A meeting with the Majesty

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var ikke ligefrem fordi at Mattheus kunne undgå at bide sig mærke i, at det var en vampyr med magiske tendenser som var fri i Dvasias. Det var ikke noget som Mattheus havde hørt om før, og selvfølgelig var det noget som alligevel måtte gå ham på, for det gav ham jo kun mere at slås med! ”Det giver slet ikke nogen mening for mig, Konstantin. Hvis det er så gammel en vampyr, at han holder sig til de gamle værdier og de gamle traditioner, så lyder han heller ikke til at være en varyl.. Dengang mindes jeg at have læst om, at de blev anset som.. udstødte og outsidere, har jeg ikke ret?” Hvis det var noget som kun skulle give ham mere at slås med, så var det faktisk en tanke som gjorde ham en anelse hidsig, for han havde nok som det var allerede fra start af! Han var en mand som havde sine ambitioner, han havde sine mål, og han havde så sandelig også alle sine mange værdier, som han ønskede at ivaretage så godt som det nu var ham menneskelig muligt! Han vendte blikket mod ham igen, stadig med en direkte intens og fast mine, for det var skam også det som hvilede mest normalt til ham som det var lige nu i denne stund. ”Min moder gjorde mange ting, både for og imod landet her. Jeg ved ikke hvor meget du er kendt med min familie og slægts fortid? Uanset, så ønsker jeg at bryde de typiske vaner og den sociale arv i min familie.. Jeg har mål og jeg har ambitioner som jeg ønsker at opnå og gøre noget ved, og jeg er sikker på at det nok skal lykkes mig tidsnok selvfølgelig,” endte han ganske stilfærdigt, også selvom det var ord som han faktisk mente, for løgn var det jo trods alt ikke.
Mattheus var bestemt ikke dum, selvom han var ung! Han var nødt til at lære det hele på den hårde måde, også fordi at han nu stod i en situation, hvor han ikke engang kunne tillade sig at fejle, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. ”Jeg har ikke rigtigt noget andet valg. Jeg kan ikke just tillade mig at fejle,” endte han ganske kortfattet. Det var lidt som at bide sig selv i halen, også fordi at han vidste, at det heller ikke hjalp ham at vise landet den mistillid, men han havde virkelig ikke noget andet valg! Den mere faste mine, fik ham kun til at sende ham et direkte advarende blik. Han gav ham jo ikke det svar som han ville have! Han lod armene igen søge over kors på hans bryst, også selvom han slet ikke var af samme bygning som Konstantin, men han var bestemt ikke bange for ham af den grund, for det have han vel ikke nogen grund til. ”Hvis du skulle stå i situationen hvor jeg er i fare, og Malisha med.. Hvem ville du så vælge at redde, hvis du skulle vælge en? Din trolovede, eller din konge?” endte han ganske sigende, og denne gang frygtelig direkte. At han havde mandens loyalitet og støtte, var selvfølgelig noget som gjorde sit for hans vedkommende. ”Det glæder mig at høre. Hun skal holdes i ørene.. Ellers går det for alvor galt.”
Et enkelt glas kunne man vel godt tage med sin egen konge? Mattheus kunne bestemt ikke se problemet i det! Han hævede glasset og nikkede. Man kunne godt skåle for en god fremtid, også selvom det lagde et ekstra pres på hans unge skuldre. ”For en bedre fremtid,” medstemte han roligt, som han igen vendte blikket mod det store kort udfoldet på bordet. ”Det hele.. og alligevel ingenting, må jeg indrømme. Byerne kan du se markeret på kortet, samt de store mansions. Jeg holder øje med de skridt som gøres derude, hvad lederne angår.. Jeg holder lidt øje med borgerkrigen lidt på afstand.”

[Deleted]

