre ihjel, og hun vidste hvor meget han havde bebrejdet hende for mors død, hun frygtede at han kun ville se langt værre på hende nu. Hånden lod hun løbe gennem de blonde lokker. ”Det.. finder jeg måske ud af når du har fået noget tøj på,” svarede hun både alvorligt og dog med en lidt drilsk undertone, hun mente det trods alt. Han var en flot mand og havde intet at skjule, men hun var jo opdraget med at skulle være blufærdig, selv på trods af at hun strøg rundt i de tætsiddende bukser og den stramme korsettop. Far ville have vendt sig i graven, men han var til dels selv skyld i det, hun var nødt til jævnligt at lade sig mætte, men det var ikke nemt når hun konstant havde Evan på hovedet. Vreden var dulmet lidt efter hun var kommet ind, det var en effekt Zacharias som regel havde på hende. ”Det ville jeg være glad for, vi har brug for det. Giver det ikke lidt sig selv? Jeg.. jeg slog ham ihjel, Zachy, Evan fortalte mig at du havde været der mens jeg sov og jeg har bare brug for at.. i det mindste forsøge at forklare mig, selvom jeg forstår hvis du er vred,” svarede hun ærligt. Smilet var langsomt falmet, hun var måske allerede begyndt at plapre, men der var meget hun havde behov for at få sagt, han måtte ikke være vred! Hun skævede mod spanden også selvom hun blot endte med at trække på skulderen for at gå hen til flasken. Den var dejlig kold. Hun smilte for sig selv og åbnede flasken. ”Godt ord igen.. skål,” hun vendte sig mod ham og hævede flasken med et svagt glimt i blikket. Hun sendte ham et lidt skævt smil og nikkede, det var meget lettere at tage ham seriøst når han var påklædt. ”Meget bedre,” bekræftede hun med et stille nik.

[Deleted]

Det havde bestemt ikke været nemt, men Zacharias havde virkelig forsøgt at bide hele scenariet i sig, for han vidste udmærket godt hvad der var sket på Athenas soveværelse den aften. Lige hvor lang tid siden det måtte være nu, vidste han ikke, for et sted så gav han sig selv hen til arbejdet, som havde det været det eneste som han havde af betydning. Han havde jo aldrig rigtigt fungeret med Athena, så.. hvorfor skulle det være anderledes nu? På trods af deres forældres død? Det var jo ikke ligefrem fordi at det var nyt at de var vant til at være alene, selvom dengang de havde været små, så havde de da om ikke andet haft hinanden, hvilket man nok ikke ligefrem kunne prale om lige nu, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han vendte blikket sigende mod hende. At han stod der halvnøgen i hans eget værelse, var vel hans sag? Han trak let på skuldrene. ”Det må du jo så finde ud af,” påpegede han med et let smil. Han var faktisk ikke vred på hende, for han forstod faktisk godt at hun havde handlet som hun havde gjort. Det ændrede dog ikke ligefrem på at han var vred på manden, og derfor selv ikke havde opsøgt gravstedet endnu. Det eneste som han vidste, var at manden var gravlagt sammen med deres kære moder, og mere end det havde han faktisk ikke brug for at vide. Det gjorde for ondt at skulle tænke på.
