With company

[Deleted]

Denjarna drak roligt en tår af det udsøgte blod, der måtte smage hende vel. Blikket hvilede tavst på hendes ledsagers ansigt, som hun lyttede til hans tanker. Hun kunne udmærket forstå hans problematik, da hun selv havde stået med den i sin tid. Hun havde dog været hurtigere om at vinde sit folks respekt, men på den anden side, så var det også et betydeligt mindre antal end alle beboerne i Dvasias. Hans opgaver var også større end en leders, hvor det heller ikke var opgaver hun ønskede at blive pålagt. Hun havde i sin tid haft muligheden for det, men det havde hun afslået, som hun ikke havde anset det for at være et liv for hende. ”Vi er skam derude, men det er nu heller ikke et stort antal, så man er nødsaget til at være tålmodig og lede efter de enkelte få personer. Men der må vel også være andre end mig, der har ydet forståelse over din opgave?” spurgte hun sigende. Det ville alligevel overraskende, hvis alle på hans vej var imod ham. Hvis der virkelig ikke var nogen, og hun var den første, så måtte han lide en utrolig nedgang, hvor målet vel også måtte synes umuligt.
”Det varmer mig at høre, at du ser på det på den måde,” svarede Denjarna ærligt. ”Men jeg vil se frem til at se dig igen, Mattheus. Dit selskab har vist sig at være yderst fornøjeligt, og at det er gengældt, må bringe mig glæde.” Hun tvivlede ikke længere på, at hendes selskab var ham en befrielse, og at de nød hinandens selskab lige meget. Det at skulle se ham igen var bestemt ikke en plage, som hun derimod gerne ville gøre det frivilligt. Hvornår de ville have mulighed for at ses igen var nok et bedre spørgsmål, da hun vidste, at han var en travl mand, og når hun hverken boede her eller i Rimshia, så kunne det godt gå hen og blive en smule besværligt. ”Men det glæder mig, at du kan lide mine ideer og visioner for livet. Og hvis min hjælp er ønsket, så vil jeg gøre, hvad jeg kan for at hjælpe,” afsluttede hun roligt.
Denjarnas hoved faldt let på sned, hvor hun måtte smile over hans ord. Det glædede hende at høre, at hendes ord fik ham til at tage emner op til genovervejelse. Især den tossede ide med et ægteskab med en anden mand, når man ikke forstod hvorfor, samt man ikke var til sit eget køn. Selv håbede hun for ham, at han var en smule rebelsk og droppede sit ægteskab, hvis han fandt en kvinde der virkelig formåede at tiltrække ham. Personligt tvivlede hun ikke på, at det ville ske for ham, da kærligheden trods alt havde det med at snige sig ind på en, lige meget hvem man var. ”Kvinden skal nu nok dukke op. Det gør de altid før eller siden. Selv for kongelige,” sagde hun med et smil på læben. Det var i hvert fald det hun troede på, men hun troede trods alt også på, at der var en bestemt person der var tiltænkt en. Som han valgte at ligge sin hånd over hendes, måtte hendes blik let søge ned til deres hænder. Denne her gang valgte hun dog at te sig en smule anderledes, som hun kortvarigt lod sine fingre lukke sig om hans, så hun kunne skænke hans hånd et blidt klem. Blikket faldt op på hans ansigt igen, som hun åbnede sin hånd igen, så han kunne trække den til sig. ”Jeg ser måske ikke på livet som den almene dvasianer, men jeg har også set lidt af hvert. Og selvom man har lidt nedgang, så må man prøve at se over det, selvom det er svært.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det kunne godt være, at Mattheus kun havde kendt denne kvinde for en enkelt aften, men ikke desto mindre, så var det faktisk et selskab som han elskede. Han følte at han kunne være sig selv, samt den måde, som hun havde at se livet på, var en som han godt kunne lide, for hun så hvad der var anderledes, end det som var kendt for at være typisk dvasiansk. Han følte sig.. fri. Og det var ikke noget som han kunne sige, at opleve særlig ofte, og specielt ikke blandt folk som han ikke havde kendt i særlig lang tid! ”På slottet ja.. Dem som har været min moder tro, har svoret mig den samme loyalitet og troskab,” begyndte han ganske ærligt. Han så jo trods alt ikke nogen grund til at lyve. Han havde enkelte ledere i ryggen – Cecilaya deriblandt og Alexander, som selvfølgelig også havde sit at slås med, selvom det bestemt heller ikke gjorde det nemmere for ham, men så lang tid at vampyrerne holdt sig passive, som de gjorde det nu, så var det jo selvfølgelig kun til hans bedste lige nu! ”Folk har en sjov tendens til at sammenligne mig med den forhenværende på tronen.. Jeg er ikke min moder, og det tror jeg, er ved at gå op for folk. Desværre ikke altid til min fordel,” endte han ganske sandfærdigt, for løgn var det nu heller ikke engang. Det gjorde det ikke ligefrem bedre for hans vedkommende.
Mattheus tog roligt en tår af det dejlige blod. Det var noget som gjorde ham rolig.. Nymfe havde altid haft en næsten.. berusende effekt på ham, da det var sødt og så.. uskyldigt som intet andet. Det var svært at opdrive efterhånden, men denne gang havde han været en af de heldige, og fået slået klørene i en flaske med det! At dele den med hende, gjorde ham.. glad. Han elskede hendes selskab! Han nikkede til hendes ord. ”Så lang tid, at du føler det trygt at være omkring mig, så skal jeg ikke klage. Det glæder mig tvært imod at jeg kan vise mig som den mand jeg er, uden at skulle tænke på at opføre mig royalt.. Det i sig selv, kan være en pine og en plage til tider,” endte han ganske kortfattet. ”Det glæder mig i sandhed at høre. Det betyder meget for mig. Jeg vil gøre dit værelse her på stedet permanent.. så du har et sted at være – hvor jeg også ved, hvor jeg har dig.” Han blinkede let til hende, med et næsten hemmelighedsfuldt skær. Han mente det dog. Han ville elske at have hende omkring sig! Hvis hun ville det selvfølgelig.
Mattheus havde aldrig afvist tanken om at være sammen med en kvinde, men foreløbig, valgte han at føje sin kære moder, da det også havde været hendes sidste ønske. Et sted et tegn på hvor højt han i sandhed har elsket hende. Han havde ofte tænkt på hvordan det var at være lykkelig gift, men der havde ikke været nogen i hans omgangskreds som kunne fortælle ham hvordan det var. ”Jeg venter.. På at der skal komme en, og frarøve mig mit døde hjerte,” endte han ganske sigende og med et let smil på læben. At hun faktisk klemte omkring hans hånd, fik et let smil til at brede sig på hans læber. Han lod dog hånden roligt hvile over hendes, nu hvor hun ikke direkte viste nogen tegn på ubehag ved det. Han ønskede hende jo trods alt ikke noget ondt, og det var vel også ved at gå op for hende? ”Jeg er fascineret af din tankegang. Det er sjældent at man ser nogen af en lignende af slagsen.. Det er beundringsværdigt, også fordi at det ikke er hvad jeg hører normalt.. Alt jeg hører om er død og ødelæggelse. Dit bærer præg af.. håb og lykke.. Jeg kan lide det.” sagde han roligt, som han varsomt lod sin tommel stryge hendes håndryg.

