A mental breakdown

[Athena Maloya Mathimæus]

Følelser havde altid været et af Athenas store problem områder, for hun var rædselsslagen for at vise sig svag, for at Evan ikke længere ville være stolt af hende, hun var bange for at være blottet og nem hvis hun udviste følelser både i form af glæde og sorg, det smil hun bar om læberne var trods alt ikke ægte.. det skete forbandet sjældent i det store og det hele. Athena lod sig fører bort fra sin fars lig, det gjorde hende intet, luften bleve n smule klarere men det var stadig ikke til at holde ud. Hun blev siddende i hans stærke arme i sofaen og følte sig forbandet udmattet. Hun snøftede og slap et dybt suk. Det gjorde forbandet ondt at hun netop havde mistet sin kære far, måske hun ikke havde villet vide af ham, men i sidste ende havde hun elsket ham, han var trods alt hendes far og han havde gjort mange gode ting for hende, han havde aldrig været tvunget til at tage sig af hende, men han havde end ikke tøvet. De opsvulmede, røde øjne mødte hans for et kort øjeblik, det var lige før hun ikke var i stand til at se ud af dem efterhånden. ”Det siger du nu.. Zacharias var lige stoppet med at på mig på den måde.. det gør ikke,” endte hun direkte opgivende og lod igen tårerne strømme frit ned over de blege kinder. Der var frygtelig mange bekymringer som strøg ind og ud af hendes tanker, hvilket efterhånden var blevet tydeligt, hun var ikke i stand til at holde styr på dem så lang tid de mange følelser pulserede i hende, det var direkstre forstyrrende! Hvis hun fik lov til at gå nu, ville hun end ikke vide hvor skridtene ville fører hende hen, og det var ligegyldigt, for hun havde netop gjort den ene ting som hun havde haft mareridt efter mareridt om siden hun havde slået deres mor ihjel.. det mareridt var blevet virkeligt, og ikke nok med det så følte hun sig berørt og beskidt.. en følelse hun efterhånden havde et temmelig stort bekendtskab med. Athena var for træt til i det hele taget at bide sig mærke i at han langsomt trængte ind i hendes sind. Øjenlågene blev tunge i takt med hans varme stemme. Hun fornemmede hans ånde mod sin hårbund jo mere han talte. Tårerne tørrede langsomt ind på hendes kinder, hun følte sig pludselig ikke kun udmattet men også træt. ”Vær sød ikke at forlade mig,” bad hun stille og lod øjnene glide i. Hendes åndedrag blev tungere, hun glemte de mange bekymringer jo mørkere det blev for de pludselig trætte øjne. Ikke på noget tidspunkt mistænkte hun, at det var Evan som havde leget med hendes hoved, for hun hadede jo den slags, hvilket han godt vidste! Grebet om ham endte mere slapt, hun holdt stadig til hans klæde mest fordi det klistrede til hendes håndflade, men armen omkring hans nakke glide langsomt ned omkring hans skulder, som hun langt om længe gled ind i den drømmeverden han selv havde budt hende ind i, det ville næppe blive en rolig en af slagsen, men det var hun efterhånden blevet så vant til.

//Out

[Deleted]

Hvad der skete på hjemmefronten, var ikke noget som Zacharias havde nogen anelse om. Han passede sit arbejde, gjorde sin far stolt, blev mættet og havde det faktisk godt på trods af omstændighederne af, at det jo faktisk var et bordel som han mere eller mindre arbejdede på og var flyttet ind på, men han havde det jo faktisk godt af den grund, og aftenen havde allerede været særdeles indbydende for hans vedkommende! Evans besked havde han modtaget, og den havde selvfølgelig efterladt ham med en frygtelig dårlig smag i munden, men.. hvad kunne da gå så galt? Athena var i sikkerhed ved Evan, så meget vidste han da, men.. far måske? Tanken var faktisk det som havde tvunget ham fra stedet af, med løftet om at han nok skulle komme tilbage igen hurtigst muligt, men han var nødt til at tjekke det på hjemmefronten. Det kunne godt være, at man ikke ligefrem kunne sige at Marvalo Mansion var hans hjem som sådan, men nok snarere Cecilayas, men hun var jo trods alt aldrig nogensinde hjemme, så det var jo ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for deres vedkommende af den grund!
Zacharias nåede langt om længe dørene, som han hurtigt fik op, hvor det var stilheden som han hurtigt bed sig fast i. Det lignede slet ikke Marvalo Mansion, at der skulle være den stilhed som havde lagt sig over stedet her! Han bed sig let i læben. Stemningen var skræmmende.. kold. ”Far?” kaldte han, som han så igennem huset. Pejsestuen så han i som det første, også selvom han kun så Evan og.. Athena? Han blinkede let med øjnene. Noget var galt.. Rivende galt, så meget kunne han da godt fornemme nu! Han endte hurtigt med at skynde sig tilbage til hallen og styrtede op af trappen. ”Far?!” kaldte han med en fast tone, som han stormede ned af gangene af værelserne. Alle dørene blev hamret op, som han nåede dem, hvor han endte med at stå fuldkommen ligbleg i ansigtet, da han endelig nåede Athenas værelse og så manden ligge der blodig i Athenas seng. Tårerne vældede omgående op i hans øjne. ”… Far..?” endte han dæmpet, som han endte med at gå hen til sengen og ned i knæ. Hans hånd begyndte omgående at ryste, som han strøg den over sin fars kind, også selvom der ikke kom nogen respons i form af kontakt eller noget som helst. Maven begyndte kraftigt at samle sig i massive knuder, hvor han pludselig blev ramt af en intens kvalme, bare ved synet. Tårerne faldt fast ned af hans kinder. Først hans mor og nu hans far.. Hvad pokker var der sket?! ”D-du.. du kaldte ikke engang på mig..” endte han med en næsten vred stemme, et sted gemt bag den evige sorg som han måtte sidde igen med, for løgn var det jo ikke. Han rejste sig varsomt, vendte manden forsigtigt, så han kunne lægge ham ordentlig under den allerede blodige dyne. Han snøftede let. Han havde ikke engang fået et farvel og det gjorde ondt! Hans hånd dirrede.. et sted alene af den vrede som han følte.

