With company

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var skam kun ærlig, når han skænkede Denjarna de ord, som han skænkede hende. At hun så godt kunne lide de ord som han skænkede hende, var noget som han selv stillede sig ganske tilfreds med, udelukkende også fordi at han faktisk mente dem, og kunne se at det var til hendes egen glæde. Han lod hovedet søge let på sned. Selvom hendes forsvar, måske var oppe alligevel, så var det ikke noget som han sagde noget til, for han satte faktisk pris på en kvinde, som ikke var bange for at stå op for sig selv. Det var tvært imod, faktisk en tanke som kun måtte glæde for ham, at hun meldte fra på den måde overfor ham. ”Stoler du da ikke på mig?” spurgte han med et let smil på læben. Det var i sig selv, ikke fordi at det var noget som han tog tungt, men så måtte han jo bare selv stå op til det forsvar, og så melde af, hvordan han selv havde det med det! ”Men nej.. Det er faktisk ikke noget som jeg siger til alle og enhver.. Kun de få som har formået at falde i min interesse.. Og der er du til nu en af de.. eneste,” svarede han med en ganske ærlig stemme, som han let lod hovedet søge mod den anden side. Han mente det faktisk!
Mattheus var en nysgerrig mand, og nu hvor han sad alene med Denjarna, samt forhåbningerne som måtte følge med dette møde, så ønskede han da også at finde ud af, om hun faktisk var magtliderlig, eller om det bare havde været et rent tilfælde, hvad angik de to mænd, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han holdt dog mund til hun var færdig med at forklare for sig, hvor han roligt nikkede. ”I så fald, så forstår jeg bedre. Tilgiv mig min nysgerrighed,” endte han ganske sandfærdigt, for det var faktisk noget som han mente. Han trak svagt på smilebåndet, som han let trak på skuldrene. ”Tja, hvad skal jeg sige? En mand kan ikke give mig hvad en kvinde er i stand til.” Han sendte hende et let smil, inden han selv valgte at fortsætte. ”men ja.. jeg har vel også mine grunde til at gøre som jeg gør. Jeg er en kræsen mand, hvad angår en kvinde som jeg ser mig selv med. Foreløbig har det måske kun været for lysterne, men jeg har endnu ikke fundet en som har berørt mit kolde hjerte,” svarede han ganske ærligt.
At Denjarna tog hånden til sig, gjorde det kun tydeligt for Mattheus, at han havde handlet for overilet, selvom det faktisk ikke var noget som han havde gjort med vilje. Han blev dog roligt siddende og med blikket hvilende mod hende. At have en ven, ville han bestemt ikke have noget imod, for han kunne virkelig godt lide hendes selskab, og det var noget som han samtidig også ønskede at vise hende. ”Handler jeg for hastigt?” spurgte han sagte, som han roligt samlede sine hænder i sit skød i stedet. Han vidste jo godt, hvad hun havde været igennem, og derfor ønskede han selvfølgelig ikke at gøre hendes frygt for mænd værre end det den måtte være i forvejen. Slet ikke! ”Men ja.. Det glæder mig. Det vil være mig en sand fornøjelse at lære dig bedre at kende. Er der mere om mig, du har lyst til at vide? Andet end mine sygelige lyster?” spurgte han med et drilsk smil på læben.

[Deleted]

