Dark and silent

[Cressida Marvalo]

Det var efterhånden ved at være temmelig sent på aftenen. Månen stod klart på himlen i det tætte mørke, der ville ikke gå mange dage før den ville være fuld, hvilket var noget som Aliyah i den grad mærkede sig af. Hun var faldet til i det nye kammer i løbet af dagen, men her til aften var hun blevet betaget af den smukke udsigt hun havde fået. Nu kunne hun holde øje med fuldmånen for alvor. På den anden side begyndte den virkelig at rive i hende. Hun sukkede tungt. Eftersom Mattheus ikke havde været hjemme, så havde der ikke været noget at gøre rent som sådan. Hun havde hjulpet lidt i køkkenet, men ellers havde hun indrettet sig på det nye kammer. De øvrige kammerpiger var blevet grønne af misundelse, hun havde virkelig frydet sig over deres ansigter. Det havde været tungt at slæbe de mange bøger som hun nu havde fået stablet op på hylderne der hang på den ene væg. Mange af dem var bøger om den magi hun besad, mens resten mest var noget skønlitterært. Aliyah sukkede tungt og smilede stille for sig selv. Hendes forældre ville være stolte af hende, hvis de vidste at hun havde fået den forfremmelse, men hun havde ikke lyst til at tage hjem i øjeblikket. Hun slap taget om det blodrøde gardin og lod det glide for vinduet, hvilket lod månelyset ude. Hun var klædt i en temmelig tung, hvid natkjole der ikke på nogle måde komplimenterede den kraftige bygning. De flammerøde lokker hang løst, hvilket de mere eller mindre kun gjorde når hun skulle sove.
To store lysestager stod, lysene brændte lystigt og oplyste det ellers mørklagte kammer. Hun trådte roligt hen mod de lange hylerækker med bøger. Lidt overvejende endte hun med at gribe efter en bog med et brunt omslag, af temmelig mange sider om ildens evner og historie. Hun var en ung kvinde der kun hungrede efter mere viden, og hun elskede desuden at læse, tak og pris for at Nathaniel havde lært hende det, det var trods alt det eneste der kunne gøre hende rolig på en stresset dag. Med et selvtilfredst smil, strøg hun hen til sengen og kravlede på alle fire over den store madras. Dynen skubbede hun en smule til side, og rejse puderne op så hun havde dem i ryggen, før hun satte sig til rette og atter strøg dynen tilbage over sine lår. På sengebordet lå et par læsebriller.. Efter turen i arenaen som lille var synet blevet svækket, men det påvirkede hende ikke synderligt i hverdagen, men når først hun skulle læse så flød bogstaverne sammen for hende. Hun greb ud efter dem og placerede dem roligt på sin næseryg, hvilket straks gjorde det hele mere klart for sig. I bogen var et bogmærke af læder placeret næsten halvvejs. Det var en yderst interessant bog hvis man spurgte hende. Hun åbnede den og lod blikket glide over de første bogstaver før hun svandt ind i sin egen lille verden. Mere skulle der ikke til, det var virkelig beroligende! På trods af at hun burde få de timer hun kunne nå at få, så kunne hun ikke dy sig for at nyde et øjeblik på et sted hvor hun faktisk kunne koncentrere sig nok til at læse!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Selvom det var temmelig sent, så var Mattheus fuldstændig vågen. Mødet med den lyse dronning var gået som han havde håbet og forventet, og det var tydeligt, at de var ude efter det samme; Ingen strid, så det kunne bestemt ikke ligefrem gå meget bedre end det som det havde gjort, og det passede ham ganske perfekt! Hesten hoppede han ned af, som han endte i den store gård som befandt sig foran slottet, hvor stalddrengen hurtigt tog om tøjlerne og førte det store dyr hen i stalden. Mattheus kom hurtigt indenfor hvor han blev mødt af Ronald – den gamle butler som han gav kåben, så han kunne komme ud af den og op i sine gemakker igen. Han havde frygtelig meget som han måtte tage hånd om nu, og nu hvor han vidste at Malisha stod uden magi, så kunne han skam godt forstå, at hun ikke var til at finde nogen steder! Dog ville han søge frem til han stod med hende for øjnene af sig – død eller levende, var ham virkelig underordnet, for hun skulle bare findes!
Mattheus gik med faste skridt op mod sine gemakker. Han burde vende tilbage til arbejdet i stedet for at lade Leonardo tage sig af det hele alene, men han var nødt til at finde bare lidt ro til hovedet nu. Hvorvidt Aliyah havde fundet sig til rette, vidste han ikke, men han skulle så sandelig ikke forstyrre, for det havde været en lang nok aften som det var i forvejen. Han var bestemt ikke i stand til at tage det roligt endnu, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han nåede endelig sine gemakker, hvor han åbnede døren, kun for at smække den igen, så det næsten resulterede i genlyd. Han nåede kun lige hen til sengen, som han lod sig falde direkte ned i, næsten som havde det været med en fuldkommen opgivende mine. Hænderne vandrede igennem det halvlange mørke hår. Ja til tider, var han virkelig fristet til at få sin kære moder vækket, for han kunne virkelig godt bruge hendes råd og vejledning, for det hele blev virkelig bare et kæmpe rod nu. Han sukkede tungt, som han bare lod sig blive liggende her i mørket. Det var rart ikke mindst, også selvom han vidste, at han måske ikke burde blive liggende her, som Leonardo måtte stå med hele arbejdet, men det var nu bare sådan at det måtte være. ”Det bliver virkelig et helvede det her..” mumlede han let. Han var nødt til at have fat i Konstantin, da det var den mand som havde stået tættest på Malisha, velvidende om at manden muligvis vil lægge hånden over hende, men han ønskede egentlig kun retfærdighed i denne situation, for han havde været mere eller mindre nødsaget til at tage affære vedrørende dette! Efterhånden følte han virkelig at han stod på bar bund – for ikke at glemme, at det her virkelig var noget af en udgift, som han var nødt til at gøre noget ved, for det her var bestemt ikke noget som han fandt sig i, på nogen måde overhovedet!