[Deleted]

Selvfølgelig glædede det Evan, at han langt om længe havde fået bare lidt ro på Athena. At hun så ikke lagde mærke til at han faktisk befandt sig i hovedet på hende, indikerede så også kun for ham, at det virkelig var slemt, også fordi at det var noget som hun normalt lagde mærke til, som noget af det første, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han vendte blikket stille mod hende, som hun endte med at blive mere og mere slap i hans arme, så det kun var tydeligt, at hun efterhånden gav sig mere og mere hen til den ellers så tiltrængte søvn, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde ham det mindste, for det var en tanke som han faktisk havde det helt fint med! Han trak svagt på smilebåndet, som han roligt kyssede hendes pande igen, kun for at lade hende sidde helt ind mod sig, også fordi at han var nødt til at vise sig sikker på, at hun virkelig faldt godt og ordentligt i søvn! ”Jeg går ingen steder, det kan jeg trygt love dig,” endte han dæmpet, som han vendte blikket mod hende. Udmattelsen var tydelig, hvilket også var noget af det som han havde valgt at spille videre på, og det havde i den grad også virket, hvilket han kunne se, og det var noget som han i den grad også havde det helt fint med, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
Lyden af Zacharias’ stemme ved døren, var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre for Evans vedkommende, for han kunne ikke tage sig af det hele på en gang! Han nåede kun lige at vende hovedet, for at få øje på mandens skikkelse, idet han hurtigt var væk igen. Han sukkede dæmpet og næsten omgivende, idet han roligt rejste sig og lagde Athena trygt fra sig på sofaen ved siden af sig. Han lagde stille et tæppe over hende med løftet om at han nok skulle komme tilbage, idet han gik efter Zacharias, som allerede var kommet op ovenpå. Stilheden som havde lagt sig, tegnede bestemt heller ikke godt, men knægten havde været for langsom med at dukke op, hvilket faktisk var en skam, men ikke noget so han kunne gøre noget ved af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han endte hurtigt igen i døren ind til Athenas værelse, hvor han betragtede sig af Zacharias’ skikkelse, som han sad der trygt ved siden af Jareds skikkelse. ”Jeg beklager virkelig, Zacharias.. Der var ikke noget at gøre..” endte han ganske dæmpet, også fordi at det var ord som han mente. Han var ked af, at der ikke havde været noget at gøre ved det, men.. sådan lå det nu, og det var nu noget som de alle sammen bare måtte lære at leve med – hårdt som det nu var.

[Deleted]

Zacharias havde slet ikke nogen anelse om hvordan han skulle reagere. Det var vel et sted også et held, at han knapt kunne huske, hvad der egentlig var sket med hans mor? Også selvom han vidste at det også havde været Athena som havde gjort det tilbage dengang, men.. hvad så nu? Nu havde han jo ikke rigtigt nogen at gå til, for ham og Jared havde jo altid haft et utrolig godt forhold, som bestemt heller ikke havde fejlet noget! Måske at det var lidt ondt med henblik på Athena, men der havde han tilladt sig at tænke lidt egoistisk, også selvom det vel også var derfor at han tog det så hårdt nu? At se sin fars døde skikkelse ligge der, velvidende om at manden ikke engang havde forsøgt at kalde på ham, så han kunne få lov til at tage det endelige farvel, var en tanke som gjorde ham direkte.. vred? Han følte det bestemt ikke retfærdigt på nogen måde! Det var slet ikke retfærdigt, at det var den behandling som han skulle mødes med! Hånden strøg let over Jareds kind. Han var stadig varm, hvilket bestemt heller ikke gjorde det meget bedre for ham, for det indikerede jo at det var noget som lige var sket, og det gjorde ondt. Det gjorde virkelig, virkelig ondt!
Evans stemme som lød bag ham, fik ham til at vende sig direkte mod ham. Sorgen stod malet i de mørke øjne, såvel som de mange tårer, som han bestemt heller ikke kunne skjule. Velvidende om at der ikke havde været noget at gøre, var næsten det værste af det hele. Han vendte sig igen mod Jared som lå på sengen, idet han lagde den blodige dyne over ham med sine skælvende og rystende hænder, for det var jo næsten som om at han ikke kunne have kontrol over det! Selvom hans selvkontrol altid havde været betydeligt bedre end det som Athenas havde, så kunne hans lige såvel også gå galt, også selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham selv af den grund! ”Han gav mig ikke besked.. Han.. Han kaldte ikke engang på mig..” endte han med en næsten vrissende stemme. Det var vel også tydeligt, at det ikke var Athena som han var vred på, men faktisk Jared? For ikke at ville se ham? Det var i den grad den konklusion som han gjorde sig ud fra alt det her, selvom det næsten var noget af det værste af det hele. Tænderne bed han fast sammen, som han igen rejste sig. Tårerne begyndte at trille ned af hans kinder. ”… Led han, Evan?” spurgte han, som han vendte blikket mod manden igen. Det i sig selv, var noget som han var nødt til at vide, for han ønskede jo et sted slet ikke at hans far skulle have ondt, også selvom han havde vidst, at det var ved at gå galt, men.. så galt? Det var slet ikke noget som han kunne forstå!

