With company

[Deleted]

Denjarna nikkede medgivende til hans ord. Forhåbentligt var de sandfærdige, hvilket folket da måtte håbe på, da de havde brug for en selvstændig konge. På et tidspunkt ville hans moders ideer vel også rinde ud, og til den tid skulle nye ideer spire fra hans side. At han gerne ville træde langsomt frem til at starte med, var der vel heller ikke noget at sige til, da det trods alt var en ny position, han var blevet stillet i. Selvom han med garanti var blevet trænet og forberedt til denne tid, så var virkeligheden altid anderledes, hvor man blev nødt til at afprøve sit nye territorium.
Det var ikke første gang, at Denjarna satte fod i en kongeligs private gemak. Intentionerne var dog anerledes denne her gang, da dette for hende ikke var andet end en simpel rundvisning, hvor Gabriel havde været hendes elsker. Det var meget muligt, at denne konge håbede på, at der ville ske det samme, men det måtte hun trække lidt på. Hentydningerne var dog ikke særligt store, som han ikke direkte lagde an på hende, men i tide og utide kom der nogle små hentydninger til, hvad der godt måtte ske. Nysgerrigt lyttede hun til hans forklaring angående trolovelse, hvor hun opmærksomt rettede blikket mod ham. Hans forklaring måtte hun endnu stemple som vag, da han ikke kom med en grund til, at det ikke var en kvinde han var blevet trolovet med, men en mand i stedet. ”Hun vidste simpelthen, at det ville gå galt? Det lyder ikke som en moder der støttede særligt meget op omkring dig, hvis du spørger mig… Men kan jeg spørge om, hvad du har gjort galt?” spurgte hun med et hævet bryn. Ud fra hvad han fortalte, så brød hun sig ikke synderligt om den tidligere dronnings valg, men det var også bare hendes mening. ”Hvordan kan det være, at hun valgte en mand og ikke en kvinde til dig? Sådan er normen trods alt.” Denjarna bed sig selv let i den bløde underlæbe, mens de sølvgrå øjne gled over møblementet. Hun havde selv valgt at nævne sin tidligere mand, men alligevel var det en tanke der smertede hende. Hende og Derick havde haft en historie og et kærlighedsliv der ville noget. Tanken om at det nu var slut gjorde endnu ondt, da de havde været sammen så længe, og så havde han valgt at bedrage hende med den kvinde hun hadede allermest. ”Hans navn var Derick. Derick Nightstar. Jeg ved ikke, om du har hørt om ham? Vi var sammen i ufatteligt mange år, men da jeg forsvandt, troede han, at jeg var død. Så han fandt en anden,” fortalte hun simpelt. Hendes stemme bar hverken kulde eller varme, da hun nævnte Derick, da det simpelthen var så tæt på hendes hjerte, at hun følte sig nødsaget til at distancere sig fra det, når hun stod overfor Mattheus. Som han nævnte pejsestuen, løftede hun let sin ene arm, så han kunne tage den og føre hende videre mod deres endestation. Det lød passende at de satte sig og talte videre, som de nu var kommet for. Flasken han havde bedt om måtte også være klar nu, da de havde brugt noget tid i tronsalen og her, samt på at komme rundt omkring. ”Det lyder som en god ide.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var desværre nødt til at gå forsigtigt med dørene, eftersom han stadig var en meget ung mand i en stilling som han slet ikke havde følt sig klar til. Om det var noget som Denjarna havde forståelse for, var noget som han i bund og grund, kunne være ganske ligeglad med, men i og med at hun var en del af folket, så ønskede han skam også hendes mening, samt hendes forståelse, om det var noget som han kunne gøre krav på i den givende situation, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han betragtede hende med en ganske sigende mine igen. Hun var ikke meget for hans moders valg af udkårne til ham, men han stolede på hende og at hvad hun havde gjort, var noget som hun havde gjort af en grund. Han vendte blikket direkte advarende mod hende og med en ganske kortfattet mine. Hun turde at betvivle hvad hans moder havde gjort? ”Min moder valgte at gardere sig, og samtidig sørge for min overlevelse,” begyndte han med en ganske fast tone. Han fandt sig virkelig ikke i at nogle skulle snakke skidt om hans afdøde moder! ”Jeg gjorde intet forkert.. Jeg har bare ikke været forberedt på at skulle miste hende så hurtigt som jeg gjorde det. Hun har garderet sig, velvidende om at jeg kunne fortsætte uden hende.. Og med henblik på hendes valg af.. mand til mig, så ved jeg ikke helt præcist hvorfor.. Hun har vel haft sine grunde, og derfor har jeg samtidig også valgt at acceptere det,” afsluttede han yderst kortfattet.
At lægge lidt an på Denjarna, var efterhånden bare en vane for Mattheus, eftersom han jo trods alt var en mand, og det varm ed alt hvad det måtte indebar! Han vendte blikket mod hende. At komme lidt ned i pejsestuen og sætte sig dernede og snakke, var nu heller ikke noget som han ville have det mindste imod som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han lod roligt hendes hånd og arm søge hvile i hans egen. ”Derick Nightstar? Gammel leder af vampyrerne, ikke sandt?” spurgte han Ganske roligt, dog alligevel med en tydelig nysgerrighed i stemmen. Han havde jo altid været opsat på at lære nye ting, og dette var bestemt heller ikke noget undtag, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Det synes jeg nemlig også,” istemte han stilfærdigt, som han roligt førte hende med sig ud igen. Han viste ganske nok tydeligt hvad han et sted ønskede skulle ske, men ikke just regnede med, for hun havde jo trods alt allerede markeret hvad hun var interesseret i og ikke, men af den grund, så kunne vel selv en mand som ham håbe? Han førte hende roligt ud af gemakkerne igen og ned af trappen, for at søge tilbage til pejsestuen, hvor der allerede var tændt flot op og blodet var serveret – ligesom han kunne lide det.

