Post by Deleted on Sept 15, 2012 16:23:53 GMT 1
Mørket havde lagt sig over Dvasias endnu engang, hvor de mørkegrå skyer hvilede over himlen og dækkede for en ellers flot udsigt til stjernerne. Det var kun af og til at man fik et lille glimt af stjernehimlen, der ellers var dækket til. Vinden var en anelse kraftigt, hvor den rev i buske og træer og alle andre steder den kunne komme til, hvor den hev småsten og faldne blade med sig. Det var ikke nær så varmt mere, eftersom sommertiden var forbi, hvor det var blevet langt mere køligt om aftenen og natten. Det var dog en kulde som William måtte nyde. Han gik ude med en sort kappe slået omkring sin krop, hvor hætten var slået op, så man ikke kunne se hans ansigt, der var blevet henlagt i mørke. Hvor langt han var gået, kunne han ikke huske, hvor han også var ligeglad, eftersom han bare havde brug for frisk luft. Efter hans nederlag til Konstantin havde hans humør været meget nede i kuldkælderen, selvom Anyalina havde givet ham andet at tænke på. Desværre var hun blevet rask, hvor han godt forstod at hun ikke gad blive der meget længere, så hun var taget af sted, hvor han havde fulgt hende lidt på vej. Han havde endnu engang påpeget for hende, at hun bare kunne kontakte ham hvis hun fik brug for ham, for han ville gerne hjælpe hende. Hun var faktisk den eneste person hvis selskab, som han havde kunnet lide siden han var kommet tilbage til Dvasias igen, hvilket ikke sagde så lidt.
Da William gik i sine egne tanker, lagde han ikke mærke til at han var blevet forfulgt. Han gik tæt på indgangen til Appolyon, selvom det ikke var noget som han havde lagt mærke til. For tiden var det dumt for en magiker at være i nærheden af Appolyon eller Corvento, eftersom det var mellem de tre racer at der var krig og rivalisering. Han selv havde altid fundet den borgerkrig der muligvis var på vej, som latterlig, for det bragte ikke racerne nogen steder, de kunne ikke leve uden hinanden, hvor det også kun ville bringe hele Dvasias i sænk, derfor kunne han forestille sig at kongen og resten af regeringen havde meget at se til, for den kommende borgerkrig, var noget som ville påvirke alle racer og som kunne bringe alt ud af balance. Han selv havde dog ikke gjort noget for at vælge side, hvor han heller ikke var med sin egen race, for det var en krig han ikke ønskede at være en del af.
Blikket hvilede mod jorden, som William blot gik fremad med hænderne i lommerne, hvor han ikke rigtig lagde mærke til noget som helst, heller ikke de tre mandlige skikkelser, der hvilede i mørket omkring ham. Det var først da en kæmpemæssig sten skred op fra jorden direkte foran ham, hvor han måtte stoppe op og se overrasket mod den, da den havde fået ham til at vakle nogle skridt bagud. ”Hvad i al..” Han nåede ikke at sige mere, selvom overraskelsen var tydelig i hans stemme, hvor han så ned mod jorden, da rødder skød op fra jorden og greb fat i hans arme og ben, i et forsøg på at tvinge ham i jorden. ”Du kan tro nej..!” svarede han sammenbidt, som han strakte håndfladerne ud og vendte ned mod rødderne, der forsøgte at holde ham fast. ”Solum nectus!” råbte han, som lys skød ud fra hans håndflader og fik rødderne til at visne, inden han sprang til siden og stillede sig parat, skønt rullefaldet havde fået hans hætte til at glide ned om ryggen på ham, så hans ansigt var afsløret. Hans krystalblå øjne søgte omkring, hvor han opfangede de tre auraer, der havde omringet ham. Han kunne høre deres latter, hvor de tre mandlige skikkelser dukkede frem og afslørede dem selv. Han tog den nøje i betragtning, hvor han målte og vurderede dem. Den ene bar en grønlig aura, hvor han var stor og robust, skønt det ikke var det kønneste ansigt; jorddæmon. Hans blik