Tough night.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vidste at det var ved at være sent. Det havde taget et godt stykke tid at gå strejken fra Imandra og til Dvasias, men den friske luft gjorde hende lidt mere klar i hovedet. De salte tårer var tørret ind på de blege kinder, som hun havde gået i kulden og blot ladet dem falde, kun for at tørrer dem bort, når hun mødte en levende sjæl på sin vej. Det var dræbende.. nervepirrende og dræbende på samme tid at skulle opsøge sin bror, velvidende om at hun netop havde slået sin sidste forældre ihjel. De blonde lokker dansede lystigt om de slanke skuldre, som hun bar sig frem med elegante skridt. Hun havde forsøgt at indfri sit løfte til Evan om at gå den lige strækning, alligevel havde benene drejet hende ned mod den sorte sø. Det føltes næsten allerede som en evighed siden hun rigtigt havde været i stand til at bærer sig frem igennem Dvasias, hun havde savnet disse stedet, det var de steder som bragte hende en form for indre ro. Med rolige skridt bevægede hun sig tættere på de mørke vand. Det ville ikke gøre nogen skade hvis hun besluttede sig for at sidde her lidt, inden hun opsøgte Zacharias, hun havde jo også forberedt ham på at der nok ville gå et par dage inden hun havde tænkt sig at vende hjem. Som hun kom nærmere søen, ramte en kvindelatter hende. Hun fik gåsehud, men gjorde intet på trods af at hun skam var bevæbnet, Evan ville aldrig havde ladet hende gå uden våben, hvilket egentlig passede hende mere end fint. Et sted var det faktisk rart at få lidt afstand til ham eftersom hun gjorde sig nogle.. helt forkerte tanker i hans nærhed, tanker som en lærling ikke burde gøre om sin lære,r hele situationen med Caleb havde jo sagt det hele.. det lod ikke til at Evan forstod noget som helst, eller også valgte at blot at stirer sig blind på det, hvilket nok var mere sandsynligt, for han var jo på ingen måde en uintelligent mand! Blikket faldt hurtigt på den kvinde som lå nede ved bredden Athena kommenterede det ikke, for de som var vant til dette sted, kendte trods alt til de mærkværdige ting der skete rundt omkring! Hun nærmede sig hende roligt, men med blikket fast rettet frem for sig, netop fordi hun ville undgå at skabe nogen form for kontakt, hun ville først for alvor havne i problemer, hvis hun begyndte på den slags!

[Deleted]

Det var efterhånden ved at være temmelig sent. Malena var endelig nået ud af den store skov, som hun havde vandret i igennem måneder. Sulten var ved at være overvældende, det gjorde ondt i hele kroppen blot at trække vejret, og det var tydeligt at hun var direkte udsultet. Det var ikke meget hun havde været i stand til at fange i skoven, desuden lå det langt fra hendes natur at slagte de uskyldige dyr som rendt fredeligt rundt. Lettere stakåndet bevægede hun sig ned mod det mørke vand som hun havde spottet ved et rent tilfælde. Lidt at drikke ville virkelig være tiltrængt efterhånden! Endnu rendt hun rundt i den forbandede vampyrs klæder, som hunmere eller mindre måtte gå og holde først i for at det ikke skulle falde af og lade hende blotte. De blonde lokker klistrede sammen, hun var mudret og lettere blodig efter de bizare slagtninger hun havde været tvunget til at foretage sig. Lettere forpustet trådte hun ned af bakken der ledte ned til den mørke sø. Et stille, men træt smil spillede over de rosa læber. Det var om ikke andet noget velkendt! Den havde været der i så lang tid hun kunne huske, de få gange hvor børnehjemmet havde haft udflugter havde det været ved den sorte sø, og primært kun for at pynte på de elendige forhold. Halvejs nede af bakken snublede hun og faldt ned i de bløde men fugtige græs, men forsøgte ikke at komme på benene igen, i stedet rullede hun vejen ned til søen og vandet. I sidste ende landede hun på ryggen. Malena betragtede nattehimlen over hende. Der var intet ved den, ingen stjerner, end ikke månen formåede hun at spotte, men det var lige meget. Den kølige vind strøg blidt de farverige kinder, efter de mange måneder kulde var de blevet tørrer. Hun havde stadig ikke opgivet håbet om at finde enten Evan eller Jared, og nu hvor hun var kommet ud af skoven, så kunne det være, at hun rent faktisk var heldig at møde nogle der ikke havde intentioner om at æde hende, ligesom den forbandede vampyr havde haft det? Blikket gled mod den unge kvinde der kom gående forbi. Der var noget underligt velkendt over hende, på trods af at hun var for ung til at være fra hendes tid. Hun satte sig en smule op med et hævet øjenbryn. ”Undskyld mig Frøken.. De skulle ikke tilfældigvis kende en Evan Embelowni eller en Jared Imaricha?” spurgte hun måske modigt, men hun var villigt til at give alt efterhånden!

