Dark and silent

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var virkelig bare kastet ud i de hele, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig, og det var noget som kun førte til, at han faktisk blev temmelig frustreret, hvilket der faktisk heller ikke var noget som skulle særlig meget til nu om dage. Han skulle måske have grebet ind med henblik på Malisha for lang tid siden, men selv en som ham, kunne jo trods alt blive bagklog, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre lige nu, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han rystede stille på hovedet. Efterhånden, så var han ved at have temmelig god styr på det familiære bånd, som havde hersket mellem Diamaqima, Marvalo og Jaceluck, selvom det var en frygtelig indviklet historie, men han havde jo selvfølgelig forsøgt med det, men det var faktisk bare at forsøge om ikke andet. ¤Såfremt jeg ved hvor din loyalitet ligger, så er det noget som passer mig ganske fint. I så fald, så skal jeg endelig ikke blande mig i det. Bare jeg ved jeg kan stole på dig og hvad jeg fortæller dig, forbliver fortroligt¤ Han sendte hende en ganske alvorlig mine. Hvad han fortalte hende, var jo normat ikke noget som han ønskede at fortælle andre, velvidende om at det var noget som alt sammen kunne placere ham selv i et temmelig dårligt lys. Han sukkede dæmpet og lagde sig roligt tilbage mod puderne, som han nu havde i ryggen. Han vendte blikket mod hende igen. Han nikkede. ¤Jeg kan ikke finde hvile. Jeg har alt for meget i hovedet efterhånden, og det irritere mig¤ Hænderne slog han fast ned i sengen, tydeligt med en frustration uden lige!
Hvem denne Athena var, vidste han ikke, men det var dog alligevel noget som gjorde Mattheus ganske nysgerrig, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han nikkede. Han ønskede ikke at tænke alt for meget over Malisha, men hvis denne Athena var noget som kunne bruges, så kunne det være han skulle sende bud efter hende? At det var Imaricha og Maloya, forundrede ham nu lidt, også fordi at han godt kunne forestille sig, at det var to stærke navne, for det var bestemt ikke den ukendte af slagsen! ¤Jeg vil sende bud efter hende. Ved du hvor jeg kan komme i kontakt med hende?¤ I sig selv, var det noget som han havde brug for at vide, for ellers kunne han jo ikke ligefrem komme i kontakt med hende! Han trak vejret dybt igen og lod hovedet søge let ned i sengen igen. Han sukkede dæmpet, som han igen vendte blikket mod hende endnu en gang. Smilet bredte sig en anelse på hans læber, for han kunne jo ikke ligefrem lade være! ¤Jeg mener det skam. Det er et yderst flot navn. Har du et tegn for det?¤ fortsatte han. Der var ikke specielle tegn til navn, men et særligt tegn måtte der vel også være?

[Cressida Marvalo]

