A meeting with the Majesty

[Deleted]

Mørkt havde det været mere eller mindre hele dagen igennem, eftersom en storm havde lagt sig ind over Dvasias. Det bragede fra himlen, hvor der af og til kom lysglimt, af de mange lyn der slog ned rundt omkring i Dvasias. Der var en bidende blæst udenfor, der var tæt på orkanstyrke. Vinden rev i alt det den kunne få fat i; huse, træer, buske, marker etc. Det var dog blevet aften, hvilket gjorde det hele langt mere mørkt og dystert, præcis som Dvasias var kendt for at være. Konstantin sad i øjeblikket i en hestevogn, der var på vej op til slottet. Intet skulle få lov til at stoppe ham, end ikke en storm! Han havde ventet i flere uger på at få svar tilbage, da han havde søgt om audiens hos den nye og unge konge. Han gik ud fra at der var meget at se til, hvilket han også kunne forestille sig, eftersom han godt vidste at der var en borgerkrig under opsejling mellem tre racer; warlocks, dæmoner og vampyrer. I hans øjne var det en nyttesløs krig, desuden så havde han også lagt død i den tid intrigerne var begyndt, så man kunne godt sige at han var gået glip af starten og derfor følte han sig ikke just forpligtet til at deltage i den krig, han kunne dog forestille sig at det var en stor mundfuld for en ny konge, der også havde andet at se til. Han kom dog på sine egne vegne, for efter han var gået i døden – som de fleste troede at han stadig lå – så havde han nærmest mistet alt, hvor han vidste at hans fætter forsøgte at vælte ham af pinden, selvom han nægtede at lade det ske! Rygtet om hans tilbagevenden var allerede kommet ud, da han havde taget mange gåture igennem Marvalo City, dog vidste han ikke om nyheden var nået udenfor byens mure, derfor vidste han heller ikke om kongen faktisk kendte til det, hans gæt ville være et nej, eftersom knægten sikkert havde en del at se til. Han havde dog underskrevet med: K. Rozentas, så mistanken burde være der.
Hestevognen gjorde holdt, da de nåede indenfor slottets mure, hvor kusken roligt åbnede døren for Konstantin. Regnen piskede imod jorden, selvom der skulle mere til for at stoppe ham. Han trådte uanfægtet ud, hvor et magisk skjold lagde sig over ham, så han ikke blev våd. Det bragede mod skjoldet af den hårde regn der faldt, selvom han ikke skulle gå langt før han nåede op til den store fordør, som han ikke engang nåede at banke på før den blev åbnet af en tjenestemand. ”Kom ind hr.,” svarede den forholdsvis unge mand, som trådte til siden, så Konstantin kunne gå ind, hvor han også lod skjoldet falde, som han kom indenfor igen. Han så mod manden, som om han blot afventede at han skulle føre ham til kongen, hvor han ellers blev stående med en rank ryg og brystet skudt frem i det flotte jakkesæt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det lagde op til storm, selvom de slet ikke var noget som påvirkede Mattheus, for han var bestemt ikke bange for mørket! Hans lillesøster havde han fået lagt i seng, også selvom hun ikke havde ønsket at sove alene, sådan som det larmede, og et sted kunne han godt forstå hende, men han havde endnu frygtelig meget arbejde som skulle laves. Det var kun et spørgsmål om tid, inden hans lillesøster ville forlade slottet, og blive bragt i sikkerhed et andet sted, så han også var fuldkommen sikker på, at hun slet ikke ville blive brugt mod ham, og det var noget som han havde det ganske fint med! Med de alt for mange intriger, med et helt land at skulle holde styr på, samtidig med at han skulle vinde folkets tillid, så havde han så sandelig også forbandet meget at slås med, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, men dog af den grund, så forsøgte han virkelig at gøre det så godt som han nu kunne! At Konstantin var tilbage efter en tur i dødens rige, var desværre en nyhed som var gået ham forbi, men det forundrede vel heller ikke nogen, med alt det som han havde haft at slås med, for det var bestemt heller ikke fordi at det havde været så lidt igen! Overvejelserne med henblik på William, som allerede for lang tid siden, havde gjort sin audiens ved ham, var noget som han stadig havde erindring, også selvom han ikke rigtigt var kommet videre end det. Så lang tid at det var en Rozentas som var bosat i det store Manor, så kunne han altid tage den beslutning som han ville finde tiden til det, også selvom det ikke ligefrem var det som han havde haft endnu, skønt der havde været så mange ting som havde trukket i hans opmærksomhed!
Stående over det store bord i tronsalen, kun oplyst af enkelte stearinlys, så gned Mattheus sin hage med en tydeligt tænkende mine. På bordet hvilede et stort kort over Dvasias, hvor de mange byer var markeret, samt hvem som boede hvor. Han var nødt til at stoppe den kommende fejde mellem de tre store racer, også selvom de bestemt heller ikke gjorde det nemt for ham! Umiddelbart var det faktisk vampyrerne som stod mest stille lige nu, hvilket var noget som passede ham ganske fint. Han hævede blikket og sukkede tungt, da tjeneren kom til salen og lukket ind af de store vagter. ”Der er besøg, Deres Majestæt,” sagde han ydmyg, som han let bukkede for den unge konge. Mattheus vendte end ikke blikket mod ham, men blev stående med blikket stift hvilende på kortet foran sig. ”Send ham ind,” endte han ganske sigende. En mand var det jo som regel og specielt på denne tid, så han gik lidt automatisk ud fra at det var en mand. Tjenestemanden bukkede igen og forlod salen, kun for at bringe beskeden videre til Hr. Rozentas. Mattheus kneb øjnene let sammen, inden han roligt greb omkring sit høje glas med rødvin ved siden af sig og tog en ordentlig slurk, inden han satte det fra sig. Han havde efterhånden forbandet meget at slås med, og nemt var det da på ingen måde!

