Out and selling my work

[Deleted]

Aleksandra kunne godt fornemme, at mødet var ved at skride, som Malishas vrede kom ud i lyset. At hun blev så sur, undrede hende på sin vis, eftersom Konstantin altid havde fortalt, hvor ligeglad den kvinde havde været med ham. Han havde altid fået det til at lyde som om, at de ikke havde haft et bånd til hinanden, men sådan var virkeligheden måske ikke? Det kunne også bare have været Konstantin, der havde været ligeglad med sin trolovede. Hvordan det fortholdte sig, var hun egentligt ligeglad med, da hun kun havde i sinde at skabe splid, da Konstantin havde gjort hende ondt. At Konstantin ikke havde snakket om Aleksandra med Malisha, kom ikke synderligt bag på hende, da hun trods alt var en af hans elskere, og hvis de ønskede en fremtid, så burde det holdes skjult. Det var også en hjælp for hende, da det betød, at hun kunne forme historien, som hun ville. Begivenhederne hun fortalte om havde skam eksisteret, så det var ægte nok. Det hun så ikke fortalte var, at Konstantin havde afvist hende under deres sidste møde, og at det var had og ikke kærlighed der spillede mellem dem for tiden, samt han havde udtalt, at han havde fundet kærligheden. Det sidste ville hun nok stadig betvivle, eftersom hun nu vidste, hvem den kærlighed skulle være. Hun trak blot på skulderen ved de første ord, da det ikke rørte hende, hvad Konstantin havde fortalt. Det hun måtte reagere på var, at hun blev beskyldt for at være uvidende, for det var hun bestemt ikke! Hun havde altid vidst, at Konstantin var trolovet, som han havde bedraget denne kvinde med hende. Den der i virkeligheden var den uvidende her, var jo Malisha selv. Det var nok bare ikke den kommentar, hun skulle bryde ud i nu, da hun nok ville miste besindelsen fuldstændigt i så fald, og hun var klar over, at det ikke var en svag warlock hun sad overfor. ”Jeg er muligvis ikke en helgen, da jeg i sin tid vidste, at Konstantin var lovet væk. Han har bare altid fyldt mig med de ord, at han ikke tog trolovelsen seriøst , og at han alligevel ikke følte noget for dig,” fortalte hun stilfærdigt. Ordene var måske hårde at høre, men de var sande. Det var også muligt, at det var nok til at skubbe de to eks-trolovede længere væk fra hinanden. Det frydede hende så også, at Malisha derefter gav udtryk for, at hun ikke havde i sinde at røre Konstantin med så meget som en ildtang længere. Men selvom landet lå sådan, så tvivlede hun på, at det ville blive godt mellem hende selv og Konstantin igen. Der herskede klemte følelser og vrede mellem dem i øjeblikket, hvor hun heller ikke selv havde i sinde at føle noget varmt igen, som hun i sin tid havde gjort. Som mødet også skred hen, måtte Aleksandra helt kaste et blik mod udgangen, som hun kunne se, at vreden begyndte at vende sig mod hende, som hun i øjeblikket var målskiven for al skylden. Med den tanke gjorde hun også tegn til servitricen om, at hun skulle komme herhen, hvor hun betalte for sin mad, imens skænderiet var i gang. ”Jeg ville mene, at det er Konstantin du skal tage snakken med og ikke mig. Jeg er ikke skyld i noget. Konstantin gik frivilligt ind til det hele!” sagde hun, hvorefter hun roligt rejste sig fra sin plads.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde altid været en kvinde som reagerede uden at tænke; Hun handlede og stillede som regel først spørgsmålene bagefter. Selvom hun altid havde haft noget for Konstantin, så havde hans kvindeglade jeg, altid været det som havde holdt hende på afstand, for et sted så.. havde hun vel altid frygtet, at hun ikke kunne leve op til det? Selvom det i sig selv, faktisk var en tanke som gjorde ondt, men ikke noget som hun kunne gøre noget ved nu. Konstantin havde følt for denne kvinde, eftersom det havde været en længere affære, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde sagen meget bedre for hendes vedkommende, for det gjorde hende.. vred, og ikke mindst sur, selvom hun ikke ligefrem kunne gøre noget som helst ved det af den grund. Øjnene kneb hun sammen, som hun vendte blikket mod sin hånd. Den blødte.. ligesom hun følte at hendes hjerte lige så måtte gøre, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre. Velvidende om at han nok.. ikke havde følt for hende dengang, kunne hun nu heller ikke tage så tungt, som hun jo heller ikke havde gjort alvor ud af den lovende situation som de havde stået i. Nu havde hun taget affære, og det var slut, også selvom den tanke selvfølgelig gjorde noget så frygtelig ondt, men det var nu bare sådan at det var, for hun kunne ikke gøre noget ved det nu, og det var bestemt heller ikke noget som hun var videre interesseret i! ”Han kan rende og hoppe for alt hvad jeg ved,” mumlede hun med en ganske kortfattet tone, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Tanken gjorde selvfølgelig ondt, og måske at det var en lille hvid løgn, men den tanke i sig selv, var noget som gjorde ondt af den grund, men det behøvede Aleksandra selvfølgelig ikke at vide!
Malisha var kun ved at blive vred, og så var hun virkelig ved at blive vred! Hun vendte blikket direkte fast i retningen af hende endnu en gang. Vreden var tydelig, og den kom kun mere og mere til udtryk, og hvad Aleksandra ikke sagde noget til det, var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre! ”Han gik måske med til det, men selv du vidste, at han var lovet væk til en anden! Til MIG!” nærmest hvæsede hun. Med den knyttede næve, så hamrede hun den direkte ned i bordet, idet hun fast endte med at rejse sig. At hun reagerede som hun gjorde – næsten som det lignede hun ville stikke af, var bestemt heller ikke noget som hun fandt sig i på nogen måde overhovedet! ”Og du gør klogt i at sætte dig ned, ellers ender jeg med at slå dig ihjel..!” Hendes tone var præget af en dræbende undertone, også fordi at det var ord som hun mente! Aleksandra havde valgt at lade bomben falde, og så var det så sandelig heller ikke noget som hun kunne gøre noget med. Hun måtte tage konsekvenserne af valgene, og hvis hun havde forsøgt at tage Konstantin fra hende i sin tid, så skulle hun bøde for det!

