Light meets Dark

[Silia D. Diamaqima]

Det var ved at nærme sig aften. Solen stod lavt på himlen i vesten og havde efterladt den øvrige himmel i smukke, røde nuancer. Engens høje græs svajede let i den lettere kølige brise. Fuglene fløj cirkulært mellem de få store træer der stod temmelig adspredt på det åbne areal. På trods af engens idyl var fængende, så var det, desværre ikke sådan det så ud resten af verden over. Netop som Kongen af Dvasias havde bedt hende om, så havde Silia langt om længe fundet tiden til at møde ham i Manjarno. Det var et par dage siden at landet var blevet angrebet, men hun var ikke blevet i meget bedre humør. Langs øjet havde hun en større flænge der nænsomt var blevet syet sammen, udelukkende fordi det ikke havde været nødvendig at heale en så lille skade. Med elegante skridt bvægede hun sig igennem det høje græs, og lod den sandfarvede kjole roligt glide langs jorden, omgivet af en lettere blå kappe der holdt hende varm, det var trods alt ikke sommer mere. De mørke lokker hang frit ned over de slanke skuldre, hun havde ikke fundet overskuddet til at binde det op, desuden så ville det kun afsløre at hun havde slået sit hoved, hvilket hun ikke ønskede at gøre opmærksom på. Gabriel havde bedt hende om at være forsigtig, og selvom hun mødte op med en skepsis, så holdt hun på at det trods alt var sin egen bror hun skulle møde, og hun tvivlede på at han som ny ønskede at begive sig i krig med Procias, det var om ikke andet det indtryk hun havde fået af hans brev, et som hun havde valgt ikke at besvare. Som aftalt var Silia kommet alene, og hun var ikke bevæbnet med andet end sin magi, måske det var naivt men hun ønskede at Mattheus skulle stole på hende, såvel som hun havde valgt at stole på ham i denne situation, de kom trods alt af samme kød og blod. Hænderne var roligt foldet foran hende, hun holdt rykken rank og brystet en smule skudt frem, bar sig frem som en dronning burde, man kunne vel sige at ligeså vel som hun var i stand til at være en ganske normal kvinde også i nærheden af befolkningen, så vidste hun også hvornår det var påkrævet at hun direkte var en dronning. Skaderne i Procias var enorme, mange var faldet og hun havde brugt hele natten på at gøre kirkegården klar til de døde, eftersom den ligeså var blevet hærget på alle tænkelige måder. Phoebe var stærkt tilskadekommen og det gjorde hende slet ikke mere rolig! Roligt nærmede hun sig det store egetræ der stod der som engens midtpunkt. Hun håbede af hele sin sind og sjæl at Mattheus havde tænkt sig at dukke op alene, hun havde trods alt taget hensyn til hans væsen og valgt overgangen fra dag til nat at mødes på. Roligt stoppede hun op og vendte sig med fronten mod engen så hun havde et bedre udsyn. De mørke øjne søgte over stedet, gennemsøgte det for både kongen men også for yderligere mistænkeligheder. Ja hun var vred, det skete sjældent, men denne gang havde de virkelig krydset grænsen, den mand måtte se at få styr på sit folk, hun kunne ikke få styr på sit land før!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mørket var ved at sænke sig, hvilket var en handling som i sig selv, skete med hastige skridt. Sommeren var gået på hæld til fordel for det kolde og blæsende efterår, hvilket var noget som passede Mattheus særdeles udmærket. Nyheden om hændelserne hændt i Procias, var noget som havde vækket en direkte vrede i ham, uden lige, velvidende om at det slet ikke var et angreb som han havde sat på ordren! Brevet var sendt af sted, skønt det ikke var besvaret, så håbede han selvfølgelig at lysets dronning havde i sinde at møde ham på engen – et sted hvor der ville være mulighed for dem at kunne tale frit, samtidig med at de kunne finde en passende løsning på forløbet, selvom han vidste og allerede havde tilbudt at tage sin andel af det, bare hun fik projektet færdigt. Turen fra Dvasias var ganske vidst halvlang, men han vidste, at det var af typen af rejse, som han var nødt til at tage, også for selv personligt at kunne overrække lysets dronning den undskyldning som skulle til, samt betale for skaderne som hans eget folk havde forårsaget, selvom den tanke i sig selv, gjorde ham mere rasende end hvad han måtte være i forvejen!
