Summoned?

[Deleted]

Natten havde netop sænket sig over Dvasias, skønt det havde været mørkt mere eller mindre hele dagen på grund af de mørke skyer. Det regnede kun en anelse, hvor blæsten var mild, ingen storm, som der sidste gang havde været, da Konstantin havde skullet til audiens hos kongen. Et sted følte han faktisk at han havde svigtet den unge konge, netop fordi han ikke havde nået at tale med Malisha, men så snart han var kommet ind ad døren, havde hun angrebet ham og det var endt med at hun havde smidt ringen fra sig og gået ud af huset, hvor han ikke havde set hende siden. Hvor længe det var siden kunne han ikke engang huske, for det føltes som en hel evighed. Han havde fået brevet for nogle dage siden, og han havde faktisk haft masser af tid til at opsøge kongen, men han måtte erkende at hans humør ikke havde været det bedste, samt han havde drukket og røget en del af ren frustration og sorg siden Malisha var smuttet, så han stank langt væk af begge dele, derfor havde han holdt en dags pause, hvor han havde tvunget sig selv til ikke at røre cognacflasken og skåret ned på cigaretterne. Han havde taget flere bade, hvor han havde skiftet flere forskellige sæt tøj, for at finde det som var mest præsentabelt, inden han skulle møde kongen. Han var nået frem til et mørkeblåt jakkesæt, der var skræddersyet, så det viste hans flotte markante former frem, det faste bryst, de stærke arme, de brede skuldre etc. Han bar en strøget hvid skjorte indenunder, med et matchende blåt slips til habitjakken, hvor hans sko var helt sorte og pudset op, så de var klare og flotte. Han havde sat håret, så det strittede en anelse, men alligevel så det var pænt og respektabelt, hvor han tilmed havde fået sig barberet, så han intet skæg bar, men det hele var glatraget, hvilket faktisk var en befrielse af en art.
Hestevognen var netop ankommet til Castle of Darkness, hvor kusken måtte åbne døren for Konstantin, der trådte ud i regnen. Han dannede et usynligt skjold om sin krop, hvor det eneste der afslørede skjoldet, var når regnen slog imod det og afgav skjoldets runde form. Han trådte op mod de store døre, der blev ham åbnet, hvor han trådte indenfor og lod skjoldet falde igen. Hans mørke øjne søgte mod butleren, der havde åbnet døren, hvor han lod den ene hånd søge ind under habitjakken, så han kunne vise sit brev. Butleren bukkede hovedet i respekt, som han så at han stod overfor Hertugen – den næsthøjeste magt i landet. ”Godaften Deres Nåde.. Kongen er i tronsalen,” svarede den gamle butler, hvor Konstantin nikkede stumt. Han havde ikke brugt stemmen i lang tid efterhånden. Det bekymrede ham også at han ikke havde set noget som helst til hans fætter efter deres lille slagsmål i træningslokalet. Han følte sig som et dårligt overhoved, når han smed familie på porten, særligt når han faktisk godt kunne lide William normalt, så at han ikke havde set ham, bekymrede ham lidt, for han havde jo efterhånden ingen tilbage. Det var gået op for ham, at den eneste han havde stolet fuldt og fast på, var hans bedste ven, og hans bedste ven havde været hans trolovede, og han havde været forelsket i sin trolovede, og hans trolovede var skredet fra ham, så hun måtte vel ikke gengælde følelserne? Det gjorde ham kun endnu mere bittert og vred, selvom et mest af alt sårede ham og gjorde ondt, hvor han følte en stor trang til cognacen igen, men han måtte holde nogle timer ud, han forstod heller ikke hvad den unge konge ville med ham, for han anede ikke selv hvor Malisha var.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var efterhånden ved at være et par dage siden Mattheus havde sendt brevet til sin Hertug af landet. Et sted så afventede han vel egentlig også bare at manden skulle dukke op, så de kunne komme ordentlig i gang med samarbejdet som de begge havde virket temmelig klare til, hvilket selvfølgelig var noget som glædede ham. Efter hvad Malisha havde lavet, måtte Mattheus dog erkende, at hans tillid til warlockerne ikke ligefrem den største, velvidende om at det ikke var noget som han ville lade gå ud over Konstantin, for den mand havde jo trods alt ikke gjort ham noget, for den mand havde allerede lovet ham sin loyalitet og troskab, hvilket selvfølgelig glædede ham, men han ønskede at få det bekræftet med henblik på Malisha, da han vidste at kvinden var mandens trolovede, og selvfølgelig var det noget som selvfølgelig også gjorde sit for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende.
Efter mødet med Silia, så havde Mattheus virkelig fået sit pas påskrevet, for ikke at glemme, at han virkelig følt at han var gjort til grin, velvidende om at han var nødt til at tage ansvar for hvad Malisha havde gjort, og den tanke var noget som gjorde ham direkte vred! Kvinden var ikke at finde nogen steder, og han havde virkelig gjort sine forsøg på at finde hende, selvom det bestemt heller ikke havde lykkes ham endnu, hvilket selvfølgelig var noget som virkelig irriterede ham! Stående over det store kort som han havde liggende i tronsalen, og med hånden hvilende mod hagen og med den tydeligt tænkende mine. Hvor pokker kvinden kunne gemme sig, vidste han ikke, men det var noget som efterlod ham med søvnløse nætter, for han kunne jo slet ikke slappe af, og han kunne da slet ikke gå til ro, hvilket bestemt heller ikke ligefrem var noget som behagede ham, for det efterlod ham kun med en frustration uden lige, og det var bestemt heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende! Han lukkede øjnene lukkede han ganske let og med en tydeligt irriteret mine. Han havde spioner ude – spioner ude for at finde hende, også selvom det slet ikke gik som han ville det, hvilket bestemt heller ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg skal nok finde dig..” mumlede han med en næsten vred stemme. Hvornår Konstantin havde intentioner om at opsøge ham – hvis han i det hele taget havde det, vidste han ikke, selvom han selvfølgelig håbede på at manden kunne hjælpe ham med dette. Det var bestemt heller ikke fordi at det skulle være nemt at finde en warlockleder uden magi, men han var jo nødt til at gøre det! Hånden greb roligt omkring hans glas med vin som stod ved siden af ham på bordet, hvor tronsalen kun var oplyst af enkelte stearinlys, hvilket nu var noget som han havde det ganske fint med, men han havde brug for ro til hovedet, og efterhånden, havde han brug for at den byrde blev taget bare lidt af hans skuldre!

