Cleaning up the mess

[Deleted]

Der var gået dage, siden Sonic havde valgt at finde en ny destination. Hele hans liv havde taget en voldsom drejning siden han var kommet tilbage til live. Mange troede måske at han var død og borte, men det var han sådan set ligeglad med, for han havde mistet de eneste personer han havde elsket; hans hustru og datter. Han havde troet at han kunne finde ro i Appolyon; dæmonernes tilholdssted, men han havde hurtigt fundet ud af at der kun havde været plads til enten ham eller Ilaria, hvor han også først skulle have folk til at stole på ham, hvor Ilaria allerede var respekteret og velkommen, så han havde vel tabt på forhånd uanset hvad? Måske han havde været omgivet af sin egen slags, men det havde ikke just fået ham til at føle sig hjemme, for han havde mistet sit rigtige hjem, og der hvor han følte sig hjemme, var han ikke velkommen, netop fordi Ilaria nægtede at tale med ham. Han var kun glad for at han havde fået lov til at fortælle det som han havde haft på hjertet, skønt hun godt nok havde reageret lidt i chok, men det lettede at komme af med det, skønt det ikke just gjorde det lettere for ham og hans tilstedeværelse, for for hver dag der gik, så mærkede han hvordan hans indre flamme blundede mere og mere, hvilket han vidste, kunne være farligt for ham, netop fordi hans slags; ilddæmoner, godt kunne dø af sorg. Han var nød til at få sine tanker distraheret, så han ikke tænke så meget over det der var ham mistet – skønt det var svært at tænke på andet – men han havde behov for at få det bearbejdet, for at snakke om det, skønt den eneste han havde haft lyst til at tale med, ikke gad kendes ved ham.
Det var igennem de sidste dage, at Sonic for alvor havde følt hvor ensom og alene han faktisk var, hvilket havde været direkte ubehageligt, han havde knap fået søvn, fordi han havde mareridt, hvor han havde tænkt på alt det som var sket ham igennem tiden og det var der det var gået op for ham, at han faktisk stadig havde en enkelt person tilbage i sit liv, eller det håbede han i hvert fald at han havde. Han havde derfor valgt at søge til Peula, for at besøge sin mor. Kvinden han havde aftalt at mødes med, så hun kunne se hans familie, selvom det aldrig var blevet til noget, et sted var han bange for at det var fordi hun ikke havde haft lyst til at se ham og havde fortrudt, men han vidste ikke og derfor havde han også valgt at søge mod hende. Det var noget af en chance han tog, for han vidste at hendes mand ikke brød sig om ham, men han havde behov for at se hende, han havde behov for at få stoppet det hul han bar i sit indre, og hvem var bedre til at trøste end sin egen mor? Han havde godt nok aldrig følt han havde haft nogen mor, netop fordi han var vokset op uden, fordi hun havde forladt ham da han kun havde været tre af mentalitet. Men hun var og blev hans mor – som hun selv havde sagt.
Der var gået nogle dage, for at tage hele turen fra Dvasias til Peula, fra Appolyon til Valvor Pairó. Han havde dog lejet en hestevogn, hvor han tydeligt havde kunnet mærke klimaforskellen fra det ene land til det andet, hvor han næsten fortrød at han havde taget lange bukser på – skønt han ikke havde andet. Han bar ellers en sort skjorte, hvor han havde en pakket taske med sine resterende ting. Hans blik gled ud af vinduet, som han så det store palæ forme sig foran ham, hvor han måtte være imponeret over hvor stort stedet var, da han kom ind på indkørslen. Et palæ, med flot udsigt, samt en sø og kæmpe eksotisk have. Det var varmt og omkring de fyrre grader, hvilket var perfekt for hans ilddæmon, så det kunne næsten ikke blive bedre!

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi at Jacqueline havde glemt sin aftale med Sonic, men helt andre ting havde valgt at optage hendes tid. Den sygdom som Giovanni pludselig havde påtaget sig, havde fjernet hendes fokus fra alt foruden ham, for det havde jo været manden i hendes liv. Uanset hvad hun havde gjort, så havde det bare ikke hjulpet og han var gledet bort, som sand mellem hendes fingre, hvilket havde efterladt hende med en forfærdelig samvittighed, for det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre! Ikke bare at hun havde taget utrolig tungt på hans bortgang, men det var også noget som havde efterladt hende med ansvaret for alle hans forretninger, uden at have nogen erfaring indenfor det, for hun havde slet ikke haft noget med det at gøre, andet end det som han havde indvilget hende i selvfølgelig. Sengen var for stor om aftenen og huset lige så, også selvom hun ikke kunne få sig selv til at forlade det, så var det noget som mange andre havde gjort i stedet for. Hun følte virkelig at hun stod med lort til halsen, for hun vidste jo slet ikke hvad hun havde gang i!
Nyheden hvad angik Sonics bortgang havde hun fået, selvom det havde gjort, at det ikke var noget som hun havde været nødsaget til at nævne for Giovanni, og mens han havde ligget dødssyg i sengen, så havde hun været fokuseret på at få ham tilbage på benene frem for at gøre ham mere dødssyg end det som han havde været, for det var noget som havde gjort hende bange, men der var ingen i Peula der var så god til at heale, så en healer kunne de ikke få fat i, uanset, hvilket næsten var det værste af det hele. Nu var han gravlagt på grunden, så hun selv kunne sørge for at holde gravpladsen, samtidig med at hun kunne mindes ham, selvom.. ja, hun manglede ham jo faktisk. Hun var en enke nu.. og den tanke var virkelig underlig for hende, og ikke mindst forbandet svær for hende at finde til ro med, det var der ingen tvivl om!
Siddende i arbejdsværelset med papirarbejdet, som hun samtidig havde set igennem frygtelig mange gange efterhånden, så kunne hun ikke rigtigt gøre noget andet ved det af den grund. Svagt bed hun sig i læben. Det var ved at være hundredeogsyttende gang, at hun havde læst dem igennem, men hun kunne ikke finde hoved eller hale i det efterhånden! ”Du skulle i sandhed have haft en kvinde til at ordne dine papirer, min kære..” endte hun sigende, som havde han stået ved siden af hende, selvom det dog langt fra var tilfældet, så var det slet ikke noget som hun kunne gøre noget ved nu, andet end at finde ud af hvad det hele gik ud på, selvom det bestemt heller ikke var nemt! Hun tog endnu sig selv i at fælde tårer, for det var noget af et tab, med tanke på hvor meget de havde været igennem, samt hvor længe de faktisk havde været gift! Stakken af papir, endte hun med at hamre direkte ned i bordet, hvor det var tydeligt, at hun opgav det lige for nu, inden hun rejste sig. Hænderne gled igennem det lange hår, som hun vendte blikket mod vinduet. Uanset så det faktisk ud til at blive temmelig sent efterhånden, så hun havde jo allerede siddet der i timer. Det nærmede sig nu tiden hvor hun normalt plejede at se til ham, fjerne de faldende blade, sørge for at stedet så godt ud, gav ham en opsummering af det hele, inden hun krøb ind i den alt for store seng, for den var for stor til en kvinde alene nu! Hun sukkede sigende, som hun forlod arbejdsværelset. Huset var generelt skræmmende stille efterhånden!