Denjarna nød at være i Mattheus selskab, som han var en charmerende og veltalt mand, samt det at han var i stand til at se bort fra sin fine titel som konge, og blot nyde hendes selskab som enhver anden. Hun behandlede ham dog ikke udelukkende som enhver anden person, da hun skam godt kunne stille sig i respekt og føje ham, hvis han brugte sin autoritet, da han trods alt var hendes konge når alt kom til alt. "Vil du have, at jeg viser dig blind tillid?" spurgte hun roligt og sendte ham et let smil. Det var måske hårdt at sige, at hun ikke stolede på ham, men hun stolede trods alt ikke fuldt og fast på ham. Det kendte hun ham simpelthen ikke godt nok til, hvor tillid for hende også var noget man skulle bygge op. Hvis det skulle være sådan mellem dem, så måtte de have nogle flere lignende møder, hvilket hun ikke havde noget imod, da hun godt kunne lide ham. "Hvis ikke, så har du jo en god grund til at se mig i fremtiden," kommenterede hun og blinkede til ham. Selv ville hun gerne se ham igen, da han havde vist sig at være en af de få, hun egentligt kunne snakke med. Blikket holdt hun nysgerrigt på ham, hvor smilet måtte ende med at blive varmt til hans ord. Hun kunne godt høre ærligheden i hans ord, hvilket fik hende til at bløde en anelse op. Forsigtigt måtte hun hæve hånden, som hun valgte at give hans arm et blidt klem, inden hun trak den tilbage igen. "Så vil jeg være glad for at være en af de få heldige kvinder," svarede hun ærligt. Det var trods alt ikke sådan, at hans komplimenter gik forbi hendes ører, som hun skam tog dem til sig.
"Tilgive dig? Hvad er der at tilgive, kære Mattheus? Det var bare et simpelt spørgsmål, om mit liv," spurgte Denjarna roligt. Hendes hoved faldt let på sned. Stødt var hun skam ikke blevet over hans spørgsmål, omkring hendes intentioner med både en leder og.en kronprins, da hun vidste, at hun havde rent mel i posen. Desuden, hvis hun kun havde fokuseret på magt, så burde hun have valgt Gabriel, eftersom han havde været landets konge, hvor hun kunne være blevet dronning. Godt nok af Procias. "Nej, du har ret, at det er lidt anderledes med en mand," svarede hun muntert. Hun forstod skam godt, at han søgte kvinder, men alligevel fandt hun det mere passende at holde sig til kvinder, der virkelig sagde ham noget. "Men hvis du åbner op, så er jeg sikker på, at der nok skal dukke en op. Og Mattheus? Du har ikke et koldt hjerte."
Denjarna var desværre gået hen og blevet påpasselig, hvad berøringer galt, så det at han ville holde hende hånden, fik sat gang i mekanismen i hende. Hun bed sig selv let i læben, mens hun foldede sine hænder i skødet, som hun havde fået sin hånd fri. "Det må du undskylde.. Jeg har bare endnu svært ved berøringer fra folk, jeg ikke har kendt særligt længe," undskyldte hun stille. I de seneste år havde hun været vant til smerte, når hun blev berørt. Nu skulle hun vænne sig til tanken om, at de ikke ville hende noget ondt, samt hun skulle holde i tanken i hovedet, at hun nu var en fritstillet kvinde, der ikke behøvede at tage højde for, hvad Derick tænkte, når hun rørte en anden mand. Det var endnu underligt for hende. "Har du da flere sygelige lyster?" spurgte hun drillende. "Men er der generelt noget du synes, jeg skal vide om dig?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus kunne sagtens se væk fra sin kongelige status, som han skam også kunne vise sig fra den royale side – nøjagtigt som da de var kommet ind, hvor han havde markeret stedet allerede med det samme! Han vendte blikket sigende mod hende. At lyve for hende, var slet ikke noget som han kunne finde på, udelukkende fordi at han faktisk nød hendes selskab, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, men ikke desto mindre, så ønskede han selvfølgelig også at nyde det så lang tid, som det nu måtte vare. Han nikkede med et stille smil på læben. ”Jeg nyder skam deres selskab, og jeg ønsker selvfølgelig ikke at lyve for dig, hvad det angår. Jeg håber bare, at du nyder det mindst lige så meget, som det jeg selv gør,” endte han ganske ærligt, også fordi at det var noget som han mente, som intet andet. Han lod hovedet søge let og stille på sned, som han lod tungen stryge let fugtende over læberne, som han roligt rettede sig op ved hendes side atter en gang. Det klem som hun skænkede hans arm, tog han sig ikke af. Han kunne faktisk godt lide det. ”Det glæder mig at høre dig sige det.. Du er en af de heldige få, som jeg faktisk værdsætter som et værdigt selskab. Jeg møder desværre ikke mange af dem,” endte han ganske sandfærdigt.
Mattheus havde altid været en frygtelig nysgerrig af slagsen, og dette var bestemt heller ikke noget undtag. Alene den tanke om at han havde fået at vide en masse om denne kvinde, selvom hun måske ikke havde fortalt det vilde endnu, var jo bare en ting, men.. selv han kunne formå at lægge to og to sammen. Desuden glædede det ham faktisk at vide, at hun ikke kun var gået efter mænd med magt. Man kunne jo trods alt aldrig vide i dagens eller datidens Dvasias, for visse ting ændrede sig vel bare.. aldrig? ”Såfremt du definere det som et simpelt eller enkelt spørgsmål, så er jeg ikke den som skal brokke mig. Jeg var for en kort stund, bange for, at det blev for.. et nærgående spørgsmål?” endte han ganske sigende. Han var jo slet ikke ude på at gøre hende skidt tilpas, når det nu endelig gik så godt! Hendes følgende ord, fik ham til at vende blikket direkte mod hende, hvor han dog ikke kommenterede det at være sammen med en mand. Det stillede selvfølgelig de lyster som et menneskeligt individ nu måtte brænde inde med, men.. det gav ham bare ikke hvad han havde brug for. ”Det er du den første som fortæller mig.. Mener du det? At jeg ej har et koldt hjerte?” Han skulle jo nødigt ende med at fremstå blød eller noget lignende, for det var slet ikke noget som gavnede ham på nogen måde, og det vidste han jo også godt!
At han var for ukendt for hende, til at han måtte komme så tæt på, var nu ikke noget som Mattheus kunne sige det største til, for han havde jo kun kendt hende for en enkelt aften, så selvfølgelig var det også noget som kunne mærkes. Han nikkede forståelsesfuldt. Det var faktisk noget som han kunne forstå! ”Det skal du ikke tænke på. Jeg.. var vel bare lidt for hastende.. Jeg beklager,” endte han ærligt, som han igen vendte blikket mod hende. At han havde flere lyster, var vel ikke noget som han kunne lægge skjul på? Han var en lysten mand, og det havde han jo trods alt også altid været! Han kuklo let. ”Altså, jeg er jo en mand ikke?” svarede han morende, som han roligt lænede sig tilbage mod sofaryggen og ellers sad ganske afslappet ved siden af hende – upåvirket af hvad der lige var sket. ”Fortæl mig alt, Denjarna.. Fortæl mig om de skeletter som må hvile i dit skab,” opfordrede han.

[Deleted]

Denjarna tvivlede skam ikke på, at han talte sandt. Hvis han ikke havde nydt hendes selskab, så havde han formentligt ikke inviteret hende med hjem til en dybere samtale. Personligt nød hun også hans selskab, hvor hun heller ikke ville have takket ja til invitationen, hvis han ikke havde sagt hende noget. De havde måske fået en dårlig start, men den var blevet visket væk, som hun havde forklaret ham om sin tilstand. På slottet havde der nu også været et mindre sammenstød, som hun var kommet til at tale ned til hans moder, hvilket åbenbart var et meget ømt punkt hos den unge konge. På sin vis var det også rart at vide, da hun i så fald vidste, hvor hans grænse var. "Hvis jeg ikke havde nydt dit selskab, så havde jeg ikke siddet i denne sofa. Jeg ville heller ikke gå med den følelse, at jeg ikke ville have noget imod at gøre det her igen," svarede hun ærligt. Hun vidste ikke, om hun nød hans selskab så meget som ham, men nød det gjorde hun, samt hun ikke kunne se et problem i at se ham igen. Han var trods alt en ganske fornuftig mand, skønt han havde sine seksuelle lyster og sine tvivl angående hans position som konge. "En skam. Men det er vel også relativt, hvor mange personer du kan komme tæt på med det erhverv, du har." Da de først havde mødt hinanden, havde han givet udtryk for, at det var sjældent han kom ud fra slottets trygge mure. Når han mødte folk, tvivlede hun også på, at folk så ham som andet end deres konge, hvor de så sig nødsaget til at tage afstand og vise respekt.
"Jeg sætter pris på din betænksomhed. Spørgsmålet omhandlede mit gamle liv, og det er noget jeg har tænkt igennem, samt jeg ved, at det har været folkekendt. Så det påvirker mig ikke længere," svarede Denjarna roligt. Det påvirkede hende ikke længere, som hun havde bearbejdet det, samt det var sket for århundreder tilbage. Dengang havde det været et utroligt ømt punkt for hende, da det havde været en svær beslutning, men nu var hun kommet sig over det. Desuden eksisterede ingen af de to mænd i hendes liv længere. Derfor var hans frygt unødvendig, men det var dog heller ikke sådan, at hun ønskede at grave i emnet, da hun gerne ville lade fortid være fortid. Hun var nemlig nødt til at komme videre med sit liv, og det ville omhandle helt nye mænd i hendes liv. Roligt betragtede hun hans ansigt, som han spurgte ind til hendes ord om, at han ikke ikke havde et koldt hjerte. "Hvorfor skulle jeg ikke mene det?" spurgte hun nysgerrigt. "Jeg ved ikke, hvordan du behandles andre, så jeg tager kun udgangspunkt i, hvad jeg ser. Og jeg ser en betænksom mand, når han først har lukket personen ind. Jeg kan også se, at du har følelser, som du reagerede, da vi kom ind på din moders valg."
Et skævt smil gled over Denjarnas læber. "Det går.. ingen kom til skade," sagde hun stille. Det glædede hende, at han tog det så roligt, da hun havde frygtet, at han tog det personligt. Hendes reaktion havde dog ikke specifikt omhandlet ham, da hun ville have reageret sådan overfor hvem som helst. Hun var ikke klar til berøringer for hans side af, og så måtte man bare give det tid og se, om det nogensinde kom. Muntert slap hun en latter, mens hendes øjne måtte se skinnende på ham. "Det er du jo," svarede hun smilende. "Du tror måske ikke, at jeg er en sand engel? Men ... min største last må vel være det du selv går inde med. Jeg selv har haft mine lyster, som der var en del mænd i mit liv, indtil jeg valgte at blive gift. Hvilke skeletter jeg ellers umiddelbart skulle have, kan jeg ikke lige komme på."