[Deleted]

Om Aleksandra havde truffet det rigtige valg, da hun havde besluttet sig for at afsløre den affære hende og Konstantin havde haft, måtte snart vise sig. Hun havde fortalt det i håb om at skabe endnu mere splid mellem de to trolovede, hvilket vidst også havde lykkedes. Malisha virkede i hvert fald gal, som hun gav afkald på Konstantin, som hun sagde, at Aleksandra bare kunne tage ham. Det var en tanke der frydede hende, da det var et tegn på, at hun havde sejret i den hensigt. Personligt havde Malisha aldrig gjort hende fortræd, men det havde Konstantin i den grad, og det var også af den årsag, at hun ønskede at ødelægge deres forhold! Ikke just fordi hun så sig i et kommende forhold med manden, men simpelthen fordi hun ikke ønskede ham lykkelig, når han var modbydelig imod hende. Nu var hendes mål bare at slippe levende af sted med det hele, da hun skam ikke havde i sinde at lade livet på grund af en mand! Det var simpelthen for lavt. Især når det handlede om en mand der alligevel var ligeglad med en. Muligheden for at slippe af sted med skindet i behov, begyndte dog at se mindre og mindre ud, da hun var vidne til, hvordan blodet dryppede fra Malishas hånd, efter at hun havde knust vinglasset, samt det at kvindens stemme hævede sig mere og mere. Hvis det skulle køre fuldstændigt af sporet, så ville hun skam ikke se blindt til, da hun derimod ville tage kampen om, hvis de gik så galt, at hun ville blive angrebet. Hun udelukkede i hvert fald ikke den forestilling, når hun var vidne til forløbets drejning, hvor hun allerhelst også så sig ude af den. Derfor havde hun også rejst sig fra sin stol i håb om, at hun kunne undgå en knækket negl. ”Hvis det virkelig genere dig så meget, at Konstantin havde andre kvinder end dig, hvorfor gjorde du så ikke noget? Det er altid let at pege fingre af folk senere hen, men hvis du virkelig var interesseret i ham dengang, så burde du nok havde fortalt ham det. I så fald ville vi måske ikke have denne snak lige nu,” sagde hun, hvor det heller ikke kunne undgås, at hendes stemme faldt i graderne, som den blev mere kølig. Hun forstod ikke, hvad Malishas problem var, da hun tydeligvis havde været ligeglad med det hele dengang. Hvorfor skulle det så betyde noget for hende nu? Det lå jo heller ikke sådan, at hun havde ligget med Konstantin under deres sidste møde, så al hvad der var sket mellem dem, det var sket for adskillige år siden. Som Aleksandra havde gjort mine til at gå fra det hele, da hun ikke gad denne leg mere, måtte hun stoppe brat, da slaget mod bordpladen lød. Blikket søgte direkte mod Malishas hårde ansigt, hvor følelserne havde forladt hendes eget. ”Nuvel..” sagde hun stilfærdigt, inden hun lod sig glide tilbage i sin stol igen. Da det skete, forlod de lettede blikke også fra de andre gæster, da de havde håbet, at det hele ville slutte nu, da det havde syntes at de to bekrigende kvinder afsluttede deres møde. ”Hvad har du at sige til mig?”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Man kunne ikke just sige, at det var smart at fortælle Malisha hvordan det egentlig hang sammen, for hun havde jo trods alt blandet sig udenom af en grund, hvor det faktisk gjorde ondt, at få at vide, hvordan det hele egentlig hang sammen. At Konstantin havde haft mange kvinder, var hun skam klar over, også selvom det ikke ligefrem gjorde det meget bedre, at vide at hun sad overfor en af dem som han tilsyneladende havde haft det bedst med. Blodet dryppede fra hendes håndflade, også selvom hun virkelig forsøgte ikke at tage sig af det, som hele hendes opmærksomhed hvilede på Aleksandra. Vreden stod tydeligt malet i hendes ansigt, for hun havde selv aldrig været ligeglad med Konstantin, men det var tydeligt at han havde været fuldkommen ligeglad med hende, og Aleksandra havde kun gjort det direkte tydeligt for hende, også selvom det ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hende! ”Sætter du spørgsmål ved mig, Aleksandra?” spurgte hun med en direkte hvislende stemme, som hun roligt førte hånden ned foran sig, vor hun fjernede de glasskår som hun nu kunne få fat i, uden at skulle slippe hende med blikket. Vreden stod virkelig tydeligt i hendes mørke øjne, og det var bestemt ikke fordi at denne kvinde gjorde det meget bedre for hende af den grund! ”Jeg har mine personlige grunde til at handle som jeg har gjort, og jeg har mine grunde til ikke at have handlet og vist ham noget som helst.. Han har sikkert ikke skænket mig en tanke igennem jeres langvarige.. forhold, må jeg vel snare sige, ikke sandt?” endte hun med en ganske kortfattet vrissende stemme. Hun var virkelig vred!
At deres pludselige forandrede situation skulle tiltrække opmærksomhed, var slet ikke noget som Malisha sagde noget til, for hun var efterhånden vant til at være vred, og det var bestemt ikke noget som havde forandret sig endnu! Hånden hamrede hun direkte ned i bordet, kun for at indikere, at nok var nok, og det var så sandelig også hvad hun agtet at gøre! Hun vendte blikket direkte mod hende. Det krævede virkelig sit, ikke at ende med at springe på tøsen og bare.. rive hendes hjerte ud, så Konstantin ikke kunne få det, men som sagt, så havde hun jo ikke ligefrem gjort hende noget som helst, men faktisk Konstantin. Ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende på nogen måde. ”Det er takket være dig, at der er sået splid mellem Konstantin og jeg.. giv mig en eneste god grund til at jeg ikke skulle slå dig ihjel, lige nu og lige her.” Hun kneb øjnene let sammen, som hun virkelig måtte holde den utrolige sitren og dirren i sig, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt med eftertanke på hvor vred hun egentlig følte sig, for det var bestemt ikke fordi at det hjalp hende på nogen måde.. Hun var virkelig fristet til at slå ihjel! Kun på grund af hvad hun faktisk havde forårsaget!

