Out and selling my work

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Smykker var en materialistisk ting som Malisha altid havde værdsat, også selvom hun faktisk ikke var ejer af de fleste, udelukkende på grund af det erhverv som hun havde. Der var ikke tid til at stase sig ud som en velhavende kvinde, når hun havde det arbejde som hun havde, hvilket et sted også kunne irritere hende. Hele hendes liv bestod primært i arbejdet som en leder, kun fordi at de fleste mænd havde svært ved at se en kvinde i den rolle, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget nyt set i hendes øjne. Hun vendte blikket mod hende, som smilet svagt viste sig på hendes læber endnu en gang. Hun trak på skuldrene. ”Der må jo være handel nok i det, siden de faktisk fortsætter med at køre rundt i den gamle smøre omkring de såkaldte ’dyre’ smykker,” endte hun ganske stilfærdigt, som hun roligt bundede glasset og roligt satte glasset fra sig igen. ”Det kunne næsten lyde som du taler af erfaring?” tilføjede hun sigende, som hun igen vendte sig mod hende.
At Malisha ikke var genkendt, var faktisk en tanke som irriterede hende, også fordi at hun faktisk var gået så meget op i at blive genkendt og respekteret, selvom det tilsyneladende var meget at kræve og forlange, hvilket et sted også kunne irritere hende, men der var nu ikke ligefrem noget at gøre ved det. Hun fnøs en anelse utilfredst og stillede glasset op på bardisken, hvor det hurtigt blev fyldt op igen, så hun kunne tage det til sig. ”Det er ikke verdens undergang,” endte hun ganske kortfattet. Hun var ikke ligefrem tilfreds med udfaldet, men hun var genkendt nu, der var sat navn på hendes titel og navn på hendes udseende, og så kunne hun vel også være ganske godt tilfreds med det? ”Undskyldning accepteret,” tilføjede hun med et skævt smil på læben. Kvinden fik hende abstraheret fra de mange tanker som hun gjorde sig, så hun kunne vel godt tilgive hende bare lige denne gang?
At det hele var startet med Aleksandras afdøde mand, fik hende til at lade hovedet glide let på sned. Det var jo ikke nyt, at Dvasias var kendt med frygtelig mange dødsfald, men det var efterhånden blevet en del af den hverdag som fandtes her, så det var ikke ligefrem fordi at Malisha havde ondt af hende af den grund, selvom det selvfølgelig var trist, hvis de virkelig havde elsket hinanden. ”Jeg havde ikke regnet med at skulle se en kvinde i vinproduktionens erhverv. Jeg er beundret over at du vælger at fortsætte, skønt på tabet af din mand,” endte hun ganske ærligt. At det hele var en løgn ville ikke forundre hende, for savn var ikke en ting som man så meget mere af i Dvasias’ land, så det var ikke noget som kom bag på hende som sådan. Hun lod en pegefinger roligt glide over kanten på glasset. Hendes relation til Atterlin, var ikke ligefrem den bedste, måtte hun erkende. Hun vidste at Konstantin lige havde været der med en flok slaver, men at det var kvinden her som han havde spist mad med, var slet ikke noget som hun havde nogen anelse om. ”Det er mig intet problem at komme til og fra Atterlin. Magien vi alle er født med, er klart en fordel i det henseende.”

[Deleted]

Aleksandra skar roligt en mundfuld af sin mad ud, inden hun puttede den i munden, hvorefter hun hævede sit blik mod Malisha. Selvom hun havde fundet ud af, hvem den mystiske kvinde var, ændrede hun ikke adfærd for sit eget bedste. ”Markederne er et salg der aldrig vil ophøre. Der er godt salg i det, som det også primært er under- og mellemklassen der gør brug af det,” sagde hun stilfærdigt. Selv brugte hun dem bare som tidsfordriv, hvis hun var i byen, hvor det også var en anden kultur man blev mødt af der. Der var altid en oplevelse at komme et sted hen, hvor folk flokkedes omkring til sælgernes og lommetyvenes store glæde, hvor man samtidig blev mødt af konkurrencen om; hvem der kunne råbe højest, som det var en kamp mellem de forskellige boder for at tiltrække kunder. ”Alle kvinder har vel erfaring på den front,” svarede hun med et kort skuldertræk, som var det det mest normale i hele verdenen. Normalt var det i hvert fald for hende, som hun var charmerende og fremme i skoene.
Aleksandra gjorde blot brug af et kort nik med hovedet, som Malisha gerne ville se bort fra, at hun ikke havde genkendt hende. Det var heller ikke et emne hun ville dvæle ved, da årsagen til hendes manglende kendskab helst ikke skulle frem lige nu. Det ville heller ikke være passende at bryde ud i; ’hej, jeg har for resten været sammen med din mand.’ Hvilket forhold de to trolovede end havde haft til hinanden, så ville det nok sjældent blive en passende sætning. Men hvis sandheden skulle bryde ud, og Malisha ikke ville se for godt på det, så havde Aleksandra skam allerede nogle forklaringer parat, som hun ville mene, at hun kunne komme med nogle gode sætninger der kunne sætte Konstantin i dårligt lys. At de derimod snakkede om hendes vinproduktion, havde hun intet imod, som hun gerne ville promovere den. ”Jeg mener også, at mændene skal vippes en smule af pinden, da vi kvinder faktisk kan langt mere end de tror,” sagde hun selvsikkert. Det var et mandsdomineret territorium hun bevægede sig ind på, men hun var ikke hvilken som helst kvinde, som hun før havde fjernet mænd, så hvorfor skulle hun ikke også kunne gøre det her? De ville måske grine i starten, hvor der også var mange der betragtede hende med hævede øjenbryn, når hun forklarede sin plan, men det skulle hun nok få visket af dem. At hendes mål også imponerede Malisha, frydede hende, da hun selv gerne ville sættes i godt lys, samt hun også vidste at Malisha var en kvinde med magt, og havde en del mænd imod sig. Bestikket skiftede hun ganske kort ud med vinglasset, som hun skyllede maden ned med hvidvinen, inden hun igen smagte på maden. ”Så ses vi måske der inden længe,” sagde hun med et lille smil på læben. Selv havde hun intet problem i at invitere hende til sit hjem, da hun ikke umiddelbart havde noget at skjule der. At Malisha så allerede kendte til navnet på hendes palæ, og havde en særdeles dårlig forestilling omkring det, vidste hun så ikke.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

