Fighting or pleasure?

[Deleted]

Det var midt om natten og stormen hvilede endnu over Dvasias. Konstantin sad i øjeblikket i sin hestevogn og var på vej hjem efter en succesfuld audiens hos kongen, som tilmed havde givet ham en iver efter et tættere samarbejde og som tilmed havde givet ham sin stilling tilbage. Han glædede sig næsten til at prale overfor William om hvem der var bedst! Han havde måske altid været født til at skulle overtage efter sin far, men denne gang havde han faktisk skulle kæmpe ærligt og redeligt om sin høje stilling og han havde vundet, hvilket kun var en langt større fornøjelse! Han ville dog ikke svigte den unge konge, da han faktisk mente det, når han sagde at han så potentiale og ambitioner i knægten, for Mattheus havde virkelig formået at beundre ham. Han var sikker på at den unge konge nok skulle sørge for at skrive sig ind i historien som han ønskede, hvor han nok skulle blive til noget stort en dag! Og Mattheus var præcis sådan en konge som Konstantin oprigtigt ønskede at støtte. Selvom han sad og frydede sig i hestevognen, så vidste han godt at alvoret snart ville spille ind, for han skulle jo have snakket med Malisha, skønt han regnede med at det måtte vente til i morgen, for hun lå vel og sov? Han havde ikke set hende meget på det sidste. For han var stået op før hun var vågnet i går, hvor han havde efterladt en note om at han var taget på forretningstur til Atterlin – en lang rejse, når man havde slaver med – og han var kommet frygtelig sent hjem, hvor hun ikke havde været der, men vel havde arbejdet og siden havde han ikke set hende, hvor han denne aften havde været ved audiens hos kongen. Man kunne godt sige at denne dag klart opvejede for den i går, eftersom mødet med Aleksandra ikke just havde været nogen succes, hvor han også kun var glad for at det var overstået, så han ikke blev påmindet fortiden, men faktisk kunne leve det liv han ønskede, for han havde sin drømmekvinde og han ville jo gerne bevise det for hende! Han havde allerede store planer for dem, og han var klar til at tage det næste skridt, hvor han ønskede at have hende med sig.
Stormen ruskede i hele hestevognen, selvom Konstantin ikke tog sig af det, da han sad og var for glad over at have fået sin titel igen, hvor han endnu engang kunne kalde sig for Hertug af Dvasias! Den søde smag, var fantastisk, hvor han kun glædede sig til at fejre det! Der var mange kommende ting han ønskede at fejre, og der var kun én person han ønskede at fejre det med; Malisha. Hestevognen stoppede langt om længe, efter at være kørt op ad indkørslen, hvor den holdt foran hoveddøren. Han trådte roligt ud, hvor han lod det magiske skjold beskytte sig igen mod den piskende regn og bidende blæst. ”Se at få den i læ!” råbte han til kusken, der mere end villigt kørte i læ i laden. Stormen gjorde det næsten umuligt at være udenfor, hvor han også selv måtte skynde sig indenfor, hvor James allerede stod klar ved døren, som blev åbnet for ham. ”Hvordan gik det så, Sir?” spurgte han nysgerrigt, hvor den gamle mand stod klar til at tage imod overtøjet hvis det blev nødvendigt. Konstantin kunne slet ikke skjule smilet. ”Det gik helt strålende! Nu kan du igen kalde mig for Nåde,” svarede han tydeligt tilfreds til den gamle butler, som han jo faktisk holdt en anelse af, eftersom han havde været der siden han havde været en lille knægt. James smilede fornøjeligt. ”Det glæder mig at høre, Deres Nåde,” endte han sandfærdigt. Konstantin så nysgerrigt på James, „og hvor er Malisha?”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Selvom det var ved at være en sen aften, så var det slet ikke noget som rørte Malisha, for hun var vågen alligevel. Selv hun havde været på arbejde, og havde sit at slås med derefter, for selvom Yasmya ikke havde været den sværeste for hende at tage sig af, så var det alligevel gået en anelse galt, og det havde kun resulteret i at hun sad igen med en dybere flænge i sin arm, som hun var nødsaget til at gøre noget med, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At Konstantin var ude, var slet ikke noget som rørte hende, selvom hun bestemt ikke vidste hvordan hun havde det med hans såkaldte ’forretningsrejse’ som han havde valgt at tage til Atterlin, også fordi at håndskriften i brevene som hun havde snuet sig frem til i hans kontor, var tydeligt skrevet med en kvindelig hånd, så var hun bestemt ikke den som viste den største tillid, for hun vidste hvordan Konstantin havde det med det kvindelige køn, og hun brød sig ikke om tanken! Det var bestemt ikke fordi at hun ville komme rendende og tro at hun var noget, for så dum var hun bestemt heller ikke, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være. Tanken gjorde hende faktisk hidsig, også fordi at han var taget af sted, uden at skænke hende så meget som et eneste ord, og det var bestemt heller ikke noget som hun fandt sig i! Hvis der var nogen som burde kende hende efterhånden, så var det Konstantin, og denne gang havde han i den grad taget det hele på en helt forkert måde, og hvis han virkelig ønskede at det skulle gå dem imellem, så var det bestemt ikke sådan her at det skulle foregå!
At det ikke bare havde været en forretningsrejse til Atterlin, men også en audiens ved kongen, var slet ikke noget som Malisha havde nogen anelse om, for det var jo ikke bare hende som havde hemmeligheder, men så sandelig også ham, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne gøre noget ved af den grund, men det var nu bare sådan at det var. Der var stadig en anelse gang i pejsen, som hun havde taget pladsen i lænestolen, ved siden af den tændte petroleumslampe som stod på bordet ved siden af hende, så hun var i stand til at se noget, som hun var i fuld gang med at sy den dybe flænge i sin egen arm. Selvfølgelig var det noget som krævede sin rolige hånd, og det var selvfølgelig noget som hun havde, for det var ikke første gang at hun gjorde det, og når Konstantin ikke var der, så var hun jo nødt til at gøre det selv! Hendes øjne bar et iskoldt præg, hvor det i den grad også var tydeligt, at hun virkelig var ved at være vred, også fordi at hun vidste, at han havde været hjemme ved en kvinde, hvilket bestemt ikke var noget som faldt i hendes gode smag, men hun kunne selvfølgelig ikke gøre noget som helst ved det af den grund, og det var i den grad en tanke som i sandhed også måtte irritere hende som intet andet overhovedet! ”For satan da..!” mumlede hun tvært, som hun havde formået at sy endnu et sting, for det gjorde faktisk ondt, selvom hun bestemt ikke var pibet af dig, for det var hun slet ikke! Hun lukkede øjnene let, som hun gav sig i krig med endnu et, også fordi at hun bare ville have det her gjort og overstået, for det var noget som hun efterhånden også havde brug for, for hun kunne ikke rende rundt med et åbent sår i armen!