Frustrationen stod langt ud af Mattheus' øjne, hvilket var noget som kun bekymrede Aliyah. Han fik jo aldrig hvile.. et sted så burde de jo begge to sove nu, så de kunne være oplagte til arbejdet snart igen, men han havde vel for mange tanker til, i det hele taget at kunne falde i søvn? De familiære bånd mellem Jaceluck, Marvalo, Maloya og Diamaqima var virkelig indviklede, til tider kunne hun selv blive i tvivl, derfor kunne man vel sige at hun faktisk var en god hånd at have, også selvom hun var en simpel kammerpiger? På trods af bekymringen for silia så ville loyaliteten altid ligge hos ham. Smilet falmede en smule, for et kort øjeblik lød hans alvorlige tone næsten som om at han havde misforstået hende. ¤Min loyalitet vil du have til fulde, Deres Højhed, så meget kan jeg love Dem. Det De vælger at betro til mig, er vores lille hemmelighed, jeg har ingen grund til at skulle give det videre til hvem som helst,¤ endte hun sandfærdigt og nikkede dybt mod ham, mest for at understrege sine ord, for hun ønskede virkelig ikke at han skulle vise mistro! Aliyah blev siddende på den bløde sengekant, og så skiftevis fra sine egne hænder til hans, og videre til hans blik. Det glimt i hans øjne kunne hun næsten fordybe sig i, selv på trods af den frustration som der tydeligt var at se. Hans ord bekymrede hende kun yderligere. Tænderne bed hun lidt mere fast sammen, og hævede hånden uden rigtigt at tænke over det, kun for at lade den løbe langs hans overarm. Der burde være noget som kunne få ham til at slappe af? ¤De er nødt til at slappe af Deres Majestæt, ellers er jeg bange for at De ikke kan holde tankerne klare. Hvad får Dem normalt til at slappe af? Personligt fortrækker jeg at læse,¤ fortalte hun og lod smilet brede sig på læberne. Et sted gjorde hun det vel også for ligesom at give ham et lille skub? Nu krævede huna t vide noget om ham, så gav hun lidt af sig selv. Det var tydeligt at han var frustreret, hun følte kraften i hans slag gennem madrassen, men det kom ikke rigtigt bag på hende. Athena var en god kvinde, hun ville hellere end gerne hjælpe hende i gang hvis hun kunne, der kunne man vel sige at det var en fordel at hun havde fået kendskab til kongen? ¤Jeg synes det er forsøget værd. Hun befinder sig i Imandra. Ved Diane og Evan Strife efter at Jared afgik ved døden,¤ svarede hun med et lille smil. Athena ville elske det, det var hun ikke i tvivl om! Hun fulgte ham med blikket som han endte med at ligge sig ned i sengen. Selv blev hun siddende og betragtede ham, med hendes hjerte der sprang et mindre slag over. Et sted havde hun igen lyst til at spørge ham om hvor mange han havde sagt det til, men hun tog sig selv i det og nikkede i stedet. Blandt familien havde de fundet et tegn selv for det. ¤Vi har et blandt familien. Det er ikke officielt, men bare så vi blandt familien har vidst hvad vi snakkede om¤ hun sendte ham et stille smil og så intenst på sine hænder, som tegn for at han skulle gøre det samme, før hun lavede et meget karakteristisk tegn.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus følte ikke at han var i stand til at slappe af, selvom det virkelig var ved at blive umådelig tiltrængt med tiden, så var det ikke nemt for ham af nogen grunde eller nogen årsag! Han vendte blikket mod hende. Han kunne ikke rigtigt bruge hendes bekymring til noget som helst, selvom han selvfølgelig havde brug for en vis forståelse, som han vidste ikke mange ville være i stand til at give ham uanset hvad. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Båndet mellem de mange store familier var svært at finde ud af, men såfremt at han havde hendes loyalitet, og det som han fortalte hende, forblev fortroligt, så kunne det vel heller ikke være så svært igen, kunne det? Han nikkede mod hende med et stille smil, som det var tydeligt, at han vel stillede sig tilfreds med hvad hun kunne give ham? ¤Så lang tid jeg ved det, og jeg kan se i dine øjne, at jeg kan tro på det, så er det mig til tilfredshed.¤ Han mente det skam, som det var, for det var noget som faktisk betød frygtelig meget for ham. Han havde bare brug for at vide, at der faktisk var nogen omkring ham, som han kunne stole på. Hænderne slog han direkte ned i sengen og med en næsten opgivende mine. Det var svært for ham i det hele taget at slappe af! Hendes strøg mod hans overarm, fik ham til at vende blikket direkte mod hende, hvilket han ikke ligefrem havde regnet med! Han faldt dog af en eller anden grund underligt til ro, når hun gjorde det, og et sted så føles det faktisk.. meget rart, og det var noget som i sig selv, fik ham til at smile let for sig selv. ¤Skal jeg være ærlig? Så ved jeg det ikke.. Der har aldrig rigtigt været noget som har fået mig til at falde til ro¤ Han vendte blikket mod hende. Der var ganske vidst hans lillesøster, men han kunne jo ikke have hende her på slottet dag ud og dag ind, for det var slet ikke noget som han ville få det mindste ud af, og det ville hun bestemt heller ikke!
Mattheus betragtede hende stille. Han kunne nu rigtig godt lide at have hende tæt på sig, for selv det var noget som bragte ham en eller anden mærkværdig form for ro, og det var noget som han faktisk godt kunne lide, selvom følelsen var temmelig.. mærkværdig på en eller anden måde. Han nikkede ganske sigende, som han roligt betragtede hendes smukke skikkelse som hun sad der ved hans side. Et sted så underlig.. rigtigt på en eller anden mærkværdig måde. ¤Underligt jeg ikke har hørt om hende. Jeg må tage kontakt med hende i så fald¤ Han mente det skam. En ung, oprørsk og dæmonisk kvinde var sikkert lige hvad han kunne bruge! Han vendte blikket roligt mod hende endnu engang og specielt mod hendes hænder, som hun roligt lavede tegnet for hendes navn, hvor han forsøgte at forme hænderne rigtigt og lave det, også selvom det faktisk var temmelig svært. Tænderne bed han let sammen. Han var ikke manden med den største tålmodighed, specielt sådan som han havde det lige nu!

[Cressida Marvalo]

