A mental breakdown

[Deleted]

Evan brød sig slet ikke om at se Jared ligge der! Det var den mand som han kunne betegne som sin bror, og det var jo heller ikke fordi at han havde meget lyst til at selv gøre en ende på det, også fordi at Jared var noget af det eneste som han selv faktisk følte at han havde, og den eneste som han følte at han kunne stole på, på den måde som han nu gjorde. Han nikkede stille. ”Jeg har altid gjort mit bedste..” endte han dæmpet, som han igen vendte blikket mod ham. Hans greb omkring hans hånd var frygtelig, frygtelig fast, og det var slet ikke fordi at han ønskede at slippe det greb, for det var.. jo faktisk sidste gang han ville opleve det. Han sukkede dæmpet og rystede på hovedet. ”Hun har ramt din lunge.. Det er rent held at hun ikke har ramt dit hjerte, Jared.. For pokker da..” Han vendte blikket kort i retningen af døren, hvor han vidste at Athena stod på den anden side af. Han vidste og kunne næsten fornemme hvor meget hun virkelig ønskede at komme ind, men han ville ikke kalde hende ind. Ikke endnu. Tåren som trillede ned af hans kind, gjorde han ikke videre noget med, men det var nu bare sådan at det var. Følelser var ikke svaghed, og det var noget som han havde sagt til manden, men det var ikke noget som han havde lyttet til af den grund, og det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg sagde det jo til dig.. For mange år siden..” endte han ganske sigende, som han roligt betragtede sig af manden liggende på sengen.. badende i sit eget blod, hvilket næsten var det værste af det hele, for han kunne virkelig ikke have tanken om at han lå der! Han nikkede stille. ”Jeg skal gøre mit bedste, Jared.. Det kan jeg trygt love dig..” endte han oprigtigt. Gråden meldte sig, selvom han valgte at holde den mentale blok oppe på det, ofr det var slet ikke noget som han fik noget ud af at vise nu! Han ville blive siddende der ved manden, frem til at det skulle være endeligt, men det var nu bare sådan at det måtte være. Om han kunne få fat i Zacharias vidste han ikke helt, for han havde ikke nok kendskab til manden om hvor meget han havde lært sig, hvad angik hans magi og hans magiske kunnen, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det meget bedre af den grund. Han lukkede øjnene ganske let, idet han sendte Zacharias en besked om hastigt at skynde sig hjem, ikke hvorfor eller noget som helst, bare at han skulle skynde sig. Han vendte blikket stille mod ham. Han dansede på det sidste vers, og det kunne han udmærket godt se. Han endte med at sætte sig op i sengen, skubbe en anelse til ham, så han kunne komme en anelse om på siden og derved også læne sig en anelse op af ham, så han kunne tage fat om knive. ”Athena..?” kaldte han med en mere fast tone, som han vendte blikket mod døren. Hun skulle have lov til at tage et endeligt farvel med sin kære far.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi at Jared brød sig om at ligge hvor han gjorde, han havde frygtelig ondt, og han var slet ikke i tvivl om at Athena havde ramt en lunge. Jo længere de trak den ud jo mere smertefuldt blev det kun for ham, og han ønskede heller ikke at lade sine børn se ham lide på den måde og særligt ikke Athena, som skulle leve med dette for resten af hendes liv, han vidste allerede hvordan hun ville håndtere det, hun var heldig at have Evan og han havde ikke selv nogle betænkeligheder med at overlade børnene i hans hænder. Manden havde altid været som en bror for ham og han vidste at han ville være med ham til det sidste hvilket han i den grad også var taknemmelig over. Flere gange tog han et mere fast greb omkring Evans hånd kun fordi hans egen var så svedig at han ikke var i stand til at holde fast. Han havde ikke længere energien til at tale, men det var heller ikke nødvendigt, for både ham og Evan vidste at Evan havde gjort sit absolut bedste og han var heller ikke i tvivl om at han ville gøre det fortsat, han kunne jo se hvor meget manden i virkeligheden holdt af Athena. Måske Athena havde ramt virkelig godt, men Jared bebrejdede hende ikke, det kunne være at han kunne få sin fred i døden, han havde aldrig været en god far eller en god ægtemand det havde aldrig været meningen at han skulle få en familie, men han havde trodset det og nu måtte han tage konsekvenserne, også selvom han slet ikke fortrød noget, de var virkelig to engle sendt fra himlen. Han ønskede ikek at hverken Evan eller Zacharias skulle være vred på hende, hun fortjente mere, hun var blevet bebrejdet nok gennem det liv hun havde levet til nu, det eneste han ønskede var hendes lykke. Han lod sig bakse på plads tæt på Evan, også selvom det gjorde ondt helt af helvede til! Han prustede tungt og skar en skarp grimasse. Jared nikkede sigende. ”Det.. gjorde du.. men du har selv... glemt det på.. på vejen,” påpegede han yderst hæst. Evan var blevet ligeså hård som ham selv, og nu hvor han kunne se den glinsende tårer på hans kind, så var det kun et tydeligt tegn på hvor tæt et bånd det havde. Han tiggede og bad til at Zacharias kunne nå at dukke op, men han var ikke sikker på at knægten i det hele taget ville høre det, han havde aldrig gjort særlig meget i den slags. Efterhånden var det i det hele taget en kamp om at holde sig vågen, han havde mest lyst til bare at ligge sig til ro, det var ved at være hans tid også selvom han var opsat på at få sagt et sidste farvel til sin elskede datter. Han slap ikke Evans hånd, men blev liggende på siden og betragtede døren. Han kunne fornemme hendes sorg og tanken nagede ham lidt, men den eneste der reelt kunne hjælpe hende, var Evan og det vidste han også godt.. hun ville være i absolut trygge hænder ligesom Zacharias var, mere havde han ikke brug for at vide.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde stået ude på gangen, hun havde forsøgt at lytte til hvad der foregik inde på værelset, men hendes egen hulken havde forhindret hende. Tårerne trillede ned over de pludselig blege kinder, armene havde hun lagt om sig selv i forsøget på at.. skænke sig selv en følelse af tryghed? Det havde jo været det som hun havde gjort hos Valerio, det var det eneste hun kunne gøre. Hendes øjne var hævede og røde, hun følte til dels at hun end ikke var i stand til at se ud af dem, og selvom hun altid havde gjort sit for ikke at fælde tårer, så kunne hun ikke lade værre i øjeblikket, ej heller selvom Evan var der. Hun havde glemt hvor sur hun reelt var på ham, det eneste hun håbede på var at han var i stand til at gøre noget ved den skade hun havde forvoldt, også selvom hun inderst inde godt vidste at hun havde ramt nøjagtigt hvor Evan havde lært hende at sigte. Hun snøftede og forsøgte at trække luften ned i vejret., stadig rystet over hvad der var sket. Hun skælvede, om det var på grund af kulde eller chok var svært at sige. Hun følte sig stadig berørt på måder hun på ingen måde havde budt sig om.. hvis hun ikke havde bedt Caleb om at forvandle sig til Evan, så havde de aldrig haft det skænderi tidligere og så havde de nok ikke siddet her nu. Hun slap grebet om sig selv og lod hånden stryge igennem de blonde lokker idet hun hørte Evan kalde sit navn. En forventning steg i hende, særlig da hun hørte hvor rolig han var, også selvom han jo altid var rolig! Med yderst tøvende skridt vendte hun sig mod døren og forsøgte at tørrer sine tårer bort, også selvom nye i stedet valgte at tage over. Yderst langsomt trådte hun ind i værelset og mod far og Evan. Smerten stod malet i hans øjne og hun kunne mærke Evans sorg hvilket slet ikke gjorde det hele værre. Hun satte sig yderst stille på sengekanten og lod de røde øjne søge mod Evan en smule spørgende. Hun forventede vel næsten at han ville have fundet på noget, men tåren på hans kind sagde hende lidt det hele, hvilket fik hendes hjerte til at synke. Hun sank en klump og rystede på hovedet, idet endnu en strøm af tårer besluttede sig for at trille. ”Hold ud far, vi skal nok finde på noget,” lovede hun med en direkte desperat tone. Hånden lagde hun yderst forsigtigt mod hans lår, nu lå han jo med siden til, hun kunne kun ane kniven. Hun bed sig fast i den allerede skambidte underlæbe, det var en dårlig vane hun havde tillært sig det var hun klar over, men lige i øjeblikket var det slet ikke en tanke hun skænkede. Zacharias havde hun end ikke tænkt på, hun var stadig i chok over de ting som var sket, hendes sind kunne ikke rigtigt følge med hvad der udspillede sig foran hende og hvad hun udmærket vidste der ville komme til at ske.

