Cleaning up the mess

[Deleted]

Uanset hvordan man vendte og drejede den, så ville Ilosonic altid være en del af Darcy, selvom hun vidste, at han havde gjort det lidt til.. sit eget, også selvom det nu ikke var noget som hun ville gøre noget ved, for Darcy havde aldrig været meget at prale med i Jacquelines øjne. Hun havde jo i princippet kun været der for alle forretningernes skyld, og nu hvor hun sad med alt det skriftlige arbejde som Giovanni havde siddet med, så kunne hun så sandelig også godt se, hvor meget arbejde som egentlig lå i det! Hun tøvede ikke med at tilbyde ham et værelse her, for det skulle da bare mangle, eftersom at det var hendes søn, og det var hendes opgave som knægtens mor, at støtte ham og hjælpe ham, når det var nødvendigt, ligesom hun gjorde det med alle andre. Selvom hun ikke rigtigt havde nogen anelse om hvad de ældste lavede, så var det slet ikke noget som hun ønskede at spekulere mere over end det som var menneskelig muligt. ”Jeg vil ikke høre tale om et luset kroværelse, hvis der er plads til dig her, Sonic. Du er min søn, og selvfølgelig ønsker jeg at give dig et sted at være,” forsikrede hun med en ganske sigende mine, for hun mente det altså!
Tabet var selvfølgelig noget som Jacqueline tog frygtelig hårdt på, og det var bestemt ikke fordi at det var nemt for hende. Familien havde hun sendt væk, udelukkende fordi at hun havde været for knust til at stå og tage sig af det hele. Det var virkelig.. umuligt alene, og nu hvor Giovanni var væk for alvor, så var det virkelig, virkelig slemt! Hun vendte blikket mod ham, som hun strøg mod hans kind. I hendes verden, var det et tegn på taknemmelighed, for han havde givet hende en chance og en mulighed for at stå der som en mor, og selvfølgelig ville hun det! ”Det gør det.. Det er frygtelig mange år, jeg nu kan se tilbage på og bare.. mindes.. Det er hårdt,” endte hun stille. At han ville lytte, var selvfølgelig en tanke som gjorde hende frygtelig glad, for det var også noget som gjorde hende glad. Armen gled roligt i hans, som han alligevel insisterede. Hun rystede let på hovedet. ”Du ligner mig virkelig for meget, Sonic,” påpegede hun sigende, som hun roligt ledte ham i retningen af haven, som selv var stor og prægtig – eller havde været, for den var der jo heller ikke rigtigt nogen til at tage sig af efterhånden. ”Du skulle se den, når den står smukkest.. Det her er virkelig ingenting,” endte hun ganske sigende, som hun roligt førte ham nedover stien, som ledte dem igennem adskillige blomsterbede, ned forbi en lille sø, hvor hun roligt førte ham med i retningen af et stort træ som stod alene i den fjerne ende af den store have – der hvor hun havde valgt at gravlægge ham. Hun forblev fuldkommen tavs på sin vandring derned. Det føles kun som hendes hjerte virkelig sank i brystet på hende, for det var noget som virkelig, virkelig gjorde ondt, det var der ingen tvivl om. Grebet lukkede sig mere fast omkring hans arm. Hun var på ingen måder kommet over tabet!

[Deleted]

At Jacqueline insisterede på at give Sonic et værelse, var noget som næsten glædede ham og ikke mindst varmede lidt på det ellers så døende hjerte, for det var rart at vide at andre tænkte på ham, selvom hun nok var den eneste der gjorde det, men én var bedre end ingen! Han ønskede dog ikke at blive omklamrende eller nærgående, for han ville slet ikke trænge sig på! Han havde også troet at Giovanni havde været her, så han havde allerede været indstillet på at tage et værelse inde i byen, selvom det vidst så ud til at blive ændret i planerne. Han trak let på smilebåndet, hvor han næsten følte for at græde igen, skønt det ikke var af sorg men af glæde! Nu følte han for alvor hvor meget han næsten savnede sin mor! Dog var han alligevel for stædig og stolt til at blive så sentimental, han mente at han efterhånden havde grædt nok, hvor han også var kommet her i håb om at det netop ville blive bedre, for han kunne godt bruge et godt selskab og det så ud til at hans mor også kunne. ”Udmærket.. hvis du absolut insisterer..” endte han roligt, hvor der næsten var et lille skær at se i det mørke øje, der ellers havde været helt tomt og intetsigende til nu.
Sonic kendte udmærket godt til sorgen og smerten ved et tab, da han selv stod til at have mistet alt. Alligevel havde han jo faktisk lidt, eftersom han jo faktisk havde sin mor og det gjorde ham frygtelig glad og ikke mindst taknemlig at hun valgte at åbne sine døre for ham og lukke ham ind i stedet for at afvise ham. Han havde vel brug for hende mere end nogensinde? Og det så ud til at det også var gengældt, for han blev næsten bekymret, når hun gik her for sig selv i et kæmpe palæ, der normalt var et sted for over tyve mand, plus tjenestefolk, men havde hun mon også jaget dem bort? For dem kunne han heller ikke se nogen af. Han nikkede endnu engang forståeligt. ”Det ved jeg godt, og selv hvis det kun havde været for få år, så havde det gjort mindst lige så meget ondt,” svarede han stilfærdigt, hvor han kendte det af sin egen erfaring. Han havde desværre ikke været lige så heldig at have så mange år med sin hustru, som hun havde haft med sin mand, men de få år de havde været sammen og fået Jacqueline, det havde virkelig været fantastisk og direkte himmelsk! Det havde været den lykkeligste tid i hans liv og det gjorde ondt at det nu var slut. At hun sagde han lignede hende for meget, fik ham til at trække på smilebåndet. ”Det tager jeg som en kompliment,” svarede han morende. Selvom hans mor måske havde gjort ham ondt ved at vise ham sandheden, så ville han da klart langt hellere ligne hende frem for sin far! Bare at nogen skulle nævne at han lignede ham og han flippede! Det var også sket da Ilaria havde sagt det, hvor han havde været tæt på at brænde hele huset ned til grunden, og soveværelset havde han i hvert fald renoveret. Synet af haven var virkelig overvældende, for hele grunden var jo direkte smuk! Han så på alt det de måtte passere, og selvom hans egen have havde været flot, så var det jo endnu engang intet i forhold til dette! ”Har du også jaget tjenestestaben væk?” spurgte han næsten morende, da det ikke så ud til at haven som sådan var blevet passet. Han vendte blikket mod det store træ der stod for sig selv, inden blikket gled mod graven, hvor han godt kunne mærke at hun strammede grebet om hans stærke arm. Han lagde en hånd over hendes egen, hvor han trykkede ganske blidt omkring den. ”Jeg ville faktisk gerne have mødt ham. Af hvad jeg ved, så har han været en fantastisk handels- og forretningsmand,” svarede han roligt, et sted for at snakke, så hun fik afledt tankerne fra sorgen.

