One last look...?

[Liya Daimond Diamaqima]

Der var ingen grund til at frygte hende, med mindre man kom for tæt på familien, mødte hende på en dårlig dag, eller på en eller anden måde formåede at udløse den sygdom hun sad inde med. Det var ikke fordi Liya ønskede at gøre nogle ondt.. måske hun begærede det men hun ønskede det ikke, og i særdeleshed ikke denne Caleb, han var en varm mand og han talte til hende som enhver anden. ”Dvasias kan ikke tilbyde noget der er ligeså smukt. Jeg ville have vist dig dem, hvis ikke det havde været fordi at jeg nødig vil stille min datter i en uheldig situation, men jeg håber for din skyld, at det en dag vil lykkes dig at komme forbi muren, det er det hele værd,” bekræftede hun roligt. Måske hun var lidt ivrig når det kom til skoven, men det var noget hun kunne fortælle om, en skønhed som hun kunne relatere til. Liya lyttede til ham, blev høfligt stående på sin plads med hænderne foldet foran sig, stolt over at hun førte en samtale med en tilfældig mand. Endnu bedre var at hun forstod hans situation. ”Det er noget jeg kan sætte mig ind i. Min opvækst var ligesom mange andre i Dvasias, ikke noget at prale af, og folk dømmer ligeså mig så snart de høre hvem jeg er. Det er mere.. hver gang de høre mit navn bliver de skrækslagene, flygter fra mig. Jeg var heldig at finde Nathaniel, det er heller ikke særlig mange som vil være sammen med en kvinde der er kendt for at slå mænd ihjel,” påpegede hun lidt sigende. Hun havde lovet sig selv at hun ikke ville have mere blod på hænderne, og til nu var det lykkes hende ret godt, hun havde ikke rørt nogle siden Thayne, og det havde heller ikke været hendes mening, tværtimod men det gjorde hende så frustreret når folk tog afstand fra hende, at den eneste stemme hun kunne høre, var den der sagde at hun var syg og farlig. Selvom hun var en flot og talentfuld kvinde, så havde hun stort set ingen selvtillid, hun var jo konstant blevet revet ned. Det glædede hende derfor at Caleb ikke skyndte sig væk nu hvor han kendte hendes navn, det var noget der faktisk fik hende til at lyse en smule op, selv på trods af sorg og smerte, der var svært at skjule for andre der havde været i samme båd. ”Det er det. Jeg er en virkelig heldig kvinde,” gentog hun endnu engang. Det var noget som de fleste fandt underligt, men ja hun gentog mange ting for sig selv hele tiden. Hans hånd gav hun et stille klem og holdt den for sekunder bare for den ru følelse, inden hun igen slap den. Lidt tøvende lod hun de mørke øjne søge omkring. Hun burde ikke, men jo.. han lod jo ikke til at være mere farlig end som så, så hvorfor ikke? ”Overhovedet ikke. Det vil jeg gerne,” endte hun med et stille smil. Hvorfor ikke se hvor det kunne fører hende, og give sig selv den lille oplevelse, når hun endelig stod overfor en som ikke frygtede hende?

[Deleted]

Caleb så slet ikke nogen grund til at skulle frygte hende, før det skulle vise sig at blive en nødvendighed, og desuden kunne man jo næsten gætte sig til, at det ikke var nemmere at styre sig, hvis man blev dømt uden at man lærte andre at kende? Ja, han kunne jo godt forstå sig på hendes situation, for han stod jo i en lignende en, så han så ikke nogen grund til at lade sig skræmme før det skulle vise sig at blive en nødvendighed. ”Jeg vil i hvert fald gøre mit for at se den. Jeg ville ønske at jeg kunne se den her i sommeren pryd før bladene vil falde..” Han vendte blikket i retningen af den procianske grænsemur. Han vidste at det ikke ville blive nemt at passere den, og selvfølgelig ønskede han ikke at lade Liya skænke sin datter problemer ved at hjælpe ham over! ”Jeg skal nok komme over den mur en dag.. Jeg ønsker selvfølgelig heller ikke at du skal stå med problemer med henblik på din datter, hvis du skulle hjælpe mig..” endte han sigende, som han endnu en gang måtte vende blikket i retningen af hende endnu en gang. Han sendte hende et let smil. Hun var nu alligevel.. sød. Det var utroligt at folk ikke bare kunne give andre den mulighed, for nu stod han der.. han gav hende chancen til at åbne sig lidt op og stå og snakke med hende, også selvom han ikke kendte hende, som omvendt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Det er synd at man dømmes på et ry, uden at man kigger på det som egentlig er bag.. Du er måske kendt for at være en som slår mænd ihjel.. Det er ikke hvad jeg ser i dig lige nu. Jeg ser ikke et dræbende blik, jeg ser ikke nogen mordlyst, men en kvinde som har.. brug for selskab.. bekræftelse måske?” Han betragtede hende med en ganske sigende mine, for han mente det faktisk. Han fandt hende faktisk sød, og en som han faktisk godt kunne tænke sig at lære at kende, og han mente det faktisk! At hun var stolt af familien var noget som han skam godt kunne forstå, og det var noget som hun havde alverdens mulig grund til! At hun indvilget i at gå den tur med ham, var noget som næsten måtte få ham til at lyse op i et smil, for det var noget som faktisk gjorde ham frygtelig glad, for selv det var noget som selvfølgelig måtte glæde ham frygtelig meget! Han holdt armen ud mod hende, så hun var i stand til at tage den om det var det som hun ville. ”Fremragende! Tillad mig, Liya..” endte han sigende, som han blev stående og afventende. De kunne sagtens være lidt på bølgelængde, også fordi at han slet ikke ønskede at gøre hende noget ondt, og det var skam heller ikke hvad han regnede med fra hendes side af. De kunne vel godt få en god aften ud af dette, ikke sandt?

