Summoned?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malisha var allerede rodet ud i massive problemer, som man ikke rigtigt kunne gøre noget ved af den grund, selvom Mattheus selvfølgelig ønskede at give hende den mulighed for at trække sig ærligt og respektfuldt, uden at folk direkte behøvede at vide hvordan det egentlig stod til, for han regnede bestemt ikke med at mange var kendt med konsekvenserne som havde fulgt med for hendes del. Han vendte blikket roligt mod Konstantin. Han var personligt involveret i sagen, og det var selvfølgelig også noget som gjorde, at han selv ikke var meget for at sætte ham på det, for han vidste ikke helt præcist hvor meget han kunne stole på ham indenfor dette, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen strøg han let over sine læber idet han roligt nikkede. Han havde ikke respekt for hvad der var sket, eller hvilke konsekvenser som det havde medført, men ikke desto mindre, så var det nok ikke det rette at nævne for en som Konstantin, når det var tydeligt, at han var påvirket af det som var sket omkring dem. Han nikkede sigende. ”I så fald, så håber jeg, at du kan finde hende,” endte han ganske sigende, og med en ganske kortfattet tone. Han var en mand som ønskede at skride til handling, for det andet, var slet ikke noget som man fik det mindste ud af!
Det var bestemt ikke fordi Mattheus havde i sinde at skulle bryde et løfte, når han endelig havde skænket det. Ja, måske var han langt mere.. blid og blød, end det som så mange andre ville have det, men det var nu bare sådan at han var som person, og ikke noget som han kunne gøre noget ved! Han nikkede ganske sigende. ”Jeg ved og er allerede blevet informeret om at du i henblik på Malisha, altid vil handle med hjerte, og jeg har respekt for det, Konstantin.. Det er skam også derfor jeg sendte bud efter dig.. Jeg ser hellere at hun er i tryg forvaring, inden folk begynder at få nys om hvor hun kan gemme sig. Folk kommer til at søge.. udelukkende for hvad hun har forvoldt dem,” påpegede han ganske sigende, og med en yderst kortfattet mine. ”Jeg regnede ikke med andet.. Jeg gik ikke ud fra, at du skulle lede et helt kavaleri, for at finde hende.. Tag af sted Konstantin.. Jeg er ligeglad med om hun kommer tilbage til landet igen eller ej, for det skal være hendes beslutning. Jeg vil bare ikke udelukke hende fra det.. Det er vel trods alt hendes hjem,” endte han ganske sigende. Ja, hvor kvinden kunne være, vidste han ikke, for Den Mørke Cirkel, var da helt udelukket nu! ”Jeg stoler på dig, Konstantin, og jeg giver dig frie tøjler til at tage af sted med mit navn som din beskyttelse, for at finde hende.. Hun er trods alt en dvasiansk statsborger, og det er trods alt mit job at holde folket sikker – deriblandt også hende,” påpegede han med en ganske sigende mine, for det var jo ikke fordi at det var en løgn som sådan. Selv Malisha ønskede han faktisk at beskytte!

[Deleted]