“Tag det ikke ilde op Mattheus, men varyler og holy grails er stadig udstødte og outsider. Mange fuldblods ser stadig ned på dem. Jeg selv har nu aldrig været en mand af fordomme, men det gør ikke Deres kamp mindre svær,” svarede Konstantin sandfærdigt, som han vendte blikket mod Mattheus igen og sendte ham et let smil. Han havde desværre fået opbygget et had til vampyrerne, hvilket han ikke kunne se bort fra, men ellers havde han jo altid set værdien i de forskellige racer og det gjaldt både varyler og holy grails. Han så ingen grund til at dømme børnene på deres forældres gerninger og valg – børnene kunne jo ikke gøre for det! Mattheus’ ord fik et tilfredst smil frem på Konstantins rosenrøde læber, hvor hans øjne hvilede beundringsværdigt på den unge mand. ”Mattheus, alle gamle kender hinanden, så naturligvis har jeg hørt om begge Deres forældre. De var begge store personer. Men det glæder mig kun at høre, at De har Deres egne planer, det lyder både forfriskende for landet og ikke mindst fornuftigt. Og det er også det som gør at jeg er sikker på at De vil blive en storslået konge,” svarede han sandfærdigt uden at smilet falmede.
Konstantin endte med at se lettere overbærende på Mattheus, da han faktisk godt kunne forstå knægten. Han havde faktisk ikke råd til at fejle, selvom Konstantin altid havde været af den overbevisning at alle ville fejle på et tidspunkt, men med det som var under opsejling i øjeblikket, så havde knægten ikke råd til at fejle, for han var nød til at få styr på det hele, inden det for alvor ville gå galt. ”Jeg forstår Dem udmærket godt. Jeg kan kun sige at De bør gøre Deres bedste, skønt det desværre ikke er meget at give,” erkendte han stilfærdigt. Han kunne desværre ikke hjælpe ham med de svære valg, men han kunne om ikke andet støtte ham i det. Han så dog lettere forundret mod Mattheus, da han kom med sit urimelige spørgsmål, for det var jo på ingen måder fair! Han kendte allerede svaret og det var uden tøven, men det ville han heller ikke have skulle fratage ham sin ret fra alt det han holdt af, som også indebar hans titel. ”Det er et urimeligt spørgsmål, Deres Majestæt. De beder mig om at vælge mellem min pligt og mit hjerte. Men jeg vil gøre som de fleste nok ville gøre i mit sted og sige at jeg ville vælge mit livs kærlighed,” svarede han sandfærdigt. Han måtte jo så håbe at det aldrig ville komme så vidt at han skulle vælge, for han kunne faktisk godt lide Mattheus. Men på den anden side, hvem ville ikke vælge sit livs kærlighed, hvis de faktisk fandt vedkommende? Han var sikker på at Mattheus ville gøre det samme, når han engang fik smag for kærligheden. Malisha var uden tvivl den vigtigste person i hans liv, og han måtte jo nok erkende at hun var vigtigere end hans titel, men det ændrede ikke på at han gerne ville have den tilbage og at han ville støtte Mattheus med alt hvad han kunne! Og han ville tilmed holde Malisha i ørerne for knægtens skyld! Derfor fandt han også knægtens spørgsmål direkte urimeligt! Men ærlig havde han dog været.
Glasset klirrede Konstantin let imod Mattheus’, inden han tog en lille tår af den udsøgte rødvin. ”De har ellers en god smag i vin,” erkendte han med et skævt smil. Den var virkelig god! Han nikkede forstående til hans ord, som han så mod kortet. ”De får intet ud af at stirre på et kort Deres Majestæt. Jeg ville næsten råde Dem til at gøre som De allerede har planlagt; at tale hver i sær med de forskellige ledere og finde ud af hvad deres mål er, samt hvad de har af kvaler med de andre racer, derfra burde De kunne finde svaret på hvad De skal gøre ved den mulige borgerkrig.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus nikkede roligt. ”Det ved jeg skam udmærket godt, men de er langt mere accepterede og langt mere anerkendt, end det som de har været før i tiden. Mange ser stadig ned på dem, hvilket jeg er kendt med.. Det er noget jeg sågar selv må slås med, trods alt,” endte han ganske stilfærdigt. Det var ikke fordi at det gjorde ham noget, selvom det dog ikke var forunderligt, at han havde mange ting som han skulle slås med, for det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde det meget nemmere for ham af den grund, for det gjorde det virkelig ikke! Han havde frygtelig mange odds mod sig, og han havde jo slet ikke råd til at fejle! At høre manden direkte rose ham, var noget som han faktisk godt kunne lide at høre, også fordi at det ikke var noget som man hørte hver dag – specielt ikke ham! ”Det kan godt være, at jeg er en ung konge, og en som mange tror de kan vælte som ingenting, men de tager fejl. Jeg har mange planer, og jeg har gode og nære venner og ansatte her på slottet som hjælper mig med det som nu er nødvendigt. Jeg agter at blive en konge som skriver sig ind i historien som en af de store.. Det er et mål for mig,” endte han ganske kortfattet, også selvom det ikke engang var en løgn. Han havde frygtelig mange og store mål!
Mattheus havde slet ikke råd til at fejle, for det ville koste ham frygtelig, frygtelig dyrt, og det var ikke en pris som han kunne betale, og det vidste han! Og det var også grunden til at han handlede så varsomt som det nu var ham muligt, også fordi at det bare ikke måtte gå galt! Han havde sat Enrico på nok opgaver som det måtte være i forvejen, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre af den grund! ”Jeg kan ikke give mere end det som jeg gør lige nu. Jeg har ikke råd til at fejle, og jeg må bestemt ikke fejle i mine beslutninger og mine handlinger. Folket har svært nok med mig som det er i forvejen af.. åbenbare grunde,” endte han ganske sandfærdigt. Han vidste det jo faktisk godt, også selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han kunne vænne sig til det, for det var bestemt heller ikke fordi at han kunne gøre det store ved det af den grund. At manden endelig ville give ham svaret som han søgte, havde han det fint med! Manden handlede med hjertet, hvilket var noget som han havde brug for at vide. Tilfredst trak han på smilebåndet. Selvom han måske ikke havde oplevet kærligheden selv, så accepterede han faktisk manden for det valg. ”Jeg ved godt, det er et uretfærdigt spørgsmål, men det beviser en ting for mig; Du er en mand som handler med hjertet, og det er det som jeg kan bruge. Jeg kan ikke bruge en professionel mand, som ikke vil gøre andet end at snakke mig efter munden,” påpegede han ganske sandfærdigt.
Glasset lod han klinge med Konstantins, som han roligt vendte blikket mod kortet igen. Måske at det ikke gav ham den endelige indflydelse, men igen, så var han nødt til at handle med forsigtighed og tage det et skridt af gangen, hvilket også var det som Enrico bad om ham at gøre. ”Tja, hvad skal jeg sige? Den daværende greve af Procias, formår at lave nogen som selv falder i min smag,” endte han med et let træk på smilebåndet. Han satte roligt glasset fra sig og lænede sig lidt indover bordet med hænderne hvilende mod bordpladen. ”Den er allerede brudt ud, men kun i det skjulte, Konstantin,” begyndte han med en ganske kortfattet mine. Hadet de tre racer imellem, var allerede intenst!

[Deleted]