Mattheus kom ridende på sin kulsorte hingst. Den blodrøde skjorte var ikke til at tage fejl af, og bestemt heller ikke den frakkelignende kappe som han havde taget omkring sig. Han var en mand med penge på lommen, og det var ikke noget som han var bange for at reklamere med, trods det, at han jo faktisk var landets repræsentant, og han agtet så sandelig også at skulle gøre det på en ordentlig måde! Som han nåede engen, så fik han hingsten stoppet og roligt hoppede ned. Blikket gled kort op i retningen af den mangefarvede himmel, hvilket i sig selv, fik ham til at smile. Det var sjældent at man så den form for prægtige farver, men igen, så havde Dvasias også været præget af temmelig mange uvejr igennem den sidste tid. Hænderne foldede han roligt over ryggen, som han begav sig ud på engen. Ligesom han havde beskrevet, så havde han valgt at tage færden alene, velvidende om at den skeptisme som han kunne blive mødt af fra det lyse land, fint og uden problem, kunne lokke ham i en fælde, men han valgte vel at stole på sit eget kød og blod, ved at sætte sin lid til Silia? Hun var jo trods alt hans søster. Træet som stod i midten, blev hans mål for den rolige vandring som han tog igennem det høje græs. Uglerne tudede i det fjerne, som fuglene søgte op mod himlen, som han kom gående, selvom det ikke var noget som han tog sig af. Han var opsat på at skulle vise sig fra sin bedste side, og det var hvad han ville her til aften. Han nåede roligt frem, som blikket gled mod Silia. Dog en smuk kvinde. ”Deres Højhed,” hilste han roligt, som han bøjede hovedet i et let buk i ren og skær respekt. Måske royale fra hver deres land, men dog af den grund, så respekterede han hende, som dronningen af hans egen modpart; Dvasias.

[Silia D. Diamaqima]

Silia havde valgt at ruste sig med tålmodighed lige denne aften også selvom hun allerede følte sit tag slippe om den. Hun havde heldigvis altid været i besiddelse af en indre ro, hvilket var den samme hun kæmpede for at holde fast i nu. En blå kutte skjulte hende en smule, udelukkende fordi hun trods alt var nødt til at være forsigtig, det havde været hende som Malisha havde været efter, ikke de mange procianere hvis blod de endnu forsøgte at vaske af væggene. Det stak hende dybt i hjertet at se så mange uskyldige liv gå til spilde, og Dvasias konge skulle få lov til at høre for det, hun lod ikke dette gå uanet forbi, også fordi hun næsten fornemmede at det ikke havde været på hans egen ordre. Hænderne forblev roligt foldet foran hendes skikkelse. Måske hun var en kvinde med en temmelig stor sum guld liggende, men hun havde klædt sig langt mere diskret, dog repræsentativt for lyset. Rygterne gik, en mistanke om at hun stod i ledetog med mørket udelukkende på grund af sin fortid der, og det var ikke noget hun ønskede at bekræfte for det var kun en løgn! De mørke øjne faldt på den tilnærmende skikkelse. Hesten interesserede hende ikke, på trods af at den lod til at være smuk Savannah var blevet stået i stalden, hun havde haft brug for den friske, rene luft uanset, så hun havde vandret den lange vej på trods af at hun stadig følte sig tung i både sindet og kroppen efter sit fald. Som hans skikkelse endte med at komme mere eller mindre helt tæt, gik det alligevel op for hende for alvor, at det faktisk var hendes bror. Han lignede deres far frygtelig meget.. næsten mere end Jophiel og det sagde bestemt ikke så lidt! For et kort sekund følte hun et stik af savn. Hun havde ikke haft synderlig megen tid til sin familie, og det var bestemt ikke blevet bedre af at de forbandede warlocker havde givet hende langt mere at slås med, også selvom det nu engang ikke var noget at gøre ved det. Hænderne hævede hun roligt og slog den blå hætte ned, kun for at afsløre sig helt og aldeles for ham. Som det så ud nu, så