Cleaning up the mess

[Deleted]

Sonic ønskede at de kunne rode bod på fortiden, så de faktisk kunne få et forhold til hinanden, for han havde jo faktisk altid gerne ville møde sin mor, da han havde været en lille dreng og også i sine unge dage, men det var aldrig sket, så han var jo gået lidt væk fra tanken om at møde hende, selvom han så sjovt nok som voksen var stødt på hende. Han kunne stadig huske at de havde flirtet, hvilket han kun den dag i dag, måtte føle sig flov over, og at hun så påpegede at hun kunne mindes det, fik ham til at trække lettere smørret på smilebåndet. ”Godt førstehåndsindtryk, hva’?” spurgte han drillende, hvor han kluklo ganske let. Det var ikke just fordi han havde nogen intentioner om at gentage den handling og begynde at flirte med hende igen, men så dårligt som hun måtte have det, så ville han gerne se et smil på hendes læber, det kunne han jo også godt selv bruge, samt et godt selskab, hvor det også gav ham en mulighed for at lære hende ordentligt at kende, som det også gik den anden vej.
Det var ikke just fordi Sonic havde været typen der gjorde folk glade, tværtimod havde han altid været typen der var en pest og en plage, han lavede altid ravage i andre folks liv, selvom det naturligvis havde ændret sig lidt, da han havde mødt Ilaria, hvor hun også var den første person han nogensinde havde elsket, samt stolet på. Han fnøs næsten kortfattet til hendes ord. ”Ih ja.. jeg har svigtet min datter, på den grusomste måde, samt svigtet min hus.. eks, og knust hende, så jeg vil ikke just sige, at jeg har gjort nogen af dem glade eller henrykte,” svarede han sandfærdigt, som han havde vendt blikket mod sine fødder. Det gjorde ondt at han kun kunne svigte dem som han faktisk elskede, resten var han måske ligeglad med, men.. nu stod han uden noget som helst. Han var da kun glad for at hans mor faktisk gerne ville lade ham blive her og lære ham at kende, hvor de sikkert også kunne hjælpe hinanden – det var jo også det han havde håbet på, da han havde valgt at ville opsøge hende. Han nikkede medgivende og sendte hende et let smil. ”Netop,” istemte han roligt. De havde begge tid til at rode bod på det hele, hvilket han faktisk så frem til at kunne!
At vide at Jacqueline var i live, var noget som virkelig slog Sonic ud, så han var nød til at sætte sig ned, for.. det havde han virkelig ikke troet! Her havde han gået og bebrejdet og hadet sig selv for at have svigtet sin datter og så havde han alligevel gjort det rette valg, ved at handle egoistisk? Kunne han virkelig få lov til at se sin lille pige igen? Hjertet begyndte for alvor at hamre imod hans bryst, hvor han mærkede tårerne presse sig på, selvom det denne gang var af den enorme lettelse og glæde, der slog ind over ham. Han mærkede hendes hænder imod hans fyldigskæggede kinder, hvor han så op mod hende. Han kunne virkelig ikke tro sine egne ører! ”Men.. hvordan? Hvordan kunne jeg overhøre det?” Nu fik han næsten endnu dårligere samvittighed, fordi han ikke var kommet efter hende og havde reddet hende og taget hende til sig, stakkels pige! ”Jeg.. jeg kan ikke tro det..!” Det var nok tydeligt både at høre og se på ham, at han var i chok over nyheden, selvom han naturligvis var lykkelig hvis det var sandt!

[Deleted]

