Winter is coming

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Tanken om aldrig at have hørt en lyd, fuglesang, komponeret musik eller en latter, var noget som et sted var en.. forfærdelig tanke i Mattheus’ øjne. Han ville blive vanvittig, men igen, så havde han jo trods alt også det at sammenligne det med i den anden ende. Han vendte blikket ganske sigende mod hende. Det var første gang han i det hele taget havde oplevet, at han havde haft brug for at snakke med hænderne, men.. han kunne vel lide det? Få det genopfrisket bare lidt, for ikke at glemme, at han nu forstod hvorfor hans kære mor havde gået så meget op i at han skulle lære det, for han kunne få brug for det. Han kunne jo ikke bruge en kammerpige til noget, som han ikke kunne snakke med! ¤Jeg må erkende at det er rart at få det genopfrisket lidt. Jeg er ked af, hvis jeg ikke udviste en respekt for dig.. Det er min fejl.¤ Han betragtede hende sigende. Når han ikke var så afhængig af det talende ord, så var det faktisk nemmere, også fordi at han vidste, at de færreste i det hele taget ville fatte hvad han stod og snakkede med hende om, og det var noget som i sig selv, faktisk passede ham ganske fint! Han hadede selv at være under konstant overvågning.
At se hende arbejde, havde han nu ikke noget imod, også selvom det var tydeligt, at det var besværligt for hende at handskes med det, så brød han dog ikke ind. Foreløbig stod kammeret på hans gemakker tomt, udelukkende fordi at han ikke havde fundet en kammerpige som havde i sinde at blive længe nok. Af en eller anden.. sjov grund, så skræmte han dem væk, og et sted morede den tanke ham lidt, for han var jo trods alt ikke ligefrem andet end bare en typisk ungdomsknægt med et alt for stort ansvar. At hendes stemme denne gang lød i hans hoved, havde han dog ikke just regnet med. Han lod hovedet søge let på sned, som han roligt nikkede til hende. ¤Det ville glæde mig. Desuden er dit arbejdsområde heroppe på mine gemakker, så det ville næsten bare være det nemmeste for alle parter¤ Selvom hun svarede for sig igennem hans hoved, så fortsatte han med hænderne, for ikke at glemme, at han faktisk godt kunne lide, at hun så ham i øjnene. Som døv, kunne han godt forestille sig, at hun var lidt mere afhængig af kropsholdninger og sprog, end det som så mange andre var, hvilket han nu havde det ganske fint med, for det værste som han vidste, var at folk ikke bare kunne se ham i øjnene og sige hvad de havde at sige. Han lignede måske sin far frygtelig meget, men det ændrede ikke på det faktum, at han aldrig havde haft et forhold til den mand – uheldigvis, men han vidste jo godt, at han kun var kommet til verden, for at stå hvor han stod nu, selvom det var en skæbne som han for mange år siden havde accepteret. ¤Ikke bare natten, men resten af din arbejdstid som min kammerpige.. Så vil jeg have dig heroppe¤ tilføjede han. Det var skam ikke bare for natten!

[Cressida Marvalo]

