Back home..!

[Athena Maloya Mathimæus]

Eftersom Evan tog det nemt så valgte Athena at gøre det samme, det var først når han blev urolig at hun selv blev det, og han lod til at mene at det hele nok skulle løse sig mellem ham og hendes far, hvilket hun selvfølgelig kun håbede på, selvom hun var direkte rasende på far! Tanken om at nyde et glas med ham i ny og næ gjorde hende bestemt intet, det var også et tegn om at hun faktisk var ved at blive voksen, og et sted også et tegn på accept som hun kun nød godt af. ”Ja ikke?” endte hun med det lidt smørrede smil, det kunne jo næppe komme som en overraskelse. Ringen var virkelig en byrde så at være lettet for den, var noget af det bedste hun længe havde prøvet! Et par gange strakt og bøjede hun fingrene for at fjerne den tunge følelse fra den. Måske det var et brud på alle principper hun nogensinde var vokset op med, men det ægteskab havde ikke bygget på et retæfrdigt grundlag også selvom hun godt vidste at hun ikke kunne forvente kærlighed. Hun nikkede stille. ”Det håber jeg godt nok, for jeg tager ikke tilbage dertil, det gør jeg bare ikke. Jeg kan ikke tro at jeg siger det, men han burde lytte mere til dig,” svarede hun sandfærdigt. På mange punkter kendte Evan bedre Jared end det som hun gjorde på trods af at det var hendes far, han havde aldrig givet hende chancen for at lærer ham at kende. Evan havde altid været den hun anså for at være far, og af samme grund havde hun været forbandet glad for at se ham, men med årene havde det også udviklet sig, hvilket bestemt ikke havde gjort noget lettere for hende overhovedet. At han så havde nydt måden hun havde vist sit savn på, varmede hende faktisk hun havde jo trukket sig i frygt for at være kommet for tæt på. Hun så langsomt væk fra ham med en lidt eftertænksom mine. ”Nej.. nej det er der ikke,” endte hun yderst dæmpet og sendte ham et stille smil. Måske det var en løgn, hun håbede at han ikke ville sporer den, men hun ville ikke gøre sig selv til grin, det havde hun gjort en gang for meget. Måske Athens pludselig var endt forbandet tæt på ham men hun havde nu ikke noget imod det. Et sted under tøjet kunne hun fornemme hans puls, det beroligede hende. Kort skævede hun mod kniven i hans hånd. Det havde været den perfekte gave det vidste hun, med andre ord havde det været det hele værd. En svag antydning af en rødmen steg hende til kinderne, selvom han næppe ville se det. Hun vidste godt at hun lignede sin mor, men hun havde sin fars stædighed og den genkendte han. ”Det ved jeg at jeg gør.. det siger de fleste. Det er jeg glad for at høre, Evan.. med alt du har gjort for mig så skulle det kun være på sin plads, og jeg ville bare..give dig noget særligt,” endte hun blidt og lod hånden søge ned over hans kind. Følelsen af de ru skægstubbe var underlig men rar. Smilet bredtes en smule, som hun lod hånden søge ned mod den anden overarm. Hvilke følelser hun plantede i ham havde hun ingen idé om, han havde Diane det havde hun til dels affundet sig med og hun var smukkere end nogen anden. Hans ord fik en melodisk latter til at bryde hendes læber, hun lod panden søge mod hans bryst. ”Dem skal vi slet ikke snakke om!” påpegede hun hurtigt, for det nægtede hun!

[Deleted]