[Deleted]

Sonic vidste at det var lidt af en chance han tog ved at opsøge hans mor i Peula ved hendes hjem, for han vidste at hendes mand også boede her og han vidste at manden ikke brød sig om ham, men han havde overvejet at finde et værelse inde i byen, det var et sted bare for at lade hans mor vide at han var her, og så måtte hun jo selv bestemme om hun ville se ham eller ej, det havde hun i hvert fald ønsket førhen, skønt han vel et sted var skuffet over at hun aldrig var dukket op? Et sted havde han jo også håbet på, at hvis ikke Ilaria, så at hans mor havde fundet hans elskede datter, men det var ikke sket, og nu var hans datter borte for evigt. Det var en tanke som var ham direkte knusende, selvom det som knuste ham mest, var det at han havde mistet hele sin familie, netop fordi han heller ikke længere havde sin hustru, for hun havde også valgt at forlade ham, og det at hun var i live, gjorde kun tingene værre, for så havde han ikke mistet hende via død, men fordi hun ikke gad ham og det følte han næsten var langt værre, netop fordi han ikke selv kunne give slip – det nægtede han ganske enkelt! – samt han savnede hende og direkte længtes efter hende. Han havde mistet sin bedste ven, sin eneste ene og den eneste person han havde stolet på, for alle tre var hans hustru. Uden hende.. så havde han ingen og det gjorde ondt at tænke på.
Vejret var fantastisk for en ilddæmon, det var varmt, det var sommer og det var den bedste måde at få energi på, selvom det ikke hjalp på sorgen, men lidt gjorde det da. Tanken om at Sonic også endelig var fremme, var noget som glædede ham, for nu havde han været undervejs i flere dage, så turen havde virkelig været lang! Han måtte erkende at han også var utrolig imponeret af selve stedet hun boede, hvor det var tydeligt at se at hun havde giftet sig ind i en rig familie. Han selv havde aldrig været i Peula og indtil videre var han faktisk kun imponeret over landet, det kunne være at det var her han skulle slå sig ned og finde sit nye hjem samt sin nye tilværelse? Et sted ville han jo også gerne væk fra sorgen og hans problemer, hvor han næsten også var så langt væk som han kunne komme, langt væk fra Procias og Dvasias. Han måtte dog også erkende at jo længere væk han kom, desto mere savnede han sit gamle liv, samt han savnede Ilaria, men han gjorde vel dem begge en tjeneste? Han havde jo set, hvor meget sorg han bragte hende ved at være hende tæt, også fordi de konstant talte om Jacqueline, samt det at hun var sur på ham.
Som hestevognen stoppede, hørte Sonic hvordan kusken trådte ned og åbnede døren for ham, inden han trådte ud og betalte manden, kun for at se ham køre væk igen. Han vendte sig imod det store palæ der kun tårnede sig op foran ham, hvor han næsten tøvede, inden han valgte at søge op mod de store hoveddøre. Det hele var bygget i det flotte marmor, hvor han næsten var spændt på at se hvordan det så ud indvendig. Han greb fat omkring den ene store dørhammer, som han slog imod den store hoveddør, så man kunne høre de høje slag hamre indenfor. Han stod ellers blot og afventede at nogen skulle åbne.

[Deleted]

Det hele var slet ikke som det plejede at være i Imandra. Jovist var mange af Giovannis forhandlinger gået i sig selv, for det var slet ikke noget som Jacqueline kunne finde ud af, men hun var jo trods alt nødt til at forsøge, selvom det ikke var nemt! Sanira så hun ikke rigtigt noget til, og tvillingerne havde hun fået ud af hus og i sikkerhed, for nu vidste hun at hun selv var langt mere udsat end det som hun havde været til nu, hvilket bestemt heller ikke var nemt, for hun var nødt til at sætte sig selv i sidste prioritet og børnene i den første, også selvom det nu ikke var det som var det værste. Ja, hun savnede virkelig manden, men der var ikke noget at gøre ved det. Han havde virkelig været dødelig syg, og han var sovet ind med hende ved sin side, så han havde vel været tryg frem til det sidste? Selvom det virkelig havde knust hendes ellers så kolde hjerte, og nu måtte hun arbejde med det hele på egen hånd, selvom det bestemt ikke var nemt! Hun ønskede jo op til flere gange bare at følge ham, selvom hun havde for megen rygrad til bare at ende sit liv. Hun havde så meget som hun var nødt til at sørge for!
Jacquelines skridt førte hende roligt ned af den kolde trappe. Generelt var der meget kulde i huset, men stemningen var slet ikke hvad den havde været igennem de sidste rigtig mange år. Svagt bed hun tænderne sammen, for hun var jo trods alt vant til at se til ham på denne tid. En sørgende enke ville hun vel bare.. være for resten af sit liv? Giovanni havde været manden i hendes liv, også selvom de havde været sammen via et arrangeret ægteskab, så havde det ingen betydning, for hun elskede virkelig manden, og det gjorde hun så sandelig endnu, det var der bestemt ikke nogen tvivl om overhovedet.
At det pludselig bankede på døren, var noget som hurtigt fangede Jacquelines opmærksomhed, for hun ventede sig bestemt ikke noget besøg lige i dag! Øjnene kneb hun fast sammen, og med et svagt fnys. Der var ikke rigtigt nogen i huset, for alle havde hun mere eller mindre sendt væk i sin egen vrede og frustration, og nu var hun jo bare.. alene. Der var jo ikke nogen til at tage sig af hende længere, hvilket var noget som hun ellers var vant til fra før af! Kursen skiftede hun og satte den direkte mod døren i stedet for, hvor hun roligt fik den store dør op på egen hånd. At det var Sonic som hun skulle se på den anden side af døren, var noget som hurtigt fangede hendes interesse, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med! ”… Sonic?” endte hun tydeligt overrasket, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med, for hun havde jo trods alt heller ikke set ham igennem frygtelig lang tid efterhånden! Ja… ikke siden hun faktisk havde lovet ham at kigge forbi Procias, selvom det nu heller ikke var blevet til noget, for hun havde haft frygtelig meget at se til, så man kunne vel heller ikke andet end at forstå hende? ”Jeg regnede ikke med at se dig her.. Jeg hørte du var gået bort,” endte hun ganske sigende, som hun igen vendte blikket mod hans ansigt. Selv var hendes glimt i øjet væk, og selv medtaget af sit eget tab. Nemt var det bare ikke!