var han ligeså kommet alene, nøjagtig som aftalen havde lydt på. Det smil der sædvanligvis spillede på hendes rosa læber, var svært at fange og Silia forsøgte end ikke, hun havde absolut intet at smile af! Høfligt gengældte hun hans buk med hovedet.. at naje besluttede hun sig hurtigt for, ville være at gå for langt, selv på trods af den respekt hun nærede for ham. ”Deres Majestæt,” hilste hun blot roligt. Hendes tone var varm og melodisk og dog dybt alvorlig, hvilket allerede sagde at de ikke var kommet for at danse. Kort lod hun blikket glide ned over hans skikkelse. Han var en forbandet flot mand, den måtte hun give ham, der herskede i hvert fald ingen tvivl omkring hvor han kom fra.. det var typisk at vælge den blodrøde skjorte, og det morede hende lidt at det var en typisk beklædning som deres far ville have valgt.. blot med en hvid skjorte i stedet.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvad der var hændt Procias, var virkelig ude for Mattheus hænder. Selv havde han søgt efter denne Malisha, men havde til nu ikke haft noget held med at finde hende. Et sted så var det en tanke som faktisk irriterede ham, men hver ting til sin tid, og han kunne trygt love Silia for, at hun ville bøde for hvad der var sket! Blikket gled i retningen af den enlige skikkelse som stod ved træet. I sig selv, så var han slet ikke i tvivl om, at det måtte være den kvinde som han søgte i aften. Som han havde valgt at gøre sin entré, så var det også tydeligt, at de ikke bare var der for at byde op til dans, men faktisk få forhandlingerne igennem. Han var på ingen måder interesseret i at gå i krig på nuværende tidspunkt, og så langt at det var noget som han kunne undgå, så gjorde han det, for han havde endnu en masse at se til, selv på trods af det faktum, at han havde mange at støtte sig op af, så var det bare ikke det samme af den grund! Begge var de kommet alene, ligesom aftalen – eller rettere sagt, forslaget lød på, for eftersom hun ikke havde besvaret hans brev, så havde han faktisk ikke været i tvivl om hvorvidt han kunne stole på at hun ville følge hans forespørgsel eller ikke, men det var nu heldigvis sket alligevel.
Hvor meget Mattheus faktisk mindede om Nathaniel, vidste han ikke, da han kun havde hørt om manden, da der ikke rigtigt var efterladt noget minde til ham om hans egen kære far. Han havde dog klaret sig fint af den grund, kun med sin mor ved sin side. Han vendte blikket mod hende, som hun lige så bukkede for ham. Respekten var gengældt, og så var han faktisk ganske tilfreds i den anden ende. Svagt trak han på smilebåndet, som han roligt rettede sig op igen. Tiden på dagen var forløbet perfekt. Selv der var han glad for at hans kære søster, faktisk var i stand til at tage det hensyn til ham. Selv brød han sig ikke meget om solen, og han gik bestemt ikke i den, om det var noget som han ellers kunne blive fri for. ”Det glæder mig, De ville møde mig her,” begyndte han ganske sandfærdigt med en rolig røst. Han så ikke nogen grund til at bekrige denne kvinde, selv på trods af at det vel et sted var hans største fjende? Den største fjende til den mørke trone som han besad? Så var det en tankegang som han kunne vende tilbage til på et senere tidspunkt. ”Lad mig beklage på vegne af mine warlocks. Jeg kan forsikre Dem, jeg aldrig har bedt om det angreb i anledning af Deres bryllup,” tilføjede han sagte. Jovist havde han hørt om den lykkens stund, som endnu en gang skulle siges at være ødelagt. Først Kimeya og Faiths, men nu også Silia og Gabriels? Jovist var det ikke endt lige så tragisk som det forhenværende, men ødelæggelserne kunne jo være lige så store, og det vidste han. Hænderne forblev hvilende mod hans ryg, dog uden at virke fjendtlig indstillet. Det var slet ikke en tanke som han var det fjerneste interesseret i.

