Winter is coming

[Cressida Marvalo]

Det var efterhånden ved at være temmelig sent. Timerne var fløjet forbi i takt med at solen var gået længere og længere ned og efterhånden havde efterladt himlen dunkel. Aliyah havde valset rundt på Mattheus' værelse hele dagen. Enrico havde personligt sørget for at hun var kommet et andet sted hen end køkkenet, hvor de andre kvinder havde talt bag hendes ryg, hun var måske døv men ikke dum, og selvom hun ikke gav udtryk for det, så irriterede det hende at blive talt bag om ryggen på. Hun kunne meget bedre lide det nye arbejde, der bestod i at gøre rent på kongens personlige kammer. Hun havde aldrig set ham selv, men hun gik selv og tullede lidt rundt med opgaverne, for han var alligevel væk langt det meste af tiden, alligevel formåede han at rode kammeret til i løbet af ingen tid. Det eneste tidspunkt hun nu skulle høre på de forbandede kammerpiger, var sent når hun søgte ned i sovesalen for at finde ro, det var lige til at overkomme. De flammerøde lokker var bundet op med et grønt silkebånd, der havde tilladt visse krøllede lokker, at falde ud over. Det var trods alt mange timer hun havde arbejdet, hun havde været i gang siden før solen i det hele taget var stået op. Efter at hendes forældre var gået fra hinanden så var hun ikke synderlig meget hjemme, hun havde kort været forbi sidste dag udelukkende for at se til sin hjemvendte far, men nu hvor han var okay, så holdt hun sig på slottet. Hun bar en sandfarvet kjole der ikke var synderlig imponerende, som kammerpige var det ikke op til hende at skille sig det mindste ud fra mængden og det gjorde hun allerede med de røde lokker. Hun sukkede tungt og stirrede ud af det prægtige vinduesparti der tillod et temmelig vidt udsyn over den smukke slotshave. Det var efterhånden ved at blive rigtig kold, mørket faldt forholdsvis tidligt på, det var trods alt ikke mørkest lans for ingenting. I huden havde hun en temmelig fugtig klud. Hendes hænder var blevet ildrøde af at have hænderne fugtige mere eller mindre hele dagen. Hun stirrede tomt på, velvidende om at hun efterhånden burde gøre sig færdig, hun havde trods alt ikke hele natten. Hun gav sig roligt til at vaske vinduerne så godt hun nu kunne. De var egentlig ikke beskidte, men hun overlod intet til tilfældighederne når det kom til selveste kongen.. også selvom hun jo faktisk aldrig havde set ham i egen høje person. Hun fugtede læberne med tungespidsen og smilede lidt stilfærdigt for sig selv. Alting var lettere når man tog det med et smil, det havde far lært hende.. ganske vidst i forbindelse med det typiske Jaceluck temperament hun havde, men det var jo en helt anden side af sagen! Hun smed kluden roligt tilbage i spanden, og bukkede sig ned for at gribe om et tørt stykke stof, til at tørrer glasset af med. Sengen var redt, gulvet var rengjort, tøjet var foldet og lagt på plads i kongens klædeskab, hun kunne snart ikke finde yderligere grund til at blive der, måske det var ved at være på tide at holde fri, hun var trods alt også blevet advaret af Enrico om kongens svaghed for det kvindelige køn, og hun ville nødig være til stede hvis han ved tilfælde skulle have taget en med!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var måske ved at blive sent, men selv en som Mattheus, vidste skam godt, at udsigterne til en fyraften, var noget som han måtte søge længe efter. Han havde få dage om året, hvor han for alvor kunne kaste al arbejdet over på Leonardo, og det var de få dage, hvor han gav sig hen til sin kære lillesøster og kunne være hendes storebror, frem for den mand som konstant skulle lede et helt land. Foreløbig gik det okay, selv set i hans øjne, også selvom han vidste at det kun var et spørgsmål om tid, for før eller siden, så ville det gå galt.. Han ventede egentlig bare på at den dag skulle komme!
Enrico havde taget sig godt af ham, og ikke mindst hjulpet ham med at finde ud af det hele, også selvom det at skulle dele det hele med en anden mand, bestemt ikke var noget som Mattheus så særlig godt på, også fordi at han vidste, at det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. I det store og hele, så kunne tanken irritere ham lidt, også selvom forpligtelserne på ingen måder var som de ville være ved et hvert andet forhold eller ægteskab, men det var en anden sag. Hans skridt førte ham roligt ned mod hans egne gemakker. De havde heldigvis også hver deres, så der var tid til det som man kunne kalde for ’privatliv’ – det lille af det som man kunne tillade sig at have på et sted som det her, også selvom det bestemt også havde sine lange udsigter. Han fnøs ganske kortfattet. Han var en stresset mand, også velvidende om det angreb som lige var sket på Procias. Et angreb som han slet ikke havde beordret, og den tanke gjorde ham ikke mindst rasende! ”Forbandede tage de warlocks,” hvislede han med en fast tone, som han nåede dørene til sine gemakker, hvor han bare skubbede døren op. Enrico havde ganske vidst informeret ham om at han havde flyttet en af køkkenhjælperne til hans gemakker som kammerpige og at han stolede på hende. Det i sig selv, var mere end nok for Mattheus at vide, ellers havde han også sat sig på bagbenene, for han var nødt til at tage det hele som det nu kom, men stadig sørge for at han havde bare lidt kontrol på det som skete omkring ham. Synet af kammerpigen som endnu var i gang, fik ham kun kort til at stoppe op, også selvom han hurtigt genvandt fatningen, hvor ryggen hurtigt blev ret igen. En ung konge var han, og han havde endnu forbandet meget at lære, og nemt var det bestemt heller ikke. ”Jeg troede du var færdig,” endte han ganske kortfattet. Uvidende om de skavanker som hun havde, så regnede han faktisk slet ikke med at hun var døv. Han vidste at den stab som var på slottet, var en som hans mor havde håndplukket tilbage i sin tid, så han regnede bestemt ikke med at den ville fejle noget som helst. ”Udmærket.. Nu hvor du er her, så kan du hjælpe mig lidt..” tilføjede han ganske sigende, som han gik hen til klædeskabet og begyndte at rode alt hvad han havde af tøj igennem. Hvad der ikke kunne bruges, blev smidt tilbage på sengen, uden at han skænkede det ekstraarbejde så meget som en eneste tanke.

