Back home..!

[Deleted]

I Imandra var det ved at være temmelig mørkt, som Evan og Athena endte med at dukke op midt i den store forhal. Selvom det måske ikke var så fint og fornemt i samme forstand som det Neutranium havde været, men nu vidste han jo samtidig også godt, at Valerio var typen som altid havde sat pris på livet i luksus, og det var da tydeligt! Roligt valgte han at slippe hende, hvor han roligt vendte blikket mod hendes skikkelse, også selvom han vidste, at hun endnu ikke havde fået tøjet ordentlig på igen, så var det slet ikke noget som han tog sig af det mindste, da det vigtigste i hans øjne, var at få hende med sig hjem igen. Ja, et sted så betegnede han vel også det her for hendes, også fordi at hun nærmest havde boet der siden hun havde været helt lille.
Evan vendte sig roligt mod hendes skikkelse igen. Lige hvad det var hun havde haft i armene, før de var taget af sted, var noget som selvfølgelig også gjorde sit for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det var. Han sendte hende et let smil, hvor selv han tydeligt var faldet langt mere til ro. Jovist vidste han, at det kun ville være et spørgsmål om tid, inden Jared ville dukke op, selvom det nu heller ikke ligefrem var det som han ønskede at skænke en tanke, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for det. Lige nu var det vigtigste egentlig bare, at få Athena rolig, så hun igen kunne føle sig tryg i de vante omgivelser, som hun igen var vendt hjem til. ”Gå du bare op på dit værelse, Athena. Det står lige så uberørt, som da du forlod det,” endte han ganske sigende, og med en rolig mine. Her vidste han at hun var tryg, for han nægtede ganske enkelt at tro på at Valerio ville komme vandrende forbi og i det tilfælde, var han sgu bange for, at han ville ende med at slå manden ihjel, for en behandling som han havde tvunget Athena igennem, var bestemt ikke noget som han ville finde sig i på nogen måde! Træne kunne de jo trods alt altid, når hun var kommet lidt op på dupperne igen, hvilket hun vel også vidste? Nu hvor hun atter var hjemme, så var det nemmere at få det gjort, som de havde gjort det før, hvilket var en tanke som passede ham ganske udmærket!
De vante omgivelser, var i sig selv noget som havde en beroligende effekt på Evan, og det var vel også tydeligt for hende? De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse, og med et let smil på læben. Hånden hævede han roligt og strøg den mod hendes kind. Det var faktisk rart at have hende hjemme, det var noget som selv måtte fylde et lille tomrum i hans eget stille sind, selvom han ikke just gav nogen udtryk for det. ”Gå du op, så kommer jeg lige om lidt,” endte han roligt og med en sigende mine. Det var virkelig, virkelig rart at have hende hjemme igen!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena var en smule rundtosset da de atter vendte tilbage til Imandra. Hun brød sig ikke om at rejse på den måde, det føltes som blev alt luft klemt ud af hende også fordi hun ikke var vant til det. Det tog hende et par sekunder at finde en smule fodfæste igen, hvor hun næsten klamrede sig til ham for igen at finde balancen. Hun endte med at stå mere eller mindre roligt før hun stille slap grebet om ham. De ting hun havde hentet inden de var taget sted hvilede stadig under hendes arm, og hun havde endnu ingen intentioner om at dele det med ham.. endnu vel og mærke. Tøjet havde hun ikke fået helt på plads også selvom hun var dækket godt til, Diane skulle jo nødig få et forkert indtryk, hun var trods alt ikke en lille pige mere! De vante omgivelser fik hende næsten til at ånde lettet op, selvom det måske ikke var så fint som Manjarno. Det havde uanset været for fint til hende, hun havde jo været skrækslagen for at ødelægge noget som helst. Hun lod blikket glide omkring kun for at sikre sig at alt stod på dets sædvanlige plads, og til sin store lettelse lod intet til at være forandret på det sted hun anså for at være hendes hjem, hun havde jo været der siden hun var ville. ”Det lyder godt,” svarede hun med et lidt dæmpet suk. Hun havde mest lyst til at få frustrationerne ud via træning, men hun kunne næsten gætte sig til at han ikke ville lade hende gøre det lige foreløbig, ikke sådan som hun så ud! Selvom hun slet ikke tænkte på at fjerne ringen, så lettede det en byrde fra hendes skuldre bare at vide at hun igen var i trygge omgivelser, her kunne intet ske hende, ikke så lang tid Evan var der vel og mærke. Hun strøg de blonde lokker bag ørerne og nikkede stilfærdigt. Når han bad hende om noget så ville hun ikke gå imod det, det ville kun få konsekvenser. ”Det gør jeg så... bag tag dig god tid,” tilføjede hun med et lidt fremtvunget smil før hun endte med at vende ryggen til ham og tage vandringen mod værelset. Der var stadig så mange tanker der fór gennem hendes hoved, særlig nu hvor hun direkte var stukket af fra sin egen ægtemand, og Evan lod endda til at være.. tilfreds med det? Hun rystede lidt forvirret på hovedet og strøg ned af gangen hvor hendes værelse lå, temmelig langt fra Diane og Evans. Stille lod hun døren glide op.. han havde ret.. det lignede sig selv uden den mindste forandring, det lod kun en bølge af lettelse vælde ind over hende. Stille trådte hun ind, og skubbede døren i bag sig. Sengen var redt.. hun havde ganske vidst ikke selv gjort det, det var den simpelthen for pænt til. Det var virkelig rart at være hjemme igen. Hun lagde pakkerne på sengen og strøg hen mod vinduet der vendte ud mod den smukke have skjult i mørket der var ved at ligge sig. Hun havde siddet mange gange i den vindueskarm, derfor stod der intet på den. Hånden lod hun mod væggen og så ud over Imandra.

