One last look...?

[Deleted]

Det var ved at blive en temmelig sen aften, selvom det nu slet ikke var noget som rørte Caleb det mindste. Efterhånden, så var det ved at være lang tid siden han havde set andet end Horehuset, så selvfølgelig var det noget som gjorde ondt at komme lidt ud. Vinden slog ham direkte behageligt mod hans ansigt, hvilket fik ham til at lukke øjnene allerede med det samme, og næsten med et saligt suk. Hans liv havde på ingen måder været net, men han havde nu heller aldrig været en af dem som brokkede sig over det, for det vidste han skam godt, at han slet ikke fik det mindste ud af i den anden ende. Det var efterhånden ved at være et par dage, at han havde været på Horehuset, men han nød nu af den frihed, selvom det snart var ved at være på tide at søge tilbage mod det igen, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for ham af den grund, for han var jo slet ikke fristet til det! Ligesom så mange andre, så gik han rundt med drømmen om endelig at skulle finde den rigtige kvinde og så slå sig til ro og få sig sin egen familie, langt væk fra det som han selv kom fra!
Vinden rev i det høje græs, som Caleb valgte at lægge sig i, mest af alt for bare at slappe af. Så snart han lå ned, så kunne han være temmelig svær at få øje på, hvilket faktisk passede ham fint, for han havde aldrig nogensinde været ude på at skabe problemer eller noget lignende, for det havde han aldrig nogensinde været ude på! Han var faktisk en ganske fredelig sjæl, selvom der var mange som ikke ligefrem viste den tro på det af den grund, og selvfølgelig var det noget som gjorde ondt et sted. Han var ikke som sine kære forældre, også selvom han aldrig havde kendt dem, så havde han skam godt hørt rygterne om dem begge to! Øjnene lukkede han stille, som han strækkede sig og lagde hænderne roligt under hovedet, for det var her han fandt ro og som han vidste af om ikke andet, så var der ikke nogen i miles omkreds af ham, så hvorfor skulle han være så frygtelig opmærksom? Manjarno havde ganske vidst gjort sig utrolige forandringer af hvad han mindes det, men det havde vel også noget at gøre med det kongelige tab? Selvfølgelig var det en frygtelig trist tanke, men han havde aldrig haft noget at gøre med dem som sådan, selvom.. han havde vel altid haft et lidt godt øje til Manjarnos prinsesse, Hope? Så havde han aldrig nogensinde haft nogen mulighed for at komme tæt på hende, hvilket et sted irriterede ham, men han havde jo slet ikke nogen mulighed for det! Han sukkede let, hvor han faktisk næsten endte med at glide hen i det som måtte minde om en form for.. rolig søvn.

[Liya Daimond Diamaqima]

Den sene aften var noget som havde givet Liya mulighed for at søge lidt ud og væk fra Procias. Jophiel sad igen fanget af de søde toner, og han havde nok ikke hørt hende smutte ud, hvilket passede hende udmærket. Engen henlå fredeligt under den store måne over den. Uden a se sig for, strøg hun igennem de lange græsstrå, der gik hende til knæene. Det var længe siden hun havde besøgt engen.. Hun havde haft blod på sine hænder på dette sted, men hun huskede ikke hvor det var sket, eller hvis det havde været. De mørke lokker strøg blidt i vinden, og skjulte til dels den uskyldige mine. Det var efterhånden ved at være frygtelig længe siden Nathaniel var gået bort, Liya huskede ikke dagene eller ugerne, de gik forbi hendes næse, uden at hun følte hun nåede at leve i dem. Efterhånden var selv sulten begyndt at melde sig, og underligt nok, var der ikke en mand der havde lagt en finger på hende. Det sitrede helt ud i fingerspidserne, den friske luft gjorde det nemmere, men det fjernede ikke smerten, hun kunne føle den gøre hende svag, det var direkte forfærdeligt! Den røde kjole slæbte efter hende, hen over de lette, lange strå. Badende i månens lys følte hun sig smuk.. næsten guddommelig selvom ingen var der til at fortælle hende det, ikke foruden den stemme der lurede i baghovedet og konstant truede med at få hende til at handle på uhensigtsmæssige måder. Hverken Jophiel eller Silia kendte til hendes små ture uden for Procias, eller for den sags skyld hvad der var sket på mere end en, frustrationen var dræbende, sorgen var uudholdelig selv efter alt den tid, og den eneste måde hun formåede at abstrahere fra det på, var det øjeblik hvor hun så lyset forlade en andens øjne, det øjeblik hvor hun følte at hun havde magt. Næsten rædselsslagen over sine egne tanker, slog hun dem bort og stoppede op, for at lade de nøddebrune øjne glide omkring. Der var ingen omkring, hvilket næsten lettede hende. Hun hævede hånden og strøg de store krøller bag ørerne, så de ikke skulle komme i vejen, for hun selv trådte videre gennem det høje græs. Det var dog ikke langt hun nåede at gå, før noget stort og tungt spærrede hendes vej, og fik hende til at snuble. Før hun selv nåede at reagere lå hun i det høje græs, og havde forsøgt at afværge faldet med hænderne, men uden held. Hun gispede lidt forskrækket, og kæmpede sig om for at se hvad det var hun var faldet over, da blikket faldt på den fremmede mand. Øjeblikkelig følte hun en lille frygt lurer, en frygt for at hun ville miste kontrollen som hun gjorde i frygtelig mange tilfælde. Hun kæmpede for slet ikke at tænke tanken, for hun havde lovet sig selv at den slags skulle være slut. ”Jeg.. u..undskyld,” mumlede hun næsten febrilsk. De høje græs havde trods alt skjult ham lidt, men det havde ikke været meningen at hun ville falde over ham!

