One last look...?

[Deleted]

Caleb valgte nu alligevel at lade tvivlen komme Liya til gode, også fordi at han vidste hvad hun var kendt for, men det var jo ikke ligefrem fordi at det var noget som han havde set nogen spor af som sådan, hvilket skam også var noget som han havde det ganske fint med i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han sendte hende et stille smil. ”Det er det vel,” endte han med et stille smil. Det kunne godt være, at det ikke ligefrem var det nemmeste at komme over muren, men nu hvor det var et mål for ham, så ønskede han faktisk at overraske Liya på døren. Det kunne godt være, at han ikke havde kendt hende særlig længe, men af den grund, så følte han faktisk, at han var i stand til at kalde hende for.. en ven? Han vendte blikket mod hende igen og med det stille smil på læben. ”Hav du bare kagen klar i vinduet, min kære Liya, for før eller siden og før du ved af det, så vil jeg være der..!” endte han med en tydeligt morende mine, for det var et mål for ham nu, og det var alt sammen hendes skyld! Selvom det selvfølgelig ikke var negativt ment, men han kunne nu alligevel godt lide tanken om at være omkring hende på den her måde.
At se Liya havde så ondt, var slet ikke en tanke som han brød sig om på nogen måde, også fordi at.. det faktisk påvirkede ham. Han vidste godt, at det måske var et skridt fra den sikre zone og direkte ud i gråzonen at gøre som han gjorde, specielt når han faktisk tilbød sig selv på den måde, men det var nu bare sådan at det måtte være, for han ønskede slet ikke at hun skulle have ondt. Han nikkede forståelsesfuldt til hende, men.. Nathaniel var jo død, så hvordan klarede hun den egentlig? Det var slet ikke noget som han forstod sig på, for hvis det kun var Nathaniel som hun ville have i nærheden af sig, for han var jo død og borte? ”Jeg forstår dig skam godt, Liya, men hvorfor udsætte dig selv for den smerte, når.. du står overfor en som kan hjælpe dig, og lette dig for den smerte,” endte han dæmpet. Det kunne godt være, at det lød som en lam undskyldning, men det var nu heller ikke fordi at han ønskede at gøre hende noget ondt, ofr det var da det sidste som han ønskede sig, det var der ingen tvivl om! Han sukkede dæmpet og nikkede så, hvor han kun lige nåede at vende sig, så han stod ordentligt i forhold til hende, idet at.. en kniv kom flyvende fra skoven af, som de stod lige i nærheden af, og den placerede sig temmelig tæt ved hans lunger og bug. Hans pupiller trak sig fuldkommen sammen, idet han åbnede munden, men ikke så meget som en lyd kom over dem. Han nåede kun et enkelt gisp, idet han røg direkte i jorden for fødderne af hende og med mindre skælvninger. Hvad pokker var det egentlig der skete?!

[Deleted]

Det var efterhånden ved at være længe siden, at freden og roen havde været så tydelig, som det den måtte være i øjeblikket, og det var noget som Damon faktisk havde det ganske fint med, for det gav ham rig mulighed for at være sammen med hans kære trolovede og deres lille dreng, og det var selvfølgelig en tanke som han var frygtelig, frygtelig glad for! lille Oliver var ved at blive temmelig stor nu, og frygten for Kildaria var ved at falde, og selvfølgelig var det noget som betød meget for ham, for han kunne slet ikke undvære den store drage! De faste vingeslag lød tungt over den store himmel, også selvom det slet ikke var noget som rørte ham det mindste, for det var efterhånden en tanke som han var ved at være temmelig vant til, også fordi at han havde kendt det smukke dyr igennem frygtelig mange år nu, og de havde virkelig været perfekte partnere igennem lige så lang tid. Blikket gled roligt rundt omkring ham. Det var ved at være mørkt, det blæste en god del heroppe, også selvom det slet ikke var noget som rørte ham som sådan, for det var efterhånden bare en tanke som man måtte vænne sig til, også fordi at han tilbragte så frygtelig mange timer på drageryggen som det han gjorde.
”Så Kildaria.. Det er sidste flyvetur, inden vi kan tage hjem,” endte han med et stille smil, sm han strøg hånden over de hårde skæl, også selvom han vidste, at det var noget som hans kære Kildaria faktisk godt kunne lide. Hun nikkede med det store hoved og vendte blikket ned mod jorden. Som de fløj over engen og tæt mod grænsen til den store park, så var det tydeligt at se, at der var noget helt galt dernede! #Den er helt gal dernede, Damon..!# endte hun med en fast tone, som hun direkte afgav et brøl, næsten som havde det været en kraftig advarsel overfor kvinden som stod på jorden med manden liggende ved sin side med kniven i maven. Damon vendte blikket direkte mod jorden, hvor han også selv var i stand til at se det, hvilket bestemt heller ikke var noget osm gjorde det meget bedre. For en gangs skyld, så var der så god en ro på stedet, og rundt forbi, hvilket var noget som han i den grad nød af, og så skulle det her ske? Det var bare ikke noget som gav nogen mening for ham på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man ville eller ej. Han trak vejret dybt. ”Søg ned, Kildaria. Vi er nødt til at gøre noget ved det her..” endte han med en fast tone, som han endte med at gribe godt fat omkring tøjlerne på dragen, også fordi at han kendte hende godt nok til at vide, at hun ville dykke, og det var ikke altid lige behageligt, hvis det ikke var noget som man var forberedt på! Han kneb øjnene sammen. At lade det gå forbi var slet ikke et alternativ, så de var jo nødt til at gøre et eller andet!