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya kunne ganske vidst vænne på en tallerken og det var det som mange frygtede ved hende, men det hele handlede jo om hvordan man var omkring hende, hun kunne sagtens være stille og rolig! Det var lidt uhyggeligt hvor meget Caleb til dels måtte minde om Nathaniel, det var den samme varme, samme åbne sjæl, han dømte hende ikke, han frygtede hende, men tvang hende i stedet ud i noget som var normalt, nøjagtig som Nathaniel i sin tid havde gjort. Måske det var derfor han faktisk satte den mindre varme i hende? ”Det er nu den er smukkest. Træerne der står med de prægtige kroner, men det er også nu hvor alle buskene med de saftige bær, og smukke blomster vokser vildt. Det er et syn for guder!” svarede hun med samme drømmende mine, når hun tænkte på de ting der var at se i skoven. Hun var glad for sit hjem, Nathaniel havde jo bygget det i sin tid, og selvom det var lidt småt for dem, så kunne hun ikke forestille sig at være andre steder. ”Sig endelig til. Jeg kan give dig en hjælpende hånd, men min datter ville blive utrolig træt af mig, hvis jeg stillede hende i en uheldig situation,” erkendte hun lidt ærgerligt, også selvom det jo ikke var løgn, som dronning havde hun allerede mere end rigeligt at tænke på. Caleb gav hende en mulighed.. hun havde faktisk muligheden for at snakke med ham, og den varme som han selv var præget af, gjorde det nemt for hende, det var de færreste der gjorde det. Hans ord fik hendes hjerte til at springe et slag over. Hun så direkte overrasket på ham, mest fordi.. han jo havde ret. Hun var en kvinde der konstant blev dømt, uden Nathaniel til at beskytte hende, blev hun angrebet fra alle sider, og det var frustrerende, hun ønskede jo bare.. fred med sine børn! ”Det er synd. Der er meget mere end mennesket altid kan se. Jeg.. jeg er farlig og jeg ligger ikke skjul på det, Caleb. Hvert øjeblik i nærheden af mig, er.. en chance, men sandheden er den at.. jeg ikke længere styrer det som jeg gjorde engang, og jeg har ikke lyst til at gøre dig ond, du er en god mand, uanset hvor mange kvinder du har lagt hænder på, du har gjort det på fair vis, de har bedt dig om det.. jeg er aldrig blevet bedt om noget, men tværtimod kun taget fra,” erkendte hun næsten skamfuldt og så bort. Det var jo ikke løgn, voldtægter havde holdt hende i live, og nu gjorde de det ikke mere, det var både lettende men også bekymrende, for hvordan skulle hun ellers? Den udstrakte arm, endte hun med at tage imod, lod selv armen snige sig omkring hans, inden hun roligt begyndte at følge ham gennem det lange græs. ”Mig en glæde,” svarede hun lidt kortfattet og sendte ham et smil. Det var faktisk en mand hun kunne lide.. let at holde af, hvilket næsten.. skræmte hende?

[Deleted]