[Deleted]

Det at han kun havde sin moders gamle støtter, kunne Denjarna ikke gøre andet end at smile skævt af. I hendes ører lød det sørgeligt, eftersom de per automatik bare havde godtaget Mattheus som deres konge, da de havde fulgt hans moder. Men alligevel måtte de være bedre end ingenting, da det trods alt var et bundt personer der ikke viste ham mistillid. Selv kendte hun ikke rigtigt til hans moder, da hun havde været regent i den tid hun havde været væk. Enten var hendes uviden skyld i fangeskaben, eller også var det isolationen med Derick, som de i sin tid havde flyttet væk fra al civilisation, så de kun havde hinanden. "Det er bedre end ingen," sagde hun kortfattet. Hendes sætning var muligvis ikke særligt positivt ladet, men der var da en vis ærlighed i hendes ord. Hun kunne dog ikke se bort fra, at det ikke var støtter han selv havde skaffet, samt det var få i forhold til resten af befolkningen. Hun fugtede let sine læber, mens hun tænksomt betragtede ham. "Det er også lettest for folket at opfatte dig som den forhenværende regent. Især når du er et produkt af det," sagde hun stilfærdigt. Han havde sagt, at hans fødsel var ren og skær forretning, hvilket kunne lyde temmelig koldt, og som en sikring for at holde på tronen. Det kunne meget vel være en oplysning der var svær at sluge hos folket.
"Jeg beder dig heller ikke om andet, end at du skal være den mand, du har lyst til at være i mit selskab. Det hele behøver trods alt ikke at være arbejde, selvom du altid vil være landets og min konge," fortalte hun roligt. Hun ønskede, at han vidste, at han kunne bruge hende i forskellige sammenhænge. De kunne sagtens tale sådan her til hinanden, som om de var helt normale personer, men samtidig skulle han også vide, at hun sagtens kunne respektere ham som sin konge. Hans andre ord, måtte dog komme dybt bag på hende. Overrasket blinkede hun med øjnene, for havde hun lige hørt rigtigt? Var det virkelig hans ønske, at hun blev boende her på slottet? En anelse chokeret var hun over den oplysning, men på den anden side var hun også beæret. "Du skal vide, at jeg finder det som et utroligt generøst tilbud, Mattheus. Mange ville sikkert dø for at få dette tilbud, men jeg ved ikke, om jeg kan tage imod det.. Jeg har også et andet sted, som jeg har i sinde at tage til," afslog hun undskyldende. "Jeg vil gerne se dig igen, og hvis det er, så kan vi lave den aftale, at jeg overnatter her et par dage, hver gang jeg besøger dig." Utroligt var hans tilbud, hvor det i den grad måtte komme bag på hende. Det uheldige var bare, at han var et par nætter for sent med det tilbud. Hun havde allerede fået et andet generøst tilbud om et værelse i Convento, og hun havde planlagt at takke ja til det tilbud. Det kunne dog godt planlægges sådan, at hun godt kunne blive hos Mattheus en dag eller to, når hun endelig besøgte ham.
Denjarna nikkede roligt. "Det lyder også ganske fornuftigt," sagde hun mildt. Hun havde skam heller ikke forventet, at han ville springe direkte ud i det, da det trods alt først skulle ske, når der kom en kvinde og vandt hans hjerte. Som hun trykkede blidt om hans hånd, forventede hun, at han ville slippe den igen, da hun trods alt løsnede grebet om den. Da det så ikke skete, hvor han derimod begyndte at stryge den, måtte hun bide sig selv let i læben. Det var nu dejligt at blive rørt ganske blidt igen, som det var en af de ting hun savnede. Hun savnede at mærke en mands kærtegn. "Død og ødelæggelse har skam også fyldt mit liv. Du skulle bare have set mig for en måneds tid siden.. men jeg prøver at se lyst på tingene nu. Jeg ønsker ikke at gå resten af mit liv i mørke. Det har jeg ikke fortjent," sagde hun. Forsigtigt trak hun igen sin hånd til sig, efter at hun havde ladt ham kærtegne den i et stykke tid, hvor hun nu brugte den til at føre en mørk lok om bag det spidse øre.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste skam godt, at hans odds ikke var med ham på nogen måde, men det var nu bare sådan at det var. Hans blik gled roligt mod hende. Ordene var måske ikke positiv ladet, men den ærlighed kunne han spore i hendes blik, og det var det som han havde brug for lige nu, og ikke alt mulig andet. Han nikkede. Enrico og Noelle, samt enkelte andre troede da i det mindste på ham, og hjalp ham så godt som de nu kunne, uden at skulle tage over arbejdet, og selv ønskede han jo at prøve på egen hånd, så det ikke skulle ende med at gå helt galt i den anden ende. ”Det er det,” medstemte han sigende, for det var jo ikke fordi at det var en løgn. Visse støtter, var selvfølgelig bedre, end slet ikke at have nogen som helst. At det at den forhenværende dronning var hans moder, var ham imod, vidste han skam godt, også selvom det ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hans vedkommende. ”Det er desværre en skam, men det er som regel sådan det foregår. Folk ser min mor frem for mig som et individ med andre ambitioner og visioner for landet,” endte han dæmpet. Det var faktisk en tanke som virkelig frustrerede ham, velvidende om at det var noget som han ville komme til at slås med, de næste mange år.
En ting var at skulle være konge i Denjarnas selskab, men han ønskede også den mulighed for endelig at være sig selv, når der endelig var en mulighed for det, også fordi at det var noget som i sig selv, faktisk forekom så sjældent. Det var en befrielse at være sig selv, og bare.. hygge sig i en andens selskab, hvor der ikke var behov for at skulle tænke på alle de formaliteter som han var nødt til at tænke på i løbet af en dag. ”Det glæder mig inderligt at høre,” endte han ganske sandfærdigt. At han var for sent ude med hans tilbud, var selvfølgelig en tanke som virkelig måtte nage ham! Smilet falmede en anelse, for.. han ville elske at have hende rendende her, om ikke andet, så skulle hun have et sted at være. Han rystede en anelse på hovedet. ”Jeg.. regnede ganske vidst ikke med at du ville flytte ind eller noget lignende, Denjarna, men bare.. Dit selskab værdsætter jeg højt. Meget højt endda, og jeg ville blot vise mig fra min bedste side og.. skænke dig et værelse, så du har et sted at søge den tryghed.” Et sted måske en lille løgn, men hvad havde han egentlig forventet? En kvinde som hende, havde selvfølgelig et andet sted at være!
Mattheus var ganske vidst fascineret af tanken ved et ægteskab, hvor der faktisk var følelser involveret, men ikke desto mindre, så kunne han vel blot håbe på, at det engang også ville ske for ham? Han håbede faktisk, for det lød da til at være en helt fantastisk ting, og det var en tanke som han virkelig godt kunne lide! Blikket gled stille mod hende, som han blev siddende og strøg hendes håndryg. Han ønskede at skænke hende den form for behag, og samtidig vise hende, at han ikke var ude på at gøre hende ondt, men at han faktisk ønskede hende det modsatte! At hun så igen trak hånden til sig, bed han i sig, hvor han varsomt tog sin egen hånd til sig, kun for at tømme sit glas. Ja, et sted.. frustrerede det ham vel? ”Det er ikke noget som du har fortjent.. Og specielt ikke med hvad du allerede har oplevet. Derfor er jeg blot fascineret af din tankegang.. Du ser lyst på tingene.. Og jeg kan lide det,” endte han med et stille smil.