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus så bestemt ikke nogen grund til at lyve for Denjarna, for han nød skam hendes selskab, og det at kunne vise sig fra en lidt anden side end den konge som han skulle være for landet. Han var andet end bare en konge, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Det var sjældent nok at han faktisk kom ud for slottets mure, og uden eskorte, så det at han havde været så heldig at støde på hende, var selvfølgelig kun noget som gjorde det hele så meget bedre, også for hans eget vedkommende. Hovedet lod han søge let på sned, som smilet bredte sig. Hun nød det, og mere end det, havde han bestemt heller ikke behov for at vide. ”Så lang tid, at du føler dig vel omkring mig, så er alt vel også fint? Det vil glæde mig at se dig igen en anden gang i fremtiden. I så fald, så kan jeg planlægge vores næste møde noget bedre end.. bare at tage det hele på sparket,” tilføjede han med et næsten hemmelighedsfuldt glimt i øjet. Han kunne da ikke lade være! Han trak svagt på skuldrene. ”Det er sjældent at jeg kan vise hvem jeg er, foruden en konge. Folk ser ikke rigtigt hvem jeg er bagved den kongelige titel, desværre..” endte han dæmpet. Han fandt det faktisk som en skam, selvom han nok ikke rigtigt kunne gøre noget ved det af den grund, selvom det næsten var det som var det værste af det hele.
Fortid skulle være fortid, og det var også hvad Mattheus ønskede med henblik på hans kære moder. Han var måske sin moders søn, men ikke desto mindre, så var han jo ikke sin moder. Han betragtede hende med et stille smil på læben. ”Det er selvfølgelig rigtigt nok. Det forekommer mig bare ofte, at selv en fortid får folk til at reagere, da de vel er bange for at blive dømt som de er blevet dømt tidligere,” endte han ganske sandfærdigt. Ikke at det var noget som gjorde det meget bedre, men ikke desto mindre, så var det jo bare et personligt problem, som folk flest måtte arbejde med, og ikke mindst for. At hun mente at han ej havde et koldt hjerte, glædede ham faktisk, for selvom han måske var en spide og opvokset som en, så havde han jo stadig meget efter sin kære fader. Han nikkede sigende til hendes ord. Det var noget som faktisk betød frygtelig meget for ham at høre hende sige! ”Det glæder og varmer mig, at det er det indblik du har på mig. I så fald, så ved jeg, at det lykkes mig at vise mig som andet end en.. royal,” endte han ganske ærligt, dog tydeligt med en taknemmelighed i stemmen, for det betød faktisk ufattelig meget for ham.
Det havde slet ikke været Mattheus’ hensigt at presse hende fordi en grænse som hun slet ikke ønskede at krydse. Det var tydeligt ikke ment ham personligt, men.. generelt. ”Udmærket,” endte han ganske sigende, som han lod hovedet søge let på sned. Han var jo en mand, og det var jo også med alt hvad det måtte indebære, så det at det var noget som fik hende til at grine, var næsten det sjoveste, hvor han selv slog ud i en latter. ”Det glæder mig om ikke andet, at jeg kan finde en kvinde med lige så sygelige lyster som jeg selv er i besiddelse af.” Han sendte hende et muntert smil. Han lavede jo bare sjov! ”Kan jeg byde på et glas mere?” tilføjede han med et let smil.

[Deleted]