Jacqueline mindes så sandelig det faktum, at Sonic havde lagt an på hende, såvel som hun havde flirtet med ham, også selvom det havde været før, hun havde fået kendskab til ham som sin søn, for nu var det da slet ikke noget som faldt hende ind! Tanken var dog noget som hun alligevel kunne more sig lidt over, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun rystede let smilende på hovedet og vendte blikket mod ham endnu en gang. Det var da heldigvis en situation som hun havde holdt skjult for Giovanni, for han ville da have slået hende ihjel, om han havde vidst, at hun havde stået og flirtet med sin egen søn! ”Mon dog.. I dag, er jeg kun glad for, at det aldrig blev til mere end det.” Hun blinkedel et til ham, for det morede hende altså alligevel af den grund! Hun trak vejret dybt og med et let smil. ”Men dog.. jeg fik da lov til at se hvilken stærk mand, jeg fødte tilbage i min tid i Procias.. og at se hvilken mand han er blevet.. Og det er jeg stolt af,” endte hun ganske sigende. Hun var faktisk stolt af hans bedrifter.
Jacqueline var glad, så Sonic kunne jo faktisk gøre folk glade, men at han så skulle se på det på.. den måde, var ikke ligefrem en tanke som hun var meget for, for han skulle jo se på det gode, frem for det negative, for det var slet ikke noget som nogen af dem fik det mindste ud af, hvilket de jo udmærket godt vidste! ”Hvorfor se på det negative? Jeg er ikke i tvivl om at Ilaria har været lykkelig, da du bad om hendes hånd, og jeg er ikke i tvivl om, at din datter smilte når du tog hende op efter en gråd.. Har jeg ikke ret?” Selv kendte hun til rollen som forælder, hvor det også havde været hende som havde taget sig mest af børnene mens de havde været helt små om ikke andet, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hvorfor se så negativt på det? Uanset hvad, så havde han jo udrettet ekstremt meget igennem sit liv!
At det kom så meget bag på Sonic, at vide at hans lille pige endnu var i live, var slet ikke hvad Jacqueline havde regnet med, men ikke desto mindre, så glædede det hende da kun, at hun kunne være den til at give ham den nyhed. Hun forblev siddende på knæ ved siden af ham, også fordi at det vel havde været en frygtelig.. stor nyhed, som han ikke ligefrem havde regnet med? ”Adelen snakker, men ikke med den normale befolkning, Sonic.. Jeg formoder vel at du… konkluderede, hvis du har set Ilaria stå uden hende?” tilføjede hun sigende, som hun roligt betragtede sig af ham. Hun vidste det ganske vidst ikke med sikkerhed, men hun var nu alligevel temmelig sikker på at manden havde opsøgt Ilaria, selvom det nu heller ikke var noget som hun havde lyst til at blande sig i. ”Jeg kan forstå, at det er en nyhed du ikke havde regnet med, min dreng.. kom med ind, tænk tingene igennem,” bad hun stilfærdigt, som hun endte med at slippe hans kinder, og varsomt rejste sig igen. Blikket gled ganske kort mod Giovannis grav. Hun manglede ham, også selvom det var en trøst i hendes hjerte, at give Sonic en grund til at smile igen.

[Deleted]

Sonic fandt det stadig pinligt at tænke på at han havde stået og flirtet med sin egen mor, for det var jo helt forkert! Han var nu også selv glad for at det ikke var blevet til mere, for så ville han da aldrig kunne se hende i øjnene bagefter! Tanken var dog alligevel en anelse komisk også så brat det havde stoppet, da de endelig havde fundet ud af at de var mor og søn til hinanden. Han slap en munter latter til hendes ord og nikkede istemmende. ”Helt enig, ellers havde jeg nok aldrig stået her i dag,” svarede han morende og med et skævt smil på læberne. Han måtte dog erkende at han var glad for at hun ville have ham her, for alt lå så langt væk fra alle hans problemer, og det kunne med garanti give ham tid til at tænke over tingene. Det gav ham desuden også tid til at lære sin mor bedre at kende, hvilket var et forhold som han gerne ville bygge stærkere op med hende, for han havde jo altid ønsket at kende til sin mor siden han havde været en helt lille dreng. Han så lettere forundret mod hende, som hun sagde at hun var stolt af ham. Hvis hun vidste hvad han havde gjort, hvor mange han havde dræbt og tilmed uskyldige, kunne hun så være stolt af ham? ”Sikker på du ved alt hvad jeg har lavet?” spurgte han sigende, som han vendte blikket mod hende igen.
Måske Sonic havde gjort Ilaria og Jacqueline lykkelig for nogle år, men.. han havde jo svigtet dem begge så dybt som man overhovedet kunne og det talte vel langt mere end det han havde gjort dem lykkelige? Jacqueline var borte, Ilaria gad ikke vedkendes ham, han anede ikke engang om hun gad snakke med ham som hun ellers havde foreslået, men det fandt han vel ud af før eller siden? Han vendte det mørke øje imod hende, selvom minen forblev trist og nedtrykt. ”Fordi jeg svigtede dem så dybt som man overhovedet kan. Måske jeg gjorde dem lykkelige, men det var kun for nogle år, og nu er alt slut. Jeg får ikke engang chancen for at gøre det godt igen,” endte han dæmpet, som han vendte blikket mod sine fødder igen. Det gjorde ondt at hans lykkelige kernefamilie var blevet fuldstændig ødelagt af alt kaosset, hvor han ville gøre hvad som helst, for at alt var som før.
Det kom virkelig utrolig meget bag på Sonic at Jacqueline endnu var i live! Han som direkte hadede sig selv for at have handlet egoistisk og ladet sin lille prinsesse dø, han som havde haft en kæmpe skyldfølelse, og så var hun endnu i live? Han blinkede med øjnene, hvor han slet ikke kunne fatte at det faktisk var sandt. Han var dog stadig usikker på det, hvor han også først ville se det med sine egne øjne, før han troede på det! Han rystede let på hovedet. ”Da jeg kom tilbage, hørte jeg rygter og folk snakke om at hun var død, derfor gik jeg ud fra det, også da jeg stødte på Ilaria og hun selv havde hørt det samme som jeg,” forklarede han, hvor han vendte blikket mod sin mor igen. Det var virkelig ikke til at tro det! Han kom roligt op på benene igen, da hun bad ham om at komme med ind, hvor han næsten følte for at sætte kursen direkte mod Procias, så han kunne se om det var sandt eller ej, men.. alligevel var han taget den lange vej for sin mors skyld, og det var hende der havde brug for ham i øjeblikket, han vidste desuden heller ikke om det blot var et rygte eller om det faktisk var sandt.