[Deleted]

Evan kunne udmærket godt se, at det var et dødsfald som Zacharias tog mindst lige så hårdt, som det Athena gjorde, og det var faktisk noget som han havde den største forståelse for. Han betragtede manden med en ganske sigende mine og med hovedet lidt på sned. Han vidste at Jared altid havde haft et frygtelig godt forhold til sin søn, og han kunne skam godt forstå det, for det havde han også haft til sin egen i sin tid, selvom man ikke ligefrem kunne sige, at der var flere børn i hans liv – andet end dem som Jared havde faktisk, for hans egne var døde og borte, så han forstod sig faktisk på savn, også af den slemme og hårde kaliber. Varsomt trådte han nærmere Zacharias. Han stod med løfte til manden som lå død på sengen, også selvom det hele primært havde handlet om Athena, så ville han også være der for knægten, hvis det skulle være nødvendigt, men det var selvfølgelig helt op til ham i den anden ende. Han trak vejret dybt, som han vendte de mørke øjne mod ham endnu en gang. Han var ked af det, hvilket var forståeligt nok, men visse ting, var man bare nødt til at komme over, og dette var faktisk noget af det. Jared ville ikke komme tilbage, og det var noget som han nok skulle sørge for – igen på mandens eget ønske. ”Han har haft sine grunde, til at sætte sin datter først da situationen fandt sted, Zacharias. Jeg er sikker på, at han gjorde hvad han kunne,” endte han ganske sigende, som han kun kort vendte blikket mod manden som blev lagt under den blodige dyne, også selvom sårene på ingen måder var færdig med at løbe i det friske blod endnu. Knuden samlede sig endnu en gang i hans mave, idet han tvang blikket væk fra ham, og direkte mod knægten som stod ved hans side. De faldende tårer, var selv noget som fik hans egne til at løbe i vand, selvom han virkelig kæmpede for at holde det hele igen, selvom det faktisk heller ikke var nemt for ham selv. Jared havde været ham som en bror, og det var selv et tab som han kom til at bruge lang tid på at bearbejde ordentligt. Han foldede hænderne roligt over ryggen.
Knægten havde altid været omsorgsfuld på sin egen mærkelige måde, så godt kendte Evan ham om ikke andet. Han lod tungen stryge over de tynde læber, som han roligt rystede på hovedet. Det eneste som egentlig havde manglet, da kniven blev fjernet, var jo faktisk Zacharias, men han ønskede ikke at gøre knægten mere ked af det, end det som han tilsyneladende var i forvejen, for det var tydeligt at det var noget som gjorde ondt på ham. ”Han falmede med et smil på læben, velvidende om at han er elsket. Han led ikke spor,” endte han sigende. Måske en lille hvid løgn, men han ønskede slet ikke at forværre situationen mere end det som den i den grad måtte være i forvejen, det var der ingen tvivl om!

[Deleted]