I det store og hele, så havde Malisha faktisk ikke noget imod at tilbringe den tid sammen med Aleksandra, også fordi at det var noget som fik hende til at abstrahere lidt fra hvad hun ellers gik og fordrev sine tanker med. Hun vendte blikket sigende mod hende igen. Sandt som det var agt, så var det jo ikke just det marked her, som de adelige eller rigere gjorde brug af, hvor hun selv gjorde det, kun i tidsfordriv af den ene eller den anden slags. ”Du har vel ret. Det er kun et spørgsmål om tid, inden det vel må gå op for folk, at de kun bliver snydt og bedraget,” endte hun ganske kortfattet, som hun let trak på skuldrene. Det var ikke engang fordi at det generede hende at Aleksandra sad og spiste, mens hun kun sad med sit glas vin, så var det slet ikke noget som generede hende på nogen måde af den grund. ”Det anede mig.. Hvad er din historie hvad det angår?” spurgte hun sagte, dog alligevel med en klar nysgerrighed i minen, for hun kunne da slet ikke lade være med det, nu hvor hun endelig havde muligheden for det. Hun var jo forbandet nysgerrig af sig.
At hun ikke var genkendt, var selvfølgelig en tanke som direkte irriterede hende, men det var nu ikke noget som Malisha kunne gøre det største ved af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. At det var kvinden som Konstantin havde haft et længerevarende forhold med, havde hun selv ikke nogen anelse om, for hun havde ikke nogen anelse om hvor mange kvinder han havde været sammen med, og hvor alvorligt det havde været i de henseender, da det var noget som hun havde blandet sig udenom – til nu om ikke andet, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket mod hende. At vippe mændene af pinden, var en tankegang som hun virkelig godt kunne lide, også fordi at der normalt skulle meget til! Hendes læber spillede ud i et tilfredst smil. ”Jeg kan lide din tankegang, Aleksandra. Du har såmænd ret.. Mændene skal vippes lidt af pinden efterhånden. De er blevet en kende for selvsikre, hvis du spørger mig,” endte hun ganske sandfærdigt, som hun igen tog en tår af den behagelige væske. Vin havde normalt aldrig været hendes kop the som sådan, men det havde i den grad ændret sig, efter hun var introduceret til det fine ved arbejdet som hun havde, og med den trolovede som hun havde, selvom hun endnu ikke vidste, om hun i det hele taget ville blive klar til at trække den til ende, for hun havde jo trods alt ikke gjort det endnu! Endnu en gang nikkede hun, som hun igen vendte blikket mod sin egen vin. Hun havde mange planer og frygtelig meget at se til, men.. et afbræk af den kaliber, var vel ikke så slemt igen, var det? At komme lidt væk fra det som hun normalt skulle slås med og tage sig tid til det mere sociale, for det kunne hun selv godt bruge efterhånden! ”Det gør vi muligvis. Hvis du ønsker mig på besøg selvfølgelig.”

[Deleted]