De fleste ville aldrig være i stand til at leve det liv som hun gjorde, hun havde også været tvunget til at udvise en større forsigtighed, tvunget til at udvikle sine færdigheder. Evan havde været en hård mand, men ikke desto mindre så var de kommet ret godt ud af det med hinanden, indtil træningen var stoppet da hun valgte at søge audiens på slottet. Aliyah savnede ikke lyden af fuglesang eller sød musik, hun havde aldrig hørt den slags.. hun havde aldrig hørt sin moders stemme, hun havde aldrig hørt nogle råbe eller noget som helst, men hun havde lært at kropssproget sagde langt mere end tusinder af ord. Det var også grunden til at hun holdt så meget øje med ham som hun gjorde, og grunden til at hun betragtede hans øjne, for de fortalte hende langt mere end hans hænder gjorde. Aliyah rystede afvisende på hovedet. #De skal endelig ikke undskylde Deres Højhed. Det er trods alt mit arbejde, desuden kan jeg se at De er anspændt. Jeg beklager at jeg ikke var blevet helt færdig,# tilføjede hun med et stille smil på læberne. Hun var faktisk temmelig snaksalig når bare der var nogle der viste hende en smule interesse, hun var kun vant til negativ opmærksomhed efterhånden, og så ville hun næsten hellere være alene. Aliyah vidste at mange unge piger før hende var blevet skræmt væk. Hun forstod nu ikke hvorfor, det var første gang til aften at hun så ham i egen høje person, desuden virkede han ganske fredelig, måske han havde et mærkværdigt forhold til nøgenhed, og måske at han var pigeglad, men det kunne vel næppe være så galt? Kort kastede hun et blik på hans hænder, for bedre at kunne følge med i hvad han forsøgte at sige, på trods af spanden der til dels spærrede for udsynet. #Det kan De have ret i. I så fald vil jeg tage mig den frihed at pakke mine egendele sammen så snart jeg er færdig med arbejdet,# endte hun igen i hans hoved. Det var praktisk at kunne, men hun brød sig ikke altid om at gøre det på den måde, det krævede mere af hende end hun brød sig om. Som svar på hans ord najede hun endnu engang, men denne gang mistede hun balancen på grund af den tunge vægt og røg direkte på enden. Klodset var hun, det havde hun altid været. Det beskidte vand skyllede ud over kjolen og over hende, da hun havde mistet grebet om spanden i sit fald. For flere sekunder stirrede hun blot overrasket ud i luften før det gik op for hende hvad der var sket. Kjolen var tung og våd.. pludselig en smule kold, alligevel fik hun sig hurtigt vendt om, så hun kunne samle spanden op en smule febrilsk. #D-det.. det beklager jeg virkelig Deres Kongelige Højhed,# endte hun hurtigt og satte sig på hug ved den enorme vandpyt på gulvet. Hun lagde hånden møde den og lod den langsomt absorberes. Ingen større skade sket, foruden at hun kunne starte med at vaske gulv på ny. Det ville blive en uendelig lang aften, men denne gang havde hun selv været skyld i det!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var skam i stand til at snakke med Aliyah, og nu hvor han vidste, at hun var døv, så var det en sag, som han meget hurtigt kunne slå sig til ro med. Han havde fået en begrundelse på hvorfor hun i sig selv, ikke havde sagt så meget som et ord til ham, så var det faktisk ikke fordi at det var så slemt igen. At hun var oplært i både tegnesprog, men også det at kommunikere mentalt, var han dog ganske forundret over, for så var det jo tydeligt at.. hun faktisk sagtens kunne benytte sig af ord og tale af den vej, så hun vidste hvordan ordene skulle formes.. Hvorfor så ikke forsøge at få dem over munden? Han var selv nysgerrig af sig, men det var vel også noget som han havde efter begge sine forældre? Den direkte hungren efter mere viden? Den havde han i den grad altid haft, og det var bestemt ikke fordi at den var meget anderledes nu! Han rystede let på hovedet. ¤Det kan godt være, at jeg har frygtelig mange ting i hovedet, men det burde slet ikke gå ud over dig. Du er trods alt ikke skyld i, at jeg er.. frustreret¤ afviste han sigende. Han havde ikke just haft i planerne, at skulle tage til Manjarno bare sådan uden videre, for han havde så mange andre ting i hovedet, som tog frygtelig meget af hans tid, men end ikke det, var noget som han kunne tage sig af lige nu. Det måtte Leonardo tage for ham.
Mattheus nikkede ganske sigende til hendes ord. ¤Tag endelig tiden det kræver at få pakket dine personlige ejendele sammen¤ Han sendte hende et let smil, også selvom han knapt nok nåede at reagere, før hun var endt på bagpartiet og med vand ud over det hele – inkluderet ham! Med hænderne ud til siden, så trak han sig hastigt et skridt bagud, også selvom skaden i den grad allerede var sket. Det møgbeskidte vand, havde tilsølet ham og hans flotte tøj. Han blinkede let med øjnene, som han vendte blikket mod hende igen. Næsten chokket over hvad der var sket, så var det normalt en ting som han ville blive direkte rasende over, og selv han kunne mærke, at tanken i sig selv, i den grad også måtte irritere ham, for han havde jo slet ikke tid til det her! Han havde et møde, som skulle holdes, og han kunne bestemt ikke tillade sig at komme for sent! Han sukkede tungt. #Tænk ikke på det, det er vel hvad bare hvad der sker,# endte han kortfattet, som han igen begyndte at knappe den mørke skjorte op, for at smide den hen på sengen – med andre ord, så tilsølede han måske også sit sengetøj nu, men hans hjerne var bestemt ikke indstillet på at skulle tænke på rengøring og baktusser lige nu! Han gik igen over til skabet, idet han også var krøbet ud af bukserne. #Lad det ligge for nu, og hjælp mig lige her..# Denne gang kom det nærmest som en ordre. Det var en stressende faktor, også fordi at han slet ikke havde tid til det! Han havde nok at tænke på, som det stod i forvejen!

[Cressida Marvalo]