[Deleted]

Konstantins humør var det stikmodsatte end hvad Malishas var, eftersom han selv var helt oppe i de høje skyer, over at have fået sin titel tilbage, for det beviste jo blot at han var god til at sælge sig selv! Og dog havde han faktisk kun svaret ærligt, hvilket jo så havde gjort det meste. Han var nu alligevel glad for at være hjemme igen, eftersom det havde været to sene dage for ham, hvor han egentlig bare lystede at smutte i seng. Alt det med at fejre, måtte nok ske i morgen alligevel, for Malisha lå vel alligevel og sov? Hans blik hvilede afventende på James, som han havde spurgt til Malisha, for at få det bekræftet. ”Hun er i stuen, Deres Nåde,” svarede den gamle butler, hvor Konstantin godt kunne se James’ udtryk, der kun indikerede at kvinden ikke var glad. Han himlede sukkede næsten opgivende på forhånd, hvor han vendte blikket mod døren op til stuen. Han kunne godt se at der var lys deroppe, men det var jo normalt med pejsen. Han så mod James og nikkede ganske let, som han gjorde tegn til at han godt måtte gå. ”Mange tak, James,” svarede han roligt, inden han gik tværs over det fine polerede gulv, hvor man kunne spejle sig selv, hvor han gik op ad marmortrappen, der førte ovenpå. Han gik ind af den første dør til højre, hvor pejsestuen lå, hvor han så at hun var i færd med at sy sig selv i lænestolen. Han fik dog kæmpet bekymringen ned med det samme, for det var jo ikke just første gang han så hende sådan! Han sukkede for sig selv, som han blev stående i døren. ”Jeg ser at du stadig er oppe,” konstaterede han roligt, mest af alt bare for at give sig selv til kende. Han tvivlede på at der blev tid til at fejre, hvis hun var i dårligt humør. Han gik roligt hen mod hende, hvor han støttede sig op ad lænestolen, mens han betragtede hende med et enkelt bryn hævet. ”Hvad er der sket?” spurgte han roligt. Han vidste at hun holdt hemmeligheder for ham, hvor han virkelig ikke kunne have den tanke! Hun havde altid fortalt ham alt, men siden han var kommet tilbage, havde hun fuldstændig ændret sig, og af en eller anden grund, var hun begyndt at holde alt hemmeligt for ham, hvilket faktisk irriterede ham. Han kunne ikke støtte hende, hvis hun ikke fortalt ham noget! Blikket gled kort mod balkonens døre, hvor man kunne høre regnen piske mod og høre vinden suse i dørene, imens han så hvordan hans marmorbalkon blev oversvømmet af regnen. Blikket vendte han let mod hende igen. Han gad ikke engang besvære sig med at hente nogen glas, eftersom han også først skulle finde ud af hvad hun i det hele taget var sur over. Han gad i hvert fald ikke til at skændes, for det var han simpelthen for træt til! At hun så havde været oppe og rode i hans ting, var heller ikke noget som han vidste noget om, eftersom han faktisk ikke havde set hende i næsten to dage, fordi han i går havde været tidligt af sted og i dag morges havde hun været ude før han var vågnet, hvis hun overhovedet var kommet hjem, hvor det allerede var så sent at det snart var morgen igen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malishas humør var bestemt ikke noget at prale af, men det var nu heller ikke ligefrem noget nyt. Måske at hun var frygtelig hemmelighedsfuld, men det var nu og da bare en vane fra hendes tid mens Konstantin ikke havde været der, men det var nu bare sådan at det måtte være i det store og hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være. At sy i sin egen arm, var bestemt heller ikke ligefrem det nemmeste, og det var noget som virkelig måtte irritere hende som intet andet overhovedet! Men noget var hun jo trods alt nødsaget til at gøre, for ellers gik det jo først for alvor galt, og den tanke alene, var noget som virkelig måtte irriter hende som intet andet overhovedet. At Konstantin kom hjem og med det smil på læben, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund, for det gjorde hende langt mere hidsig! Han havde vel hygget sig med sin kvindelige beundre, som han ellers tog ud og besøgte? Næven knyttede hun, som hun fik lavet endnu et sting, også selvom der endnu var et godt stykke vej, men det var jo trods alt også noget som tog tid at gøre, og specielt fordi at hun agtet at gøre det hele selv! At han snakket til hende, fik hende til at stirre mere intenst ned mod sin arm. ”Jeg synes bare du skulle lade mig være i fred, Konstantin..” vrissede hun fast og med en ganske kortfattet tone. At han så spurgte ind til hvad der var sket, fik hende til at vende blikket direkte i retningen af ham, for det gjorde hende direkte hidsig, for det var slet ikke noget som hun kunne have med at gære i den anden ende, men det var nu noget som han vel var fuldkommen ligeglad med? ”Det kan da være dig lige meget..” mumlede hun tvært, som hun igen knyttede næven ganske fast. Hun vendte blikket igen i retningen af sin arm, som hun fik syet endnu et sting, hvor hun denne gang valgte at holde mund, for det gjorde faktisk ondt! Hun prustede tydeligt utilfredst, som hun endte med at tage den blodige klud og let dyppe det over såret, for at fjerne de dråber blod som stadig trillede ganske let over den blege hud. Tanken alene, måtte virkelig irritere hende! Tungen strøg hun let over sine læber. Hendes hånd skælvede af ren og skær vrede og raseri. ”Gå..” mumlede hun. Han skulle bare ikke have lov til at komme i nærheden af hende, når det eneste som han faktisk var i stand til, var at gøre hende hidsig, så kunne han lige så godt bare krybe tilbage i sin seng! Selv fortrød hun at hun havde åbnet sig sådan, for når han så bare tog hjem til andre tøser, så havde han da slet ikke noget som han kunne bruge hende til, som han ikke kunne få andre steder fra, og den tanke var i den grad også noget som gjorde hende forbandet hidsig! Hun var virkelig vred, og det var alt sammen hans egen skyld

