Out and selling my work

[Deleted]

Aften var det ved at blive, men grundet de lange dagtimer var der endnu liv på markedet, som boderne var åbne, hvilket førte til de mange personer der gik fra stand til stand. Temperaturen var også endnu behagelig, hvilket gjorde at de forskellige kroer omkring pladsen havde stillet borde og stole ud, så man kunne tage plads der og nyde et glas eller et måltid. Aleksandra var vendt tilbage til warlockernes by, men det var ikke for at købe nogle magiske genstande, men for at få nogle af sine flasker ud på markedet. Dagen havde hun brugt inde i nogle forskellige forretninger, hvor hun havde delt et glas med butiksejeren, så han eller hun kunne vurdere, om hendes vin var egnet til salg. Som hun allerførst var trådt ind i forretningerne, havde de fleste set en smule opgivende ud over, at endnu en person ville sælge sin vare hos dem, men som hun havde åbnet munden og de havde smagt på druerne, havde hun hurtigt vundet dem over på sin side. Hun havde også brugt godt af sin charme og udstråling, som hun havde smøget sig om butiksejerne for at vinde dem over på hendes side. Hun havde heller ikke set utiltalende ud, som hun var trådt ind af deres dør, som hun havde båret en let sort kjole med en pæn v-udskæring, der havde været ganske god ved hendes barm. Det mørkebrune hår var velplejet og så luksuriøst ud, imens de grågrønne øjne strålede af hendes selvtillid. Der var selvfølgelig nogle der havde været mere optimistiske end andre, men alligevel havde hun formået at få solgt dem et par få flasker, hvor der havde været andre der gerne ville have et større lager. At hun havde formået at få sit arbejde ud i butikken gjorde også, at hendes selvtillid måtte stråle, som hun fik bekræftelse for sit værk. Hun havde selvfølgelig også vidst, at hendes vin ikke var helt ringe, som hun havde haft sin gamle elsker, Konstantin, ovre, hvor han havde talt yderst godt om det han havde smagt. Han havde så også kommet med en belæring om, at det stadig ville være svært for hende at nå sit mål, men det havde hun bare viftet med hånden af, og det havde så også vist sig, at det gik hende rimelig godt. Nu kunne hun træde lettet og glad ud i det fri og nyde den nærtliggende aften, som hun havde nået sit mål og nu blot kunne slappe af. Roligt bevægede hun sig ud på den travle gade, hvor hun bar sig frem med ynde, som hendes attitude udviste selvsikkerhed, og hendes udseende udstrålede charme. Vågent så hun sig omkring, som hun ledte efter et sted at slå sig ned. Hendes blik faldt over de forskellige kroer, som hun fandt det ganske velfortjent at sidde og nyde det hun nu ville bestille, efter en lang arbejdsdag. Som hun så sig omkring lignede alt sig selv igen, da der ikke var tegn på de uheldige strabadser der var forløbet under hendes sidste besøg, som der var fløjet et par besværgelser om ørerne på folk, samt en bod havde ladt livet.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Aftenen var måske ved at gå på hæld, men end ikke det, var noget som Malisha lod sig genere af. Mørket var hvad hun foretrak frem for den lyse dag, men igen, så var hun jo trods alt også en leder for en mørk race, hvilket bestemt også var noget som hun var forbandet stolt af! Selv på trods at man ikke ligefrem kunne sige, at det gik synderlig godt mellem hende og Konstantin, så tog hun nu alligevel sine forholdsregler, og gjorde hvad hun altid havde gjort, hvilket var at skubbe manden fra sig. Efter hendes første ærinde gjort i Procias, så var det kun et spørgsmål om tid, inden hun kunne gøre brug af sit næste træk; At storme landet med den hær af Warlocks som hun havde kontrollen over, hvilket faktisk var noget som hun så forbandet frem til! Endelig skete der noget for deres slags, og hendes mål var at tage livet af kongefamilien, som hendes forgængere havde gjort for adskillige generationer tilbage, hvilket havde delt landet op i de 3 som nu stod; Procias, Dvasias og Manjarno.
De faste skridt, var noget som hurtigt kunne lade folk trække sig til siden, så Malisha kunne passere dem, hvilket var noget som passede hende ganske udmærket. Guds nåde trøste dem, som stillede sig i vejen for hende, for hendes humør var ikke ligefrem noget som man skulle prale med i øjeblikket! Det brev som hun havde fundet i Konstantins hjem, tydeligt skrevet med en kvindes hånd, var noget som stadig formåede at gøre hende rasende! Så han kvinder bag hendes ryg? Tanken efterlod hende med en dårlig smag i munden, og det var bestemt heller ikke noget som hjalp hende til at give efter og lade ham komme helt tæt på! Tvært imod! Nu var han kun skubbet længere væk fra hende! Denne gang havde hun faktisk en langærmet på, udelukkende for at skjule det grimme ar, som hun havde fået på armen, efter hendes tur til Procias. Den var ikke gået helt som hun ville have det, hvilket et sted selvfølgelig irriterede hende, men hun havde fået det hele som hun ville have det, og så var det bestemt heller ikke hende, som skulle rende rundt og brokke sig, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. De mørke øjne hvilede på kroen som stod ikke langt fra hende – en af de fineste som var på gaderne her, hvilket var noget som passede hende helt fint! Jo finere jo bedre var det selvfølgelig også, selv set i hendes øjne! Hun trak vejret dybt og slap det ganske roligt, næsten som havde det været et suk. Hun havde brug for noget godt at drikke, og et glas vin, lød bestemt heller ikke tosset i hendes øre lige nu. Et let smil passerede hendes læber med den fulde tilfredshed, som hun langt om længe nåede stedet. De mange handler som var i gang, var slet ikke noget som påvirkede hendes ledende interesse, men igen, så var det jo egentlig heller ikke noget nyt. Hun stolede ikke på hvad der blev solgt på markederne, men snarere det som Konstantin faktisk bragte med sig hjem, når det endelig skulle være sådan. Hun nåede roligt ind på kroen, hvor blikket hastigt gled omkring. Ikke mange mennesker som sådan, hvilket kun passede hende fint, men nok var der. Hun gik op til bardisken, kun for at stirre krofatteren direkte i øjnene. ”Din fineste vin i et fint pudset glas,” nærmest beordrede hun.

