En tur under natte-himlen (Ritta)

[Deleted]

Det var nat, der var ikke en sky på himlen så Sanildor's store skikkelse var næsten klar på himmlen imens han fløj der oppe. Gløden i ham fik ham til at ligene en forvokset stjerne der fløj over natte himlen. Men han var ikke en stjerne, og det kunne jo tydeligt ses på hans bevægelser, også det at han ikke holdt sig i en bane som en normal faldene stjerne gjorde.

Reynard gik på landjorden. Han var klædt godt på i både kappe og det hele for det var en smule køligt i nat, men det var ikke så galt. Den kolde luft var forfriskende, det gav ham klarhed over de ting der var sket er på det sidste. Der var så sandelig sket en masse, og han kunne knap nok have halvdelen af det i hovedet på en gang. Men det behøvede han heller ikke, lige nu skulle han bare gå. Han var jo ude for at tage sig en natte tur. Det var jo så dejligt, også var månen jo så dejlig fuld.

#Få hende ud af dit hoved Reynard, hun er det ikke værd.# Sagde Sanildor med sin tankes kraft. Han var ikke for glad for det der var begyndt at ske, men sådan var det jo, det var to brødre og kvinder kom altid imellem to brødre. Det ville ikke ende godt. ”Ja, ja, skal jeg nok.” Sagde Reynard selv om han viste det ikke ville ske. Hans kappe blafrede lidt i den sagte vind som skyllede over engen. Ja det var en dejlig nat i nat.

[Deleted]

Tros den kølige nat var ritta tråd ud i skoven, natten var perfekt til at samle de særlig planter som kun var aller meste frisk sådan en kølige og smuk aften, hun mangle måne blomster og selv lysen måss der kun vokse få steder i skoven, iklædt en tæt siden grøn kjole og sin bedste sort kappe, og med en kurv i den ene arme og en lanterne i den anden små løb hun gennem skoven for skoven var ikke et sikkert sted om natten, tyve var i skoven for ikke alle de vild dyr, ulve var der jo. bjørne frygte hun ikke men det var fordi hun jo var vokse op blandt bjørne. Ritta hade brugt det meste af sin tid på at læse i den bog hun hade fået af Reynard og hun hade lært meget, og det var hun glad for. men efter det der skete mellem ham og Yura, hade hun prøve at studer lidt i menneskes opførsel og hvad det lige var der skete og nu forstod hun, de var jo begge vild med hende! hun var helt forvirret da hun hade opdage det og hade gået og snakke med sig selv prøve at finde ud af om hun over hovede kunne lig nogle af dem! hvorfor var det så svært at find ud af!.

der var jo gået længe siden hun så dem sidste, hun var begyndt at tro de ungik hende hvilke gjordt ondt ind i, i sær over Reynard ikke var komme på besøg igen, men igen hans drage brød sig vist ikke om hende. hun sukke og trippe hvider, hun kom til et træ hvor mosse voske og kigge under de stor rødder og begyndt at pille det af og lægge i kurven, da hun hade en følelse af der var nogle bag hende, hun rejste sig op og holdt den tændt lanterne for and sig. "e-er der nogle!?" spurt hun mens hun prøve at se længer frem men mørket gjordt det ikke særlig nemt for hende.

[Deleted]

Han havde ikke set hvor hans ben førte ham hen. Måske var det en eller anden magisk tiltrækningskræft som ledte hans skridt i en bestemt retning mod et bestemt sted, hvor han ville finde svar på et eller andet, eller også gik han bare helt tilfældigt i en tilfældig retning for at rense kaosset af tanker i hans hoved.

Men det han fandt var alt andet end rolighed. Imens han gik spottede han en figur der gik i mørket. Han havde ikke forventet at se nogle her omkring, det var højest usædvanligt at nogle ville gå her omkring på denne tid af døgnet, der kunne jo sagtens være røvere og banditter der gemte sig her omkring. Men denne person havde alligevel vovet sig ud, så den ros skulle de have.

Reynard gik lidt tættere på. Han viste jo godt at personen nok ville være lidt spændt, lige som en bue-streng. Det var jo nat og om natten var det farligt så det galt om at være klar til mod angreb. Men det han mødte var alt andet end forventet. Stemmen kunne han med det samme genkende. Det var Ritta's. Og da hun spurgte om der var nogle her, måtte han simpelthen svarer. ”Ja, jeg er. Hvad laver du ude på denne tid af døgnet.” Spurgte Reynard ret så nysgerrigt, imens han smilede og gik tættere på Ritta, men uden at virke truende, hvilket jo var meget nemt at komme til når det var mørkt.