[Deleted]

Flirten var slet ikke noget som Jacqueline ønskede at tænke på, også fordi at det slet ikke var noget som burde være sket! Tak og pris for, at der ikke var sket noget yderligere end det! Hun betragtede ham med en let overbærende mine. Han var lidt som sin far på det tidspunkt; Lidt for kvindeglad! Selvom hun selvfølgelig ikke kunne klandre ham, når det var den mand som han var vokset op omkring, også selvom hun virkelig ikke havde haft andet valg. Hun havde været nødsaget til at forlade ham, selvom det i den grad havde været noget af det hårdeste og sværeste, som hun nogensinde havde gjort. Hun betragtede ham med et let smil. ”Jeg er glad for, at det gik op for os i tide.. Uanset ville jeg ikke tillade det. Jeg var jo trods alt en gift kvinde,” endte hun ganske sigende. Det var en fejl som hun havde gjort en gang, og ikke noget som hun ville igennem en gang mere, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende! Stolt var hun af ham, også med henblik på det som han havde gjort til nu, for nemt havde det næppe været at være ham igennem hans liv, men nu var hun der, og selvfølgelig var det også noget som skulle ske dem, det var der ingen tvivl om. ”Du har kæmpet dig igennem utrolig meget modstand, min dreng.. Hvorfor skulle jeg da ikke være stolt af dig?” spurgte hun. At han havde forårsaget ulykke i så voldsom stor grad, var slet ikke noget som rørte hende, eller at han havde taget liv, for det havde vel bare været nødvendigt? Desuden var hun jo en del af en mafia – eller.. havde været eller noget i den stil, så hun var jo selv en kende kendt med de ting fra før af, trods alt, så det var ikke noget som hun tog særlig tungt.
Jacqueline var dog overbevist om at Sonic sagtens kunne gøre andre glade på sin måde, hvis han dog bare ville undgå at tænke så forbandet negativt, for det var der jo ikke nogen som fik noget ud af i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun betragtede ham med en ganske sigende mine. ”Det var jo stadig år i lykke, Sonic.. Det er jo sådan du skal se på det, frem for hvad du ikke længere er i stand til,” påpegede hun sigende og med en kende bestemt tone.
At Sonic skulle tage det så hårdt, at vide at hans datter var i live, var slet ikke noget som hun havde noget imod, for selv hun var ikke i tvivl om, at han virkelig elskede sin datter, for det var noget som hun så tydeligt kunne fornemme på ham. Hun vendte blikket sigende mod ham. At han havde opsøgt Ilaria forundrede hende ikke, men det var nu bare sådan at det var. Hun fulgte ham roligt med blikket, som han valgte at rejse sig, selvom det slet ikke rørte hende som sådan. ”Jeg hører kun hvad jeg hører, og nu hører jeg frygtelig meget, for andet har jeg ikke rigtigt at give mig til,” påpegede hun sigende. At han gerne ville videre, forstod hun skam godt, og.. hun ville jo trods alt heller ikke tvinge ham til at blive her, hvis han så gerne ville se hans datter. ”Jeg kan fornemme på dig, at du bare vil af sted, Sonic, så… så tag af sted,” endte hun sigende. At tale ham til andet, var vel ikke ligefrem noget som hjalp nogen af dem?

[Deleted]