Det havde på ingen måde været for at ignorere kongen, men Aliyah havde heller ikke haft muligheden for at møde ham før nu, så hvordan pokker skulle han vide at hun slet ikke var i stand til at høre ham? Han havde desuden været så stresset, at hun knapt havde nået at få noget som helst indført, før han havde været videre med det næste. Efter at være blevet sat i en arena som en skydeskive så var hun blevet trænet hårdt for at udvikle sine sanser, for at blive en stærk magikyndig og ikke mindst for at kunne kommunikere med folks om havde hun været i stand til det, og hun var blevet god til det. På den anden side havde hun valgt at accepterede det faktum at hun var døv, hun havde det fint med tingene som det stod, hvorfor have en stemme når hun klarede sig fint uden? Det løftede hende om ikke andet lidt at han var i stand til at snakke med hende. Hovedet lagde hun blidt på sned og betragtede ham roligt. #Det vil jeg så sandelig ikke håbe at jeg er. Jeg beklager at jeg blev irriteret, De skal vide at jeg nærer forståelse for din situation,# svarede hun roligt. Med den slægt hun kom fra, så vidste hun godt hvor meget arbejde der kunne være i den slags, og han var ung og forholdsvis ny, det kunne umuligt være enkelt.
Måske hun ikke burde, men Aliyah glædede sig faktisk til at finde sig til rette i gemakken ved siden af. Hun havde set den et par gange, og det var nok det mest luksuriøse der var til en i tjenestestaben, et sted kunne hun vel se det som en.. forfremmelse? Sengen var stor og blødere end de sten de sov på nedenunder, og der var plads til alle hendes bøger, for dem havde hun mange af! Hun nikkede dæmpet. #Jeg vil bringe dem herop så snart jeg har muligheden uden at det vil forstyrre Deres kongelige Højhed,# svarede hun blot med et stille smil, der falmede i samme øjeblik hun endte med at glide på enden og kaste vand overalt. Aliyah sukkede tungt. Det var typisk hende, og selvom Mattheus ikke gav udtryk for det, så fornemmede hun den vrede og irritation der opstod i ham. Behandlingen af det beskidte vand på gulvet, blev afbrudt i samme øjeblik han begyndte at klæde sig af. Hun vendte sig mod ham i samme øjeblik for at stoppe ham i smide skjorten på sengen, men uden held. Hun sukkede tungt og rystede på hovedet, inden hun med lidt tøvende skridt trådte mod ham. Hans bestemte tone i hovedet sagde hende lidt det hele, så hun bed nøgenheden i sig igen, det lod til at det var noget hun ligeså godt kunne vænne sig til. Selv gennemblødt, stille hun sig foran klædeskabet og åbnede det endnu engang. Nænsomt bladede hun igennem lagene med bukserne og fandt et par mørke tætsiddende. Hun rørte dem knapt som hun endte med at række dem til ham. Den første skjorte i bunken var en dybrød. Ligeledes greb hun om den og vendte sig mod ham med hånden udstrakt. Det var måske en typisk Nathaniel beklædning, men hun var ikke i tvivl om at den ville klæde ham.. desuden ville han have fortrukket den hvide skjorte, men det var nu lige meget! #Det vil stå godt til hinanden og den røde farve vil komplimentere din hud, og det er repræsentativt for landet,# forklarede hun med et svagt skuldertræk. Man var ikke en kvinde for ingenting og hun kunne godt lide at lege med den slags! Hun bukkede sig ind over sengen uden at lade kjolen komme i berøring med lagnerne, kun for at gribe om den nu beskidte skjorte.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var en presset og ikke mindst stresset mand, selvom der nu heller var hans mening at lade det gå ud over hende, og nu hvor han vidste at hun var døv, og derfor ikke havde været i stand til at svare ham, så forstod han faktisk det hele meget bedre! Han vendte sig mod hende, hvor det typiske charmerende smil, måtte hvile på hans læber. Han kunne ikke lade være, når han var i nærheden af det kvindelige køn, da det faktisk var noget som kun lå ganske naturligt til ham. Nok noget af det som han havde efter sin kære far, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han kendte ikke rigtigt manden, andet end hvad han havde fået fortalt af sin kære mor. Han betragtede hende sigende. En skam at han ikke havde set hende før, for hun var jo faktisk en temmelig smuk kvinde, og det i sig selv, var en tanke som han faktisk godt kunne lide, det var der så sandelig ikke nogen tvivl om. Han var jo trods alt også en kvindes mand, og det var så sandelig også med alt hvad det måtte indebære! #Jeg kan forsikre dig, at det på ingen måder har noget med dig at gøre,# endte han ganske sigende. Han var en vred og ikke mindst frustreret mand, også fordi at han ikke havde tid til noget som helst, og specielt ikke for sig selv, hvilket næsten var det værste af det hele, men hvad pokker skulle han da ellers stille op?!
Mattheus ønskede faktisk at have kammerpigen på sine egne gemakker, så det var nemmest for alle parter, for ikke at glemme, at man vel skulle se på det som en form for.. forfremmelse? For det var jo ikke ligefrem fordi at det var en løgn som sådan. Her var lønnen bedre, og han måtte erkende, at selv på trods af hendes klodsethed, så gjorde hun faktisk et knaldgodt stykke arbejde. Nu hvor han alligevel måtte ligne noget der var løgn, så måtte han jo til at skifte igen, også selvom det slet ikke var noget som han følte, at han havde tid til, og et sted, så var det noget som kun irriterede ham yderligere, selvom.. ja, det var vel ikke hendes skyld? Han kunne godt forestille sig, at hun havde været i gang i det som tilsvarede timer efterhånden, selvom han ikke kunne gøre noget ved det. Det var jo trods alt hendes job. Han fnøs let for sig selv. #Ja, ja, det er helt fint..# endte han yderst kortfattet, som han igen hoppede ud af tøjet, og endte stort set blottet for øjnene af hende. Det var i sig selv, en tanke som hun lige så godt kunne vænne sig til, for det var bestemt ikke første eller sidste gang, at det var sådan han ville fremtræde for øjnene af hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun fandt et par nye mørke bukser frem til ham, samt en blodrød skjorte, sagde han nu ikke noget til. Når det kom til beklædninger, så var det vel noget som kvinder efterhånden måtte være godt inde i? Han rynkede let tænkende på næsen, inden han endte med at nikke. ”Jeg tror minsandten du har ret.. jeg prøver..” endte han sigende, som han tog skjorten på og hoppede i bukserne. Han knappede skjorten, og vendte sig mod hende igen. Armene søgte igen ud fra hans krop. #Hvordan ser jeg ud?# spurgte han igen, som brystet automatisk blev skudt lidt frem.

[Cressida Marvalo]