[Deleted]

Konstantin vidste at mange var imod at det var en ung knægt som skulle lede landet, og han vidste at mange havde svært ved at skulle vise et uerfarent barn respekt og adlyde hans ordre, selvom Konstantin så på det med andre øjne, for han fandt det faktisk forfriskende med en ung leder, måske uerfaren, men til gengæld havde knægten jo gamle og stærke støttere, såsom Enrico. Den mand havde støttet Kongehuset i mange år, præcis som han selv havde gjort. Det eneste han dog fandt direkte … forfærdende, var det at Mattheus skulle giftes med en anden mand, det fandt han både sygt og forkert, skønt han vidste at det ikke var knægtens værk men Jaqias og det var også først efter den nyhed, at han var begyndt at tvivle på hende, men skør havde hun jo altid været og det var da vidst også kun bevist nu! Han fandt det på ingen måde passende med en mand der giftede sig med en anden mand, hvor han fandt den tanke direkte frastødende, hvilket han vidste at mange støttede ham i! Dog kunne han ikke dømme knægten på sin mors gerninger og han havde godt nok aldrig mødt Mattheus, kun kort set ham da han havde været helt lille, men det var jo frygtelig mange år siden nu! Han betragtede roligt den store forhal. Her havde han været mange gange. Han havde trods alt været hertug for mange gode år, hvor han også havde været med til enkelte møder for de største leder i landet, så nyt var det nu ikke for ham.
Blikket gled mod tjenestemanden, da han var gået og nu kom tilbage igen, hvor han nikkede mod Konstantin. ”Kongen er klar til at tage imod Dem,” svarede han, hvor Konstantin blot nikkede, inden han søgte mod tronsalen, som tjenestemanden førte ham mod. Han kendte dog udmærket godt selv vejen. Han viftede let tjenestemanden væk, som tegn til at der ikke var behov for ham, da han trådte ind i rummet. Der var intet værre end tjenestefolk der gik en i røven og nærmest var øjne i nakken! Han lukkede dørene, inden han let bukkede for den unge konge i ren respekt. ”Deres Majestæt,” hilste han i samme tone, inden han rettede sig op igen. Et skævt smil gled over hans læber, som han så den tænksomme mine – som han gik ud fra skyldtes de mange ting der var kørende – samt rødvinsglasset. At drikke på arbejde, den kunne han selv skrive under på! Ikke fordi han drak en hel flaske, men nød et enkelt glas eller to. ”Forretninger eller fornøjelse?” spurgte han næsten morende, som han hentydede til både den tænkende mine og rødvinsglasset. Han vovede sig roligt noget tættere på den unge mand, hvor hans mørke øjne kort faldt på kortet der lå udfoldet foran Mattheus på det aflange bord. Han kunne godt forestille sig at meget gik den unge mand på, derfor ville han såmænd heller ikke trække tiden ud, men gerne ville til sagen. Som han stoppede op et par metre fra knægten, så han også blot afventende på ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Som det nu var sagt, så var uvejret slet ikke noget som Mattheus tog sig af. Hans kommende ægteskab med en anden mand, var i den grad heller ikke noget som han brød sig meget om, men ikke desto mindre, så ønskede han ikke at sætte sig op mod sin moders ønske, også fordi at hun vel havde ønsket det af ham af en grund? Det var bestemt ikke fordi at han var til mænd, for det var han på ingen måde! Også selvom han vidste, at det var noget som ville forværre hele hans egen situation, så var det jo alligevel noget som han var nødt til at tage et skridt af gangen, selvom han vidste, at det bestemt heller ikke var særlig nemt for ham af den grund, og det var en frustration uden lige! Hans lillesøster Lillith, var deriblandt noget af det som han havde fokus på lige nu, for hun kunne ikke blive her på slottet, simpelthen fordi at hun var ham et for ømt et punkt, også fordi at hun var det sidste som han faktisk havde efter sin mor.
Stemmen som Konstantin præsenterede sig med, var i den grad af den slags som Mattheus mindes at have hørt før. Han rettede sig roligt op, som han vendte blikket mod ham, kun lige tidsnok til at se ham bukke. Selvfølgelig nød han af respekten, også selvom han vidste, at det var noget som han selv måtte gøre sig fortjent til, og ikke bare kræve, fordi at han rendt rundt med kronen på hovedet. Lige nu lå den trygt på hans tronstol, for han gad da ikke rende rundt med den hele tiden! ”Tager jeg ikke meget fejl, så mindes jeg, at have hørt den stemme før.. Konstantin,” endte han ganske sigende, som han roligt lod armene glide over kors, som han endnu en gang rettede sig op, for nemt var det bestemt heller ikke altid, men han forsøgte da om ikke andet. Han rystede let på hovedet og lod hånden vandre igennem det halvlange hår og lagde sig i hans nakke. ”Jeg vil ikke just kalde det en fornøjelse, men en pligt og noget som sågar min egen moder burde have taget hånd om for mange år siden..” Han vendte sig mod ham og med fronten mod hans skikkelse. Han afviste ham dog ikke, nu hvor han var kommet for at gøre sig en audiens, også selvom.. et sted så kunne han næsten gætte sig til hvad det egentlig var manden ville, så var det ikke noget som han tog så hårdt igen. ”Hvad kan jeg gøre for dig, Hr. Rozentas?” endte han ganske stilfærdigt. Han var nok langt mere folkelig end sin egen mor, hvor han faktisk selv foretrak den mere.. almene tone og det almene sprog frem for alt det andet, selvom han nu ikke sagde noget til at blive tiltalt i det. De mørke øjne med det rødlige skær, faldt omgående og direkte fast til hans egen ansigt. En mand som snakket lige ud af posen, var en mand lige efter hans smag, det var noget som han gerne indrømmede. Han tog endnu en gang om sit glas og bundede det, inden han igen satte det fra sig. Han havde desværre sin mors svaghed for rødvin!

[Deleted]