[Silia D. Diamaqima]

Silia vidste at Mattheus næppe ville være i stand til at finde Malisha i det hele taget. Hvis ikke hun var død,, så var hun gået under jorden,e fter at hun direkte havde ødelagt den bagi som hun havde været i besiddelse af. Hvis ikke hun var i stand til at råde over en så stor forpligtigelse, så måtte nogle jo skride til handling, og eftersom hun selv havde vaægt at fører warlockerne ind i Procias og ydet skade på så mange, jamen så havde hun valgt at tage affære, det var så simpelt. Silia betragtede ham roligt, uden den mindste tvivl om hvem han måtte være. Der var kun ganske lidt af Jaqia at sporer i ham, men tilgengæld var det som at se en yngre udgave af sin far i øjnene. Hvis blot han var af nogenlunde samme tankegang, så betvivlede hun ikek at de ville være på bølgelængde og kunne finde en aftale der kunne tilfredsstille begge parter. Silia selv ønskede på ingen måde en krig med Dvasias. Deres hær var blevet mindre og mindre, de havde næsten ingen på marken og hun havde ikke været i stand til at anskaffe sig en hærfører der kunne tage sig af eventuelle nye tropper. Desuden havde landet ganske enkelt ikke økonomi til den slags, hun havde været ved at lægge en plan for landet, men det var lige som om at Malisha havde ødelagt mere eller mindre det hele, også fordi at hun ikke var gift, på trods at hun stod der med en ring på fingeren. Det glædede hendes at der var gensidig respekt at finde også selvom Silia intet gjorde for at skjule sin skepsis overfor ham. De var måske formelle på trods af deres familiære bånd, men Silia havde uanset svært ved at ansvar ham for at være sin bror, udelukkende fordi at han var Jaqias, den kvinde havde gjort mange ondt som hun selv havde holdt af, det var dog ikke noget som påvirkede deres møde denne aften. ”Jeg er bange for at vi har en del at snakke om,” svarede hun roligt. Der var trods alt ingen grund til at hidse sig op. Solen var efterhånden gået ned, hun havde skam taget hensyn til hans væsen og hans land, nu hvor han havde indvilliget i at møde hende på midten i Manjarno. ”Det kunne jeg næsten læse ud fra Deres brev. Ikke desto mindre, så har jeg et halvt slot der ligger i ruiner og hundrede af fortabte sjæle der vandre i det evige, til deres blodspor engang er tørret af gulve og vægge og deres kroppe lagt under jorden. Jeg har en præstinde der kæmper for livet, på en kirkegård der er hærget og de dødes fred forstyrret.. lig der er gravet op mere eller mindre over det hele. Jeg har børn der skriger på deres mødre.. og deres fædre, og jeg har endnu en grevedatter i Dvasias, der for dage siden blev kidnappet af selv samme. Det har bare at være en yderst dybsindig undskyldning,” endte hun sigende. Hendes tone dirrede. Hun var vred ja, men mere.. sørgmodig ved tanken om alt den skade de havde formået at yde!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvor meget Mattheus egentlig lignede sin kære far, havde han ikke nogen anelse om, da han ikke havde haft en del af glæden ved at stifte bekendtskab med ham. Han havde blot hvad Jaqia havde fortalt ham at gå ud fra, så selvfølgelig var det ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, men der var nu ikke rigtigt noget at gøre ved det af den grund. Selv på trods af de familiære bånd som de måtte bære, i og med at de delte blod igennem deres far, så forstod han sig faktisk på den skeptiske som han blev mødt af, hvilket han nu valgte at ignorere også for sit eget bedste. Han havde bedt hende om at møde ham på midten, udelukkende for at bevise at han lige så var kommet alene som det hun var, da han slet ikke var interesseret i at gå i strid. Selv havde han mere end nok at se til som det stod i forvejen, og det var bestemt ikke fordi at det gjorde det meget bedre for hans vedkommende, men selv han var jo nødt til at forsøge sig trods alt, selvom det bestemt ikke var nemt på nogen måde! ”Det er jeg bange for at vi har,” medstemte han roligt. Hvad Malisha egentlig havde forårsaget af skade og smerte, kunne han dog blot gætte sig til, selvom han have en sjov tendens til at tro at det var meget, for det kunne i den grad ligne hende!