[Liya Daimond Diamaqima]

Selvom det måske var direkte farligt at stole på hende, så var Liya faktisk glad for at han udviste hende den tillid, det var trods alt de færreste der i det hele taget turde at give hende den. Hun gengældte det stille smil. Det var ikke fordi at hun ønskede at gøre skade på ham, hun ønskede blot at påminde ham om at chancen var der, det var aldrig til at vide hvornår stemmen i hendes hoved gik over og blev en dominerende faktor. Liya nikkede stille og lod den blide vind tage fat om de mørke lokker, og lod dem danse omkring det varme ansigt. Udadtil havde hun aldrig lignet en dvasianer, ikke foruden det intense blik vel og mærke, og jo længere hun opholdt sig i Procias, jo mere af det dvasianske glemte hun, også selvom det konstante begær efter mord, altid ville påvirke hende.. selvom hun altid ville være syg og særligt uden Nathaniel.
Måske hun kun havde kendt Caleb i et par sølle timer, men hans varme person, fik hende til at føle sig godt tilpas i hans selskab. Et skævt smil spillede om de rosenrøde læber. Den ivrighed morede hende et sted kun, for det var trods alt et lille og mere eller mindre overkommeligt mål. ”Meget vel.. i så fald blot find duften, jeg lover dig at jeg gemmer et stort stykke, hvis det lykkes dig påpegede hun lidt drillende, også selvom hun skam mente det! Hun blev stående med hans hånd i sin. Den f'øltes så varm. En så lille ting rev i dyret i hende. Hun havde altid afskyet sit væsen, udelukkende fordi hun følte sig så splittet. Mænds kærtegn gjorde hende urolig.. alle foruden Nathaniels kærtegn vel og mærke, hun havde undret sig over hvorfor, men sådan havde det været siden deres første møde. Hun savnede ham.. det gjorde ondt at vide, at han aldrig ville ligge sig ned ved hendes side igen, ligge armen omkring hende og skænke hende fortøstningsfulde ord. Efterhånden havde hun virkelig ondt, også selvom hun på ingen måde var meget for at erkende det. Dyret i hende hungrede efter de mange intime kærtegn, og selvom det var sødt af Caleb at tilbyde det, så frygtede hun at det ville være direkte dumt at begive sig derud. Hun klemte blidt omkring hans hånd og slog de mørke øjne bort. Et næsten opgivende suk forlod hende. ”Fordi jeg ikke ønsker at overfører min smerte til dig, Caleb. Men jeg er glad for tilbuddet, det er slet ikke det,” svarede hun hurtigt, og lod næsten skræmte øjne falde til hans øjne. Hun ville jo heller ikke have at han skulle se hende som utaknemmelig og så miste interessen, ikke nu hvor hun endelig formåede at fører en samtale med en mand.. uden at føle sig bange eller utryg. Langsomt lænede hun sig frem og plantede et kys mod hans kind, og flyttede sig en smule. Kniven snittede hendes kjole inden den satte sig direkte i Calebs bryst. Enhver farve forlod hendes kinder. ”Caleb?!” endte hun direkte panisk. Uden at slippe hans hånd endte hun med at glide i knæ med ham. ”Nej.. Nej.. ikke nu,” hviskede hun direkte panisk. Skyggerne kastede sig over dem da dragen bukkede, men Liya havde kun øje for Caleb. Hvorfor skulle alle altid komme til skade omkring hende?!

[Deleted]

Caleb løb måske en risiko uden lige, ved at være sammen med Liya, men han var slet ikke bange af sig. Umiddelbart var han ikke nervøs, og hun så ud til faktisk at have det godt omkring ham, hvilket selvfølgelig var noget som han var frygtelig glad for, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Han havde nu sat sig det mål, at han skulle til Procias før eller siden, og det var selvfølgelig noget som han agtet at gøre nu! Han sendte hende et stille smil, også selvom der slet ikke var noget nervøst hvad ham angik, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. ”Jeg har hørt meget om de kager du formår at bage Liya.. Jeg ser frem til at få lov til at smage,” endte han morende, også selvom det var noget som han mente!
Det kunne godt være, at det var risikabelt af Caleb at tilbyde sig selv på den måde, selvom det jo faktisk var noget som han mente. Han ønskede ikke at se hende rende rundt og have ondt, for det var tydeligt, at det var ved at blive temmelig alvorligt efterhånden, og det stod jo direkte i hendes øjne, at hun slet ikke havde det særlig godt. Han lod hovedet søge let på sned, som han svagt trak på skuldrene. Hun lagde meget i det, hvilket han godt kunne fornemme og langt mere end det som så mange andre af deres slags ville, og det var faktisk noget som han havde den største forståelse for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”I så fald, kan jeg ikke forstå at du ikke tager imod det, Liya.. Jeg bryder mig ikke om at se dig have så ondt.. Det står jo så tydeligt i dit blik,” påpegede han stilfærdigt, for løgn var det ikke. Hun var en kvinde som ikke havde det særlig nemt, hun havde børn, ingen mand, og alle vidste at der var noget galt for sit vedkommende, selvom det slet ikke var noget som han ønskede at gøre værre, hvis det var noget som han kunne blive fri for. Det kunne godt være at han ikke havde noget overordnede mål ved sit liv, men han ønskede bestemt ikke at forlade det som stod nu da! Han trak vejret dybt, hvor han tog imod hendes kys, idet at hans pupiller voldsomt endte med at trække sig sammen, da kniven satte sig direkte i hans bryst. Det tog ham ikke særlig lang tid at ende i græsset, hvor han direkte gispede efter vejret, for det gjorde virkelig ondt! Lyden af dragen som befandt sig højt oppe over dem, var noget af det første som fangede hans opmærksomhed, hvilket næsten var noget som jog en skræk i ham, for han havde jo aldrig set så stort et væsen så tæt på før! ”L-Liya..” Han vendte blikket mod hende som hun var gået i knæ ved siden af ham. Var den kniv ment for hende? Umiddelbart kunne han godt forestille sig det. Han var jo.. ubetydelig i alt for mange henseender, så det kunne næppe være ham! Kroppen begyndte at skælve, som såret begyndte at bløde. Det var virkelig, virkelig ubehageligt!

