Post by Deleted on Aug 16, 2012 12:51:46 GMT 1
Mørket havde lagt sig over Dvasias, hvor det var ved at være rimelig sent. Der var stille i Appolyon, skønt man af og til kunne høre nogle dæmoner gå forbi ude på gangene, men ellers lagde stilheden sig over dæmonbyen igen. Sonic havde fundet et rum, hvor han kunne være alene. Det bestod ikke af særlig meget og var faktisk heller ikke særlig stort. Det eneste der var, var et bord, hvorpå der stod en lysestage med et rødt stearinlys som oplyste det lille rum, samt et blækhus med en fjerpen og en stol til at sidde på. Man kunne højst gå et stort skridt til hver side af bordet, for at komme hen til væggene, og derfor skulle folk med klaustrofobi ikke sidde i dette rum. Døren var lukket bag hans ryg, hvor han sad på det lille minikontor og var i færd med at skrive et afskedsbrev. Der lå flere sammenrullede stykker papir i affaldsspanden, som var breve som han var begyndt på, men som ikke havde været godt nok og som han så i frustration havde krøllet sammen. Han dyppede let fjerpennen i blækhuset igen, inden han førte det over på papiret og fortsatte at køre hånden rundt, så han skrev så pænt som han overhovedet kunne. Et sted følte han at det skulle være perfekt, for alt andet ville da slet ikke være godt nok! Han var heller ikke vant til at skrive breve til andre personer, medmindre det havde noget med handel at gøre, men denne gang var det et personligt brev og det var han ikke vant til, selvom det bedste vel var at lade ordene komme fra hjertet? Han forsøgte i hvert faldt at få det videreformidlet til papiret, men han fandt det til at lyde dumt, når han læste det igennem, det lød så.. ynkeligt! Han sukkede endnu engang frustreret, som han tog papiret og krøllede det sammen i vrede, inden han kastede det ned i affaldsspanden igen, hvor han næsten greb aggressivt omkring fjerpennen og endnu engang dyppede den i blækhuset, da han havde taget et nyt stykke papir og forsøgte at skrive sine ord om – endnu engang! Han havde allerede siddet der hele aften og han kom til at sidde der hele natten, indtil det blev perfekt! Og dog havde han faktisk kun til i morgentidlig, for det var dér han havde bestilt hestevognen til, derfor så ville han også sidde oppe hele natten om det var nødvendigt!
Sekunder blev til minutter, hvor minutter blev til timer, som Sonic næsten måtte fortsætte med at gøre samme handling; skrive, ikke finde det godt nok, smide papiret ud, for at starte forfra. Han havde også været nød til at hente mere papir på et tidspunkt, eftersom det var løbet op. Affaldssækken var også blevet fyldt, hvor nogle sammenrullede stykker var landet på gulvet, selvom han slet ikke tog sig af det. Han endte næsten med at sætte sig tilbage med et tilfredst smil, da han blev færdig med kladden. Han gav sig roligt til at læse hele kladden igennem, inden han gav sig til at skrive det over på et nyt papir, så det blev pænere, da kladden næsten var ulæselig, da det var gået hurtigt, samt en masse var udstreget. Han dyppede fjerpennen i blækhuset, inden han skrev selve brevet på ny, så det blev helt perfekt, med den pæne håndskrift, som han faktisk havde, hvilket også altid havde været ham krævet, da han havde været arving til herregården i Procias, skønt den tid godt nok var forbi for ham nu. Han havde fundet sin nye destination, hvor han håbede at han kunne få tingene tænkt igennem og forhåbentlig få hjertet healet en smule, så han ikke skulle føle sig så knust. Han håbede at tingene ville blive bedre, skønt han i denne stund slet ikke gad tænke overhovedet, for han ville bare koncentrere sig om at skrive det afskedsbrev, så han kunne få det afleveret, inden han tog af sted.