[Deleted]

Freden var noget som selv Caleb måtte nyde forbandet godt af, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, også fordi at det var noget helt andet end Horehuset, som han efterhånden var blevet så skræmmende vant til at opholde sig op, hvilket et sted vel også gjorde ondt? Efter han havde mødt Hope – den daværende prinsesse af Manjarno, havde hans liv været helt anderledes, også fordi at han faktisk havde siddet med en følelse af.. forelskelse, og det var slet ikke noget som han var vant til! Jovist kunne han smigre sig ind på de fleste, udelukkende fordi at han var den mand som han var, og endda også med de muligheder som han havde, så var det alt sammen noget som måtte falde til hans fordel, men denne gang havde det virkelig været anderledes, og han måtte i sandhed erkende, at han faktisk havde savnet hende, selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget bedre for ham! Efter at Fabian og Destiny var gået bort, så var det som om at det hele havde taget sig en markant forandring, og han havde slet ikke nogen mulighed for at komme i nærheden af hende. Han havde forsøgt flere gange, men var blevet afvist ved portene, for han kunne jo ikke give nogen konkret grund til at skulle opsøge hende. Det hele havde virkelig forandret sig!
Liggende i den lette søvn, så ænsede han ikke engang at der var andre kommet i hans nærhed, selvom det nu heller ikke var noget som han skænkede så meget som en eneste tanke, for det var der slet ikke nogen grund til overhovedet. Dog vågnede han med et chok, da hendes fod ramte direkte ind i hans side, og hun endte med at falde over ham. Han satte sig hastigt op, næsten som var han revet ud af søvnen med intet mindre end et chok, hvor han vendte blikket mod hende. Lige hvem denne.. ellers så frygtelig smukke kvinde var, havde han ikke nogen anelse om, også selvom han næsten kunne være skuffet over, at det ikke var Hope. Han rystede let på hovedet, som han rejste sig op. ”Det.. det er okay, frøken.. Kom, lad mig hjælpe dig op…” Han betragtede hende med det lette glimt i øjet, som han roligt valgte at række hende sin hånd, også som et tydeligt tegn til at han faktisk ønskede at hjælpe hende op på benene igen. Selv på trods af, at man sikkert ikke kunne vide sig sikker nogen steder mere, så var han en mand som man faktisk var i stand til at stole på, for han var slet ikke ude på at skulle gøre hende noget som helst, for det vidste han skam godt, at han ikke fik det mindste ud af, af den grund, det var der ingen tvivl om. Hans blik gled roligt over hendes krop. Tog han ikke meget fejl, så var der også dæmon i hende, hvilket var noget som han kunne fornemme, så han havde vel heller ikke den største grund til at.. frygte hende..?

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya havde fået sig et mindre chok, freden var jo noget som selv påvirkede hende. Der var ro til at tænke, og frisk luft til at tænke klart, hvilket hun efterhånden havde brug for Procias havde forandret sig, og i særdeleshed efter Silia var endt på tronen. Hun var stolt af sin datter, men hvor ville hun ønske at Nathaniel havde været der til at dele den stolthed. De mørke øjne endte mod den mandelige skikkelse. Det bløde græs havde heldigvis forhindret enhver form for smerte, der havde været blødt at falde, det havde mere været chokket. Glimtet i hans øjne var noget der øjeblikkeligt fortalte hende om hans væsen, og det var noget som fik hendes hjerte til at slå ekstra slag mod brystet. Det havde heller ikke været meningen at give ham en så stor forskrækkelse. I samme øjeblik hun så hans smil, faldt Liya selv en smule til ro. Et næsten undskyldende smil endte med at pryde de rosenrøde læber. Hun nikkede stilfærdigt og greb omkring hans hånd, kun fr at hive sig selv på benene. En svag, rosa farve viste sig i hendes blege kinder, som hun roligt kom på benene, uden at slippe hans hånd. Den var varm.. ru i forhold til hendes, hvilket næsten var en fornemmelse hun havde manglet. Hun sank en klump, og lod langsomt blikket glide mod hans. ”Tak for hjælpen,” endte hun stille og slap meget langsomt hans hånd, kun for selv at folde hænderne foran hende. Indtil videre var hun faktisk stolt af hvor rolig hun forholdt sig, hun havde ikke lyst til at springe på ham.. i hvert fald ikke for at slå ihjel, hun lystede i det hele taget ikke at gøre ham ondt, hvilket var en sjældenhed. Måske hun kunne omgås mænd som normale mennesker, selv uden Nathaniel? Hun manglede ham, det var svært at tage sig sammen når de mange mareridt plagede hende hver gang hun lukkede et øje, og når hun følte stemmen lurer lige bag, uden at kunne høre andet.. der var ikke hans stemme til at distrahere, ingen varm favn at søge ind i, på trods af børnene følte hun sig jo faktisk.. ensom. ”Jeg er virkelig ked af at jeg.. forstyrrede din søvn,” endte hun igen lidt undskyldende og lod blikket glide mod det hul der var i i græsset, hvor han havde ligget fredeligt. Det at hun ikke havde lyst til at slå ihjel, gav hende næsten blod på tanden. Hun fjernede igen de mørke lokker fra ansigtet og lod blikket glide omkring, udelukkende fordi hun ikke vidste hvor hun skulle se han og hun ønskede jo heller ikke at være akavet. Måske hun bare burde.. gå? Selvom hun ikke rigtigt havde lyst, lidt voksent selskab ville vel heller ikke slå hende ihjel? Hun lagde en hånd på den modsatte arm og strøg den stilfærdigt, ledte efter ord. Hun kunne præsentere sig, men de fleste havde hørt hendes navn og dømte hende på det i samme øjeblik, og hun ønskede jo ikke at han skulle blive bange for hende, tanken var faktisk frustrerende!