Præcis som Jacqueline, så havde Sonic heller ikke selv ville have gjort mere ud af den korte flirt det var blevet til, for han havde jo haft sin drømmekvinde boende derhjemme, sammen med sin datter, og det var også dem som han var søgt lige hjem til uden nogen former for hindringer. Han vidste ikke engang hvorfor han havde flirtet med hende, selvom det vel var fordi hun havde fundet den interesse i ham, da hun havde set ham? Det var også det sorte stof omkring øjet der havde vagt hendes nysgerrighed, kunne han huske, hvilket det sikkert havde gjort ved mange, men han ønskede ikke længere at skjule sit ansigt. Det havde altid haft en helt særlig mening, selvom.. den mening og betydning var vel ligegyldig nu? Han havde ikke kvinden, som han havde ofret sig for, og eftersom det var hende der kastede alt i jorden, hvorfor skulle det så betyde noget for hende mere? Han vendte blikket mod hende med et skævt smil. ”Og jeg en gift mand,” tilføjede han roligt. Det gjorde ondt at tænke på alt det han havde mistet, særligt fordi han havde elsket og værdsat det så højt. Han håbede dog at noget tid her i Peula, sammen med hans mor, kunne få tingene til at samle sig og bare.. gå væk. Det var vel snart nyttesløst at holde fast i noget, som ikke blev til? Han havde bare ikke lyst til at give slip, selvom han vidste at det også var det der forårsagede den store smerte han følte i sit indre. Han så roligt mod sin mor igen, da hun sagde at hun var stolt af ham. ”Fordi jeg har dræbt og slagtet uskyldiges liv?” foreslog han som grund til at hun ikke burde være stolt af ham. Han så ingen grund til at lyve, dog vidste han ikke hvor henrykt hun ville blive, hvis hun fandt ud af at han havde dræbt sin egen far, for.. måske det ikke havde været meningen at hun skulle gifte sig med ham og alt det, men mon ikke hun havde følt noget for ham? Han vidste det ikke, synet hun havde vist ham, da hun havde fortalt ham sandheden, der havde hun ikke just haft svært ved at forlade manden.
At hun ikke ville give sig, var noget som et sted morede Sonic, selvom et var underordnet. ”Måske jeg gjorde dem lykkelige, men det er jeg ikke i stand til længere. Der er ingen der vil kendes ved mig, og jeg føler at jeg har.. hele verden imod mig igen,” svarede han sandfærdigt, som han vendte blikket bort fra hende og i stedet for betragtede den flotte have med de mange flotte og eksotiske planter og blomster, som han måtte erkende at han var yderst imponeret over. Her kunne han godt vænne sig til at bo, for det ville jo endnu engang være i luksus, og han elskede luksus!
Det kom i sandhed bag på Sonic at hans lille pige var i live, han havde slet ikke troet at det kunne være muligt, tanken om at nogen ville have fundet hende, havde han altid håbet på, og han måtte erkende at han også havde fundet det underligt at ingen havde, for han vidste at der var nogle nye der var flyttet ind i huset, men selvfølgelig kunne pigen jo godt have været død inden da. Som han kom op at stå igen, vendte han blikket mod hende, selvom man stadig kunne se chokket i hans blik. ”Men..” Det var jo så surrealistisk! Han kunne slet ikke fatte det. Han måtte dog se lettere overrasket på hende, da hun næsten opfordrede ham at tage af sted, hvor han rynkede brynene en anelse. ”Men.. jeg kan da ikke forlade dig. Desuden, så tror jeg ikke på det, før jeg har set det med mine egne øjne, for at vide at hun er i live,” endte han roligt. Han kunne da ikke bare gå fra hende, nu hvor han endelig var kommet? Hun havde jo selv brug for selskab.

[Deleted]

Jacqueline havde ikke lagt mere i den uskyldige flirt, udelukkende fordi at hun havde været en gift kvinde, også selvom det hele var arrangeret for hendes del, så havde hun lært at elske Giovanni, og det var uden det mindste tvivl. I den anden ende, så ville hun have gjort alt for ham, hvor hun faktisk ikke følte, at hun havde gjort nok op til at han var gledet bort grundet sygdommen, hvilket næsten skræmte hende, for.. hun følte et sted at det faktisk måtte være hans skyld, at det var sådan at det var sket, og uden at hun havde haft kontrol over det! Hun nikkede sigende. ”Du har stadig alverdens muligheder, til at finde lykken,” endte hun sigende. Han var en mand i sin bedste alder, og så man bort fra hans vansirede øje, så var han faktisk en umådelig flot mand! Ikke ligefrem efter hans far, så det var nok snarere efter hende, men det var nu heller ikke noget som gjorde hende det mindste! Hun var stolt af alle sine børn, og det var uden det mindste tøven på nogen måde, overhovedet! Hun rystede let på hovedet. ”Tja… visse handlinger kræver jo trods alt sine ofringer..” Det var egentlig ikke fordi at hun reagerede på det som sådan, for det var der vel heller ikke nogen grund til, var der? Hendes familie var jo selv en del af en mafia, så det var jo ikke noget, som hun ikke var vant til fra før af!
Ilaria og hans datter havde været lykkelige, hvilket var noget som Sonic var nødt til at holde fast i, ellers gik det da galt for alvor, og det var slet ikke noget som hun ønskede sig på noget tidspunkt. Hun vendte sig sigende mod ham endnu en gang. Hun var blevet vant til at se den kække side af ham, en mand med rygrad, og ikke en som stod der og var direkte.. bedrøvet! ”Du har stadig din gamle mor, min dreng.. Der er ikke nogen grund til at hænge sådan med hovedet, bare ved en smule modgang,” endte hun ganske sigende. Nej, det var ikke fordi at hun ønskede at køre på ham, men hun var en hård negl, og hun var vant til at man skulle tage sig selv hårdt i nakken og kæmpe videre, for det var jo trods alt også det samme som hun var i gang med!
At Sonic var overrasket, forstod hun skam udmærket godt, men han fik jo ikke noget ud af bare at sidde her og.. glo! For hun kunne næsten tænke sig til, at det eneste som han kunne tænke på lige nu, var hans lille datter, og at han ønskede at få det hele bekræftet, og det gjorde han jo kun ved faktisk at tage af sted. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Hun mente faktisk sin opfordring til ham. ”Så tag af sted, Sonic.. Tag en af hestene, så kommer du hurtigere frem, end det du gør til fods,” endte hun ganske sigende. Hun gik jo ikke rigtigt nogen steder, så hun kunne sagtens sidde her og vente, frem til han kom tilbage igen – hvis han i det tilfælde, skulle komme tilbage igen. ”Jeg klarer mig.. Det her gælder din datter, som mit barnebarn.. Tag af sted,” endte hun med en sigende mine, for hun mente det faktisk. Hun ønskede at se ham smile lidt igen, for det andet her, kunne ingen af dem bruge til noget som helst!

