A mental breakdown

[Deleted]

Det var efterhånden ved at være temmelig sent. Jared havde været ude i flere timer efter et større skænderi med sin kære datter. Hanh åbnede roligt døren, for han gik næsten ud fra at hun var faldet til ro og var gået i seng, eller var taget tilbage til Evan, også selvom den tanke gjorde ham direkte vred! Rygterne gik og de gik forbandet hurtigt, han havde undret sig meget over tanken om at Evan skulle befinde sig på bordellet, Jared vidste at den mand aldrig ville sætte sin fod på et sådanne sted om det så var det sidste han gjorde. Efter at have snakket med Athena tidligere, havde han fundet ud af hvorfor og han måtte erkende at tanken direkte skræmte ham også fordi han vidste at det var følelser som Evan aldrig ville komme til at gengælde, han ønskede for pokker bare at hun skulle være lykkelig! Alligevel havde den kølige luft fået ham til at indse, at han endnu engang havde været uretfærdig mod hende, efter at have tvunget hende i armene på Valerio så havde han ikke ret til noget som helst. Hvad pokker havde han tænkt på? Han lod hånden løbe igennem det halvlange hår, og lod døren glide i bag sig. Nøjagtig som han havde forventet var der fuldkommen stilhed. Sporene efter de tårer han havde fældet ved besøget af Elanyas grav, var efterhånden blevet slettet, det gav ikke rigtigt nogen mening, men han følte næsten at det at sidde der, havde givet ham svar på hvad han burde gøre, og i dette tilfælde skyldte han sin datter en undskyldning. Kappen kastede han roligt fra sig, og søgte i stedet omgående mod trappen. Cecilaya var ikke hjemme, men han havde heller ikke rigtigt forventet andet, hun var jo aldrig hjemme lige for tiden. Med tunge skridt søgte han oven på og mod Athenas værelse, selvom han ikke engang vidste at hun var derinde. Hans hoved dunkede forfærdeligt, han havde haft hovedpine i flere uger efterhånden også selvom han ikke havde delt det med nogle, end ikke Evan! Han vidste hvad der kunne ske, men til nu havde han jo ret godt kontrol. Yderst tøvende stirrede han på den mørke dør, før han lydløst åbnede den på klem. Hun lå derinde, hvilket næsten kom ham lidt som en overraskelse, men om hun var faldet i søvn var svært at se. Han bevægede sig så forsigtigt som han kunne ind på værelset, selvom han vidste at han ikke burde. En del i ham følte en længsel, et savn der havde efterladt et hul som han ikke var i stand til at fylde ud. Døren blev stående på klem, mest fordi han var bange for at den skulle larme. Jared satte sig på sengekanten og strøg hende blidt over håret. Hendes åndedrag var tunge, han kunne se at hun havde grædt, og højest sandsynligt sig selv i søvn, det efterlod ham virkelig med en ringe smag i munden. Han søgte ned over kinden og følte hendes silkebløde hud.. magen til skønhed den havde hun efter sin mor. Langsomt bukkede han sig ned for at kysse hendes kind, men i et kort øjeblik virkede de rosa læber mere fristende. Han lukkede øjnene lod verden forsvinde idet han indrammede de bløde læber.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde i mange timer ligget og blod ladet tårerne falde. Hun havde været så vred på Evan, at hun havde været fuldstændig ærlig overfor sin far i ren og skær frustration og det skulle hun aldrig have gjort. Hendes ene kind var temmelig rød, efter at han havde skænket hende både et og to slag under deres skænderi. Hun var vant til det, som regel var det aldrig kun fysisk men også verbalt. Hun lå trygt og godt i sin egen seng, en som hun ikke havde sovet i, i frygtelig lang tid. Hendes åndedrag var tunge og langsomme, efter at hun var endt med at glide ind i en drømmeverden af ren og skær udmattelse. Hun havde været sammen med Caleb og han havde i forvejen drænet hende for energi, desuden havde hun rejst til og fra Imandra to gange inden for de sidste to dage uden søvn imellem, efterhånden var hun virkelig ed at være smadret og særligt efter at have været så vred ikke kun på Evan men også på far. De salte spor af tårer var endt med at tørrer ind på hendes kinder, det var tydeligt at hun havde grædt, selv med lukkede øjne, kunne man se at de var hævede og efterhånden temmelig blodskudte. Dynen lå hun ikke med, den lå i stedet i fodenden det havde jo slet ikke været meningen at hun skulle falde i søvn i det hele taget, men sådan var det nu engang endt. Hun sukkede tungt og hørte slet ikke at far var kommet hjem, eller at han for den sags skyld var på vej ind til hende, så træt som hun var, så sov hun tungt bare for denne ene gangs skyld. Selv i de søde drømme plagede Evan hendes tanker, antydningen af et smil formede sig om de rosa læber, som hun så for sig hvordan han strøg hende over kinden og de lo sammen.. det havde de altid været i stand til, men efter ægteskabet med Valerio var det hele bare gået fuldstændig galt, mest fordi hun selv havde mistet lysten til mere eller mindre alt, hun var usikker for pokker! En smule klagende vendte hun sig lidt om ved den pludselige vægt der kom i sengen, men det vækkede hende ikke på nogen måde. Det blide strøg over hendes hår gav hende kun en følelse af tryghed, og selvom hun ikke rigtigt selv opfattede det, så havde underbevidstheden allerede registreret det, dog som en del af drømmen, og lige der var det slet ikke far det eksisterede! Det pludselige kys mod hendes læber var derimod der vækkede hende med det samme, og med et fast hjerteslag, for hun troede vel et kort øjeblik at det var Evan? Det var dog langt fra det syn som ventede hende. Hun spærrede febrilsk øjnene op, go forsøgte at skubbe ham væk. Væmmelsen havde allerede sat sig i hende. ”Hvad pokker er det du laver?” spurgte hun vredt og uden forståelse, han havde aldrig nogensinde skænket hende den form for kærtegn og lige der kunne hun godt være fri!