[Deleted]

At freden skulle forstyrres på den måde, var slet ikke noget som Caleb havde regnet med. Om ikke andet, så havde han vel næsten håbet på, at det ville have været Hope som faktisk havde formået at søge ud, også selvom han slet ikke regnede med at skulle se hende igen, selvom det faktisk var en tanke som gjorde direkte ondt. Han manglede hende, også fordi at det var ved at være så lang tid siden at han havde set hende sidst, og det var faktisk et møde med en kvinde, som havde sat andre følelser i ham, end bare det typiske behag som han følte. Han var direkte afhængig af den omgang i sengen, hvoraf hun var det samme, bare på en anden måde, og selvfølgelig var det noget som selv havde sat sig sine spor på ham. Han sendte hende et let smil, som han roligt trak hende op på benene igen. Det var skam heller ikke fordi at han ønskede at gøre noget som helst, for han var ikke fjendtlig indstillet. Det var han faktisk frygtelig sjælden. Han ønskede egentlig bare en tilværelse som han var i stand til at slappe af i, også selvom han var udmærket godt klar over, at det var frygtelig meget at kræve i det store og hele, men det var nu bare sådan at det var. Han nikkede mod hende, også selvom glimtet ej forlod hans blik og smilet ikke forlod hans læber. ”Det var da så lidt,” svarede han roligt, som han varsomt gav slip på hendes hånd. Det var skam heller ikke hans mening at gøre hende ubehageligt til mode.
Caleb fulgte hendes blik, som det gled ned på den plads som han havde ligget i. Ja, det havde måske ikke været den mest praktiske plads, men han havde skam heller ikke ligefrem regnet med at nogle ville falde over ham – bogstavelig talt. Han rystede på hovedet, som han roligt rettede sig op, kun for at strække sig igen. Han burde heller ikke ligge der og sove, for det kunne alt for hurtigt vise sig at blive frygtelig farligt for ham, og det var skam heller ikke noget som han ville! ”Tænk ikke på det frøken. Jeg kunne altid have fundet et andet sted at lægge mig til.. Du kom vel ikke noget til?” spurgte han næsten med en bekymring. Selv på trods af en hård opvækst i Dvasias, så var han faktisk en rolig mand af sig. Han havde gang på gang, fået at vide, at det helt klart var noget som han havde efter sin mor, og det var faktisk noget som han i sig selv, var ganske stolt af, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han betragtede hende, som hun stod der.. næsten helt usikker på en eller anden måde. ”Men.. hvad laver du herude? Jeg mener.. på denne her tid, og endda.. alene..?” spurgte han sagte. Det var vel et sted et forsøg på at starte en samtale, så det ikke skulle blive alt for akavet? Nu hvor hun alligevel var stødt ind i ham, og han ønskede jo heller ikke at gøre hende ilde til mode.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya havde slet ikke ment at forstyrre hans fred, for han havde tydeligvis nydt en stund for sig selv. Måske det ikke havde været det mest praktiske sted at ligge sig, men ja engen var jo enorm, sandsynligheden for at hun netop skulle have snublet over ham, havde været frygtelig lille, men sket var sket. Den skuffelse hun næsten kunne fornemme i hans tone, fik hendes mod til at synke lidt, også selvom hun virkelig forsøgte at kæmpe videre uden Nathaniel, hun ønskede at gøre ham stolt, og hun kæmpede for at ignorere den stemme i sindet, og i stedet lytte til sit hjerte, lytte til sin fornuft, nu havde hun jo oplevet at fungere som enhver anden normal kvinde, med en normal familie. Hun så op på den store nattehimmel. Den var smuk, mindede hende lidt om den aften hun havde friet på stranden. Måske denne mand ikke var Nathaniel, men under alle omstændigheder fornemmede hun varmen et sted bag det forførende glimt der legede med den sult hun allerede bar. Pulsen slog forførende rytmer i hver enkel lille del af kroppen, hun havde lyst, og tanken skræmte hende, for hun havde ikke lyst til at være nogle andre end Nathaniel tæt, og til nu havde hun overlevet på en eliksir som Silia jævnligt bryggede til hende, velvidende om at selv den kun var midlertidig. Liya blev stående med der der mindede mest om uskyld. Det var underligt at være så usikker, for den vrede hun normalt bar, drev hende ind i hendes gamle sindstilstand hvor hun var den dominerende. ”Jeg kunne også bare lærer at se mig lidt for, men nej, jeg har det fint tak, der var heldigvis blødt at lande,” svarede hun med et stille smil. Bekymringen i hans stemme, var bestemt heller ikke noget hun havde forventet at høre, det var kun Jophiel og Silia der udviste den slags, og det var forkert, for det burde jo være hende der pyldrede om dem, og ikke omvendt. ”Jeg går bare en tur, får lidt luft, det er sådan en behagelig nat, og jeg havde brug for at se lidt andet end det vante. Kommer du herfra?” spurgte hun lidt nysgerrigt, også for at vise interesse, få samtalen i gang, om ikke andet prøve, selvom det slet ikke faldt hende naturligt. Den friske luft hjalp lidt på sulten, det var i det store og det hele grunden til at hun havde valgt at søge væk, det sensuelle glimt lyste langt ud af hende, uden at hun egentlig var klar over det. Hun strøg blidt sin arm og overvejede stadig hvor vidt hun skulle spørge efter hans navn, men besluttede sig hurtigt for at lade værre, det var ikke relevant, hvis det skulle stemple hende. ”Det er en virkelig dejlig aften,” gentog hun næsten drømmende. Selvom hun havde våben på sig, havde hun endnu ingen intentioner om at trække det, han lod trods alt ikke til at ville gøre hende det mindste ondt, så hvorfor ikke prøve at nyde det for en gangs skyld?