Denjarna følte sig skam velkommen i hans selskab, så det skulle han ikke betvivle. Han havde ikke været andet end venlig overfor hende, efter at de havde fået grænserne på plads, og mere behøvede hun ikke. At hun så også kunne få ham til at slappe af for sit kongelige arbejde, glædede hende, da han garanteret havde brug for at slippe den tunge byrde til tider. ”Jeg beder ikke om andet. Men det skulle nok være muligt at planlægge det næste møde noget bedre, nu når isen er blevet brudt,” sagde hun roligt og blinkede til ham. Personligt tvivlede hun på, at hun ville have samme held næste gang, med at støde uanmeldt ind i ham, da han havde sit arbejde at passe. Et andet møde med ham ville absolut ikke gøre hende noget, da hun nød hans selskab, som hun kunne snakke stille og roligt med ham. Hun nikkede forstående til hans ord. Hvis hun set ham som sin konge først, så ville hun muligvis også have handlet anderledes overfor ham. Det måtte så glæde hende, at han havde holdt sin titel skjult de første par minutter, da det havde givet dem en anden indgang til starten af deres samtale. ”Folket er heller ikke vant til, at de kongelige skulle have en personlig interesse i dem. At du så er anderledes, må du vise dem. Men jeg tror generelt, at folk desværre altid vil have det svært i din nærhed, da de ved, hvilken magt du har, og at de skal sætte sig i en vis respekt, overfor dig.”
Fortiden kunne gøre ondt. Det vidste Denjarna skam godt. Hun kunne stadig blive ramt af dens smerte, men hun prøvede at ligge den bag sig, da det trods alt var fortid. Visse ting var hændt dengang, og de personer der levede dengang var ikke længere en del af hendes liv, samt hun havde ændret sig betydeligt. Hun havde for eksempel været utroligt flyvsk i sine unge år, selvom hun havde haft Derick, men det var nu en ting der havde ændret sig hos hende, som hun ikke længere havde et problem med at være en tro. ”Så sandt. Jeg kan heller ikke påstå, at jeg selv er fuldkommen immun, men jeg vil ikke længere lade fortiden styre mig. Det vil bare ødelægge ens fremtid,” svarede hun stilfærdigt. Det var svært at slippe fortiden, men hun kæmpede for at gøre det. Hun skulle også slippe tanken om sin tidligere mand, da hun ikke længere havde ham, så hun måtte lære ikke at tage hensyn til det punkt længere. ”Jeg burde vel også vide bedre end nogen anden, at kongelige også har en anden side,” sagde hun en anelse muntert. ”Men generelt er der heller ingen der har et fuldkomment koldt hjerte. Der er bare nogle der gemmer det bedre end andre.”
Denjarna måtte trække en anelse på smilet, som hendes latter smittede af på ham, og fik også ham til at le. Dejligt var det at høre, som de begge følte sig trygge nok til at smide deres hæmninger en anelse. ”Måske vi bare skulle få det overstået og springe på hinanden i så fald,” sagde hun drillende. Det var dog kun sagt for sjov fra hendes side af, da hun ikke bare ville tage ham med i sengen. Hun ville måske have gjort det engang, men hun prøvede at holde den gode stil med at vente til en mand virkelig betød noget for hende, hvor hun også kun ville være den mand tro. Det andet gav et forfærdeligt rod. ”Jo tak,” svarede hun med et smil på læben, som han bød hende på mere at drikke. Hjælpsomt løftede hun sit glas, som hun roligt holdt mod ham. ”Men for at lære dig bedre at kende, hvad ville dit største ønske så være?” spurgte hun nysgerrigt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Selvom Mattheus var konge, så ønskede han at blive set på som et lige så levende individ, som resten af befolkningen. Han var ganske vidst ung, og han vidste, at det var noget som talte direkte imod ham i denne stund, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nød hendes selskab, og nu hvor han havde set, at det havde været til hans fordel, at han havde ventet med at præsentere sig med titel, så var det måske noget som han skulle gøre noget oftere? ”Det håber jeg så sandelig. Hvis du vil gøre mig den ære, at gøre mig selskab på et senere tidspunkt, selvfølgelig?” endte han ganske sigende, for det var noget som faktisk betød meget for ham. Hovedet lod han søge let og stille på sned. Han trak svagt på smilebåndet, også selvom det nok mere var en facade, for det gjorde ondt, at han ikke havde folket i ryggen, men direkte i fronten, og det var bestemt heller ikke meningen! ”Jeg har mange ting imod mig, hvad angår min stilling her til lands. Jeg blev født til den, jeg blev skabt til den, og det som det eneste. Desuden er der ikke noget kongehus, hvis der ikke er et folk at lede. Det er en kamp og en krig som jeg personligt og alene er nødt til at kæmpe.. Mon ikke det skal komme med tiden? Jeg håber det skam,” svarede han sandfærdigt. Det var hårdt, men ikke desto mindre, så var det en kamp som han var nødt til at tage.
Det var slet ikke fordi at det havde været Mattheus’ hensigt at grave i Denjarnas fortid, men han var en nysgerrig mand, samtidig med at han ønskede at vise hende, at han faktisk kun var nysgerrig, uden at skulle fremstille hende som det ene eller det andet, selvom hun måske havde været magtgal før i tiden – af hvad folk sagde om ikke andet, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen strøg han let over læberne. ”Det vil også være en skam, at lade fortiden ødelægge fremtiden. Den definerer jo trods alt heller ikke hvilken person du er, samt hvad du værdsætter nu kontra dengang. Så langt tid du ved, at jeg ikke er ude på at sætte dig i en situation hvor du føler dig udstillet.. I så fald, så må du lade mig vide det,” endte han ganske alvorligt, som han roligt betragtede sig af hendes skikkelse. Han betragtede hende med et stille smil på læben. Han var enig med hende. Han kunne nemlig af den grund, godt lide hvordan hun så på tingene, for selv det, var et syn som han værdsatte frygtelig meget. ”Jeg kan godt lide din indstilling til tingene, Denjarna.. Den gør dig om muligt, så mere unik,” endte han ærligt.
Det var virkelig en glæde for Mattheus, at han kunne smide de kongelige hæmninger lidt, og vide, at det kun var Denjarna, som var der til at se lige præcis denne side af ham. Det var slet ikke en side som han viste til alle og enhver, da han var nødt til at værne om sit liv. Han vendte blikket sigende mod hende. ”Det lyder som en fantastisk idé!” endte han tydeligt morende, som han igen slap en let latter. Selvfølgelig ønskede han hellere at folk skulle gøre det af deres frie vilje, og det var jo ikke ligefrem hvad man kunne kalde dette. Han rakte roligt efter den halvtomme flaske, hvor der lige var nok til et glas til hver af dem, inden han roligt lod hånden glide omkring hendes, for at holde glasset stabilt, så han roligt kunne hælde op til hende – kun for at slippe hendes hånd igen, og skænke op til sig selv. ”Mit største ønske? At finde mig en plads, som jeg er fortrolig med.. med en kvinde ved min side, som jeg kan kalde for min af hjerte, sind og sjæl. Et land som respektere og acceptere mig som den ledende og højeste magt og at rense mit familienavn.”

[Deleted]