Zacharias betragtede Athena som hun gik hen til flasken som stod ved det halvåbne vindue. Han trak let på smilebåndet. Det var virkelig som at se sin kære far om igen, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, men ikke desto mindre, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg er på ingen måder vred, Athena. Evan forklarede mig hvordan det hele hang sammen og.. jeg er nok snarere mere vred på far.. Jeg fik aldrig lov til at tage farvel med ham..” Han vendte blikket mod hende. Efterhånden havde han fået bearbejdet det værste af tabet, også selvom det endnu stak til ham, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund, og det var næsten det som måtte være det værste af det hele. Han vendte blikket let ned mod gulvet og bed sig svagt i læben. Han rettede sig op som han havde fået bukserne på. Hvis det var hvad der skulle til, så var det også fint nok for ham. Han vendte blikket mod hende igen. Selv var han vant til at tilbringe livet herude efterhånden. Han blev mættet, han følte en tryghed som han ikke rigtigt havde haft andre steder, og han fik endda penge for at gøre hvad han gjorde bedst, og så var det jo ikke ligefrem fordi at det var slemt her, ville han da mene om ikke andet. ”Udmærket.. Så sæt dig ned, og fortæl mig hvad du har på hjerte,” opfordrede han roligt, som han igen tog plads på sengekanten. Han sendte hende et let smil. Måske en facade, men noget var han nødt til at gøre! Det var jo trods alt hans søster som han pludselig stod overfor!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena tvivlede på at Zacharias havde lyst til at høre hvad der egentlig var sket den aften, hun var selv forarget ved tanken om at hendes egen far havde pillet ved hende på den måde. Hans kærtegn sad der endnu, det var trods alt efter at hun havde opsøgt Caleb, noget som hun heller ikke så nogen grund til at nævne for sin bror på nuværende tidspunkt. De havde været tætte som små, hun huskede det desværre kun svagt, men gennem deres opvækst havde de været rivaler mere eller mindre på alle punkter og han havde gjort alt for at stille hende i ringe lys, de havde aldrig været som søskende burde være det, hvilket Athena et sted var ked af.. hun kunne have haft brugt en bror, for hun sloges med mange ting alene. Det var ikke fordi at hun var kommet for at irettesætte ham, men hun var ikke god til nøgenhed, og hele situationen med Valerio havde ikke gjort det bedre overhovedet, han kunne rende nøgen rundt når hun ikke var til stede. Hun trak blot svagt på skuldrene og trådte lidt tøvende hen mod sengekanten også selvom hun ikke satte sig, så høflig var hun om ikke andet, det var hans værelse og hun havde lært at udvise respekt for den slags. De lignede begge deres forældre på hver deres måde. Det var på tide at hun fik forklaret sig, hvilket hun udmærket var klar over. Hun havde ikke været klar før nu. Det gjorde ondt i det hele taget at tænke på sin far, desuden havde hun meget andet i hovedet.. primært Evan, men det var fuldstændig underordnet! Det lettede hende dog at høre fra hans egne læber at han ikke var vred på hende, men hun følte nu alligevel et stik af samvittighed. ”Jeg går ud fra at Evan har fortalt dig om omstændighederne? Jeg er ked af at det var det som skulle til, jeg kunne måske have gjort det anderledes men.. han led Zachy, og det var min skyld... han led for os, Evan trak kniven ud inden jeg kunne nå at sige noget,” påpegede hun lidt dæmpet. Det gjorde ondt at snakke om. Langsomt bakkede hun hen til sengen og dumpede ned ved siden af ham ved hans invitation. Hun førte flasken til læberne og tog en kæmpe slurk der kun resulterede i at hun måtte skærer grimasse bagefter. Det smagte af helvedes til, men hun havde brug for at falde ned, særligt over på sin kollision med Evans første og eneste kærlighed. Athena brød sig virkelig om at se sin bror her, men hvis han var glad.. så var hun vel glad? Hun vendte sig en smule mod ham på madrassen og sukkede tungt. ”Meget vel.. hver sød ikke at afbryde,” bad hun stilfærdigt. De grønne øjne faldt i hans. ”Hør her.. jeg ved at du i mange år har bebrejdet mig for vores tab af mor, og at far var et forbillede for det. Men hver sød at se det fra min side for en gangs skyld, jeg havde ingen idé om hvad jeg gjorde, det ændre ikke på at jeg selvfølgelig er forbandet ked af det, og på samme måde med far. Ja jeg bebrejder mig selv, for jeg ved at jeg kunne have ramt mange andre steder. Du må ikke være vred på ham eller Evan, og jeg håber ikke at du har tænkt dig at være vred på mig, men jeg forstår hvis det er hvad du er. Det jeg prøver at sige er at.. Du er min bror Zachy, vi har ganske vidst ikke været tætte, men vi har kun hinanden.. du er det eneste jeg har tilbage, og jeg kan ikke bærer tanken om også at miste dig, så måske du kunne finde plads et eller andet sted.. til at tilgive mig?” bad hun stille. Der var ikke noget hun hellere ville end at stifte det nærer bånd til sin bror på ny, for de kende jo hinanden bedre end nogen anden!

[Deleted]

Det var ikke just fordi Evan havde fortalt Zacharias hvad der var sket, men han havde været i stand til at lægge lidt to og to sammen, som Evan havde lagt lidt op til det, og det var noget som lod det løbe iskoldt ned af ryggen på ham, for han vidste at det som var sket, var så gruelig forkert som noget overhovedet kunne være, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang. ”Han har ikke fortalt mig omstændighederne, Athena, men lagde selv lidt op til hvad der var foregået.. Jeg kunne godt lægge to og to sammen, da jeg så hvor han lå.. og i hvilken stilling..” Han havde slet ikke lyst til at tænke på hvordan og hvad manden havde gjort, for den tanke var noget som han måtte finde direkte.. vammel, og det var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende!