[Deleted]

Engen var virkelig enorm, så det at denne smukke kvinde skulle komme vandrende i hans retning, havde virkelig været en chance frygtelig, frygtelig lille, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, men der var jo trods alt ikke sket nogen skade! Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang, også et sted for at vise, at han faktisk ikke tog det så tungt. Jovist var han måske en kende skuffet over at det ikke havde været Hope, som bogstavelig talt havde valgt at falde for hans fødder, men det var virkelig ikke så slemt igen i hans øjne om ikke andet, så han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det. Han nikkede roligt mod hende og med det samme smil på læben. Hun måtte være en sensuel dæmon – det glimt i hendes blik, var bare noget som måtte sige ham det hele! ”Det er jo det.. Det er med at nyde sommerens sidste spring, inden efteråret.. Det er lunt i aften, i forhold til hvad det har været længe nu,” medstemte han sigende. Han vendte blikket ganske roligt op i retningen af månen som stod højt oppe over dem. Han var på ingen måder fjendtlig indstillet, og så længe hun ikke var det, så kunne han virkelig ikke se nogen grund til selv at skulle være det, om det var noget som man nu ville det eller ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, når det endelig skulle komme til stykket. Blikket vendte han mod hende endnu en gang. Direkte og umiddelbart så mindede hun ham om en drømmende type, en som gik rundt med alt for mange tanker, alt for mange drømme, også selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham noget som sådan, for det var jo trods alt bare sådan at det måtte være. Han rystede på hovedet. ”Det vil jeg nu ikke ligefrem påstå at jeg gør. Jeg kommer her tit, men født og opvokset i Dvasias.. På Horehuset for at være mere eksakt..” Det var jo trods alt bare en sandhed, og det var en tanke som han efterhånden bare havde slået sig til ro med, for det havde været hans lod i livet, men igen.. det var jo faktisk der, de fleste sensuelle dæmoner faktisk endte, hvilket et sted selvfølgelig også var en skam, men det var vel bare et lod i livet, som selv han bare måtte slå sig til ro med efterhånden? Han lod roligt armene søge over kors, også selvom det ikke havde noget at gøre med at han ville være afvisende eller noget, men han var vel bare.. en mand med alt hvad det måtte indebære? ”Du er vel heller ikke herfra, er du? Du virker… konfus..” påpegede han, som han igen rynkede let i panden.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var tydeligt at Liya ikke ligefrem var den han havde håbet på at se, men om ikke andet så kunne hendes selskab vel ikke selv være så slemt? De mørke øjne lod hun roligt søge fra hans ansigt og ned over hans krop, kun for at søge tilbage igen. Han var en flot mand, hun ville tro at han var omtrent på hendes alder, måske en smule ældre, men det var ikke til at sige, ikke med henblik på sensuelle dæmoner. Hånden lod hun blidt stryge langs sin arm, kun for at folde sig med den anden foran hende igen. Liya gjorde sit bedste for at gengælde hans smil, lod det pryde de rosenrøde læber. Udadtil var hun ikke ligefrem frygtindgydende, hvilket nok var det de fleste nok frygtede ved hende. Hun nikkede medgivende. Den lune brise ville ikke vare evigt, og de var godt på vej mod efteråret, hvilket nok var den værste tid på året. Alt blev gråt og kedeligt, ikke mindst vådt, det var slet ikke hendes kop the, også fordi det tvang hende indendøre. ”Det er lunt.. og stadig smukt at gå ude, det er med at nyde det inden træernes blade begynder at falde,” endte hun stille. Når man boede i en skov så gav det jo sig selv, at det var noget som påvirkede hende meget, omgivelserne var tomme, og mindre trygge, når hun ikke længere følte sig omfavnet af træernes prægtige kroner. Det var ikke fordi hun var fjendtlig indstillet, hun havde lovet sig selv at det skulle være slut med den slags, hun vidste hvor skuffet Nathaniel ville blive, og hun så frustrationen i Jophiels øjne når hun sneg sig ind med blod på hænderne og påstod at intet var hændt, for det var en løgn. Hun var en kvinde med mange tanker og med mange drømme, men uden Nathaniel hvade hun ikke overskud eller mod på fuldfører noget som helst af det, hun var der trods alt kun for børnenes skyld, men det var nu ikke noget hun ville sidde og belære ham med. Det var ikke fordi Liya reagerede synderligt på at han var født og opvokset i et horehus, det var ikke unormalt for sensuelle dæmoner, men hun forstod ikke hvordan de kunne holde til det, selvom de måske var mætte. ”Det.. forundre mig ikke, taget i betragtning af at du er sensuel dæmon. De fleste vælger at gøre det på den måde,” medgav hun roligt. Det var ikke fordi hun selv havde overvejet det, hun havde altid hadet når mænd rørte hende med deres beskidte hænder, alle foruden Nathaniel vel og mærke, det havde været noget ganske andet. Liya rystede på hovedet med et stille smil. ”Nej jeg.. er fra Dvasias, men jeg bosatte mig i Procias for mange år siden,” forklarede hun roligt. Det var de færreste der i det hele taget fik lov til at komme til Procias efterhånden, men hun havde jo familien på sin side. ”Jeg beklager, det er bare.. det er hårde tider,” undskyldte hun lidt flovt, også selvom det kun var en meget lille del af sandheden.