[Cressida Marvalo]

Hvor sent det efterhånden var blevet turde Aliyah end ikke at forestille sig. Hun vidste end ikke om Mattheus var kommet hjem igen, han var trods alt lidt af en arbejdsnarkoman, hun regnede ikke ligefrem med at se ham det næste stykke tid. De mange kaotiske tanker havde hun allerede formået at ligge til side, til fordel for de ord som stod nedskrevet på de efterhånden slidte ark. Der stod virkelig meget brugbart, hun var blevet så trænet inden for magien at hun næsten havde glemt ild dæmonen, og for at kunne lærer var hun nødt til at forstå væsnet, hvilket netop var det hun forsøgte på. Hun lod den blege hånd stryge igennem de løse, flammerøde lokker der indrammede det blide ansigt. Hun var langt fra det man kunne se på som direkte smuk, som den eneste kvinde i sin familie, man kunne vel i højere grad sige at det faktisk lå i hendes charme? Der var ingen lyde til at forstyrre hende, og lyset var beroligende og varmt, men andre ord var det nemt at falde i staver over bogen, selv på trods af de nye omgivelser og freden, hvor hun kun havde sig selv at tage sig af, hun tvivlede på at kongen spildte sin tid med at tale bag om ryggen på hende, i så fald ville hun næppe befinde sig på kammeret i hans gemakker. Aliyah hørte på ingen måde kongen komme ind, alligevel så, så hun lidt overrasket op fra bogen og stirrede hen på døren. Hun havde ikke hørt døren smække, men hun havde fornemmet de rungende bølger gennem væggene og gulvet. Det at han smækkede døren så hårdt, fortalte hende kun at det nok ikke var gået helt som kongen havde ønsket det. På trods af at nysgerrigheden havde sit greb i hende, og hun havde lyst til at gå ud for at starte endnu en samtale med ham, så vidste hun godt at det slet ikke var op til hende at forstyrre ham, hvis han havde behov for at tænke og være selv, så i stedet slog hun atter blikket mod bogen, også selvom det var blevet lidt sværere at koncentrere sig nu hvor hendes tanker var blevet afbrudt. Det burde slet ikke røre hende, men hun var faktisk.. bekymret for ham et eller andet sted, og så alligevel ikke. Den konge havde givet hende alt for meget stof til eftertanke, på det punkt var han ligesom sin kære mor, Aliyah var desværre bange for at hun var blevet for infiltreret med ham nu, til at kunne gøre noget som helst ved det. Hun rystede på hovedet af sig selv, og lod et suk undslippe sine læber. Det kunne hun ikke tage sig af nu. Endnu engang stak hun snotten i bogen og forsøgte at koncentrere sig om den information hun blev givet i et ellers spændende afsnit om ild dæmonernes plads i Appolyons samfund. Dynen varmede hende godt, det gav en god følelse af tryghed. Dette kammer kunne hun helt sikkert vænne sig til, også selvom det var svært bare at blive siddende der når Mattheus var på den anden side, det var efterhånden direkte irriterende at hun følte sig.. draget af ham på den måde! Med tiden ville det vel gå over?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Lige hvad det var med denne Aliyah, vidste Mattheus ikke. Han var skam heller ikke blevet informeret helt præcist om det væsen som han var, men.. ja, et sted så var det vel heller ikke i de baner han selv måtte tænke? Han sukkede dæmpet, som han smed sig på sengen, også selvom han vidste, at han slet ikke kunne tillade sig at blive liggende der, for Leonardo stod med alt arbejdet, og nu efter det møde med Silia, så havde han også sit til eftertanke som han var nødt til at tage sig af, selvom det bestemt heller ikke just kunne siges, at være det nemmeste at tage sig til, men han havde jo ikke ligefrem noget andet valg af den grund! At påtage sig det fulde ansvar, velvidende om at han ikke havde noget med det at gøre, var selvfølgelig en tanke som irriterede ham, men det var en skade pådraget af hans eget folk, og derfor slog den selvfølgelig tilbage mod ham selv, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, men noget var han jo nødt til at gøre ved det! Han ønskede slet ikke nogen strid på stående fod, velvidende om at det sikkert var en som han kunne vinde med lethed, men det var bare ikke noget som faldt i hans interesse på noget tidspunkt, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han kunne vel godt bare tage nogle minutter for sig selv, sale tankerne og så fortsætte arbejdet bagefter?
Mattheus sukkede dæmpet, som han endte med at kravle helt op i sengen. Hvor sent det egentlig var, vidste han ikke, men det var stadig mørkt, hvilket var noget som passede ham selv ganske fint, for det var sådan han bedst kunne lide det. Han var ikke meget for lyset, selvom han var heldig nok til at have muligheden for at søge ud i det, men det var ikke noget som han gjorde hvis han ellers kunne blive fri for det i den anden ende. Han vendte blikket ganske kort i retningen af Aliyahs værelse. Hun havde været i gang mere eller mindre hele dagen, så selvfølgelig ønskede han slet ikke at forstyrre hende, hvis hun allerede var gået til hvile, men.. man kunne jo trods alt aldrig vide? Han sukkede igen og lod hænderne roligt glide igennem håret, inden de lagde sig i hans nakke. Det irriterede ham virkelig at warlockerne skulle stille sig så meget på bagbenene, for det var kun noget som resulterede i, at han stod med store problemer, og han havde nok fra før af, som han skulle finde ud af! Nu hvor han alligevel ikke kunne få hans kære kammerpige ud af hovedet, og direkte følte sig.. draget af hende, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være. For en længere periode tog han sig selv i at sidde og direkte nedstirre hendes dør. Skulle han gå ind? Det var jo trods alt hendes eget værelse, og hun havde jo trods alt fri.

