With company

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var sent på natten, da Mattheus langt om længe havde fået Denjarna med sig. I sig selv, havde det været en hyggelig tur i hans øjne, da han faktisk havde fundet ud af, at han godt kunne lide hendes selskab, og det var bestemt ikke noget som han kunne sige særlig ofte. Endnu med hendes arm hvilende i hans, så eskorterede han hende med sig op til de store porte. Det kunne godt se ud som det ville melde regn, så det var vel også en perfekt timing? Selve slottet var fuldstændig indhyllet i mørke, også selvom det ikke var noget som han reagerede synderlig meget på. Det havde jo trods alt altid været hans liv, og det ville det forblive med at blive, frem til den dag han selv skulle lægges i graven!
Mattheus vendte sig mod Denjarna ved sin side, som de store porte gik op for dem, af vagterne som tydeligt måtte genkende deres unge konge. Ikke fordi at det var en tanke som gjorde ham det mindste, for de havde bare at lystre hvad de havde fået besked på. ”Jeg tror såmænd det er en passende tid.. Kom med indenfor,” nærmest opfordrede han hende, som han førte hende med ind. Butleren stod allerede klar til at tage imod deres kapper og frakker, eller hvad de nu havde på. Mattheus slap roligt Denjarnas arm. Butleren var skam vant til at se Mattheus have kvindeligt selskab med hjem, når han havde været ude, så det var ikke noget som den gamle mand sagde særlig meget til. ”Lad mig tage Deres Frakke, Deres Højhed,” endte han ydmygt, som han kom hen mod ham med bøjet hoved, for varsomt at lade hænderne glide over hans skuldre, for at få den af, uden at tøjet skulle krølle. Mattheus nikkede ganske sandfærdigt. ”Selvsagt, Ronald,” svarede han kortfattet. Ronald – den gamle butler, vendte sig mod Denjarna. ”Lad mig tage Deres ydertøj, Frøken,” endte han sandfærdigt, hvilket var noget som fik Mattheus til at smile ganske tilfredst. Det kunne godt være at hun ikke var andet end bare en del af folket, men skulle behandles ordentligt af den grund, også fordi at han havde fundet det passende at skulle have hende med sit hjem! ”Få sent en flaske blod op i pejsestuen.. Opvarmet,” endte han ganske kortfattet, som han igen vendte sig mod Denjarna. Her på slottet var han ganske vidst nødsaget til at vise sig lidt fra en anden side af, men noget var han jo trods alt nødt til at gøre ved det hele, for ellers gik det da først galt! Igen rakte han Denjarna sin arm og med rank ryg og brystet skudt en anelse frem. ”Tillad mig, Denjarna,” endte han dog med en stemme præget af intet andet end respekt, skønt han jo faktisk havde fået respekt for hende og ikke mindst hendes væsen.

[Deleted]