Zacharias havde slet ikke nogen anelse om hvad pokker han skulle gøre af sig selv. Det eneste som han egentlig havde haft i sit liv, var selvfølgelig hans søster, men hans far havde så til gengæld spillet en utrolig stor betydning for ham. Han vendte blikket direkte mod Evan. At han kunne tage det så stille og så roligt, var faktisk en tanke som direkte irriterede ham, men det var jo ikke just noget som han kunne gøre noget ved af den grund. Han knyttede næverne. At manden var fundet i Athenas seng, så kunne han næsten gætte sig til hvor og hvad der var gået galt, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Han vendte blikket væk, kun for at vende sig mod den blodige dyne, selvom den ikke gjorde andet end at forstærke den knude som han havde siddende i maven, og det var noget som faktisk også gjorde ondt, for.. hvem skulle han nu gå til? Det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for ham at tackle! ”Jeg hørte ikke så meget som et ord, Evan. Han har ikke gjort hvad han kunne..!” endte han tydeligt frustreret, som han igen vendte blikket mod ham. Han var vred, og det var en vrede som skulle gå ud over manden som lå død for hans fødder! Tårernes strøm, var slet ikke noget som han kunne gøre noget ved, og det i sig selv, var faktisk en tanke som gjorde forbandet ondt, men det var ikke noget som nogen kunne gøre noget ved nu. ”Jeg er skuffet over ham, Evan..! Jeg har været den som han har haft det bedst med, og det er ikke engang mig som han gider at kalde på, når det virkelig brænder på! Jeg har ikke engang fået lov til at tage et endeligt farvel med ham..!” Hans krop begyndte at skælve, næsten som den skulle til at give efter under ham, selvom han nu var den som skulle vise sig som den store og stærke, og holde sig på benene, også for Athena?
At manden ikke havde lidt, var selvfølgelig en tanke som Zacharias var glad for, også selvom han et sted og af kort tankestrejf, næsten havde ønsket, at det gjorde ondt. Han vendte blikket direkte mod Evan. Han var for oprevet til at spore løgnene, også selvom de var så åbenlyse, men det var.. vel bare en fred i sjælen som han havde brug for at vide? ”Okay, det.. det er jo.. godt..” endte han dæmpet, som han hævede hænderne og strøg tårerne væk, selvom de kun fortsatte med at komme, hvilket faktisk var en tanke som direkte irriterede ham. Han snøftede kort. ”Nu.. nu ved jeg jo ikke hvad han har sagt og ikke sagt, men.. Få ham i jorden.. ved siden af mor, Evan..” Han vendte blikket mod ham endnu en gang. Far ville have elsket den tanke, det var han slet ikke i tvivl om. Han begyndte at gå. Han ville ud derfra, og helst så hurtigt som muligt, for det var virkelig væmmeligt at færdes sådan omkring sin fars døde krop!

[Deleted]

Zacharias’ vrede, var noget som Evan faktisk havde en forståelse for, også selvom der ikke var noget at gøre ved det. For en gangs skyld, havde han valgt at prioritere sin datter frem for sin søn, og det var selvfølgelig en tanke som selv han kunne stille sig tilfreds med. At det jo så var skuffende for Zacharias, var ikke noget som han kunne gøre noget ved, og det at vreden gik ud over den døde mand, i stedet for Athena, var noget som et sted også lettede ham i den anden ende. Han blev stående, som selv Zacharias hævede stemmen, hvilket han ganske vidst aldrig nogensinde havde hørt før, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han rettede i ryggen, som han kun sendte knægten en direkte advarende mine. At stå og råbe af manden, var bestemt heller ikke retfærdigt set i hans øjne, også selvom han vidste, at han ikke just kunne stille noget op mod det i den anden ende. ”Jeg kan forsikre dig om at din far gjorde hvad han kunne, Zacharias. Desuden, så hjælper det dig intet at råbe af ham,” endte han stilfærdigt. Det var jo ikke ligefrem en løgn i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Du er måske den som han altid har haft det bedst med, men jeg kan forsikre dig om at manden handlede på sit eget bedste, såvel som Athenas. Har du nogensinde set hende få bekræftelsen af manden, Zacharias?”
At Zacharias hurtigt måtte falde til ro igen, var en tanke som faktisk glædede Evan, for han ønskede ikke at stå og hæve stemmen her, for det var der slet ikke nogen som havde fortjent! De mørke øjne gled direkte mod den unge mand, som han roligt endte med at gå ham i møde. Han skulle ikke have lov til at tage af sted bare sådan uden videre, også selvom det var tydeligt, at det var Athena som reagerede mest kraftigt på dette henseende, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til, for hvad var der at gøre ved det? Han vendte blikket mod ham, som han lod hånden glide mod hans skulder, også som et tegn til at han var der, og at han end ikke var alene, for det var slet ikke noget som han ønskede. Børnene var vel.. et sted hans ansvar nu? Som en værge et sted? ”Selvfølgelig. Jeg er sikker på, at det også er hvad han selv ville have ønsket,” endte han sigende. At manden allerede havde sagt det, var vel også en tanke som han lod forblive udenfor dette, for det var slet ikke noget som hjalp dem af den grund. Han ønskede desuden slet ikke at knægten skulle være helt ude af billedet, selv på trods af hvad Jared allerede havde afgivet af ønsker, for det var tydeligt at manden slet ikke ønskede muligheden for at blive vækket igen.

[Deleted]

