With company

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var nu glad for, at han ikke var i stand til at se ind i fremtiden, da det kun ville efterlade ham med en temmelig trist tilværelse, og det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen måde. Han vendte blikket sigende mod hende, som hun selv spurgte ind til det. Visse ting var vel bare bedst usagte, og så måtte man jo finde ud af det på egen hånd, når tiden endelig var inde til det selvfølgelig. Smilet bredte sig let på hans læber. ”For os to? Et tæt venskab, om det skal blive en mulighed.. en mulighed for at stole på hinanden, og vise hinanden tillid. At jeg vil være i stand til at vise dig, at jeg er andet end bare en royal af landet, og vise dig de mange sider som jeg besidder, og.. ja, hvis heldet selvfølgelig er med mig, så invitere dig ud, så jeg også kan lære mere om de mange sider som du er i besiddelse af, men som endnu ikke er blotlagt for mig.” Det var skam ord som han mente, velvidende om at det måske kunne lyde som han faktisk gerne ville invitere hende ud, for.. et sted, så var det vel også hvad han ville? Selvom han slet ikke mente, at forhaste med tingene, men det var nu bare sådan at det var. Han var nu og da en ung mand, som nok skulle lære det hele før eller siden, og det vidste han jo udmærket godt.
Mattheus havde skam allerede dannet sig et billede af Denjarna, og foreløbig, havde han ikke rigtigt noget negativt at sætte på hende, og det at se hvordan hun nærmest måtte lyse op ved den tanke, var noget som i sandhed også måtte glæde ham! Tungen strøg han let over læberne, som han roligt nikkede til hendes ord. Nu hvor hun selv havde spurgt, så havde hun i den grad også fortjent sig sine svar, det var helt sikkert. Han trak vejret dybt igen, som han satte sig ordentligt i sofaen og ganske tæt på hende, også selvom det slet ikke var noget som han ville skjule, for.. han ville faktisk gerne tæt på hende, for hun havde gjort ham nysgerrig, som hun som sagt allerede havde været i berøring af hans kolde og døde hjerte, næsten som om at det havde.. fået livets pust et sted. Det var en underlig tanke og fornemmelse at sidde igen med, men han kunne faktisk godt lide det! ”Skulle de ændre sig, vil det være en skam, for jeg kan virkelig godt lide dig som person, Denjarna. Du har kun fortjent at vide den sandhed,” endte han ganske sigende. Som hun tog omkring hans hånd, så tog han det kun halvt om halvt som en afvisning, selvom.. hun strøg hans håndryg? At hun ønskede sit eget, forstod han skam, hvor smilet svagt hvilede på hans læber, som han igen vendte blikket mod hende. ”Hvis jeg endelig skal have en med til sengs, skal det være frivilligt.. Mange hopper måske med i kongens seng, men.. det vækker ingen interesse for mig. Nej, jeg ved godt, at jeg har været mange nær, men.. jeg venter vel endnu på den rette derude?” Han trykkede varsomt omkring hendes hånd, også som et tegn på at det ikke generede ham, for det gjorde det da slet ikke!

[Deleted]