Evan tog det slet ikke tungt, for det kunne han virkelig ikke se nogen grund til. Jared skulle nok komme krybende når han havde fået tænkt tingene igennem, og så kunne de snakke om det, for det var sådan det som regel foregik, når det endelig var sådan at det skulle være. Han vendte blikket ganske sigende mod hende igen og med et let smil. Han var sikker på at den lille knude på tråden mellem ham og Jared, nok skulle ordne sig før eller siden, så det var vel heller ikke noget som kunne forundre nogen som helst. Han sendte hende et let og stille smil. At Jared burde lytte mere til ham, var noget som han sjældent hørte, men det var vel også primært fordi at de faktisk var enig om tingene? ”Lige hvad det her angår, er jeg temmelig sikker på, at du ikke har noget at være bange for. Jeg er sikker på, at du trygt kan ligge den ring fra dig og kalde dig selv for single igen. Hvis ikke Jared sørger for det, så gør jeg,” endte han ganske bestemt, for han fandt sig på ingen måder i det andet, om det var noget som man ville det eller ikke.
Evan havde måske ikke altid været den som han burde være, men mere hoppet ind i rollen som far for hende, hvilket i det store og hele, egentlig ikke var meningen, men hun havde haft brug for en, hun havde haft hans hjem at søge til, hans favn når trøsten havde været nødvendig og med det hele, og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede at gøre anderledes på nogen måde. Han holdt af hende, det gjorde han virkelig, men ikke desto mindre, så kunne han ikke rigtigt gøre noget ved det af den grund. Løgnen var han for træt til at spore i hende lige nu, også fordi at hans egne tanker var og hvilede helt andre steder – netop på den lettelse ved at have hende hjemme og i tryghed igen. Han nikkede igen. ”Du har formået at gøre meget specielt i mine øjne, Athena. Det er slet ikke nødvendigt med fysiske genstande, for at gøre mig tilfreds. Jeg ser dig gang på gang, opnår dine delmål og det i sig selv, er nok for mig. Det beviser at jeg i det mindste gør noget rigtigt..” Han vendte sig mod hende, så han stod med fronten mod hendes side, så hun endnu kunne stå i hans favn. Trygheden søgte hun, så meget vidste han, og selvfølgelig ville han stå der og skænke den til hende, hvis han kunne komme til det, selvfølgelig! ”Og med henblik på din kære mor, så ligner du hende virkelig.. Du er som din mor i sine unge dage,” endte han ganske sigende og med et let smil på læben, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Tegningerne som hun havde foræret ham, siden hun var lille, havde han alle sammen gemt, også selvom de selv var ved at være gamle, så rørte det ham virkelig ikke! Han slap en let latter, som han let trykkede hende ind mod sig, som han tydeligt kunne se, at hun nærmest gemte sig forlegent mod hans bryst, hvilket næsten var det som morede ham mest! ”Hvorfor dog ikke..? Det var jo sødt af dig, og jeg har jo trods alt gemt dem.. alle sammen..” tilføjede han morende.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde ikke rigtigt lyst til at blande sig i hvad der foregik mellem far og Evan, for de var begge to mænd med meget stærke holdninger og til tider gik det galt, det kunne man ikke bebrejde nogen for, de skulle nok få det løst, hun kendte far nok til at vide, at han ikke ville kunne undvære ham for længere tid. Lige denne gang stod hun på samme side om Evan hvilket i sig selv skete sjældent, nok mest fordi at det altid gik ud over hende selv når hun gjorde. Hun nikkede stille og dog lettet.. hun var slet ikke i tvivl om at Evan nok skulle forhindre hende i at komme tilbage til Manjarno, nu havde han set hende, hvilket i sgi selv havde været en lettelse, i det hele tagrt at dele det med nogle. ”Jeg er faktisk ligeglad, jeg ligger den fra mig uanset hvad. Ægteskab var ikke mig nu har jeg prøvet det, og aldrig igen siger jeg dig! Det bliver over mit lig,” endte hun ærligt, og med en frygtelig bestemt tone, for hun mente det skam. Ægteskab var ikke noget hun ville gå ind i igen, selv hvis hun fandt den rette, så ville hun aldrig binde sig af en kontrakt på den måde igen, det havde hun lovet sig selv. Må mange måder havde Evan været mere end far for hende end Jared havde, men hun havde vænnet sig til tilværelsen på den måde, og selvom Evan havde været hård, selvom det havde været en barndom fuld af slag og hån, så havde han været der som den eneste når hun virkelig behøvede den, og den fysiske smerte ville hun til enhver tid kunne tackle, den psykiske som far skænkede hende var noget ganske andet. Det var underligt pludselig at stå så tæt på ham, han havde aldrig været manden for omfavnelser og kys og kærtegn.. faktisk havde hun kun få gange set ham kysse Diane, hun tvivlede på at deres forhold byggede på synderlig megen romantik, ikke fordi det vedkom hende. Alligevel kunne hun ikke lade værre med at nyde måden han holdt hende på. At han så ikke sporerede løgnen havde hun absolut intet imod! Det ville kun give hende problemer hvis det var noget han fandt ud af, den lille hemmelighed var hendes egen. ”Jeg ved godt at det ikke var nødvendigt, men jeg ville gerne give dig den.. jeg ved ikke rigtigt hvor lang tid far lader det her fortsætte, eller hvad der skal ske i fremtiden, og hvis det ender med at.. at jeg ikke kan være omkring dig mere, så vil jeg have at du har noget at huske mig på,” forklarede hun med et stille smil. Måske deres omfavnelse var lidt stiv, men hvad pokker den var der og det var vel pointen? Athena havde altid fået at vide hvor meget hun lignede sin kære, mor og tanken gav hende igen dårlig samvittighed.. hvad hun ikke ville have gjort for at have hende omkring sig igen. ”Det kan umuligt være en dårlig ting. Jeg husker hende kun som smuk,” erkendte hun med et stille smil også selvom hun ikke ligefrem følte sig ligeså smuk som sin mor. Ansigtet gemte hun temmelig forlegent ind mod hans bryst, og kunne ikke holde latteren tilbage. ”Det har du ikke! Det er bare pinligt,” mumlede hun lidt beklagende selvom det blot var et dække, hun kunne godt lide tanken om at han havde bevaret dem, det betød vel også at de faktisk havde en betydning for ham?