[Cressida Marvalo]

Det havde været en frygtelig fredeligt aften. I det store og det hele kunne Aliyah godt lide at arbejde for sig selv, i sit eget tempo og uden nogle til at forstyrre hendes gøren, for det var bare forbandet irriterende! Hun fik roligt tørret vinduerne af så de var fuldstændig klare.. indefra vel og mærke. Stoffet lod hun blot hænge ned over sin skulder. For endnu et kort øjeblik dvælede hun ved den smukke udsigt. Tjenestefløjen var end ikke halvt så meget at prale af, hun var imponeret, selvom hun havde svært ved at sætte sig ind i, hvordan hun kunne arbejde så meget som hun gjorde, og have noget at lave hver dag. Hun håbede om ikke andet at kongen havde mere styr på sine sine pligter end han havde på sit kammer! Den snavsede kjole var efterhånden ved at være lidt fugtig, efter alt det arbejde med vand. Hun tørrede sveden af panden og vendte sig mod døren i samme øjeblik som kongen trådte ind. Det lille spor der var af en svag kindrød forsvandt omgående. Det var bestemt ikke hvad hun havde regnet med, så sent kunne det vel heller ikke være blevet? Der gik ikke mange sekunder før det gik op for Aliyah at han var frustreret. Det stod malet langs ud af hans øjne, når nu hun var døv, havde hun været tvunget til at lærer at læse kropssprog og mimik, hendes sanser var yderst udviklede på det punkt. Hendes hjerte sprang et enkelt slag over. Han var en flot ung mand, det forundrede hende lidt at hun aldrig havde set det før. På trods af at han bevægede læberne, så fik hun slet ikke med hvad det var han sagde. I stedet blev hun roligt stående, og overvejede et kort øjeblik hvordan hun skulle reagere. Et kort øjeblik havde hun tørret sine hænder i klædet, for at kunne naje for ham, men i samme øjeblik han begyndte at kaste med tøjet forandrede hendes mine sig til noget lidt mere strengt. Hun rynkede på panden og lod skulderne synke direkte opgivende. Nu kunne hun næsten starte forfra, søvnen og hvilen lå langt væk fornemmede hun. I det mindste var han alene. I det øjeblik han vendte sig mod hende, formåede hun alligevel at få hans ord med, men hun nåede knapt at hæve hænderne for at svare ham, før han atter vendte sin fokus mod sit klædeskab. Det nyttede jo ikke noget! Hun lod hovedet dale let på sned, og betragtede ham lidt vurderende. Måske de var i Dvasias, men det han havde gang i var respektløst selv for en konge af mørkest land, også selvom hun nødigt ville påpege det for ham, det var igen ikke op til hende at irettesætte ham, hun var blot en sølle kammerpige og til tider var det svært, for hun var en kvinde med holdninger, alt andet var umuligt med hendes forældre. Det var tydeligt at det ikke var gået op for kongen endnu, at han havde en døv kammerpige. Aliyah skammede sig ikke.. den skavank havde kun gjort hende stærkere, men til tider var det virkelig upraktisk, også fordi hun ikke turde bevæge sig tættere på den køre konge, han havde trods alt ikke bedt hende om noget, også selvom det var mest fristende bare at liste ud!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde virkelig alt for mange tanker i hovedet, også velvidende om alt det som skete udenfor slottet, og det var noget som efterhånden måtte irritere ham. Han havde ganske vidst hørt om de mange dødsfald som pludselig var sket i Procias, men at vide at hans egen warlockleder havde stået bag det, var en tanke som gjorde ham direkte rasende, for det var slet ikke noget som han havde bedt hende om eller noget som helst! Han ønskede slet ikke nogen kontroverser med Procias på nuværende tidspunkt, også fordi at han selv havde frygtelig mange ting som han nu skulle finde ud af, og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt! Lige der var han virkelig taknemmelig for, at han havde Enrico, for den mand var da virkelig sin vægt værd i guld på den front! Havde det ikke været for ham, så havde han haft problemer allerede for lang tid siden!
At hans nye kammerpige var døv, var slet ikke noget som Mattheus var kendt med, også selvom han havde lært tegnsprog. Det var noget som hans kære mor havde lært ham frygtelig tidligt, også så han var i stand til at kommunikere med dem, som ikke kunne gøre brug af tungens tale. Han vendte blikket mod hende, hvor han kun ud af øjenkrogen lagde mærke til, at hun faktisk nejede for ham. Han var efterhånden ved at være vant til det, så det var i sig selv, ikke noget som han tog så tungt igen, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han begyndte at rode skabet igennem. Han var nødt til at snakke med Silia, også selvom det stadig måtte more ham lidt, at det jo faktisk var hans egen søster. Ikke at det var noget som han sagde noget til, for det var vel underordnet? Han havde jo aldrig haft et forhold til hans biologiske familie foruden hans mor og Lillith selvfølgelig. Han endte med at rive to skjorter ud af skabet; en sort og en hvid, inden han vendte sig mod hende. Som kammerpige, kunne han vel også vise hende lidt tiltro? ”Jeg har bedt om audiens ved den lyse dronning, og jeg er nødt til at te mig godt. Skal jeg tage den sorte eller den hvide på?” spurgte han stilfærdigt, som han holdt begge op mod sin egen krop og kiggede på dem skiftevis. Hvid fik ham måske til at se mere uskyldig ud end han var, men den sorte gjorde ham kun mere bleg! ”Hvid er lige i overkanten, er den ikke? Det tror jeg.. jeg tager den sorte,” endte han ganske kortfattet, som han skovlede den hvide tilbage i skabet, uden at lægge den sammen eller noget som helst, som han smed den sorte over en kant på den flotte stol som stod ikke langt væk fra ham, inden han gik i gang med bukserne. Lige så fik det en tur over hans skulder og tilbage mod den store seng i sin søgen efter det rette, for han skulle vise sig fra en flot side, og det var selvfølgelig noget som han agtet at gøre bedst muligt! Han hadede disse pludselige ændringer i hans skema! Det var presset nok i forvejen!