[Deleted]

Efterhånden, så var det så sjældent at der skete noget, så når det endelig skete, så var det selv noget som Damon tydeligt måtte reagere på. Manden som faldt under dem, var noget som han hurtigt fik øje på, også fordi at Kildaria allerede havde advaret ham om det, så selvfølgelig var det noget som han så kraftigt måtte bide sig fast i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han greb kraftigt omkring tøjlerne. Af hvad han kunne se heroppe fra, så kunne det kun være den kvinde som havde gjort det, også fordi at det skete så pludseligt, og uden at det kunne se ud som om at der var indflydelse fra nogen anden omkring dem, hvilket så sandelig også var noget af det som han så kraftigt reagerede på, for han ønskede jo slet ikke at skulle se at det gik så galt som det gjorde, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. ”Kom så Kildaria..! Det her går for langsomt!” endte han med en fast tone. Kildaria – hans store drage, endte med at brumme tydeligt utilfreds, som hun satte farten op og hurtigt endte med at lande direkte på jorden med et kraftigt bump, efter hun elegant og smukt havde rettet sig op, kort inden hun havde sat kløerne direkte ned i jorden. De mørke og intense øjne faldt direkte til den kvindelige skikkelse som sad ved siden af den faldende mand, hvor det var tydeligt for hende at det stank langt væk af blod.
Damon hoppede hurtigt ned fra Kildarias ryg. Efter han havde fået sit syn tilbage, så var det hele blevet langt nemmere for ham, også det at gøre sit arbejde ordentligt. Selvom dette måske ikke var en del af det, så var han nødt til at handle, for ellers kunne han da slet ikke tilgive sig selv. Blikket gled direkte fra kvinden som sad ved manden, og til manden og videre mod kvinden. Han lagde hånden på skaftet af sværdet som han havde i skeden ved hans side. Han tog bestemt ikke nogen chancer mere. Livet var for værdifuldt til det, og nu hvor han også havde forlovede og barn at forsørge, så var det vel også noget som påvirkede hans sans for ansvar? At han ikke bare kunne lade det passere, selvom det ikke var hans eget hjemland? Han kneb øjnene fast sammen som han bevægede sig tættere på. Kildaria fulgte lige efter og med en advarende brølen. For hvert et skridt hun tog, kunne det mærkes i jorden. Hun var jo temmelig stor af sig, for hun var jo trods alt hvad hun var; En drage. ”Hvad pokker har du gang i, kvinde?” endte han med en fast tone. Umiddelbart genkendte han hende ikke, for han havde aldrig rigtigt blandet sig i de affærer som ikke vedkom eller berørte ham på nogen måde. At det jo så var selveste Liya Diamaqima som han stod ansigt til ansigt med, havde han slet ikke nogen anelse om. Kildaria vendte sig mod ham. #Pas nu på…# endte hun med en ganske kortfattet tone, som hun selv vendte sig mod kvinden. Selv hun tog ingen chancer!

[Liya Daimond Diamaqima]