[Deleted]

Aleksandra nærede ingen interesse i at købe nogle af markedets goder, da hun ærligt talt tvivlede på deres egentlige værdi. Meget falskneri var der at finde blandt disse boder, som det var ganske almindelige rejsende der solgte sine ting her, hvor de ikke var autoriserede forhandlere ligesom dem i forretningerne. Derfor var det også sjældent, at folk af hendes kaliber handlede her, hvor markedet vel mere henvendte sig til nye magikyndige personer eller ganske normale mennesker, der alligevel ikke havde forstand på egentlig magi, men blot så sig fascineret af den. Roligt passerede hun de mange boder, som hun altid bar en vis selvsikkerhed med sig. Hendes tanker om stedet havde heller ikke ændret sig, skønt begivenhederne sidste gang var endt rimelig fatale. Ganske enkelt tvivlede hun også på, at der ville ske flere ulykker her, da problemerne forrige gang kun havde skyldtes Konstantins irriterende væremåde, hvor der derfor ikke ville have været uheldige eksplosioner og skænderier, hvis det ikke havde været for ham. Sådan så hun i hvert fald på det. Hun tvivlede dog på, at hun ville støde på Konstantin i dag, da det ville være lidt for meget held i uheld. Der fandtes trods alt også mange væsner, hvor Marvalo City også var en rimelig stor by, så sandsynligheden for at hun skulle støde ind i ham burde ikke være særlig stor. Søgende gled de stålfaste grågrønne øjne rundt, som de vurderede de forskellige kroer, der faldt ind for deres søgevide. Hendes blik endte med at stoppe op ved et mellemstort sted, hvor hun nysgerrigt studsede det. Stedet så ganske præsentabelt ud, hvor hun også kunne se på kroens gæster, at det ikke var et sted den lavere klasse kunne betale. Et lille smil krusede hendes læber, som hun vurderede det passende til hendes tilstedeværelse, hvor hun derfor også pejlede sine skridt i den retning. Bordene udenfor syntes at være optaget, men det rørte hende heller ikke synderligt, da hun helst så sig fri for al larmen der kom fra markedet. Roligt trådte hun derfor over kroens dørtærskel, hvor hun ganske hurtigt lod sit blik søge rundt. Tomt virkede det i forhold til livet udenfor, som det kun var få personer der havde valgt at tage plads indenfor. Det eneste der fangede hendes opmærksomhed i nogle ekstra par sekunder, var kvinden oppe ved baren. Det var på ingen måde det ydre der trak hendes opmærksomhed mod kvinden, men den magiske og stærke aura der hvilede over hende der indikerede, at denne kvinde nok ikke var hvem som helst. Hun tænkte dog ikke videre over det, som hun heller ikke funderede over, at dette var Konstantins trolovede og warlockernes leder, som hun havde hørt lidt af hvert om. ”Har De brug for hjælp, fru?” spurgte en kvindelig stemme ganske nær Aleksandra. ”Dagens ret og en passende vin dertil,” sagde hun stilfærdigt og viftede afværgende med hånden, som hun ganske kort havde skænket servitricen et blik, inden hun havde bevæget sig over til et ledigt bord, hvor hun nu satte sig.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Marvalo City var ganske vidst ved at være en stor by, også selvom det selvfølgelig var markedet som trak folk flest til sig, så var det endnu ikke noget som vækkede Malishas interesse, for hun nægtede at være så naiv, at hun stolede på den troværdighed som sælgerne nærmest forsøgte at sælge alt sammen med deres mange varer. Lige der tog hun faktisk kun imod det som Konstantin valgte at give hende – når det endelig skete, for han skulle bestemt heller ikke regne med, at han bare kunne købe hende med genstande, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun kunne høre folk snakke, folk forhandle, visse sure og andre storslåede tilfredse, og selv hun havde lært, så langt at handleren var tilfreds, så var det en selv, som havde gjort de største fejltagelser som man overhovedet kunne gøre det!
Normalt var det ikke ligefrem kroerne som Malisha ønskede at opsøge, men denne gang kunne hun virkelig ikke lade være med det. At være omkring Konstantin, var slet ikke noget som hun havde lyst til, så langt at hun vidste at manden havde været ved en anden kvinde, og den tanke var noget som gjorde hende direkte vred! Det beviste jo kun for hende, at han ikke havde forandret sig for hendes skyld, og så kunne trolovelsen og det hele, egentlig kun være lige meget! Tanken gjorde selvfølgelig ondt, og selv hun brændt inde med følelser, og det var bestemt ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hende, for hun hadede den tanke! Hendes vin blev hurtigt skænket op til hende, også fordi at hun var så fast og yderst kontant som hun var, hvilket passede hende fint. Hun lagde en enkelt sølvmønt op på bordet, som krofatteren hurtigt tog til sig, for at fortsætte videre lidt længere nede af bordet.
Blikket gled roligt i retningen af kvinden som selv gjorde sin bestilling, hvor hun let kneb øjnene sammen. Hvem hun var, vidste hun ikke, men den aura og den måde at begå sig på, indikerede kun at det måtte være en kvinde af fin afstamning, eller.. måske en som havde giftet sig op? Ikke fordi at det rørte hende eller var noget som hun direkte viste nogen interesse, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen strøg hun let over sine læber, som hun roligt vendte blikket mod glasset med vin. Hvis vin det var, havde hun ingen anelse om, men lokal var den, hvilket næsten var noget som hvilede i eftersmagen og det passede hende sådan set fint. Tungen strøg hun let over sine læber, som hun roligt rettede sig op. ”Vinen her kan anbefales. Og sikkert også til dagens ret,” endte hun ganske stilfærdigt, og uden at skænke kvinden så meget som et eneste blik, for det var slet ikke noget som hun så nogen grund til? Og så langt tid, at hun var så.. mut som det hun var nu, så var det nok heller ikke ligefrem fordi at hun var det bedte selskab af den grund. Hun hadede at mænge sig med folk!

