Winter is coming

[Cressida Marvalo]

Der var ganske få på slottet som Aliyah faktisk brød sig om, Enrico og Noelle så hun jo nærmest som en del af sin familie, og det gjorde det hele lidt lettere. Nu havde hun efterhånden været der i så mange år at det føltes mere som et hjem end det som det gjorde hos mor og far. Tilværelsen var måske ikke nær så enkel eller luksuriøs som den var derhjemme, sengene var hårde, de skulle dele værelserne og det ene badeværelse de havde til rådighed, tjenestefløjen var det som blev gemt lidt af vejen, af den grund var hun kun lykkelig for at hun endelig kunne flytte op i sit eget hos Mattheus, det betød vel også bare at han faktisk satte pris på hendes arbejde? Jaqia havde været en kvinde for sig selv, og hun havde ærlig talt været lidt skræmt af hende, men hun havde aldrig set hende som direkte sindssyg, hun havde blot haft svært ved at følge hendes tankegang, under alle omstændigheder fandt hun det rart at snakke med kongen om noget så.. ordinært som deres slægt, der lå trods alt lidt af en historie bag. ¤Det vil jeg gerne tro. Jeg kan ikke sige hvad hun var eller ikke var, men jeg tror aldrig at hun mistede besindelsen på den led. På trods af stridighederne mellem vores familier, må jeg erkende at jeg endnu nærer respekt for hende.. og for Dem,¤ tilføjede hun roligt. Tegnene lå frygtelig naturligt til ham, og eftersom han ikke havde givet udtryk for at det hele gik for hurtigt så kunne hun godt holde farten. Det at hun faktisk var ældre end kongen selv var nu ikke noget hun skænkede en tanke, faktisk havde hun ikke rigtigt styr på hvor gammel hun var mere, det fandt hun ud af engang når hun havde fødselsdag, for mor vidste det. Interessen for politik havde slet ikke været der på samme måde som de øvrige kvinder i sin familie, hun fortrak at arbejde med hænderne og at være i gang, men selv på trods af det så var hun stadig en Jaceluck og hun havde været tvunget til at sætte sig ind i tingene, også selvom hun ikke havde lyst til at belemre ham med livet uden for murene, så var det nok det hun vidste mest om. Smilet falmede langsomt idet han bragte Faith og Kimeya på banen. Hun savnede sine bedsteforældre, og hun bebrejdede warlockerne for det nummer de havde lavet den aften. Hun havde stået over Kimeya i det øjeblik han var gledet væk, det var stadig noget som plagede hende i søvnen. ¤De måtte desværre lade livet for tidligt. Når det er sagt så var de måske kernen, men både Jaceluck og Marvalo lever videre,¤ svarede hun og tvang igen et stille smil frem på læberne. Marvalo var næsten uddød, der var kun Cecilaya af kød og blod, desuden var hele familien blevet splittet siden deres død, ikke at hun ville sidde og belemre ham med det. Kort var hun næsten faldet ind i en trance der havde bragt tårer i de funklende øje. Hun så op og lod de grønne øjne møde hans blik, mens hun roligt nikkede. ¤Jeg har meget at se til, men ikke for meget til at samtale med Deres Højhed. Men De skulle vel også til Manjarno?¤ endte hun roligt. Det var ikke fordi hun ikke ønskede at snakke med ham!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Enrico og Noelle var begge mennesker som Mattheus satte en umådelig stor pris på, hvilket han nu heller ikke var bange for at skjule for nogen som helst, for han havde jo trods alt også valgt at holde dem på stedet her. At hans kammerpige så ikke kunne høre ham, var nu heller ikke noget som generede ham som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han sendte ende et let charmerende smil. Han kunne da slet ikke lade være, nu hvor han stod overfor en kvinde som hende, som han faktisk stod der med alene, så var det noget som næsten gjorde det hele langt bedre for hans vedkommende – der var ikke noget bedre, end at have en alene, som man følte at man kunne snakke med, og det følte han faktisk at han kunne med Aliyah, også selvom han måske skulle passe en anelse på med hvad han fortalte hende, men.. Jaqia havde vel lukket hende ind her af en grund? Han trak glædeligt på smilebåndet. Hun respekterede ham? Han var selvfølgelig glad for at det var sådan hun havde det med ham. ¤Jeg kan forsikre dig, at hun aldrig mistede besiddelsen. Hun har haft sine grunde til at handle som hun har gjort, og det samme gør jeg.. Det glæder mig, at jeg har din respekt – som jeg selvfølgelig også vil respektere dig¤ forsikrede han hende, som smilet hvilede let på hans læber. Han respekterede skam sine ansatte og sin tjenestestab, da de også skulle føle, at de var en del af noget. Det var noget som han vidste, at langt de fleste faktisk værdsatte.
Mattheus mente ikke at bringe Faith og Kimeya på banen på den måde. Et sted så kunne det næsten lyde som det var mennesker som Aliyah havde stået meget nært? Han havde desværre ikke selv den største kendskab til familien, og han vidste godt, at det var yderst lidt Leonardo var i stand til at fortælle ham, selvom det nu heller ikke just var noget som han kunne sige noget til af den grund. Han lod hovedet søge let på sned, som han roligt betragtede sig af hende. Han var enig. De kunne være gode og ikke mindst tro støtter at have nu, selvom det jo desværre ikke var tilfældet. ¤Det lyder som det var mennesker du stod nær? Jeg mente ikke at bringe dem tilbage til dine tanker. Det beklager jeg¤ Han var faktisk ærlig hvad det angik, selvom han måske ikke var den som man just ville regne med det, men han var en mand som faktisk gik meget op i ærlighed – ligesom sin kære far, selvom han aldrig havde kendt ham personligt. ¤Jeg skal endelig ikke opholde dig. Men ja, jeg skulle også til Manjarno, og jeg tror skam ikke at lysets dronning står og venter på mig¤ Han lod hovedet søge let på sned, som han selv roligt rejste sig op. Et sted så gik det her vel mod sin ende? Lige hvad det hele her angik, så var han bestemt heller ikke manden med den største tålmodighed, for han ønskede bare det hele overstået nu!