Nysgerrigt lyttede Denjarna til hans ord, som han faktisk havde andet at sige, end det hun lige havde ventet. Ordene var dog nogen de tidligere havde haft oppe og vende, men om end ikke lyttede hun opmærksomt, som han også kom med nogle interessante vendinger. Venskabet og tilliden havde de allerede haft oppe og vende, og hun ville mene, at hun allerede så ham som mere end bare en konge. Hun havde dog intet imod, at han ønskede at vise hende mere af sin anden side, da det også viste, hvad han ønskede fra hendes side af. Det at invitere hende ud, måtte hun også smile over, som det lød ganske forfriskende, hvor hun også måtte indrømme, at det var længe siden at det var sket. ”Jeg må sige, at jeg godt kan lide dine ideer for fremtiden, hvad os to gælder. Jeg vil gerne lære dig bedre at kende, Mattheus, for det indblik jeg har fået af dig som person indtil videre. Det er en person der tiltaler mig. Og hvis du ønsker at invitere mig ud, så skal du være velkommen til det,” svarede hun ærligt og smilede til ham. Åben for ideen var hun, hvor hun gerne ville lære ham bedre at kende, samt vise ham, hvem hun var. De havde dog allerede dannet sig nogle billeder og meninger om hinanden, hvor hun ville mene, at de var positive. Der var måske noget man gerne ville ændre en smule på, men ingen var trods alt perfekte.
Denjarna nød at høre hans syn på hende, som det var godt, hvor hun ikke ønskede, at han ændrede det. Hun ønskede heller ikke at skjule den glæde det bragte hende at høre, når han fortalte hende sådanne ting, som hun ønskede at vise ham, at han gjorde noget rigtigt i hendes bog. Som han rykkede sig tættere på hende, lavede hun ikke en videre reaktion, som hun blot blev siddende på den plads hun havde holdt igennem hele deres samtale. Hun kunne godt fornemme, at han havde en vis interesse i hende, men det var ikke noget hun selv kunne springe direkte ud i. Hun ville vente og se tiden an, som hun ønskede at være sikker på de valg hun traf, samt hun gerne ville have hjertet med sig. At han til tider gav hende visse tegn på, at han muligvis gerne ville noget mere, havde hun heller intet imod, da det gav hende noget at forholde sig til, samt hun også blev presset på en god måde. ”Det sætter jeg skam pris på, Mattheus. Jeg vil heller ikke stoppe dig, hvis du ønsker at komplimentere mig,” svarede hun muntert og blinkede til ham. At hun fjernede hans hånd fra sin kind var muligvis en afvisning, men det var også fordi hun ikke ønskede at give ham falske forhåbninger. Hun var ikke klar til bare at være sammen med en mand, hvor hun heller ikke kunne give det en tidshorisont. Hun lod det bare komme med tiden. ”Det må vel vække din interesse alligevel siden du gør det,” sagde hun med et skævt smil. Blidt klemte hun om hans hånd. ”Men med alt det jeg har været igennem på det seneste, så vil jeg gerne vente på det punkt. Hvis det skulle ske, så skulle det være fordi jeg følte mig parat og kunne se en fremtid med dig eller en anden mand for den sags skyld. Men spørg du, fordi vi skal til at gå derop?”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At Mattheus formåede at vække Denjarnas interesse og nysgerrighed, var på sit vis, ikke noget som han havde noget imod, for han kunne faktisk godt lide det. Han kunne godt lide at få bekræftet, at det ikke bare var ham som var påvirket af dette, men at det lige så også var noget som ramte hende, for han elskede virkelig at sidde i hendes selskab, for det var noget som faktisk betød meget for ham. Han trak muntert på smilebåndet, som det var tydeligt, at hun gik med til det, var næsten det bedste af det hele, for tanken om at.. han faktisk kunne invitere hende ud, var bestemt heller ikke noget som han havde noget imod! Tvært imod! ”I så fald, så vil jeg hjertens gerne invitere dig til at spise med mig, Denjarna. En aften, hvor du føler tid og råd selvfølgelig,” begyndte han ganske sigende. Han var måske en ung mand, men han havde sine ambitioner, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, så det var bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg ønsker selvfølgelig ikke at forhaste, men nu hvor det endelig går så godt, så ønsker jeg ikke at det skal gå mod sin ende.. selvom det selvfølgelig gør det før eller siden,” forklarede han med en sigende mine, som han roligt betragtede hende med et let smil på læben. Han kunne jo slet ikke lade være!
Det var nu og da bare det syn Mattheus havde på hende, og selvfølgelig var det en sandhed, som han ønskede at skænke hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Han betragtede hende med en rolig mine og med et stille smil på læben. ”Så lang tid, du ved at det er ord jeg ønsker at skænke dig, og ord som jeg faktisk mener, så er jeg ikke den som skal brokke mig, kære Denjarna.. Desuden kan jeg godt lide at se det glimt i dine øjne, når jeg giver dig de komplimenter,” tilføjede han med et glædeligt smil på læben. Han burde måske fremstå mere anstændig end det som han gjorde til nu, men ikke desto mindre, så ville han gerne vise hende, at han var andet end bare en konge af landet, men at han også havde en personlighed, som man kunne holde ud, at være sammen med, for det var noget som selv var noget som betød meget for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var ikke fordi at han lod sig slå ud af de afvisninger som han var blevet offer for, men.. det nagede ham nu alligevel en smule. Desuden håbede han vel lidt på at hun ville skifte mening før de kom ovenpå og i seng? Det nærmede sig jo efterhånden, for solen ville være oppe inden alt for lang tid, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. ”Jeg forstår, det.. undskyld. Jeg var bare nødt til at spørge,” undskyldte han med et skævt smil på læben, som han roligt betragtede sig af hendes skikkelse igen. Han ville bestemt ikke have noget imod at have hende ved sig igennem søvnen! Og holde hende beskyttet således. ”Solen er snart oppe, så det nærmer sig nok efterhånden.. Vi skal jo trods alt også have dig indlogeret på værelset, ikke sandt?” tilføjede han med et skævt smil på læben.