[Deleted]

Evan vidste godt allerede, at der ikke var noget at gøre i denne stund, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Jared havde ikke luften og han vidste at manden langsomt og sikkert, samt direkte smertefuldt blev kvalt, selvom han bestemt ikke brød sig om at se manden lide. Han havde måske fortalt manden at følelser ikke nødvendigvis behøvede at være en svaghed, selvom han måske ikke havde været den bedste til at leve efter det selv, for han var en hård mand.. Frygtelig hård mand, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke i det store og hele. Han bed sig ganske svagt i læben og trak svagt på skuldrene, som han blev siddende tæt ved manden, som han lod hvile op mod sig i stedet for. ”Jeg elsker hende ikke, og det ved du godt.. Det.. det er.. Nej, det er lige meget..” endte han dæmpet. Han ønskede slet ikke at lade manden bekymre sig om det! Han ønskede at manden skulle kunne gå fredeligt i jorden, og det var noget som han nok skulle sørge for personligt! Han vendte blikket i retningen af Athena som hurtigt kom ind, selvom det var tydeligt, at hun virkelig var påvirket af det hele! Han knugede fast omkring Jareds hånd, som han ikke slap på noget tidspunkt. Han rystede på hovedet til Athenas spørgende mine, for han kunne ikke hjælpe manden, uanset hvor meget han virkelig ønskede at han kunne gøre det, for der var ikke noget at gøre. Han holdt fast omkring mandens hånd, også selvom han kunne se, at Zacharias ikke ligefrem havde nogen intentioner om at dukke op. Om ikke andet, så gik det for langsomt, og det var tydeligt at manden bestemt ikke havde det særlig godt. Han vidste at Athena ville rase på ham, men.. der var vel ikke noget at gøre ved det nu? Manden havde det ikke godt, og han ville bestemt heller ikke lade ham ligge der og lide. ”Der er ikke noget at gøre Athena.. Og du ved det godt..” endte han dæmpet, som han vendte blikket mod Jared som lå der og bare.. ventede vel? En tåre trillede mere ned af hans kind, som han roligt førte den anden hånd over hans ryg, idet han lukkede hånden omkring kniven som sad fast der. Hånden dirrede en anelse, selvom han ikke ligefrem kunne gøre for det. Det var nok en af de hårdeste beslutninger som han nogensinde havde taget, men han vidste, at han ikke ligefrem havde noget andet valg. Den ene tåre fulgtes kun af den næste, idet han rev kniven ud. Han vidste at det ikke gav manden meget tid, men han havde brug for hvilen. ”Hvil i fred, min gamle ven..” endte han dæmpet, som han direkte sad og knugede kraftigt omkring hans hånd. Han kunne ikke få sig selv til at slippe den, om det var noget som han ellers kunne blive fri for! Tanken om at han skulle glide væk, var hård nok, og ikke mindst at han nu skulle tage sig af hans datter, hvilket var noget som han i den grad kunne love manden, at skulle gøre sit bedste, for at gøre lykkelig!