Silias lange opremsning tog Mattheus blot til sig, også selvom den lille farve som han havde i kinderne, forsvandt i og med at vreden i den grad måtte melde sig i hans sind. Det gjorde ham vred at den kvinde skulle sætte ham i den situation, for han havde slet ikke tid til det! Han nikkede, som blikket kort gled tænkende ned mod græsset. Han havde ønsket sig en fred til at finde ud af det hele, også selvom det ikke ligefrem gjorde det bedre, at han nu skulle handskes med de problemer som Malisha havde forårsaget! Han rettede sig op igen. Han kunne lige så godt gøre det kort og konkret i stedet for at trække det ud? ”Jeg kan forstå at De er vred, Silia, og som jeg skrev i brevet som jeg sendte Dem, så vil jeg betale for de skader som min leder har forårsaget, samt de skader som er sket efterfølgende. Det gør mig ondt, at den kære Phoebe skulle involveres i det, såvel som resten af kirken..” Han bed tænderne fast sammen, som han vendte blikket kort tænkende over engen, inden han igen vendte sig mod sin kære søster. Tanken var underlig, og han havde svært ved det, men.. han kunne vel bare vænne sig til tanken, selvom der nok aldrig skete noget yderligere end det. ”Jeg er på ingen måder interesseret i strid med Procias, Silia.. Jeg betaler for arbejdet, at få det udført og materialerne som skal til, og så håber jeg De vil tage imod min dybeste undskyldning,” endte han ganske kortfattet. Selv han var vred over hvad der var sket, også fordi at han ikke havde bedt warlockerne om at gøre lige så!

[Silia D. Diamaqima]

Mattheus lignede virkelig deres kære far, det var aldrig rigtigt gået op for Silia at han rent faktisk var hendes broder, for de havde jo aldrig haft noget at gøre med hinanden som sådan, men nu gik det for alvor op for hende. Alligevel forholdt hun sig fuldkommen professionelt, hun var ikke i humør til de store familiegenforeninger. Det var ikke lang tid siden hun havde mistet Faith og Kimeya og Fabien og Destiny, og nu skulle hun tage sig af et ødelagt land,s om hun netop havde været på vej til at få på benene, det gjorde hende vred og hun ville ikke ligge skjul på det. De lod begge til at være kommet alene, hvilket om ikke andet beviste en smule værdighed fra hans side, hun var svag særligt efter det slag i hovedet, det havde taget timer før hun faktisk havde fået overbevist Gabriel om at hun skulle tage ud alene. Hun nikkede blot roligt til hans ord, de havde frygtelig meget at snakke om, også selvom tiden var knap, hun kunne ikke tillade sig at blive væk for synderlig lang tid, alle knoklede hårdt for at vaske sporene bort af den rædsel som atter havde bredt sig. Silia stirrede stålfast ind i hans øjne mens hun remsede op. Yasmya var endnu ikke hjemvendt til Procias og Jason havde ikke hørt fra dem i et par dage. Phoebe kæmpede for livet, de dødes hvile var blevet forstyrret, lig gravet op, hun havde ikke fået sig selv til at fortælle Gabriel at hans forlovede og hans søn faktisk var blevet gravet op, vel i frygten for at han ville bede hende om noget hun ikke kunne gøre? ”Jeg er vred ja. Jeg håber sandelig at De har tænkt dem at få styr på Deres tropper, Mattheus, for jeg er ikke interesseret i at skulle bekrige Dem overhovedet, men jeg sværger at hvis jeg så meget som spotter en warlock i nærheden af muren, så kunne jeg blive fristet,” svarede hun ganske ærligt. Hendes mine afslørede ingen vrede, den havde blot sat sine spor i hendes stemme. Det var ligeså mere en advarsel end en trussel, hun var en hård kvinde, det var trods alt derfor man havde valgt at placere hende på tronen. Silia lod på intet tidspunkt de mørke øjne forlade Mattheus skikkelse. Hun nikkede stille. ”Betal for skaderne som er blevet forsaget både på slottet og på kirken, og sørg for at få styr på dit folk, særligt warlockerne, de har trods alt altid været oprørske.. Gør det og jeg er villig til at tage imod Deres undskyldning,” indvilligede hende roligt. Allerede nu overvejede hun at tage af sted, for hun havde ikke regnet med et længere møde. ”Jeg beklager meget at jeg ikke har tid til at blive hængende, mit land har brug for mig i øjeblikket. Det var mig en ærer endelig at møde Dem, Mattheus, jeg håber på at vi kan tage et mere fordybende møde når alt dette er ordnet og forhåbentligt glemt?” foreslog hun. Det var ikke for at haste væk hurtigst muligt, men hun havde ikke den tid dette skulle tage!