[Deleted]

Denjarna var udmærket klar over, at han for fremtiden ville gennemgå en hård kamp om at vinde folkets respekt. På den anden side tvivlede hun ikke på, at det nok skulle lykkes for ham. Han virkede nemlig fast besluttet på at vinde folks accept, hvor han også havde visse visioner, som han gerne ville føre ud i livet. Hun drak roligt en tår af sit glas, mens hun betragtede hans ansigtstræk. Det gav hende en behagelig følelse i kroppen bare at sidde sådan her med ham. Som snakken og tiden gik, faldt hun også mere til ro, hvor hun nu sad ganske afslappet i sofaen, som hun tvivlede på, at han ville gøre hende noget. ”Al ting til sin tid,” sagde hun kortfattet. ”Du er trods alt endnu ny for dem, så hvis du viser dig for dem, så skal det nok komme med tiden.” Hun forstod godt, at det var en tanke der frustrerede ham, men om end ikke, så hjalp det ham ikke, hvis han udelukkende tænkte i de baner. Han måtte være fattet, håbefuld, og blive ved med at gøre tingene, som han så dem. Som de sad her og talte om hans problemer som regent, kunne hun ikke lade være med at tænke på, hvad hans rådgiver mon fyldte ham med. Det burde trods alt være hans rådgiver eller ægtemand der talte med ham om dette, og ikke hende. Hun havde dog ikke noget imod det, da hun gerne ville være til hjælp, hvis hun kunne.
Denjarna måtte smile over hans ord, som det måtte glæde hende, at han tog godt imod hendes tilbud. Hun havde sagt, at hun gerne ville være hans ven. Hun kunne godt lide hans person, når han lagde alle formaliteterne bag sig, og hvis hun kunne se mere til den side af ham, så ville det kun glæde hende. Som hun afslog hans tilbud, så hun godt, hvordan hans humør faldt. Hun overvejede, om hun skulle tage hans hånd, men endte med at lade være, som den ikke rykkede sig fra hendes skød, hvor den anden endnu holdt om glasset. Det havde ikke været hendes mening at ødelægge noget af hans gode humør, men hun kunne bare ikke tage imod hans tilbud. Ikke lige i øjeblikket. Det havde ikke noget med ham at gøre, da hun skam nød hans selskab, men hun ville måske anse det for at være lidt for hurtigt at flytte ind her, når de trods alt kun havde kendt hinanden for en enkel nat. Desuden, hun havde allerede fået skænket et perfekt værelse andetsteds. ”Det er også et utroligt generøst tilbud, du er kommet med, og jeg værdsætter det skam også! Lige pt. har jeg bare allerede et sted, jeg kan kalde for mit hjem. Men med det sagt, så fraholder det mig ikke for at komme forbi her, og det glæder mig at høre, at du gerne vil hjælpe mig.”
Behageligt var det at mærke de blide strøg over sin håndryg. Denjarna troede skam heller ikke længere på, at han ville hende noget ondt. At hun trak hånden til sig igen havde derfor ikke noget med det at gøre. Hun kunne bare ikke finde ud af, om hun burde tage imod sådanne berøringer, som hun i fortiden havde været vant til, at det kun var Derick der gjorde det ved hende. Samtidig med det, så skulle hun også vænne sig psykisk til, at blive berørt blidt igen, da hun havde vænnet sig til de hårdhændede slag. Ligesom ham, drak hun lidt mere af sit glas, skønt hun derimod fjernede det, da der stadig var noget tilbage. Et svagt smil gled over hendes læber, som han sagde, at hun ikke havde fortjent mørke i sit liv. ”Sådanne tanker kan desværre være en sjældenhed her i Dvasias. Her er det meget hver mand for sig selv, og jeg kan skam heller ikke benægte, at jeg selv havde det sådan engang. Jeg er bare vokset væk fra det.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Selvfølgelig var det en frustration uden lige, at skulle rende rundt med af tanker, men Mattheus vidste, at han nok var nødt til at lade stormen passere, også selvom der foreløbig, ikke så ud til at være nogen ende på noget som helst, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som var ham til hjælp, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det var. Så lang tid at han havde enkeltes støtte og loyalitet, så var det skam også noget som hjalp selv ham frygtelig godt på vej, og det var selvfølgelig noget som han var glad for. ”Det er hvad jeg håber på,” endte han ganske sigende, som han igen vendte blikket mod hende. Hvorvidt om han havde folks loyalitet og støtte eller ikke, var ikke noget som han ønskede at snakke med hende om, for det var ikke noget som hjalp ham af den grund, andet end at det gav ham mere at tænke på, end hvad han følte, at han havde i forvejen, og selvfølgelig var det en virkelig irriterende tanke, men dog af den grund, så ønskede han bestemt heller ikke at ødelægge det som han havde med hende lige nu, nu hvor det faktisk gik så godt.
At Denjarna ikke kunne tage imod hans tilbud, var selvfølgelig noget som gjorde Mattheus mut, for han elskede og nød virkelig af hendes selskab, og hvis hun var en af dem som kunne få ham til at smide hæmningerne bare lidt, så.. så var det vel bare noget som skulle mangle? At han tilbød hende et sted at være? Velvidende om at hun havde andre steder at være, for andet kunne han da heller ikke forstå, selvom.. den tanke faktisk var noget som et sted irriterede ham? Af den grund, så forsøgte han virkelig at holde det igen, selvom det bestemt heller ikke var nemt. Han rystede stille på hovedet. ”Du behøver skam ikke undskylde for dig, Denjarna. Jeg.. ja.. jeg ved ikke hvad jeg forsøger på, men.. Nej, glemt det..” Hvordan han skulle forklare det, vidste han ikke, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det nemmere! ”Så lang tid du er i tryghed, så er alt fint for mig.. om det er her, eller et andet sted..” tilføjede han en anelse mere dæmpet, som han igen vendte de rødlige øjne i retningen af hende. Han ønskede ikke at lade det her ødelægge noget som helst!
At Denjarna igen trak hånden til sig, indikerede egentlig kun for Mattheus, at han igen havde trukket den for langt, og et sted, så var det en tanke som direkte frustrerede ham, selvom han virkelig forsøgte ikke at lade det komme til udtryk. Han vendte blikket ned mod sit tomme glas, inden han roligt satte det fra sig på bordet i stedet for. Han var generelt afslappet, også selvom de mange afvisninger ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans del. Han trak svagt på smilebåndet. ”Man siger jo, at man lærer igennem hele livet, ikke? Du er jo bare et levende bevis på at hændelser og situationer man befinder sig i, faktisk påvirker ens personlighed og tankegang,” endte han ganske sigende. Det var jo ikke ligefrem en løgn, for det var hvad han opfangede fra hende i denne stund. ”Dvasias er desværre kendt for at være et land af egoisme.. og mange er måske sådan, men det er en skam at alle stryges over en kam.”