Selvom Konstantin kun havde været tilbage i det som måtte svare til lidt over en måned, så kunne han allerede nu gætte sig til at den nye konge havde noget at se til. Ikke kun fordi han var ny og skulle sættes ind i tingene, men også fordi der faktisk kunne bryde en borgerkrig ud hvornår det skulle være, så han forstod hvis knægten havde meget at se til, og derfor vidste han også godt hvorfor hans audiens havde taget så lang tid om at nå igennem, for han tvivlede på at knægten havde tid til at tænke over det, skønt han havde hørt om det råd som kongen var på vej til at opstille, så han måtte vel lidt tænke på hvem han ønskede med sig? Knægten tænkte på Dvasias’ fremtid, og det var præcis sådan en regent som landet havde brug for, ikke en tyran der blot nød af magten og pengene, men som faktisk gjorde noget for sit land og sit folk. Det var også det som vandt Konstantins respekt, hvor alderen ikke spillede ind i hans øjne, for knægten skulle have lov til at fejle. Han selv var blevet hertug i en ung alder, da han havde vundet over sin far og slået ham ihjel i den kendte duel, der foregik som en overgangsritual, skønt han havde skilt sig af med alle familiens sære og hårde ritualer og traditioner, for de var virkelig nyttesløse i hans øjne! Men han selv havde også haft sine tvivlere – fra hans egen race og selv fra befolkningen, da han var trådt til, så han kendte da lidt til hvad Mattheus måtte gå igennem, skønt det at blive konge var en større ting end hertug, så han vidste at folk havde øjnene på den unge konge.
At Mattheus kunne genkende stemmen, fik et skævt smil til at glide over Konstantins læber. Det havde han intet imod, det var rart at være genkendt, hvor han også havde fået mange blikke da han var gået igennem Marvalo Citys gader. Som knægten lavede sine pligter, kunnen han sagtens gætte sig til, hvor han også nikkede forståelsesfuldt. ”Intet er for sent for Dem, Deres Majestæt, De skal nok nå det De sætter Dem for,” svarede han med en tydelig sikkerhed i stemmen, hvor et let smil gled over hans læber, selvom det falmede igen, som den unge konge spurgte ind til hvorfor han var her. ”Det er vidst næppe et stort mysterium er det? Jeg har stort set mistet alt og meget hurtigt efter min såkaldte ’død’. Og jeg ville sætte pris på at få det tilbage, når jeg nu i min tid har kæmpet så hårdt for at nå så langt som jeg er,” svarede han direkte uden at pakke tingene ind, hvor hans blik gled fra Mattheus til kortet, inden han så tilbage mod ham. ”Jeg hører De er i færd med at opbygge et råd. Hvordan går det med det?” spurgte han nysgerrigt, som han lod hovedet falde let på sned.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Arbejdet havde i den grad tunget Mattheus’ unge skuldre, også fordi at han ikke ligefrem havde regnet med at skulle blive konge bare sådan, for hans moders bortgang, havde foregået uden at han egentlig havde set det komme. Det var ikke mange tårer som han havde fældet, også fordi at han ikke fik hende tilbage af den grund. Nu var det ved at være år siden, så selv det var noget som han var ved at vænne sig til. Jovist havde han sine støtter, men mange af dem som hans mor havde haft i ryggen, havde efterladt ham i svinget, og ladet ham til sig selv, så det var vel heller ikke underligt, at han faktisk havde svært ved at stole på folk? Han var ung, og selv for en Angleráx, så var han faktisk også uerfaren og han vidste at han havde folks øjne i ryggen, så han var jo selvfølgelig bange for at det skulle gå galt, for det var der slet ikke tid til! Der var ikke den plads til at fejle i en position som hans, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende.
Konstantins stemme, var en stemme som han selvfølgelig kunne genkende, hvor hans rødlige øjne direkte faldt til hans skikkelse. Med den ene arm hvilende under albuen og den anden arm derpå, stod han med en tydelig eftertænksom mine. ”Jeg hørte ellers rygter om din bortgang.. Har det bare været en skrøne, eller er der andre magter i spillet her?” spurgte han ganske sandfærdigt, som han lod hovedet søge på sned. Det var sådanne ting, som hurtigt kunne ødelægge tingene for ham, for det var sådanne ting, som han slet ikke havde nogen magt over! ”Muligvis, men det er så sandelig ikke nemt, kan jeg fortælle dig,” endte han med en tydeligt frustreret mine. Han havde aldrig rigtigt bedt om tronen, men det var noget som skulle forblive i familien, og det var noget som han i den grad også agtet at gøre det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At manden var kommet her, for at få hans status tilbage, var noget som Mattheus næsten havde gættet sig til, for han mindes at have haft manden til at stå som hertug, dengang hans mor havde været dronning. Jovist var det ikke noget som han selv kunne mindes, men selv han havde læst lidt på lektierne. Smilet bredte sig svagt på læberne, hvor de spidse hjørnetænder let måtte vise sig. ”Det anede mig, da jeg gættede at det var dig, som ønskede aftenens audiens,” tilføjede han ganske stilfærdigt.
Forespørgselen med henblik på rådet, fik hurtigt Mattheus til at vende blikket mod ham. Svagt kneb han øjnene sammen. Han stolede ikke på mange, og dem som han gjorde, var nogle som han faktisk havde frygtelig nært til hans hjerte, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. ”Det går fremad, kan jeg fortælle. Mange har allerede ønsket plads, men stoler jeg ikke på dem, så kommer de ikke med i det indre dvasianske råd.. Jeg har brug for folk jeg kan stole på,” endte han ganske kortfattet og med en yderst stilfærdig mine. Løgn var det jo trods alt ikke, for han stolede ikke på nogen som helst!

[Deleted]