[Deleted]

Caleb var måske en kende skuffet over, at det ikke var Hope, men der var ikke nogen grund til at lægge mere i det, end som så. Han betragtede hende med et stille smil på læben, for i hans øjne, så kunne hendes selskab vel vise sig at blive lige så godt, som alt andet? Desuden ville han ikke have noget imod at møde nogle udenfor Horehuset, for det kunne være rart at møde nogle, som ikke kun tænkte med deres lyster, for det var også noget som han havde brug for efterhånden; At vide at han kunne bruges til andet end et godt knald, for det var efterhånden den formaning som han havde fået, også fordi at han vidste at.. han ikke rigtigt havde nogen i ryggen, han havde ikke nogen til at elske sig, at holde af sig, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hendes ord fik ham kun til at smile, hvor han bestemt ikke kunne gøre andet end at nikke istemmende! ”Det gælder at nyde det så lang tid det nu er.. Der er lang tid, til man atter skal se de smukke farver og mærke den lune vind.. Den er allerede nu ved at vende,” endte han ganske sigende, som han endnu en gang så væk fra hende, kun for at vende blikket rundt omkring i omgivelserne som de nu måtte befinde sig i. Det var næsten noget som han havde glemt at lægge mærke til i det hele taget.
Hvem kvinden var, havde Caleb virkelig ikke nogen anelse om, og af den grund, så var han ganske rolig af sig. Han havde vel heller ikke nogen direkte grund til at være bange for hende, for hun virkede på ingen måder fjendtlig, og hvem ved..? Måske han faktisk kunne få et venskab stablet oppe på benene med denne kvinde? Det ville bestemt ikke gøre ham noget som helst! Han trak let på skuldrene. ”Jeg blev født der, så.. jeg er vel et sted dømt til at være der allerede fra før jeg blev født,” endte han ganske sigende, for det var egentlig ikke fordi at det var noget som han tog så tungt igen, for det var der vel ikke nogen direkte grund til? Jovist kunne det nage ham lidt, men det var nu heller ikke værre end det. At vide, at hun har været bosat i Procias, forundrede ham dog, for det var de færreste som i det hele taget fik lov til det! Han trak svagt på smilebåndet. ”Procias siger du? Jeg ville virkelig gerne se, hvad det land havde at byde på.. Det er bare.. umuligt at søge over muren efterhånden.. desværre..” sagde han stille, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han lod hovedet søge let på sned. ”Det lyder hårdt..” endte han stille, som han varsomt hævede hånden og strøg en lok af hendes hår væk fra hendes ansigt. Han sendte hende et overbærende smil.

[Liya Daimond Diamaqima]