[Deleted]

Ritta gav et hop da hun hørt der kom svar på hendes spørgsmål men kunne nu skimte Reynard der kom frem for and hendes lanterne "REYNARD! du skræmt mig!" hun så strenget på ham før hun sænke lanterne lidt og så på den smule hun kunne se fra lanternes lys, "jeg samler ingratienser.. disse kan kun findes på klar kølige nætter.. jeg læste om dem i bogen du gav mig" hun så på ham og bed sig i læben og fjerne hætten fra hovede, det hvide hår lyste helt op i skærte fra lampen og gjorde det nemmer og hvide hvor hendes ansigt var, hendes hår hang løst ned over hendes skulder og var svagt ulet men det gjorde hende intet. "hvad med dig?.. du kom ikke på besøge igen efter det der skete.. jeg.. jeg troede i prøve at ungå mig.." hendes stemme var trist og følt et sted ondt i bryste ved tanken om de måske hade ungået hende, men igen det var hendes skylde de nær var fløjen i struben på hinanden. "men sig mig... hvad skete der... enlig efter jeg hade drukke.. jeg..jeg kan ikke huske det.. jeg gjorde ikke noget dumt vel?" hun så på reynard med et blik der bad om sandhed om hvad der skete for hun huske det bare ikke, den kølige vind bleste let forbi dem og fik hende til og gyse en smule for der var jo koldt og hun var ikke rigtig til kulde hun var mere til varme og sol.

[Deleted]

”Undskyld.” Sagde Reynard da Ritta sagde at han havde skræmt hende. Altså jo han havde da kunne gætte at hun ville blive lidt overrasket da han kom tættere, men lige frem bange. Det havde han ikke regnet med. Men igen, hun var ude om natten, man bliver altid lidt ekstra bange. ”Lyder hyggeligt.” Sagde han efter hun havde fortalt ham hvad der fik hende ud på denne kolde nat. Nu var han jo ikke en ingrediens samler, så han kunne ikke lige sige om det var sandt at det var hyggeligt, eller ej. Men han gik da ud fra at Ritta kunne lig det.

Så spurgte hun ind til hvorfor han ikke besøgte hende igen efter det der skete. ”Jo, jeg ville gerne besøge dig igen. Men vis den elver mand havde været i nærheden ville jeg ikke kunne stå til ansvar for hvad Sanildor ville gøre. Sandsynligheden for at han havde gjort skade på området ville være meget stor. Og det ville jeg gerne undgå, jeg ved jo du godt kan lig at der ikke bliver gjort skade på skoven.” Sagde han ret så roligt. Det var skam sandt nok. Hans ikke tilstede værelse hos Ritta var faktisk lidt på grund af Sanildor's temperament, han ville jo nødig havde at hun skulle få sit hus revet ned fordi Sanildor ikke kunne styre vreden.

Også spurgte Ritta efter hvad der skete da hun blev fuld. Han ville sige sandheden. ”Du blev fuld, snublede over mig, og kom til at kysse mig. Hvilket vist var lidt for meget for din Elver-mande-ven, han prøvede i hvert fald at give mig tæsk. Ikke at han var så god som han nok selv gik og troede. Men heldigvis fik Sanildor stoppet ham, selv om det krævede en meget virkelig trussel om at rive huset ned for at komme til at æde ham elveren.” Reynard forklarede det hele med en vis ro i stemmen. Der var jo ingen grund til at putte flere følelser i det. ”Ja, Sanildor har en tendens til at reagere voldsomt vis nogen prøver at gøre skade på mig.” Sagde Reynard så med et lille smil på læben.

[Deleted]

Ritta følet en varme stige op i sin kinder da han forklar hvad der skete, hun hade kysse ham! godt nok var hun fuld da det skete men hun hade kysse ham!! hun så flovt ned og hørt enlig ikke rigtig efter resten tankerne kørte rundt i det lille hovede på hende som hun nær hade tabt lanterne i ren chok over nyheden, "øhm.. jeg.." hun anet ikke rigtig hvad hun skulle sig til det med kysset for hun vist jo ikke om det var nød hun fortrød eller ikke, det var svært når man ikke kunne huske en skid! "j-jeg nu glad for han ikke rev mit hus ned.. det tog mig tid at bygge det" hun så op på ham stadig med en brænden fornæmmelse i den sort hud, hun så på ham og snak en klump og hade det pluslig meget varmt, hun så på ham "øhm.. k..kysser jeg dårligt?" spurt hun stille og bed sig tydelig vis i læben og gned foden lidt i jorden mens hun vente på hans svar, det her var temmelig pinligt syntes hun men hun ville enlig godt vide om hun var elendig til at kysse "d-det var mit første kys..så.." hun så flovt ned at hun hade give sit føste kys væk i en brændert var ikke lige meningen.