Sent var det blevet, som deres gåtur havde krævet lidt mere af Denjarnas tid, hvor det måske også var en god ide, at de havde valgt at søge ind mod byen nu. Nødsaget var hun trods alt til at færdes inden døre, når solen gjorde sin fremtræden på himlen. Heldigvis var det en af de ting hun ikke behøvede at spekulere over i nat, da hun havde fået tilbudt et værelse for dagen på slottet. Det var dog kun et tilbud hun ville tage imod, hvis hun fik sit eget værelse, da hun ikke selv havde tænkt, at hun skulle dele med den unge konge. Hun nød måske hans selskab, men det var ikke ens betydning med, at hun ville springe direkte ud i sådanne aktiviteter. Personligt var hun endnu ikke klar til sådan noget, samt hun ville mene, at hun slet ikke kendte manden godt nok til det. Det var nemlig nye kriterier der var kommet på bordet, efter at hun var vendt tilbage. Under hele gåturen til Castle of Darkness, havde hun haft et blidt greb om hans arm, som han havde ført an under turen derhen. Som slottet pludselig tonede frem foran hende, kunne man ikke lade være med at finde det storslået, som der var en kæmpemæssig mur der beskyttede det, hvor alle de små byhuse lå omkring. Aldrig havde hun passeret muren, hvor hun også måtte kaste nogle nysgerrige blikke rundt omkring, som hun blev ledt ind. ”Vejret har vidst ventet længe nok nu,” istemte hun roligt, som hun ganske kort skævede op til de mørke skyer på himlen. Heldigt var det, at de stod foran porten til slottet, hvor de kun skulle følge en lille sti, inden de ville befinde sig inde i varmen. ”Mange tak,” sagde hun høfligt, som hun trådte ind over dørtærsklen og ind i entreen. Som hendes arm blev fri igen, lod hun den falde ned, som hun stoppede op. De sølvgrå øjne faldt på den gamle butler, efter hun havde studeret arkitekturen, hvor hun ventede tålmodigt, mens Mattheus fik taget sin kappe. Denne oplevelse måtte næsten være deja vú for hende, da hun kun for en uge tilbage havde stået i den samme situation hjemme hos Vladimir, men slemt var det da ikke. ”Jeg har intet, ellers tak,” afslog hun høfligt, da butleren udviste hende den samme høflighed. Ingen kappe bar hun rundt på, som hun kun var iført den sorte kjole, og på den front ville hun ikke lade sig afklæde. Hun frøs ikke, så hun havde derfor fundet det unødvendigt at tage overtøj på. Når vinteren bød sig, kunne hun dog godt finde på at dække sin krop ekstra til, hvor det måske mere var af vane eller af hensyn til andre, da hun igen ikke kunne blive påvirket af kulden. At Mattheus ændrede mimik, som de var trådt ind på slottets grund, rørte hende ikke, da hun vidste, at han havde en rolle at påtage sig, når han stod overfor sin tjenestestabel. Hun regnede dog med, at de ville finde dem et rum for sig selv, hvor de kunne fortsætte fra hvor de før havde sluppet. Denjarna smilte svagt til Mattheus, som han skænkede hende sin opmærksomhed igen, hvor hun endnu engang lagde sin hånd på hans arm, som han igen kunne føre hende rundt som før.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Vejret havde så sandelig forandret sig på deres vandring, så det var vel fint nok, at de satte kursen mod slottet, så de kunne komme ind i varmen, uden at de skulle blive fanget i det kommende uvejr? Mattheus havde bestemt ikke noget imod at invitere kvinder med sig til slottet – det var bestemt ikke første gang, også selvom han bestemt ikke regnede med at dette skulle føre til noget mellem ham og Denjarna. Selskabet i sig selv, var noget som han priste sig lykkelig for, vel også fordi at han ikke just følte at hun havde nogen krav eller forventninger til ham? Hun kunne vel anse ham som en hver anden mand af det dvasianske land? Og den tanke var han faktisk glad for, for han var jo trods alt en anden mand end bare en konge her, og det var også det som han ønskede at vise hende på de måder, som han nu fandt bedst. Han lod Ronald tage hans overtøj, hvor han vendte sig mod hende.
Ronald nikkede ydmygt og bukkede lige så for hende. Han havde lært på den hårde måde at respektere de kvinder som Mattheus såvel som Leonardo tog med sig hjem. Det var efterhånden ved at blive hverdagskost at se dem med en ny. ”Det beklager jeg, Frøken,” undskyldte han ydmygt, som blikket gled mod Mattheus, som han sendte bud efter en flaske opvarmet blod. ”Selvfølgelig Deres Højhed. Jeg får den serveret straks,” forsikrede han, som han hurtigt søgte ned mod spisekamrene, hvor det hele måtte ligge på køl. Mattheus smilede ganske tilfredst, som han vendte sig mod Denjarna igen. Indretningen bestod af det fineste marmorgulv, kolde stenvægge med statuetter af dødsengle med leer i hænderne, en flot stor lysekrone og en mørk trappe som førte op til de øvrige etager som slottet måtte bestå af, samt en gang ned under, som førte til tjenestefløjen. Det var jo trods alt også meningen at de skulle have deres sted at være, når de havde fyraften. Det skulle da bare mangle.
”Nuvel, hvad kunne du tænke dig at se først? Jeg kunne vise dig pejsestuen? Jeg regner med at vi kan være alene der, når blodet bliver serveret,” fortalte han roligt. Igen lod han facaderne falde en smule, for igen at blive den mand som hun havde mødt udendørs. Han var jo trods alt nødt til at gøre et eller andet, også for at holde facaderne og folk på plads, for han var nødt til at vise sig som en mand, som de kunne følge, for det var jo også det som var meningen med det hele! Denjarna var dog en kvinde som han ønskede at vise sit sande og rette jeg, og det var ikke en mand som kostede rundt med alt og alle. Han var en mand som elskede at tænke, da han jo faktisk var en logisk tænkende indenfor strategi. Han førte hende roligt med sig. Jovist var han stolt af hans kære hjem, men ikke desto mindre, så var det jo kun.. et hjem. Det havde selvfølgelig sine fordele at være hvad han var; En konge. ”Lad mig vise vej,” opfordrede han med et stille smil på læben. Pejsestuen var et stort og dunkelt lokale med en stor pejs, en flot stor sofa og enkelte lænestole, flere reoler med store, gamle og tykke bøger, og med tunge gardiner og et bjørneskind på gulvet. Selv elskede han at tilbringe tiden der.

[Deleted]