Som Sonic blev færdig med at skrive brevet rent, tog han let fat omkring lysestagen, for at hælde noget stearin ned i højre hjørne af brevet. Han tog sit personlige stempel frem, inden han satte Demoniqz’s symbol, samme symbol som han også havde på sin slægtsring; et ‘D’ i midten af et våbenskjold. Så ville hun også kunne se at det var fra ham og at det ikke bare var en eller anden fusker. Han pustede mod stearinstemplet, så det kunne tørre, inden han holdt det oppe og så på det med et tilfredst smil. Helt perfekt! Han rullede ganske let brevet sammen, inden han tog den blå rose, som han havde fået en jorddæmon til at lave til ham, inden han lagde rosen ind mod det sammenrullede brev, for at binde det sammen med en snor og lave en fin sløjfe …
… Som daggryet nærmede sig, var Sonic i færd med at pakke sine sidste ting, inden han ville tage af sted. Han havde set at hestevognen holdt udenfor, hvor han havde haft fat i en lille dæmonknægt, som han havde betalt for at give Ilaria brevet i løbet af dagen, så han håbede at det ville nå frem til hende. Han havde også truet knægten med brand og helvede, hvis han åbnede det eller mistede det, hvor knægten også havde fattet den korte besked. Han tog let omkring sin taske som var det eneste han ejede og tingene deri, inden han gik ned ad gangene og mod udgangen. Han så sig let tilbage, hvor han sukkede ganske let. Han kunne allerede mærke længslen og savnet, selvom han vidste at det var nødvendigt. Roligt gik han udenfor og hen til hestevognen, som kusken åbnede for ham, inden han satte sig ind. ”Til Peula,” svarede han i en kortfattet tone, inden hestevognen gav sig til at køre og føre Sonic væk fra Appolyon og Dvasias med, så han kunne komme væk fra alt..
//Out
Sekunder blev til minutter, hvor minutter blev til timer, som Sonic næsten måtte fortsætte med at gøre samme handling; skrive, ikke finde det godt nok, smide papiret ud, for at starte forfra. Han havde også været nød til at hente mere papir på et tidspunkt, eftersom det var løbet op. Affaldssækken var også blevet fyldt, hvor nogle sammenrullede stykker var landet på gulvet, selvom han slet ikke tog sig af det. Han endte næsten med at sætte sig tilbage med et tilfredst smil, da han blev færdig med kladden. Han gav sig roligt til at læse hele kladden igennem, inden han gav sig til at skrive det over på et nyt papir, så det blev pænere, da kladden næsten var ulæselig, da det var gået hurtigt, samt en masse var udstreget. Han dyppede fjerpennen i blækhuset, inden han skrev selve brevet på ny, så det blev helt perfekt, med den pæne håndskrift, som han faktisk havde, hvilket også altid havde været ham krævet, da han havde været arving til herregården i Procias, skønt den tid godt nok var forbi for ham nu. Han havde fundet sin nye destination, hvor han håbede at han kunne få tingene tænkt igennem og forhåbentlig få hjertet healet en smule, så han ikke skulle føle sig så knust. Han håbede at tingene ville blive bedre, skønt han i denne stund slet ikke gad tænke overhovedet, for han ville bare koncentrere sig om at skrive det afskedsbrev, så han kunne få det afleveret, inden han tog af sted.
Som Sonic blev færdig med at skrive brevet rent, tog han let fat omkring lysestagen, for at hælde noget stearin ned i højre hjørne af brevet. Han tog sit personlige stempel frem, inden han satte Demoniqz’s symbol, samme symbol som han også havde på sin slægtsring; et ‘D’ i midten af et våbenskjold. Så ville hun også kunne se at det var fra ham og at det ikke bare var en eller anden fusker. Han pustede mod stearinstemplet, så det kunne tørre, inden han holdt det oppe og så på det med et tilfredst smil. Helt perfekt! Han rullede ganske let brevet sammen, inden han tog den blå rose, som han havde fået en jorddæmon til at lave til ham, inden han lagde rosen ind mod det sammenrullede brev, for at binde det sammen med en snor og lave en fin sløjfe …
… Som daggryet nærmede sig, var Sonic i færd med at pakke sine sidste ting, inden han ville tage af sted. Han havde set at hestevognen holdt udenfor, hvor han havde haft fat i en lille dæmonknægt, som han havde betalt for at give Ilaria brevet i løbet af dagen, så han håbede at det ville nå frem til hende. Han havde også truet knægten med brand og helvede, hvis han åbnede det eller mistede det, hvor knægten også havde fattet den korte besked. Han tog let omkring sin taske som var det eneste han ejede og tingene deri, inden han gik ned ad gangene og mod udgangen. Han så sig let tilbage, hvor han sukkede ganske let. Han kunne allerede mærke længslen og savnet, selvom han vidste at det var nødvendigt. Roligt gik han udenfor og hen til hestevognen, som kusken åbnede for ham, inden han satte sig ind. ”Til Peula,” svarede han i en kortfattet tone, inden hestevognen gav sig til at køre og føre Sonic væk fra Appolyon og Dvasias med, så han kunne komme væk fra alt..
//Out