[Cressida Marvalo]

I øjeblikket mærkede Aliyah sig slet ikke af at hun var død, det var sjældent hun sad tilbage med den oplevelse, men deres hænder kørte jo bare, som havde de rent faktisk gjort brug af ord, det var en virkelig behagelig følelse, også fordi han var langt bedre at snakke med, end hun havde regnet ham for i første omgang. Tiden var måske gået, der kunne ikke gå lang tid før solen ville stå op, men den var fløjet forbi hendes næse. Det var ikke fordi hun havde tænkt sig at lade nogle af hans ord komme uden for disse fire vægge, han kunne faktisk betro sig til hende, og hun havde ikke tænkt sig at sige det mindste videre, også selvom hun selvfølgelig var en smule bange for at han havde fået et forkert indtryk af hende. Det charmerende smil havde i den grad gjort sit indtryk på hende, hun følte hjertet banke med faste slag mod brystet når han så på hende, også selvom hun vidste at det næsten måtte være den effekt han havde på stort set alle kvinder, hun havde dog ingen intention om at falde i, selvom hun næsten gik ud fra at han var.. vant til den slagsmed kammerpiger? Altså at de gav efter for hans kongelige charme ig nærede håb om dag at blive hans dronning, og når han lå med den næste, fik deres håb knust og flygtede fra stedet? Okay hendes fantasi løb måske lige lovligt meget af med hende, men tanker var vel tolkfrie! Aliyah havde været på slottet i frygtelig mange år efterhånden, hun havde fundet sig i det elendige arbejde og den elendige løn, men på en eller anden måde havde hun nydt det. Den respekt han pludselig gav udtryk for kom alligevel lidt bag på ham. Måske han ikke var helt så arrogant som hun havde frygtet? ¤De har min dybeste respekt Deres Højhed, jeg kan forsikre dig om at jeg ikke ville have været her ellers. Det er jeg glad for,¤ hun bukkede hovedet som en respektfuld hilsen. Ja hun var ydmyg og hun værdsatte faktisk at han udviste hende den form for respekt.
Selvom det var en smule smertefuldt at tale om sine kære bedsteforældre, så efterlod det hende dog også med en vis form for stolthed. Ingen af dem ville ønske at se hende spilde tårer, tværtimod hun var den eneste tilbage foruden Moniqe der for alvor forsøgte at samle familiens bånd igen. Hun nikkede bekræftende, og kunne ikke holde det stille smil fra læberne. ¤Jeg var frygtelig tæt på dem begge to. Manjarnos kongepar ligeså. Jeg var til stede under angrebet, faktisk stod jeg.. lige ved siden af da Kimeya faldt. Han var ikke kun min bedstefar men også min bedste ven. De skal endelig ikke undskylde, det smerter mig ikke at tale om dem, tværtimod,¤ svarede hun hurtigt, for der var slet ingen grund til at undskylde! Hun hævede et slankt øjenbryn. ¤Er det Silia de møder?