[Deleted]

Sonic var og blev Jacquelines søn, og derfor ønskede hun selvfølgelig at hjælpe ham, som hun ønskede at hjælpe de andre, hvis de kom og bad om det. Han havde ikke noget sted at være, så det at give ham et værelse, var da det mindste som hun kunne gøre, det var der ingen tvivl om overhovedet! Desuden ville hun ikke se nogen slægtninge sove på et usselt værelse på en kro, hvis det var noget som hun kunne blive fri for, for det var virkelig noget som lå langt under hendes værdighed, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Desuden var hun temmelig overbevist om at han var så gammel, at han ikke gik hende i vejen eller i vejen for hendes arbejde, så han kunne jo trods alt altid blive her, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg insistere. Jeg vil ikke høre om mine børn på et kroværelse.. Det er for langt under den standard som jeg agter bliver holdt,” endte hun ganske kortfattet, for løgn var det jo trods alt heller ikke.
Tanken om at Giovanni var død, var virkelig noget som gjorde ondt, selvom Jacqueline vidste, at det var noget som hun var nødt til at finde ud af, for andet var slet ikke noget som ville hjælpe hende af den grund. Hun nikkede stille. Hun havde været udvalgt tilbage i sine helt unge dage, og de havde fundet ud af det, hvor hun faktisk havde lært at åbne op for ham, og så var følelserne i den grad også kommet, og nu hvor han var der, så følte hun kun at han havde taget hendes hjerte med sig i graven, også fordi at det slet ikke var noget som hun ville kræve igen, for hun ville aldrig nogensinde lære at åbne op for en anden mand. ”Jeg blev udvalgt for ham da jeg var ung.. Tilbage i mine unge dage,” endte hun stille. Det var jo ikke fordi at det var en historie som de andre ville høre på, udelukkende fordi at det var deres forældre, og hun forstod dem skam godt, men det var jo sådan at det forholdt sig. Hun havde elsket at dele seng med ham, og nu var den bare.. alt for stor. At han fulgtes med hende ud i haven, var selvfølgelig noget som hun var glad for, selvom den ikke just viste sig fra sin bedste side, men det var nu bare sådan at det måtte være. Svagt trak hun på smilebåndet. ”Jeg beholdt kokken.. Resten røg ud, hurtigere end de kunne nå at tælle til ti..” endte hun sigende, som hun vendte blikket mod graven som de nærmede sig den. Det var bestemt ikke fordi at det gjorde det meget nemmere for hende af den grund. At han lagde hånden over hendes, fik hende svagt til at smile, for det var faktisk rart, at han var der sammen med hende, for den støtte havde hun brug for. Hun nikkede stille til hans ord. Giovanni havde været en fantastisk mand til forretning! ”Han var en mand som mange kunne lære rigtig meget af..” endte hun sigende, som hun endte med at slippe ham, kun for selv at søge hen mod stenen med Giovannis navn smukt stående på. Hun fjernede selv de blade som var faldt, og fjernede dem fra gravstedet. Denne gang forblev hun tavs. Hun havde slet ikke bearbejdet hans død endnu.. Det var umuligt for hende.

[Deleted]

Det var rart at der var nogle der udviste omsorg og bekymring for ham, eftersom han kun var blevet mødt af afvisninger og angreb siden han var kommet tilbage, og nu følte han også at han havde taget det rette valg ved at opsøge sin mor, også fordi det så ud til at hun selv havde brug for lidt selskab og det ville han faktisk hellere end gerne give hende. Han var også kun glad for at han måtte bo på dette fantastiske og prægtige sted, selvom han var bange for at han ville blive alt for vant til det! Han ville da ende med slet ikke at ville herfra igen, for denne luksus kunne han da godt vænne sig til! Han så roligt mod hende til hendes ord, hvor et skævt smil gled over hans læber. ”Så tror jeg ikke at du vil vide, hvor jeg har sovet henne igennem de sidste par uger,” svarede han morende. Der havde han jo faktisk sovet udenfor under den åbne himmel, til tider havde det øset ned så han havde været nød til at holde sig vågen for ikke at dø af kulde. Andre gange havde han ikke sovet på andet end et usselt kroværelse, og selvom han altid havde været vant til det, så havde han jo stadig fået smagen af luksus da han dengang havde været Greve, så det var lidt underligt at have ingenting igen.
Sonic vidste udmærket godt at tabet gik hende på, for sådan havde han det jo også selv, specielt angående hans datter. Han savnede sin lille guldklump, havde hun været her, så havde han da med garanti kunne smile! Desuden så vidste han også at tøsen havde elsket ham, så det at miste den lille elskværdige sjæl, det gjorde virkelig ondt! Han vendte blikket mod hende, som hun begyndte at fortælle lidt om deres møde, hvilket han intet havde imod, da han faktisk gerne ville lære sin mor lidt bedre at kende, hvor han ikke tog det så tungt at hendes livs kærlighed, ikke var hans far, for den mand kunne man næsten umuligt elske! ”Et arrangeret ægteskab,” konkluderede han roligt. Det var jo normalt, selv den dag i dag, så det forundrede ham faktisk ikke, „og alligevel elsker du ham?” Det var jo ikke alle der elskede den mand eller kvinde de blev lovet til, alligevel så var der naturligvis nogen som fandt ud af at elske hinanden, åbenbart som hans mor måtte have gjort. At hun havde skræmt tjenestestaben væk alt på nær kokken, fik ham til at klukle ganske let. ”Hvis du bare nærer et halvt så stort temperament som mig selv, så vil jeg vædde med at det var et komisk syn,” svarede han drillende, et forsøg på at lette stemningen lidt, da han ikke brød sig om at hun var så knust, selvom det naturligvis var klart når hun havde mistet sin mand. Han nikkede forståelsesfuldt til hendes ord, hvor han lod hende gå hen til graven og tage sig af den, imens han selv blev stående og foldede hænderne bag ryggen. Han strøg let tungen over sine læber. ”Jeres børn må også have lært meget af ham og dig selv?” spurgte han roligt. Han kunne ikke forstå hvordan hendes ældre børn var taget væk og efterlod hende her helt alene, havde det været ham selv, så var han da blevet – hvilket han sådan set også havde tænkt sig.