[Athena Maloya Mathimæus]

Meget målrettet fortsatte hun med faste skridt forbi kvinden også selvom hendes ord hurtigt fik hende til at stoppe op. Hendes hjerte slog med faste slag mod brystet. Evan.. Eller Jared? Det stak hende dybt i hjertet bare at tænke på sin kære far, et sted så regnede hun det vel for at være en form for joke, også selvom hun ikke havde regnet med at rygterne ville sprede sig med den hastighed. Langsomt vendte hun sig mod kvinden der lå der og stirrede på hende. Hun missede med øjnene og vurderede hende med en enorm skepsis der direkte lyste hende langt ud af øjnene. Hånden gled kort igennem de blonde lokker, før hun uden tøven, endte med at trække den kniv hun havde haft gemt på sig, for så vidt muligt gik hun ikke rundt uden. Uden et ord bevægede hun sig tættere på den fremmede kvinde der lå under hende. Hun gav hendes arm et blidt puf med foden i håb om at hun atter ville falde helt ned på ryggen. Uden tøven stilte hun sig med et ben på hver side af hende, før hun gik i knæ, mest for at holde hende nede. Meget kunne hun tage, men dette var hun slet ikke i humør til endnu! En ugle tudede i det fjerne, normalt ville hun have elsket lyden udelukkende fordi det var en lyd af frihed, men det at kvinden spurgte ind til netop de to, netop som hun kom gående, det gjorde hende direkte vred. Med et fast greb om hendes hår, tvang hun den kære kvindes hovedet ned i jorden, kun så der blev plads til at hun kunne sætte kniven for struben af hende. ”Hvor er du vel nok morsom.. haha. Fortæl mig hvem du er,” bad hun med en tone der næsten afslørede at det mere var en direkte ordre end det var en høflig gestus. Selvom hun ganske vidst havde lovet Evan at hun ville kalde på ham hvis det blev nødvendigt, så ville hun om ikke andet selv, først forsøgte at løse sine egne problemer. Hovedet lod hun let søge på sned, der var kun spor af vrede efterladt i de ellers funklende øjne, der langsomt var blevet fyldt med tårer. Hvordan kunne det nå ud så hurtigt, hun forstod sig ikke på det, de eneste der burde vide det var jo hende, Evan, Zacharias og med største sandsynlighed Cecilaya, men hun kunne vel heller ikke finde på at sladre sådan uden videre?

[Deleted]

De grønne øjne fulgte den smukke, unge kvinde der strøg forbi. På trods af at Malena næsten kunne fornemme hvordan hun forsøgte at se bort fra hende, så besluttede hun sig alligevel for at prøve, mest fordi der var noget uhyggeligt velkendt ved hende. Næsten håbefuldt bed hun sig i læben da hun endte med at stoppe op. Det betød vel at det på en eller anden måde lød velkendt? Hun strøg bort de beskidte lokker, fra sit ansigt. Som sagt var ingen synderligt medgivende når en kvinde af den beklædning og tilstand kom go spurgt efter Jared.. hvad end han lavede og Evan som var en form for adelsmand vel? Det virkede på ingen måde overbevisende. Det gik ikke rigtigt op for hende hvad kvinden havde i tankerne før hun endte med at puffe til hendes albue, hvilket øjeblikket lidt fik hende i jorden. Hun spærrede øjnene op, som kvinden endte med at sætte sig ned over hende. Hun forsøgte forgæves at vride sig fri, men det var for fast tag til at hun kunne gøre noget som helst. Ud af øjenkrogen fulgte hun den kniv som kvinden holdt i sin hånd, hun kunne næsten fornemme hvordan nattens svage lys måtte spejle sig i den skarpe klinge. Før hun vidste af det lå hun trykket mod jorden og med kniven tæt mod sin strube, Det var tydeligt at navnene havde sagt den unge kvinde et eller andet, også selvom det ikke ligefrem lod til at være i den gode retning. Hun sank en klump og forsøgte at ligge så stille under kvinden som hun overhovedet formåede. Hun så på kvinden. Hun var smuk, selv på trods af den sorg der spejlede sig i hendes øjne. Normalt var hun ej heller selv blid, men hun var kommet med en fredelig efterspørgsel så hun forstod ikke den fjendtlige attitude. ”Det der var unødvendigt. Jeg stillede dig et simpelt spørgsmål,” påpegede hun irriteret, og havde droppet formaliteterne, for det var jo tydeligt at kvinden ikke havde tænkt sig at være særlig medgørlig? ”Mit navn er Malena, og jeg har ledt efter en af de to for måneder efterhånden. Jeg beder dig kun om at fortælle mig hvis du ved hvor blot en af de to er,” svarede hun ærligt. Hun havde intet at skjule, hun ville faktisk bare gerne.. finde en form for tryghed, hun var træt af at vandre rundt alene i en tomhed hun ikke kunne stå imod!