Hvordan kongens forhold til kvinder var, anede Denjarna ikke. Det skulle heller ikke undre hende, at tjenestestablen så ham med en del forskellige kvinder, da han som konge sagtens kunne sende bud efter kvindelige ledsagere. Selv havde hun ikke i tankerne, at hun skulle være hans nyeste tilbeder, som hun var kommet reel og med det ønske at føre en samtale med ham. Af hvad hun kunne forstå, så var han også indforstået med hendes principper, hvor hun ellers ville skynde sig ud af døren, hvis han pludselig skulle prøve at tvinge hende ind i lege, som hun ikke gad. Udover det, så hun bare frem til at føre en mere personlig samtale med ham, da han havde givet hende lovning på, at han ville fortælle om sig selv, hvis de kunne snakke under fire øjne. Nysgerrig var hun efter at høre, hvilke ideer og tanker han gik rundt med, som hun ikke kun havde i sinde at tale om hans royale status. Som butleren bukkede for hende, måtte hun nikke anerkendende med hovedet. Den ældre herre gjorde måske bare sit arbejde, men alligevel ville hun gerne vise, at hans handlinger blev set. Hun havde dog ikke noget overtøj han kunne tage imod, hvor hun måtte afslå hans tilbud. Derefter rettede hun igen sin opmærksomhed mod Matthes, som hun stod tålmodigt og med hænderne pænt foldede foran sig, imens han bad om en flaske blod til dem. Det skulle nok gøre godt med lidt føde, skønt hun allerede havde jaget for natten.
”Pejsestuen lyder passende. Hvis det tager tid for dem at finde flasken frem, kunne du også give mig en mindre rundtur på slottet? Jeg har trods alt aldrig været herinde, men vi kan også gemme det til senere,” forslog Denjarna roligt. Nysgerrig var hun for at se stedet, som hun ellers kun havde set selve bygningen og den beskyttende mur. Nu havde hun et rum at føje til den korte liste, som hun nu havde stået i selve entreen. Dunkel var den med de afvisende kolde statuetter og mørkets væsner som statuetter, men et sted kunne man vel ikke regne med andet? Det var trods alt mørkets land. Alligevel håbede hun, at pejsestuen føltes mere hjemlig, da det trods alt var lettere at slappe af i behagelige omgivelser. Det var heller ikke sådan, at hun håbede at rummet var lyst og varmt, da det måske ikke ville passe ind i de andre omgivelser, men en smule hyggeligt måtte det da godt være. Selv havde hun altid nydt at slange sig en sofa, imens man kunne høre den knitrende pejs overfor sig, og føle dens varme. ”Før an,” bad hun med et lille smil, hvor hun matte sende ham et afventende blik. Selv vidste hun trods alt ikke, hvilken vej de skulle gå. Sjovt ville det måske være, hvis det var hende der uvidende skulle lede dem, men sådan ville det formentligt ikke være. Hun ville også bare gerne slappe af, danne nye indtryk og nyde hans selskab.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At trække kvinder med sig hjem, var bestemt ikke en ny ting for Mattheus, for selv han havde sine lyster, og hvor han var placeret sammen med en mand, som han skulle tage til ægte, også selvom der ikke var noget som kunne minde om følelser dem imellem, så agtet han selvfølgelig også at følge sin menneskelige natur, hvad angik kroppens basale behov, selvom han sikkert havde dem i langt større grad, end hvad mange andre ville ønske det. Han vendte blikket roligt i retningen af Denjarna og med et let smil. Trods det at han havde lovet hende, at dette kun skulle føre til en samtale dem imellem, så kunne han vel ikke rigtigt undgå at håbe på at der ville ske noget yderligere? Han var jo trods alt en mand med alt hvad det indebar, og mange ville jo trods alt se på det som en ære, at være sammen med kongen, også selvom han lå med en ny den kommende dag. Han nikkede sigende. Han kunne skam sagtens give hende en lille rundtur som noget af det første, for der ville nok alligevel gå lidt tid, inden blodet ville blive serveret. ”Det har du ganske vidst ret i. Lad mig vise dig lidt af vores.. stoltheder frem,” endte han ganske sigende. Jovist ønskede han på ingen måder at føre hende med ned af tjenestefløjen, for de havde kun lige og lige det som skulle til, for at leve menneskeligt, men løn fik de, samt mad på bordet, tøj på kroppen og tag over hovedet. Hvad mere kunne man egentlig bede om? Jovist kunne de rende rundt dag ud og dag og se på det som han selv gik rundt med, og den tanke morede ham faktisk en smule.
Mattheus førte roligt Denjarna med sig til den store tronsal. Salen var enorm, selvom det ikke just var noget som han sagde noget til. Fakler langs søjlerne som stod og nærmest holdt taget oppe, hvor der for enden af et yderst mørkt tæppe, stod to store tronestole – en til ham selv og en til Leonardo, hvor det var ham selv som sad i den største, da tronen retmæssigt var hans. I den fjerne ende lå der et kort over Dvasias lagt ud på et bord, som kun var oplyst af nogle enkelte stearinlys. På selve kortet var der flere små brikker placeret på forskellige områder, samt det stod placeret lige ved vinduet som vendte ud mod Rimshia City. ”Nårh? Hvad siger du så til min tronsal?” spurgte han, som han roligt slap hende, så hun selv kunne være i stand til at kigge sig lidt omkring. En af de ting som de fleste fik og blev introduceret til, da det også primært var her han sad i løbet af hans arbejdsdag. Ja, et sted kunne man vel næsten sige, at dette jo faktisk var blevet hans kontor med tiden, da det hele primært skete her. Koldt var det ganske vidst, men det var jo trods alt også Dvasias. ”Her tilbringer jeg størstedelen af min hverdag,” forklarede han, som han roligt foldede hænderne over ryggen. At hun kunne kigge sig omkring, hvis det var det som hun ville. Lige her, havde han bestemt ikke nogen hemmeligheder.

[Deleted]