Konstantin nikkede medgivende og forståelsesfuldt til Mattheus’ ord. ”Jeg ved godt at De skal kæmpe langt hårdere for at få befolkningens accept og respekt, Deres Majestæt, men lad mig påminde Dem om at der har været mange store dronninger og konger, som ikke har været renracet, men varyl som Dem selv, og jeg kan se et potentiale i Dem, som ikke mange fuldblods ville have, så jeg er slet ikke i tvivl om at De vil gøre store ting i Deres liv, og De har trods alt utrolig mange gode år endnu,” svarede han sandfærdigt. Det var faktisk rart og ikke mindst beundringsværdigt at høre at knægten faktisk havde viljestyrke, at han ikke kun ønskede at leve op til sine forældres forventninger, men tilmed overgå dem. Han lo kort. ”Mattheus, de som tror at de kan vælte Dem af tronen er blot tåbelige fæhoveder! Alle skal starte i det små, om det så er en gammel mand eller en ung knægt. Jeg selv startede da jeg var ganske ung, lidt ældre end Dem selv godt nok, men der vil altid hvile forventninger til nye, specielt nye regenter. Jeg glæder mig til den dag hvor De har vundet folkets respekt og vist dem alle sammen, at de tog fejl af Dem. Min respekt, har De allerede vundet,” svarede han sandfærdigt, hvor et tilfredst smil banede sig vej over hans læber.
“Lad vær med at blive presset af befolkningen Mattheus. Sørg for at hold hovedet klart, tænk tingene igennem. Jeg ved at borgerkrigen presser på, men jeg er sikker på at De nok skal gøre det rette valg,” svarede Konstantin stilfærdigt, som han sendte ham et opmuntrende smil. Mattheus var ny, det var næsten en skam hvis han skulle væltes på grund af en tåbelig borgerkrig, for der var uden tvivl ambitioner i knægten som landet godt kunne bruge, og det at møde den unge mand personligt, var noget som kun havde gjort Konstantins syn på knægten langt bedre! At han så selv faktisk endte med at svare rigtigt på hans urimelige spørgsmål, kom faktisk bag på ham, hvor han blinkede overrasket med øjnene. Et muntert smil og tilmed en kort latter brød hans læber, hvor han rystede smilende på hovedet. ”Der fik De mig. Og jeg som troede at skulle til at gøre mit livs fejltagelse ved at sige sandheden,” svarede han morende. Han var dog kun glad for at sandheden havde betalt sig, for han ville uden tøven vælge Malisha frem for ikke kun Mattheus, men også alle andre. Han elskede hende og hun var uden tvivl den vigtigste person i hans liv, hvilket han heller ikke så nogen grund til at lægge skjul på.
Som der blev skålet tog Konstantin let en tår af sin vin, inden han så forundret mod Mattheus igen. ”Mener De Demoniqz?” spurgte han roligt, da han var usikker på om han mente Marius eller Ilosonic, når han sagde den daværende greve. Han selv havde faktisk nogle af Ilosonics vine, som han havde nogle fra Peula og nogle her fra Dvasias; Atterlin. Han var en mand der godt kunne lide vin og han havde smagt utrolig mange gode fra de forskellige lande. Han nikkede roligt. ”Jeg ved det godt. Malisha slog Faith og Kimeya ihjel, det har startet en vrede hos dæmonerne. Og nu prøver de at knuse hinanden. Det vil kun være bedst at stoppe den fejde,” svarede han medgivende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

”Jeg vil ikke være som alle de andre, som har siddet på tronen før mig. Jeg vil skille mig ud, jeg vil gøre noget, som man kan betegne som mit, og ikke bare føre det videre, som har været der før i tiden,” endte Mattheus med en tydeligt bestemt tone. Han havde mange odds mod sig, også selvom det var noget som han var nødt til at klare og tackle så godt, som det nu var ham bedst muligt, også selvom det bestemt heller ikke var nemt, når han havde sit at slås med, også på hjemmefronten, også selvom der nu heller ikke var noget som han kunne gøre ved det af den grund. Han vendte blikket ganske sigende mod ham endnu en gang. At han havde hans respekt, var selvfølgelig noget som gjorde ham ganske tilfreds, men det var stadig en forbandet lang vej som han måtte gå. ”Det glæder mig, at du har fået det indblik af mig, Konstantin. Det gør det virkelig, selvom min vej at gå endnu er frygtelig lang, og jeg er nødt til at gå den alene, for folkets accept. Jeg forventer ikke at det er en som de bare vil give mig, fordi jeg er den jeg er, og født ind i den familie jeg er. Jeg skal gøre mig fortjent til den, også selvom det forvolder mig temmelig mange problemer af den grund. Jeg kan let væltes af pinden, hvis de rette punkter findes. Derfor holder jeg mig her, og mine kort tæt til brystet.” Hans ømme punkt lige nu, var hans lillesøster, som end ikke folket udenfor slottet var kendt med, af en god grund. Han ønskede ikke hun skulle bruges mod ham!
Mattheus lod hånden vandre igennem det halvlange hår, som han igen vendte blikket mod ham atter en gang. Han sendte ham en mere intens mine, også selvom det egentlig var noget som han gjorde uden at tænke over det, for det var egentlig bare noget som faldt ham ind som vane. Han var en dvasianer med alt hvad det indebar, og han var ikke god til det med følelser generelt. ”Presset er noget som jeg må lære at leve med, Konstantin, for jeg er her for deres skyld frem for min egen. Jeg er nødsaget til at handle for at gøre majoriteten tilfreds,” endte han ganske kortfattet, for det var jo ikke ligefrem fordi at det var en løgn som sådan, for det var han jo nødt til! At spørgsmålet og svaret, samt afsløringen fik ham til at grine, fik det muntre smil til at brede sig på hans læber, så de spidse tænder igen kom til syne. Han nikkede, hævede hånden og lod pegefingeren let møde sin egen tinding. ”Se selv. Jeg kan endda formå at tage fusen på de ældre,” tilføjede han med en drilsk undertone. Han ville have sandheden, ellers stillede han bestemt heller ikke det spørgsmål!
Vin var ikke altid lige Mattheus kop the, men lige den som kom fra Procias, var en som han faktisk godt kunne lide. Han vendte blikket mod ham igen. ”Det var hans navn ja.. Ilosonic Demoniqz. Jeg er fascineret af de vine som han fik lavet i sin korte storhedstid,” endte han ganske sandfærdigt, som han igen vendte blikket mod kortet. Malisha havde stået bag de uroligheder som havde fundet sted i landet, og af den grund, så skulle hun holdes lidt i ørene! ”Jeg ved det godt. En i min tjenestestab er blodsbeslægtet med Marvalo og Jaceluck og hun var til stede. Jeg vil råde dig til at holde din trolovede i ørene, ellers ender jeg personligt med at gøre det selv,” advarede han sigende. Han tøvede ikke med at handle, hvis det skulle blive nødvendigt, for han var bestemt ikke interesseret i en borgerkrig!

[Deleted]