[Deleted]

Jareds hovedpine drev ham efterhånden til vanvid, og selvom han virkelig forsøgte at bide det i sig, det ville ikke gavne nogle i længden, og det blev heller ikke bedre af at ham og Athena konstant skændtes, der var virkelig ikke nogle som kunne gøre ham mere vred, selv der lignede hun sin moder og alt for meget i hans øjne! Han blev siddende og betragtede hendes fredfyldte søvn. Det lille smil indikerede allerede for ham at hun sad med søde drømme. De smukke blonde lokker, og den uskyldige mine.. det var alt sammen Elanya om igen, hun var sin mor op og ned af dage, og det havde altid været et problem, han kunne ikke lade værre med at bebrejde hende for at hun i sin tid havde slået hende ihjel, også selvom han godt vidste at hun ikke havde haft nogle idé om hvad hun havde gjort dengang. De mange tanker der gik igennem hans hoved, brød kun muren mere og mere ned. Det var ganske vidst ikek fair overfor hende, men han kunne ikke lade værre med at tænke på Elanya når han så på hende, hvilket også var grunden til at han altid havde været ekstra forsigtig omkring hende, og derfor han blev så vred ved tanken om at hun havde været Evan nær.. et sted følte han vel at hun var.. hans? Læberne lod han møde hendes, de var ligeså bløde og varme som han huskede dem, de smagte anderledes, men der var noget velkendt ved duften der fik ham til at glemme absolut alt andet. Barrieren endte brudt, smerten forsvandt hvilket var noget han bed sig fats i, og også noget som gav ham blod på tanden, den ulidelige smerte havde plaget ham i så lang tid, og hvis hun kunne fjerne den var han villig til at gøre alt! Den pludselige modstand mindede ham kun mere om Elanya, hun havde forsøgt med det samme dengang Athena og Zacharias var blevet undfanget, lige nu var det dog ikke Athena han så, men Ela. Han kyssede hende mere krævende, forsøgte at tvinge hendes ord tilbage i struben på hende. Lidt mere fast endte han med at kravle over hende, greb ud efter hendes hænder i forsøget på at holde hende fast, også selvom han hurtigt gav slap, for i stedet at lade hånden søge op over hendes bløde lår. ”Shh,” tyssede han blidt og lod kun hånden søge længere op under hendes kjole, mod det varme skød. Det føltes som en evighed siden han sidst havde været så tæt på hende, hun var smuk og han vidste at hun reelt havde elsket det, selvom han måske havde taget hende mod sin vilje en gang før, han ville ikke lade Derick rende af med hende igen, ikke nu hvor han havde muligheden for at gøre op for sine fejl. Med den frie hånd tvang han hendes ansigt til den ene side, kun for at plante en række af krævende kys ned over den velduftende, varme hud. ”Jeg har savnet dig, min kære.. ligeså smuk.. ligeså varm og blød,” hviskede han intenst mod hendes ører og lod hånden blidt stryge over det varme skød uden på stoffet også selvom han allerede havde lyst til at rive det til side, rent desperat efter at blive forenet med hende endnu engang.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vidste virkelig ikke hvad det var far havde gang i, men det havde bestemt ikke været sådan hun havde regnet med at skulle se ham igen, han havde jo været forbandet vred på hende, som omvendt. Hun forsøgte at vride sig ud over ham, selvom han nu havde valgt at ligge sig over hende i stedet for. Kort kastede hun et blik ud af vinduet.. det var stadig mørkt, hun kunne næppe have sovet for særligt længe. Den naturlige frygt vældede op i hende igen, udelukkende fordi han pludselig mindede hende om Valerio, de hårde hænder der krævede af hende. Hovedet forsøgte hun at vende den anden vej, ikke tale om at hun ville lade sin egen far komme så tæt på hende! Hjertet hamrede forbandet hurtigt, at dømme ud efter hans ord så var han ikke klar over hvem han egentlig stod overfor, rablede det helt for ham nu? Selvom han lå over hende fortsatte hun med at slå på ham i håb om at få ham væltet af sig, men uden videre held, det irriterede hende! ”Fjern dig fra mig, far, du gør mig ondt! påpegede hun direkte febrilsk også selvom hun havde en fornemmelse af at han ville være ret ligelgad. Den kølige, ru hånd der søgte op over hendes lår, gav hende kun en følelse af direkte væmmelse og afsky, hun havde lyst til at kaste op, og i særdeleshed ved lysten der bredte sig i samme øjeblik han kom i kontakt med det varme skød, der skulle heller ikke meget til nu hvor dæmonen i hende var vækket. Et kort øjeblik kunne hun igen ikke lade være med at tænke på Evan.. nej hun kunne ikke bede om hans hjælp, ikke efter den opførsel hun havde stillet op for ham, også selvom han nok var den eneste der vidste hvad pokker hun skulle gøre! Tårerne samlede sig, jo mere han kravlede over hende, jo tættere han kom, jo mere panik formåede han at sætte i hende. Uden at kunne tænke særlig meget over hvad hun skulle gøre, rakte hun ind under sin pude hvor der lå en fin kniv. Måske det var ret.. paranoidt, men som Evan havde sagt til hende flere gange, så vidste men aldrig hvornår man kunne forvente sig et angreb, og selvom hun virkelig ikke ville gøre sin far ondt, så ville hun heller ikke lade ham gøre dette mod hende! En ting var at Valerios spor var over det hele, det samme var Calebs, hun ville ikke også have sin fars! De smalle fingrer lukkede sig om det varme skæfte, hun hev det frem og bed sig selv hårdt i læben i det hun huggede ud mod hans ryg. Athena havde lært hvordan man skulle ramme, og selv nu hvor hun kunne have undgået det, så var det svært ikke at sigte efter det dødelige. En gennemsigtig tårer trillede ned af hendes kind, som hun igen forsøgte at vride sig fri, uden at vide om hun havde formået at sætte den i ham, hun havde i hvert fald stadig fat i kniven. Hun skælvede under ham, forsøgte at rive sig lidt fra af hans hånd, det var slet ikke en måde for sin far at røre sin datter på!