[Deleted]

Denjarna kunne godt fornemme, at hun med sit ordvalg havde trådt en smule forkert. Hun syntes også, at det til tider var en lidt for hårfin grænse, hvor det kunne være svært at skelne imellem, hvad der var passende, og hvad der var en tand for meget. Med hensyn til visse ting ville han gerne høre hendes mening, men ved andre satte han foden hårdt i jorden. Det var dog tydeligt at ænse for hende, når hun havde gjort noget forkert, hvor hans advarende blik også fik hende til at tie. ”Jeg beklager mit ordvalg, Deres Majestæt. Det var ikke min mening at trodse Dem eller Deres moders beslutninger,” undskyldte hun høfligt. Sandt var det skam, at hun ikke ønskede at vække hans vrede, men hendes holdning var nu ægte. Som hun undskyldte overfor ham, lagde hun også den afslappede facon fra sig, som hun automatisk distancerede sig fra ham. ”I så fald må der ligge noget dybere bag hendes beslutning. Jeg er dog sikker på, at De nok skal klare Dem alligevel.” Personligt ville hun sikkert blive ved med at betvivle den afdøde dronnings valg, da beslutningen om en ægtemand til hendes søn var temmelig uordinær. På den måde var hun muligvis rimelig gammeldags, men ifølge hende skulle en person finde sammen med en af det modsatte køn. Ikke en af det samme. Samtidig med det, så brød hun sig ikke om det faktum, at han var så urutineret, som han var, men det måtte vel bare komme med tiden.
Denjarna lod flygtigt sit blik falde på Mattheus’ ansigt, som hun igen havde hans arm til at ledsage sig. Passende var det nok også, at de søgte væk fra det private gemak, hvor det muligvis kunne forekomme en smule intimt. For hende var det i hvert fald lettere at forholde sig til to personer, der sad med et glas i hånden hver og måske med en smule afstand til hinanden. Medgivende nikkede hun til hans ord. ”Det er korrekt. Den titel mistede han dog, som han gik i døden for mig, hvor han kom tilbage som en dødsengel,” svarede hun stilfærdigt. Hendes hukommelse var begyndt at stå klar, hvor en af de begivenheder hun erindrede, var dengang Derick ofrede sig for hende. Underligt var det at tænke på, at de to havde været igennem så meget, og nu var de adskilt. Det skulle dog ikke komme bag på hende, hvis han en nat stod foran hende igen, da han havde det med at gøre sine opdukninger på de mærkeligste tidspunkter. Let blinkede hun med øjnene for at skubbe tankerne ud af hovedet igen, hvor hun sendte ham et svagt smil. Endnu engang lod Denjarna ham føre hende ud af rummet, for blot at føre hende ind i et andet. Hun regnede godt nok med, at pejsestuen ville blive det sidste stop for i nat, da de så ville nå frem til det punkt, som de egentligt var kommet for. Opmærksomt betragtede hun de forskellige gange de gik ned ad, samt hvilke rum de passerede, hvor hun heller ikke gjorde nogen forskel, da de trådte ind i pejsestuen. Rummelig og afslappende så den ud, som det var et rum, hvor man kunne sidde og snakke, som de skulle, eller sidde i ro og nyde en bog. Forretninger kunne det sikkert også bruges til, eftersom pladsen var der, samt det til tider kunne være behjælpeligt at føre forretninger i mere hjemlige rum. ”Hvor vil De gerne have, at jeg tager plads?” spurgte hun høfligt, hvor hendes blik gled over sofaen og lænestolen, inden det faldt tilbage på ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde skam ikke noget imod at Denjarna gav udtryk for sine holdninger og meninger, men lige hvad angik hans familie, og specielt hans moders valg, var noget som han virkelig værnede om, for han havde altid set op til hende, og ikke mindst respekteret hende for de valg som hun havde taget, hvilket skam også var den eneste grund til at han havde indvilget i at finde sammen med denne Leonardo, udelukkende fordi at det var hans moders sidste ønske til ham! Han vendte blikket direkte mod hende og tydeligt med advarselen i blikket. Der var grænser for hvad han fandt sig i, men ikke desto mindre, så var familien ikke noget som han ønskede at omdiskutere med andre. Han fik ikke noget ud af det, andet end at gå utilfreds derfra, for han vidste godt at frygtelig mange betvivlede Jaqias valg, og mange fremstillede hende jo direkte som en sindssyg, men han vidste hvor han havde haft sin mor, og at hun sikkert havde haft sine grunde til at handle som hun nu havde gjort det. ”Min afdøde moder, har haft sine grunde til at handle som hun har valgt at handle, og jeg betvivler ikke, at hun har handlet som hun fandt det bedst for mig. Jeg vil ikke høre folk betvivle hende.. Det er der for mange som gør i forvejen,” svarede han tvært. Armene gled let over kors på det muskuløse bryst. Hun undskyldte, så var det også fint for ham, men den grænse ønskede han bare at markere tydeligt! ”Selvfølgelig skal jeg klare mig. Jeg har ikke noget andet valg,” endte han ganske kortfatte, efterfulgt af et kort skuldertræk.
Gemakkerne var måske et sted hor det var nemt at blive for intim, men det selv var en stund som Denjarna havde formået at ødelægge for Mattheus. Ikke fordi at han ville lægge det hele på hylden, for han havde hende jo stadig ved sig, og af den grund, så ville han ikke lade det ligge. Det var dog langt sjovere at folk gjorde det af sin frie vilje, frem for at han skulle tvinge dem, så det var jo det som gjorde, at der måske gik lidt konkurrence i det for hans del. Han nikkede sigende. ”Må jeg have den frækhed at spørge ind til hvad der skete? At ofre sig for den mand elsker, er som taget ud af en eventyrbog,” endte han med et let smil. Han havde fået læst mange op, dengang han havde været en lille dreng, så mange af dem kunne han jo faktisk huske endnu. At få hende med sig ned i pejsestuen, gjorde ham nu ikke noget. Det var nok et af de mest hjemlige rum som der fandtes på slottet, foruden hans gemakker, men det var nu bare sådan at det var. Han slap hende roligt, så han kunne lukke dørene efter sig, så han vidste, at de var alene. Han sendte hende et let smil. ”Du tager plads hvor du ønsker det. Jeg tager plads i den store lænestol,” fortalte han ganske sandfærdigt, så de igen kunne vende lidt tilbage til det mere personlige. Han havde skam ikke noget imod hende, bare hun undlod at kommentere hendes tydelige tvivl hvad angik hans moders valg, for det var slet ikke noget som han ville have med at gøre. Han nåede roligt hen til bordet, hvor flasken med blod var placeret og to smukke glas. Han skænkede selv op til hende, inden han rakte det mod hende med et tydeligt charmerende smil. ”Velbekomme.”