[Deleted]

”Jeg undrer mig bare over, hvilket forhold I havde,” sagde Aleksandra kortfattet. Det måtte virkelig være et mysterium for hende, da Malisha udviste tydelige følelser over tabet af sin mand, hvor hun altid havde fået af vide, at trolovelsen bare havde været noget der havde været dem tvunget. Der var dog ikke tid til at spekulere mere over det, da det var hende selv der stod for skud lige nu, hvor hun hurtigt måtte regne ud, hvordan hun skulle fiske sig selv ud af den suppedas, hun havde skabt. Hun ville ikke lide under Malishas vrede, da hun generelt så sig ude af de to warlocks liv, da hun tydeligvis ikke var velkommen der. Hun tvivlede dog på, at hun ville slippe så let, men så længe hun klarede sig igennem det, så var hun tilfreds. ”Hvad end jeg siger, så vil det ikke behage dig, Malisha. Jeg tvivler på, at du fyldte meget i hans tanker dengang, da vi mere eller mindre havde et liv sammen. Men jeg forlod ham jo, så du kunne have ham for dig selv. Jeg blev ikke, selvom jeg kunne,” svarede hun stilfærdigt. Under hende og Konstantins seneste møde, havde han også oplyst, at han faktisk havde set en fremtid i at droppe trolovelsen og tage Aleksandra i stedet, så af den grund kunne han ikke havde skænket sin trolovede mange tanker dengang. Hun valgte dog at holde den oplysning for sig selv lidt endnu, da hun tvivlede på, at det ville gavne hende noget at sige det. Hun havde gjort, hvad hun var kommet for, og det var at skille Konstantin og Malisha endnu mere. Det var ikke hendes hensigt, at hun selv skulle lide under det, da hun bare skulle være budbringeren for Konstantins bedrag. Hun skulle gå helt og rask ud af døren, når det her engang var ovre, hvilket hun håbede, at det snart var.
Som Aleksandra tog plads i stolen igen, måtte hun betragte Malisha med et tænksomt blik, da hun vidste, at hun måtte vælge sine ord med omhu. Kvinden var tydeligvis rasende, hvor det ikke kom bag på hende, at Malisha nærede det ønske at slå hende ihjel. Hun havde trods alt hørt rygter om lederens ubehagelige temperament. Et temperament hun i øjeblikket blev udsat for. Hun fugtede let sine læber, som hun i et øjeblikket lod blikket falde på kroen og de skræmte gæster, inden hun så mod det forhadte ansigt igen. ”Jeg ved godt, at jeg har gjort en fejl mod dig som min leder. Jeg ved også godt, at jeg står forskud, når jeg som den eneste har indrømmet sandheden overfor dig. Jeg er dog ikke den eneste kvinde der har været i Konstantins nærvær, da jeg ved, at der var andre før mig, så det er næppe udelukkende min skyld. Personligt ser jeg Konstantin som syndebukken, da det var ham der bragte dig vanære op til flere gange, hvor han burde stå til ansvar, og ikke kun mig. Hvis det er ønsket af dig, så behøver du aldrig at se mig igen, når jeg går ud af den dør. Ellers kan jeg muligvis være en støtte for dig med mine magiske kundskaber, da jeg ikke er en simpel ny warlock.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Forlovelsen havde ganske vidst været påtvunget, men Malisha vidste godt, at hun ikke kunne bede om en bedre mand ved sin side, også selvom det slet ikke var tanker som hun kunne gøre sig i denne stund. Det var slut mellem dem, også selvom det sikkert var noget som var bedst gjort for mange år siden. Specielt nu hvor hun vidste hvordan han havde haft det med kvinder generelt. ”En påtvunget forlovelsen, som du sikkert har hørt ham brokke sig over, mindst lige så meget som jeg selv,” endte hun yderst kortfattet. Forlovelsesringen havde været tvunget på hendes finger, men ikke desto mindre, så havde hun jo faktisk båret den stolt, for hun havde jo heller ikke ligefrem smidt den fra sig før nu. Velvidende om at hun måske ikke havde fyldt så meget ved Konstantin som hun et sted havde håbet – og som han havde givet udtryk for, var næsten det som gjorde hende mest vred, også fordi at hun virkelig havde forsøgt at lukke ham tæt ind til sig her til sidst, men det havde jo tilsyneladende bare været spild, og den tanke i sig selv, var noget som gjorde hende direkte vred! ”Jeg blev smidt ud, og nu priser jeg mig kun mere lykkelig for det.. Nej, det bifalder mig ikke, at vide at han havde et langvarigt forhold bag min ryg, uden at fortælle mig det,” endte hun med en fast tone. Den sårende undertone forsøgte hun faktisk at skjule bag hendes vrede, som stod så tydeligt i hende, som den gjorde lige nu. Det var sjældent hun var så vred!
Aleksandra satte sig, hvilket også gjorde Malisha bare en smule mere rolig, for det dummeste man kunne gøre, var at vende ryggen til hende, for det var slet ikke noget som hun fandt sig i, på nogen måde! Hun kneb øjnene let sammen. I det store og hele, så var hun fristet til at slå ihjel.. også for at vise Konstantin, at hun bestemt ikke fandt sig i det, for det gjorde hun ikke! Et sted måtte hun jo desværre give kvinden, at hun havde en pointe som hun ikke kunne ignorere. Det var Konstantin som havde vanæret hende, ved at åbne op for andre på den måde. Tanken gjorde hende faktisk ked af det, for det i sig selv, følte hun ikke at hun havde fortjent! Heller ikke på grund af det temperament som hun havde! Hun fandt sig ikke i meget! ”Det kribler i mig, at slå dig ihjel, Aleksandra.. Jeg troede jeg fandt en kvinde af interesse her.. En som jeg følte jeg kunne åbne op for og snakke med, men jeg tog fejl.. så gruelig fejl..” Hun kneb øjnene let sammen. ”Du leder kun efter en udvej.. Men ja, Konstantin er en syndebuk, men lige så, så var du klar over at han havde en anden, og valgte alligevel at indgå i et længere forhold med ham.. Med den mand jeg var forlovet med?” Øjnene begyndte igen at lyne, hvor hun fast endte med at gribe ud efter kvindens hals, uden så meget som en advarsel. ”Og jeg gentager mig… Giv mig en grund..!” hvæsede hun med en fast tone.