Selv hvilede et næsten varmt smil på Liyas læber, for selvom hun ikke var vant til at fører samtale på denne måde, så gav det hende en hvis selvtillid, at hun faktisk formåede at tale til en mand uden direkte at have lyst til at kvæle ham, men på den anden side så havde han heller ikke direkte vist nogen interesse i hendes krop, ikke foruden det glimt i hans øjne, og Liya vidste om nogle at det ikke var noget man kontrollerede selv. Hun morede sig lidt ved tanken om hvor svært Nathaniel havde haft med at modstå hende, og alligevel havde hun ventet i 60 år, før hun havde mørket ham så tæt på sig, og det hele var endda sket hurtigt og uplanlagt, men det var den bedste dag i hendes liv. Alligevel måtte hun erkende at de mange minder til dels havde mistet deres værdi efter at hun havde mistet ham, for nu skabte de ikke andet end smerte. ”Det er den og det er synd. Men det har heldigvis været en lang sommer. Jeg bor dybt inde i Procias' skove, og jeg siger dig at det er smukt på denne tid af året,” fortalte hun næsten med begejstring i stemmen. Det var virkelig blevet smukt, selv efter at det var brændt ned, hun elskede at bo lige ned til bækken og med naturen omkring sig, hvor hun om ikke andet kunne føle sig tryg og lade børnene gøre det samme.
Liya havde end ikke en idé om hvem denne mand måtte være, men det var mange år siden hun havde været i Dvasias, hvis man så bort fra Faith og Kimeyas byllup, og det foretrak hun end ikke at skænke en tanke, udelukkende fordi det skabte en endnu større knude i brystet på hende, og hun havde ondt nok som det stod nu. Hun endte med at nikke forstående, før hun lod hovedet glide på sned og betragtede ham en smule indgående. ”Det er svært at vænne sig af med et liv som man har levet siden sin fødsel. Men om ikke andet bliver du holdt mæt,” påpegede hun roligt. Hun fandt det jo selv svært ikke at slå ihjel, ikke at forfører de svage mænd, og derefter stikke kniven i hjertet på dem, for at kunne holde sin egen tilværelse ud. Samtidig var det en fordle for ham at han var mæt, hun gik rundt og led i stilhed, velvidende om at det før eller siden ville slå hende ihjel, men hun ville ikke være i nærheden af andre end Nathaniel. ”Det er et smukt land.. et fredeligt land, særlig nu vi kan se lys for enden af tunellen. Men ja man er meget påpasselig med hvem man lukker ind. Jeg er blot så heldig at det er min datter som har indtaget tronen,” det næsten fløj ud af hende, med direkte stolthed. Hun tav og lod smilet falme. Måske hun havde sagt for meget? Hun nikkede blot. ”Det har været hårdt,” erkendte hun lidt sammenbidt, hun brød sig ikke om at erkende den slags. De mørke øjne søgte mod hans næsten med overraskelse over at han rørte hende, men selvom hun blev bange, så reagerede det sensuelle bæst i hende omgående, det var irriterende!

[Deleted]

Caleb var slet ikke ude på at gøre hende noget ondt, for det var slet ikke noget som han fik noget ud af. Han ønskede dog tvært imod, at høre mere! Han ønskede faktisk at vide hvor hun kom fra, hvem hun var og alt hvad hun nu ville fortælle ham, for han kunne jo næsten mærke på hende, at der var frygtelig meget som måtte plage hende, og et sted så ønskede han faktisk at hjælpe hende med det! At hun boede midt i Procias’ skove, fik ham til at smile, for han havde hørt så frygtelig meget om det sted! ”Jeg har hørt forbandet meget om det sted… jeg ville ønske, at det var noget som jeg kunne se med mine egne øjne.. specielt efter at.. det blev brændt ned..?” spurgte han sagte, som han roligt vendte blikket mod hende. Han viste hende faktisk en interesse, og det var faktisk tydeligt, at det var noget som også havde sin effekt på hende, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste, for det gik vel op for hende, at han slet ikke var ude på at gøre hende noget ondt? Om ikke andet, så havde han da gjort det allerede, hvis det var det som han ville! Han trak let på skuldrene. ”Måske jeg bliver holdt mæt, men et liv som en .. ja, den slags, er ikke ligefrem noget som vækker respekt, når jeg går på gaden..” endte han sigende. Det valg af livsstil havde i den grad en konsekvens som alt det andet også havde det, og selvfølgelig var det ham en frustration uden lige, men det var noget som man vel efterhånden bare vænnede sig til?
At høre hende direkte plapre omkring hendes familie, og.. at det var hendes datter som sad på tronen, så var det noget som hurtigt fik ham til at lægge to og to sammen. Silia stod på tronen, og det var bestemt ikke fordi at hendes familie var direkte ukendt, og ej heller for ham, også selvom han ikke ligefrem var bange som sådan, for hun virkede da ganske rolig allerede som det måtte stå i øjeblikket. Han trak vejret dybt, også selvom hans smil på ingen måder måtte falde, for han så ikke nogen grund til at frygte hende – endnu om ikke andet! ”Du lyder godt nok som den stolte mor, må jeg sige,” endte han med et let smil på læben, for han mente det faktisk. Han fjernede roligt hånden, som han havde strøget den mod hendes kind, også fordi at han slet ikke var ude på at gøre hende ubehageligt til mode eller noget som helst i den dur, det var der ingen tvivl om! Han blev stående foran hende og nikkede så endeligt. ”Jeg.. jeg er ked af tabet, Liya..” endte han sigende. Det var bestemt ikke fordi at hendes navn var ukendt, og ej heller hendes familie, også selvom hans udtalelse nok mere var sagt.. forsigtigt? Han ønskede jo heller ikke at skræmme hende, ved at plapre ud med hendes navn, når hun selv ikke havde skænket ham det!