[Deleted]

Evan vidste godt, at det måske ikke lige var Athena at rejse på den måde, også selvom det slet ikke var noget som påvirkede ham mere. Han vendte blikket roligt mod hende, som hun let måtte støtte sig op af ham, for at finde balancen igen, også selvom han ikke ligefrem sagde noget til det som sådan. Han lagde hånden varsomt mod hendes overarm, hvor han hjalp hende op at stå igen, hvor han roligt betragtede sig af hende endnu en gang. Træningen ville på ingen måder blive et alternativ, når hun havde det som hun havde det, hvilket hun allerede vidste, og nu hvor hun var hjemme, så var det vel også noget som gjorde sit? At hun igen kunne slappe af og være sig selv? Han betragtede hende sigende, også nu hvor han selv kunne slappe mere af. Han agtet skam at beskytte hende, og det var så sandelig også med alt det som det nu måtte kræve af ham, for han accepterede så sandelig heller ikke noget andet i det store og hele! Han nikkede stille til hendes ord. ”Forsøg at se om du ikke kan slappe lidt af.. Så tager vi træningen op, når du engang er klar til det.. både fysisk og psykisk,” endte han ganske sigende, som han roligt betragtede sig af hende. Han kunne nærmest se lettelsen i hendes ansigt, og selv det var noget som han kunne lide at se.
Evan lod roligt tungen stryge over hans læber, som han lod hende vandre op mod hendes værelse, også selvom han kunne se, at det var en vandring som i sig selv, faktisk var svær for hende. Ikke fordi at det forundrede ham, for hun måtte da også have ondt efter den behandling? Og den behandling alene, var noget som faktisk gjorde ham direkte rasende, for det var bestemt heller ikke noget som hun havde fortjent på nogen som helst måde overhovedet! Han så roligt efter hende, inden han selv vendte om, for at søge ind i den halvstore pejsestue. Det var måske ikke som det var på Neutranium, men fint nok til ham, også fordi at det ikke var det som han værdsatte mest, men lidt luksus var noget som alle kunne have gavn af i tide og utide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han fandt en flaske whisky frem og to glas, inden han roligt vendte om og søgte op af trapperne for at komme op på hendes værelse. Han stoppede roligt foran døren, hvor han blev stående for en kort stund – og lyttede. Hånden hævede han roligt, som han lod knoerne møde den i form af ganske rolige bank. Værelset havde altid været hendes, og selv det havde været inde og taget sig den frækhed og redt hendes seng, for den havde set forfærdelig ud. ”Athena..?” kaldte han med en rolig stemme. Diane havde han ikke just set noget til endnu, og han havde brug for at Athena faldt ordentlig til ro, også mest for sin egen skyld. Han tog roligt i døren, inden han roligt åbnede den og kiggede ind. Han ønskede jo trods alt heller ikke at skulle forstyrre hende, om det var noget som han ellers kunne blive fri for. ”Ja, jeg tog mig den frihed at rede din seng. Jeg går ikke ud fra, at det gjorde noget,” endte han sigende. Han havde vel savnet hende? Ellers ville han jo ikke være på hendes værelse.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena hadede virkelig at rejse på den måde, selv nu flere minutter efter følte hun sig en smule svimmel, alligevel måtte hun erkende at det var ret praktisk, og hun havde om ikke andet formået at finde fodfæste. Tanken om at være hjemme igen fik kun en bølge af lettelse til at vælde ind over hende, hun følte at hun kunne trække vejret ordentligt for første gang i uger, og det var på trods af smerten som hun ellers ikke klagede det mindste over. Både at stå og gå var i sig selv noget der gjorde ondt, mest på grund af Valerios hårde og bestemte stød når han skulle mætte hende, det havde gjort hende øm i hele kroppen, og bidemærkerne.. de strammede forfærdelig, måske hun ikke ville være i stand til at gennemfører en træning men det ændrede ikke på at det var det som hun havde mest lyst til i øjeblikket. Hun lod fingrene stryge igennem de blonde lokker. Måske Evan bad hende om at finde hvile, men hun havde ligget i en seng hele dagen, hun kunne ikke holde ud at ligge mere ned. Værelset var behageligt lunt hvilket næsten var det første hun bed sig mærke i, Valerios kælder havde været frygtelig kold. Solens sidste stråler blev kastet ind af det store vindue for enden af værelset.. det føltes som havde hun ikke set den i flere uger, og selvom den ikke varmede meget så kunne hun føle den på sin blege hud. Valerio ville snart stå op, men hun tvivlede på at han i det hele taget ville opdage at hun var væk. De små bank på døren fik hende til at kaste et blik over skulderen. Evan havde altid haft respekt for hendes rum.. om ikke andet så når han ikke havde grund til andet. ”Kom ind,” endte hun som svar på den høflige banken. Hendes hjerteslag var anderledes.. rytmiske og rolige næsten berusende for hende selv udelukkende fordi hun havde været vant til at føle det hamrer så stærkt mere eller mindre hele tiden. Hun blev stående let lænet op af væggen og betragtede den smukke nattehimmel. Hvor hun dog havde savnet det syn! Tanken om at det var Evan som faktisk havde reddet hende seng, forundrede hende alligevel lidt han var jo ikke ligefrem den huslige type, desuden var det yderst sjældent han befandt sig på hendes værelse. ”Nej det gør overhovedet ikke noget, tværtimod.. jeg takker mange gange,” svarede hun hurtigt, for han skulle nødig tro at det ikke var i orden hun kunne jo godt lide tanken om at han faktisk havde været på hendes værelse. Selvom han var en hård mand, så måtte Athena erkende at hun virkelig havde savnet ham også selvom det ikke var noget hun kunne drømme om at sige.. han ville blive tosset! Hun vendte sig en smule mod ham og lod blikket faldt på flasken i hans hånd og de to glas. Et lidt kækt smil spillede over de rosa læber. ”Jeg håber så sandelig at du har tænkt dig at dele den der med mig,” påpegede hun roligt, velvidende om at far ikke brød sig om at hun rørte den slags, desværre var det en svaghed hun forstod sig på!