[Cressida Marvalo]

Aliyab forsøgte virkelig at koncentrere sig om sin bog frem for at bekymre sig om hvad der havde gjort kongen irriteret nok til at smække sådan med døren, det hele virkede bare mere eller mindre forgæves. På trods af at hun sad med læsebrillerne på næsen, så var det stadig som om at bogstaverne flød sammen for hende pludseligt. Hun hævede atter de grønne øjne og stirrede for lange sekunder på døren ind til den kongelige gemak. Hun burde ikke forstyrre ham, han havde trods alt brug for at være sig selv, og måske han endda var på vej til hvile? Det var næsten fristende at finde en undskyldning for at forlade sit værelse, blot for det enkelte glimt af ham, men det var bare dumt! Hun bed sig selv blidt i underlæben og kunne ikke lade være med at spekulere over diverse undskyldninger. Var der noget hun havde glemt i tjenestefløjen? Nej hun have mere eller mindre det hele med, og hun havde eget badeværelse, så hun kunne ikke undskylde sig med en opfunden tissetrang, og hun ville heller ikke forstyrre Enrico, for så kunne der gå alt for lang tid før hun kom tilbage. Måske hun bare burde droppe det? Hun sukkede og lagde bogen på sengen uden at lukke den sammen, for hun var nødt til at komme lidt videre inden hun lagde sig til, men der var noget der rev i hende, en form for.. ja hun kunne faktisk ikke rigtigt sætte et andet ord på end savn, også selvom hun slet ikke kendte manden. Igen kravlede Aliyah over madrassen hvilket rodede lagnet og dynen sammen. Det måtte hun tage sig af senere. Hun kravlede ud af sengen og rettede en smule på den ikke videre charmerende kjole, der mere eller mindre bare var en sæk af stof til at dække mest mulig hud. Med lidt tøvende skridt strøg hun mod døren på de nøgne fødder. Det var begyndt at blive en smule køligt, hun måtte huske at finde noget varmere nattøj. Den blege hånd lod hun stille møde trædøren velvidende om at han befandt sig på den anden side.. han kunne trods alt også have forladt kammeret igen, et sted håbede hun det vel næsten, for hun var godt på vej til at gøre sig selv godt til grin. Den anden hånd lagde sig yderst forsigtigt på håndtaget, også selvom hun ikke åbnede den. Hendes hjerte bankede med faste, nervøse slag. Hun ville ikke vide hvad pokker hun skulle sige, for hun burde næppe forstyrre kongen, hun var hans kammerpige, ikke hans selskab.. nu hvor hun tænkte over det så kunne det jo faktisk være at han havde taget selskab med for aftenen? Tanken fik hende til at se tilbage på sin egen seng. Det var bedste at hun blev her. Med et stille suk slap hun døren og bakkede endnu engang bagud mod sengene, hvor hun rettede på lagnet og satte sig til rette på sengekanten endnu med brillerne hvilende på næseryggen. Hun burde måske begynde at gå med dem permanent men hun brød sig om dem, desuden så hun ganske fint uden! Selv på trods af at hun var så klodset som hun var. Blikket gled mod bogen.. den virkelig pludselig ikke fristende i forhold til, men sådan var det nu!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus ønskede selvfølgelig ikke at forstyrre Aliyah, i tilfælde af at hun allerede havde lagt sig. Desuden havde han vel heller ikke nogen grund til at skulle kalde hende til sig, for hele hans kammer så da rengjort ud! Han sukkede dæmpet. Hele turen hjem, havde det kun været Aliyah som han havde haft i hovedet, og han havde slet ikke nogen anelse om hvad pokker det havde haft af betydning for ham, og et sted så var det den tanke som kun måtte irritere ham mere end det som godt måtte være i den anden ende. Han sukkede let for sig selv, som han bare blev liggende for en kort stund og stirrede op i loftet, næste som han bare.. ønskede at ligge der og tænke, for han havde virkelig brug for at have noget andet at tænke på, end den massive pengesum som han skulle af med. Han var nu mere spændt på at se hvordan Leonardo ville tage det, for hvis der var noget som den mand havde styr på, så var det så sandelig økonomi. Han lukkede øjnene let, som han lod tænderne bides tydeligt og fast sammen, for det var virkelig en tanke som irriterede ham og så frygtelig grænseløst!
Blikket gled direkte mod Aliyahs dør. Han kunne nærmest fornemme lyden af hendes kraftige hjerteslag på den anden side af den, hvilket.. forundrede ham lidt, for han vidste at det normalt for mennesker var et tegn på.. bekymring eller nervøsitet? Der var vel ikke noget at være bekymret eller nervøs for? Og med andre ord, så vidste han at hun var vågen, selvom.. han ønskede jo trods alt heller ikke at opsøge hende, hvis han ikke havde nogen grund til det, ofr det var virkelig bare.. plat! Han var jo nødt til at have en grund! Han rynkede let på næsen, inden han roligt satte sig op og sparkede sine sko af, så han kunne trække benene godt op i sengen. Han måtte erkende at det var rart at være hjemme, selvom det selvfølgelig kun havde resulteret i, at han havde frygtelig meget andet at tage sig til, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som faldt ham i smag, for han følte, at han havde mere end nok i forvejen! #Mangler du noget?# Igen lød hans stemme i hendes hoved. De havde jo trods alt kommunikeret således, da hun havde stået med spanden fyldt med vand i sine arme, så han gik automatisk og lidt.. håbefuldt ud fra, at hun faktisk ville være i stand til at høre ham, selvom han ganske vidst ikke havde det vildeste at dele med hende lige nu. Atter en gang var han endt frustreret. Han skulle have fundet sin kære warlockleder, han skulle have i kvindens trolovede, om han ikke kunne, og han skulle punge ud med både penge og materialer til Procias, hvilket bestemt heller ikke just var noget som behagede ham på nogen måde, men det var jo trods alt hvad der var nødvendigt, og lige nu, havde han virkelig bare brug for helt andre ting at skulle tænke på!