[Deleted]

Sonic var jo trods alt hendes søn, og selvfølgelig ønskede hun ham lige så meget godt, som det hun ønskede for alle sine børn, om det så var Giovannis eller ikke, så gjorde hun absolut ikke nogen forskel lige der. Børn var børn, og var de hendes, jamen så var det bedste kun godt nok for hende. Måske at deres hjem ikke ligefrem havde været lige så prægtigt som det hun havde her, men det var virkelig underordnet. Hendes søn havde haft titel i Procias, og han havde haft en herregård, hvilket var noget som hun stillede sig storslået tilfreds med, det var der ingen tvivl om! Hans ord fik hende til at vende opmærksomheden direkte mod ham, for det var slet ikke noget som gavnede hende på nogen måde overhovedet! Tænderne bed hun ganske let sammen og med en tydelig utilfreds mine. ”Jeg har mine anelser, så jeg tror, jeg gør bedst i ikke at spørge,” endte hun ganske sigende, også selvom det jo faktisk var ord som hun mente. For hun mente det så sandelig, når hun sagde, at kun det bedste var godt nok i hendes øjne! Og det gjaldt altså også ham!
Tabet gik virkelig Jacqueline på, men hun vidste så til gengæld også, at hun var nødt til at gøre noget ved det før eller siden, selvom det ikke ligefrem, var noget som gjorde det meget bedre for hende, for et eller andet var hun jo nødt til at gøre! At fortælle historien, var noget som hun næsten gjorde, uden at hun egentlig tænkte over det, hvor et let diskret smil bredte sig på hendes læber. Hun nikkede stille. ”Han har taget mit hjerte med sig i graven. Jeg vil aldrig kunne elske en anden mand, så højt som jeg har elsket ham,” endte hun stille, for det var bestemt ikke løgn for hendes del! Svagt bed hun sig i læben. Det var ikke tider, som hun havde tænkt over i lang tid, men det var nu bare sådan at det var. Alle foruden kokken var skræmt væk, men han forholdt sig jo også i køkkenet, så han gik hende ikke i vejen. Hun smilede mere selvsikkert og trak på skuldrene. ”Hvis du møder dem, så skal du da endelig spørge dem,” endte hun sigende, som hun vendte blikket mod ham igen, som hun var gået ned i knæ ved graven og havde fået bladende fjernet. Hun kyssede let sine fingerspidser, som hun kørte varsomt over hans navn på den smukke sten. Hun vogtede om ham så godt som det var hende muligt, nu hvor hun følte at hun havde svigtet ham i livet. Hun trak svagt på skuldrene. ”De har nok lært mere af deres far, end de lærte fra mig.. Han har altid været deres store forbillede, og den som de så op til.. Jeg tror det er typisk hvad angår små børn.. Du kender det vel også godt selv?” spurgte hun sagte, også selvom blikket hvilede på gravstenen. Børnene havde hun ikke rigtigt set, og tog hun ikke fejl, så havde Sanira det storslået nede i byen, for det kunne jo ligne hende! Men.. så lang tid hun havde det godt, så var alt vel også godt?

[Deleted]

Det varmede Sonic at hun kun ønskede det bedste for sine børn, for dem var han jo en del af, skønt han måske ikke havde samme far som de andre. Det havde måske også sine fordele at ens mor lå højt i hierarkiet og at hun boede sådan et pragtfuldt sted, skønt han nu aldrig havde udnyttet det. Han var dog glad for et værelse at det så kom til at blive i luksus, for det var noget som han faktisk havde savnet! Han kunne dog godt følge hendes tankegang, for han selv ville da klart også kun have ønsket det bedste for sin egen datter, selvom han desværre aldrig fik lov til at opdrage hende eller skænke hende det, og det gjorde virkelig ondt! Han trak let på smilebåndet til hendes sigende mine, hvor det var tydeligt at hun ikke brød sig om at han havde levet dårligt for nogle uger. ”Jeg har jo været vant til det før jeg blev Greve, så det skal du ikke tage så tungt. Dog må jeg erkende at jeg er glad for din gæstfrihed,” fortalte han roligt, hvor han endnu engang understregede sin taknemlighed, hvor han også gerne ville vise hende at han faktisk værdsatte det hun gjorde for ham. Han kunne vel hjælpe lidt til i huset? Særligt nu hvor hun var alene og kun havde en kok, for så kunne han da gøre lidt pligter og hjælpe lidt til, så han selv havde lidt at give sig til. Det ville han da elske!
At hun aldrig ville elske nogen mand højere, kunne Sonic selv sætte sig i relation til, for han ville heller ikke selv kunne elske nogen kvinde højere end det han havde elsket Ilaria. Den kvinde havde virkelig været hans et og alt og det havde hun jo også været da han var kommet tilbage, men det var tydeligvis ikke gengældt. Og hun var vel ligeglad med hvad han lavede? ”Jeg kender følelsen,” mumlede han let, som han betragtede Giovannis grav. Hvis han selv døde, så var der ingen der ville lave en fin grav til ham, så ville han sikkert bare ligge og rådne op på jorden, for hvem skulle dog savne ham? Tanken gjorde ondt, hvor han næsten måtte føle sig misundelig på Giovanni over at han havde en fantastisk hustru, hvor det næsten var tydeligt for ham at se hvor han selv havde det store hjerte fra, for det havde hans far da ikke haft! Han slap en munter latter til hendes ord, hvor han rystede smilende på hovedet af hende. At hun havde jagtet tjenestestaben væk morede ham lidt, selvom han kunne forestille sig at det store palæ havde brug for dem, for hvem skulle ellers gøre det store hus rent eller sørge for at holde det ved lige? Han nikkede forstående til hendes ord, selvom han endte med at rynke på brynene, da hun spurgte om han selv kendte det. ”Det eneste jeg har lært af min far, er at han var et egoistisk svin, der kun tænkte med de nedre dele!” svarede han i en lettere bidende tone, skønt det ikke var henvendt til hende, men vreden og hadet han følte til sin far, den mand havde ikke lært ham noget som helst, kun alle de dårlige ting ved en person! Og sådan havde han nægtet at blive!

