Bring me to life

[Deleted]

Anyalina var normalt ikke den som man skulle kaste sig i krig med, for hun var så sandelig heller ikke typen som var bange for at slå fra sig, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hans ord var alligevel noget som ramte hende som intet andet overhovedet. Hun endte langt mere stiv i minen, som hun vendte blikket væk fra ham. Jovist var der en som havde sagt det, men han var også den eneste som havde sagt det til hende, hvor hun faktisk havde taget ordene til sig, selvom hun ikke regnede med at det var ord som hun skulle høre nogensinde igen, men det var nu bare sådan at det måtte være når det endelig skulle komme til stykket. ”Jo… En har fortalt mig det,” endte hun ganske kortfattet, også fordi at hun ikke ville lyve, for det var jo bare sådan at det var? Ezekiel var manden som havde taget hendes hjerte, også selvom det var Malishas mening og holdning, som havde drevet hende fra manden og nu var han væk.. Ja, man kunne vel snildt sige at Malisha havde taget alt hvad der var værd i hendes liv efterhånden? Og det var en tanke som virkelig måtte pisse hende af efterhånden, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt når alt endelig skulle komme til alt!
At skille sig fra mængden, var virkelig et af de mål som Anyalina satte sig, for hun nægtede at være som alle andre, for det var slet ikke noget som hun fik noget ud af. At det så var noget som alligevel påvirkede ham i den grad, var noget som hun tydeligt kunne se i hans mine, og det var næsten det som var det sjoveste af det hele, for han ville ganske vidst få lov til at se, men at røre hende, var bestemt ikke noget som skulle komme på tale, det var der ingen tvivl om! Hun vendte de mørke øjne direkte i retningen af ham endnu en gang. ”Det tør du ikke.. ” endte hun ganske stilfærdigt. Hun havde om ikke andet, så ikke troen på at han ville gøre hende noget som helst, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun betragtede ham sigende. Hun regnede bestemt heller ikke med at han ville gøre hende noget som helst, hvilket så til gengæld også passede hende ganske fint! Hun trak svagt på skuldrene. ”Tjo.. Det vil tiden vel vise..?” endte hun sigende, som hun roligt betragtede sig af ham, for løgn var det jo trods alt heller ikke.
At sidde der i gulvet, var bestemt ikke en tanke som Anyalina brød sig om, men hun var desværre nødt til at give William ret; hun var gået i gulvet, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, for det hjalp bestemt ikke på hendes humør! Næverne knyttede hun ganske fast, også selvom hun ikke kom nogen vegne! Kroppen begyndte at ryste, udelukkende fordi at hun faktisk blev ganske kold, for det var slet ikke noget som hun kunne gøre for, men det var nu bare sådan at det måtte være når det endelig skulle komme til stykket. Øjnene lukkede hun let, som hun vendte blikket væk fra ham. At bede om hjælp, var bestemt heller ikke noget som kom på tale for hende! At han alligevel endte med at gå hende i møde og faktisk hjælpe hende op, fik det til at stivne i hende, for det var bestemt ikke noget som hun kunne have med at gøre! ”Sæt mig ned..!” endte hun med en yderst fast og direkte faretruende stemme, for det var slet ikke noget som hun kunne have lige nu! Dog alligevel for træt til at gøre modstand, hvilket næsten var det værste af det hele!

[Deleted]