[Deleted]

Konstantin stod fast på at han gerne ville have et stærkere samarbejde med kongehuset end det som han havde haft førhen, for da det havde været Jaqia havde der naturligvis været påkrævet samarbejde ved større arrangementer, men det havde aldrig været dybere, så det var noget som han virkelig havde set frem til siden han sidst havde været her, men han måtte jo desværre erkende at hans tanker lå helt andre steder, nemlig på det at Malisha var skredet. Det havde sjovt nok taget hårdere på ham end hvad han ville erkende og havde regnet med, for han var sur på hende, at hun i det hele taget kunne få sig selv til at kaste ringen fra sig på den måde og så bare skride, for han havde været klar til at fri til hende den aften, han havde tilmed haft alt parat, købt ind og så var hun bare skredet. Han følte sig virkelig snydt og bedraget, ikke mindst følte han sig dum og ydmyget, for han havde erklæret sine følelser for hende, han havde været parat til at gå hele vejen og så var hun bare skredet samme aften han havde planlagt det hele! Han havde været frygtelig bitter og det var han stadig, hvilket også var grunden til at han ikke havde taget til kongen med det samme, for det havde han simpelthen ikke haft mentaliteten eller roen til. Han vidste dog at han ikke kunne udskyde det hele tiden, og han måtte jo også bevise overfor kongen at han gerne ville hjælpe ham, for det stod han fast ved!
Hvad Malisha havde lavet, anede Konstantin virkelig ikke, for han havde ikke haft kontakt med hende, han vidste at hun havde overlevet stormen, den aften hun var smuttet, hvilket han inderst inde var frygtelig lettet og glad for, for død ønskede han hende jo ikke! Han var måske vred på hende, og ikke mindst såret, men inderst inde elskede han hende jo stadig, det gjorde bare ondt at hun slet ikke stolede på ham og ikke kendte ham bedre end det, for hun var jo netop den der burde kende ham bedst af alle, men der havde han taget fejl! Han bed tænderne sammen bare ved tanken, som han gik mod tronsalen, hvor han holdt den ranke stilling og så professionel ud, skønt man uden tvivl kunne se at han havde rander under øjnene og tydeligvis var træt, for ærligt talt, så havde han ikke sovet særlig meget i et par nætter, han lå konstant søvnløs, han sov på sofaen, fordi han nægtede at gå ind på værelset, selv tøjet fik han tjenestefolkene til at finde til ham, for han ville ikke derind fordi det var et værelse der var alt for tomt uden Malisha. Han åbnede munden, da han så den unge konge stå ved bordet, endnu engang med et kort udfoldet, han kunne dog godt høre at der ikke kom noget ud. Stemmen brugte han ikke særlig meget for tiden, hvilket var grunden til at han var blevet hæs. Han rømmede sig, for at fjerne krillerne i halsen, hvor han stoppede op indenfor i rummet. ”Deres Majestæt,” hilste han hæst, hvor han let bukkede i respekt, inden han rettede sig op igen. Han kunne mærke halskæden følge hans bevægelse, den kæde som holdt omkring Malishas trolovelsesring, hvor han endnu gik rundt med sin egen, for det var bare.. forkert uden!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var efterhånden ved at være en temmelig frustreret mand. Han stod med folk nok, som var imod ham, og tanken om at en af hans egne ledere ikke kunne finde ud af at handle som han ville, var noget som gjorde ham vred, for det var bestemt ikke noget som han fandt sig i! Hvordan det i så fald var gået for Malisha og Konstantin, vidste han ikke, for han havde ikke ligefrem hørt at der var brud i trolovelsen, også selvom han dog stadig agtet at starte det samarbejde med manden, og dette var vel også et perfekt sted at starte? Velvidende om at de begge ønskede det bedste for landet her, og så kunne man bestemt ikke bruge en trodsig leder, for det var i sig selv, en tanke som gjorde ham selv mere vred end det som godt var, og han havde nok at se til som det var allerede fra før af! Han kunne ikke finde den hvile som var tiltrængt når solen stod op, så han lå som regel søvnløs og stirrede op i loftet, og det var faktisk noget som han var ved at være træt af, og så var han jo trods alt også nødt til at skride til handling trods alt!
At Konstantin trådte ind i salen, var end ikke noget som Mattheus lagde synderlig meget mærke til, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hånden gned den let skæggede hage med en tydelig tænksom mine. Han havde markeret tydeligt på sit kort enkelte skjulesteder som allerede var søgt efter af hans egne spioner i hans søgen efter hans leder, for han kunne jo ikke ligefrem bruge en leder uden magi, men bestemt heller ikke en som han ikke kunne stole på, handlede som en repræsentant for landet, og det gjorde hun bestemt heller ikke ved at handle som hun havde gjort til nu! Mattheus vendte blikket som han hørte stemmen i hans høresnegl. Han skulle til at afgive en form for respons, da han så hvem det var, samt hvordan han egentlig så ud. Han blinkede let med øjnene. ”Du ligner mig virkelig noget katten har slæbet med ind, spist og kastet op igen, Konstantin,” påpegede han ganske sigende, som han roligt vendte sig mod ham endnu en gang. Hvorvidt om manden var klar over hvad der var sket, vidste han ikke, men det var jo ikke ligefrem første gang han så den mere oprørske side af hende, men nu var det virkelig nok! ”Det glæder mig at du kunne komme. Jeg har ventet dig,” fortalte han ganske kortfattet, som han igen vendte sig mod sit kort. Alle de brikker som havde stået på det tidligere, var fjernet til fordel for kryds på de mest oplagte gemmesteder, selvom han ikke havde haft heldet med sig til nu, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han sukkede dæmpet, som hånden kort strøg over hans tinding, efter en nyere besked. Her i denne situation, så stolede han på ingen måder på warlocks, selvom Konstantin var et undtag. Den mand havde endnu ikke givet ham noget som han ikke kunne stå inde for, for ikke at glemme, at han faktisk ønskede at vise manden den tillid som han havde fortjent ved at være landet og ikke mindst ham så loyal.