[Athena Maloya Mathimæus]

Hvem end denne kvinde var, så havde Athena allerede besluttet sig for at hun ikke kunne lide hende! Hvis det var for sjov, så fandt hun det på ingen måde morsomt det var helt sikkert! Hun blev siddende over den fremmede kvinde, og holdt hendes arme nede med sine knæ, således at hun ikke ville være i stand til at forsvare sig mod hende. Kniven holdt hun tæt på hendes hals, trykkede den bevidst så tæt på den beskidte hud at den næsten måtte skære ned. Hun lignede en hjemløs, og dette var langt under hendes værdighed, det vidste hun jo godt, men det var svært at lade være, udelukkende fordi hun stadig var så ømtålelig lige overfor de to. Athena vidste godt at kvinden i virkeligheden blot havde stillet hende et spørgsmål, men eftersom at det kom så.. tilfældigt så nægtede hun at tro på det. ”Jeg er ligeglad, okay? Jeg bestemmer hvad der er unødvendigt og hvad der er nødvendigt,” påpegede hun lidt bestemt. Hun skulle bestemt ikke komme og fortælle hende hvordan og hvorledes det var helt sikkert! Tilkendegivelsen af hendes navn fik hende dog øjeblikkeligt til at fryse på stedet.. Malena? Hun havde været sammen med far men Evan havde elsket hende.. den del af historien havde hun jo fået så sent som i går! Hendes hjerte hamrede ekstremt hurtigt. Hun betragtede hende lettere overvejende, for på den ene side var hun fristet til at slå hende ihjel, enhver der havde været så tæt på Evan var kun endnu en trussel på den anden side.. hun ønskede at han skulle være mere lykkelig end det hun selv var, og han havde elsket Malena, og han fortjente mere end det arrangerede han havde i Diane, taget i betragtning af at han havde erkendt, at han ikke elskede hende på nogen måde. Athena sænkede ikke kniven, for hun tog virkelig ingen chance.. Selvom det smertede hende så vidste hun hvad hun var nødt til at gøre. #Evan? Evan jeg har behov for din hjælp. Den sorte sø i Dvasias,# endte hun ganske vidst lidt kortfattet, men hvad skulle hun ellers gøre? Han ville måske Så måtte hun jo tage den skideballe som ville komme over at hun ikke havde taget den direkte vej som hun ellers havde lovet, det var jo bare sådan det måtte være, hver ting til sin tid, desuden så regnede hun ikke ligefrem med at han faktisk var forundre, så godt burde han kende hende efterhånden!

[Deleted]

Det var ved at være en sen aften, og det var ved at være et par dage siden Evan havde set Athena sidst. Han fulgte dog med, også selvom det var på afstand, udelukkende for at vide sig sikker på, at hun faktisk havde det fint, for han tillod sig bestemt heller ikke noget andet! Diane havde krævet lidt af hans opmærksomhed igennem det sidste tid, og han havde faktisk indvilget i at give hende den, udelukkende fordi at han ikke rigtigt havde andet at tage sig til alligevel. Han stod i øjeblikket ude på balkonen og røg på hans smøg. Efter Athena var taget af sted, var hans forbrug ændret temmelig drastisk, hvor han faktisk røg adskillige mere om dagen, end det som han havde gjort til nu, men han havde brug for noget som kunne dulme tankerne, andet end alkohol, for han var virkelig for stædig til at sætte sig ned og drikke det hele væk!
Evan rystede let på hovedet af sig selv, som han tog endnu et hiv af smøgen som elegant hvilede mellem hans fingre, hvor han med en tydeligt tænkende mine, pustede røgen ud igen. Han blinkede ganske let med øjnene og med en tydeligt irritabel mine, for det var slet ikke noget som han kunne skjule uanset hvad. Beskeden som endte med at lyde i hans hoved – Athenas stemme, var noget som hurtigt fik ham til at reagere. Den var kortfattet og kun med en lokalisering, hvilket automatisk fik ham til at tænke tanken som han et sted også havde frygtet; Hun var endt i problemer. Ikke fordi at det ville være noget nyt for ham! Smøgen stumpede han hurtigt, idet han bare valgte at fordufte på stedet, uden at give videre besked. Den sorte sø i Dvasias blev hans nye destination, hvor han pludselig stod der. Han var kun iklædt en skjorte, et par mørke bukser, samt hans kappe i uld, da det var ved at blive temmelig koldt om natten, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Athena hvad foregår der?” spurgte han ganske kortfattet, som han vendte sig direkte mod hende. Det var dog hurtigt kvinden ved hendes side, som måtte ende med at tage hele hans opmærksomhed, for det var en kvinde som han kun kendte alt for godt, men havde troet at.. var død. Det var hvad han var blevet informeret om! ”Malena..?” spurgte han næsten usikkert. Næsten sikker på at det nu var hans tur til at se syner!