[Deleted]

Forstående nikkede Denjarna med hovedet. Han håbede på en god tid som konge, og det var ikke andet end forståeligt. Med de ord lød det også som om, at det emne blev lagt på hylden, hvilket hun ikke havde noget imod. De havde fået drøftet hans status som konge, og hun havde givet ham den hjælp og støtte, hun følte, hun kunne komme med lige nu. Derfor ville det nok ikke være en hjælp at drive rundt i det emne, samt det heller ikke var særligt positivt igen at blive ved med at rode rundt i al det der var svært. Blikket lod hun kortvarigt glide over mod pejsen, hvor hun betragtede de rødlige dansende flammer. Behageligt var det at mærke den varme det nu måtte afgive i denne køligere periode, skønt det ikke fysisk gjorde en forskel hos hende. Om det var koldt eller varmt, så ville det ikke ramme hende hårdere end at hun skam godt kunne føle det. Denjarna drejede igen blikket mod Mattheus, som hun måtte afslå hans generøse tilbud. Ganske forvirret lød han, som han kludrede i ordene, skønt han prøvede at holde fatningen. Hun fugtede let læberne, som hun alligevel tog chancen og blidt lagde sin hånd over hans, som hun gerne ville berolige ham. Blidt strøg hun ham over håndryggen. ”Det lyder ellers ikke som ingenting, Mattheus. Fortæl mig, hvad du har på hjertet,” opfordrede hun blidt. Han sagde måske, at hun bare skulle glemme det, men han fik det til at lyde som om, at det i virkeligheden stak dybere, hvilket måtte vække hendes nysgerrighed. Hun ville gerne vide, hvad han holdt hen for hende. Nænsomt trak hun hånden til sig igen, uden hun tog blikket fra ham. ”Men du behøver ikke at spekulere over min sikkerhed. Jeg har det fint nu. Jeg er fri igen, og jeg har et sted, hvor jeg kan søge hen, hvis det er det jeg ønsker,” sagde hun roligt. Det var sødt, at han bekymrede sig sådan over for hende, men helt nødvendigt var det nu ikke. Hun havde det fint i øjeblikket, som hun havde fået et hjem igen, og hun nu kendte nogle nye personer, som hun kunne søge til. Hun skulle skam nok klare sig. Det gjorde hun altid.
”Så sandt. Man forandrer sig skam, når man bliver stillet ud i visse nye situationer. Man lærer fra de personer man møder, som deres træk skam har en indflydelse på en selv, samt de fejl man begår, og de ting man presser sig selv ud i,” sagde Denjarna stilfærdigt. Som mørkelver havde hun selv været utroligt egoistisk og arrogant, som hun havde anset sig for at være den bedste, hvor hun ikke havde brug for nogen. Så havde hun mødt Derick, hvor han havde gjort hende kærlig. Som hun så havde været ham utro, havde hun blandt andet lært at vise respekt, samt fået forståelse for sig selv, og således kunne man sætte nogle punkter til hele hendes livshistorie. ”Det er det, men om end ikke, så kan jeg alligevel lide at være her,” sagde hun med et skævt smil. Der kunne tilføjes visse negative stikord til Dvasias, men på den anden side, så gav det også landet en vis charme, samt det var hendes hjem. Selvom hendes personlighed ikke direkte passede til den almene dvasianer, så var det alligevel hendes hjem, hvor hun skam også havde i sinde at blive her. Efter at hun var kommet tilbage igen, så var det desuden også dvasianere, som hun havde mænget sig bedst med, som der for eksempel var Vladimir der kunne sætte sig i forståelse angående hendes problemer, og Mattheus, som hun sad med nu.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var bestemt ikke fordi Mattheus ønskede at sidde og diskutere tingene med hende, som han vidste at hun ikke kunne hjælpe ham med. Jovist kunne hun være iblandt til at brede det ry om ham, som han selvfølgelig havde brug for derude, og et sted, så var det også noget som han håbede at hun ville, også selvom han ønskede at lære teknikkerne selv når det skulle blive nødvendigt. Han betragtede hende, selv med et stille smil på læben, hvor han roligt nikkede. ”Jeg værdsætter skam, at du vil lytte til mig, Denjarna. Det er ikke hvad jeg oplever mest af her i denne verden. Det betyder meget for mig.. Og du skal vise, at selv som en konge, så afsætter jeg tid til dem som har brug for en snak. Specielt hvis du har noget på hjerte,” begyndte han ganske sandfærdigt. Måske at han var en presset mand med frygtelig meget at skulle tænke på, men det var slet ikke noget som han ønskede at tænke på lige nu. Lige nu ønskede han at være der for hende, samtidig med at han ønskede at vise hende, at han faktisk også havde tiden til hende, da det var noget af det som selv betød noget for ham. Han nikkede igen sigende til hendes ord. Hun var en fri kvinde, og det var selvfølgelig ikke noget som han ønskede at tage fra hende, om det var noget som han ellers kunne blive fri for! ”Du fortjener den frihed, specielt med tanke på hvad du har været igennem. Du har et sted her du kan søge til, hvor jeg kan beskytte dig, hvis du.. ikke føler dig tryg på det andet sted som du har, og det er noget du skal vide. Jeg vil kun beskytte dig,” forsikrede han med et let smil på læben. Han lod sig bestemt ikke slå ud af den nyhed, at hun havde noget andet at søge til!
Med oplevede situationer, så kom erfaringen, hvilket var noget som Mattheus var klar over, og selvfølgelig var han glad for, at kunne lære lidt af andres, samtidig med at han blev kastet ind i situationerne stille og roligt. Han havde gået stille om dørene, og til nu, havde det jo faktisk kun vist sig, at kunne betale sig for hans vedkommende. Han vendte blikket ganske sigende mod hende igen. ”Jeg tror minsandten ikke at jeg kunne sige det bedre selv,” istemte han med et stille smil på læben, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Alle stod med en holdning, men den kunne sagtens ændres, alt efter hvad man oplevede igennem sit liv. Selvom hun ikke passede ind i hvad man ville definere en sand dvasianer efter, så var det slet ikke noget som rørte ham på den måde. Han ønskede hende kun det bedste, og selvfølgelig var det noget som han ønskede at vise hende. Hovedet lod han søge let på sned. ”Jeg håber selvfølgelig at det er en mening som varer ved, kære Denjarna. Du er deriblandt en af dem som gør, at jeg gerne vil optage disse kampe, og gøre Dvasias til et bedre sted at blive. Måske at der er mange mørke sider som skal belyses for mig, men.. ja. Du er en af dem som gør arbejdet til en fornøjelse. Jeg ønsker at værne om dig og din sikkerhed, selvom du ikke befinder dig her på slottet, men er derude, så gør det ikke nogen forskel for mig,” endte han med en sigende mine. Han mente det faktisk. Han lod hånden let og roligt stryge mod hendes kind, som han selv førte en lok af hendes hår væk fra hendes ellers så smukke ansigt. Han sendte hende et næsten.. varmt smil. ”Du er mig i sandhed en unik kvinde.”