[Deleted]

Konstantin havde aldrig rigtig været den som havde været social med sin race, for han havde altid været Hertug og skønt han var stolt af sit væsen, så havde han aldrig rigtig handlet for racens bedste, men han var jo så heller ikke leder og det var ikke det som hans job gik ud på. De eneste gange han havde blandet sig i racens affære, var når han havde hjulpet Malisha, eller fået hende til at skifte mening omkring sine skøre og sindssyge planer! Men på det sidste havde hun slet ikke gidet at fortælle ham noget som helst, så hvad hun faktisk havde rendt rundt og lavet, det anede han ikke. Han havde heller ikke vidst at hun havde dræbt Faith og Kimeya, samt kongeparret i Manjarno, før den aften hun var kommet hjem og havde fortalt ham det, hvor han havde fået det påpeget endnu engang, da han sidst havde været til audiens hos kongen. Så hvad Malisha havde haft af planer, var bestemt ikke noget som man kunne spørge ham om, skønt han havde været kvindens trolovede, for end ikke det var de mere, men hvordan skulle man også få et forhold op at stå, hvis man konstant holdt hemmeligheder uden at fortælle noget? Han forsøgte at finde alle ulemper ved trolovelsen og et forhold generelt, netop så det var lettere at give slip og leve hverdagen, skønt det ikke just virkede optimalt, for inderst inde elskede han jo kvinden højere end sit eget liv, og det var grunden til at han sov på sofaen og typisk lå søvnløs, hvor han konstant havde bekymringer og det gjorde ham kun endnu mere sur, men tankerne blev konstant ved med at kværne, så han fandt aldrig roen til at slappe af.
At Mattheus så skulle kommentere Konstantins trætte ydre, var noget som fik ham til at fnyse fornærmet. ”Og nu havde jeg ellers lige stadset mig så godt ud, for Deres skyld, Deres Majestæt,” svarede han hæst og dog sarkastisk. Sandt var det dog, for han havde faktisk gjort noget ud af sin audiens, ved netop at barbere sig, sætte håret og tage én af de fineste jakkesætte han havde, på. At manden havde ventet ham, forundrede ham egentlig ikke, og som han så væk, gik Konstantin roligt nærmere, hvor han måtte undertrykke et træt gab. Han blinkede tungt med øjnene. ”Ja det kunne jeg fornemme, selvom jeg ikke rigtig kunne se meningen i Deres tilsendte brev,” erkendte han roligt, hvor det også lidt var et spørgsmål efter en uddybelse af brevet, for kongen havde trods alt nævnt Malisha og han havde intet med kvinden at gøre længere – han anede heller ikke uro omkring hvad hun havde lavet i Procias, så på det plan var han faktisk helt og holdent blank. ”Hvad er det, som De skal bruge min hjælp til?” spurgte han videre, som han stillede sig en enkelt meter fra Mattheus, hvor han ellers lod de trække mørke øjne glide over kortet, kun for at søge spørgende tilbage mod kongen. Han var virkelig træt, og sjovt som han endelig skulle i aktion, at han følte at han kunne sove, men han tog sig selv i at stå at hænge, hvilket fik ham til at rette sig mere op og nærmest forsøge at holde sig vågen, ved at blinke kraftigt med øjnene.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus stolede skam på Konstantin, for ellers ville han bestemt heller ikke sende bud efter manden. Manden havde trods stået som Malishas trolovede, og derfor håbede han selvfølgelig på at det var en mand som kunne vise ham lidt hen af hvor tøsen kunne have gemt sig. Mørkets Cirkel var hun ikke i, for det var noget som han selv personligt havde fået adskillige vagter til at undersøge, og der var ingen synlige gemmesteder der i nærheden, så det sted kunne han hurtigt udelukke. Hun var gået under jorden – med andre ord, så vidste han godt, at hun var klar over at hun havde problemer, og det skulle virkelig bare mangle! Han ville ikke tillade hende at gøre ham til grin for øjnene af Procias’ Dronning, ligesom det var sket i forvejen!
At se Konstantin – ganske vidst i fint tøj og det hele, næsten hvad man havde regnet med, med henblik på den formalitet som han selv værdsatte tydeligt, selv på trods af sin egen manglende søvn, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt som sådan, men det var virkelig bare at gøre det så godt som man nu kunne, ikke sandt? Hans blik hvilede på manden. ”Tag endelig ikke fejl, Konstantin.. Du ser godt ud,” påpegede han ganske sigende, da det trods alt ikke var hans mening at fornærme ham på nogen måde! Slet ikke! Han måtte dog alligevel rynke lidt på næsen til hans følgende ord. Malisha var mandens trolovede – af hvad han vidste om ikke andet, så at han var ukendt med hvad hun havde gjort og forårsaget, forundrede ham faktisk en smule. Han vendte sig direkte mod manden. Det var bestem ikke fordi at det var ord som gjorde det meget bedre eller nemmere for ham, men det var virkelig bare at gøre det så godt som det nu var ham muligt. ”Hvis du ikke kan finde mening i det, så går jeg heller ikke ud fra, at du ved hvorfor jeg har sendt bud?” fortsatte han, tydeligt med en utilfredshed i minen. I så fald, så måtte han jo bare informere manden om hvad der egentlig var sket derude, uden at han havde lagt mærke til det. Han vendte sig igen i retningen af kortet, som denne gang måtte afsløre andet for ham, end hvor han havde de forskellige racer. Det var kun belyst for ham, at det faktisk var warlockerne som trak det tungeste læs, hvad angik i at være ham en torn i øjet, og det var bestemt ikke så lidt, eftersom han virkelig havde forbandet meget at se til, som det måtte stå her i forvejen! Han vendte blikket i retningen af ham igen. ”Jeg vil vide, hvor jeg muligvis kan finde Malisha.. Som hendes trolovede over mange generationer, burde du kende hende bedst,” forklarede han ganske sandfærdigt, da det i sig selv, var ord som han mente. Han var nødt til at finde kvinden, og straffe hende for hvad hun havde gjort, for det havde faktisk kostet ham frygtelig dyrt, at skulle stå til ansvar for hendes handlinger! ”Du ligner ikke en som har sovet i årtier, Konstantin..” bemærkede han endeligt. Selv var han måske ikke den mest formelle, for han ønskede ikke at blive set på som.. noget højere end alle andre. Uden et land, så ingen konge!