[Deleted]

Sonic vendte blikket mod hende til hendes ord. Han havde mulighed for at finde lykken? Måske. Han havde måske mange år endnu, men det ændrede ikke på det faktum at intet kunne erstatte de år han havde haft i Procias, det var i sandhed hans lykkeligste stund i hele hans liv, og.. han ønskede ikke noget andet end det. Og at vide at det aldrig ville blive som det var før, det var en tanke som var ham direkte knusende. Han havde mistet alt, tilmed sin lykke, og han ville da aldrig kunne blive så lykkelig som han havde været! Han trak let på skuldrene. ”Måske, men jeg ønsker kun lykken med én kvinde,” svarede han sandfærdigt. Ilaria var hans eneste ene, hans drømmekvinde, hans sjæleven, hvordan skulle han overhovedet kunne tænke på at finde en anden? Det havde han slet ikke lyst til! Hans hjerte direkte forbød ham det! Han ville altid elske Ilaria, og han var næsten usikker på om han overhovedet ville kunne elske nogen anden. At hun ikke lod sig skræmme med at han havde dræbt uskyldige, var noget som faktisk kom bag på ham, for.. hvilken mor ønskede dog at sit barn skulle slås og bekrige andre, samt slå ihjel som han havde gjort? Et skævt smil gled over hans læber. ”Det ser ud til at jeg har en rimelig hardcore mor,” svarede han morende, hvor han kluklo ganske let.
Måske Sonic ikke just var den gamle jeg mere, men han havde heller aldrig følt sig så.. knust. Han følte sig døende, og var det sikkert også, for sorgen og det knuste hjerte påvirkede hans indre flamme, samt det kørte ham fuldstændig ned psykisk. Han vendte blikket mod hede til hendes ord. ”En smule modgang?” gentog han spidst, „en smule modstand, er når jeg er oppe imod et helt land, eller når jeg står og kæmper med hundred vagter alene, eller når ens planer går i vasken, eller sågar bliver henrettet, men at miste alt det jeg elsker og holder af, er ikke en smule!” Det var ikke fordi han ønskede at hæve stemmen eller vrisse af hende, for han var da ligeglad med alle andre! Han var ligeglad med at verden var imod ham, det han ikke kunne have, var at han havde mistet sin datter og hustru!
At Jacqueline insisterede på at Sonic skulle tage af sted, var han lidt usikker på. Han var stadig bange for at han kun ville finde sin datters døde lig, for så ville han da først blive synderknust! Han havde ikke lyst til at håbe i tilfælde af at det var løgn. På den anden side, havde han naturligvis lyst til at tage af sted også for at få det bekræftet eller ej, og hvis hun virkelig var i live, så kunne han jo ikke bare lade hende sidde og vente på ham! Stakkels pige, hun var blevet efterladt af alle der holdt af hende, hun måtte vel hade ham? ”Men.. hvad nu hvis hun er død? Jeg vil ikke kunne bære det tab igen! Og.. hvad med dig?” Af en mand der normalt aldrig skænkede andre en eneste følelse, så kunne han alligevel ikke lade vær med at føle sig ansvarlig overfor sin familie, som både gjaldt hans datter og hans mor. At hun så fortsatte med at insistere, så endte han også med at tie. Han tog let omkring hendes hænder. ”Hvis du er sikker på at du kan klare dig for en uge til, og virkelig insistere, så udmærket. Jeg lover at komme tilbage igen,” svarede han oprigtigt, hvor han sendte hende et taknemligt smil.

[Deleted]