Konstantin var ikke et eneste sekund i tvivl om at Mattheus var blevet krænket og ikke mindst blevet ydmyget af Malishas handlinger, så det at Mattheus faktisk ønskede at straffe Malisha, ville slet ikke forundre ham, men i så fald, måtte knægten jo finde hende uden hans hjælp, for måske han gerne ville samarbejde med Mattheus, men når det kom til Malisha, så var det et dårligt emne at bringe Konstantin op i, for han havde stærke følelser for kvinden og der ville han altid handle efter sit hjerte, hvilket han allerede havde gjort klart under deres sidste møde. Alligevel var han naturligvis beæret over at kongen faktisk havde sendt bud efter ham, hvor han derfor også gerne ville gøre knægten en tjeneste og bevise at han satte pris på samarbejdet, som de havde talt om, for det gjorde han faktisk! Han havde set frem til samarbejdet siden de havde nævnt det, skønt han godt nok ikke havde skænket det en tanke så meget siden sidst, eftersom han havde haft en del andet på hjertet og i tankerne. ”Det skulle ikke blive svært for mig,” svarede han roligt. Han kendte Malisha ud og ind, hendes handlemønstre, hendes rutiner, ikke mindst hendes aura, den var dog blevet betydeligt svækket efter at hun havde mistet sin magi og i øjeblikket kunne han ikke finde hende.
Selvom Konstantin måske ikke var helt sikker på hvorvidt Mattheus ville holde sit løfte eller ej, så var de andre ord dog noget som han måtte sætte pris på, og kun endnu engang blive påmindet om, hvor meget han faktisk kunne lide knægten og hans måde at reagere på, samt hans holdninger, for han var tydeligvis hvad landet havde brug for. Måske han var ’blød’, men landet kunne ikke bruge en regent der ikke gad skænke folket en eneste tanke til noget, da de havde brug for en med ambitioner og som faktisk gerne ville folket det bedste, og det ville Mattheus, og det var jo netop alt det som gjorde at Konstantin respekterede knægten og ønskede dette nære og tætte samarbejde. Et smil gled over de rosenrøde læber, skønt der var en anelse træthed over det, ligesom det hvilede i hans øjne. ”Det sætter jeg pris på Mattheus. Og det tror jeg også at hun vil i sidste ende,” svarede han sandfærdigt, hvor han roligt rettede sig op. Han nikkede ganske roligt, hvor hans blik gled mod de store vinduer. Det var mørkt, men han så ingen grund til at vente, han vidste at han alligevel ikke ville kunne sove, og dette ville da alligevel kun holde ham oppe, så hvorfor dog udskyde det, når det ville være spildt tid? Han så roligt mod Mattheus igen. ”Udmærket. Jeg tager af sted med det samme og giver besked så snart jeg har fundet hende. Og jeg skal give hende dit tilbud om at hun kan træde af med respekt og med æren i behold, samt vende hjem. Men som sagt, kan jeg intet love, da jeg har på fornemmelsen at hun ikke vil hjem og nok vil nægte det til at starte med, men jeg skal forsøge,” forsikrede han ham, som han nikkede bekræftende. ”Jeg går ud fra at jeg lige så godt kan gå nu?” Det var mere et spørgsmål om de var færdige, for så ville han ikke trække det ud i langdrag.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste udmærket godt, at han ikke ville finde Malisha bare sådan uden videre. Kvinden var af de ældre, hvilket i den grad også var noget som han havde den største respekt for, for det havde han så sandelig også, det var der ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket mod ham endnu en gang og med den samme ganske sigende mine fra tidligere. Han vidste at manden var personligt involveret i sagen, men ikke desto mindre, så vidste han skam godt at det var meget at kræve af manden, at skulle finde hende, få hende med hjem, så han kunne udsætte hende for tortur, for det vidste han allerede nu, at det aldrig nogensinde var noget som han ville få manden med på, det var der ingen tvivl om! Han nikkede med et tilfredst smil på læben til hans ord. Han kunne ikke være andet end storslået tilfreds, om hun bare kunne blive fundet! ”Det anede mig. Og selvfølgelig håber jeg, at det er noget du vil,” endte han ganske stilfærdigt, dog med en rolig stemme.
Mattheus stod fast på at Malisha allerede var straffet frygtelig godt, også selvom han nu alligevel ønskede at hæve pegefingeren overfor hende. Han fandt sig ikke i illoyalitet, for det havde han allerede alt for meget af fra før af, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han ønskede faktisk at handle på folks bedste, og det inkluderede faktisk også dem som arbejde sig imod ham, for han vidste at det var mange, men han kunne jo ikke ligefrem slå hånden af dem og lade som ingenting, men derimod prøve at overbevise dem om at han var den bedste til jobbet, selv på trods af at han stadig var ung. Han var ydmyget og krænket på det værste ved Malishas handlinger, og selvfølgelig var det noget som han ønskede at markere tydeligt for kvinden, så der ikke skulle ske noget lignende igen! Nu vidste han godt, at hun ikke ligefrem kunne lægge Procias i ruiner, men han tog bestemt ikke chancen, så oprørsk som hun var! ”Det håber jeg så sandelig. Jeg vælger at se mellem fingrene med det denne gang.. Kun fordi Silia har straffet hende, før jeg fik muligheden for at gøre det,” påpegede han ganske kortfattet. Den straf som kvinden var udsat for, var i den grad noget af det værste og sikkert også det værste, som man kunne udsætte en som Malisha for, og et sted, så var det vel også fortjent i det store og hele? Han vendte blikket sigende mod manden, hvor smilet bredte sig på hans læber. Manden tog af sted, hvilket var noget som han havde det fint med, for jo hurtigere det skete, jo bedre, var det så sandelig også! ”Jeg giver hende den sidste og eneste mulighed, for at gøre det med ære og med stil.. Såfremt du kan finde hende, så skænk hende mine ord og ønske om at vende hjem, så vi kan snakke om det, og få det ud af verdenen, og helst gerne inden at folk flår struben ud på hende først.. Folk snakker, Konstantin..” påpegede han ganske sigende, og det var bestemt heller ikke en tanke som han brød sig særlig meget om! Han nikkede. ”Det glæder mig at du ville komme, Konstantin.. Jeg ser frem til at se dig igen. Tag du af sted. Jeg ønsker dig held og lykke,” endte han med en ganske stilfærdig tone.