At Anyalina endte helt stiv i minen ved Williams kompliment, var noget som fik ham til at trække morende på smilebåndet, skønt hun ikke ville kunne se det, eftersom hun vendte blikket bort fra ham. Han mente det dog, for selvom han ikke kendte hende og kun havde brugt meget lidt tid med hende, så var der ingen tvivl om at Anyalina var en enestående kvinde, der var noget helt for sig selv. Han selv havde aldrig mødt en kvinde som Anya, hvilket ikke sagde så lidt, for han havde faktisk været sammen med mange. Han trak let på smilebåndet til hendes ord. Han kunne næsten fornemme at hun måtte have haft en enkelt mand tæt, siden hun svarede sådan, selvom det nu ikke gjorde ham noget, når man var så gamle som dem, så burde man vel også have haft mindst én i sit liv? Han selv havde aldrig været god til at binde sig til en person, derfor havde det aldrig holdt længe, og han havde derfor også valgt at holde tingene langt mere professionelle og kun være sammen med en kvinde for at få stillet lysterne. Han havde altid været en egocentreret mand, der havde haft svært ved at se ud over sine egne behov, for at sætte andre i centrum. ”Men uanset hvad, så er det sandt,” svarede han roligt. Han fandt hende unik, selvom det stadig kunne irritere ham, at hun faktisk havde formået at gøre ham helt forlegen og forfjamsket, for det lå jo slet ikke til ham! hendes manglende blufærdighed var dog kommet bag på ham, hvilket også havde gjort hele udfaldet. At han så gerne måtte se, men ikke røre, var noget som han fandt morende, og det var blot endnu en grund til at det slet ikke var det værd at se hende nøgen, for så ville han sikkert blive knaldrød i hovedet og så var hun den eneste der fik noget ud af det! Han trak drilsk på smilebåndet til hendes ord. ”Åh jo.. det tør jeg!” svarede han selvsikkert. Måske han ikke måtte, men han kunne jo bare tage hvad han ville have – ikke at han kunne drømme om at gøre hende noget imod hendes vilje, men det forhindrede ham jo ikke i at drille med det. At hun var tilfreds over hans kompliment, var noget som et sted glædede ham, om hun så blev mere medgørlig, måtte – som hun selv sagde – tiden vise.
At se Anyalina gå i gulvet, var noget som faktisk frydede William, for han havde ganske vidst haft ret! At hun så var for stædig og stolt til at lytte til ham, var noget som kun fik ham til at himle med øjnene. Han tvivlede på at hun selv ville bede om hjælp, og selvom hun havde godt af at sidde på gulvet i lang tid til hendes stolthed blev knækket, så måtte han dog alligevel gå hen og løfte hende op. Det irriterede ham så kun at hun skulle være efter ham, for hun var jo aldrig kommet op selv! Han vendte blikket irriteret imod hende. ”Okay.. jamen jeg sætter dig da bare tilbage på gulvet, så du kan få lov til at fryse ihjel, inden du overhovedet når at får kræfterne tilbage, så du kan hjælpe dig selv,” svarede han sarkastisk, som han satte hende på sengen. Han satte sig selv på sengekanten igen, hvor han tog fat omkring dynen og trak den over hendes krop, så hun kunne få lidt varme igen. Han sendte hende et næsten strengt blik. ”Hvorfor skal du være så stædig?” spurgte han irriteret

596 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Anyalina havde oplevet en mand skænke hende de ord før, og det at vide, at det ikke var ord som hun ville høre igen, af den samme kaliber, var faktisk noget som gjorde ondt, men.. hun klarede sig vel? Selvom han havde været den eneste mand som hun havde ladet komme tæt på sig. Malisha havde tvunget dem fra hinanden, og nu havde hun mistet ham for altid, selvom det bestemt heller ikke var en tanke som hun brød sig om, men ikke en tanke som hun kunne gøre det største med af den grund. Malisha havde virkelig kostet hende dyrt, men det var også først nu, at hun faktisk var i stand til at se det, også selvom hun vidste, at det jo desværre var for sent, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund. Hun savnede virkelig Ezekiel, selvom hun ikke ville vise det åbent bare sådan uden videre, også fordi at hun ikke ville fremstå som svag! Det var slet ikke noget som hun fik noget ud af! At han mente det og stod ved det, var selvsagt en tanke som gjorde hende glad, for hun var unik – det var et mål som hun altid havde sat sig, for hun ønskede at være noget for sig selv, opnå noget, også selvom det igen var noget som Malisha alt sammen havde revet fra hende, og det var en tanke som kun gjorde hende forbandet hidsig, for hun synes bestemt ikke at det var fortjent med tanke på hvad hun egentlig havde gjort for kvinden igennem så forbandet mange år! Hun havde slet ikke noget imod at vise kroppen frem, men det var bestemt ikke det samme som at give ham lov til at røre ved hende – med andre ord, så var det kun hende som fik noget ud af det, og selvfølgelig var det noget som morede hende. Hun rystede let på hovedet og med et let smil på læben. ”Jeg er desværre ikke overbevist, William,” endte hun selvsikkert, for det var ord som hun faktisk måtte mene, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man ville det eller ikke.
At William direkte samlede hende op fra gulvet af, og placerede hende på sengen i stedet for, var en tanke som gjorde hende hidsig, for hun havde slet ikke bedt om hans hjælp! Hun ville slet ikke have hans hjælp! Hun fnøs let, som han endte med at lægge dynen om hende, hvor hun alligevel endte med at tage fat om den og trække den om sig, for hun var faktisk ved at være godt kold, for hun havde ikke energien til at holde varmen, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende! Hendes krop dirrede og skælvede, kun fordi at hun var bleget ganske kold, bare af den korte tid som hun havde siddet på gulvet. Et sted en skræmmende tanke, at hun virkelig var så.. svækket, og hun brød sig bestemt heller ikke om det på nogen måde! Hun trak vejret dybt og slap det i et tungt suk. ”Hvordan skal en kvinde uden race eller plads, da ellers passe på sig selv?” spurgte hun ganske kortfattet. Løgn var det jo trods alt heller ikke, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende.