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde aldrig fået den mulighed til at hilse på sin kære far, så hvor meget han egentlig lignede manden, vidste han ikke. Han havde kun hvad folk fortalte ham, men intet udseende eller væremåde at gå efter. Han vidste at han kun var kommet til verden for tronen, også selvom han stod fast på at hans mor alligevel havde elsket ham, men ikke noget som han ønskede at tænke på nu. Han var nødsaget til at holde sig helt og særdeles professionel, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Blikket hvilede på Silia – hans egen søster, også selvom det var en ganske forunderlig tanke, så var det ikke sådan at han så hende. Han havde aldrig haft noget med den side af familien at gøre, og han regnede bestemt heller ikke med det. Nok havde han vel også i sin kære lillesøster, som han holdt på en herregård i Dvasias? At hun var vred, forstod han skam udmærket, selvom han ikke just kunne gøre det største ved det, andet end at udbede skaderne som var forårsaget, og så bede til at det ikke åbnede en krig, for det var noget af det sidste som han var interesseret i! Han nikkede erkendende. ”Begge er vi nye på vores udsatte poster, kære Silia. Jeg havde dog ej regnet med at mine warlocks ville udsætte Procias for angreb, uden min givende tilladelse – en tilladelse som jeg aldrig nogensinde vil give dem! Hvad jeg dog ej er interesseret i, er strid og krig.. Jeg skal love Dem for, at dette ej sker igen,” endte han med en dog yderst bestemt tone. Han selv var slet ikke interesseret i krig, også fordi at han havde sit at skulle have styr på i det dvasianske land, og det kunne han ikke så langt at der var krig samtidig!
At mødes under helt andre omstændigheder, ville bestemt ikke gøre Mattheus noget, såfremt at dette var noget som kunne lægges bag dem og endda glemmes. Han nikkede roligt mod hende, hvilket ganske vidst resulterede i et halvvejs buk, selvom det nu heller ikke just var noget som han sagde noget til som sådan. ”Skaderne er sket for min hånd, da jeg ikke har været opmærksom nok. Jeg lover at betale for skaderne, at få det genopbygget i selv samme stand, som det har været i, samt materialerne som kræves,” fastholdt han med en ganske sandfærdig tone, som han igen vendte blikket mod hende. At hun selv indfriede i at mødes under ganske andre forhold, ændrede lidt den stemning som havde sænket sig. Begge var de kommet uden ledsagende vagter eller soldater, også fordi at han faktisk ønskede at finde ud af dette på fredeligt vis, og det gjorde han bestemt ikke, når de stod omringet af folk som vel primært ønskede at starte en krig? Hænderne søgte roligt ned langs hans sider i stedet, som han trådte i en mere rolig og fattede kropsholdning. ”Jeg forstår. Det vil være mig en sand glæde, at møde Dem under lidt andre omstændigheder, end dette,” istemte han sandfærdigt, for det var faktisk noget som han mente. Ikke umiddelbart fordi at han regnede med at det skulle være for at skabe det familiære bånd som han vidste lå der et sted, da det jo var hans søster. Han bukkede let i hendes retning. ”Det har været mig en sand ære at møde Dem, Silia. Jeg vil sende hvad der er nødvendigt, så snart jeg er tilbagevendt til Castle of Darkness,” afsluttede han sandfærdigt.