Enhver havde vel en eller anden form for hobby, der kunne fåe en til at flade til ro? Aliyah havde altid elsket at læse og hun havde altid elsket at træne, det var en god måde at komme af med frustrationerne på. Hvis ikke man kom af med dem, så endte man som kongen i øjeblikket stod, rastløs og stresset, i den tilstand var han ikke i stand til at lede nogle i det hele taget. Hun lod de funklende, grønne øjne møde hans , hun havde intet at skjule, hun var skam ingen spion for lyset eller noget som helst andet, hun var dvasianer af hjerte sind og sjæl og han havde hendes loyalitet mere end nogen anden, han havde ingen grund til at udvise hende mistillid. Hun nikkede stille. ¤Du kan stirrer i dem så længe du vil og så må du endelig sige til hvis du finder noget mistænksomt
¤ hun sendte ham et lidt drillende smil. Det føltes naturligt og rart at snakke med ham, også selvom hun måske slet ikke burde fører den slags samtaler med ham. Hendes berøring af hans arm var yderst forsigtig, måske han ikke kunne bruge bekymring til særlig meget, men hun ville faktisk gerne have ham til at falde lidt til ro, omkring hende behøvede han heller ikke at være en konge. Langsomt lod hun hånden falde igen, med en lidt undskyldende mine, det havde heller ikke været hendes mening at komme for tæt på. Hun lod blikket møde hans og vendte sig en smule mere mod ham. Det lod til at være kommet ham som en overraskelse, det var trods alt heller ikke et kærtegn som der lå noget i. Hun hævede et slankt øjenbryn. ¤Der må være et eller andet, hvad som helst? I så fald så burde du måske finde noget? Til tider er det nødvendigt at kunne koble af selv for en konge. De mange frustrationer forhindrer din evne til at tænke klart og kreativt, hvilket jeg kan forestille mig at der er brug for¤ påpegede hun og lagde hovedet let på sned, for det var jo heller ikke fordi hun sad og bebrejdede ham for noget som helst. Jo tættere hun kom på ham jo mere tilpas følte hun sig, de små berøringer var magiske på en måde hun ikke kunne forklare.. hun var begyndt at spekulere på om der kunne være noget sensuel dæmon over ham? Det andet kunne simpelthen ikke være rigtigt! Aliyah nikkede blot medgivende til hans ord, det var en glimrende idé, men ikke noget hun ville blande sig yderligere i. i stedet lavede hun tegnet for ham. Det var mere indviklet end mange af de andre, og hans mislykkedes forsøg fik kun latteren til at bryde sine læber. #Med forlov?# bad hun stille, og greb langsomt ud efter hans hænder. De var kolde i forhold til sine egne, men følelsen af hans fingrer mod hendes sendte kun et gys igennem kroppen på hende. #Tag en dyb indånding, jeg kan se at De stresses af det. Placer deres hænder således,# forklarede hun roligt og placerede hans hænder for ham med yderst forsigtighed og uden at lade smilet falme det mindste. #Prøv nu,# opfordrede hun og trak hænderne tilbage i sit skød.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det kunne godt være, at man skulle have en hobby, men det var slet ikke noget som Mattheus havde tid til! Han kunne slet ikke huske hvornår han sidst bare havde siddet og slappet af med en bog i hans næver, for det var der slet ikke tid til, og det var noget som han var klar over. Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang. Så meget som han havde at tage sig til, så var det ikke fordi at han bare kunne sætte sig ned, lægge arbejdet fra sig og tage det op senere, for det kunne han slet ikke! Det eneste som han egentlig var kendt med, som kunne få ham til at slappe af, var faktisk hans kære lillesøster, men det var nu også så sjældent at han i det hele taget så hende, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han blinkede let med de røde øjne, som selv intenst måtte hvile på hende. ¤Jeg kan ikke spore nogen løgne i dine øjne, kære Aliyah.. Jeg vælger at betro mig til dig¤ I sig selv, så var det faktisk temmelig store ord fra ham, men dog så var det noget som han mente, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At hun direkte havde valgt at lægge en hånd på ham, var faktisk noget som kom en anelse bag på ham, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund. Han blinkede let med øjnene, for det føles faktisk som om at han kunne tillade sig at falde lidt til ro, og det var.. rart for en gangs skyld, også selvom han vidste at Leonardo stod med det hele, og det var vel egentlig heller ikke retfærdigt, når tronen faktisk var hans af fødsel? Ja, efterhånden så kunne han virkelig godt bruge mors gode råd, for han anede virkelig ikke hvad han skulle stille op! #Jeg kan ikke tænke klart mere, jeg kan ikke slappe af, og jeg kan gå til hvile når solen står op, velvidende om alt hvad der venter mig når jeg atter står op ved nattens fremgang.. Jeg kan ikke bare sætte mig til at læse en bog, hvis det var det jeg ville.. Jeg kan ikke finde en hobby at gå i dybden med.. Det er der slet ikke tid til i den stilling og position som jeg har,# endte han ganske kortfattet. Jovist var det ord som han måtte udtale med den store frustration, men han kunne jo ikke ligefrem gøre det største ved et af den grund, andet end at gøre hvad han kunne og så håbe på at folket kunne se potentialet i ham. At han ikke rigtigt kunne finde ud af tegnet, var faktisk en tanke som irriterede ham, selvom han vidste, at han ikke kunne gøre det største ved det af den grund. Han sukkede kortfattet, inden han roligt nikkede til hende, som hun tog omkring hans hænder. Hans var varme, og et sted føles det.. underligt, dog men utrolig rart. Han trak vejret dybt og lod hende hjælpe ham med tegnet. ”Du får det til at virke så nemt# Han vendte blikket mod hende og med et stille smil på læben. Han forsøgte endnu en gang – lidt bedre, men langt fra perfekt!

[Cressida Marvalo]