[Deleted]

William var vant til at være sammen med kvinder, uden at lægge nogen mening bag, det var rent professionel, kun for at få lysterne stillet, og sådan havde han gjort det så længe som han kunne huske. Han havde aldrig haft nogen kær som sådan, hvilket han heller ikke havde noget problem med, for han havde jo faktisk aldrig haft tid til det, han havde altid gået frygtelig meget op i sine forretninger og derfor havde han ikke brug for nogen kvinde til at ødelægge det, dog måtte han erkende at Anyalina var anderledes end de andre kvinder han havde mødt, eller med sikkerhed kunne han ikke sige det, men af hvad han havde set indtil videre så var hun noget for sig selv. At hun så ikke var overbevist fik ham til at knibe øjnene let sammen, imens han lænede sig imod hende, inden hans læber spillede ud i et udfordrende smil. ”Åh jaså? Og hvad skal jeg gøre for at overbevise dig? Fjerne dynen og begynde at kærtegne dig?” spurgte han selv lettere selvsikkert. Han turde skam godt at berøre hende om hun så ville have det eller ej, selvom han kun gjorde det fordi hun stillede det op til en udfordring, normalt ville han aldrig bare uden videre gå hen til en fremmed kvinde og begynde at røre på hende! Men hvis Anya ikke var overbevist, måtte han jo vise at han godt turde røre.
At Anyalina skulle være stædig og gå imod Williams ord, på trods af at han faktisk havde advaret hende, var noget som irriterede ham. Hun havde slet ikke fortjent at han samlede hende op! Men han vidste at hun ikke selv ville bede om hjælp og at lade hende sidde og fryse ihjel ville han nu heller ikke, for så var der jo ingen mening i at vække hende til live og lade hende leve. Han havde dog ikke ondt af hende, for hun lå præcis som hun havde redt! Det var hendes egen skyld, for hun kunne bare have lyttet til ham! Hun var alt for afkræftet til at kunne bevæge sig ordentligt endnu, der var jo en grund til at han skulle made hende, så han havde godt vidst at hun ville kollapse. Hans mørke øjne hvilede kortfattet på hende, som han havde fået hende sat fra sig på sengen, hvor han selv blev siddende på kanten af den, imens han lod hende putte sig under dynen, så hun kunne få varmen igen. ”Touché,” medgav han roligt. Hendes stædighed og viljestyrke var jo nok det som holdt hende i live. Han trak let på smilebåndet. ”Men du burde ikke skubbe den eneste person du har på din side, fra dig,” tilføjede han kortfattet. Han var jo faktisk det eneste hun havde tilbage, hvis hun virkelig havde mistet alt andet. Han stod skam på hendes side, og han skulle nok sørge for at Malisha ikke fik fat i hende, for det blev over hans lig! Desuden så kunne han jo faktisk godt lide Anya som person, hun var anderledes og det var virkelig forfriskende at se! Han var hendes eneste ’ven’, godt nok fremmede for hende, men stadig, så hun burde faktisk være glad for at hun ikke stod mutters alene, for han kunne egentlig bare give Malisha besked og afsløre Anyalina.