[Cressida Marvalo]

Aliyah havde tilbragt temmelig meget tid med Enrico, hun vidste at alle var presset for tiden, hele landet var vendt op og ned siden Jaqias død, og hun kunne se at kaosset påvirkede kongen ligesom Enrico havde fortalt hende at det gjorde. Hun havde dog ikke forventet at han ville udvise en sådan disrespekt end ikke overfor sølle kammerpiger. Hun havde været i gang siden inden fanden havde fået sko på, hun havde knapt fået søvn, og netop som hun var ved at være færdig, så kom han og ødelagde det hele. Hun rettede sig roligt op og foldede høfligt hænderne foran sig. Det var en smule akavet at stå overfor sin konge lige i denne situation, også fordi hun ikke fattede et ord af hvad han forsøgte at spørge hende om, det irriterede hende faktisk. Det gik først op for hende hvad han ville have hende til da han holdt de to skjorter op foran sig. Et sted blev hun lidt smigrert over at han spurgte hende til råds, men hun var trods alt en kvinde, og hun gik næsten ud fra at det var sådan en af slagsen han ville forsøge at imponere? Hun løftede hånden roligt for at pege på den hvide, men det var tydeligvis ikke noget han tog sig af. En smule irriteret himlede hun med øjnene, og kløede sig i baghovedet med den hævede hånd, mest for at skjule at hun i det hele taget havde hævet den i første omgang. For et kort øjeblik troede hun at han langt om længe var færdig, også selvom hun så til mens han stoppede skjorterne tilbage i skabet, som hun så kunne ordne så snart han forlod kammeret. Det stoppede dog ikke der. Hun gjorde lidt større øjne da han begyndte at trække diverse bukser ud af skabet for at kaste dem hen på sengen ligesom alt andet. Det kunne han ikke mene! Hun knyttede en smule hidsigt hænderne, også selvom hun bed det i sig, for det var slet ikke op til hende at irettesætte ham. Aliyah trådte hen mod sengen og stirrede på den store bunke af tøj. Hun greb om det par der lå først i bunken – et par mørke og kastede dem til ham som et tydeligt tegn på at han kunne tage dem på. Med lidt frustreret bevægelse, gav hun sig til at ligge tøjet sammen på sengen. Hun startede med bukserne, der havde han i det mindste ikke nået at kaste så mange ud at det virkede fuldstændigt uoverkommeligt. De grønne øjne låste hun fast på tøjet, i stedet for selv at se på selve kongen, i øjeblikket gjorde han mildest talt ikke andet end at irritere hende, og det var stadig ikke gået op for ham at hun ikke havde sagt så meget som et ord til ham! Hun pegede lidt stædigt på hans klædeskab og de mange skjorter som han havde smidt ind uden omtanke, han kunne vel i det mindste række hende dem, så hun kunne folde dem ordentligt sammen? En mand havde mere tøj end hun havde som kvinde, hvilket næsten var noget hun fandt utroligt.. lige i denne situation utrolig irriterende, det var helt sikkert!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus tænkte ganske vidst ikke meget over hvilken forfatning som han efterlod sit kammer i dag ud og dag ind. Han var vel et rodehoved med alt hvad det måtte indebære, selvom det nu heller ikke var noget som han tog så tungt. De skulle jo trods alt også have sit at lave, ikke sandt? Han vendte blikket mod hende, som han havde holdt begge skjorter oppe, også selvom han tog valget og valgte den sorte i stedet for. Han var jo trods alt selv stolt af den blodsuger som han var, og derfor skule det også vises frem på den bedste måde, så det blev den sorte! At hans kammerpige havde valgt den hvide, var ikke noget som han tog sig af, for den sidste beslutning var jo i bund og grund hans, hvilket var noget som passede ham bedst! Det kunne godt være, at det kun var en kort visit, men af den grund, så ønskede han jo endnu at vise sig fra den bedste side, og det gjorde han vel, ved at té sig som han gjorde når han var ude blandt folk? Det var bestemt ikke fordi at det var en som han ville gøre sig til for!
Som han kastede sig i krig med at finde bukser, så fik det ene par efter det andet en tur over hans skulder, også selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af som sådan. Det var først, da han bogstavelig talt fik kastet et i nakken, at han endte med at stoppe op, hvor han direkte fast vendte sig i retningen af hende. Øjnene havde han knebet en anelse sammen. Kastede hun det tilbage i hovedet på ham? Hvad pokker var det hun bildte sig ind?! Han var stadig konge her, og han agtet at blive behandlet med respekt, og specielt af dem som faktisk arbejdede for ham her på slottet! ”Hvad pokker er det du bilder dig ind..?!” endte han med en fast tone, som han fjernede bukserne fra nakken, hvor han roligt studerede dem. Han rynkede let i panden. De passede vel fint til skjorten som han allerede havde valgt? ”Hmm… Du har vel ret..” Roligt stillede han sig med ryggen til hende, hvor han fjernede den skjorte som han allerede havde på kroppen, hvor han knappede den op og bare smed den på gulvet, for at tage den nye på. at hun havde stået og peget fra bunken på sengen og til skabet – eller omvendt? Det var slet ikke noget som han tog sig særlig meget af lige nu, for nu havde hun fået noget ekstra at lave! Med den åbne skjorte, så smed han lige så bare bukserne, fuldkommen upåvirket af at hans kammerpige var der. Den forrige havde set ham blotlagt så mange gange før, så det i sig selv, var slet ikke noget som han tog sig af som sådan, for det var vel bare en vanesag? Han var desuden også en flot mand – det havde frygtelig mange kvinder ladet ham vide om ikke andet, så der var vel også noget om det? Han smilede let for sig selv, som han greb ud efter bukserne, som han betragtede meget nøje, inden han kastede dem tilbage på sengen. Ikke helt rigtige! ”Giv mig nogle andre. De er ikke helt rigtige,” endte han ganske sigende, som han vendte sig mod hende igen.