Jacqueline var ikke en omklamrende mor eller en pyldrende en af slagsen, for børn skulle jo trods alt lære at leve livet, og det indebar at de fik mærker, at de kom lidt til skade, og de skulle så sandelig også have lov til at lære af deres egne erfaringer, så de igen kunne vide, om det som blev gjort, var det rette eller ikke, for selv det var noget som hun værdsatte højt; Børn som var i stand til at passe på sig selv, for i hendes øjne, så blev det jo slet ikke bedre på nogen måde, det var der ingen tvivl om! Hun vendte blikket sigende mod ham endnu en gang og med et let smil på læben. ”Gør dig selv den tjeneste, og ikke giv op på forhånd,” endte hun sandfærdigt. Selv havde hun levet størsteparten af sit liv sammen med Giovanni, og hun var ved at være gammel, så at finde en ny, var slet ikke noget som hun var interesseret i. Men ham derimod. Han havde jo alle muligheder endnu! Hun trak næsten uskyldigt på skuldrene. ”Du skulle bare vide,” endte hun med en ganske sigende mine. Salvorique havde skam fået de mange rygter påtaget af en grund trods alt!
En smule modgang mødte de alle sammen, men at han så direkte skulle tage den stemme og den tone i brug overfor hende, og endda overfor Giovannis grav, var slet ikke noget som hun fandt sig i! Næverne knyttede hun ganske fast, som hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Man skulle ikke bide skeer med hende! Hun var selv oplært utrolig godt af Giovannis familie i sin tid, og hun var ikke en som fandt sig i hvad som helst! ”Så gør noget ved det,” endte hun ganske kortfattet og med en meget sigende og advarende mine. Det her var hendes hjem, så han skulle bestemt heller ikke komme her og tro at han var noget, for her var det altså hende som måtte bestemme nu!
Jacqueline var måske en kvinde som vidste hvad hun ville, men hun ønskede faktisk kun det bedste for sine børn, og når hun havde muligheden for at give det til dem, så tøvede hun bestemt heller ikke med det! Hun vendte blikket roligt mod ham endnu en gang, og med et svagt træk på mundvigen. ”Du finder jo kun ud af det, ved at søge dertil. Og som den snu ræv du er, er jeg sikker på at du nok skal finde vejen over muren. Og mig? Ja, jeg fortsætter arbejdet her.. Noget skal jeg jo give mig til,” endte hun sigende. Det var jo ikke fordi at der var noget nyt i det som sådan for hendes vedkommende. Arbejdet skulle jo laves og forhandlingerne skulle i hus. Hun blev da aldrig færdig med det! Hun lod Sonic tage omkring hendes hænder, hvor hun vendte blikket mod hans øjne. Han ville tage af sted, og han skulle jo vide, at han altid havde et sted at være her, og at han endnu havde sin lille pige! Hun nikkede. ”Jeg er en voksen kvinde.. Tag du bare hesten og kom af sted..” sagde hun endnu en gang. Hun kunne sagtens klare sig for en uge mere. Det kunne jo næppe blive værre end det var i forvejen, så hun skulle skam nok klare sig!

[Deleted]

Sonic havde altid været vant til at klare sig selv, det havde han gjort alle sine dage, så han var nu ikke i tvivl om at han nok skulle klare sig denne gang også, uanset hvor knust han var, men det ændrede dog ikke på at han i øjeblikket virkelig var nede over alt det som var sket, han havde jo mistet sin familie, det som han havde ønsket sig igennem hele sit liv, og det var noget som virkelig gjorde ham ondt. Han havde også søgt hertil vel fordi hans mor var det sidste han havde tilbage i sit liv? Og det var da noget som han faktisk gerne ville bevare! Men han havde sådan set heller ikke lyst til at give slip på fortiden og det han havde haft, for han elskede jo stadig Ilaria lige så højt som han altid havde gjort, og han var næsten bange for at han aldrig ville kunne give slip på hende igen og at det så ville plage ham resten af livet. Han så roligt mod hende. ”Men jeg elsker stadig Ilaria, jeg har ikke lyst til nogen ny, jeg har lyst til hende,” svarede han næsten.. frustreret, for kvinden ønskede ikke ham og han ønskede hende mere end noget andet, så det frustrerede ham at det skulle ende sådan og da specielt hvis han aldrig gav slip på hende! Men han havde sådan set heller ikke lyst til bare at give op på hende, fordi de mødte modgang, for det var jo ikke første gang! Selvom det da klart var den værste gang. Men hans hjerte forbød ham at give hende op uden videre, uden overhovedet at forsøge, for.. det ville jo være direkte usselt af ham! Han slap en munter latter til hendes ord, hvor smilet kun bredte sig. Hun var hardcore? Det forundrede ham egentlig ikke, hvor han faktisk var glad for at han havde en hård mor frem for en naiv og godtroende, selvom hun var og blev en mor. Det var så heller ikke fordi han havde lyst til at vrisse af hende i hendes eget hjem, for det vidste han godt at han ikke kunne tillade sig, men det var bestemt ikke en lille ting at miste det man holdt af! Eller det eneste man overhovedet havde, for det var da klart det som påvirkede ham mest. ”Det har jeg skam også tænkt mig,” svarede han igen med samme kortfattede tone. Han var træt af at folk skulle sige at han ikke havde nogen rygrad bare fordi han tog sit tab hårdt! Han havde heller ikke bebrejdet Ilaria for at græde foran ham, eller hans mor for at græde over tabet af sin mand, for hvis man ikke skulle have lov til at sørge over det man havde mistet, så var man da først hjerteløs! Og måske han var ligeglad med alle andre, men det var han bestemt ikke med sin familie!
At søge til Procias, ville blive en ufattelig lang tur og Sonic vidste snart ikke om det var bedst at først tage af sted i morgen også fordi det var ved at være sent. Han havde allerede brugt dage på bare at komme hertil. På den anden side, så betød det intet når det kom til hans datter, for han elskede den tøs højere end noget andet og hvis hun virkelig var i live, så var han nød til at finde hende og i hvert fald finde ud af om det overhovedet var rigtigt! Han trykkede let omkring hendes hænder, hvor han sendte hende et taknemligt smil. ”Udmærket, så tager jeg af sted, men jeg lover at komme igen!” svarede han, hvor smilet kun bredte sig yderligere på hans læber. Var hans lille pige virkelig i live? Så var det da klart noget der kunne få ham til at smile! ”Og hvor står hestene?” spurgte han roligt, han kendte trods alt ikke stedet, og her var virkelig enormt!