551 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Hvem William egentlig var, og hvad han var vant til at foretage sig, når han var omkring andre kvinder, var slet ikke noget som hun vidste, og det var egentlig slet ikke noget som hun havde lyst til at blande sig i, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket direkte mod ham ved hans udfordrende smil, og det at han lænede sig mod hende, selvom det nu heller ikke var noget som hun tog så tungt igen. Hun var ikke bange for ham, også fordi at han havde haft alverdens mulighed for at skulle gøre noget ved hende, og han havde bare ikke gjort det, så selvfølgelig var det noget som faktisk også betød at han faktisk respekterede hende, hvilket var noget som hun selvfølgelig også havde det ganske fint med. Hun betragtede ham med en ganske sigende mine, som hun ellers blev liggende på sengen, nu hvor hun alligevel lå så godt som hun gjorde. Smilet bredte sig tydeligt drillende på hendes læber. Det kunne godt være, at hun var af samme slæng som Konstantin og Malisha, men hun havde faktisk humor i forhold til de andre! ”Der kan man jo bare se. Jeg vidste, at du ikke kunne udstå tanken om ikke at få lov til at røre ved mig,” påpegede hun tydeligt selvsikkert, for det var jo lige præcis det som han viste hende i denne stund, så det var jo rigtigt! Og det var en tanke som faktisk morede hende.
Det kunne godt være at Anyalina var svækket, men af den grund, så var hun stædig, også fordi at hun vidste, at hun ikke kunne rette sig ind efter hvad andre ville kræve af hende mere, for det var slet ikke sådan at det skulle blive! Hun vendte blikket direkte mod ham, som han igen havde valgt at placere hende på sengen og med dynen om sig, hvor hun ikke tøvede med at tage omkring den, også for at finde noget varme. Hun var endnu for afkræftet til at gøre noget som helst, og det var jo faktisk i sig selv, en tanke som kun måtte skræmme hende, for hun brød sig virkelig ikke om det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, og hun kunne virkelig ikke have med den tanke at gøre, det var der ingen tvivl om! Hun rystede stille på hovedet, som hun vendte blikket væk fra ham endnu en gang. Hun havde jo for pokker ikke nogen, og han kendte hende ikke! Han vidste kun hvad hun var blevet udsat for, og det var jo det eneste! Han kendte hende jo slet ikke som person, eller hvor meget hun faktisk gik op i det stolte, rene og ædle, og nu sad hun der.. praktisk talt uden race og uden et fællesskab at søge den tryghed ved. Hun var jo helt.. alene. Og det var slet ikke en tanke som hun brød sig om på nogen måde overhovedet! ”Jeg har ikke nogen på min side, William.. Du gør det kun fordi jeg er et eksperiment for dig.. Du kender mig ikke, du kender ikke til mine handlinger, eller hvad jeg gjorde for Malisha før i tiden, før jeg endte raceløs.. Du kender intet til mig..” mumlede hun kortfattet, som hun lod blikket falde. Hun var faktisk ekstrem skamfyldt!

[Deleted]

William havde endnu ikke sat en finger på Anyalina fordi han faktisk respekterede hende og hendes grænser. Hvis hun udfordrede ham, kunne det godt være at han ville røre hende, men så var det også kun fordi hun selv havde bedt om det! Ellers så kunne han faktisk ikke drømme om at sætte så meget som en finger på hende, for selvom han måske kunne være rapkæftet og selvglad, så var han alligevel en gentleman og han vidste hvordan man skulle behandle en kvinde, for det var trods alt noget han var vokset op med. Hans familie havde jo altid lagt i den rige klasse, så det med manerer og høflighed havde han skam lært. Selv han kunne være romantisk, hvis det altså var med den rette person, så det var ikke just noget som skete særlig ofte. At Anyalina faktisk havde humor, var noget som endnu engang måtte komme bag på William, eftersom de fleste warlocks var stivnakkede og humorforladte, de var altid stramme i betrækket og ønskede altid at fremstå som kolde og stolte væsner, så det at Anya endnu engang viste sig at være anderledes, var noget som faktisk glædede Will, for endnu engang var det forfriskende med en anderledes kvinde. Han kunne heller ikke lade vær med at slippe en munter latter til hendes selvsikre og drilske ord. ”Du har desværre fuldstændig ret, det sitre i mine fingrer efter at følge dine former og mærke din varme hud imod min egen,” erkendte han drillende, hvor det morende smil ikke falmede det mindste. Det var godt nok løgn, for han kunne sagtens modstå tanken om at skulle røre ved hende, det ville måske også være lidt underligt, eftersom hun jo faktisk var fremmed for ham. Han blinkede drilsk til hende. ”Men mellem os to, så har jeg allerede rørt din krop over alt,” hviskede han som havde det været en hemmelighed, hvor han kluklo ganske let for sig selv.
At Anyalina var skamfuld, kunne William godt forstå, det ville han jo nok også være, hvis han havde mistet alt og var blevet raceløs, som man godt kunne sige at Anyalina var blevet, hun var forvist, hun var bandlyst, en outsider. Han lod hovedet søge let på sned til hendes ord, inden et overbærende smil gled over hans læber. ”Jeg ved at du er en unik og ikke mindst stædig kvinde, med sans for humor og som er stolt af sit væsen, en kvinde som blev dømt på en latterlig og uretfærdig dom, ved en mission som alle ville have fejlet ved. Jeg troede ærligtalt ikke at min eliksir ville virke, men jeg er glad for at den gjorde, for det fik mig til at møde en særlig og enestående kvinde,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et skævt smil, idet han trak dynen godt op omkring hendes skuldre og hals, så hun kunne få varmen tilbage igen. Hun havde måske ikke fortjent at han hjalp hende, eftersom hun var ubehøvlet og slet ikke viste nogen taknemlighed, samt hun selv var skyld i at hun var endt på gulvet, men han kunne alligevel ikke lade hende blive siddende, for så var hun da kun blevet langt mere syg! Og han vidste allerede at hun var for stædig og for stolt til at ville spørge om hjælp.