[Deleted]

Det var måske ubehageligt, for dem som ikke var vant til det, men det var en yderst praktisk måde at komme frem og tilbage på, så det var noget som gik lidt op i sig selv, i hans øjne om ikke andet. Evan var faktisk glad for at have hende hjemme, også fordi at han et sted måtte erkende, at han faktisk havde savnet hende, selvom det ikke var noget som han ville give udtryk for bare sådan uden videre, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at tingene måtte forholde sig. Med flasken under armen, så søgte han roligt op til hendes værelse. Han havde respekten for hendes fristed og hendes private sted, så selvfølgelig bankede han på, og trådte kun ind, som han havde fået lov til det, for han havde jo ikke nogen grund til at komme brasende. Han vendte blikket roligt mod hendes skikkelse, hvor han roligt betragtede hende. Smuk var hun dog, selv på trods af de mange mærker, som han direkte følte sig nødsaget til at bide i sig, selvom det bestemt heller ikke var noget som sagde så lidt i den anden ende. Selv havde han været i hendes værelse, også selvom han ikke havde haft nogen grund til det, men det var jo ikke fordi at han havde været ude på noget. Tvært imod! Han nikkede med et skævt smil på læben. ”Det er udmærket,” endte han sigende, som han roligt satte flasken fra sig på hendes natbord. At hun havde fået øje på den, sagde han nu heller ikke noget til, for det var ikke noget som han ellers fik noget ud af – eller andre for den sags skyld. Hendes ord var noget som direkte morede ham, hvor han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang. Han trak let på skuldrene. ”På en betingelse,” begyndte han ganske sigende, som han roligt lod armene glide over kors på hans faste bryst. Et næsten smilende glimt havde allerede meldt sig i hans øjne, så det var end ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. ”At du ikke siger det til din kære far.. Han ender med at slå mig ihjel,” tilføjede han roligt, som han roligt satte sig på hendes sengekant og greb omkring flasken og de to glas. Glassene havde han til at svæve for øjnene af ham med hans magi, så han kunne åbne flasken, som han roligt hældte op i glassene. Det kunne godt være, at hun ikke var myndig endnu, men ikke desto mindre, så var det hans ansvar som det stod lige nu og i øjeblikket. Glasset svævede roligt op for øjnene af Athena i stedet for, så hun kunne tage det. Han sendte hende et let og stille smil. ”Skål,” endte han ganske sigende, som han tog om sit eget, efter at have sat flasken fra sig i stedet for, på hendes sengebord, idet han roligt rejste sig mod hende, hvor han hævede glasset ganske let, inden han selv tog en tår. Efter at have set hende på den måde, som han nu havde det, så kunne han så sandelig godt selv bruge et glas af det gode gamle! Lige den vane havde han så sandelig fra hendes kære far!

[Athena Maloya Mathimæus]

Måske det var en praktisk måde at bevæge sig frem og tilbage, og en som Athena faktisk håbede at han ville lærer hende før eller siden, hun havde trods alt også magikeren i sig, men de havde altid haft mere fokus på det mentale, mens far havde holdt øje med det sensuelle.. det løb var ligesom kørt nu, Evan havde jo fortalt hende at dyret nu var vækket og at det havde været uundgåeligt, også selvom tanken var dræbende. De sidste par uger havde hun reageret med frygt når hun havde hørt de tunge skridt nærme sig værelset, men sådan var det ikke nu hvor hun vidste at han havde lovet at komme op, hun vidste at det var ham, desuden respekterede han hendes fristed, noget som Valerio slet ikke havde gjort.. i det store og det hele havde hun jo slet ikke haft noget sted at søge til, hvor hun kunne være fri for ham. Roligt vendte Athena sig mod ham og lod de funklende, grønne øjne falde til hans skikkelse. Hun blev stående og badede sig i de sidste varme stråler nu hvor hun endelig havde muligheden for den igen. Med de mange sår og mærker så følte hun sig på ingen måde smuk.. det havde hun aldrig gjort på trods af at hun kendte sin magt over mændene, en som hun aldrig havde udnyttet, hun vidste at de ville falde for hendes fødder om det var det hun ønskede.. selv en mand som Evan, men hun var slet ikke ude på at udnytte ham eller nogle andre. Hun nikkede roligt og kunne ikke lade være med at bide sig fast i hvor meget hun havde set hans smil her til aften.. det var dukket op flere gange end hun havde set til nu gennem alle tider. Hovedet lod hun stille glide på sned og betragtede ham lidt mere indgående. I de trygge omgivelser var det lettere for hende at bevare det varme smil der også i øjeblikket prydede hendes læber. Hun hævede et slankt øjenbryn mod ham. ”Og det er?” endte hun lidt spørgende. Det undrede hende nu ikke at han rejste krav, men at det var så simpelt som at tie overfor sin far, morede hende lidt, hun havde jo ikke planer om at snakke med ham lige foreløbig. Hun kluklo blidt. ”Det skulle ikke blive et problem.. du har ret.. han ville slå dig ihjel,” medgav hun lidt sigende, han havde altid nægtet hende så meget som at røre flasken. Hun betragtede roligt glassenes elegante svæven mens han skænkede op til dem begge to, et sted følte hun næsten en længsel efter den brændende fornemmelse, for efterhånden havde hun virkelig brug for nogle stærke sager. Glasset lod hun svæve over til hende, inden hun endte med at gribe fat om det og betragtede den lettere mørke væske i glasset. ”Skål,” svarede hun hævede glasset mod ham inden hun selv førte det til læberne og lod den lidt bitre nektar varme sin gane, og alligevel kunne hun ikke lade være med at skære en grimasse på trods af at hun vidste det var meningen at det skulle smage grimt, så meget havde far jo fortalt hende! Hun skævede ned mod sin ring, nu hvor den spejlede sig i væsken og overvejede at fjerne den selvom.. hun var jo stadig gift.