At Mattheus var en kvindes mand, var Aliyah slet ikke i tvivl om, det var trods alt også sådan Enrico havde beskrevet manden for hende. Han havde allerede på forhånd advaret hende om, at hun ville blive vidne til frygtelig mange ting i løbet af sin tid i kongens gemakker, nøgenheden var en ting, og hun forsøgte virkelig at bide det i sig, det værste var næsten den nysgerrighed hun følte sitre under huden, og som næsten indbød hende til at sende ham et lidt stjålent blik, også selvom hun formåede at tage sig selv i det, inden det kom så vidt. Det var forbavsende hvor meget han lignede sin far, også selvom hun nødig ville begynde at kommentere på det, hun kendte Nathaniel, men det var svært selv for hende at forholde sig til tanken om at han var far til Mattheus. Til tider savnede hun virkelig den mand, han havde været hendes bedste ven siden hun var lille, udelukkende på grund af de ting han havde lært hende og måden han havde behandlet hende på, og hun havde end ikke haft mulighed for at sige farvel, eller for den sags skyld besøgt hans grav. Det charmerende smil gengældte Aliyah blot med et blidt, der afslørede de sylespidse tænder også selvom hun ikke rigtigt mærkede sig af at han vel faktisk.. forsøgte at charmere sig ind på hende? Aldrig havde Aliyah været vant til den slags, hun var heller ikke en af de kønneste kvinder, på trods af sin naturlighed. De flammerøde lokker og blege kinder, fik hende til at se lidt kejtet ud, desuden var hun ikke synderligt høj og lidt mere kraftigt bygget end andre kvinder, ikke at hun tog sig af det, for hun klarede sig jo fint uden mænds opmærksomhed?
Aliyah nikkede roligt til hans ord. Nu hvor hun havde hænderne fri, var det lettere at gøre brug af dem igen. ¤Det er jeg glad for. Jeg ved at jeg blot et en sølle kammerpige, men i tilfælde af at De har noget på hjertet, så skal jeg med glæde 'lytte' til dig,¤ tilbød hun med et stille smil. Det var ikke fordi hun forventede at en konge ville betro sig til hende, men hun kunne om ikke andet tilbyde ham det. Hun lænede sig ind over sengen, lettere struttende med enden, mest for at undgå yderligere snavs på sengen. Hans skjorte rev hun til sig, og smed hen til bunken af beskidt tøj som hun skulle have båret ned så det kunne blive vasket. Hun rettede ryggen endnu engang og lod blikket falde til ham, en smule rød i kinderne ved synet af den flotte, halvnøgne mandekrop der mødte hende. Hurtigt slog hun blikket ned og ventede til han havde fået klædt sig på. ¤Selvfølgelig har jeg ret,¤ svarede hun og rynkede på panden med et lidt drillende, skævt smil. Farverne komplimenterede ham som ventet, men noget var galt. Hun himlede med øjnene. ¤Hvad er der med Dem og Deres skjorter?¤ spurgte hun en smule opgivende og rettede igen på kraven, og hev den lidt ned i ryggen så den i højere grad satte fokus på de brede skuldre. Hun knappede de to øverste knapper op så en smule bar hud blev afsløret, ikke så meget at det var uanstændigt, bare lidt. ¤Sådan¤ hun klappede ham blidt på skulderen, najede kort før hun atter trådte forbi ham. Selv en konge kunne vel bruge en kvindes hånd engang imellem?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvor meget Aliyah i sandhed var blevet ’advaret’ mod ham, var slet ikke noget som Mattheus havde nogen anelse om, for der skete frygtelig mange ting på hans gemakker, og det var jo faktisk aldrig til at vide, hvorvidt om han havde gang i den ene eller den anden, også selvom han faktisk hellere ville holde sig til en af gangen, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han vendte blikket mod hende. Det charmerende smil og glimtet i øjet, var selvsagt ikke noget som han ønskede at skjule, for det var bare sådan at han som regel var overfor det kvindelige køn, og så var det fuldstændig lige meget hvorvidt om det var en kammerpige, eller om det var en adelig udefra en af de mange herregårde, så gjorde han bestemt ikke nogen forskel lige der, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Køn var hun skam i hans øjne, også fordi at hun virkede så.. naturlig, men der var noget andet ved hende.. noget som direkte trak i ham, selvom han forsøgte at bide det i sig, så langt, at det nu skulle være ham menneskelig muligt, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hovedet lod han søge let på sned, som han så hende tage om hans tøj, hvor hans blik for en ganske kort bemærkning, alligevel måtte glide let nedover hendes bagparti. Han kunne ikke undgå at smile ganske tilfredst ved synet som mødte ham. Han var jo trods alt en mand med alt hvad det indebar!
Mattheus havde ofte fået at vide, at han virkelig lignede sin far, og det var noget som han selvfølgelig tog til sig som en god ting. Han havde kun hørt store ting om sin kære far, og selvfølgelig var det noget som gjorde sit, også for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede roligt til hende. Visse ting vidste han godt, at han ikke kunne dele med en kammerpige, men det var nu bare sådan at det måtte være. ¤Jeg sætter pris på det.¤ Han var ikke andet end ærlig overfor hende, for selv en konge som ham – omringet af en million mennesker, men af den grund, kunne han faktisk godt være.. ensom af den grund. Han lod hende hjælpe ham med at rette på tøjet. Ja, til tider var han faktisk træt af, at han ikke var endt med en kvinde, men med en mand! Han sendte hende et taknemmeligt smil, som hun igen rettede på kraven og skjorten generelt, hvor han så ned af sig. Ja, han var jo nødt til at vise sig fra sin bedste side! ¤Jeg kan kun blive en kende irriteret over, at min kære mor ikke kunne skænke mig en kvinde, men en mand.. Mange tak¤ Han betragtede hende sigende, som hun igen gik forbi ham, hvor han igen måtte tage sig selv i at beglo hendes fine lille ende i stedet for. Ja, et sted var det vel.. et mål for ham? Hun var jo en af de få her på stedet, som han ikke havde haft med i sengen endnu trods alt!

[Cressida Marvalo]