[Deleted]

Evan vidste allerede nu, at det alt sammen nok skulle ordne sig mellem ham og Jared, så han så ikke nogen grund til at sidde og græde ved den tanke. Selvfølgelig gjorde det ondt, når det blev så alvorligt, som det var endt med at blive i denne omgang, men det skulle nok løse sig, det var bare noget som han vidste! Han vendte blikket ganske sigende mod hende igen. At hun smed ringen fra sig, forundrede ham ikke, hvilket var noget som faktisk også passede ham fint, for det var slet ikke den ring som hun skulle have på sin finger! Han nikkede forståelsesfuldt til hende. At hun havde fået nok af forhold og ægteskaber, forundrede da slet ikke nogen efter den oplevelse som hun havde haft med det! ”Det er en skam, at det er den mening du kan drage ud af din oplevelse med det, for det kan være en god ting, og det kan være en behagelig ting. Men jeg forstår dig skam godt. Hold fast i den, Athena.. Før eller siden, så vil det gå op for din far, at det han gjorde, var forkert,” endte han ganske stilfærdigt, som han roligt betragtede sig af hendes skikkelse. Han var nu alligevel frygtelig glad for at han var endt med at dukke op, for det var tydeligt, at det var noget som hun havde haft brug for. Han havde måske været frygtelig hård ved hende igennem hendes opvækst, men når det havde været nødvendigt, så havde han også stået der for hende, også for at vise, at han ikke bare var en hård og kynisk mand, for han var jo faktisk andet foruden det.
Tanken om at Athena havde fået lavet ham en speciel gave, var en tanke som selv måtte varme hans kolde hjerte. Han kunne slet ikke lade være med at smile ved den tanke! Blikket gled mod hendes skikkelse, som han lod hende stå i hans favn. Hun havde vel brug for omsorgen? Og af en person, som faktisk ønskede at give hende den? ”Jeg har frygtelig mange ting at mindes dig på, Athena, det er slet ikke noget som du skal bekymre dig om. Men denne.. Den har en ganske særlig betydning for mig,” endte han ganske sandfærdigt, som han roligt vendte blikket mod den. Han lagde den roligt på sengen, så han kunne lægge begge arme om hende i stedet for. Tanken morede ham faktisk kun. ”Smuk, det var hun så sandelig, min kære.. Og du ligner hende virkelig.. Hvis man stiller den unge Elanya op ved siden af dig, vil jeg vove at påstå, at I er fuldkommen identiske,” påpegede han ganske sandfærdigt. At det direkte var flovt, at han havde gemt alle tegninger, fik selv en.. latter til at bryde hans læber, hvor han vendte blikket mod hendes vindue og ud mod haven, som han bare lod hende stå i hans favn, hvor hun kunne gemme sig. ”Det er da ikke pinligt! Jeg har gemt alt det som du nogensinde har givet mig.. Og jeg kan vise dig dem alle sammen,” endte han tydeligt morende, også selvom det jo var sandt. Han kunne jo vie hende det hele og alt sammen.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde slet ikke ikke planer om at blande sig yderligere i hvad der var eller ikke var mellem dem, de skulle finde ud af det, det var hun slet ikke i tvivl om, og så lang tid Evan ikke lod til at være sur på hende, så skulle hun i den grad ikke klage. Hun lod blikket møde hans, tydeligvis en smule forvirret, hun var trods alt opdraget med en enorm respekt for ægteskabet og de ting der fulgte med, alligevel måtte hun erkende at grænsen var nået for hende, det var ikke noget hun ville igennem igen! Der behøvede vel heller ikke en ring og en bindende kontrakt til at erklærer sin kærlighed? Athena trak svagt på skuldrene og slog langsomt blikket ned igen, hun ville ikke vise hvor usikker hun i virkeligheden var i øjeblikket. ”Der var ikke så meget som en snert af respekt eller ømhed.. der var intet af det som jeg har lært at ægteskabet indebære, så hvordan kan jeg udvise den respekt overfor noget der ikke levede op til de frygtelig lave forventninger jeg havde? Jeg gør det ikke igen.. jeg binder mig ikke kontraktmæssigt til nogle, det var kvælende. erkendte hun lidt sørgmodigt, ægteskabet var noget smukt og hun havde altid glædet sig til at opleve det, men den glæde var blevet slået direkte til jorden. Evan og Diane var et sjældent eksempel på noget der endte lykkeligt, det vidste hun nu.
På trods af frygten for hvad der skulle ske, måtte Athena erkende at hun jo faktisk var glad for at Evan var endt med at dukke op og så uanmeldt også selvom hun stadig følte sig flov og ydmyget over at han kendte til de mange sår og mærker, der ødelagde den skønhed hun var blevet tilegnet, og som reelt havde været det eneste hun havde. Omsorgen havde hun brug for og han viste hende at det var okay at græde men plantede samtidig et smil på de rosa læber.. tårerne var glemte for nu. Hun lod sig trykke ind til den muskuløse skikkelse der fik hende til at føle sig tryg. ”Du får ikke lov til at glemme mig, sådan er det uanset hvor meget du en dag kommer til at ønske det.. jeg er bare glad for at du er glad for den,” endte hun med en drilsk undertone. Et sted nød hun vel at stå i hans favn lidt for meget? Hånden gled roligt fra hans skulder og ned over hans arm før den endte med at slippe ham helt også selvom hun blev stående. Hendes hjerte sprang et slag over idet han direkte endte med at ligge begge arme omkring hende. Hun vendte sig med fronten til ham og lod begge hænder ligge sig lidt prøvende mod hans stærke overarme, hun var trods alt ikke vant til den slags. Måske hun lignede sin mor frygtelig meget, men hun ville aldrig nå den ømhed og varme som havde gjort hende smuk. ”Det.. ved jeg så ikke om er en god ting,” påpegede hun med et stille smil, det var jo heller ikke fordi hun ville være sin mor identisk. Tanken om at han havde beholdt alle tegningerne og andre ting hun havde givet ham i årernes løb varmede hende, og på samme tid var det lidt skræmmende! Hun lo og rystede direkte febrilsk på hovedet. ”Det er i den grad pinligt! Jeg vil ikke se dem, jeg vil ikke vedkendes dem!” udbrød hun leende, hun turde jo end ikke forestille sig de ting hun havde tegnet til ham!