[Deleted]

Aleksandra vidste skam godt, at trolovelsen havde været dem påtvunget, og derfor forstod hun også Konstantins modvilje, da hun selv ville hade, hvis der var en der havde bestemt over hende på den måde! Hun forstod bare ikke, hvorfor han ikke havde brudt aftalen, hvis han havde hadet den så meget. Der havde vel ikke være nogen til at forhindre dem i at bryde trolovelsen, da hun havde forstået, at det havde været deres forældre der havde pålagt dem det, og de var der vidst ikke længere. Det eneste svar hun kunne komme på var, at de begge havde fundet statusserne og økonomien nødvendig, da det havde været stærke titler de havde haft, som hertug og hertuginde, og leder af warlockerne. Selv havde hun udelukkende været ude efter Konstantins status, da hun første gang havde truffet ham, som ideen og rigdommen og titlen som hertuginde havde plantet sig i hendes hoved. Det havde så været en titel hun ville have besiddet alene, som hun aldrig havde planlagt at have ham ved sin side for altid, da han havde været ment som en simpel myre der kunne undværes. Desværre havde han ikke været en simpel myre, hvor både hende og Malisha vidst havde tøet deres hjerter op for ham, hvor de begge to havde dem lukket nu. ”I så fald burde du vise, at du er lettet, i stedet for at lade vreden gå ud over mig.” En lykkelig kvinde lignede Malisha bestemt ikke, som hun derimod lignede en der kunne jævne kroen her med jorden. Stemningen mellem de to kvinder var også gået hen og blevet heftig, hvor hun mest af alt ville ud herfra, men på den anden side ville hun ikke stikke halen mellem benene. Hun havde skam værdighed, hvor hun også havde den tanke, at hun var i stand til at svare tilbage på et muligt magisk angreb fra Malishas side. Hun så dog helst, at stemningen ikke blev værre end hvad den allerede var. At der også blev direkte udtalt, at hun ønskede at slå hende ihjel, måtte hun endnu mere tænke på udgangen, imens hun mærkede magien krible i sine fingre. Hvis de først begyndte at bekrige hinanden fysisk, ville helvedet bryde ud, hvor det ikke var til at sige, hvordan det ville se ud, når det var slut. ”Du tror muligvis ikke på, at det var sandt al det der hændte før, men det var det skam. Jeg nød dit selskab, og dine synspunkter på livet, da det er et syn jeg forstår,” sagde Aleksandra stilfærdigt, skønt hun tvivlede på, at det ville redde hende. Da hun aggressionerne i de mørke øjne, rykkede hun sig en anelse i stolen, hvor det også hurtigt viste sig at være nødsaget. Adrenalinen skyllede igennem hendes krop, som hun måtte springe op på benene, hvor hun væltede stolen i farten, som Malisha – gal som hun var – pludselig greb ud efter hendes hals. ”Hvad jeg kan gøre for at behage dig, ved jeg ikke, men hvad end jeg gør, kan jeg ikke ændre på fortiden! Jeg kan forsvinde ud af dit liv, det er sikkert. Hvad ville dit krav være for at lade mig gå?” spurgte hun, uden hun tog blikket fra Malisha og hendes faretruende hænder.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Trolovelsen havde været påtvunget allerede fra dag et, af hendes kære far, dengang hun ikke havde været særlig gammel, og udelukkende fordi at det var hendes far som havde taget det valg på hendes vegne, så var det noget som hun slet ikke fandt sig i, og derfor sad hun der som hun gjorde nu. Ganske vidst havde hun snakket med Konstantin om det, og de havde begge været enige i, idet mindste at give det et forsøg. At han jo så skulle bryde den tillid ved at tage hjem til en anden og spise, og faktisk vide at det var en gammel elskerinde eller kæreste, hvor hun havde siddet hjemme og ventet på ham hjemme, var bestemt ikke en tanke som hun brød sig om på nogen måde. At Aleksandra så kunne tage det så med ro, var næsten noget som gjorde det værre for hende, for det pissede hende mere eller mindre kun af! ”Du har fortjent det, Aleksandra.. Du har virkelig kun fortjent det..” hvislede hun med en fast tone. Hun var måske ikke ligefrem hvad man ville definere som en lykkelig kvinde, men det var vel heller ikke underligt, når hun lige havde mistet den mand som hun faktisk.. elskede? Hun ville ikke holdes for nar, hvilket skam også var derfor hun havde lagt ringen fra sig, for hun fandt sig slet ikke i det andet!
Et sted følte Malisha vel, at hun var blevet holdt for nar? Fortalt at hun var smidt ud, fortalt om hendes livssituation, hun havde lyttet og endda kommet med gode inputs til Aleksandras forretning hvad angik hendes vin, og så smider hun bomben med henblik på hendes langvarige forhold med Konstantin? Hun var virkelig ved at være træt af, at folk skulle holde hende for nar! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Skulle jeg virkelig tro på dig? Tro på at du faktisk mener de ord? Tro på at du faktisk forstår mig, når du så fint har leget med min trolovede bag min ryg, velvidende om at han havde en anden?” hvislede hun med en fast tone. At hendes hænder ikke havde fået fat, var selvfølgelig en tanke som gjorde hende vred, hvor hun hastigt endte med at rejse sig op. Nu var det ved at være nok! Og hun fandt sig slet ikke i den form for behandling, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende, det var der ingen tvivl om overhovedet! ”Du skal under ingen omstændigheder nogen steder..” hvislede hun, som hun valgte at danne en lille kugle i hendes hånd. Folk begyndte hurtigt at trække sig, og visse søgte allerede udenfor. Denne kvinde skulle dø, og nu var det en beslutning som hun havde taget for sin egen skyld! ”Lad det være en lærestreg for Konstantin..” endte hun med en direkte fast tone. Hun fandt sig bestemt ikke i det andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Nu var hun virkelig ved at være vred, og den kvinde skulle bare dø! Det kunne ikke gå hurtigt nok!