Zacharias lod mere end glædeligt Athena tage pladsen på sengen. Det gjorde det lidt mere personligt, og det var noget som han godt kunne lide, men det var nu bare sådan at det måtte være. Tungen strøg han let over sine læber, som han satte sig op af sin halvstore pude. Han ønskede slet ikke at være mere på krigsstien med sin søster, for de havde ikke gjort andet siden de havde været halvstore, hvor det havde været helt anderledes dengang de havde været små, og selvfølgelig var det noget som også gjorde sit for hans vedkommende. Han lod hovedet søge let på sned, som han let rynkede på næsen ved hendes ord. Hun ønskede hans tilgivelse? Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, men han ønskede jo selv at have sin søster ved sig. Han greb ud efter hendes hånd, som han trykkede let omkring, næsten også som han forsøgt at få hende til at tie. ”Athena, prøv at lyt til mig..” bad han endeligt. Han lignede måske sin far en smule, også med henblik på ordvalg, men hvad fanden.. Det var jo den mand som han var mest påvirket af, da det var ham som han havde tilbragt mest tid sammen med. ”Du har aldrig mistet mig, og ja, jeg ved udmærket godt at vi har været lidt meget på krigsstien og jeg bryder mig slet ikke om det. Du har slet ikke brug for at søge min tilgivelse, for den fik du allerede for mange år siden.. og med henblik på far, så fik du den med det samme, for jeg forstår godt du handlede som du gjorde. Jeg ville aldrig kunne tilgive manden, hvis han havde taget min søster på den måde.. Måske du er den store storesøster, men jeg vil stadig gerne.. passe på dig..” endte han dæmpet. Han var vred på Jared, velvidende om at han ikke havde haft muligheden for at tage den endelige afsked, hvilket skam også var en af de grunde til at han slet ikke havde opsøgt gravstedet endnu. Han følte slet ikke for det. ”Jeg har måske ikke bevist det for dig, men du betyder alverdens for mig,” afsluttede han dæmpet, som han hævede hendes hånd, for at kysse hendes knoer. Hun var trods alt den eneste søster som han havde! Det sidste som han havde tilbage!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vidste ikke hvor meget Evan han havde sagt, det var ikke noget han havde uddybet, og hun havde egentlig heller ikke lyst til at give ham detaljerne, mest fordi tanken stadig gav en kvalmende fornemmelse, hun var ikke glad for at skulle være tæt på Valerio eller Caleb for den sags skyld, men far.. der satte hun altså grænsen og hun havde handlet som hun var blevet lært det.Athena så op fra sit skød og lod blikket møde Zacharias' Til tider kunne man blive helt i tvivl om hvor vidt de var søskende, han var ligeså meget snydt ud af far, som hun var på mor. ”Vi havde rykket ham så.. men alligevel ja, han forvekslede mig med mor og jeg lå og sov. Jeg sværger at jeg gerne ville have ramt et andet sted og ladet en anden tage sig kærligt af ham, men jeg handlede som jeg har lært at skulle handle i den situation. Særligt efter mit ægteskab,” erkendte hun lidt dæmpet og så væk i ren og skær skam. Hun var stadig blå over mere eller mindre hele kroppen efter de mange slag hun havde fået af Valerio, og hun følte sig beskidt og vammel.. berørt af for mange hænder, når hun egentlig kun ønskede at værne om sin kvindelige værdighed. Hun drejede lidt overkroppen for bedre at kunne se på ham mens han satte sig til rette. Måske de aldrig havde været de mest tætte søskende, men ligesom far så elskede hun ham blindt, og hun ønskede ikke længere at være på krigsstien, for hun havde jo faktisk.. brug for ham. Flasken hævede hun endnu engang til sine læber og tog en stor tår af den kølige og dog brændende væske. Det smagte virkelig ikke godt, men det gjorde hende mere rolig, den vrede hun bar overfor Evan og Malena, skulle ikke gå ud over ham lige nu. Hun lyttede nøje til hans ord med et direkte bankende hjerte, hun var rædselsslagen for en afvisning fra sin egen bror, bange for at han ville hugge hånden af hende, nu hvor hun endnu engang havde valgt at rive en forældre ikke kun fra sig selv men også fra ham. ”Vi har været alt for meget på krigsstien og jeg var virkelig bange for at jeg var kommet her i aften for at modtage en afvisning. Det ønsker jeg ikke, du er min bror og selv på trods af alt det der er forgået, så elsker jeg dig blindt. Jeg vil bare gerne have at vi får en gangs skyld forsøger at stå sammen, jeg har brug for en lige nu, inden det der min skal der knækker sammen. Jeg er glad for at du siger det, det har jeg virkelig haft brug for at høre efterhånden. Hvad angår far så.. er jeg ligeså ked af det som dig, men det var rent instinktivt. Du er altid velkommen til at passe på mig, er det ikke sådan lidt en broders lod?” svarede hun lidt drilsk og med et smil på læben. Hun havde savnet sin kære bror! Hånden lod hun falde i hans og lod ham kysse sine knoer. Det gjorde hende tryg. Lidt mere besluttet endte hun med at skubbe sig op i sengen til ham. De var faktisk lækre de senge! Hun lagde hovedet i hans skød, lettet over endelig at få ryddet op i alle de ting som de havde haft liggende. ”Du beviser det nu.. det er nok for mig,” erkendte hun dæmpet og dog ganske sanfærdigt.