[Deleted]

Brevet havde et sted forvirret Konstantin, skønt han kunne forstå at Malisha måtte have gjort et eller andet, hvilket nok også var grunden til at i sit indre følte en form for bekymring, når han tænkte på hende, for han havde godt haft på fornemmelsen at noget havde været på færde, som om hun havde været i fare, eller bare var i vanskeligheder, dog havde hans stædighed forbudt ham at finde ud af hvad det var, for hun var selv skredet, havde tilmed nægtet at lade ham hjælpe hende, så hun måtte jo også klare sig selv, når hun nu så pænt havde påpeget det for ham! Alligevel dukkede bekymringen op, for han ville jo heller ikke risikere at finde hende død, eller døende, som han havde gjort da hun var stødt på den unge vampyr, fordi hun havde dræbt knægtens mage, hvilket også havde været et direkte tåbeligt træk! Hans mørke og trætte øjne faldt let på Mattheus, som han rettede sine ord, hvor et mere tilfredst smil også gled over hans læber. ”Godt..” endte han hæst og dog tilfredst, hvor han tydeligt var en stolt mand uanset hvor dårligt han så end så ud, for han vidste godt at han lignede noget som var løgn – i hvert fald i forhold til hvordan han normalt klædte sig og opførte sig, for han var jo faktisk en anstændig og forfængelig mand der gerne ville te sig godt ud, men for tiden var det næsten svært, når man med det samme udstrålede træthed.
At Mattheus blev utilfreds, fordi Konstantin ikke kendte til meningen bag brevet, tog han sig ikke videre af, da han simpelthen var for træt til egentlig at gide diskutere det store. Han endte derfor også blot med at trække på skuldrene og rystede på hovedet. Han anede vitterligt ikke hvorfor der var blevet sendt bud efter ham, skønt han vidste at det havde noget med Malisha at gøre, samt deres samarbejde, og selvom han faktisk ikke gad drøfte noget om Malisha med nogen som helst, så var han kommet fordi han var kongen loyal og faktisk havde set frem til et samarbejde, så han ville naturligvis også gerne vise at han satte pris på det! Da han så fortsatte og brugte ordet trolovede så måtte han rynke på næsen i en blanding af bitterhed, vrede og afsky, så hele hans ansigt endte ud i en grimasse, som om han havde fået en sur smag i munden. ”Jeg er ked af at måtte meddele Dem det, men jeg er ikke længere trolovet med Malisha,” endte han i en ualmindelig blid tone, som slet ikke havde passet overens med den grimasse han havde lavet. Han endte med at lægge armene over kors ved brystet og vendte blikket bort, „jeg aner ikke hvor hun er eller hvad hun foretager sig og jeg må erkende at jeg faktisk også er ligeglad.” Endnu engang så han helt fornærmet ud, hvor han også tog sig selv i at stå og trippe utålmodigt med den ene fod. Han vendte blikket mod Mattheus igen, da han kommenterede hans trætte udseende. ”Jeg har ikke just sovet særlig godt, siden min sidste audiens,” erkendte han mumlende, højt nok til at han ville kunne høre ham, hvor det også kun sagde at det var lang tid siden at han sidst havde sovet godt, for deres sidste møde havde fundet sted for et par uger siden! Og han sov virkelig af helvedet til!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var træt af hvad Malisha havde tvunget ham ud i. Han skulle have reageret efter Faith og Kimeyas død, også selvom han nu ikke havde gjort det, men selv en mand som ham, kunne jo trods alt være bagklog, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Konstantin så skam ganske godt ud, også selvom han virkelig godt kunne ligne en mand, som ville havde brug for noget søvn. Han nikkede sigende. ”Udmærket. Det er godt, at se den stolte mand som jeg er kendt med,” endte han ganske sigende, også fordi at han mente det. Han vendte blikket igen i retningen af kortet. At det var slut mellem ham og Malisha var ikke en nyhed som var nået ham for øre, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han ønskede endelig ikke at blande sig i andres affærer, og specielt ikke nu hvor han havde sit at slås med!
Velvidende om at trolovelsen faktisk var brudt, og manden ikke havde nogen anelse om hvor han kunne finde hende, var noget som gjorde Mattheus direkte irriteret, for han var nødt til at finde hende! Han kunne for pokker ikke have en leder rendende rundt, som han ikke kunne stole på, og som ikke kunne magi som stillingen og den position krævede! Han sukkede dæmpet og rystede så endeligt på hovedet, også fordi at det bestemt heller ikke gjorde det bedre for ham. ”Det er en skam.. Jeg er nemlig nødt til at finde hende. Så må jeg jo bare fortsætte min søgen efter bedste vilje,” endte han ganske kortfattet, velvidende om at det var sådan at det faktisk var. Han vendte blikket igen i retningen af manden som stod der ved hans side. Han var ikke velinformeret om hvad Malisha havde gjort kunne han hurtigt konkludere, også selvom det bestemt ikke var en tanke som behagede ham. Han lod hånden roligt glide over hans hage, som han vendte sig mod ham endnu en gang. De rødlige øjne vendte han direkte mod Konstantins trætte ansigt. ”Jeg tvivler på at du er ligeglad, når du finder ud af hvad hun egentlig har forårsaget. Hun har været i Procias og ødelagt kongeparrets bryllup. Halve Castle of Light er lagt i ruiner, grave er gravet op på kirkegården, folk er døde og selv render hun rundt uden magi, da Silia – Lysets Dronning har taget den fra hende, og nu har jeg ikke nogen anelse om hvor hun er krøbet i skjul. Jeg gik ud fra at du som… ja, hendes ekstrolovede, kunne have nogen anelse om, hvor hun vil kunne gemme sig,” påpegede han ganske kortfattet. Han var blevet gjort til grin for øjnene af Lysets Dronning udelukkende på grund af Malishas handlinger og det var slet ikke noget som han fandt sig i! Et sted så ønskede han selvfølgelig kun at finde hende, så de kunne finde en retmæssig straf for hende, for han fandt sig bestemt ikke i det her, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! ”Det tør siges.. Det kan jeg se,” endte han ganske sigende og med en yderst kortfattet stemme. Han havde brug for at de byrder blev taget af hans skuldre efterhånden!