Konstantin følte sig næsten helt rastløs når han ikke havde noget at give sig til, selvom han selvfølgelig havde en masse han skulle have læst op på siden han var kommet tilbage, for der var faktisk sket utrolig meget i de uger han havde lagt i graven og hans krop havde været i færd med at genoplive sig selv. Han så på Mattheus med et kækt smil på læberne, da han spurgte ind til hans bortgang. ”Jeg døde skam, men tror De ikke der skal mere til for at slå en snu og mægtig warlock ud end en sølle død?” Han var skam stolt over stadig at være i live, hvor han også gerne ville gribe denne nye chance og gøre ting som han tidligere ikke havde gjort. Han gad ikke leve med fortrydelse, selvom han desværre ikke kunne alt serveret på et sølvfad, så et sted frygtede han jo at visse ting måske aldrig blev til noget, såsom hans trolovelse med Malisha, han vidste at tanken skræmte hende, og derfor var han usikker på om det overhovedet ville blive til et bryllup, for han gad skam heller ikke tvinge hende til noget, men han ville også gerne sætte lidt gang i tingene, for uanset hvad så skulle han have en arving. ”Jeg har mine tricks,” tilføjede han med et skævt smil, som hans blik kort gled ned på hans slægtsring.
At Mattheus var frustreret forstod Konstantin godt, selvom det ikke nyttede at miste hovedet. Han lagde en hånd mod knægtens skulder, som han så Mattheus ind i blikket. ”Hey.. en klarsindet tankegang kan klare mere end en frustreret tankegang. Der vil altid være dem som er imod Dem, der vil altid være tvivlere, men så længe De gør hvad der er bedst for Dvasias, så kan De stille de fleste tilfreds. Og husk på, man vil aldrig kunne stille alle tilfreds, nogle vil altid være udsat, men sådan er livet,” svarede han roligt næsten i et forsøg på at lette knægtens byrde en anelse. Han tog roligt hånden til sig, efter at have nikket bestemt. Knægten måtte da slet ikke give op bare fordi der kom lidt modgang, sådan ville det jo være igennem resten af knægtens liv, så længe han blev på tronen. ”Hvis De gør Deres bedste, så kan ingen kræve mere af Dem.” Han ville på ingen måde være bedrevidende eller belærende, men tværtimod ønskede han skam at støtte knægten, for det havde han tydeligvis brug for. Desuden var han ung, så han havde meget at lære endnu, så gammel som Konstantin var, kunne han i princippet have været knægtens far, så den unge konge havde uden tvivl mange gode år endnu, hvor han nok ville fejle, men han ville også få sin storhedstid uden tvivl.
“Det er vidst heller ikke det sværeste at gætte sig til. Jeg ved dog at min fætter har forsøgt at få fat i titlen og jeg er ærligtalt i tvivl om hans intentioner. Han er ganske vidst en god – dog meget selvglad – forretningsmand, men jeg har erfaringen. Jeg har støttet kongehuset i alle mine mange år, jeg siger ikke at William er dårlig, kun at jeg er bedre,” svarede han sandfærdigt, hvor et morende smil gled over hans læber. Han gad ikke spille smart, for det kom han slet ingen vegne med, men han ønskede oprigtigt sin titel tilbage, ikke på grund af den magt det havde med sig, for den havde han aldrig udnyttet, men han havde virkelig fået stablet en masse op i sin tid og han ønskede ikke at miste det! Han nikkede forståelsesfuldt til Mattheus ord. ”Selvfølgelig har De brug for folk De kan stole på. Men jeg tænkte nu mere på lederne, hvordan tackler De dem? Jeg har skam hørt lidt om en kommende borgerkrig,” svarede han roligt, som han betragtede Mattheus.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At Konstantin var i live, var næppe hvad man kunne sige, at Mattheus ligefrem havde regnet med. Mange havde mistet livet igennem frygtelig kort tid, og rygterne om en morder uden lige, gik jo selv blandt befolkningen, og det var end ikke noget som han kunne fortsætte med at ignorere, men selv noget som han var nødt til at gøre noget ved. Han lod hovedet søge let på sned, hvor det intense glimt ikke var til at tage fejl af i det svage lys af stearinlys. Det var ikke ligefrem fordi at der var meget lys når det stod ned i stænger og lynede og tordnede udenfor, hvilket de jo allerede vidste allerede. ”Af hvad jeg har hørt, så var det ikke ligefrem en behagelig død, Konstantin,” påpegede han ganske sandfærdigt. Han lod hovedet søge en kende på sned, som smilet bredte sig en smule på hans blege læber. Han var jo trods alt en spide – kold og død i det indre, så frem til at nogle faktisk ville være i stand til at berøre det, hvilket der ikke var nogen som havde været i stand til, andet end hans lillesøster faktisk. ”I så fald, så ønsker jeg dig velkommen tilbage.. Din bortgang ville være tragisk for hele Dvasias,” endte han sigende, også selvom det faktisk var ord som han faktisk mente.
Mattheus var en utrolig frustreret sjæl, også selvom han vidste, at det var en byrde som han var nødsaget til at vænne sig til. Hånden mod hans skulder, fik ham omgående til at vende sig mod ham. Det var bestemt ikke fordi at det var nemt, men han forsøgte virkelig! Han trak vejret dybt, og slap det i et tungt suk. Han havde jo sågar stået og stirret på det kort i det som måtte tilsvare timer! Andet end når han lige var oppe for at se til hans lillesøster, og at hun forblev liggende i sengen, selvfølgelig. ”Jeg ved udmærket godt, at jeg ikke vil være i stand til at tilfredsstille alt og alle her til lands. Mange af de beslutninger min kære moder har taget på mine vegne, stiller allerede problemer for mig, såsom mit kommende ægteskab. End det er ude af mine hænder, og med et helt land og ingen erfaring, så har jeg frygtelig mange odds imod mig,” endte han sigende. Han havde selvfølgelig Enrico til at hjælpe sig, men den mand, havde en irriterende tildens til at virke bedrevidende, og det var faktisk temmelig træls! ”Men det skal nok komme. Jeg giver ikke op,” endte han sigende, som han igen vendte sig mod kortet. At Konstantin ønskede sin titel, var bestemt ikke noget som kom bag på ham, hvor smilet atter måtte brede sig på hans læber. Han rettede sig op igen. ”Jeg beundre din fætters intentioner, skønt han ønskede at den skulle forblive i Rozentas slægtsnavn. Han formåede dog alligevel at overbevise mig om hans ønske, dog selvom jeg bad om betænkningstid. Jeg har endnu ikke afgivet mit endelig svar,” endte han sigende. I hans øjne, kunne det næsten se ud som om at det var en lille familiestrid, hvis både Konstantin og William faktisk ønskede den.
Tanken om at Konstantin var kendt med rådet, forundrede nu heller ikke Mattheus, for den mand havde en sjov tendens til at få absolut alt med sig! Armene gled roligt over kors, som han roligt blev stående og med det intense glimt i hans egen mine. Tanken om den borgerkrig som ulmede i undergrunden, var en tanke som irriterede ham, også selvom han ikke vidste hvad han skulle kunne gøre ved det! ”Jeg har endnu ikke haft kontakt med dem. Jeg agter dog at sende bud efter dem meget snart – enkeltvis, specielt hvad warlock, dæmon og vampyr angår,” endte han ganske sigende. Han agtet dog at handle inden det for alvor skulle gå galt!

[Deleted]