Sådan som Mattheus talte, så var Konstantin allerede solgt. Knægten havde ærligt og redeligt vundet hans accept og respekt, hvilket han faktisk havde gjort temmelig hurtigt, og selv Konstantin var en mand som først skulle overbevises, men han så virkelig ambitioner og potentiale i knægten. Han var slet ikke i tvivl om at Mattheus kunne føre Dvasias ind i en helt ny æra, hvis han fortsatte med den viljestyrke, så ville han med garanti skrive sig ind i historien, hvilket var noget som virkelig måtte betage ham. Knægten var ung, men vidste hvad han ville have og han ville også kæmpe for det, og det var præcis det som Konstantin ville høre! Han ville ikke bare gøre som enhver anden konge og dronning han havde gjort, han ville føre landet et skridt videre, han var ikke mindst ærlig og oprigtig og vidste at han skulle gøre sig fortjent til folkets respekt, og selvom knægten havde en lang vej, så tvivlede Konstantin faktisk ikke på ham. Han betragtede kort Mattheus i stilhed og med beundring i blikket. ”Det må jeg sige, De taler som en sand konge,” erkendte han så efter et stykke tid, hvor et skævt og dog tilfredst smil gled over hans læber, „jeg er slet ikke i tvivl om at De nok skal blive til noget stort.”
“Så sandt som det er sagt,” medgav Konstantin stilfærdigt. Han kunne dog godt lide Mattheus, han tænkte som en sand konge skulle; tænkte på folket, var ærlig og oprigtig, samt han havde visioner for landet. Han ville næsten se frem til et samarbejde, skønt den unge konge endnu ikke havde sagt ja til om han ville få titlen eller ej. Han vidste at hans fætter også havde været ude efter den, men i hans øjne var der slet ikke nogen tvivl om hvem der skulle have den; ham selv. William var en god mand uden tvivl, men han var kun lige kommet tilbage, Konstantin havde erfaringen som hertug, han havde bidraget med en masse, samt han kendte folket, som folket kendte ham, de fleste fordele lå ved ham og ikke William. Han ville dog ikke presse knægten til et svar her og nu, medmindre han allerede havde besluttet sig, for han ville slet ikke gå knægten på nerverne på nogen måde, tværtimod ville han langt hellere fjerne lidt af byrden, og måske han kunne gøre det ved at få sig en snak med Malisha? Han vidste jo godt at hun var grunden til den borgerkrig der var under opsejling. Han sendte Mattheus et morende smil, som han sagde at han havde taget fusen på ham, hvor han kort hævede glasset. ”Det gjorde De minsandten, og det skåler jeg for,” svarede han morende, som han tog en slurk af den udsøgte vin. At det faktisk var den som Ilosonic Demoniqz havde lavet, gjorde sikkert at han også selv havde den liggende hjemme i kælderen. Han nikkede roligt. ”En berygtet mand, fantastisk vinproducent og dog en slyngel,” svarede han med et morende smil. Han fandt Ilosonic Demoniqz som en spøjs type, han beundrede manden for de ting han faktisk havde opnået og gjort, skønt han var lidt mere i tvivl om mandens intentioner for Dvasias, for her kunne det jo også være gået meget galt. Den advarende tone fik Konstantin til at nikke ganske sagte. Han vidste godt at Malisha var ved at bevæge sig ud på dybt vand, og han vidste faktisk ikke hvad hun helt ønskede at udføre, men han måtte tage en snak med hende, han ønskede ikke at stille sig op imod kongehuset, som han havde støttet igennem alle sine år, men han ønskede heller ikke at hun skulle komme noget til. ”Jeg skal nok tage mig af hende og hendes gerninger,” svarede han bestemt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var ganske vidst ung, men han havde de her tanker til hvordan han skulle handle, og hvordan alt sammen burde være. Han levede ganske vidst efter sin mors mange ideologier, selvom det ikke just var noget nyt for ham, for det var noget som han selvfølgelig ønskede at bringe frem, så godt som det nu var ham menneskelig muligt. Han regnede ikke med den sande kærlighed, nu hvor han var i den stilling som han var, for det var ikke noget som der var tid til at finde, så han måtte jo bare nøjes med denne.. Leonardo, også selvom han selv ikke var meget for tanken. Blikket gled mod Konstantin ved hans ord. Han lød næsten.. overrasket? Smilet bredte sig ganske svagt på hans læber, som han igen rettede sig op. ”Jeg har gjort mig mange tanker hvad det her angår. Jeg ønsker at være en som man kan huske tilbage på med stolthed, og ikke den store bunke af kongelige som man er flov over, selvom jeg ved at meget endnu er imod mig.. sågar mit eget ægteskab,” endte han ganske sigende. Han havde mange ting at slås med, selvom det dog ikke var noget som han ville belemre Konstantin med. Det var jo trods alt hans problemer. Han sendte ham et taknemmeligt blik. ”Det håber jeg skam,” tilføjede han sandfærdigt. Det var jo et af de store mål han sad inde med!
Mattheus havde ganske vidst ikke svaret ja eller nej til den store forespørgsel, selvom man vel efterhånden kunne sige, at Konstantin havde formået at overtale ham? Hans fokus var bare blevet flyttet fra det, og så til en masse andre ting, også fordi at han kunne lide at stå overfor en mand som faktisk var oprigtig ved ham, og det var noget som han var ganske tilfreds med. At han havde formået at tage fusen på en af de ældre, var en tanke som et sted måtte more ham. Det var i den grad et yderst uretfærdigt spørgsmål, men det tvang jo folk til at vælge mellem deres hjerte, og deres.. pligt et sted, og det var det som han vidste, og det var det som han ville. Konstantin var en hjertets mand, hvilket han faktisk havde det fint med, for så vidste han, at manden ikke ville snakke ham efter munden, for det var da slet ikke noget som han kunne bruge til noget som helst, om det var noget som han skulle have lov til at blive fri for i den anden ende, for det andet gjorde ham da direkte vanvittig! Han nikkede med et tilfreds smil på læben. ”Jeg undskylder for at stille dig det spørgsmål, men jeg stiller det jo trods alt, af en grund,” endte han ganske sigende, som han roligt bundede glasset. Lige hvad denne audiens angik, så ønskede han slet ikke at tale direkte høfligt, for det så han ingen grund til, for han var måske kongelig, men folk skulle stadig tiltale ham, som de ville tiltale alle andre. Et let smil passerede hans læber. ”En slyngel og berygtet mand, men dog en som havde sans for de gode vine.. En skam han gik bort,” endte han ganske sigende. Det var ikke fordi at hans mor havde haft noget med mandens affære at gøre, men dog måtte han være imponeret, over hvad han havde været i stand til at gøre ene mand.
Malisha var virkelig ude på dybt vand efterhånden, og det var jo kun på grund af hende, at Mattheus havde de problemer med borgerkrigen som han havde, for det var hendes skyld, at det hele var sat i gang, og det var en tanke som i den grad også måtte irritere ham. Han vendte blikket mod ham, som han lod armene søge over kors. ”Udmærket. Så langt du kan holde hende i ørene, så kan jeg lade hende stå i den ledende stilling, ellers er jeg nødsaget til at tage den fra hende, og straffe hende for gerningerne.. Det er en gerning mod kongehuset, at slå Faith og Kimeya ihjel. De var mig en yderst tro støtte begge to,” endte han kortfattet. Deres død havde sågar kostet ham dyrt!