[Deleted]

Jared havde vidst i mange år at det ville komme til dette, han havde haft frygtelig meget tid til at forberede sig på det, og han valgte blot at indfinde sig med det. Han vidste at Athena aldrig ville se sådan på det, men han var taknemmelig for at hun havde handlet som hun havde gjort, hun havde givet ham fred, og ikke nok med det så havde hun beskyttet sig selv, nøjagtig som han vidste at hun var i stand til, der var trods alt også en grund til at han havde været overbevist om at hun ville kunne klare Valerio, men han havde glemt at hun blot var en ung pige, og det var der intet svagt i. Evan var den som havde lært ham i det hele taget at udvise de følelser, efter Malens død var han blevet en forbandet kold mand.. nu var Evan blevet det samme, han vidste ikke om det var Diane, arbejdet, eller opvæksten.. eller en blanding af det hele for den sags skyld, som var skyld i det, men han ønskede at selv han skulle finde lykken før eller siden. Jared lod de mørke øjne glide tilbage i hans blik og nikkede stilfærdigt. Han havde altid vidst at Evan ikke elskede Diane på den måde, men hvis hun kunne gøre ham lykkelig, så trak han glædeligt sine mange anklager tilbage, det andet var ikke vigtigt.. der var dog ikke tid til at fortryde synderlig meget. Blikket faldt på Athena i samme øjeblik hun trådte ind af døren, fuldkommen opløst, hvilket virkelig gjorde et indtryk på ham. En uventet smerte ramte ham. Flere tårer trillede også selvom det var mere i det skjulte netop fordi han lå i madrassen. Den skuffede mine der spillede sig over hendes smukke ansigt gjorde ham kun dybt ondt.. hun ville ikke tilgive sig selv foreløbig det vidste han godt. Ganske stille slap han taget om Evans hånd og lod den i stedet søge hen over hendes varme hånd. ”Jeg.. er stolt.. af dig,” hviskede han stilfærdigt og gav hendes hånd et blidt klem. Det var ord som han havde været elendig til at give hende, og måske det var sent, men bedre sent end aldrig vel? Han nikkede mod Evan som tydeligt tegn på at tiden var ved at være inde, det lod ikke til at Zacharias havde tænkt sig at dukke op. Hans greb om Athenas hånd bleve en smule mere fats da Evan endte med at gribe om kniven. Smerten forsvandt hurtigt da han endte med at trække den ud. Hans pupiller trak sig kraftigt sammen, inden han brød i et mindre hosteanfald. Blikket gled hen i hjørnet, mens det langsomt sortnede for hans blik. Om det var fordi at han var døende eller om det var en del af hans fantasi der spillede ham et puds, det vidste han ikke, men den smukke skikkelse der stod i hjørnet og sendte ham et betryggende smil var på ingen måde til at tage fejl af. Hans hjerte føltes som om det bankede frygtelig hurtigt i det øjeblik også selvom blodet alt for hurtigt forlod hans krop og efterlod ham fuldstændig bleg. Han trak skævt på mundvigen ved synet af det som ventede ham, og bed sig end ikke fast i at det endte fuldkommen sort for hans blik, efterlod hans krop slap, død og forblødt i Athenas varme seng omgivet af alle dem han havde elsket gennem sit liv.. lige foruden sin søn vel og mærke.

//Out

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena blev roligt siddende på sengekanten. Det var første gang i mange år at hun direkte følte angsten have sit greb om hende, der skulle man tilbage til før Evan havde gjort hende i stand til at forsvare sig selv. Dette var kun endnu en ting hun ikke længere havde kontrol på og hun hadede den tanke! Hun havde ikke hørt noget af hvad de havde sagt, men tåren på Evans kind fortalte hende det hele, hvilket kun var et yderligere stik i hjertet. Et sted var hun vel overbevist om at han var vred på hende? At han ville bebrejde ende for dette ligesom far og Zacharias altid havde bebrejdet hende for deres mors død. Hans hovedrysten efterlod de grønne øjne fuldstændig livløse hun kunne ikke lade være med at føle en enorm skuffelse, de måtte da kunne gøre et eller andet!! bare noget! Tårerne trillede ned over hendes kinder, hun trak vejret stødvist også selvom hun næsten følte at det i sig selv blev svært. Hun nægtede at lade ham dø for øjnene af sig og så på den måde, de havde måske haft et anstrengt forhold men hun havde for pokker da brug for en far! ”Der.. der må være noget vi kan gøre,” gispede hun en smule febrilsk. Et eller andet sted så kunne hun se der ikke var meget at gøre, han led og havde frygtelig ondt, det var hun slet ikke i tvivl om, han var jo end ikke i stand til at sige noget mere. Hånden lod hun tage fat om hans som han trak den mod hende. Den var kold og fugtig efterhånden, men hun holdt et fast greb om den, næsten i frygt for at skulle give slip. Efterhånden begyndte det at gå op for hende hvor dette ville bærer hen. Hun så fra far til Evan og tilbage igen, de havde allerede lavet deres aftaler, det stod malet i deres blikke. Vreden ulmede i hende, det var på ingen måde retfærdigt at holde hende ude af dette. De blonde lokker hang omkring hendes ansigt, nogle af dem generede hende, men hun ville ikke slippe sin fars hånd! Advarende lod hun blikket glide mod Evan, han kunne bare prøve at på hive den kniv ud, det ville hun slet ikke tillade! ”Nej.. nej gør det ikke,” endte hun direkte bedende. Hun havde aldrig prøvet noget så smertefuldt! At høre far sige de ord var noget som virkelig slog hende omkuld. Hun lagde sig stille ind over hans krop og forsøgte at holde om ham, han havde aldrig givet hende de ord før, og at han gjorde det nu, gjorde det slet ikke bedre! Athena så kort op kun for at se Evan trække kniven ud. Hun gjorde store øjne, rædslen stod malet i dem. ”NEJ!” udbrød hun forfærdet og greb fat om Evans håndled i forsøget på at stoppe ham, også selvom det var forgæves. Fars greb slækkedes omkring hendes egen hånd, hun så ikke hans fredelige smil, det eneste hun følte var den slappe krop og døde skikkelse der blot efter få sekunder lå foran hende. Grebet om Evans hånd blev slap også selvom hun ikke fjernede den. For et kort øjeblik var hun virkelig i chok slet ikke i stand til at forholde sig til det som foregik foran hende.