[Deleted]

Overlegen kunne Aleksandra godt se ud, som hun bevægede sig med værdighed og lignede en hvis verden aldrig kunne briste. Hvad andre tænkte om hende, spekulerede hun dog ikke på, da hverken kritik eller ros kunne ryste hende. Personligt havde hun også lige opnået en vigtig sejr, da hendes første egentlige arbejde var blevet sat i værk. Vinproduktionen var det første rigtige arbejde hun prøvede at udføre, eftersom hun ellers havde stået pengemæssigt under vingen hos de mænd, hun var sammen med. Den seneste mand hun havde haft, var hun så blevet træt af og dræbt, så nu måtte hun forsyne sig selv, samt udføre de pligter som titlen som baronesse medbragte. Men det var så også noget hun gjorde med den største glæde. Hun elskede den titel, hun havde fået tildelt, som hun længe havde kæmpet for den, da hun for eksempel også havde gået efter titlen som hertuginde. Det var dog længe siden, samt det var et emne hun helst ikke gad ind på, da det var hendes eneste mission der var fejlet. Efter at have opnået en af sine store drømme, måtte hun også gå i tænkeboksen, hvor hun studerede terrænet, som hun måtte lede efter et nyt mål. Altid havde hun en sejr, hun ville følge, som hun tænkte, at det altid kunne blive bedre end det man allerede havde. De fleste ville nok mene, at det var en stor nok ting i sig selv at være baronesse, samt tilhøre eliten af magikere, men ikke Aleksandra. Der måtte være noget mere man kunne gå efter…
Kroens udseende og gæster syntes at falde i god jord hos Aleksandra, da det ikke lignede et sted for den almindelige pøbel. Hun havde også luret en tavle med nogle priser, hvor hun havde set, at det ikke lå i den billige ende, men det kunne kun være en bonus for hende. Til den pris de havde, så håbede hun så sandelig også, at maden og vinen ville smage. På den anden side var hun også bare sulten, som hun havde været ude hele dagen og gjort forretninger, så hvis maden smagte nogenlunde godt, ville hun måske bare være tilfreds. Da en ny kvindestemme henvendte sig til hende, løftede hun roligt blikket, hvor det ramte kvinden med den specielle aura. Hun fugtede let de fyldige læber, som hun studerede kvinden, inden hun svarede. ”Det håber jeg så sandelig.. Det er også det jeg har lagt mine penge på,” svarede hun stilfærdigt, som hun trods alt allerede havde sagt bestillingen til servitricen. Hvorfor kvinden henvendte sig til hende, forstod hun ikke, eftersom den fremmede afgav en vis kulde, samt hun ikke virkede synderligt interesseret i omverdenen. Dog måtte der være noget, siden hun havde henvendt sig til Aleksandra. Hendes nysgerrighed begyndte dog at røre på sig, som hun tydeligt kunne fornemme magien i kvinden, hvilket drev hende til at ytre lidt flere ord med hende. ”Mangler du et sted at sidde, eller venter du på nogen?” spurgte hun roligt, hvor der var en hentydning i hendes ord om, at kvinden kunne tage plads ved hende. Selv var hun ikke kommet for at få selskab, som hun sagtens kunne sidde alene, hvor hun nu også kunne lide at være alene med sine tanker. Hvad der var med denne kvinde var hun dog nysgerrig efter at finde ud af.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Selvom Malisha nok ikke havde en flot og adelig titel med sig, så havde hun selv knoklet for det som hun havde formået at opnå, hvilket faktisk var noget som efterlod hende med en stolthed, også fordi at det var noget som hun havde klaret på egen hånd. Hun havde formået at kæmpe sig op fra bunden af, slå de modstandere som havde stået i vejen for hende, hvilket var noget som hun faktisk var utrolig stolt af i den anden ende, også fordi at det havde tvunget hende til at bevise sit værd, og at hun ikke bare var en sølle kvinde, som skjulte sig bag mændene og passede hus og børn, for den slags kvinde var hun da på ingen måde! Jobbet som leder var ganske vidst hårdt, også fordi at hun var af det kvindelige køn, men af den grund, så var det endnu ikke noget som rørte hende som sådan. Hun var nødt til at bevise, at det var en stand som hun kunne holde ud! Drømmene var ganske vidst mange, også selvom selv hun var realistisk nok til at vide, at det ikke var alle som var til at opnå, og nu hvor hendes ene var direkte knust, så regnede hun bestemt heller ikke med, at det var noget som skulle forandre sig sådan lige foreløbig, også selvom det vel bare var tanker som man vænnede sig til? Konstantin gik jo til tøser bag hendes ryg, hvilket var gået op for hende, så selv ikke engang hendes egen trolovede kunne hun stole på, så.. hvem var der egentlig tilbage nu, foruden hende selv?
Hvem denne mærkværdige kvinde måtte være, havde Malisha ikke nogen anelse om, men selv hun brændt faktisk inde med en mærkværdig form for nysgerrighed, og hun havde de mest underlige måder at få den til udtryk på. Blot ved at henvende sig, havde hun vel også vist, at hun ikke var så.. ligeglad som så mange andre faktisk ville fremstille hende som? Hvilket et sted selvfølgelig også passede hende ganske fint. Hovedet lod hun let søge på sned. Pøblen her, var en anden art end den som man ville finde andre steder, også fordi at det var det dyrere herinde, hvilket nu heller ikke rørte hende, for penge havde hun. Man var jo trods alt ikke en leder for ingenting. De mørke øjne hvilede direkte intenst på hende og med den samme stilfærdige mine som tidligere, som hun roligt lod sin lange pegefinger glide på kanten af hendes glas. Hun vendte blikket kort mod det. ”Jeg kan ikke just påstå at jeg venter på nogen. Jeg tror ikke han vil finde mig her uanset.. Mangler du selskab til måltidet?” spurgte hun sagte, som hun igen vendte blikket mod hende. Umiddelbart kunne hun ikke se hvorfor hun ikke skulle være bare.. lidt imødekommende overfor sin egen slags, for mørket som hvilede i kvinden for øjnene af hende, samt den magiske aura som hvilede dybt i undergrunden, var slet ikke noget som man kunne tage fejl af, for det lå der, og det var det som vækkede hende en besynderlig interesse, og det var ikke noget som hun bare sådan uden videre, kunne skjule igen. Et sted en frustration faktisk. Afventende blev hun siddende. Selv havde hun ikke noget imod noget.. selskab.