[Deleted]

At Malisha var i dårligt humør, var der intet nyt i, hvor Konstantin også godt havde kunnet fornemme det på James, da manden havde lavet sit sædvanlige udtryk, når kvinden var i dårligt humør, for så gik det jo selv ud over tjenestefolkene. Hvad William rendte rundt og lavede, anede han faktisk ikke, men han kunne da godt finde på at opsøge manden for at prale lidt over at han faktisk havde fået sin stilling tilbage, for at vise at han faktisk var den bedst kvalificeret til den stilling! Han kunne næsten le hoverende over tanken, men gjorde det dog ikke. Hvad manden i det hele taget lavede, var han også lidt ligeglad med, så længe han ikke planlagde et snigmord på ham, for manden var jo sådan set stor nok til at passe på sig selv, og sådan som de havde talt sammen sidst, så havde han jo også sagt at han gerne ville have manden som sin hjælper, så han var skam velkommen på herregården og han ville slet ikke have noget imod at han blev her, for William var jo faktisk den eneste han rigtig kunne lide fra familien, resten havde aldrig rigtig været hans kop te, også derfor han havde smidt dem ud, så snart han var blevet hertug. Det var dog mange år siden, hvor han også havde bevaret kontakten med William, som de var blevet ældre.
Blikket gled roligt mod Malisha, som hun sad i lænestolen og var i færd med at sy sig selv. Konstantin var ikke just bekymret, for hun så ud til at klare sig, og det var jo desværre heller ikke nyt at se hende helt blodig og beskidt. Det gjorde dog ondt at hun var så hemmelighedsfuld, at han slet ikke vidste hvad hun rendte rundt og lavede, for hun sagde jo bare arbejde, men han havde ikke engang kendt hendes store nummer ved Faiths og Kimeyas bryllup, og han havde altid vidst hvad hun rendte rundt og lavede, så på det led var han vel lidt bekymret for hende? Han rynkede let forundret på brynene, da hun lød til at være sur på ham. ”Nå..” mumlede han let og i samme forundrede tone, som han roligt bevægede sig tættere på hende. At hun så fortsatte med at sige at det kunne være lige meget, fik ham til at se mere forvirret på hende, for.. havde han gjort noget galt? De havde snart ikke set hinanden i to dage, så hvordan pokker skulle han have gjort noget galt? Han vidste dog heller ikke om det bare var fordi hun havde haft en dårlig nat, så han undlod at sige noget endnu. ”Selvfølgelig er det ikke lige meget, det ved du da godt,” svarede han roligt, som han satte sig på sofaens armlæn, så han sad tæt ved siden af lænestolen og hende. Han lod hovedet søge let på sned, „Skal jeg hjælpe dig?” Det var jo lettere når man havde to hænder til at sy et sår, så han ville sikkert kunne gøre det bedre end hvad hun selv formåede med en enkelt hånd. At hun så bad ham om at gå, fik ham til at hæve begge bryn, inden han kneb øjnene let sammen. ”Sig mig.. har jeg gjort noget galt?” spurgte han sagte, som han ikke tog blikket fra hende. Sur måtte hun da næsten være på ham, men han kunne ærligtalt ikke se hvad han havde gjort forkert, for han havde været på forretningstur og denne aften hos audiens hos kongen, så hvad kunne han overhovedet have gjort forkert?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malishas humør var bestemt ikke noget som man skulle prale af, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, også fordi at hun følte at Konstantin vel havde.. svigtet hende lidt? Ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for den del, men det var nu bare sådan at det var. At sidde og sy i sin egen arm, var noget som hun gjorde, egentlig fordi at såret skulle lukkes, men også fordi at hun prøvede at holde sig lidt i snor, så hun ikke skulle gå efter James, for det var som regel ham, som det gik ud over, også fordi at han altid var der, og altid var lige i nærheden når det gik galt, også selvom hun vidste, at det slet ikke var retfærdigt, men det var nu bare en anden side af sagen, men det var n sådan at det var i den anden ende.
At Konstantin var kommet hjem, var slet ikke noget som Malisha tog sig af på nogen som helst måde overhovedet, men det var nu bare sådan at det var. At han så kom hende i møde, var ikke ligefrem noget som behagede hende, for lige nu ville hun egentlig bare gerne have lov til at sidde, inden det for alvor skulle ende med at gå galt, for slemt nok var det i forvejen! Hun prustede lidt, også fordi at stingene var skæve og ujævne, men for pokker, hun sad jo og gjorde det hele på egen hånd, og hun havde altså kun en arm at gøre brug af! Hun fnøs ganske kortfattet og vendte blikket direkte vredt mod ham. ”Det skider jeg på..” vrissede hun med en ganske kortfattet mine, også fordi at hun et sted var ligeglad! Han behøvede slet ikke at være bekymret for hende, for hun kunne udmærket godt finde ud af det hele på egen hånd! Hun behøvede slet ikke ham, og det var selvfølgelig også noget som hun ønskede at vise ham! Hun var måske en kvinde, men sårbar og svag, det var hun ikke! Også fordi at hun havde fået tingene ligesom hun ville have dem, og selvfølgelig var det noget som hun var så frygtelig glad for, det var der ingen tvivl om overhovedet! At han direkte spurgte om han skulle hjælpe, fik kun hendes krop til at dirre langt mere end det som hun kunne gøre noget som helst ved af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg kan udmærket godt selv, Konstantin. Jeg har ikke brug for din hjælp!” endte hun fast. At det så var ved at gå op for ham, at der var noget galt, var da næsten utroligt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tanken om at han havde opsøgt en kvinde, var noget som et sted gjorde hende vred, men det var også kun fordi at tanken gjorde hende.. usikker? Hun lukkede øjnene ganske let, som hun trak vejret dybt. ”Smut du hjem til din dulle, så er alt i fineste orden..” mumlede hun tvært. Ja, hun havde fundet brevet fra kvinden, også selvom hun ikke vidste hvem det var, men det var virkelig underordnet for hendes vedkommende!