[Athena Maloya Mathimæus]

Hvordan det var gået Evan siden hun var taget af sted, vidste Athena ikke, hun havde trods alt ikke kontaktet ham, for det var faktisk rart at få lidt luft for en gangs skyld. Han var måske over hende af ren og skær bekymring, men hun kunne ikke have sine tanker for sig selv, desuden begyndte det virkelig at være frustrerende at gøre sig de tanker om ham, velvidende at han faktisk var klar over det, men endnu engang slet ikke reagerede. Nu sad hun over denne fremmede kvinde der vovede og påstod at hun var den Malena som Evan netop havde erkendt at have elsket som en af de eneste gennem sit lange liv, og den eneste grund til at hun ikke selv havde reageret mere på det end hun havde, havde været tanken om at hun var død og borte. De lange lokker hang ned om det blide ansigt, der pludselig var lagt i vrede folder. Hendes hjerte bankede fast, både af spænding men også af nervøsitet, hun ønskede ikke at hidkalde Evan, mest fordi hun ville hade tanken om at lede ham direkte til en kvinde som han elskede. Hun pressede fortsat kniven mod Malenas strube, og måtte virkelig bide sig selv hårdt i tungen for at stå for fristelsen. Hun havde gjort det før, hvorfor skulle hun ikke kunne gøre det igen? Det ville være.. lettere hvis hun var borte, også selvom hun fra før ikke havde nogen chance hos sin kære, gifte træner. Ganske som ventet, kunne hun fornemme den kraftige energi der pludselig drev hen over jorden. Med andre ord havde han hørt hendes kald og det var under alle omstændigheder for sent at gøre om nu. I samme øjeblik han endte med at stå foran hende mildnedes hendes blik en smule også selvom hun stadig følte vreden borer sig dybt ned i hende. ”Denne kvinde påstår at hun kender dig.. og far, jeg undrede.. mig bare,” forsøgte hun også selvom hendes ord næppe blev hørlige da han fik øje på Malena. Det var tydeligt at han genkendte hende med det samme, hvilket kun fik hendes hjerte til at synke. Tanken gjorde ondt, vel mest fordi hun faktisk så overraskelsen i hans blik? Hun valgte fortsat ikke at flytte kniven også selvom hun vel egentlig burde? Han var der nu og han burde have styr på sagen. Stille endte hun med at slippe et suk hvor hun fjernede trykket lidt fra Malenas smukke men beskidte hals.

[Deleted]

Malena blev liggende under denne fremmede kvinde, det var jo ikke fordi hun havde et særlig stort valg, nu hvor hun blev presset ned, både af den lette kropsvægt men også med kniven for struben. Hun holdt øje med den ud af øjenkrogen, for hun brød sig bestemt ikke om at føle den presset så tæt mod sin hals, hun havde for pokker ikke gjort kvinden det mindste! Det passede hende tilgengæld fint at tøsen blev stille, også selv om hun ikke havde nogen idé om hvad pokker hun havde gang i. Hendes hjerte slog nervøse slag også selvom uroen ikke kom til udtryk i den lidt bestemte mine, hun havde ikke tænkt sig at lade sig hundse rundt med af en ung tøs på den måde, hun var selv opfostret i Dvasias, så hun kendte typen! Den pludselige energi der bredte sig var en som selv Malena følte. Hun så lettere forskrækket til den anden side, hvilket fik bladet til at skærer en mindre rids langs den slanke hals. De grønne øjne så til mens en yderst velkendt skikkelse stille tog form. Hun havde rent faktisk tilkaldt manden? Lidt mere afslappet lagde hun sig tilbage, også selvom hun kort så på Athena. Det måtte vel næsten være hans og Dianes datter? Så var det klar at der havde været noget velkendt over hende, og nu hvor hun kendte hendes navn så måtte hun erkende at det faktisk var smukt. Hendes hjerte sprang et slag over i samme øjeblik han genkendte hende. Det stod langt ud af mandens øjne. De rosa læber skiltes i et lille smil. Hun havde savnet ham mere end hun først havde regnet med, det måtte hun erkende, og selvom det var mange år siden, så huskede hun straks hvorfor hun havde næret de følelser for ham som hun havde. ”Ja Evan.. det er mig,” bekræftede hun en smule stilfærdigt, før hun langsomt vendte blikket mod Athena. ”Kære Athena, det ville glæde mig frygtelig meget hvis du gad at fjerne dig. Jeg har brug for et ord med din kære far, okay?” endte hun roligt også selvom hun måske var mere eller mindre provokerende, hun var bestemt ikke så uskyldig som alt for mange anså hende for at være! Ej heller på trods af det faktum at hun var af prociansk race. Det havde været nogle lange uger og endelig stod hun foran noget velkendt, det eneste hun egentlig havde lyst til var at springe ham direkte i favnen og bare finde lidt til ro, også selvom hun slet ikke forventede at han endnu nærede de samme følelser for hende, som hun til dels gjorde for ham.