[Cressida Marvalo]

Kongen lod ikke til at have noget begreb om hvor meget arbejde han faktisk efterlod hende med og det var noget som var begyndt at irritere Aliyah. Et sted kunne hun godt lide idéen om at have noget mere at give sig til, hun spekulerede for meget når hun sad for sig selv, og det var bestemt ikke altid en fordel! På den anden side var hun ved at være direkte udmattet og hun ville give alt for bare at putte sig under dynen eller tage en tur i den smukke slotshave som hun havde begloet hele dagen, men det lod ikke til at være en del af kongens planer. Kunne manden for pokker ikke klaret noget selv? For at lade ham vide hvor sur hun rent faktisk var, foldede hun bukserne sammen med en unødvendig voldsomhed. At han selv bed sig mærke i hvor respektløs hun pludselig var, gjorde hende et sted kun tilfreds. Måske hun ikke kunne høre et ord af hvad han sagde, eller for den sags skyld sige noget som helst, så måtte hun jo bare vise sin irritation på andre måder. Gensidig respekt gjaldt vel selvom hun blot var en sølle kammerpige, hun ordnede trods alt mere eller mindre alle hans sager, og hun kunne ikke få den mindste smule taknemmelighed, bare ved at lade værelset stå i ja.. bare en nat? Hans faste tone mærkede hun sig på ingen måde af, hun så først op fra tøjet, da han begyndte at klæde sig af midt i det hele. Hun måbede, det var ikke fordi hun var vant til den slags, men hun forstod også godt hvilken pligt hun havde med den plads hun havde på slottet, uanset hvad hun så, så var det ikke noget hun skulle eller måtte kommentere. Hun tog sig selv i at betragte ham lidt nysgerrigt.. hun var ikke vant til mandekroppen. Hurtigt så hun ned igen og tilbage på bukserne, mens hun lidt mere tavst begyndte at folde dem sammen. Aliyah sukkede opgivende som han rakte dem tilbage til hende. Hun lagde dem sammen og lagde den i bunken med alle de andre, og rakte ham et tilfældigt par hun endnu ikke havde pakket sammen.. nogle lidt mere løse så det ud til, men også af mørkere stof, af den dyrere art. Den store bunke af bukser tog hun op i favnen og gik om på den anden side af sengen, hvor hun måtte presse sig ind mellem den halvnøgne konge og klædeskabet. Blikket slog hun ned i jorden, for at lade ham vide at hun ikke havde tænkt sig at beglo ham på nogen måde. Bunken lagde hun skabet og begyndte at tage den store sammenkrøllede bunke af skorter ud og smed dem på sengen, hun kunne jo ligeså godt få det rigtigt, så hun ville være i stand til at ligge sig i sin seng med forholdsvis god samvittighed. Ganske bevidst havde hun stilt sig en smule skrå til ham, så hun mere eller mindre stod med ryggen til. Han lod ikke til at være synderlig interesseret i hendes tilstedeværelse, og hun var mere eller mindre kun irriteret på ham, magen til egoisme! Hun håbede om ikke andet at kvinden ville være det værd!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Denne gang, var det bestemt ikke en kvinde som Mattheus skulle gøre sig til for, for det var bestemt heller ikke noget som han havde nogen planer om! Det var for pokker da dronningen af Procias, som han skulle møde, undskylde for, samtidig med at han skulle punge ud for de omstændigheder som warlockernes leder havde efterladt landet i. Selvfølgelig var det en tanke som irriterede ham, men det var nu bare sådan at det var. I så fald, så var det helt klart en af de racer som han skulle have mere fat i, for det andet, var bestemt ikke noget som han fandt sig i! Så måtte han træde mere i karakter, også selvom det bestemt heller ikke var lige nemt altid, også fordi at han var så ung som han var, og det var tanken som faktisk irriterede ham!
At smide tøjet for øjnene af hans egen stab, var ikke noget nyt for Mattheus’ vedkommende, for det havde han gjort for alle de kammerpiger som han havde haft. Af en eller anden grund, så havde de en tendens til at bede om at blive flyttet på grund af rod? Han kunne ganske vidst ikke se hvorfor, men han var jo trods alt kun en ung knægt som selv havde levet for kort, og havde et langt liv for sig! Han vendte blikket mod hende, som hun rakte ham nogle andre bukser som han tog imod. At hun ikke snakkede til ham, var efterhånden en tanke som irriterede ham. ”Siger du aldrig noget?” spurgte han med en næsten mumlen, som han begyndte at krybe i tøjet. At hun lagde tøjet tilbage i skabet, sagde han nu ikke noget til, for det var fint nok at hun kunne arbejde uanfægtet af at han skulle være der eller ikke, hvilket han faktisk godt kunne lide, for det var noget som faktisk måtte falde i den gode jord ved ham. Han vendte sig mod hende, som han roligt rettede på skjorten og fik den knappet, kun for at rette på den igen. Han betragtede hende sigende, som han førte hænderne og armene ud fra kroppen, så hun ville være i stand til at se ham. ”Hvordan ser jeg ud? Fin nok til en tur ud?” spurgte han ganske stilfærdigt, som han igen vendte blikket mod hende. Det kunne godt være, at det muligvis nok var et ganske kort møde med dronningen af Procias, men af den grund, så skulle han stadig vise sig fra den bedste side, om det var noget som man nu ville det eller ikke, men selv han gik meget op i, at man skulle vise sig fra den bedste side, som man nu havde, og det var uanset om der var noget i det eller ikke! Han drejede let rundt om sig selv, så hun ville være i stand til at se ham fra alle vinkler – hvis hun i det hele taget kiggede om ikke andet, for han havde jo ikke nogen anelse om, at hun slet ikke var i stand til at høre ham. Han rettede let på kraven igen, for den i sig selv, irriterede ham faktisk lidt! ”Så må vi jo se hvordan det går,” endte han let for sig selv.