[Deleted]

Det var måske lidt af en risiko at opsøge Jacqueline her i hendes eget hus, for Sonic vidste at hendes mand ikke brød sig om ham, kun fordi hans mor havde været sammen med hans far og netop fået … Sonic. Han vidste dog ikke hvor han ellers skulle tage hen, da han jo ikke længere selv havde sit hjem i Procias, og det værste af det hele, var at der var flyttet endnu en Darcy ind i huset og nærmest invaderet det og alle hans gode minder, samt overtaget hans perfekte forretning i sine vine og overtaget alt det som han havde renoveret, hvor alt så godt og nyt ud, hvilket nu kun var spild! Tanken irriterede ham virkelig på det groveste, selvom det værste var at han ikke vidste hvor han skulle finde sin datter, for det krævede vel at han brød ind på herregården? Det kunne sagtens lade sig gøre, men.. ja, det ville alligevel være en risiko og sidst han havde været der, så havde soldaterne jagtet ham rundt, så han havde ikke haft megen tid til at lede efter sin datter og det var egentlig det han ønskede allermest; at få hende med sig, så hun kunne blive gravlagt.
Sonic havde godt af at komme lidt væk fra alt, væk fra hævntørsten, væk fra længslen, væk fra sorgen og sine problemer, han ville gerne starte sit nye liv, selvom han ærligtalt havde følt sig helt fortabt og anede ikke hvor han skulle søge hen, indtil det jo havde slået ham at han havde sin mor, hvis hun da overhovedet gad se ham, for hun var jo sådan set blevet væk og derfor var han lidt bange for at hun havde fortrudt at hun gad have noget med ham gøre, selvom den tanke gjorde ondt. Det var næsten med nervøse træk at han bankede på døren, for han var bange for at det var Giovanni der ville åbne døren, eller også at manden ville se ham, selvom manden vel ikke vidste hvordan han så ud? Måske det var tjenestefolket der åbnet? Det ville i hvert fald ikke være meget unaturligt, eftersom det var et kæmpe palæ som hans mor boede i og det var jo direkte imponerende! Her var utrolig flot, flottere end den herregård han selv havde boet på!
At det så var Jacqueline der åbnede døren, så kunne Sonic godt ane at hun blev overrasket over at se ham, hvor han næsten også selv måtte blinke lettere overrasket og en anelse lettet over at se hende i døren. At hun så sagde at hun ikke havde regnet med at se ham her, fik ham til at rynke let på næsen, for et sted var han jo lidt sur over at hun aldrig var dukket op i Procias, selvom hendes tilføjelse om at hun havde hørt at han var gået bort, vel var grunden til at hun ikke var kommet? Han strøg let tungen over sine rosenrøde læber, som han vædede, hvor han roligt satte tasken med sine resterende ting fra sig. ”Næh.. du ved nok ikke hvilken snu dreng du har født,” endte han med en anelse stolthed i stemmen, stolt over at han havde taget røven på hele Procias! De troede han var væk, men der tog de grueligt fejl og han skulle nok brænde hele landet ned til grunden! Han så lettere alvorligt mod hende igen, selvom han lagde mærke til at der var noget.. forandret ved hende, skønt han ikke lige kunne sætte fingeren på hvad. ”Jeg ved godt at jeg dukker uanmeldt op og sikkert også.. på et dårligt tidspunkt, men ja.. jeg vidste ikke hvor jeg ellers skulle søge hen,” svarede han sandfærdigt, hvor han kløede sig let i nakken, imens han bed sig en anelse i den bløde underlæbe. Han frygtede lidt at Giovanni ville slå ham ihjel hvis manden så ham, „jeg kan sagtens komme igen senere, hvis det passer bedre?” indskød han hurtigt.

[Deleted]