Måske Konstantin var blevet dræbt, og naturligvis var det et nederlag, et alt for stort nederlag, som endnu nagede ham! Det var også det som havde opbygget et had til vampyrerne, et had som normalt ikke lå til ham, for han havde altid set muligheder i alle racer, men selv i døden havde han været levende, hvor tankerne havde opbygget et had til denne enkelte race. Måske Mattheus var spide, men der lå alligevel en forskel og knægten skræmte ham ikke, der skulle en del mere til end et par hugtænder og styrke for at skræmme ham, for han havde næsten set alle grusomheder som man kunne blive udsat for i livet, så hans sjæl var hærdet. Han trak let på skuldrene. ”At få suget sjælen og livsenergien ud, er måske ikke særlig behageligt, men tro mig, det var langt mere smertefrit end det at blive genoplivet,” svarede han morende, som et skævt smil gled over hans læber. Han så lettere forundret mod knægten, da han sagde hans død ville have været tragisk, hvor han lo ganske kort. ”Tragisk? Jamen dog, De får det jo næsten til at lyde som om jeg var en mægtig person som Dem selv,” svarede han i en mere munter tone. Måske han havde været hertug, men det var ikke titlen man var kendt på, men de gerninger man udførte i livet, hvilket selv han vidste og han havde også haft sine passive år.
At Mattheus var frustreret, var der slet ikke noget at sige til, for knægten havde uden tvivl en del problemer og en masse at se til. Han var blevet konge på et ufattelig svært tidspunkt og selv det vidste Konstantin. Han nikkede forståelsesfuldt, selvom han måtte rynke let på næsen da han nævnte ægteskabet. ”Tag det ikke ilde op Mattheus, men jeg må erkende at jeg er imod ægteskabet, det er.. ja,” svarede han sandfærdigt, hvor han vidst ikke behøvede at sætte ord på det, for at Mattheus kunne forstå ham. Han sendte knægten et opmuntrende smil, „så længe De har Deres hoved og en arm, så kan De klare hvad som helst. Tro mig, måske det er hårdt nu, men jeg er sikker på at Deres kløgtige hoved nok skal finde svar på alle spørgsmål. Jeg er sikker på, at der gemmer sig en stor konge inde i Dem.” Han mente faktisk sine ord, for han så potentiale i knægten. Måske han var ung og uerfaren, men selv unge kunne have bedre visioner for et land, de kunne have større og bedre ideer og føre landet frem i udvikling og det var sådan en regent man havde brug for! At han ikke gav op, fik ham til at trække på smilebåndet. ”Sådan skal det lyde,” svarede han med et skævt smil.
“Jeg har skam taget en snak med William. Og jeg har gjort det klart at jeg ikke ville give op, men at jeg ville kæmpe for at få alt tilbage, og det er han skam indforstået med. Selv hvis han ikke skulle få titlen igen, så vil han stå ved min side, og vi begge vil støtte Dem, Deres majestæt,” svarede han med et skævt smil, som han så mod kortet, „men det kan være at jeg skal komme med en salgstale, for at overbevise Dem om at jeg er det bedste valg?” spurgte han tilføjende i en morende tone. At der var problemer med særligt tre racer vidste han godt, for han var en mand der altid fik alle ting med ned til mindste detalje, for intet gik forbi hans næse uden at han vidste det. ”Det tror jeg vil være en god idé. Og lad mig give Dem et råd; find ud af hvad de enkeltvis vil opnå, samt hvad de har imod de andre racer, derfra kan De bedre tage stilling til problemerne,” svarede han roligt, som et skævt smil gled over hans læber, „desuden, så står jeg selv tæt på warlockernes leder. Jeg har kendt Malisha siden vi var små, jeg kan sagtens have en hvis indflydelse på hendes valg, i hvert fald så det ikke vil komme til Deres og Dvasias’ undergang, for tro mig, det ønsker jeg end ikke.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hadet til vampyrerne, var ikke noget som Konstantin var alene om, også selvom det nu og da måtte være en del af Mattheus selv, så var det en tanke som han efterhånden havde lært at leve med. Han betragtede ham med en sigende mine. ”Du gør mig nysgerrig. Jeg er selv ikke en så stor del af.. ja, livet og døden. Hvad skete der?” spurgte han sagte, som han igen vendte blikket mod ham. Døden havde altid været en ting som havde fascineret ham, som den altid havde fascineret hans mor, hvilket nok var noget af det eneste som han havde tilbage fra sin kære mor. Han betragtede ham med en ganske kortfattet mine. Selvom han måske ikke havde haft så meget med Konstantin at gøre, så vidste han skam godt, hvad manden havde gjort af forhandlinger, som alt sammen havde været med til at bidrage til meget hvad Dvasias angik. Han trak svagt på skuldrene. Han kunne jo i princippet være fuldkommen ligeglad, hvis det var det som han ville. ”Måske ikke af samme betydning som jeg er lige nu og her, men du har sågar gjort dig mange forhandlinger igennem tiden, som har gavnet den dvasianske økonomi. Så ja, det er da tragisk at miste så vigtigt et led,” påpegede han ganske sandfærdigt. Løgn var det jo trods alt heller ikke.
Mattheus vidste godt, at det ægteskab med Leonardo var noget som alt sammen måtte sætte ham selv i en temmelig ubehagelig situation hvad den dvasianske befolkning angik, så lige der havde hans mor bestemt ikke haft hovedet helt med sig! At Konstantin ikke var med det, forundrede ham nu ikke, også med henblik på den generation som mande måtte være af. ”Jeg klandre dig skam ikke, Konstantin. Det er bestemt heller ikke med min gode vilje, at jeg indgår i det her,” endte han ganske kortfattet. Ja, et sted kunne man sige, at det var for at vise hans mor den sidste ære, netop ved at opfylde hendes ønske, også selvom han slet ikke havde lyst! Støtten var noget som han selvfølgelig havde brug for, og så langt at det ikke gik ud over støtten fra Rozentas, så passede det Mattheus ganske udmærket. ”Jeg gør mig mine hyppige forsøg, kan jeg fortælle dig, og jeg har ikke bare et hoved og en arm, men faktisk hele to arme og to ben. Jeg skal nok finde ud af det. Jeg har støtte her på slottet, som hjælper mig med det besværlige, så mon ikke jeg klarer det over tid?” Et sted var det et lidt åbent spørgsmål, men der var mange ting som plagede ham ved det her!
Så lang tid at den kommende familiefejde i Rozentas ikke just ville komme i vejen for hans samarbejde med familien, s var det noget som passede Mattheus ganske udmærket, det var der ingen tvivl om! Han vendte blikket mod ham. ”William er en fornuftig mand, Konstantin, så selv jeg er sikker på at han ville klare det godt. Måske ikke så god i forhold til dig, som har haft pladsen igennem så frygtelig mange år, og som jeg ved har støtte min mor igennem tykt og tyndt..” Han vendte blikket kort mod kortet på bordet igen. Der var så mange ting, som han var nødt til at tage hånd om! ”Lad mig høre det.. Hvad vil du bringe mig med en status som hertug?” spurgte han dog nysgerrigt. Lederne for de enkelte racer, skulle han nok få fat i før eller siden, men han følte allerede nu, at han var ved at tage vand ind over hovedet. ”Fejden enkelte racer er jo allerede i gang, og det gør det kun mere problematisk. Jeg kan sagtens afsætte dem som ikke handler som jeg ønsker det, men det vil kun resultere i flere oprør, og det er det sidste som jeg ønsker lige nu. Jeg ved at du kan påvirke Malisha.. Du må holde hende lidt i ørene.. Af hvad hun allerede har udsat sine egne for, så kan det hurtigt gå galt,” tilføjede han alvorligt. De såkaldte prøvelser, havde han skam hørt om!

[Deleted]