[Deleted]

Han havde skam forudset at hun nok ville blive lidt flov over det han fortalte. Men han fortalte sandheden som den var. Der var ingen grund til at han skulle gøre andet, han ville intet vinde med løgne. Han nikkede da hun sagde at hun var glad for at Sanildor ikke havde revet huset ned. ”Det er jeg skam også glad for at han ikke gjorde, dog skulle jeg nok hjælpe med at bygge det igen, vis det skulle være sket.” Fortalte Reynard sangfærdigt.

Der efter gik der et par sekunder hvor der var stilhed, også spurgte hun et spørgsmål som han næsten havde forventet at hun ville spørge. Men den kommentar der kom lige efter havde han ikke forventet. Men så igen med hendes historie var det nok ikke så unormalt. ”Du kysser skam godt for en nybegynder, men du er ingen mester, endnu.” Sagde han med et smil og en ærlig men ikke ond stemme. Han var bare ærlig og det var der intet galt med. At hun så var så uheldig at give hendes første kys til ham, det var jo så lidt synd, men igen han kunne ikke skrue tiden tilbage, så de måtte bare leve med det der var sket.

”Men næste gang du kysser nogen bør du nok være ædru.” Sagde han med en lidt drillende tone i stemmen. Han kunne da godt drille hende lidt, kunne han ikke? Jo, det var jo sådan set venner, eller i hvert fald anså han hende som en ven, vis da ikke mere, men det 'mere' skulle han også have hendes accept på.

[Deleted]

Ritta stirre på ham som han svart på hendes spørgesmål om det med at kysse, hun så flovt ned over det der var sket. for hende var det første kys vigtig for hende, det kunne have fortalt hende om der måske lå noget i hende der kunne lige en af dem, men fordi hun var bleven fuld kunne hun ikke huske det! og det var bare så træls!! hun sank en klump og pille lidt ved kurvens hank og vist ikke rigtig hvad hun skulle sige lig nu. at han sag hun ingen mester var i nu fik det til og lyde som om det nok skulle ske igen selv om hun ikke rigtig var sikker på det, hun så på ham og bed sig i læben hun ville altså vid om det var noget.. noget særligt mellem dem. hun hade læst at vis nogle kvinder i disse romantisk romaner fik sommer fugle i maven? hvordan de så en var havne der.. og nogle følt hjerte sprang ud af dem!! hvilke hun ikke håbe på hun skulle bruge sit hjerte, og nogle der slet ikke mærke ande ind en brænden i kinderne som hun gjorde lig nu. "mh..." mumle hun og gik så helt tæt på ham, og stod så stille igen i lidt tid og så ned og prøve at samle mod til sig, hun ville vide det her! men hun vist det ville blive akavet og pinligt men nu hade hun jo gjordt det en gang som fuld så en gang som ædru skade vel ikke, hun så på ham og ganske hurtig og nok lidt for hårdt kysse hun ham på munden igen i et par minutter inden hun slap igen og skynde sig at bakke en meter væk, mens hun mærke maven gjorde ondt på en underlig måde, hade hun mund fået sommer fugle i maven? hun trak hætten over hovede igen for at skjule sit flov ansigt før hun vente rundt og begyndt at gå med lanterne for and sig mens hun prøve at finde ro i hovede og i kroppen.

[Deleted]

At hun stod i stilhed havde han forventet. Hvordan skulle hun reagere på det han havde fortalt hende? Altså enhver anden kvinde ville nok have givet ham en syngende lussing lige omkring nu. Men det gjorde Ritta ikke. Hvorfor kunne han kun gætte på, men det ville han ikke få noget ud af, så han lod være. I stedet for prøvede han at finde på noget at sige. Men inden han kunne finde på noget smart at sige, så gjorde Ritta noget han ikke havde forventet hun ville gøre. Hun kyssede ham igen, og den her gang var hun da helt ædru.