Aliyah forstod velsagtens hvordan kongen formåede at charmere sig ind på flere kvinder. Han havde en status, og han var uden tvivl en forbandet flot mand, han havde navner og desuden var hun ret sikker på at enhver kvinde ville smelte som smør under det smil, også selvom hun ikke rigtigt selv lod sig mærke af den slags. Intet af det vækkede en interesse i hende, hun var trods alt ikke vant til den form for opmærksomhed. Af den grund så ville der helt sikkert være ting hun skulle vænne sig til, særligt hvis hun faktisk skulle begynde at overnatte i hans gemak. Nøgenheden kunne hun nok vænne sig til, det gjaldt vel bare om rent faktisk at sørge for at være færdig, så tidlig som muligt, lige i aften havde hun jo trukket den lidt ud. Hovedet lagde hun blidt på sned mens hun betragtede ham. At han netop havde stået og begloet hendes bagparti havde hun ikke den mest fjerne idé om, det var slet ikke de baner hun tænkte i, hun var ikke synderlig meget værd at beglo, desuden følte hun sig beskidt og ildelugtende, et bad ville gøre godt, desuden havde hun ikke tænkt sig at ligge i ham på noget tidspunkt, uanset hvor flot han var! Måske det langt fra var alt han kunne dele med hende, men i tilfælde af at der var noget, så skulle han selvfølgelig vide at hun faktisk interesserede sig for ham, hun nærede trods alt en dyb respekt for ham som mand og som autoritet. ¤Hvis jeg kan være Dem behjælpelig på nogen måde, må De jo endelig sige til,¤ påpegede hun roligt. Nu hvor han var så venlig at skænke hende et ordenligt værelse hvor hun ikke skulle være bange for at blive snakket bag om, så var det, det mindste hun kunne gøre! Den øvrige tjenestestab ville uden tvivl blive grønne af misundelse, og tanken frydede hende lidt, hun var trods alt dvasiansk. Med lette fingrer rettede hun på skjorten, uden at gemme for meget i kontakt med ham. Hun lod hænderne falde, kun for at gå bag om ham og samle spanden op endnu engang, men denne gang var den trods alt ikke tung, den var jo.. mere eller mindre tom, men våd. Et sted forstod hun godt hans frustration over at være endt med en mand, men tanken havde nu moret hende såvel som mange andre. Hun vendte sig mod ham med et lille smil. #Jeg er sikker på at Deres mor havde sine grunde, Deres Majestæt. Når det er sagt så forstår jeg Deres frustration. En mand.. og endda en af Jaceluck og Marvalo, hun må have troen på at De besidder den styrke der skal til at håndtere os,# svarede hun næsten drilsk, uden at tænke over at hun sådan set havde afsløret sit eget slægtsskab. Hun var stolt af at bærer de navne, det kom bare naturligt og hun vidste trods alt at Leonardo teoretisk var hendes onkel. #Desuden så jeg give Dem ret i at dette sted såvel som Dem, kunne trænge til en kvindes hånd,# påpegede hun og lo blidt, uden at have den fjerneste idé om hvordan hendes latter egentlig lød. Han lod ikke længere til at være så anspændt, hvilket kun lettede hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Man kunne vel snildt sige, at folkets syn på magten, var den eneste grund til at han kun var sammen med den samme kvinde en gang? Han ønskede ikke nogen forpligtelser, andet end at han selvfølgelig tog sig af sine afkom, om det endelig skulle ske, for det var jo trods alt sådan at det måtte være i den anden ende. Han var en mand som ellers var frygtelig glad for kvinder, men.. der var noget ved denne kvinde som bare gjorde det.. hele anderledes end det som det plejede at være, og selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hans vedkommende. Selvfølgelig kunne det være godt at have en at snakke med – endda en som var omkring ham stort set altid, og specielt nu hvor hun flyttede ind på kammeret ved siden af hans egne gemakker, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. Han nikkede roligt til hende og uden at smilet falmede. Det var bare som om at han ikke kunne slippe hende med blikket, og.. den tanke i sig selv, kunne han slet ikke slippe igen, og det var i sig selv næsten.. skræmmende på en eller anden underlig måde, og han brød sig bestemt ikke altid om det! Men denne gang.. det var en behagelig fornemmelse. ¤Det skal jeg huske¤ endte han ganske sandfærdigt.
At være gift og sammen med en Jaceluck og Marvalo, var bestemt ikke altid lige nemt, men han forsøgte da om ikke andet. Han rystede let på hovedet, som han roligt fulgte hende med blikket. Han kunne jo slet ikke lade være, nu hvor han havde fået øjnene op for hende, men det var nu bare sådan at det var. Han trak endegyldigt på skuldrene. ¤Jeg erkender gerne, at jeg var sikker på at min mor var blevet direkte sindssyg, men hvad? Jeg kan ikke gøre noget ved det, og hvis hun tror, jeg kan klare en af Jer, så må jeg vel også kunne? Slem er han ikke, og jeg vil ikke ligefrem påstå at du er det samme¤ Han mente det faktisk, hvor han lige så var typen som var ærlig – nøjagtigt ligesom hans forældre var kendt med. At hun nu skulle ned med spand og det hele, sagde han ikke noget til, hvor han roligt så ned af sig selv. Han var vel fin nok til at søge til Manjarno nu? Og helst uden at der skulle opstå flere uheld på vejen, for det var slet ikke noget som han kunne bruge til noget som helst af den grund! Lyden af hendes latter, føles næsten som den kunne smelte hans hjerte, for det var den mest behagelige lyd som han nogensinde havde hørt! Han smilede let for sig selv, som han vendte blikket mod hende igen. Han kunne måske selv godt selv ruge en kvindes hånd, men det var ikke et lod som han kunne vælge, skønt hans mor havde taget det på hans vegne. #Virkelig? Jeg synes ellers du er en udmærket kandidat,# påpegede han ganske sigende, som det charmerende smil forblev på hans læber. Han kunne da slet ikke lade være, nu hvor han stod ansigt til ansigt med hende!

[Cressida Marvalo]