[Deleted]

At Mattheus måtte kommentere Konstantins stolthed, fik ham til at trække morende på smilebåndet. Det var ikke hans mening at blive fornærmet og sur, men alle blev vel automatisk gnavne, når man var træt? Sådan var han i hvert fald indstillet. Han havde ikke sovet særlig meget i flere uger, hvor det føltes som om det kun gik ned ad bakke, og man skulle tro at man efterhånden blev så træt at man kunne sove, men det kunne han ikke på grund af de mange tanker og spekulationer, og det gjorde ham kun endnu mere sur, hvor han kun lå og bandede over sig selv. Han ønskede dog ikke at gøre sig uvenner med Mattheus, da han gerne ville vise ham respekt, desuden så havde han jo set frem til et nærmere samarbejde, for det havde altid lagt i hans interesse, men alligevel havde det aldrig virket oplagt med Jaqia, men Mattheus’ ambitioner virkede virkelig så storslåede, hvor knægten virkelig havde formået at vinde hans respekt ved første møde, så Konstantin var virkelig solgt, hvor han havde været helt ivrig efter et samarbejde! – og det var han stadig.
Hvad Malisha havde rendt rundt og lavet, anede Konstantin virkelig ikke, for hun havde jo ikke engang fortalt ham noget som helst om nogen planer, men havde holdt alt hemmeligt. Han kunne dog næsten fornemme at hun havde rodet sig ud i store problemer, hvilket næsten måtte bekymre ham, skønt han hadede sig selv for ikke at kunne være ligeglad! Hun var skredet fra ham og hun havde ikke fortjent hans bekymringer! Han måtte dog stå direkte lamslået til jorden, da Mattheus fortalte hvad Malisha havde gjort i Procias, og ikke mindst det at hun havde mistet sin magi. Hun var en af de største warlocks og hun havde mistet sin magi? Bare tanken gav ham kuldegysninger, for han kunne næsten forestille sig hvilken ydmygelse Malisha gik igennem, hvor han næsten måtte få helt ondt af hende. Han slog blikket tænksomt ned, hvor hans blik flakkede, hvor han end ikke hørte Mattheus’ følgende ord omkring hans udmattelse og træthed. Hvad pokker havde kvinden dog haft i tankerne? Endnu engang havde hun udført en mission, som ikke var gennemtænkt og som havde katastrofale følger – særligt for hende! Han bed tænderne kraftigt sammen som han vendte blikket mod hende. ”Og hvorfor skal du finde hende?” spurgte han hæst, hvor hans stemme var helt sløret. Der var ingen større straf for en warlock – særligt en warlockleder – at miste sin magi, da det da klart var det værste man kunne blive udsat for! Han var naturligvis ikke ligeglad med Malisha, for inderst inde elskede han hende jo stadig, hvilket han godt vidste, så det at ønske hende ondt, kunne han slet ikke, for hun var og blev den vigtigste person i hans liv, selvom det gjorde ham helt tung om hjertet at vide hvad hun havde gjort, mest af alt fordi det var gået ud over hende, men det var så også helt og holdent hendes egen skyld, hvor man så kun kunne sige at hun var heldig at være i live! Tænk hvis dronningen ikke havde været hende nådig, men både havde taget hendes magi og henrettet hende?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var slet ikke fordi Mattheus ønskede at ramme Konstantins stolthed på den måde, men det var nu bare sådan at det var. Han ønskede ikke at ødelægge det kommende samarbejde, for han ønskede faktisk at få det stablet på benene, det var der ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket direkte mod ham, eftersom han havde fortalt hvad der var sket og med konsekvenserne af det, for det var tydeligt at det bestemt ikke havde været noget som hun havde tænkt meget igennem, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Manden var tydelig påvirket af det, også selvom han ikke rigtigt vidste om han kunne stole på om manden ville hjælpe ham med det hele. ”Jeg skal have hende fundet, inden hun får sig selv slået ihjel. Jeg kan ikke bruge en magikyndig leder, som ikke engang er i stand til at benytte sig af magi.. Hun kan ikke få den tilbage Konstantin. Silia ødelagde den for øjnene af hende,” endte han ganske kortfattet. Tungen strøg han ganske let over sine læber, som han igen vendte blikket mod kortet. Han søgte virkelig efter mulige gemmesteder, også selvom han ikke kunne se nogen, eftersom så frygtelig mange af dem, var gennemsøgt, og han havde slet ikke været i stand til at finde hende nogen steder!
Mattheus ønskede ikke nødvendigvis at straffe Malisha for han kunne godt gætte sig til at den straf ved at rende rundt uden magi, måtte være hård nok i forvejen, og derfor ønskede han ikke at gøre det største ved det, men tankerne om alene at skulle få orden på det, var jo noget som i sig selv, faktisk tog temmelig lang tid, også fordi at han havde stået fuldstændig til grin overfor Procias’ dronning, og det var slet ikke noget som han fandt sig i på nogen som helst måde overhovedet! Han vendte blikket ganske sigende mod Konstantin endnu en gang. Han håbede selvfølgelig at det hele skulle gå, og at han kunne stole på at manden ville hjælpe ham. ”Du kender kvinden bedre end nogen anden Konstantin. Hvis du har nogle steder, som hun kan lide at være, mere end andre steder, så må du endelig sige til. Hun er ikke videre populær fra før af, og jeg frygter for hendes liv, om der ikke er nogle som tager affærer,” påpegede han ganske sigende, som han sendte manden en ganske alvorlig mine, for selvfølgelig var han bange for hvad konsekvenserne kunne være, også fordi at han endnu ikke havde en leder som kunne tage over efter hende! Han kunne ikke bruge en leder som ikke kunne magi, men han kunne ikke afsætte hende, før han stod med hendes døde krop, eller havde fundet hende i live, for han kunne ikke skride til handling før det, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende! ”Hvis jeg kan regne med din hjælp, så vil jeg virkelig værdsætte det,” endte han ganske sigende, som han roligt betragtede sig af manden. Han var måske en ung mand, men ikke desto mindre så håbede han selvfølgelig at han havde mandens støtte indenfor dette, for noget måtte han jo trods alt gøre! Han kunne ikke lade dette gå uset forbi!