[Deleted]

Med fokus på det mentale, så havde han ventet med det magiske, udelukkende fordi at det ikke var nær så alvorligt som alt det andet. Evan vendte blikket sigende mod hende endnu en gang, som hun roligt havde ladet ham komme ind. Der var slet ikke nogen grund til at skulle komme brasende, så han havde valgt at banke på døren, for han ønskede slet ikke at hun skulle føle sig ilde til mode, for det var slet ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af i den anden ende. Desuden ønskede han, at hun skulle føle sig tryg for en gangs skyld, også selvom det nu heller ikke var noget som måtte sige så lidt i den anden ende, men ikke desto mindre, var det nok ikke lige det som hun havde følt sig i uger. Han vendte blikket mod hende igen. Her var det hende som bestemte – indenfor disse fire vægge om ikke andet. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. Han vidste og kendte til Jareds ideologier hvad alkohol angik, også fordi at han kendte manden så godt efterhånden, så det var bestemt heller ikke noget som direkte forundrede ham på nogen måde. ”Det gør han, og jeg ved at hans frist til det, er større end den har været igennem mandens liv.. Så langt du holder munden lukket, så skulle alt være i fineste stand,” endte han med en sigende mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke.
Evan lod glasset svæve i retningen af Athena og lod hende tage imod det. Selvfølgelig skulle han nok lære hende magien, også selvom det andet var det vigtigste at få styr på først. Selvom hun havde kostet ham frygtelig meget tid, og rigtig mange ressourcer, så var det slet ikke noget som gjorde ham det mindste, også fordi at han selv kunne nyde af den træning. Han hævede glasset og nikkede mod hende, som han roligt tog en ordentlig slurk. Ikke fordi at det smagte så grimt igen, men han havde nok drukket langt de fleste smagsløg væk efterhånden, så han kunne jo ikke ligefrem gøre det største ved det. Han rejste sig roligt og gik hen til hende henne ved vinduet, hvor han sendte hende et let og stille smil. Han hævede roligt den frie hånd og strøg den over hendes hår. Hun var i sikkerhed her, også selvom han vidste at den sensuelle dæmon nu for alvor var en del af hende, så det var vel også noget som Jared havde det fint med, for det var jo trods alt det som han havde været bange for, også selvom Evan var mere bange for hvad der skulle ske fremover nu. Han tænkte nok lidt længere, end det som hendes kære far havde gjort, men det var nu ikke noget som han ønskede at snakke med hende om bare sådan. ”Jeg erkender gerne, at det er godt at have dig hjemme igen, min kære,” endte han ganske sigende, og med et let smil på læben. Han tog endnu en tår, som han vendte blikket ud mod haven. Ja, smuk var den måske, selvom den havde været langt mere prægtig igennem de sidste uger, hvor det faktisk havde været okay varmt her i Imandra, og selvfølgelig var det noget som gjorde sit, også for hans vedkommende. Nu kunne hun atter en gang være rolig. Her var han der til at beskytte hende, og det var noget som han agtet at gøre det!

[Athena Maloya Mathimæus]

De havde altid haft mest fokus på det mentale go i det store og det hele gjorde det ikke Athena noget, for i tide og utide tog de en time eller to med våben eller med magi for den sags skyld, hun lærte lidt hen af vejen selvom hun havde frygtelig svært ved det, under alle omstændigheder var mentaldæmonen det vigtigste at ligge bånd på, netop fordi hun havde et temperament og samtidig frygtelig svært ved at snakke ud om de følelser hun sad inde med. I øjeblikket var det frygtelig meget, hun følte sig som et enormt kaos efter de mange grænser der var blevet overskredet på frygtelig kort tid, hun havde ikke været i stand til at følge med. Det var rart endelig at få udvist lidt gensidig respekt, det var trods alt det som altid gjorde det nemt for hende at være omkring Evan, når han var onkel vel og mærke. Hun betragtede ham indgående, fulgte ham med de smaragdgrønne øjne. Måske han var mange gange ældre men han holdt sig i den grad godt, hun synes han var en flot mand vel og mærke, men så igen Diane var også den smukkeste kvinde hun havde kendt, foruden sin min. Den gyldne væske i glasset havde altid været en svaghed i hendes familie, alligevel havde hendes far en kraftig alkohol politik, han nægtede hende at drikke selvom Zacharias skulle være mere end velkommen, hun håbede at han en dag ville acceptere at hun altså ikke kunne være så feminin som han ellers gerne ville have hende til at være. Athena nikkede medgivende dog uden et smil, for hun brød sig ikke om tanken om at hun var kommet imellem ham og far, de havde jo været uadskillelige i frygtelig mange år. ”Det er jeg slet ikke i tvivl om at den er.. med andre ord han ved at du har ret.. jeg holder munden lukket med syv segl,” lovede hun og gjorde en bevægelse langs læberne der skulle demonstrere hvordan hun lukkede den sammen. Det var trods alt til sin egen fordel at hun ikke sagde noget. Evan havde allerede brugt frygtelig meget tid og energi på hende, hun ønskede ikke at han skulle bruge mere, for hun måtte vel være en stressfaktor for ham? Som hun var for alle andre? Den bitre væske fik hende til at skærer en kraftig grimasse, alligevel førte hun igen glasset til sine læber og tog endnu en tår, det føltes næsten som om væsken rensede hende. Hun var slet ikke så galant til at drikke det som far og Evan var. Det blide strøg over hendes hår, fik læberne til at spille i et blidt smil. Den sensuelle dæmon var måske vækket for alvor, men hun mørkede sig nu ikke synderlig meget af den, intet var rigtigt forandret.. men hun var jo også blevet mættet så sent som i går aftes. Direkte at høre ham sige at han var glad for at hun var hjemme var faktisk en tanke som varmede hende.. han anså dette for at være hendes hjem? ”Det lyder næsten som om du har savnet mig,” påpegede hun med et drilsk glimt i øjet. Hun vendte sig roligt mod vinduet og betragtede den smukke aftensol. ”Ej.. det er rart at være hjemme,” erkendte hun ærligt, det var om ikke andet et sted hun kunne være tryg.