[Deleted]

Selvom Sonic måske ikke havde været en del af familien som sådan, så ville han altid være hendes søn, og det syn havde aldrig nogensinde ændret sig for hendes vedkommende. Jacqueline elskede ganske vidst sit liv i luksus, hvilket skam også var grunden til at hun end ikke havde fået sig selv til at forlade stedet her, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At han havde haft det dårligt i uger, var bestemt ikke en tanke som hun brød sig om på nogen måde, det var der ingen tvivl om! Hun sendte ham et overbærende smil, som hun igen hævede hånden og strøg den mod hans kind endnu en gang. ”Jeg kan ikke ligefrem vove at påstå, at jeg ikke har plads til at rumme dig, Sonic.. Selvfølgelig skal du have dig et sted at være, nu hvor det andet blev taget så grusomt fra dig,” endte hun stilfærdigt. Det var slet ikke noget som stod til diskussion, og nu hvor Giovanni ikke var der til at tage de beslutninger for hende, så kunne hun jo.. faktisk gøre, som det hun havde lyst til, selvom det i sig selv, var underligt, for hun havde været vant til de faste rammer, og end ikke de var der jo mere.
Det kunne godt være at Jacqueline havde et umådelig stort hjerte, men det var også først nu, at hun virkelig kunne gøre noget ved det, og lade det rumme, hvad det faktisk var i stand til. Med Giovannis død, havde det taget hendes egen gnist af livet med, selvom hun havde for megen rygrad til at gøre noget som helst ved det af den grund, for hun var slet ikke klar til at lægge sig i graven endnu! Dog var der vel heller ikke nogen til at gravlægge hende, når det engang skulle være hendes tid? Tanken tænkte hun dog ikke endnu, også fordi at hun var overbevist om at hun havde utrolig mange gode år endnu – heldigvis! Hun nikkede sigende. ”Det anede mig, at du ville forstå.. Og det er rart,” endte hun sigende. I så fald, så behøvede hun ikke at føle sig.. svag og svækket, selvom det var hvad hun følte sig ved tabet af manden? Langsomt gled hun helt ned at sidde på knæ og med hænderne roligt foldet i sit skød. Savnet var virkelig stort, selvom hun ikke rigtigt vidste, hvad pokker hun skulle gøre ved det, og den tanke i sig selv, var næsten noget af det værste af det hele, det var der ingen tvivl om. Hun vendte blikket sigende mod ham endnu en gang. At det var hvad han havde fra sin far, forundrede hende ikke, også selvom det slet ikke var det som hun havde hentydet til! ”Jeg tænker ikke på Vladimir Darcy, for den mand har ikke været noget værd,” begyndte hun ganske sigende, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Varsomt rejste hun sig endnu en gang. ”Jeg tænkte på din egen datter,” påpegede hun med en mere dæmpet stemme. Selv havde hun hørt meget om en.. fundet tøs i Procias, fundet på herregården som siges at have tilhørt Ilosonic og Ilaria Demoniqz, men.. det lød ikke til at han havde nogen formaning om det?

[Deleted]

Sonic var glad for Jacquelines gæstfrihed, da han jo havde frygtet at hun var blevet væk fordi hun havde ombestemt sig og slet ikke gad have noget med ham at gøre, hvor han derfor også havde været bange for en afvisning ved at stå overfor hende her igen. Han vidste ikke om han skulle være glad for at Giovanni ikke var her eller ej, for selvfølgelig var det rart at kunne bo her og være sammen med sin mor, frem for at skulle bo inde i byen og langt væk fra hende, men på den anden side vidste han at hans mor var knust over tabet og han ønskede hende kun det bedste, så det havde næsten været godt hvis hendes mand ikke var gået bort, men havde været her for hende. Som hun løftede hånden og strøg hans skæggede kind igen, et skæg der næsten var ved at blive til et stort fuldskæg, fordi han ikke havde barberet sig i.. alt for lang tid, så nød han alligevel hendes berøring. Det var rart at nogen tænkte på hans velbefindende. Et svagt smil gled over hans læber. ”Udmærket.. hvis du absolut insisterer,” svarede han roligt. Det glædede ham at hun tænkte på ham og ønskede ham det bedste, hvor han heller ikke ønskede at tage hende forgivet, hvor han også gerne ville hjælpe lidt til her i huset, samt holde hende med selskab.
At sætte sig i forståelse til det tab som Sonics mor havde lidt, var noget som var let for ham, for han havde jo også mistet det han havde holdt af, skønt han så også havde mistet sit hjem og job, hvor hun da i det mindste stadig havde dette prægtige sted og det var da kun godt! Det havde næsten været hjerteknusende, hvis hun også skulle have levet på gaden som en fattig, sammen med børnene, men på den anden side så havde hun vel så mange kontakter at hun ville kunne finde ly et sted? Det ville i hvert fald ikke forundre ham, for han havde kort kørt igennem byen og allerede der havde han læst og hørt en del om Salvorique og hvilken vigtig familie det var her i Peula. Han sendte hende et overbærende smil. ”Jeg står jo nogenlunde i samme situation,” påmindede han hende, hvor han trak let på skuldrene. Han kendte til sorgen, til det at miste, til det at savne og længslen efter det gamle liv, men man kunne desværre ikke skrue tiden tilbage. At hun ikke havde ment ham selv, men hans datter, fik ham til at blinke overrasket med øjnene, inden han næsten endte helt tom i minen, fordi hun nævnte hans datter, der klart var hans ømmeste punkt. Han vendte blikket væk, som han endnu engang mærkede tårerne presse sig på, også fordi han nærede denne kæmpe skyldfølelse. Han tog sig let til øjnene med sin tommel og pegefinger, hvor han fnes. ”Jeg tror jeg fik noget i øjet,” mumlede han, selvom det var tydeligt at det var en dårlig undskyldning. Han rømmede sig let, hvor han endte med at vende ryggen til hende. ”Tilgiv mig, men.. jeg kan ikke tale om hende, det gør for ondt,” svarede han dæmpet, hvor han stadig kæmpede for at få tårerne væk. Han lod sin ene hånd søge mod brystet, hvor han kunne mærke sin halskæde hænge, hvor han tog om den udenpå stoffet. Han savnede sin lille prinsesse mere end noget andet! Han så let ud mod horisonten, hvor han ikke så mod den smukke udsigt, men mod himlen. Han håbede at hun havde det godt, uanset hvor hun måtte befinde sig.