Giovanni var ikke en mand som Sonic skulle frygte mere, for han var væk, og han ville aldrig nogensinde komme tilbage, selvom det ikke ligefrem var noget som glædede Jacqueline, for hun savnede ham virkelig…! Savnede hans arme omkring hende, hans kærtegn, at han var der og i det hele taget hans sind og hans sjæl, og nu var hun fuldkommen efterladt alene, hvilket næsten var det værste af det hele. Hvad der i det hele taget var sket hendes familie igennem den sidste tid, havde været direkte grusom, også fordi at hun slet ikke havde fået muligheden for at bearbejde det på nogen måde. Der var en masse forhandlinger som hun var nødt til at få igennem, børnene havde hun sendt væk, ganske enkelt fordi at hun ikke kunne rumme dem, og det var noget af det værste af det hele!
Umiddelbart ville Jacqueline egentlig bare gerne trække noget luft, også fordi at det efterhånden var ved at være nødvendigt! Det var rundt den samme tid på dagen, at hun tog en tur igennem haven, kun for at stoppe op ved Giovannis grav. Hun passede og plejede den på egen hånd, da hun også selv havde fået ham lagt i jorden der – i sit fineste tøj, med nogle af de fineste minder som de havde påtaget sig igennem tiden, selvom der var et enkelt, som han ikke havde fået lov til at beholde; Vielsesringene. Dem forbeholdt hun sig, og dem havde hun valgt at beholde og havde dem derved også om halsen i denne stund. Fingrene strøg let over dem, som hun selv måtte mindes den lange tid, som pludselig var.. gået i sig selv. Denne gang græd hun dog ikke, hvilket hun faktisk normalt gjorde – fældede en tåre eller to, selvom det slet ikke gjorde det bedre. Hun manglede ham virkelig!
At se Sonic stå på døren, var noget som direkte overraskede hende, for hun havde hørt, at han skulle være gået bort! Et stille smil passerede dog hendes læber ved hans ord. ”Jeg begynder efterhånden at have mine anelser,” påpegede hun sigende. Hvis han i sandhed havde formået at snyde hele Procias, så var han da virkelig også snu! Hun rystede stille på hovedet og åbnede døren helt, så han kunne træde indenfor. ”Du skal ikke være bange for at støde ind i Giovanni, Sonic.. Kom ind,” endte hun ganske sigende, også fordi at det jo ikke ligefrem var nogen løgn som sådan, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der ingen tvivl om at det var tilfældet. Blikket faldt en anelse, som hun let vendte blikket ind mod resten af huset, og den store hal i ren marmor. Ja, det var et stort og smukt hus, selvom skønheden i det, virkelig var falmet for hendes vedkommende. At han havde søgt mod sin gamle mor, var selvfølgelig en tanke som gjorde hende glad, for det var hun slet ikke vant til, og specielt ikke med tanke om, hvor vred han havde været på hende, sidst de havde stået ansigt til ansigt med hinanden. ”Jeg var kun på vej på min aftenvandring igennem haven.. Bare kom ind, og lad som du er hjemme,” afsluttede hun ganske sandfærdigt. Det var jo trods alt hendes søn, og selvfølgelig skulle han da have et sted at søge hen!

[Deleted]

Om Sonic ville fortryde at han søgte til sin mor fandt han vel ud af? Han ønskede ikke at komme anmassende, men han havde virkelig haft brug for at komme væk fra alt, så han kunne få klaret sit sind fra de mange tanker og følelser som prægede ham og faktisk kunne slå ham ihjel, hvis han ikke fik det bearbejdet, og den eneste han var kommet i tanke om som forhåbentlig kunne hjælpe ham lidt på bedringens vej, ja det var hans mor. Godt nok var han stadig sur på hende over det hun havde gjort, for hun havde vist ham sandheden, hvilket havde ødelagt hans indre drømmetanke om hans familie, hvor han havde hadet sin far og elsket sin mor, hvor det næsten burde have været omvendt, for måske hans far havde været en kvindeglad mand og nok også ligeglad med ham, så havde manden stadig taget sig af ham og givet ham et sted at bo, hvor hans mor blot var skredet fra ham, da han havde haft allermest brug for hende, og aldrig havde hun opsøgt ham igen. Det var dog ikke fordi han havde tænkt sig at skælde hende ud eller bebrejde hende igen, for han havde jo valgt at give hende en chance og han håbede at nu hvor han stod her på hendes dør, at hun også ville give ham én.
Det var en glæde der overvældede Sonic ved at se hans mor igen, selvom det at hun bød ham ind, kun gjorde det bedre, for så var han da alligevel ikke helt alene i verden. Han trak let på smilebåndet til hendes ord, hvor han selv var stolt over sine mange bedrifter i livet, for det var virkelig verdenskendte historier han havde været med til at skrive; oprøret i Procias, hungersnøden i Procias, hans navn; den store Ilosonic Demoniqz, var en kendt mand, selvom han nok snarere var berygtet. Alle – eller i hvert fald de fleste – troede at han var død, hvilket gjaldt i alle lande, men der tog de grueligt fejl! Han vendte blikket en anelse usikkert imod hende, da hun sagde at Giovanni ikke ville finde ham, selvom han godt kunne se at der var noget som gik hende på, hvilket fik ham til at se lettere mistænksomt mod hende. Som hun dog åbnede døren og bad ham om at komme ind, tog han let fat i tasken og trådte indenfor i den kæmpe forhal. Han blev jo næsten endnu mere imponeret over palæets indre frem for dets ydre! ”Wow.. du bor med stil,” endte han tydeligt forbløffet, inden han satte tasken fra sig og vendte sig mod sin mor igen. Han kunne fornemme at der var noget galt, hvilket næste gjorde ham bekymret. Han rynkede let brynene. ”Mor..? Hvad er der galt?” spurgte han næsten forsigtigt, som han lod hovedet søge let på sned, uden at han tog blikket fra hende. Han var stadig lidt usikker på om han ville kalde hende mor eller ej, for selvom hun måske var hans biologiske mor, så havde han jo aldrig kendt hende, han havde kun mødt hende en enkelt gang og det var mange måneder siden! Alligevel havde han valgt at kalde hende det, for han måtte erkende at han langt hellere ville kalde hende mor end Jacqueline, netop fordi det kun ville minde ham om tabet om sin datter, der jo netop var opkaldt efter hans mor.

[Deleted]