[Deleted]

Zacharias ønskede virkelig ikke at være på krigsstien med sin kære søster, for det ikke noget som nogen af dem fik noget ud af. Han havde ganske vidst været vred, men det var bare.. så nemt, når der var en omkring en, som var det samme og endda med en god grund, også selvom han vidste at han havde været så lille, at han ikke havde forstået det, hvor han nu var en voksen mand, som kunne se det lidt med et andet perspektiv. ”Du behøver ikke forklare dig.. Jeg ved hvad der skete, og derfor er det ham jeg er vred på.. ikke dig. Jeg ville aldrig have tilgivet ham, hvis han havde nået at fuldføre det. Jeg.. jeg vidste at han havde haft det skidt, men.. ikke at det var så slemt..” Ja, et sted så var det noget som efterlod ham med en ringe smag i munden, for han havde været så meget omkring manden, men havde end ikke set hvor slemt det egentlig havde været, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, og det var noget som virkelig, virkelig måtte irritere ham! Han betragtede hende sigende, som han blev siddende op af sin pude. Han nød nu at have lidt mere fritid, men nu hvor han ikke rigtigt havde noget så… kunne han vel heller ikke se nogen grund til at skulle bede om fri? End ikke fars død havde fået ham til det. ”Jeg burde have vidst det.. Jeg så jo manden ofte,” endte han dæmpet. Det gjorde ham vred.. ikke bare på Jared, men faktisk også på ham selv.
Det kunne slet ikke falde Zacharias ind at slå hånden af sin søster, da det faktisk var det eneste som han havde tilbage, som havde betydning for ham, så det kunne slet ikke falde ham ind! Han vendte blikket mod hende, hvor han lagde sig til rette, som hun endte med at placere hovedet i hans skød. Ikke fordi at det gjorde ham noget, for han kunne faktisk godt lide.. at de kunne finde ud af det sammen, ligesom dengang hun havde været helt lille. Han lod hånden roligt stryge igennem hendes hår. ”Jeg har måske ikke været den bedste til at vise det, men jeg elsker dig, Athena.. Og det har jeg altid gjort. Fars vrede var nok mere vendt mod sig selv, end den var vendt mod dig angående mor, men når først en er afvisende, så.. så er det nemt at blive det selv, og det er jeg ked af. Det er vel mit lod at passe på dig? I så fald, så har jeg virkelig, virkelig fejlet,” påpegede han ganske sigende. Han mente det faktisk. Han vidste at hun ikke var meget for ægteskabet med Valerio, og der havde han ikke åbnet munden, og nu hvor far var væk, så var han ikke blevet der til at holde om hende, så han følte bestemt heller ikke, at han havde levet op til den rolle, at skulle være en god bror, og det i sig selv, var faktisk noget som han var skuffet over, og det var ment til ham selv. ”Det er jeg glad for. Jeg har meget at gøre op for i årenes løb,” endte han med en dæmpet stemme.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det sidste Athena ønskede sig var at være på krigsstien med sin bror, det havde de allerede været mere end rigeligt, og foruden Evan var han den eneste hun havde nu og det var trods alt heller ikke alt hun følte for at sige til den mand, særligt ikke nu hvor følelserne havde udviklet sig som de havde gjort, og hun havde desværre blot gjort det hele værre ved at bede Caleb om at tage form som Evan, nu kunne hun slet ikke få billedet ud af hovedet.. billedet af at han trådte mod hende med sit sjældne smil, og strøg hånden langs hendes kind. Det ville aldrig ske, men tanker var tolkfrie! ”Det ville jeg heller ikke, og så alligevel.. Evan ville slå mig hvis han hørte mig sige det, men jeg ville hellere have at han havde fuldført det og så var overlevet. Det var slet ikke min mening at rive ham fra nogle af os. Den eneste der vidste det var far selv er jeg bange for. End