[Deleted]

Jacquelines dør ville for altid være åben for Sonic, også fordi at han var hendes søn. Selvom han var en mand som havde klaret sig selv alene og frem til nu, så kunne det til tider altid være rart at søge tilbage til sine forældre, få en trøst og så søge videre igen, og af den grund, så var det noget som hun havde lyst til, det var der ingen tvivl om overhovedet. Hun betragtede ham med en rolig og overbærende mine. Selv hun søgte selv efter mulighed for at få Giovanni tilbage, selvom der ikke rigtigt var dukket noget op endnu, men hun håbede og hun søgte virkelig! Hun kendte udmærket godt til følelsen, så den stod han bestemt heller ikke alene med. Hånden hævede hun igen og lagde mod hans kind, også for at fange hans opmærksomhed, for det var vigtigt at han fik det mentale under kontrol, ellers ville det først for alvor, ende med at gå galt, og det ønskede hun bestemt heller ikke for sin egen søn! De mørke øjne søgte direkte til hans øjne endnu en gang, og med en alligevel ganske alvorlig mine, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn i den anden ende. ”Jeg ved ikke hvad du har snakket med Ilaria om, min dreng, men en god start, er altid at give hende tid. Jeg tror hun har haft det temmelig hårdt,” endte hun ganske sigende. Det var ikke fordi at hun direkte regnede med at hun havde noget at sige, men selvfølgelig ønskede hun at hjælpe sin dreng! Hun var ikke en typisk blødsøden mor, for det var slet ikke til hende! Hun ville holde en hævet pande, en rank holdning og holde børnene til det samme, for det var selv det som hun var oplært med! Hun betragtede ham sigende, også selvom han endte med at vrisse af hende, selvom den vel et sted var fortjent. ”Det ved jeg.. Du er en mand som tager tyren ved hornene, så det skal nok gå,” endte hun ganske sigende.
At Sonic gerne ville af sted og finde sin datter, var noget som Jacqueline havde sin største forståelse for, og så skulle han bestemt heller ikke føle sig bundet af at sidde her på stedet! Hun ville da langt hellere se ham med et kækt smil og en kæk kommentar, ligesom da de havde stået ansigt til ansigt sidst, frem for at han skulle sidde her fuldkommen bedrøvet og med tankerne et helt andet sted, for hans datter var her jo trods alt heller ikke! Hun vendte blikket sigende mod ham, også selvom hun kunne fornemme at han var lidt rundt på gulvet, hvilket direkte var noget som morede hende! Trykket omkring hendes hænder og hans smil, fik hende til at trække let på smilebåndet. De kunne altid gøre bod på fortiden senere, for det var jo heller ikke fordi at den løb nogen steder! Hun nikkede til hans ord. ”Jeg har værelset klart til dig, når du kommer igen, min dreng,” endte hun ganske sigende, som hun vendte sig med siden til ham, som hun pegede i retningen af den lille tilbygning i form af en lille stald som stod ikke så forbandet langt fra hovedhuset. ”Der er to.. Den sorte var Giovannis og den hvide er min. Tag Thunder. Han kan hurtigt bringe dig frem til Procias,” endte hun sigende, som hun vendte sig mod ham igen. Hendes børn var alt for hende. De var jo faktisk alt som hun havde tilbage lige nu, og selvfølgelig var det noget som hun ønskede at værne om nu!

[Deleted]