[Deleted]

Hvem denne kvinde var, anede Aleksandra ikke, men en smule snaksaglig kunne man vel altid være. Desuden, så var der ikke det mest interessante selskab at finde på Slavonik Palace, som det primært var hendes ansatte der var der foruden hende, og dem havde hun skam ikke i sinde at mænge sig med. Derfor var det rart at komme ud og møde folk der var på lige fod med en selv. Udover tjenestestablen havde Konstantin været hendes selskab, men ud fra alle deres stridigheder, som de pludselig havde fået med hinanden, var han vel heller ikke passende selskab. Hun kunne dog ikke lade være med at fundere over, om hun mon kunne bruge ham til noget nyt, eller om det mon kunne blive fornøjelse igen, eller om det bare ville betyde hendes undergang. Som kvinden spurgte ind til, om hun manglede selskab, trak hun en anelse på læberne, så der dukkede et svagt smil frem. "Er du da på flugt fra nogen?" spurgte hun sigende, siden kvinde havde nævnt, at en mand ikke ville finde hende her."Men om jeg mangler selskab kommer skam an på, hvem selskabet er," tilføjede hun roligt. Nysgerrig var hun skam efter at høre, hvem kvinden var, da hun havde en særlig aura over sig. Hvis hun præsenterede sig for Aleksandra, ville hun måske genkende navnet og vide, hvad hun stod for. Som hun talte til kvinden, hvilede hendes blik også på hende af ren og skær høflighed. Tilbageholden virkede kvinden, men det gjorde ikke Aleksandra noget, da hun normalt fik bugt med alle før eller senere. Køn var hun også, men intet hun følte sig truet af. Blikket på kvinden tabte hun , som hun ud gennem øjenkrogen fik øje på servitricen der havde taget imod hendes bestilling. Tavst rankede hun sin ryg, imens hun komfortabelt lagde benene over kors. "Din hvidvin, frue," sagde servitricen ærbødigt, som hun stillede en mindre flaske på bordet, sammen med et glas. Rutinemæssigt hældte servitricen en lille smule op i det tomme glas, hvorefter hun sendte sin kunde et afventende blik. Aleksandra tog roligt om den lille stilk, hvor hun førte glasset op til sine læber. Vant var hun til denne procedurer, som hun smagte alle sine vine derhjemme, inden hun godkendte dem. Med en svag bevægelse vippede hun glasset, så den lyse væske cirkulerede rundt i glasset, hvorefter hun lugtede til det, inden hun roligt nippede til hvidvinen. Frisk og sprød var smagen og som hun sank den, kom den lettere tørre følelse i halsen. Aleksandra slap et dæmpet og tilfredst suk, inden hun nikkede godkendende til servitricen der skyndte sig at fylde glasset, inden hun forlod de to kvinder igen. "Men hvad bringer dig så til byen? En købelysten til markedet derude?" spurgte hun roligt for at bryde isen. Selv nærede hun ingen synderlig lyst til at købe sælgernes genstande ude ved boderne, men hun viste skam godt, at andre gjorde det. Ellers ville markedet heller ikke kunne fungere, hvis der ingen kunder var.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Kvinden her måtte næsten være af den adelige kaliber, selvom det nu heller ikke ligefrem rørte Malisha. Selvom det automatisk placerede hende i den samme rang som Konstantin måtte befinde sig i, også selvom det nu heller ikke var noget som hun ønskede at tage del i, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. Hun vendte blikket direkte mod hendes skikkelse, og med den samme ganske sigende mine. Nysgerrig var hun faktisk, også selvom den fine fremtræden og opførsel, slet ikke rørte hende som sådan, for hun burde efterhånden være vant til den. Umiddelbart ville hun ikke ligefrem vove at påstå, at hun var på flugt fra nogen, for det var hun slet ikke, men nok snarere.. i sin søgen efter at finde et standpunkt, som hun følte, at hun faktisk kunne leve med, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var så nemt som det var sagt. Det kunne godt være, at hun var en leder, men hun havde altid sat umådelig stor pris på tryghed, og den kunne hun ikke just finde nogen steder. Hun rystede på hovedet. ”Næppe,” svarede hun bare kortfattet. Hun havde aldrig været den mest snaksalige, også fordi at hun altid havde haft det besværligt, ved at skulle indgå i de sociale relationer med nogen, men hun forsøgte, hvis hun fandt et selskab som faktisk måtte vække hendes interesse – som denne kvinde formåede at gøre det, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, også for hendes vedkommende, selvom det nu heller ikke var noget som hun ville stå og snakke om direkte åbent. Hun rettede sig op igen. ”Et nysgerrigt et af slagsen?” endte hun med et ganske svagt smil på læben, for hun var jo efterhånden ved at være vant til at blive genkendt, når hun endelig var ude blandt folk. Hun var ikke den mest sociale som sagt, men hun var nysgerrig – frygtelig nysgerrig af sig, selv som en voksen kvinde, og det var ikke noget som hun bare kunne ignorere bare sådan uden videre! Det hele hvilede i undergrunden, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, og der var ikke ligefrem noget som kunne minde om undergang, så hun overlevede vel?
At kvinden prøvesmagte vinen med den professionalitet, så var det tydeligt, at det var en måde, som hun var vant til at begå sig på, hvilket nu heller ikke var noget som rørte Malisha selv på nogen måde. Hun lukkede selv roligt hånden omkring sit glas og satte sig kun tættere på hende. Umiddelbart var hun jo trods alt heller ikke ude på at gøre noget som helst ved hende, for det havde hun jo ikke nogen grund til – endnu om ikke andet, kun fordi at hun ikke havde nogen anelse om hvem kvinden var, men det var noget som hun tidsnok skulle finde ud af. Hun rystede let på hovedet. ”Jeg har en ringe tiltro til folk som står og sælger langs markedet. De har en.. sjov tendens til at snyde deres kunder, for at få det bedste ud af det selv.. Jeg er bare ude.. klarere tankerne lidt,” svarede hun ganske stilfærdigt, som hun igen vendte blikket mod hende, kun for at studere hende nærmere. ”Og dig? Adelig hvis jeg ikke tager meget fejl..?” endte hun måske en smule højttænkende.