[Deleted]

Konstantin kunne tydeligt fornemme at Malishas vrede var hægtet på ham. Hvad han så helt præcist havde gjort, det vidste han så ærligtalt ikke for han havde jo knap nok set hende i to dage! Hvorfor hun så var så sur, havde han ingen anelse om, men det var kun tydeligt at hun sad og sydede i lænestolen, hvilket nok ikke var særlig smart, når hun sad og syede sig selv. Han kunne godt se at hendes sting ikke just var gjort særlig godt, da de var skæve og ujævne, hvor tråden visse steder var løs. Det var ikke just fordi han var bekymret for hende, for han tvivlede på at hun ville dø af en enkelt skræmme på armen, skønt flængen så dyb ud, og derfor ville der også kunne gå betændelse i, hvis hun ikke fik det syet ordentligt. Han blinkede lettere overrasket med øjnene, da hun vrissede af ham, hvilket næsten kun gjorde ham selv mere irriteret. Han havde ikke gjort noget som helst! Han havde været ude to dage i træk, det kunne umuligt være det hun var sur over? Det var jo heller ikke just fordi hun var hjemme! ”Måske du kan selv, men eftersom jeg kan bruge begge hænder, kan jeg gøre det langt bedre, det dér, det går der betændelse i,” svarede han langt mere kortfattet, som munterheden havde forladt ham igen, fordi hun absolut skulle skælde ham ud og vrisse af ham, når han ikke engang havde gjort noget som helst! Han så dog lettere uforstående på hende til hendes sidste ord, for hvad pokker snakkede hun om? ”Jamen, hvis det absolut er en betegnelse du vil kalde dig selv for, så fint, jeg er skam hjemme hos min såkaldte ’dulle’,” svarede han køligt, som hans blik var blevet en anelse hårdere. Han havde kun én kvinde i livet og det var hende, hvilket han var fuldkommen tilfreds med! Han vidste slet ikke hvad hun talte om eller hvorfor hun var så sur. Han himlede let med øjnene, som han satte sig på hug ved hendes side, hvor han greb fat omkring hendes arm og tog synålen og tråden ud af hendes hånd. ”Og sid stille, eller jeg stikker dig,” mumlede han irriteret, som han gav sig til at sy hendes sår i stedet for. Indvendinger kom hun sikkert med, men rev hun armen til sig, så ville det nok koste hende rimelig megen smerte i den arm hun havde såret, fordi han holdt nålen med tråden, der stadig var koblet til hendes arm. Hvad der helt præcist gik af hende, anede han virkelig ikke, men at se hende sy sig selv så dårligt, det kunne han ikke holde ud at se på! Helt dårligt, var det dog ikke, når man tænkte på at hun gjorde det alene og kun med en enkelt hånd, men der ville uden tvivl gå betændelse i, hvis hun ikke fik det lukket bedre! Og han var sikker på at det også var hendes vrede, der tog koncentrationen fra hende, så hun ikke fik syet sig bedre, hvilket kun var endnu en grund til at han burde gøre det for hende. ”Og hvad er det helt præcist jeg har gjort, siden du er så vred på mig?” spurgte han direkte, skønt han dog ikke tog blikket fra hendes sår, som han var i færd med at sy, hvor han med den ene hånd kunne lukke huden sammen og den anden syede han med, så han fik det lukket meget bedre.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha brændt i den grad inde med megen vrede denne gang. Det var jo for pokker da ikke engang fordi at Konstantin faktisk havde fortalt hende, at han havde en kvinde at tage ud til! Det beviste jo kun i hendes øjne, at han på ingen måder havde forandret sig, og hun havde endda ladet ham komme så tæt på hende, at han kunne berøre hendes nøgne hud? Tanken gav hende direkte en dårlig smag i munden, for det var kun noget som hun kunne fortryde så bittert! Hun indvilget ham ikke i hendes arbejde, også fordi at hun nu var vant til at tage sig af det hele på egen hånd. Før i tiden, havde de måske ikke været så tætte som det de var blevet nu, men han havde været der, og det var det som gjorde udfaldet. Nu kørte hun jo egentlig bare rundt i en stream, hvor hun vidste hvad hun havde at forholde sig til; Hende selv, og ikke nogen andre, hvilket var noget som hun agtet at holde fuldkommen fast i, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Blikket vendte hun væk fra ham, for hun havde slet ikke lyst til at se på ham! At han så direkte skulle påpege for hende, at det arbejde som hun sad med i øjeblikket, ikke var noget som hun gjorde godt nok, var noget som gjorde hende hidsig. Hun rystede fordi at hun var vred, og hun havde jo kun en hånd at sy med, så hun synes faktisk at det gik ganske okay for sig! Hun fnøs. ”Jeg er fuldstændig ligeglad. Jeg kan godt gøre det på egen hånd. Jeg kan sagtens klare mig selv..!” endte hun direkte hidsigt. Denne gang var hendes temperament måske værre end det som det havde været nogensinde før, men denne gang var hun vel.. bange af sig? Specielt når han tog ud og besøgte tøser. Hvornår pokker skulle hun da lære at stole på ham? Det var jo slet ikke noget som gav nogen som helst mening for hende på nogen måde! At han så lod som om at han ikke havde været nogen steder, var noget som kun gjorde ondt værre for hendes vedkommende, for det var slet ikke en tanke som hun brød sig om på nogen som helst måde overhovedet! Næven knyttede hun fast, også selvom hun kunne mærke det i hele armen. Hun følte sig levende.. levende som hun aldrig havde gjort det før, og nu måtte hun jo atter vise, at hun kunne klare sig på egen hånd. At han så direkte skulle tage nål og tråd ud af hendes hånd, var bestemt heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hende, for den tanke i sig selv, gjorde hende kun langt mere hidsig! ”Hvor dum tror du jeg er, Konstantin..?” endte hun næsten faretruende. Så tæt på som hun havde været, at skulle give efter for ham, og så tog ham hjem til andre? Det var bestemt heller ikke retfærdigt gjort overfor hende, og det var slet ikke noget som hun ønskede at skjule for ham, for det var hun på ingen måder tilfreds med! Uanset hvor ondt det måtte gøre, eller hvor meget det måtte rive op i det nye sår, så rev hun kraftigt armen til sig, hvor smerten for en yderst kort stund, stod i hendes ansigt. Hun rejste sig fra lænestolen og med blikket direkte mod ham. Brevet endte hun med at finde frem og klaske direkte ned i bordet for øjnene af ham. Brevet var skrevet med en kvindes hånd, og det var mere end rigeligt for hende, for hun ønskede på ingen måde at dele! Så ville hun sgu da helst være fri! ”Jeg ved ikke hvilke kvinder du besøger bag min ryg, Konstantin, men det er virkelig, virkelig luset! Smut hjem til hende! Jeg gider ikke se på dig mere!” endte hun direkte vredt, som hun tog den blødende arm til sig. Det begyndte jo igen at bløde temmelig kraftigt, for alle sting og alt, var jo faktisk.. revet op igen, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som hun tog sig af. Det var hun simpelthen for vred til! ”FARVEL!” endte hun med en vred stemme, som hun vendte om på hælen og forlod pejsestuen. Hun ville slet ikke se ham!