[Deleted]

Det at se ham igen, hvor han inviterede hende ud, havde Denjarna bestemt intet imod. Det var længe siden der var blevet taget hånd om hende på den måde, og hun måtte indrømme, at som han nævnte det, så var det en af de ting hun savnede. At komme ud, lære ham bedre at kende og føle sig som en rigtig kvinde, det ville hun bestemt ikke sige nej til. Det kunne vel heller ikke skade at se ham i et sådan miljø? Hun fugtede let læberne, som de spillede ud i et smil. ”Så vil jeg se frem til den aften,” erkendte hun roligt. ”Men jeg tror nu mere, at det bliver en aften, hvor du har tid. Det er trods alt ikke mig der har en trone at passe,” tilføjede hun lettere muntert. Han havde dog tidligere sagt, at han ville forsøge at skabe plads til hende, hvis hun ønskede en plads i hans liv. ”Du behøver ikke at forhaste dig, for jeg har skam ikke i sinde at gå nogen steder. Desuden, jeg bliver heller ikke lige gammel og grå fra den ene dag til den anden, så du skal ikke frygte, at det inden længe er for sent.” Tålmodig var hun skam, som hun havde evigheden i vente, medmindre hun skulle stille sig i unåde ved visse personer. Hun forstod dog godt det faktum, at når tingene gik godt, så ønskede man at lade dem køre stødt, da det jo var behageligt.
At han havde spottet, at det gav Denjarna en vis indre glæde, når han gav hende komplimenter, kunne hun ikke andet end at smile af. Hun havde ønsket at vise ham, at hun nød det, og det havde lykkedes. At han muligvis ikke burde sidde sådan her med hende, tog hun sig ikke af, da hun kunne lide situationen, hvor hun derfor heller ikke ville være den der stoppede den. ”I så fald ser jeg ingen hindringer,” svarede hun kækt og smilede. Med tanke på, at det muligvis snart var tid til at gemme sig under lagnerne, rettede hun på ny sit blik mod vinduet. Hun kunne ane, hvordan himlen var begyndt at lysne derude. Hun bed sig selv i læben. Der var ikke det hun ikke ville gøre for, at hun kunne nyde solen igen. Hun savnede sin tid som mørkelver, hvor savnet var større nu end nogensinde, som hun havde mistet alt det, hun før havde haft. ”Undskyldning accepteret,” sagde hun kortfattet, som blikket vendte sig mod ham. Han var endnu ung, som han ikke var præget af al det hun vidste og havde været udsat for, så selvfølgelig var han fremme i skoene på det punkt. Hun slap roligt hans hånd. ”Det lyder som en god ide. Jeg er også spændt på at se, hvilket værelse du vil placer mig i.” Selv havde hun ikke i sinde at skifte mening med hensyn til værelset, som hun gerne ville sove alene, selvom det da ville være dejligt at mærke en mands arme om sin krop. Hun håbede derfor også, at han ikke roede mere i det, end han allerede havde gjort, da det blot ville ende med en ny afvisning, og det var heller ikke sjovt for hende at afvise ham konstant. ”Skal vi gå?” spurgte hun mildt og gjorde mine til at rejse sig.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus ønskede faktisk at invitere Denjarna ud, også for at lære hende bedre at kende, under normale omstændigheder, som vel var normalt for mennesker man lige havde mødt, og som var faldet i ens personlige interesse? For det var jo trods alt hvad han følte omkring hende, og selvfølgelig var det også noget som han virkelig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, når det endelig skulle komme til stykket, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak let muntert på smilebåndet, som hun faktisk gik med til det, hvor det var de følgende ord som han direkte måtte slå en latter til. ”Det kan der være noget om. Dog skal du vide, at det ville være mig en glæde, at dele et måltid med dig, når tidspunktet er passende for os begge,” sagde han med et let smil på læben. Han kunne ikke lade være, nu hvor han alligevel havde hende der! Han nikkede sigende, som han selv kort måtte kaste blikket i retningen af vinduet. Man kunne ane solens lys på den anden side, så det nærmede sig nok at skulle søge mod soveværelset – eller for hans vedkommende, så gemakkerne, selvom han bestemt heller ikke ville have noget imod at skulle ligge med hende i hans arme. Det ville faktisk være en tanke som glædede ham! ”Det har vel sine fordele, at være vores væsen, kan jeg forstå.. Jeg regner dog stadig med at se en lige så smuk en kvinde næste gang jeg ser dig,” endte han med en tilfreds mine. Han kunne ikke være andet end tilfreds med hendes udseende, for smuk, det var hun så sandelig!
At skænke de mange komplimenter til Denjarna, var ikke noget som Mattheus ønskede at tænke videre over, for han sagde vel egentlig bare det første som faldt ham ind? Det var ikke fordi at det var noget som han havde noget imod som sådan, men om ikke andet, så ønskede han jo bare at være oprigtigt med hende. Bedre end det, blev det bestemt heller ikke! ”Perfekt!” sagde han glædeligt. At hun tog imod hans undskyldning, var også noget som han havde det fint med. Det var ved at være sengetid, også selvom han bestemt heller ikke var meget for at bryde op endnu, men.. ja, han kunne jo altid se hende igen på et senere tidspunkt? Hvor de måske ville have mere tid til hinanden? Han kunne jo selvfølgelig håbe på det om ikke andet, selvom.. ja, det havde vel sine udsigter med det arbejde han havde? Ellers var det et af slagsen som Leonardo måtte tage for ham for en kort stund, for det var jo ikke meget tid det drejede sig om! ”Lad os,” istemte han sigende, som han rejste sig og rakte hende sin arm. Selskabet var han glad for, og derfor ønskede han at afslutte det på ordentlig måde, for alt andet, var slet ikke noget som han kunne acceptere! ”Lad mig eskortere dig til dit værelse, Denjarna,” afsluttede han med et let smil på læben. Han accepterede skam hendes ønske om et eget værelse, for.. det skulle da bare mangle, selvom det vel heller ikke var diskret og skjult, hvad han inderligt ønskede?