Det var frygtelig sjældent at Zacharias i det hele taget hævede stemmen, men denne gang kunne han virkelig ikke gøre for det. Han var virkelig skuffet over det valg som Jared have påtaget sig, netop ved ikke at kalde på ham, så han kunne få lov til at få det sidste og endelige farvel, for det fandt han bestemt ikke som retfærdigt på nogen måde! Han synes bestemt ikke at det var retfærdigt, at lade ham sidde uvidende om det som skete på hjemmefronten! Han vendte blikket direkte mod Evan som tydeligt måtte tage manden i forsvar, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han knyttede næverne og vendte blikket væk fra ham, for han ville slet ikke høre på det! Manden ville åbenbart ikke have det sidste farvel med ham, så skulle han bestemt heller ikke regne med at han ville være der til begravelsen! Han skulle nok komme, bare ikke til nedsættelsen! ”Han gjorde på ingen måder hvad han kunne gøre, Evan, når jeg ikke får noget som helst at vide! Jeg kom her så hurtigt jeg kunne, så snart jeg havde fået din besked, og så skal jeg finde ham sådan her? Han er stadig varm, Evan, så med andre ord, så er det lige sket, og han kunne ikke engang vente på mig!” endte han med en tydelig gråd i stemmen. Zacharias havde ganske vidst været præget af følelser allerede fra dengang han havde været helt lille, og det var noget som tydeligt stadig måtte være der, og det var virkelig ikke noget som han kunne gøre for. Hans ord var dog alligevel en pointe, hvor han igen vendte blikket væk, for han havde aldrig hørt eller set Jared bekræfte Athena, men det var stadig ikke retfærdigt på nogen måde set i hans øjne! ”Det retfærdiggøre det ikke..” mumlede han let for sig selv. Det gjorde faktisk ondt!
Zacharias vendte blikket skeptisk i retningen af den hånd som Evan lod falde mod hans skulder, hvor han igen vendte blikket direkte mod manden i stedet for. Han kneb øjnene en anelse sammen. Han var manden i familien nu, så det var noget som han selvfølgelig var nødt til at gøre et eller andet ved, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt altid, det var der ingen tvivl om overhovedet. Han nikkede. ”Han snakkede aldrig om det, men jeg ved at han elskede mor til det sidste.. Giv ham den sidste glæde.. og læg dem sammen.. Det fortjener de,” endte han dæmpet, som han ellers blev stående. Han var ikke alene, hvilket Evan viste ham, selvom det bare ikke var det samme. Tanken om at Jared nu skulle være væk for altid, var slet ikke en tanke som han brød sig om, for hans far var jo altid det som han altid havde haft, og nu stod han uden noget som helst.. Han vidste jo slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv! ”Og.. tag dig af Athena..” bad han endeligt.

[Deleted]

Evan vidste skam godt, at det var noget af en nyhed at sluge, så det at knægten reagerede med vrede, var ikke noget som kom bag på ham som sådan. Han fandt det bare ikke retfærdigt at råbe af de afdøde, og han følte selv personligt, at han gjorde ret i at skulle tage manden i forsvar, når han for en gangs skyld, havde valgt at sætte Athena forrest, for det var tydeligt også noget som den kære tøs havde haft brug for at vide – at hendes far virkelig elskede hende, og at han havde været stolt af hende så langt, og det var en fornemmelse, som han ønskede at hun skulle bevare så lang tid som muligt! Han sendte kun Zacharias en direkte fast og advarende mine, for de ord var lige under bæltestedet, men dog en sandhed som han var nødt til at tage til sig. ”Han var færdig, Zacharias,” endte han ganske sigende, for løgn var det faktisk heller ikke. Jared kunne ikke bare ligge og vente, og derved langsom kvæles. Det var end ikke noget som den mand havde fortjent i hans øjne, uanset hvor grusom han end havde været overfor hans datter! Han lod hovedet søge let på sned endnu en gang. ”Det gør det måske ikke,” begyndte han ganske sandfærdigt, som han let trak på skuldrene. Sandt som det var sagt, så havde Zacharias altid været den fornuftige af de to kære små. ”Det er beklageligt, at du aldrig nåede det endelige farvel, men han valgte for en gangs skyld at sætte Athena først.. for en gangs skyld, er det hende som fik at vide, hvor stolt han er af hende, og du ved at det ikke er noget som hun har fået at vide ofte.. Hun er mindst lige så knust som det du er, min dreng. I har brug for hinanden,” endte han ganske sandfærdigt. Måske det ikke just var en del af aftalen, men han ønskede lige så knægten det bedste, og nu hvor han stod som værge for den ene, så kunne han bestemt også for den anden!
Hånden lod han hvile mod Zacharias’ skulder. Han foretrak faktisk at de kunne snakke om det stille og roligt, og uden at forstyrre den fred som Jared nu endelig havde fundet. De havde alle vidst at det ville gå galt før eller siden, det havde jo kun været et spørgsmål om tid. Han nikkede sigende. Knægten var ked af det, hvor han selv bed sin egen smerte i sig, for andet kunne han ikke just gøre ved det. Han kunne ikke tillade sig selv, at vise sig svag, når de havde brug for en til at stå stærk. ”Jeg er ikke i tvivl om, at han virkelig elskede jeres mor, og stadig gør det. Jeg skal nok indfri det ønske efter min bedste hensigt,” endte han ganske sandfærdigt, også selvom det faktisk var ord som han mente. Han nikkede sigende. ”Jeg skal gøre hvad jeg kan. Du skal desuden vide, at mine døre er åbne, hvis du en gang har brug for at snakke om det hele,” endte han ganske sandfærdigt.