[Deleted]

Hvad Malisha havde lavet i al den tid, anede Konstantin virkelig ikke, han havde ikke haft nogen idé omkring hvad hun havde rendt rundt og foretaget sig eller hvad hun havde haft af planer, for hun havde nægtet at fortælle ham noget. Og måske han til tider havde snakket hende fra det og været en lyseslukker angående hendes planer, hvor han nok også havde sat foden i jorden ved denne mission, men det var jo også kun bevist at han i tilfældet så ville have haft ret, for nu rendte hun rundt uden nogen magi, hvilket faktisk måtte gøre ham tung om hjertet, for ham og Malisha var vel de ældste warlocks efterhånden? Hun havde tilmed været leder, så han vidste at hun følte sig ydmyget, hvilket hun med garanti også ville blive, hvis hun kom tilbage, så han tvivlede på at hun var i Mørkets Cirkel og for stædig var hun til at dukke op hos ham, da hun sikkert også ville tro at han ville ydmyge hende, samt hun jo ikke gad have noget med ham at gøre, for hun havde selv lagt ringen fra sig – en ring han selv bar om halsen i en sølvkæde – så det ville ikke forundre ham hvis hun faktisk gemte sig et eller andet sted, og Mattheus havde ret i at han var i stand til at finde hende. Spørgsmålet var jo så bare om han havde tænkt sig at gøre det, for selvom han måske var sur og skuffet over Malisha – af personlige grunde – så elskede han hende stadig og han ønskede ikke at hun skulle blive straffet yderligere, når det værste allerede var sket. Han vendte de trætte og mørke øjne imod hende. ”Så sæt en ny leder ind, Malisha kan sagtens selv tænke sig til at løbet er kørt, at hun ikke længere er i stand til at kunne være leder for racen, eftersom hun ingen magi har,” svarede han kortfattet, skønt han selv var træt i stemmen. Hans øjne føltes tunge, hvor han næsten var fristet til at lade dem blive i, hver gang han blinkede. ”Og hvis De absolut vil have hende her, så sæt én ind midlertidig, jeg er sikker på at de fleste warlocks ved hvad der er sket, hvis de var med i slaget, så selv de ved at en ny leder skal vælges, og der gør De klogt i at vælge én De stoler på, og som De ved kan tøjre racen,” tilføjede han roligt.
“Så sandt, ja. Jeg kender kvinden bedre end nogen anden og jeg vil sagtens kunne finde hende personligt eller skyde på mulige gemmesteder hun ville vælge. Men jeg ved ikke om jeg ønsker at hjælpe, når De sikkert kun alligevel ønsker at straffe hende, fordi hun har ydmyget Dem, ikke kun her i Dvasias, men også i Procias. Og jeg kan så fortælle Dem, at den værste straf for en Warlock, og særligt for en leder og ikke mindst en utrolig erfaren og gammel Warlock som hende, er netop at miste magien. Så giv mig en god grund til at skulle hjælpe.” Konstantins blik hvilede alvorligt på den unge konge, for selvom han gerne ville have et samarbejde op og selvom han støttede kongen, så elskede han stadig Malisha og hun kunne snart ikke gå igennem værre ting, end hun gjorde lige nu. Hele hendes liv var forandret, netop fordi hun ikke længere havde nogen magi. Og han vidste at det var den værste straf, man kunne skænke hende, så han gad bestemt ikke hjælpe, hverken Mattheus eller nogen anden med at finde hende, kun for at hun skulle igennem en lang tortur, for så barbarisk ville han aldrig blive overfor hende! Hun var stadig hans livs kærlighed!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus kunne virkelig ikke tage sig af Konstantins uvidenhed, for det var jo tydeligt for ham, at manden ikke havde nogen anelse om hvad Malisha havde gjort. Det kunne godt være, at han var blevet gjort fuldstændig til grin overfor Procias, såvel som hans eget land, men han fandt sig virkelig ikke i Malishas oprørske opførsel! Det var for pokker da næsten værre end et barn, og det var noget som han bestemt heller ikke havde det for godt med i forvejen! Han var bestemt ikke den type som man måske kunne forestille sig som en far, men at han skulle rende rundt og holde sin egen leder i ørene på den måde, var bestemt heller ikke noget som han ville finde sig i på nogen som helst måde overhovedet, for den tanke alene, var noget som kun gjorde ham direkte hidsig, og han følte så sandelig, at det var slemt nok som det måtte være i forvejen! Han vendte blikket direkte mod Konstantin. Han værdsatte mandens ærlighed, velvidende om at det ikke just var fordi at han ville betvivle hans egne meninger hvad dette angik, men han kunne bestemt ikke lade det gå uset for sig! Malisha ville han ikke nødvendigvis straffe mere end det som var sket i forvejen, men han havde fået nok af hendes opførsel. Kimeya og Faith var dråben, men dette var virkelig noget som tog kagen! Han sukkede dæmpet. Ret skulle være ret, og han kunne ikke bare indsætte en før han havde fundet Malisha, og det vidste han jo trods alt også godt! Han vendte blikket mod Konstantin. Manden lignede virkelig en som kunne bruge noget hvile efterhånden, og et sted, så var det næsten noget som måtte vække en form for bekymring. ”Hvis det havde været så let, så havde jeg skam også gjort det. Jeg vil give Malisha en mulighed for at trække sig tilbage, frem for at tvinge hende af posten. Hun er måske allerede klar over hvilken position som hun har placeret sig i, men jeg agter at give hende muligheden for selv at give sig til kende,” begyndte han ganske sigende.
I det store og hele, så var det frygtelig få warlocks som Mattheus følte at han kunne stole på, også selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre. Det var virkelig en oprørsk race, og det var noget som ganske enkelt måtte pisse ham af. Han lod hænderne glide igennem det halvlange hår. ”Jeg er slet ikke ude på at straffe hende, mere end hvad hun er i forvejen, Konstantin. Jeg kan forsikre dig, at jeg er klar over, hvilken straf hun allerede har modtaget.. Jeg ønsker bare at finde hende i live, inden andre når at komme før mig.. Du kender hende bedre end nogen anden, og tager jeg ikke meget fejl, så er jeg sikker på at du uden de største problemer, vil kunne finde hende.. Jeg giver dig mit ord på, at jeg ej vil tvinge hende igennem en straf yderligere end hvad hun allerede har oplevet. Jeg kan tænke mig til at det allerede er flovt nok som det er,” påpegede han ganske sigende. Han betragtede manden med et stålfast blik. ”Jeg stoler på dig, Konstantin.. Og jeg stoler på, at du vil gøre mig den tjeneste, hvis jeg bad dig om det.. med mit ord på, at jeg ikke vil gøre hende ondt yderligere,” afsluttede han ganske ærligt, dog med en sandfærdig stemme.