Caleb ønskede kun at vise hende, at han var en mand som hun faktisk kunne åbne sig for, for han havde slet ikke nogen intentioner om at gøre hende noget ondt, for hvorfor skulle han? Hun gjorde ikke ham noget, så hvorfor skulle han gøre hende noget? Begge kendte de til det begreb at blive dømt uden at kunne gøre noget ved det, og selvfølgelig var det ham en frustration uden lige, så et sted sad de vel lidt i samme båd? ”Du gør mig misundelig, Liya..” påpegede han med let smil på læben, for han ville virkelig gøre alt hvad han kunne for at se den skov, og specielt hvis den stod som det hun fortalte ham, for så var det da noget som han kun måtte se! Han vendte blikket sigende mod hende endnu en gang. Han krævede så sandelig ikke at hun skulle hjælpe ham, for det vidste han skam godt, at han ikke ville få noget ud af, og Silia ønskede han ikke at sætte i en værre situation, end det som hun måtte sidde i allerede, for det var slemt nok som det måtte være i forvejen, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han var faktisk en fredelig mand, selvom det var de færreste som vidste det. De gav ham heller aldrig muligheden for at bevise det. ”Det skal du ikke tænke på. Jeg skal nok finde mig en mulighed, så jeg kan komme over den mur før eller siden.. bare vent og se,” endte han med et næsten kækt smil på læben.
Tanken om at Liya havde haft det liv, var noget som et sted gjorde.. ondt på ham, selvom det nok ikke ligefrem var det som han skulle vise hende? Mange tanker gik igennem hans hoved, men så lang tid at hun ikke viste ham nogen direkte grund til at skulle frygte hende, så kunne han ikke se nogen grund til at skulle være så påpasselig som det hun valgte at fremstille det. Han trak let på skuldrene. ”Jeg ser ikke nogen grund til at dømme dig for det som jeg ikke kan se,” begyndte han sagte, for det var faktisk sådan at han havde det med tingene. Han betragtede hende sigende. ”Jeg ønsker ikke at frygte dig, som alle andre, men.. ja, jeg ønsker at finde ud af hvad der skjuler sig på bunden. Du er en mor, du er stolt af dine børn, og du har et hjerte ligesom alle andre.. Hvorfor skulle jeg dømme dig anderledes end det som jeg ville gøre med så mange andre?” spurgte han en kende forvirret. At hun havde indvilget i at gå med ham, var selvfølgelig en tanke som gjorde ham direkte glad, for det var noget som han havde brug for. Han elskede selskab, og specielt når de faktisk havde så meget til fælles som de faktisk havde! Foruden at.. han nok ikke var lige så morderisk som det hun var. ”Fortæl mig om skovene i Procias.. Hvor lang tid har du boet der?” spurgte han sigende. Ja, han gav faktisk hende sin fulde opmærksomhed og interesse. Det var næsten det som faldt ham mest naturligt når han gik rundt med en kvinde. Hånden søgte roligt over hendes hånd, som han strøg let med sin tommel. Man var trods alt ikke en sensuel dæmon for ingenting.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var lidt mærkværdigt. Liya var normalt en kvinde som holdt kortenen tæt ind til kroppen, men det virkede naturligt at åbne sig op for Caleb, måske fordi han netop mindede hende om Nathaniel på så mange måder. Hun ønskede ikke at gøre ham ondt, han var en varm mand, og hun vidste godt at han blot forsøgte at komme ind på hende, men hun ville også være ærlig fra start, hun havde ingen idé om hvornår det hele kunne vænne, hun vidste ikke hvornår hun kunne finde på at gøre ham ondt, men nu havde hun vel.. advaret ham? Hun lo en blid latter af hans ord. ”Det er jeg ked af, Caleb. Misundelse er en grim ting,” påpegede hun lidt sigende. Hun rystede på hovedet, det lød som noget Nathaniel kunne finde på at sige, men det var sandt, det var trods alt en følelse hun havde siddet med før. Skoven var bare et smukt sted, det var svært ikke at tale om den, når det mere eller mindre var det eneste hun så, det var ikke fordi hun kom særlig meget i byerne, for hun blev genkendt, og nu havde hun ikke længere Nathaniel til at beskytte hende eller stå op for hende, og hun ønskede ikke at Jophiel skulle gøre det. ”Det er jeg slet ikke i tvivl om, jeg glæder mig til at høre om det,” endte hun lidt sigende. De kom trods alt godt ud af det med hinanden, og hun kunne bruge en ven, så hvorfor.. lade det ende her? Selvom det måske var lidt hurtigt at sige. Det liv hun havde levet havde ikke været det værd overhovedet, Nathaniel havde gjort det værd at leve, selvom hun havde troet at det hun gjorde i sin tid var lykke. Til tider kunne hun stadig narrer sig selv til at tro at det var lykke.. at stå der med blodet på sine hænder, se lyset forlade øjnene, men hun forvekslede det med en følelse af kontrol, hun havde altid været så afmægtig. ”Det er jeg glad for, du har ikke grund til at frygte mig, men du har grund til at være påpasselig. Jeg gør frygtelige ting, Caleb. Somme tider fortryder jeg, somme tider er jeg ligeglad, men i det øjeblik jeg gør det.. føles det fantastisk.. ikke for at gøre dig urolig eller noget,” tilføjede hun hurtigt og sendte ham et lidt uskyldigt smil. Hun havde jo ikke tænkt sig at gøre ham ondt, men hun ville være ærlig, og hun kunne ikke udelukke at det ville ske før eller siden, desuden føltes det godt rent faktisk at kunne.. fortælle om sine oplevelser med den slags .De havde frygtelig meget tilfælles, hvilket nok også var noget af det, som fik hende til at stole på ham så let som hun gjorde. Hun rynkede lidt eftertænksomt på panden. ”Skal jeg være ærlig, så husker jeg det ikke. Nathaniel byggede det til os for frygtelig mange år siden, men vi måtte jo desværre forlade det efter branden, det tog en hel del tid at reparere skaderne. Jeg mener vi flyttede tilbage da ungerne var nogle år,” endte hun med et stille smil. Hun huskede ikke hvor mange år siden det egentlig var hende og Nathaniel havde indtaget huset første gang, men det var irrelevant.

[Deleted]