Jacqueline havde måske smadret Sonics blik på hans familie, men hun havde skænket ham sandheden, og det var slet ikke noget som hun havde fortrudt, for hun ønskede at han skulle kende til sandheden. Selvom han måske burde hade hende, så var hun faktisk ikke bleg for at forsøge at gøre det godt igen, for det var i den grad noget som hun efterhånden også følte at hun skyldte ham efter alle de år med løgne som han var vokset op med, også selvom hun ikke vidste om det var en mulighed som hun nogensinde ville få, men det var vel noget som tiden nu ville vise hende? At han så skulle ende med at stå på hendes dør… Ja, hendes dør, var slet ikke noget som hun havde regnet med, men tvært imod, så var det noget som i den grad havde overrasket hende, hvor hun selvfølgelig ikke kunne få sig selv til at afvise ham på nogen måde. Det var jo trods alt hendes søn, og selv var hun faktisk.. glad for at se, at det som hun havde hørt, bare havde været rygter, for død var han da ikke. Han var da lige så levende, som da hun havde set ham sidst!
Sonic stod bag frygtelig mange ting, og nu hvor han havde været dømt og henrettet for det, så gik det i den grad på folkemunde, og det var noget som selv Jacqueline havde hørt. Hun kunne dog ikke lade være med at være lidt stolt, også fordi at det var hendes dreng som havde formået at klare det på egen hånd, så selv det var vel noget som måtte være noget af en ting at opnå på egen hånd! Selvom huset måske var stort, lyst og pragtfuldt, så havde det virkelig mistet frygtelig meget af den smukke glans, for det var.. ikke det samme når Giovanni ikke var her. At han trådte ind, sagde hun intet til, for så kunne hun få lukket døren igen, inden hun vendte sig mod ham. Hun nikkede sigende. ”Tja.. Jeg er nu også glad for det,” endte hun ganske stilfærdigt, for det var skam ikke engang en løgn i den anden ende. Hun vendte blikket ganske sigende mod ham. At han kunne fornemme på hende at noget var galt, forundrede hende dog ikke. Det kunne godt være, at hun var en mental dæmon, men dog af den grund, så kunne hun ikke bare lukke ned for følelserne som det var lige nu. Svært var det.. specielt fordi at hun virkelig havde elsket Giovanni og mere end det som hun kunne elske sit eget liv. Hun rystede på hovedet. ”Jeg… jeg er virkelig ked af, at jeg aldrig opsøgte dig i Procias, Sonic.. Jeg har bare haft lidt meget at slås med på hjemmefronten,” forklarede hun. At han havde kaldt hende for mor, var noget som virkelig varmede hende, for han havde sat tvivl ved, om det var noget som han overhovedet ville kalde hende tilbage dengang. Hun ville dog ikke kommentere det af den grund, for nu var han der, og han kaldte hende for den titel, hvilket næsten gjorde det hele så meget bedre for hende. ”Giovanni gik bort af sygdom..” endte hun sigende, også selvom svaret var ganske kortfattet. Det gjorde forbandet ondt, og hun savnede ham virkelig! Og selv hun vidste ikke hvad hun skulle gøre ved det.. Hun følte sig.. skræmmende alene.

[Deleted]

Selvom Sonic stadig nærede en anelse nag til sin mor over det hun havde gjort, så kunne han jo ikke komme udenom at han altid gerne ville have mødt hende, og selvom han havde og hun havde fortalt ham den skindbare sandhed, så havde hun jo alligevel vist interesse for ham og ønsket at være en del af hendes liv, skønt det aldrig var kommet så langt, for de var begge endt ud i et kaos i deres privatliv, som havde forhindret det. Han havde mistet alt, samt han jo faktisk var gået i døden, selvom han godt nok var genopstået, men det stunt havde jo faktisk kostet ham alt hvad han havde haft, og den tanke gjorde virkelig frygtelig ondt! Han savnede sit gamle liv, han savnede sin lykke, nu følte han sig pludselig så frygtelig ensom at det var helt kvalmende!
Palæet var virkelig pragtfuldt! Måske han kun havde set denne forhal og kunne se lidt op ad første etage, da trapperne førte derop, men det var tydeligt at se hvor eksotisk her var, samt at det overstrålede hans gamle herregård i Procias, for det var da intet i forhold til dette! Som han stod der og betragtede de mange flotte antikke vaser og ting, samt malerierne på væggene, så kunne han næsten ikke lade vær med at ønske at han selv havde sådan et storslået hjem. ”Her er virkelig utrolig smukt!” svarede han i samme forbløffede tone, hvor han virkelig måtte erkende at han var overvældet og det skete altså ikke særlig tit! Men dette var jo virkelig utrolig smukt og imponerende! Som han vendte sig mod hende igen, var det med et smil på læberne, skønt det falmede ved synet af hendes bedrøvede ansigt. Måske en mentaldæmon normalt kunne skjule sine følelser, men han var jo selv mentaldæmon og han vidste at når sorgen var dyb nok, så var det ikke noget som man bare kunne skjule, sorgen kunne også være med til at fortære ens psyke og stabilitet og simpelthen køre en mentaldæmon så langt ned at de ikke var magtfulde, men svage. Det var jo præcis sådan han selv havde det og derfor følte han at han havde brug for hjælp, hvor han havde håbet at hans mor kunne hjælpe ham. ”Det går nok, jeg har selv været.. optaget,” svarede han sandfærdigt, da han jo selv havde haft noget at kæmpe med på hjemmefronten, hvilket han stadig havde. Han endte dog tydeligt overrasket og en anelse chokeret over at høre at Giovanni var gået bort af sygdom. Han rynkede let brynene. ”Jeg.. det er jeg virkelig ked af at høre,” endte han dæmpet, som han gik over til hende og lagde armene omkring hende. Han selv var naturligvis glad for at Ilaria havde overlevet, men det gjorde til gengæld frygtelig ondt at hun bare uden videre havde givet afkald på alt de havde haft sammen. Til gengæld havde han mistet sin datter og det gjorde frygtelig ondt! Det var nok klart det som tyngede ham mest, også fordi han nærede skyldfølelse til det! Han trykkede let Jacqueline ind til sig, som han omfavnede hende i et trøstende kram. ”Jeg kender følelsen. Jeg har nemlig selv mistet.. alt,” endte han dæmpet, hvor han strøg hende let over ryggen. Nu forstod han da bedre at hun ikke var dukket op.

[Deleted]