[Deleted]

Fokus på det mentale var efterhånden ved at være nødvendigt, og det var også det som Evan havde været klar over allerede fra start af, udelukkende på grund af hendes temperament, og det faktum, at hun havde svært ved at snakke om tingene, om det var noget som faktisk skulle gå hende på. Selvom han nu ikke havde taget det så tungt igen, så havde de jo sammen taget et skridt af gangen, og han kunne ikke være andet end stolt af det sted som hun var endt med at stå på, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Blikket vendte han sigende mod hende og med et svagt træk på mundvigen. Han vidste at Jared var vred på ham, hvilket også var grunden til at han havde skrevet et brev til ham, frem for at snakke med manden om det ansigt til ansigt, for lige nu, var det måske bare.. nødvendigt med den afstand? Selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det mindste bedre for hans vedkommende af den grund. Tungen strøg han let over sine læber, som smilet atter måtte bredes på hans læber. Han nikkede. ”Jeg ved du kan vogte over den hemmelighed, Athena,” endte han sigende, og med et morende glimt i øjet. Jared ville slå ham ihjel, om han vidste at han lod hans datter drikke, og endda whisky! Selvom det var en svaghed som selvfølgelig måtte ligge i familien, så var det også noget som Evan desværre havde tilegnet sig, og det var alt sammen Jareds skyld! Helt klart hans skyld!
Evan havde brugt meget tid og mange ressourcer på hende og deres træning, også fordi at det havde været igennem frygtelig mange år nu. Ikke fordi at det var noget som han sagde noget til som sådan. Det var ikke fordi at det stressede ham som sådan, for han blev faktisk stresset, når han ikke havde noget at give sig til! Ligesom han følte ellers, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan i denne stund. Hånden strøg han let over hendes hår. Selvom han vidste at den sensuelle dæmon i hende var vækket, så var han sikker på at det var noget som de nok skulle finde en løsning på. Dette sted var hendes hjem – hun havde jo trods alt sit eget værelse, hun kunne komme og gå som hun havde lyst til, så et sted så var det vel også næsten som et andet hjem for hende? Han lod hovedet søge let på sned. Hun var tryg, hvilket var noget som hendes smil tydeligt måtte vise ham, og det var en tanke som han faktisk godt kunne lide. Han nikkede sigende til hende. ”Det er det virkelig.. Nu kan du jo endnu en gang slappe af.. Det er godt at se dig smile lidt igen,” endte han sigende. Lige nu var han i rollen som hendes onkel og ej hendes træner, for det kunne han jo trods alt altid gøre senere! Han vendte blikket kort mod de ting som hun havde liggende på sengen, inden han igen så på hende. Han var jo trods alt også temmelig nysgerrig. ”Og her finder han dig ikke.. Jeg nægter ham at komme ind.. Du skal nok regne med at din far kommer forbi på et tidspunkt.. Specielt når Valerio melder dig savnet.. hvilket han nok gør før eller siden,” endte han sandfærdigt.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde altid været frygtelig temperamentsfuld, der var en grund til at far aldrig havde været i stand til at tackle hende, og det samme havde mor ikke.. derfor var det både en lettende men også skræmmende følelse at Evan havde holdt hende ud til nu, hvor lang tid kunne han blive ved? Far var vred og hun vidste det jo godt, hun hadede tanken om at hun havde sået splid mellem dem, de havde været uadskillelige i frygtelig mange år, selv havde hun ikke snakket med sin far siden den aften han havde givet hende væk, den stive mine var stadig noget som kunne fryde hende og det havde trods alt været ved et simpelt kys. Det ville ikke blive svært at give ham ringe smag i munden og det var nøjagtig var hun var ude på. Hun fugtede læberne med tungespidsen og sendte ham et stille smil. ”Selvfølgelig kan jeg det,” medgav hun med et stille nik, eftersom hun aldrig rigtigt betroede sig til andre end ham, så var der ikke rigtigt farer for at hun sladrede til nogle. Det lidt mystiske glimt i hans blå øjne var noget der igen trak i hendes nysgerrighed, hun havde aldrig fundet ud af hvad det betød, og kun i sit stille sind kunne hun gætte. Hun stirrede lidt skeptisk på den stærke væske i sit allerede halvtomme glas, far ville gå amok hvis han så hende med det i hånden, hun kunnen godt lide at Evan valgte at bruge alt den tid på hende, han var den eneste der i det hele taget gad at spilde tiden på den måde, hun var trods alt ikke rigtigt besværet værd. Selvom hun måske var tryg nu så havde hun stadig frygtelig mange ting at tage stilling til, først og fremmest hvad pokker hun skulle gøre af sig selv.. hun holdt ikke ud at leve under samme tag som sin far meget længere, desuden så skulle hun finde en løsning på den sensuelle dæmon, men hun havde ingen idé om hvordan, hun ønskede ikke at lade nogle komme så tæt på hende igen, det havde været frygtelig smertefuldt. Hun slog blikket ned uden at være i stand til at holde det lille smil borte. ”Jeg kan slappe af for nu.. jeg tvivler desværre på at bekymringerne stopper her.. jeg erkender gerne der ikke har været meget at smile af på det seneste,” endte hun en smule dæmpet. Allerede i det øjeblik hun havde kastet et blik på ham havde hun følt sig tryg. Blikket lod hun følge hans hen på sengen.. det havde hun nær glemt! ”Åh ja.. jeg har en lille ting til dig,” udbrød hun med et lidt mystisk glimt i øjet. Hun havde nøje udvalgt en ting til ham på markedet, selvom hun havde stået flere timer og ventet på at smeden blev færdig, Valerio var blevet rasende, men det havde været det værd! Hun strøg hen til sengen og satte sit glas på sengekanten, mens hun tog den læderindbundne gave, før hun vendte sig mod ham med hovedet en anelse på sned. ”Det er.. bare en lille ting, men ja..” afslørede hun og tav med en mindre rødmen, velvidende om at der lå en speciel smedet kniv under læderet, med skæft af sølv og hans navn indgraveret for enden af det. ”Det tager vi til den tid, jeg tror uanset at der går tid før han finder ud af at jeg er væk,” påpegede hun lidt fraværende, og bed sig lidt i underlæbe mere spændt på hvad han ville sige til gaven!