[Cressida Marvalo]

Aliyah kendte ikke for alvor Mattheus, men Enrico havde jo advaret hende om at han var temmelig pigeglad, og at flere kammerpiger før hende var rent skrigende bort ved synet af det som havde mødt dem i tide og utide. Hun havde ikke rigtigt forstået hvorfor han pludselig gik så meget op i tøjet, hun havde ikke haft en chance for at få med at det var Procias dronning han skulle besøge, i stedet gik hun selv ud fra at det var for at imponere en kvinde. I det store og det hele så virkede de til at være mere irriteret på hinanden end de egentlig nød hinandens selskab. Tøjet fik hun lagt ind i skabet så det lå ligesom alt andet. Hun var nok det man kunne kalde for yderst fleksible, og slet ikke bange for at tage fat også selvom hun fortrak at være færdig når han kom hjem om aftenen, han gav hende dog ikke rigtigt en chance til aften, for hun fik ikke sig selv til at ligge sig til at sove før arbejdet var gjort færdig. Det at han smed tøjet gjorde det en smule mere akavet for hendes vedkommende, for det var hun ikke vant til på den måde, den form for nøgenhed var uanstændigt, det var sådan hun var opdraget hvilket også var grunden til at hun gik i kjoler som ganske vidst fremhævede den lidt kraftige krop, men som ikke afslørede synderligt meget hud. Hun bed sig lidt usikkert i underlæben og tvang sig selv til at holde øjnene rettet mod skjorterne som hun selv havde valgt at rive ud fra hans skab. Lidt forsigtigt endte hun med at vende sig om mod ham, også selvom hun hurtigt så bort, da han ikke var helt færdig med at klæde om. De store armbevægelser fik hende dog til at rette de grønne øjne mod hans ansigt. Denne gang formåede hun rent faktisk at fange hans ord, selvom hun meget koncentreret måtte stirrer på hans læber. Stilfærdigt rystede Aliyah på hovedet og lagde hovedet på sned, med en pegefinger mod hendes ører, i et forsøg på at fortælle ham, at hun ikke var i stand til at høre ham og dermed heller ikke tale med ham på almindeligt vis. Nu hvor de endelig stod front mod front så kunne hun langt bedre følge med i hans ord, mest fordi han han gjorde brug af forholdsvis korte sætninger. Hun nikkede og sukkede stille, mens hun lagde skjorten på sengen for bedre at kunne kommunikere. Uden rigtigt at tænke over det, begyndte hun at samtale med hænderne ved kort at samle dem og derefter pege på sig selv. ¤Undskyld mig¤ forsøgte hun langsomt, hun vidste trods alt ikke, at han faktisk var i stand til at føle hende i tegnene. Hun løftede roligt armene og lagde dem mod kraven for at ligge den rigtigt, og rette lidt på skjorten så han så mere præsentable ud, før hun roligt trak sig igen med et lidt mere tilfredst smil. Irritationen havde hun allerede nu lagt fra sig, den kom hun ikke langt med på længere sigt, desuden så var det nemmere når han selv blødte op overfor hende. Hun vendte igen rundt med ryggen til ham og fortsatte mere roligt med sit arbejde, det skulle jo gøres.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste godt, at han efterhånden havde skræmt flere kammerpiger væk, men det at smide tøjet for dem, var nu ikke noget som han tog sig af. Mange andre havde gjort det før ham, så hvorfor lave det anderledes? Det var slet ikke noget som han forstod sig på, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han var i gang med at rette på tøjet, også selvom det sikkert kun var en pigeting, for han var slet ikke vant til det, men igen, så var han slet ikke vant til at skulle være i så fint selskab, men igen – en gang skulle vel også være den første, og der var jo en første gang til alting. At denne kammerpige så ikke var i stand til at forstå ham, og faktisk var døv, var ikke noget som han var blevet informeret om, om ikke andet, men det var noget som han nok skulle finde u af før eller siden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han drejede let omkring sig selv, også selvom det måske manglede lidt, men det var nu ikke noget som han kunne tage sig af som sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det var. At hun holdt sin pegefinger op ved øret, og fumlede sådan med fingrene, så gik det op for ham, at hun faktisk benyttede sig af.. tegnesprog?
Han blinkede let med øjnene, hvor smilet alligevel meldte sig på hans læber, hvor de sylespidse tænder viste sig. ”Så forstår jeg jo bedre.. Det kunne du godt have fortalt mig Enrico..” endte han ganske kortfattet, som han nu alligevel lod hende rette lidt på kraven og det hele, hvor han roligt vendte blikket mod hende igen, hvor det tilfredse smil viste sig på hans læber. Som hun igen vendte ryggen til ham, så lod han den kolde hånd søge mod hendes varme skulder, for at få hende til at vende sig om mod ham, hvor han selv lod hænderne leve sit eget liv, som han forsøgte at kommunikere med hende. Tak og pris, for det her var noget som han havde lært allerede fra dengang han var helt lille. ¤Du kunne bare fortælle mig, at du var døv.¤ Han lod hovedet søge let på sned, og uden at smilet falmede. Nu hvor han selv havde fået sin forklaring, så forstod han bedre, hvorfor han ikke havde hørt noget eller hørt hende sige så meget som et ord for den sags skyld. Igen benyttede han sig af de mange tegn. ¤Og mange tak¤ Hænderne lod han roligt falde. Selv behøvede han ikke rigtigt at tænke over sine tegn mere, da det var en intens træning som han havde været igennem, fra han var ganske lille, og dette var jo faktisk første gang, at han skulle bruge dem, men det var egentlig rart nok, da det ellers kunne gå hen og blive lidt rusten, men det var nu bare sådan at det måtte være i det store og hele. Han rullede let med skuldrene. Turen til Manjarno var lang, men at møde Silia på halvvejen, var vel det mindste han kunne gøre?