[Deleted]

Jacqueline havde ganske vidst aldrig haft noget med Sonic at gøre som sådan, selvom det selvfølgelig kunne ændre sig nu. Så det var vel også lidt forkert at sige, at der ikke kom bare lidt godt ud af det? Hun vendte blikket mod ham og med et stille smil på læben. Selvom han så sandelig godt kunne bruge en barbering, så var det ikke noget som hun kommenterede yderligere, for han lignede så sandelig en som godt kunne bruge lidt luksus! Og kun det bedste, var godt nok for hendes børn, og så var det uanset hvilke fædre de havde i hendes øjne! Hun nikkede med en tydelig beslutsomhed i minen, for her var hun da slet ikke i tvivl på nogen måde. ”Jeg insistere. Jeg skal nok få ordnet med et fint værelse til dig. Du kan få din egen balkon om du lyster?” tilføjede hun sigende. Selvfølgelig tænkte hun på hans velbefindende, også selvom hun slet ikke havde haft muligheden for at opsøge ham i Procias, men igen, så havde hun jo som sagt, haft temmelig meget at tænke på her på hjemmefronten, for det var bestemt ikke småting som pludselig havde krævet hendes opmærksomhed! Og hun havde ønsket at sidde ved Giovannis side frem til det sidste – ladet ham sove ind med hendes hånd i sin, så hun vidste at han var der. Selv håbede hun bare, at manden vidste hvor højt hun faktisk elskede ham.
Sonic forstod mere til den situation som Jacqueline stod i, end det som så mange gjorde, hvilket vel også gjorde det mere.. naturligt for hende at åbne op for ham, og fortælle ham sandheden hvad alt det her angik? At komme ud med historien og blive hørt på den led, for det var selv noget som hun så tydeligt havde haft brug for, det var der ingen verdens tvivl om overhovedet. ”Det gør du.. Det er bare rart med en forståelse, som jeg ikke kan få andre steder. Jeg tror tvært imod, at det er det som har jaget ungerne ud.. Jeg havde brug for at snakke, og en vis forståelse,” endte hun ganske sigende. Selvom hendes tone måske var lavere herude ved graven, men det var også fordi at hun nærmest kunne fornemme at han måtte ligge der. Han var savnet.. dybt savnet og endda også af frygtelig mange, også nu hvor alle forretningerne hvilede på hendes skuldre, og hun havde jo absolut ingen anelse om hvad det var hun havde gang i! Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. At det gjorde ondt at snakke om hans datter, kunne hun skam godt forstå – også hvis han ikke vidste bedre. Hun rejste sig roligt og foldede hænderne roligt foran sig, hvor hun lod hovedet søge let på sned endnu en gang. Hun blinkede let med øjnene endnu en gang. ”Så… du ved det ikke..?” spurgte hun sagte, som hun let vandrede mod ham igen. Det var ikke just fordi at hun frygtede for at han ville gøre noget som helst ved hende, også fordi at hun slet ikke var ude på at gøre ham noget ondt, tvært imod, så var han jo hendes søn, og selvfølgelig ønskede hun at hjælpe ham, hvis hun fik muligheden for det! Adelige snakket, og det var jo snak hun fangede op!

[Deleted]

Måske Sonic aldrig havde haft noget forhold til sin mor og han kendte hende faktisk heller ikke rigtig, men alligevel var der noget over hende der gjorde at han faktisk følte sig tryg og tilpas i hendes selskab. Hun havde også været åben overfor ham allerede ved første møde, hvor han også havde valgt at give hende en chance, for han havde jo altid ønsket at møde hende, selvom han som lille altid havde håbet og ønsket at hun skulle komme og finde ham og tage ham til sig, men det var så aldrig sket, hvor han var vokset op uden nogen forældre. At hun begyndte at tale om et fint værelse med balkon og det hele, fik ham til at blinke overrasket med øjnene. Han måtte jo næsten misunde dette sted for den fede luksus som var her! ”Jeg.. det er da slet ikke nødvendigt, et lille værelse er helt fint, du behøver slet ikke gøre det store ud af det,” svarede han endnu engang lettere beskedent, han ønskede slet ikke at trænge sig på, og det følte han jo lidt at han gjorde, sådan som han bare var kommet brasende, skønt hun virkede til at kunne få brug for lidt selskab, og han ville jo gerne lære hende bedre at kende, så han ville gerne bruge tiden sammen med hende, og hvem vidste? Måske de kunne hjælpe på hinandens sorg? ”Du behøver ikke gøre det store ud af det,” gentog han, kun for at forsikre hende om det. Han var slet ikke vant til at folk tænkte sådan på ham, da han altid havde klaret sig selv, men han måtte da erkende at han nød det.
Det var altid rart at man kunne tale med nogen som kunne sætte sig i forståelse til én, hvor han jo havde følt at den eneste han havde haft, havde været Ilaria, for hun havde jo også mistet sin datter, men hun havde nægtet at tale med ham og havde kun afvist ham, hvor han nu havde valgt at give hende den tid, som de begge kunne bruge godt af. De havde begge behov for at tænke tingene igennem, og han var kun glad for at han havde søgt til sin mor, for det var tydeligt at hun også selv kunne sætte sig i relation til hans eget problem, hun havde jo mistet ham dengang hun havde valgt at gå, og hun kendte til at miste en højtelsket person, så hun kunne vel også godt forstå ham? Han nikkede roligt og smilte lettere overbærende. ”Det kan vi begge godt bruge, og du skal vide at jeg gerne lytter,” svarede han sandfærdigt. Måske hun var hans og han hendes søn, men de var jo begge voksne mennesker, så det ville ikke blive en akavet mor og søn snak, men en voksen og alvorlig snak, og det var også hvad han selv kunne bruge, og når han nu ikke havde andre end hende, så ville han da gerne gøre alt for at hjælpe hende!
At hun nævnte Jacqueline, var noget som allerede med det samme måtte slå Sonic ud, hvor han endnu engang mærkede skyldfølelsen presse sig på og den slog ham virkelig ihjel! Han kunne virkelig ikke have den følelse også fordi han følte skyld over en helt masse ting, som han havde udsat de personer han elskede for. Han skævede mod hende over sin ene skulder til hendes ord, som han ikke rigtig forstod. Han så roligt mod horisonten, hvor han ikke tog sig af at hun nærmede sig ham. ”Jeg ved godt at hun er død, hvis det er det du spørger efter?” svarede han roligt. At det så ikke var tilfældet, var noget som var gået forbi hans næse.