[Deleted]

At han fandt morskab ved Denjarnas ord, måtte hun smile af, som hun alligevel nød at være kilden til hans glæde. Hun kunne forstå på det hele, at han sjældent havde tiden til at sidde sådan her med folk, så at hun havde muligheden for at lette presset på hans skuldre i tide og utide, måtte glæde hende. Hun ønskede i hvert fald kun at gøre det lettest og mest behageligt for ham. Desuden, det var ikke kun ham der fik noget ud af det, da også hun måtte finde nydelse ved hans selskab. Han var trods alt ikke kun en konge, som han også var en person med sine egne ønsker og behov. "Jeg vil glæde mig til den aften.. Jeg erindrer heller ikke, hvornår en mand sidst inviterede mig ud, så det skal nok blive godt," sagde hun sigende. Interessant skulle det nok gå hen og blive, hvor hun også allerede kunne mærke en spænding i sit indre for det der skulle ske. Hun kunne vitterligt ikke huske, hvornår hun sidst var blevet inviteret i byen, men hun havde en ide om, at det måtte have været af Derick, inden han forsvandt og hun blev kidnappet. Der var dog også forskel på at blive inviteret ud af sin ægtemand og så af en mand man lige havde mødt, hvor det måtte sætte nogle andre følelser i hende. "Åh, jeg håber skam heller ikke, at jeg har gennemgået en fysisk forandring, inden vores næste møde," svarede hun muntert. Forfængelig var hun, hvor hun også vidste, at hendes skønhed heller ikke var til at tage fejl af. Derfor måtte det også irritere hende, at hendes krop var blevet aret, som der tidligere ikke havde været noget man kunne sætte en finger på.
Denjarna nød at sidde her og snakke med ham, hvor hun heller ikke ville have haft noget imod, hvis de kunne have siddet her lidt længere. Tiden var dem dog imod, som de var nattens væsner, og natten var snart ovre. På den anden side kunne det også være et passende tidspunkt at stoppe deres møde, da mødet gik utroligt godt, hvor det meget gerne måtte stoppe, mens det var toppen. Hun ønskede i hvert fald ikke at gå derfra med dårlige minder. Roligt rejste hun sig fra sin plads i sofaen. "Så vis vej til mit værelse," bad hun og sendte ham et varmt smil. Hun kunne måske nogenlunde vejen til hans fløj, men hun var stadig gæst i hans hjem, samt hun ikke vidste, hvilket værelse hun fik tildelt. Med et afventende blik betragtede hun ham, som hun ventede på, at han ledte an. At han endnu håbede på, at hun ville dele værelse med ham, kunne hun ikke tage sig af, da hun ikke ville have sig selv med, hvis hun bare gjorde det. Hun nød måske at sidde her og snakke med ham, men hvis der skulle ske mere end det, så måtte de først få et tættere forhold til hinanden, og det skulle de nok komme til. Han havde jo allerede sagt, at han gerne ville invitere hende ud engang i fremtiden.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Denjarna var virkelig en inspirationskilde for Mattheus, og han var ikke bleg for at erkende det for hende, selvom der selvfølgelig var så meget andet i det, selvom det ikke ligefrem gjorde den største forskel lige nu. Han ville med glæde tage hende med ud, hvis det var noget som hun ønskede sig, og selvfølgelig tillod ham at gøre, da det også var noget som selv betød meget for ham selv! Han følte sig rolig, og det bedste af det hele; Så følte han sig virkelig, virkelig afslappet, og så kunne det bestemt heller ikke blive bedre, set i hans øjne, for det var noget som han selv havde brug for, for han var bestemt ikke den som var bedst til at slappe af. Det var vel noget som han i udgangspunktet ikke kunne finde ud af. ”Jeg kan bare godt lide at se dig lyse op på den måde, Denjarna.. Det giver dig en varme i blikket. Desuden.. hvis du ikke er blevet inviteret ud på det grundlag før, så lægger det jo lidt pres på mig. Kun det bedste er godt nok for dig!” endte han bestemt, som smilet tydeligt måtte indikere, at han faktisk morede sig. Han slog ud i en munter latter ved hendes ord, for hun kunne da næppe tage så stor forandring i form! Han vendte blikket morende mod hende igen. ”Med den skønhed i krop og sind, så vil det ej gøre den største forskel for mig, for du vil stadig være en skønhed uden lige i mine øjne,” forsikrede han hende med en ganske alvorlig mine, for han mente det skam!
Mødet var gået særdeles perfekt, og et sted så skulle man vel også stoppe mens legen var god? Så det ikke ville blive akavet at møde hinanden igen? Selvfølgelig håbede han for muligheden for at se hende til morgenmaden, når de igen stod op når solen var væk, men han gjorde sig ikke just nogen forhåbninger, for han ønskede jo som sagt heller ikke at lægge pres på hende. Nu hvor hun havde fået lov til at se den mere menneskelige side af ham, var noget som han selvfølgelig var glad for, men om det jo så var til hans fordel, var noget som genstod at finde ud af, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hende roligt lægge sin arm i hans, hvor han let nikkede til hendes ord. ”Selvfølgelig,” endte han sigende, som han roligt førte hende med sig ud af pejsestuen, op af trappen og ned af gangen som lå tilsvarende til hans egen gemak. Hun var trods alt en æresgæst for ham, og selvfølgelig var kun det bedste godt nok! Han stoppede op ved en smuk egetræsdør ikke langt fra hans egne gemakker som lå en anelse længere nede af gangen. Han vendte blikket roligt mod hende. ”Jeg vil gerne skænke dig værelset her.. Jeg bor jo som sagt lidt længere nede af gangen. Du skal bare komme ind til mig, hvis der er noget.. eller hvis du skifter mening.” Han blinkede drilsk til hende.