[Deleted]

Hvad Malisha helt præcist var sur over, var slet ikke noget som Konstantin vidste noget som helt om, for han havde jo knap nok set hende i to dage! Hvad pokker kunne han have gjort forkert? Han havde passet sit arbejde og havde tilmed fået sin stilling tilbage igen! Hvad pokker var det så hun var så sur over? Han selv var et stort spørgsmålstegn, hvor han slet ikke anede hvad pokker hun snakkede om. Han betragtede hende tydeligt forvirret og med spørgsmålstegnet malet i blikket, som hun fortsatte med at vrisse af ham. Han vidste godt at hun kunne klare sig selv og i forhold til at hun kun kunne bruge sin ene hånd, så gjorde hun jo faktisk et utrolig godt arbejde, selvom stingene var skæve og slet ikke strammet godt nok op, og derfor kunne der stadig godt nå at gå betændelse i såret. Det havde dog ikke forhindret ham i at tage nål og tråd ud af hendes hænder, så han selv kunne sy hende ordentligt. Det irriterede ham dog at hun skulle råbe og vrisse af ham, for han havde jo slet ikke gjort hende noget! Han var tværtimod glad for at se hende, skønt hun havde revet den glæde fra ham på nul komma fem. Han havde været ude i flere dage, at hun så skulle reagere med vrede når han kom hjem, var slet ikke noget som han havde regnet med, hvor han jo også havde håbet at de kunne fejre det at han havde fået sin stilling tilbage igen, for det var jo stort! Han havde denne gang skulle kæmpe for at få den tilbage og han havde vundet med bravur! Han så irriteret op mod hende som hun fortsatte, hvor han åbnede munden, skønt han dog ikke nåede at sige noget, før hun klaskede Aleksandras brev ned på bordet ved siden af ham. Han så først uforstående på det, inden han vendte det samme blik op mod hende. ”Hvad? Jeg har været på en forretningstur, det efterlod jeg da en besked om, det står da også direkte i brevet at jeg skulle bringe slaver med, og det er hvad jeg har gjort!” svarede han fast, hvor han rystede på hovedet af hende med vantro. Hvorfor skulle hun altid vise ham den mistillid? Han havde lovet hende at han ikke ville være nogen anden kvinde tæt og det havde han bestemt heller ikke! Han havde sagt at han ville vente på hende og det var da præcis hvad han havde tænkt sig! Måske Aleksandra var en gammel flamme, men det var frygtelig mange år siden nu, han nærede ikke længere nogen følelser for hende, men havde haft utrolig mange år til at komme over alt, hvor den eneste kvinde han ville have og havde i sit liv, var Malisha! Og det var han helt igennem tilfreds med på alle måder og kanter! At hun så valgte at rejse sig og rive armen til sig, fik ham selv til at skære en grimasse, da han vidste at det rev hele såret op og det måtte da i den grad gøre ondt! Han kunne også godt se smerten i hendes blik for en kort stund, inden hun igen råbte af ham. ”Men.. Malisha!” råbte han efter hende, som hun bare valgte at forlade stuen. Han rejse sig selv og kastede nål og tråd fra sig i stolen, som han hastede efter hende. ”Men jeg har ikke gjort noget! Det var rent forretning, jeg har tilmed penge med hjem og slaver der kan bevidne det!” svarede han kortfattet, som han fulgte efter hende. ”Og.. vent lige lidt.. du har rodet i mine ting!” svarede han langt mere vredt.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var virkelig, virkelig vred, også selvom det vel mest af alt, bundet i at hun faktisk var.. bange? Bange for at hun ikke var god nok? Selvom han ikke havde været i nærheden af andre kvinder her i huset, så var det jo bestemt heller ikke ensbetydet med at han ikke havde opsøgt dem udenfor, og det at finde det brev skrevet med en kvindes hånd med tilbud om måltid og alverdens andet, var bestemt ikke hvad hun ville definere som en forretning! Igen følte hun sig skræmmende alene, hvilket også var grunden til at hun virkelig forsøgte at sy den lange flænge sammen i hendes arm, for hun havde jo trods alt ikke andre til at gøre det, og det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede at gøre anderledes. Hvis hun igen skulle stå i den situation, at hun ville være nødsaget til at handle på egen hånd, så var hun trods alt også nødt til at gøre noget ved det nu, inden det ville blive for sent! At han så direkte skulle forsvare det, var en tanke som kun gjorde hende langt mere hidsig, end det som hun følte sig i forvejen, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have noget med at gøre i det hele taget, om det var noget som hun ellers skulle blive fri for i den anden ende! Hun var måske ikke meget for at indrømme det, men hun var usikker, og havde en ringe tro på sig selv, specielt når det kom til ham, for der var hun virkelig på bar bund! ”En middag inkluderes ikke i en forretning, Konstantin!” nærmest skreg hun af ham, for den tanke gjorde hende vred!
At rive armen til sig, var direkte smertefulgt, og noget som tydeligt kunne læses og tolkes i hendes ansigt, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne sige noget til alligevel. Hun ville ikke have ham tæt på, for han var allerede for tæt på ifølge hende! Hun rystede på hovedet, som hun direkte knugede armen ind til sig, som allerede var begyndt at bløde temmelig kraftigt igen, som alle stingene og såret brutalt var revet op igen. Hun sendte ham kun en direkte vred mine. ”FARVEL!” råbte hun af ham, som hun endte med at forlade pejsestuen. At han havde fået sin stilling tilbage og det hele, var slet ikke noget som hun havde nogen anelse om, for det var slet ikke noget som hun ønskede at blande sig i! Det var jo tilsyneladende hans affærer, og det var slet ikke noget som hun ønskede at blande sig i, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. Hvis de andre var så spændende i forhold til hende, så kunne han jo lige så vel smutte hjem til dem i stedet for! Hun havde blotlagt sin sjæl.. blotlagt sig for ham.. Hun følte sig virkelig, virkelig røvrendt som aldrig nogensinde før, og den tanke var noget som efterlod hende med en direkte væmmelig smag i munden! At han gik efter hende, var næsten det som gjorde det hele værre, for hun var vred! ”Jeg er fuldstændig ligeglad! Jeg går ikke engang ud fra, at du ville fortælle mig, at den såkaldte ’kunde’ var en kvinde!” Hun vendte sig direkte vredt mod ham, som hun knugede omkring sin arm. Det gjorde virkelig ondt! ”Og hvad så..?” mumlede hun tvært, som hun igen vendte ryggen til ham og begyndte at gå. Hun havde virkelig brug for luft efterhånden!