[Deleted]

Aleksandra studerede tavst kvinden der havde sat sig ved hende, mens hun tog en slurk af den hvidvin, der var blevet bragt hende. Personligt foretrak hun rød, men hun vidste godt, at de forskellige vine passede bedre til nogle retter end andre. Derfor havde hun også regnet sig frem til, at hendes måltid enten måtte være noget lyst kød eller noget fisk. Hvilken en af delene det var, vidste hun ikke, men hun regnede med at maden ville være vellavet og smage godt, lige meget hvilken en af retterne det blev. At kvinden sagde, at hun ikke var på flugt fra nogen, fik hende blot til at trække på skulderen. Hun fandt heller ingen grund til at snage dybere i det, da hun endnu ikke havde et forhold til denne kvinde. Hendes tidligere sætning og hendes nuværende afvisning gav dog ikke nogen mening i hendes øjne, da kvinden specifikt havde udtalt; at han ikke ville kunne finde hende her. Det måtte da kun kunne betyde, at hun gemte sig for en. Det kunne godt være, at kvinden ikke kunne lide at mænge sig socialt, men det var intet problem for Aleksandra. Hun ville tale til kvinden, som hun var hvilken som helst person, da hun aldrig havde haft et problem med at opsøge folk. Altid havde hun nydt at begå sig med andre, hvor hun også elskede store begivenheder som fester, som hun nød at gøre sig til, samt stifte nye bekendtskaber der kunne være gode i fremtiden. ”Det er i hvert fald en god egenskab at have,” svarede hun roligt igen, som kvinden beskrev sig selv som nysgerrig. Hun havde godt nok håbet på, at hun kunne blive pejlet i en bedre retning med hensyn til, hvem hun mon sad over for. At det var hendes leder, burde hun måske vide, men eftersom hun vidste, at hendes leder også havde været hendes elskers trolovede, havde hun per definition undgået hende, da hun skam havde hørt om hendes temperament. Tanken om at sidde med ens elskers trolovede, forekom hende heller ikke morsomt, da det var to ting man slet ikke burde blande sammen.
Det rørte ikke Aleksandra, at kvinden fandt lysten til at rykke nærmere, da nærkontakt ikke var et problem hun havde. Afstanden mellem dem var skam også passende endnu, da det heller ikke var sådan, at kvinden havde sat sig på skødet af hende. Hun trak en anelse på smilet, som kvinden ytrede den præcis samme mening som hende selv, hvad sælgerne fra markedet angik. ”Lige mine ord. Det kan dog godt ske, at man kan finde noget særligt i mængden, men det er så også en sjældenhed,” svarede hun stilfærdigt. Størstedelen af varerne var snyd og humbug, men som alt andet kunne der godt ligge en skjult juvel på et af bordene, men så måtte det også mere være et uheld, at det lå der. ”Baronesse,” rettede hun kvinden med et smil på læben, som hun havde spottet, hvilken side af rangstigen hun hørte til. ”I den seneste tid har jeg prøvet at få en vinproduktion i gang på de tønder land, der tilhører mig. I dag var jeg så ude i nogle af de forskellige forretninger for at høre, om de ville være interesseret i at tage nogle af mine flasker ind.”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Der var måske meget hvad Malisha angik, som ikke gav megen mening for folk, men hun var også hvad mange ville beskrive som.. unik, og det behøvede bestemt ikke at være positivt ment, for det var det næppe i hendes situation, men det var nu bare sådan at det var. Hun flygtede ikke fra nogen, for.. Konstantin kunne vel bare opsøge hende? Selvom hun ikke ligefrem var på de steder som hun normalt ville opsøge, men det var nu bare sådan at det var. Hun havde bare ikke lyst til at være i nærheden af manden, og specielt efter at hun vidste, at han havde opsøgt en gammel elskerinde, selvom det bestemt heller ikke behagede hende på nogen måde, for det beviste jo kun, at hun slet ikke var god nok for ham, og så skulle hun bestemt heller ikke nyde noget af det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Selvom det selvfølgelig ikke var noget som hun ønskede at tænke videre over, og bestemt heller ikke dele med denne kvinde, for det var hendes problem – eller rettere sagt Konstantins, og deraf, så ønskede hun slet ikke at skænke det en tanke. Svagt trak hun tilfredst på smilebåndet. ”Så sandt som det er sagt,” endte hun ganske sandfærdigt. Det var jo ikke en løgn, selvom det selvfølgelig også var en egenskab som man var nødsaget til at passe på, for den kunne sagtes bringe folk i unode!
At komme tættere på kvinden, var i det store og hele, kun et tegn på Malishas tydelige nysgerrighed. Lige der kunne hun sagtens føle sig som et barn, og det var en tanke som faktisk måtte irritere hende som bare pokker, også fordi at hun ikke kunne gøre noget som helst ved det. Hun lyttede til hvad hun havde at sige, også med en tydelig interesse. Hun var Warlock, hvilket også var grunden til det. ”Det forekommer ikke ofte nok, til at jeg vil tage chancen på det, må jeg erkende,” endte hun sandfærdigt, som hun førte glasset til sine læber, hvor hun lod den tempererede væske let glide ned i svælget, inden hun satte det fra sig igen. At hun faktisk sad overfor Baronessen af Dvasias, fik hende svagt til at trække på smilebåndet igen. ”Der kan man jo bare se.. Aleksandra,” endte hun ganske sigende. Nu hvor titlen kom på plads, så fulgte navnet temmelig godt med, og selvfølgelig var det noget som gjorde hende ganske godt tilfreds, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. At hun var i gang med en vinproduktion, var noget som alligevel måtte gøre hende temmelig nysgerrig, også fordi at hun altid havde haft en forkærlighed for den dejlige væske. Svagt trak hun på smilebåndet. ”Det lyder da som et spændende projekt. Af hvad jeg ved, er det kun den gamle produktion i Procias, som endnu er i gang,” endte hun sandfærdigt. Tanken fik hende til at rynke lidt på næsen, for det irriterede hende jo faktisk at der ikke var noget mere.. lokalt for dvasianere, men det havde vel bare ikke været attraktivt nok? ”Fandt du den rette sælger på markedet til det? Eller er de alle for skeptiske og mistroiske?”