[Cressida Marvalo]

Det havde været et par lange dage, og selvom Aliyah vidste at hun burde få lige et par timer inden hun igen skulle i gang med arbejdet, så var hun endnu ikke hoppet i seng.. ikke for alvor i hvert fald. Hun blev siddende på sin sengekant og så fra døren og til sin seng kun for at se tilbage igen. Hun kunne ikke opsøge ham uden videre, hun var trods alt blot en kammerpige og intet andet, desuden kunne det jo være at han havde.. besøg, og så ville hun ikke forstyrre! Et sted så irriterede tanken hende, på en måde som un kun oplevede under fuldmånen.. hun gik ud fra at det var fordi der kun var et par dage til den værste tid på måneden. Lidt rastløs lod hun fingrene tromme hen over det hvide lagen, uvidende om at den kære konge faktisk var i stand til at høre de nervøse hjerteslag. Det irriterede hende, at noget i hende brændte efter at komme ud, og hun var bare nødt til at bide det i sig, så charmerende var manden da for pokker heller ikke! De røde lokker strøg hun blidt bag øret, og svang benene op, så hun atter kunne sætte sig til rette i den bløde seng. Det var noget ganske andet end det som hun havde været vant til, men hun nød virkelig tanken om rent faktisk at kunne sove blødt og uforstyrret. Dynen slog hun om sig, men bogen lod hun ligge for nu, dog uden at fjerne brillerne, det aflastede hende lidt at have dem på. Det gav et indre spjæt i hende ved den pludselig velkendte stemme. Først lod hun blikket glide til døren, det var trods alt naturligt, men den stod uberørt, end ikke på klem. Først efter lange sekunder gik det op for hende, at han var gået ind i hovedet på hende. Hun faldt mere til ro og lænede sig tilbage i puderne, med hænderne roligt hvilende foran hende på dynen. #Overhovedet ikke Deres Majestæt, jeg spekulerede blot på hvor vidt De var kommet hjem# svarede hun så fattet som det var hende muligt. Et sted var det sandt, for hun vidste allerede at han var kommet hjem, hun havde nærmere spekuleret over hvordan hun kunne skabe en hvis kontakt til ham, uden at det skulle virke hverken desperat eller tages forkert. #Havde De en behagelig rejse?# spurgte hun måske en smule kejtet. Hun burde lade ham få fra, det havde uden tvivl været en lang rejse, og det lod ikke til at udfaldet havde været det som han havde håbet på, men det kunne hun trods alt ikke begynde at spørge frygtelig meget ind til. Næsten lidt nervøst lod hun pegefingeren tegne nogle fumlende bevægelser hen over dynens stof, og lod de grønne øjne følge. Et sted følte hun sig dum over at han havde fornemmet hendes tilnærmelse, uden at vide hvordan han reelt havde gjort det. Måske hans sanser var ligeså udviklet som hendes, han var trods alt en eller anden form for dyr, også selvom hun ikke helt var klar over hvilken. Han duftede anderledes end en vampyr.. måske hun fik muligheden for at finde ud af det en dag?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At Aliyah var præget af det samme, som Mattheus selv måtte fornemme i hans sind og sjæl, var slet ikke en tanke som slog ham ind på nogen måde, for han synes bestemt heller ikke at det var behageligt, specielt når han ikke havde nogen anelse om hvad pokker det egentlig måtte betyde! Et sted så var det kun noget som måtte frustrere ham mere, end hvad han følte det var i forvejen, men ikke desto mindre, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At vide at Aliyah var på den anden side af den dør – en dør som faktisk skilte ham fra hende, var noget som virkelig rev i det dyr, som han selv kæmpede for at tage kontrol over i den grad som han nu kunne, selvom det bestemt heller ikke var nemt altid. Han var ikke vant til at reagere på den måde, som han nu gjorde det, selvom det bestemt heller ikke var alt, som han lige havde den største kontrol over – såsom det her. At høre hendes stemme, var næsten noget som bragte et smil frem på hans læber – uden at det egentlig var noget som han tænkte over, som var det bare en naturlig handling fra hans side af. Han vendte blikket i retningen af hendes dør igen. Næsten skuffet over hun ikke var dukket op for… han følte et savn.. et savn efter bare at se hendes skikkelse, og han forstod bare ikke hvorfor! #Turen i sig selv, har ikke fejlet noget.. Prøv du at søge efter en leder uden magi, som samtidig er gået under jorden, og ikke lader nogen finde hende.. Jeg går amok snart..# Igen gled han ned og lagde sig i sengen.
Mødet med Silia gik skam som han havde regnet med og ikke mindst forventet, men tanken om at han skulle til at ordne alt det i Procias ved siden af alt det som han havde at tage sig af her, så var det bestemt heller ikke fordi at det var nemt i den anden ende, og den tanke i sig selv, var noget som gjorde ham direkte irriteret. Han sukkede dæmpet, som han slap et kortfattet suk, tungt endda. Han vendte blikket igen mod hendes dør. At snakke med hende på den måde, var et sted en tanke som irriterede ham, da han i sig selv, vidste at mange kunne følge med, hvis de var indstillet på det, og det var bestemt heller ikke noget som han var meget for. Han burde vende tilbage til arbejdet, men lige i aften, var det bestemt ikke det som han havde den største lyst til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. #Kommer du ikke herud? Hvis du har tid selvfølgelig. Jeg ved at det er langt efter din fyraften,# endte han ganske sigende, som han igen vendte blikket mod loftet, inden han satte sig op. Han måtte jo trods alt stadig vise sig som en konge, selv på trods af, at han var en mand i sit eget kammer, så han burde vise sig fra de sider han ville, men.. lige når det kom til Aliyah, så ønskede han at vise sig fra de bedste, da det i sig selv, kun var godt nok!