Alt for mange var interesseret i magten, det var Aliyah skam kendt med. Den sjældne opmærksomhed hun havde fået fra mændene omkring hende, havde udelukkende været i håb om at få del i de navne hun bar og den formue der fulgte med der, også selvom hun selv havde bestemt sig for ikke at tage del i den formue, men derimod forsøge at skabe sig sin egen, på trods af den elendige løn hun led under på slottet. Det var nok til at hun kunne klarer sig vel og mærke. Det lod til at de kom til at tilbringe mere tid sammen for fremtiden, også selvom hun selvfølgelig, så vidt muligt ville forsøge at være færdig til han kom ind, så værelset allerede ville stå klart til ham, men havde kongen behov så vidste han også at hun altid var parat til at lytte til hvad han end havde at sige. Aliyah så faktisk frem til at flytte ind i kammeret, alene af den grund ønskede hun også at gøre sig forholdsvis hurtigt færdig, så hun kunne få hentet sine egendele, også selvom hun ikke havde mange her, de andre kammerpiger kunne udvise lidt for lange fingrer overfor det de lige følte for. Hun sendte ham et varmt smil. Han var slet ikke så slem som hun havde regnet med faktisk var der noget.. særligt over ham, som hun ikke kunne sætte en finger på. Hun forstod bestemt godt hans undren overfor det faktum at han var blevet gift bort til en mand, det var en mærkværdig tanke at det oven i købet var hendes egen onkel. Hun kendte ikke Leonardo synderlig meget, men han lod til at være en herlig ung mand.. livlig og let på tråden, men han var som oftest et behageligt selskab. Kort lod hun de grønne øjne falde mod hans hænder, før hun så tilbage i hans blik. #Den tanke tror jeg at der var flere der gjorde sig, Deres Majestæt, men jeg er overbevist om at Deres mor havde sine grunde, hun forekom mig aldrig aldrig som en kvinde, der ikke vidste hvad hun gjorde,# svarede hun ærligt. På trods af de små stridigheder der havde været mellem hendes familie og Jaqia, så havde hun selv altid næret den dybeste respekt for kvinden, også fordi hun havde givet hende en chance, og på trods af hvilken kynisk kvinde hun kunne være, så havde hun altid gået meget op i at få selv de svagere i samfundet med. #Jeg er bange for du undervurdere os, min gode konge. Han er ganske vidst ikke den værste af vores slags, men jeg betvivler ikke at han før eller siden vil give dig.. udfordring.. desuden.. mig kender du ikke, du vil tids nok finde ud af at man aldrig skal dømme en bog ud fra omslaget,# endte hun med det stille smil. Latteren var måske faldet, Aliyah tænkte ikke rigtigt over den for hun havde aldrig hørt den selv, men om ikke andet så havde det ladt hende tilbage med et smil, selv på trods af ærligheden. Hun så ikke bort fra hans blik.. hans smil fik hendes hjerte til at springe et slag over, også selvom hun ikke rigtigt bed sig fast i hans forsøg på at charmere sig ind på hende. #Jeg gør om ikke andet mit bedste for Deres kongelige Højhed, og.. jeg er trods alt en kvinde,# påpegede hun lidt drilsk og blinkede let til ham. Ja lidt legesyg havde hun været altid været, også selvom hun næsten havde glemt hvordan det føltes at smile.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

I det store og hele, så stolede Mattheus virkelig på ganske få mennesker. Der var selvfølgelig dem som han havde kendt igennem hele livet, men ikke desto mindre så var det jo kun en håndfuld som det drejede sig om. Leonardo var han nødsaget til at stole på, ganske enkelt fordi at det var en mand som hans kære moder havde udvalgt til ham. Ikke fordi at han bifaldt tanken om det, men.. han stolede på sin mor, og derfor havde han også valgt at indfri hendes sidste ønske, da han jo havde fået det beskrevet sort på hvidt, selvom det bestemt heller ikke var af den slags som han brød sig meget om, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tænderne bed han let sammen. Han havde ganske vidst sit løse liv ved siden af, men ikke desto mindre, så var hver kvinde som han havde været sammen med, kun været en som han havde været sammen med en gang. Jo flere gange, des større forpligtelser, og det var slet ikke noget som han just kunne sige, at han var interesseret i, for det var han da på ingen måde overhovedet! Han vendte blikket ganske sigende mod hende ved hendes ord i hans hoved. Hun havde ganske ret, og det at hun kunne se på det på den måde, var en tanke som han godt kunne lide. Lige hvad det var med hende, som han lod sig blive påvirket af på den måde, vidste han ikke rigtigt, men dog af den grund, så var det en tanke som han faktisk godt kunne lide. Han trak let på skuldrene. #Måske.. Men jeg havde aldrig troet at hun ville placere mig med en mand. Jeg stoler ganske vidst på min moder, og jeg stoler på hendes dømmekraft. Hun har taget det valg bygget på en tanke som jeg bare ikke har fundet ud af endnu,# endte han dog ganske ærligt. Jaqia havde altid været en kvinde, hvis handlinger man kunne stole på, og selvom det havde været svært, så valgte han selv alligevel at gøre det i denne stund.
Mattheus havde en sjov tendens til at dømme ting og folk lidt for hurtigt, selvom det i sig selv, faktisk var noget som han ikke gjorde med vilje. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. #Jeg kan blot stole på hvad jeg kan se, og hvad jeg ved om dig foreløbig, min kære kammerpige, så er det at du er rolig.. fattet og med begge ben på jorden, samt du ser konstruktivt på livet.. Jeg kan lide det.# Der var ganske vidst frygtelig mange andre ting, men det var slet ikke noget som han kunne tænke over lige nu, for han kunne ikke sætte n finger på det uanset, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han sendte hende et let smil, lige så charmerende som det altid havde været, men igen, så var hun en kvinde, og det var noget som altid havde været ham et frygtelig tiltalende væsen, og han elskede det! Han forgudede det! #En kvinde er du, og en af de kønnere jeg har set i mange tider,# endte han med en dæmpet stemme, dog tydeligt igen et forsøg på at charmere sig ind.. Han kunne jo slet ikke lade være!

[Cressida Marvalo]