Dagene blev bedre og bedre også selvom hun ikke havde Nathaniel omkring sig. Selvfølgelig længtes hun efter ham af hele sit hjerte, og til tider så var hun ude af kontrol og tvunget til at skjule det for sin egen søn, men det var blevet bedre og det at hun var i stand til at fører en samtale med ham uden at have lyst til at slå ihjel, sagde lidt det hele. På nogle punkter savnede hun Dvasias, det havde altid været et så enkelt sted at leve, der var næsten ingen regler og til tider følte hun vel at.. ja hun var blevet gjort blød? Intet var som det plejede at være, selv Faith og Kimeya havde efterladt hende alene, hun forsøgte for pokker bare at finde en tryg grobund, og det var faktisk noget som Caleb havde hjulpet hende lidt med. Liya kluklo morende til hans ord.. ja i den tid hvor det havde været hårdest havde hun forsøgt at beskæftige sig selv med madlavning frem for mord, det havde hjulpet en smule, særligt fordi det var gået op for hende at hun faktisk var ret god til den slags. ”Jeg skal nok lave en til dig en dag, det.. holder mig beskæftiget,” erkendte hun med et let smil. Hovedet lod hun søge let på sned, som hun blev stående foran ham, uvidende om hvad der rendte rundt i det høje græs og skjulte sig. Gennem årene havde hun pådraget sig alt for mange fjender, både selv men også med henblik på Nathaniel og nu hvor Silia var dronning, så var hun et godt punkt at ramme, det var dog ikke tanker som hun gjorde sig synderligt mange af. Hun havde ondt og det var ikke noget som hun kunne skjule, et sted var hun virkelig fristet til at takke ja til Calebs tilbud, men hun ville ikke miste en ven, og hun kendte sig selv nok til at vide, at hun ikke burde udfordre skæbnen på den måde, det ville næsten med garanti ende galt, og selvom det til dels var fristende bare at lade hæmningerne gå og vendte lidt tilbage til sit gamle jeg, så ville alle blive skuffet hvis det var det som hun valgte. Kniven kom ingen steder fra, hun nåede end ikke at afgive sit svar. Hun gled ned i det høje, på sine knæ ved hans side, og lod hånden stryge ham over håret, med et direkte febrilsk blik. ”Jeg.. jeg er så ked af det, Caleb.. u..undskyld, hver sød at kæmpe,” endte hun direkte bedende. Det var typisk.. når hun endelig fandt en som ikke udviste frygt for hende, som anså hende for at være smuk og stærk, og hun faktisk selv var i stand til at fører samtalen, så skulle noget som dette ske. Den pludselige rumlen i jorden var noget der fik hende til at slippe et gisp. Hun kiggede op. ”Jeg kommer om et øjeblik, vær sød ikke at give op,” endte hun en smule skeptisk. Hun slap ham og rejste sig for i stedet at fremdrage en kniv fra kjolen. Et sted nød hun følelsen af adrenalinen der pumpede rundt i kroppen. Blikket faldt kun kort på manden men søgte meget hurtigt videre til dragen bag ham. Hun havde aldrig set et sådanne kræ før.. alt farve forlod hendes kinder. ”Det her er.. et virkelig dårligt tidspunkt,” påpegede hun en smule køligt. Hun følte sig truet, med andre ord var det frygtelig lettere at give efter for den kvinde hun altid havde været, det eneste hun havde i tankerne var at redde Calebs liv, og hun nægtede nogle at komme i vejen for det!

[Deleted]

Caleb kunne faktisk godt lide Liyas personlighed, for hun virkede så.. nede på jorden, nu hvor han kunne se lidt mere i hende, end det som så mange andre havde, men det var vel også fordi at han ikke ligefrem dømte hende på forhånd? Han kunne slet ikke få sig selv til det, også fordi at han vidste, at der som regel altid var mere i folk end det som de egentlig gav udtryk for, eller var dømt til om ikke andet, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen strøg han let over læberne, næsten som tænderne løb i vand ved tankerne alene. Han grinede ganske let. ”Det tror jeg gerne, kære Liya. Jeg vil se frem til at mæske den i mig,” endte han selvsikkert og med et stille smil på læben, for han mente det faktisk. Han kunne godt se at Liya smilte, selv på trods af den smerte som hvilede der, og han havde skam valgt at tilbyde sig selv af en grund; Han ønskede slet ikke at hun skulle have ondt, og det var egentlig ligegyldigt med hvor lang tid han havde kendt hende, for det var slet ikke noget som havde nogen som helst betydning for ham af den grund. Han trak vejret ganske dybt og nikkede så til hende. At hun ikke ville, var noget som han vel var nødt til at acceptere, selvom det ikke ligefrem var nemt?
At kniven havde sat sig direkte i hans bryst, var noget som direkte tvang Caleb direkte i jorden, hvor han direkte måtte kæmpe for at få luft, for det var som om at der var sat en blokade op, og det var bestemt ikke behageligt! Han vendte blikket næsten panikslagent mod hende, også selvom det slet ikke var på grund af hende, for han vidste jo godt, at hun slet ikke havde gjort noget, men det var mere omstændighederne og situationen, for ikke at glemme, at det ikke gjorde det meget nemmere, at det massive bæst i form af en drage, gjorde det meget bedre for ham af den grund! Han skilte læberne flere gange, også selvom det kun resulterede i små gisp, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham, for det var virkelig ikke nemt for ham! ”L-liya…. S-stop..” hvislede han krampagtigt, også fordi at det slet ikke var nemt af den grund! Øjnene lukkede han let, som han lod hånden falde ned ved siden af ham, som han virkelig forsøgte at spare på den energi som han havde. Kniven sad endnu i brystet, men et sted så turde han heller ikke ligefrem at fjerne den, for han var vel et sted bange for hvad det ville resultere i? ”L-lad.. lad hende være..” hviskede han anstrengt. Liya havde jo faktisk ikke gjort noget, og selvfølgelig, så ønskede han heller ikke at hun skulle blive offer for noget som helst, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han ønskede jo bare at hjælpe hende, og det kunne han jo ikke gøre, ved at følge hendes mand i graven! Han vendte blikket mod hende, også selvom det begyndte at sløre. Det var en tanke som skræmte ham!