[Deleted]

Denjarna forstod vitterligt ikke hans moders valg, men ud fra hans reaktion kunne hun regne ud, at det var en holdning hun skulle tie omkring. Hun ønskede heller ikke, at stemningen blev ødelagt, hvor hun heller ikke ville i kongens dårlige søgelys, så hun fandt det bedst at tale ham efter munden på den front. Selvom hun undskyldte overfor ham, blev hendes mening trods alt ikke ændret. "Som sagt, så beklager jeg den tvivl jeg udviste. Jeg skal nok tie omkring det, hvis det bringer Dem ubehag. Det eneste jeg ønsker, er en behagelig aften ved at lære Dem bedre at kende," sagde hun stilfærdigt. Personligt ønskede hun ikke at aftenen skulle blive ødelagt på grund af en forkert sætning, hvor hun håbede, at han kunne se bort fra den uheldige situation. Ud fra hans advarende og tvære mine, kunne hun dog have sine tvivl. Han var trods alt også ung, så det var muligt at han reagerede ud fra sine følelser.
Denjarna lod ham guide hende ud af gemakket og videre til pejsestuen. Det var første gang, at hun måtte betræde slottets grund, så det var nogle opmærksomme blikke hun kastede rundt. "Det lyder muligvis som et eventyr," erkendte hun med et svagt smil. Hende og Dericks kærlighedsliv var dog lidt af en historie. De havde været utroligt lykkelige sammen, med de havde også haft nogle store nedture indimellem. "Men det skete en nat jeg var alene.. Jeg var ude og gå en tur, da jeg tilfældigvis stødte på en mand - en warlock - der ville dræbe mig. Derick hørte mig, så han kom til min undsætning, hvor han bad mig om at løbe, da han ville tage min plads." Både sorg og glæde måtte fylde hendes krop, da hun tænkte tilbage. Hun havde i sandhed elsket Derick, hvilket hun også altid ville gøre. Hun havde også valgt at tage ham tilbage, da hun senest var vendt tilbage, men det var han gået fra.
Hyggelig fandt Denjarna pejsestuen. Hun glædede sig også til, at de kunne sidde overfor hinanden og bare snakke, hvor det formentligt kunne falde til ro igen. Hun nikkede let med hovedet til hans ord, hvor hun gik hen mod møblementet, mens han lukkede døren i. Af valgmuligheder var der egentligt også kun sofaen tilbage, medmindre hun havde i sinde at sætte sig på skødet af ham. Roligt tog hun plads i den bløde sofa, hvor hun placerede sig i den ende der var tættest på lænestolen, så de kunne føre samtalen lettere. Hun smilede svagt til ham, som han kom over til hende med glassene. "Mange tak," sagde hun venligt, som hun tog imod glasset. Glasset førte hun op til læberne, hvor hun smagte på blodet. Udsøgt var det som sædvanlig, hvor det også efterlod en følelse af ny livskraft. "Nå, hvad ville De så fortælle mig?" spurgte hun og blinkede muntert til ham. De havde trods alt forladt Den Sorte Sø, så hun kunne høre mere om ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At der skulle snakkes stygt omkring hans mor, var slet ikke noget som Mattheus ønskede at lægge øre til, udelukkende fordi at det jo trods alt var hans eget kød og blod. Stod man i tvivl vedrørende hans mor, så stod man i tvivl omkring ham, da det jo trods alt var navnet som gjorde det. Han havde bestemt heller ikke det bedste ry ved at være gift med en mand, men det var trods alt hvad hans moder havde ønsket af ham, og selv på trods af at han havde haft muligheden for at nægte, så havde han elsket sin moder blindt, stolet på hende og hendes dømmekraft og alligevel gået med til det, også selvom det bestemt heller ikke var noget som han selv havde haft meget lyst til, for det var det på ingen måde. Han nikkede ganske sigende mod hende. Undskyldningen var ganske vidst accepteret. ”Jeg ved at mange sår tvivl vedrørende min afdøde moders valg til det sidste, og jeg respekterer det skam. Jeg elsker hende, og jeg stoler på hende og hendes dømmekraft.. Det er mig blot en mening som jeg gerne vil være foruden,” forklarede han ganske sandfærdigt. Han ønskede trods alt heller ikke, at det var noget som skulle ødelægge hans aften sammen med hende, nu hvor det faktisk var forløbet så godt som det nu havde!
Mattheus var en ganske nysgerrig en af slagsen, og det at vide, at hun havde haft en mand tidligere, forundrede ham nu ikke, også fordi at hun virkelig var en flot kvinde, og det at det var en ting som han faktisk rigtig godt kunne lide! Han blinkede let med øjnene, for han kunne da tydeligt mærke at det var en fortælling som faktisk gjorde ondt for hende, at skulle fortælle ham, men dog.. man fik det vel bedre af at snakke om tingene? Det havde han hørt om ikke andet. Han nikkede sigende. ”Han lyder ellers som en god mand,” påpegede han ganske sigende, som han roligt betragtede sig af hendes skikkelse. Tungen strøg han let over sine læber. ”Det gør mig ondt. Jeg kondolerer for dit tab, Denjarna..” endte han ganske ærligt, som han vendte blikket mod hende igen, som han havde fået hende med sig ind i pejsestuen og lukket dørene efter dem, så de faktisk kunne være lidt i ro. Ikke fordi at det gjorde ham noget, for han ville faktisk gerne snakke med hende – alene.
Det var bestemt ikke fordi at det ville berøre Mattheus, hvis Denjarna endte med at sidde i hans skød, for han kunne nu godt lide det kvindelige selskab på den måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han skænkede hende glasset med blod og med et let charmerende smil på læben. Det var hans egen favorit – nymfe. Der fandtes virkelig ikke noget bedre end det! Han skænkede op til sig selv og tog roligt pladsen henne i hans kære lænestol. Det var sjældent at han fandt tiden til at slappe af, men lige i aften, så tillod han sig selv at gøre det, også fordi at han havde fået fint besøg, og det var noget som han virkelig var glad for! Han elskede faktisk at have besøg! Han vendte blikket ganske sigende mod hende. ”Du ønskede at kende mere til mig, ikke sandt? Hvad ønsker du at vide?” spurgte han med en tydelig nysgerrighed i stemmen, idet han roligt førte glasset til sine læber og selv tog en lille tår – udsøgt!

