A meeting with the Majesty

[Deleted]

Konstantin ville aldrig gå imod det han selv stod for, men så længe Mattheus holdt sig inde for retfærdighedens grænser, så så Konstantin virkelig ikke noget problem overhovedet. Han ville gerne følge den unge knægt, for han lød faktisk til at være utrolig fornuftig og det kunne han godt lide. Som Mattheus talte igen, så beviste han endnu engang kun at han tænke på andre og ikke kun på sig selv, han vidste at han stod dårligt og var udsat, men det var ikke nok for ham til at give op og det var alt sammen det som vandt Konstantins respekt, for han fandt det virkelig beundringsværdigt! ”Mattheus, selv os gamle kan tage fejl, derfor var vi brug for unge som Dem selv, for det er typisk unge der har gode visioner for et lands fremtid. Og så længe De er så åben overfor andres meninger og holdninger, som De er nu, så skal De nok blive til noget stort,” svarede han sandfærdigt, som han sendte ham et skævt smil. Han var allerede imponeret over alt det som Mattheus havde vist ham på kun denne enkelte aften.
Konstantin skulle nok tage en snak med Malisha, for det var vidst ved at være på tide, inden det faktisk ville gå galt, for det frygtede han jo lidt at det ville. Han vidste godt at Malisha altid levede farligt og altid gjorde store og til tider dumdristige handlinger, hvor han heller ikke altid selv kunne se fornuften eller meningen bag hendes handlinger, såsom da hun havde dræbt kongefamilien i Manjarno og Faith og Kimeya. Måske de havde været et stærkt par, men de havde jo ikke været del i noget større her på det sidste, de var begge blevet rimelig stille når det kom til større sager her i Dvasias, så han kunne ikke se problemet. Han vidste ærligtalt ikke hvad Malishas intentioner var, men det måtte han hellere finde ud af, ikke kun fordi han nu havde fået sin titel som hertug tilbage, men også fordi hun var hans trolovede, så et sted krævede han at vide hvad hun gik rundt og lavede. Han havde altid støttet hende, men det krævede også at hun fortalte ham hvad hun lavede. Han trak let på smilebåndet. ”Det er i orden,” svarede han roligt. At Mattheus ville holde ham på sit ord, havde han intet imod, for det manglede da sådan set bare. Han var faktisk glad for at have fået sin titel igen! Og han ville se frem til et større samarbejde med kongehuset! At snakken havde været lærerigt for Mattheus, fik ham til at trække skævt på smilebåndet. ”Jeg er kun glad for at kunne hjælpe,” svarede han sandfærdigt. Han bukkede endnu engang i respekt for Mattheus, inden han roligt gik ud af tronsalen, for at sætte kursen mod hestevognen, så han kunne komme hjem. Stormen var dog ikke stoppet, så turen ville nok gå en anelse langsomt, men det gjorde ham intet, for det gav ham en god tid til at fryde sig over at han havde fået sin status tilbage igen!

//Out

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus stod endnu med en kæmpe bølge af modgang, som han skulle forbi på en eller anden måde. Det eneste som han egentlig manglede, var egentlig kun at finde ud af hvordan han skulle! Han havde brug for støtten, og så lang tid han havde den, så var han nu temmelig sikker på, at det hele nok skulle løse sig, for hvorfor skulle det da ikke det? Han vendte blikket ganske sigende mod ham endnu en gang, som han valgte at tale. Det var rart med beroligende ord, og at han så potentialet i ham, og at han sikkert nok skulle blive til noget stort, men det var jo ikke nok at få det at vide, for det var jo også noget som han var nødsaget til at bevise, og det var det som blev det sværeste, hvilket han allerede nu var klar over, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han nikkede. ”Det kan godt være, at vi yngre, er de nytænkende, men det er Jer ældre, som ved hvad der virker, og hvad der ikke virker, ikke sandt?” endte han ganske stilfærdigt. ”Jeg vil blive til noget stort, og med den rette støtte, så skal det nok kunne lade sig gøre. Det er jeg temmelig sikker på,” endte han ganske sandfærdigt, for det var noget som han i sig selv, havde den store tro på, det var der ingen tvivl om. Han valgte at forholde sig optimistisk, for han havde jo ikke rigtigt andet valg lige nu.
Mattheus måtte erkende, at samtalen med Konstantin havde hjulpet ham selv en god del, og det var noget som han selvfølgelig agtet at arbejde videre med, det var der ingen tvivl om overhovedet. Blikket gled ganske kort i retningen af Konstantin som han stod ved hans side. Den næsten ivrige stemme, var næsten noget som måtte more ham, for det var i sig selv, ganske tydeligt, at det var en stilling som havde utrolig stor betydning for ham, og selvfølgelig var han glad for, at det var noget som han kunne hjælpe ham med. Samarbejdet var han nu temmelig sikker på, at de nok skulle få op at køre, også fordi at han havde brug ofr de støtter, og han var jo også nødsaget til at vise, at det var noget som han værdsatte, for det gjorde han virkelig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. ”Kom du godt hjem, Konstantin og pas på i uvejret..” endte han ganske sigende, som han fulgte manden med blikket, som han forlod salen. Han sukkede dæmpet og vendte blikket kort i retningen af kortet. Han kunne vel godt lade det ligge lige for nu? Han kunne jo ikke ligefrem gøre noget som helst ved det, som det stod lige nu af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han kunne tilbringe tiden med sin lillesøster og sørge for at hun kunne få noget søvn? Det synes han nu lød som en ganske god idé. ”Det her skal nok vise sig at blive umådelig interessant,” afsluttede han med et tilfredst smil på læben, som han selv forlod salen, for at søge op til sine gemakker, hvor han vidste at hans lillesøster lå og sov i hans seng. Han var jo trods alt også nødt til at holde hende tryg og sikker i det her forfærdelige vejr.

//Out