[Deleted]

Aleksandra vidste godt, at hun i sin tid havde ligget med trolovet mand. Hun havde ikke vidst, at hun skulle stå skoleret angående det valg den dag i dag. Det var simpelthen for tragisk at tænke over, da der var sket en masse ting i mellemtiden, men det var vidst ikke noget denne kvinde kunne tænke over. Malisha syntes nemlig kun at se rødt, når hun stirrede på hende, hvilket et sted måtte bringe hende … ubehag. Forfærdeligt var det at vide, at hun havde elsket den mand og nu skulle straffes for det. Endnu mere forfærdeligt var det at vide, at hun ikke engang var sammen med manden nu, og alligevel blev straffet for det. At en mand skulle være skyld i alt dette, var bare noget hun ikke kunne bære, da hun så sig selv som en selvstændig kvinde, hvor hun ikke skulle lide under andre! Hvis hun havde fuldført sin mission og dræbt Konstantin, så havde Malisha kunnet være sur på hende, men bestemt ikke af denne årsag! Hastigt på benene var Aleksandra kommet op, som hun havde reddet sig selv for kvælertaget, hvilket også kun var sket ved et held. Hun ønskede bestemt ikke at lade livet lige nu og her, hvor hun også trådte et par skridt væk fra bordet, så hun lagde nogle meters afstand mellem hende og den gale Malisha. ”Hvad du tror, vil være op til dig selv, men jeg har fortalt sandheden, hvad det angår!” svarede hun stædigt igen i håb om, at hun måske ville blive hørt. Oddsene så dog ikke gode ud for hende, men hun måtte alligevel holde fast i et spinkelt håb. Tanken om at teleportere sig væk i al rodet forekom også i hendes sind, da hun ikke ville dø i dag, men på den anden side ville det også være at stikke af. Som hun anede, hvordan en kugle langsomt tog form i Malishas hånd, begyndte en besværgelse selv at tage form i hendes sind, hvor det ikke var et lignende angreb, men derimod beskyttelse, som hun i stedet valgte at fremmane et beskyttende skjold om sin krop. ”Jeg må desværre sige, at du nok ikke vækker Konstantins opmærksomhed ved at gøre dette. At dræbe mig vil ikke bringe dig lykke. Jeg har desuden sagt, at fortid er fortid og Konstantin og jeg ikke længere er sammen,” svarede hun fast igen. Sørgeligt, men sandt var det, at hun var begyndt at tvivle på, om hendes død ville have en effekt på Konstantin, da han åbenbart havde udviklet et had til hende. Et had der havde gjort hende selv rasende, hvor hun havde ønsket at ramme ham og Malisha, men på sin vis gav det bagslag, da hun ikke selv ønskede at komme galt af sted. Konstant måtte hun også bare hænge i det håb, at hun kunne snakke sig ud af farezonen igen, da hun desværre havde set, hvordan det så ud til at ende, og hun ville med al sin magt prøve at undgå det!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde altid været en kvinde af handling, og dette var skam ikke noget undtag på nogen måde. I sig selv, så ønskede hun slet ikke at se denne kvinde igen, udelukkende med den nye viden hun netop havde tillært sig. De havde været tætte bag hendes ryg, Konstantin havde sågar.. set sig en fremtid med kvinden som var foran hende, hvilket næsten var det værste af det hele. I det store og hele, så fremstod hun vel som en trussel for hende, i tilfælde af at hende og Konstantin skulle finde ud af det hele igen? Ikke fordi at hun regnede med det, men man kunne jo aldrig vide, og nu hvor hun kun var endnu mere vred på manden, så regnede hun bestemt heller ikke med at det var en mand som hun nogensinde kom til at opsøge, om det var noget, som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Vred var hun virkelig, og det var ene og alene på grund af kvinden foran hende, og hvad hun havde fortalt, for det havde måske været information som havde været bedst usagt, men nu vidste Malisha da om ikke andet, at hun havde gjort ret i at gå ud af den dør, da han stillede hende i valget!
Hvorvidt om Aleksandras død, ville være til påvirkning af Konstantin, var i sig selv, noget som Malisha var fuldkommen ligeglad med, for hvis der var noget som hun ikke fandt sig i, så var det præcist det faktum, at den kvinde havde været manden tæt, alt imens de faktisk havde været trolovet, og faktisk havde dannet sig et.. forhold. Ikke at det var noget som hun kunne opnå med ham, og nu vidste hun hvorfor, specielt hvis det havde været en kvinde som manden virkelig havde været glad for, og det så i den grad også sådan ud, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. ”Det gør mig måske ikke lykkelig, men så ved jeg til gengæld, at Konstantin ikke finder dig igen..” hvislede hun med en direkte dræbende stemme. Kvinden som hun stod overfor, var tydeligt ikke meget for situationen som hun var endt i, men det var bestemt ikke noget som hun kunne gøre noget ved. Det var ene og alene selvforskyldt, og det var så sandelig også på alle måder! Hun ville udrydde den kvinde som hun kunne fremstille som sin eneste trussel! Hun rejste sig op, hvor hun med en dræbende fart, kastede kuglen direkte mod hende. Nok var simpelthen nok, og den kvinde skulle bestemt ikke have lov til at trigge hendes temperament mere end det som hun havde gjort nok i forvejen! Hun var vred, og hun havde brug for at få det ud, og så måtte det jo være på de måder som hun nu havde! At opsøge denne kvinde i Atterlin var bestemt ikke noget som kom på tale nu! Det var det sted som hun fra nu af, kunne forbande hele vejen til helvede!