Personligt tvivlede Aleksandra på, at markederne nogensinde ville få en ende, da de havde eksisteret så længe hun kunne erindre, og hun var alligevel ikke helt ung. Måske vidste folk ikke, at de blev snydt. Måske vidste de, at de blev, men at de alligevel gerne ville leve i den forestilling, at de havde noget pænt. Det var nu heller ikke sådan, at markederne kun var snyd og humbug, da der var andet end materielle ting. Man kunne også købe fødevarer, hvilket man ikke rigtigt kunne snyde med, da man ofte fik det man så. Vinen var dog også noget man skulle passe på med der, da det til tider kunne være noget så fortyndet, så princippet i vinen egentligt var helt væk. ”Det får vi jo af se,” svarede hun enkelt. Som de var kommet ind på emnet, at kvinder kunne charmere sig ind på mænd for at give dem smykker, lød det næsten som om at det var en ny verden for Malisha, hvilket måtte undre hende en smule. Det kunne godt være, at hun ikke var den mest udadvendte kvinde, men udseendet havde hun da, samt hun havde en pæn titel med sig, så mændene burde da have bejlet. Dog vidste hun, at Konstantin havde været ligeglad med hende, og de havde trods alt været trolovet, så siden han ikke gad hende, kunne det godt være at der var noget i vejen med hende. ”Du har ikke selv kendskab til den front? Men nuvel. Det er hændt, at mænd har fundet mig så bedårende, at de prøvede at vinde mit hjerte gennem smykker. Og når jeg så har haft en mand, så ville han gerne glæde mig med gaver,” fortalte hun roligt. En helt normal verden var det for hende, som hun havde leget med en del mandehjerter. Hun havde faktisk leget med alle dem, hun havde set, som hun ikke havde været ligeså involveret i forholdet som dem.
”Der må vel også have været et par mænd der har været lidt for kæphøje overfor dig, siden du nu er leder af en stor og magtfuld race,” sagde Aleksandra. Selv kunne hun meget let forestille sig, at mange mænd havde ondt i røven over, at det var en kvinde der sad på deres race, da mænd ofte så sig højere end alt andet. ”Men vi må bare vise dem, at vi kan mere end at sidde og se fine ud.” Når man så Aleksandra var hendes ambitioner og evner måske svære at få øje på, da hun gik stille til værks, som hun sneg sig op på folk. Hun var dog utrolig ambitiøs, hvor hun også allerede var nået langt på sin vej. Hun havde også nedlagt de mænd der havde gået i den forestilling om, at hun var under dem, som hun til at starte med havde taget sin læremester, hvor hun senest havde taget baronen. ”Selvfølgelig er jeg interesseret i det. Hvorfor skulle du ikke være velkommen?” spurgte hun nysgerrigt, inden hun tog en tår af sin vin. I virkeligheden burde der være en masse grunde til, at hun ikke burde invitere Malisha indenfor, men hvad kvinden ikke vidste, havde hun ikke ondt af. Hun vidste trods alt stadig ikke, og hun endnu var trolovet med Konstantin. Der var dog andre faktorer der spillede ind for, at hun kunne invitere hende hjem, som; at kvinden var leder af hendes race, og det var da yderst interessant, samt at et salg var et salg.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At blive overdynget i smukke smykker, var ikke just en del af den verden som Malisha befandt sig i. Jovist var der kommet lidt fra Konstantin her den sidste tid, hvor hun kunne stå op til en rose kiggende på puden og andre småting, men ikke videre smykker af den flotte slags, for der havde hun virkelig været kræsen, og hun tog bestemt ikke mod alt som blev tilbudt hende, for hun kunne bestemt ikke købes med hverken penge eller genstande! Det var hun i den grad for stolt til. Hun vendte de mørke øjne mod hende endnu en gang, som hun fortalte hvordan det hang sammen – for hende om ikke andet, ofr det var jo ikke ligefrem en hverdag for Malisha på nogen måde. Hun trak let på skuldrene. ”Jeg har ikke prøvet det. Jovist har jeg prøvet småting, men.. ikke smykker,” endte hun sigende. Ja, et sted så skuffede det hende næsten, at det ikke just var noget som Konstantin havde forsøgt sig med, men det var ikke noget som hun kunne gøre noget ved af den grund, uanset hvor meget hun faktisk gerne ville det. Et sted ønskede hun jo bare at blive lidt feminin, for hun var maskulin, hun gik sjældent i kjole, og det var bestemt ikke ofte, at hun gjorde noget ud af sig selv, for det var slet ikke noget som hun fik det mindste ud af, af den grund, for hun havde jo ikke just nogen, som hun skulle vise sig frem for.
Mænd havde det bestemt ikke nemt med Malisha i den stilling som hun befandt sig i, udelukkende fordi at hun vel var af den kaliber, som havde givet dem konkurrence? Vist dem at det også var et job som kvinder kunne tage sig af, for hun ville da mene, at hun gjorde det ganske udmærket! ”Det er bestemt ikke nemt altid,” erkendte hun. Det i sig selv, var ikke noget som hun udtalte sig om overfor alle og enhver, for det var vigtigt for hende at fremstå som stolt og stærk, for det andet kunne da slet ikke bruges, hvilket hun allerede nu vidste, det var der ingen tvivl om overhovedet. ”Vi må bare vise os fra vores bedste side, og vise dem, at vi kan mere end passe et køkken, og opfostre rådne unger,” endte hun ganske kortfattet. Det var det indtryk så mange havde fra før af, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen strøg hun ganske let over hendes læber igen, som hun vendte blikket kort i retningen af glasset. Det ville ikke kræve alverdens af hende, at tage den tur til Atterlin. Tvært imod, så ville det ikke tage hende meget andet end sekunder at nå frem, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde hende det mindste af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke i den anden ende. ”Jeg vil blot være sikker på, at det er noget du ønsker reelt, eller om det kun er fordi jeg står som din leder, og du vælger at snakke mig efter munden..?” endte hun ganske kortfattet. Det var noget som hun kun oplevede lidt for mange gange!

[Deleted]