[Deleted]

Jared skulle gerne være den første til at erkende at han virkelig ikke havde den mest fjerne idé om hvad pokker han havde gang i. Inden for et frygtelig kort sekund havde det været som om at Athena var forsvundet fuldstændig fra hans tanker, og også for hans blik, i stedet så han hendes kære mor, den smukke Elanya en kvinde som han havde elsket siden det første øjeblik han havde kastet et blik på hende. Måske hun aldrig havde været i stand til at gengælde hans kærlighed, men han elskede hende stadig, hvilket også var grunden til at han ikke havde nævnt sin hovedpine for nogle, han havde ikke regnet med at han kunne ende med at gøre sin datter ondt, han havde ikke regnet med at kunne gøre nogle ondt, men blot regnet med at det ville slå ham ihjel stille og roligt, så han igen kunne forenes med Elanya.. eller Malena og hans søn for den sags skyld, han var efterhånden en gammel mand, det var begrænset hvor meget selv han kunne holde til, og det var han heller ikke bleg for at erkende. Han lod hånden fortsætte med at stryge over hendes skød, han kunne mærke at hun reagerede på de kærtegn, nøjagtig som han havde regnet med, også selvom hun forsøgte at kæmpe sig fri af ham. Travlt optaget af sin handling, lagde han slet ikke mærke til at Athena endte med at fremdrage en kniv, det ville Ela trods alt aldrig have gjort, hun havde altid hadet våben! ”Vi ved begge at du elsker det,” påpegede han lidt sigende og kyssede igen de fyldige læber, på trods af at hun var modvillig. Kysset blev dog hurtigt brudt at kniven der endte med at sætte sig midt mellem skulderbladene. Jareds pupiller trak sig sammen i samme øjeblik, og han brød ud i t skrig og hævede hovedet som en ulv ville gøre mod natten. Pludselig følte han blodet puslere i sin krop, han følte sig levende. Alligevel kom virkeligheden langsomt krybende tilbage til ham. Han så ned på den febrilske kvinde under ham, og det gik op for ham at det ikke var Elanya med derimod Athena. Hånden fjernede han omgående fra hendes skød, og gled på siden ned i sengen ved siden af sig, med en direkte dårlig samvittighed. Det var hårdt at trække vejret.. han vidste at livet ville ebbe ud af ham så snart den kniv blev fjernet. Blikket vendte han mod Athena. ”Hvad har jeg dog gjort?” spurgte han stille og lod tårerne melde sig i øjenkrogen. #Evan kom!# endte han direkte fast til manden. Han ønskede ikke at lade sine børn sidde alene med dette, for det var hans ønske. ”Athena kære det er okay.. jeg er frygtelig ked af den smerte jeg har forvoldt dig.. ikke kun i aften men gennem hele dit liv.. jeg ved jeg aldrig var den far for dig som du fortjente,” hans tone var hæs og anstrengt, det var en kamp om bare at få ordene frem i det hele taget. Blidt strøg han hendes kind, og lod en tårer falde, på trods af at han frygtelig sjældent græd. ”Jeg elsker dig,” påpegede han sandfærdigt. Der var meget han gerne ville sige, men han havde ganske enkelt ikke længere energien til det, sket var sket og det var for sent at rette op på nu.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde ganske vidst fundet sig i frygtelig meget fra sin far side. Hun havde fundet sig i hans verbale afvisninger, og hun havde fundet sig i hans mange slag og hånlige tone, hun havde fundet sig i at blive ekskluderet fra sin egen familie, men hun ville virkelig ikke finde sig i at lade ham befamle hende på den måde, den slags havde hun fået mere end rigeligt af hos Valerio. Kniven endte med at sætte sig mellem hans skulderblade, men det gik først op for hende da han endte med at stivne over hende og brød alt der hed kærtegn. Det gik op for hende at den blege hånd var malet i blod.. hans blod. Hun stirrede fra sin hånd og til hans pludseligt blege ansigt og tilbage igen med en direkte panisk fornemmelse. ”Nej, nej hviskede hun stille. En ting var at hun allerede havde slået deres mor ihjel i sin tid, hun kunne ikke også have slået sin far ihjel! Det var næsten mere med tungt hjerte end med lettelse i sindet, at hun lod ham trække sig og i stedet glide ned ved siden af hende. Hun kunne se hvordan hans øjne forandrede sig, hun vidste at det ikke havde været hans handlinger, for selvom han måske havde gjort mange åndssvage ting, så havde det der i den grad taget kagen. Tårerne trillede lydløst ned over hendes kinder, både den blege, men også den som var endt rød efter hans slag. At han allerede havde sendt bud efter Evan, skænkede hun virkelig ikke en tanke. Hun satte sig op i sengen og så på ham med direkte rædsel malet i blikket hvilket i sig selv ikke lignede hende. Sengen var malet i det blod som hun sad med på sine hænder. Hun vendte sig mod ham, og lod blidt hånden glide over hans kind. Selvom han havde gjort hende ondt i frygtelig mange år, så elskede hun ham mere end det hun havde givet udtryk for gennem forholdsvis lang tid efterhånden, og det plagede hende nu for alvor at de havde haft alle de dumme skænderier. Et sted vidste hun vel også godt at det var slut? Alligevel tvang hun ham om på ryggen for at betragte hans sår. Kniven fungerede som en form for prop, der forhindrede ham i at forbløde. Hun forsøgte at slå koldt vand i blodet, også selvom det var svært, blikket var allerede sløret af tårer, fordi hun pludselig følte sig direkte magtesløs. ”Vent lidt, lig stille, jeg tror at jeg kan ordne det,” bad hun med en direkte desperat tone, også selvom det ikke rigtigt stod til at redde, hun vidste jo heller ikke, at han i virkeligheden ikke ønskede at blive reddet, i så fald havde det jo været noget lidt andet. At høre ham sige de store ord var noget som varmede hende, men samtidig gjorde forbandet ondt, det var ikke under disse omstændigheder hun ønskede at høre det. ”Jeg elsker også dig far, jeg ved godt at jeg aldrig har været den datter du ønskede dig, men jeg er virkelig ked af det, jeg mente dig aldrig noget ondt,” hendes tone skælvede ligeså meget som hun selv gjorde,og ordene var mere sagt i ren og skær desperation og nervøsitet, også selvom hun i den grad mente det!