¤ endte hun en smule forundret. Det var desværre længe siden at hun havde set hende. Hun najede stille. ¤I så fald må De have en behagelig rejse Deres Højhed. Jeg skal nok sørge for at være på plads inden De vender hjem,¤ lovede hun sandfærdigt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det glædede faktisk Mattheus at han havde en at snakke med, også fordi at han vidste og et sted.. følte at denne kammerpige, var af den type som han faktisk følte at han kunne stole på, selvom det selvfølgelig var noget som gjorde det meget bedre. Han betragtede hende med en ganske sigende mine, også selvom charmen på ingen måder falmede, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være. Tungen strøg han let over sine læber. ¤Det glæder mig¤ svarede han endeligt. Ja, hvad mere var der at sige til det? Han var selvfølgelig glad for, at han have hendes støtte, også fordi at det ikke just var af en slags som han havde meget af fra før af, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Som hun bukkede hovedet, så var det kun noget som han tog som et klart og tydeligt tegn til dette. Og den tanke var virkelig noget som i sandhed også måtte glæde ham som intet andet overhovedet.
Det kunne godt være Mattheus efterhånden måtte tage af sted, for han fik ikke rigtigt noget ud af at blive siddende her, andet end en dronning fra lyset som skulle vente på ham. Spøjst nok så var det hans søster, også selvom det var svært og ikke mindst.. underligt at tænke på. Han vendte blikket mod hende igen. Jaqia havde handlet af grunde som hun var gået diskret om dørene med, for end ikke Enrico vidste hvorfor en mand var valgt for ham, og det var skam også det som han havde stillet de største spørgsmålstegn ved, og ingen kunne give ham svarene. At hun havde stået Faith og Kimeya nære, forundrede ham dog ikke, men at hun havde været til stede, da de var gledet bort, forundrede ham dog meget! Han blinkede let med øjnene, som han vendte blikket mod hende. At hun var kommet godt fra det warlocksangreb indikerede også en styrke et sted – en styrke som han måtte beundre. ¤Det gør mig ondt, at det er noget som du måtte stå og se til. Det er kun godt, du selv kom uskadet fra det. Det gør mig ondt med dine bedsteforældre..¤ Ved tanken i sig selv, måtte han rynke let på næsen. Stod han faktisk overfor Faith og Kimeyas barnebarn? Han endte med at nikke. Det var Silia som han skulle møde, hvis hun havde i sinde at dukke op selvfølgelig, for han havde endnu ikke fået svar, så.. han måtte vel bare tage chancen og så se hvad der skete? ¤Det er det¤ Han vendte sig mod hende og med et stille smil. At snakke med hænderne var næsten det som.. han følte som det mest rigtige og mest normale, når han stod her sammen med hende, men det var nu bare sådan at det var. Han trak vejret dybt og betragtede hende med den samme rolige mine. ¤Det bliver en halvlang tur, så bare tag dig god tid. Døren står åben uanset, så flyt du bare ind. Du har dit eget værelse såvel som et lille badeværelse. Det skal jo have sine goder, ikke sandt?¤ Han betragtede hende med et kækt glimt i øjet, idet han roligt rejste sig igen. Hånden hævede han roligt som han strøg hendes kind ganske let. #Jeg glæder mig til at stifte et bedre bekendtskab med dig,# endte han roligt i hendes tanker, som han gik forbi hende. Han var nødt til at søge af sted nu. Han forlod sine gemakker, kun for at søge ud af slottet og ud i det kommende mørke.