Kysset varede i et par minuter før hun selv afbrød det men det var et godt kys, dog en smule hårdt, men det var nok bare nervøsitet. Efter kysset trak hun sin hætte over sig, lige før hun begyndte at gå væk. Inden han lod hende komme for langt væk skyndte han sig op på hendes side og sagde. ”Det havde jeg slet ikke forventet.” Reynard var tydeligt vis overrasket over hvad der skete. ”Nå, hvordan føltes det så?” Spurgte han efter et lille stykke tid. Han var meget interesseret i hvad hun følte. Mest også fordi det jo så ud til at være meget vigtigt for hende.

[Deleted]

Ritta forsatte bare med at gå, også efter han fuldt efter hende og var komme op på siden af hende. hun så bare ned mens hun prøve at, finde hovede og hale i hvad der var der skete med hende, det gjord ondt i maven men ikke sådan ondt ondt som hun kunne lave medicin mod, det her var som om det ikke kunne gå væk bare sådan. at han spurt hvordan det følels hjalp ikke spor! hun følet hovede koge og kroppen ryste i det, om det var fordi hun frøs eller om det var disse ny følelser hendes krop var ved at lære vist hun ikke, hun så på ham men det var kun kort før hun så ned igen "det gør ondt" mumle hun bare og forsatte med at gå, menneskers følelser var noget sært noget. hun savne virkelig lig nu live før hun mødt de to for der leve hun i ro med sin egen krop og alt var bare så enkelt nu var alt bare så forvirrerne og problemantisk, knytte hænderne lidt om kurven og lanterne og ville bare gerne kunne find ud af det her, hun forsatte uden at se sig for hvilke resulter i hun faldt over en rod og lande på næsen ned i jorden hvor hun blev liggen lidt inden hun kom op og side på knæ og børste sig af mens hun små snøfte.

[Deleted]

Reynard viste at det som Ritta gik igennem lige nu, ikke var nemt. Det var det første skridt i at binde sig til en anden person. Han kunne godt selv huske det. Mave-smerterne som på et tidspunkt kunne være helt væk, også så snart man gik væk fra den specielle person, kom hamrende tilbage som en eller andet stort brød der mente at man lige skulle have et par slag i maven med en stor hammer. Han vidste derfor også at det ikke ville nytte noget at flygte, man kunne prøve at skjule og tvinge følelserne væk, men de ville altid grave sig vej frem igen.

"Det en smerten i maven ikke? En ulidelig smerte som bare ikke vil stoppe, og det føltes ikke som om nogen former for urter vil hjælpe, har jeg ret?" Reynard spurgte lidt spørgende. Det var i hvert fald sådan det havde været for ham. Men så igen måske fordi han var som han var, så havde smerten måske været værre end hos normalle menneske? "Vis det er som det var hos mig den første gang, så er det bedste råd jeg kan give dig at acceptere det. Lad følelsen strømme istedet for at prøve at tvinge den i fangeskab. For den lader sig ikke fange." Sagde Reynard, han lød jo næsten som en meget klog mand. Men det var han jo slet ikke. Det var bare sådan han havde gjort det, da han havde lidt under denne følelse. Nu, nu var følelsen næsten behaglig, den fik ham til at føle sig i live.

Alt snakkeriget havde fået ham til ikke at kigge hvor de gik. Så han blev meget overrasket over at Ritta faldt. Men han var hurtigt over hos hende for at tjekke om hun havde det godt. "Er du kommet til skade?" Spurgte han, det var tydeligt i hans stemme at han ikke ville se hende have ondt. Han strakte en hånd ud til hende for at hjælpe hende op vis hun ville have det. Men hun kunne jo også takke nej til det.

[Deleted]

Ritta så op på ham da hun enlig fik vendt sig op og børst det værste jord af ansigt og resten af kroppen, at hun skulle lade følsen få frit løb.. det tur hun ikke! hun ryste på hovede "jeg tør ikke.. hvad vil den ikke gør ved mig.. hvorfor skal den ødelægge mit ellers fredlig liv.. jeg har aldrig bedt om de her følser.. " hun lag armen om sig selv og så væk fra ham, mens hun ryste både i frygt og kulde for der var koldt der på jorden, hun kunne ikke lig det her for maven gjord ondt og hjerte hammer og alt var så forvirren "menneske natur er underligt.. i får disse.. følelser til at fremstå som dejlig i jeres bøger.. som noget man bare har brug for.. men jeg kan ikke lig dem.. jeg har ikke bedt om dem.. hvordan får jeg dem væk.. det gør ondt" hun hulke og så på ham med tåre i de sløv farve øjne og knuge armen om sig selv.