Aliyah kunne forestille sig at det var svært at finde tid til noget som helst særligt som det så ud i øjeblikket, men selv for en konge var det vigtigt at få lidt tid i ny og næ. Ja hun var bekymret for ham som konge og som person, for hvis ikke kan kunne finde ro bare i tide og utide, så havde hun svært ved at se hvordan han ville lede et helt land.. med frustration? Det var ikke noget hun skulle blande sig i, hun forsøgte jo bare at hjælpe ham i virkeligheden. Selvom hun var en travl kvinde ligeså fik hun både tid til arbejde og tid til sig selv, ja hun måtte ganske vidst skippe en del af sin søvn, men det var jo bare sådan det måtte være, man kunne ikke både få i pose og i sæk. Det faktum at han ikke var i stand til at sporer en løgn i hendes øjne, var hun selvfølgelig kun glad for, også selvom hun skam ikke havde forventet andet. ¤Det er mig en sang ærer og glæde, Deres Højhed. Dine ord lægger sikre ved mig, det forsikre jeg Dem om,¤ svarede hun med et lidt tilfredst smil. Det var om ikke andet noget at han åbnede sig lidt op for hende. Måske berøringen havde været lidt overilet, det havde heller ikke været meningen, men der var noget i hende der længtes efter at være tæt på ham, at røre ham, et sted var det nysgerrighed, nu vidste hun var kold han var i forhold til hende, men der var noget andet ved det, som hun havde opgivet at sætte finger på. Mens hun lyttede til hans lange smører, lod hun blikket glide ud af vinduet. Månen stod ind og oplyste værelset med sit blege skær. Måske det slet ikke var Mattheus som rev i dyret, men faktisk månen fordi det var så tæt på? #Se mig, Deres Højhed. Det er vigtigt at De lærer at slappe af, hvis De stirrer dem blind på de ting for næsen af dig på grund af travlhed, så er jeg bange for at De muligvis vil miste Deres tag over landet. Tag det ikke som en fornærmelse, jeg siger det kun for at hjælpe. Find noget at gå op i, tag en pause i løbet af dagen eller.. kom til mig sågar hvis det kan friste, jeg hjælper Dem gerne, det ved De. Men det andet her tror jeg ikke at De slipper af sted med på længere sigt,# påpegede hun ærligt. Hun havde ikke tænkt sig at lyve for ham, det var helt sikkert, måske det var at være for ærlig, men hvis han ville blive vred på hende over det, så skulle han være mere end velkommen. Det var tydeligt at det furstrerede ham at han ikke bare kunne lave tegnet, det var jo kompliceret af en grund, alligevel kunne hun ikke lade være med at le lidt af hans forsøg. Nu hvor hans hænder sad rigtigt så hjalp det om ikke andet lidt på det. #Sådan ja, De er godt på vej,# erkendte hun med et lille smil og lod ham blot forsøge sig. ¤Jeg bruger dette hver dag, Deres Majestæt, og øvelse gør trods alt mester, er det ikke sådan man siger? hun så lidt spørgende på ham og dog med smilet på sine læber. En pludselig idet kom til hende. ¤Stoler De på mig, Sir? I så fald.. så lig dig ned på maven og fjern skjorten¤ bad hun roligt. Hun var ret sikker på at hun kunne bringe ham til afslapning, om ikke andet så var en kort stund!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var på ingen måder særlig god til at slappe af, selvom han vidste at han burde, selvom det var noget som virkelig irriterede ham som intet andet! Nu hvor han følte at han var gjort fuldstændig til grin endda overfor Silia, da han ikke havde styr på sine warlocks, så var det noget som virkelig måtte irritere ham på alle måder endda! Han vendte blikket sigende mod hende. Han følte at han kunne stole på hende.. Han vidste ikke hvad det var som gjorde det, men han kunne ikke rigtigt sige hvordan eller hvad der gjorde det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han trak vejret dybt og sukkede dæmpet. ¤Jeg vælger at tage dine ord til mig, og stoler på dig¤ Han mente det skam også, når han endelig sagde det, også fordi at det faktisk var noget som han sagde temmelig sjældent, for han følte ikke rigtigt at han kunne stole på nogle. Dem som han stolede på, bestod kun af en lille håndfuld mennesker, men det var nu bare sådan at det var.
At Aliyah ønskede at hjælpe ham, var noget som fik Mattheus til at smile let for sig selv, for han kunne da slet ikke lade være! Han trak svagt på skuldrene. ¤Det kan godt være, at det er nemmere for dig, men jeg har altid noget at se til. Er det ikke det ene som kræver min opmærksomhed, så er det desværre det andet. Jeg er selvfølgelig glad for dit tilbud, men jeg er bange for, at det her er noget som jeg er nødt til at finde ud af på egen hånd¤ Det hele var bestemt ikke nemt for ham, og han gjorde selvfølgelig hvad han følte at han kunne, og det var bestemt heller ikke fordi at det var en nem opgave som sådan, men han var jo bare nødt til at gøre det så godt som han kunne. Han havde ganske vidst Leonardo og Enrico at støtte sig op af, men selv han vidste, at han før eller siden, var nødt til at komme lidt frem fra skyggerne, og vise sig som den konge som folk krævede og forventede at han skulle være. Tegnet for hendes navn, var ikke just det nemmeste at lave, men han var nu overbevist om at det nok skulle komme før eller siden! Han sendte hende et let og stille smil og nikkede så endeligt til hende. #Det skal nok komme før eller siden. Det er altid rart at lære nogle nye,# endte han ganske sigende, som han vendte de røde øjne mod hende. Som hun direkte bad ham om at stole på hende, og fjerne skjorten, fik ham til at rynke lidt på næsen, for.. hvad pokker var det egentlig hun ville? Han bed tænderne ganske let sammen, inden han valgte at nikke, selvom.. ja, en anelse mere påpasselig? #Meget vel..# endte han sigende, som han tog hænderne til sig, inden han roligt knappede sin røde skjorte op igen og fjernede den så fra sin faste og let muskuløse krop. Han var kun en ung mand, så helt muskuløs var den dog ikke. #Hvad er det du vil?# spurgte han. Han var nødt til at vide det!

[Cressida Marvalo]