Liya var faktisk en sød kvinde, og det var ikke noget som Caleb kunne komme udenom, og det var skam heller ikke noget som han forsøgte sig med. Han ønskede et sted at lære hende at kende, for det var noget som alligevel vækkede ham en form for nysgerrighed, så det var bestemt ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han sendte hende et smil, også fordi at hun.. lo? Det var en tanke som kun fik ham til at smile. ”Aha! Og hvis skyld er det ikke lige?” Han skulede drillende til hende, efterfulgt af et let grin. Han følte sig faktisk.. skræmmende vel omkring hende, også selvom han vidste, at han nok skulle være lidt mere påpasselig end det som han lige nu måtte vise hende, men ikke var det noget som han tog sig af på denne her måde, for det var der vel heller ikke nogen grund til som sådan? Hun virkede ikke ligefrem som et rødzone-eksemplar, men en som lige som ham, faktisk havde brug for en grund til at smile, og noget at smile af, og det ønskede han at hjælpe hende med – af en eller anden mærkværdig eller sjov grund, som han ikke ligefrem kunne finde ud af. ”Kunne det ikke være sjovt? Den dag jeg kommer over muren og til skoven, så står jeg på din dør,” endte han med et tydeligt drilsk smil. Måske at det lød lidt hen af en stalker, men det var egentlig kun for sjov, for den skov måtte jo være enorm, og ikke bare en som han ville finde ud af bare sådan uden videre!
Caleb så ikke nogen grund til at være bange for hende, for hun havde jo ikke gjort ham noget endnu, og hun viste heller ikke direkte nogen intentioner til at skulle gøre lige så, det var der ingen tvivl om. Han lod hovedet søge let på sned, og med det lette smil på læben. Advarselen tog han til sig, det var der ingen tvivl om, men det var nu bare sådan at det måtte være. ”Jeg er hermed advaret, skal vi blive enige om det?” spurgte han med et stille smil på læben. Han tog det nu ikke så tungt – endnu om ikke andet. At hun så skulle snakke så åbent om det, var noget som alligevel kom bag på ham, selvom.. han lyttede bare. Det var en sjov tendens, men alligevel forstod han sig godt på den følelse af kontrol. ”Du føler vel ikke bare magt, men også.. kontrol?” spurgte han videre. Han følte jo det samme et sted, når han forførte en kvinde, selvom det nu heller ikke var noget af det som han havde behov for at bevise for hende lige nu. Det føles bare godt at kunne være omkring en, uden at skulle tænke på det sensuelle, også selvom han kunne mærke, at selv hendes dæmon måtte rive voldsomt i hans egen! Han lyttede til hendes historie hvad angik hendes liv i skoven. Han blinkede let med øjnene. ”Så det er Nathaniel som har bygget det..? Hvor mange evner og talenter er det ikke lige i har i familien?” spurgte han med et drilsk smil på læben. Han kunne faktisk godt lide at snakke med hende. Hun var hyggelig at være sammen med.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var i den grad de færreste der ville beskrive Liya som en sød kvinde, og det vidste hun jo godt, men det var nu ikke noget hun tog sig af. Caleb var en virkelig varm mand, han havde et godt hjerte det var hun slet ikke i tvivl, men frem for alt så havde de noget tilfælles, de var begge vant til at blive dømt. For hendes vedkommende betød det virkelig intet hvor mange kvinder han havde været omkring. Latteren faldt hende forholdsvis naturlig. Nathaniel ville være stolt af hende, det var hun overbevist om, og den tanke gjorde hende faktisk glad. Hun skænkede et blik til himlen, næsten forventede han at han kunne se hende. ”Det er i hvert fald ikke min!” svarede hun hurtigt og med en hvis uskyld malet i de store, nøddebrune øjne. Han skulle ganske vidst være påpasselig, Liya ønskede jo kun at advare ham, men hun ville ej heller skræmme ham væk, for han var rart at snakke med, noget som hun sjældent oplevede i det hele taget. Den blide tommel over hendes håndryg var noget som skabte en sitren i hende. Det dyr rev virkelig i det i forvejen sultne, men hun nægtede at skænke det en tanke. ”Du skal være velkommen.. hvis du selv finder vej,” tilføjede hun lidt drillende, det var trods alt et enormt område! Det ville ikke være til at finde sådan uden videre! Hun gad godt se Jophiels ansigt hvis en fremmede mand pludselig stod på døren og spurgte efter hende. Liya nikkede roligt og sendte ham et stille smil ”Jo lad os sige det,” medgav hun, det var jo heller ikke grund til direkte at køre i det, og muligvis skræmme ham væk. Liay nikkede stilfærdigt. Han kendte tydeligvis følelsen. Hele livet havde den ene efter den anden tvunget magten fra hende, taget hvad de kunne bruge og smidt hende væk, når hun slog ihjel.. følelsen af at stå med deres skæbne i sine hænder, det var lettende.. frigørende på sit vis. ”Netop.. kontrol,” endte hun og så op på ham. ”Du kender den fornemmelse?” spurgte hun næsten nysgerrigt, nu hvor de alligevel var inde på det. De mørke lokker dansede blidt omkring hendes ansigt, som de gik med rolige skridt. Hun hævede blidt den anden hånd og lagde den over hans uden egentlig at tænke videre over det, det føltes trods alt naturligt. Liya nikkede igen men med en svag latter. ”Han byggede det ja. Lad os bare sige at børnene har fået hans gener. Der er mange talenter, det lover jeg dig for,” bekræftede hun med et lettere intenst glimt i minen. Hun havde aldrig lært at dæmpe det, hvilket havde forvoldt Nathaniel mange problemer, men mere var der jo ikke rigtigt at gøre ved det, hun hadede det, men lige det sensuelle var desværre end del af hende, og det var for alvor begyndt at plage hende nu hvor hun ikke længere kunne holde sig frisk på eliksir!

[Deleted]