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var gået op for Liya at han ikke havde tænkt sig at gøre hende ondt, og så lang tid han ikke var fjendtlig så.. ville hun vel heller ikke gøre ham ondt? Ikke med mindre den stemme i det indre vandt og lige nu forsøgte den end ikke at tale til hende, hvilket var befriende for en gangs skyld. Hun betragtede ham let og med hovedet på sned, det var blevet tydeligt for hende at han var meget fascineret af tanken om Procias skove. Hun nikkede istemmende. ”Det kan jeg godt forstå, det er frygtelig smukt. Det var synd at den blev ødelagt af branden, men i store dele af skoven kan man ikke se at det nogensinde er sket, der har været så mange i gang med at få den til at spirer igen, det er blevet fantastisk,” erkendte hun med et bredt smil. Det at han viste interesse var noget som gjorde det let for hende at snakke med ham, og det gjorde hende faktisk stolt at hun i det hele taget var i stand til at fører en samtale med ham, uden at slå ham ihjel. Strøget langs hendes kind var noget virkelig havde skabt en sitren, en som hun hadede, men som samtidig appellerede kraftigt til det sultne bæst i det indre, og det skræmte hende lidt. ”Det er sandt. Der findes et mere værdigt liv, personligt var jeg lykkelig da jeg endelig fandt manden i mit liv. Det gør det lettere.. ligefrem fornøjeligt,” erkendte hun med en svag rødmen. Det var ikke den slags hun normalt talte med nogle om, men de var jo i samme båd. I det mindste betalte folk ham, dem hun mødte tog hvad de ville have fra hende og lod hende ligge igen, fuld af skam, og en som aldrig forsvandt, særlig ikke nu hvor der ikke var nogle til at fjerne de spor. Det forekom Liya tydeligt at han vidste hvem Silia var, deres navn var jo ikke ukendt. Omgående slog hun de mørke øjne ned i jorden, og ventede sådan set bare på at han skulle blive skrækslagen. Det gjorde de fleste når de fandt ud af hvem hun var, selv Thayne var jo blevet bange. Måske han ikke direkte udviste frygt, men hun kunne fornemme at han blev lidt mere urolig. Alle kendte hendes ry. ”Jeg.. jeg er den stolte mor, både når det kommer til hende men også når det kommer til min søn. Han er Procias' dygtigste musikant,” forklarede hun med det stille smil, selvom stoltheden ikke var til at skjule. Børnene var hendes et og alt, det herskede der heller ingen tvivl om. Hans ord fik hurtigt smilet til at falme igen. Hun bed sig selv i læben og så væk. ”Nu kender du mit navn.. hvad der dit?” spurgte hun lidt nysgerrigt uden at kommentere hans ord. Efterhånden blev hun vanvittig hvis hun skulle snakke mere om den mand hun havde mistet, for det kunne hun virkelig ikke!

[Deleted]

Caleb havde slet ikke nogen intentioner om at skulle gøre hende ondt, for det var slet ikke noget som han havde nogen som helst grund til, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i det store og hele, det var helt sikkert! Han nikkede, som han roligt lyttede til hende. Han ville virkelig gerne se skovene, hvis det nogensinde skulle blive ham muligt, for det ville han virkelig gerne! ”Jeg har hørt så mange snakke om den.. Det bliver et mål i mit liv, inden jeg går i graven – jeg vil have den skov at se,” endte han med en ganske bestemt tone, også selvom hans smil forblev direkte muntert på hans læber. Han kunne faktisk rigtig godt lide at stå der og snakke med hende, også fordi at det måske ikke var noget som han normalt ville gøre, men det var som om at det bare faldt ham.. skræmmende naturligt, at stå der sammen med hende. Et voksent selskab, som ikke tænkte på det sensuelle – det var faktisk frygtelig rart! Han nikkede stille til hende. Han var efterhånden bare vant til at folk væmmes ved synet af ham, kun fordi at de vidste hvad han levede af. ”Et værdigt og fuldendt liv, er vel hvad vi alle søger efter? Jeg har kun mødt en kvinde som kunne ramme mit hjerte.. og hun er mig desværre blevet uopnåelig nu..” endte han med en dæmpet stemme, også fordi at han vidste at det var sandt. Hope fik han nok aldrig at se igen.
At det var selveste Liya Diamaqima som han stod overfor, var dog ikke noget som han direkte havde regnet med! Men dog af den grund, så virkede hun ikke så fjendtlig indstillet, som folk beskrev hende som, så han var faktisk ganske rolig, som det stod lige nu om ikke andet. Han lod hovedet søge let på sned. At han måske var blevet en anelse mere forsigtig, var end ikke noget som han tænkte over, men afvigende var han dog ikke blevet. ”Det lyder som en frygtelig talentfuld familie.. Procias’ bedste musikant og en dronning.. Ja, ja.. Det er imponerende..” endte han ganske sigende, også fordi at han faktisk var imponeret over hvad han nu måtte høre, så det var ikke noget som han sagde noget til som sådan. At kondolere hendes tab, var tydeligt ikke noget som han skulle gøre, for hendes mimik forandrede sig tydeligt, også selvom han ikke vidste hvordan han skulle tage det, så han lod det om ikke andet gå.. for nu. ”Ja, jeg burde måske præsentere mig nu.. Mit navn er Caleb.. Caleb Peisélas..” præsenterede han sig nu alligevel med et smil på læben. Der var måske ikke noget.. stort over hans navn eller noget som helst, men han var nu alligevel glad for det.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya forstod godt at han ville se skovene, der var så meget at se, det var direkte smukt. Havde det ikke været fordi at hun nødig ville bringe andre med ind i det land som hendes datter reagerede, så var hun selv endt med at tage ham med til Procias, udelukkende i ren iver efter at.. have en ven.. en som kunne snakke med hende uden at dømme hende i. Det gjorde hende faktisk lettet at han ikke direkte udviste frygt for hende, selvom han med garanti havde hørt om det rygte og ry hun havde. Hun nikkede forstående. ”Jeg forstår dig udmærket godt, de som ikke når at se den går glip af noget,” svarede hun roligt. Lige nu var hun i den grad blid, hun kunne vende på en tallerken alt efter hvordan tingene udartede sig, og hvordan han var omkring hende. Det var slet ikke normalt for hende at fører en samtale og slet ikke med en mand, men dette havde været en af de bedre dage og hun var meget rolig oven på at have lyttet til Jophiels musik hele natten. Inden hun havde lagt sig til havde hun kigget i den lille kugle hun havde skænket Nathaniel på deres bryllupsdag for lang tid siden, holdt fast i de minder på trods af at de var smertefulde. På trods af sulten i det indre, så skænkede hun ikke det sensuelle en tanke, hun forsøgte om ikke andet, hvilket var lettere når han ikke kom tæt på hende, det var slet ikke fordi hunvar interesseret i hans krop, men kunne man bebrejde en sulten dæmon for at finde ham attraktiv? ”Det er det. Desværre er det ikke mange som finder det. Det beklager jeg på dine egne, du lader ellers til at være en varm mand, jeg kan ikke se hvorfor en kvinde skulle kunne afvise det,” påpegede hun sandfærdigt. Det føltes underligt at sige, når hun var vant til at trænge dem op i en krog, men hun forsøgte om ikke andet at fører en samtale med ham som enhver anden kvinde ville have gjort.
Liya kunne mærke at han var mere forsigtig, men han skyndte sig ikke væk som så mange før ham havde gjort, og det gjorde lidt udfaldet for hende. Hun nikkede stille. ”Det er imponerende, jeg har været heldig,” endte hun. Selvom det var svært, så holdt hun sig i live kun for dem, hun vidste at der var mange andre som havde det værre end hende, selvom det var svært at forestille sig, særligt de gange hvor sygdommen for alvor kom frem. Det var virkelig svært for hende at tale om Nathaniel og hun var blevet langt mere usikker i minen, også selvom hun valgte ikke at kommentere det. Hun ønskede ikke at gøre ham ondt, og hun forsøgte virkelig at forholde sig rolig. Liya nikkede blot stilfærdigt, selvom hun aldrig før havde hørt hans navn. ”En glæde at møde dig Caleb,” hilste hun roligt og rakte hånden frem mod ham, det var jo sådan almindelige mennesker hilste!