[Cressida Marvalo]

Det dyriske var bestemt ikke let at forstå sig på, og desværre var det ikke det som Aliyah havde læst mest om, men nu hvor de kraftige følelser var dukket op i hende, så burde hun måske undersøge hvor vidt det var noget hun skulle være opmærksom på, hun var trods alt altid gået meget op i at være i kontrol, selv med horroren i sig, også selvom vareulven stod langt stærkere end det som vampyren havde gjort – den mærkede hun sig knapt af. På trods af at kongen havde forsøgt at charmere sig lidt in dpå hende, og at Aliyah havde bildt sig selv ind, at det ikke havde gjort et indtryk, så havde hun alligevel tænkt frygtelig meget over det i eftertiden, særligt efter at han faktisk havde ladet sin kølige hånd komme i berøring med hendes kind. Hun havde stadig ingen intentioner om at give efter for ham, men hun var nødt til at undersøge hvad det hele betød, hun brød sig ikke om at være uvidende. Den velkendte, varme stemme, fik et smil til at spille over hendes læber. Hun kunne næsten fornemme hans frustration og lige der og da forstod hun den godt, et sted så glædede det hende blot at han rent faktisk betroede sig til hende på den måde. #Det var altid noget. Jeg kan forestille mig at det ikke er let, Deres Højhed, men må jeg have den frækhed at spørge hvem det er De leder efter?# spurgte hun lidt nysgerrigt. En leder uden magi, umiddelbart lød det som om han talte om Malisha, men hvordan pokker havde hun mistet sin magi? Lidt fumlende lod hun hænderne lege med sengetøjet, mens hun holdt nøje øje med døren næsten i håb om at han før eller siden ville dukke op. Hendes hjerte slog hårdere ved den blotte tanke, forsøgte at rive det dyriske frem i hende, på trods af at hun kæmpede med at holde det nede. #Har De overvejet spioner, Deres Højed? Ikke for at lyde bedrevidende, men der findes mange dygtige derude,# foreslog hun roligt. Han havde nok allerede tænkt tanken, det var trods alt logisk, men hun forsøgte jo blot at hjælpe! Det at han så ønskede hende derude, fik næsten blot et større smil til at spille om læberne. I det store og det hele var døren blot i vejen, det var en irriterende hindring! #Selvfølgelig, Deres Majestæt. Jeg vil altid have tid til Dem,# svarede hun roligt, også selvom hun vidste at der ikke var mange timer til hun sådan set havde vagt igen, men det kom trods alt også an på hvor slemt han tilrodede sit værelse, eller om han havde behov for hende. Hun rejste sig roligt og slog dynen væg. Måske kjolen ikke gjorde synderligt meget for hendes krop og selvom hun stadig var iført brillerne, så var det ikke noget hun skænkede en tanke, det eneste hun kunne se for sig var lysten efter at komme ud, det var som at være fanget i et bur pludselig. Hun strøg hen til døren og endte endelig med at skubbe den op næsten med forsigtighed, fordi hun ikke var i stadn til at høre, havde hun en tendens til at være lidt.. voldsom. Roligt endte hun med at træde ind på hans kammer, med et stille smil, mens døren gled i og hun elegant endte med at naje for ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde aldrig rigtigt fået noget at vide om det væsen han var. Det eneste som folk tilsyneladende var gået op i, var at lade ham vide og kende til den trone som han skulle tage på et tidspunkt, også selvom det var kommet allerede længe inden han havde følt sig klar til den. Ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for ham, for det som han følte, var noget som han burde være forberedt på, og han havde bare ikke nogen anelse om hvad det faktisk betød! Han sukkede dæmpet for sig selv. Aliyah hvilede i hans hoved, også selvom.. ja, han havde jo faktisk ikke engang fået fat i kvindens navn. Hans fokus havde ligget helt andre steder! Han betragtede døren næsten med et tomt blik. Han var nødt til at finde ud af, hvordan pokker han skulle finde en som Malisha, for så langt hun ikke havde noget man kunne spore hende på, så var det som at søge efter nålen i en høstak, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, og den tanke var noget som virkelig måtte irritere ham! #Min warlockleder er gået under jorden, og jeg skal finde hende,# svarede han ganske kortfattet. Ja, det var i sig selv, faktisk en tanke som direkte måtte irritere ham, også fordi at han slet ikke havde nogen anelse om hvor pokker han skulle finde hende henne! Spioner havde han skam overvejet, men han var nødt til at finde nogle som han vidste at han kunne stole på, og dem var der faktisk ikke så mange af igen. Han var nødt til at gå stille med dørene så langt, at han ikke rigtigt vidste hvad han skulle gøre.. Han manglede virkelig sin kære mors råd! #Hvis jeg havde spioner jeg vidste og følte at jeg kunne stole på, og ikke som arbejder for den bedste pengepung, så kunne det muligvis overvejes,# svarede han ganske tænksomt. Han vidste at folket i Dvasias var styret af den bedste pengepung, og derfor var han nødt til at være ekstra påpasselig.
At Aliyah alligevel gjorde sin entré i hans kammer, var bestemt ikke noget som Mattheus havde noget imod. Det gav ham for det første noget umådelig kønt at kigge på, samt et godt selskab, for han havde jo allerede fundet ud af, at hun var yderst konstruktiv af sig, hvilket passede ham frygtelig fint. Han blev dog siddende på sengen, som han let bukkede hovedet mod hende. Såfremt hun viste ham den form for respekt, så fik hun den så sandelig også igen fra hans side af, for han gik meget op i, at tingene skulle være gensidigt, og det var det vel også i denne stund? ¤Meget bedre. Er du faldet til rette?¤ Denne gang var det hans hænder som snakkede for ham, for han havde jo allerede fundet ud af, at det var noget som hun havde haft det bedst med, og han havde faktisk ikke noget imod at køre det lidt på hendes præmisser – specielt hvis det var hvad hun fandt mest og bedst komfortabelt.