gled videre på den anden mand, der stod til venstre for ham, hvor han så at auraen var mere rødlig og der var ingen tvivl om at det var en ilddæmon, da det direkte strålede ud fra hans blik. Hans blik gled videre mod manden der stod overfor ham, hvor han ikke var i tvivl om at manden var sensuel dæmon, da udstrålingen var stærk – skønt den ikke videre påvirkede ham, men han lagde til gengæld mærke til at manden bar en kniv i hver hånd, hvilket alligevel gjorde ham farlig. ”I må hellere gå, inden jeg eliminerer jer!” hvislede han køligt, selvom han vidste at hans chancer var en anelse minimale, men han havde prøvet noget lignende, og han havde altid overlevet! Han hørte dem grine hånligt af ham, hvilket fik ham til at bide tænderne sammen, inden han så mod jorddæmonen der talte. ”Jeg tror snarer at det er os, der eliminerer dig, Warlock!” endte han hvislende, som han rev en kugle af sten op ad jorden og kylede den direkte imod Williams skikkelse, som kastede sig til siden, selvom ilddæmonen var hurtigt og skød en ildkugle imod ham, hvilket fik William til at danne et skjold, skønt da ildkuglen ramte skjoldet, så tvang det ham et par meter tilbage. Jordddæmonen var hurtigt over ham igen, hvor han endnu engang lod rødderne skyde op fra jorden i et forsøg på at fange ham. William var dog hurtig igen, hvor han endnu engang måtte strække håndfladerne ud. ”Solum Nectus!” Lyset skød endnu engang ud af hans håndflader og fik rødderne til at gå op i røg, inden han skød en trykbølge imod jorddæmonen, der fik ham væltet omkuld, kun for at skyde en mørk energikugle imod ilddæmonen, der selv kastede sig til side, og kastede nogle stråler af flammer imod ham, hvilket fik William til at rulle til siden, så han undgik flammerne. I mellemtiden havde den sensuelle dæmon brugt tiden på at komme nærmere William, hvor han sprang over flammerne og mod William, for at forsøge at stikke knivene i kroppen på ham og gøre det af med ham. William hold den ene arm op foran sig i et ringe forsøg på at forsvare sig, hvor den ene kniv ramte ham direkte i underarmen, hvilket fik ham til at udstøde et højt og smertefuldt skrig. Han sparkede manden mod skinnebenet i ren refleks, hvilket fik ham til at falde bagover, inden han skød en energikugle imod mandens ansigt, som fik brækket nakken på ham. De andre to dæmoner reagerede i vrede, over at han havde slået deres ven ihjel, hvor de kastede sig imod ham. Ilddæmonen kastede et hav af flammer imod William, hvor jorddæmonen lavede et jordskælv. Han nåede at lave et skjold for flammerne, selvom jordskælvet ødelagde det, hvor han teleporterede sig væk og landede sikkert på jorden ved siden af. Han kastede en kugle imod jorddæmonen, der eksploderede på halvvejen og lod lange slyngtråde kaste sig imod manden, for at fange ham og holde ham i jorden. Ilddæmonen reagerede dog hurtigt og havde kylet en ildkugle imod William, der ramte ham i ansigtet, hvilket fik ham til at udstøde et højt skrig, inden han kastede sig i jorden. Det sved i hans ansigt, skønt han var sluppet med nød og næppe uden det havde påført ham alvorlig skade. Han kunne knap nok se, da ilddæmonen gik hen og tog den sensuelle dæmons knive, for at gå videre hen imod William. ”Det skal du få betalt!” hvislede ilddæmonen, som fortsatte sin gang imod ham. William forsøgte at skyde kugler i alle retninger, men ilddæmonen undgik dem sikkert, som han fortsatte, hvor han hævede knivene. William kunne fortsat intet se, selvom han fornemmede mandens aura, hvor han lavede en trykbølge imod ham, som slyngede ilddæmonen flere meter bagud og ind i et træ. Jorddæmonen var kommet fri, hvor han lod jorden søge op og gribe fat omkring Williams arme og ben, så han lå fastlås på ryggen mod