”Så længe det fortsætter sådan her, så vil det være mig en ære at gøre dig selskab igen,” svarede Denjarna ærligt. Hun morede sig i hans selskab, så der var vel intet galt i, at hun gerne ville se ham igen? Det var desuden de færreste hun følte sig tryg ved på det seneste, så når der endelig dukkede en ny en op, så var det bare at køre videre på det. Selv havde hun nemlig ikke længere en stærk omgangskreds, som hun ellers tidligere havde haft. Lige pt. havde hun kun Vladimir, og selvom hun nød hans selskab, så var det ikke nok for hende. Det at føre Mattheus ind på sin liste, kunne kun være en fordel for hendes vedkommende. Tavst lod hun hovedet falde en anelse på sned, som hun betragtede ham med nysgerrighed, og med et snert af medlidenhed i de smukke sølvgrå øjne. Hun forstod godt den smerte han måtte føle, hvor hun havde ondt af ham. For hende burde ingen stå alene, da det var en forfærdelig position i livet. ”Det er kun dig, der kan vinde folkets respekt. Tiden skal nok komme, eftersom landet heller ikke kan stå alene. Folket er nødt til at have én person at se op til og føle sig styret af. Hvis ikke du var her, ville der komme en masse magtkampe, samt folket ville løbe forvirret rundt. Men selvom der er brug for dig, så tvivler jeg på, at dette er dit eneste formål med livet,” fortalte hun roligt.
Folk havde muligvis fået det forkerte blik af Denjarna i sin tid, da hun aldrig havde tænkt på magten, da hun havde været sammen med de forskellige mænd. Hun havde fundet sin titel som mørkelvernes leder som nok, men desværre var det nu en titel der var taget fra hende, hvor hun den dag i dag måtte savne den. Det at være levende og at kunne kalde sig for mørkelver var nok det i livet, som hun savnede allermest, men det kunne hun desværre ikke få igen. ”Så sandt, som det er sagt,” sagde hun med et skævt smil. ”Jeg var ung dengang, og havde endnu ikke styr på mine værdier, men det har jeg nu. Men jeg skal nok sige til, hvis du bliver for nærgående. Det talte vi også allerede om nede ved søen.” Indtil videre kunne hun godt håndtere deres emner, men det kunne vel godt skifte? Hun var dog rimelig sikker på, at han nok skulle lade emnet gå, da han tidligere havde undskyldt overfor hende, da han havde taget nogle drastiske konklusioner, uden at kende til sandheden. ”Du sagde også fra start af, at du fandt mig anderledes,” påmindede hun med et smil på læben, som hun tænkte tilbage til stunden ved søen, som han havde kaldt hende speciel, og påtaget opgaven om at finde ud af, hvad der gjorde hende så anderledes. Hans ord måtte også glæde hende, som hun gerne ville være unik, frem for en man kunne glemme i mængden.
Grinende rystede Denjarna svagt på hovedet, så de ravnsorte lokker dansede stille omkring. Det glædede hende, at de kunne more sig sådan her, hvor det også helt gav liv til hendes øjne og ansigt. Hun havde ikke just i tankerne at springe på ham lige nu og her, men det fraholdte hende trods alt ikke for at joke omkring det. At han hoppede med på vognen, fik hende også blot til at smile. Roligt holdt hun hånden, hvor hun intet sagde til, at han hjalp til med at holde glasset stabilt, hvor hun blot så tavst til. ”Det lyder som et godt ønske. Jeg håber inderligt, at det vil gå i opfyldelse. Andet har du ikke fortjent,” sagde hun stille. Et sikkert liv med en man elskede var vel alles drøm, hvor hun også havde prøvet det. Hun havde så bare taget fejl omkring, at hun skulle dele det med Derick resten af sit liv, som han alligevel ikke havde været hendes eneste ene, som hun ellers havde troet. Hans ønske om accept blandt folket og en god tid som regent, var vel også en selvfølge, men når han tydeligvis havde det ganske svært med sin position, så var det endnu mere forståeligt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At det direkte var Denjarna en ære, var noget som selvfølgelig glædede Mattheus! Han nød virkelig hendes selskab! Han kunne more sig, han kunne have det godt, for ikke at glemme, at han kunne være sig selv, hvilket var det bedste af det hele! Det var sjældent at han faktisk morede sig på den måde, samt følte sig så vel, at han kunne slappe af i andres selskab, uden at skulle tænke på hans ry som konge, og det var faktisk rart for en gangs skyld. Han vendte blikket sigende mod hende. ”Det værdsætter jeg så sandelig,” svarede han ærligt. Han så bestemt ikke nogen grund til at lyve for hende. Hendes ord, fik ham svagt til at trække på smilebåndet. Hans moder havde ganske vidst elsket ham, men han vidste, at han kun var kommet til verden for den trone som han havde nu. Det havde været hans moders mål med det hele allerede fra start af. ”Jeg kom ikke til af kærlighed, Denjarna,” informerede han ganske ærligt. ”Jeg synes folk efterhånden løber forvirret rundt nok i forvejen, må jeg erkende, men end ikke jeg, kan gøre andet end at forsøge mig frem. Jeg er nødt til at kæmpe denne kamp alene, også selvom jeg ved, at folk flest ikke nærer den respekt for mig, som jeg har brug for, for at kunne lede landet optimalt. Det er urovækkende,” endte han ganske sigende. Det var måske en snak som han burde gemme til sin kære rådgiver, men det var rart at kunne snakke åbent med hende.
Mattheus kunne skam godt tænke sig til, at Denjarna var vant til at blive stemplet, selvom han nu måtte se og betragte det som en.. skam. Hun var unik og noget særligt, selv i hans øjne, og han agtet stadig at finde ud af hvad der gjorde det! ”Så lang tid du siger til, om jeg kommer for nær, så er jeg glad og tilfreds. Du har fået styr på dine værdier nu, og det er kun en god ting. Det er der ikke nær så mange som kan prale med nu om dage,” endte han ganske sigende, som han igen vendte blikket mod hende. Hun var bestemt ikke en i mængden, men en som skilte sig ud, og det var noget som selv han bestemt rigtig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Om det er en god eller en dårlig ting, har jeg endnu ikke fundet ud af.” Han slap endnu en latter, som han blinkede til hende. Det var selvfølgelig en god ting, at han fandt hende som noget særligt.. noget som vækkede en interesse i ham, som han ikke havde oplevet til før, og det gjorde i den grad også ham nysgerrig. Den opgave havde han ikke opgivet endnu!
Mattheus tog kun ganske forsigtigt omkring hendes hånd, for at holde glasset stabilt. Det var ikke fordi at han ønskede at komme i nærkontakt med hende, dersom det ikke selv var noget som hun havde lyst til, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte de rødlige øjne mod hende endnu en gang. En kvinde som hende, ville han ønske og elske at have ved sin side. Han kunne godt lide hendes holdninger og hendes indstilling til livet. Det var et sted ganske befriende. ”De ønsker er vel lidt overfladiske, er de ikke? Noget som alle ønsker sig? Men hvad med dig? Efter dit nok nærmere.. turbulente liv, så må du vel også gå rundt med ønsker for livet?” spurgte han nysgerrigt, som han satte sig tilbage på sofaen med sit eget glas. Han hævede det roligt mod hende. ”Skål.”

[Deleted]