[Cressida Marvalo]

Det var nu ikke fordi at Aliyah lod sig skræmme særlig let, hun var trods alt en del af Marvalo og Jaceluck familien, hun havde skullet stå model til meget, deriblandt mordet på sin egen tante og onkel, netop foran øjnene på hende. Hun havde ikke talt meget om det med nogle, særligt fordi at hele familien efterhånden var blevet et stor kaos, hun fortrak faktisk at befærde sig alene på slottet, med Enrico som den eneste hun kunne gå til, men ham tilbragte hun temmelig meget tid med efterhånden. Aliyah betragtede ham lettere vurderende. Jo skjorten komplimenterede hans muskuløse bryst, hun kunne godt lide at han var lidt bred som skuldrene og langt højere end det hun var, han var en mand med charme, desuden var det tydeligt at se hvem han var søn af, og Nathaniel og Jaqia havde jo også været yderst kønne mennesker. De sylespidse tænder påvirkede hende på ingen måde. Hun gengældte tværtimod hans smil, nu hvor han endelig lod til at fatte hvorfor pokker hun havde været frustreret og ikke havde svaret ham. De sylespidse tænder lod hun selv blottes, hun var trods alt et dyr i det indre, og hun havde lært både at styrer det, men også ikke at frygte det. Det var ikke fordi at Aliyah på nogen måde forventede at kongen ville være i stand til at kommunikere med hende, så hun vendte blot ryggen til efter at have rettet på hans skjorte, hun ville trods alt heller ikke for tæt på, hun var kun en kammerpige, det overraskede hende i det hele taget at han valgte at tage yderligere kontakt til hende. Hånden mod hendes skulder kom en smule uventet. Hun spjættede en smule, og vendte blikket over skulderen for at lade det møde hans, før hun endte med at lade kroppen følge, så hun atter stod med fronten mod ham. En smule forundret rynkede hun på panden da han gik i gang med tegn, som var det noget han havde gjort gennem hele livet. Hun gik selv i gang med hænderne endnu engang, glidende og let, lidt hurtigere nu hvor det var gået op for hende at han var i stand til at følge hende. ¤Jeg forsøgte skam Deres Højhed, men De lod til at have andet for øje¤ påpegede hun roligt og sendte ham et stille smil. Det var sjældent hun talte med nogle på dette sted, de fleste forstod hende ikke og hun forstod ikke dem, hvilket særligt de øvrige kammerpiger valgte at udnytte. Hun nikkede blot til ham og najede ved hans tak. Hvis hun kunne hjælpe ham, så var det i den grad det hele værd. Endnu engang vendte hun sig mod sengen for at samle den enorme bunke af skjorter i sin favn, kun for at ligge dem tilbage på hylden med en tilfreds mine, før hun atter vendte sig mod kongen. ¤Nu er jeg færdig Deres Højhed. Med mindre De har tænkt dem at skifte igen?¤ spurgte hun roligt, med et slankt hævet øjenbryn mest ment i drilleri, for hvis det var hans plan, så ville det ikke give mening at gå i seng nu! Efterhånden kunne hun godt bruge et bad, hun følte sig virkelig for beskidt til i det hele taget at stå der med ham!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvem Mattheus’ kære kammerpige var beslægtet med, var slet ikke noget som Mattheus var det mindste i tvivl om, men det var nu bare sådan at det måtte være. At hun var en Marvalo og en Jaceluck, så var det tydeligt, at det nu var de klareste træk som hun havde fra begge kanter. Om ikke andet, så ville han lade tvivlen komme hende til gode, også fordi at hans kære mor havde valgt at ansætte hende i sin tid, så det var ikke fordi at han ville sætte tvivl ved sin mor, hvilket han faktisk aldrig nogensinde havde gjort, men om ikke andet, så var det bare sådan at det var. Han vendte blikket sigende mod hende endnu en gang. At benytte sig af tegnets sprog, var noget som han havde lært og havde været i stand til, mindst lige så lang tid, som han havde været i stand til at benytte sig af det talende sprog, men det var nu bare sådan det var. Han vendte blikket mod hende, som han havde fået hende med fronten til sig, som hun havde fået tøjet tilbage i skabet igen. Han havde ikke noget imod det, og han måtte erkende, at hans kammer aldrig havde været renere. Han skulle have fat i Enrico igen. Hans kammerpige skulle have en mindre lønforhøjelse, også fordi at hun til nu, faktisk havde holdt langt længere end det som så mange andre havde gjort, og det i sig selv, var en tanke som han godt kunne lide. ¤Jeg tænkte slet ikke over at du ikke var i stand til at høre.. Det er jeg bare ikke blevet informeret om¤ forklarede han sandfærdigt, som han betragtede hende. Han have skam fint udtrykkende med, og han kunne fint følge hende i hendes tempo, som hun næsten brugte tegnene lige så hurtigt, som han selv personligt ville have benyttet sig af det talende ord, men det var nu ikke noget som han havde noget imod.
Mattheus betragtede hende roligt. Umiddelbart gik han ud fra, at han kunne opsøge Silia i denne beklædning. Det var mørkt – en repræsentant af mørket var han jo trods alt, og han var nødt til at vise sig fra sin bedste side af, også selvom han ikke havde nogen intentioner om at gøre hende noget! Det var for pokker da hans søster, hvis man skulle se det i et dybere perspektiv. Han rystede på hovedet og så ned af sig. Ja, han så vel præsentabel ud efterhånden? Nu gad han bestemt ikke gøre noget mere ved det! ¤Jeg tror jeg tager af sted om jeg ser ud nu. Ser jeg godt nok ud til royalt besøg i Manjarno?¤ Han vendte blikket mod hende, som hans hænder igen måtte falde. Han skulle se ordentlig ud, og det skulle være fra top til tå! En køn tøs var hun nu, hvilket skam var noget som han godt kunne lide, men han kunne ikke tillade sig at tænke i de baner, når han skulle til ud af døren igen. Det var virkelig bare utroligt, at hans egne ledere ikke kunne holde sig selv i skindet, uden at lave de ting og de problemer, for det efterlod ham med et helvedes arbejde, og han var slet ikke interesseret i de problemer med Procias lige nu!