Som Mattheus spurgte ind til det som skete, så så Konstantin forundret mod ham, for han havde ikke troet at det ville interesse den unge konge. Et skævt smil gled over hans læber, som han trak let på de brede og muskuløse skuldre. ”Tja.. jeg dummede mig vel? Ser De jeg havde slemme fysiske smerte i mit indre, et par brækkede ribben og kunne egentlig ikke rigtig bevæge mig optimalt, men.. når man er indespærret i huset i så lang tid, så ønsker man altså frisk luft! Jeg skulle nok bare have holdt mig til byen, men det tænkte jeg ikke over, så jeg søgte ud og jeg stødte på denne vampyr, en meget sær mand. Han virkede lidt fortabt, faktisk virkede han flink, eftersom han undskyldte for det han skulle til at gøre. Han var vampyr og så helt udmagret ud, han lignede en som var blevet sultet og det er også mit gæt, og det gik så ud over mig. Jeg må erkende at jeg den aften var svag, selvom jeg naturligvis forsøgte at gøre modstand, men mit forbrug af magi tømte hurtigt mine kræfter og gjorde mig til et frygtelig nemt mål for den vampyr, og ja.. så døde jeg,” fortalte han sandfærdigt. Han var ikke bange for at erkende sandheden, at han havde fejlet, at han havde dummet sig og at han havde været svag, for sådan var det, men alle begik jo fejl og ingen kunne spå fremtiden, så han havde ikke set det komme. Han så mod Mattheus med et næsten tilfredst smil. ”De er realistisk og kan se tingene som de er, uden at benægte dem. Det kan jeg godt lide,” svarede han sandfærdigt. Han havde ganske vidst bidraget godt til den Dvasianske økonomi, men det var jo også hans pligt.
“Jeg ved det var Deres mors ønske, så tro ikke at jeg dømmer dig på hendes fejl, De har stadig min fulde støtte,” svarede Konstantin sandfærdigt. Måske han var imod ægteskabet, men han støttede stadig knægten. Han trak muntert på smilebåndet til Mattheus’ følgende ord. ”Netop, De har hele kroppen intakt, så De skal nok klare Dem. Desuden ved jeg at der er gode folk her på slottet, der altid vil hjælpe dig og stå dig tro. Og tro mig, det er der også udenfor slottets mure,” svarede han sandfærdigt. Han selv havde ikke tvivl om hvor hans støtte lå, for han havde for længe siden afleveret en kontrakt med hans evige tro og støtte til kongehuset og det fortrød han ikke, han støttede kongehuset og det vil han altid gøre, medmindre det var en tyran der sad på tronen, så ville han nok gøre modstand, men sådan var Mattheus ikke, og derfor ville han også støtte knægten.
“William er uden tvivl en god mand, og måske en anelse yngre end mig, men jeg ønsker ikke at se mit hårde arbejde i en anden persons hænder, om det så er familie eller ej, og det må De vel kunne forstå?” Konstantin tvivlede på at Mattheus selv ville have at kongehuset skulle gå til en anden. ”Hvad jeg kan tilbyde Dem, er ægte og oprigtig troskab og støtte, ikke kun personligt, men også med min økonomi. Som hertug har jeg selv indflydelse og folk – ikke mindst min egen race – kender mig, hvorimod William kun lige er kommet tilbage og er ganske ukendt. Jeg vil ikke kun have indflydelse på min egen race, da jeg står Malisha nært, men også folk deromkring, fordi jeg er en forretningsmand der handler med alt og alle, så jeg kommer vidt omkring og vil altid kunne tale god om Dem og kongehuset. Og tro mig, jeg ønsker Dvasias det bedste og jeg ved at De vil kunne føre os frem i en ny storhedstid, større end alle andre lande, som vi næsten altid har stået stærkt. Min stærke magi vil også kunne bringe Dem beskyttelse i nødens stund, hvis det skulle komme så vidt som en borgerkrig og selv hvis sådan en krig skulle bryde ud, så vil jeg stå med Dem som den første. Ikke mindst vil jeg kunne tilbyde Dem hjælp angående problemerne ved min egen race, jeg er en gammel mand, så jeg har erfaring og ikke mindst er jeg en mægtig warlock, som er god at have på hånden,” svarede Konstantin sandfærdigt, hvor han ikke så nogen grund til at lyve for knægten. Han så sig selv som et bedre valg end sin fætter af mange årsager, og han kunne faktisk godt lide William – som den eneste fra sin familie. ”Jeg ved godt Malisha er barsk, hun er hård og kan til tider være uretfærdig, men.. hun ønsker det bedste for racen, og hun ønsker warlocks skal stå stærkt og være stærke, dog kan hendes metoder godt være meget.. barbariske og til tider virke forkerte, men jeg har som sagt en hvis indflydelse til en hvis grænse, og jeg skal gøre mit bedste for at holde hende lidt i ørerne, så det i hvert fald ikke er os Warlocks der er skyld i en borgerkrig, for det ønsker jeg ikke.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus så ikke nogen grund til ikke at skulle vise Konstantin sin interesse. Manden havde altid vækket ham en interesse, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At det så direkte måtte forundre ham, var ikke noget som han sagde noget til som sådan. Han lyttede. At det var en vampyr, var noget som svagt fik ham til at se på ham med en næsten forundrende mine, for det var ikke lige hvad han havde regnet med at skulle lægge øre til. ”Jeg går ud fra at selv en gammel hund kan lære nye tricks og lære af sine fejl? Det er dog alligevel imponerende, at en vampyr vælger at undskylde for at tage liv.. Lige den har jeg ikke hørt før,” endte han ganske sandfærdigt. Han havde måske et helt andet blik på virkeligheden og det realistiske end det som mange af hans egne forgængere havde, men han så slet ikke nogen grund til at skulle handle anderledes, bare fordi at han var kongelig. Han havde jo visse ting som han var nødt til at opretholde, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt altid, men han forsøgte da om ikke andet, selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt af den grund. ”Hvorfor skulle jeg benægte hvad dine forhandlinger har skænket af fordele for landet? Jeg har rygrad nok til at vide, at meget af det som vi står med her til lands i dag, er noget som jeg faktisk kan takke dig for af muligheder og ressourcer,” endte han ganske sandfærdigt. Det kunne godt være, at det var meget lid at lægge i hånden på en warlock, men tilliden havde været der, og manden havde jo ikke ligefrem svigtet.
Ægteskabet var i det store og hele, også en stor tanke som Mattheus var nødsaget til at sluge, også selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere for ham af den grund, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der jo trods alt heller ikke ligefrem nogen tvivler om lige netop dette. ”Det glæder mig kun at høre, Konstantin. Jeg har brug for al den støtte som jeg kan få, og jeg ved at du og din familie altid har støttet kongehuset,” endte han ganske sigende, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Ægteskabet var han bestemt heller ikke meget for, men ikke desto mindre, så kunne han ikke ligefrem gøre noget ved det! ”Jeg stoler mere på dem som jeg har her på slottet, end det som jeg stoler på dem udefra, af temmelig åbenbare grunde. Jeg har mange ting som jeg er nødt til at få på plads her,” svarede han sandfærdigt. Han var en yderst presset mand!
At Konstantin ikke ønskede at lade sit arbejde falde i andres hænder, var skam noget som Mattheus havde den største forståelse for! Det var jo trods alt også derfor han havde hoppet ind i rollen som konge, også selvom han slet ikke havde følt sig klar til det, selvom det selvfølgelig var langt nemmere nu end det som det havde været til nu. Det var dog alligevel noget af en salgstale, hvilket selv Mattheus måtte give ham. Han afbrød ham dog ikke på nogen måde, for det var slet ikke noget som han så nogen grund til. ”Jeg må erkende, at du er bedre til at sælge dig selv, end det som din kære fætter har været. Jeg agtet og har lovet at det var en plads som skulle forblive i Rozentas familien, udelukkende på grund af støtten og den loyalitet som er blevet skænket til kongehuset igennem de mange generationer, og det er noget som selv jeg er frygtelig glad for. Jeg værdsætter det hele og alt sammen, hvilket du skal vide. Dog ved jeg ikke helt hvor jeg har dig personligt, men professionelt, Konstantin. Hvordan kan jeg vide, at du i nødens stund, ville vælge at beskytte mig, frem for Malisha, om det skulle blive tilfældet?” spurgte han sandfærdigt. Måske et unfair spørgsmål, men han mente det faktisk. Han nikkede, som han vendte sig mod bordet igen, hvor han skænkede op i sit glas vin igen. ”Jeg hører meget om hendes bedrifter, men visse er lige i overkant, og jeg ønsker ikke mere strid end det jeg har i forvejen derude. Jeg vil nødigt ende med at fremstille warlocks som skyldnere i den kommende borgerkrig, som jeg allerede nu ved, at jeg ikke kan undgå..” Han himlede irriteret med øjnene og skænkede op i et glas mere. ”Kan jeg byde på et glas?”