Det var jo mere end tydeligt at manden ikke kunne finde ud af at slappe af, desværre var Aliyah lidt overvist om at Mattheus ikke havde tænkt sig at ændre på det. Hun forstod skam godt at han var en travl mand, men selv en Konge burde virkelig være i stand til at kunne kaste det hele fra sig i ny og næ og bare slappe af, men hun ville selvfølgelig ej heller være for nærgående, heller ikke selvom kongen faktisk lod til at udvise hende en vis form for tillid. Aliyah havde ingen intentioner om at sladre til nogle, der var så få som i det hele taget forstod hende når hun forsøgte at kommunikere, så på den led så kunne han da være sikker på at hun ikke fortalte noget som helst videre. Den eneste hun ville snakke med var Enrico, han var den eneste som hun faktisk havde der og som interesserede sig for hendes vé og vel. Med rolige øjne betragtede hun ham. Dette var langt bedre end det alternativet som var at ligge nede i de snuskede tjenestekamre, hvor alt var til deling, og hvor hun selv var det store samtaleemne hver atfen. Den respekt hun fik af Mattheus var noget hun langt bedre kunne forholde sig til, hun var faktisk i stand til at smile også selvom hun følte at det var umådelig lang tid siden, særligt efter alle de ting som plagede deres familie. ¤Det er jeg kun glad for. De har ikke grund til noget andet,¤ medgav hun og sendte ham et varmt smil der kun blottede de sylespidse tænder. Hun lod hånden løbe igennem de lange, røde lokker der frit hang ned over ryggen, før hånden atter endte i skødet. En anelse usikkert endte hun med at bide sig selv i læben. #Meget vel. Det er selvfølgelig kongens egen sag, jeg forsøger blot at hjælpe. Det andet er bekymringerne, man kan se frustrationen stå Dem langt ud af øjnene, det klæder Dem ikke nær så godt som det andet,# påpegede hun sandfærdigt og lod langsomt og lidt forsigtigt, de grønne øjne søge tilbage mod ham. Aliyah kunne næppe bebrejde ham for at være forsigtig med henblik på at ligge sig ned.. han var nok vant til unge kammerpiger der forsøgte at forfører ham, men det var bestemt ikke en del af hendes planer! For nu lod de tegnet ligge, han skulle nok lærer det før eller siden. Roligt så hun til mens han fjernede skjorten, hun forsøgte end ikke at skjule det faktum at hun til dels bestirrede kongen, med de nysgerrige øjne, også selvom blikket røg tilbage i hans, i samme øjeblik han var færdig. ¤De behøver ikke at være så skeptisk Deres Højhed, jeg har trods alt netop lovet Dem min loyalitet, jeg ønsker Dem skam intet ondt, tværtimod, jeg vil blot gøre et forsøg på at få Dem til at slappe af nu hvor De endelig har tiden,¤ forklarede hun med en lille panderynken, for hun ville ikke mene at hun havde givet ham den mindste grund til mistro! At falde ham ind kunne virkelig ikke falde hende ind!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde efterhånden virkelig brug for at slappe af. Han kunne mærke det, og specielt på de mange dage, hvor han faktisk lå fuldkommen søvnløs og det var efterhånden noget som var ved at irritere ham som intet andet overhovedet. Han trak vejret dybt, som han roligt vendte blikket mod hende. Han vidste at hun havde ret, for han havde brug for at slappe af, selvom han bestemt heller ikke kunne siges, at være den bedste til det, for det var han da på ingen måde overhovedet. Aliyah stolede han faktisk på. Han vidste ikke helt hvorfor, da det jo først var nu at han faktisk snakkede med hende, men ikke desto mindre, så var det bare en sjov fornemmelse som han havde i sindet – velvidende om at hun faktisk var af den slags som han kunne åbne sig for, hvilket han faktisk havde det godt med, for det var rart, og så lang tid, at han vidste hvor han havde hende, så havde han det faktisk ganske fint med det. ¤Det værdsætter jeg¤ Selv det var ord som sjældent forlod ham, men han mente det skam.
Mattheus vidste godt, at han burde lægge sig til at slappe af, men han vidste at Leonardo stod med arbejdet alene, og det var selv i hans øjne, ikke retfærdigt. Det kunne godt være, at den mand tog langt flere fridage end det som han gjorde fra det kongelige arbejde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. #Det er bare ikke nemt for mig at slappe af, når jeg ved at der virkelig er meget for mig at se til, Aliyah. Jeg er frustreret og søvnløs.. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det.# Han vendte kort blikket væk fra hende. I sig selv, så var det faktisk store indrømmelser, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At klæde sig af, var ikke noget som han havde noget imod – han vidste at han var en flot mand, og ikke mindst også en let veltrænet en, så han havde vel heller ikke ligefrem nogen grund til at skulle skjule sig? Han nikkede stille. Han mente ikke at være skeptisk overfor hende, men selv for ham, så var det faktisk svært ikke at være det, for han var ikke en mand som havde det særlig nemt som det stod. #Det er heller ikke min mening at være skeptisk overfor dig, Aliyah, for det har du slet ikke fortjent. Du er mig loyal og.. hvis det her kan hjælpe mig, så.. så er det også fint for mig.# Han vendte blikket mod hende. Det var normalt ikke pigerne som forsøgte sig på ham, men snarere omvendt, så det var slet ikke en tanke som han tænkte over på nogen måde i den anden ende. Han endte selv med at lægge sig ned på maven i sengen, hvor han let fik skubbet dynen og det hele lidt til side, så han følte at han kunne ligge der i stedet for. Det var også først nu at han følte at han virkelig var ved at være anspændt!

[Cressida Marvalo]