[Deleted]

Det at han blev ved med at køre rundt i den uheldige drejning, kunne Denjarna ikke sige så meget til. Hun havde håbet på, at han bare ville have ladt det ligge, efter at hun havde sagt undskyld, men det var han vidst ikke meget for. Han blev nemlig ved med at pointere, at hun havde trådt forkert, og hvor højt han værdsatte sin afdøde moder. Det eneste hun kunne gøre, var at nikke undskyldende og forstående med hovedet, da hun ikke kunne komme med flere verbale undskyldninger, uden at hun ville se sig nødsaget til at gentage sig selv. Hun havde trods alt allerede sagt undskyld, og at hun nok skulle lade være med at sætte spørgsmålstegn omkring hans moders valg. Hun kunne så videre håbe, at han ville droppe diskussionen, hvis hun bare lod være med at svare ham. Det var i hvert fald den strategi hun ville køre, så de kunne komme videre i programmet, i stedet for at hakke ned på hinanden.
Som de to personer nåede ind i den tomme pejsestue, tog Denjarna plads i den bløde sofa. Komfortabelt lagde hun det ene ben over det andet, imens hun lænede sig en anelse op ad dets armlæn, som hun lod sin ene arm hvile imod. ”Han var skam en god mand,” svarede hun sandfærdigt. Det eneste Derick havde såret hende med, var Elanya, men på den anden side havde hun selv såret ham på den front, da hun selv havde været sammen med Gabriel. Det frydede hende ikke, at hun skulle fortælle om sit gamle liv, da det endnu stod hende for nært. Selvom de havde været adskilt i flere århundreder, så havde hun altid håbet, at hun havde ham, når hun engang ville komme tilbage, men sådan havde virkeligheden desværre ikke været. Nu skulle hun vænne sig til livet som en alenekvinde, hvilket endnu var en dybt underlig position for hende. Derfor sprang hun heller ikke direkte med på flirten med Mattheus, da hun var vant til at være en gift kvinde, hvor hun nu skulle vænne sig til at være fritstillet igen. Om Mattheus havde sans for, hvordan hun havde det, vidste hun ikke, men det skulle ikke undre hende, hvis det var en fremmed verden for ham. ”Tak,” svarede hun kortfattet, som han kondolerede. Selv håbede hun bare, at også det var slutningen på den samtale, da hun virkelig ikke havde lyst til at diskutere Derick med denne mand. Han kendte hende ikke, hvor tilliden til ham derfor også var lille. Denjarna drak roligt af blodet, skønt hun fik den følelse af, at hun bare kunne vende glasset i vejret, så hun kunne tømme det. Hendes forhold til blod var blevet mere ustyrligt, efter at hun var vent tilbage. Hun så sig dog nødsaget til at kontrollere sig selv, når hun sad i dette fine selskab, hvor hun skam også lagde bånd om sig selv. Hun nikkede svagt til hans ord, som spørgsmålet fra gåturen ved søen kom op igen. Interesseret var hun skam i at høre mere om denne mand, da der som regel lå mere bag en person end bare en titel. ”Sandt nok,” sagde hun roligt, hvor hun nysgerrigt drejede blikket mod hans lyse ansigt, og det charmerende smil. ”Du kunne starte med at sige, hvilke interesser du har? Du må trods alt lave andet, end at sidde på tronen dag ud og dag ind.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var slet ikke fordi at Mattheus havde lyst til at køre rundt i det, for det vidste han skam udmærket godt, at han ikke fik noget ud af, af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hun nikkede undskyldende og anerkendende, havde han det skam ganske fint med, for han ønskede selv ikke at køre rundt i det. Han værdsatte sin mor og han elskede hende blindt, og så var det virkelig lige meget med hvad hun havde gjort, og hvad hun ikke havde gjort for hans vedkommende. Han ønskede tvært imod, at dette var noget som de begge skulle være i stand til at nyde af, frem for noget andet, for det var slet ikke noget som de ville få det mindste ud af, og det vidste han jo trods alt godt. Det var jo også gået så godt til nu, og nu hvor han sad i selskab med noget af det smukkeste som han længe havde set, så var det selvfølgelig noget som han ønskede at bevare!
Det glædede selvfølgelig Mattheus at komme ned i pejsestuen og allerede nu kunne mærke at stemningen igen havde forandret sig fra det mere spændte til.. det afslappende, og det var en overgang, som han faktisk rigtig godt kunne lide, og bestemt heller ikke noget som han ville lægge skjul på, på nogen måde. Han vendte sig mod hende, hvor han roligt nikkede. ”Jeg er ikke overrasket. Jeg har kun læst og hørt om ham som en stor leder for vampyrerne.. Af hvad jeg ved, var han også den som holdt stand i længst tid.. Selvom Alexander er ved at komme ham godt efter nu,” endte han ganske sandfærdigt. Han havde skam respekt for væsnet, og ikke mindst Derick, selvom – af hvad han vidste om ikke andet, så var manden gået i døden. En skam var det selvfølgelig, for det var tabet af en stor mand, men man kunne jo trods alt aldrig vide. Visse havde en sjov tendens til at dukke op igen.
Mattheus ønskede faktisk at lære denne kvinde lidt bedre at kende, og ikke bare som en konge, for han ønskede at blive fremstillet som andet end bare.. den royale, hvor man ikke kunne være sig selv i selskabet med, for det var slet ikke noget som han fandt sig i. Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang, som han selv havde taget plads. At hun spurgte ind til hans interesser, var for ham et meget personligt og ikke mindst.. svært spørgsmål at skulle afgive svaret på, men han kunne vel forsøge efter bedste mening? Han trak vejret dybt, som han vendte blikket tænkende i retningen af pejsen. ”Skal jeg være helt ærlig, så ved jeg ikke om jeg har nogle.. Jeg kan lide at gå en tur.. Specielt med en smuk kvinde som selskab, og så heldig har jeg jo trods alt været i nat.” Han blinkede let til hende. Han kunne faktisk godt lide at komplimentere hende, for smuk var hun så sandelig. Han satte sig roligt tilbage igen. ”Jeg har min.. familie at tage mig af, og det bruger jeg selv tid på.. Når jeg ikke sidder på tronstolen hver eneste dag.” Han vendte blikket roligt mod hende, som han igen blinkede til hende. Han nød faktisk hendes selskab.. Han følte sig som.. en del af noget, og det var en fornemmelse, som han virkelig godt kunne lide.