[Silia D. Diamaqima]

Mattheus lignede virkelig deres kære far, Silia ønskede næsten ikke at vedkendes hvor meget af ham hun så i den kære konge. Det gjorde det ikke meget lettere for hende, Diamaqima havde altid været en stolt familie, og hun billigede heller ikke tanken om, hvad hendes far havde lavet bag hendes mos ryg, mens hun havde kæmpet med den tunge vægt af hende og Zacharias, men livet gik jo videre, og hun havde lært at tilgive ham såvel som mor havde, også selvom han havde været væk i temmelig lang tid af deres liv, netop fordi han havde fået denne kongesøn. Det gjorde det mere akavet, også selvom hun tog det frygtelig professionelt, de stod her ikke for at mødes bror og søster men for at forhandle, og det var hvad hun agtede at gøre. De mørke øjne betragtede ham roligt, om ikke andet lod ham til at være meget medgørlig og forstående overfor hendes situation, men han stod jo nok i lidt af det samme, også selvom økonomien så langt bedre ud i Dvasias end den gjorde i Procias, alt for mange var begyndt at forlade landet, go det var direkte bekymrende. Silia kunne sporer en løgn på lang afstand, det forbavsede hende lidt af en dvasiansk konge faktisk fortalte hende sandheden, han ønskede ikke krig, hvilket lettede hende! ”Jeg håber sandelig ikke det sker igen, jeg har ikke brug for dvasianere til at komplicere hele situationen yderligere, desuden har vi holdt os på fredelig fod med jer, og jeg forventer så sandelig at i gør det samme os. For øvrigt skal De ikke forvente at finde Deres leder igen, Mattheus. Eftersom hun ikke var i stand til at håndtere det, så besluttede jeg mig for at fjerne hendes magi,” erkendte hun roligt. Der var ingen spor af fortrydelse, for hun havde jo ikke gjort skade på kvinden som sådan, det var slet ikke hende at gøre brug af fysisk vold, tværtimod så havde hun kun gjort hvad hun havde følt påkrævet. Når alt dette var overstået og hun havde bedre tid og en lidt anden tålmodighed, så kunne de tage endnu et møde, der var stadig en del ting hun ønskede at drøfte med ham, for hun var bange for at Procias ville få brug for hjælp for at komme på fode igen, men det måtte de tage til den tid. ”Det vil jeg værdsætte højt. Der findes intet der kan erstatte de liv der er gået tabt, men jeg er glad for at De tager ansvaret for tragedien. Jeg ville for fremtiden også værdsætte, hvis De kunne forsøge at holde styr på Deres folk, jeg tvivler desværre på at de er de sidste der vil gøre sig forsøget, og jeg er ikke i humør til at få mit bryllup spoleret endnu engang,” påpegede hun ærligt. Silia var ganske rolig omkring ham, hun stod selv afslappet, og talte til ham med en alvorlig tone ja, men ganske stille og rolig, der var ingen grund til at hidse sig op, når han gav hende hvad hun ville have. ”Det vil glæde mig. De skal høre nærmere fra mig i så fald,” påpegede hun roligt. Nu skulle alt dette overståes først og hun var nødt til at skabe sig et overblik, hvilket var umuligt før hun var gift! Silia endte roligt med at naje. Han var trods alt en konge og han fortjente en hvis form for respekt. ”Jeg beklager at jeg har været i min kortfattethed, men jeg kan desværre ikke spendere for megen tid hjemmefra i disse tider. Det har været mig en sand ærer Mattheus,” endte hun ganske ærligt. Det var trods alt hendes bror. Hun rettede ryggen, slog hætten op igen blot for at skjule sig, og med et stille smil strøg hun roligt forbi ham. Hun gik ikke langt før hun vendte sig mod ham. ”Og Mattheus? De er som snydt ud af næsen på Deres far. Fortsat god aften.. broder,” hilste hun med et lille glimt i øjet. Han var trods alt en del af familien! Hun vendte atter rundt på hælen og strøg tilbage mod lyset.