[Deleted]

Evan havde skam den største respekt og ikke mindst forståelse for Athenas holdning hvad ægteskaber angik, for han kunne ikke være andet end enig. Han fungerede jo kun med Diane, også fordi at hun kunne respektere ham som den mand han var, som omvendt, og det var noget som selvfølgelig Athena ikke skulle snydes for. Han nikkede endnu en gang til hende. Sur var han ikke på hende, for det var der bestemt heller ikke nogen grund til. Selvom hun måske var grunden til den knas på tråden med Jared, så var det ikke noget som rørte ham som sådan, for det skulle nok ordne sig før eller siden, så selvfølgelig skulle det nok komme! ”Jeg ved godt, at du er vokset op med lidt mange forventninger til et ægteskab.. Og jeg ved at mig og Diane ikke er glemt i det billede, min kære. Hvis du ikke føler dig respekteret, så skal du heller ikke være der. Så gør du ikke noget forkert i at lægge ringen fra dig,” endte han ganske stilfærdigt, også fordi at det jo ikke engang var en løgn i den anden ende. Han trak vejret dybt og vendte blikket mod vinduet igen. Han kunne virkelig godt bruge en smøg efterhånden! Og det var sjældent at den trang faktisk dukket op, når han ikke havde været ved Jared!
Selv måtte Evan erkende, at han virkelig var forbandet glad for at han pludselig bare var dukket op ud af det rene ingenting, for selvfølgelig var det noget som hjalp det hele, for ellers havde han slet ikke vidst i hvilken tilstand hun faktisk måtte være, så selv nu måtte han være glad for det! Han trak svagt på smilebåndet, som han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Så meget tid som jeg har tilbragt sammen med dig? Jeg kommer næppe til at glemme dig, og specielt nu, kan jeg da slet ikke,” endte han med et svagt smil på læben, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Armene lod han roligt hvile om hende, hvor han lod hende søge ordentlig ind i favnen. Sådan som hun havde det, så havde han slet ikke noget imod at hun græd og lod tårerne falde, for hun ville få det langt bedre med det bagefter, og så kunne de genoptage træningen derfra hvor de havde sluppet den. Han smilede let for sig selv. ”Det er selvfølgelig kun en god ting.. Din mor sad inde med frygtelig mange kvalifikationer og mange gode sider.. Og jeg kan se mange af dem i dig,” endte han ganske sigende, for løgn var det jo trods alt heller ikke i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, det var der ingen tvivl om overhovedet. Han slap en kort latter og vendte blikket mod hende igen. ”Hvad er der pinligt ved det? Det er ting, som faktisk betyder meget for mig,” fortalte han ærligt. Selv havde han intet fra hans egne børn, men det som han havde fået af hende.. Det var faktisk ting som han værdsatte frygtelig, frygtelig højt.