[Deleted]

Evan og Jared var måske på krigsstien, selvom det nu ikke var noget som han tog så hårdt igen, så var det nu bare sådan at det var. Før eller siden, så skulle det nok gå op for manden, at han havde gjort en fejl, og så kunne de tage det til den tid, så det var ikke fordi at det var noget som han gjorde det største ved. Han stod fast på, at han havde handlet ud fra hvad han burde, og sådan som han burde reagere, selvom Jared måske ikke havde været enig. Han havde nævnt nogle ting som han slet ikke skulle have været i nærheden af, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han betragtede hende med en ganske rolig mine, også fordi at han slet ikke ønskede at gøre alverdens ud af det, for det var slet ikke noget som nogen af dem, ville få det mindste ud af, af den grund. At hun kunne holde på en hemmelighed, var han slet ikke i tvivl om, for andet forundrede ham da. Også fordi at han vidste hvordan hun havde det med sin kære far, og hvordan hun havde det med ham personligt. ”Det anede mig nok.. I så fald, så er det muligt for os to at dele en flaske i tide og utide..” Han hævede igen glasset og bundede det sidste. Hans smagsløg var allerede så ødelagte, så det var ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste af den grund, for han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det som sådan.
Evan havde altid været glad for Athenas selskab, og han havde altid sat pris på det, for ikke at glemme, at han godt kunne lide, at se hende smile, også fordi at han vidste, at det var hans handlinger som havde fået hende helt præcist til det her, så var det bestemt heller ikke noget som han havde noget imod. Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang. ”Det bedste man kan gøre, er at tage det hele et enkelt skridt af gangen. Det er bare rart at se dig smile lidt igen.. Som da du sprang mig i favnen.. Det frydede mig, må jeg erkende,” endte han ganske sandfærdigt, også fordi at det var noget som han faktisk mente. At hun havde noget til ham, var noget som hurtigt fangede hans interesse, også fordi at han ikke var vant til at få gaver af nogen som helst, for han var ikke den som plejede at tage imod det her. Han sendte hende et let smil, som han tog imod den lille pakke, som han nærmest studerede med øjnene og med en ganske nysgerrig mine, og det var noget som han ellers ikke tog så tungt igen. ”Din far ved allerede at du er her, min kære.. Så det er slet ikke noget, som du skal tænke på,” endte han sigende, som han roligt pakkede den lille pakke op. Kniven landede temmelig hurtigt i hans næver, hvor han roligt tog den til sig og kiggede den. Smilet bredte sig tydeligt, som han kunne se sit eget navn stå indgraveret på skaftet. Han vendte blikket mod hende og med et faktisk.. stort smil. ”Den er virkelig smuk, Athena.. Tusind tak,” endte han sigende, som han roligt betragtede sig af hende. Næven lukkede han fast omkring den. Det var ingenting? Det var faktisk en genstand, som han var utrolig glad for!

[Athena Maloya Mathimæus]