[Deleted]

Konstantin havde hele tiden ønsket et tæt samarbejde med Mattheus, hvor han endnu engang måtte påminde ham om hvorfor. Knægten havde ambitioner og havde en personlighed, som Konstantin mente var nødvendig for Dvasias, og som netop ville kunne føre landet langt. Så måske knægten var ung og ikke havde så megen erfaring, men alle skulle jo starte et sted fra og erfaringen kom jo med årene, så knægten skulle nok blive til en stor konge, hvis han holdt fast i de bedste støttere og hjælpere, for han vidste at knægten allerede nu havde mange her på slottet og sikkert også udenfor, som altid ville stå knægten i ryggen og der ønskede Konstantin jo også selv at være én af dem, for han ville gerne vise kongehuset sin loyalitet, men også vise folket at knægten var den mest værdige til denne plads. Det var også derfor at han gerne ville hjælpe Mattheus med at finde Malisha, så længe knægten holdt sit ord på at han ikke ville gøre kvinden ondt, for selvom hun havde handlet groft uagtsomt og nærmest på de mest utænkelige måde, ved at tage alt i egen hånd, så hun faktisk havde fortjent at blive straffet, så kunne hun alligevel snart ikke blive straffet hårdere end hvad hun var. ”Naturligvis vil jeg gerne gøre alt hvad der står i min magt, for at hjælpe og støtte dig, Mattheus, og så længe du holder dit ord, og lader hende gå ustraffet herfra – skønt jeg ved at hun har ydmyget og krænket dig på den mest værst tænkelige måde – så vil jeg også gøre hvad jeg kan for at finde hende,” svarede han sandfærdigt, hvor der også var forståelse i hans ord, for han forstod jo sådan set godt knægten, og Malisha havde fortjent at miste sin magi, sådan som hun havde handlet, men derfor gjorde det ham ondt alligevel, for måske hun lå som hun havde redt, men hun havde virkelig også fået den værste straf en warlock kunne få!
At komme af sted med det samme, var vel noget som Konstantin lige så godt kunne gøre? Han vidste at han ikke ville kunne sove alligevel, og det ville sikkert også bringe Mattheus mere ro, så snart hun var fundet, så det var vel bedst at gøre det så hurtigt som muligt? Og nu hvor det var en mission han var sat på, så ville han nok selv starte i Manjarno, for så vidste han at han uanset hvad ville være den som fandt hende først, og så var han sikker på at intet skete hende og at Mattheus holdt sit ord. Han nikkede roligt endeligt til Mattheus’ ord, hvor han så mod ham igen. ”Udmærket, jeg giver besked via magi, så snart hun er fundet, men som sagt, kan jeg ikke love at hun vil tage med hjem, om ikke andet vil jeg give hende dit generøse tilbud,” lovede han ærligt, som han ganske let bukkede i respekt og som tegn til at han ville gå. ”Deres Majestæt,” endte han roligt, som han rettede sig op igen og gik tilbage mod døren. Han så ingen grund til at stå og spilde tid ved at stå og sludre, for han kunne lige så godt komme af sted! Hvorvidt mødet ville gå godt eller skidt, havde han en dårlig fornemmelse af, netop med alt det som var sket personligt mellem dem, desuden så kendte han hende jo, så han vidste at hun ville blive sur. Med hastige og målrettede skridt, forlod han tronsalen og hele slottet, kun for at sende hestevognen bort og selv forsvinde i et mørkt lysglimt, eftersom han ville gøre denne mission, helt alene!