Sonic var kun glad for at hans mor valgte at lukke ham ind. Hun havde selvfølgelig selv ønsket en ny start mellem dem, tid til at lære hinanden at kende, hvor han også nu forstod hvorfor hun aldrig var kommet. Hun havde mistet Giovanni og troet at han havde været død. Han havde dog alligevel været bange for at hun havde trukket i land igen og så ville afvise ham, som alle andre også havde gjort. Han havde næsten ikke mødt andet end afvisninger og modgang siden han var kommet tilbage og det var noget som virkelig irriterede ham! Han forstod naturligvis godt hvorfor han blev afvist, men selv han havde brug for en chance, specielt nu hvor han skulle finde sig tilrette med et nyt liv. Og at hans mor så var den første til at give ham den chance, var han virkelig kun glad for! Blikket søgte mod hendes, da hun valgte at lægge en hånd mod hans kind endnu engang, hvor han så direkte ind i hendes mørke øjne; dem han havde arvet fra hende. Han nikkede forstående og stumt til hendes ord. Han havde skam også tænkt sig at give hende tid, andet kunne han slet ikke drømme om! ”Det har jeg også tænkt mig,” svarede han sandfærdigt, „men derfor er jeg stadig.. rædselsslagen for at miste hende.” Hans mor vidste hvordan det var at miste sin elskede, som man ønskede at tilbringe resten af livet med, og hun havde godt nok mistet Giovanni for evigt, men selvom Ilaria var i live, kunne han jo også gøre det samme, og det havde han slet ikke lyst til!
Hvis Jacqueline virkelig var i live, så ønskede Sonic faktisk slet ikke at lade hende vente et sekund mere på ham, for hun måtte vel være ude af sig selv over at hendes far ikke var der? Og mor heller ikke var? Stakkels pige, i al den tid og så skulle han bare have taget hjem! Han var næsten sur på sig selv, fordi han ikke selv havde opdaget det, men der var han så også kun glad for at hans mor havde kendt til det, for ellers kunne der jo være gået længere tid! Han nikkede til hendes ord, inden han fulgte hendes fingers peg i retningen af stalden, hvor han så mod hende igen. ”Okay!” Han løb et stykke, selvom han stoppede op, hvor han løb tilbage og omfavnede Jacqueline. ”Tusind tak! Jeg kommer igen,” svarede han i en taknemlig tone, som han let trak sig, for at skænke hendes pande et let kys, inden han løb af sted mod stalden. Han fik hurtigt hesten trukket ud, hvor han fik saddel på og det hele, inden han satte sig op. ”Okay Thunder.. lad os så se hvor hurtigt du kan ride!” Han satte hælene i siden på hesten og fik den til at løbe i galop væk fra palæet, væk fra Peula, kun for at sætte kursen mod Procias. Nu skulle han ud og finde sin datter! Og han helmede ikke før han havde fundet hende! Levende eller død, skønt han dog naturligvis håbede inderligt på at hun ville være i live.

//Out

[Deleted]

Jacqueline kunne slet ikke få sig selv til at afvise sin søn, også fordi at det jo var.. hendes søn. Selvom det ikke var Giovannis, men Vladimirs, så var det slet ikke noget som rørte hende på nogen måde! Nu var han død og borte, så var det hende som sad med det endelige ord, og der valgte hun så sandelig at ligestille Sonic med de andre, for andet kunne hun da slet ikke få sig selv til! Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. At han skulle tænke så negativt, var noget som irriterede hende, selvom hun bed det i sig. Man kunne jo ikke holde sig på toppen hele tiden, og efter han selv havde mistet, så kunne hun skam også godt forstå ham. ”Du tager sorgerne på forskud, Sonic.. Giv hende tid, og se det derfra,” endte hun ganske sigende. Han havde endnu muligheden, hvor hun havde mistet den, og kunne se frem til at leve resten af livet alene, for det var jo den mulighed som hun et sted havde, for det med at erstatte Giovanni med nogen anden, det kunne hun slet ikke få sig selv til!
Jacqueline vidste allerede, at det ville være nytteløst at holde Sonic her, så hun kunne jo lige så godt bare lade ham tage af sted, for ingen af dem ville få noget ud af det andet. Han havde brug for bekræftelsen i form af hans datters overlevelse, hvilket hun skam også godt kunne forstå, så det at han reagerede – som en sand far ville have gjort det, var slet ikke noget som hun sagde det mindste til på nogen måde. At han pludselig bare.. løb mod stalden og vendte om, fik hende til at stå med et smil på læben, hvor hun mere end glædeligt tog imod hans omfavnelse og hans kys mod panden. ”Pas nu på dig selv, min dreng,” bad hun roligt, som hun vendte blikket mod ham, som han igen løb direkte mod staldene. Thunder stod der jo mere eller mindre bare, så det at han kunne komme og igen, var hun slet ikke i tvivl om at han ville elske! Hun vendte sig endnu en gang i retningen af graven, nu hvor hun kunne sidde lidt alene med ham. Den evige lyst til at finde en mulighed til at vække ham igen, var virkelig stor, selvom.. hun ikke vidste om hun burde eller om der var nogen om i det hele taget var i stand til at hjælpe hende. Hun gik tilbage til graven, hvor hun satte sig på knæ i det bløde græs og med hænderne foldet foran sig. Hendes mine forandrede sig, som smilet også tydeligt måtte falme igen. Knuden hvilede atter i hendes bryst, som den altid gjorde når hun sad der sammen med ham. ”Jeg savner dig.. længtes min kære..” hviskede hun sagte, som hun begyndte at forklare ham om arbejdet som var gjort, det som manglede og det som hun havde besvær med. Det arbejde tungede hende frygtelig meget!

//Out