”Så må du finde dig nogle andre mænd,” erklærede Aleksandra drillende, efter at have tygget af munden. Selv elskede hun materielle goder, men hun var udmærket klar over, at os normale folk, så droppede mand ikke sin mand af den årsag. Det var noget hun kunne finde på at gøre af den simple årsag, at hun alligevel var ligeglad med manden. Tænksomt greb hun fat om sit glas, som hun betragtede den klare væske i et par sekunder, inden hun tog en tår af den. Selv vidste hun ikke, om Malisha og Konstantin var sammen endnu, da Konstantin havde nægtet at give hende et navn af en årsag, hun ikke kendte til. Nysgerrigt rettede hun de grågrønne øjne mod kvinden over for hende, som hun gerne ville have svar nu! ”Men er der så en fast mand i dit liv, der nægter at give dig smykker?” spurgte hun mildt med et lille smil på læben. Selv kunne ikke se, hvorfor Malisha skulle nægte at give hende svar på spørgsmålet, da de havde en stille og rolig samtale kørende der gik ganske godt. Lige nu optrådte hun jo bare som en venligsindet kvinde, der ikke havde været i seng med hendes mand.
Aleksandra nikkede forstående til hendes ord omkring mændene der ikke altid var lige rare. Senest i dag var hun sidst blevet mødt af modstand fra det modsatte køn, som de havde set dybt mistroisk på hende, da hun havde startet ud med, at hun gerne ville sælge sin vare hos dem, og ikke bare købe en af de vin de havde på hylderne. Hun lod sig dog ikke vippes af pinden af den årsag, som hun havde i sinde at kæmpe videre, og stå hævet over dem i den sidste ende. Hun skulle nok få vist, at kvinder kunne andet end at stå derhjemme og passe hus og børn. Selv Konstantin der kendte hende havde været overrasket, da hun havde sagt, at hun nu ville være vinproducent her i landet. Han havde så også slugt sine ord mere eller mindre, da han havde smagt, hvad hun havde fremstillet, da det bestemt ikke var ringe! ”Bestemt,” istemte hun stilfærdigt. Hun kunne også høre på det hele, at Malisha bestemt ikke var den traditionelle kvinde, som hun nedgjorde hjemmet og særligt børnene. Selv var det også blevet et fjernt land for hende, hvor det engang havde været hendes drøm, som hun rent faktisk havde født et barn. Det var bare blevet revet ud af hende i det sekund, det var kommet til jorden, og derefter kunne man godt sige, at hun et sted havde mistet sin menneskelighed.
Selvom Aleksandra også havde brugt tid på at snakke, så havde hun næsten gjort kål med sin tallerken, som den hvide tallerken næsten stod tom. ”Jeg er skam ikke typen der ikke har mod nok til at sige fra, så at snakke dig efter munden er ikke min hensigt, hvis det skulle lyde sådan.. Hvis jeg ikke havde ønsket dig forbi, så havde jeg simpelthen ikke inviteret dig,” svarede hun sandfærdigt. ”Det er muligvis i min interesse, at du er min leder, men jeg startede samtalen med dig af andre hensigter, og før jeg kendte til din position, så gik mødet da ganske godt. Desuden, forretning er forretning.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha endte med at trække ganske svagt på skuldrene. Umiddelbart, så var hun ikke vant til at blive overdynget i dyre gaver, men igen, så var hun heller ikke den bedste til at tage imod dem, når det endelig skete. Hun vendte blikket mod hende .At finde sig en ny mand, var en tanke som hun havde skænket flere gange, når hun virkelig havde været vred, men det var også kun for at gøre Konstantin ked af det, også fordi at hun vidste at det virkede – specielt nu hvor de faktisk forsøgte at gøre alvor af trolovelsen, hvilket de nok burde have gjort for mange år siden, selvom det nu slet ikke var sket af den grund. ”Det skulle jeg måske.. Jeg har tænkt tanken adskillige gange..” endte hun ganske sigende, også selvom det i sig selv, faktisk var ord som hun måtte mene. Tungen strøg hun let over sine læber, som hun lod fingeren let danse henover kanten på sit glas med den tydelige tænkende mine. ”Det er nok en indviklet sag, men jeg som leder, så burde du vel næsten kende til den sammenhæng? Jeg er trolovet.. med en mand som jeg har kendt stort set hele livet,” endte hun sigende. Det som egentlig gjorde hende sur i det henseende, var at valget var taget fra hende, uden hun kunne gøre noget ved det, men nu? Nu havde hun ikke noget imod det som sådan, selvom det stadig var noget som hun skulle vænne sig til.
Malisha var ganske vidst ikke kendt med den slags vin som Aleksandra ville producere, men hun måtte erkende, at hun godt kunne lide den tankegang som kvinden gjorde sig. Tanken om at slå mændene lidt af pinden, var slet ikke noget som hun ville have det mindste imod, for det var virkelig kun på tide, at det endelig skete! Det var på tide at mændene blev sat lidt på plads af det kvindelige køn, så de kunne se, at de kunne mere end bare at stå i køkkenet og passe børn! Det var slet ikke det liv som hun så for sig, hvilket selv Konstantin var klar over i den anden ende! Hun vendte blikket mod hende. Så langt var de enig, og det var en tanke som hun i sig selv, havde det ganske fint med.
At Aleksandra havde spist færdig, var noget som slet ikke rørte Malisha, for selvfølgelig skulle kvinden have lov til at spise sin mad færdig, hvis det var det som hun ville. Hun betragtede hende med en ganske sigende mine. Hun var nødt til at være sikker på at kvinden ikke snakkede hende efter munden, for det var slet ikke noget som hun ville have! Det var hun for vant til fra før af, så det var ikke fordi at det gjorde det meget nemmere for hende! Hendes ord var skam også noget som faldt i den gode jord ved Malisha, og det var tydeligt! Det var lige de svar som hun var ude efter, og det var skam også dem som hun fik! ”Udmærket.. Jeg er bare nødt til at forsikre mig. Du har ikke nogen anelse om hvor meget jeg møder af den slags,” endte hun ganske kortfattet, som hun roligt tog om glasset og hævede det til hendes læber, hvor hun igen tog en lille tår og satte det fra sig. ”I så fald, så skal det være mig en sand fornøjelse, at lægge min tur forbi Atterlin. Det er ved at være år siden, jeg har været der,” endte hun ganske stilfærdigt.

[Deleted]