Det passede Denjarna ganske glimrende, at hun fik en rundtur, inden de valgte at sætte sig ned og nyde et glas. Det var måske ikke hendes første besøg på et slot, men det var da hendes første her, så derfor vækkede det en naturlig nysgerrighed at se de forskellige lokaler. Indtil den dag i dag havde hun kun haft tilladelse til at betragte det udefra, hvor det heller ikke var synderligt længe siden, at hende og Vladimir havde gået en tur her. Interessant var det at se, hvordan det var opbygget, skønt det måske ikke var en indretning hun selv ville have valgt. ”Selvfølgelig har jeg det,” sagde hun i en drillende tone og blinkede let til ham. Butleren havde trods alt forladt entreen, så hun tænkte, at hun godt kunne tale til ham, som hun førhen havde gjort. Hun forventede ikke, at han ville lede hende til hvert et rum på slottet, da det trods alt var enormt, og de havde andre ting på programmet. Hun ønskede bare at se det mest overordnede, nu når hun var her. At han ikke ville præsentere hende for tjenestefolkets fløj, rørte hende derfor ikke, da det alligevel ikke var en arbejdssituation hun skulle færdes i. Hun vidste desuden godt, at som konge levede han et langt bedre liv end dem, hvor de nok kun havde det mest nødvendige og måske lidt mere til.
Denjarna fulgte ham nysgerrigt, som han førte hende frem. Spændt var hun på at se, hvad hun skulle ske, selvom der sikkert ikke var noget der ville overraske hende, da hun havde set det hele før. Bare andre steder. Da de trådte ind i den berømte tronsal, lod hun de sølvgrå øjne gå på opdagelse. Som han slap hendes arm igen, gik hun ud fra, at hun fik tilladelse til at gå rundt på egen hånd, hvor hun derfor også fortsatte nysgerrigt frem. ”Den er autoritær, og som en tronsal skal være,” svarede hun stilfærdigt. Der var trods alt ikke meget at ændre på en tronsal, da der skulle være den obligatoriske trone i det aflange rum, hvor der skulle være plads til befolkningen og hans stabel. Hendes skridt førte hende ned langs det lange mørke tæppe, som hun selvfølgelig havde sat kursen mod de to troner. Et mægtigt rum var det, hvor man som pøblen godt kunne finde sig selv en smule lille, når man gik til til audiens hos kongen, når han sad og vurderede en på den prægtige trone. Roligt stoppede hun op, som hun stod ved foden af de to troner, hvor hun kastede et blik tilbage på Mattheus. ”Hvor mange borgere tager du så imod om dagen?” spurgte hun nysgerrigt, da hun vidste, at man som borger kunne bede om tiltrædelse foran kongen, hvor han også selv lige havde oplyst, at det var her han brugte mest tid. Nysgerrigt havde hun studset rummet, men som sagt var det en tronsal, hvor det var svært at gøre den særpræget. ”Hvad er det næste rum, du vil vise mig?” spurgte hun nysgerrigt, da hun mente, at hun havde set det der var at se her.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var skam nødt til at vise sig fra den bedste side, og ikke mindst den mere.. kolde side, når han skulle stå overfor tjenestestaben. Mange af dem havde han fået byttet ud efter hans moders død, så han selv havde fået lov til at håndplukke dem som han havde ønsket ved sig. Han var nødt til at vide, at dem som han havde, var folk som han kunne stole på, da han faktisk i sig selv, ikke stolede på særlig mange, selvom det nu ikke ligefrem var noget som han ville fortælle Denjarna. Hvem ved? Måske at det var noget som hun kunne hjælpe ham med at gøre noget ved? Han vendte de rødlige øjne mod hende, som han havde ført hende med sig ind i tronsalen. Direkte var han ikke kendt med at hende og en anden af hendes slags allerede havde været på vandring her, selvom det vel heller ikke som sådan, var noget som vedkom ham? I det store og hele, så var et rum som tronsalen faktisk åben for tiltrædelse for ham og Leonardo for det dvasianske folk i alle døgnets timer, såfremt at stedet her var bevogtet selvfølgelig. Det var jo trods alt hans hjem.
”Det er den ja. Jeg har ikke lavet den meget om efter min kære mor. Jeg kan lide den som den er, samt den viser sig fra den bedste side.. Det er hele stemningen som gør det, ikke sandt?” Mattheus vendte blikket roligt mod hende, som hun søgte op mod tronstolene. Såfremt at hun ikke berørte dem, så sagde han skam heller ikke noget til det, for han ønskede slet ikke at nogen skulle lægge så meget som en finger på dem, som ikke havde noget med det royale at gøre! Som hun spurgte ind til hvor mange som søgte tiltrædelse eller audiens ved ham, måtte han let og tænkende gnide sin hage. Det varierede jo faktisk meget, men nu om dage, så var det jo mange – fleste parten mest for at finde ud af hvad han havde af visioner og værdier, hvilket faktisk kun var noget som han ville omdiskutere med Enrico, hans kære rådgiver og Leonardo, hans mand. ”Alt efter hvor mange som tvivler på mine visioner og mine ideer, så er det mange.. De fleste egoistiske nok til at søge til mig i søgen for ressourcer som de ikke har tålmodighed til at arbejde sig op til på andre måder,” endte han ganske kortfattet. Han måtte ærligt erkende, at han ikke talte hvor mange som kiggede forbi, andet end at han havde været i diskussion med dem frygtelig mange gange. At hun allerede ville videre, fik ham let til at rynke på næsen. Han endte dog med at smile. ”Kom med mig, Denjarna.. Så skal jeg vise dig mit yndlingssted her på slottet,” endte han stilfærdigt. Foruden pejsestuen, så havde han et andet sted som han virkelig godt kunne lide at være. Han førte hende roligt ud af tronsalen og videre mod trapperne, som han ført hende op af. ”Er det sandt, du aldrig har været her på slottet?” spurgte han dog med en nysgerrig mine. Langt de fleste havde søgt om tiltrædelse eller audiens i den ene eller den anden situation, så meget vidste han, men at hun var en af de få undtag, forundrede ham faktisk lidt. Han nåede toppen, inden han søgte mod højre og ned af en lang, dog flot udsmykket gang med gamle rustninger fra glemte tider. ”Her er mine gemakker,” fortalte han.

[Deleted]