[Deleted]

Aftalerne var allerede lagt, også fordi at Evan vidste, at der ikke var noget som helst at stille op i denne sag. Athena havde ramt ham som hun havde lært det, og selvfølgelig var han stolt af, at hun havde slået fra sig, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, og det var nu bare sådan at det var: Tårer var bestemt ikke noget som han lod falde normalt, men denne gang, kunne han da slet ikke lade være det, selvom han virkelig forsøgte at holde igen, og specielt nu hvor Athena også var kommet ind til dem. Han trak vejret dybt og lod Jared gribe efter Athenas hånd i stedet for. Han vidste at uanset hvordan man vendte og drejede den, så var det altid hans datter han ville sætte først, og det var slet ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste af den grund. Han vendte blikket mod dem, hvor han stille rystede på hovedet. Han vidste godt at Jared slet ikke frygtede døden, og at han var klar til at komme videre, for han kunne se det på ham, at han egentlig bare.. led og ventede på at få det overstået, men Athena skulle have lov til at få den afsked med manden, det var noget som han selv ønskede at give hende, for det var så sandelig fortjent! ”Jeg beklager..” endte han med en dæmpet stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke, selvom det ikke var noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund. Tanken gjorde ham faktisk temmelig trist, også fordi at han slet ikke havde lyst til at lægge manden i graven, selvom han nu havde lovet både bål, brand og nedsættelse ved siden af hans børns mor, og det var noget som han selvfølgelig agtet at gøre det! Hånden lukkede han fast omkring kniven, som han selv ønskede Jared den evige hvile og bare rev den ud, selvom Athenas udbrud, nærmest var noget som i sandhed måtte skære i hans hjerte. At hun havde taget omkring hans hånd, for at forhindre ham i at skulle gøre det, var næsten det værste, for det var sjældent hun gjorde modstand ved hjælp af handling på denne her måde, og han kunne jo ikke gøre noget ved det af den grund. Svagt bed han tænderne sammen, som han endte med at tage fat omkring hende, som manden allerede var gledet væk og endda med et fredfyldt smil på læben. ”Kom her, Athena,” endte han dæmpet, som han direkte tog hende ind i favnen. Normalt var han slet ikke meget for den nærkontakt, men han kunne bestemt ikke lade hende sidde alene med det chok som hun gjorde, og som direkte stod malet i ansigtet på hende. Vred var han ikke, men derimod.. stolt over at hun havde handlet og reageret, samt beskyttet sig selv. Han placerede hende direkte i sig skød, kun for at holde hende ind mod sig. Hun skulle have lov til at græde ud, også fordi at han vidste, at det andet slet ikke var noget som ville gavne hende på nogen måde. Han havde skænket Jared sine løfter, og det var løfter som han i den grad agtet at holde! ”Jeg beklager virkelig, Athena..” endte han med en dæmpet stemme, også fordi at han mente det. Han var virkelig, virkelig ked af, at være nødsaget til at gøre det!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var tydeligt at aftalerne allerede var blevet lagt og tanken irriterede hende for at være ærlig, hun var en ligeså stor del af dette som de var, det var for pokker hende som havde valgt at placere kniven i ham, også selvom det havde været i ren panik, der var ikke tale om at hun nogensinde skulle have sin far så tæt på sig. Det gjorde hende virkelig vred at Evan bare sad der og lod manden giveop, hun vidste at han kunne gøre noget.. han havde altid en løsning! Det var tydeligt at far allerede havde givet op, hun kunne se at han bare lå og ventede, det frustrerede hende, hun havde allerede mors blod på sine hænder, og nu sad hun malet i fars.. bogstavelig talt. Hun skælvede kraftigt, hvilket også tvang hende til at give slip på sin fars hånd. Det gjorde ondt.. det var virkelig en dræbende smerte som hun næsten kendte alt for godt efterhånden, det var den psykiske smerte, den hun ikke kontrollere modsat den fysiske. For lange sekunder stirrede hun på sin fars døde krop, for chokeret til i det hele taget at lade flere tårer falde. Hun snøftede for sig selv, uden i det hele taget at kæmpe mod den sorg der pludselig overvældede hende. Det var først da Evan endte med at tage hende i sin favn at hun igen vågnede op fra en næsten trancelignende tilstand. Den omklamrende følelse var slet ikke hun kunne have i øjeblikket og pludselig så følte hun igen vreden blive vendt mod ham, også selvom det egentlig mere var vreden på sig selv. Hun rystede på hovedet, og skælvede i hans arme, hvilket kun fik hende til at kæmpe imod hans greb ved at skubbe ham fra sig. ”Bliv væk fra mig!” udbrød hun mere sorgfuldt end direkte vredt, hun ville ikke have ham tæt på, det var et held at han stadig var i live, med henblik på de mange år sammen med hende, og han var den sidste hun ønskede at gøre ondt. Den nærkontakt var ingen af dem vant til, derfor chokerede det hende direkte at han placerede hende i sit skød og holdt om hende. Hun var direkte knust og hun lagde heller ikke skjul på det, inderst inde havde hun elsket sin far, og de sidste ord hun havde givet ham, var de skældsord hun havde kastet i hovedet på ham tidligere. ”Du kunne have gjort noget, du kunne have fundet en løsning, det gør du altid!” endte hun hidsigt og forsøgte at vride sig ud af hans arme, hun ville ikke være tæt på ham lige der og da, chokket og angsten var for stor. Tårerne var atter begyndt at trille ned over de blege kinder, hun så på sine hænder der var malet i blod og følte en enorm skyld der slet ikke gjorde det bedre. ”S.. slip mig!” kommanderede hun hidsigt. Han var stærkere end hende, det vidste Athena godt men lige der var hun fuldsæntidg ligeglad. Hun skænkede hans bryst et slag med flad hånd i forsøget på at komme ud, det andet kunne hun virkelig ikke have med at gøre i øjeblikket.!