[Deleted]

Denjarna ønskede at være der for ham, hvis han skulle gå hen og få brug for det. Hun nød deres snakke, så hvorfor ikke også støtte op omkring ham? Han havde også selv givet udtryk for, at han ikke bare var en selvcentreret mand, da han havde udvist interesse for hende, samt han virkede oprigtigt bekymret for hende, når det gjaldt hendes ve og vel. Alt sammen noget hun værdsatte. Især når hun var så alene, som hun var gået hen og blevet, så var det en særlig behagelig tanke at vide, at hun havde Mattheus bag sig. Hun måtte dog spekulere over, hvor meget tid han mon ville få til hende, da han jo var en travl mand, som han var landets konge, og det ville hun skam også respektere. Hun håbede dog, at han virkelig ville få tid til at presse hende ind i sit skema, da hun oprigtigt nød hans selskab, hvor hun gerne ville se ham igen, og ikke kun hvis hun havde et problem! "Jeg sætter pris på, at du gerne vil gøre tid til mig, når jeg ved, at du har en travl hverdag. Men jeg håber på, at tilbuddet også gælder, hvis jeg ganske simpelt bare har lyst til at se dit ansigt igen," sagde hun roligt, og tog en tår af blodet. For hende behøvede man ikke at have noget bestemt på hjertet, hvis man virkelig nød hinandens selskab. Hun håbede i hvert fald, at han også kunne se ideen i bare at ses, skønt hun muligvis ikke havde noget specielt på hjertet. Hun trak en anelse på smilet, hvor hun måtte se på ham med et blidt blik, som han forsikrede hende om , at hun altid ville kunne søge til ham, hvis hun havde brug for hjælp. Et utroligt tilbud var det, da det kom for selve kongen, hvor hun også satte pris på det. Hun havde måske et hjem lige pt, men det betød ikke, at hun ville glemme hans generøse tilbud. "Det er utroligt gavmildt af dig, at du tilbyder mig et hjem her, og utroligt elskværdigt, at du bekymre dig sådan for mig. Det glemmer jeg ikke. Hvis jeg mister mit nuværende hjem, så vil du være den første, jeg søger til. Det lover jeg," forsikrede hun ham.
Denjarna smilede morende til ham, som han så sig enig i hendes ord omkring forandring. "Hmm, en mand der tænker det samme som mig.. Det må være en mand efter min smag," svarede hun muntert. Sandt var det dog, at hun kunne lide ham, som hun virkelig nød hans selskab, hvor det slet ikke var fordi, at han var konge. Hun nød hans person, og det at de så sig enige i diverse ting og sager, det ville hun ikke klage over! Med et smil bundede hun roligt resten af sit glas, inden hun stillede det tilbage på bordet. Opmærksomt lyttede hun til hans ord, hvor hun måtte ende med at føle sig helt smigret, som han komplimenterede hende. For hende var det store ord han sagde, som han fik det til at lyde som om, at hendes personlighed og liv gav ham kampgejst. At hun havde den effekt på ham, måtte i hvert fald glæde hende. Der var i hvert fald intet galt i, at han så hende som en inspiration. "Det glæder mig at høre, at jeg kan være en kilde til inspiration. Du skal heller ikke opgive kampen om Dvasias, da der virkelig er noget at kæmpe for. Landet kan skam forandres, som det ikke kun er mørke, selvom folk ofte handler egoistisk her. Og du skal vide, at selvom jeg er sikker på, at jeg nok skal klare mig, så betyder dit ønske om min sikkerhed stadig noget for mig," sagde hun ærligt. Uventet var hans berøring, men om end ikke, så fandt hun behag ved den. Hun fjernede derfor ikke hans hånd, som han fjernede en lok fra hendes ansigt, hvor hun derimod blev roligt siddende og betragtede ham med et åbent blik. Næsten helt forlegen blev hun, da han kaldte hende unik, mens han forekom helt ... kærlig overfor hende. "Sig mig. Har jeg formået at røre noget i dit kolde hjerte?" spurgte hun en anelse drillende, dog også blidt og nysgerrigt, som hun tog de ord han tidligere havde beskrevet sig selv med.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Denjarna var en kvinde, hvis selskab Mattheus virkelig nød af, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, men ikke desto mindre, så var det bare at nyde tiden, så lang tid, at man nu havde den. Han vendte blikket ganske roligt mod hende igen. Selvom hun måske havde afvist ham frygtelig meget som det stod lige nu, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende.. Han ville ikke lade det ødelægge dette møde, eller den stund som han kunne dele med en af de mest specielle personer, som han nogensinde havde mødt. ”Jeg kan forsikre dig om, at jeg skal gøre hvad jeg kan, for at finde den tid til dig, bare du har lyst til at se mig igen.. Og så er det uanset årsag, eller grund,” lovede han med et let smil på læben. Hun gjorde ham i godt humør, og det var noget som han virkelig godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han lod hovedet søge let på sned. ”Betragt det som en gave fra mig til dig. Benyt det som det lyster dig, og jeg skal nok sørge for at vagterne lader dig komme og gå, såfremt at du er alene selvfølgelig. Jeg er nødt til at bevare den skarpe sikkerhed her, men.. jeg stoler på dig, på en måde, som jeg ikke stoler på mange andre.. og jeg kan lide det,” forsikrede han med et let smil. Det ville vel ikke komme bag på nogen, at han håbede på at det andet måtte slå fejl? Han var ikke meget for at hun havde andre steder!
Det morede virkelig Mattheus, at de bar mange af de samme holdninger og meninger! Han trak muntert på smilebåndet, hvor de spidse hjørnetænder igen måtte vise sig i hans mundviger. Han var stolt af det væsen han var, og selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hans del. ”Jeg tror det er skæbne,” endte han drillende, som han let blinkede til hende, for tanken var faktisk noget som direkte måtte more ham. Det var ikke fordi at Mattheus havde noget imod hende som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han måtte erkende, at hun havde berørt ham på en måde, som de mange andre kvinder ikke havde gjort, og selvfølgelig var.. det noget som også gjorde sit for hans vedkommende, for.. han vidste ikke helt hvad det betød eller hvad det gjorde ved ham, andet end at blive ramt af det behag. ”Det er måske forkert af mig at fremstille dig som en kilde for inspiration for mig, men.. det er hvad du er. Det er folk som dig, der gør jobbet noget værd, og det giver mig det som jeg har brug for, for at vide, at jeg ikke kæmper for noget uden grund. Jeg kan lide det, Denjarna,” endte han sigende, som han vendte blikket mod hende. Som han førte lokken med hendes hår om bag øret, strøg han kort over hendes kind, inden han trak sig. Han ønskede jo trods alt ikke at påføre hende noget ubehag. ”Jeg må vidst erkende, at du har berørt det kolde hjerte,” medstemte han med et let kækt smil på læben.

[Deleted]