[Deleted]

At han fandt nydelse ved at se glæden i Denjarnas blik, måtte også være til hendes fordel, som hun ned den situation, han satte hende i. Hun manglede folk i sit liv, der kunne få hende til at slappe af igen, og han formåede at gøre det. Derfor havde hun heller ikke bare lyst til at give slip på ham. Smilet herskede på hendes læber. ”Og jeg nyder den varme, du sætter i mig… Men jeg tvivler ikke på, at det nok skal gå. Du skal bare være ligeså charmerende, som du har været i nat,” svarede hun i en munter mine. At det nok skulle blive en god aften, når han endelig inviterede hende ud, tvivlede hun ikke på. Hun nød at sidde med ham her i pejsestuen, så hvorfor skulle det være anderledes over en middag? Desuden, hun var rimelig sikker på, at han havde en smule forstand på kvinder, som han havde givet udtryk for, at han var en kvindeglad mand. Om han egentligt bare ville med hende, som han ville med alle andre kvinder, måtte tiden vise. Morende hvilede hendes øjne muntert på ham, som de talte om hendes udseende ville ændre sig fra den ene dag til den anden. Noget der ikke burde være muligt. ”Du charmerer mig,” pointerede hun mildt, som han sagde, at intet ville ændre sig i hans øjne, hvis der skete noget.
Om de ville ses til morgenmaden måtte tiden vise. Denjarna ønskede bare at komme op og hvile, og så måtte de tage tingene, som de kom. Men hvad der end skete, så vidste hun, at hun nok skulle få ham at se igen, hvilket hun måtte glæde sig til. Hun nød hans selskab, og havde derfor intet imod at bruge mere tid på ham. Roligt lod hun sin arm smuge sig om hans, så han endnu engang kunne føre hende rundt på slottet. Hun sendte ham et svagt smil, inden hun lod ham føre hende til sit værelse. Igen måtte hun tavst betragte slottets indretning, som de bevægedee sig rundt. Spændt var hun også på at se, hvordan hendes værelse ville se ud, som hun ellers kun havde set hans private gemak. Et gemak han hellere end gerne ville dele med hende, men det var en af de ting hun var nødt til at afvise. Hun kunne ikke bare ligge sig i sengen med ham som enhver anden trunte. Sådan ønskede hun ikke at fremstille sig selv. Nysgerrigt faldt hendes blik på egetræsdøren, som han gjorde holdt foran den. ”Og det er mit, hvis jeg kommer igen?” spurgte hun nysgerrigt. Han havde trods alt sagt, at han gerne ville huse hende her, hvis hun lod ham gøre det. Det var desværre ikke nødvendigt lige pt, som hun havde et andet hjem lige i øjeblikket. Hun kunne dog godt komme hertil i tide og utide. ”Ja ja, jeg skal nok rende ned til dig, hvis jeg ser et spøgelse,” sagde hun drillende og blinkede til ham. Det ville nu næppe ske. Med en nysgerrig mine skubbede hun roligt egetræsdøren op, hvor hun trådte ind på værelset, uden hun endnu havde sluppet taget om hans arm.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus fandt glæde ved Denjarnas selskab, og derfor var han bestemt heller ikke meget for at bryde op i det, selvom det nu bare var sådan at det måtte være, for han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han ønskede dog alligevel, at hun skulle vide hvordan han havde det med hende, også fordi at det var noget som selv havde en temmelig stor betydning for ham selv. Han nikkede sigende og med et selvsikkert smil på læben. ”Det håber jeg skam. Jeg ønsker trods alt ikke at ødelægge det syn som du nu har fået på mig,” endte han ganske sandfærdigt. Nu hvor det gik bedre end det som han turde at håbe på, så var det ikke noget som han ville skjule for hende. At hans ord glædede hende, var noget som han tydeligt kunne se i hendes øjne. Han nægtede at tro på at hun ville ændre sig så massivt fra den ene dag til den anden, selvom der nu ikke var fastlagt en dag hvor de skulle ud og spise, men han ville faktisk gerne have hende med ud, og have den stund sammen med hende. Han trak muntert på smilebåndet atter en gang. ”Jeg siger det skam ikke bare for at charmere mig, men faktisk fordi jeg mener det,” endte han ganske stilfærdigt.
Mattheus ønskede selvfølgelig ikke at lægge pres på hende, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han håbede selvfølgelig for muligheden ved at se hende når han skulle have sit blod, når han stod op, men det var helt og særdeles op til hende. Han stoppede roligt foran den store egetræsdør. Selv i hans hjem på slottet, var kun det bedste godt nok for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Jeg skal få arrangeret det således, at dette bliver din faste bolig, når du vil være her. Det er og bliver kun dit, min kære,” endte han sigende, og med en ganske bestemt tone, da han ikke ønskede at lade andre få det værelse, da det var ment til at være hendes! Som hun åbnede døren, men ikke slap hans arm, så.. var han vel næsten tvunget til at søge med ind med hende? Ikke fordi at det gjorde ham noget. Tvært imod! ”Min dør er åben,” endte han morende, som han så sig omkring i værelset. Det var faktisk et flot værelse med en stor seng, et vindue vendt ud mod den store have. Et stort klædeskab i det ene hjørne og en kommode, samt et natbord på hver side af sengen, alt sammen i mørkt træ. Sengetøjet på sengen var blodrødt og af det fineste materiale som man kunne finde og skaffe sig på markedet., for kun det bedste var godt nok til kongehuset, også set i Mattheus’ øjne. Han var en mand med penge, magt og status, og han ønskede selvfølgelig at holde det skille fra ham til resten af den dvasianske befolkning.

[Deleted]