[Cressida Marvalo]

Aliyah havde altid gået meget op det hun var, ikke kun den magiske side men også det mere dyriske, også selvom det andet selvfølgelig havde været langt mere interessant. Nu forstod hun slet ikke hvad der foregik i hendes indre, men det var vel også lige meget? Hun skulle bare gøre sit arbejde og så var kongen vel også tilfreds? Det faktum at han end ikke kendte hendes navn havde Aliyah slet ikke skænket en tanke, han havde trods alt ikke spurgt. Med lidt forsigtige skridt gjorde hun entré i hans kammer. På trods af at det var en ung mand der boede der, så kunne hun godt lide indretningen med de varme farver også selvom møblerne var direkte eksklusive. Døren ind til sit eget kammer lod hun stille glide i, mens hun bevægede sig længere ind. Det morede hende lidt at ham sidde der, med frustrationen lysende ud af hans intense blik. Det slog hende som en overraskelse, hvor meget han mindede om sin kære far. Det fik hende et sted til at savne Nathaniel for han havde lært hende umådelig meget. Måske hun ikke var meget at prale af, som hun stod der i den lidt forældede natkjole og de flammerøde lokker hængende, det var trods alt ikke noget hun havde normalt, mest fordi det var upraktisk med henblik på det arbejde hun skulle fuldfører. Efter at have najet rettede hun atter ryggen, og foldede hænderne høfligt foran sig uden at rokke sig ud af stedet. Døren var ikke længere i vejen, hvilket fik dyret til at falde lidt mere til ro, det lettede hende kun, det andet drev hende til vanvid. Hovedet lagde hun blidt på sned. Det var med andre ord Malisha han ledte efter. Tanken frydede hende, for hun kunne næsten læse ud fra hans kropssprog at kvinden var i problemer. ¤Jamen dog. Er hun flygtet eller er hun kommet til skade?¤ spurgte hun lidt nysgerrigt og lod atter hænderne tale for hende, det var ikke nær så udmattende, desuden så kunne han jo sagtens følge hende. Måske det ikke var en sag hun skulle blande sig i, men hun ønskede kun at hjælpe, også selvom hun godt vidste at de færreste spioner havde rent mel i posen. Lidt tøvende åbnede hun munden kun for at lukke den igen. Blikket forlod ham roligt for i stedet at glide mod sine nøgne fødder. ¤Jeg ved ikke hvordan Deres tillid ligger med henblik på dæmoner, men eftersom jeg er deraf, så kender jeg muligvis nogle kvalificeret bud. Jeg ved ikke hvilket kendskab de har til Jared Imaricha og Elanya Maloya? De har en en datter.. Athena som længe har trænet og higet efter en plads ved hoffet netop som spion. Jeg ved ikke hvor dygtig hun er men med en træner som Evan Strife, kan hun nødig være i den helt gale ende, og jeg tror æren ville være mere end rigeligt for hende.# forklarede hun roligt. Hun bed sig kort i læben. ¤Med forlov, Deres Højhed, det er ej min mening at snage eller blande mig, jeg håber at De kan tilgive mig,¤ bad hun hurtigt og lod for et kort øjeblik hænderne sænke. Aliyah sendte ham igen et stille smil og hævede blikket mod ham. ¤Jeg er faldet ganske fint til, jeg må erkende at det er rart at have.. mit eget. Jeg takker Dem mange gange,” svarede hun ærligt najede igen kortfattet. Det var trods alt hans fortjeneste!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