”Det vil jeg virkelig sætte pris på,” sagde Denjarna sandfærdigt. Hun vidste, at han ikke var en mand med meget frihed, så hvis han i tide og utide kunne få tid til hende, så havde hun ingen indvendinger. Men hvordan det hele ville forløbe i fremtiden, det måtte hun vendte og se. Hun tog bare tingene nat efter nat, som hun ikke selv var bundet op på noget længere. Den eneste faste plan hun havde længere var, hvor hun skulle bo. Det at han også ville have del i hendes opholdssted, måtte hun smile let af. Det var rart at have den tryghed, at hun ikke skulle frygte noget, hvis hun lige pludselig skulle stå uden en bolig. Beæret var hun også over, at han gerne ville have hende fast her på slottet. Det var også en smule utroligt, at han ønskede det, efter af de kun havde kendt hinanden for en nat, og siden der fandtes så mange andre personer ude i verdenen. ”Jeg er glad for, at du tør udvise mig den tillid. Men så må vi bare se, om jeg vil få brug for det tilbud. Jeg vil i hvert fald ikke glemme det,” sagde hun mildt. Hun håbede selvfølgelig, at hendes nuværende boligsituation ville gå, men skidt ville det heller ikke være at bosætte sig her. Hun måtte også indrømme, at han pressede en smule på med, at hun skulle vide, at hun altid ville have en plads her. Det gjorde hun dog ikke andet end at smile af.
Denjarna slap en dæmpet latter, som han udtalte, at deres delte holdninger måtte være skæbnen. Hun måtte dog indrømme, at det var en smule overraskende, at de i virkeligheden havde så meget til fælles. Det havde hun ikke regnet med, men hun havde trods alt også regnet med, at han var en lidt anden mand end den han havde vist hende. Det var så en glædelig overraskelse. Hun klagede i hvert fald ikke. ”Kan du så fortælle mig, hvad skæbnen mere vil byde os?” spurgte hun kækt. De sølvgrå øjne hvilede nysgerrigt på ham. ”Hvorfor skulle det være forkert af dig at se mig som en inspiration? Hvis du kan lide mine værdier, og min udvikling, så er det jo bare sådan det må være. Man kan jo ikke gøre noget ved det man mener,” sagde hun roligt. Personligt havde hun intet imod, at han anså hende for at være en inspiration, da det derimod gjorde hende en smule stolt, da det måtte betyde, at hun gjorde noget rigtigt i hans øjne. ”Med tiden skal du nok også støde på andre, der inspirerer dig.” Det at han berørte hende, sagde hun intet til, som det denne her gang ikke vækkede hende ubehag. Roligt blev hun siddende, hvor et muntert smil måtte glide over hendes læber, som han sagde, at hun virkelig havde rørt noget i ham. ”Jeg sagde jo, at du slet ikke var en kold mand,” sagde hun stille og smilede til ham. Uenig havde hun været i det fact, at han var en kold person, da han viste hende noget andet. Dette måtte også være et bevis på, at hun havde ret på den front, og det ville hun da ikke klage over.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var slet ikke fordi Mattheus tænkte over, at han faktisk lagde pres på Denjarna, for det var jo slet ikke hvad han var ude på. Han ønskede hende ikke noget ondt, og han ønskede bestemt heller ikke at hun skulle føle sig tvunget til det ene eller det andet, ofr det var slet ikke noget som nogen af dem ville få noget ud af, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. Han nikkede mod hende. Han skulle selvfølgelig finde tiden til hende, hvis hun havde i sinde, at opsøge ham igen. Han vidste ganske ikke hvor hun ellers holdt til, og det var selvfølgelig ikke noget som han ønskede at blande sig i, selvom han mest af alt, faktisk ønskede hende her. Det var ganske utroligt at han nærede den form for tillid til hende, for det var han slet ikke vant til, for han havde aldrig oplevet at han kunne åbne sig på den måde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Det betyder meget for mig,” istemte han sigende, som han lod de rødlige øjne hvile på hendes skikkelse. Det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Han ønskede at hun skulle have et sted at være, hvor han lige så, også vidste, at han ville have hende omkring sig – hvilket i hans øjne, næsten var noget af det bedste af det hele.
Det måtte vel næsten være skæbnen som havde været med dem, og som havde bragt dem sammen nede ved søen? Tanken morede ham om ikke andet, men det var nu bare sådan at det var. Han trak muntert på smilebåndet, som hun selv slog ud i en latter, for det var i sandhed som sød musik for hans ører, og han elskede at høre den! Han vendte blikket mod hende igen. ”Havde jeg været synsk, så ville jeg med glæde have fortalt dig hvad jeg vidste!” endte han morende. Han kunne desværre ikke fortælle hende det, men han ville da gerne finde ud af det sammen med hende, hvis det endelig var det? Hovedet lod han søge let på sned. ”Du er da mere end bare en inspirationskilde, Denjarna.. Du er da mere end bare noget jeg kan drage idéer og inspiration fra,” påpegede han ganske sigende, for det var jo heller ikke en løgn. Selvfølgelig kunne han bruge frygtelig mange af de gode sider af hende, så var der også andre til at skænke ham den inspiration, men den som han fik fra hende, var… et sted, den som han virkelig havde brug for efterhånden, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han trak vejret dybt atter en gang. Hun havde berørt noget i hans mørke og dystre sjæl, og selvom han ikke var direkte mørk og dyster udadtil, så var det skam også noget som han var, for han var trods alt en dvasianer! Hun var bare.. atypisk, og det var noget som i den grad også gjorde sit for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. ”Når du siger det, så må jeg jo tro på det,” endte han med et let og stille smil på læben. Det betød faktisk meget for ham, at hun så sådan på ham!

[Deleted]