//Out

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde mange gange fået at vide, at han lignede sin kære far, selvom han aldrig havde fået æren af at møde manden selv. Han vidste at han var kommet til verden kun for tronens skyld, som en arving og ikke noget andet, men.. han havde følt sig elsket. Det kunne godt være at han var kongen af Dvasias, men af den grund, så gik han faktisk op i ærlighed, velvidende om at det ikke var meget som han fik lov til at se på hjemmefronten, da det i den grad var en mangelvare, men hans ord kunne man stole på. Han påtog sig det fulde ansvar for det som var sket, også selvom han ikke havde haft noget med det at gøre, men hvad andet kunne han gøre ved det? Det var hans leder som havde udført handlingerne, og derfor måtte han jo trods alt tage affære og gøre noget ved det, før det ville udløse en krig, for det var ikke noget som nogen af dem var interesseret i, hvilket han vidste. At Silia havde taget magien fra hans warlockleder, var bestemt ikke en tanke som behagede ham, men såfremt at det havde været nødvendigt for at uskadeliggøre hende, uden at det skulle føre til mere død, så havde han det vel også fint med det. ”Hvis det var hvad der var nødvendigt for at uskadeliggøre min warlockleder, så priser jeg mig lykkelig. Jeg vil nødigt skulle arrangere flere begravelser, end hvad jeg skal tage mig af nu på stående fod. Jeg er som sagt ikke interesseret i krig, og jeg ønsker bestemt ikke at bekrige Procias. Det har aldrig været en intention for mig at gå ind i min position og føre den til krig og skade. Jeg skal tage mig af det på hjemmefronten, og så beklager jeg dybsindigt hvad mit folk har forårsaget Dem,” endte han ganske sandfærdigt. Han mente det faktisk. Tanken om at de havde gjort det, var noget som gjorde ham direkte vred et sted, for han kunne slet ikke have med den tanke at gøre! Det udsatte ham for en situation som han slet ikke kunne have med at gøre!
Det var selvfølgelig en massiv og kæmpe udgift som Mattheus nu skulle til at tage sig af, men han havde ikke rigtigt noget andet valg. Hans moder havde sikkert gjort det samme, om det havde været hende, for han kunne jo ikke gøre det største ved det, når det primært var hans fejl, når han ikke havde været opmærksom nok på hans warlocks. Det var noget som han tilsyneladende måtte gøre noget ved. Han nikkede ganske sigende til hende. ”De vil med største garanti forsøge at gøre det igen. Det er jeg ikke i tvivl om, og nu hvor det problemområde er belyst for mig, så ved jeg også hvad jeg skal gøre ved det.” Han ønskede virkelig ikke at blive stemplet som en konge som ikke kunne styre folket, så dette var i den grad noget som han nok skulle gøre noget ved! Svagt trak han på smilebåndet, hvor de spidse tænder let viste sig i hans mundviger. ”Jeg glæder mig til at høre fra Dem i så fald,” medstemte han roligt. Han nikkede ganske roligt til hende, som hun trak hætten op igen. Mødet gik mod sin ende, selvom han ikke sagde noget til det. Han havde i den grad mere end rigeligt at se til som det var allerede. Han vendte blikket over sin ene skulder som hun igen henvendte sig til ham. At hun sagde at han virkelig lignede sin far, fik smilet til at smile igen. Tænderne viste sig. ”I så fald, så tager jeg det som en god ting,” istemte han roligt, som han lod hende søge hjemover, inden han selv søgte tilbage til hesten, som han hurtigt besteg, for at vende snuden hjemad mod Dvasias. Nu måtte han tage affærer!

//Out