Man skulle passe på med hvem man lod ind på livet, særlig når man stod i en titel som det Mattheus gjorde, Aliyah forventede heller ikke at han ville nærer hende den mindste tillid, eller betro sig til hende med noget som helst, men han skulle selvfølgelig havde tilbuddet. Han var ganske rigtigt konge, men hun var ikke opvokset med samme skel blandt mennesker, hun så intet problem i at en konge snakkede med sin kammerpige, det vidnede trods alt kun om en hvis form for borgerlighed, og det kom man længst med. Hun måtte erkende at hun ikke havde svært ved at forestille sig ham, charmere sig ind på livet af kvinder, men det skulle han trods alt også have lov til hvis han var til den slags, men Aliyah havde bestemt ikke planer om at lade sig forfører af en charmerende konge.. hun var ikke god til at være en i blandt. De færreste havde forstået sig på hans familie, og hun ville gerne erkende at hun heller ikke altid havde forstået sig på den afdøde dronning, men hun var vokset op med respekt for de som nærede samme respekt overfor hende, og Jaqia havde kun handlet på borgernes bedste, også selvom de færreste desværre havde set det. En skam i hendes øjne. Aliyah kluklo morende af hans ord og trak svagt på sine skuldre. #Jeg er bange for at Deres moder ikke var en kvinde, det var meningen at man skulle være i stand til at finde ud af, Deres Majestæt# påpegede hun sigende. Et sted kunne hun godt mærke at det begyndte at blive trættende, hele tiden at skulle overfører ordene i hans hoved. Hun satte spanden ned, kun fordi det ikke lod til at han ville slippe af med hende, han havde trods alt ikke bedt hende om at gå endnu. Det forundrede hende i det store og det hele ikke, at han allerede havde stemplet hende, hun var trods alt en Jaceluck og til dels en Maloya, men ja, hun så ikke ud af meget, mest fordi hun var meget nede på jorden, så lang tid hun ikke stod foran en trussel så havde hun ingen grund til at fremstå som fjendtlig i det hele taget. Hans ord fik et lille smil til at bredes på de rosa læber. Hvis det var det syn han havde på hende, så skulle hun bestemt ikke sige ham imod. Blikket slog hun en smule ydmygt ned og lod en svag rød farve indtage hendes kinder. ¤Der kan man se. De er alligevel en udmærket menneskekender. Dette sted er mørkt nok som er er.. tag ikke fejl min Konge, jeg elsker dette land, men jeg føler at vi er.. misforstået. Ikke alle er kyniske mordere, jeg personligt har lært at se på tilværelsen på en anden måde, for at kunne befærde mig på et sted hvor.. der ikke er plads til dem de kalder for svage,¤ forklarede hun roligt uden at lade blikket forlade gulvet foran hende, også fordi hun havde bevæget sig ind på det politiske område, men det var trods alt sandheden. Hænderne lod un stille falde ned langs kroppen. Desværre var Aliyah på bunden blot en kvinde, og det charmerende smil smeltede således hendes ben, også selvom.. der var noget andet som dragede hende.. noget mere.. ukontrolleret, som hun valgte at bide i sig. Selvom hun følte sig smigret var det svært ikke at have Enricos advarsel et sted bag ved. ¤Med forlov Deres Højed.. hvor mange kvinder giver De dagligt de ord? Men tak jeg er smigret¤

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var nødt til at passe på, hvilket han allerede nu var klar over, men ikke desto mindre, så var han nødt til at tage tingene som de kom. Jo selvfølgelig var han glad for at han havde Enrico at støtte sig op af, og Leonardo for den sags skyld, for den mand var jo trods alt også det ældre end ham selv, og en med en helt anden livserfaring end den som han selv kunne siges, at sidde med, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans del. Hans moder derimod, var en kvinde som han virkelig havde utrolig svært ved at finde ud af, men det var nu bare sådan at det måtte være. Det var vel bare noget som lå til hans familie? At være.. mærkværdige og med overraskelsesmomentet på sin side? Det havde Angleráx om ikke andet! ¤Min moder har ganske vidst aldrig været den kvinde som var lettest at finde ud af, men dog så handlede hun på vegne af det dvasianske folk. Det er bare en skam, at det er noget som først er gået op for folk nu, selv på trods af den sindssyge som det siges hun påtog sig lige inden hendes død. Det har været en skam.¤ At tale om hans moders død, var ganske vidst en tanke som gjorde ondt, men efterhånden, så havde han fået det bearbejdet så godt, da der ikke rigtigt var noget som man kunne gøre ved det af den grund, og det var noget som de begge var klar over allerede.
Mattheus vidste skam godt hvad han så, når han så det, og nu hvor han alligevel havde taget den længere samtale med Aliyah, så kunne han godt se, at der var noget i det, og det var en tanke som han faktisk godt kunne lide. Der var bare det ene ved hende, som han ikke kunne sætte en finger på; Han kunne ikke slippe hende med blikket, samt hendes fært allerede havde sat sig i hans næse – den sødeste duft som han nogensinde havde duftet, og han havde efterhånden duftet temmelig mange! At hun bevægede sig ind på politik, som var det et emne som hun faktisk forstod sig på, var ikke hvad han just kunne sige, at han havde regnet med på nogen måde. Han trak let på smilebåndet, hvor den ene spidse tand måtte vise sig i hans mundvige. ¤For ikke at glemme, at du er en kvinde som kan sin politik. Jeg er imponeret¤ begyndte han ganske sandfærdigt, også fordi at det faktisk var ord som han kun måtte mene. Han betragtede hende sigende. At bevæge sig for meget ind på det, var nok ikke det smarteste gjort af en kvinde, men dog.. han var fascineret, for det var ikke noget som mange kunne sige med den sikkerhed. ¤Jeg erkender gerne, at jeg ikke ser den største forskel på det dvasianske folk kontra det procianske, men for fanden.. Du lyder som en med en anden erfaring indenfor.. livet?¤ spurgte han nysgerrigt, som han tog pladsen på sengen i stedet for. Han havde dog ikke videre nogle intentioner om at sende hende væk – ikke nu hvor hun faktisk skulle bo på hans gemakker. Han slog ud i en let latter.¤I dag, absolut ingen.. på længere basis, så lad hellere være med at spørge.¤

[Cressida Marvalo]