[Deleted]

Nysgerrighed var en af de egenskaber Aleksandra værdsatte, for uden en vis interesse, så ville man heller aldrig få svar på noget. Opsøgende var hun i sandhed, hvor det både kunne tippe til den positive og negative side. Hvis folk var tilbageholdene eller hun skulle overgå en forsamling i noget, kunne hun være god. Nogle gange havde hendes nysgerrighed dog den modeffekt, at hun snagede for meget og var for frembrusende, som hun trods alt også var en kvinde der kunne lide at havde næsen fremme og skubbe lidt til folk. Det havde så også været skyld i, at der var kommet så meget ballade mellem hende og Konstantin, som hun kunne lide at udfordre ham og se, hvor langt han ville gå. Om det så ville blive hendes fald igen i dag måtte tiden vise. ”Det er også fuldt ud forståeligt, hvis man har det på den måde,” sagde hun stilfærdigt, da det at finde noget særligt på markedet var som at finde en nål i en høstak. Det var dog sjældent at Aleksandra kom til Marvalo City, så markedet var ikke den største belastning for hende, som hun mere færdedes i Atterlin, hvor hendes hjem lå. Det kunne godt være at byen her primært var for warlocks, men Atterlin var mere for den bedre halvdel af Dvasias, som det var de færreste der havde råd til at slå sig ned der. Desuden, den afdøde baron havde heller ikke været en warlock, så det havde vel også set sjovt ud, hvis hans slægt havde bosat sig i en by vis race ikke var ens egen. Et sikkert smil gled over hendes læber, da kvinden tydeligvis havde hørt om hende, siden hun kendte hendes navn udfra hendes titel, hvilket altid ville fryde hende. ”Ja, det kan jeg ikke ligefrem løbe fra, at jeg er,” sagde hun roligt. ”Men et navn på dig, burde så også være passende,” tilføjede hun sigende. Kvinden vidste godt, hvem hun havde at gøre med nu, og Aleksandra så helst, at det også gik den anden vej. Som hun blev rost for sit nye arbejde som vinproducent, tog hun roligt en tår af sin hvidvin, som hun samtidig tænkte over et passende svar dertil. ”Der er kun nogle ganske små steder der prøver at holde sig kørende, men ellers er det rigtigt nok, at der ikke er en særlig stor produktion her. Derfor satser og håber jeg på, at jeg kan sætte mit præg på markedet, og muligvis udkonkurrere forretningerne i Procias,” fortalte hun. Det ville fryde hende, hvis hun kunne slå procianerne af sporet, som de sad rimelig tungt på vinproduktionen. Hun vidste så også, at det ikke ville være en let sag, da hendes forretning var ny og folket lige skulle lære hendes flasker at kende. ”De fleste forhandlere er en meget skeptiske, når de ser en kvinde træde ind ad døren, men jeg kan nu min list, så de fleste har lovet mig et salg,” svarede hun frydefuldt. Som hun var gået ind i forretningerne, havde hun brugt sin charme, hvor hun selvfølgelig også havde skænket dem noget af sin vin og alle havde de måttet indrømme, at den faktisk var ganske lovende. Som de to kvinder havde talt frem og tilbage, var hendes mad også blevet færdig, hvor servitricen nu kom over og stillede en varm tallerken ud foran Aleksandra. På tallerknen lå en dampende laksefilet med tilhørende lys sovs og kartofler til, samt et par grøntsager.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha viste yderst sjældent sin nysgerrighed, da det kun var noget som skete, når der virkelig var noget som fangede hendes interesse, hvilket i det store og hele, faktisk skete temmelig sjældent, men det var nu bare en tanke som hun havde vænnet sig til. Denne kvinde formåede det dog i allerhøjeste grad, hvilket bestemt heller ikke var noget som hun kunne undgå at bide sig mærke i, og et sted, så var det noget som irriterede hende! Selvom man ikke just kunne sige, at man kom nogen steder uden som storslåede nysgerrighed, da det jo også var den som man lærte af. Hovedet søgte let på sned. Hun nikkede med et tilfredst smil. Der var om ikke andet, én som faktisk forstod hende! ”Ung som jeg var engang, så har jeg lært det på den hårde måde,” endte hun ganske sigende. Ja, hun havde hoppet i den så frygtelig mange gange, hvilket var en erfaring som hun tydeligt kunne tale fra på stående fod. Ja, hun var måske en leder, men af den grund så havde hun jo været lige så dum og uerfaren ligesom alle andre havde været, for der var der skam ikke nogen forskel på hende og alle andre.
At det var selveste Baronessen af Dvasias som hun sad overfor, var næsten en tanke som morede Malisha! Om hun havde vidst, at det var den kvinde, som faktisk var skyld i, at hun igen var på krigsstien med Konstantin, var vel fint at hun ikke vidste det, for så ville der først for alvor falde brænde ned, for den kvinde og tanken om det, var noget som efterlod hende med en direkte væmmelig smag i munden. Hun trak morende på smilebåndet. ”Det er sjældent, jeg har oplevet ikke at blive kendt af min egen slags.. Men nuvel..” Hun hævede glasset til sine læber, hvor hun igen nippede til det, inden hun vendte de kulsorte øjne direkte mod Aleksandra ved hendes side. ”Mit navn er Malisha,” endte hun ganske stilfærdigt. En yderst kort præsentation, men hun regnede nu heller ikke med, at en uddybelse skulle være nødvendigt?
Tanken om noget mere lokalt indenfor vinproduktionen, var bestemt heller ikke noget som Malisha ville have noget imod, for tanken om at hun var direkte.. afhængig af den søde væske fra Procias, var en tanke som i sig selv, faktisk kunne irritere hende lidt. Hun var nationalist og af stor grad, og det var i den grad også noget som hun var stolt af! Hun fnøs let, også selvom det ikke var negativt ment. ”Jeg tror ikke der skal meget til for at slå Procias af pinden.. Desuden har vi brug for noget mere lokalt, og jeg er sikker på, at der er mange som er enig med mig. Importen af de procianske flasker er dyre.. frygtelig dyre. Har du nogle på markedet allerede?” spurgte hun nysgerrigt. Ja, det kunne jo være, at det var nogen som hun allerede havde fået fingrene i, og med den nysgerrighed som hun faktisk havde, så ønskede hun jo faktisk sine svar! At hun havde fået nogen til at sælge, var selv noget som passede Malisha perfekt! ”Det lyder jo som jeg alligevel skal have en tur op af markedet, inden jeg vender hjemover,” endte hun fuldt ud tilfredst. Tanken gjorde hende bestemt ikke spor!