[Deleted]

Adrenalinet pumpede igennem Damons blod. Han nød selvfølgelig tanken om at der endelig skete noget, men tanken om at det skulle gøres på denne her måde, havde han selvfølgelig ikke regnet med på nogen måde! Han vendte blikket direkte mod kvinden som sad på knæ ved manden. Der var noget som slet ikke stemte i denne situation, selvom han ikke kunne tage sig af det nu, for han var jo ligesom nødt til at tage sine sikringer, så han vidste at der ikke ville ske ham noget! Han havde jo sin egen lille familie at passe på, hvilket selvfølgelig også var hans førsteprioritet, men nu hvor han stod her, og samtidig vidste at hans familie var i trygge hænder, så var han nødt til at gøre et eller andet! Kildaria prustede tungt, som hun lod blikket hvile direkte på Liya. Hvem kvinden var, var ukendt for dem begge to, men selv de var jo nødt til at passe på hinanden, ligesom alle andre også måtte passe på. Verdenen var urolig efterhånden, og det var noget som de alle var påvirket af. Procias var ikke trygge endnu, nyt regime på slottet, og nye på stillingerne, gjorde selvfølgelig også sit for deres vedkommende, for de var påvirket af det igennem jobbet. Hun sænkede hovedet, så hun kom næsten ned i højden med Damon, også selvom det mest var for at passe på ham, i tilfælde af at kvinden ville gøre noget. At hun endte med at fremtvinge et våben og med de ord, var slet ikke noget som hun tog som noget godt tegn, hvor hendes kraftigt advarende knurren vel var et tydeligt tegn på at hun skulle lægge det fra sig?
Damon endte med at hæve sit eget sværd, som han holdt foran sig. Hvem kvinden var, vidste han ikke, men at hæve et våben overfor ham, var slet ikke noget som han fandt sig i på nogen som helst måde overhovedet! ”Læg det våben fra dig, frøken, og så finder vi ud af det her under rolige forhold..” endte han med en ganske kortfattet besked. Umiddelbart så det ikke ud som om at hun ville handle som han ønskede sig, for hun virkede.. kølig og næppe så samarbejdsvillig som det han ville have hende til at være, hvilket selvfølgelig var en tanke som direkte måtte irritere ham! ”Sænk dit våben, så vi kan hjælpe denne mand.. Han har brug for at blive kigget på af en healer eller kyndig,” endte han ganske kortfattet. Kildaria endte med at blote sine abnorme spidse tænder og uden at skulle slippe hende med blikket på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. #Jeg stoler ikke på hende, Damon!# hvislede hun med en fast tone i mandens hoved, som hun kom med et kraftigt og direkte advarende brøl, idet hun selv slog halen mere om Damon, for at beskytte ham. Hun havde slet ikke nogen grund til at stole på kvinden foran dem, og det gjorde hun så sandelig heller ikke!

[Liya Daimond Diamaqima]

De fleste kastede en dom over hende på forhånd, udelukkende på grund af det ry hun havde skabt sig. Alle rygterne var ganske vidst sande, hun var en syg kvinde, hun kontrollerede ikke sine egne tanker og sine egne handlinger, men hun havde sine øjeblikke.. det var sådan et hun netop havde haft med Caleb og nu lå han blødende og svag på jorden. Alle kom til skade omkring hende, hvilket direkte irriterede hende! Det var efterhånden ved at være.. ja faktisk et århundred siden hun havde mistet Nathaniel? Sorgen gennemborede hende til tider stadig, men det der skræmte hende mest, var tanken om at hun til dels var kommet videre. Hun havde levet sin liv, taget sig af deres børn og forsøgt at holde sig selv i kort snor, somme tider var det svigtet, men til tider var det lykkedes hende, og hun vidste at det var noget som ville plante en form for stolthed i Nathaniel selv i døden. De mørke øjne hvilede på den nytilkommende og hans store kræ til en drage. Hun knyttede hænderne og så fra den fremmede og til Caleb der havde mere brug for hendes hjælp. Manden var en ting.. dragen var en ting. Et sted var hun dybt fascineret, hun havde aldrig set en med egne øjne. ”Shh Caleb, bare hold ud,” endte hun en smule sammenbidt. Kniven sad stadig i hans bryst.. hun havde selv sin egen kniv på sig, hun stod ganske vidst med et våben i hånden, men en sølle kniv ville i sidste ende ikke hjælpe hende det mindste, mod et kræ som en drage, men alligevel ville hun aldrig tøve med at gå ind i kampen. Det fordømmende blik i mandens øjne stod langt ud af ham. Hun havde intet gjort Caleb.. ikke denne gang og hun ville bestemt ikke beskyldes for det! De mørke lokker strøg hun bag øret, uden at lade blikket forlade manden. Vreden blussede i det indre.. måske det faktisk var ham som havde kastet kniven? Liya fastholdt våbenet mod hans skikkelse med kølige øjne. Den følelse af magt der atter overvældede hende var giftig for hendes sind, der var en grund til at Nathaniel i sin tid havde afholdt hende, men han var der ikke til at stoppe hende nu.. det måtte hun vel også bare indse? Liay kneb øjnene sammen og betragtede ham med et legelystent glimt i øjet. ”Jeg har hverken tid eller lyst til at snakke med Dem om noget som helst. Tag dit forbandede kræ og smut herfra,” bad hun køligt, for hun mente det skam. Kort skævede hun mod dragen der til nu ikke havde gjort noget, men hun vidste at de var knyttet til deres ejer, det var slet ikke nogle hun burde kaste sig i krig med, i sidste ende var hun trods alt blot en kvinde. De mørke øjne søgte mod Caleb. Han havde ondt. ”Jeg tager mig af ham. Jeg advare dig.. det er din sidste chance for at komme herfra i live,” svarede hun ganske ærligt. Måske det ikke pyntede på den uskyld hun forsøgte at bevise, men hun mente det. Vreden blussede i det indre, og hun var allerede forbandet fristet til at give efter for den!