[Deleted]

Zacharias havde vel et eller andet sted bare brug for en til at skyde skylden på? For det var næsten det som gjorde det meget bedre, også for hans eget vedkommende, for han havde brug for det som det stod lige nu. Han vendte blikket direkte mod Evan, som det nu var ham som fangede hans fuldendte interesse, kontra den døde mand som hvilede under den blodige dyne på sengen. Han knyttede næverne ganske let, som han svagt fnøs. Tårerne trillede ned af hans kinder, også fordi at det slet ikke Var nemt for ham på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som han nu ville det eller ikke, så var det egentlig bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Han kunne have ventet på mig.. Ventet på at jeg kom hjem, og tog det sidste farvel..” endte han dæmpet, for det var noget som han stod fuldkommen fast på, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han kunne ikke se, hvorfor manden ikke havde været i stand til bare at give ham nogle minutter til at komme frem.. Det var virkelig det eneste som han havde krævet! Evan var der om ikke andet, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, for det gjorde ham faktisk rolig. ”Jeg synes ikke det er forkert af mig, at tænke egoistisk.. Min far er lige død, død for min søsters hånd, hvilket også var den som tog min mors liv, Evan..” endte han ganske kortfattet. Det var egentlig ikke fordi at han ønskede at give Athena skylden, for han vidste, at hun havde reageret som hun havde af en grund, selvom det faktisk var svært nok for ham selv at forstå.. Havde det virkelig været så slemt som det havde været? Det måtte det jo, eftersom Jared lå død i hans søsters seng.
Hånden mod hans skulder, var ikke noget som Zacharias havde noget imod som sådan, for det var et sted befriende at der endnu var et voksent individ i hans liv til at samle de alt for mange tråde og ordne de pludselige knuder som var opstået, også selvom det bestemt heller ikke var nemt af den grund! Han nikkede sigende. ”Jeg ved han gjorde det.. Han savnede hende mindst lige så meget som vi gjorde… og stadig gør,” endte han dæmpet. Han savnede ganske vidst sin mor, selvom han ikke rigtigt kunne huske hende, men det var vel bare tanken om det? Tanken om det som han havde mistet med tiden? Selvom det var svært i det hele taget at acceptere at den sidste nu også var væk, for den tanke i sig selv, var noget som faktisk gjorde temmelig ondt. Noget så frygteligt! Han vendte de helt våde øjne mod Evan endnu en gang, som han fortsatte. Han åbnede dørene for ham? Han rystede på hovedet og tørrede igen tårerne væk, selvom det igen viste sig at være uden nytte, for de faldt lige så hurtigt igen. Han havde lige mistet – det var tilladt at græde! ”Det.. det værdsætter jeg Evan,” endte han dæmpet.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi at Evan ikke havde forståelse for Zacharias’ måde at reagere på, for det havde han skam, det var slet ikke det, men det var bestemt ikke ham alene som stod med det tunge tab. Det var de flere som gjorde, og de havde tilsyneladende deres måder at reagere på, og hans var at reagere ud af, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til. ”Han var klar til at tage turen videre, Zacharias.. Det er jeg ked af.” Selv stod han jo med knuden i maven, men det var ikke noget som han kunne gøre noget ved, som det måtte stå i øjeblikket, for han kunne ikke lade børnene stå med det hele alene, de havde brug for en voksen, og nu var det jo så ham som måtte gøre det, selvom det nu heller ikke just var det største problem for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket ganske sigende mod ham endnu en gang. Det var hårdt og det ville blive svært, hvilket han allerede nu var klar over, men de var jo bare.. nødt til at tage det hele et skridt af gangen, for de kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det nu. Manden var død og borte, og han kom altså ikke tilbage igen, om det var noget som de nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg ved det godt, men det hjælper ikke at give Athena skylden, når hun kun gjorde hvad hun fandt nødvendigt i forsvar,” endte han ganske kortfattet, for det var slet ikke noget som han ville høre tale om på nogen som helst måde overhovedet! Det var på ingen måder Athenas skyld!
Det glædede naturligvis kun Evan, at Zacharias faldt til ro igen, for det var noget som efterhånden var ved at være tiltrængt, for han kunne ikke tage dem begge to på en gang. Athena havde det hårdt nok som det måtte være i forvejen, det var der ingen tvivl om, så det at han ikke skulle bakse med Zacharias oveni, var selvsagt kun en tanke som glædede ham. Han nikkede mod ham igen. ”Jeg ved det godt,” endte han ganske sigende, som han roligt betragtede sig af den unge mand for øjnene af ham. Han var i den grad som skudt ud af næsen på sin kære far, hvilket han tydeligt kunne se! ”Udmærket. Hvis jeg kunne, så ville jeg tage dig med mig tilbage til mit hjem i Imandra, men jeg er nødsaget til at tage mig af Athena i første omgang.. Hun har det virkelig af helvede til,” endte han ganske dæmpet. Han var nu alligevel sikker på at knægten nok skulle forstå, hvis det endelig var det, for han vidste et sted godt, at knægten virkelig holdt af sin søster, uanset hvor akavet og svært det havde været mellem de to. ”Du er mere end velkommen til at tage med, om det er ønsket,” endte han sigende.