[Athena Maloya Mathimæus]

Hvad angik hendes holdning til ægteskaber så var de jo lidt skabt i hans billede. Måske ham og Diane var et pragteksemplar på et ægtepar, men hun måtte nok erkende at det ikke altid var sådan det tog sig ud, selvom hun havde håbet på det. Den respekt der var mellem Evan og Diane, var slet ikke en der havde været mellem hende og Valerio, hun havde ikke været i stand til at udvise ham dem, som han direkte havde set ned på hende, tanken havde gjort ondt. Et sted havde hun vel faktisk mistet troen lidt på den slags? Athena vidste hvad hun følte for Evan og hun vidste at det ikke ville gå over, men eftersom han var uopnåelig valgte hun direkte at opgive den slags med det samme. ”Det er jeg og Diane og dig har været et klart forbillede på det punkt, men jeg forventede ikke meget andet end respekt, selv det var åbenbart at skyde for højt. Jeg har det fint som jeg har det nu.. ægteskab er overvurderet,” konkluderede hun og mente det endda, måske det var en skam men det var det billede hun havde fået af det nu. Den lidt fraværende mine lagde Athena hurtigt mærke til, hun kendte ham trods alt ret godt. ”Hvad tænker du på?” spurgte hun lidt nysgerrigt.
Hun betragtede ham med indgående øjne. Han virkede fjern hun frygtede et sted at det var fordi hun var endt så tæt på ham som hun var, ingen af den var vant til den slags, men hun kunne jo.. godt lide det? Hun mødte hans smil og gengældte det lidt prøvende og samtidig lidt usikker, bange for at hun havde gjort noget forkert. Hun lettede trykket mod hans overarme pludselig næsten bange for at røre ham. Hun var glad for at han var dukket op, det var slet ikke det, men på den anden side var hun ikke naiv nok til at tro, at den stoppede der, og hun hadede ikke at vide hvad der skulle ske efterfølgende. Hun betragtede de klare blå øjne, med et lidt forvirret blik, særlig nu hvor det begyndte at gå op for hende at hun var hjemme i trygge omgivelser og hun stod der i Evans favn, hvilket hun virkelig ikke var vant til. ”Jeg tager ikke chancen uanset hvor meget tid vi så har tilbragt sammen,” påpegede hun og lagde hovedet en smule på sned. Tårerne var allerede glemte, selvom hun stod tryg ved ham, så følte hun slet ikke for at græde, hun hadede at vise sig svag på den måde og nu hvor Valerio ikke var der mere, hvad skulle hun så græde over i det hele taget? Det lette smil på hans læber forundrede hende lidt.. efter alle de år så smilte han pludselig næsten.. hele tiden? Lidt skeptisk rynkede hun på panden. ”Det gjorde hun, desværre har min far også haft lidt at sige når det kommer til mig,” svarede hun med et lille smil, stædigheden og temperamentet var jo i den grad fars, desuden var hun slet ikke ligeså varm som sin kære mor, det kunne selvfølgelig både være en fordel og en ulempe, under alle omstændigheder var det rart at møde en dvasianer de var i stand til at tale pænt om hende. Hans latter fik hårene til at rejse sig, ikke fordi det var skræmmende, tværtimod hun kunne godt lide at høre det. ”Det havde jeg ikke regnet med at høre fra dine læber, Evan men jeg er glad for at du har fået glæde af dem,” erkendte hun ærligt, for det var ikke løgn!