I det store og hele, så vidste Mattheus nu, at han virkelig havde fået sit pas påskrevet, og at han bestemt ikke var nok overfor befolkningen, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Det var en tanke som ganske enkelt måtte irritere ham som intet andet overhovedet! Han vendte blikket ganske sigende mod hende, som hun alligevel havde valgt at indtræde hans kammer, selvom det bestemt heller ikke var noget som han havde noget imod. Det var som om at bæstet i ham, kunne.. falde til ro? Og det var en tanke som han virkelig godt kunne lide. Smilet bredte sig ganske let på hans læber, næsten som havde det været ganske tilfredst, som han igen kunne se hende. At kunne snakke med hende om de ting som faktisk plagede ham, ville han skam ikke have noget imod. Desuden følte han af en eller anden irriterende og træls grund, at åbne op for hende, selvom det bestemt ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen strøg han let over sine læber, som han roligt nikkede til hendes ord. Malisha havde problemer – hvis han dog bare vidste hvor pokker han kunne finde hende! ¤Hun har ødelagt halve Castle of Light og gået efter dronningen og den kommende konge uden mit samtykke¤ Det hele hvilede ganske vidst måske i hans kropssprog, men den tanke i sig selv, var noget som kun gjorde ham direkte irriteret! Frygtelig, frygtelig irriteret faktisk!
Mattheus vendte blikket mod hende med en yderst tænkende mine. Jovist havde han hørt meget om Evan Strife og hans såkaldte træningsmetoder. Han skulle efter sigende være en meget anerkendt en af slagsen, og lige nu som han følte det, så tog han imod alle de råd som han kunne få! ¤Det lyder som det er en mand, du selv har haft bekendtskaber med?¤ Selv var han jo en meget nysgerrig mand, og han ønskede jo selv at finde ud af hvordan det hele egentlig forholdt sig. Hvem denne Athena var, vidste han ikke, men hvis det var en som Aliyah kunne sige god for, så var det vel værd et skud? Han ønskede en som han vidste ikke andre arbejdede med, og hvis hun var ny indenfor feltet, så.. kunne det være, at hun ville være den mest ideelle i det store og hele? Han gned kort tænkende sin hage. ¤Det kan overvejes¤ Han mente det dog, selvom det var noget som han var nødt til at finde ud af med Leonardo, da dette jo også var noget som faktisk vedkom ham ligeså. Han vendte blikket roligt ned mod sengekanten, som han næsten med blikket bad hende om at tage pladsen ved siden af ham. ¤Intet at takke for.. Jeg vil dog sætte pris på at kende til dit navn?¤ tilføjede han med et skævt smil. Hun var jo i sig selv faktisk ganske.. ukendt for ham, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit. Specielt hvis de faktisk skulle være lidt mere oppe omkring hinanden end hvad de havde været til nu.

[Cressida Marvalo]

Aliyah kunne forstille sig at det ikke var nemt at være konge i et land som Dvasias, man var skeptisk omkring ham, netop fordi de fleste havde erklæret hans mor for sindssyg, folk frygtede vel at han før eller siden ville blive det samme? Der var ikke mange timer til Aliyah igen skulle starte på arbejdet, hun kunne næppe nå overhovedet at falde i søvn, så hvis kongen ønskede hendes selskab, så ville hun bestemt ikke sætte sig imod for.. et eller andet sted følte hun sig tryg i hans nærvær, på den måde at hun følte at han var god at snakke med. Han nærede én hvis form for respekt og forståelse, som hun sjældent fik af nogle andre, de fleste plejede mere at.. le af hende. Det rumsterede et sted i det indre, også selvom det var i langt mindre grad end det havde været siden han var taget af sted. Det måtte have noget med dyret at gøre, men hun var ikke rigtigt klar over hvordan hun skulle se på det, så hun lod det være for nu. På trods at de ting hun havde været udsat for, så var Aliyah en munter ung kvinde, det rolige væsen og det varme smil fik som oftest de fleste til at åbne op for hende, hun havde nok tilbragt for lang tid med Nathaniel, men hun ønskede også at lade kongen vide, at hun faktisk var troværdig! Hans ord fik hende hurtigt til at fører en hånd til munden i ren og skær forskrækkelse. Et kort øjeblik følte hun frygten sitre helt ud i fingerspidserne, hun kendte trods alt både Silia og Jophiel temmelig godt. Langsomt fjernede hun hænderne ¤Der er forhåbentligt ikke sket nogle af dem noget?¤ spurgte hun direkte og glemte for et øjeblik formeliteten, hun bekymrede sig om de to, de var jo.. opvokset sammen mere eller mindre. ¤Under alle omstændigheder så er jeg ked af de problemer De end må have fået på deres skuldre, Deres Højhed. Jeg håber at det vil løse sig,¤ endte hun hurtigt, næsten i et forsøg på at rette sig selv lidt. Eftersom det var Malisha der var tale om, så var Aliyah selv kun interesseret i at lade kongen finde hende, for hun var for farlig hvis først hun var blevet så ustyrlig. ¤Det var ligeså hende der stod bag drabet på mine bedsteforældre.. samt Manjarnos kongepar,¤ erkendte hun lidt stilfærdigt, for hun vidste ikke hvor vidt han faktisk var klar over det, men den anspændte stemning blandt dæmoner og warlocks afslærede lidt det hele.
Man kunne roligt sige at Aliyah selv havde sin erfaring med Evan. Hun nikkede med et lidt ydmygt smil på læberne. ¤Jeg har et godt kendskab til ham, ja. Det er den mand der har trænet mig i frygtelig mange år. Han er hård men dygtig,¤ svarede hun ærligt. Hun fulgte roligt hans blik til pladsen ved siden af ham og strøg med rolige skridt hen kun for at glide ned i en lettere elegant bevægelse, med hænderne samlet i sit skød. Jo tættere hun kom ham, des mere tilfreds følte hun næsten dyret være. Langsomt vendte hun de grønne øjne mod ham. Hendes kinder antog en svag rødmen. Det var et krav hun kunne leve op til. #Aliyah.. mit navne er Aliyah,# endte hun i hans hoved, det var trods alt svært at lave tegn for!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste godt, at det ikke ligefrem var en nem situation som han pludselig var placeret i. Malisha havde virkelig udsat ham for en langt mere udsat position, end det som den havde været i forvejen, og det var bestemt heller ikke noget som han bifaldt på nogen måde, og det var en tanke som gjorde ham direkte hidsig. At hun var påvirket af hvad han kunne fortælle hende, fangede hurtigt hans opmærksomhed, hvilket fik ham til at hæve undrende det ene bryn. Havde hun kontakt til dem i Procias? Umiddelbart kunne det lyde sådan, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af. Såfremt at hun var ham loyal, så havde han faktisk ikke det største problem med noget af det i den anden ende. ¤Silia har slået hovedet, men de har det alle sammen fint¤ forklarede han ganske sandfærdigt. Han lod ganske enkelt hænderne føre samtalen for ham, også fordi at han ikke just tænke meget over det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket mod hende. Selvom hun måske ikke var den kønneste som sådan, så var der alligevel noget.. gudeskønt over hende, for hun var naturlig, nede på jorden og ikke mindst så smilende og munter, og det var en tanke som han faktisk godt kunne lide, for det var noget som kun gjorde det hele langt mere fascinerende for hans del. ¤Hun har virkelig formået at forvolde for mange problemer for mig, og jeg ved ikke hvor jeg kan finde hende. Jeg overvejer at tage fat i hendes trolovede i håb om at han muligvis ved noget, men ja.. jeg ved efterhånden ikke. Jeg har nok at se til i forvejen og alt for få mennesker i ryggen¤ Det var vel ikke til at sige, at han var en frustreret mand? Han havde virkelig, virkelig brug for at få abstraheret bare en smule efterhånden, og nemt var det ikke rigtigt!
At det lige så var Malisha som havde taget Faith og Kimeyas liv, vidste han skam godt, men han havde ikke valgt at gribe til midlerne og magten – før nu om ikke andet, for nu var sagen så sandelig også en helt anden! ¤Jeg ved det godt¤ Han vendte blikket roligt mod hende, som hun endte med at tage pladsen i sengen ved ham. Ikke fordi at det gjorde ham noget, som han næsten følte en større.. fred ved at have hende tæt på. Jo tættere hun var, jo bedre blev det faktisk, og det var en fornemmelse som han faktisk rigtig godt kunne lide, selvom det hele stadig var ganske underligt, så forsøgte han da om ikke andet, at finde lidt ud af det hele. Han nikkede. ¤Det kunne være det var en kvinde som jeg skulle tage fat i. Kender du noget til hende?¤ Han var jo i sig selv, en ganske nysgerrig mand, og han ønskede at vide det! At hendes stemme lød i hans hoved og med den præsentation, fik ham let til at smile. Det var virkelig et smukt navn til en smuk kvinde, så han var bestemt ikke den som skulle brokke sig! #Et smukt navn til en smuk kvinde# endte han ganske sigende, også selvom det var noget som han slet ikke kunne skjule. Han var jo trods alt en mand med alt hvad det indebære!