[Deleted]

Caleb forsøgte virkelig at holde sig rolig, selvom det på ingen måder var nemt for ham, for det gjorde ondt, og han var for pokker nødt til at trække vejret! At se den paniske Liya, og så det store bæst af en drage lige efter, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere, for han vidste, at han ikke just var i stand til at gøre noget, så lang tid at han lå der med en kniv i brystet! Han havde ellers nydt det, men tankerne kunne ikke lade være med at kværne rundt i hovedet på ham. Han kunne næsten gætte sig til at den kniv som sad i hans bryst, faktisk var ment til Liya, og i den højde som den havde ramt ham, så ville den have slået hende ihjel, så på sit vis, var han jo faktisk.. glad for at han havde taget imod den på denne her måde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nød at snakke med hende, også fordi at han slet ikke havde følt at han var i farezonen for hvad hun var kendt for at gøre med det mandlige køn, og selvfølgelig var det også noget som hun virkelig godt kunne lide, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. ”J-jeg.. jeg p-prøver..” endte han stakåndet, som han let kneb øjnene sammen. Hun havde for pokker slet ikke gjort noget, og derfor ønskede han heller ikke at de skulle lægge en finger på hende! Hun var faktisk uskyldig denne gang! Desuden havde han også den fornemmelse af, at Liya ikke just var typen som ramte ved siden af, og han var jo trods alt stadig i live!
Den store drage, var et sted det væsen som gjorde Caleb mest usikker, for det var et stort bæst at skulle klare alene! Manden var tilsyneladende dum, ved ikke at tro på Liya, for hun havde jo for pokker ikke gjort noget! Læberne skilte han, som forsøgte han at snakke, selvom det slet ikke var noget som gik i hans retning på nogen måde, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hans pupiller trak sig sammen. ”P-pas p-på..” endte han dæmpet. Han brød sig bestemt ikke om at ligge der og lade en kvinde passe på ham og vogte over ham på den måde, for det var bare.. forkert, når det burde være omvendt, selvom han lige nu lå i en situation, hvor han ikke var i stand til at gøre noget som helst, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde tingene meget bedre eller nemmere for ham! Blikket gled igen i retningen af himlen, hvor han forsøgte at slappe af, selvom det virkelig føles som en direkte umulighed for ham!

[Deleted]

Damon kunne ikke rigtigt handle ud fra andet end hvad han var i stand til at se, og det så bestemt ud, som var det denne kvinde som havde stukket manden ned. Hvor de to individer måtte være fra, var ikke noget som gjorde den største forskel for ham, for han kunne bestemt ikke bare lade det hele passere, som havde han slet ikke været i stand til at se noget som helst. Selv med sit eget håndvåben hævet, så havde han skam ikke i sinde at bruge det, før det skulle vise sig at blive nødvendigt, for han fik jo intet ud af, at skulle påføre andre skade, og specielt ikke en kvinde, hvilket bare var langt under hans værdighed, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hans blik hvilede direkte stift mod denne kvinde og med en yderst alvorlig mine. Kildaria knurrede fast og direkte advarende af hende, for hun var bestemt ikke noget kræ! Hun var en stor og prægtig drage med alt hvad det måtte indebære! #Kræ? Hun kaldte mig for et kræ?!# endte hun fast, som hun selv sænkede hovedet, for at bringe det tættere på denne kvinde. Umiddelbart var hun heller ikke kendt for hende, og lige nu gjorde hun bestemt heller ikke nogen forskel, for det at blive kaldt for et kræ, var bestemt ikke noget som hun fandt sig i, på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det altså bare sådan at det måtte være! Damon lagde den frie hånd mod Kildarias hals, også for at få hende til at holde inde, inden det ville ende med at gå helt galt, for det var slet ikke noget som han ønskede sig! Det store dyr ved hans side, var noget som han satte næsten lige så højt som hans kære familie, for.. hun var trods alt også en del af den, som hun var en del af ham. ”Så er det nok!” endte han med en fast tone. Nu var han faktisk kun ved at blive temmelig vred, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for han ønskede jo slet ikke at det skulle gå galt for nogle af dem, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. ”Jeg tror ikke du forstår, Frøken.. Jeg vil have dig med til slottet, så vi kan finde ud af dette på en ordentlig måde, og så sørger vi for at han får den rette hjælp af healing, uden at nogen behøver at komme til skade,” endte han ganske kortfattet. Kildaria var ikke helt enig, hvor hun blottede de store tænder, idet hun kraftigt bed ud efter Liya. Nok var nok, selv for hende, og hun fandt sig ikke i at blive kaldt for et bæst!