[Deleted]

Evan havde siddet alene for sig selv hjemme i pejsestuen, hvor han kun havde givet sig hen til det skriftlige arbejde, da han ikke rigtigt havde haft andet at tage sig til. I og med at Athena havde valgt at søge hjem til sin far, hvilket han nu heller ikke havde noget imod, for det glædede vel også Jared et sted, at tøsen faktisk tog hjem lidt? Også selvom han ikke havde nogen anelse om hvordan det hele forvoldt sig på hjemmefronten, så håbede han kun at det havde haft sig en god og ikke mindst positiv effekt, også selvom det vel var meget at forvente, specielt når han vidste hvordan Athena havde det med sin far, og hvor svært Jared havde det med det, og det var faktisk noget som han faktisk godt kunne forstå i det store og hele, og det var også en tanke som vækkede en bekymring i ham, også fordi at han vidste at Jared aldrig som sådan, havde formået at komme over tabet af Elanya, vel også fordi at manden selv klandrede sig selv for det som var sket dengang? Tanken brød han sig ikke om, og han havde også udvist den bekymring, selvom det ikke ligefrem havde haft nogen effekt så langt, hvilket han nu heller ikke sagde noget til.
Selvom Evan var gledet hen i det som var en lettere søvndyssende søvn i sin kære lænestol, så blev han kraftigt revet ud af den ved Jareds stemme i hans hoved, og på den måde, som det lød, så var det virkelig alvorligt! Han blinkede med øjnene, som han hastigt var endt med at rejse sig, hvor han havde tabt glasset med whisky direkte i gulvet. ”Åh gud..” Det kunne jo kun være alvorligt når det var den måde Jared valgte at tage kontakten med ham på. Han valgte at forsvinde fra stuen af ved hjælp af den mørke magi som han havde i sit stille sind, kun for at dukke direkte op i den store hall som befandt sig i Marvalo Mansion. Her var stille.. skræmmende stille, hvilket hurtigt fik ham til at se sig om, også selvom han ikke rigtigt kunne se eller høre noget som helst af den grund. ”JARED?!” kaldte han med en direkte fast tone, som han gik direkte i retningen af pejsestuen, udelukkende fordi at det var der at han som regel befandt sig, og med hans egen flaske i næverne, men.. her var tomt? I sig selv, så var det noget som i den grad kun gjorde ham usikker, for der var da ikke sket noget med manden, var der? Han forlod igen pejsestuen, kun for at skynde sig op af trappen i stedet for. ”Jared er du her?” endte han ganske fast, og med en anelse hævet stemme, også selvom stedet stadig måtte ligne sig selv – specielt fra de gange, som han selv havde opsøgt manden her, så hvad der var sket, var ikke noget som han kunne.. se? Han bed sig svagt i læben. ”Athena?!” kaldte han med en fast tone. Han kunne slet ikke forstå at han ikke kunne se eller høre nogen, men han vidste, at det var noget alvorligt, for ellers ville Jared ikke kræve at han kom til stedet på den måde!

[Deleted]