[Deleted]

Evan synes direkte at det var en synd og skam, at Athena skulle miste troen på ægteskabet på den måde. Måske at hendes forventninger havde været skabt i billedet af ham, og hans skønne hustru Diane, men selv deres var arrangeret, og uden at han havde haft det mindste at sige i den sag, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han havde lært at leve med det, men han havde så til gengæld også haft respekten fra hendes side, og så havde det også været så dejlig nemt, at skulle vise hende den igen. ”Det er overvurderet, om man er sammen med den forkerte, kan man vel sige..? Diane respekterer mig, så jeg har intet problem i at respektere hende. Valerio var den forkerte for dig, hvilket jeg gav udtryk for allerede fra start af. Jeg beder dig kun om ikke at opgive håbet helt,” endte han ganske sigende. At hun var påvirket af hans blik i retningen af vinduet, gik ikke rigtigt op for ham, før hun spurgte ind til hans tanker. Svagt trak han atter en gang på smilebåndet, som han igen vendte blikket mod hende. ”Jeg kunne virkelig godt bruge en smøg efter alt det her,” endte han med et skævt smil på læben, også selvom han faktisk mente det!
Det var slet ikke fordi at det gjorde Evan noget, at Athena stod så tæt i hans arme, også fordi at det vel var en tryghed som hun havde brug for? At få bekræftet, at hun faktisk var kommet hjem, hvor Valerio ikke var i stand til at nå hende? Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste som sådan, for han ønskede faktisk at give hende den følelse, også fordi at han vidste hvor meget det faktisk måtte betyde for hende. Han vendte blikket sigende mod hende igen. Han smilede måske meget, men det var også fordi at han havde noget at smile af nu, og det havde han ikke lige haft før! Ikke på den måde! ”Jamen så fint da.. Jeg er glad for den, og den vil for altid minde mig om dig.. Uanset hvor slemt det så end skulle gå, eller hvad din far beslutter sig for at gøre herfra,” endte han ganske sigende, også selvom det faktisk var ord som han måtte mene. Selvom hun valgte at give en anelse slip på ham, så var det ikke noget som fik ham til at slippe hende helt, hvor hans arme bare blev liggende roligt og næsten slapt omkring hendes skikkelse. Hans mørke øjne hvilede på hende, også fordi at hun havde hans fulde opmærksomhed, og det selvfølgelig var noget som han ønskede, at hun skulle vide, for han kunne bestemt heller ikke drømme om andet! ”Åh ja, det har han! Men du har meget fra din mor også.. Og det må du endelig ikke glemme,” endte han ganske sigende. De mange tegninger havde han gemt, også fordi at han vidste, at det var noget som han havde fået, og som Jared var snydt for, allerede fra hun var lille, havde han set på det som et tegn på en tillid fra hendes side af, og selvfølgelig var det noget som selv betød frygtelig meget for ham selv. ”Det har jeg skam. Jeg havde ikke plads til at hænge dem på mit kontor til sidst.. Jeg fik jo mange,” tilføjede han let. Han havde fået rigtig meget glæde af dem, og han var ikke bleg for at lade hende vide det. Hvad hun havde gjort og givet ham, havde så sandelig ikke været uden betydning!

[Athena Maloya Mathimæus]