[Deleted]

Konstantin var skam ikke stolt over at have tabt en kamp, tabt så stort at det faktisk havde taget hans liv. Det var måske ikke den første kamp han havde tabt i sit liv, men han havde udkæmpet mange kampe og han havde vundet størstedelen. Den vampyr havde dog ikke været normal. Han rystede let på hovedet, da han havde stået i sine egne tanker, hvor han så mod Mattheus igen, da han svarede, hvor han nikkede istemmende. ”Netop. Der var noget utrolig sært ved den vampyr, ikke nok med at han virkede.. høflig, så var der noget urgammelt over ham, han var i hvert fald en gammel vampyr, hvilket hans karakter afslører, for ingen nulevende vampyrer udviser den høflighed som ham jeg stødte på. Jeg har levet længe og jeg har set alle racers udvikling, vampyrerne er blevet langt mere grådige end hvad de har været. De dræber for sjov, det virkede ham her ikke til at gøre. Desuden så var han ingen normal vampyr, for han overrumplede mig med en magi han kunne,” fortalte han sandfærdigt. Bare tanken om den vampyr kunne næsten give ham kuldegysninger og det sagde virkelig ikke så lidt, for der skulle normalt meget til! Men Den vampyr havde virkelig ikke været normal på nogen måde! Han trak tilfredst på smilebåndet til Mattheus’ ord. ”Tro mig Mattheus, De vil blive overrasket over hvor mange, der vil tage chancen for at kritisere. Men De virker reel og realistisk, hvilket kan jeg lide. Men jeg har skam kun gjort min pligt, som De forsøger at gøre i øjeblikket,” svarede han sandfærdigt.
Konstantin bukkede blot let med hovedet, som svar til Mattheus’ ord om at han var glad for hans støtte, men han så ingen grund til at gøre det anderledes. Han så potentiale i knægten og det var kun blevet styrket af at møde ham personligt. Hvis han endelig skulle få sin status igen, så ville han faktisk se frem til at samarbejde med knægten, for det kunne da kun blive godt! Han trak muntert på smilebåndet. ”De ved hvad man siger; have Deres venner nær, men Deres fjender endnu nære,” svarede han blot, hvor han godt forstod hvorfor Mattheus mere stolede på folk her på stedet frem for udefra – sådan havde de fleste det vidst, han selv havde i hvert fald.
Hvad William havde givet af salgstale, vidste Konstantin ikke, men én ting var sikkert; han selv kunne aldrig drømme om at lyve sig til en plads i de høje magter, for han vidste at Hertug var en stor stilling i landet – én af de højeste faktisk – derfor var det også vigtigt at den ikke bare blev givet til hvem som helst, men han havde haft den i utrolig mange år og han havde bidraget så meget med sit arbejde og det ville han gerne bevare! Spørgsmålet som Mattheus stillede ham, var måske ikke fair, men han forstod knægtens frustrationer. Han smilede lettere overbærende. ”Malisha er min trolovede og ejer af mit hjerte Mattheus, jeg vil gøre hvad som helst for hende, som jeg vil gøre min pligt for mit land og min race. Jeg må erkende at jeg ikke kan komme med et svar på dit spørgsmål, men du skal vide, at jeg aldrig har ønsket at Malisha skulle sætte sig op imod kongehuset, og det tror jeg såmænd heller ikke er hendes intentioner, hun ønsker blot at warlocks skal have en plads i samfundet. Men når De selv indkalder hende til møde, så må De jo gøre det op for Dem selv, hvordan De vil se på hende. Jeg kan dog give Dem mit ord på, at jeg vil gøre hvad som helst for at overtale hende til ikke at sætte sig op imod Dem, for det ønsker jeg oprigtig ikke,” svarede han ærligt, hvor han også var alvorlig i blikket. At Mattheus bad ham på et glas, fik ham til at smile skævt. ”Normalt ville jeg nok takke nej, men når nu Kongen selv byder, så kunne jeg da godt tage et enkelt glas.” Han nikkede let, inden han trådte hen til bordet og så mod kortet, „jeg ved godt Malisha kan overdrive med sine handlinger, tro mig Mattheus, jeg har ikke altid fulgt hende, til tider har selv jeg sprunget fra når jeg kan se at hendes handlinger ikke vil føre hende nogen vegne, men som sagt så kender jeg hende bedst af alle og som hun har en særlig plads ved mig, så har jeg en særlig plads hos hende og min mening kan sagtens have en indflydelse. Jeg vil dog opfordre Dem selv til at tage en snak med hende først som De trods alt er Kongen og hun vores races leder. De er en fornuftigt ung mand, med et stærkt potentiale, overbevis lederne om at De er den rigtige regent de skal følge. Jeg finder Deres råd som en god idé, det får lederne til at skulle arbejde sammen om at bevare Dvasias.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At en mand så gammel og af Konstantins kaliber, kunne tabe til en vampyr, var slet ikke noget som Mattheus kunne forstå, for det var slet ikke noget som han havde regnet med! Han lyttede dog til hans ord, hvor han let rynkede brynene. Magisk vampyr? ”Jeg er ked af det, Konstantin, men jeg tror jeg har hørt dig forkert ad. Jeg synes du sagde, at det var en vampyr med besiddelse af magi? I så fald, så har det da ikke været en renracet som du har stået overfor, er det?” spurgte han ganske sandfærdigt. Selv vidste han godt hvordan mange havde det med blandingsracer, og specielt af de ældre generationer, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han kunne sige noget til som sådan, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han var vant til det, også fordi at han havde navnet at gemme sig en smule bag, så valgte han alligevel at forsøge at komme så meget frem som det var ham muligt, og vise at han var et levende individ, mindst lige så meget værd som alle andre! ”Du behøver så sandelig ikke fortælle mig, hvor mange som lyster at kritisere mig, for du vil ikke vide hvor meget jeg har stået model til allerede. Jeg forstår godt, at folket ikke stoler på mig, efter alt det som min moder gjorde i sidste ende, men jeg stoler på hende, og jeg agter at rense hendes navn og samtidig bevæge mig ud af hendes skygge, og vise, at jeg er andet end bare min mors søn,” endte han ganske kortfattet. Han var faktisk en ung mand, men dog med utrolig mange store ambitioner.
Støtten var Mattheus selvfølgelig frygtelig glad for, for det var noget som han havde brug for at vide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han nikkede mod ham, som han bukkede med hovedet. Om han i sidste nede, skulle vælge at lade den status overlades til Konstantin, så var han slet ikke i tvivl om, at han ville kunne få et godt samarbejdsforhold – om ikke andet, så bedre end det som hans mor havde haft, hvilket også var noget som han havde det helt fint med. Han ønskede det større og bedre end sin mor, også fordi at han vidste, at man altid kunne blive bedre! ”Lige netop.. Jeg lukker ikke mange tæt på mig, udelukkende af den grund,” endte han ganske kortfattet.
Mattheus regnede ikke ligefrem med at det var et spørgsmål som Konstantin ville besvare, og det var tydeligt, at han snakkede udenom, hvilket faktisk irriterede ham. ”Du kan godt skænke mig sandheden, i stedet for at snakke udenom, Konstantin,” begyndte han sandfærdigt. Han kunne faktisk bedre tackle sandheden, frem for at folk snakkede udenom, for det kunne godt være, at han var ung en mand, men han kunne altså godt klare de ting på egen hånd! Han vendte blikket direkte mod ham igen, som han havde skænket op med vin til sig selv. ”Den dag en leder modsætter sig kongehuset og hvad jeg ønsker, bliver de afsat permanent og uden advarsel. Hårdt som det end er, så kan jeg ikke klare illoyalitet,” endte han ganske kortfattet. Malisha var måske mandens trolovede, og han elskede hende, hvilket var noget som han tydeligt måtte bekræfte ud fra hans ord, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde ham det mindste på nogen måde. Han betragtede ham, som han rakte ham glasset og med et let smil. ”Jeg insisterer,” endte han sigende. Et glas kunne vel heller ikke skade? Det var trods alt kun et enkelt glas rødvin. ”Jeg kommer til at indkalde dem til møde enkeltvis. Så spændt som forholdet er dem imellem, er jeg bange for at jeg ikke kan snakke med dem alle sammen på en gang, desværre. Om du har indflydelse på hendes beslutninger, så regner jeg med at du kan holde hende lidt i øjnene, så vi kan gøre noget ved det.. Jeg vil ikke have den borgerkrig skal bryde ud..” Igen var det den direkte alvorlige tone som kom frem, for han ville ikke have det!