[Deleted]

Evan vidste allerede at det var nemt at vende vreden mod ham, men Jared skulle virkelig ikke have lov til at ligge og lide, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, men det var nu bare sådan at det var. At se manden glide væk på den måde, var noget som selv knuste ham, for han følte jo selv ikke at han havde andre end Jared i sit liv, som faktisk havde en betydning af den slags – lige foruden Athena, som han altid havde haft nært til hjerte, men Jared havde altid været som en bror for ham, og det var slet ikke noget som han kunne eller ville lave om på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket direkte mod hende, som han havde set manden glide bort. Han rystede på hovedet. ”Det her var eneste løsning. Jeg beklager..” endte han med en dæmpet stemme, også fordi at han faktisk mente det, for det havde bestemt heller ikke været med hans gode vilje, at han havde handlet og gjort som han nu havde gjort, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, for han kunne virkelig ikke gøre noget som helst ved det af den grund. Han så stille på Athena som hun bare sad der, som havde hun været siddende i en trancelignende tilstand, så var det ikke noget som han brød sig om.
Evan valgte at tage Athena ind til sig, også fordi at han ikke ville lade hende alene. Desuden vidste han, at det slet ikke var noget som Jared ville ønske, også fordi at han kunne se hvor ked af det hun i sandhed var. Han var slet ikke i tvivl om at tøsen virkelig elskede sin far, som han heller ikke var i tvivl om at Jared virkelig elskede sin datter, og havde gjort det fra den stund, han havde lukket dem ind i sit hjem. At hun begyndte at slå så kraftigt fra sig, at hun reagerede så hidsigt og virkelig ønskede at søge væk fra ham, var slet ikke noget som han kunne eller ville gøre noget ved, for han lod hende bestemt heller ikke alene om at sidde med den sorg, men det var nu bare sådan uden videre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Tårerne holdt han selv igen, også fordi at han ønskede at skulle stå som den stærke for hende, for det andet var slet ikke noget som ville hjælpe dem af den grund. Han lod hende slå, råbe og sparke, hvis det var det som hun ville, for før eller siden ville det gå op for hende, at han vel heller ikke havde nogen intentioner om at skulle slippe hende? For det var slet ikke noget som han ønskede sig på noget tidspunkt overhovedet! ”Sch, Athena.. Det skal nok gå..” endte han med en dæmpet stemme, hvor han roligt tog omkring hendes hånd som hun hamrede mod hans bryst. Jovist gjorde det ondt – både fysisk og psykisk, men han ville bestemt heller ikke lade manden lide, og nu måtte han tage sig af hans datters sorg, hvilket han selvfølgelig agtet at gøre, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet! Han havde skænket manden sit løfte og sit ord!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var forbandet nemt at være vred på Evan, det var trods alt en vane som Athena næsten havde pålagt sig efterhånden, han frustrerede hende næsten uanset hvad han gjorde eller sagde, men denne gang havde det været dråben! Hun havde bebrejdet sig selv i frygtelig mange år, og hun kunne ikke længere holde til at give sig selv den skyld, eller være så vred på sig selv, derfor sad Evan meget passende der og var frygtelig nem. Hun bed sig fast i at han ikke virkede vred på hende på nogen måde, også selvom hun allerede var overbevist om andet. Hun ville næsten ikke tro ham når han sagde at det var den eneste løsning, han havde altid en idé, og alligevel så lå hendes far alligevel død og slap i sengen foran hende, mens hun selv sad malet i hans blod. Athena rystede opgivende på hovedet. ”Hvorfor fandt du ikke på noget?” spurgte hun næppe hørligt og forsøgte at holde tårerne inde også selvom de efterhånden havde spist hende op. Hun forsøgte fortsat at kæmpe sig ud af hans favn selvom hun var frygtelig udmattet fra før af, hun havde ikke nået at sove i synderligt lang tid, og hele oplevelsen var overvældende. Hun slog ham hårdt på brystet, alt for at få ham til at slippe, for selvom hans omsorg kom kærligt i øjeblikket, så kvalte han hende også. Tårerne trillede ned over de frygtelig blege kinder. Hun endte med at opgive den forgæves kamp mod at komme ud af hans favn, for han holdt tydeligvis godt fast i hende. Den varme hånd over hende fik hende at at falde en smule til ro, hun faldt ind i hans favn også selvom hendes krop skælvede frygteligt. Hovedet lagde ind mod hans bryst, hun lyttede til hans hårde hjerteslag. Sorgen stod ud af ham på alle måder, og det gjorde slet ikke hendes bedre. Athena skjulte sig ind mod hans bryst, indåndede hans beroligende duft. Hvor ville hun mere end på noget andet tidspunkt, ønske at han havde været hendes, at hun havde været i stand til at ligge sig ind til ham i aften og lade tårerne trillede til hun faldt i søvn af ren og skær udmattelse, og han ville holde om hende resten af natten.. det ville aldrig ske, og det ville også være disrespekt mod sin kære far, men hun havde jo ikke rigtigt andre end ham og Zacharias nu.. Zacharias ville blive vred, hvilket var en tanke der fik hende til at føle sig alene. Hun snøftede og sukkede tungt, et sted havde hun slet ikke lyst til at vedkendes det som var sket.. kunne det ikke bare være endnu et mareridt? Hun havde elsket ham det havde hun virkelig! ”Nej der er slet intet som kommer til at gå, Evan.. jeg har slået ham ihjel.. jeg har gjort Zacharias og mig selv forældreløs, det bliver slet ikke okay, han er jo død! udbrød hun frustreret og rystede på hovedet. Hvordan kunne han overhovedet sige det? Næven lukkede sig omkring hans skjorte, næsten bange for at han ville ende med at slippe hende, selvom hun var vred, så var det jo i virkeligheden ikke på ham men på sig selv, hvilket hun vel bare prøvede at indikere!