Som Malisha skulle til at fortælle Aleksandra, hvem manden i hendes liv var, slog hun ørerne ud og lyttede oprigtigt nysgerrigt. Konstantin havde nægtet at give hende et svar for at irritere hende, men da de to kvinder ikke havde en bekendtgjort strid mod hinanden, så så Malisha selvfølgelig anderledes på det, da hun simpelthen ikke kendte til sandheden. Da ordene; trolovet, og kendt gennem hele mit liv, rungede, måtte hun se en anelse tænksomt ud i luften. Hun vidste uden tvivl, hvem manden var, da det havde vist sig, at historien åbenbart ikke havde ændret sig. Personligt fandt hun det utroligt, at trolovelse havde holdt ved, da Konstantin havde haft så mange sidespring, som han havde haft. Han havde også udtalt, at han på et tidspunkt havde ønsket et liv med hende, frem for Malisha. Kærlighed kunne det vel ikke rigtigt være mellem de to warlocks, skønt Konstantin havde sagt, at han hermed havde fundet sin eneste ene. At det så lige var blevet afsløret, at Malisha var den kvinde, havde hun lyst til at grine åbenlyst over. De sande følelser måtte hun dog holde indenbords, hvor hun let strøg tungen over de fyldige læber, før hun så over på Malisha igen. ”Nu når du siger det, så ved jeg godt, hvem du snakker om,” sagde hun stilfærdigt. Sandheden var dog først gået op for hende nu. ”Men når du siger, at du ofte har ønsket at forlade ham, hvorfor har du så ikke fuldført det?” spurgte hun sigende. Det var ikke just for at presse hende, men hvis hun op til flere gange havde tvivlet på forholdet, så var det vel en sjov ting at blive sammen. Aleksandra kunne dog heller ikke klandre hende, at hun havde det på den måde, da ingen ville være med en mand der alligevel ikke var dem tro. Det kunne dog godt være, at Malisha ville fuldføre det på grund af status eller lignende.
Som Aleksandra var blevet færdig med måltidet, lagde hun pænt bestikket sammen, hvorefter hun tog en tår af sin vin for at skylde maden ned. Maden havde i sandhed smagt godt, men hun havde nu heller ikke forventet andet fra stedet her. ”Folk er vel enten skræmt af din position, eller også vil de vel prøve at sætte sig i godt lys hos dig,” svarede hun med et kort skuldertræk. Det undrede hende ikke, at der var en del kujoner rundt omkring, der bare talte andre efter munden, så de egentligt ikke selv havde en mening. Som hun var blevet færdig med maden, kom servitricen over og tog det nu beskidte porcelæn, samt fyldte hendes vinglas igen, inden hun forlod bordet. ”Atterlin er ellers en utroligt smuk by. Man kan måske ikke sammenligne den med Marvalo City, der er blevet bygget af warlocks, men Atterlin har alligevel et smukt samfund med en godt centrum og pæne omgivelser,” fortalte hun roligt, som Malisha udtalte, at Atterlin ikke var det sted hun kom mest.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Konstantin var manden som Malisha havde været lovet til igennem frygtelig mange år. Tanken kunne selvfølgelig irritere hende, for det var end ikke et valg som hun havde været i stand til at tage på egen hånd, men andre som havde taget på hendes vegne, og det var slet ikke noget som hun fandt sig i på nogen måde overhovedet! De havde forsøgt at finde ud af det hele, men af den grund, så kunne det ikke ligefrem se ud som om at det gik uanset, for de gjorde ikke andet ned at skændes, og nu hvor Konstantin havde smidt hende ud, så regnede hun bestemt heller ikke med at det skulle gå af den grund! Men.. det genstod vel at se? Hun trak svagt på smilebåndet og nikkede. ”Jeg tænkte det nok,” endte hun ganske stilfærdigt, for løgn var det jo ikke ligefrem. At hun spurgte ind til dem som et par, var noget som fik smilet til at falme igen. Nu havde Konstantin jo mere eller mindre gjort det slut med hende, og så var der vel heller ikke noget at gøre ved det? ”Kan du holde på en hemmelighed…?” spurgte hun, som hun igen vendte de mørke øjne mod hende. Hun rykkede sig en smule tættere på hende. Som Baronesse, var hun nok kendt med begrebet ’tavshedspligt’, så det at hun skulle holde mund, var vel også til at forstå? ”Manden har lige smidt mig ud af hans hjem, så i princippet, er det jo faktisk slut,” fortalte hun ganske stilfærdigt, for løgn var det jo ikke ligefrem.
At Aleksandra spiste færdig, var slet ikke noget som rørte Malisha det mindste, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Folk var sikkert skræmt af en kvinde i hendes stilling, men det var nu bare sådan at det var, og efterhånden var det en tanke som hun egentlig bare måtte vænne sig til, selvom det bestemt heller ikke var lige nemt altid, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Det er sikkert sådan det forholder sig. Det ville ikke komme bag på mig i hvert fald,” endte hun ganske sandfærdigt, for det var jo ikke ligefrem fordi at det var en løgn når det endelig skulle komme til stykket. Blikket gled mod hende igen. At Atterlin var et smukt sted, var svært at forestille sig, også fordi det nu var Dvasias de talte om. ”Hmm.. Det lyder jo næsten som det er et sted jeg skulle opsøge… Du vækker en frygtelig nysgerrighed, Aleksandra,” påpegede hun sigende, næsten som var det et drilsk skær som måtte melde sig i hendes øjne. Ikke noget som skete normalt, men når hun følte sig vel i et selskab, som hun gjorde nu, så var det ikke noget som hun kunne fortsætte med at ignorere!

[Deleted]