[Deleted]

Konstantin ønskede naturligvis at hjælpe Mattheus, og hvis det kunne hjælpe den unge mand af med sin byrde, så ville han naturligvis også gerne stå til rådighed, men når det kom til Malisha, havde han allerede gjort klart at han ville vælge efter sit hjerte frem for sin pligt, og han nægtede at lade knægten finde hans … ekstrolovede – dog hans livs kærlighed – for at lade hende gå igennem flere timers, eller dages, eller ugers tortur, for hun var allerede blevet ydmyget så meget som hun kunne, og at bringe hende tilbage ville slet ikke hjælpe hende på nogen måde, og han vidste at hun var blevet væk af en grund, for så godt kendte han hende alligevel. Han vendte de trætte øjne mod Mattheus igen, efter at have kigget på kortet, hvor han godt kunne se at manden kun havde ledt de mest oplagte steder – tydeligt at de ikke kendte hende som han gjorde, men det var jo også klart, for han var vokset op sammen med hende, kvinden havde altid stået som hans bedste ven. Han endte med at lægge en hånd mod knægtens skuldre, hvor han så ind i Mattheus’ røde øjne. ”Det er meget nobelt af dig Mattheus. Men vi ved alle hvordan landet ligger og det gør Malisha også, der er en grund til at hun ikke er dukket op. Hun vil ikke findes. Hun ved at løbet er kørt og du skal ikke regne med at hun af egen fri vilje vil vise sig,” svarede han sandfærdigt, hvor han valgte at droppe den fornemme titel, et sted for at vise hvor alvorligt han faktisk mente det, samt de også var alene. Han kendte Malisha ud og ind, bedre end sin egen bukselomme og han vidste at hun følte sig ydmyget, ikke nok med det, vidste han at hun var for stædig til at ville opsøge ham, hvilket også ville blive svært for hende, nu hvor hun havde mistet sin magi.
At Mattheus stod og aflagde et løfte om at han ikke ville tvinge Malisha igennem en yderligere straf, gjorde det ikke lettere for Konstantin, for han vidste ikke om manden i sidste ende ville bryde sit løfte, hvis kvinden blev for oprørsk igen. Han betragtede Mattheus med et lettere køligt og dog vurderende blik. ”Jeg kan love dig for, at der vil komme katastrofale følger, hvis du bryder dit løfte, for det er jeg ikke typen, der finder mig i,” svarede han sandfærdigt, kun for at gøre det klart, for der ville han bestemt ikke pakke tingene. Han så fra Mattheus mod kortet. ”Men udmærket, jeg værdsætter dit løfte og tager dig på dit ord. Og for at finde Malisha, så vil jeg skyde på, at hvis hun har løsrevet sig fra racen, så vandrer hun stadig rundt i Manjarno. Hun skal trods alt tage den tur til fods,” svarede han lettere eftertænksomt, som hans blik hvilede på kortet. Alt imens kongen sendte folk ud til Manjarno, ville han selv gennemsøge de steder i Dvasias, han vidste at hun muligvis kunne befinde sig, hvor han et sted håbede på, at han var den som fandt hende først.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var slet ikke ude på at frarøve Malisha noget som helst. Han ville give hende den sidste ære som leder, og selv lade hende trække sig tilbage, også fordi at det var kendt for dem alle sammen, at man ikke kunne have en leder over en magikyndig race, hvis vedkommende ikke kunne lede dem på magisk vis! Det var jo slet ikke noget som gav nogen mening for nogen som helst! Han vendte blikket mod Konstantin, som han lagde hånden mod hans skulder. Han stolede skam på manden, hvilket skam også var en af grundene til at han havde bedt ham om at komme her, så de kunne finde ud af en eventuel mulighed for alt dette. Hvem han skulle sætte ind som en leder vidste han ikke, for Silia havde jo allerede gjort ham frygtelig opmærksom på at der ikke var noget at gøre med henblik på Malishas magi – den var fuldkommen ødelagt, og den kunne ikke skænkes tilbage til hende, så igen, så var det ham som stod med problemet, for han var jo nødt til at gøre et eller andet ved det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! At formaliteten blev droppet, sagde han nu heller ikke noget til. ”Og der har du netop grunden til at jeg sendte bud efter dig, Konstantin. Det forundre mig ikke, at hun ikke vil findes, med det som hun har lavet.. Jeg vil bare give hende den mulighed, selvom det er tydeligt, at det ikke er noget som hun er interesseret i,” endte han ganske stilfærdigt. Manden kendte hende, og selvfølgelig håbede han, at det var til en hjælp!
Før eller siden, skulle det nok gå op for Konstantin, at Mattheus’ ord, var nogle af slagsen, som man faktisk kunne stole på, for han var slet ikke ude på at gøre nogen det ene eller det andet, for det var slet ikke noget som han fik det mindste ud af, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket sigende mod ham ved den trussel som han kom med. Havde han virkelig givet manden en grund til at nære mistillid? At kvinden stadig rendt rundt i Manjarno, var noget som et sted irriterede ham, også fordi at det ikke var et sted som han havde nogen rettigheder. Det var jo trods alt udenfor hans land og grænser, og han ønskede bestemt heller ikke at sætte sig i strid med noget lige nu, som han vidste, at han slet ikke var klar til! ”Hvis hun endnu kan befinde sig i Manjarno, så vil jeg råde dig til at starte en eftersøgning efter hende der. Jeg har ikke nogen rettigheder på den anden side af muren, som jeg skam også har bevogtet ekstra i tilfælde af at hun skulle dukke op. Jeg forstår ikke hvorfor du pludselig nærer mistillid til mig, Konstantin. Jeg ønsker bare at gøre bod på dette.. Desuden kan hun ikke yde nogen skade, da hun ikke kan magi.. Og derfor ønsker jeg kun at få hende i sikkerhed, inden det går helt galt.. Folk har allerede sat en pris på hendes hoved.. også efter Faith og Kimeyas død,” påpegede han ganske sigende. Mattheus ønskede at værne om sit folk.. både de loyale som de oprørske!