[Deleted]

Evan havde faktisk tilbragt lidt tid med sin kære hustru på hjemmefronten, også selvom det kun var fordi at han ikke just havde bedre at give sig til, men det var nu bare sådan at det var. Det var bestemt ikke fordi at han ønskede at være sådan over hende, for det vidste han skam godt, at han ikke fik noget som helst ud af, men han var faktisk bekymret for hende. Det kunne godt være, at hun ikke alene følte hvad hun gjorde, for han gjorde lige så, selvom han måske havde det sværere ved at skulle vise hende det, så forsøgte han faktisk at gøre det, så godt som han nu kunne!
At dukke op nede ved søen, som var han blevet tilkaldt, gjorde han kun fordi at han frygtede for hvilken situation Athena nu var endt i. Han havde jo trods alt kun bedt hende om at kalde på ham, hvis det virkelig skulle vise sig at blive nødvendigt, og i og med at hun havde kaldt, så var han taget af sted og endda også uden at tøve det mindste! Hvad han dog ikke havde regnet med, var at skulle se Malena i live, for.. han havde for pokker været der! Side om side med Jared for at gravlægge kvinden! Plus hans egen søn, som begge var gået bort på en og samme aften! Og.. nu var hun her? Der var bare noget som ikke gav mening for ham på nogen måde! ”Jeg kender hende, Athena.. Så slip hende..” endte han ganske kortfattet, vel tydeligt at ordene i sig selv, faktisk skulle være en ordre. Han vendte sig direkte mod dem begge, som hans blik faldt direkte til Malena. Det sitrede i hele hans krop. Han havde ganske vidst elsket hende, men det var dengang og da bestemt ikke nu! Han var kommet videre.. selv han vidste, at han ikke kunne stå fuldkommen stille på det samme punkt om og om igen, og det var noget som han var klar over, og havde været længe. Han havde jo selv hjulpet Jared videre, vel vidende om at det selv for ham, ville blive en frygtelig hård opgave! Hans blik kørte skiftevis fra den ene til den anden. Det var sjældent det skete, men for en gangs skyld, så vidste han slet ikke hvor pokker han skulle kigge hen! ”Hun er ikke min datter.. Hun er Jareds,” påpegede han ganske sigende. Han var ganske vidst stolt af hende som havde hun været hans egen, men hans hjerte tvang ham til at tiltale hende på en lidt anden måde. Han elskede hende.. velvidende om at det sikkert ikke var noget som han kunne få frem. Blikket gled igen mod Athena. ”Slip hende,” gentog han endnu en gang med en yderst kortfattet og stram mine.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde ganske vidst spekuleret over hvad Evan havde fået dagene til at gå med, men for pokker.. der fandtes efterhånden ikke en tid på døgnet hvor han ikke hærgede hendes tanker, og jo værre det blev jo mere ondt gjorde det også, men der var ikke rigtigt noget hun selv kunne gøre ved det, det var følelser som hun for længst havde opgivet at få ham til at gengælde. Nu sad hun over en kvinde som hun vidste at han nærede de følelser for. Tanken gjorde ondt, men smerte var hun efterhånden vant til, hun måtte vel bare gøre som hun altid gjorde? Skjule det bag sit smil? Flere gange så hun fra Malena og til Evan, kun for at se tilbage igen. De havde et vidst bånd, det var tydeligt at se, men tanken var ikke mindre dræbende af den grund. Så lang tid Evan ikke bad hende om noget som helst, tog hun sig den frihed selv at bestemme og i dette tilfælde lod hun kniven hvile for Malenas strube, velvidende om at hun allerede havde lavet et mindre snit. Det havde været så enkelt at slå hende ihjel.. han havde aldrig behøvet at vide noget som helst, men hun elskede ham jo desværre nok for højt til, at kunne forhindre ham i den lykke, som han havde fortjent. Usikkert bed hun sig i den bløde underlæbe og stirrede på Malena for lange sekunder, på trods af at Evan havde bedt hende om at slippe. Det sitrede helt ud i fingerspidserne efter at få lov til at færdiggøre det, men hun vidste godt at det var for sent nu. Skuldrene sankt slapt ned. ”... Meget vel,” endte hun med en næsten direkte opgivende tone, før hun langsomt fjernede kniven fra hendes strube og rejste sig i en smidig bevægelse. Blikket gled i stedet ud over det mørke vand, udelukkende fordi hun ikke vidste hvor pokker hun ellers skulle kigge hen, deres glædelige genforening, var ikke ligefrem underholdning efter hendes smag. Kniven pakkede hun roligt væk, og lo den frie hånd søge igennem de lange, blonde lokker. Pludselig var hun fristet til at finde Zacharias, den lange vej virkede ikke længere helt så lokkende som den havde gjort da hun var taget af sted. Det morede hende stadig lidt at selv Malena troede at hun var Evans datter.. det havde langt de fleste en tendens til at tro, og selvom hun på sit vis ville have ønsket at det havde været sådan, så var hun også glad for at det ikke forholdt sig sådan, de følelser hun nærede for ham var kompliceret nok i forvejen. De grønne øjne endte blanke, selvom hun ikke lod tårerne falde, nu hvor hun stod med ryggen til dem så var det lettere at skjule, det andet ville trods alt ingen gavn gøre.