ikke Evan havde anet uråd på den måde, men jeg tror aldrig at far var klar over at han kunne ende med at inddrage os i det,” erkendte hun ærligt. Hun var sikker på at far aldrig havde ment at gøre dem ondt. Athena lagde sig med hovedet i hans skød og så op på ham med de grønne øjne. Hun rystede stille på hovedet og hævede forsigtigt hånden kun for at lade den stryge mod hans kind. ”Ikke tænk sådan, Zachy, du kunne ikke have forhindret det.. eller set det,” tilføjede hun stille. Hun bebrejdede ham slet ikke og han burde ikke gøre det samme, han burde nærmere bebrejde hende hvis det endelig skulle være på den måde. Det lettede hende virkelig at han ikke havde tænkt sig at slå hånden af hende, de var kun dem nu og han var hendes bror, hendes lillebror endda, et sted følte hun at hun havde et vidst form for ansvar for ham, hun var trods alt den af dem som er i stand til at forsvare sig selv, det havde Evan jo lært hende gennem mange år. Smilet bredte sig yderst tilfreds idet han lod hånden glide igennem sine blonde lokker. ”DEt er dejligt,” påpegede hun og kluklo let. Det gjorde hende mere rolig at være omkring ham, Athena håbede bare inderst inde at han ikke havde bidt sig fast i frustrationen som tydeligt havde stået malet i hendes øjne. ”Mere har jeg ikke brug for at vide, det er rart endelig at høre dig sige det. Jeg ved det godt, du skal ikke forklare.. dig og far havde et forhold som jeg på ingen måde vil være i stand til at forstå mig på, og jeg ved hvor meget du har set op til ham og eftersom han havde svært ved mig så.. kunne det jo kun gå én vej. Det er dit lod og du kan stadig rette op på det, min kære Zachy, men det er lidt af en udfordring du stiller dig selv for, selv Evan har opgivet,” påpegede hun næsten drilsk. Det havde faktisk gjort hende i bedre humør at snakke med ham. Intet var for sent, bedre sent end aldrig i hendes øjne, og nu havde hun for alvor brug for en der kunne gøre hende rolig, så hvis han kunne være der for hende nu, så kunne hun ligeså være der for ham!

[Deleted]

Tanken om at far havde haft det så skift, at han havde forsøgt at voldtage sin egen datter – hans søster, var noget som efterlod Zacharias med en direkte væmmelig smag i munden, og han brød sig bestemt heller ikke om den! Han havde slet ikke ønsket det billede i hovedet! Ingen havde anet noget som helst, om fars tilstand, og det var næsten det som var det værste, for et sted, så var det vel også det som havde taget hans liv? Tabet af mor havde gjort ham sindssyg.. Det havde jo også været forbudt over lange perioder for dem overhovedet at snakke om hende, så han var slet ikke i tvivl om at far havde elsket hende, og far havde jo trods alt også informeret ham om hvor farligt det kunne være for en mentaldæmon at miste kontrol – nu havde han skam også set det med sine egne øjne! ”Du må slet ikke sige sådan noget..!” endte han ganske fast. Han var sikker på, at det kun havde tvunget far under langt flere lidelser, velvidende om at han havde taget sin datter for at være deres mor, og faktisk voldtaget hende! Han knyttede næverne ganske let, som han igen vendte blikket mod hende. Han var virkelig glad for at se hende, for det gik kun mere og mere op for ham, hvor meget de havde brug for at snakke. ”Jeg er glad for at du handlede som du gjorde, Athena.. Det er slet ikke det. Jeg må bare vænne mig til tanken om at de begge to er væk.. Og du har det godt.. Det er det vigtigste, og jeg er sikker på at far er enig med mig,” endte han med en dæmpet stemme. Far var et emne som var hård for ham at snakke om – virkelig hård! Og derfor var det noget som gjorde ondt at skulle komme ind på bare sådan, men han vidste, at han i denne situation faktisk var nødt til det.