[Deleted]

Det passede Denjarna ganske fint, at de lod diskussionen omkring hans moder ligge. Hun ønskede nemlig ikke at sætte sig i dårligt lys hos kongen, da det var en position der kunne sætte hende i problemer. Hun ville også anse det for at være en skam, da hun indtil videre havde fundet hans selskab ganske fornøjeligt. Selvom hun ikke altid kunne forstå ham, så var størstedelen af deres tid sammen trods alt gået godt. Spændende var det også for hende at blive ført rundt på slottet, da hun ellers kun havde været i stand til at betragte det udefra. Hun havde måske haft muligheden for at gå til audiens i tronsalen, men det havde hun aldrig behøvet, så det havde hun holdt sig fra. Hun tvivlede også på, at det var noget hun ville benytte sig af i fremtiden, skønt hun ikke havde noget imod et gensyn med Mattheus. Han måtte bare sende bud efter hende, hvis han ønskede en ny visit, da sandsynligheden for et tilfældigt sammentræf ude på gaden var mere en sjælden. Det havde også chokeret hende, at det rent faktisk havde været ham, hun var stødt på ved søen. ”Du har aldrig hørt om mig?” spurgte hun nysgerrigt. Hun havde måske ikke holdt titlen som mørkelvernes leder ligeså længe som Derick, men et pænt stykke tid havde hun skam haft den. I sin tid havde hun nu også været indblandet i nogle specielle affære, men hvad der stod skrevet om hende, vidste hun ikke. ”Men Derick var både en god leder og en god ægtemand, det kan man ikke tage fra ham. Den nye leder – Alexander – har jeg desværre ikke haft fornøjelse af at møde endnu, men jeg har hørt om ham,” sagde hun stilfærdigt. Denne Alexander var også en af de nyere personer i historien, hvor det kun var den ældre hun kendte til. Dybt irriterende fandt hun det, da hun følte sig forfærdeligt bagud og uvidende, hvilket hun hadede. Det var også en uvidenhed Mattheus ved første øjekast havde pointeret, til hendes store irritation.
Opmærksomt hvilede de sølvgrå øjne på hans ansigt, som han skulle til at besvare Denjarnas spørgsmål. Det var ikke meget hun vidste om denne mand, udover at han var frygteligt ung af en regent at være, samt at han var blevet kastet ind i det hele, hvilket fik folket til at betvivle ham. Noget hun et sted godt kunne forstå. ”Så dine hobbyer er altså familien og smukke kvinder,” pointerede hun med et svagt smil. At han havde kaldt hende for en af de smukke kvinder, havde hun absolut intet imod, ligesom hun heller ikke ville have noget imod at få flere komplimenter. Hendes skønhed var dog ikke ligeså ren og perfekt, som den førhen havde været. Mattheus var ikke i stand til at se det, eftersom hendes mange ar blev dækket af kjolen. ”Men jeg er glad for, at jeg kunne berige dig med noget smukt selskab her til aften.. men en mand som dig har vel altid selskab? Kvinder plejer at flokkes om sådan noget.” Han havde givet udtryk for, at han var en kvindeglad mand, så det skulle ikke undre hende, at han havde en ny hver nat. Det var dog ikke noget der videre tiltalte hende, eftersom hun var gået hen og blevet vant til tosomheden. ”Men hvad med venner? Alle har jo venner.. eller er det noget du ikke kan finde tid til?”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus måtte erkende, at han faktisk var temmelig glad for Denjarnas selskab, og det var ikke så ofte igen, at han sagde det om en kvinde. Han kunne godt lide at hun havde sat sine normer og sine værdier så højt, hvor langt de fleste plejede at smide sig for fødderne af ham, for at få ham med sig til sengs. Ja, det var måske en temmelig forunderlig tanke, men ikke desto mindre, så var det også sådanne ting som rev eventyrlysten lidt fra ham, det var der ikke rigtigt noget spændende i. Denjarna derimod.. hun var en kvinde som vækkede hans interesse, samt hans nysgerrighed, og alene af den grund, så nægtede han så sandelig at give op! Svagt måtte han trække på smilebåndet til hendes ord. ”Jeg må erkende, at du ikke er helt ukendt for mig,” endte han ganske sigende, som han blinkede ganske let til hendes ord. Affæren med Gabriel af Procias, var en historie som havde kørt på folkemunde i frygtelig mange år deriblandt, og forholdet mellem mørkelverne og vampyrenes leder, havde han lige så hørt om, så det var selv temmelig fascinerende historier. Hvorvidt om der var hold i hvad han havde hørt, var jo så en anden ende af sagen. Han nikkede sigende. ”Mon ikke du støder på ham en dag. Han er ellers lige så en god mand, med mange gode ambitioner,” endte han ganske sigende. Alexander var ganske vidst en nyere leder, men dog en frygtelig gammel mand, vis viden og erfaring var noget som Mattheus så sandelig også kunne gøre frygtelig god brug af, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet!
At gå i dybden omkring ham selv, var ganske vidst ikke hvad Mattheus var meget for normalt, men Denjarna var lidt en anden sag. Det var spørgsmål som han ikke havde noget problem med at besvare. Han var vel hvad man kunne definere og kalde for en typisk knægt? Smukke piger og familie var hvad han havde at gå op i, og han gjorde det i den grad også med stil! Han kuklo ganske let, og rystede let på hovedet. ”Tja, hvad skal jeg sige.. Jeg må desværre erklære mig skyldig i anklagerne,” tilføjede han med en munter tone. Han tog endnu en tår af blodet, inden han roligt sænkede glasset igen. Han havde ikke nogle som han kunne definere som.. venner. Det hele var som regel ren og skær forretning, og som lille, havde han jo ikke ligefrem haft legekammerater eller noget i den stil, da han allerede dengang var blevet forberedt på tronen. ”Skal jeg være helt ærlig.. så nej.. Jeg har aldrig rigtigt fundet ud af, hvad det der med venskab går ud på..” svarede han ærligt, som han vendte blikket mod hende. Han var måske i et smukt kvindeligt selskab ofte, men når de dansede efter hans pibe og endda lagde sig før han fandt den frem, så var det faktisk heller ikke sjovt for ham! Han trak let på skuldrene. ”Jeg sætter pris på en kvinde som tør stå op for sig selv.. Det giver mig lidt at slås for, og det kan jeg godt lide.” Igen blinkede han let i retningen af hende, for det var vel tydeligt hvad han hentydede til? Han gav bestemt ikke op endnu!