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya havde aldrig før set en drage med egne øjne, de var langt større end hun ellers umiddelbart ville have regnet med. Det forundrede hende alligevel at den blev stående i baggrunden. Faktisk havde hun mest lyst til at hjælpe Claeb hun ville gerne fokuserer på ham, desværre gjorde denne forbandede mand det ikke muligt. Hun kneb øjnene sammen og betragtede ham med et intenst glimt. Der var ingen grund til at stole på hende, men hun havde ikke gjort Caleb det mindste, tværtimod så havde hun kun ført en samtale med manden, hun var træt af at blive dømt, det gav hende faktisk lyst til at gøre nogen ondt! Vinden strøg de mørke lokker omkring hende og ind foran hendes ansigt, også selvom hun ikke tog blikket af manden foran.. eller for den sags skyld dragen i baggrunden. Måske det burde være manden som vogtede over kvinden, men lige i dette tilfælde agtede Liya at vogte over ham, for at bevise for ham at hun faktisk bekymrede sig om ham, hun var ikke kun morderisk. Hun knyttede hænderne fast og lod neglene borer sig ned i sin håndflade. Kniven holdt hun i sin hånd og hun ville bestemt ikke tøve med at bruge den hverken på ham eller på dragen. Det at han hævede stemmen fik det til at gibbe forskrækket i hende. Farven svandt bort fra hendes kinder, hun kunne føle sit hjerte banke. Kort skævede hun mod Caleb. De burde skaffe hjælp til ham. Hun sukkede og endte med at lettere opgivende at nikke. ”Meget vel, jeg tror at det er bedst hvis vi...” hun havde netop sænket sit våben som dragen endte med at trodse sin herres ordre og bide ud efter hende. Liya brød i et skrig som en intens smerte ramte hende og bredte sig hurtigt gennem hele kroppen. Tårerne trængte sig på, på sit vis følte det som om noget prøvet at kvæle hende. Instinktivt hamrede hun kniven ud efter det store bæst, blot for at få det væk fra sig, også selvom tanden var gået direkte igennem og mere eller mindre havde hægtet hende til det. ”Forbandede...!” udbrød hun skingert og lod pupillerne trække sig sammen. Det gjorde ondt helt ind i knoglerne. Et kort øjeblik var hun overbevist om at hun skulle dø fordi smerten var så intens, og selvom hun blev tvunget i knæ så besvimede hun ikke. Uden at sigte det mindste endte hun med at kaste kniven med en elegant bevægelse der skabte en temmelig stærk hastighed, der ligeså gjorde at kniven lå lettere stabilt i luften. Hun faldt ned i det kølige græs, og følte hvordan det varme blod løb ned over sin krop. Tanken om at hun kunne forenes med Nathaniel lettede hende også selvom hun endnu ikke var faldet bort. Hun gispede efter vejret og lod neglene borer sig ned i den beskidte jord. Dette var bestemt ikke en del af planen. ”Må du brænde op i helvede,” hvæsede hun og hamrede hårdt i græsset. På sit vis følte hun sig selv falde fra hinanden hvilket virkelig ikke var en behagelig følelse!

[Deleted]

Caleb kæmpede efterhånden med at holde sig vågen, selvom synet af den store og massive drage, ikke ligefrem gjorde det nemmere for ham at glide hen i søvnen, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hans krop dirrede, også fordi at han vidste at dette var dømt til at gå galt, og han ønskede jo faktisk ikke at Liya skulle komme til skade! Han havde nydt hendes selskab så langt, og selvfølgelig var det noget som han havde ønsket kunne fortsætte, og helst uden indblanden af en dragerytter og hans store bæst, for det var slet ikke noget som gavnede nogen af dem! Han gispede svagt efter vejret, som han vendte blikket op mod den store himmel, som han igen forsøgte at genvinde kontrollen over sin vejrtrækning, selvom det på ingen måder var nemt, men det var nu bare sådan at det var. Han knyttede den ene næve ganske let. ”L-lad hende gå..” hviskede han tydeligt med en bedende stemme, for han ønskede jo slet ikke at hun skulle komme galt af sted! Hun havde jo for pokker ikke gjort noget, hvilket denne mand nok var fuldstændig ligeglad med, men det havde hun altså ikke! Lyden af Liyas skrig, fik ham hastigt til at vende blikket mod hende, hvor han om muligt blev mere bleg i ansigtet af synet som mødte ham. Den store drage som bed sig fast i hendes skulder, at se rytteren reagere, også selvom det var tydeligt at.. det var dømt til at gå galt, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham uanset hvad af den grund. Kniven som satte sig i rytterens bryst efter Liya havde kastet kniven fra sig. ”N-nej… nej..” endte han dæmpet, som han gjorde et kort forsøg på at komme op, selvom det var noget som han lige så godt kunne opgive på forhånd, for han kom virkelig ikke nogen vegne, og selvfølgelig var det noget som gjorde ondt, for han ønskede jo at passe på hende! Det var slet ikke hans mening bare at ligge der på jorden for øjnene af hende og ikke gøre noget som helst, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”.. L-Liya..” endte han dæmpet. Han havde slet ikke været ude på at gøre hende ondt, men at det så var andre som skulle gøre det, var selvfølgelig noget som gjorde ham direkte vred, for det havde hun slet ikke fortjent, som han jo faktisk vidste, at hun havde været utrolig meget igennem, og de havde jo faktisk været i stand til at nyde hinandens selskab. Synet af tanden som dragen havde efterladt i hendes skulder, var noget som fik ham til at stirre direkte mod hende. Han kunne jo slet ikke begribe det! Hvor stor var chancen for det her?! Den var jo helt og særdeles i minimum!