Hånden lod Zacharias roligt glide over Athenas hår, som hun havde valgt at tage pladsen i hans skød. Ikke fordi at han havde noget imod det, for han kunne faktisk godt lide at snakke med hende. Det var noget som han havde savnet, også fordi at det slet ikke var sket, siden de havde været helt små. Han kuklo ganske let. ”Det var godt,” endte han med et stille smil på læben, som han roligt lod hånden fortsætte. At han fik muligheden for at stå der som en bror, ville han bestemt heller ikke have det mindste imod, for han savnede det faktisk. Det var hans rolle at skulle beskytte hende, og det var i den grad også noget som han agtet at gøre, det var stensikkert! Han trak vejret dybt og vendte blikket mod hende endnu en gang. Hovedet søgte ganske let på sned. ”Det kan godt være Evan har opgivet, men selv jeg har vores kære fars stædighed, Athena,” Han blinkede let til hende og med et næsten hemmelighedsfuldt glimt. Han kunne da aldrig drømme om at skulle opgive sin kære søster for noget som helst i denne verden! Slet ikke! Han trak vejret dybt, som han lagde sig ned i puderne. Bedre sent end aldrig, sandt nok, men han havde nu håbet at hun var kommet før. ”Skal jeg læse en bog for dig?” spurgte han. Frustrationerne havde han skam lagt mærke til, men vidste, at han ikke kom nogen vegne ved at kommentere det, hun ville lukke i som en østers og igen ende i benægtelse, og det var han på ingen måder interesseret i!

[Athena Maloya Mathimæus]

Far havde haft det direkte elendigt og ingen af dem havde været klar over det, hvilket havde været det værste ved det hele. Hvad der næsten var endnu værre, var det faktum at det var gået ud over hende, netop som hende og far faktisk var begyndt at kunne tale sammen igen oven på alt det som var sket. Selvom de aldrig havde været tætte, så var hun ked af at han var væk, ligesom mor, ked af at være forældreløs, fanget et imellem med henblik på Evan hvor han på den ene side var hendes onkel og træner og på den anden side.. hendes eneste ene vel? Det var ikke til at finde ud af! Hun havde brug for sin kære bror, han var den eneste hun med sikkerhed kunne vide hvor hun havde henne, og det var ikke noget hun havde intentioner om at give slip på. Det forundrede hende ikke at Zacharias reagerede på samme måde overfor sine ord som det Evan havde gjort. Smilet falmede langsomt og blev erstattet af et dæmpet suk. ”Jeg burde ikke, det ved jeg godt, men.. jeg det er sådan jeg har det,” tilføjede hun og bed sig en smule usikkert i læben. Far ville måske være knækket mere om det var lykkes ham at fuldfører det, men om ikke andet, så havde de ikke været forældreløse nu! Det lignede slet ikke Zacharias at være så forstående, det ændrede lidt hendes syn på ham, men kun i den positive retning. Det gjorde hende faktisk tryg at ligge ved ham som nu, det føltes endelig som om hun faktisk havde en bror! ”Du skal bare vide at jeg er ked af det, men vi kun hinanden nu. Jeg har det så godt som jeg kan have under omstændighederne, men det plager selv mig, også for at.. Evan mangler ham mere end han giver udtryk for. Jeg har revet ham væk fra alt for mange,” endte hun mere dæmpet. Hendes tone og ansigt forandrede sig når hun talte om Evan. De grønne øjne lyste langt væk af frustrationer og hendes tone afslørede en hvis form for forvirring. Nej det var ikke til at finde rundt i de mange tanker og følelser, det gav hende hovedpine hvilket var ukendt for hende. Hans smil smittede en smule af på hende, og lod det varme smil bredes på hendes egen rosa læber. Hun kluklo morende og strøg hovedet lnags hans lår mest for at understrege at hun godt kunne lide at han faktisk rørte hende, det var ikke en form for nærvær hun nogensinde havde været vant til, men det var mere rart end hun faktisk havde regnet med. De grønne øjne mødte hans. Evan havde efterhånden givet op på hende, men hun trak sig også fra ham, det var bedst sådan. ”Sandt.. Jeg advare dig kun kære broder,” tilføjede hun lidt drillende, for det var trods alt ikke løgn, hun var lidt af en stor mundfuld. Hans blik afslørede næsten at han allerede havde sine ideer om hvordan han ville gøre det, men så glædede hun sig til at se. Athena satte sig en smule op og fandt det ene dokument frem fra den lille rejsetaske hun havde medbragt. ”Nu hvor du siger det, så har jeg faktisk noget jeg gerne vil have dig til at læse højt. Et brev fra kongen,” fortalte hun lidt mere roligt og strakte dokumentet frem mod ham, for nysgerrig var hun.. det måtte næsten have noget at gøre med far, det gjorde hende urolig.