Måske det var synd og skam at hun havde mistet troen på ægteskab, men Athena havde lidt følelsen af ikke at kunne se det på andre måder.. allerede fra det øjeblik hun havde klædt sig i den ellers smukke kjole havde hun hadet det, det kyniske, døde blik som Valerio havde betragtet hende med og måden han havde tiltalt og behandlet hende og det var alt sammen efter kun et par uger, men det var nu heller ikke noget hun ville drøfte med Evan, han var lykkelig med Diane, og det ville hun slet ikke begynde at pille ved. ”Jeg ved ikke om jeg tror på den rette, Evan.. jeg mener se bare sådan nogle som Faith og Kimeya, mor og far for den sags skyld, de elsker ganske vidst hinanden men de har også gjort hinanden mere ondt end nogen andre nogensinde har gjort. Det er ulogisk og ikke synderlig fornuftigt,” svarede hun lidt dæmpet også selvom hun skam mente det. Et sted så havde hun jo allerede dømt den form for kontrakt, og hun havde indgået en aftale med sig selv om at det havde været første og sidste gang, nu skulle hun blot af med sit nye navn for det ønskede hun virkelig ikke at bærer med sig. Hun hævede et slankt øjenbryn mod ham med en forundret panderynken. ”En smøg? Du har tilbragt alt for mange år i fars selskab, nu er jeg pludselig glad for at jeg ikke er gift med dig,” påpegede hun med en halvvejs grimasse, der var ikke noget værre end lugten af røg! Athena sukkede dæmpet og så ud af vinduet bag ham hvor det var blevet helt mørkt. Der måtte snart være aftensmad, selvom hun ikke var særlig sulten. Stille endte hun med at slippe ham.. hun havde altid været en kvinde der overtænkte alting, og det samme gjorde hun i øjeblikket. Den plads var ikke hendes, og det gavnede ikke nogle at hun nød det så meget som hun gjorde. Hun trak sig lidt forsigtigt ud af hans favn, og bakkede i stedet mod sengen hvor hun gled ned på kanten. Hun havde ikke behov for at blive trøstet på den måde, det hele skulle jo nok gå. Hånden lod hun stryge igennem de blonde lokker og vendte blikket mod ham. Hun lignede sin mor, det gjorde hun, men hun havde stadig klare træt fra sin far.. det var nu ikke noget hun tænkte særlig meget over, det eneste hun gik op i var at have de nødvendige kvalifikationer for at blive en soldat, spion.. et eller andet for dæmonerne eller måske endda kongen! Hun havde så frygtelig mange drømme og ambitioner og nu vidste hun om ikke andet at ægteskab ikke var en del af planen! ”Det gør jeg heller ikke, jeg er stolt af at ligne hende,” svarede hun stilfærdigt. Tegningerne havde hun ikke skænket en tanke i årevis, selvom hun vidste at hun havde tegnet virkelig mange til ham gennem årene. ”Jeg kunne tapesere dit kontor om jeg ville.. men ja der var temmelig mange,” hun trak svagt på skuldrene, løgn var det jo ikke. Hun sikkede stilfærdigt og så ned af sig.. hun burde nok få renset de mange bidemærker inden der gik betændelse i. ”Det er slet ikke for at smide dig ud, Evan.. men jeg tror godt at jeg vil være lidt selv,” endte hun og sendte ham et ikke synderligt overbevisende smil.

[Deleted]

Evan vidste godt, at der spillede mange ind i Athenas billede på hvordan et ægteskab skulle foregå, og han kunne bestemt heller ikke klandre hende for det, for dem som var gift, var jo.. lykkelige på sit vis, for det var han jo selv. Nok ikke decideret lykkelig, selvom han havde lært at leve med det, men Diane gav ham da alligevel en masse, som han ikke oplevede normalt, hvis han var alene, så det var selvfølgelig noget som han var frygtelig, frygtelig glad for i den anden ende. Hovedet lod han søge let på sned. ”Men dog var de altid sammen og gik sågar i døden sammen og med hinanden.. for hinanden har de gjort det samme igennem deres liv, så noget godt har der været,” endte han ganske sigende. ”Du behøver skam ikke opgive tanken helt, bare.. vent til den rette dukker op. Det kan være du er mere heldig end det vi andre har fået lov til at være,” tilføjede han ganske sandfærdigt, for det var jo ikke ligefrem fordi at det var en løgns om sådan, det var der ingen tvivl om overhovedet. Han sendte hende et let overbærende smil. Selv var det sjældent at han smilte så meget som han gjorde lige nu, men han kunne virkelig ikke lade være med det! Ikke nu hvor han stod der sammen med hende. ”Du kan få lov til at give din far skylden. Det er ikke altid han kaster rundt med de gode vaner,” endte han ganske sandfærdigt, for det var jo ikke ligefrem fordi at det var en løgn i den anden ende!
Evan vendte blikket mod hende, som hun roligt valgte at trække sig, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han sagde noget som sådan, for det kunne han da slet ikke. Han blinkede ganske let med øjnene, hvor han selv roligt valgte at give slip på hende igen. Hovedet lod han søge en anelse på sned. Hun var så sandelig som sin mor, så det var jo ikke engang fordi at det var nogen løgn på nogen måde! ”Det skal du i den grad også være. Nu ved jeg godt, at mange siger en masse andet, men, men.. Hun var god af sig.. virkelig god,” endte han ganske sigende. Han hørte jo, og han læste jo trods alt også en masse, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Tegningerne var en masse, som han var glad for, hvilket også var grunden til at han havde gemt på hver eneste lille en som han havde fået. Han havde endda fået dem sat i mappe, så han vidste, at de ej blev krøllet eller noget i den stil, for det ville kun være en frygtelig stor skam! At hun gerne ville være alene, var ikke noget som han havde noget imod, hvor han roligt nikkede forståelsesfuldt til hende. ”Kald, hvis der er noget, ikke..?” endte han ganske sigende, som han roligt tog sit glas og flasken i hånden og gik mod døren. Han respekterede skam, at hun gerne ville være alene, for det var jo trods alt også hendes hjem her, og her var hun tryg. ”Kald hvis der er noget.. det mindste,” endte han ganske stilfærdigt, som han forlod hendes værelse.