[Deleted]

Konstantin havde aldrig haft noget imod at Mattheus havde været ung og uerfaren, selv en der var ældre havde jo ikke erfaringen, eftersom det var noget der kom med tiden og med jobbet man havde. Af den grund kunne knægten jo godt have været arrogant og direkte selvoptaget, men sådan var han slet ikke. Knægten var oprigtig og ærligt, han ville tydeligvis gerne det som var bedst for folket og landet selv, han ville gerne skrive sig selv ind i historien – det kunne man gøre på mange måder, nemlig ved enten at blive berygtet eller kendt, hvor han håbede for knægten at det blev det sidste, og at han ikke blev en konge der bare ville føre krig for at overtage en masse. Men af hvad han havde hørt indtil videre, så var han faktisk overbevist om at Mattheus nok skulle blive til noget stort en dag. ”De har måske mange odds imod Dem, men så længe De har gode støttere, som jeg ved De har her på slottet, så skal alt nok gå,” svarede han stilfærdigt, som han sendte ham et skævt smil. Knægten havde mange gode og vise folk her på slottet som med garanti kunne give ham råd, såsom Enrico, den mand havde jo stået i disse situationer mange gange.
Sådan som de snakkede omkring det hele, så var det lige før at Konstantin selv havde glemt hvorfor han var kommet her, for han måtte erkende at han faktisk godt kunne lide at snakke med den unge konge. Det var beundringsværdigt og ikke mindst forfriskende at høre en ung knægt med store planer, en knægt der ønskede at folket og landet skulle være stolte af ham, og knægten havde faktisk allerede formået at fange Konstantins respekt, hvilket ikke alle kunne og da slet ikke så hurtigt! Men sjovt nok havde Mattheus formået det. At han så undskyldte for det unfair spørgsmål, fik ham blot til at trække på smilebåndet. ”Tja.. nu var svaret jeg gav Dem jo det rigtige, så det går nok,” svarede han roligt, som et muntert smil gled over hans læber. Der havde knægten virkelig formået at tage fusen på ham! Men sandt havde han svaret, „jeg må dog erkende at jeg aldrig håber at det kommer til det valg.” Han elskede i sandhed Malisha og ville klart vælge hende til hver en tid, men han følte stadig for at gøre sin pligt og han ville gerne støtte Mattheus, så han håbede ikke at det ville gå galt. Han bundede let sit glas, inden han satte det fra sig på bordet. ”Tja jeg ved nu ikke. Det var måske en skam med mandens vine, men.. jeg har altid været lidt usikker på mandens intentioner, når det kommer til Dvasias, tænk hvis han havde sat sig op imod os? Det kunne også være gået galt,” svarede han sandfærdigt, som han trak let på skuldrene. Nu var manden gået bort, så det kunne jo sådan set være ligegyldigt.
Konstantin så let mod Mattheus og rynkede let brynene. Han kunne godt forstå knægten og han kunne godt se at Malisha var ude på dybt vand, selvom han faktisk var usikker på hvad hendes intentioner var. Han så lettere bestemt mod Mattheus. ”Jeg skal nok tage en snak med hende Deres Majestæt. Det kommer De jo også selv til, når De indkalder lederne til Deres møde,” svarede han roligt, så kunne Mattheus også selv få et indblik af Malisha. Han rettede sig let op. ”Men jeg har vidst opholdt Dem længe nok. Jeg takker i hvert fald for vinen,” endte han med et skævt smil.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde mange odds mod sig, men han lod sig bestemt heller ikke kurre af netop det, for det var han for viljestærk til, det var der ingen tvivl om overhovedet! Han vendte blikket direkte mod Konstantin endnu en gang. Hans egen salgstale var ovre, og selvfølgelig var det ikke noget som sagde så lidt, for han havde mange ting på lur, han havde så mange ideer, så mange planer og så frygtelig mange ideologier, hvor krig og kamp bestemt ikke var en del af det, med mindre, at det skulle vise sig at blive en direkte nødvendighed, og ikke så meget som et sekund før. Han nikkede. ”Det er så sandelig også hvad jeg håber på,” erkendte han ærligt, som han roligt betragtede sig af manden som han stod overfor. En dog respektabel en af slagsen, for han vidste at hans mor havde gjort det samme, for ikke at glemme, at han ikke havde haft nogen grund til at skulle gøre andet. Enrico var ham en frygtelig god mand i situationer som dette, for det var noget som han havde oplevet temmelig mange gange efterhånden, og han havde allerede hjulpet ham frygtelig, frygtelig meget, hvilket han selvfølgelig var frygtelig taknemmelig for.
Det var lige før Mattheus havde glemt hvorfor Konstantin var kommet og søgt om denne audiens, men det var nu alligevel noget som hvilede bag øret et eller andet sted. Han vendte blikket ganske sigende mod ham igen og med den samme mine. Han havde stillet et yderst uretfærdigt spørgsmål, men det var et som alligevel viste om han kunne stole på vedkommende, og selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hans vedkommende. ”Jeg er skam tilfreds med svaret du gav mig, Konstantin og jeg er enig. Jeg håber ikke det skulle blive nødvendigt, men selv jeg har brug for at vide, hvad jeg kan regne med,” endte han ganske sigende. Manden ville selvfølgelig redde sin trolovede frem for ham, og det var noget som han faktisk havde det ganske fint med, også fordi at han ikke kunne gøre det største ved det af den grund. Han ville ikke stå og kræve, for.. det havde han vel heller ikke retten til bare sådan uden videre?
Mattheus vendte blikket mod Konstantin. Han var skam enig, også fordi at Ilosonic havde været så frygtelig enerådig som han havde, uden egentlig at melde fra eller noget som helst. ”Du har ret. Jeg er selvsagt ikke enig i de handlinger som han pådrog sig i Procias, og jeg har skam ikke nogle intentioner selv, om at gøre noget ved Procias’ beslutning om hans afstraffelse, for jeg ville have gjort det samme her, om det var nødvendigt. Hans vine er udmærket, og selvfølgelig er det en skam, at vi i øjeblikket, står med en af hans sidste flasker,” endte han ganske stilfærdigt. Hvad angik Malisha, så håbede han selvfølgelig at Konstantin kunne nå ind til hende, for det andet, var slet ikke noget som han fandt sig i! Borgerkrig var slet ikke noget som han var interesseret i, og så at vide, at det endda var en leder som stod bag den, var slet ikke noget som han kunne have med at gøre, for det var slet ikke noget som han ville høre fra en leder! ”Jeg ved ikke hvad hendes intentioner er, og jeg kan ikke se hvorfor hun skulle drage så drastisk til midler og tage de to liv, som hun gjorde den aften.. End ikke bare de gik tabt, men sågar også kongefamilien i Manjarno,” endte han ganske kortfattet. Blikket gled igen mod kortet, idet hans hånd gled op mod hans tinding. Øjnene lukkede han let. Han havde mange støtter, deriblandt visse mentaldæmoner, som kunne give ham besked. Han sukkede dæmpet og nikkede så, idet han roligt tog fat om den ene lille brik på kortet, og flyttede den nærmere Marvalo City. Han nikkede let fraværende til Konstantins ord. ”Det er alt sammen meget fint,” afsluttede han tænkende.