[Deleted]

Konstantin havde ganske vidst tabt til en vampyr, men alle havde jo sin overmand, desuden så havde han også været frygtelig svækket, så han burde slet ikke være søgt ud i udgangspunktet, men det var en fejl der så havde kostet ham livet. Han sendte Mattheus et overbærende smil til hans ord, hvor han rystede let på hovedet. ”Det var hverken en varyl eller holy grail, hvis det er det du hentyder til. Jeg er en gammel warlock, jeg er i stand til at aflæse auraer og den mand var en vampyr helt igennem, men han kunne magi som havde han været en dæmon og en warlock,” fortalte han sandfærdigt, hvor han så tænkende ud i luften, „han var ingen normal vampyr. Men det er set før at fuldblodsvampyrer bærer magi, hvis de har en halvblodsvampyr som forælder. Det sjove er så bare at denne vampyr bar flere forskellige magier. Der var noget ved ham der ikke stemte og ikke nok med at jeg var såret, så kom det også bag på mig alle de evner han kunne.” Det lød ganske vidst underligt, og han bebrejdede ikke nogen hvis de ikke troede på ham, men Malisha havde da selv mødt ham! Så hun vidste at han ikke var tosset. Det var en farlig mand at have frit gående omkring! Mattheus’ ord var noget som virkelig måtte vinde Konstantins respekt. ”De imponerer mig, Deres Majestæt. De lyder til at have et stort potentiale og jeg er sikker på at De nok skal blive til noget stort en dag. Desuden så har Deres mor også gjort mange store og gavnlige ting for Dvasias, så de som kritisere hende har intet at holde det i. Som sagt kan en regent ikke stille alle tilfredse,” svarede han sandfærdigt.
“Det er også et kløgtigt valg Mattheus. Man kan have mange venner, men man skal kun have få som man stoler hundred procent på,” svarede Konstantin forstående. At Mattheus så bad om sandheden fik ham til at blive mere fast i minen, for han gav knægten sandheden! ”Jeg giver Dem sandheden. Jeg ved ikke hvad fremtiden bringer, men De skal vide at end ikke jeg støtter Malisha i alt, og skulle hun gå imod Dem, så skal jeg nok være med til at stoppe hende, uden at hun kommer til skade. Jeg ved De har ambitioner og jeg tror ærligt på at De kan bringe Dvasias ind i en ny æra, det ønsker jeg ikke at nogen skal forhindre. Vi har brug for udvikling,” svarede han sandfærdigt, hvor han var bestemt i minen. Han ville ikke lade nogen skade Malisha, men det var ikke ensbetydende med at han støttede hende altid! ”Jeg forstår udmærket godt Deres kvaler, Deres Majestæt. Tro mig, jeg ønsker heller ikke selv at en borgerkrig skal bryde ud, det kan ødelægge så frygtelig mange ting for os alle! På det punkt, vil jeg slet ikke diskutere om jeg skal holde Malisha i ørerne, for det vil jeg!” svarede han sandfærdigt, og det ville han gøre om han så blev hertug eller ej, for den borgerkrig måtte slet ikke blive startet! I så fald så skulle den slutte lige så hurtigt!
At Mattheus insisterede på at Konstantin skulle have et glas, fik ham til at trække muntert på smilebåndet. Han tog roligt imod glasset hvor han hævede det let. ”Jamen så synes jeg da at vi skal skåle i håb om en bedre fremtid,” svarede han roligt, som smilet ikke falmede det mindste. Nu hvor han havde mødt Mattheus ville han næsten gerne brændende have sin stilling tilbage, for skulle han være ærlig? Så ville han tro at han kunne få et rigtig godt samarbejde med knægten og det ville han slet ikke have noget imod, knægten havde jo ambitioner! Han nikkede mod kortet. ”Hvad er De i færd med i øjeblikket?” spurgte han roligt. Han havde jo set den tænksomme mine.