Caleb havde slet ikke det mindste imod Liya. Han kunne faktisk godt lide at snakke med hende, også fordi at det var en så åben samtale, og det var selvfølgelig noget af det som gjorde det hele langt mere.. interessant, også fordi at det var noget som vakte hans naturlige nysgerrighed, hvilket var noget som skete temmelig sjældent. Han vendte blikket mod hende. ”Åh jo! Så meget din skyld!” endte han tydeligt morende, ofr det var bestemt heller ikke en løgn i hans øjne. Han rystede let på hovedet og med et stille smil på læben. Han nød det, også fordi at de faktisk var i stund til at lave sjov med hinanden, hvilket var noget af det bedste af det hele! Det var noget som skete så sjældent, specielt i hans verden, så det at muligheden bød sig, var slet ikke noget som han kunne ignorere, og slet ikke noget som han havde nogen intentioner om på nogen måde i det hele taget. Skoven var måske stor, men.. det kunne da være sjovt, hvis han faktisk fandt ud af at finde frem til hendes hjem! Han ønskede hende jo trods alt ikke noget ondt! ”Mål et; Finde vejen over muren og til skoven. Mål to; Finde Liyas hjem… Tjek!” endte ham med et tydeligt drilsk smil på læben, for han kunne slet ikke lade være!
Følelsen af magt og kontrol, var noget som Caleb kun kendte alt for godt. I det store og hele, så var han advaret nu, og det var noget som han selvfølgelig nok skulle tage til sig, men han ønskede bestemt ikke at lade det ødelægge det sådan som han havde det sammen med hende lige i denne stund. Han sendte hende et svagt smil og nikkede. ”Jeg kender følelsen.. Jeg sidder med den hver eneste gang jeg er i nærheden af kvinderne på Horehuset.. Jeg kan få dem til hvad som helst.. jeg kan udnytte dem, hvis jeg vil.. jeg kan sågar ende deres liv, hvis det var det jeg ville..” endte han sagte, også fordi at det jo slet ikke var en løgn. Han var i samme båd sammen med hende, men også for at vise hende, at det ikke var noget som hun skulle stå med alene, for det var det virkelig ikke. At hun lagde hånden over hans, fik ham kun til at trække mere på smilebåndet. Hun var nu alligevel sød.. At folk så ikke kunne se det, var slet ikke noget som han forstod sig på, for hun gjorde da ikke noget! Endnu om ikke andet, men det var virkelig underordnet i denne stund! Han grinede ganske let. ”Jeg tror minsandten at man kan finde alle talenter i din familie, Liya.. Det er alligevel imponerende..” endte han sigende. Varsomt endte han med at sammenflette deres fingre, nu hvor hendes hånd var så tæt på hans. Det var bare.. hvad der faldt ham mere naturligt end noget andet, når han var i nærheden af det kvindelige individ.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya forsøgte virkelig at være åben og på trods af de mange tab hun havde lidt, så måtte hun jo erkende at det for en gangs skyld var dejlig let. Hun var virkelig nysgerrig på denne mand, hun kunne godt lide at han ikke udviste direkte frygt for hende, tværtimod lod det kun til at gøre ham mere interesseret. Han flygtede ikke, måske fordi han faktisk vidste hvordan det var? At blive dømt uden at nogle havde den mest fjerne idé om hvad der foregik? Hun rystede på hovedet, med de store, uskyldige øjne. Det var til tider svært at tro at nogle kunne frygte hende. ”Nej jeg kunne ikke finde på det,” udbrød hun med en mindre latter. Det var svært at tro, men hun kunne faktisk godt lide at tilbringe tid med ham, det var sjovt at hun lige var faldet over ham på den måde, tanken morede hende. Hvad der var mere uhyggeligt, var de mange træk hun kunne drage til Nathaniel, også selvom hun godt vidste at det ikke var ham. Skoven var enorm og Liya tvivlede virkelig på at han nogensinde ville finde vejen frem bare lige sådan, Nathaniel havde jo bygget den midt inde i skoven lige i nærheden af bækken, hvilket var en god huskeregel. ”Held og lykke min gode mand, jeg forsikre dig at du får brug for det. Den skov er enorm, særlig for de som ikke er vant til at færdes der,” påpegede hun sandfærdigt. De første mange gange var hun faret vild konstant, og Nathaniel havde måttet lede efter hende i timer, bare for at få hende med sig hjem. Han havde nok været bange for hvad hun havde lavet, men med ham havde hun ikke rigtigt brug for den følelse af kontrol. Det lettede hende lidt, at hun ikke var den eneste der nød følelsen.. på trods af at hun nok lod sig friste mere end det som han gjorde. Liya nikkede forstående mod ham. ”Til tider er det fristende, er det ikke? Særlig de dage hvor du ikke har lyst, de dage for at kunne gøre det dagen efter igen? Det er en fristelsen jeg i sjældenhed kan stå for. Til tider sker det også mere i.. panik. Det er et øjeblik hvor de er dig fuldkommen hengiven,” medstemte hun stille. Det var jo nøjagtig samme følelsen hun i virkeligheden sad med, og det var rart at der var en der kunne relatere til det. De mørke øjne gled mod deres hænder, idet hun lod deres fingrer sammenflette. Deres dyr rev i hinanden.. hans gjorde om ikke andet i hendes, og hun fortalte desperat sig selv, at det var grunden til at hun lod ham, for den varme følelse var en som hun direkte kunne sige sig selv at nyde. ”Det tror jeg også,” endte hun stille og lod forsigtigt hovedet dale mod hans skulder, med et stilfærdigt suk. Hendes familie var måske en af mange talenter, men det havde jo også sine fordele, det var der ingen tvivl om!

[Deleted]

Caleb måtte alligevel erkende, at det måske var en smule spændende at være i nærheden af Liya, også selvom han nu alligevel var temmelig sikker på at det nok skulle gå? Selv kunne han som en dvasianer, faktisk være en kende optimistisk, for det var jo heller ikke fordi at der var sket noget endnu om ikke andet, så hvorfor skulle det forandre sig nu? Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang. At hun selv kunne følge hans humor, var han jo selvfølgelig frygtelig glad for, så det var ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. ”Ja, det skal du jo sige!” endte han med en alligevel blid latter, det var slet ikke noget som han kunne skjule for hende af den grund, for han kunne virkelig godt lide at det var sådan at det måtte foregå af den grund, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Nu var hans lyst til at komme til Procias større end den havde været nogensinde før! Han himlede drilsk med øjnene, selv uden at smilet falmede af hans læber, for det var slet ikke noget som han kunne, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Uh, bare vent! Du vil blive overrasket over hvor god en sporhund jeg er!” Brystet skød han en anelse frem, også selvom smilet og hans latter vel måtte indikere, at det var en løgn hele vejen igennem? Han var elendig til den slags!
Caleb kunne udmærket godt sætte sig i hendes situation, når det kom til det med kontrol og magt, for han følte det selv til tider, specielt når tiderne virkelig var møre, og det var noget som han kun kunne sætte sig frygtelig meget i! ”Jeg erkender gerne, at til tider, jeg selv har været meget fristet til at give efter for det.. for det er så… nemt.. Det er så nemt at tage deres liv, så man slipper for dem mere.. Jeg forstår dig, Liya.. Vi sidder vel lidt i.. samme båd..” endte han ganske dæmpet, som han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han lod hendes hoved roligt glide mod hans skulder. For hans vedkommende, så det at være så… intim med en som han ikke engang kendte, var noget som faldt mere naturligt til for ham udelukkende på grund af hans dæmon, og han kunne i den grad også godt mærke hendes! Og det var svært for ham i det hele taget at undlade at lade sig blive påvirket af! Han vendte blikket stille mod hende og med et let smil på læben. ”Du er ikke alene om det, kære Liya,” afsluttede han ganske stille og tæt ved hendes øre, nu hvor hun alligevel havde valgt at komme så tæt på ham, som det hun havde gjort.