[Cressida Marvalo]

Det kunne næppe være nemt at blive smidt ind som konge midt i det hele, Aliyah kunne se at han var både frustreret, men heller ikke rigtigt vidste hvor han skulle gøre af sig selv, Det var begrænset hvor meget hun kunne hjælpe, men hun havde trods alt sine kontakter, og hun var den type kvinde der nok skulle få sine forslag igennem. Det var svært ikke at være påvirket af hvad han sagde, for et kort øjeblik havde hun slet ikke tænkt den tanke at han var konge af Dvasias og hun udviste bekymring for Dronningen af Procias, det gik først op for hende kort efter. Det lettede hende om ikke andet at høre at Silia ikke var kommet mere til skade. Hun nikkede stille og åndede lettet ud. ¤Godt. Jeg ønsker nødig at De skal tro jeg er på lysets side, men jeg.. kender dronningen temmelig godt, visse ting er svært at vende sig af med,¤ erkendte hun med et lidt undskyldende blik, hun var trods alt tvunget til faktisk at gøre brug af kropssprog og mimik. Deres hænder førte samtalen for dem, og det virkede et sted bare naturligt. Det var ret tilfældigt at kongen faktisk var i stand til at kommunikere med hende, det var faktisk.. lettende at han kunne møde hende på hendes niveau. Måske det var kongen hun stod overfor, og at hun udviste ham den respekt som han havde fortjent, men hun var stadig sig selv, hun gav udtryk for sin mening og hun var munter, hvorfor skulle hun ikke være det? Det havde været en god dag! Hun lyttede opmærksomt til hans ord. ¤Jeg er bange for at hun er typen der ikke bliver fundet før hun ønsker det. Det bedste bud vil vel næsten være folk der kender hende? Du har meget om hovedet har du ikke?¤ spurgte hun direkte og bukkede hovedet let for at betragte ham med en mere bekymret mine. Hun brød sig ikke om at se ham på den måde. I Aliyahs øjne skulle Mattheus have grebet ind allerede dengang, det andet havde kun bragt ham flere problemer, men hun ville næppe sidde og fortælle ham hvad han gjorde forkert. Hun så bort uden at svare på det. Han havde vidst det og alligevel intet gjort? Ej heller selvom hendes far var blevet tortureret af de forbandede væsner i uger? Roligt blev hun siddende uden hverken at komme nærmere eller længere fra. Hans seng var dejlig blød.. det overraskede hende faktisk lidt. Stilheden sænkede sig for et øjeblik, men af en eller anden grund var det ikke akavet. Hun følte sig.. tryg i nærheden af ham og dog stadig med en enorm trang til at trøste ham. Hun fugtede læberne med tungespidsen og strøg de flammerøde lokker tilbage bag øret. ¤Det gør jeg. Hun er en yderst engageret ung kvinde, Maloyas styrke og Imarichas stædighed og yderst troværdig. Hun er Dem en tro støtte så meget ved jeg,¤ fortalte hun ærligt, den slags samtaler havde de haft ved bordet, politik og håndtering af landet. Hun kendte til det meste. Det charmerende smil og de søde ord, var noget som kun fik hende til at ryste på hovedet med en stille latter. ¤De smigre Deres Højhed,¤ påpegede hun med et stille smil og lod hænderne roligt falde til ro i sit skød. Den mand kunne nok ikke være i nærheden af det kvindelige køn uden at flirte!