One last look...?

[Deleted]

Det var et ubehag og en panik uden lige, som tydeligt måtte præge Caleb, for han følte ikke at han kunne kontrollere noget som helst! Han havde i sandhed nydt denne stund sammen med Liya, også fordi at han vel havde bekræftet for hende, at der var andet i hende end en fare for en mand, for hun havde jo ikke ligefrem gjort ham noget! Kniven som sad i hans bryst, hæmmede ham tydeligt fra at gøre noget som helst, også selvom der vel heller ikke ligefrem herskede nogen tvivl om at den faktisk havde været ment til hende? Det var jo ikke ligefrem fordi at han var en kendt nok mand til at nogle ville ønske ham død bare sådan, hvor sagen i den grad hang anderledes sammen for hendes vedkommende, hvilket allerede var noget som han var klar over. Som manden faldt og dragen gjorde lige efter, var noget som kun fik ham til at ligge og stirre, for han havde aldrig været ude for noget lignende! Selvom det virkelig var en kamp uden lige, for at få vejret, for det var bestemt ikke fordi at kniven sad synderlig heldigt for hans vedkommende, for hver en vejetrækning var i sandhed en kamp uden lige! Som Liya måtte komme tilbage til ham, så kunne han tydeligt se at hun havde ondt… forbandet ondt, også selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”L-Liya..” hviskede han med en dæmpet og tydeligt anstrengt stemme, for han havde det bestemt ikke særlig godt. Han rakte armen mod hende, også selvom han hurtigt lod den falde igen, for det kostede ham for meget energi, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde ham gavn uanset, for han havde det bestemt ikke godt! At hun faldt ved hans side og endda valgte at ødelægge kjolen og faktisk.. tænkte på ham først, for det beviste jo bare for ham, at der var noget helt andet i hende, end det som folk snakket om, og selvfølgelig var det rart selv for ham, at få den slags bekræftet. Som hun tryllede nål frem og lod tråden fra hendes kjole blive trådet, som.. begyndte at sy ham sammen, fik ham til at vende blikket tydeligt bekymret mod hende, samtidig med at han selv kunne føle en pludselig og frygtelig intens træthed, for det var noget som han tydeligt kunne mærke. ”L-liya.. D-du burde s-søge hjem..” endte han med en dæmpet stemme, for det var jo tydeligt, at hun bestemt heller ikke havde det særlig godt, og det var noget som faktisk gjorde ham bekymret, for hun havde jo faktisk ikke givet ham grund til noget andet. Som nålen blev færdig med sit arbejde, forsøgte han at vende sig om, også selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt, men han forsøgte virkelig at gøre det så godt som han kunne! ”D-du er s-såret..” fortsatte han, som han tog sig til brystet, for det gjorde ondt.. det gjorde virkelig, virkelig ondt, også selvom han virkelig forsøgte at bide det i sig – også mest for hendes skyld, for hun skulle endelig ikke være bekymret for ham!