549 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Anyalina havde faktisk humor, også selvom det måske ikke ligefrem var noget som man skulle tro, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun kunne faktisk godt tage en joke, som hun faktisk havde sans for det, selvom det nu var sjældent at nogen i det hele taget havde den tro på det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket direkte mod ham og med det næsten drilske glimt i øjet, for det var slet ikke noget som hun kunne undlade at vise, også fordi at det faktisk var en tanke som direkte morede hende. Tungen strøg hun let over læben. Når hun lå i sengen og så afslappet som hun følte sig, så var det ikke så svært for hende at skulle give efter for den mere drilske mine, men det var nu bare sådan at det var. At han ikke kunne holde fingrene fra hende, morede hende kun, for det var jo ikke ligefrem fordi at han havde gjort noget som helst for at gøre hende noget eller røre ved hende for den sags skyld, hvilket skam også var noget som hun havde det ganske fint med, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. ”Jeg tænkte det nok. Min krop er så smuk og præget af en skønhed som du ikke kan undgå at lægge mærke til,” påpegede hun tydeligt selvsikkert. At han allerede havde rørt ved hende, forundrede hende ikke, for hun havde jo været.. død, og han havde jo selvfølgelig bragt hende fra hendes ukendte gravsted og så hertil, også selvom hun på ingen måder følte sig tryg af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende! ”Kunne du lide det? Eller var jeg får rådden..?” spurgte hun drillende igen, som hun lod hovedet søge let på sned. En joke kunne hun sagtens tage, såfremt, at det var noget som foregik på hendes præmisser selvfølgelig.
Man kunne bestemt ikke påstå at Anyalina var stolt over at være stemplet, bortvist, kastet ud og endt som outsider, også fordi at hun slet ikke følte, at hun havde gjort noget som helst forkert, men det var nu bare sådan at det var. Hun kunne jo ikke gøre noget ved det, og hun vidste desuden også at Malisha ikke var typen som bare skiftede mening. Det ville koste hende livet at opsøge kvinden og bede om en chance til, så det var slet ikke noget som hun var interesseret i på nogen måde! Hun himlede let med øjnene til hans ord. Det lød næsten som en som.. lagde an på hende, også selvom hendes hjerte var iskoldt og aflukket. Hun åbnede sig ikke op for nogen igen, for den chance var da slet ikke noget som hun turde tage, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Det er jo kun overfladisk..” mumlede hun let, som hun lod ham pakke hende mere ind i dynen, hvor hun endte med at sende ham et taknemmeligt smil. ”Hvad er der specielt ved en uden race? Uden tilhold? Uden et fællesskab? En som kun er ønsket død for en handling som jeg ikke kunne gøre noget ved, for at gøre om..?” Et sted så var det selvfølgelig en tanke som frustrerede hende som intet andet, også fordi at der ikke var noget at gøre ved det!

[Deleted]