[Deleted]

Malena lod de grønne øjne hvile lidt mere fast på Athena. Hun kunne se vreden malet i de ellers kønne øjne, det ødelagde det smukke ansigt i hendes øjne, men hun sagde nu ikke noget yderligere til det, hun ønskede blot at komme fri så hun faktisk ville være i stand til at komme i nærheden af Evan. Hun kunne se hvordan den unge tøs tøvede og det var underligt, eftersom hun lod til at have en enorm respekt for Evan, hun havde set hendes blik mildnes i samme øjeblik som han var trådt ind af døren. Hun brød ikke ind med en masse ord, men lod derimod ham klare den, det lod jo til at virke. Da kniven endelig blev fjernet åndede hun lettet op og kom langsomt på benene efter Athena var endt med at rejse sig. Der var noget ved den unge kvinde der mindede hende om sorg, hun havde altid været god til at læse den slags, men det var heller ikke oget hun ville komme ind på nu, lige i Øjeblikket var Evan det vigtigste. Athena var som snydt ud af næsen på ham og Diane, så det morede hende lidt at det rent faktisk var Jareds. Hun sank en klump, et sted havde hun stadig dårlig samvittighed overfor den mand. ”Jeg takker, Athena,” endte hun roligt selv tøsen allerede havde vendt ryggen til hende. Selv vendte hun sig hurtigt mod den kære Evan og trådte med trætte skridt lidt tættere på, og med et lidt undskyldende smil på læberne. ”Jeg ville frygtelig gerne omfavne dig min kære, men de mange ugers vandring har taget hårdt på mig er jeg bange for. Det kan ses,” påpegede hun næsten muntert. Sådan havde hun altid været, bragt liv og glade dage selvom Jared havde været god til det samme. Evan havde altid været den mere alvolige af dem. ”Jeg synes ellers at jeg ser nogle klare træk fra Diane og dig, en lidt sjov tanke, men selvfølgelig er hun Jareds, det temperament kommer et sted fra,” medgav hun og lagde hovedet stille på sned. Han lignede sig selv, og den tanke gjorde hende kun mere tryg ved situationen. Langsomt hævede hun hånden og lod den stille søge ned over den skæggede kind. Hun havde elsket ham som han havde elsket hende, desværre varede intet evigt, og hun elskede ham ikke på samme måde som hun havde gjort engang, men under alle omstændigheder så bragte han stadig en form for varme, hun følte sig stadig tryg og nu havde hun langt om længe fundet ham. ”Jeg har virkelig savnet dig,” påpegede hun lidt mere dæmpet, ja et sted var det vel akavet at Athena var der med henblik på at hun netop havde truet hende på livet?