[Deleted]

Kun det bedste, var godt nok til Jacquelines børn, og det var noget som hun selvfølgelig agtet at give dem alle sammen, hvis de viste nok rygrad til at sidde igen med fornemmelsen af dette! Hun vendte blikket sigende mod ham, som hun tilbød ham et værelse med egen balkon, for det skulle da bare mangle! Selv en mand som ham, kunne have brug for at trække noget luft, uden at skulle igennem hele hytten først! Ja, til tider følte selv hun, at værelset var alt for stort! Hun rystede let på hovedet, som smilet hvilede på hendes læber. Hun agtet at give ham det, hvis det var noget som han ville tage imod selvfølgelig. ”Må en gammel mor, nu heller ikke forkæle sin ene søn bare en smule?” afviste hun ganske stilfærdigt, som hun sendte ham et overbærende smil. Hun rystede let på hovedet. Hun ville slet ikke høre tale om at nøjes, når det hele hvilede for øjnene af ham! ”Du skal slet ikke nøjes min dreng, og specielt ikke når jeg kan give dig det,” tilføjede hun, vel også fordi at hun var overbevist om at det var det som han skulle have!
Jacqueline havde anset Sonic som tabt, i det øjeblik hun havde forladt Herregården allerede dengang, også selvom hun ikke havde haft noget andet valg, for det at tage ham med, havde slet ikke været noget alternativ som hun kunne tage til sig, selvom hun virkelig havde ønsket, at det var noget som hun kunne, men frygten for hvad Giovanni kunne finde på, havde forhindret hende i at gøre det, så det at miste noget værdifuldt, kunne hun så sandelig godt relatere til, så det var noget som han ikke var alene om! Hun sendte ham en tydelig taknemmelig mine, for det at han ville blive, og samtidig også holde hende med selskab, var selvfølgelig noget som gjorde hende frygtelig glad, for det var vel også noget som de begge kunne gøre god brug af? Hun vendte blikket ganske sigende mod ham endnu en gang, som hovedet let søgte på sned. ”Det værdsætter jeg frygtelig meget, Sonic.. Det er noget som du skal vide,” endte hun ganske sigende, som hun roligt sendte ham et let smil. Det var første gang i lang tid at hun var i stand til det, men det var der jo trods alt, og det var vel også det vigtigste!
At Sonic var ked af det med henblik på hans datter, var noget som Jacqueline så sandelig godt kunne forstå, men.. når hun ikke var død, så var der vel heller ikke nogen grund til at tage så hårdt på det, var der? Hun søgte roligt mod ham, som hun lod hånden søge mod hans skulder, som hun trykkede let omkring. At han havde hørt at tøsen var død, fik et svagt smil til at passere på hendes læber, hvor hun let rystede på hovedet. ”Ja, hvis det er den formaning som du er af, min dreng, så forstår jeg godt den triste mine, og sorgen i dit hjerte,” påpegede hun ganske sigende, for det var jo ikke ligefrem fordi at hun havde regnet, at det var sådan her hun skulle fortælle ham det, eller at han skulle have det at vide, for den sags skyld! ”Jeg gik næsten ud fra, at du havde hørt om den lille udsultede pige, som man fandt på den gamle Darcy-Herregård..?” spurgte hun sagte.

[Deleted]