[Cressida Marvalo]

Det var ikke fordi at Aliyah gik rundt og pralede med sit slægtsskab, hele idéen med at starte på bar bund på som kammerpige på slottet, var jo netop at hun ønskede at sætte sit eget navn på tavlen ved at kæmpe sig op af rangstigen hvis det nogensinde ville komme så langt, ikke fordi hun havde det rette navn også selvom hendes trak vel var ret klare med henblik på de grønne øjne, og de flammerøde lokker, også selvom den skønhed hun bar slet ikke var i nærheden af de øvrige kvinder i sin familie. Det var selveste Jaqia der i sin tid havde valgt at lukke hende ind på slottet, og hun var kun glad for at hun havde fået lov til at blive, hun kæmpede virkelig for at få arbejdet gjort på bedst muligt vis. Klædeskabet lukkede hun roligt. Nu lå tøjet om ikke andet på sin plads, så tiggede hun og bad hun kun til at han om ikke andet ville holde nogenlunde orden bare de næste 11-12 timer så hun kunne nå at få et bad, lidt at spise og noget søvn, for den slags havde hun ikke tid til i løbet af dagen, hun kunne godt mærke at maven efterhånden rumlede lidt. Deres hænder kørte i næsten samme fart som havde de gjort brug af ord, for hende var det jo bare en vane, men det var tilfgengæld rart, at hun var i stand til at kommunikere med andre end familien og så Enrico selvfølgelig, hun hadede at støde på fremmede, for det var langt mere udfordrende at skulle bruge hele kroppen for at få et budskab frem. Aliyah strøg blidt en af de løse, flammerøde lokker bag øret. Silkebåndet var efterhånden blevet så løst at det næppe ville holde meget længere. ¤Under normale omstændigheder ville vi næppe støde på hinanden Deres Højhed. Jeg må dog sige at De er yderst behændig med Deres hænder,¤ påpegede hun ærligt, og bevarede det stille smil. Måske hun havde været lidt for hurtigt til at dømme hende, men hvem kunne bebrejde hende, det havde været en frygtelig lang dag og han kom bare og ødelagde det hele uden omtanke. Hun rynkede forundret på panden. Royalt besøg i Manjarno? Efter Destiny og Fabians død var hun faktisk ikke klar over hvem der sad det. Det fortalte hende dog også at han næppe forsøgte at gøre indtryk på en kvinde, men gjorde sig klar til forretning, det gjorde hende en smule rolig. Hun endte med at nikke efter at have vurderet det ganske kort. ¤Deres Højhed ser fortrindlig ud. Jeg er sikker på at De vil gøre indtryk,¤ erkendte hun ærligt, for end ikke overfor kongen ville hun lyve, han var en flot mand og han ville gøre indtryk som han gjorde på mere eller mindre alle. Han lod til at være en presset mand, så hun ønskede heller ikke at opholde ham mere end nødvendigt. ¤Hvis Deres kongelige Højhed er tilfreds med sit kammer, vil jeg nødig opholde Dem mere end nødvendigt,¤ hun najede atter for ham, og trådte forbi ham med en lidt mere undskylde mine, kun for at gå hen til den tunge spand med vand. Lettere besværet fik hun den manoreret op i favnen så hun ville være i stand til at slæbe den med ned i kælderen for at få den tømt, og kludene smidt til vask inden hun endelig kunne komme i seng, efterhånden var det temmelig tiltrængt, også fordi de nærmede sig fuldmåne, det var noget som hendes krop og sind allerede nu reagerede på.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det forekom egentlig Mattheus som en forunderlig tanke, at have en kammerpige som ikke kunne høre, for det var i sig selv, slet ikke noget som han havde regnet med, men det var nu bare sådan at det var. Han kunne jo trods alt kommunikere med hende, og det var vel også det som han burde vægte højst? Det gjorde han skam også, det var slet ikke det! Han betragtede hende med en rolig mine. Nu hvor han havde fundet ud af det hele, så var det skam også det nemmere for hans vedkommende, og det var en tanke som han kunne lide. Han var en ung mand med alt for mange tanker i hovedet, og det at få bugt med det hele, i og med, at han ikke havde haft troen på at hun faktisk havde haft den respekt for ham, som han i bund og grund, faktisk ville kræve, var selvfølgelig også det som gjorde sit for ham. Han sendte hende et overbærende smil. ¤Jeg lærte tegnesprog, fra jeg lærte at benytte mig af ord. Det er første gang, jeg faktisk får brug for det. Det er rart lige at få frisket lidt op på det¤ Det var det faktisk. Det var rart at vide, at det som man havde brugt hundrede år på at lære, faktisk var noget som han kunne bruge til noget! Han betragtede hende sigende, som hun fik lagt det sidste på plads. Han kunne skam godt forestille sig, at hun havde været i gang i det som måtte være timer, men.. det var lige så hendes job, som det at lede et land var hans job, og et job som han mere eller mindre ikke var i stand til at tage fri fra. Efterhånden, så havde han virkelig brug for at smide de facader lidt, og bare være en bror for hans kære søster.
Mattheus betragtede hende sigende, som smilet let hvilede på hans læber. Nu var han virkelig glad for, at han blev tvunget til det tegnesprog, for han havde jo ikke fundet en grund til at lære det! Endnu en gang lod han hånden søge mod hendes skulder, for at stoppe hende. Hans personlige kammerpige, plejede at have et kammer på hans gemakker, så det var nemmere at komme i gang med arbejdet, for ikke at glemme, at kammerpigerne som regel så lidt mere af de.. intime situationer, hvor han stod i ingenting. Det var trods alt hvad han var vant til, men det var nu bare sådan at det var. ¤Jeg går ud fra at du sover på tjenestestabens fløj? Jeg vil gerne have du overnatter her.. i kammeret på min gemak, så jeg ved hvor jeg kan finde dig¤ Det var måske noget af et tilbud at komme med, men det var faktisk sådan at han gerne ville have det, ganske enkelt fordi at hun var en som han sikkert kom til at se langt mere til, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han sendte hende et let og typisk charmerende smil. Selvfølgelig skulle hun have lov til at gøre sit arbejde, og det skulle han endelig ikke stå hende i vejen for, for selv den spand så ud til at være tung – for hendes vedkommende om ikke andet.