[Deleted]

Det at Aleksandra ikke var glad for situationen, var vel ikke så underligt igen. Da hun havde taget turen til Marvalo City, havde hun planlagt at få gang i sin forretning og derefter nyde et godt måltid. Det havde bestemt ikke været hendes hensigt at støde ind i Malisha, hvor hun heller ikke havde regnet med, at oddsene havde været eksisterende, da hun havde undgået den kvinde så længe. Ud over alle forventninger havde deres møde gået ganske godt, men til slut var hver en stump smuldret, som spændingen knitrede i luften. Nu knitrede luften mellem de to kvinder, som Malisha nu så Aleksandra død. En tanke hun bestemt ikke kunne acceptere! Selv havde hun planlagt at holde sig kørende længe endnu, hvor dette forhåbentligt var en mindre bagatel hun bare lige skulle have overstået. Hun ønskede nemlig bestemt ikke at lade livet på grund af Konstantin, og endnu værre var det hvis det skulle ske for hånden af hans tidligere irriterende trolovede. Hun var også klar over, hvilken kamp der kunne opstå mellem dem, da hun bestemt ikke ville give op, samt hun var fast besluttet på at gå ud af døren! Malisha var desværre ikke en hvilken som helst modstander at have, da hun vidste, at ligesom hende selv, så var hun en af de ældste, samt hun kunne føle, hvordan magien strømmede i kvindens årer, ligesom ved hende selv. Tænderne måtte hun også presse hårdt sammen, som hun kunne høre, at Malisha ikke just var til at rykke på. Både på hendes ord, og den kugle der opstod i hendes hånd. Heldigvis havde hun forberedt sig på angrebet, som hun i mellemtiden havde fremkaldt et beskyttende mørkt skjold omkring hende, så kuglen ikke ville skade hendes krop. For den krop havde hun skam i sinde at holde i live! Fokuseret på sin magi og den angribende kvinde, lod hun skjoldet holde, som kuglen og den mødtes i et brag! Gnister slog ud, hvor hun valgte at tabe skjoldet, som den magiske kugle forsvandt. Dybt irriteret var hun selv ved at blive på denne sindssyge kvinde der tydeligvis havde mistet al fornuft, som hun greb til magien i et rum med andre mennesker. Skrig lød, sammen med lyden at stole der blev skrabet hen af gulvet, som de resterende gæster var blevet sat i bevægelse, da situationen skræmte dem. Fra Malishas ansigt og til bordet og stolene de havde siddet ved, gled hendes blik, hvor hun gjorde et kort og hurtigt ryk med den ene hånd. Bord og stole røg nu kraftigt i Malishas retnin, hvilket burde give Aleksandra lidt tid, som hun håbede, at kvinden ville blive væltet på gulvet. I virvaret satte Aleksandra selv hurtigt i bevægelse, som hun lod sig glide i ét med menneskemængden der hastede ud af hoveddøren, da hun skam heller ikke havde i sinde at blive her!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Velvidende om at denne kvinde var den som havde sået den endelige splid mellem hende selv og Konstantin, var en tanke som ikke bare gjorde Malisha ked af det, men også direkte rasende, for der var så sandelig grænser for hvad hun måtte finde sig i! Og tanken alene gjorde hende rasende! Den direkte lyst til at slå ihjel, stod tydeligt i hendes øjne, som den aldrig nogensinde havde gjort det før, men denne gang, stod hun der bare ikke til at styre det, for.. det kunne hun ikke. Hun kunne virkelig ikke styre det, hvad dette angik, og den kvinde skulle bare dø! I så fald, så var hun sikker på at Konstantin i hvert fald ikke skulle ende med at få hende, og så ville hun da være storslået tilfreds med det hele!
Kuglen kastede hun direkte fra sig og direkte mod Aleksandra, selvom det havde den ringe effekt, da det nærmest blev reflekteret tilbage og ramte alt mulig andet i stedet for. Folk begyndte at skrige, hvor de hastigt forlod salen, selvom det slet ikke var noget som Malisha kunne tage sig af lige nu. Denne kvinde havde kostet hende hendes liv i den forstand, at hun nu var efterladt alene, og det var bestemt ikke en tanke som hun fandt sig i, på nogen måde! Den tanke i sig selv, var noget som efterlod hende med en direkte vred følelse, som hun slet ikke kunne have med at gøre, for hun ville virkelig bare gerne have det hele ud, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende! Som borde og stole nærmest blev kastet mod hende, kastede hun en trykbølge tilbage, hvilket resulterede i at det brækkede og knækkede og ikke ramte hende. Blikket gled direkte mod Aleksandra igen, som tydeligt var på vej væk sammen med den resterende menneskemængde. ”Du kan tro nej!” hvæsede hun kraftigt. Hun begyndte selv at mumle en længere remse, hvor hun med faste kastebevægelser med armene, kastede mørke slangelignende reb efter hende, som forsøgte at gribe sig fat, for at trække hende med sig tilbage ind i lokalet. Hun skulle bestemt ikke tro at hun kunne flygte fra hende og slippe så nemt, når hun havde planer og intentioner om helt andre ting! Hvis blikket alene kunne dræbe, så havde hun slået Aleksandra ihjel, bare ved at fortælle hende hvordan hun havde haft det med Konstantin, selvom der nu ikke just var noget at gøre ved det nu. Hun havde ikke den mand ved sig mere, og så gjorde hun kun manden en tjeneste ved at sørge for at den kvinde ikke kunne gøre flere ondt end det som hun havde gjort i forvejen! ”Du skal ikke tro at du bare kan stikke af bare sådan, Aleksandra.. Du bliver lige her!” endte hun denne gang med en direkte dræbende mine. Det var jo for pokker da den kvinde som havde kostet hende den mand som hun elskede.. og faktisk stadig gjorde, men nu vidste, at han kun havde leget med, som han havde leget med enhver anden.. og den tanke knuste hende direkte!