[Deleted]

Far havde virkelig haft det elendigt, og det vidste de jo godt alle sammen, selvom det at finde ham på den måde, virkelig havde været det værste af det hele, for det havde virkelig gjort ondt. Han vendte blikket sigende mod hende. Han vidste at far var glad for, at det var gået som det var, frem for at han skulle nå at fuldføre det først, for det ville kun have ødelagt manden yderligere, og det var slet ikke noget som nogen af dem ville have! Far havde lidt, og det vidste han godt, også selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, også fordi at han vidste, at han ikke kunne have gjort noget ved det af den grund, så var det næsten det som var det værste af det hele. Han bed tænderne let sammen, som han vendte blikket mod hende igen. ”Jeg ved det godt, Athena, men det ville have knust ham yderligere at fuldføre det.. fordi du er hans datter,” endte han ganske dæmpet. Det var ikke fordi at han ønskede at være sur. Tvært imod, så forsøgte han faktisk at vise hende den forståelse som hun nok sikkert også havde brug for efterhånden. Han var træt af at stå og se passivt til, også fordi at han vidste at hans kære søster ikke havde det særlig godt, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre af den grund. Han blev siddende og strøg hende roligt over håret. ”Han er en savnet mand, Athena og det vil han være frem til vi selv går i graven. Evan har vel også kendt ham i.. ja, gud ved hvor mange år, så det forundre mig ikke. Det er et tab som vi alle må bearbejde, og det skal han nok også klare.. Du skal bare ikke have dårlig samvittighed over at have gjort det.. Jovist er jeg vred.. men ikke på dig, men på ham,” endte han dæmpet. Han ønskede slet ikke at være sur på sin kære søster, for det vidste han godt, at han slet ikke fik noget ud af, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han kuklo ganske let, som hun strøg ham over låret, velvidende om at det ikke var den mening som lå bag, men fordi at hun fandt det behageligt, og det var nu alligevel en tanke som han godt kunne lide. Det var hans job at passe på sin søster, og selvfølgelig var det noget som han agtet at gøre det, nu hvor han endelig havde muligheden for at gøre lige så! Så var det bestemt heller ikke noget som han ville tøve med på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det var. Hendes ord fik ham til at rynke lidt på næsen. Brev..? Fra kongen? Smilet falmede tydeligt, som han tog imod det. Han vidste godt, at hun ikke kunne læse, men.. nu blev han faktisk urolig! ”Fra.. kongen?” endte han dæmpet. Han åbnede brevet langsomt, kun for at lade blikket stryge over teksten. Den urolige mine ændrede sig drastisk til det stik modsatte. Det var jo.. fantastisk!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det værste havde uden tvivl været at far havde haft det så dårligt men ikke sagt det til nogloe, end ikke Evan. Det burde han, de kunne have hjulpet ham og det var noget som selv Athena havde ønsket, selv på trods af deres entriger så havde hun aldrig ønsket ham død eller noget som helst. Et sted var hun selvfølgelig kun glad for at far aldrig havde fået lov til at fuldfører det, for det ville have knust selv hende. Hans kærtegn havde allerede brændt sig ind i huden på hende, vækket det begær som hun netop havde slukket ved sin tur til Caleb, hun følte et sted at hun kunne starte forfra, men desværre så havde hun hverken tid eller råd til at tænke på den slags lige nu, eller også lå det mere i at hun ikke havde synderlig meget lyst til at komme tæt på nogle, særlige ikke disse dage, hendes tanker lå ganske andre steder. Usikkert bed hun sig i læben og slog blikket bort fra ham. Det var måske lavt overhovedet at sige det højt, men hun ville hellere være tæt på sin far end at efterlade ham til døden, desuden så var det vel hele idéen med deres væsen, den grænse var allerede ødelagt for hendes vedkommende. ”Jeg ved det, det er jo heller ikke fordi jeg selv er glad for tanken. Den smule han nåede at røre mig, giver mig stadig kvalme, men hellere det end slet ikke at have ham,” gentog hun lidt bestemt, han kunne vel følge hende på et eller andet led? Hun var blev et tvunget til at slå sin far ihjel mere eller mindre, og hun bebrejdede sig selv for det, og den tanke gjorde ondt, men det var for sent at gøre noget ved nu, det måtte bare være en del af hendes