[Deleted]

Mattheus skulle nok blive til noget stort en dag, det var Konstantin slet ikke det mindste i tvivl om. Han selv havde aldrig været i tvivl om at han skulle give knægten sin støtte, naturligvis var det lettere når det var oprigtigt, men hans støtte havde altid lagt hos kongefamilien, eftersom han havde afleveret en kontrakt med hans egen underskrift. Dog ville han nok ikke give en særlig stor støtte, hvis knægten havde været en tyran, men det var ikke tilfældet, og nu hvor han havde mødt knægten personligt, så var han slet ikke i tvivl om at han gerne ville afgive sin støtte til knægten, skønt han godt nok ikke vidste om han ville få sin titel tilbage eller ej, men det tænkte han ikke just over, da han faktisk var beundret over Mattheus. ”Naturligvis” svarede han roligt og med et skævt smil. Han havde dog ikke tvivl omkring Mattheus, da han allerede var sikker på at knægten nok skulle blive til noget.
Måske spørgsmålet havde været urimeligt, men Konstantin kunne såmænd godt forstå spørgsmålet, dog var det kommet bag på ham at han faktisk havde givet det rigtige svar, men det var vel så også kun et plus? Han nikkede forstående. ”De skal i hvert fald vide at De har min fulde støtte. Jeg er skam overbevist om at De er den rette til at sidde på denne trone,” svarede han sandfærdigt. Han håbede ikke at det ville komme til et valg, hvor han skulle vælge noget fra, for han ville faktisk gerne se frem til et samarbejde med Mattheus. Han havde altid haft lidt samarbejde med kongehuset, men det havde ikke været særlig meget, da han altid havde passet sig selv, dog måtte han erkende at han gerne ville have et tættere samarbejde med knægten, for det kunne jo faktisk gå hen og blive utrolig godt! – tanken om at han ikke havde titlen slog ham ikke rigtig, eftersom han stadig var beundret over alt det Mattheus ønskede for landet, for det var jo præcis hvad Dvasias havde brug for!
“Ja.. det er en skam med vinen,” svarede Konstantin morende. Måske det var lidt usselt kun at kunne lide en mand for det han havde lavet, men Demoniqz havde haft gang i et farligt spil og det kunne jo også være gået ud over Dvasias, så måske det blot var bedst at manden var væk. Godt nok havde Demoniqz aldrig været et problem som sådan for Dvasias, for nu var det mere den kommende borgerkrig der fyldte mest, og det var jo faktisk Malisha der var skyld i den, selvom han slet ikke havde kendt til hendes planer. Hun var blevet langt mere hemmelighedsfuld, hvilket han slet ikke brød sig om, men han skulle nok tage sig en snak med hende og få redt lidt ud – det håbede han i hvert fald på. ”Jeg ved det. Jeg må erkende at jeg selv er i tvivl om hendes intentioner, men jeg tager den snak med hende.” Han nikkede lettere bestemt, selvom han måtte se en anelse forundret mod Mattheus, da han pludselig virkede helt væk og slet ikke virkede til at høre hvad han sagde. ”Er der noget galt, Deres Majestæt?” spurgte han en anelse usikkert, som han så mod kortet, da han flyttede sin brik tættere mod Marvalo City.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var realistisk hvad angik denne trone, og han vidste at han havde meget at slås med, og at han havde brug for så mange støtter, som han kunne skænke sig, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt altid, men han forsøgte da! Enrico var ham en frygtelig stor hjælp, det var der ingen tvivl om, og det var en mand som han uden tvivl og tøven, ville lægge sit liv i hænderne på, og vide at han ville passe på det. Han vendte blikket mod Konstantin igen. Han havde hans fulde støtte, og selvfølgelig var det noget som han havde brug for at vide, også fordi at det var noget som hjalp selv ham. Støtten havde han brug for, og det vidste han skam udmærket godt. ”Det er jeg virkelig glad for at høre, og det værdsætter jeg,” begyndte han ganske sandfærdigt. ”Jeg har brug for den støtte som jeg kan få.. af folk som jeg selvfølgelig føler at jeg kan stole på udenfor murene her,” endte han ganske sigende. Det kunne godt være, at slottet var meget aflukket lige nu, hvilket nok heller ikke ligefrem gjorde det meget nemmere for ham, men han tog det et skridt af gangen, og før eller siden, så ville det atter en gang være åbent for alt og alle til fri audiens, hvis det skulle være det. Han vidste, at det nok var nødvendigt det med.
Selvfølgelig var Mattheus ked af at vinproduktionen i Procias atter var gået ned, for det havde virkelig været gode vine, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, men selv en mand som Ilosonic, havde været en mand som han skulle være opmærksom på, så selvfølgelig var det en glæde, at det ikke var noget som han skulle tænke over, også fordi at han vidste, at det ikke ligefrem hjalp på hans situation, for han havde mere end nok at skulle bakse rundt med allerede fra før af! ”Bestemt.. Nok snarer en skam for mig, for at have fået smagen for den her,” endte han ganske sigende, for det var jo ikke ligefrem en løgn som sådan. ”Jeg vil sætte pris på det. I så fald, så ved hun også nogenlunde hvad hun har at forvente, når jeg sender besked vedrørende det møde alene med mig,” endte han ganske stilfærdigt. Han var nødt til at tage fat i hende, for det andet her, det gik bestemt ikke!
Et svagt suk forlod Mattheus’ strube, som han vendte blikket mod kortet. Han fik beskeder i tide og utide, når der skete noget derude, og det var ikke altid lige godt! Som nu om ikke andet! Han gned tænkende sin hage, som han vendte blikket mod Konstantin igen. Han rystede let på hovedet. ”Ikke noget udenom det som allerede er kendt for dig, Konstantin. Jeg får beskeder udefra, om hvem som rokker sig mest og i hvilken retning,” forklarede han ganske kortfattet. Vedkommende han lige havde flyttet, var Malisha. Igen var hun blevet set rokke sig meget, og det var en tanke som faktisk gjorde ham bekymret, for hun flyttede sig altså lidt for meget i forhold til hvad han lige ville være med til, det var der ingen tvivl om. ”Din kære trolovede er set på marchen igen,” forklarede han, som han igen vendte de intense øjne mod ham. Han var bestemt ikke tilfreds!