En underlig situation var det Aleksandra var havnet i, som hun i øjeblikket talte personligt med sin tidligere elskers trolovede. Hun vidste ikke med sikkerhed, om det var den rigtige måde hun spillede sine kort, men indtil videre gik det lovende. Om der var noget der kunne røbe hende og bære hende i unåde, vidste hun ikke, da Malisha tydeligvis ikke havde kendskab til hende af navn og titel. At Malisha så havde et dårligt billede af det sted hun holdt til – Slavonik Palace – vidste hun ikke, men det kunne måske bringe hende i en uheldig position, da det trods alt var hende der havde afholdt et møde med Konstantin der. Lige nu lignede de dog to kvinder der var i stand til at enes, som de førte en rolig samtale, hvor de også bevægede sig ind på hinandens liv. Hun nød nu også oprigtigt selskabet, da det alligevel var spændene at høre om den kvinde Konstantin havde gjort så meget uret. Hun havde dog ikke ondt af Malisha, skønt hun havde været med til at forårsage utroskab i hendes forhold, da hun ikke var følelsesmæssigt forbundet til hende. Selvom de også talte sammen og det gik godt, så ville det nok ikke være et venskab der kunne spire mellem dem, da hun personligt havde en tendens til at være ligeglad med folk på den måde. Det kunne dog være smart at være på god fod med sin leder, så det holdt hun også i baghovedet. Samtidig ville det nok også være svært med et venskab, når man havde ligget med kvindens mand. Hun havde også hørt om Malishas temperament, så der var også en sandsynlighed for, at hun simpelthen ikke gad Aleksandras selskab, hvis hun fik den sandhed af vide. Nysgerrigt lod hun sig automatisk glide en smule frem mod Malisha, da ordet hemmelighed kom på bordet. ”Smidt dig ud?” gentog hun overrasket. Det var bestemt ikke lige de ord hun havde forventet, da Konstantin havde sagt, at hun var hans livs kærlighed. Det beviste dog bare, at hendes mistro havde været retfærdig, da han havde løjet til hende på det punkt. Han var vel bare bange for, om hun ville prøve hos ham igen, hvis hun vidste, at han var ledig på markedet? ”Jeg håber, at du har det fint med beslutningen, ellers er det selvfølgelig virkelig en skam.” Medfølelse var ikke ligefrem den følelse der løb igennem hende, men hun kunne sagtens være så venlig og komme med nogle milde ord. ”Men hvis det kan gavne dig, så kan jeg utroligt fortælle dig, at der er mange andre mænd ude i verdenen,” fortalte hun stille. Selv var hun i hvert fald godt bekendt med, hvor mange forskellige mænd der var, som hun vel selv havde været en god del rundt. Om det var en hjælp at sige, vidste hun ikke, men på den anden sidste havde hun heller ikke en ide om, om Malisha overhovedet havde været forelsket i Konstantin. Hvis hun havde været det, så var det vel en skam. Hun havde dog aldrig selv prøvet at blive kasseret som hun selv var den der droppede mændene i sit liv.
”Det glæder mig da, at jeg formår at vække din interesse,” sagde Aleksandra med et lille smil på læben og nippede til sin hvidvin. At Malisha havde svært ved at forestille sig noget smukt i Dvasias, forstod hun nu ikke selv, da man vel kunne finde noget godt i sit land eller by, siden man havde bosat sig der. Dvasias var nu heller ikke kun et dødt land, som der skam også var en levende natur. Atterlin var måske en mere heldig by, da det primært var for rigmænd, hvilket betød, at det blev holdt ved lige.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At Aleksandra var en kvinde som Konstantin havde haft et langvarigt forhold med, var slet ikke noget som Malisha havde nogen kendskab til – heldigvis, ellers havde hun nok reageret på en helt anden måde, end det som hun gjorde i denne stund, og det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Nu hvor hendes eget liv havde taget den utrolige drejning, så kunne hun vende sig mod andre fisk id et store hav, som ikke var nær så stor en fan af utroskab, som Konstantin havde været? Hun havde slet ikke tal på hvor mange kvinder som han havde leget med bag hendes ryg, hvor hun faktisk havde været klar over det, så selvfølgelig var det ikke noget som videre havde bragt til lysten til at bringe trolovelsen til alvor og til fulde for hendes vedkommende, for.. hvem gad da rende rundt med en gift mand, som legede med alverdens kvinder bag ens ryg? Det havde hun virkelig for stor værdighed til! At det måtte komme bag på Aleksandra at manden havde kylet hende ud, forundrede hende dog ikke, for hvem ville dog gøre det mod ens egen leder?! Malisha havde så det problem, at hun elskede Konstantin, så.. hun accepterede vel egentlig bare hans beslutning? Hun havde søgt ud, og nu regnede hun bestemt heller ikke med at skulle opsøge den mand igen! Han gad hende jo tilsyneladende ikke! Hun nikkede, som blikket kort gled ned mod sin manglende ring på fingeren. Hun havde efterladt den hjemme ved Konstantin. Gad vide om han overhovedet havde fundet den? I det hele taget, så var det ikke længere hendes problem, så hun slap da for at tænke på det! ”Det gjorde han.. Efter han selv havde været i Atterlin en tur, af hvad jeg ved.. Forretninger som dække, med største garanti,” endte hun ganske kortfattet. Selv var hun ikke videre overbevist om at der ikke var sket noget som helst, for.. det lignede ham bare ikke!
Malisha vendte blikket ganske roligt i retningen af Aleksandra. Det var en kvinde lige efter hendes hoved, hvilket var noget som hun havde det fint med! Det var i det hele taget frygtelig sjældent at hun følte den interesse som hun gjorde nu, men det glædede hende faktisk kun. Der var andre fisk i havet, hvilket hun vidste, så før eller siden, skulle den rette for hende vel nok også dukke op? Selvom det var svært at give slip på den mand, som man faktisk havde været sammen med stort set igennem hele livet, selvom de aldrig havde gjort noget alvor af det af den grund, men det var nu bare sådan at det var. Blikket gled direkte mod hende endnu en gang. ”Det er sjældent, men dog, så kan jeg lide det.. Det er sjældent jeg finder en kvinde med ben i næsen, på samme måde som dig, Aleksandra.. Og det er noget som jeg godt kan lide.. Det skal blive mig en ære at aflægge dit hjem en visit.. Selv i Atterlin,” endte hun ganske sigende. Hun mente det dog, også selvom hendes relation til stedet, bestemt ikke var den bedste!