Det var sjældent at William havde fundet en kvinde med god humør, især når det kom til warlocks, for de var altid så.. alvorlige. De fleste afskyede nærmest humor og lod slet ikke til at have nogen, fordi de var direkte humorforladte, så det at se en som Anyalina, der ellers selv kunne virke lettere alvorlig, fordi hun var så stædig og bestemt, have humor, var noget som faktisk forundrede ham, men ikke mindst var det rart at se at der bare var nogle warlocks der faktisk godt kunne tage en joke og ikke bare vendte den kolde skulder til! Det viste også blot endnu engang at hun var anderledes fra resten af flokken, hvilket altså ikke altid var dårligt! I hendes tilfælde så gjorde det hende kun unik, enestående og til noget ganske særligt, hvor han faktisk kun var mere og mere glad for at han havde mødt hende. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, hvor selv munterheden var at spore i hans krystalblå øjne. ”Ak ja, jeg beundrer og forguder dig min åh så gudeskønne og fantastiske smukke dronning,” medgav ham højtideligt og tydeligt dramatisk, skønt det hele kun var i sjov og fordi han spillede med på ’legen’. Han kunne dog ikke lade vær med at grine en anelse, for tanken morede ham lidt. Han måtte dog erkende at hun var smuk, hvor det næsten virkede til at hun havde hele pakken; en smuk krop og ikke mindst en smuk personlighed. Hendes følgende ord fik ham også til at slippe en munter latter, for det var tydeligt at hun fangede hans hentydning. Han havde faktisk allerede rørt ved hendes krop, fordi han havde vasket hendes lig, han måtte dog erkende at hun ikke havde været så smuk på daværende tidspunkt. ”Tja.. jeg må jo erkende at din skønhed var falmet en del, eftersom du lignede en mumie,” svarede han drillende, hvor smilet kun bredte sig på de rosenrøde læber, imens han kluklo ganske let.
William havde aldrig rigtig troet på kærligheden, for den havde aldrig ramt ham. Man sagde at kærlighed var uforudsigeligt og at man ikke var herre over sine egne følelser, men der så han altså anderledes på det, for han mente godt at man kunne styre sine egne følelser og at man kunne stoppe mens legen var god, og han havde aldrig været knyttet til nogen kvinde, hvilket han også havde det helt fint med! Han ønskede intet forhold, da han havde det fint med at finde en kvinde i ny og næ og få stillet sine lyster. At hun så faktisk sendte ham et taknemlig smil, hjalp også en del på hans humør, for så viste det også at hun havde lidt rygrad og fornuft. Han smilede let til hende. ”Hvis du hørte efter ville du høre at jeg roste din person og ikke dit udseende,” påpegede han roligt, inden han fortsatte; „desuden så har jeg set en masse godt potentiale i dig, mange gode sider, hvilket er det som gør dig værdig. Du er blevet dømt på noget så latterligt at ingen ville have en chance for at klare den mission, så alle ville ende i dit sted. Men derfor må du ikke glemme hvilken stærk og stolt person du er, hvilket er det som tæller, måske Malisha er for snæversynet til at kunne se det, men derfor kan du stadig nå at vinde resten af racens accept.” Han sendte hende et opmuntrende smil, som han ellers blev siddende på sengekanten og med blikket vendt imod hende.

587 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Anyalina vidste at det bestemt ikke var typisk deres slags, at have nogen former for humor, selvom det nu alligevel var noget som hun havde tillært sig i den tid hvor hun faktisk havde været sammen med Ezekiel. Han havde altid været en alvorlig mand, men dog en spøgefugl, når stunderne havde været rigtigt, så hun havde faktisk knækket koden hvad det angik. Hun vendte blikket sigende mod ham endnu en gang, og med det svage træk på den ene mundvig. William var nu en ganske flink mand, det var jo slet ikke det, og han gjorde hende tryg på sin egen ganske særlig måde, selvom hun ikke rigtigt kunne finde ud af, hvad det egentlig betød og hvad det ikke gjorde, selvom det nok var noget som skulle dukke op med tiden vel? Det var sådan at hun havde det om ikke andet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans ord var noget som direkte morede hende, for det kunne godt være, at hun kunne være ond, kold, kynisk og det hele, men direkte at blive kaldt for en.. dronning? Den havde hun ikke ligefrem hørt før, og selvfølgelig, var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Det der kunne jeg hurtigt blive alt for vant til, William,” endte hun næsten med drillende mine, også selvom det faktisk var ord som hun mente, for hun kunne godt vænne sig lidt for meget til det! At han ikke just havde synes om hende før, var noget som svagt fik hende til at himle med øjnene. At han så havde set og rørt.. stort set det hele, var ikke noget som hun sagde noget til, for hun havde jo slet ikke været sig selv, og endnu var hun jo kun en skygge af den kvinde som hun normalt plejede at være! ”For rådden, ikke sandt?” endte hun ganske sigende, som hun let blinkede til ham. Hun håbede selvfølgelig at det forholdt sig anderledes som det stod lige nu.
At blive placeret på sengen igen, var noget som direkte irriterede hende, for hun havde jo slet ikke bedt om hans hjælp! Og alligevel så skulle hun ende med at få den? Det var bestemt ikke noget som hun kunne have med at gøre af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der ikke nogen tvivl om det eller ikke! Hun trak dynen tættere omkring sig, som hun igen forsøgte at finde bare lidt varme, selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt, men hun gjorde da om ikke andet sit bedste! Hun rystede igen på hovedet. ”Jeg tror ikke du ved hvad det indebærer at være udstødt som jeg blev, William.. Jeg kan ikke gå nogen steder, uden at hun vil finde ud af, at jeg er der.. Jeg kan ikke opsøge min egen slags, uden at hun vil vide det.. For det, vil hun sikkert bare dømme mig for at vende de andres ryg til hende, og dømt yderligere end det som jeg er blevet gjort i forvejen, og det er jeg slet ikke interesseret i. Hun gider mig ikke, jamen fint.. så må hun jo bare undvære mig, og så må jeg klare mig så godt muligt, uden hende og.. racens fællesskab..” Hun vidste godt, at det ikke blev nemt, men noget var hun jo trods alt nødt til at gøre, selvom det bestemt heller ikke var nemt i sig selv!