[Liya Daimond Diamaqima]

For Liya var det stort at kunne fører en samtale med ham uden at være vred eller direkte frustreret, den interesse han viste hende, gjorde hende faktisk glad. Han var yderst varm af en dvasianer at være, og han var ikke nær så fordømmende som så mange andre, netop fordi han muligvis kendte til hendes situation. Liya klemte blidt om hans varme hånd, det var underligt men hun følte sig tilpas omkring ham.. hun følte sig faktisk.. varm og lystig. Smerten sad i hende, men det var ikke noget hun ønskede at belemre Caleb med. ”Jeg er uskyldigheden selv,” svarede hun med tydelig ironi, for selv hun vidste at det ikke var sandt. Havde hun mødt ham få år tilbage, så ville han have ligget sted, forblødt eller det som var værre, hun havde bestemt ikke ladet ham komme så nær, ligesom hun havde en teori om at den eneste grund til hun lod ham komme så tæt, var fordi hans dæmon rev i hendes egen. Måden han skød brystet frem på, morede hende direkte, han var jo ikke en direkte stor mand. Hun himlede med øjnene, og strøg en mørk lok bort med den frie hånd. ”Jeg ser frem til at se dine evner indenfor den slags i så fald. Skoven er enorm, og min tiltro til dig lige når det kommer til det, halter er jeg bange for,” endte hun og puffede en smule drillende til ham. De lange strå smøg sig op om hendes slanke ben, og over kjolen. Hun elskede at færdes i naturen på den måde! Smilet falmede stille, Liya nikkede af hans ord, for hun forstod i den grad hvad han forsøgte at sige. ”Til tider sidder man med tanken om, at man ikke kan klare ét mere fremmede kærtegn.. at ende deres liv, og gøre sig fri.. tage den kontrol som de betaler for at sidde med, det er til tider så fristende at det ikke er til at stå imod. Der sidder vi i samme båd. Det er grunden til at jeg ikke har valgt at opsøge nogle siden Nathaniels død, selvom jeg kan mærke det helt ud i fingerspidserne,” erkendte hun lidt dæmpet, uden at det var for at afsløre for meget, men hun brød sig ikke om at lyve sådan uden videre. Liya stoppede stille op ved hans hvisken mod øret. Det løb hende ned af ryggen, sendte en skælven igennem hende, og hun forsøgte virkelig at se bort fra den med alt hvad hun kunne. Hun trådte ind foran ham, med næsten hjælpeløse, mørke øjne. ”Hvorfor.. føler jeg mig så alene?” spurgte hun dæmpet. Afstanden mellem dem var ikke stor, hun holdt stadig hans hånd i sin, fandt tryghed i det. Foruden Nathaniel og Kimeya havde hun aldrig følt sig tryg ved nogle, han mindede hende om Nathaniel.. hun savnede ham mere end noget kunne beskrive. De mørke øjne hvilede i hans, hun var ligeværdig i øjeblikket, ingen stemme der forsøgte at dominere hende, og det i sig selv var virkelig lettende!

[Deleted]

Caleb så ikke nogen grund til at skulle frygte for Liya, eller hvad hun kunne finde på, for så lang tid, han spilede efter hendes regler, så var det vel heller ikke helt forkert af ham? Han var nu sikker på, at nu hvor han spillede efter hendes regler, kunne vise den form for forståelse, så kunne det vel heller ikke gå galt? Det var nu heller ikke det som han ønskede at tænke på, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, det var der ingen tvivl om overhovedet. Han himlede let med øjnene til hendes ord, hvor han alligevel måtte slippe en kort latter. ”Jeg tror du sætter din lid til dig selv, en kende for højt,” påpegede han drillende, som han igen vendte blikket mod hende. Han sendte hende et bredt smil, som hans strøg over hendes håndryg varsomt fortsatte, for han kunne ikke lade være! Det var bare en tanke og en handling som var ham ganske normal. Han nikkede sigende til hende og med en yderst tænkende mine. Han skulle nok finde frem! Nu blev det jo så bare endnu et mål i hans liv! ”Du vil blive utrolig overrasket over, hvilken fantastisk sporhund jeg kan være! Jeg er den eneste i den liga!” endte han tydeligt morende, for det var bare så meget en løgn, hvilket han var klar over. Han var direkte elendig til den slags, men han var bestemt heller ikke bange for at gøre forsøget!
Caleb forstod skam godt Liya og hvad hun måtte sidde inde med på denne her måde, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt, og et sted, så var det vel også det som gjorde hende rolig? At der faktisk var en som kunne forstå hvad hun gik igennem? ”Lige præcis..” medstemte han sigende, for han kunne ikke sige det bedre selv! Han vendte blikket mod hende, som hun pludselig valgte at.. gå ind foran ham, hvilket var noget som automatisk var noget som fik ham til at stoppe op allerede med det samme. At vide at hun ikke havde fået længe, var alligevel noget som gjorde ham en kende frustreret og.. bekymret for hende, for han vidste skam godt, hvad manglen på det, kunne gøre ved folk, så selvfølgelig var det ikke noget som han kunne gøre det helt store ved. ”Jeg ved ikke, om jeg burde tilbyde det, men… jeg kan godt hjælpe dig.. Du skal heller ikke have ondt, Liya.. Det kan tage dit liv.. Det er jo nok det.. værste af det hele, ved at være hvad.. vi er,” tilføjede han roligt, for han mente det skam. Han kunne godt hjælpe hende, uden at det betød at der skulle lægges noget i det som sådan, for det var han jo slet ikke ude på! Hånden hævede han roligt, som han lod den stryge mod hendes kind. ”Jeg står lige her.. Helt alene er du ikke, det er bare en følelse..” forklarede han dæmpet. Han trykkede let omkring hendes hånd. Han var der jo trods alt også for hende og med hende lige nu!