Kongen var elendig til at hvile, det kunne Aliyah konkludere uden overhovedet at kende ham. Et sted kunne man ikke bebrejde ham, for det kunne umuligt være en smal sag at lede et land som Dvasias, men hvis hun kunne bidrage til blot en smule ro, så gjorde hun det mere end glædeligt. Det var ikke fordi hun ville sidde og belære selveste kongen af Dvasias, men hun gjorde det trods alt kun for at yde ham en hjælp og en støtte, desuden vidste hun at hun havde ret, han ville ikke kunne bruges til synderlig meget, hvis ikke han var i stand til at tænke klart, hvilket jo var en ting som Enrico havde brokket sig forfærdelig meget over den seneste tid. Hun nikkede tavst af hans ord. Det glædede hende skam kun at hjælpe hvis det var hende muligt.. med andet end at vaske hans sure undertøj og redde hans velbesøgte seng, ikke fordi at hun havde noget imod det, det var bedre end at rende rundt med de øvrige kammerpiger i løbet af dagen, de havde haft en irriterede tendens til at gøre hende til deres stikkerendt tøs! Måske at Leonardo skulle tage pligterne for en enkel atfen, men det døde han vel heller ikke af? Det eneste Aliyah gerne ville have var en time eller to, og hvis det ikke hjalp ham, så skulle han være velkommen til at lave del i de royale pligter, mens hun selv ville hoppe tilbage i seng. Den store natkjole holdt hende varm, den var ikke videre tiltrækkende, men hun ønskede også at gøre det klart for ham, at hun ikke havde nogle intentioner om at gå i seng med ham, som hun ellers kunne forestille sig at mange andre før hende havde gjort. Når det var sagt så ville hun heller ikke ligefrem beskrive sig selv som værende smuk eller noget i den dur, der var ikke noget særligt over hende. #Det er slet ikke fordi at jeg ikke kan følge Dem Deres Højhed, men har De nogensinde overvejet at det hæmmer Dem mentalt som fysisk, når De ikke får blot en smule fred? Giv mig en time.. måske to og hvis ikke De føler nogen forandring, så lover jeg at lade Dem passe deres arbejde,# endte hun roligt. Han kunne ganske vidst til enhver tid beordre hende væk fra sig, for at ordne hvad han skulle ordne, men hun håbede inderligt at han ville give hende en chance. Blikket lod hun roligt søge mod sine hænder mens han klædte sig af, i ren og skær respekt, også selvom hun var forbandet nysgerrighed og frygtelig gerne ville se op. Hun kunne mærke at han var skeptisk, men det glædede hende om ikke andet at han var villig til at give hende en chance. Hun sendte ham et stilfærdigt smil, og lod forsigtigt blikket søge op, også selvom hun hurtigt hævede det til hans øjne, frem for hans krop. #Jeg kan selvfølgelig ikke love at det vil være Dem behjælpeligt, men jeg håber inderligt at det kan give Dem en mulighed for at slappe af, blot for et øjeblik vel og mærke. ¤Et øjeblik¤ hun rejste sig for forsvandt ind på sit eget sovekammer hvor hun fandt en lille flaske som hun havde fået af Nathaniel for år tilbage. Uden at tøve søgte hun atter ind på kongens kammer. ”Nu skal De endelig ikke tage dette forkert, men jeg er nødt til at sidde ordentlig,# advarede hun med en lille, klukkende latter, før hun satte sig på hans ende med et ben på hver side. Proppen hev hun af flasken og begyndte blidt at stryge olien ud over hans ryg.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var bestemt ikke fordi at man kunne sige, at det var nemt at tage sig af et land, som ikke nærede en den respekt som positionen krævede, så det var faktisk forbandet svært for ham at skulle slappe af, for et sted så følte han slet ikke, at det var noget som han kunne tillade sig! Han var ved at være træt af at ligge søvnløs om natten, for det var bestemt heller ikke noget som hjalp ham i længden. Han lod folket køre på ham, og de oprørske ledere misbrugte det, hvilket an bestemt heller ikke kunne tillade, men han var nu sikker på, at det var en erfaring som nok skulle komme før eller siden, og selvfølgelig var det noget som han agtet at gøre det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Et sted havde han vel.. bare brug for en som kunne få ham til at slappe af? Leonardo kunne med garanti nok tage arbejdet for en enkelt aften, for det var noget som normalt hvilede på hans skuldre, og det var bestemt heller ikke fordi at han var typen som slappede meget af, når det endelig skulle komme til stykket, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han sukkede dæmpet og nikkede så. Han vidste jo at hun havde ret, også selvom han bestemt heller ikke var meget for at erkende det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. #Det behøver du slet ikke informere mig om, for jeg ved det godt. Det ændre dog bare ikke på det faktum, at jeg ikke er særlig god til at slappe af.. Jeg kan ikke tillade mig det, hvis du forstår hvad jeg mener? Jeg har for meget at lave, og har altid været i besiddelse af frygtelig meget krudt.. Det er ikke just til min fordel,# informerede han, som han roligt begyndte at klæde sig af, da det nu var det som hun havde bedt ham om. Når alt endelig skulle komme til alt, så kunne han vel godt forsøge med at stole på hende, og vise hende den tillid som hun krævede i denne stund?
Mattheus lagde sig forsigtigt ned på maven på sengen, da det var hvad hun havde bedt om. #Jeg er villig til at gøre hvad som helst, bare det får mig til at slappe af, efterhånden,# endte han med en ganske sigende mine, som han så til at hun hentede noget i sit kammer og kom tilbage til ham. Lige hvad der var, vidste han ikke, men han gik bestemt ikke ud fra, at det var farligt for hans vedkommende, så han valgte alligevel at holde sig ganske rolig, for hvad andet valg havde han? Han fik ikke ligefrem noget ud af, at skulle vise hende mistillid! At hun tog pladsen over hans bagparti, var en tanke som direkte morede ham, hvor han alligevel blev liggende, for dette var vel også ganske uskyldigt? At hun smurte olien ud på hans krop, fik ham i sig selv til at spænde lidt, for det gik roligt op for ham, hvad der skulle ske. Det var vel massage? Ikke noget som han havde oplevet før faktisk. #Bliv endelig siddende.. Det gør skam intet,# endte han sigende, som han lagde hovedet ned. Lige hvor spændt han var, vidste han ikke endnu, men anspændt, det vidste han, at han var!