[Deleted]

Det var faktisk rart at Anyalina havde humor, for det lå normalt ikke til deres race, hvilket William godt vidste, men han selv havde aldrig været den mest ’tro’ warlock til sin egen race, da han var en forretningsmand der var kommet vidt omkring og havde mødt mange forskellige folkefærd som han havde mænget sig med. Derfor var han nok ikke just den typiske warlock, skønt han skam var stolt af sit væsen og ikke mindst fandt warlocks som den bedste race, hvor han var stolt af at være en del af den, så der skilte han sig skam ikke så meget ud, men personlighedsmæssigt gjorde han jo nok, selvom det heller ikke altid var lige dårligt. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord. ”Jamen det er vel ingen dårlig ting så?” spurgte han roligt, som hun havde sagt at hun godt kunne blive for vant til det, han så dog lettere eftertænksomt ud i luften, som han gned sin skæggede hage, „men jeg må erkende at jeg nok ikke er typen som bare uden videre forguder folk.” Han trak let på smilebåndet som han så mod hende igen. Han havde aldrig været den helt store loyale undersåt, da han altid havde sat sig selv højest, hvor ingen havde fået lov til at bestemme over ham, den eneste han så over sig selv, var jo nok regenten af landet, for ellers lod han sig ikke hundses rundt med. Han så mod hende til hendes videre ord, hvor smilet kun bredte sig. ”Jeg vil nu ikke kalde det råddent, tværtimod nok snarere en visen blomst, der med hjælp fra lidt vand fik lov til at blomstre smukt og prægtigt igen,” svarede han lettere poetisk, som han trak yderligere på smilebåndet.
At Anyalina var blevet dømt uretfærdigt, var noget som irriterede William, men det gjorde ham ekstra vred at hun bare var ligeglad og slet ikke gad kæmpe for det, han kunne godt se at det var meget svært i hendes situation, og som hun begyndte at snakke igen, så var det kun tydeligere at hun ville få svært ved at genoprette sin ære, men så længe hun forsøgte og var villig til at gøre hvad som helst, så havde hun faktisk hans respekt, men når hun sagde at hun bare ikke gad og gav op, så var det jo slet ikke at være en ædel warlock! Han lod sin ene hånd søge under dynen, hvor han roligt tog omkring hendes den ene hånd, som han gav et blidt klem. ”Jeg ved godt at jeg måske ikke kender dig særlig godt, og at jeg selv er fremmed for dig, så du vil sikkert bare søge væk fra Dvasias når du engang kommer dig og bliver rask igen, men.. du skal vide at hvis du nogensinde får brug for noget … hvad som helst, så lad mig vide det og så skal jeg nok hjælpe dig,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et skævt smil. Han havde aldrig været den store hjælper eller én som var interesseret i andre, for normalt så så han andres kattepine som deres eget problem, men Anyalina havde bare fanget hans interesse på en uforklarlig måde og han ville faktisk gerne hjælpe hende, hvis han kunne komme til det.