Evan lod ikke til at tage hans og Jareds kontroverser synderligt hårdt, og det lettede hende om ikke andet lidt, men på den anden side vidste hun jo godt at hun var skyld i det! På den anden side var hun selvfølgelig kun glad for at der var en der valgte at stå lidt op for hende, han var virkelig en skytsengel i ligeså høj grad som hendes kære mor, og hun elskede ham for det. Når først han var uenig så var det ikke til at tage fejl af, han fik det der helt særlige blik, og hun havde set det is amme øjeblik hun havde afsløret fars planer for ham, og endnu engang havde han valgt at tage hende under sine vinger. Tanken om at de kunne dele en flaske i ny og næ havde hun slet intet imod, for måske det ikke smagte særlig godt, men det gav en behagelig følelse i kroppen, desuden var det noget hun kunne have med ham. ”Det ville jeg ikke sige nej til, i så fald så siger jeg slet ikke et ord,” lovede hun med en blid latter, hun mente det skam! Hun kastede et blik ud af vinduet.. himlen var næsten blevet mørk, de sidste røde nuancer forsvandt langsomt et sted i horisonten.. det var sjældent man i det hele taget så sol i dette land, hun ærgrede sig lidt over at hun var gået glip af den. Idet hun havde afgivet pakken til ham valgte hun selv at tage fat om sit glas igen og bundede det sidste, selvom det virkelig smagte af helved til! Endnu engang endte hun med et skære en grimasse og blinkede let med øjnene, for pokker det var ulækkert, men det var selvfølgelig en vanesag! Hans handlinger og hans ord formåede at plante et smil på hendes læber og nu hvor hun var tryg og vidste at Valerio ikke kunne nå hende, ja så var det langt nemmere. Hun så ned på sin finger hvor ringen sad. Glasset satte hun fra sig. ”Må jeg tage den af?” spurgte hun dæmpet, for med det syn på ægteskab hun havde fået fra ham og far så ville det være frygtelig forkert, men på den anden side så vejede den stadig tungt, den tyngede hende ned. Atena nikkede dæmpet og frøas alligevel en smule overrasket til hans ord. Han havde frydet sig ved det? ”Det er en irriterende effekt du har, Evan særligt med henblik på hvor meget du selv har smilet, jeg er ikke vant til at se dig sådan. Du frydede dig ligefrem? Fordi du kunne lide det eller fordi det var en indirekte undskyldning for sidst?” spurgte hun med et hævet øjenbryn og lidt skeptisk mine. Hun havde elsket at stå i hans favn, det var desværre ikke noget hun oplevede særligt tit, hun vidste at han ikke brød sig om den form for fysisk kontakt. Måske det var lidt af en overraskelse at hun direkte kom med en gave til ham, men hun havde fundet den lille smil og var blevet fanget af hans værker.. de slag det havde kostet hende havde i den grad været det værd, særlig ved at se ham lyse op på den måde ved synet af den smukke kniv. Hænderne foldede hun foran sig med et lidt beskedent smil. ”Jeg er glad for at du kan lide den,” erkendte hun ærligt og strøg en lok væk fra sit ansigt. Hvis han kunne lide den så havde det i den grad været alt værd!

[Deleted]

Evan vidste at Jared havde handlet i vrede, så han var sikker på, at det hele nok skulle ordne sig i den anden ende. Han tog det nu ikke særlig tungt, også selvom det i øjeblikket, faktisk havde kostet ham hans frygtelig lange venskab med manden, men han tog det ikke særlig tungt. Han vendte blikket mod hende. At kunne dele en flaske i ny og næ, ville han faktisk ikke havde noget imod, også fordi at det næsten var en vane, som man skulle lære videre til hende, for det var noget som selvfølgelig også måtte ligge som en del af hendes familie, og det var noget som man selvfølgelig bare skulle have lov til at tage til sig! Han betragtede hende med en ganske sigende mine. ”Det vil jeg sætte temmelig stor pris på,” endte han ganske sigende, som han atter en gang måtte nikke i hendes retning, for løgn var det jo trods at heller ikke.
Tanken om at Athena faktisk havde haft en gave med til ham, var noget som faktisk gjorde Evan glad, og det var slet ikke noget som han gjorde normalt! Han vendte sig ganske roligt mod hende igen. Hun var atter af den type som han kunne genkende, og det var noget som han godt kunne lide. Han nikkede til hende, som hun henvendte sig til ringen på hendes finger. ”Tag du den bare af. Jeg tror ikke du skal regne med at gå med den meget længere, hvis det står til din kære far,” endte han ganske ærligt. Han sendte hende et let betryggende smil, som han igen vendte sig mod kniven i hans næver. Han havde aldrig modtaget noget så.. personligt som den, og det var noget som selv var noget som han virkelig var glad for! Hovedet lod han søge ganske let på sned til hendes ord. Han trak svagt på skuldrene. ”Vil det være forkert af mig, at erkende, at det faktisk var noget som jeg.. nød?” spurgte han roligt. Hendes velbefindende havde altid været noget som han havde vægtet frygtelig højt, og det var bestemt heller ikke fordi at det var anderledes nu, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han hævede hånden, som han let strøg den mod hendes kind, inden han lod den blide omkring hendes slanke liv, kun for at trykke hende godt ind mod sig igen i en næsten.. forsøgende omfavnelse, for det var slet ikke noget som han var god til, men selv ham – en gammel mand, kunne jo lære hele tiden, så det var jo heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Tungen strøg han let over læberne. ”Den betyder meget for mig.. Den skal jeg nok vogte om, så godt som det er mig menneskelig muligt,” endte han dæmpet, som han lænede sig ned mod hende og skænkede hendes pande et let kys. ”Hvordan skal jeg gengælde den tjeneste, min kære?” spurgte han roligt, og med en ganske sandfærdig stemme, for løgn var det jo faktisk ikke. Han var frygtelig glad for den kniv!