[Deleted]

Snakken de havde var tydeligvis ved at ramle ind i en blindgyde, da Aleksandra måske ikke ligefrem var helt uskyldig igen. Hun havde ikke ondt af Malisha, da hun sagde, at Konstantin havde forladt hende. Selv mente hun nok mere, at det var på tide, at han havde taget den skridt, da hun fra start af havde set den trolovelse som dødsdømt. Konstantin fjollede for meget ud, og hvad hun vidste af, så havde manden altid været ligeglad med sin trolovede, ligesom Malisha havde været ligeglad med ham. Sådan havde hun i hvert fald fået det fortalt i sin tid. Nu snakkede han godt nok om, at han var lykkelig, men det havde tydeligvis været det pure opspind, hvilket nu heller ikke kom bag på hende. Problemet i denne samtale lå dog ved, at hun personligt havde inviteret Malisha hjem til sig i Atterlin, og nu fik hun af vide af hende, at trolovelsen var gået i stykker på grund af at hendes mand havde besøgt hende. Hvordan hun skulle tackle situationen var hun i øjeblikket i fuld gang med at fundere over, som det var tydeligt, at hun skulle til at arbejde hurtigt. Der var den mulighed, at hun stak halen mellem benene og bare smuttede nu, uden at fortælle, hvor hun præcist boede, da det tydeligvis ville lokke hende i en fælde. Det var dog ikke den mulighed hun syntes bedst om, da det var en anelse kujonagtigt at gøre, særligt når hun optrådte som denne selvsikre og uafhængige kvinde. Den anden mulighed var, at hun kunne fortælle, at det var hende hendes mand havde besøgt, hvor hun kunne dreje ordene til, at hun muligvis kunne stå i et bedre lys. Den sidste mulighed var nok mere hendes stil, men samtidig var det en risiko, da hun ikke vidste, hvordan Malisha ville reagere på det hele. ”Malisha. Der er noget jeg nok hellere må fortælle dig,” begyndte hun stilfærdigt. Vinglasset havde hun taget op i hånden, hvor hun i øjeblikket fingrede let om den tynde stilk. Hendes blik var roligt, hvor hun heller ikke tog blikket fra den kvinde, der tydeligvis syntes om hende. En mening der med stor sandsynlighed ville blive sat på prøve nu. ”Jeg nyder skam dit selskab, og jeg håber, at du vil aflægge mit hjem og mine marker et lille visit, men der er vidst noget jeg er nødt til at fortælle dig inden da. Ser du.. Jeg kender Konstantin. Vi har vel det man kan kalde en fortid sammen, og jeg er rimelig sikker på, at jeg er den kvinde han besøgte i Atterlin.” Ordene der kom ud af hendes mund var fattede, som hun gjorde brug af en rolig stemme. Blikket der var på Malisha var dog en anelse bekymret, som hun fandt det bedst at droppe en arrogant attitude, når hun begyndte at fortælle. Hun tvivlede nemlig stærkt på, at det var den holdning der ville kunne hjælpe hende. Afventende betragtede hun hende, som hun ventede på hendes reaktion. Det var ikke meget hun havde fortalt endnu, men hun var nu villig til at åbne mere op omkring det, medmindre Malisha fik et anfald og prøvede at rive hovedet af hende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Hvem denne Aleksandra var, var slet ikke noget som Malisha havde nogen anelse om, men hun ønskede jo trods alt heller ikke at lyve, når hun jo faktisk var gået fra Konstantin. Han havde ganske vidst stillet hende i et ultimatum, og hun havde derved også valgt at lægge ringen fra sig og gå, for hun havde slet ikke haft lyst til at være i nærheden af ham! Lykkelig kunne man nok ikke ligefrem vove at påstå at nogen af dem var, så.. hvem ved, om det var noget som ville ændre sig, men det regnede hun nu ikke ligefrem med. Konstantin havde hun ikke just set skyggen af lige siden, så.. han havde vel allerede gang i nye tøser nu? Det kunne i hvert fald ligne ham, og så måtte hun jo bare vise ham, at hun sagtens kunne klare sig uden ham! Hun havde ikke brug for en mand til at beskytte hende eller passe på hende, og så måtte hun jo trods alt bare vise ham, at han ikke havde været alt i hendes verden. At det var denne kvinde som han havde besøgt og faktisk havde haft noget med, var slet ikke noget som var kendt for Malisha, for hun havde aldrig været fristet til at blande sig i hans mange affærer, for hun vidste, at der havde været mange i hans liv.. Frygtelig mange.
Malisha vendte blikket i retningen af Aleksandra, idet hun valgte at åbne munden. Hvad hun sagde, var noget som gjorde hende langt mere stiv i ansigtet. Var det den tøs Konstantin havde opsøgt? Og spist sammen med? Velvidende nu om at de havde en fortid sammen, var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, hvor hun vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Denne gang havde hendes ansigt i den grad forandret mimik, og det var bestemt ikke fordi at det var nemt for hende af den grund! ”Du… du er den tøs som han besøgte i Atterlin..?” spurgte hun direkte koldt. Den tanke i sig selv, gjorde hende ked af det, for bruddet med Konstantin, var jo faktisk… hendes skyld? Næven lukkede hun fast omkring sit glas, hvor det direkte endte med at splintres i hendes næver. Ikke fordi at hun tog sig af det, hvor hun kort skar en grimasse, da glasset skar sig ind i hendes hånd. ”I har en fortid sammen? Så du mener I havde en affære?” spurgte hun videre. Hun havde måske ikke grunden til at skulle blive sur eller noget i den stil, men hun kunne virkelig ikke gøre noget ved det af den grund, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun trak vejret dybt og vendte blikket væk fra hende. Selv havde hun virkelig, virkelig lyst til at slå.. og hun kunne virkelig også slå hårdt! ”Hvor længe stod det på?” spurgte hun spidst. Denne gang var hendes stemme og ord en ordre. Hun havde pludselig desperat brug for at vide det og hun ville vide alt sammen!