Denjarna var mere end sikker på, at det hele nok skulle gå. De havde fået markeret deres grænser, så de vidste begge, hvor langt de kunne gå med hinanden. Hvad der derfor skulle kunne gå galt, vidste hun ikke, medmindre den ene af dem pludselig begyndte at krydse den andens grænse, men det var trods alt også bare en tåbelig handling at gøre, da man ville vide, hvad det ville medføre. Derfor følte hun også, at hun roligt kunne se frem til deres næste møde. Tanken om en invitation ud i byen måtte også vække hendes begejstring, da det var længe siden, at hun sidst var blevet inviteret ud på den måde. En lille naturlig nervøsitet kunne det derfor også give hende, men den var ikke ondsindet. Hun så i hvert fald frem til det, skønt hun ikke havde en ide om, hvornår den aften ville komme. Det kunne meget vel være om en simpel uges tid, men på den anden side kunne det også strække sig til en hel måned. Tiden ville dog primært komme an på ham, da hun ikke havde så mange ting at jonglere rundt med for tiden, som hun intet arbejde havde at passe, samt hun kun havde en anden person, hun kunne kalde for sin ven, udover Mattheus selv. Det var dog den mand hun var flyttet ind hos, så hun tvivlede ikke på, at hun bare kunne tage en aften ude i byen, uden at det ville genere ham. Desuden, hun var også en fri kvinde, som hun ikke var bundet til en speciel person, så hun kunne egentligt gøre, hvad der passede hende. ”Det er du ikke ene om at ønske,” sagde hun roligt, som hun godt kunne lide det blik hun havde fået af ham. ”Men hvem siger overhovedet, at det er dig der klokker i det? Det kunne relativt set også være mig,” sagde hun i en munter mine. Hun håbede dog heller ikke, at hun ville klokke i det, som det hele bare skulle forløbe fejlfrit. Som de bevægede sig til værelset, trykkede hun blidt om hans arm, som han havde misforstået det helt! Hun havde ikke sagt, at hun blev charmeret af ham, for at stemple ham, da hun skam troede på, at han mente sine ord oprigtigt. Hun ville bare pointere, at hun tog hans ord til sig. ”Jeg betvivler skam ikke dine ord, Mattheus,” sagde hun sandfærdigt.
Denjarna nikkede roligt med hovedet til hans ord. Selvom han sikkert havde utallige værelser her på slottet, så fandt hun alligevel hans handling generøst. Hun havde jo sagt, at hun ikke kunne bo her permanent, men alligevel ønskede han at holde værelset ledigt til hende, og det måtte glæde hende. ”Så vil jeg håbe, at jeg også vil få brug for det,” sagde hun mildt. Som hun åbnede døren til sit tildelte værelse, trak hun roligt Mattheus med ind, som hun så sig nysgerrigt omkring. At han muligvis skulle have sluppet ham, funderede hun nu ikke over, som hun ikke anså det for at være et problem, at han lige kom ind, inden de skulle skilles igen. Hun kunne godt se, at værelset havde en vis høj standard, som materialerne så solide og fornemme ud, og hun kunne ikke lade være med at føle sig tilpas. Før i tiden havde hun trods alt været vant til at leve ganske godt. Måske ikke som en kongelig, men alligevel godt, som hun aldrig havde manglet noget. ”Det er helt perfekt, Mattheus. Tusind tak,” sagde hun stille. Langsomt slap hun grebet om hans arm, så han var fri til at gøre, hvad han ville. Roligt trådte hun over til den store seng der så yderst luksuriøs ud. Fronten vendte hun mod ham, som hun forsigtigt tog plads på den bløde sengekant, hvor hun lod blikket søge mod hans skikkelse.