Nysgerrigt søgte Denjarna rundt i tronsalen, som hendes søgning bragte hende mod de to tronstole. Hun rørte dem skal ikke, hvor hun i stedet valgte at folde sine fine hænder bag ryggen. Hun vidste godt, at hun var nødt til at udvise Mattheus noget respekt, selvom stemningen til tider blev en smule løssluppen, men hvor meget de end morede sig, så var han stadig hendes konge, og det skulle hun konstant have i mente. Som hun let foldede hænderne måtte hendes ene finger automatisk gnubbe sig mod hendes ringfinger i savn for at mærke den smukke diamantring, der ikke længere lå der. I årtusinder havde hun gået rundt med den ring, så det føltes endnu helt underligt at skulle undvære den, men det var et valg hun havde truffet, da hun havde hørt om Dericks sidespring. ”Simpelt kan også udvise autoritet. Men du har ret i, at hvis man skal fornemme hele følelsen af magt og disciplin, så burde man komme, når salen er åben for borgerne,” sagde hun roligt og en anelse tænksomt. Om hun ville gøre det, vidste hun nu ikke helt, da hun trods alt ikke havde nogle ærinder at drøfte med kongen. Hun ville hellere snakke med Mattheus, men det vidste hun, at det ikke var muligt når han var i den position. Denjarna vendte sig roligt om mod hans skikkelse, som han afgav sit svar. ”Og er der mange der tvivler på dine visioner, efter du blev kronet?” spurgte hun nysgerrigt. Selv var hun røget ud af politik efter sin tilbagevenden, da det var frygteligt mange ting hun i så fald skulle sætte sig ind i, og det havde indtil videre været en lidt for stor mundfuld for hende. Nu når hun stod med kongen, kunne hun muligvis lave om på det. Som de var de to eneste i det ellers storslåede rum, måtte en lidt underlig følelse glide ind over hendes krop, da det virkede alt for stort til kun at indeholde de to personer.
Denjarnas hoved søgte let på sned, som han tænkte over det faktum, at hun allerede ville videre i programmet, hvor hun næsten måtte tænke over, om det var rigtigt sagt af hende, indtil hun så smilet på hans læber. Hun nikkede let til hans ord, hvorefter hun lod ham føre hende videre ud og op af de mange trapper. ”Det er skam sandt. Jeg har aldrig følt et behov for at søge hertil,” svarede hun stilfærdigt. Aldrig havde hun haft en grund til at søge lige netop til Castle of Darkness, da hun havde været denne uafhængige kvinde der kørte sit eget løb. Hun havde dog set andre slotte igennem sit liv, men det havde været af andre årsager end at søge audiens. Som de nåede det endelige mål, måtte hun næsten prise, at hun havde en vampyrs udholdenhed, da hun godt kunne forestille sig, at hendes åndedrag havde været en del tungere, hvis hun havde været menneskelig. ”Nu lokker du mig vel ikke ud i noget mystisk, siden vi er på din fløj?” spurgte hun kækt, imens de sølvgrå øjne måtte lyse i et drillende skær. Hendes blik hvilede kortvarigt på hans ansigt, hvorefter det gik videre til at betragte den lange gang med de mange rustninger.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Tronsalen i sig selv, skulle skænke borgerne en følelse af, at den som sad i de store stole for enden af lokalet, vidste hvad de gjorde, og det var også det som Mattheus ønskede at repræsentere, ligesom hans mor havde gjort det tilbage i sin tid, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket mod Denjarna, som hun tydeligt var fascineret af stedet her – en tanke som han faktisk godt kunne lide, og han var bestemt ikke den som ønskede at lægge skjul på det som sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hovedet lod han søge let på sned, som smilet forblev på hans læber. Det kunne godt være, at respekten og den forskel på borger og royal skulle og burde være til stede, selvom det næppe har været tilfældet, men det måtte han jo bare tage som det nu måtte komme. ”Jeg gør hvad jeg kan for at vise borgerne af Dvasias, at jeg ved hvad jeg laver når jeg gør tingene som jeg gør dem. Selvom selvfølgelig visse ikke er helt overbevist endnu. Jeg er jo trods alt bare en ung mand uden megen livserfaring. Den gør skam også sit,” endte han ganske kortfattet. Jovist var det en tanke som kun måtte irritere ham, men han kunne jo ikke ligefrem gøre det største ved det af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Som hun spurgte ind til de mange tvivlende, så trak han atter en gang på skuldrene. Det var i sig selv, ganske svært at sige. ”Nok, kan jeg sige dig,” endte han ganske kortfattet. Det var jo trods alt det som var med til at besværliggøre hans arbejde, og det var faktisk hårdt nok som det måtte være i forvejen, hvilket et sted kunne irritere ham, for det bragte ham kun en frustration som han ikke altid vidste hvad han skulle gøre noget ved!
At bringe hende til Mattheus’ egen fløj, var noget som han et sted gjorde med vilje. Han ønskede at vise hende hvad han selv var stolt af, for ikke at glemme, at det var de steder som han bedst kunne lide, og som han havde den bedste relation til. Han vendte blikket mod hende, som han roligt nikkede. ”I så fald, så håber jeg så sandelig, at jeg ser noget mere til dig,” svarede han ganske ærligt, som han roligt betragtede sig af hende, som han førte hende ned af hans egen fløj – Leonardos befandt sig på den anden side, da de jo faktisk havde en hver. Måske at de var gift og det hele, men af den grund, så levede de i den grad også hver deres liv, og havde deres kvinder med ham; Denjarna var jo så hans fangst for dagen. Han trak let på smilebåndet, som det drilske glimt meldte sig i hans øjne. ”Stoler du da ikke på mig?” spurgte han drillende, som han stoppede op foran de dobbelte døre, som han roligt skubbede op for hende, så hun kunne træde indenfor. Selve gemakkerne var stor og inddelt i flere rum. Det største bestod af hans soveværelse, hvor der stod en kæmpe seng med sengetøj i de blodrøde farver, tunge gardiner som kunne dække for solen når den var oppe, et flot og stort klædeskab og diverse nipsting, hvor der ved siden, var et badeværelse med et stort badekar og andet af ren og skær luksus.

[Deleted]