[Deleted]

At Malisha var sur på Konstantin på grund af nogle forretninger, var noget som faktisk kom bag på ham. Her havde han ventet på hende i næsten et halvt år og så troede hun at han bare gik til andre? Selvfølgelig kunne han godt forstå at hun bar lidt mistillid til ham og var skeptisk, fordi han altid havde været kvindeglad, men det direkte rablede for hende, hvis hun troede at hans forretninger var et kodeord for at være hende utro, for det havde han altså ikke været! Tanken var ikke engang fristende! Når han var sammen med andre, frydede han sig kun over at han havde hende ventende på ham derhjemme, så han havde da slet ikke nogen grund til at skulle være hende utro! Han ville have hende og det var præcis hvad han havde forsøgt at forklare hende, så det irriterede ham at hun skulle vise den mistillid til ham, når alt i brevet pegede på forretninger! Det var jo tosset af hende at beskylde brevet for mere end det! ”Det var af ren venlighed Malisha! Jeg har ikke været nogen dum tøs tæt! Jeg har holdt mit ord og ventet på dig!” svarede han vredt efter hende, som han selv fulgte efter, da hun valgte at gå ud af stuen, hvor han selv valgte at følge hende ned ad trapperne, så de stod nede i hallen. At hun havde rodet i hans ting, var noget som gjorde ham direkte rasende, for det havde hun ingen ret til! Måske de var trolovede, men ville hun vide ting kunne hun spørge ham i stedet for at snuse rundt, for det fandt han sig bestemt ikke i! Det var så ikke fordi han havde noget at skulle skjule for hende, for han havde faktisk rent mel i posen for en gangs skyld! Han havde ikke gjort noget som helst forkert! Det irriterede ham at hun ikke kunne se det, men absolut skulle være så stædig, for det var da indlysende og hun måtte da tro på ham når han fortalte det! ”Det er da fuldstændig underordnet om det er en kvinde eller en mand som jeg handler med! Jeg har da mange gange forhandlet med kvinder, som jeg har med mænd, der ligger jo intet i det, kun rent og skær forretning!” svarede han i en fast tone. Det gjorde ham direkte arrig at hun skulle beskylde ham for noget han slet ikke havde gjort! ”Og hvad så? Du har intet at skulle gøre på mit kontor! Og du skal slet ikke rode i mine ting! Vil du vide noget, kan du spørge mig direkte! Og jeg viser dig hellere end gerne hele mødet, for jeg har ikke været dig utro!” Denne gang hævede han stemmen, som han direkte trampede efter hende med vrede fodtrin, som hun fortsatte væk fra ham. At lade hende være kom slet ikke på tale og selv hvis hun gik udenfor så fulgte han efter hende, for hun skulle bestemt ikke komme her og beskylde ham for ting han slet ikke havde gjort! ”Du må virkelig have mindreværdskomplekser, hvis du virkelig er så naiv og tror at jeg har været dig utro, når jeg gør hårde og rene forretninger!” råbte han irriteret efter hende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Var det så forkert, at Malisha faktisk var bange for at miste Konstantin? Han ville sikkert stille langt flere spørgsmål, hvis hun slet ikke reagerede på noget som helst af det! Hun var usikker på sig selv, når det kom til ham, for han var langt mere erfaren end det som hun var indenfor det punkt, han vidste sikkert hvad hun ville have, og hun havde faktisk ikke nogen anelse om, det faktisk var noget som hun i det hele taget kunne leve op til, hvilket var noget som hun direkte måtte hade og foragte mere end det som hun faktisk var i stand til at beskrive, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun var bange.. selvom hun virkelig ikke kunne fordrage at skulle fortælle nogen om det, for hun var en leder, og det var meningen at ledere skulle fremstå som frygtløse, hvilket hun så sandelig også agtet at gøre, det var der ingen tvivl om! ”Jeg er ligeglad med hvor længe du har i sinde at vente på mig, for nu skal du bestemt ikke regne med nogensinde, at komme tæt på mig igen!” vrissede hun fast. At han var ved at hidse sig op, var noget som næsten automatisk tvang hende til det samme. At han så skulle stå fuldkommen fast på, at det hele havde været ren forretning, var selvfølgelig en tanke som lettede hende, men hun turde ikke tro på det, uanset hvor hårdt det så end måtte lyde, men det var nu bare sådan at det måtte være! Og nu hvor hun slet ikke havde nogen intentioner om at blive stående her på pladsen, så havde han bare at lade hende komme forbi, og det skulle være lige nu! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Det er dit ord, Konstantin. Jeg forbinder på ingen måde middage med forretning og salg af slaver og arbejdsfolk!” endte hun fast. Kunne han ikke se, at der var noget forkert i det billede! Hvilket hun nu heller ikke kunne gøre noget ved, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, og hun kunne jo for pokker ikke gøre noget som helst ved det af den grund!
At Konstantin fortsatte med at søge efter hende, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende. Hun var ikke god til det med følelser, og hun var bestemt ikke god til det med at erkende frygt, for bange var hun faktisk! Hvilket var en grund til at hun havde rodet hans ting igennem! Desuden hvis han ikke havde noget at skjule, hvorfor reagerede han så med den vrede? Det var noget som kun gjorde hende mere usikker på sig selv, og hvor hun faktisk havde ham, og det var faktisk forbandet ubehageligt! ”Hvis ikke engang din egen trolovede må være på dit kontor, så smid mig ud, Konstantin..” vrissede hun fast. Et sted så følte hun at hun var ved at kvæles.. Han kvalte nærmest luften omkring hende, og det var noget som gjorde hende svimmel! Hun vendte blikket frem for sig, som tårerne meldte sig i hendes øjne, hvilket var en tanke som gjorde hende vred, for hun var på ingen måder svag, og hun ønskede bestemt heller ikke at blive fremstillet på den måde, når det slet ikke var tilfældet! Hun forlod hallen og søgte udenfor i den friske luft, også selvom det slet ikke hjalp hende. ”Lad mig gå, Konstantin..!” vrissede hun direkte faretruende. Han skulle under ingen omstændigheder tæt på hende lige nu!