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Forventningerne til deres kommende middag var stor for Mattheus’ vedkommende, for han vidste at folk ville snakke, hvis de så ham ude med en kvinde som selskab. Hvorvidt om det så var en god eller en dårlig ting, var noget som genstod at finde ud af, men han kunne næsten kun tiltænke sig at det var i den positive retning, da hun var en kvinde, som han var en mand. Han vendte blikket mod hende, hvor det muntre smil, slet ikke var noget at tage fejl af i den anden ende, for tanken morede ham oprigtigt, og han glædede sig! ”Jeg ved godt, at det kan gå begge veje, men.. jeg sætter nu forventningerne til mig selv en anelse højt,” endte han med et stille smil på læben. Det var ikke ensbetydet med at det var noget som skulle gå galt, for det regnede han bestemt heller ikke med, det var der ikke nogen tvivl om! At han forholdsvis havde misforstået hende, kunne han ikke just sige noget til, for skøn var hun virkelig, både i det indre, men også det ydre. Måske at han var typen som vægtede udseendet temmelig højt, men det var jo trods alt det indre, som han skulle leve med resten af livet, når det endelig kom så vidt, selvom han endnu ikke vidste om det faktisk kunne vise sig at.. Denjarna var den som han skulle leve livet med eller ej. Selvom han desværre måtte erkende, at tanken om at hun havde andre steder at søge til, faktisk generede ham, hvilket nok var gået op ofr hende, så måtte de vel bare tage det hele som det kom? Han sendte hende et stille smil, som han roligt nikkede. ”Godt,” endte han med et stille smil.
At Denjarna direkte fik Mattheus med ind på værelset, som de var kommet dertil, var en tanke som direkte morede ham, for det var ganske vidst ikke hvad han havde regnet med. Så lang tid, at værelset her, var noget som faldt i smag, så var han også ganske godt tilfreds, for han ønskede jo at give hende det bedste af det bedste, for det var hvad der var godt nok, set i hans øjne om ikke andet! Han vendte blikket ganske sigende mod hende igen, som han lod hende se sig omkring, hvor han foldede hænderne over ryggen, hvilket fik ham til at se ganske anstændig ud. ”Selvfølgelig håber jeg, at det er et sted som du vil bruge.. Også så jeg kan se dig noget oftere,” istemte han roligt. At vide, at det var perfekt for hende, var noget som selvfølgelig faldt ham i smag, noget som hans smil tydeligt også måtte vise sig i hans ganske tilfredse smil. ”Det glæder mig virkelig at høre, Denjarna..” Varsomt trådte han tættere på hende, hvor han varsomt tog omkring hendes ene hånd, nu hvor hun havde taget pladsen på sengen, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste. Han lod de rødlige øjne roligt hvile i hendes blik. ”Jeg vil ønske dig en fortsat god dag, og.. så ses vi forhåbentlig igen, når solen går ned..” Han bukkede hovedet let, som han hævede hendes hånd til hans læber, hvor han kyssede hendes håndryg, inden han roligt slap den. Mattheus bakkede roligt tilbage til døren, som han lukkede efter sig, som han søgte til sine egne gemakker, for at indfri den ellers tiltrængte søvn. Det havde særdeles været en læringsfyldt dag for ham!