Denjarna smilede svagt til hans ord. Han var bestemt ikke den mand, hun havde forventet, at han var. Udfra det hun havde hørt, og personligt gjort sig af overvejelser om en dvasiansk regent, havde hun forventet at se ham en ung, uvidende, arrogant og egoistisk mand. Det havde heldigvis vist sig, at han overhovedet ikke var det. Han var måske ung, men han havde ambitioner med livet, hvor man bare skulle ligge en del kræfter i, for at opnå dem. Han var også yderst opmærksom på, hvordan andre så ham, hvor han vel følte sig en anelse misforstået blandt folket. Denjarna fugtede let sin læber, som han informerede hende om sin triste skabelse. Det var vel ikke så overraskende igen, at hans fødsel havde været ren og skær overlevelse for at beholde tronen i slægten. Selv kunne hun ikke forestille sig, at hun skulle sætte et barn i verden af en sådan årsag. Men på den anden side kunne hun slet ikke se sig selv med et barn. ”Det er meget muligt, at du ikke kom til verdenen af kærlighed, men det behøver ikke at ændre på din person. Du kan godt være andet end en konge. Vi skaber vores egne skæbner,” sagde hun roligt, som om det ingen betydning havde. ”Jeg ved godt, at du er blevet stillet i en svær position, men hvis du bliver ved med at kæmpe, så skal det nok give pote i sidste ende.” Det var meget muligt, at dette muligvis var en samtale der var forbeholdt kongen og hans rådgiver, men så længe han snakkede med hende om det, så ville hun da give ham sin ærlige mening. Selv anså hun det heller ikke for at være et problem, så længe hun havde rent mel i posen. Dette kunne trods alt meget vel være oplysninger, hun kunne bruge imod ham, da han tydeligt gjorde det klart for hende, at han stod i en presset situation. Det var dog ikke hendes hensigt at misbruge hans tillid, som hun ikke havde i sinde at løbe til alle verdenshjørnerne og fortælle folk om denne samtale.
”Det er det bestemt, men der skal nok også komme den dag, hvor du for styr på dine værdier. Du er måske irriteret over at blive mindet om det, men du er trods alt stadig ung, så du har en del at lære om livet endnu, og man lærer kun af livserfaring, og de fejl man begår.” Selv havde det været en sej kamp for Denjarna, som hun havde gået igennem mange ting for at nå til det punkt, hvor hun var i dag. Man kunne så håbe, at han ville få lettere ved det, da det havde glædet hende, hvis hun kunne have undgået nogle af de fejl, hun havde begået i livet. ”En dårlig ting?” gentog hun overrasket. ”Og hvordan skulle det – at jeg er unik – være en dårlig ting?”
Som han tog om Denjarnas hånd, forholdt hun sig i ro, da hun vidste, at det kun ville vare et kort øjeblik. Hun nikkede let med hovedet som tak, som hendes glas på ny blev fuldt, hvor hun trak hånden til sig igen. ”Det er måske nogle meget normale ønsker, men det betyder også, at det er et godt ønske. Der er intet galt i at ønske en bestemt person ved sin tide resten af livet, da det er en fantastisk følelse, samt det med accepten fra dit folk vil bringe dig en naturlig ro,” sagde hun stilfærdigt. Tænksomt lod hun blikket rettes mod pejsen. ”Før troede jeg, at jeg havde opnået mit mål, men det havde jeg ikke. Lige nu ønsker jeg bare, at jeg finder min plads i livet igen, samt bliver mig selv. Senere ville jeg heller ikke have et problem med at stå med en mand, der virkelig elsker mig.” Det gjorde ondt at sige, men om ikke andet, så var det sandheden. Det havde været svært for hende at vende tilbage til hverdagen, især med den viden, at hendes mand lykkeligt var kommet sig over hende. ”Skål,” medgav hun stille, som hun opfangede hans skål, hvor hun også let hævede sit glas, inden hun tog en tår af det.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Denne samtale var måske forbeholdt ham selv og hans rådgiver, men Mattheus kunne faktisk godt lide det faktum, at han kunne snakke åbent med en anden, som ikke så de negative sider, såvel som de svage sider af ham, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit, også for hans vedkommende, men ikke desto mindre, så var hun ærlig, og det var hvad han satte pris på. Han betragtede hende sigende. Han var opvokset i kærlighed, for hans moder havde elsket ham, selvom han vidste, at han i udgangspunktet kun var forbeholdt at skulle tage tronen og holde den i slægtens navn. Det hele var jo så kommet lidt tidligere end hvad han havde regnet med. ”Jeg er bange for at min skæbne er valgt for mig på forhånd, allerede længe før min fødsel. Min moder elskede mig.. Jeg ved hun gjorde det, så meget som hun var over mig, men jeg ønsker stadig at folk skal kunne se mig som en mand med følelser.. selv på trods af hvad jeg er, og at jeg er født med det blå blod i årene.” Ja, et sted så var det jo præcis det som gik ham på nerverne, for det var jo det som folk så, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Når du siger det, så skal det nok være rigtigt. Jeg kan blot håbe, at alle andre, vil være af den samme mening,” endte han dæmpet, dog alligevel med en ganske taknemmelig stemme. Det glædede ham da, at nogle i det mindste havde den tro på ham!
Mattheus valgte faktisk at åbne op for denne kvinde, selvom det bestemt ikke var noget som han gjorde for særlig mange, velvidende om at det kunne sætte ham i en mere udsat position, så valgte han at stole på hende. Det var ikke ligefrem fordi at det var noget som ha nikke havde gjort tidligere, og selvfølgelig var det noget som gjorde sit, også for hans vedkommende. ”Jeg er vel informeret om at min alder er imod mig, men selv alle de store ledere, har stået i samme sted; de har lige så været unge og uerfarende, og deres erfaring, kunne jeg komme langt hurtigere frem, hvis de bare gav mig den ventede og krævede respekt,” endte han ganske stilfærdigt. Et sted, var det noget som faktisk irriterede ham som intet andet overhovedet. Han slog endnu en gang ud i en latter. ”Jeg laver bare sjov med dig, Denjarna. Du er virkelig.. unik, en af en million. Og det er ment som en god ting,” lovede han oprigtigt.
At holde omkring hendes hånd, var egentlig kun for en ganske kort periode, da han heller ikke ønskede at presse hende for meget, for han ønskede hende slet ikke det ubehag! Han vendte blikket mod hende igen. Det var måske naturlige ønsker han brændt inde med, men han vidste, at det var noget som han skulle kæmpe yderst meget for at få. Han trak svagt på smilebåndet. Hun havde jo været gift, så hun kendte nok til følelsen af at være sammen med en som man elskede – en følelse som for ham, faktisk var ganske ukendt. ”Jeg tager dig på ordet. Hvordan er det egentlig at.. være gift?” spurgte han nysgerrigt, som han igen vendte blikket mod hende. At hun ønskede mere eller mindre det samme som ham selv, fik ham til at trække på smilebåndet. Fælles interesser og fælles mål, ja et sted så morede det ham faktisk lidt. ”Men jeg kan skam godt forstå dig.. Jeg er sikker på, at det nok skal lykkes for dig, både at finde dig selv, og din plads,” endte han ganske sandfærdigt, som han sendte hende et smil. Han skålede med hende, og tog roligt en tår af det elskværdige blod. ”Jeg kan godt lide dig, Denjarna.. Du har mange ligheder med mig selv.”