[Deleted]

Knægten havde uden tvivl brug for støtte, hvilket Konstantin godt var klar over, og det var ikke altid godt kun at have en inderkreds, da man også skulle have en ydre. Uanset hvad så var han slet ikke i tvivl om at han gerne ville hjælpe knægten, også fordi han havde visioner om landet som kunne føre det til udvikling og det var hvad de havde brug for, og hvem vidste? Måske alle mørkets racer igen vil kunne leve med hinanden i fred og fordragelighed, men det krævede at borgerkrigen blev stoppet, og der kunne han sagtens tage en snak med Malisha, hvilket han også havde tænkt sig! Han ønskede jo heller ikke at hun skulle komme noget til. Han trak let på smilebåndet til hans ord. ”Og stoler De på mig?” spurgte han roligt og dog nysgerrigt. Nu havde de jo snakket sammen, så knægten måtte jo have fået et indtryk af ham. Han var dog en mand man godt kunne stole på, for hvis han først havde afgivet et løfte, så brød han det ikke, desuden så mente han det faktisk, når han sagde at han så potentiale i Mattheus, for han blev med garanti til en stor konge!
“Så sandt,” medgav Konstantin roligt og med et let nik. Demoniqz havde lavet utrolig mange gode vine, hvor selv Konstantin havde nogen af dem, men han var også en mand der kunne lide vin, så han havde faktisk alle steder fra, mere eller mindre. Han nikkede lidt mere alvorligt til Mattheus’ følgende ord, for han vidste godt at Malisha hang i en tynd tråd, hvis hun fortsatte ned ad sin vej, selvom han faktisk var usikker på hvad hun egentlig ønskede og havde af intentioner. ”Udmærket” svarede han afsluttende. Snakken skulle han nok tage med hende, mest for hendes egen skyld, for han kunne godt fornemme at tålmodigheden var ved at slippe op her hos kongehuset, så det var vidst kun godt hvis han tog en snak med hende. Han ønskede jo heller ikke selv at en borgerkrig skulle bryde ud.
At Mattheus af og til fik beskeder ude fra, så gik Konstantin ud fra at det var af et magisk væsen, enten warlocks eller dæmonerne. Han nikkede let forstående til hans ord, skønt han intet sagde. Han studerede let kortet, meget mere nøje denne gang, eftersom han havde rykket en brik. At han så nævnte Malisha, så kunne han godt regne ud at brikkerne indikerede enten hver leder eller også hver race. ”Jeg forstår,” svarede han dæmpet og dog i en tænksom tone, inden han så mod Mattheus igen, „som sagt, tager jeg snakken med hende.” Han kunne godt se at det var ved at gå galt for hende, og han ønskede ikke at hun skulle komme til skade. Han så en anelse afventende imod Mattheus, næsten som ventede han på nogle afsluttende ord omkring audiensen, inden han tog hjem igen. Han havde jo stadig ikke fået svar på om han ville få sin titel tilbage igen eller ej.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde brug for al den støtte som han kunne få, hvilket han allerede var kendt med nu, selvom det ikke just var noget som gjorde det meget bedre for ham. Han var ikke meget for at erkende det, men selv den tillid som hans mor havde næret for Konstantin Rozentas, var noget som han også selv gjorde, for han havde ikke haft grund til noget andet, og selvfølgelig var det kun rart, men han vidste jo så til gengæld også hvor manipulerende så mange racer kunne være, så han var selv nødsaget til at være påpasselig, for ellers ville det først for alvor gå galt, og det var slet ikke noget som han ønskede på nogen måde! Han vendte blikket sigende mod ham endnu en gang. ”Jeg har ikke nogen grund til andet, Konstantin. Du var min moder loyal, og jeg kræver og forventer at du er mig det samme, som kontrakten byder dig. Jeg håber blot, jeg er en konge, som du vil følge og støtte, fordi du støtter mig i mine idealer og mine planer og drømme for landets fremtid.” endte han ganske stilfærdigt, for det var jo faktisk sådan at han ville have det.
Ilosonic havde været frygtelig god til det med vine, selvom han ikke altid havde været helt med på det som manden havde haft af planer for, hvad angik Procias som et rige. Hvis det ene ikke stod, så gik det ud over det andet, så han var jo slet ikke interesseret i kamp eller strid, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for! Nu var manden død, hans sidste flaske var snart drukket, hvilket var noget som kun efterlod Mattheus med en irritation uden lige, for så skulle han jo til at finde noget andet, også selvom der ikke var noget som var faldet ham lige så meget i smag, som dem Ilosonic Demoniqz havde formået at lave i sin egen storhedstid.
Brikkerne på kortet indikerede udelukkende de forskellige ledere som var rundt omkring i Dvasias. Umiddelbart, så var der ikke særlig mange af dem, men dem som var mest gang i lige nu, var dæmonerne, warlockerne og vampyrerne, og det var også dem som var på krigsstien. Han havde en repræsentant fra hver af dem til at give ham besked, udelukkende fordi at han ikke regnede med at de ville plapre om deres egne, så noget var han jo nødt til at gøre. At Konstantin ville tage sig af Malisha, var noget som han selvfølgelig var glad for, hvor han roligt vendte blikket mod ham. ”Det værdsætter jeg,” endte han ganske sandfærdigt, som han igen rettede sig op. Han kunne godt bruge en pause fra den kommende borgerkrig, for han vidste, at det gik galt før eller siden! Han vendte blikket kort i retningen af kortet igen. Malisha bevægede sig lidt for meget… lidt alt for meget! ”Oh.. Og Konstantin? Med henblik på den forhenværende status, som blev taget fra dig, ved dødsfaldet, så skænker jeg den tilbage til dig. Jeg regner med et tættere og nærmere samarbejde, end hvad der var mellem dig og min kære moder,” afsluttede han sandfærdigt.