jorden. Tænderne bad han kraftigt sammen, hvor han mærkede panikken sprede sig i hans krop, som Ilddæmonen endnu engang gik mod ham og hævede knivene. ”Nu skal vi more os lidt,” svarede han køligt og med et kynisk smil. Han stak kniven ind i maven på William. ”ARG!” udstødte han smertefuldt, som han bed tænderne kraftigt sammen og knyttede hænderne, som han forsøgte at trække til sig, men det var ikke videre muligt. De to dæmoner måtte grine, som de begge kom hen til ham. Jorddæmonen hævede en sten op fra jorden og kylede den imod Williams brystkasse, som slog luften ud af ham og ikke mindst brækkede et par ribben, der søgte ind i hans lunge og rev hul på den. Han gispede, hvor han begyndte at hoste kraftfuldt, imens de grinte af ham. Ilddæmonen stak endnu en kniv ind i hans lår og derefter ind i siden på ham, hvor William mærkede den intense smerte, der måtte slå ham ud i en bevidsthed. Det tog morskaben af for dæmonerne, der roligt rejse sig. ”Lad os smutte.. han dør alligevel inden længe,” mumlede jorddæmonen, som de begge gik tilbage mod Appolyon, efter at have sat ild til den sensuelle dæmons krop, som gik op i flammer og endte i en bunke aske. William blev liggende livløst på jorden, hvor han langsomt gled ind i dødens trygge favn, for at forlade jorden og dette liv..
En lysende kugle kom svævende i mørket, hvor den ikke var nogen almindelig lyskugle, men en sjæl. Sjælen var en ældgammel mandlig skikkelse, skønt hvis folk så på den, så ville de kun se et utroligt lys med et mere blåt skær. Den havde svævet rundt for timer, af og til forsvundet, kun for at dukke op igen, hvor den nu var på vej mod Williams døde skikkelse. Hans egen sjæl var drevet bort til dødsriget, hentet af dødsenglen selv, hvor denne nye sjæl havde taget chancen og slog til. Den lysende sjælekugle, søgte mod Williams krop, hvor den søgte ned i brystet på ham, kun for at alt blev fuldstændig stille og mørkt…
… Hvor længe der var gået var uvist, selvom det nærmede sig timer. De honningfarvede øjne slog op, hvor Ezekiel måtte hive kraftigt efter vejret, som han lagde sig om på siden. Han havde ondt i hele kroppen, hvor han lagde mærke til at han blødte fra højre lår, højre side og i maven. Han tog sig til brystet, hvor han kunne mærke at noget var frygtelig galt, da hans krop var døende. Han bed tænderne kraftigt sammen, hvor han mumlede nogle utydelige ord, som fik fremtryllet en lille flaske med en grøn væske i. Han fik låget af ved hjælp af sine tænder, inden han drak væsken, som fik ham til at hoste kraftigt, eftersom det var en hæslig smag! Han mærkede dog at det begyndte at heale hans indre, eftersom der var hul i hans lunger. Hvad der var sket med ham kunne han ikke rigtig huske, foruden at han kunne huske en mørk skikkelse, som også blev det sidste han havde set; mørke. Han kunne dog huske at han var stødt på sin tidligere hustru Anyalina, som var blevet forvist fra sin race af Malisha; warlockernes leder, hvor han havde taget hende med hjem for at hjælpe hende og gøre hende rask, men han kunne huske at han en nat var søgt ud og han var ikke kommet tilbage igen. ”A-Anya-Anyalina..” mumlede han anstrengt, som han bed tænderne kraftigt sammen. Gad vide hvor længe han havde været død, og gad vide hvad der var sket med hende. Han endte med at falde i søvn af udmattelse.
Ezekiel vågnede et par timer senere, hvor han følte sig underligt afkræftet, skønt han vidste at det var fordi han blødte kraftigt fra de mange sår. Han blev liggende i flere minutter, inden han kæmpede sig op på benene, som allerede med det samme truede med at knække sammen under ham, men han var for stædig til at give op, hvor han tvang sig selv og sin krop til at gå, kun for at forlade Appolyon.
//Out