[Deleted]

Caleb så slet ikke nogen grund til at skulle være direkte skræmt af hende, for selv Liya virkede da til at være ligesom alle andre? Desuden havde hun slet ikke givet ham nogen grund til at være fjendtlig, for det kunne han skam sagtens! Det var jo trods alt sådan at han overlevede det barske liv i Dvasias, for det var bestemt ikke lutter lykke, det var helt sikkert. Han ønskede at se skovene, også selvom han ikke regnede med det, men han kunne vel godt sætte det som et mål, kunne han ikke? Han vendte blikket mod hende og med et stille smil på læben. ”Jeg tvivler på at Dvasias kan byde på noget lige så smukt, som det folk beskriver de procianske skove.. Det er ellers en skam at muren står hvor den står. Det er ikke bare lige at passere den,” endte han sigende. Et sted virkede hun.. ivrig, også selvom det faktisk var en tanke som direkte måtte more ham, for det gjorde det så sandelig! Han lod hovedet søge let på sned, og uden at smilet falmede det mindste, for det kunne det slet ikke! Hope var faktisk en kvinde som han savnede.. og det var i den grad også første gang, at han sagde det om nogen som helst, for det var slet ikke noget som han gjorde normalt! ”Tja.. det er vel bare mit lod i livet.. Jeg har mødt modgang siden jeg blev født.. og oplever dagligt at blive dømt, uden at folk kender mig, men mit erhverv.. Det skræmmer langt de fleste væk.. Det er de færreste som ønsker at finde lykken med en mand, som har været sammen med flere kvinder, end man kan tælle..” Det var jo trods alt bare en sandhed.
At blive usikker, var vel næsten noget som skete når man stod ansigt til ansigt med Liya Diamaqima? Det var jo heller ikke ligefrem fordi at hendes ry og rygte var ukendt for folk! Han betragtede hende sigende og med et let smil på læben. Han havde ikke noget hastværk med at komme derfra igen, for han kunne faktisk godt lide at snakke med hende, og hun stod da og smilte til ham og snakket åbent, så kunne det vel ikke være så slemt? ”Jeg forstår.. Det lyder som en familie man virkelig kan være stolt af,” endte han med et stille smil på læben. Han mente det skam. Om han kunne være det samme, så ville han så sandelig heller ikke være i tvivl om det i det store og hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han tog roligt imod hendes hånd, som han trykkede let, dog fast. ”Den glæde er skam helt på min side, Liya,” endte han ganske sandfærdigt. Han så slet ikke nogen grund til at frygte hende, og specielt ikke når hun faktisk var så smilende og alligevel så… munter? ”Ville det være frækt af mig, at bede dig om at gøre mig selskab på en lille gåtur? Så vi måske kunne lære hinanden lidt bedre at kende? Jeg vil meget gerne vide mere om de procianske skove..” endte han sigende, næsten som det nu var ham som var blevet helt ivrig!