[Deleted]

Det direkte irriterede Konstantin at Malisha skulle beskylde ham for ting han ikke engang havde gjort, og at hun ikke engang stolede mere på ham, var noget som direkte forargede ham! Han havde givet hende sit ord på at han ville vente på hende og kun holde sig til hende, og havde han været hende utro, så havde han jo nok haft lidt større samvittighed og så ville hun med garanti kunne mærke det på ham! Men han havde ikke gjort noget som helst forkert og hun kendte ham vel bedre end det? Hendes ord fik ham til at se lettere forarget mod hende. Nu ville hun aldrig nogensinde åbne op for ham? Han havde ikke gjort noget som helst forkert! Tanken gjorde faktisk ondt, for nu havde han faktisk selv valgt at vente på hende, han havde ikke engang rørt en anden kvinde i næsten et halvt år, fordi han ville have hende og så troede hun ikke engang på ham? ”Men jeg har ikke gjort noget forkert!” fastholdt han denne gang langt mere frustreret, for kunne hun ikke bare tro på ham da? Han havde tilmed tilbudt hende at læse hans tanker, for han skulle hellere end gerne vise hende mødet, så hun kunne se at han faktisk ikke havde gjort noget som helst. At hun så fortsatte med at køre rundt i middagen, var noget som fik ham til at himle irriteret med øjnene, for nu rablede det da for alvor for hende! ”Det var jo bare en venlig gestus! Jeg har ikke været dig utro, tværtimod takkede jeg nej til en overnatning, og tog hele turen hjem igen, så jeg først kom hjem tidligt i morges!” svarede han sandfærdigt. Den tur var altså lang, når man havde folk til fods! Det var også derfor han ikke havde set hende i dag, fordi hun havde været ude, inden han var nået hjem, og han havde sovet det meste af dagen, fordi han havde været udkørt efter turen, og så var han taget op til kongen denne aften fordi hans forespørgsel endelig var gået igennem, så han kunne få en audiens, og det hele var gået forrygende!
Konstantin sukkede lettere opgivende til hendes ord, hvor han rystede på hovedet, samtidig med at han tænkende og næsten frustreret måtte gnide sine øjne og næserod. Hvorfor skulle hun være så skide besværlig? ”Selvfølgelig må du være derinde, men du har ingen ret til at skulle rode rundt i mine papirer, og desuden har du ingen grund til det, for jeg skjuler intet for dig! Jeg efterlod tilmed en note om at jeg skulle på forretningstur, hvorfor lægger du så meget i det, når der ikke er sket noget som helst?” Det irriterede ham at hun ikke bare kunne tro på ham, for han var for en gangs skyld fuldstændig uskyldig! At hun fortsatte udenfor, fik ham selv til at søge efter. ”Malisha.. lyt nu til mig! Jeg har ikke været dig utro! Jeg sagde jeg ville vente på dig og det er hvad jeg har tænkt mig! Hvorfor skulle jeg overhovedet være en anden kvinde tæt, når jeg har det bedste og det jeg vil have, lige her?” Hvorfor kunne hun ikke bare se det?! Det frustrerede ham virkelig at hun skulle være så forbandet snæversynet og stædig! Han løb de sidste skridt hen til hende, hvor han lagde en hånd mod hendes skulder, som han klemte blidt omkring. ”Hvorfor tror du ikke på mig?” spurgte han roligt og denne gang langt mere kontrolleret.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var måske ikke meget for at erkende, at hun faktisk var bange for hele situationen, også selvom hun selv havde valgt at kaste sig direkte ind i det når det kom til forhold og følelser. Han havde indvilget i at vente på hende, men det var bestemt heller ikke fordi at det gjorde det meget bedre, med tanken om at han faktisk opsøgte kvinder udenfor hjemmet! Det var jo slet ikke noget som hun kunne hamle op med, og så var det virkelig fuldkommen lige meget, når det kom til det faktum, at han havde holdt sig clean igennem et halvt år! Hun var bare bange for, at det slet ikke var nok, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var en tanke som gjorde det meget bedre for hendes eget vedkommende, for hun var bange af sig, hun var skræmt af alt det nye, selvom det måske var svært at tro på, men det var hun faktisk! ”Åh jo du har!” endte hun med en fast tone. Middage var bestemt ikke en del af en forretning! Så med andre ord, så havde det været en kvinde som han kendte, også selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, og den tanke alene, var kun noget som gjorde hende langt mere arrig! ”Overnatning? Overnatning?! Og du kalder det for forretning!? Det er vidst længe siden begrebet ’forretning’ gik af, Konstantin!” endte hun direkte hidsigt, også fordi at det jo faktisk gjorde ondt, for det beviste jo kun tydeligt, at det var en kvinde som havde noget for ham, og det var bestemt heller ikke en tanke som hun brød sig om på nogen måde!
At Konstantin skulle være utilfreds med at Malisha snuede i hans genstande, var slet ikke noget som hun kunne tage sig af, som det stod lige nu, for det var slet ikke noget som hun så nogen grund til. Nu hvor man på sit vis, faktisk var i stand til at betegne dem som et par, så måtte han da også leve med, at de ikke skjulte noget for hinanden! Og derved havde hun altså sin fulde ret til at snige igennem hans sager, om det var noget som han nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som han ville det eller ikke! ”Hvis du ikke skjulte noget for mig, så ville du heller ikke blive vred over at jeg gjorde det! En forretningstur? Jeg er ligeglad! Det har sikkert bare været et skalkeskjul, netop for at få lov til at se kvinder bag min ryg..!” endte hun direkte arrigt, for løgn var det vel heller ikke engang? Tanken gjorde ondt, for hun havde for pokker heller ikke lyst til at miste ham til andre kvinder, kun fordi at hun ikke kunne tage sig sammen til det endelige skridt, og nu var hun jo kun mere bange for det, end det som hun havde været i forvejen! Hun fortsatte ud i haven, hvor den friske luft omgående ramte hende direkte i ansigtet. Det resulterede kun i gys hele vejen ned af ryggen, og det var virkelig behageligt. Hans ord, og det at han lagde hånden mod hendes skulder, fik hende til at sitre. Hun tørrede hastigt sine tårer væk. ”Du kan få alt hvad du peger på Konstantin, hvis du spiller på charmen.. Og middag og overnatning? Det lyder ikke bare som forretning i mine ører..” Hun vred sin skulder ud af hans greb, kun for at vende sig mod ham. Hun var bange.. kunne han for pokker ikke bare forstå det?!