[Cressida Marvalo]

Aliyah kom fra et hjem hvor familien altid var kommet i første række. Jo hun havde fået indblik i de vigtige poster, for det var trods alt der halvdelen af familien sad, desværre var hun ikke selv nået så langt, og regnede bestemt heller ikke med at det nogensinde ville ske. For hende havde det vigtigste været at blive voksen, ikke at være afhængig af sine forældre resten af sine dage blot fordi hun manglede sin hørelse. Hun ønskede ikke at leve på de penge som de havde kæmpet for at få i huset, men derimod skabe sig sin egen karriere, og alle skulle jo starte et sted. Hun var allerede gået fra kammerpige til kongens personlige, hvilket i sig selv var lidt af en forfremmelse. Det var noget ganske andet som Mattheus sad med, det vidste hun godt, han skulle trods alt lede et helt land. De grønne øjne hvilede på hans skikkelse som han lå der under hende. Det var modigt af ham.. så godt kendte han hende trods alt ikke, men det var heller ikke fordi at hun havde planer om at gøre ham det mindste, tværtimod. Aliyah trak på smilebåndet også selvom han ikke var i stand til at se det. Med et mindre kast med hånden dæmpede hun belysningen også selvom hun var træt, det var sent og hun burde jo give sig til ro inden hun ville skulle starte forfra med arbejdet, kammeret lignede jo allerede noget der var løgn. #Jeg forstår udmærket hvad du mener Deres Højhed, på trods af min læselyst så har jeg selv det problem at jeg har krudt i enden. Men af den grund så bør De virkelig finde ro i tide og utide,# påpegede hun sigende også selvom hun ikke forventede at få det helt store ud af noget som helst, han var en stædig mand og hun ville heller ikke sidde og belemre kongen. #Jeg skal gøre mit bedste,# lovede hun med et stille smil og åbnede den lille flaske hun havde hentet på sit nye værelse. Nathaniel havde givet hende den, det var ikke en som hun ville være i stand til at skaffe foreløbig, af den grund havde un ikke nænnet at bruge den, men det var trods alt kongen der var tale om. De flammerøde lokker strøg hun op over den ene skulder, så det ikke ville komme i vejen eller dyppes i olie, også selvom det var langt nok til at spidserne lage sig på hans blege, nøgne ryg. Med nænsomme hænder førte hun olien ud over hans ryg og skuldre, dog uden at ligge det mindste pres på. #Jeg advare Dem, så elendig som de er til at slappe af, så kan det forekomme temmelig ubehageligt indtil jeg får løsnet op. Stop mig endelig hvis De ikke bryder dem om det,# bad hun næsten muntert. Næsten forsigtigt lod hun med et let tryk, fingrene vandre op langs hans rygsøjle. De spændte muskler kunne hun hurtigt føle under sine fingerspidser, det ville ikke nødvendigvis blive behageligt, men hvis han tillod hende at komme så langt som at løsne op, så ville han sove som en engel efterfølgende. At det så kunne forekomme mange som intimt, var nu ikke noget som hun tog sig af, for det var på ingen måde ment på den måde, hun forsøgte blot at gøre sin pligt som loyal tjenerinde!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var bestemt ikke god til det med at slappe af. Han var for pokker blevet kastet direkte ind i de kongelige pligter, og den tanke i sig selv, var noget som virkelig måtte irritere ham, også fordi at han ikke rigtigt kunne gøre det største ved det, og det var næsten det som måtte irritere ham mest! Han vendte blikket roligt mod hende, som han blev liggende på sengen foran hende. Uanset hvor.. intenst og intimt som mange måske ville tolke dette, så var det slet ikke sådan at han så på det, for han tog det faktisk ganske stille og roligt. Han sukkede dæmpet, som han ganske kort vendte blikket ned mod sine hænder. Umiddelbart var Aliyah ikke den type kvinde som han normalt ville betragte på denne måde, men hun påvirkede ham på en måde som han godt kunne lide. Et sted så efterlod hun ham med følelsen af at være god og tryg, og det var noget som han selv havde brug for efterhånden, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han smilede let for sig selv. #Kunne jeg, så havde jeg så sandelig også gjort det. Jeg har bare det problem, når jeg finder tiden til at slappe af, så bunder det som regel i at der er noget som er gået mig forbi næsen og det efterlader mig kun med ekstra meget arbejde,# forklarede han næsten med en frustreret stemme, for det var jo faktisk sådan at det forholdt sig, og det irriterede ham efterhånden! At hun ville gøre sit bedste, forundrede ham stort set ikke, for det var faktisk ikke noget som han ville have noget imod. At hun så direkte skulle advare ham om hvad han havde i vente, var noget som fik ham til at skæve i retningen af hende over sin skulder. #Hvad mener du med d..# Han endte med at tie omgående, som hun tog fat i hans ryg, for det var noget som han i den grad også godt kunne mærke, og det var faktisk noget som han i den grad også godt kunne mærke, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Han spændte omgående i mere eller mindre hele kroppen, som tænderne blev bidt sammen og næverne lukket godt og fast om sengetøjet, selvom det i sig selv, faktisk ikke var noget som han gjorde med vilje. ”For helved..!” endte han med en fast tone, mest for sig selv, også fordi at han vidste at hun ikke var i stand til at høre det – heldigvis! Han havde jo ikke ligefrem regnet med at han skulle være så anspændt og da bestemt heller ikke i hans alder, selvom det tilsyneladende var blevet tilfældet af den grund, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han gispede let for sig selv. Det føles for pokker næsten som hun var ved at slå ham ihjel, og han kunne jo mærke, at hun knapt nok tog fat, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham! ”For pokker da også…” endt han sammenbidt for sig selv. Han stoppede hende dog ikke, for han vidste jo godt, at det var hans egen skyld!