Sonic var kun glad for at være velkommen her hos sin mor, selvom det at Giovanni var væk også gjorde at der var plads til ham, for han havde jo faktisk regnet med at søge ind mod byen, men lige lade hende vide at han var i byen og nok blev her for et godt stykke tid. Et sted håbede han næsten på at han kunne glemme alt det han var gået igennem af smerte, så han i stedet for kunne leve et ny liv uden at skulle føle sorg og skyldfølelse hele tiden, for det tærede virkelig frygtelig hårdt på ham! At hun ville forkæle ham var jo slet ikke nødvendigt, selvom han dog var glad for at hun tænkte på ham, hvor han også gerne ville gengælde hendes hjælp engang, hvilket han vel kunne ved at hjælpe til i huset og holde hende med selskab? Nogen skulle jo næsten passe stedet, nu hvor hele tjenestestaben var blevet jagtet på flugt. ”Så gammel er du heller ikke,” svarede han næsten helt indsmigrende, hvor et skævt smil gled over hans læber. De havde jo faktisk flirtet sammen den første gang de havde set hinanden, hvilket han stadig følte sig en anelse flov over! Det havde dog også ændret sig og fået en helt anden lyd, da de havde fundet ud af hvilket forhold de havde til hinanden. Han himlede let med øjnene og sukkede næsten opgivende, inden han vendte blikket morende imod hende. ”Som du dog insisterer! Men udmærket, hvis jeg virkelig ikke trænger mig på, så giv mig det du finder bedst til mig,” svarede han roligt, som han gav efter, nu hvor hun nærmest krævede det af ham.
At Jacqueline var glad for at have Sonic her, og samtidig var taknemlig for at han ville være der for hende, var naturligvis noget som også glædede ham. Han havde ikke selv mødt andet end modstand siden han var kommet tilbage, så selv det at hun ville være der for ham, var noget som han værdsatte, hvilket han også gerne ville vise hende. Han trak let på smilebåndet og gengældte hendes smil. ”Så kan jeg i det mindste gøre én glad” mumlede han en anelse for sig selv, selvom han dog kun var glad for at kunne hjælpe sin mor, nu hvor hun selv så ud til at kunne bruge en hånd og ikke mindst noget selskab! ”Men det gør jeg gerne for dig,” tilføjede han sandfærdigt. Hun var og blev jo hans mor og når hun selv var så kærlig og omsorgsfuld overfor ham, ville han da gerne gengælde den gode følelse som det bragte ham.
Det gjorde ondt at tale om den lille prinsesse, som Sonic havde elsket højere end noget andet, han savnede at se hende smile tilbage til ham, lave sine mange ansigter, han savnede lyden af hendes stemme, for han havde jo tilmed hørt hendes første ord! Han savnede tilmed lyden af hendes skrig og gråd, for uanset hvor irriterende og trættende det havde været, så ville han give alt for at høre det igen! Han så mod hendes hånd og videre mod hende, da hun lagde den mod hans brede og muskuløse skulder, selvom hans blik var trist, hvilket fik ham til at se frem igen, for han hadede at være så bedrøvet! Han nikkede tavst til hendes ord, selvom hendes følgende fik et jag til at gå igennem hans krop, som havde han fået stød, hvor han vendte sig om mod hende med sin fulde front. ”Hvad sagde du?!” spurgte han overrasket, hvor han næsten var bange for at han havde hørt forkert.

[Deleted]

Giovanni var nu væk, hvilket også tillod Jacqueline, at kunne åbne op for Sonic, og faktisk også lade ham få en plads, også selvom hun virkelig manglede manden som hvilede dybt under jorden. Kunne hun, så ville hun gøre alt, for at få ham tilbage til sig igen, for det var virkelig en tilværelse mørk og dyster uden ham ved sin side, til at lyse den bare en smule op. At Sonic havde haft brug for hende, var selvfølgelig noget som hun var glad for, også fordi at det faktisk gav hende den endelige mulighed til faktisk at vise, hvad hun var i stand til – forsøge om ikke andet, at være der som den mor, som hun burde være for ham, for der var vel grunde til at han havde søgt til hende? Selvom hun havde været hans sidste alternativ? Så var han stadig kommet, og det var sådan at hun agtet at se på det, selvfølgelig. Hun rystede let smilende på hovedet, for hun var faktisk ved at være temmelig gammel efterhånden! ”Du smigre mig, Sonic..” påpegede hun sigende. Hun stod dog alligevel fuldkommen fast på, at kun det bedste var godt nok for hendes søn, så selvfølgelig var det noget som han skulle have! Hun nikkede ganske bestemt. Der kunne han bestemt ikke rokke med hende, uanset hvor meget han så end måtte forsøge sig med det, så ville det ikke virke! ”Udmærket.. Jeg sætter det i stand allerede i aften,” endte hun ganske sigende. Selv havde hun ikke noget imod at skulle i gang med klargørelse af værelse for ham på egen hånd.. Der var jo ikke rigtigt andre til at tage sig af det for hende mere.
Det glædede faktisk Jacqueline, at Sonic ville gøre hende med lidt selskab, for det var noget som hun efterhånden virkelig godt kunne bruge, det var der ingen tvivl om. Nogle som faktisk ønskede at lytte til hvad hun havde at sige, også fordi at.. hun faktisk fandt hende og Giovannis historie som unik, også selvom der ikke rigtigt var nogle til at høre den, og det gjorde hende faktisk trist. Hun vendte sig mod ham, som hun sendte ham et let og stille smil. ”Jeg er sikker på, at du kan gøre mange glade, min dreng,” endte hun ganske sigende, også fordi at det var ord som hun faktisk mente! At han gerne ville det for hende, fik hende faktisk til at smile, også selvom det var noget som skete ganske sjældent. Hun havde altid været en kvinde af facade, for det var noget som Giovanni havde lært hende, men.. nu var han væk, og det rev virkelig bare det hele ned og efterlod hende.. næsten blotlagt et sted.
Det gik hastigt op for Jacqueline, at Sonic slet ikke vidste, at man faktisk havde fundet hans datter, og at man havde valgt at tage sig af hende, selv på trods af hendes rødder og hendes navn, for den stakkels lille pige, kunne jo ikke gøre for det! Hun vendte blikket mod ham, som hun lod hånden hvile mod hans skulder, vel også for at vise, at hun var der? Som ordene blev sagt, og han så hastigt vendte sig mod hende og med den reaktion, fik hende let til at trække på den ene mundvig. ”Din datter blev fundet ikke lang tid efter.. den tragiske hændelse i Procias, min dreng.. Hun er i live,” endte hun med en ganske sigende mine. De mørke øjne gled direkte mod hans ansigt. De adelige snakket jo trods alt, så hun fik faktisk meget med sig!