//Out

[Cressida Marvalo]

Det var tydeligt at kongen havde en hel del at tænke på, og var Aliyah på nogen måde i stand til at aflaste ham lidt, så var det selvfølgelig noget hun hellere end gerne ville, også selvom det ikke var en del af det job som hun skulle udfører. Dog gik hun næsten ud fra at kongens private kammerpiger, var private af en grund? Han kunne betro sig til hende, og det var kun noget hun ønskede at vise ham. At han så opretholdt charmen forundrede hende nu ikke. Nu så hun da tydeligt hvad Enrico havde ment, men når det var sagt så havde hun ikke tænkt sig at falde for det, på trods af den bløde fornemmelse i knæene og det faktum at hun et sted følte sig draget mod ham. Hun fugtede læberne med tungespidsen uden at lade blikket forlade ham. Han var blødt lidt op for hende, hvilken var en tanke hun godt kunne lide, det gjorde det mindre hele akavet, særligt hvis hun nu skulle til at støde på ham jævnt. Hun glædede sig virkelig til at komme op på det langt mere luksuriøse kammer som hun kunne få lov til at have for sig selv, hun var ikke ligefrem en enspænder men hun brød sig ikke om at være samtaleemne om aftenen når hun fornemmede de andres latter, måske hun ikke viste det, men somme tider gjorde det ondt ikke at være accepteret af andet end familien. Aliyah nikkede stille mod ham, hun var faktisk glad for at han udviste hende den smule respekt, mest fordi hun vel et sted havde bebrejdet ham for ikke at tage kontrol, også selvom hun vidste at det ikke var nemt. ¤Tak Deres Højhed. Deres forståelse varmer mig. Jeg kom uskadt fra det, heldigvis,¤ medgav hun roligt, også selvom hun ikke ville stå og fortælle ham at det faktisk var Kimeya selv der havde givet hende muligheden for at løbe, desuden var hendes far jo blevet taget af warlockerne, men var heldigvis vendt hjem i live for et par siden, dog ude af stand til at gennemgå forvandlingen. Hun tænkte ikke over det faktum at hun havde afsløret for meget, selvom mange nok ville undre sig over hvad Faith og Kimeyas barnebarn lavede som kammerpige på et slot, hun var nu ligeglad, det var trods alt et valg hun selv havde taget. Smilet bredte sig en smule på de rosa læber. ¤Det lyder næsten som et helt paradis jeg træder ind i. Jeg rykker ind så snart jeg er færdig, så jeg ikke forstyrre Deres kongelige Højhed når han kommer tilbage. De må have en behagelig rejse,¤ bad hun roligt, og så op som han endte med at træde mod hende. Hendes hjerte levede et adskilt liv i det han hævede hånden og lod den stryge over hendes varme kind, der øjeblikkeligt blussede op i en rødmen. Alt for hurtigt faldt den igen. #I lige måde Deres Majestæt# Hun najede dybt, og ventede på at han forlod lokalet, før hun måtte tage sig et øjeblik om at bearbejde hele forløbet. Hun bukkede sig atter ned og greb om spanden, og det beskidte tøj hvorefter hun selv forlod lokalet for at gøre sig færdig, så hun endelig ville kunne komme på plads.

//Out