Jared blev liggende, det var ikke rigtigt fordi han havde noget valgt. Hans åndedrag var blevet lettere, det gjorde ondt at trække vejret for dybt. Et sted var han stolt af at hun havde ramt så godt som hun havde gjort, hun havde lært at forsvare sig, og han var kun glad for at hun havde gjort det. Kniven havde boret sig ind i hans ryg, og han var tvunget til at ligge på siden for ikke at skubbe den længere ind. Han kunne godt fornemme at Athena var direkte panisk, men han bebrejdede hende på ingen måde, hun havde kun gjort hvad ahn havde ønsket at hun ville gøre i sidste ende. Han håbede sandelig at Evan var på vej, det værste her var ikke kniven men Athenas reaktion, han var skyld i at hun havde haft så ringe smag i munden når det kom til Elanyas død, og han ville ikke have hende til at føle den samme samvittighed overfor ham. Den pludselige rykken der tvang ham over på maven, fik ham kun til at skærer en grimasse. Hun ville forsøge at ordne det ham, det kunne han forstå men det var for pokker ikke det han ønskede, han havde jo vidst at dette var undervejs, også selvom han virkelig ikke havde regnet med at det skulle komme til at foregå på denne måde, han havde aldrig troet at Athena skulle have del i det. ”Athena? Athena?! Lyt til mig der er ikke mere at gøre, og det er okay,” endte han med en lidt fast tone, for han vidste godt at det var svært at nå ind til hende, og særligt når hun næsten var i choktilstand. ”Jeg ønsker ikke at blive ordnet min kære.. lad være og lig dig i stedet ved mig,” bad han roligt, også selvom det trods alt var ærligt. Allerede nu havde de tilbragt mere tid sammen end de nogesninde havde gjort før, og han ville trods alt gerne nyde den korte tid han havde med hende. De tunge skridt op af trappen og den faste tone gik han næsten automatisk ud fra måtte være Evan hvilket kun lettede ham. ”Det var på tide.. Athena min kære, vi må tage den om et øjeblik, jeg har brug for at få et ord med, Evan, jeg vil bede dig om at vente uden for, okay?” spurgte han stille og hævede meget anstrengt armen af ren og skær stædighed, bare så han kunne få lov til at stryge hendes kind. Han elskede hende, men han var nødt til at have et ord alene med sin kære ven, han kunne ikke glide hen i hvilen før han havde sikret sig at børnene ville få det godt, det var det eneste som i det hele taget betød noget for ham, desuden ville han sikre sig at Evan ikke havde tænkt sig at bebrejde Athena, hun var allerede blevet bebrejdet nok for alt for mange ting. Han prustede tungt og vendte kinden i sengen, han ville jo gerne svare manden, men han havde simpelthen ikke luft til det. ”Gå min pige,” gentog han næsten med en hvisken.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena var mere eller mindre i chok, hun havde aldrig ment at gøre ham ondt uanset hvor vred hun havde været på ham! Tårerne trillede ned af kinderne og hun noterede dem ind ikke, selvom hun plejede at gå frygtelig meget op i det. De grønne øjne betragtede kniven, hun overvejede hvordan hun kunne få den ud, uden at han ville ende med at miste livet på det. Blodet var tørret ind på hendes hånd, hun gemte den tæt ind mod sit bryst. Det var slet ikke gået op for hende, at han allerede havde hentet hjælpen, for hun havde ikke selv mod til det. En smule forskrækket stoppede hun sin gøren og så på sin far med store øjne. Han ville ikke reddes? Hvad pokker mente han med det?! Hun blinkede uforstående med øjnene. ”Hvad pokker er det for noget at sige?” spurgte hun febrilsk og rystede på hovedet. Hun knyttede hænderne fast uden at vide hvor pokker hun skulle gøre af sig selv, pludselig blev hun vred. Hvordan kunne han overhovedet sige det?! De var flere der havde brug for ham, Zacharias og Evan ville hade hende, hvis hun lod ham dø! De pludselig tunge skridt op af trappen forvirrede hende. Var Cecilaya allerede kommet hjem? Den faste stemme der ramte hende var dog noget som øjeblikkeligt fik hende til at stivne. Det var tydeligt at det var far der havde bedt ham om at komme, ellers ville han ikke så målrettet have kaldt på hende eller ham selv. ”Jeg går da ikke fra dig,” endte hun med en panderynken, tydeligt utilfreds. For nu valgte hun direkte at ignorere Evans kald, også selvom det kun var dumt. Hun var stadig vred på ham, men lige i øjeblikket var det slet ikke noget hun kunne skænke en tanke. Far var dog heller ikke mand man skulle diskutere med. Meget tøvende endte hun med at rejse sig og bakkede ud af værelset, fordi hun ikke ønskede at tage blikket fra ham overhovedet. Hun bed sig let i læebn og strøg ud af døren, kun for at vende sig mod Evans faste skikkelse. Normalt græd hun ikke foran ham, men denne gang stod tårerne tydeligt i de grønne øjne, og hun var på ingen måde i stand til at gemme sig bag et smil, smurt ind i blod mere eller mindre over det hele, der kunne vel ikke herske meget tvivl om hvad der var forgået? Hun sank en klump uden at se på ham, skammen og samvittigheden stod malet i hendes øjne ”Han er inde på sengen, Evan. Hver sød at gøre noget,” bad hun direkte hjælpeløst. Hun ville ikke miste sin far som hun havde mistet mor, hun kunne slet ikke bære tanken om at skulle se hverken Zacharias eller Evan i øjnene nogensinde igen, hun vidste jo hvilket forhold de havde til ham, et som hun ikke selv havde!

[Deleted]