[Cressida Marvalo]

Blot ved at lade hænderne stryge langs hans ryg, kunne Aliyah tydeligt mærke at han var direkte elendig til at slappe af. Han være mere anspændt end både mor og far nogensinde havde været, eftersom hun altid havde været glad for at arbejde med hænderne, så var det noget som hun var gået meget op i. Dette var noget som mange forbandt med noget intimt, men det var noget som hun nøje havde studeret i mange år, på sit vis kunne man vel kalde det en form for healing? Der var ingen skjulte intentioner, for hun var på ingen måde ude på at komme i lagnerne med kongen på trods af at han var en flot mand. Der var trods alt en grund til at de øvrige kammerpiger var blevet fyret eller var endt med at løbe skrigende bort, hun havde en idé om at vejen til at blive var at holde sig på måtten, hvilket ikke skulle blive et problem. Med næsten dansende bevægelse lod hun de varme fingrer løbe langs hans rygsøjle og varmen olie op med sin egen kropsvarme der var en del højere temperatur i forhold til ham som var en smule kølig netop på grund af spiden. De olivengrønne øjne hvilede på hans ryg, og selvom hun holdt hænderne beskæftiget var hun udmærket i stand til at fører en samtale med ham samtidig. #Det er sandt, alt vokser sig større. Jeg kan muligvis ikke få Dem til at slappe af på længere sigt, men hvis dette kan hjælpe Dem, så er jeg villig til at gøre det når Kongen selv føler at han har behov for det,# svarede hun og nikkede for sig selv velvidende om at han ikke ville se det. Det morede hende næsten at forbindelsen røg frygtelig hurtigt efter at hun havde advaret ham. Han var så hård at hun knap kunne trykke ned på musklerne, men hun tog det stille og roligt. Hendes bevægelser var blide og varme, og med en hvis intimitet som hun slet ikke gjorde med vilje. De lange røde lokker gled blidt hen over hans ryg som hun strakte sig for også at nå hans skuldre og nakke. De mange bandeord hørte hun på ingen måde, de gik hende lige forbi, hvilket også gjorde at hun valgte ikke at kommenterer det. Næsten bekymret forsøgte Aliyah at fange hans blik sådan som han vred sig en smule under hende. #Sig til hvis jeg er for hård ved Dem Deres Højhed,# bad hun med det stille smil uden at stoppe. Denne gang lænede hun sig en smule ind over ham, og gav sig til at bearbejde de hårde skuldre. Måske det ikke fik ham til at slappe af netop nu, men hun var over bevist om at han ville sove som et spædbarn når først hun havde formået at løsne op. De dæmpede fakler brændte og kastede samtidig et beroligende, orange skær over deres skikkelser, som også var med til at få hende til at føle sig bedre tilpas. Hvis hun kunne hjælpe så var det i den grad hvad hun ville gøre, særligt nu hvor det endelig var lykkedes hende at vinde blot en smule af hans tid inden han skulle fortsætte sit arbejde.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

For mange var dette nok en frygtelig intim handling, men det var bestemt ikke sådan Mattheus så på det, for det var slet ikke den måde hans hjerne var indstillet på. I det store og hele, så ønskede han egentlig bare en mulighed for at kunne slappe af, og nu hvor den kære Aliyah, havde fortalt ham at dette var noget som sikkert kunne få ham til det, så han gik vel med til at gøre et endeligt forsøg på dette? Han forsøgte virkelig at finde en afslappende tanke og en afslappende måde at ligge på, selvom hendes hænder over hans ryg, på ingen måder viste ham hvordan han skulle gøre det på den oprigtige måde, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Alt vokser sig større, hvis man ikke tager fat i det, hvilket Mattheus ville give hende fuldstændig ret i, selvom det bestemt heller ikke var noget som gavnede ham nu, for det var mange anstrengelser som hun skulle til at ordne op i. Hendes stemme lød i hans hoved, også selvom det faktisk var svært nok for ham, at skulle ordne op i det, hvilket han nok heller ikke lagde så meget skjul på igen, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for han var virkelig, virkelig øm! #Det værdsætter jeg så sandelig, Aliyah,# svarede han med en ganske oprigtig stemme, for han havde virkelig brug for muligheden for at slappe af, også fordi at det ikke var noget som skete særlig ofte i sig selv, for han var jo mere eller mindre konstant i gang, så han havde jo slet ikke tid eller mulighed for at slappe af oprigtigt, og selvfølgelig var det heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Tænderne bed han let sammen, som hun igen røg over nogle temmelig ømme muskler, selvom det slet ikke var noget som han gjorde med vilje, men han ønskede bestemt heller ikke at ligge der og klynke! Han var for pokker en mand! Han prustede ganske let, som han nikkede til hendes ord. Hendes hår kildede ham over ryggen, som hun lænede sig over ham og tog fat i hans skuldre. Han måtte dog erkende, at han slet ikke var vant til at blive berørt af en kvinde på denne måde, selvom.. det faktisk var en følelse som han godt kunne lide. Han trak vejret temmelig dybt. #Jeg er bare.. en smule øm.. Fortsæt endelig,# bad han oprigtigt, som han igen forsøgte at slappe af, selvom det bestemt heller ikke var noget som ville som han ville, og selvfølgelig var det en temmelig frustrerende tanke, for han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det som sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så forsøgte han da om ikke andet! Han prustede tungt ud, som han faktisk formåede at slappe en anelse mere af nu, selvom det stadig var temmelig ømt når hun ramte helt rigtigt. Hun var faktisk utrolig god med sine hænder! #Det er rart..# endte han oprigtigt, som han let lod øjnene glide i. Han forsøgte da at slappe af!