[Deleted]

Det var faktisk ikke fordi hun havde været sidste alternativ for Sonic, faktisk ville han slet ikke sige at han havde haft nogen alternativer overhovedet, for han havde jo faktisk kun hende tilbage, ingen andre gad vedkendes ham, hvor han heller ikke vidste om Ilaria overhovedet gad snakke med ham, som hun havde sagt hun ville, for han var endt med at blive sur og råbe og skrige af hende igen, og derfor var han bange for at han havde mistet hele sin chance hos hende, og at hun ville blive sur på ham for evigt. Han ville desuden gerne lære sin mor bedre at kende, og derfor havde han faktisk også håbet på at hun ville se ham og ikke afvise ham som alle andre havde gjort, at Giovanni så var væk, så han kunne få et værelse her, var naturligvis godt for ham, men til gengældt fandt han det synd for sin mor, for hun havde mistet sin elskede, og han vidste selv hvor ondt det gjorde, når man mistede dem man holdt af og elskede højere end noget andet, det havde han jo også selv været udsat for. At han smigrede hende, fik ham til at trække skævt på smilebåndet. ”Du ved.. jeg har altid været damernes bedste ven,” svarede han drillende, hvor han heller ikke kunne holde en kort latter tilbage. Selvom han ikke var meget for at erkende det, så havde han desværre fået samme sind som sin far, når det gjaldt kvinder. Han selv havde altid været kvindeglad, selvom han til gengæld ikke havde ladet dem sno sig om hans lillefinger for at gifte sig med dem, som hans far havde gjort, nej han havde skam langt større selvrespekt, hvor han selv havde snoet kvinderne om sin lillefinger og brugt dem til enkelte, muligvis to nætter. Det var dog mange år siden, for derefter havde han jo mødt Ilaria, sit livs drømmekvinde, hvor han også havde droppet de løse forhold til kvinderne, for at holde på hende, og det fortrød han på ingen måde, for det var jo trods alt hans lykkeligste år i livet.
Sonic endte med at se lettere forbavset mod hende, da hun sagde at han sikkert godt kunne gøre mange glade, hvor han næsten endte med at bryde ud i en munter latter, som han rystede smilende på hovedet. ”Ved du overhovedet hvad jeg har lavet i mit liv?” spurgte han morende, selvom det nok var et nej, men det kunne jo godt være at hun havde hørt om de værre ting han havde lavet i Procias, „jeg har aldrig været typen der gad gøre andre glade, mor. De eneste der altid har betydet noget, var Ilaria og Jacqueline, og nu hvor jeg har mistet dem, kan jeg godt mærke ensomheden.” Hans tone endte langt mere dæmpet, som han sukkede, inden han så mod hende. ”Derfor er jeg også glad for at du vil tage mig ind. Jeg vil gerne redde bod på fortiden med dig,” svarede han sandfærdigt og med et skævt smil.
Sonic troede snart at han havde hørt forkert, hvor han også mærkede hvordan hans hjerte for alvor måtte begynde at hamre imod hans bryst. Var hans lille prinsesse i live? Han stirrede på hende med opspillede øjne af overraskelse, hvor hendes gentagelse, næsten gjorde ham helt.. svimmel. ”Hvad..?” Han tog sig let til hovedet. Havde hun været i live i al den tid?! Han endte med at sætte sig ned i græsset, da den nyhed virkelig var overvældende. Kunne det virkelig passe? Var hans lille smukke prinsesse virkelig i live? Han så op mod hende, hvor tårerne igen havde meldt sig, selvom det denne gang var af glæde. ”Du må ikke sige det, hvis det bare er for at give mig håb, jeg ville ikke kunne bære at finde hendes døde lig, så..” svarede han i en næsten tryglende tone, for det tab ville han ikke kunne klare to gange!

[Deleted]

I det store og hele, så var Jacqueline faktisk kun utrolig glad for, at Sonic havde opsøgt hende, for det betød faktisk meget for hende, for ikke at glemme, at det var en mulighed for hende, at skulle gøre lidt bod på alt det onde som selv hun havde forvoldt ham igennem hans barndom og hans tidlige leveår, for det var faktisk noget som kunne efterlade hende med en ringe samvittighed, selvom det var noget som hun faktisk var fin til at skjule, men.. det var svært til tider, og specielt nu hvor han stod for øjnene af hende igen. ”Jeg mindes udmærket godt,” endte hun med et let smil på læben. De havde flirtet, også selvom det slet ikke var noget som hun havde lyst til at tænke mere over, som det stod lige nu, det var helt sikkert! At han selv ønskede at gøre bod for fortiden, var noget som betød meget for hende, for hun selv ønskede jo at lære sin søn at kende, og gerne igennem andet end det som så mange faktisk snakket om, for så forfærdelig var han næppe! Hun var stolt af ham og stolt af hans bedrifter!
Jacqueline var sikker på at han kunne gøre mange glade, hvis det ikke var fordi at han var så forbandet negativ, for det var slet ikke noget som han fik det mindste ud af, af den grund! Hun vendte blikket mod ham og med et let smil på læben. ”Det ved jeg da godt, Sonic. Jeg hører trods alt folk snakke, men.. Du har sikkert gjort Ilaria glad, og din datter med, som du også har gjort mig glad nu. Det er da alligevel en lille håndfuld, ikke sandt?” endte hun ganske sigende, som hun let lod hovedet søge på sned. Det var trods alt noget som hun faktisk mente, men det var nu bare sådan at det var. ”Det lyder til, at det er noget som vi begge har tiden til nu,” endte hun ganske stilfærdigt, for det var jo trods alt heller ikke engang nogen løgn. At få gjort lidt bod på den fortid, var noget som de sikkert havde brug for begge to, og det ville sikkert også gavne dem begge frygtelig godt i længden. End ikke det, var noget som hun var det mindste i tvivl om på nogen måde overhovedet!
At det tog så hårdt på Sonic at vide, at hans lille datter endnu var i live, var noget som alligevel kom lidt bag på Jacqueline, for.. det var da gode nyheder, var det ikke? At se ham glide direkte ned i græsset, så fulgte hun ham roligt ved at glide ned på knæ. At han igen fik tårer i øjnene, tog hun sig nu ikke af. En sand mand kunne græde, når det var nødvendigt og selv dette var vel tårer af ren og skær glæde, det var der vel heller ikke nogen tvivl om i den anden ende? Begge hænder lod hun glide mod hans skæggede kinder, også for at vende hans blik mod sig. Hvis hun ville gøre det godt igen, så ville det bestemt ikke være, at skulle lyve med henblik på hans datter, det var der ingen tvivl om! ”Hvordan skulle jeg gøre det godt igen, hvis jeg sad og løj med henblik på mit eget barnebarn, Sonic? Jeg hører hvad adelen snakke om, og nu mere end nogensinde før. Din datter er fundet i Procias, og hun er endnu i live..” forsikrede hun ham, som hun let trak på smilebåndet, for løgn var det altså ikke!