Lige hvad der var sket, var slet ikke noget som Evan havde nogen anelse om, også selvom han tydeligt kunne gætte sig til, at det faktisk måtte være af den mere alvorlige karakter, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham. Jared havde altid været den eneste som han havde haft siden Malenas bortgang tilbage for skræmmende mange år siden, og Diane selvfølgelig, men.. det var slet ikke af den samme slags, eller af den samme kaliber, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende! At han så ikke kunne finde Jared i pejsestuen hvor han normalt sad i Kimeyas gamle lænestol, så indikerede det kun tydeligere, at der var noget som var helt galt, og han brød sig slet ikke om den fornemmelse på nogen som helst måde overhovedet. Hans hjerte slog fast mod hans bryst, som han kom op af trappen, selvom han endnu ikke havde set eller fornemmet noget som helst. Et sted så skræmte tanken ham, for der var en yderst mærkelig stemning som hvilede over stedet her, og det var noget som efterlod ham med en direkte ubehagelig tanke og følelse i den anden ende, og det var bestemt ikke en tanke som han brød sig om på nogen måde! Han kunne næsten bare mærke i sindet, at der var noget rivende galt, og det var noget som et sted fik det til at løbe iskoldt ned af ryggen på ham!
Synet af Athena som endte med at møde ham på gangen, at se direkte skyld malet i hendes ansigt, kroppen malet i blod og de tårer, gjorde ham direkte bleg. Hun havde vel ikke..? Han gik hende hastigt i møde, hvor han strøg hånden mod hendes kind, kun for at fange hendes blik. Det kunne godt være, at hun var sur på ham, men end ikke det, var noget som han bed sig mærke af, som det måtte stå lige nu, hvor han direkte skyndte sig ind på værelset. Kniven var noget af det første som han lagde mærke til i hans ryg, hvilket næsten var noget som gjorde ham mere bleg end det som han allerede var i forvejen. ”Åh gud…” endte han, som han hastigt skyndte sig hen til maden, for han kunne slet ikke forstå hvad pokker der var sket! Han satte sig ved sengen ved manden, hvor han omgående greb ud efter hans hånd. Selv så han væk fra de mange problemer som havde været dem imellem igennem det sidste stykke tid, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han bed sig svagt i læben og rystede let på hovedet. Tanken om at han så sådan ud, var næsten det som skræmte ham mest, for det var slet ikke noget som han havde regnet med! Og Athena? Havde hun gjort det? ”Hvad fanden har du nu fået rodet dig ud i, Jared?” Han vendte blikket mod ryggen og kniven, som han lå der. Han kunne jo allerede se nu, at der ikke var noget at gøre ved det, for tøsen havde ramt perfekt.. Ligesom han havde lært hende. Forbandet være det i den her stund!

[Deleted]

Jared fulgte Athena med blikket ud af rummet. Han kunne se skylden malet i hendes smukke ansigt og det ødelagde næsten skønheden, hvilket han kun fandt ærgerligt. Dette var ene og alene hans egen skyld go det var han ikke bleg for at erkende, hvilket også var det han havde tænkt sig at forklare Evan. Han glædede sig til at ham igen, deres sidste møde var ikke endt som han havde håbet, og nu var han kun ked af at han ikke havde lyttet til ham noget før. Kniven sad godt, hvilket også gjorde at Jared forblev fuldkommen stille. Det gjorde ondt helt af helved til, det var en smerte han måtte bide i sig indtil kniven ville blive revet ud, han brød sig ikke om at trække tiden, men han var nødt til at gøre det ordentlig nu hvor han havde muligheden, han havde jo slet ikke regnet med dette! Hans hjerte bankede frygtelig hurtigt, han kunne mærke det pumpe det varme blod ud i kroppen også selvom han begyndte at føle sig temmelig kold, hans krop var begyndt at skælve, selvom han forsøgte at ignorere det. Lettelsen slog næsten ind i det han fik øje på Evan i døren, også selvom han så rædsel selv i hans øjne. Han fik møvet sig en smule op så han var i stand til at se manden i øjnene, intet andet var acceptabelt de var trods alt ligeværdige. Hans ord fik ham til at trække lidt træt men kækt på smilebåndet. Ja han havde måske en sjov tendens til at rode sig ud i forskellige problemer, men for pokker det var jo også ham! ”Jeg begav mig på dybt vand med min datter.. det ser ud til at du har gjort noget rigtigt efter alt.. derfor ved vi også begge hvor dette vil fører hen,” påpegede han roligt, for der var ingen grund til at ligge skjul på sandheden. Hans tone var yderst anstrengt, han havde ikke synderligt meget luft, ordene var tvunget mere frem gennem tænderne end noget andet. ”Det var helt og holdent min egen skyld, Evan, du må ikke være vred på hende, hun reagerede som hun burde i den situation. Jeg blev gal for et øjeblik,” erkendte han og gispede efter vejret, de lange sætninger var særligt et problem, det krævede mere end han egentlig havde, og i øjeblikket irriterede det ham. Han var på ingen måde bange, han var måske uhyggeligt rolig, men han havde haft uger til at forberede sig på dette, og han brugte vel tiden på at se frem til det som ventede ham, frem for det som han forlod sig? Hånden gled i hans. Han brugte en hel del energi på at give den et fast klem. ”Lov mig at tage dig af hende, du er den eneste der kan,” han hævede de mørke øjne mod ham, stemmen bar tydeligt præg af hvor meget det betød for ham, han ville aldrig være i stand til at finde hvile før han var sikker på at børnene havde det godt, og i særdeleshed Athena, fordi han vidste hvor megen ulykke han havde forvoldt hende.

[Deleted]