[Deleted]

Evan havde som regel altid været offer for Athenas vrede, men han havde klaret den og han stod der endnu, hvilket var noget som han selvfølgelig var glad for, men den kendskab som han efterhånden havde til Athena, så vidste han hvordan hun skulle tackles, og selvfølgelig var det noget som han var frygtelig glad for! Han rystede stille på hovedet. Måske at han altid havde idéer, men denne gang var der kun den ene løsning, og han stod fast på, at det som han havde gjort, var det bedste med henblik på Jared, for han ønskede bestemt heller ikke at manden skulle ligge og lide! Det var bestemt ikke noget som han havde fortjent, og så var det uanset hvad han havde gjort, så selvfølgelig var det noget som han stod fast ved, og så måtte han tage imod den vrede, som hun nu ville vende mod ham. ”Jeg beklager..” endte han dæmpet endnu en gang. Sådan som hun hamrede mod hans bryst, rev i ham, råbte og skreg, så var det slet ikke noget som fik ham til at slippe hende, for han vidste, at dette var noget som hun havde brug for efterhånden, også fordi at han ønskede at lade hende vide at han ikke var vred på hende, for det var han ikke. Sagen havde nok også været anderledes fra hans side, hvis hun ikke havde gjort noget, men hun havde slået fra sig, og selvfølgelig var det noget som var gået ud over hendes far, så vidste han, at selv Jared var glad for at hun havde handlet og bare gjort.. noget ved det. Han trak vejret dybt, som han igen vendte blikket mod hende, som hun faldt mere til ro, hvor han løsnede grebet en anelse mere, hvor han hævede hånden til hendes kind som han strøg ganske let, også for at fjerne bare lidt af de tårer som synes at falde. Han brød sig slet ikke om at se hende sådan, også fordi at han følte, at han var tvunget til at bide sin egen smerte i sig, for han ønskede bestemt heller ikke at gøre det værre end det som det måtte være i forvejen, selvom det i den grad også var svært.. så frygtelig svært. Han lukkede øjnene ganske let. ”Jeg forsikre dig om, at det nok skal blive okay igen, Athena.. Din far er stolt af dig.. stolt af, at du slog fra dig.. Og det samme er jeg,” endte han dæmpet, som han lod hende hvile mod hans eget bryst. Normalt var han slet ikke til denne form for nærkontakt, men det var nu ikke noget som han sagde noget til. Lige når det kom til Athena. Så var det faktisk slet ikke noget som han havde noget imod i den forfatning, også fordi at hun altid havde haft den frygtelige store betydning for ham. Han vendte blikket mod hende igen, som han plantede et varsomt kys mod hendes pande. Begge sad de malet i mandens blod, og den tanke i sig selv var.. skræmmende. Han havde aldrig regnet med at han skulle opleve noget lignende af det her! ”Du er ikke alene, og ej heller er Zacharias. Jeg er her,” tilføjede han dæmpet. Han agtet at holde det løfte, også med henblik på Zacharias!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var på ingen måde meningen at alt den vrede og frustration som hun brændt inde med, skulle gå ud over Evan, han havde kun gjort sit bedste, han var kommet i samme øjeblik det brændte på endnu engang, og selvom Athena havde tøvet med at hente hans hjælp, så var hun glad for at han var der, for det her ville hun slet ikke være i stand til at håndtere alene. Tårerne havde udmattet hende mere end hun havde været fra før af, der gik ikke lang tid før hun ganske simpelt ikke havde kræfter til at blive ved med at slå fra sig og forsøge at kæmpe sig ud af hans favn, i stedet gled hun en smule i den, uden egentlig at tænke på hvor sjældent det var han i det hele taget havde holdt om hende, hun var slet ikke vant til omfavnelser og den slags, men lige denne gang så hun forbi det og blev siddende ind mod ham. Hun kunne høre hans hjerte, og hun kunne mærke dets slag mod den hånd som han selv holdt sin egen over for at holde hende i ro. Hun gispede en smule efter været, de mange tårer havde simpelthen drevet hende ud dertil hvor selv vejrtrækningen var blevet mere anstrengt, et sted var hun vel i panik? For første gang i sit liv stod hun i en situation som hun ikke havde nogen idé om hvordan hun skulle tackle og som ikke var mulig at tackle rationelt. Måske Evan ikke gav udtryk for det, men Athena kunne føle den undertrykte sorg han sad inde med, det gjorde det kun værre for hende, for hun vidste hvor tætte de havde været, og at de selv havde haft et skænderi som noget af det sidste, hun havde ikke kun revet ham fra Zacharias og sig selv, men også fra den eneste mand hun faktisk havde næret varme følelser for. De blonde lokker skjulte hendes ansigt, hvilket et sted gav en betryggende følelse, hun kunne gemme sig, for denne gang var det desværre ikke muligt at flygte som hun ellers plejede at gøre. Det gik op for hende hvor behagelig hans favn var.. hvor varm han pludselig var blevet, det var en side hun aldrig mindedes at have set før, hendes tårer plejede at være en skændsel, derfor græd hun aldrig foran ham, men det var anderledes nu. Hun lod ham fjerne de tårer som løb ned over hendes kølige, og efterhånden salte kinder, de blev kun erstattet af nye der faldt mere eller med det samme. Hun så ikke på sin far, det kunne hun ikke bærer, det at de begge sad malet i hans blod var mere end rigeligt for hende. ”Hold op med at sige det! Der er intet at være stolt af, Evan jeg slog ham ihjel... jeg slog min egen far ihjel. Jeg tog ham fra Zacharias selvom jeg allerede har taget vores mor før det, og jeg tog ham fra dig.. hver sød ikke være vred på mig,” endte hun i en lang talestrøm der ikke rigtigt gav nogen mening. Tilværelsen havde ikke været blid ved hende, men denne gang var hun ligefrem knust, hun havde aldrig prøvet noget lignende! De blide kys mod hendes pande fik for et øjeblik tårerne til at stoppe. Hun så op på ham med de opsvulmede øjne. Hvorfor var han pludselig så.. kærlig? ”Jeg.. jeg kan ikke det her... jeg kan ikke sidde her lige nu, det gør så ondt,” mumlede hun og tog sig til brystet. Det var virkelig smertefuldt på en anden måde end hun før havde oplevet!