//Out

[Deleted]

At han havde visse forventninger til sig selv, havde Denjarna intet imod. Det betød bare, at han ville gøre sit bedste, og det kunne man vel ikke klage over? Hun vidste også, at han muligvis skulle te sig på en bestemt måde, hvis de skulle ses ude i offentligheden sammen, da han trods alt var landets konge, så han skulle opføre sig respektabelt overfor folket, men samtidig få hende til at føle sig tilpas. Om det ville gå hen og blive en hindring for ham, måtte hun spekulere over. Hun håbede det ikke, men hun havde set, hvordan han havde opført sig, når han stod overfor sin tjenestestabel, så et sted kunne hun vel frygte, at deres møde ville blive en smule falskt, i forhold til tiden i pejsestuen, hvor det kun havde været de to. Tænksom måtte hun blive, skønt hun ikke ønskede at tænke for meget over det, da det måske ville ødelægge det for hende, og hun ønskede kun at se frem til middagen med ham. ”Det vil jeg heller ikke stoppe dig i,” sagde hun med et svagt smil. Han måtte skam gerne gøre sig de forventninger, han nu ville. Hun håbede bare, at hun selv ville kunne leve op til de forventninger, han også måtte stille til hende. At han havde misforstået hendes ord med hensyn til, at han havde charmeret hende, kunne hun ikke gøre så meget andet ved, end at oplyse ham om det. Hun havde nemlig ikke troet, at han bare sagde det for at sige noget, da hun skam troede på ham, hvor hun bare ville fortælle, at det var dejlige ord at høre.
Som de trådte ind i det pæne værelse, måtte Denjarna se sig yderst tilfreds med, hvad der var blevet hende skænket! Det var yderst smukt, som hun hurtigt kunne spotte, at der var blevet tænkt på indretningen og møblerne, men hvad kunne man også forvente, når man var i kongehuset og på kongens fløj? Alle værelserne der lå her mindede garanteret om dette, da han alligevel måtte holde en vis standard. Hun klagede dog ikke, som det var perfekt i hendes øjne, hvor hun heller ikke kunne bede om mere end dette. Hun nikkede roligt til hans ord, som hun ikke vidste, hvad hun skulle sige til ham. Hun kunne høre på det hele, at han havde visse forhåbninger til hende, hvilket måtte ligge et pres på hende, som hun ikke kunne svare lige nu. Hun var ikke i tvivl om, at han ønskede hendes tilstedeværelse her på slottet, hvor han også flere gange havde prøvet at lokke hende med i sin seng, samt han havde forsøgt at røre hende. Det var dog ikke noget hun kunne tage stilling til endnu, da hun ikke ønskede at være en mands kære for en nat, samt hun ikke kunne sige, hvad hun ville med nogen mænd lige for øjeblikket. Tilbud fik hun trods alt, hvor hun havde afslået dem alle. Spørgende rettede hun blikket mod hans, som han greb om hendes hånd. Det blev dog fulgt af forståelse, som han sagde godnat til hende, hvor hun smilede mildt til ham. ”I lige måde. Det har været en dejlig dag,” sagde hun roligt. ”Godnat,” tilføjede hun, som hun så ham forlade hendes værelse. I få sekunder blev hun siddende, inden hun roligt rejste sig igen for at gøre sig klar til søvnen, inden hun lagde sig ind under det dyre sengetøj.

// Out