Evan havde dog været bange for at det ville gå galt før eller siden, så det at vide, at det var noget som skulle ske nu, var slet ikke noget som han brød sig om, for han havde bestemt ikke regnet med at det var sådan, han skulle finde manden, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund! Hans hjerte hamrede fast mod hans bryst, som selv skrækken måtte vise sig i hans eget ansigt i form af en mere bleg og stram mine, selvom han ikke nødvendigvis reagerede med tårer – endnu om ikke andet, men Jared havde virkelig været det eneste som han havde og.. det var slet ikke fordi at han lystede at give slip på manden! Slet ikke! Han var hurtigt henne ved sengen, hvor han greb omkring hans hånd, som han holdt fast omkring, også for at bekræfte for manden, at han faktisk ikke var alene om det her, og at han var der for ham. Deres eget skænderi, hvor manden direkte havde sendt ham væk og bedt ham om at holde sig væk fra hans datter, var slet ikke noget som han kunne skænke en tanke lige nu. Det var bare som om, at det ikke havde nogen former for betydning for ham, for det havde det heller ikke. Han havde dog regnet med at de skulle finde ud af det under helt andre omstændigheder, end det som han færdes i hvad dette angik!
Evan rystede stille på hovedet. Ja, Jared rodede sig altid ud i problemer, men det her tog da virkelig kagen! ”Hun ved godt hvor hun skal ramme.. Jeg har trods alt lært hende det..” endte han sigende, som han vendte blikket mod ham. Han bed sig svagt i læben, som han roligt gik ned i knæ, så han kom ned i Jareds hovedhøjde, så han ikke skulle bruge energien på det. Han sukkede dæmpet. ”Spar på kræfterne, Jared.. Please.. ikke tal..” endte han dæmpet. Han trykkede fast omkring hans hånd, som han vendte blikket mod ham endnu en gang. At se ham ligge der, var i det hele taget skræmmende, og så i den tilstand. Ja, han havde vel været bange for at det skulle gå galt før eller siden, men da ikke på den her måde! Han vendte blikket mod ham. Hans hånd begyndte at ryste. Manden havde faktisk en ekstrem betydning for ham, også selvom han aldrig havde vist det på den måde, som han måske gjorde det nu, men det var virkelig ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund! Han vendte blikket sigende mod ham ved hans sidste ord. Selvfølgelig ville han tage sig af hans datter! Tårerne meldte sig i hans øjne, som endte tydeligt blanke, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde eller gjorde noget ved af den grund. De skulle bare ikke have lov til at komme frem! ”Det har jeg altid gjort.. Og det kan jeg trygt love dig, for at jeg vil fortsætte med at gøre, Jared..” Han vendte blikket mod manden. Ja, lige nu var han tvunget til at stå som den stærke, men det var også kun fordi at han vidste at Athena stod på den anden side af døren, og direkte opløst i tårer, og han havde aldrig set hende på den måde før! ”Det der kan du ikke være bekendt Jared..” endte han langt mere dæmpet. Tanken gjorde faktisk ondt! Frygtelig ondt!

[Deleted]

Jared havde hele tiden vidst at det ville gå galt før eller siden, det havde han vidst i mange år, men han havde på ingen måde regnet med at Athena nogensinde skulle have del i det, og hvad han hadede endnu mere, var tanken om at han havde gjort hende ondt. Det var tydeligt at Evan var meget forskrækket over at se ham sådan, og han kunne ikke bebrejde ham, det kunne ingen have forudset, end ikke ham selv. Hånden hvilede i hans, han holdt den i et yderst fast greb også for at tøjle den smerte han sad med, for behageligt var det bestemt ikke at sidde med en kniv i ryggen! Nu hvor han var der så følte han sig mærkværdigt nok tryg, det var en mand som han slet ikke tøvede med at ligge sit liv hos og lade ham vogte om det. Det hjalp lidt at han endte med at sætte sig i en højde hvor han selv kunne se ham i øjnene også selvom de efterhånden flakkede en hel del Athena stod lige uden for og han vidste at hun var panikslagen og følte en enorm skyld, det lyste langt ud af øjnene på hende, han ønskede ikke at Evan skulle bebrejde hende for noget som helst, den slags skulle stoppe, for hun havde fortjent det bedre. Han nikkede yderst svagt. ”Du har gjort det godt, Evan hun tøvede end ikke,” forklarede han hæst. Ja et sted så var det vel ros til både ham og hende? Han var stolt af sin pige også selvom han ikke havde været den bedste til at vise det. Han sendte ham et lidt fast blik også selvom de var endt blanke af tårer. Døden frygtede han ikke, men han frygtede tilgengæld for konsekvenserne af den. ”Lad mig tale ud, det er vigtigt. Der ligger et brev i min kommode.. tag det,” forklarede han så kortfattet som muligt, også fordi det virkelig var en kamp om at få ordene frem. Hans hånd var fugtig af koldsved, hvilket kun fik ham til at holde endnu mere fast om Evans hånd mens han prustede. Døden ventede ham og han ville heller ikke trække den mere ud en nødvendigt, det var bare vigtigt for ham at få det sagt. At Evan lod sig påvirke på den måde forundrede ham ikke, de havde været som brødre det meste af deres liv og han vidste godt at han altid havde bedt ham om frygtelig meget. ”Lad være med at tude,” påpegede han med et lidt prøvende dansk smil også i forsøget på at lette stemningen en smule, de sidste minutter af hans liv skulle ikke være påvirkede på den måde, bekymringen for Athena var mere end rigeligt. ”Det er det eneste jeg ønsker. Hendes lykke er det vigtigste for mig, Evan, tag dig af hende, gør hende lykkelig.. for enhver pris,” hviskede han lidt dæmpet, også for ikke at lade Athena høre det. Hans øjne flakkede, han var direkte udmattet. ”Brænd min krop, sæt mit i graven ved siden af min smukke, Ela, så diskret som muligt,” han forsøgte at udtale ordene klart men det var mere og mere bare en mumlen. ”Jeg beklager men hey... jeg holder øje med dig selv fra døden, det kan jeg love dig,” han brød i en grim hosten og skar en grimasse. ”Av for satan! Skal vi få det overstået?” foreslog han hæst, hvorfor trække pinen ud?

