Post by Deleted on Aug 30, 2012 17:20:44 GMT 1
Sonic
__________
Det kan godt være, at jeg har brugt lang tid bare at besvare dit brev – og nu hvor jeg end ikke ved, om det i det hele taget når frem til den mand, som faktisk skal have det, så ville jeg skrive et svar alligevel.
Det er alt sammen hjertevarmende ord, men jeg er bange for, at de rammer en mur ind til det iskolde hjerte, for de bringer mig ikke den samme varme som de gjorde før i tiden. Hvad du end valgte at gøre, efter vores forhenværende skænderi, hvilket ikke bare har kostet dig, men også mig mit liv, metaforisk set, så er det ikke noget som jeg bare er i stand til at tilgive sådan uden videre.
Du af alle burde kende mig, du kender mine holdninger og du kender mine meninger, og uden at være indvilget i noget som helst af hvad der foregik, på grund af hvad der nu skete mig af ulykker undervejs, så har jeg været utrolig uinformeret om hvad du har gået og gjort dig af tanker. Det forekommer dig måske som et chok, når jeg siger at jeg hader dig? Jeg hader dig for de valg som du valgte at tage på – ikke bare min bekostning, men også vores elskede datter. Jeg har måske ikke været den mor som jeg burde, men jeg har med hjerte, sind og sjæl virkelig gjort mig mine ihærdige forsøg på ikke at ligne mine egne, selvom det har haft den ringe effekt. Hun er væk for mig, og det samme er du. En chance er spildt, og jeg er ikke den som kaster rundt med dem til højre og til venstre.
Jeg bad om tid, og det er en tid som jeg agter at tage til mig, tænke det hele igennem og så snakker vi på et senere tidspunkt. Hvornår det eventuelt skulle blive, kan jeg ikke sige nu, for bare at sætte mig ned og skrive disse ord til dig, er noget som vækker en vrede i mig. Jeg tror aldrig jeg har været så vred på et individ, men igen, så er du også den som stod mig nærmest. Du gjorde mig lykkelig, som du formåede at rive lykken fra mig igen, på den mest grusomme måde, som jeg overhovedet kan forestille mig. Det hjem som jeg skænkede dig, er revet fra mig, og den familie som vi fik sammen, er lige så også væk. Der er ikke mere tilbage af det liv, og tager jeg ikke meget fejl, så er sporene efter os i Procias, allerede hvisket bort og erstattet af nye, som havde vi aldrig nogensinde været der.
Livets veje er uransagelige Sonic. Jeg kan ikke sige hvad fremtiden bringer, men jeg har en vis formaning om hvilke stier jeg skal holde mig bort fra, og hvilke jeg skal holde mig til.
Som du vover at påstå at jeg befinder mig i dit hjerte, så er jeg beklageligvis nødt til at fortælle dig, at jeg ikke ligefrem kan påstå at du er i mit. Dog befinder du dig i mine tanker. Jeg bad dig søge hjem, jeg bad dig søge til den familie du havde, også for at distancere dig lidt fra mig selv. Du har været mig tættere end nogen anden, og jeg ved ikke om det er en smerte som jeg kan bære, bare at have dig tæt igen. Det gør ondt, Sonic. Du har forvoldt mig en smerte, som jeg slet ikke er i stand til at beskrive.
Vi skal nok få snakket – når jeg er klar til det.
__________
~ Ilaria
__________
Det kan godt være, at jeg har brugt lang tid bare at besvare dit brev – og nu hvor jeg end ikke ved, om det i det hele taget når frem til den mand, som faktisk skal have det, så ville jeg skrive et svar alligevel.
Det er alt sammen hjertevarmende ord, men jeg er bange for, at de rammer en mur ind til det iskolde hjerte, for de bringer mig ikke den samme varme som de gjorde før i tiden. Hvad du end valgte at gøre, efter vores forhenværende skænderi, hvilket ikke bare har kostet dig, men også mig mit liv, metaforisk set, så er det ikke noget som jeg bare er i stand til at tilgive sådan uden videre.
Du af alle burde kende mig, du kender mine holdninger og du kender mine meninger, og uden at være indvilget i noget som helst af hvad der foregik, på grund af hvad der nu skete mig af ulykker undervejs, så har jeg været utrolig uinformeret om hvad du har gået og gjort dig af tanker. Det forekommer dig måske som et chok, når jeg siger at jeg hader dig? Jeg hader dig for de valg som du valgte at tage på – ikke bare min bekostning, men også vores elskede datter. Jeg har måske ikke været den mor som jeg burde, men jeg har med hjerte, sind og sjæl virkelig gjort mig mine ihærdige forsøg på ikke at ligne mine egne, selvom det har haft den ringe effekt. Hun er væk for mig, og det samme er du. En chance er spildt, og jeg er ikke den som kaster rundt med dem til højre og til venstre.
Jeg bad om tid, og det er en tid som jeg agter at tage til mig, tænke det hele igennem og så snakker vi på et senere tidspunkt. Hvornår det eventuelt skulle blive, kan jeg ikke sige nu, for bare at sætte mig ned og skrive disse ord til dig, er noget som vækker en vrede i mig. Jeg tror aldrig jeg har været så vred på et individ, men igen, så er du også den som stod mig nærmest. Du gjorde mig lykkelig, som du formåede at rive lykken fra mig igen, på den mest grusomme måde, som jeg overhovedet kan forestille mig. Det hjem som jeg skænkede dig, er revet fra mig, og den familie som vi fik sammen, er lige så også væk. Der er ikke mere tilbage af det liv, og tager jeg ikke meget fejl, så er sporene efter os i Procias, allerede hvisket bort og erstattet af nye, som havde vi aldrig nogensinde været der.
Livets veje er uransagelige Sonic. Jeg kan ikke sige hvad fremtiden bringer, men jeg har en vis formaning om hvilke stier jeg skal holde mig bort fra, og hvilke jeg skal holde mig til.
Som du vover at påstå at jeg befinder mig i dit hjerte, så er jeg beklageligvis nødt til at fortælle dig, at jeg ikke ligefrem kan påstå at du er i mit. Dog befinder du dig i mine tanker. Jeg bad dig søge hjem, jeg bad dig søge til den familie du havde, også for at distancere dig lidt fra mig selv. Du har været mig tættere end nogen anden, og jeg ved ikke om det er en smerte som jeg kan bære, bare at have dig tæt igen. Det gør ondt, Sonic. Du har forvoldt mig en smerte, som jeg slet ikke er i stand til at beskrive.
Vi skal nok få snakket – når jeg er klar til det.
__________
~ Ilaria