[Deleted]

"Det kan godt være, at du er blevet født til at være konge og nu er det, men det afholder dig ikke for at tage nogle personlige valg, der vil påvirke dit liv. Med hensyn til din moder, så tvivler jeg ikke på, at det hun følte overfor dig var kærlighed. En moder fravælger trods alt sjældent sit afkom.. men med hensyn til at vinde folkets forståelse, så vil det nok blive en sej kamp. Jeg er ked af at sige det, men du ved trods alt allerede godt, hvor snæversynet folk er på det punkt," sagde Denjarna stilfærdigt. "Men lad os lade emnet ligge. Det er ikke det mest muntre, og jeg tvivler på, at jeg kan gøre en forskel på hele denne situation," bad hun mildt. Det var ikke fordi, at hun ikke havde lyst til at støtte op omkring ham, da hun gerne ville give ham noget positivt støtte, men det følte hun, at hun allerede havde givet ham en del af. Hun følte også, at de var kommet emnet godt omkring, som hun tvivlede på, at de ville kunne føje noget nyt til bordet. Det var synd for ham, at han havde folket imod sig, men hun ville hellere lade en munter stemning sprede sig mellem dem nu, da hun ganske enkelt nød ham som en almindelig person, hvor de ikke behøvede at bringe det royale på bordet konstant. Hun havde også en ide om, at det ville lette hans skuldre en anelse, da det trods alt var sjældent, at han fik fri fra sit erhverv.
Denjarna nikkede roligt med hovedet. "Som sagt, alle har været unge engang.. Jeg har også selv været leder for mørkelverne, så jeg kender til den følelse, at man er nødt til at bevise sit værd, for at man får sit folks respekt. Det tager tid, men det kommer som regel, hvis det virkelig er det man ønsker. Hvis det skulle lyste, så er du altid velkommen til at tale med mig om de tanker, du går rundt med," tilbød hun venligt. Hun kendte til hans situation, så hun kunne muligvis være en hjælp for ham. Hun ville i hvert fald gerne gøre sig forsøget, hvis hun blev spurgt. Hun trak let på smilet, mens hendes blik roligt hvilede på ham, som hun nød at høre hans latter. Det var en glæde at være kilden til den morskab og varme, han måtte føle. Særligt efter alt det hun havde gennemgået, som hun havde haft det svært med personer efterfølgende, samt han havde givet udtryk for, at det var sjældent, at han følte sig så godt tilpas i andre folks selskab. "Det glæder mig," sagde hun ærligt med et lille smil på læben.
Denjarna måtte sende ham et anelse overrasket blik, som han spurgte ind til livet i et ægteskab. Hun tog det dog seriøst, da hun vidste, at han aldrig ville opnå den rigtige følelse af et ægteskab, hvilket var sørgeligt for ham. Han var trods alt tvunget ind i en tilværelse med en anden mand, og skønt hun længtes efter at spørge ind til, hvorfor han ikke bare brød det, så te hun. Han ville sikkert sige noget med, at han bare ville føje sin mor, og at han nægtede at høre på andre folks tvivl. "Det er en skøn følelse at være gift, hvis det er med en person man er glad for. Det giver en følelse af tryghed, da man ved, at man altid vil have den person ved sin side. Det giver også en naturlig glæde, når man vågner op med sin elskede ved sin side, og at man har den viden, at det er sådan for altid. Men det er virkelig noget man skal prøve, før man virkelig kan sætte sig ind i det," fortalte hun med en tænksom mine. Det var en følelse hun savnede, som hun havde nydt sin trygge position ved Dericks side. Om hun ville blive gift igen, måtte tiden jo vise. "Det skal nok komme, at det hele bliver sig selv igen.. Det er allerede på vej," sagde hun roligt og nippede til blodet. "Det var ikke ligefrem ventet, at jeg ville have en del til fælles med kongen, men jeg kan også godt lide dig, Mattheus. Du er langt mere end bare en konge."

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Emnet var måske ikke det mest opmuntrende som man kunne tænke sig til, men det glædede faktisk Mattheus, at de kunne komme lidt ind på det, også fordi at hun viste ham den forståelse som hun gjorde, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans del. Han vendte blikket mod hende. Hans moder havde elsket ham, hvilket han slet ikke betvivlede på nogen måde, selvom det hårdeste selvfølgelig var at han ikke kunne gøre noget ved det bare sådan uden videre. Det var faktisk en tanke som gjorde ham direkte.. frustreret et sted, velvidende om at han intet kunne gøre ved det. Det var virkelig noget som han måtte hade, mere end det som han kunne hade noget andet lige nu! ”For mig personligt, så har du allerede gjort en forskel. Du viser mig en forståelse.. og det kan jeg godt lide,” begyndte han ærligt. Han lod hovedet søge let på sned, som de rødlige øjne hvilede på hendes skikkelse. Han trak let på smilebåndet igen. Det var en trættende position at sidde i, udelukkende fordi at han ikke kunne gøre det vilde ved den uanset hvor meget han ville det eller ikke, og det var noget som virkelig frustrerede ham! ”Folk er snæversynet desværre, og det kommer så sandelig ikke nogen til gavn. Jeg har mit at se til, men så lang tid jeg har respekten og ikke mindst forståelsen fra enkelte, så gør jeg skam også mit arbejde,” endte han med et smil. Det i sig selv, var faktisk ment som et kompliment, for han kunne godt lide, at hun udviste den forståelse for ham, samt hans situation.
Denjarnas tilbud, var skam noget som betød utrolig meget for Mattheus. Hun kendte til situationen af konstant at skulle bevise sit værd, og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt! Han nikkede mod hende. Et sted så var han næsten fristet til at give hende et knus, hvis det ikke var fordi at han vidste hvordan hun havde det med den nærkontakt! ”Det ville i sandhed glæde mig, om jeg havde nogen at dele de tanker med, som faktisk kan sætte sig i mit sted. Vær du tryg på det, Denjarna; Jeg kommer til at tage kontakt med dig, hvad dette angår. Jeg stoler på dig, og stoler på, at hvad jeg fortæller dig, forbliver mellem disse 4 vægge..” Hans mine var ganske alvorlig, da det jo var hans royale profession som det gjaldt, og han havde bestemt heller ikke brug for at flere skulle sætte spørgsmålstegn ved hans ledelse, for han var jo for pokker nødt til at prøve sig frem! Hun var grunden til at han faktisk kunne slappe af, og bare.. nyde tingene som de var, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, men ikke desto mindre, så kunne han jo heller ikke ligefrem gøre det største ved det, som det stod lige nu. Han nød ganske enkelt bare hendes selskab i en forstand, som han ikke havde regnet med, og det var noget som han værdsatte frygtelig højt. ”Det glæder mig,” fastholdt han med et let smil på læben.
Selvom Mattheus var gift nu, så vidste han og kunne næsten tænke sig til, at hvordan hun havde oplevet det, var en helt anden fornemmelse, end den som han selv havde siddet med. Han vendte blikket ganske sigende mod hendes skikkelse, som hun begyndte at remse op. Meget af det, kunne han selvfølgelig godt genkende fra sig selv, men.. visse ting ønskede han selv at opleve. ”Der kan man jo bare se.. Du fremstiller det som noget direkte.. fantastisk..” Det var nok hvad han mest bed sig mærke i. Han tog endnu en tår af sit blod. ”Det er jeg glad for, min kære Denjarna.. Selvfølgelig er det jo min skyld.” Han blinkede til hende, som han igen slog ud i en latter. Det var jo bare for sjov! ”Jeg er mere end bare en konge? I hvilken retning hentyder du? Og hvad hentyder du til helt præcist?” spurgte han nysgerrigt.