[Deleted]

Zacharias havde virkelig bare brug for en som han kunne skylde skylden på, og længere var den ikke, og der var hans far altså bare det nemmeste, for nu kunne han jo ikke ligefrem svare igen. Han trak vejret temmelig dybt, også selvom han havde vendt blikket væk fra sin far og havde vendt sig mod Evan. Manden tog ham endnu i forsvar, og det var noget som selvfølgelig måtte irritere ham, men af den grund, så var det ikke ligefrem noget som han kunne gøre noget ved, og selvfølgelig var det også noget af det bedste af det hele, men det var nu bare sådan at det hele måtte forholde sig, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han rystede på hovedet. ”Det er virkelig ikke retfærdigt..” endte han med en yderst dæmpet stemme. Gråden trængte sig endnu en gang på, selvom det bestemt heller ikke var nemt af den grund, for det var noget som i sig selv, faktisk gjorde temmelig ondt for ham. Tænderne bed han tydeligt sammen, som han vendte sig direkte mod Evan igen. Han vidste at Athena ikke havde haft det nemt, og det at give hende skylden, var egentlig ikke noget som han var ude på, men det var jo trods alt hendes skyld at manden var død og borte, og aldrig kom igen! Han havde set det fredfyldte smil, så han vidste godt, at der ikke var noget at gøre ved den sag, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”At slå manden ihjel, var vel at drage lidt for meget til de drastiske midler, synes du ikke det..?” endte han sammenbidt. Han havde ikke noget med det at gøre, og et eller andet, var han jo trods alt også nødt til!
At vide at han i det mindste havde et sted at søge til, var selvfølgelig en tanke som kun glædede Zacharias, for så vidste han da om ikke andet, at han ikke var alene, men at han faktisk havde et sted at søge hen, var det noget som bestemt heller ikke var noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Han sukkede dæmpet og tørrede igen sine tårer væk. ”Jeg… jeg kunne godt forestille mig, at hun ikke har det særlig nemt,” endte han med en dæmpet stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han sukkede dæmpet og bed tænderne sammen igen. ”Det.. det er okay, Evan, jeg.. jeg er bare nødt til at tænke det hele igennem, okay? Jeg skal nok komme.. når jeg engang er klar til det..” Han vendte blikket sigende mod ham endnu en gang. Han skulle skam nok tage imod tilbuddet, men det blev bestemt ikke før han selv var klar til det, og det følte han slet ikke at han var nu! ”Jeg skal nok snakke med hende.. Jeg.. jeg er ikke sur på hende.. Det ved hun godt.. ikke?” tilføjede han en anelse usikkert.

[Deleted]

Evan forstod skam godt at Zacharias reagerede som han gjorde, men af den grund, så agtede han så sandelig at skulle tage den afdøde i forsvar, for han havde bestemt heller ikke gjort noget, det var der ingen tvivl om, men det var nu bare sådan at det hele måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket mod ham endnu en gang. Der var ikke noget i livet som var retfærdigt, og det var noget som man bare var nødt til at lære at leve med, og jo hurtigere man lærte det, jo bedre var det vel også? ”Du kan lige så godt tilvænne dig tanken om det, Zacharias. Der er ikke noget i livet som er retfærdigt, du skal altid kæmpe for det, og du bliver aldrig tilbudt noget som helst gratis,” endte han ganske stilfærdigt. Det var bestemt heller ikke fordi at han havde nogen intentioner om at lyde bedrevidende, men det der ynkelige noget, var slet ikke noget som han kunne klare at stå og se på, selvom han virkelig forsøgte at bide det i sig lige nu. Han forstod godt at det var svært, men knægten var nødt til at tage tyren ved hornene, ellers gik det da galt for alvor, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Måske, men det er vel tydeligt hvad der er sket, ikke?” endte han ganske sigende, som han kort vendte blikket i retningen af sengen. Athena havde handlet som han havde ønsket at hun gjorde, og det var noget som han kunne slå sig ganske godt til ro med i den anden ende.
Evan ønskede selvfølgelig at begge børn skulle klare sig bedst muligt, også fordi at de var børn som han selv måtte holde forbandet meget af, udelukkende fordi at det var Jareds. Zacharias var jo som en nevø for ham, eftersom han selv betegnede sig som Jareds bror, og manden som sin, for det havde jo altid været sådan mellem de to, så hvorfor skulle det ændres? ”Hun er direkte knust, Zacharias.. Hun har brug for en bror som ikke klandre hende for hvad der er sket,” endte han ganske stilfærdigt, også fordi at det jo faktisk var ord som han mente. Athena følte sig alene.. Han kendte hende godt nok til at vide hvordan hun efterhånden reagerede i de forskellige situationer, men det var nu bare sådan at det var, om det var noget som man ville det eller ikke. Han nikkede forståelsesfuldt. ”Du ved hvor jeg befinder mig. Du kigger bare forbi hvis det er nødvendigt. Jeg kan hurtigt få tilredt dig et værelse,” endte han ganske sandfærdigt. Han trak svagt på smilebåndet som han svagt trak på skuldrene. ”Jeg tror det er noget som du er nødt til at fortælle hende på egen hånd. Hun er sikker på at alle er sure på hende eller i det tilfælde, vil forlade hende grundet det skete.. Og det vil jo først for alvor være en skam, ikke?”