[Deleted]

Møbler splintrede omkring de to kvinder og satte resten af kroens gæster i panik. Hvad der før havde været en nydelig kro, så nu ud til at være til ødelæggelse. Som magien fløj i rummet, sprang de omkringstående møbler, hvor de fløj videre for at ramme andre genstande. Skrig var at høre blandt de panikslagne personer, som de gik i krig med at slippe ud først. Aleksandra ville selv gerne være en af de personer, da hun vidste, at det var hende der stod forskud. Selv kunne hun desværre ikke slippe så let, da hun først havde den magiske kugle at tage sig af. Den prallede heldigvis af på hende, da det eneste den mødte var hendes skjold, hvor hun selv kunne stå uskadt tilbage. Hun anede godt, hvordan hendes skjold ødelagde de omkringstående genstande, men det betød intet for hende, da hun vægtede sit eget liv højest. Hun studsede heller ikke længe over omgivelserne, inden hun havde lavet sit eget angreb, som hun smed borde og stole tilbage mod Malisha. Hun vidste godt, at det ikke var et dræbende modangreb, men hun håbede på, at hun kunne vinde nok tid til at slippe væk. Sådan var det desværre ikke. Som hun hastede mod udgangen og sin frihed, så hun kunne forsvinde fra byen her, blev hun pludselig stoppet, da et reb vinklede sig om hendes ene ankel. Omkuld blev hun væltet, som rebet hev hende ud af folkemængden. Et irriteret skrig lød fra hendes læber, inden hendes blik vendte sig mod rebet med en dræbende følelse. Flammer skød ud af hendes fingrespidser, som hun pegede hånden mod rebet. Som ønsket gik der ild i rebet, hvilket knækkede linen mellem hende og Malisha, så hun blev fri igen. Hastigt fik hun bakset sig op på benene igen, hvor øjnene strakt faldt på Malisha med et irriteret blik. ”Drop det nu, Malisha! Det her er tåbeligt!” vrissede hun irriteret. Selv begyndte hun dog at mumle en remse i forsvar, da hun tvivlede på, at det bare ville ende lige nu og her, da blikket hun konstant blev mødt af var dræbende. Der var muligvis ikke en udvej for en kamp mellem de to kvinder, men hun ville skam overleve det her. Det skulle hun! Den tilfredsstillelse havde hun nemlig ikke i sinde at give. To mørke energikugler begyndte at tage form i hendes håndflader, som hun udtalte besværgelsen. Blikket forlod ikke hendes modstander, som hun først gjorde en kastebevægelse med den ene arm, så den ene kugle blev skudt af sted mod Malisha, hvorefter hun gjorde det samme med den anden, så der fløj to kugler i hendes retning med kun få sekunders mellemrum. Hun håbede nu inderligt, at de mørke energikugler ramte denne dybt belastende kvinde, da hun virkelig var begyndt at gå hende på nerverne! Hun havde simpelthen ikke tid til noget så tåbeligt som en duel, fordi Malisha ikke kunne styre sin egen mand!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Velvidende om at denne kvinde var en som Konstantin havde set sig en fremtid med, og som han sågar havde været villig til at droppe hende selv for, var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre. Et sted så var det noget som faktisk rev hendes allerede lave selvtillid direkte i nul, for den var ikke god fra før af, hvad det med forhold angik, selvom det var noget som hun havde formået at skjule bag en facade frem til nu. Den facade var desværre revet fra hende som intet andet overhovedet, og det var noget som hun slet ikke kunne have med at gøre! Så lang tid Aleksandra kun tænkte på flugt, så vidste hun selv, at hun havde overtaget på situationen, for hun ville bestemt ikke lade den kvinde rende, for så at søge trøst ved Konstantin! Nu fortrød hun pludselig ikke at hun havde taget den beslutning som hun havde, ved at lægge ringen og tage derfra, for så lang tid han så en fremtid med en anden kvinde, en som han endda havde opsøgt i eftertiden til noget så fint som en middag, så var det slet ikke noget som hun ville stå i vejen for! Hun ville slet ikke lade den kvinde overleve, også selvom hun efterhånden havde taget nok liv af hendes egen slags, men dette var slet ikke noget som hun fandt sig i, og der var kun en straf som var god nok! Og det var døden!
Som hun fik fat i Aleksandras ene ankel, og så til hvordan hun røg direkte i jorden, var noget som efterlod Malisha med intet andet end en god fornemmelse. At rebet så skulle brændes over, var noget som direkte irriterede hende! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Det skulle du måske have tænkt på, inden du lagde an på ham!” endte hun ned en fast tone. Det lignede hende måske ikke at handle på grund af følelserne, men denne gang, var det en fantastisk og ikke mindst glimrende undskyldning for at gøre som hun gjorde! Øjnene lyste direkte af mordlyst, for hun ønskede virkelig ikke at se denne kvinde overleve! Kuglerne som hun dannede i sine næver, fik automatisk Malisha til at reagere lidt mere defensivt, hvor hun knyttede næverne, som en modbesværgelse begyndte at summe rundt i hendes hoved. Hun var jo trods alt ikke leder for ingenting, og det var noget som hun havde til sin egen fordel! Som kuglerne blev sendt af sted og så hurtigt efter hinanden, var dog ikke hvad hun havde regnet med. Hun blev omringet af et skjold i øjeblikket før hendes første kugle ramte hende, hvilket fik det til at briste tydeligt, hvor den anden ramte hendes skulder og automatisk kastede hende direkte i jorden. Hun slap et halvkvalt skrig, idet at det tydeligt slog hendes skulder af led, som hun hastigt tog sig til, for det gjorde faktisk utrolig ondt! Næven knyttede hun fast omkring sin skulder, idet hun forsøgte at kæmpe sig op på benene igen, også selvom det var langt mere dirrende. ”Det der.. det var dumt..” advarede hun med en yderst fast tone, hvor det var tydeligt at vreden var dominerende. Hun fandt sig bestemt ikke i at blive behandlet på den måde! Hverken af hende eller Konstantin!