"Du er muligvis ung af en regent at være, hvor livserfaring også kommer med alderen. Folk skal bare huske på, at også de har været unge engang, hvor alder heller ikke er noget man kan skynde på. Desuden, alle skal jo starte et sted, og du havde intet andet valg end at sige ja til tronen," sagde Denjarna med et kort skuldertræk. Der var måske andre, der var bedre kvalificeret til posten som landets konge, men de var ikke født ind i kongerækken, så uden en revolution ville det ikke ændres. Mattheus bar muligvis manglende erfaring, men alle skulle trods alt skubbes ud i tingene, før de kunne opnå erfaring. Alligevel stod han med garanti ikke alene med posten, da regenter havde en masse rådgivere omkring sig, samt der ikke kun var en, men to konger. Det med de to konger var endnu et faktum hun skulle vende sig til, men der måtte vel være en dybere mening med det, også siden han havde givet udtryk for, at det ikke var på grund af kærlighed. Hans kærlighedsliv var også noget, som hun generelt ikke kendte til, men det var også hans egen private sag. Det havde dog lydt som om, at han havde en forkærlighed for det modsatte køn, eftersom han så åbent havde nævnt muligheden for at tage elskerinder. Det var dog ikke noget hun havde nogen interesse i at blive, da hun ikke ville være en simpel elskerinde for en mand. Hvis hun skulle indlede noget med en mand igen, så skulle det være oprigtige og gengældte følelser, da det ikke længere bare var en leg for hende. Skævt var smilet på hendes læber, som han alligevel hentydede til, at han havde en del modstandere. Af hvad hun kunne forstå, så havde han heller ikke siddet på tronen længe, så det skulle nok komme af sig selv med tiden.
Denjarna havde skam ikke noget imod at blive introduceret for hans gemakker, så længe der herskede gensidig respekt mellem dem. Hun havde nemlig ikke i tankerne, at der skulle ske noget vildere end hvad der foregik nu, hvor hun heller ikke ville blive tvunget ind i noget. Hun betragtede den ældre gang der også måtte forekomme hende majestætisk med dens udsmykning. "Så længe mødet fortsætter som det gør nu, så ser jeg ingen grund til, at jeg ikke skulle komme igen," sagde hun roligt og sendte ham et smil. Det glædede hende oprigtigt, at han alligevel havde det på den måde med hende, da hun også fandt hans selskab ganske fornøjeligt. "Tillid er noget man skal gøre sig fortjent til, men det er ikke ens betydning med, at jeg ikke nyder dit selskab," sagde hun kortfattet. Hun håbede ikke, at hendes svar ville støde ham, men hun var nødsaget til at tage sine forhåndsregler. Konge eller ej. Denjarna lod sig føre ind af de store dobbeltdøre, hvor hun lod sig betragte af det der måtte være hans soveværelse. Et klassisk soveværelse var det, hvor der var de mest nødvendige ting. Hun kunne selvfølgelig godt se, at det ikke var du soveværelse hun ville finde i alle hjem, da møblerne var eksklusive. "Jeg går ud fra, at det her er dit private gemak," sagde hun sigende. "Det er flot. Stilfuldt."

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

I det store og hele, så vidste Mattheus udmærket godt, at hans manglende erfaring, var hans største svaghed i dagens Dvasias. Det placerede ham automatisk i en yderst udsat position og sikkert mere, end det som den havde brug for at være i forvejen, og det var bestemt ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for ham. Leonardo – hans kære mand, havde en livserfaring som han slet ikke var i besiddelse af, samtidig med at han havde sin rådgiver Enrico, som han havde kendt stort set hele livet. Ja, et sted så kunne han vel næsten fremstille den mand som havde han været hans onkel? Han trak svagt på smilebåndet. ”Muligvis..” begyndte han ganske sigende, som han kort tænkende lod hånden gnide den let skæggede hage. ”Det er desværre de færreste som tænker i præcis de baner, Denjarna. De forventer snarere at jeg kan rette op på min moders fejl, uvidende om hvilke hun egentlig har gjort rigtigt eller forkert for den sags skyld. Jeg kunne ikke sige nej, selvom der sikkert er flere som er mere egnet til den, end det som jeg er, men den skal forblive i min familie, og jeg vil bringe min moders ideologier frem med stolthed!” endte han med en yderst bestemt tone. Det var et mål for ham, velvidende om, at han ikke altid vidste om det var noget som ville gavne ham eller ikke, men noget var han jo trods alt nødt til at stille op med det hele, selvom det bestemt ikke skulle blive en nem opgave, men han var jo bare nødt til at gøre det så godt som han kunne.
Mattheus førte roligt Denjarna med sig op til hans egne gemakker. Det var i sig selv, heldigvis noget som han havde fået lov til at beholde for sig selv, hvilket skam også var noget som han havde det ganske fint med. Han nikkede roligt. ”Jeg skal nok gøre mine ihærdige forsøg. Jeg nyder skam dit selskab,” istemte han roligt. Så langt at det var gengældt, så var det faktisk noget som han havde det ganske fint med. Han lod hende roligt træde ind i hans eget soveværelse. Et sted var det jo selvfølgelig et af de steder som han var mest stolt af, men ikke desto mindre, så ville han også have hende lidt alene, og her vidste han, at de bestemt heller ikke ville blive forstyrret. Mattheus havde ganske vidst altid været en damernes mand, og denne gang var det ikke noget undtag. Han lagde vel heller ikke skjul på de små forhåbninger som han automatisk følte i sindet. Hendes ord stødte ham på ingen måde, men ikke desto mindre, så vidste han, at det var noget som han måtte tage til eftertanke. Han betragtede hende med en ganske sigende og rolig mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Tungen lod han roligt stryge mod hans læber. ”Du giver mig stof til eftertanke,” endte han ganske let, som han lod hende kigge sig lidt omkring. Hænderne foldede han roligt på ryggen. ”Du kan lide det?” spurgte han næsten med et charmerende smil på læben. Dette var hvad han normalt forsøgte at lokke det kvindelige folk til, og som regel så fik han hvad han ville!