[Cressida Marvalo]

Der var ikke synderlig mange i landet som led under den samme skavank som hun gjorde. Aliyah havde aldrig kendt andet, hun havde aldrig lyttet til en stemme, hun havde aldrig hørt et stykke velkomponeret musik, men hun manglede det ikke for.. hun havde jo ikke prøvet det? Det at hendes forældre havde været fast besluttet på ikke at lave om på hende, var ikke noget hun bebrejdede dem for, måske hun skulle kæmpe hårdere for visse ting, men hun kunne godt lide at kæmpe. Det gav hende en følelse af den styrke som lå gemt i familien. Hun betragtede kongen med de nysgerrige grønne øjne. Det lod pludselig til at han var blødt langt mere op, hvilket passede langt bedre på den beskrivelse hun havde fået af ham, i sandhed en charmerende ung mand, der i allerhøjeste grad lignede sin far, den måtte hun give ham. Hun endte med at nikke forstående af hans ord, hun kunne godt forestille sig at det var noget som Dronningen havde gået meget op i, det var vel vigtigt som konge at kunne kommunikere med alle landets forskelligheder? Hver gang han stoppede med at gøre bevægelser med hænderne, så hun i stedet op til hans blik, konge eller ej hun var ikke bange for at se ham i øjnene mens hun talte. ¤Det er sjældent jeg møder en som er i stand til at kommunikere på mit stadie, men jeg må sige at De føler mig temmelig godt, hvis tilfældet er det at du aldrig har haft brug for det før, Deres Højhed,¤ endte hun ærligt og trådte stille forbi ham kun for at hente spanden. Det var lidt til hendes hjælp at hun ikke var helt så svag som andre kvinder, hun var bygget kraftigt på grund af dyret, men det bar nu en hvis styrke med sig, også selvom den nu var tung alligevel. Aliyah svajede let i ryggen, og holdt den ind til brystet for at lade vægten hvile der. Det gjorde det lidt nemmere. Spanden dækkede det meste af hendes ansigt, selvom hun netop formåede at se op over den og på ham. Måske dette var hendes arbejde og hun havde ikke tænkt sig at beklage sig, alting var jo gået alligevel, men det irriterede hende lidt at at han var kommet ind på den måde. Hans ord kom hende som lidt af en overraskelse. Lettere måbende stirrede hun fra ham og til døren der førte ind til det værelse som hun aldrig havde vidst hvad blev brugt til. Han ville have hende til at flytte derind? Hun ville faktisk kunne slippe for at vende tilbage til tjenestefløjen? Nu hvor hun ikke længere kunne gøre brug af hænderne, så måtte hun gøre brug af andre metoder, også selvom hun som regel ikke brød sig om at gå ind den vej. #Det gør jeg ja. Jeg har trods alt ikke arbejdet længe, på Deres Højheds gemakker,# påpegede hun roligt, og forsøgte atter at naje selvom det var en del mere kejtet med den tunge spand i sine arme. #Hvis det er kongens ønske, så vil det være mig en ærer at spendere natten her,# endte hun sandfærdigt. Alt var bedre end at skulle snakke med de snakkende tanter, de delte jo værelser indbyrdes, lige der var hun glad for at hun var døv også selvom hun vidste at de snakkede om hende.