Jacqueline Isthar Demoniqz

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline | Isthar | Demoniqz

Fulde navn: Jacqueline Isthar Demoniqz
Alder: 3-4 år af udseende. Har en alder meget efter det.
Race: Dæmon – Ild og Is
Job: Arbejdsløs
Status: Ugift og ikke i forhold

Våben: Umiddelbart gør Jacqueline ikke brug af nogle former for våben, udelukkende fordi at hun er så lille som hun er, men ligesom sine forældre, er hun meget styret af sine følelser, og reagere med enten kulde eller varme, alt efter hvad hun føler for, og hvilken følelse som er stærkest i hende, så hun kan blive iskold eller brændende varm at holde fast i, også selvom hun ikke kan styre det endnu. Med henblik på fysiske våben, er hun alt for lille til at gøre brug af.

Udseende og tøj: Jacqueline har så sandelig sin mors bygning. Hun er slank, har langt lyst hår, ligesom sin mor, da hun var lille, og ellers sin fars mørke og intense glimt i øjet. Det er generet ikke ofte at hun smiler mere, men hun har en smuk perlerække af hvide tænder, let tydelige kindben og en markeret hage. Hun elsker at gå i kjole og virkelig være som en prinsesse, ligesom hendes far altid har kaldt hende. Hun er som regel en smule beskidt, når hun er ude at lege, hvilket er noget som hun gør, når hun er ganske alene, og helst uden at andre holder øje med hende.
Når det kommer ti hendes beklædning, er hun meget enerådig, og ved altid hvad hun vil have på. hendes kjoler er typisk pige-kjoler og feminine, som alligevel viser en vis form for status i samfundet, også selvom hun kun er en lille pige.

Personlighed: Jacqueline er en lille pige, som helt klart ved hvad hun vil have. Hun er og bliver en fars prinsesse, også selvom hun ved, at dem som hun er med, ikke er hendes rigtige forældre. Hun er ikke den type som giver meget plads til andre på hendes alder, da hun altid har været vant til at være den eneste på sin lille størrelse, og det er noget som hun klart også vælger at udnytte så meget som det er hende menneskelig muligt. Hun er ikke bange for at vise hvad hun vil have, og hun har en tendens til at blive lidt for skrap overfor andre som viser sig som svagere eller usikker. Hun er som regel ikke meget for at blive båret eller holdt om, da hun altid har vist sig som en omsorgsperson, så lang tid det ikke er hendes ’dadda’ som gør det.
Når det kommer til voksne, så er hun meget glad for at forsøge at spille dem ud mod hinanden, netop for at få tingene som hun vil have dem. Hun er en lille målrettet pige, som konstant forsøger at finde sin plads, men samtidig også lede efter sin ’dadda’ som hun gør, hver eneste gang hun har mulighed for det. Selvom hun ikke er en tøs af alt for mange ord, da hun som regel kun gør brug af meget få ord, som hun opfanger i tide og utide, så er hun meget kontant og slet ikke så kontaktsøgende som de fleste ville være på hendes alder, for hun ønsker egentlig bare at være lidt i fred, hvis hun kan få uligheden for det.
Jacqueline er på visse punkter meget som sine forældre. Det rører hende ikke at folk skændes, hvor hun tvært imod, kan vise en form for uro, når folk ikke gør. Hun ser meget i form af kropssprog og er som regel mere åben for hendes egen slags – dæmoner, end det som hun er for så frygtelig mange andre. En lille pige med fordomme af stor grad.

Fortid: Jacqueline kom til verden på sine egne forældres bryllupsdag, hvor vielsen kun lige var overstået, idet at veerne gik i gang. Selvom det i det store og hele, var en fødsel uden nogle komplikationer, hvor hun også blev døbt den samme aften, af præsten som alligevel var til stede, så de var sikre på at hun kunne få lov til at blive, i tilfælde af, at det skulle gå galt.
Det første lange stykke tid, af hendes alt får unge liv, så var det primært far som var hendes omsorgsperson, hvilket også gjorde, at det blev nemmere for hende at åbne op for ham. Mor mærkede hun sig som regel aldrig af, for hun var der ikke, kostede rundt med far og råbte og skreg af ham, uden at tage sig af hende, så det var far hun utrolig hurtigt blev knyttet til. Det var far som tog hende op, når hun græd, det var far som passede på hende, skiftede hende og gjorde stort set alt med hende, hvor det eneste som mor lavede med hende, var at sørge for at hun fik mad, for det var jo trods alt ikke noget som far kunne lave med hende.
Tilliden til mor voksede ikke på nogen måde for lille Jacqueline, for mor forsøgte aldrig rigtigt at imødekomme de basale krav som hun havde som en lille pige. At høre far og mor råbe og være uvenner, var bare en del af det liv for hende, hvor hendes mor endte med at trække sig fra hende for alvor. Båndet til far forblev stærkt, hvor hun også endte med at skænke ham hendes første ord; Dadda. I hendes oversatte betydning, så var det hendes kald på far, hvor det at se ham storsmile, var noget som fik hende til at grine i hele hovedet, for han var der for hende, og han tog sig af hende, og det var en tillid som altid har været der.
Skænderier og råb og skrig, var efterhånden bare ved at være en del af Jacquelines liv, som hun ellers ikke tog så tungt. Mor fik hun aldrig et forhold til som sådan, og far var en helt anden sag, for forholdet blev bare mere og mere stærkt. Mor endte med at søge ud, hvor det igen var far som tog sig af hende, hvilket var noget som passede den lille pige fint! Hun var ved at blive temmelig stor nu, og var begyndt at gå, også selvom det som regel kun var små og få skridt, men de var der! Det hele tog dog en massiv ændring, da deres hjem blev stormet, far gemte hende af vejen, hvor hun selv begyndte at græde, men han roede hende ned, inden han blev fjernet fra hende og hun blev.. efterladt. Lig ehvor lang tid hun faktisk lå der, fandt hun aldrig rigtigt ud af, men sulten var hun, hun græd og hun lugtet og bleen var ikke særlig behagelig at sidde med mere!
Det var Jacques og Camryn, som endte med at finde hende, også selvom hun slet ikke var tryg på dem! Selvom de tog det hele fint, tog hende i bad, fik hende i noget nyt tøj og faktisk valgte at tage hende til sig, så var det ikke noget som efterlod hende med nogen former for tillid til dem, og specielt ikke Camryn eller til hendes dreng, for hun var vant til at være den eneste i den aldersgruppe, hvilket bestemt heller ikke var en plads som hun ville dele med nogen som helst! Hun blev dog sammen med dem og lod dem tage sig af hende. Hendes krav og basale behov, blev imødekommet, og det kunne hun godt lide.

Minder:
- Et utrolig godt og stærkt forhold og bånd til hendes far
- Da huset blev stormet og hun selv blev efterladt.
- Da hun blev fundet af Jacques og Camryn, som samtidig også tog hende til sig.
- Mødet med Marcianus, selvom hun aldrig har brudt sig om ham.

Styrker:
+ Utrolig manipulerende
+ Is
+ Ild
+ Meget enerådig
+ Yderst målrettet

Svagheder:
- Er generelt ikke meget til omsorg
- Bliver meget nemt ked af det
- Forsøger konstant at finde sin plads i de omgivelser hun er i
- Hendes ’dadda’

Kendetegn: Hun har sin mors slanke bygning, og sin fars intense blik. Hvad der dog kendetegner hende mest, er dog hendes efternavn.

Tilholdssted: Procias

Andet?

Signatur: Ukendt

[Silia D. Diamaqima]

Godkendt! ;D