[Deleted]

Aleksandra vidste godt, at det var en risiko hun løb, når hun gav sig til kende for Malisha, men hun havde en plan parat. Om den ville fungere til hendes fordel, ville hun håbe på, men det afhang af, om Malisha beskyldte kvinderne eller Konstantin for deres forholds modgang. Hun håbede selvfølgelig på det sidste, hvor hun skam også havde i sinde at smøre tykt på, som hun bestemt ikke ville stille Konstantin i godt lys! Han havde pisset godt og grundigt på hende, under deres sidste og de ville hun ikke støtte. Han havde den ide, at hun var hjerteløs, så ville hun skam også opføre sig sådan. Han havde nemlig såret hende med de ord, hvor det bestemt ikke var en opførsel hun ville bifalde. Fattet var hun, som hun gav sig til kende, som den kvinde Konstantin havde mødtes med i Atterlin. Det var ikke fuldkommen ro og selvtillid hun udviste, da hun fandt det nødvendigt at virke en smule bekymret på Malishas vegne, skønt hun ikke kunne være mere ligeglad. Hun havde intet til overs for trolovelsen, hvor hun også mest af alt havde lyst til at grine ad det. Hun havde dog fundet en vis nydelse ved selskabet her i kroen, men alligevel havde hun ikke ondt af kvinden over for sig. Hun ønskede bare ikke, at hendes vrede vendte sig mod hende i stedet for Konstantin. ”Det er jeg,” medgav hun, uden at hendes blik veg væk fra Malishas ansigt. Det var tydeligt at se, at spillet mellem dem havde ændret sig, da Malishas stemme var isnende. Selv havde hun godt nok ikke tænkt sig at råbe op, som hun ville holde roen i kroppen og have styr på begivenhederne. Overraskelsen kunne hun dog ikke holde ude af sit blik, da hun pludselig så, hvordan vinglasset sprang, så glasskårene flød ud over bordet og gulvet. Forfærdede blikke blev også sendt i deres retning, men af en eller anden grund, så udviste kroejeren eller gæsterne ikke mod til at gå over til de to kvinder. ”Jeg skal nok svare på det, du ønsker at høre,” begyndte hun stilfærdigt. Malisha måtte have nye spørgsmål til hende, og hun havde skam i sinde at besvare dem så godt, som hun nu kunne. ”Konstantin og jeg kender hinanden fra gammel tid. Vi havde engang et forhold, der varede i flere år. Det var ikke kun kropsligt, men også personligt, som vi mere eller mindre foretog os alt sammen. En nat valgte jeg så at gøre det forbi med ham, uden han vidste det. Jeg har været ude af hans synsvinkel i adskillige år, men for nogle uger siden stødte vi ind i hinanden igen. Han fortalte, hvordan han bekymret havde ledt efter mig, og spurgte, hvorfor jeg dog havde forladt ham, siden han fortalte, hvor perfekt vi havde haft det sammen,” fortalte hun stille, uden hun tabte det lettere bekymrede blik fra de mørke øjne. Sande var hendes ord skam, da Konstantin virkelig havde fortalt hende, hvordan han havde elsket tiden med hende. At han havde set en mulig fremtid med hende, i stedet for sin trolovede, samt hvor bekymret han havde været da hun pludselig forsvandt, og sidst men ikke mindst, det brændende spørgsmål, om hvorfor hun havde forladt ham. "Jeg må beklageligvis fortælle, at han slet ikke nævnte, at I to var sammen, da jeg så ham sidst."

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Alene det faktum, at det var denne kvinde Konstantin havde opsøgt, var en tanke som gjorde Malisha direkte vred. Det hele synes at vende som på en tallerken, og det var noget som kun vækkede en indre vrede i hende – en vrede, som hun faktisk ikke var i stand til at gøre noget ved, selvom hun virkelig ikke ønskede. Konstantin var fortid for hende, også selvom det virkelig var svært for hende, i det hele taget at bevare den fatning, for det havde hun slet ikke tålmodighed eller temperament til, hvilket selvfølgelig også var noget som påvirkede hende i så frygtelig stor grad, uden at hun kunne gøre det vildeste ved det. Hun vendte blikket væk fra hende, som hun knyttede næven, hvilket kun resulterede i at glasset skar sig mere ind i hendes håndflade, selvom hun slet ikke kunne få sig selv til at slippe det af den grund, for det var ikke bare noget som hun kunne gøre, bare for at gøre det. Jo mere Aleksandra fortalte hende, jo større blev knuden i hendes mave, for.. havde Konstantin virkelig været bekymret for hende? Den tanke gav hende virkelig en elendig smag i munden, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket væk fra hende igen. Så hun havde altså ikke været god nok for ham, siden han faktisk udviste bekymring for en anden kvinde? Tanken gjorde hende direkte rasende! ”Det er ikke noget manden har haft i sinde at fortælle mig noget om..” Hendes stemme bar tydelige præg af vrede, hvor hun faktisk bed sorgen i sig, for det var slet ikke noget som hun kunne tillade sig at give udtryk for! Selv var hun jo præget af følelser, men det plejede normalt ikke at være den slags. Hun rystede fast på hovedet. Det var ikke fordi at hun vendte vreden mod Aleksandra som sådan, også selvom hun skulle have holdt sig langt væk fra.. hendes daværende trolovede, for det var de vel heller ikke ligefrem mere? Tænderne bed hun kraftigt sammen. ”Jeg acceptere slet ikke den form for uvidenhed.. Enhver warlock ved vi har været trolovede i mange år..” Hun vendte blikket igen i retningen af hende. Det kunne godt være at Konstantin nu havde gjort hende frygtelig ondt, men denne gang, bad han virkelig også om det! ”Tag ham, hvis du vil, jeg er fuldstændig ligeglad.. Jeg er færdig med den mand. Han er ikke det værd for mig! Men dig derimod.. Den uvidenhed, er slet ikke noget som jeg finder mig i..!” endte hun med en yderst kortfattet mine. Et sted ønskede hun pludselig at skade denne Aleksandra.. slå hende ihjel, velvidende om at Konstantin ikke skulle have hende, for det var slet ikke noget som han havde fortjent, og det var ene og alene hendes egen fejl, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Du er skylden til spliden mellem ham og jeg..” hvislede hun med en faretruende stemme. Hun var virkelig ved at nå et af de store kogepunkter, og det gjorde hende direkte vred!