[Deleted]

Evan havde til gengæld forståelsen for at Athena reagerede på den måde som hun gjorde, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han kunne gøre noget ved af den grund. Selv dette var noget som han måtte tage forbandet hårdt, men som han ikke kunne tillade at vise på denne her måde, for.. hvordan ville hun ikke have det med det? Og han vidste jo, at hun havde det hårdt nok som det var i forvejen! At sidde med hende i favnen, var ikke noget som han nødvendigvis ville have gjort, men nu hvor han vidste, at han faktisk var det eneste som hun havde, så var det ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre af den grund! Han stod inde med et løfte til manden som lå død på sengen ved deres side, og han agtet bestemt også at holde det! Han agtet at indfri det, og det var uanset hvad det så skulle koste ham! Han vendte blikket direkte mod hende, som han lod hånden stryge mod hendes kind og samtidig lod hende sidde og gemme sig lidt ind mod hans favn. Denne gang havde han ladet facaderne som træner og onkel falde, og bare være en som hun kunne græde ud ved, for det var også tydeligt for ham, at det var noget som hun havde brig for efterhånden. Det sidste som han havde delt med Jared var et skænderi, hvilket i den grad også var noget af det som gjorde mest ondt, men det var ikke noget som han kunne gøre noget ved nu. Nu havde han hende at tage sig af, og Zacharias, hvis knægten lod ham, men han skulle have tilbuddet. Han rystede stille på hovedet, som han roligt trykkede hendes hoved ind mod hans bryst, så hun havde muligheden for at gemme sig lidt. Måske lidt som en lille pige, men han vidste, at hun havde brug for ham, og selvfølgelig ønskede han at sidde der! ”Du gjorde hvad du var nødt til at gøre, Athena.. Jeg er ikke vred.. Det kan jeg ikke være,” endte han dæmpet. Han vendte blikket mod hende og med den samme sigende mine. Hvis det havde været enhver anden, så havde han slet ikke reageret på den måde, som han gjorde nu, men når det kom til Athena, så var sagen virkelig en helt anden! At det var svært for hende at sidde der, var noget som han havde forståelsen for, også fordi at det var hendes far som lå der. Han nikkede sigende til hende. ”Lad os komme ned i stuen, Athena.” Han endte med at rejse sig og med hende i sine arme, for han lod hende bestemt ikke alene, sådan som hun havde det, for det var slet ikke en tanke som han brød sig om, og han vidste, at Jared ikke ville have at hun skulle sidde med det her alene! Desuden gav det hende en mulighed for at gemme sig bare en smule. Han gik roligt mod døren, hvor han bare lod Jared ligge. Han var nødt til at tage det hele en ting af gangen og nu satte han Athena som det første. Han bar hende roligt ned i pejsestuen, hvor han satte sig i sofaen i stedet for – endnu med hende trygt siddende i sine arme.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var på ingen måde meningen at noget af det skulle gå ud over Evan, men det var nemt.. det havde altid været nemt at kaste skylden på ham, når hun ikke selv var i stand til at bærer smerten, skylden var ganske simpelt blevet for meget for hende nu. Hun blev siddende i Evans arme, langt mere villig end hun havde været før, lod tårerne strømme, for denne gang havde hun ikke haft noget andet valg, hans arme var så stærke, og hendes kvindelige styrke, var ikke nok til at få hende ud. Athena kastede ikke på noget tidspunkt et blik på sin afdøde far der lå foran hende, smurt ind i blod ligesom alt andet. Hun gemte sig ind mod hans bryst, lod mørket omslutte hende, hun brød sig ikke om at føle sig lukket inde på den måde, og lige i øjeblikket følte hun de mange følelser lænke hende på hænder og fødder, hun havde brug for luft, det var blevet så svært at trække vejret normalt. Hun gispede efter vejret hvilket kun fik hendes krop til at skælve yderligere, end ikke den velkendte duft af ham formåede at roe hende ned. Det blide strøg langs hendes kind var noget som alligevel formåede at gøre hende lidt rolig, det mindede hende om at hun om ikke andet ikke sad der alene.. men han måtte hade hende? Kinderne kløede efter de indtørrede tårer, også selvom hun vidste at mareridtet kun lige var startet. Zacharias ville finde ud af det før eller siden, og hun var overbevist om at han ville se på hende med de samme bebrejdende øjne som hun havde været vant til. Athena rystede afvisende på hovedet og trak sig en smule fra ham. ”Jeg kunne have undgået det, Evan.. han havde ikke behøvet at dø,” påpegede hun lidt klagende og så kort mod liget der lå fuldstændig fredelig og endnu med et lille smil på læberne. Den ene næve forblev lukket omkring hans klæder der efterhånden blot var blevet krøllet stof i hendes hånd. Det gjorde så ondt at hun end ikke kunne beskrive det, og det irriterede hende at han ikke ville lade hende få lidt luft. Uden at sige ham imod, lod hun ham rejse sig, stadig med hende i favnen. Normalt ville hun have elsket det, men lige i dette øjeblik var hun slet ikke i stand til at tænke i de baner. Den frie arm gled omkring hans nakke, hun knugede sig ind til ham i frygt for at han ville slippe hende. ”Evan jeg.. kan ikke trække vejret her.. jeg er nødt til ud, du må slippe mig,” hviskede hun næsten i en desperat bøn. Panden mødte hans bryst, hun kunne føle hans hjerteslag, det var en form for bekræftelse på at han i det mindste var i live. Hun ønskede at komme fri og så alligevel ikke.. hun havde brug for luft, men Evans favn føltes underlig.. rigtig at sidde i, hun var uanset for træt til at kæmpe imod hans arme. ”Vær sød at slippe mig, jeg kan ikke klare det,” hviskede hun direkte stakåndet. Hun var knust.. selvom det havde været hårde tider, så havde intet været så ubærligt som det hun følte i øjeblikket.