[Deleted]

Konstantin kunne godt regne ud at Malisha havde rodet sig ud i et kæmpe problem, hvor det også et sted irriterede ham at hun altid skulle have den oprørske og sindssyge tankegang. Selvfølgelig var det beundringsværdigt at hun satte liv i sine ambitioner og at hun ønskede at føre sin race frem, men hun gjorde det simpelthen på en alt for grov måde! Hun kunne ikke bare komme og tro at hun kunne styrte et helt land med en enkelt race, for det var jo direkte tåbeligt! Det gjorde også ondt at han ikke havde fået noget at vide, eftersom de altid havde fortalt hinanden alt. På den anden side havde han jo heller ikke selv været ærlig omkring Aleksandra, men det var vidst også kun til det bedste, for ellers var hun da gået fuldstændig amok! Desuden så var det lang tid siden at han havde haft det mindste at gøre med Aleksandra, så der var ikke mere mellem ham og den kvinde, skønt han vidste at Malisha ville være for snæversynet til at tro på ham, hun havde jo ikke engang troet på ham, da han havde fortalt hende at han kun havde været til middag og var kommet hjem fluks efter, for der var hun nærmest begyndt at beskylde ham for at være utro, og den tanke gjorde ham virkelig irriteret og sur, for han havde været hende tro, siden hun var flyttet ind og de for alvor havde gjort noget ud af trolovelsen, for det havde de jo ellers aldrig gjort før! ”Hun er ydmyget, og det skulle ikke undre mig at hun sidder for sig selv og helt alene..” endte han mere dæmpet, hvor den tanke egentlig gjorde ham trist, men han vidste at hun var for stædig til at opsøge ham og komme med en undskyldning, hvor han vel egentlig også skyldte hende én?
Måske Mattheus’ ikke havde givet Konstantin nogen grund til at vise mistillid, men når det kom til Malisha, ville han slet ikke tage nogen chancer, for han ville slet ikke gøre nogen en tjeneste, for så selv at blive røvrendt i sidste ende! Helvedet ville også først bryde løs, hvis Mattheus ikke holdt sit ord, for så ville han få en krig på halsen, som han ville tabe! Han var ligeglad med hvem det så end var, men ingen skulle bryde et løfte til ham, uden at man ville vække et enormt raseri – og det sagde ikke så lidt, når han normalt var en anstændig og tålmodig mand! Han så roligt fra kortet mod Mattheus. ”Det er min bedste ven, og livs kærlighed, der er tale om, så der tager jeg ingen chancer,” svarede han kortfattet, kun for at understrege det, da knægten begyndte på at han ikke havde nogen grund til mistillid, selvom han fandt nok af dem. Han så roligt mod kortet igen. ”Men hvis jeg skal sørge for det, ønsker jeg at arbejde alene,” svarede han roligt. Det havde han altid gjort bedst og han gad ikke have tåbelige soldater på slæb! De ville blot sænke ham og han havde personlige ting han skulle snakke med Malisha om, så han ønskede ikke at nogen skulle stå og smuglytte! Han så roligt mod Mattheus igen. ”Men selv hvis jeg skulle finde hende, kan jeg ikke love at jeg kan få hende med hjem igen,” erkendte han sandfærdigt. Kvinden ville højst sandsynligt reagere med vrede og være afvisende, og hun ville med garanti nægte at tage med ham, så de kunne støde på samme problem uanset hvad.