[Deleted]

Denjarna var udmærket klar over, at det var de færreste personer der kunne tænke i hendes baner, hvor det også var forståeligt, eftersom den tankegang også kunne blive skubbet ud af kurs hos hende. Hun kunne trods alt selv se fordelen ved en mere erfaren regent, da det betød en større livserfaring, hvor de yngre kunne være mere urealistiske og impulse. Til tider kunne det dog være en fordel, hvis man bare sprang ud i det, i stedet for man brugte tid på at vende og dreje det i hovedet. Kongen var dog ikke alene om opgaven, som han havde en ægtemand ved sin side. Hvem denne Leonardo præcist var, vidste hun ikke, men samspillet kunne måske føre til noget positivt. Hun forstod også det faktum, at kronen skulle blive i familien, hvor Mattheus vidst var den sidste i rækken, så derfor var der ingen andre end ham den kunne gå til. Som han nævnte sine moders ideologier, måtte hun indrømme, at det ikke var nogen hun havde styr på, som hun alligevel havde været væk frygteligt længe, hvor hun kun havde fokuseret på at blive normal igen efter sin tilbagevenden. ”Forståeligt,” sagde hun og nikkede svagt med hovedet. ”Men du har vel også dine egne ideologier og visioner, du gerne vil have frem?” spurgte hun sigende. Hver regent burde trods alt have sit, som ham eller hende gerne ville have frem, så de ikke bare blev nogle efternølere af den forhenværende regent.
Et svagt smil krusede over de bløde læber, hvor Denjarna roligt skænkede ham et blik. Hun måtte ærligt indrømme, at hun ikke havde regnet med at blive sat i denne position igen, men hendes selskab ville vidst aldrig ændre sig lige meget hvilket år hun befandt sig i. Hun kunne heller ikke benægte, at hun nød det som det nu måtte være. Som de trådte ind i hans soveværelse, stoppede hun op, hvor hendes blik søgte over de forskellige genstande. At han havde nogle bagtanker med at invitere hende med hertil, skulle ikke undre hende, da han trods alt var en mand. Hun ville dog prøve at stå imod, hvis han forsøgte, skønt hun mærkede en naturlig lyst i sin krop, eftersom det trods alt var flere århundreder siden, at hun var blevet berørt på den måde af en mand. Men siden hun havde svært ved nærkontakt, og hun havde været vant til, at det kun var Derick der rørte hende, så var det heller ikke en seance hun bare ville kaste sig ud i. ”Jeg kan lide det,” sagde hun kortfattet. Det charmerende smil anede hun skam, hvilket fik hende til at ligge armene over kors. ”Deler du det så med din mand, eller lever i separat?” spurgte hun roligt. Med blikket på det forskellige genstande, bevægede hun sig væk fra Mattheus der stod i døråbningen, hvor hun i stedet gik over til rummets vindue. I et par sekunder stod hun og betragtede den udsigt han havde, hvor hun så ud over Rimshia og videre ud mod tomme marker. ”Hvis du skulle huse mig for i dag, hvor skulle jeg så sove? Her eller alene i et andet tildelt værelse?” spurgte hun drillende, og dog også nysgerrigt, da hun gerne ville høre, hvad den unge konge mere præcist havde i tankerne med det her.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var dog blot en ung konge som selv måtte forsøge at finde sig til rette med det hele, også selvom det slet ikke var nemt for ham på nogen måde. Han havde kun sin moders ideologier at gå på, selvom det bestemt heller ikke var nemt af den grund, men ikke desto mindre, så kunne hans egne fremtidige udspringe fra det? Han vendte blikket mod hende, som et stille smil bredte sig på hans læber. Han var faktisk ikke den sidste i arverækken, da han faktisk havde en lillesøster, selvom det var en lille pige som han ønskede at holde udenfor søgelyset så lang tid at det var ham muligt – udelukkende for hendes egen sikkerheds skyld. Han rystede let på hovedet. ”Jeg blev sat ind i det hele så pludseligt ved min moders død. Jeg må erkende at.. det nok ikke lige er hvad jeg har skænket den største tanke til,” endte han ganske ærligt. Han burde måske have tænkt på sine egne, men han havde ikke rigtigt nogle, men det var vel heller ikke fordi at han gjorde noget forkert i at føre sin moders tanker videre? Hun var jo trods alt en yderst respekteret dronning som Dvasias havde haft, og mon ikke hun havde været den mest respekteret i Dvasias historie?
At bringe Denjarna med sig til sine egne gemakker, var der ganske vidst enkelte bagtanker bag. Han var jo trods alt en mand og det var så sandelig også med alt hvad det måtte indebære, så det var ikke fordi at han forsøgte at skjule det, selvom han vel forsøgte at gøre det.. en kende mere diskret, da han jo heller ikke ønskede at skræmme hende væk hvad dette angik. Han lukkede roligt dørene efter sig, så han selv vidste, at de var alene om alt dette. At hun kunne lide hvad hun så, var selvfølgelig en tanke som han satte stor pris på, hvor han roligt nikkede til hendes ord. ”Det glæder mig,” istemte han roligt, som han roligt trådte hende i møde, selvom han nu endnu ikke kom i kontakt med hende. Han rystede let på hovedet. ”Vi holder det separeret. Det er kun mig som er bosat her.. Og med min kammerpige i kammeret lige ved siden af,” fortalte han sandfærdigt. Tog han ikke meget fejl, så befandt Aliyah sig nede ved Enrico, for det ville ikke just forundre ham. Han fandt hende faktisk temmelig ofte nede ved den mand. De rødlige øjne søgte endnu en gang til hendes skikkelse, hvor smilet let måtte brede sig på hans læber igen. Det var vel ikke underligt, hvor han faktisk ønskede at have hende? ”Tjo.. personligt vil jeg da ikke have noget imod at have dig her.. sammen med mig..” Han blinkede let til hende, hvor det charmerende smil bestemt heller ikke var til at tage fejl af, for han kunne faktisk godt tage en joke! ”Det vil ikke tage mig lang tid at få tjenestestaben til at stille et solidt værelse til rådighed til dig, Denjarna. Du er jo trods alt min gæst for i aften,” tilføjede han med et let glimt i øjet. Han havde bestemt ikke opgivet endnu, og han var fast bestemt på, at han nok skulle få det som han ville have! Han var bestemt ikke den som vendte ryggen til en smuk kvinde.