[Deleted]

Evan sagde ikke noget til at Athena gav ham skylden, for han vidste, at det var fordi hun ikke selv kunne rumme det. Hun havde aldrig været meget for det med følelser, og han vidste at tanken skræmte hende. Denne gang ville han dog ikke ligefrem betegne hende som en svækling eller svag, for det var hun slet ikke! Hun havde lige netop mistet begge sine forældre, og selvom hun ikke havde haft meget til overs for Jared, så vidste han at hun havde elsket ham af den grund. Han vendte blikket stille mod hende og med den samme ganske sigende mine, også selvom han virkelig forsøgte at bide den smerte i sig, også for ikke at ende med at gøre det værre for hende, end det som det måtte være i forvejen! At bringe Jareds død op til diskussion, var slet ikke noget som de fik noget ud af, nogen af dem, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang, også selvom han endnu ikke havde givet slip på hende. ”Du gjorde hvad du fandt nødvendigt i situationen.. Han klandre dig ikke for det.. Og det gør jeg heller ikke..” Han sendte hende et svagt smil, vel også for at indikere at han slet ikke var vred på hende, for det var han virkelig ikke! Det kunne han slet ikke være!
At få Athena med sig nedenunder, var noget som han gjorde ganske automatisk, også fordi at han ikke ville slippe hende. Desuden vidste han og kendte hende godt nok til at vide, at han ikke ville se skyggen af hende, hvis han endte med at give slip, og han frygtede for hvad der ville ske, hvis han faktisk skulle ende med at give slip på hende, og det var ikke noget som han brød sig særlig meget om! Han sukkede dæmpet, som han roligt vendte blikket mod hende igen, som han roligt lod hånden stryge mod hendes kind. Måske at det var et unfair trick, men han var jo trods alt nødt til at gøre noget ved det! Varsomt søgte han ind i hendes skal. Han vidste at hun var for kulret til at bibeholde muren, og det var selvfølgelig noget som han ønskede at udnytte med de midler som han havde at gøre godt med, det var der ingen tvivl om! ”Fald til ro min kære.. Læg dig til at sove.. Det hele skal nok ordne sig, før du ved ordet af det..” Han vendte blikket ganske sigende mod hende, også mest for at fange hendes øjenkontakt, så han kunne gøre det så mildt som muligt. Kunne han bare få hende til at sove, så han kunne tage sig af resten, også før Zacharias dukkede op, for han kunne ikke tage sig af det hele på en gang, hvis hun havde det på den måde som hun havde det! Også fordi at han vidste, at han slet ikke kunne slippe hende! Han ventede på at hun faldt til ro og gav sig efter for søvnen, som han tvang over hende, for han var nødt til at lægge hende ned, give hende den form for ro! ”Sov..” endte han med en dæmpet stemme tæt ved hendes øre.