[Deleted]

Denjarna betragtede tavst hans ansigt, hvor hendes læber til sidst matte ende ud i et lille smil, som han erkendte, at han var bekendt med hende. Hun vidste ikke præcist, hvad han havde hørt om hende, men hun havde da en lille ide om det. I sin tid havde hun trods alt været berygtet for at hænge intimt ud med særdeles magtfulde mænd, som hun havde haft et par affærer. Især forholdet mellem hende og Gabriel havde været kendt engang, men om det nu var gået i glemmebogen, vidste hun ikke. ”Hvad har du da hørt om mig?” spurgte hun med tydelig interesse. Glasset med blod løftede hun igen op til læberne, som hun drak af den udsøgte væske, som hun havde behov for at kunne overleve. At sidde i pejsestuen syntes at efterlade en god stemning, som det kun var hende og kongen i de bløde møbler, mens pejsen knitrede i baggrunden og fyldte rummet med varme. Selvom varme eller kulde ikke længere havde en effekt på hende, så nød hun at have en pejs i nærheden, som hun nød fornemmelsen af dem. Roligt nikkede hun bekræftende til hans ord. ”Mon ikke… med primært Convento som opholdssted, så burde chancerne være eksisterende,” sagde hun roligt, inden hun fortsatte mere muntert. ”Desuden, når jeg er i stand til at støde tilfældigt på en mand i din position, så burde alt være muligt.” Der ville nok komme en nat, hvor hun ville støde ind i den nye leder af vampyrerne, men hun havde skam ikke travlt. Det ville komme, når det kom.
Interessant var det at høre om Mattheus, som Denjarna kun kendte til det folket sagde om ham, og det kunne meget vel være usandt. At høre det fra selve personen var klart det bedste, hvor det også kun blev forbedret af, at han egentligt var en ganske spændende mand at være i nærheden af. Selvom deres møde havde haft nogle nedgange, så var samtalerne for det meste positive, hvor hun fandt det interessant at lære ham at kende bag facaden. Til tider blev samtalen nemlig ført som om, at han var en ganske normal mand, hvilket gjorde hende mere afslappet. ”Det skal der jo også være plads til,” sagde hun med et skævt smil. Det undrede hende ikke, at han havde kvinder fløjtende omkring ham, da man ikke just kunne kalde ham for en kedelig person. Han var også en ung mand, så selvfølgelig havde han lyst til at løbe hornene af sig. Det var også en fase hun selv var gået igennem, men nu kunne man sige, at der var kommet med ro over hende, som hun var blevet langt mere seriøs, hvad det modsatte køn angik. Selv ledte hun trods alt efter noget fast, hvis hun skulle være sammen med en mand, da det alligevel havde det med at gå galt, når hun prøvede at jonglere med mændene. ”Du ved ikke, hvad venskab går ud på?” gentog hun forundret, hvor hendes øjne samtidig ikke kunne lade være med at lyse morende. Det var nu en sjov sætning han var kommet med. ”Men det er en skam, for dig. Venner er gode at have, når man er færdig med den travle hverdag og bare vil føle sig godt tilpas i nogle andres selskab. Det er folk man er trygge omkring, kan grine med og som vil hjælpe en, hvis man har et problem.” I sin tid havde hun haft en god veninde i dæmonen, Faith. Hun var der desværre ikke længere, men nu havde hun mødt en mand, Vladimir, i stedet. Denjarna smilede svagt til hans følgende ord. Hun kunne skam godt fornemme, hvad han hentydede til, men hun vidste desværre ikke, hvordan hun helt skulle reagere på det. Han var en flink mand, men personligt tvivlede hun på, at hun var klar til at være sammen med en mand. Hun tvivlede desuden på, at de ville det samme på den front, da han havde givet til kende, at han ledte efter kvinder der bare ville underholde ham en enkel nat. ”Visse kvinder kan godt lide en mand der vil kæmpe for dem,” sagde hun og blinkede med det ene øje.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At Mattheus alligevel havde formået at vække hendes interesse og nysgerrighed, var en tanke som faktisk glædede ham, velvidende om at han måske ikke fik noget ud af det. Han lod hovedet søge let på sned som smilet let bredte sig på hans læber. Han trak vejret dybt. ”Ser man det, ser man det… Har jeg virkelig formået at vække din nysgerrighed, kære Denjarna?” spurgte han morende, som han roligt rejste sig fra sin lænestol, kun for at gå hen og tage pladsen ved siden af hende på sofaen. Han kunne nu godt lide at snakke med hende, for hun var behagelig at snakke med, for ikke at glemme at han følte en vis.. forståelse fra hendes side af, og specielt hvis hun havde været leder, så havde hun vel også oplevet det den første tid, hvor alt havde været ukendt for hende, og hun selv måtte finde ud af det? Det var jo også der hvor han stod nu. ”Jeg har hørt lidt af hvert.. Visse ting faktisk nedskrevet i de historier som jeg har været nødt til at læse og kunne. Gabriel Morningstar deriblandt.. og dit liv sammen med ham, og din historie med Derick.. Jeg kan bare godt lide at høre det fra kilden, frem for en bog eller et andet individ,” forklarede han ganske kortfattet. Han vidste at alle havde sine fejler og mangler, og hun havde vel også været ung engang? Desuden virkede hun som en fornuftig kvinde, og det var også noget af det som han virkelig godt kunne lide. Det var bestemt ikke ofte, at man fandt en kvinde med noget mellem ørene og med udseendet med sig, så lige der følte han sig næsten velsignet i det selskab som han havde fået.
Mattheus smilede ganske tilfredst. Han selv havde et godt samarbejde kørende med Alexander, så selv han havde indblikket på manden, som at være yderst fornuftig. Han nikkede sigende og med et kækt smil på læberne. ”Du er velsignet med mænd i de høje rækker, min kære Denjarna.. Jeg er skam kun velsignet med dit selskab som den første.. Og jeg nyder af det,” lovede han oprigtigt, for det var noget som han faktisk mente. Han bundede roligt glasset, som han endte med at sætte det på bordet foran dem, kun for at vende sig mod hendes skikkelse endnu en gang. Han opgav bestemt ikke på den opgave som han havde sat sig for, udelukkende fordi at hun var så anderledes end hvad han var vant til, og det var noget som han faktisk godt kunne lide. Han lyttede dog opmærksomt til hendes opremsning. Selv i hans øjne lød det jo faktisk temmelig godt, men en i hans position, havde vel ikke rigtigt tid til det? Tungen strøg han roligt over sine læber. ”Det lyder jo som en virkelig.. fantastisk ting.. Jeg skal vidst til at gøre lidt mere ud af det, i så fald.. Du har jo for held at være den første.” Han vendte blikket sigende mod hende. Han kunne grine med hende, og han kunne lide at snakke med hende, så selvfølgelig var det noget som selv betød meget for ham. Han trak vejret dybt. Han krævede ikke at hun skulle være sammen med ham. Han kunne godt lide hende, og det var han bestemt heller ikke bange for at erkende. ”Var det en hentydning.. min kære?” spurgte han morende, som det mystiske glimt igen meldte sig i hans øjne.