[Deleted]

At Denjarna formåede at gøre en positiv forskel, måtte glæde hende at høre. Hun vidste trods alt godt, at hun ikke kunne stille det helt store op, da hun ikke længere havde en egentlig magt i samfundet. At hun så formåede at gøre noget godt alligevel, var rart at vide. Det med forståelsen var også bare det mindste hun kunne gøre, som hun mente sine ord oprigtigt, da hun godt kunne sætte sig ind i hans problem. Hun tvivlede dog ikke på, at han nok skulle få klaret opgaven, da han nok skulle få bevist sit værd efter nogle år på tronen. ”Det glæder mig at høre. Men man få generelt en bedre forståelse, når man sidder og tager snakken med dig, samt når man ved, at man selv har været ude i noget lignende,” sagde hun roligt. Hun vidste dog godt, at han ikke ville få muligheden for at sidde sådan her med alle på sin vej, men der var vel en chance for, at han kunne tage en snak med de adelige og lederne. Det var trods alt også folk der havde noget at sige, hvor de var gode at have med sig. Hun smilede svagt til hans efterfølgende ord, som hun kunne regne ud, at hun måtte være en af de enkelte, han snakkede om. ”Og allerede med få som dine støtter, så skal det nok gå i en positiv retning før eller siden. Du må bare ikke miste håbet.”
Denjarna mente oprigtigt, at han i fremtiden godt måtte komme til hende, hvis han ville have luftet sine tanker, samt være i et afslappet miljø. Hun nød hans selskab, så hun så det ikke som et problem at skulle lette trykket fra hans skuldre. At det så også var et tilbud der havde stor betydning for ham, og at han ville benytte sig af det, fik hende til at smile. ”Det glæder mig at høre, at du tør stole på mig til at drøfte disse emner med mig. Jeg nyder at sidde her og tale med dig, så det ville slet ikke være et problem for mit vedkommende. Til gengæld kan jeg love dig, at vores samtaler bliver mellem os,” sagde hun ærligt. Det var store ord for hende at høre, at han ligefrem stolede på hende, hvor det også var ord hun satte pris på, hvor hun heller ikke havde lyst til at svigte den tillid. Til gengæld ville hun udvise respekt over for ham ved at lade disse samtaler forblive private. Hun vidste trods alt, at det kunne være farlig information i de forkerte hænder, hvor hun ikke ønskede at skade ham. Det havde hun ingen grund til, hvor hun derimod ønskede ham alt held og lykke med sine opgaver.
Denjarna slap en munter og varm latter, som han lød en anelse overrasket over, hvor positivt hun fremstillede ægteskab på. ”Selvfølgelig er det fantastisk! Hvorfor skulle man ellers vælge at gifte sig? Okay.. nogle gør det for statussen skyld og pengene, men jeg selv og nogle andre gør det for kærligheden. Jeg er ked af at vide, at du aldrig vil få muligheden for at opnå den følelse, fordi du er i et arrangeret ægteskab,” sagde hun stille. For hende var et ægteskab den største kærlighedserklæring man kunne give, da man bandt sig til en anden person resten af sit liv. At hendes så alligevel var gået i opløsning, var selvfølgelig ikke en behagelig tanke, men det var bare sådan, at det engang måtte være. ”Åh ja, hvordan skulle jeg klare mig uden dig`?” spurgte hun drillende og blinkede til ham. Roligt lænede hun sig tilbage i sofaen, mens hendes blik hvilede på ham. ”Du er også en person. Der er andet end bare magten ved tronen for dig.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Denjarna havde allerede gjort temmelig meget for Mattheus, og selvfølgelig var det noget som han var glad for. Ikke desto mindre så var han glad for, at der i det mindre var en som han kunne åbne sig op for, og faktisk fortælle sine problemer, og det var noget som han selv faktisk var glad for, for det betød meget. Hun kunne forstå ham, samt sætte sig i hans situation, og så var han bestemt heller ikke den som skulle bede om mere, det var helt sikkert. ”Jeg nyder det nu. Det er rart, at der i det mindste er nogle, som kan sætte sig i hvordan det faktisk føles at skulle bevise sit værd i alle døgnets timer, og selv uden det, ikke har den største tillid fra folkets side af.. Som sagt.. jeg kan starte ud med det lille, og at have en håndfuld.. og så håbe, at mine ambitioner og visioner når ud til resten af befolkningen, for mig må I leve med, frem til den dag jeg selv går i graven,” endte han ganske bestemt, for selv der, var han faktisk ikke i tvivl om hvad han ville eller ikke, og tronen var og blev hans plads, og det var uden det mindste tøven, men det var nu bare sådan at det var. Han kunne vel fint leve med det? Såvel som resten af befolkningen bare måtte acceptere, at det var sådan at landet kom til at ligge.
Så lang tid at samtalerne forblev dem imellem, så havde Mattheus heller ikke nogen grund til at gøre andet end at stole på hende. Han kom vel heller ikke nogen vegne, ved at vise folket mistillid? Han ønskede slet ikke at vise dem den form for tanke, også fordi at han vidste, at det slet ikke var noget som gavnede dem på nogen måde af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede med et taknemmeligt smil. Det i sig selv, var faktisk noget som betød meget for ham at vide. ”I så fald, så regner jeg bestemt ikke med at dette er sidste gang vi mødes, Denjarna. Jeg vælger at stole på dig. Du har trods alt heller ikke givet mig en grund til at gøre noget andet, og det er noget, som jeg virkelig er glad for. Desuden.. din erfaring er noget som kommer mig til gode.. plus dine måder at se livet på.. Det fascinerer mig,” endte han ganske sandfærdigt, for det i sig selv, var faktisk ord som han mente.
Denjarnas varme latter, var noget som gik direkte i Mattheus’ hjerte, hvor smilet bredte sig tydeligt på hans læber, hvor de spidse tænder viste sig i hans mundviger, selvom det nu heller ikke var noget som han tænkte videre over. ”For nu er det måske arrangeret, og min moders sidste ønske.. Såfremt jeg finder en kvinde som kan tage mit hjerte, og skænke det en mening, og en følelse af liv, så kan det hurtigt være, at piben for mig, får en anden lyd,” endte han glædeligt. Han var nu åben for det – specielt nu hvor han sad i Denjarnas selskab, så kunne han.. fornemme et lys for enden af den mørke tunnel. Varsomt lod han sin hånd søge over hendes, ikke at klemme eller noget som helst, men bare.. udtrykke den taknemmelighed som han følte om ikke andet, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Du har en indstilling til livet, som jeg ej har set før.. Det er beundringsværdigt, når man er kendt med hvad du har været igennem, kære Denjarna,” endte han med en ærlig stemme.