//Out

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var muligvis ung, men han vidste også hvordan han ønskede at begå sig i dagens Dvasias, selvom han til dels var nødt til at gå stille med dørene lige foreløbig. Han vidste at der var mange ting omkring ham, som automatisk stillede ham i et dårligere lys end det som godt måtte være i den anden ende, men det var nu heller ikke ligefrem noget som han kunne gøre noget ved af den grund. Hans blik hvilede på Konstantin. Han ønskede at få det samarbejde stablet på benene, ikke bare for ham, men fordi at det var noget som han ønskede som noget gensidigt. Han vidste godt at hans mor måske ikke havde været så meget op for det, som så mange andre ville have gjort det, men ikke desto mindre, så var det noget som han faktisk ønskede at lave om på når han endelig havde muligheden for det! Konstantin forstod ham, og det var noget som han havde det fint med, for ikke at glemme, at han allerede nu havde den kendskab til manden, at han ville handle med hjerte, når det kom til Malisha, og han havde skam heller ikke regnet med noget andet end det. ”Jeg vil personligt mene, at hun er blevet straffet nok for hvad hun har gjort, selvom det er mig som står krænket tilbage. Hvad en dvasianer gør udenfor murene, er noget som slår tilbage på mig.. Jeg har måtte punge ud for at genopbygge slottet i Procias, og jeg finder mig ikke i det.. Jeg er nu sikker på, at hun har lært det på den hårde måde,” endte han ganske sigende. Der var vel heller ikke nogen grund til at gå dybere i det, var der?
Mattheus ville selvfølgelig lade det være op til Konstantin hvornår han ville gøre noget ved det, og hvornår han ville tage af sted, for det var selvfølgelig ikke et valg som han skulle tage for ham, det var der ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket ganske sigende mod ham endnu en gang. ”Jeg vil ikke tvinge hende tilbage til Dvasias, om det ikke er noget som hun vil. Hun er bare en del af folket, og det er mit job at yde beskyttelsen for hende. Afslår hun mit tilbud, så afslår hun sit eget statsborgerskab, og så kan jeg ikke længere sørge for hendes.. sikkerhed, hvis man kan fremstille det sådan,” endte han ganske sigende, som han betragtede manden. Han var sikkert allerede kendt med det. Mattheus var skam manden som gik op i retfærdighed og ærlighed, og derfor ønskede han skam også at vise Konstantin at hans ord var nogle som man kunne stole på, for han var slet ikke interesseret i andet. Han bukkede mod ham. ”Held og lykke,” endte han sigende, som han igen vendte sig mod kortet. På et eller andet tidspunkt, så skulle det nok være muligt at finde hende – uanset hvor pokker hun nu havde gemt sig, for hun var der et eller andet sted, og det var jo det som han var klar over! Han rystede let på hovedet, inden han selv forlod tronsalen. Han havde brug for at tænke på noget andet efterhånden, og han stolede nok på Konstantin til at vide, at den mand nok skulle få den oprørske warlock under kontrol!

//Out