[Deleted]

Smilende måtte Denjarna ryste på hovedet over hans ord. Det lød helt som om, at han anså hendes nysgerrighed for at være et mirakel, hvilket måtte forekomme hende utroligt morsomt. Hun var skam ingen stålkvinde, hvor hun derimod var ganske eventyrslysten, skønt hun samtidig var en moden kvinde. Hun var måske ældre end ham, men det betød ikke, at hun ikke kunne blive overrasket eller blive nysgerrig, da det trods alt kom i alle aldre. Det kunne dog være, at hans overraskelse kom, fordi hun før havde optrådt ganske fattet. Hun prøvede da også at opføre sig anstændigt overfor ham, skønt de havde deres drillende momenter, hvor de skød nogle useriøse kommentarer ud. "Tro det eller ej. Det er skam ikke umuligt at gøre mig nysgerrig," sagde hun drillende og blinkede. Nysgerrigt måtte hun også lade blikket følge hans bevægelser, som han rejste sig fra sin lænestol, så han i stedet kunne tage plads i sofaen med hende. Hvad det skulle til for, vidste hun ikke, men hun kunne ikke holde en drillende kommentar tilbage, hvor den også fløj ud af munden på hende. "Så kunne du ikke længere holde dig fra mig?" Hun måtte undre sig over, hvorfor han havde skiftet plads, da han hele tiden kunnet have siddet i sofaen med hende. Det var jo ikke sådan, at de sad limet op af hinanden, som der derimod var plads til to andre imellem dem. Den drillende attitude blev dog fjernet i det øjeblik han begyndte at snakke. Tænksomt måtte hun kortvarigt vende blikket mod pejsen, som det ganske rigtigt var hendes kærlighedsliv, der var kendt for ham. Det kom så heller ikke som et chok, men hun kunne ikke lade være med at tænke, hvad han dog mente om hendes affære med kronprinsen Gabriel, da de to lande trods alt var hinandens fjender. "Det er skam sandt, at jeg havde et forhold med Gabriel Morningstar. Og som du ved, så har jeg været gift med Derick," svarede hun stilfærdigt. "Men er der noget du gerne vil spørge ind til, siden du siger, at du vil høre det direkte fra kilden?"
Ideen om, at hun var velsignet med mænd i de høje rækker, fik Denjarna til at smile skævt. Det utrolige var bare, at han rent faktisk havde ret. Hun ville næsten beskylde sig selv for, at have en magnet siddende et sted på kroppen, der tiltrak højtstående mænd. Lige meget hvilket år hun befandt sig i, så syntes de i hvert fald at flokkes omkring hende, hvor hun ikke selv mente, at hun gjorde noget for at det skulle ske. "Velsignet som den første? Hvem siger, at du er den første, og kan du så fortælle mig, hvem der bliver den næste?" spurgte hun kækt igen. Smigret blev hun af hans ord, da det ikke var hver dag, at hun hørte, at hendes selskab var en velsignelse. Det var dog ord der rungede godt i hendes ører. Som han bundede sit glas, nippede hun endnu engang til sit eget, hvor også det snart måtte være tomt.
Denjarna måtte sende ham et blidt smil, som han betegnede hende som en ven og sagde, at det ikke lød så skidt igen at have sådan en, hvilket det bestemt heller ikke var. "I så fald vil jeg være beæret over, at være din første ven," sagde hun sandfærdigt. Hemmelighedsfuldt blev hendes blik, hvor hun gav sig god tid til at besvare hans spørgsmål. Resten af blodet fik hun drukket, hvor hun sank det langsomt for derefter at give sig til at nyde eftersmagen. I de sekunder kunne man godt sige, at hun ignorerede ham, som hun lige så stille stillede glasset fra sig, hvor hun derefter lænede sig komfortabelt tilbage. Det var også først der, at hun kastede et blik på ham igen. Hun ville trods alt ikke forære ham alt på et sølvfad, som han ellers var vant til. "Det er jo noget du må undersøge."