Enrico var en mand som Aliyah stod fast på, at han skulle være glad for at have ved sin side. Noelle for den sags skyld, men det var ikke rigtigt en kvinde hun havde formået at komme ind på, nok mest på grund af deres familiære bånd, men Enrico var hun glad for og han vidste som oftest hvad han snakkede om. Det glatte silkebånd endte med at miste grebet fuldkommen om de flammerøde lokker, og faldt i stedet til jorden. Krøllerne bredte sig hastigt omkring det blege ansigt, hvilket kun fik hende til at gå i knæ for at samle båndet op. Efter de mange timer, så var det ikke underligt at hun ikke ligefrem strålede som en drøm mere.. ikke at hun nogensinde gjorde det i forhold til så mange andre kvinder, men lidt gjorde man vel altid ud af det? Aliyah så op under sine bryn og betragtede hans hænder, mens hun band lokkerne op i en hestehale der atter fjernede dem fra ansigtet. Hun så helt op igen og nikkede forstående. De fleste havde anset Jaqia for at være komplet sindssyg til sidst. Det var svært at sige, efter Mattheus fødsel, havde hun knap set kvinden, til dels havde det passet hende fint.. hun havde været lidt skræmmende. ¤Jeg tror ikke at Deres mor var sindssyg som sådan. Jeg skal næppe gøre mig klog på det, men mit billede er at hun forsøgte at være så uforudsigelig som muligt.. og at det reelt var det som gav hende den magt,¤ medgav hun roligt. Det var ganske vidst underligt at stå og tale med selveste kongen om hans afdøde mor, og hun vidste at hun ikke var kvalificeret til at sige synderlig meget om hende, men hun kunne godt lide tanken om at han skabte en mere dybsindig samtale med hende. Hvis hun skulle vænne sig til hans nøgenhed, på trods af at han intet havde at skamme sig over, og de mange kvinder i hans seng, så kunne han i det mindste give hende blot et svagt indblik i hvilken person han var.
Aliyah følte sig.. varmere, og det var på trods af at hun havde arbejdet hele dagen og svedt. Hendes hjerte føltes tungere, hun følte det mere tydeligt, følte hvordan det et sted rev i hende, skabte en sitrende fornemmelse af noget hun aldrig havde følt før. Hun havde dog intet andet valg end at benægte det, det var vel blot opmærksomheden? Den var hun ikke ligefrem vant til. At han så var imponeret over hendes viden inden for politik, kom lidt bag på hende. De fleste mænd værdsatte ikke en kvinde der blandede sig i den slags. Hun trak lidt mere skævt på smilebåndet og bukkede hovedet mod ham i en dyb respekt. ¤Det glædet mig at De ser sådan på det. Når det er sagt.. jeg er trods alt en Jaceluck, jeg er blevet fodret med den slags, det er uundgåeligt,¤ erkendte hun ærligt og lod atter hænderne tale for hende, det var langt mere behageligt. Hun fulgte ham roligt med blikket som han satte sig på sengekanten, hun blev selv stående med fronten mod ham, så længe han ikke bad hende om at gå, så havde hun ikke tænkt sig at flytte sig. Hun trak på skuldrene. #Det er ikke til at sige.. de få procianere jeg har mødt har været.. påvirket af mørket på den ene eller den anden led. Jeg ved ikke om jeg har en særlig erfaring inden for livet, som andre ikke har, men jeg har været tvunget til at finde lidt andre leveveje,¤ medgav hun med et stille smil. Normalt var hun en lukket kvinde, men det forekom hende bare naturligt at.. åbne dig op for ham. Selvom hun ikke hørte den så kunne hun se at han lo, hvilket selv fik latteren til at bryde hendes læber. ¤Jeg tænkte det nok,¤

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Visse var Mattheus selvfølgelig glad for, at han stadig kunne regne med, og Noelle og Enrico var i den grad i den lille håndfuld som han havde valgt at beholde fra sin mors tid. Han stolede på dem, og han vidste, at de ikke bare snakkede ham efter munden, men faktisk gav udtryk for deres mening, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Enrico var en mand hvis viden, var mere værd end guld for ham, velvidende om at det var noget af det som nok skulle hjælpe ham frem, for den mand havde allerede gjort så frygtelig meget for ham. Han vidste godt, at hans kære kammerpige havde været på slottet også tilbage i hans moders tid – et sted underligt, at hun faktisk skulle være en anelse ældre end det som han selv var, selvom det nu heller ikke var noget som berørte ham som sådan, for det var jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede med et stille smil. ¤Det var sikkert det som dømte hende som sindssyg. Selv efter hun fik mig, gjorde hun sig mindre opmærksom i Dvasias og efter hvad der skete ganske kort før hendes død, så har hun også haft sit. Jeg stoler på hendes beslutninger, også hvad angår mig selv. Hun var uforudsigelig for dem som ikke har haft et personligt kendskab til hende¤ Det var jo ikke ligefrem fordi at det var en løgn. Enrico såvel som ham selv, vidste hvor han altid havde haft hende. At snakke om sin kære mor med hans kammerpige, havde han nu ikke noget imod, for tøsen havde kendt bare lidt til hende, og et sted så var det faktisk rart, at hun var en af dem som ikke dømte hende for at være sindssyg.
Aliyah havde arbejdet hårdt, og det vidste Mattheus godt. Desuden var det ikke ligefrem hans mening at skulle holde hende fra at ordne det sidste, så hun kunne komme i gang med at pakke sine egne genstande ned på sit værelse i tjenestefløjen. Det var jo ikke ligefrem fordi at han kunne gøre det vilde ved det nu, for.. hun var faktisk behagelig at snakke med, for ikke at glemme, at han slet ikke følte at han kunne tage øjnene fra hende! Han vendte blikket ganske sigende mod hendes skikkelse, som hovedet søgte let og stille på sned. I det store og hele, så var hun virkelig en smuk kvinde i hans øjne. Hun var naturlig, og det var det som han faktisk godt kunne lide. At hun så var inde i politik, forundrede ham faktisk lidt og så alligevel..? Hun var jo trods alt en Jaceluck, så det burde egentlig ikke komme sådan bag på ham af den grund. ¤Jeg tænkte nok det havde noget med det at gøre. Jeg er ked af, at jeg ikke selv nåede at få et større indblik i din slægts kerne, inden de gled bort¤ endte han roligt. Hænderne talte for ham, selvom han nu ikke sagde noget til det. Det var faktisk rart at det som han havde brugt hundrede år på at lære, så var det faktisk rart! ¤Men jeg skal endelig ikke opholde dig, når jeg ved du har mere at se til¤ tilføjede han roligt. Hun var skam fri til at gå, når hun følte for det.