[Deleted]

I det store og hele, så overraskede det virkelig Evan, at Athena ikke havde gjort det endeligt for Malene, udelukkende fordi at han kunne se hvor meget det sitrede i hendes hænder, efter at få lov til at gøre det, selvom det ganske vidst ikke var noget som gjorde det meget bedre af den grund. Han sendte Athena en direkte advarende mine, velvidende at det ganske vidst ikke ville have den effekt på hende, som det sikkert ville have på mange andre, men det var nu bare sådan at det var. At hun alligevel lod hende gå, glædede ham dog. Hvordan pokker Malena kunne være i live, var slet ikke noget som han forstod sig på, men… noget måtte det jo være. Han vendte blikket mod hende, også selvom han ikke rokkede sig ud af stedet. Athena lignede måske ham og Diane noget frygteligt, og det var bestemt heller ikke noget som han tog som nogen dum ting. Tvært imod, så var det noget som han var stolt af, velvidende om at hun havde frygtelig meget efter ham, og det var noget som kun gjorde det meget bedre for ham. ”Mange tak,” endte han ganske kortfattet, som han igen vendte sig mod Malena. Han var stadig den samme alvorlige mand, og havde nok ikke forandret sig så meget udseendemæssigt fra dengang, foruden at han var blevet mere muskuløs siden.
Evans blik hvilede direkte på Malenas skikkelse, som hun kom ham i møde. Lige hvordan pokker han skulle reagere, var slet ikke noget som han forstod sig på, også selvom han valgte at bide det hele i sig, for andet godt var ikke noget som han fik ud af det, af den grund, og det var en tanke som kun vækkede en frustration uden lige, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. ”Jeg har kendt hende siden hun var fire år gammel, så hun har måske lidt fra mig, men ja.. Temperamentet er i den grad hendes fars.. Du kendte trods alt manden,” endte han ganske sigende. Svaghed i ugelange vandringer var ikke noget som han ønskede at kommentere, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, men det var nu bare sådan at det var. Hånden som gled over hans kind, fik ham let til at lukke øjnene, for der vidste han, at hun var der, og det var noget som selvfølgelig også gjorde sit. Han sukkede dæmpet og bed tænderne let sammen. ”Du var død, Malena.. Vi gravlagde dig..” endte han ganske dæmpet, for det var jo ikke engang løgn! Blikket gled ganske kort i retningen af Athena, for han kendte hende. ”Athena? Jeg har noget med til dig..” Han fiskede brevet frem fra inderlommen – brevet fra Kongen af Dvasias.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde i den grad haft lyst til at slå Malena ihjel, det havde været så nemt, Evan ville aldrig have bidt sig fast i det, han havde jo troet at han var død. Det gjorde hende et eller andet sted vred at han hurtigt tog fokus fra hende.. hun var vant til at have hans opmærksomhed og nu var der pludselig en anden som rev i den, endda på en måde som hun havde ønsket at han ville se hende på. Hun bed sig i underlæben og så ud over det rolige vand. Hun havde sluppet Malena og selvom hun stod med ryggen til så var hun udmærket i stand til at høre dem. Knuden i maven voksede kun jo mere hun forestillede sig skete bag sin egen ryg, hvilket var noget som kun pressede tårerne frem, også selvom hun ikke kunne lade dem falde nu. Armene lagde hun lidt stædigt over brystet. Han talte til hende som.. som han altid havde gjort, hård og konsekvent, men hun kunne fornemme hvordan hans tone blødte op for Malena. Tanken gav hende kvalme. Hun sukkede og himlede med øjnene. ”Jeg er her altså endnu, og jeg er ikke døv,” indformerede hun lidt hidsigt, for hun kunne jo godt høre at de snakkede om hende! Hurtigt tørrede Athena øjnene med håndryggen, før hun langsomt vendte sig om mod den. Brisen rev let i hendes blonde lokker.. var var der med den mand og blondiner? Hun kunne om ikke andet trøste sig med tanken om at hun havde været hans type... hvis hun havde været ældre end det som hun var selvfølgelig og han ikke havde været gift og forelsket i en anden. Hun hævede et slankt øjenbryn, og forsøgte virkelig at få hårdheden frem i ansigtet kun for at skjule det hele for ham, men jo mere hun prøvede, jo mere sorgfuld blev hendes øjne. Det var om ikke andet kun ham som kunne se det. ”Aha.. og det er?” spurgte hun lidt nysgerrigt, for hun havde jo trods alt fars dokument der gjorde skillesemisse muligt, hun kunne ikke komme i tanke om nogle der ville kontakte hende yderligere. Selvom hun anede det dokument han hev frem så blev hun stående, hun ønskede ikke at komme tættere på end det som hun allerede var. Hun fugtede læberne med tungespidsen en smule rastløst, kunne han ikke bare give hende det dokument så hun kunne komme videre, hun havde bestemt hverken behov eller lyst til at se mere på de to!