[Deleted]

Det at han ikke havde sine egne visioner, måtte Denjarna rynke på næsen ad. I hendes ører rungede det ikke godt, at han gemte sig bag mors skørter, skønt hun end ikke var i live længere. Hun ville mene, at han burde træde frem som en selvstændig person. Det var selvfølgelig tilladt, at han fulgte nogle af sin mors ideologier, men samtidig burde man selv have en vision, om hvordan man selv så landet. Men igen kunne de manglende ideer føres tilbage til det faktum, at han var ung og var blevet smidt hovedkluns ind i den position. Folket måtte bare håbe, at han ville mande sig op og vise sig som en sand konge med tiden. ”Det kommer vel med tiden,” sagde hun kortfattet. Hun ville ikke hakke ned på den unge konge, da hun ikke ønskede at sætte sig selv ind i en ringe position. De gik måske i øjeblikket og talte ganske frit, hvor hun fik lov til at byde ind med sine tanker, men alligevel valgte hun at holde en grænse, da hun ikke ønskede at sætte sig selv i dårligt lys. Hans fjendskab ville bestemt ikke gavne hende, hvor hun hellere måtte holde sig på den velsete side. De sølvgrå øjne hvilede på vinduet, som hun havde bevæget sig hen til, så hun kunne betragte udsigten. Pæn var den, men det skulle den også være, når man var i hans sæde. Meget var der, man kunne holde øje med, som hendes syn strakte sig langt, hvor man både kunne holde øje med bylivet og livet udenfor Rimshias bymure. ”Undskyld jeg spørger, men hvad er formålet med at tage en anden mand til ægte, hvis der alligevel ikke er følelser involveret?” spurgte hun nysgerrigt, hvor hun sendte ham et undrende blik. ”Jeg har selv været gift før, så jeg kan ikke lade være med at undre mig over den beslutning.” Hendes øjne betragtede roligt hans skikkelse, imens hun blev pænt stående, som han var trådt nærmere. Hænderne foldede hun igen foran sig. De mørke øjenbryn blev let hævet, hvor det var den eneste reaktion hun kom med, som han gav udtryk for, at han gerne ville dele sin seng med hende. Som et chok kom det ikke, da han til tider havde lagt noget charme ind, samt han havde udtalt, at han gerne ville se nogle kvinder udenfor sit ægteskab. Det håb ville hun nok knuse, da hun ikke så let ville give efter for ham. ”Selvom du er en flot mand, så vil jeg foretrække, at jeg er den eneste i sengen,” afslog hun pænt. Det tiltalte hende ikke at skulle dele værelse med ham, men hun gik ud fra, at det var en lidt for hård udmelding at komme med. Blikket fjernede hun fra ham, hvor hun endnu engang så ud af vinduet. Det lyse ansigt lyste svagt op, som noget lys faldt på det. Let førte hun et par mørke lokker om bag øret, imens hun tavst afventede, hvad der nu skulle ske.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste godt, at han et sted gemte sig lidt bag sin moder, selv på trods af, at hun ej længere var i live, selvom det ganske vidst, ikke just var noget som gjorde situationen meget nemmere for ham. Til tider var det mors råd og vejledning som man havde brug for, og der var han skam heller ikke noget undtag. Han kunne ikke gøre andet end at forsøge, og så lade sine egne ideologier udspejle sig fra hvad han vidste, virkede. Han havde ikke råd til at begå fejl, og derfor gik han vel også en anelse forsigtigt med dørene? Han vendte blikket ganske sigende mod hende igen. Hun var ikke imponeret, og han kunne næsten spore det i hendes mine, sådan som hun reagerede på det hele. Han kunne ikke just gøre det største ved det. ”Når jeg føler mig fortrolig med opgaven som er blevet mig pålagt, så skal det nok komme,” medstemte han sigende. Det var noget som han stod ganske fast på, for han ønskede ikke at skulle være nødsaget til at trække sig, for at lade hans kære lillesøster komme til. Han vidste at hans mor slet ikke havde ønsket at det var noget som Lillith skulle slås med!
At invitere Denjarna til sine gemakker og lade hende se hvordan han boede som royal, var noget som han faktisk fandt en form for spænding i. Han havde hende for det første alene, og selvfølgelig håbede han på at det ville føre til, at han vidste hvor han kunne have hende; Ved sig og meget gerne i sin seng. Han lod hovedet søge let på sned ved hendes spørgsmål. Når det kom til ham og Leonardo, havde de hver deres gemak som de kunne søge til, som de skam også havde hver deres liv, uforpligtet af hinanden når det kom til følelser, for det ville aldrig nogensinde komme fra hans side af om ikke andet! ”Min mor trolovede mig med den mand, allerede dengang jeg var ganske lille. Hun har vel allerede vidst, at det ville gå galt før eller siden, og Leonardo har en erfaring som jeg på ingen måder er i besiddelse af.. Betragt det snarere som et samarbejde frem for et ægteskab,” endte han ganske dæmpet. Der var intet følelsesmæssigt mellem ham og hans kære medkonge, og det ville der bestemt heller ikke blive! At hun havde været gift før, forundrede ham ikke, så smuk som hun var, hvad han dog var mere nysgerrig på var.. hvorfor det ikke var holdt? ”At en smuk kvinde som dig, har været gift før, forundre mig ikke, men hvorfor holdt det ikke?” spurgte han tydeligt med en nysgerrighed i stemmen. Han smilede let for sig selv, som hun afslog hans tilbud. ”Det anede mig nok.. Jeg kan få arrangeret et værelse til dig, mens vi tager snakken i pejsestuen?” foreslog han med et stille smil på læben. Han var måske afslået en gang, men det var bestemt ikke ensbetydet med at han gav op af den grund!