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya havde virkelig forbandet ondt, hun kunne end ikke få sig selv til at føle samvittighed over det mord hun igen havde begået, for hende kunne man næsten sige at det var.. hverdag? Også selvom hun virkelig ikke havde brudt sig om det, hun havde lagt en virkelig stor anstrengelse i at opfører sig pænt også nu hvor hendes datter sad som dronning af Procias, hun ønskede ikke at bringe børnene i uheldige situation, det var bare ikke nemt når andre tvang hende til at handle med sit instinkt frem for mod det. Blikket gled mod ham nu hvor hun lå ved siden af mens nålen og tråden arbejdede selvstændigt kun med hjælp fra den magi hun besad, hvilket ikke var meget og det kostede hende den smule energi hun havde tilbage. Smerten var virkelig intens. Hun bed tænderne sammen og lod blikket glide i. På sit vis var hun overbevist om at smerten ville slå hende ihjel ganske snart. Hun havde virkelig en ringe smag i munden ved tanken om at hun havde bragt Caleb i farer, hun havde virkelig følt stolthed over at hun ikke havde næret det mindste ønske om at gøre skade på ham, derfor var det typisk at hun på trods af det led nederlag, blev beskyldt for at forsøge ham slået ihjel og samtidig blev tvunget til at tage et andet liv.
Jorden føltes kold og fugtig, hun var ikke sikker på om det var hende som badede i sved eller om det havde regnet.. hun huskede det ikke, hvis det var tilfældet. Stædigt tvang Liya sig op at sidde, også selvom hun måtte bide smerten i sig. Tårerne havde meldt sig, søgte ned over den blege kind. Dette ville give Silia problemer og det ønskede hun virkelig ikke, derfor kunne hun heller ikke søge hendes hjælp på trods af at hun havde behov for den. Det var tydeligt at Caleb var anstrengt. Hun lod de mørke øjne falde på hans skikkelse som nålen gjorde sit arbejde færdigt og efterlod et nydeligt arbejde, som havde formået at stoppe blødningen næsten helt. ”J-jeg er s-så ke-ked af d-det,” hviskede hun angrende, for hun var farlig, folk omkring hende havde en tendens til at miste livet. ”D-det er ikke noget,” svarede hun og kastede et blik på skulderen. Hendes krop skælvede, blodet lød ned over brystet og malede den ellers smukke kjole i blod. Det var en ren løgn, det så værre ud end hun havde regnet med i første omgang. Vaklende fik hun tvunget sig på benene også selvom kroppen truede med at bukke under, mest på grund af den jagende smerte. Den store drage fyldte mere eller mindre det hele, tanden var ikke helt lille, fingrene var hun end ikke i stand til at bevæge. Hun havde gjort hvad hun var i stand til at gøre for Caleb, han så ud til at klarer sig for nu vel og mærke. ”J-jeg er s-så ked af d-det, gentog hun med direkte sorg malet i de mørke øjne. Uden helt at vide hvor hun var på vej hen, i hvilken retning, forsøgte hun at komme igennem det lange græs uden at benene skulle ende med at falde sammen under hende. Før eller siden håbede hun at hun ville hjemvende til Procias, også selvom det i øjeblikket virkede frygtelig langt væk.

//Out

[Deleted]

Panikken bredte sig kun noget så tydeligt i Caleb. Bare tanken om det som var sket, samt hav Liya nu var blevet beskyldt for, uden at hun egentlig havde gjort noget som helst, hvilket selvfølgelig var en tanke som nagede ham, for mødet var jo gået særdeles fantastisk i længden, så det i sig selv, var heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Selvom han virkelig forsøgte at holde sig i ro, så var det bestemt heller ikke fordi at det var nemt for ham, men også for at hun skulle slappe af, for det var noget som han selv gjorde for sin egen skyld, for han vidste jo at det før eller siden ville gøre det hele værre, så var det bare sådan at det måtte være den anden ende. Tænderne bed han fast sammen, også selvom han virkelig forsøgte at vende sig mod hende, for det var tydeligt at hun havde ondt, og den tand var da helt klart noget som hun havde brug for at få ud! Uanset hvordan man vendte og drejede den, så havde hun i hans øjne, handlet i forsvar, så et sted burde det jo ikke rigtigt røre hende i længden?
Tanken om at det hele var ved at gå mod en ende, så var det bestemt heller ikke sådan her han havde regnet med at skulle ende det hele, det var helt sikkert. Hånden gled mod hans bryst, også selvom det ikke tog den smerte som direkte jog igennem ham, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. ”L-Liya… Stop..” bad han dæmpet, også selvom det var tydeligt, at hun slet ikke havde nogen intentioner om at skulle stoppe! Han kæmpede sig om på maven. Han havde mistet meget blod, og selvom stingene var godt stramme, så gjorde det endnu ikke tingene bedre for ham! Blikket gled mod hende, som hun direkte rejste sig og bare valgte at… gå? Det i sig selv, var ikke noget som han havde regnet med, men han kunne jo heller ikke gøre noget for at stoppe hende, uanset hvor meget man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tænderne bed han ganske let sammen, som han endelig kom op på benene, selvom det virkelig kostede ham så frygtelig meget. Han frygtede endnu ikke for hende, og selv regnede han med at dette ikke ville blive hans sidste møde med den kære Liya. Han havde nydt hendes selskab, også selvom omstændighederne havde været direkte.. ødelæggende og endda på alverdens mærkelige måder, selvom det ikke ligefrem gjorde det meget nemmere for ham af den grund! Han gispede ganske svagt. Han var efterhånden ved at være vant til at folk vendte ryggen til ham og bare gik, men selv dette var noget som endnu gjorde ondt. Han blev stående et godt stykke tid og kiggede efter hende, inden han bare vendte om og vandrede tilbage i retningen af Dvasias, også selvom det var vaklende og yderst langsomme skridt. Hvert skridt gjorde ondt!

//Out