Denjarna klagede skam ikke over det faktum, at han ønskede at have hende her. Det var rart at vide, at hun var ønsket, især når hun også så den følelse som gengældt. Hans tillid ønskede hun heller ikke at spolere, skønt hun måske var mere tilbageholden, når det gjaldt for hende at give sin tillid ud til andre. Hun ville derfor også gerne vise ham, at den tillid han viste hende var velfortjent, som hun ikke ville gå om bag ryggen på ham. Tanken om muligvis at skulle bo her, måtte hun også spekulere over, da det før havde været en plads hun havde afvist, skønt denne her gang var anderledes. Gabriel havde bedt hende om at sidde på tronen med ham, hvor Mattheus bare ville give hende et sted at bo. Hele situationen måtte dog bringe hende en smule deja vú, som hun næsten følte, at nogle af de ting hun var kommet ud for i sit gamle liv gentog sig nu. Livligt lyste de sølvgrå øjne der hvilede på hans ansigt, men hendes hoved faldt en anelse på sned. Hvordan det hele var endt sådan her, vidste hun ikke, ligesom hun ikke vidste, hvad fremtiden ville bringe. Det havde i hvert fald ikke været hende ventet, at hun ville støde ind i kongen af Dvasias i nat, men ganske uventet var det sket alligevel, og det havde vist sig at være en god ting. Hun morede sig i hans selskab, hvilket var noget hun sjældent gjorde i folks selskab for tiden. Hun havde heller ikke ventet, at det ville ende sådan her ud, eftersom de havde haft en hård start, hvor han egentligt havde nedgjort hende. Noget han bestemt ikke gjorde længere! ”Hvis du ikke er synsk, så må vi desværre bare vente og se, hvad der sker,” sagde hun med et lille smil på læben. Slemt var det nu heller ikke, hvor hun ikke tvivlede på, at hun nok skulle lide forløbet. Blikket tog hun fra ham, hvor hun i stedet vendte det mod et af vinduerne. Natten måtte ganske snarligt være ovre, skønt det ikke just var det hun spekulerede mest over lige i øjeblikket. Tiden syntes at have fløjet af sted, men de havde nu også gået lidt for sig selv, inden de var stødt på hinanden, og derefter havde de brugt tid på gåturen omkring søen, turen til Castle of Darkness, rundvisningen og nu snakken i pejsestuen. Regnen var også kommet nu, som dråberne hastigt slog ind mod ruden i et ujævnt klokkespil. Heldigt havde det nu været, at de havde nået at komme indenfor i tide. Hun fugtede let læberne. ”Hvad er jeg da mere for dig, Mattheus?” spurgte hun nysgerrigt, som han oplyste hende om, at hun ikke blot var en simpel inspirationskilde. Hun vidste dog godt, at hun var mere end det, men alligevel… Blikket havde hun igen vendt mod ham, hvor hun tavst studerede hans træk. Det at han gav efter for, at han ikke bare havde et koldt hjerte, måtte hun smile af. Han havde garanteret sine mørke sider, men det havde hun og enhver anden dvasianer trods alt også. Der var bare forskel på, hvor meget man lod den styre en, og Mattheus havde absolut ikke optrådt som en kynisk mand overfor hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvordan det hele var foregået med Gabriel, tilbage i sin tid, var ikke kendt for Mattheus, og i sig selv, så var det slet ikke noget som han ønskede at blande sig ind i. Han ønskede at se på hvad han kunne gøre for hende, samt hvad de kunne lave sammen. Han stolede på hende, også selvom den måske ikke var gengældt i nær den samme grad, så var det noget som nok skulle komme før eller siden, hvilket han faktisk havde det ganske fint med, for i det tilfælde, så vidste han godt, hvad han havde at forholde sig til, og så var der ikke nogen skade sket for hans vedkommende. Synsk var han desværre ikke, også selvom.. det var alt sammen langt mere interessant, at finde ud af det sammen, frem for at vide alt sammen på forhånd. ”Det er selvfølgelig rigtigt.. Dog kan jeg jo altid informere dig om, hvad jeg… et sted ønsker for fremtiden?” spurgte han med et stille smil på læben. Han var ikke en synsk mand, desværre, og et sted så var han alligevel utrolig glad for det. Han ønskede dog ikke at bringe hende det ubehag, ved at forhaste med tingene, for det var slet ikke hvad han ønskede sig! Et sted så var han jo selvfølgelig en ung mand, men.. tanken et sted om at få sig en familie og et liv, alt efter hvordan hun havde beskrevet et lykkeligt ægteskab, så var det en tanke som i sandhed også havde gjort ham frygtelig nysgerrig.