[Deleted]

Malena blev roligt stående foran Evan. Hun havde en ekstremt lyst til at hoppe ham i favnen, men han havde altid være ten anstændig mand, og hun vidste hvordan han havde det med den form for snavs, det var svært at undgå efter alt den tid i det fri. Det var lidt en plet på stoltheden at hun selv lignede en hjemløs, hun rendt rundt i mandlige klæder, og hun var mere beskidt end en som havde levet på gaden gennem flere år, hun følte sig på ingen måde smuk og det var noget som både Evan og Jared havde formået at få hende til at føle sig. Athena var ikke vigtig i øjeblikket, hende formåede hun faktisk at ignorere, for det var ikke fordi at hun brød sig synderlig meget om tøsen, hun var ligeså temperamentsfuld som sin far. De grønne øjne hvilede i Evans mørke. Han lignede virkelig sig selv, lidt mere muskuløs, men ellers var det mere eller mindre den samme mand hun stod overfor, hvilket også blev afsløret af måden han talte til Athena på. Hun gik næsten ud fra at manden fungerede som hendes onkel, det var i hvert fald en hun havde en stor respekt for, det var helt sikkert. ”Lidt? Hun er som snydt ud af næsen på Diane, som jeg husker hende og hun er lige så ilter som jeg husker dig. Men ja.. Jared, det giver sig selv,” medgav hun med et lille smil også selvom hun nu ikke havde tænkt sig at snakke meget om Athena, hun var mere interesseret i ham. Hendes kinder brændte en smule, det var ikke den samme længsel som hun havde følt i sin tid, hvor hun havde været tvunget til at ligge ham på hylden, men hun elskede ham stadig på en eller anden underlig måde. Smilet falmede stille. Hun nikkede og lod langsomt hånden falde fra hans kind og glide ned langs sin egen side. ”Jeg ved det, Evan. Jeg ville ønske at jeg kunne fortælle dig hvad der er sket, men jeg har ingen idé selv. Jeg vågnede.. alting er fremmede,” mumlede hun en kende frustreret. Hun havde vandret alene i en verden som var mere eller mindre ukendt for hende, det var ikke til at holde ud! Det at han så henvendte sig Athena fik hende blot til at tie stille, hun var ikke vant til at tale før hun blev bedt om det, ikke når det kom til Evan vel og mærke. Høfligt foldede hun hænderne foran sig, lidt kvindelig værdighed og anstændighed kunne hun vel beholde?

[Deleted]

Evan havde altid været en mand som gik meget op i hvordan man skulle opføre sig. Han havde jo trods alt altid været den alvorlige del af det lille trekløver som ham, Jared og Malena havde udgjort, men det hele havde ændret sig efter hendes død. Ikke bare hendes, men også hans lille søn, som han egentlig aldrig havde haft det største forhold til, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tænderne bed han fast sammen, også selvom hans blik hvilede på Malena. Det var slet ikke hans mening at snakke om Athena bag hendes ryg, for han vidste, at hun jo trods alt var til stede. Han nikkede ganske sigende. Selv for ham, var det ikke nemt at snakke om Jared, velvidende om at det jo faktisk var en mand som han selv savnede noget så frygteligt. ”Jeg kan forsikre dig om at det er Jareds gener og ikke mine..” endte han ganske sigende. Det var skam ikke fordi at han var bange for at blive beskidt, for sammen med de to mennesker som han havde tilbragt størstedelen af sit liv med, så var det umuligt ikke at blive beskidt! Han betragtede hende sigende, inden han vendte blikket mod Athena igen. Han havde ikke.. direkte savnet Malena, for han var jo trods alt kommet videre. Både ved tabet af hende, men også den lille dreng som han aldrig havde fået lov til at lære at kende som sådan, og han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det.
Tungen strøg han let over sine læber, som han rakte brevet frem mod hende. Han kendte hende godt nok til at vide, at hun ikke havde intentioner om at blive stående alt for længe, og så måtte han jo sørge for at hun fik det, inden hun ville tage videre. ”Det bære det kongelige segl, så det er fra Kongen af Dvasias. Jeg regnede med at finde dig, så.. jeg tillod mig selv at tage det med,” endte han ganske sigende. Han vidste, at han stod med noget af et forklaringsproblem hvad Malena angik, men han var jo trods alt nødt til at gøre et eller andet, også fordi at han vidste, at det bestemt ikke var noget som lige gik i hans gode retning hvad angik dette. Han vendte blikket igen stille mod Malena, hvor han sendte hende et let overbærende smil. Hånden hævede han roligt, som han lod den stryge mod hendes kind, også for at bekræfte for hende, at han virkelig var der. ”Det er virkelig godt at se dig igen.. Selv i en herrebeklædning,” endte han sigende. Et sted lå der måske et spørgsmål i hans ord, men der var noget ved det.. og han brød sig faktisk ikke særlig meget om det!