//Out

[Athena Maloya Mathimæus]

Evan og Diane var lykkeligt gifte, de levede sammen uden at klage det mindste, og Athena havde ikke forventet meget af et ægteskab og særligt ikke med en blodsuger, men hun havde håber at hun om ikke andet ville have lært at leve med ham med årene også selvom det ikke længere var noget de havde muligheden for, det var en kattepine som Evan havde reddet hende ud af, hvilket hun var frytelig taknemmelig for. Athena sukkede opgivende.. hun ville ikke diskutere med ham, for der var ikke noget der kunne diskuteres, det eneste hun følte var den ringe tro på den slags, det var meget værre efter oplevelserne med Valerio, faktisk havde det direkte skræmt hende. ”Det gjorde de, men de gjorde også hinandens levende liv til et helved, så hvorfor besvære sig? Men ja selvfølgelig er der nogle der er lykkelige, jeg siger bare at jeg måske ikke tror det er besværet værd,” svarede hun med et skuldertræk. Hun hævede lidt dovent et øjenbryn mod ham. ”Mere heldige end jer andre? Far har prøvet at være lykkelig og du er gift med Diane, i er lykkelige så hvad har du at klage over? Jeg.. opgiver ikke, jeg vil bare ikke lade mit liv afhænge af at finde en at leve med,” erkendte hun dæmpet. Begge håndflader lod hun hvile mod den bløde madras, den var varm og blød.. langt mere tyg end den hun havde sovet i, i Manjarno go der var kun plads til én.. med mindre man lagde sig frygtelig tæt. Det overbærende smil fik hende kun til at vende blikket væk. Hun havde stadig mange ting at tænke over, og det kunne hun ikke gøre når han stod og så hende over skulderen. Hun fnøs af hans ord. ”Det er vidst så meget sagt, den mand har ikke en eneste god vane,” svarede hun lidt sigende. Måske det var lidt pludseligt at hun havde trukket sig lidt pludseligt, men det ville ikke gavne nogle af dem at komme så tæt, særligt fordi at hun måske allerede havde et lidt for godt øje til ham, han skulle jo ikke have lov til rent faktisk at gætte det, det ville ikke gøre gavn! Måske hun var sin mor op og ned af dage, men når alt kom til alt så var der heller ingen tvivl om at hun var sin fars datter. Hun lod blikket søge mod hans skikkelse og faldt i hans blik. ”Jeg har hørt virkelig meget om hende, det er de færreste dvasianere særligt, der taler godt om hende i det hele taget, men far har tit fortalt hvilken stor kvinde hun var,” endte hun en kende frustreret, for lige når det kom til mor, så var det altså et ømt punkt også for hende. Athena sendte ham et stille smil og nikkede.. det var typisk ham at udvise den form for bekymring. ”Jeg tror at jeg klaremig,” svarede hun blidt. Hun fulgte ham roligt med blikket på vej ud af døren. ”Godnat,” hilste hun stille og vendte blikket mod flasken på bordet. Uden at tøve hældte hun igen op i glasset ved siden af, hævede glasset og tog en stor slurk af den brændende væske. Igen skar hun en grimasse, før hun satte glasset fra sig og lagde sig ned. Pludselig virkede det frygtelig mørkt. Hun havde næsten ikke bidt mærke i at tårerne var begyndt at trille ned over de blege kinder, hvilket hurtigt udmattede hende og lod hende falde ind i en urolig drømmeverden før hun selv kunne følge med.

//Out