[Deleted]

Det var måske ikke helt retfærdigt at give Jared skylden, men.. det var virkelig bare så dejlig nemt at gøre det, for hans del. Han følte sig uretfærdigt behandlet, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, for han kunne jo ikke ligefrem gøre det store ud af det, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han sukkede dæmpet og bed sig svagt i læben. I det store og hele, så vidste han jo godt, at livet virkelig var uretfærdigt, også fordi at det var noget som de havde mødtes så meget af til nu, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han vendte blikket væk fra ham igen. Det at skulle erkende den form for tabt kamp, var noget som et sted direkte måtte irritere ham, for han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund! Han sukkede dæmpet. ”Det kan godt være, Evan, men denne gang har jeg ikke ligefrem kunne gøre det store ved det, vel?” endte han ganske kortfattet, for det var ikke retfærdigt, når Jared havde afholdt den ret fra ham, så han kunne få det sidste farvel, men nu var skaden jo gjort af den grund, så han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund. Selvfølgelig måtte det irritere ham, for han kunne jo ikke gøre noget af det om af den grund. ”Jeg har slet ikke lyst til at tænke på det..” endte han dæmpet. Jo, det var frygtelig tydeligt hvad der var sket! Eller var i gang med at ske, da Jared endte med en kniv i ryggen!
Evan var en god mand på bunden, og selvfølgelig var det noget som betød meget for Zacharias, for så vidste han da om ikke andet, at Athena havde en god mand at søge til. Han vendte de mørke øjne direkte mod ham. Han var som snydt ud af næsen på sin kære far, og det vidste han godt, og det havde altid været noget som han havde været utrolig stolt over! ”Jeg… jeg klandre hende heller ikke for det som er sket, Evan.. Det er bare.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre nu..” endte han dæmpet, som han igen vendte blikket i retningen af Jared. Det hele ville blive nemmere den dag han røg i jorden, så de kunne få det hele overstået, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt på nogen måde overhovedet! ”Det skal jeg nok.. tak,” endte han taknemmeligt, som han vendte blikket mod ham endnu en gang. At Athena troede han ville være sur, gjorde ham faktisk trist, for det var han altså slet ikke! Han sukkede dæmpet, som han slog armene let om sig. Han var ganske vidst en ung mand, men dette var ikke ligefrem noget som han havde regnet med af den grund! ”Jeg er jo slet ikke sur på hende.. Jo måske efter det med mor, men.. det var jo et uheld for pokker! Jeg skal nok snakke med hende..” endte han dæmpet, også som han vendte blikket mod ham igen. Det var han jo nødt til!

[Deleted]

At reagere så kraftigt, og endda overfor to individer som end ikke var i stand til at forsvare sig, var en tanke som faktisk formåede at gøre Evan hidsig. Normalt skulle der skam heller ikke meget til, for han var selv en mand med et utroligt temperament, men med de mange år, så havde han jo trods alt også lært at tackle og acceptere det, og bide tingene i sig, selvom det til tider, stadig forekom ham som en utrolig svær opgave som intet andet overhovedet, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han kneb øjnene fast sammen, som han vendte blikket direkte i retningen af Zacharias endnu en gang. ”Betragt det som en livserfaring som du lige har tillært dig selv, Zacharias,” endte han ganske kortfattet. Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at skændes med knægten, om det var noget som han ellers bare kunne blive fri for, for han havde nu mere end rigeligt at tage sig af. Forbandet Jared… Han vidste slet ikke hvor hårdt det her faktisk var! Og tanken om at manden var væk for altid, var bestemt heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for ham, for det gjorde ondt. Det gjorde virkelig, virkelig ondt. ”Jeg tænkte det nok,” endte han ganske kortfattet. Hvad der var sket, var vel også frygtelig tydeligt, selvom det var en tanke som kun gjorde ondt værre? Det var ikke Jared at gøre sådan noget, så selv Evan vidste, at det var noget som havde været undervejs længe.
At få Zacharias til ro igen, var selvfølgelig en tanke som kun glædede Evan, for han ønskede slet ikke at stå her og råbe og skrige, også fordi at han ikke havde noget med knægten at gøre som sådan i sig selv. ”I så fald, så ved du hvordan hun har det i denne stund. Hun føler sig alene, og hun er overbevist om at du er vred på hende.. Det er ikke retfærdigt, når hun ikke gjorde andet end hvad hun har lært; nemlig at slå fra sig,” endte han ganske stilfærdigt. Han vendte de mørke øjne roligt i retningen af drengens ansigt. ”Det kommer til at tage tid, men før eller siden, så skal det nok komme,” lovede han oprigtigt. Hans blik gled kort i retningen af det blodige tæppe som hvilede over den døde mand. Han skulle væk, og han havde nok at sørge for, inden Athena igen ville vågne! ”Det glæder mig at høre, Zacharias. Jeg tror det er noget som I begge har brug for efterhånden. Hun har brug for at vide, at du er der, og ikke er vred på hende, grundet det skete.. Hun gør sig mange tanker.. lidt for mange, hvis du spørger mig,” endte han med en ganske sigende mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hvis der var noget hvad angik Athena, så var det at hun tænkte alt for meget! Det igen, var noget som hun havde efter sin mor! Han trak roligt hånden til sig, og uden at slippe knægten med blikket.