[Deleted]

Selvom det ikke just kunne ses eller aflæses på Konstantin, så gjorde det faktisk ondt at hun beskyldte ham for at have været hende utro og tydeligvis ikke kendte ham bedre. At hun så også gik rundt med de tanker og troede alt det om ham, gjorde det på ingen måder bedre, for her havde han virkelig gjort sig umage og var selv stolt over at han faktisk havde formået at holde sig i kort snor og vente på hende og så kom hun og beskyldte ham for det stikmodsatte, hvilket var både latterligt men også tarveligt gjort! Han ønskede kun hende og at hun ikke kunne se det eller vidste det, var noget som gjorde ondt, for han forsøgte virkelig at gøre sig umage! Han kunne tydeligt mærke lysten som kun blev større for hver dag der gik, men på en eller anden måde så formåede han alligevel at undertrykke den, så den ikke tog styringen af hans handlinger, hvor han hver dag var hjemme og hver nat lå hos hende. At hun så ikke selv kunne se hans anstrengelser, gjorde ham trist til mode, for han gjorde jo alt sammen for hendes skyld, og så irriterede det ham kun at hun skulle være sådan! Han endte med at himle let med øjnene, som hun fortsatte med at råbe af ham. ”Malisha! Jeg gjorde forretninger med en meget, meget gammel bekendt, som jeg ikke har set i et par århundreder, hun inviteret til middag, og tilbød overnatning, som jeg takkede nej til, fordi jeg vidste at du var hjemme og for at vise dig respekt, der ligger intet i det!” svarede han sandfærdigt, selvom man tydeligt kunne høre at han også var lettere frustreret i tonen.
Selvom Malisha måske ville være alene, så var Konstantin fuldstændig ligeglad, for han havde ikke været hende utro! Han var kommet hjem for hendes skyld, og han havde ikke rørt nogen anden kvinde! Han havde måske været til middag, men hvad så? Det var jo bare en venlig gestus, desuden så var Aleksandra en gammel bekendt, så det var vel intet under at gamle kendinge gjorde lidt mere ud af tingene end en fremmede ville gøre? Desuden så havde lysten til at være der, heller ikke været særlig stor, hvor han havde haft det helt fint med at gå, og han havde været mere end lykkelig over at han havde Malisha derhjemme, for det møde havde kun gjort det tydeligt at han var præcis hvor han ville være! Og han ønskede Malisha ved sin side og ingen anden, så at hun skulle beskylde ham for andet, det gjorde ham både ondt, men også direkte arrig. ”Jeg har ikke været dig utro for pokker da!” vrissede han irriteret. Hvorfor pokker lyttede hun ikke til ham?! Han var kommet direkte hjem, netop fordi han vidste at hun var her, og det var hende han ville have, hvorfor hun så skulle gøre en kæmpe sag ud af ingenting, det forstod han virkelig ikke! Han lagde godt mærke til at hun tørrede sine tårer væk, selvom han slet ikke forstod hvorfor hun var ked af det, for han havde jo ikke gjort noget..! ”Jeg er ligeglad med alle andre Malisha! Jeg kom hjem, fordi jeg vidste at du var her, det er dig jeg vil have, og jeg lovede at vente på dig, hvilket jeg også har gjort og har tænkt mig at fortsætte med at gøre!” svarede han lettere bestemt. At hun vred skulderen ud af hans greb og vendte sig mod ham, fik ham til at sende hende et sigende blik. ”Kom nu til lidt fornuft Malisha. Hvis jeg havde været dig utro, så havde du kunnet fornemme skylden allerede med det samme, men jeg har ikke gjort det, for jeg vil kun have dig!” svarede han roligt og dog med stædighed i stemmen, som han stillede sig foran hende, og strøg hende kærligt over armene, skønt han passede på hendes blodige arm.