[Liya Daimond Diamaqima]

På trods af at Liya følte sig tryg i Calebs selskab så var hun ikke helt sikker på at han havde det ligesådan, men så lang tid han ikke direkte udviste nogen frygt, så havde hun heller ikke nogen grund tila t lade sig påvirke. Hun var træt og hun havde ondt, der skulle ikke meget til i forvejen. ”Det tror jeg ikke, Caleb. De fleste har en tendens til at undervurdere mig, kun jeg kender mine evner, hvis jeg var dig ville jeg passe på med hvad jeg sagde,” påpegede hun tydeligt drilsk. Det var bestemt heller ikke ment som en trussel. Hånden hvilede i hans, hun trykkede blidt omkring den. Det var faktisk rart at nogen udviste hende den form for støtte. Selvom hun bestemt ikke regnede med at Caleb ville være i stand til at finde frem, så skulle hun da nok lade det være ham en udfordring, og hun ville tage vel imod ham, i tilfælde af at det faktisk skulle lykkedes ham. I så fald ville hun tage hatten af for ham! ”I så fald vil jeg lade det være din mission og glædeligt åbne mit hjem for dig hvis du når så langt,” svarede hun med et stille smil. Hun mente det skam, også selvom det ikke var hvem som helst der blev lukket ind i hendes hjem. Hun strøg en mørk lok bag øret. Han lød ikke ligefrem overbevisende med fred måtte være med det!
Roligt valgte hun at stoppe op og træde ind foran ham. De mørke øjne faldt i hans. På mange områder mindede han hende om Nathaniel, og ja på sit vis så var det noget som faktisk rev lidt i hende uanset hvor meget hun end hadede det. Hendes hjerte slog faste slag mod brystet, idet hun yderst forsigtigt valgte at træde blot et enkelt skridt tættere på. Hun slap hans hånd, kun for i stedet at hæve den til hans varme kind. De forstod sig begge på den smerte som hun sad inde med i øjeblikket efter at have sultet i frygtelig lang tid, hun havde mistet tidsfornemmelsen efterhånden. Det eneste hun vidste var at Silias eliksir var stoppet med at virke, hun følte ikke længere dens effekt og det plagede hende. For lange sekunder så hun ham i øjnene, lettere overrasket over at han tilbød sig selv, det havde jo slet ikke været sådan ment! Tårerne meldte sig i øjenkrogen. ”Det er det værste, Caleb. Det gør så ondt at du tror det er løgn, og jeg er næsten villig til at gøre alt for at fjerne den smerte. Jeg vil først og fremmest ikke være en af de kvinder du har lyst til at tage livet af, jeg ønsker ikke at du skal foragte mig som så mange i forvejen gør. Desuden frygter jeg for at gøre dig ondt, og det er det sidste jeg ønsker, uanset hvor fristet jeg så end er til at benytte mig af dit tilbud. Du har været god mod mig i aften, jeg vil ikke gøre dig ondt,” gentog hun lidt mere dæmpet og en kende frustreret selvom hun jo mente det. Når hun kom en anden mand end Nathaniel nær, skete der som oftest det samme, også selvom hun ikke havde været tæt på andre end ham bevidst, måske der ikke ville ske det samme, men hun turde ikke at tage chancen! Kinden lod hun stille falde mod hans hånd, søgte det blide kærtegn. Ikke et ord forlod hendes læber, i stedet nikkede hun stilfærdigt, og lod en tårer falde.

[Deleted]