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det forekom egentlig Mattheus som en temmelig stor overraskelse, at Denjarna havde den form for nysgerrighed, selvom det ikke gjorde ham det mindste. Tvært imod, det gjorde hende kun langt mere spændende i hans øjne, det var der ikke nogen tvivl om. Han trak let på smilebåndet til hendes ord, hvor han roligt lod hovedet søge let på sned. ”Og det kan jeg godt lide,” endte han med et stille smil på læben. Han kunne ikke skjule det, som han roligt rejste sig op, for at tage pladsen ved hendes side. At hun så skulle slippe den kommentar, var noget som fik ham til at grine – i sig selv, noget som ikke skete særlig ofte, men denne gang var det sket. ”Jeg sidder ved siden af en smuk kvinde, en som er spændende og ikke mindst interessant.. Jeg er blot velsignet i øjeblikket, min kære Denjarna,” endte han med en ganske sandfærdig stemme, for jo.. han følte sig faktisk heldig, og det var bestemt ikke særlig ofte, at han gav udtryk for det i denne forstand, men denne gang kunne han slet ikke lade være, det var der bestemt ikke nogen tvivl om overhovedet.
At hvad han havde hørt, ikke var en løgn, forundrede ham dog ikke, dog selvom han gerne ville vide, hvad intentionerne bag den affære med den kommende konge af Procias måtte være. Tungen strøg han let tænkende over sine læber, som han roligt nikkede. ”En ting er jo hvad der står i bøgerne, og hvad folk snakker om, og en anden, er jo hvad der faktisk skete.. Følte du for manden? Folk nævner og beskriver det, som du kun gik ind for den affære, for.. lysternes skyld?” Han rynkede let på næsen som han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang, som hovedet gled let og stille på sned. Han var nysgerrig, og selv gjorde han ikke dette for at sætte hende i et dårligt lys, men snarer, for forståelsens skyld, samt at han gerne ville vide det mere om hende, for hun var vel mere end bare en som var krøbet til køjs med mænd med stillinger – det håbede han da om ikke andet. Endnu en latter gled over hans læber, som han let rystede på hovedet til hendes ord. ”Du er den første for mig, kan jeg fortælle dig.. Du er den eneste som har formået at vække min interesse.. Og jeg kan lide det,” endte han roligt, som han vendte sig helt i retningen af hende. Han betragtede hende med et charmerende smil på læben.
Selve begrebet at være en ven, var nyt for Mattheus, men han var skam åben for det. Hvis der var nogen som kunne få ham til at slappe af, så var det selvfølgelig også noget som gjorde sit for hans vedkommende, det var der ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket ganske sigende mod hende igen. At hun var beæret over det, var noget som fik smilet til at brede sig tydeligt på hans læber, for løgn var det bestemt heller ikke! ”Det vil betyde vældig meget for mig,” endte han med en ganske sigende mine. At hun satte glasset fra sig, var ikke noget som han sagde noget til, hvor hun vel også valgte at ignorere ham. Han smilede let for sig selv, idet at han ganske forsigtigt tog hendes hånd og trykkede let om den. Han vendte blikket sigende mod hende endnu en gang. ”Det må jeg jo så finde ud af.. Endnu en opgave til mig,” tilføjede han med et kækt smil på læben.

[Deleted]

Nysgerrig var Denjarna skam, som hun rigtigt gerne ville vide, hvad folk sagde om hende. Det ville måske ikke påvirke hende i den sidste ende, men andre folks opfattelse af hende var nu interessant at høre. Så kunne hun også høre, om hun var misforstået eller ej. At hendes ord fik ham til at grine, fik hende til at trække på smilet. Det var altid en glædelig opdagelse at gøre sig, at man havde gjort noget godt for en anden. Hun vidste ikke, at han normalt havde svært ved at komme til latter, men hvis det lå sådan, så måtte hun bare tage det for at være en bonus. Hans ord var i hvert fald noget der faldt i god jord hos hende, som han scorede nogle plus point der. Savnede ord var det at høre, som hans smigre måtte glæde hende. "Og du er sikker på, at du ikke siger det til alle de kvinder, du bringer med hertil?" spurgte hun smilende. Han var trods alt en charmør, så det skulle ikke undre hende, at andre måske havde fået den samme smøre. Hvis han oprigtigt mente dem, så var det ord der måtte lune, som hun i så fald ville tage glædeligt imod dem. Smuk, spændende, interessant og en velsignelse. Det var alt sammen ord hun godt kunne vænne sig til at høre. Milde måtte de sølvgrå øjne der faldt på hans ansigt, da hun skam var blevet smigret af hans rosende ord.
Denjarna tog ikke blikket fra ham, da han satte spørgsmålstegn angående hendes intentioner med den dengang kommende konge af Procias. Det var måske ikke underligt at folk havde den ide, at hun muligvis havde været magtliderlig, siden hun havde hængt ud med en leder og en kronprins på samme tid. Det var dog ikke sådan landet lå , da det ikke havde handlet om magt, men om kærlighed. Hun havde elsket begge mænd. "Mit forhold med Gabriel handlede ikke om simple lyster," svarede hun roligt og sandfærdigt. "Vi forelskede os i hinanden, men desværre havde jeg også et forhold med Derick på den tid, og vi elskede også hinanden. Du må forstå, at det skete i en tid, hvor Derick var ufatteligt fraværende, hvad vores forhold angik. På et tidspunkt nåede vi dog til den kløft, at Derick ville gifte sig med mig, og Gabriel ville have, at jeg flyttede med ham til Procias, hvor jeg skulle tage plads ved hans side. Jeg endte så med at vælge Derick til Gabriels ærgrelse." Et hårdt valg havde det været for hende, som hun havde elsket begge mænd. Hun havde også taget beslutningen om og om igen op til flere gange, som hun havde haft svært ved at beslutte sig.
"Hvis jeg er den første der har formået at vække din interesse, så er du enten en meget kræsen mand, eller også har du været utroligt uheldig med de folk du har mødt," svarede Denjarna muntert. Hun måtte dog også være forundret, eftersom han vel stødte på flere hundrede i løbet af dagen, men på den anden side betragtede de ham vel bare som deres konge, hvor hun havde prøvet at komme ind bag facaden. "Men hvad så med de elskere du tidligere nævnte? Er du bare sammen med dem for udseendet og lystens skyld?" Det skulle ikke undre hende, hvis det var sådan, skønt hun fandt det underligt ikke at have en videre personlig interesse i dem man lå med.
At være hans ven var en titel Denjarna godt kunne påtage sig. De nød tydeligvis begge hinandens selskab, så hvorfor ikke? At hendes venskab betød noget for ham, fik hende til at smile. Smilet falmede dog en anelse, som han greb fat i hendes hånd, hvor hun endte med at vriste den forsigtigt fri igen. Nærkontakt var endnu noget hun havde det svært med, hvor hun nok skulle være den der tog det første skridt, hvis der skulle ske noget. "Det er noget jeg så vil se frem til."