[Deleted]

Måske den kontrakt omkring støtte og tro, påkrævede Konstantin at han skulle hjælpe kongehuset, men han havde altid gjort det fordi hans hjerte også havde lagt med i hans støtte. Han havde godt kunne lide visse af de planer som Jaqia havde haft, visse var man vel altid imod? Dog måtte han erkende at han faktisk så langt bedre potentiale i Mattheus end hvad han havde gjort i Jaqia, også fordi knægten virkelig måtte brænde for det, og selv lød til at have store planer, ikke bare fordi han ville udnytte magten til hans egen fordel, men for landets fordel, samt han ønskede at blive en konge som folket var stolte af, og det synes Konstantin lød til var et godt mål. Han løftede sigende det ene øjenbryn, som han let lagde armene over kors. ”Måske jeg har afleveret en kontrakt, men tro mig Mattheus, hvis De kræver ting af mig, som går imod mine egne mål og idealer, så nægter jeg at adlyde. Men det kan jeg så fortælle Dem ikke bliver tilfældet, for jeg mener det, når jeg siger at jeg ser potentiale i Dem, og jeg mener det, når jeg tror på at De vil blive til noget stort en dag, jeg vil faktisk hellere end gerne følge Dem, netop fordi det føles at være det rigtige,” fortalte han sandfærdigt. Hvis knægten endte ud med at blive en tyran, så ville nok selv han sætte sig op imod ham på et tidspunkt, for der var visse ting han ikke fandt sig i.
Konstantin vidste udmærket godt at Malisha havde spillet et farligt spil, og nu fortrød han slet ikke at han var taget op til kongen, for det havde også givet ham et indblik i hvad kongehuset så, og det havde kun gjort det tydeligt for ham, at Malisha bevægede sig ud på en farlig sti, som hun muligvis ikke ville komme tilbage af igen, hvis hun fortsatte. Han ville dog tage en snak med hende, ikke kun fordi kongen bad ham om det, men mest for hendes egen skyld, for nu så han lidt ud over perspektivet, han så simpelthen det hele ovenfra og det gav ham det fulde blik over det hele, og han kunne godt se at det kunne koste Malisha dyrt i den anden ende, alt efter hvad hun helt præcist var ude efter, for han kendte jo faktisk ikke til kvindens intentioner. Han sendte Mattheus et kortfattet smil, som han sagde at han værdsatte det, skønt han ikke svarede, for han var naturligvis kun glad for at han kunne hjælpe den unge konge på rette vej, ligesom han også fik muligheden for at gøre det samme ved Malisha. Han så let mod Mattheus igen, da han fortsatte, hvor det hele kun var en god nyhed! At han ville få sin titel tilbage og tilmed at kongen selv ønskede et tættere samarbejde, var jo alt sammen frygtelig godt! Det var også noget som han selv ville se frygtelig meget frem til! Han forsøgte dog alligevel at skjule det helt ivrige smil. ”I så fald, så takker jeg allerydmygest mange gange,” svarede han sandfærdigt som han bukkede ganske let for Mattheus, „desuden så vil jeg se frem til et tættere samarbejde med Dem. Hvis De nogensinde skulle få brug for hjælp eller støtte, så tilkald mig endelig.” Han mente sine ord! ”Men jeg ønsker ikke at opholde Dem længere. De har meget at se til, og det er ved at blive sent. Endnu engang, takker jeg mange gange,” svarede han roligt afsluttende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mange af Jaqias planer og ideologier, var noget som Mattheus faktisk arbejde med den dag i dag, også fordi at der havde været nogen som han faktisk havde været enig i. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, og hvis det indebar, at han kunne regne med Konstantins støtte, så havde han det faktisk helt fint med det, for så var alt som det burde være – i hans øjne om ikke andet, men det var nu bare sådan at et måtte være i den anden ende. Han betragtede manden med en ganske kortfattet mine, for han var skam enig. ”Går det mod dine formål og dine idealer, så lad mig endelig vide det, så vi kan finde ud af det på en ordentlig måde. Jeg ved at jeg er ung, jeg ved godt at jeg endnu har meget at lære og.. jer ældre med en anden erfaring, end den jeg selv besidder, og den kan sågar jeg få god gavn af. At du ser det potentiale i mig, værdsætter jeg. Jeg prøver at gøre det så godt, som jeg nu kan,” endte han ganske sandfærdigt, også fordi at han mente det. Hvis andre kunne se det potentiale selv i ham, så var det noget som faktisk betød meget for ham, for så var han da heller ikke helt galt i byen – heldigvis!
Malisha var ved at være ude, hvor hun ikke var i stand til at bunde, og så lang tid Konstantin var i stand til at se det, så var det noget som passede Mattheus ganske perfekt, for han havde brug for at tage den kvinde i nakken efterhånden! Desuden frygtede han et sted, at hun ikke ville udvise ham den respekt som han havde krav på som konge, udelukkende fordi at hun var ældre end ham, men selv han havde ting som han ikke fandt sig i, og dette indgik i allerhøjeste grad, det var der ingen tvivl om! Han vendte blikket mod ham, som han havde ladet manden få den gode nyhed hvad angik hans daværende stilling som hertug, for han følte faktisk at den var fortjent, også fordi at han havde haft den tidligere, så det var selvfølgelig også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Selv var han temmelig sikker på at han kunne få et glimrende samarbejde op med manden, hvilket skam også var et mål for ham. ”Det skal jeg huske, Konstantin, og husk.. Jeg holder dig til det talende ord,” begyndte han ganske sandfærdigt, også fordi at det var ord som han mente. Han var sikker på at han kunne få meget godt ud af et samarbejde med den mand, og det lod han sig bestemt ikke gå bare sådan uden videre! ”Glæden er skam helt på min side, Konstantin.. Tag du hjem, tag en snak med Malisha, og så sender jeg bud efter hende inden længe.. Jeg takker for snakken. Det har været.. lærerigt,” afsluttede han ganske sandfærdigt, som han let bukkede med hovedet mod ham. Som respekten tilfaldt Mattheus, så gik den så sandelig også den anden vej.