[Deleted]

"Desværre er det de færreste der beder om disse følelser. Men vi kan ikke kontrollere dem." Sagde Reynard som svar til det som Ritta sagde. "Den vil ikke gøre noget ved dig. Det er en følelse der fortæller dig hvad du vil have, den tvinger dig ikke til noget. Det er dig selv som vælge om du vil reagere på den." Reynard's stemme lød næsten som om han snakkede fra erfaring. Hvilket han jo nok også gjorde, han havde i hvert fald mere erfaring med det end Ritta.

"Ja, jeg går ud fra at vi er ret mærkelige. Grunden til at vi for dem til at lyde så dejlige i vores bøger er at når vi endelig slipper af med dem, så indser vi hvor dejlige de rent faktisk var at have." Svarede Reynard da Ritta begyndte at beklage sig over dem.

"Vis du virkelig vil have dem væk, så kan du godt. Du skal bare ignorerer dem, eller i værste tilfælde kan du forpeste dem med onde tanker, men så afskærer du dig selv fra noget som er så naturligt for din krop som den luft du trækker i dine lunger. Alle går igennem dem. - " Sagde Reynard lige før han holdte en kunst pause. "- Alle væsener føler disse ting. Mennesker, Drager, ja selv dyr. Nogle gange er følelserne onde, som hævngærlighed, eller vrede. Andre gange er de gode, som kærlighed og glæde. Men en ting er sikkert, de er naturlige. Og fornægte man dem så fornægter man dele af sig selv. Og det er ikke godt” Reynard talte med en vished om at de han sagde var sandt. Selv om det nok var lidt dobbelt moralsk af ham, da han jo lige netop prøvede at slippe af med diverse 'onde' følelser. ”Det bedste råd jeg nok kan give er at du skal acceptere dem, men ikke lade dem kontrollere dig. Tag dem som dine råd-givere, lyt til dine følelser, men ikke lad dem tvinge dig til at gøre ting.” Sagde han til sidst, og nu ville han så lade hende tænke over tingene. ”Har du brug for at få lov til at tænke lidt over tingene alene?” Spurgte han til sidste, han var klar til at gå vis det var det hun ville have.

[Deleted]

Ritta sad bare og hulke mens han snakke og fatte enlig ikke en brik af noget af det, "jeg forstår ikke tåge snak reynard.. det du siger giver ingen mening" hulke hun og tog sig til maven, hun hade nu ikke ondt i maven fordi hun hade følelser men fordi det stresse hende alt det her der var sket og hun tog tydelig vis ikke stress særlig godt! hun hulke og trak bare bene op under sig og ryste på hovede til om hun ville vær alene, var han sindsyg! vis han lod hende være alene var hun ubeskydet og et let bytte for rovdyr eller værst fald slave jæger!, var han sindsyg eller noget! hun forsatte med at side sammen krøben, en dejlig nat var lige bleven til et halvt marridt og hun vist ikke en skid! hvad hun forelsket eller ej! gjorde de kur til hende eller ej. hun så på ham med øjne våde af tåre "hvorfor sloges i to hjemme hos mig? hvorfor reager i på den måde jeg snakke til jer? rørt jer? hvad er der med jer!? i line to han bjørne om en hun bjørn!" hun så på ham og forstod det virkelig bare ikke lig nu, og det gjord ikke hendes tilstand beder.

[Deleted]

Han var virkelig ikke god til alt det der med følelser og sådan. Lige der var han den stereotypiske mand, han kunne ikke forklare den slags, det skulle han bruge en kvindes hjælp til, og lig nu var der ingen i nærheden. Og det at han snakkede løs om noget som hun tydeligt nok ikke forstod gjorde det ikke bedre. Han kunne dog slet ikke lig at se hende sådan. Det var slemt for ham, det gjorde ondt. Han ville gerne se hende smile.

Så han satte sig ved siden af hende og lyttede. Da hun begyndte at spørge om hvorfor de reagerede som de gjorde kunne han næsten ikke lade være med at smile, da hun lavede sammenligningen mellem dem og bjørne. "Jeg tror faktisk du ramte plet der. Se på os som to han-bjørne der gerne vil have dig. Og nu kæmper vi så om at få dig til at vælge os. Din ven valgte så den voldelige vej, han ville skille sig af med mig ved at dræbe mig. -" Han tog sig en lille kunst-pause så han kunne få luft i lugnerne. "Men jeg vil hellere have at du selv vælger den du helst vil have, ingen tvang." Sagde Reynard roligt, han håbede lidt på at det ville gøre det nemmere at forstå for Ritta, for ja det var svært at forstå for en der ikke var vokset op med det.