[Deleted]

At kvinden engang havde været udsat for nogle fejlkøb ved markedet, tog Aleksandra ikke særligt højtideligt. Det var en menneskelig fejl at begå, og hun kunne heller ikke sige højt og helligt, at hun aldrig var blevet snøret af en sælger. De fleste af dem havde jo munden i orden, som de var professionelle, så man kunne meget vel blive en smule fristet og blive viklet ind i deres løgn. Heldigvis skete sådanne hændelser ofte kun i ens ungdom, da man havde en tendens til at være mere naiv, hvor den egenskab blev skiftet ud med fornuft og viden i løbet af årene. ”Hvad bed du dig da på?” spurgte hun nysgerrigt, da det alligevel lød som om, at hun havde været rimelig uheldig, da hun sagde, at hun havde lært det på den hårde måde. Det kunne meget vel være, at hun havde brugt en mindre formue på noget der egentligt ikke havde en værdi.
Af ren nysgerrighed løftede Aleksandra det ene øjenbryn, da kvinden fik det til at lyde som om, at hun burde kende til hende. Derfor prøvede hun også at granske hendes ansigt lidt mere nøje, men alligevel måtte hun sande, at hun ikke kunne sætte et navn på de træk. Hun havde aldrig mødt hende før, af hvad hun i hvert fald selv kunne erindre, så hvad særligt der skulle være ved hende, kunne hun ikke ligefrem se. Da navnet så rungede, kunne hun ikke lade være med at gå mentalt i chok. Malisha?! Konstantins trolovede. Den trolovede, han havde været utro med hende. Lederen af warlocksne. Det der havde størst betydning for hende var klart det første, da det havde et personligt led til hende selv, hvor lederrollen bare var noget man skulle respektere. Man kunne nok så også sige, at hun havde været en smule respektløs, siden hun faktisk havde prøvet at stjæle hendes mand, men hun havde aldrig kendt kvinden! Som navnene var blevet lagt på bordet, gik det så også op for Aleksandra, at Malisha ikke kendte til hende, siden hun fortsat kunne sidde så rolig og oprigtigt nysgerrig. Det var nok også bedst, eftersom hun havde hørt, at hendes temperament ikke var det mildeste. ”Malisha? Du må undskylde min uvidenhed, men jeg har simpelthen aldrig fået lagt et ansigt på navnet. En glæde at møde dig,” sagde hun venligt. Hun beholdte den samme attitude, som hun før havde udvist, da hun hurtigt havde regnet sig frem til, at hun kunne vende dette til sin fordel. Det eneste der havde ændret sig var, at hun havde sagt den seneste sætning med en lidt større entusiasme end tidligere, men det var også kun en selvfølge når det gik op for en, hvem man sad overfor. I mellemtiden kørte tankerne rundt i hendes sind, hvor hun blandt andet tænkte over, om hende og Konstantin mon stadig var sammen, og at det var denne kvinde han de sidste to gange havde snakket så forelsket om? Han havde nægtet at give hende svar på det, så et sted tænkte hun, at han bare løg over for hende, og at han i virkeligheden ikke havde nogen tæt.
Som maden var kommet ind på bordet, gav Aleksandra sig roligt til at skære laksen ud og spise den, imens hun høfligt sendte Malisha nogle blikke til tider, som hun skam stadig ville holde samtalen kørende. ”Nej, det vil nok glæde butiksejerne og kunderne, at det kan gøres billigere. Men jeg har først fået nogle af flaskerne på markedet i dag, så processen skal først lige sættes i gang,” forklarede hun roligt. Det havde taget sin tid at få markerne i gang, hvorefter det også havde krævet en del timer at få den perfekte smag frem, hvor det først var nu den var blevet klar til salg. At Malisha tydeligvis var positiv over hendes udmelding, at hun havde sat en vinproduktion i gang, glædede hende, da alle kunder var velkommende, og eftersom hun som leder havde en højtstående position kunne det også være god omtale. ”Du kunne også komme forbi mine marker en dag, og så kunne du smage nogle forskellige.”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Sælgerne havde desværre munden i orden og det talende ord på deres side, hvor de fleste havde en irriterende tendens til at fremstå som yderst troværdig, når de ikke var andet end svindlere. Selv i Malishas unge dage, havde hun gået direkte i fælden, og det var i sig selv, en tanke som kun måtte irritere hende, men det var en erfaring som hun havde lært noget af, og selvfølgelig var det ikke noget som gjorde hende noget, så det gik vel ud på et? Svagt trak hun på smilebåndet, som hun roligt rystede på hovedet. ”Det samme som enhver anden lille tøs ønskede sig; Smykker primært.. Noget som udstrålede autoritet, titel og status. Det som jeg fik med mig hjem, gik enten i stykker, falmede i glans og var ikke så.. rent som de påstod at det var,” forklarede hun. Det var jo ikke fordi at det var den værste, og hun var med største sandsynlighed ikke den eneste som havde begået den fejl, og nu havde hun gjort det selv, og det var bestemt ikke noget som skulle ske igen!
Kvinden som Malisha sad overfor, var ganske ukendt for hende, andet end den titel som var blevet afsløret, hvor hun også kunne få sat et ansigt på, for det var jo ikke ligefrem de adelige kredse som hun var mest omkring. At hun selv var ukendt, var en tanke som et sted morede hende, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med. Hun vendte blikket direkte mod hende. Hun var ikke vant til at skulle præsentere sig, for langt de fleste vidste hvem hun var. At det jo så var denne Aleksandra som faktisk var den kvinde som Konstantin havde været i kanen med, den kvinde som han havde været hende utro med, var slet ikke kendt for hende, også fordi at han ikke havde været den eneste over de frygtelig mange år, hvor hun faktisk havde sparet sig til manden uden en grund til det åbenbart! Hun trak svagt på skuldrene og med den ganske sigende mine. Hun nikkede mod hende. ”Det skuffer mig, må jeg erkende. Men ja, det er vel bedre sent end aldrig..? Er det ikke hvad man siger?” endte hun ganske sandfærdigt. Fordelen ved dette møde, var at hun fik lov til at abstrahere lidt fra de mange tanker som hun gjorde sig i dagligdagen, og et sted var det faktisk befriende. Måske at hendes humør og tålmodighed næppe var den bedste, men af den grund, så var der faktisk mulighed for at hun faktisk.. kunne nyde det bare en smule.
Malisha var ikke just kendt med begrebet ’forhandling’ eller ’handel’ generelt, da det slet ikke var noget som hun havde styr på, men hun vidste hvad hun ville have, og det at få det hele bragt lidt mere til det lokale, var bestemt heller ikke noget som hun ville have det fjerneste imod! Hun nikkede ganske sigende til hende, hvor hun bare lod kvinden spise, selv på trods af, at det ikke var noget som hun selv tog del i som sådan. Hun nikkede ganske roligt og rettede sig op endnu en gang. ”Jeg er nu sikker på, at det nok skal gøre sit, at det er lidt lokalt.. Er det helt nyopstartet? Det er ikke et erhverv jeg ville placere en kvinde i. Det er ganske.. interessant,” endte hun ganske sandfærdigt. Svagt trak hun på smilebåndet. ”Det lyder jo næsten som en invitation.. Hvor holder du til her til lands?”