Jacqueline havde måske efterladt Sonic ved Vladimir Darcy tilbage dengang, men hun var endnu af den overbevisning, at det var noget som havde reddet hans liv, for så vred som Giovanni havde været, så var hun skam kun glad for, at hun ikke havde valgt at tage ham med sig, for det ville da først ende med at gå helt galt, det var helt sikkert! Interessen for ham havde skam altid været der, selvom det først var nu her, hvor han var blevet voksen, at hun kunne gøre noget ved det, også selvom hun ikke tøvede, så lang tid ,at han endnu ønskede hende som en del af sit liv, for hun var jo trods alt hans mor, som han var hendes søn, og han var faktisk en søn som hun var stolt af, endda også på alle måder, det var der ingen tvivl om.
Stedet her, var virkelig forbløffende, hvilket Jacqueline vidste, for hun havde selv været med til at indrette langt det meste af det, som Giovanni havde taget over hele familieaffæren. Selvom frygtelig meget af det, var gået bort sammen med ham, så var det slet ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for hun manglede ham virkelig, og hun kunne ikke gøre noget som helst ved det, hvilket næsten var det som frustrerede hende mest, også fordi at der var minder over det hele, hvad angik Giovanni, og den tanke gjorde virkelig ondt! At Sonic så havde valgt at opsøge hende her, var en tanke som gjorde hende glad, for så vidste hun da om ikke andet, at der var nogle til at tænke bare lidt på hende, for ellers ville han da ikke søge denne lange vej, ville han? Hans forbløffelse, var noget som direkte måtte more hende, hvor smilet svagt bredte sig på hendes læber. ”Jeg er glad for, at du kan lide det. Det.. skiller sig lidt fra hvad der er normalt. Salvorique er glad for at prale,” endte hun med et skævt smil på læben, for løgn var det jo ikke engang! At han havde været optaget, var næsten noget som hun kunne forestille sig, så det var bestemt ikke noget som hun ønskede at snakke for meget om, når det endelig måtte være i den anden ende. Giovanni var død, og selv det at skulle sige det til ham, var noget som gjorde ondt, for det var slet ikke en tanke som hun ønskede at vænne sig til, for hun savnede ham virkelig! Virkelig, virkelig meget! At han åbnede favnen for hende, var noget som var så indbydende, og specielt, da han faktisk lagde armene om hende. Øjnene lukkede hun let, som tårerne igen meldte sig, hvilket faktisk var en tanke som irriterede hende! Hun var færdig med at græde, også fordi at hun var Giovannis hustru! Det var slet ikke meningen at hun skulle fortsætte med at fælde tårer hvad det her angik! Hun rystede let på hovedet. ”Tak Sonic, det.. det har bare været en hård tid for mig,” endte hun sigende, som hun hævede den ene hånd og strøg hendes tårer bort. Hovedet gled let mod hans skulder. At han viste hende den form for omsorg, var selvfølgelig noget som glædede hende, også fordi at hun vidste, at hun næppe havde fortjent den. Hun nikkede. ”Jeg hørte om det. Det gør mig ondt, Sonic..” Hun trak sig igen og vendte de blanke øjne mod ham. Hun forsøgte virkelig at holde igen!

[Deleted]

Stedet var virkelig fantastisk! Det var også tydeligt at det var langt større end den herregård som Sonic havde haft, det havde jo faktisk været hans retmæssige hjem, selvom det nu var blevet taget fra ham. Det var ikke fordi hjemmet som sådan betød noget for ham, for han hadede det faktum at det lå i Procias! Det havde han altid hadet! Men herregården bar så mange gode minder om hans lykkelige tid, hvilket var det som ærgrede ham mest at miste, for hjemmet havde han jo været glad for! Måske det ikke var nær så imponerende og prægtigt som dette palæ, men det havde stadig haft et præg af hans egen stil, netop fordi han havde bygget det op i at være mørkt, efter at det var blevet renoveret – takket være hans skænderier med Ilaria. Han kunne stadig huske tydeligt, hvordan han var kommet hjem til rædselsslagne tjenestefolk, fordi Ilaria havde ødelagt hele stuen og alle møblerne, hvilket var en tanke der stadig kunne få ham til at smile. Han vendte blikket mod hende, hvor et skævt smil gled over hans læber, da hun sagde at de kunne lide at prale. ”Det siger du ikke,” svarede han morende, som han vendte blikket ud mod rummet igen, „men jeg mener det.. her er fantastisk!” Det mindede jo helt om et kæmpe slot! Selvom dette var langt mere åbent og skinnende, skønt han vidste at det var fordi de boede i sådan et varmt land som Peula, for det var jo det tropiske land, og han måtte erkende at det var et perfekt sted at bo for en ilddæmon, også fordi her altid var varmt og sjældent regnvejr, og solen var jo den bedste energikilde for en ilddæmon, her ville han jo nærmest være uovervindelig!
Det lå måske ikke normalt til Sonic at udvise den omsorg for andre, da det kun var noget han havde vist Ilaria og hans datter, men han kunne jo godt sætte sig i forståelse med hans mors problemer, for han havde jo selv mistet sin elskede og sin datter, selvom han måske havde mistet mere end hende, så havde hun stadig mistet sit livs kærlighed, og der var han jo faktisk glad for at Ilaria stadig var i live, for ellers havde han da slet ikke overlevet! Han nikkede forstående til hendes ord, hvor han blot lod hende ligge hovedet mod hans skulder, imens han strøg hende blidt over håret og ryggen. ”Det ved jeg,” endte han dæmpet, hvor han roligt lod hende trække sig, så han selv kunne vende blikket mod hende. At hun havde hørt om det som var sket for ham, gjorde vel at hun vidste hvad han havde mistet? ”Ja, så.. det er lidt grunden til at jeg står her.. du er det eneste jeg har tilbage,” svarede han sandfærdigt og meget dæmpet, hvor et svagt smil gled over hans læber. Et sted var han jo bange for at også hun skulle vende ryggen til ham som alle andre, for det ville jo ikke være første gang at hun gjorde det, da hun havde efterladt ham som en lille dreng. Det lød dog til at hun også selv kunne få brug for lidt selskab. ”Hvor er.. alle andre?” spurgte han forsigtigt. Han vidste jo at hun havde andre børn – sjovt nok hans halvsøskende, skønt den tanke var underlig.

[Deleted]