[Deleted]

Idiotisk fandt Aleksandra situationen, hvor hun bare tænkte, jo hurtigere hun kunne blive færdig med dette, desto hurtigere ville hun komme ud og foretage sig noget seriøst. Ren og skært tidsspilde anså hun dette for at være, da det ikke var en kamp hun fandt værd at deltage i. Konstantin var muligvis den eneste mand hun havde følt noget for, men det betød ikke, at hun ville kæmpe for ham. Slet ikke når de ikke havde noget sammen længere. Barnligt var det, da hun også havde sagt til Malisha, at selvom Konstantin havde ønsket et liv med hende, var det ikke ens betydning med, at det var en gengældt følelse. Hun havde dog fundet ud af, at denne kvinde udelukkende reagerede på sine følelser, da fornuften da var forsvundet i den grad! Det kunne også gøre situationen mere farlig, da hun i så fald kunne vise sig at være ganske utilregnelig, med det var vel bare noget hun måtte tage sig af i så fald. ”Og du skulle måske have overvejet at holde styr på din mand,” vrissede hun irriteret igen, som hun var kommet op på benene igen efter den uheldige situation med rebene. Ingen skyldfølelse havde hun, som hun ikke ville fortryde den fortid hende og Konstantin havde! Han havde været hendes målskive, og sådan var det bare. Det eneste hun fortrød, var at hun havde elsket ham, men det kunne hun desværre ikke ændre på, og denne kvinde kunne bestemt ikke ændre på hendes holdninger! Dybt irriteret var hun begyndt at blive på denne kvinde, hvilket også resulterede i hendes næste træk. Aleksandra lod magien strømme gennem sin krop, så hun fik dannet de to magiske kugler i sine håndflader. De ville være i stand til at påføre Malisha en passende skade, hvilket også var meningen. Hvis de dog gik hen og tog livet af kvinden, så ville hun heller ikke være helt utilfredst, da hun heller ikke fandt sig i denne opførsel! Som kuglerne blev skudt af, håbede hun inderligt, at hun denne her gang ville påføre skade. Skuffelse var den første følelse der ramte hende, da hun så, hvordan hendes ene kugle blev pareret af det fremkaldte skjold. En afsindig skadefryd fyldte dog hendes krop kort tid efter! Med et smil på læben så hun til, hvordan den ene kugle bare havde ødelagt hendes forsvar, hvor den næste ramte hende og slog hende omkuld. Smerteskriget var som sød musik for hendes øre, hvor smilet og det hoverende blik heller ikke var til at tage fejl af. Roen lagde sig også over hende, hvor hun tog nogle enkelte skridt frem mod den liggende Malisha, uden hun tog blikket fra hende. ”Og for det andet, Malisha? Jeg bryder mig ikke, om din opførsel. Du er måske leder af den race jeg hører under, men jeg er baronesse her i landet, så jeg er over dig! Så det er dig der handler dumt,” sagde hun i en advarende og autoritær tone. Mere sagde hun ikke, hvor hun også havde gjort brug af sit sidste angreb. Dæmpet gav hun sig til at mumle en ny remse, hvilket fik hendes skikkelse til at flimre let i kroen. Hun havde givet Malisha en lærestreg, hvilket havde været det hun havde ønsket. Nu håbede hun bare, at kvinden kunne forstå det og ville passe sit eget elendige liv. Øjnene gled i i det sekund hun mærkede, hvordan magien fyldte hende og opslugte hende, som hun forsvandt fra stedet.

// Out.