i forvejen grimme forvirring. Hun nikkede stilfærdigt til hans ord. ”Det vil han. Jeg skal have besøgt hans grav, jeg har ikke fået det gjort endnu på trods af utallige opfordringer fra Evan. Det håber jeg.. men jeg tror at han har det værre end han giver udtryk for.. han både ryger og drikker mere end han plejer, og det siger ikke så lidt kan jeg sige der. Jeg er bange for han et sted er vred på mig. Det er svært at undgå.. jeg har aldrig rigtigt vokset fra den samvittighed jeg har haft over det med mor i sin tid, hvordan skal jeg så kunne gøre det med dette?” spurgte hun lidt dæmpet, og lod blikket atter falde tilbage til hans blik. Det blide strøg over hans lår var ganske uskyldigt, hun havde slet ingen begtanker bag, hun kunne bare godt lide at være tæt på ham, for det var sjældent at de opførte sig på denne måde. Det var ikke fordi hun regnede med at tage af sted foreløbig, hvis hans chef blev vred ved den tanke, så kunne hun satme godt spille en kunde, hun havde bare ikke lyst til at forlade ham nu hvor hun endelig følte at hun kunne slappe en smule af. ”Fra kongen. Jeg er bange for at det handler om far, han var trods alt en vigtig mand,” påpegede hun mere usikkert og satte sig rigtigt op, mens hun lod ham åbne brevet kun for at læse hvad der end måtte stå. Selv havde hun ingen idé, for hun kunne jo ikke selv læse det, til tider var det frustrerende. Den pludselige ændring i hans mimik fik hende kun til at spærrer øjnene op. ”Hvad står det?!” udbrød hun direkte nysgerrigt og kravlede en smule tættere på, næsten i håb om at finde svaret.

[Deleted]

Far havde gået med lidelserne mere eller mindre siden mors død, og det vidste Zacharias et sted godt, også selvom det ikke gjorde det meget bedre. Evan kunne sikkert have hjulpet manden, hvis han havde valgt at åbne sig op, men det var vel bare fars stolthed som havde afholdt ham fra det? Velvidende om at han ville blive forenet med mor bagefter? Den tanke glædede ham selvfølgelig, for han var slet ikke i tvivl om at de havde elsket hinanden, nu hvor han kunne ligge og se tilbage på det. Han vendte blikket mod hende. Han kunne skam godt følge hendes tankegang, men det havde ikke gavnet hverken ham eller hende, at han havde fuldført! ”Det ville have knust ham at fuldføre.. Jeg tror han har det bedre nu.. Håber bare han har fundet mor på den anden side..” endte han dæmpet. Mor var nok det store tab, fordi at de begge havde været så små. Han kunne svagt ærinde at han havde siddet ved hende og forsøgt at vække hende, selvom det ikke havde været muligt denne gang – der havde ikke været nogen Jason til at tage sig af dem, som dengang de havde været helt små, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede sigende til hendes ord. ”Jeg har heller ikke aflagt ham en visit endnu..” endte han dæmpet, for det havde han ikke. Han havde slet ikke haft lyst, så vred som han var på manden –og endnu var, og så var han faktisk ligeglad med om der var nogen grund til det eller ikke, for det gavnede ham slet ikke at tænke i den ene eller den anden bane, og det vidste han udmærket godt! ”Jamen mor var jo et uheld, Athena.. Du gjorde jo bare som.. du altid gjorde ved hende.. Evan skal nok komme over det.. Han har stået far nær i mange år.. Det er vel også et slag som han lige skal sluge..” endte han dæmpet, som han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang. Han ønskede slet ikke at hun skulle rende rundt med en dårlig samvittighed!
Brevet fra kongen, var noget som et sted gjorde Zacharias urolig, for han vidste at far havde været vigtig for landet i mange henseender. Han havde jo mere eller mindre altid siddet med arbejdet i den ene eller den anden forstand, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for nogen af dem, men det var nu bare sådan at det var. Han lod blikket kort glide over brevet, også selvom smilet vel sagde, at det ikke havde noget med far at gøre? ”Er du klar over hvad der står her i, Athena?! Kongen har et job til dig!” endte han med en næsten glad stemme. Han vidste hvor meget hun sigtede for højderne hvad arbejde angik, og det at arbejde for kongen, vidste han, virkelig var stort! Hvorfra kongen havde hørt om hans storesøster, vidste han ikke, men det var i sig selv, en tanke som gjorde ham helt stolt, for han vidste allerede nu, at det var noget som betød utrolig meget for hende!