[Deleted]

Evan havde selvfølgelig været bange for, at det skulle gå galt før eller siden, men han havde bestemt heller ikke regnet med, at det skulle være på denne her måde! Og bestemt ikke at det var noget som Athena skulle være en del af, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham! Han havde været bekymret for manden i årevis, og han havde givet udtryk for den så frygtelig mange gange, så han havde vel et sted selv vidst, at det ville gå galt for ham før eller siden? At Athena ikke havde tøvet, var et sted selvfølgelig en tanke som gjorde ham glad et sted, selvom det ikke ligefrem gjorde det meget bedre for ham af den grund. ”Vi øvede det meget.. men… Det er ikke vigtigt nu..” Han vendte blikket sigende mod manden. Det var bestemt ikke fordi at han selv ønskede at fælde tårer, for det var slet ikke noget som han ville få det mindste ud af, og han vidste det godt! Desuden så vidste han at Athena stod lige udenfor døren, og at han burde være stærk for hende, men tanken om at han følte at han befandt sig ved hans bror, var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for ham af den grund! Det var faktisk en tanke som gjorde ondt, og selv det, var faktisk noget som han kun måtte mærke sig af i denne stund! ”Brev..? S-selvfølgelig..” endte han dæmpet. Det var noget af det første som han skulle finde! Han sukkede. ”Du vidste, at det ville gå galt, gjorde du ikke..?” Han vendte blikket mod manden, også selvom han slet ikke slap hans hånd. Han skulle vide at han ikke var alene i den sidste stund, også fordi at han vidste at det var mandens sidste, for Athena vidste hvor hun skulle ramme, for det var noget som han havde lært hende!
At Jared vægtede Athenas lykke højt, var noget som selv Evan var glad for at høre. Tøsen betød selv frygtelig meget for ham, og han selv ønskede jo at tøsen skulle være lykkelig. Han nikkede stille til han, som han let betragtede sig af manden. En tåre trillede stille ned af hans kind, selvom han slet ikke tog sig af det. Han var en mand af følelser i det indre, og det havde han altid været, selvom det faktisk var svært for ham at få det frem, men det var der! ”Jeg tog hende under mine vinger dengang hun var en lille pige.. Og der kan jeg love dig for, at jeg endnu vil have hende.. Det skal du ikke tænke på, min ven.. Hun vil være tryg hos mig,” endte han ganske sigende, for det var et løfte som han kunne give ham! At manden ville holde øje med ham fra døden af, fik ham svagt til at trække på smilebåndet, også selvom det var tydeligt at manden allerede havde gjort sig sine overvejelser. Han nikkede. ”Jeg lover at gøre mit bedste..” endte han dæmpet. At manden begyndte at hoste og direkte skreg et ’av’ indikerede også at tiden måtte nærme sig nu. Han bed sig tydeligt i læben og lod blikket glide mod ham. ”Hvad med Athena og Zacharias? Et endeligt… farvel?” spurgte han dæmpet. Selv han var ikke fristet til det, men han ønskede jo heller ikke at Jared skulle have ondt!

[Deleted]

Jared havde ikke kun været bange for at det før eller siden ville gå galt, nej han havde vidst i mange år, at han legede med ilden og han havde aldrig gjort noget ved det. Tilværelsen uden Ela var aldrig blevet den samme, på trods af at han havde været vant til at leve alene, og det var ikke fordi han ikke holdt af børnene, for de var virkelig hans store guldklumpet – også Athena, men der var ikke meget at gøre ved det nu! Han nikkede sigende, og med et lidt skævt smil på læben. Ja han forsøgte at snakke uden om for hvorfor snakke om alt det sørgelige? Grebet omkring Evans hånd var yderst fast, han havde ondt og det var svært at ligge skjul på, hans åndedræt var endt direkte prustende. ”Du har.. gjort det ondt,” hviskede han hæst. Luften begyndte efterhånden at forlade ham. Han var ikke bange men ja et sted vel nervøs for hvilke konsekvenser dette ville få, særligt for Athena han vidste hvor ringe samvittighed hun havde efter Elas død. Jared var bestemt ikke dumt han kunne se at tårerne pressede sig på hos Evan, han havde kendt manden siden af han var lille, og det var en mand som han stolede mere på end nogen anden, et sted var han vel kun glad for at han havde ham selv i denne stund? ”Jeg har taget fejl, Evan.. følelser er ingen svaghed, husk det,” bad han gispende og gav hans hånd et stille klem. For hver bevægelse han foretog sig jog der en smerte igennem ham, han ville efterhånden gerne have det overstået, men han vidste også at Athena stod lige udefor, og han var nødt til at sikre sig at hun ville være i gode hænder, også selvom hun nok var mere selvstændig end han ellers lige ville regne med. Han nikkede lydløst. Det brev havde han skrevet for kun et par dage siden, da han havde følt hovedpinen tage til, følt kontrollen glippe i korte øjeblikke. En tårer trillede lydløst ned over hans kind og endte på den blodige seng. ”Selvfølgelig,” svarede han uden tøven, for det var jo sandt, han havde vidst det i frygtelig mange år. Jared var virkelig bekymret for sin elskede datter, og efterhånden begyndte det billede vel også at tegne sig? De mørke øjne forlod Evan og gled i stedet bag ham, også selvom han ikke kunne se hendes smukke ansigt. ”Det.. det er jeg.. slet ikke i tvivl om, Evan.. du har været.. vældig god ved hende. Gør mig den... tjeneste at få hende til at... føle sig elsket.. ingen skyld,” endte han lidt usammenhængen og hev desperat efter vejret. Det kunne tyde på at kniven havde ramt lungen for han følte virkelig at han blev kvalt. Efterhånden var han ved at blive en smule blå i hovedet. Han endte med at nikke stille. Hvis han kunne få lov til at gå i døden med de tre levende væsner der betød mest for ham, så kunne han ikke bede om meget mere. ”Hv.. hvis du kan nå... nå at få ham.. herhen,” svarede han virkelig anstrengt. Øjnene kørte rundt i hovedet på ham, han havde virkelig enorme smerter, efterhånden ville han gerne have det overstået, men selvfølgelig skulle det også foregå rigtigt. Allerede nu så han lys for enden af tunellen, han ville måske ikke være ved det, men han var lettet over Athenas handling.