Tiden var ganske vidst fløjet af sted, så det varede nok ikke længe, før de ville søge til deres senge. Ikke fordi at det var noget som Mattheus ønskede at tænke på lige nu. De havde vandret meget, de havde fået snakket, samt markeret grænserne, og så var det jo faktisk fint. Han ønskede hende jo slet ikke noget ondt af den grund, men ikke desto mindre, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. De rødlige øjne gled igen mod hendes smukke skikkelse, hvor smilet bestemt heller ikke var til at tage fejl af. Hun var bestemt ikke bare en inspirationskilde for ham, men så meget mere end det, og det var noget som han selvfølgelig også ønskede at vise hende, på de måder, som han nu havde at gøre brug af selvfølgelig! Smilet bredte sig, hvor det kække glimt igen meldte sig i hans øjne. ”Du er mig en unik kvinde, med et utroligt syn på livet, som man ville ønske mange andre lige så havde. En kvinde med en tragisk fortid og som har været meget igennem, og som jeg ønsker at betragte som en ven og en som jeg kan stole på – og som jeg faktisk gør.” Han trak muntert på smilebåndet, som han igen varsomt hævede hånden, som han strøg let mod hendes kind, i en ganske venlig gestus, for han ville bestemt ikke tvinge hende til noget. ”Nuvel.. Har du skiftet mening hvad angår sted at sove? Eller vil du endnu have din egen seng?” spurgte han sigende og næsten.. en anelse håbefuldt.

[Deleted]

Sandt var det, at det måtte være en trist skæbne at have, hvis man kunne se ind i fremtiden. Til tider ville det måske føles ganske behændigt, da man ofte måtte træffe mange svære valg gennem livet, men det var også de valg der støbte ens person. Hvis man også kendte alle svarene på forhånd, så ville det også være en ganske kedelig tilværelse, da man i så fald mistede spændingen, da det jo var det uvidste der trak i en. Selv havde hun ingen ide, hvad hendes fremtid ville være, da hendes liv var blevet rystet godt og grundigt de seneste måneder, hvor hun bare håbede på, at der ville komme mere ro på igen i fremtiden. Intet var nemlig, som det engang var længere, men måske var det også passende, hvis hun skulle have sig en ny grobund. Hun havde i hvert fald ikke længere noget af det velkendte omkring sig, som byer og personer havde ændret sig. ”Og hvad ønsker du dig da for fremtiden, udover en god tid som regent?” spurgte hun med en nysgerrig mine. Han havde lagt meget vægt på, at han gerne ville have folket til at acceptere sig. Han havde også nævnt, at han på et tidspunkt ønskede en fast kvinde i sit liv, men om det bare var det eller noget nyt, var hun spændt på at høre. Selv ønskede hun at få styr på hverdagen igen, som hun gerne ville have en tryg grund. Hun håbede også på, at hun kunne få en ny stærk vennekreds, og i fremtiden kunne der godt være en ny mand i hendes liv, men det var vel bare noget der kom af sig selv.
Denjarna betragtede ham med et roligt blik, som han gav sig til at forklare, hvordan han så hende. Smilet måtte brede sig på hendes læber, som det var ord der varmede. Hun kunne bestemt godt lide hans syn på hende, som det absolut ikke var ringe at blive anset for at være noget særligt, en der havde været udsat for en masse, men var kommet helskindet igennem, samt en ven og en man kunne stole på. Det var alt sammen ting hun gerne ville stå inde for. ”Jeg må sige, at jeg bestemt ikke har lyst til at ændre det syn, du har på mig,” sagde hun med et smil på læben. ”Det er noget jeg godt kan stå inde for, og jeg håber ikke, at de tanker vil ændre sig hos dig.” Hendes blik måtte flakke let til hans andre ord og handling. Behageligt var det at blive rørt, men hun frygtede, at hun gav ham forkerte tanker i hovedet, hvis hun lod ham fortsætte, når han også havde et sådan spørgsmål i sinde. Forsigtigt tog hun et blidt greb om hans hånd der kærtegnede hendes kind, hvor hun sænkede den. Hendes fingrer strøg let over hans håndryg, mens hun så ind i de rødlige øjne. ”Jeg må nok skuffe dig og sige, at jeg stadig gerne vil have mit eget værelse.. Du er måske vant til at kvinder bare springer med dig i sengen, men jeg har ikke i sinde at gøre det på den måde,” afviste hun ham stille. Hun savnede måske at have en mand tæt, men alligevel ville hun gerne have, at det skulle være ægte, hvis det skulle ske, og han forventede nærmest bare, at det var noget hun ville gøre. Hun havde muligvis gjort det i fortiden, men ikke længere.