[Deleted]

Smykker havde og ville nok altid være en kvindes svaghed, så at det var det hun havde åbnet sin pung for, måtte Aleksandra blot smile af. Smykker, særligt dem med skinnende sten og diamanter, tiltrak en kvindes syn, hvor de ofte glimtede nydeligt på boderne, som solen slog imod dem. At de kom fra sælgere fra markeder gjorde så ofte, at der intet ægte var over dem, som de blot var imiterede af de dyre flotte smykker. Nogle gange kunne man være så uheldig, at man troede de var ægte og betalte en større sum mønter for dem, hvor man så fandt ud af at de var ligeså meget værd som de sten man gik på. ”Jeg kan så trøste dig med at sige, at du ikke er den første kvinde der gør sig den fejltagelse,” sagde hun med et skævt smil, skønt hun uden tvivl allerede var klar over det fact. ”Hvis man skal finde noget overdådigt, så er der kun en vej at gå og det er til de autoiserede forhandlere… eller til en velhavende mand.” Selv nød hun i hvert fald, når en mand kom hjem med smykker til hende. Det viste også virkelig, at de var interesseret i en, skønt hun måske ikke altid havde gengældt den del af forholdet. Det var desværre ikke noget hun kunne nyde af for tiden, da hendes seneste fangst var afgået ved døden, og hun endnu ikke havde fundet en passende erstatning.
Som Aleksandras mave tiggede hende om at spise, som hun ikke havde fået noget indenbords det meste af dagen, holdt hun ikke de store pauser med maden. Hun gav sig dog god tid til at tygge de forskellige ting, da hun ikke ønskede at ødelægge smagsoplevelsen, forspise sig eller fremstå som et dyr. Derfor lyttede hun også høfligt og tyggede af munden, inden hun svarede på de forskellige sætninger. ”Jeg håber i hvert fald, at du kan se bort fra min manglende viden,” svarede hun med et svagt smil på læben. Det var måske normalt at havde godt kendskab til sin leder, men der var en god grund til at hun havde undgået det. Før i tiden havde hun ikke ønsket en konflikt mellem hende, sig selv og Konstantin, da de trods alt havde lavet noget forbudt, og det at møde Malisha kunne meget vel have smadret hendes egne planer for fremtiden dengang. Nu viste hun ikke længere, hvordan landet lå mellem de tre, ud over at Konstantin var sur over, at hun havde forladt ham. Hvis hun vidste, at de to var sammen nu ville hun nok le og få den ide at gøre livet en smule surt for dem.
”Produktionen til salg er i hvert fald først lige kommet i gang, men projektet begyndte mens min mand endnu var i live. Det er måske ikke en kvindes job, men jeg har altid nydt et godt glas, så jeg tænkte, at jeg ligeså godt kunne springe ud i det,” fortalte Aleksandra roligt. Som hun nævnte bortgangen af sin mand, blev hendes blik automatisk sørgmodigt, hvor det også var at spore i hendes stemme. Løgnen var hun blevet vant til at fortælle, så folk betvivlede hende heller ikke, når hun fremstod som en sørgende enke. ”Men mit palæ ligger i Atterlin. Jeg håber ikke at det er for langt væk?”