Caleb så slet ikke nogen grund til at skulle være bange for Liya, for hvorfor skulle han? Det kunne godt være, at hun var kendt for at være en mandemorder, men ikke desto mindre, så var det endnu ikke noget som han så nogen spor af i denne stund. Han vendte blikket mod hende igen. At hendes ord næsten skulle tolkes som en mild og blid advarsel, kunne han næsten gætte sig til, men når det var sagt, så var han altså ikke bange for hende, af den grund! ”Det skal jeg huske,” endte han ganske sigende, for løgn var det jo trods alt ikke. Han ønskede slet ikke at miste livet bare sådan her uden videre, men ikke desto mindre, så kunne han faktisk godt lide at være i nærheden af hende, og hun så ud til at nyde det mindste lige så meget som det han gjorde! Han grinede ganske let, som han igen vendte sig mod hende. Hun gjorde det jo ligefrem til en mission for ham at nå frem, og det var noget som han så sandelig agtet at gøre det! ”Du gør det jo ligefrem til et mål for mig, Liya! Jeg skal nok finde frem før eller siden! Bare vent!” Han skulede direkte drillende mod hende, selvom smilet slet ikke var noget som han kunne skjule for hende. Han var faktisk.. fuldkommen rolig.
Smerten og frustrationen, var noget som Caleb kun kendte alt for godt til, også selvom han ikke kunne gøre det største mod dem, andet end virkelig at forsøge at hjælpe hende, og så godt som det nu var ham menneskelig muligt. Måske at det var et farligt træk, men han ønskede ikke at hun skulle have ondt. Det kunne godt være, at han kun lige var ved at lære hende at kende, men ikke desto mindre, så kunne han godt lide hendes personlighed, også fordi at han jo kendte til hvordan det var, så det var en forståelse, som han faktisk var i stand til at give hende. Det sitrede tydeligt i hans krop, som hun strøg ham over kinden, for selv han var tydeligt påvirket af hendes kærtegn, som han også kunne se, at hun måtte være påvirket af hans, også selvom han ikke ligefrem vidste hvad han skulle gøre ved det af den grund. Han trak vejret dybt. ”Sch..” endte han med en dæmpet, som han roligt trådte et stille skridt tættere på hende endnu en gang. Igen var det bare den sensuelle dæmon i ham, som handlede, og ikke altid noget som han tænkte over, også selvom han vidste, at det i sig selv, kunne blive farligt. ”Du har ondt, og jeg kan se det i dine øjne, Liya,” startede han med en næsten bekymret stemme. ”Hvad med at vi bliver enige om at det er et enkelt tilfælde? Ikke nødvendigvis den bedste måde at starte et venskab på, men en.. tjeneste måske? Tænk over det.. Det behøver ikke ændre noget.. Og så er det ikke en som gør det mod din vilje. Jeg ønsker heller ikke at gøre dig noget ondt,” endte han med en dæmpet stemme. Han mente det faktisk. Han brød sig slet ikke om at se hende så… frustreret!

[Liya Daimond Diamaqima]

Liay var efterhånden så vant til at mange så sig sort på hende, særligt mænd.. hun bebrejdede dem ikke, for hun var jo udmærket klar over hvad hun havde brugt sin fortid på! Alt for mange mænd var faldet for hendes hånd, og hun fortrød ikke noget som helst, hvilket vel et sted burde være det værste? Nathaniel var der ikke længere, og selvom hun kæmpede for at gøre ham stolt, så kunne hun ikke angrer de ting som, et sted fik hende til at føle sig bedre tilpas med sig selv. Liya nikkede stilfærdigt. ”Det er nok en god idé,” medgav hun med et stille smil. Caleb var frygtelig nem at snakke med, hun følte det næsten uhyggeligt så meget hun pludselig åbnede op for ham, kontra hvad hun havde gjort med så mange andre. Hovedet lod hun stille søge på sned. De smukke, mørke lokker gned ned over hendes skulder. ”Jeg ser frem til at se dig stå på min dør,” påpegede hun en anelse drillende, også selvom det skam kun var hendes mening at støtte ham i det hvis det var et mål.. troen havde hun måske ikke helt som hun burde, men ja hun var trods alt ingen mirakelmager, den slags havde altid været Nathaniel og nu Silias bord.
Måske han til dels var fremmed for hende endnu, men et sted så føltes det som om hun havde kendt ham i langt længere tid. Hun strøg lokkerne tilbage bag øret og lod de mørke øjne glide i hans. Et sted var de vel immune på den måde overfor hinanden, netop fordi de begge var af det samme væsen og stod med de samme behov? Hånden hvilede mod hans varme kind.. den ru følelse af skægstubbe under den bløde hpndflade føltes underlig efter så mange år hvor hun ikke havde haft nogle i nærheden af sig. Nathaniel havde været den eneste ene.. nu hvor savner vældede op i hende, så efterlod det hende med følelsen af frustration, og en hun var nødt til at komme af med inden det gik galt, det gjorde stadig ondt at vide, at hun havde mistet ham.. havde det ikke været for børnene, så havde hun i sin tid valgt at følge ham. De mørke øjne endte blanke ved hans ord. Der var så megen smerte at sporer i dem, men det at han formåede at gøre det skræmte hende et sted. Hun lod hånden falde og gled slapt ned langs sin side. ”Jeg har ondt.. det borer mig dybt i hjertet, men der findes kun en mand der kan fjerne den smerte, Caleb. Den mand ligger i graven,” endte hun dæmpet. Hun så ned og skjulte sig en smule for ham, Et sted så var det fristende, men hun kendte samtidig sig selv. Blidt gav hun hans hånd et klem og rystede på hovedet. ”Jeg værdsætter dit tilbud, Caleb.. men jeg kan ikke gøre det. Du er en god mand, men dine kærtegn vil borer sig ned i min sjæl, jeg vil aldrig være i stand til at se på dig som min ven igen, og det ville jeg faktisk.. være ked af,” erkendte hun næsten med en knust tone. Nej.. måske det var bedst bare at vendte på at nogle hoppede på hende.. det andet gjorde ganske simpelt for ondt, og nu hvor hun var i stand til at stå overfor en mand uden at slå ham ihjel.. så var det både frustrerende fordi hun følte sig sårbar og ikke mindst.. for varm, men på den anden side vidste hun at det var det som skabte ro i Jophiels og Silias hjerter, og det var det hele værd!