Jacqueline var selvfølgelig glad for, at dette var hendes hjem, også fordi at det var et sted som hun faktisk var utrolig stolt af i den anden ende. Selvom det næppe var noget som mange kunne tro på, så havde hun ikke holdt fast i sit ægteskab med Giovanni på grund af pengene, men fordi at hun faktisk havde elsket manden og stadig gjorde det. Hvis det ikke havde været for ham, så turde hun slet ikke tænke på, hvor hun var endt henne i udgangspunktet! Hun vendte blikket sigende mod Sonic, som stadig tydeligt var forbløffet over hendes hjem, hvilket fik hende til at smile. Så prægtigt var det vel heller ikke? Eller var det kun fordi at hun var blevet lidt for vant til at se det, at hun ikke rigtigt kunne se det smukke og det skønne i det mere, selvom det nu heller ikke ville forundre hende? Hun trak let på skuldrene. ”Det ligger nok lidt til familien.. vel begge sider, kan jeg forestille mig,” endte hun sigende, for Vladimir havde været på samme måde, selvom det han havde haft, næppe kunne ændre på dette hjem, som hun ellers var så glad for! ”Jeg er glad for, at du kan lide det,” endte hun med et stille smil på læben, som hun roligt foldede hænderne foran sig. En kvinde var hun, og det var så sandelig også med alt hvad det måtte indebære!
At Sonic skulle udvise den form for omsorg for hende, var slet ikke noget som Jacqueline var vant til, dog var det en tanke som hun faktisk godt kunne lide, for det var noget som hun virkelig havde brug for efterhånden! Tænderne bed hun let sammen og tørrede sine øjne, som hun lod hovedet hvile mod hans skulder, for det føles faktisk rart. Strøgene over hendes ryg, kunne hun godt lide, også fordi at det indikerede, at det ikke var en omsorg som han følte sig tvunget til at give hende, men fordi at han faktisk havde lyst. Giovanni havde været hendes livs kærlighed, så det at erkende at han var væk for altid, var virkelig svært for hende! ”Mhmm..” endte hun dæmpet, som hun igen tørrede sine kinder. Hun kunne ikke vise sig svag nu, hvor hendes søn stod der! Hun nikkede sigende. Hun havde godt hørt om hans henrettelse, Ilarias bortvisning fra landet og.. den manglende datter, men.. hun havde hørt lidt andre ting, end det som han havde hørt, kunne hun forstå? Hun sank klumpen let i halsen og vendte blikket mod ham igen. ”Min dør vil altid være åben for dig, Sonic.. Specielt nu..” Hånden strøg hun let over hans kind, også mest i tak for hans omsorg, inden hun vendte sig mod havedøren. Hun plejede jo at gå runden nu, og hun ville ikke snyde Giovanni for den i aften. Hun rystede let på hovedet igen. ”Spredt for vilde vinde.. De mindste sendte jeg selv bort.. Jeg magtede det ikke oven i en begravelse, og nu de mange forretninger jeg er nødt til at tage mig af..” fortalte hun ærligt. Ja, hun var måske en hård kvinde, men det var hun jo trods alt også nødt til, nu hvor hun havde så meget at stå med alene!

[Deleted]

Det lå til deres familie at være pralende, for det gen havde Sonic både efter sin far og sin mor – hvilket var tydeligt. Hans far havde også altid været en pralende mand, skønt han ikke ønskede at skænke den mand en tanke, for ham havde han selv slået ihjel og han ville slet ikke minde om den mand, hvis han kunne blive fri for det, for hvis der var en person han havde hadet i sit liv, så havde det i den grad været hans far! Aldrig havde han ønsket at svigte sin datter som hans far havde gjort – og som han havde fundet ud af at hans mor også havde – men det var desværre endt med at han havde svigtet sin datter dybere end hvad han selv var blevet, for hun var død på grund af ham og den skyldfølelse han nærede, var noget som var tæt på at slå ham ihjel, for det tærede på hans indre flamme, der snart ville gå ud, hvis han ikke fik det bearbejdet, og så snart flammen gik ud, så ville han dø, det var jo så ulempen ved at være ilddæmon. Desuden så tærede den skyldfølelse også på hans psyke og mentalitet, så han var bange for at han ville gå ind i sig selv og lukke fuldstændig af, så han slet ikke ville være levende længere. ”Det gør det,” svarede han morende og med et skævt smil. Måske hans mor ikke fandt hjemmet lige så imponerende som han gjorde, men han ville skyde på at hun var vant til det, for hun havde vel boet her i mange år? Han selv var dog utrolig imponeret over hvor flot her faktisk var, for det var jo direkte.. perfekt! Han vendte blikket næsten drilsk imod hende. ”Lide det? Jeg elsker det! Selvom jeg ikke tror det er godt jeg bliver her, for du ender med at hænge på mig,” svarede han drillende, hvor han lo ganske kort men muntert. Hvem ville ikke kunne lide sådan et sted?
At hun havde mistet Giovanni var noget som Sonic naturligvis var ked af, for måske manden ikke havde brudt sig om ham, så vidste han stadig at han havde betydet alverdens for hans mor, for det kendte han jo selv. Han ønskede også at give hende en chance og selvom hun måske ikke rigtig havde fortjent hans omsorg, så ville han gerne være der for hende, hvis det også gik den anden vej, for han følte faktisk at han havde brug for hende, nu hvor han ikke havde nogen andre. Selvom hun trak sig, lod han stadig de varme hænder hvile mod hendes overarme, et sted for at vise at han stadig var der og gerne ville trøste hende, hvis hun lod ham. Han trak næsten lettet på smilebåndet, da hun sagde at han var velkommen her, for det var præcis hvad han havde behov for at høre; at hun ikke afviste ham. ”Det er jeg glad for og ikke mindst værdsætter jeg det,” svarede han sandfærdigt og med en taknemlighed i stemmen, for det lettede ham virkelig at hun ikke slog hånden af ham, for så vidste han da at han slet ikke ville klare det! At hun havde sendt alle bort, var noget som et sted kom bag på ham, skønt han nikkede forstående til hendes ord, da hun forklarede dem. ”Jeg forstår,” endte han dæmpet, som han fulgte hendes blik mod havedøren, hvor han kort lagde en hånd mod hendes ryg, som han strøg ganske roligt, „men det er aldrig godt at søge ind i sig selv, jeg tror du vil have godt af noget selskab.” Han vendte blikket mod hende. Det var ikke for at være belærende, men fordi han kendte det fra sig selv af. Han sendte hende et mildt smil. ”Skal vi gå din normale rute?” spurgte han roligt, da hun jo havde sagt at hun havde været på vej ud på sin normale aftenvandring, hvor han ville tro at hun ville hen til sin mands grav. Han rakte hende sin arm, som tegn til at hun skulle tage om dem og at han ville følge hende.