[Athena Maloya Mathimæus]

Præcis hvor sur far var på Evan var svært at bedømme, men hun gik næsten ud fra at de havde snakket, for han havde jo fået en tilladelse til at hente hende, det undrede hende blot at det var på brev. Ikke desto mindre så var hun sikker på at far nok skulle blive god igen, hun havde set dem skændes et par gange før, og det gik altid i sig selv før eller siden, nu håbede hun selvfølgelig på det mere end nogensinde, også fordi hun var skyld i det denne gang. Hvad angik alkoholen så havde det altid været en del af deres omgangskreds og deres familie, det var næsten tradition at hun skulle lærer at drikke det, også selvom hun var en kvinde og far ikke var meget for det. ”Det vil jeg så sandelig også,” svarede hun sigende og med et næsten smørret smil, nu fik hun jo endelig lov så skulle hun bestemt heller ikke gå og klage. Igen skævede hun ned til ringen.. hvis han gav hende lov så, så hun absolut ingen grund til at beholde hende på. Athena endte med at trække den af og åndede direkte lettet op i samme øjeblik hun stod med den i sin håndflade i stedet for. Den havde dog efterladt et lidt bleg mærke allerede. ”Han kan bare prøve på at tvinge mig tilbage.. jeg gør det ikke igen, det kan jeg ikke,” erkendte hun dæmpet, for hun hadede at sige at det var en opgave for stor, men lige denne gang var det. Lydløst lagde hun den ned ved siden af glasset på sengebordet før hun igen vendte sig mod ham. Det lys der spejlede sig i hans øjne og samtidig overraskelsen morede hende kun, måske hun aldrig havde bragt ham gaver på den måde, men med alt det han gjorde for hende så skulle det kun være på sin plads, desuden så var det en frygtelig personlig gave. I lange sekunder stirrede hun lidt overrasket på ham.. forkert? Nej for pokker! ”Forkert? Nej hvorfor skulle det være forkert? Der er jo ikke noget i det som sådan.. vel?” spurgte hun med et stille smil, mens hendes hjerte bankede en smule hårdere.. et sted så havde hun jo ønsket at der var mere i det end som sådan. Blikket gled en smule i skjul ved den varme, ru hånd der søgte ned over hendes kind og ned om det slanke liv, kun for at trykke hende ind til sig. De grønne øjne kom atter til syne og faldt i hans blik. Uden at tænke videre over det lod hun en hånd ligge sig mod hans overarm, mens den anden kom i en yderst blid berøring med fingerspidserne mod hans side, så tæt på hans mave. ”Jeg er kun glad for at du kan lide den, Evan.. jeg var virkelig imponeret over hans værker og jeg fik selv lov til at tegne mit ønske, det tog ganske vidst timer, men du ved hvor bestemt jeg kan være,” svarede hun lidt morende og lagde forsigtigt hovedet mod hans skulder. Det var en helt anden kontakt end det som hun var vant til at have men.. hun kunne faktisk godt lide det! Athena endte med at kluklo let, og hævede igen blikket mod ham. ”Det var en gave, Evan.. ikke alting skal gengældes, du har allerede gjort mere end rigeligt for mig,” påpegede hun stille og hævede yderst tøvende hånden, selvom hun denne gang valgte at lade den stryge langs hans kind med største forsigtighed.

[Deleted]

Det var slet ikke første gang Evan og Jared var på krigsstien, også selvom det ikke var særlig ofte, at det var så slemt som det var lige nu. Han var dog alligevel sikker på, at det hele nok skulle løse sig før eller siden, for det var jo sådan det altid foregik! At hun ville nyde et glas med ham i tide og utide, var nu heller ikke noget som han ville sige noget til, for den tanke gjorde ham ikke det fjerneste! Tvært imod! Han vendte blikket ganske sigende mod hende igen, hvor han let endte med at nikke. ”Det anede mig,” endte han ganske sigende, og med et tilfredst smil på læben, for det var ikke ligefrem fordi at det var en løgn som sådan.
Ringen var Athena en byrde, hvilket var noget som Evan alene kunne læse i hendes ansigt, og desuden så regnede han bestemt heller ikke med at Jared ville have noget imod at hun fjernede den, for alt det som var sket, var ikke noget andet end brud på de mange kontrakter, for han kendte Jared nok til at vide, at han da om ikke andet, så havde forsøgt at handle på hendes bedste, også selvom det i den grad havde været den forkerte måde at gøre det på. ”Jeg tror ikke du skal frygte for at vende tilbage til Manjarno igen, min kære. Jeg er sikker på at din far kan se hvilke fejltagelser som han har begået – ligesom jeg påpegede for ham,” påpegede han ganske sandfærdigt. Han kendte jo trods alt manden efterhånden, så det forundrede ham ikke, at det var sådan at det skulle gå for sig, men det var nu bare sådan at det nu endelig måtte være i den anden ende. Han havde nydt at hun var hoppet ham i armene, også fordi at det glædede ham, at hun havde været så glad for at se ham! Han trak svagt på smilebåndet. ”Nej, det er der ikke.. vel?”
Hovedet lod han søge let på sned, som han igen vendte blikket i retningen af kniven i hans hånd, som han selv havde valgt at lægge armen omkring hendes slanke skikkelse. Det var bestemt ikke fordi at han havde noget imod at have hende stående der. Hånden mod hans overarm og tæt ved hans mave, og hovedet mod hans skulder, fik ham kun til at vende blikket sigende mod hende endnu en gang, og med hovedet en anelse på sned. Svagt rak han på smilebåndet. ”Jeg må virkelig sige, at du kan ligne din mor, min kære.. Jeg kender til den stædighed og jeg må sige, at den kniv betyder meget for mig. Jeg har jo trods alt fået den af dig.” Han var faktisk ganske ærlig. Han vendte blikket mod hende, også selvom hånden mod hans kind satte en sitren i ham, så bed han det i sig lige nu om ikke andet, for han havde jo trods alt også strøget hende over kinden så mange gange, så det var vel heller ikke fordi at der lå noget i det? Han lod hovedet varsomt søge mod den, idet han lod blikket falde til hendes eget smukke ansigt. ”Måske ikke, men du har jo trods alt aldrig skænket mig gaver som sådan før.. Andet end en række tegninger da du var helt lille,” påpegede han med et drilsk glimt i øjet.