[Deleted]

Damon var slet ikke ude på at ødelægge noget af dette, men denne mand var kommet til skade, og selv ønskede han jo egentlig bare at finde ud af hvad der var sket, og hvad de kunne gøre for at hjælpe, også selvom det var tydeligt at kvinden på ingen måder var samarbejdsvillig af den grund. Selvfølgelig var det noget som kun forværrede hele situationen, men det var nu bare sådan at det var, for han tog det nu ganske roligt alligevel, for han ønskede slet ikke at hidse sig op, hvis han ikke havde nogen direkte grund til det. Kildaria følte sig direkte truet af den kniv som kvinden holdt mod dem, hvilket Damon tydeligt kunne mærke, men af den grund, så håbede han selvfølgelig at de kunne finde ud af det under mere fredelige vilkår end det som de var på vej ud i, for han var slet ikke interesseret i kamp eller strid. ”Kildaria!” brølede han fast, som dyret valgte at handle mod hans ordre og direkte satte sit store og umådelig skarpe tandsæt i kvindens skulder, for det var slet ikke noget som han havde regnet med! Hun havde aldrig handlet mod hans ordre før! Han lagde hånden fast mod hendes bryst, som han næsten forsøgte at tvinge hende til at slippe, hvor han fast vendte blikket mod hende. ”Det der fik du ikke lov til!” Han nåede kun lige at vende sig mod Liya igen, som skulle han til at spørge ind til hvordan hun havde det, også selvom hun handlede hurtigere end hvad han lige havde regnet med, hvor han kun nåede at vende sig mod hende, idet at kniven satte sig i hans bryst og frygtelig tæt ved hans hjerte. Hans pupiller trak sig fast sammen, idet at han let bakkede nogle skridt, kun for at falde direkte ned i græsset. ”A-Adeline…” hviskede han med en dæmpet stemme, hvor han igen skilte læberne ad.. Hvad med hans lille familie? Hans kære forlovede? Oliver, hans kære søn? Han pustede tungt ud, idet han gled mere og mere bort..
Kildaria brød ud i et kraftigt skrig, idet kniven ramte Damon direkte i brystet, som hun selv kunne fornemme den smerte som pludselig ramte ham. Som han røg direkte i jorden og blev liggende, så var det tydeligt, at han allerede var gledet bort. Hun nåede kun lige at vende blikket i retningen af Liya idet hendes egne store ben gav efter under hendes massive vægt, og lod hende falde direkte ned i jorden, hvor hun selv gik direkte i døden. Døde rytteren, så døde dragen lige så…

//Out

[Liya Daimond Diamaqima]

Den intense smerte var næsten ikke til at holde ud. Liya var blevet tvunget direkte i knæ, hun gispede efter vejret også selvom hun næsten ikke følte sig i stand til at kunne trække den til sig. Det lange græs kildede hendes overarm ubehageligt. Det hele var gået så forbandet hurtigt. Det ene øjeblik havde hun ført en fredelig samtale med Caleb følt sig stolt over at de faktisk havde formået at nyde hinandens selskab og det næste øjeblik var hun forsøgt myrdet.. to gange endda, tænkt sig det plejede at være hende som tog liv, ikke hende hvis liv blev taget! Kniven var blevet kastet direkte mod rytteren med et bestemt ryk der havde givet den fart på. For et kort øjeblik havde hun faktisk ombestemt sig og besluttet sig for at holde mødet fredeligt, hvilket den tåbelige drage havde ødelagt! Selvom Kildaria bakkede væk så knækkede tanden og blev siddende i hendes skulder. På trods af smerten så tvang hun sig selv til at rette sig op. Hånden gled mod tanden. De mørke øjne var præget af kulde.. af morlyst og lettelsen ved tanken om at hun havde formået at genvinde magten endnu engang. Der var dog noget anderledes. Hun følte sig ikke.. sindssyg eller underlig, der var intet som talte til hende, ikke nu vel og mærke. Lettere vaklende vendte hun sig mod Caleb. ”C-c-Caleb,” hviskede hun stakåndet og vaklede mod ham. Der skulle meget til før hun sagde 'av', men lige dette gjorde virkelig ondt. En gennemsigtig tårer strøg ned af den blege kind, som hun endelig formåede at komme frem mod ham. I stedet for roligt at glide ned ved hans side, dumpede hun ned i græsset ved siden af, da hun mistede balancen. Det var ikke fordi hun blødte synderlig meget, men det gjorde han tilgengæld hvilket bekymrede hende. Med skælvende hænder rev hun en del af kjolen i stykker. ”U-undskyld j-jeg sa-sagde a-a.at jeg v-ar f-arlig,” hviskede hun sammenbidt og rystede på hovedet. Hun var panisk. Kort skævede hun mod den store himmel over sig, næsten som forsøgte hun at undskylde overfor den mand hun havde kæmpet for at gøre stolt, det var bare som om hun ikke fik lov og tanken irriterede hende jo faktisk! Med magi lod hun en nål tråde sig selv med tråde fra det stykke af kjolen hun havde revet i stykker. Frem for selv at skulle gøre det, begyndte nålen at sy ham sammen. Liya lagde sig ned i græsset ved siden af imens og stirrede på den smukke nattehimmel som hun havde gjort før, og forsøgte at leve igennem den intense smerte, hun skælvede.. og det var pludselig blevet koldt. Hånden lukkede hun om de lange græsstrå og lod blikket glide i.. det svimlede for hendes øjne, hun følte ikke at hun var i stand til at fokusere og den tanke skræmte hende jo faktisk. At den afdøde mand ikke langt fra dem var gift og havde familie var ikke noget hun kunne tage hensyn til, for hun havde sin egen og den satte hun før alt andet.s