[Deleted]

Praleri var i den grad noget som lå til både Darcy, men så sandelig også til Salvorique, selvom det nu ikke var noget som gjorde Jacqueline det mindste, for det i sig selv, var jo en tanke som hun ikke havde noget imod. Folk skulle da selvfølgelig vide hvem der havde velfærd og hvem der ikke havde, og denne familie havde det så sandelig, det var helt sikkert! Svagt trak hun på smilebåndet og nikkede så. ”Forundrede mig ikke,” endte hun sigende. At han i det hele taget havde søgt til hende, var slet ikke noget som hun forstod sig på, selvom den tanke selvfølgelig var noget som gjorde hende så frygtelig glad, det var helt sikkert. Et selskab ville gøre godt nu hvor hun alligevel stod med det hele ganske alene, og hun havde jo slet ikke nogen anelse om hvordan hun som sådan skulle få det hele bearbejdet, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund! Hun trak vejret dybt og med et svagt smil, som hun let rystede på hovedet. ”Jeg kan uden problem, få ordnet dig et værelse, Sonic. Du er jo trods alt min søn, så selvfølgelig skal du have tilbuddet.. Hvis du ikke har andre steder at søge hen,” endte hun ganske sigende, som hun vendte blikket mod ham. Sonic var jo trods alt en voksen mand, så han ville vel ikke gå hende i vejen som sådan, hvilket var noget som passede hende særdeles fint!
Giovanni havde været den mand med den største betydning i Jacquelines liv, foruden hendes børn vel at mærke, og derfor var det svært for hende, at erkende, at han ville være væk for resten af hendes liv, også fordi at hun vidste, at hun aldrig ville finde en ny. Hun var ved at være gammel, familien var ikke just ukendt, og hun var forbandet kræsen. Den eneste som hun vidste kunne leve op til hendes krav var… Giovanni, og han var jo væk nu, selvom det ikke just gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hans omsorg, var hun selvfølgelig glad for, og det var noget som hun også ønskede at vise ham. Håndens strøg over hans kind, var et tegn på det i sig selv, for et kærtegn så blidt, skænkede hun aldrig nogensinde nogen! ”Godt,” endte hun sigende, som hun roligt vendte blikket mod ham igen. At det ikke var smart at lukke ned og lukke alle ude, vidste hun godt, men.. hvad skulle hun da gøre? ”Det er ikke nær så nemt, når jeg føler at halve mig, er placeret i en mørk grav, sammen med ham,” påpegede hun sigende, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang. At han ville med hende ud på ruten, var hun selvfølgelig glad for, men… han behøvede ikke. ”Det er vældig sødt af dig, min dreng, men du behøver ikke gå ruten med mig. Han brød sig jo trods alt aldrig om dig..” påpegede hun sigende, og så selvom.. han også måtte besidde familiens stædighed? Armen gled roligt i hans, også fordi at hun ikke regnede med at han ville give hende noget andet alternativ uanset. Med henblik på hans familie, så skulle hun nok fortælle ham det hele, for.. hans datter var ikke død, så meget vidste hun faktisk. ”Nuvel… Kom med,” endte hun ganske sigende, som hun roligt førte ham med sig hen til de store havedøre, som hun fik op, kun for at vise ham den store og pragtfulde have, for smuk var den virkelig!

[Deleted]

Sonic anså sig ikke just for at være en Darcy, eftersom han havde skiftet sit efternavn af en grund til Demoniqz, han bar stadig sit efternavn, selvom han gik under et andet som dække nemlig Sonic Phoenix. Ingen ville tænke på Ilosonic Demoniqz, for folk ville jo nok tro at hvis han endelig skulle skifte navn, så ville det slet ikke minde lidt om hans gamle, men være fuldstændig anderledes, sådan håbede han i hvert fald folk ville tænke, hvis det endelig var. Problemet var jo så bare at han stadig lignede sig selv, og hans ar var jo rimelig afslørende, skønt han aldrig rigtig havde fået nogen til at se på det, så måske han en dag kunne få alt healet? Spørgsmålet var jo så også bare hvem skulle hjælpe ham? Han havde jo ikke rigtig nogen og folk havde jo aldrig stolet på ham, hvilket han så til gengæld godt kunne forstå, men man kunne sagtens få ham som allierede, hvis man beviste for ham at man var troværdig og loyal overfor ham, for det var noget han satte højt på sin liste. At hun gerne ville have ham boende, var noget som naturligvis glædede ham, specielt det at hun ikke var afvisende, for det var næsten det eneste han havde mødt siden han var kommet tilbage; afvisning efter afvisning. Derfor lettede det ham også utrolig meget at hans mor var den første der faktisk åbnede sig for ham og tilmed gjorde det uden at tænke sig om, for det var præcis det han havde brug for. Han trak let på skuldrene. ”Jeg vil nødig trænge mig på, desuden kan jeg altid finde et eller andet værelse på en kro, hvis det er,” svarede han lettere beskedent, et sted også fordi han virkelig ikke ønskede at trænge sig på og gøre hende irriteret, og da slet ikke ved den eneste person der faktisk gad kendes ved ham!
At hun strøg Sonic over den skæggede kind afviste han bestemt ikke, for han havde næsten savnet en blid og kærlig berøring, da han kun var blevet slået eller angrebet, så det var faktisk rart! Han var kun glad for at hun faktisk gerne ville være her og selv udviste omsorg overfor ham, og et sted havde han ikke så meget imod det fordi hun var hans mor, og en hvilken som helst mor ville vel gerne være god mod sit barn? Selv Ilaria havde ønsket det, på trods hun var det koldeste væsen der fandtes. Han endte næsten også med at lukke øjnene til hendes berøring, skønt han vendte blikket mod hende igen, da hun talte. Han nikkede endnu engang forståelsesfuldt. ”Jeg kunne forestille mig at det tærer hårdt på dig,” svarede han roligt, hvor han selv kendte følelsen, så det var slet ikke så underligt! At han ikke behøvede at tage med ud på hendes rute, fik ham til at trække skævt på smilebåndet. ”Måske han ikke brød sig om mig, men jeg kan ikke sige det samme om ham, eftersom jeg ikke kendte ham, derimod ved jeg at han må have været en god mand, hvis du har elsket ham så højt, så jeg insistere,” svarede han roligt og dog med en anelse stædighed, hvor han også smilede tilfredst, da hun lukkede armen i hans, så de kunne gå. Han endte endnu engang lamslået, da de kom udenfor i selve haven, hvor han fnes ganske kort. ”Jeg bliver jo helt misundelig,” svarede han morende, som blikket gled rundt på de mange anderledes planer og blomster som befandt sig her frem for i de andre lande, for her var alt jo så eksotisk!