543 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Anyalina havde humor, selvom det igen var en ting som hun kunne takke Ezekiel for, for han var den eneste som havde haft den form for påvirkning af hende, så selvfølgelig var det heller ikke noget som sagde så lidt. Nu hvor hun tænkte over det, så var det faktisk meget som hun kunne takke manden for, og i dag, kunne hun selvfølgelig kun være ked af, at hun havde fulgt Malisha så godt, at hun havde mistet det hele, for nu kunne hun jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund. ”Det vil tiden vel vise, ikke sandt?” endte hun ganske sigende, som hun let hævede det ene bryn, for det var jo ikke ligefrem noget som hun havde lyst til at lægge det mindste skjul på, på nogen måde. Hun kunne alt for hurtigt blive vant til det! Hun havde jo ikke ligefrem været den kønneste, hvilket hun udmærket godt vidste, selvom hun slet ikke havde nogen anelse om hvor lang tid hun egentlig havde ligget i jorden, men lang tid nok til at tøj var ødelagt og det hele. Den tanke i sig selv, lod det løbe hende iskoldt ned af ryggen. Hun rystede på hovedet og med et ganske svagt smil på læben. ”Den såkaldte rose mangler en ganske særlig ting, for at kunne vokse sig stor og prægtig, som den var før den hårde vinter,” endte hun ganske sigende. For hendes vedkommende, var det jo ikke engang en løgn, for hun manglede jo faktisk Ezekiel, selvom det slet ikke var noget som hun var meget for sig i selv, for hun ville ikke fremstå som svag!
Det var ekstremt hårde odds som Anyalina skulle til at slås med, hvilket hun allerede var klar over, og det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun bed tænderne fast sammen og vendte blikket væk fra ham. Det var ikke fordi at hun havde nogen intentioner om at give op, men Malisha var bare ikke en kvinde som hun havde lyst til at kaste sig i krig med, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende! At han direkte ragede ind under dynen og tog fat omkring hendes hånd, fik hende til at vende blikket direkte mod ham endnu en gang. Hans ord var selvfølgelig en tanke som gjorde hende glad, men søgte hun til ham, ville Malisha jo igen vide at hun var der! ”Var det ikke lige dig, som sagde at jeg ikke var racen værd, William..?” spurgte hun ganske sigende. Hun vendte de mørke øjne mod ham. Det var alt sammen meget fint, men han var ikke Ezekiel, og så ønskede hun slet ikke at han skulle sættes i de situationer som hun automatisk ville tvinge over ham på den måde! Slet ikke! Hun trak vejret dybt. ”Jeg regner slet ikke med at blive her i landet.. Jeg ønsker ikke at være Malisha i vejen, hvis jeg skal til at finde ud af en ny levestil. Nok alene, men det er ikke noget nyt for mig.. Jeg skal nok klare mig selv..” endte hun ganske dæmpet, også selvom det faktisk var ord som hun mente. Det var jo ikke fordi at hun havde noget andet valg, havde hun?

[Deleted]

Anyalina var noget for sig selv, hvilket William måtte erkende, hun havde måske mange træk der var normale for en warlock, men hun skilte sig også ud på mange måder, hvilket var det som han godt kunne lide. Han selv var ikke den som var mest social når det kom til deres race, da han trods alt havde været væk for mange år, men han var skam sin familie loyal, hvilket også var grunden til at han havde forsøgt at få pladsen som hertug i landet, skønt han endnu ikke havde fået svar, hvor han vidste at Konstantin endnu ikke havde været oppe hos kongen, skønt manden virkede målbevidst om at få titlen tilbage, han forstod ham skam godt, da det ikke måtte være sjovt at miste det hele, selvom det ikke var nær så slemt som ved Anyalina, for hun var tilmed blevet forvist. ”Så sandt ja,” erkendte han sandfærdigt, som et skævt smil gled over hans læber. Han var ikke typen der forgudede folk, tværtimod var han typen der elskede at blive forgudet! Han havde altid sat sig selv højt på en piedestal hvor ingen andre kunne nå, selvom han vidste at virkeligheden ikke var stablet sådan op. De krystalblå øjne fjernede sig ikke fra Anyalinas ansigt, hvor han nysgerrigt lod hovedet søge på sned, da hun sagde at rosen manglede noget særligt – metaforisk set var hun rosen. ”Og hvad er så det?” spurgte han nysgerrigt, som han ikke tog blikket fra hende. Hvis han kunne peppe hende lidt op eller gøre hende i lidt bedre humør, så ville han da gerne forsøge.
William ville gerne hjælpe Anyalina så godt han kunne, han kunne godt lide hende, selvom han stod fast på at hun selv kastede racen bort ved at sige at hun ikke gad kæmpe for at få sin plads tilbage i racen, desuden lød det jo til at hun havde stået Malisha utrolig nært både personligt, men ikke mindst også professionelt. Det var utroligt Malisha så kunne få sig selv til at bortvise Anyalina, eftersom den mission jo var umulig, det var ikke hendes skyld at Malishas fætter havde begået selvmord. Han kløede sig let i nakken til hendes ord, da han jo faktisk havde sagt at hun ikke var det værd. ”Det var.. måske forhastet sagt,” endte han en anelse smørret, som han trak let på smilebåndet, hvor han kort trykkede omkring hendes hånd, inden han slap den, som han trak sin egen til sig igen. Han nikkede roligt til hendes ord. Han forstod godt at hun ikke ville tage chancen og blive her, til tider måtte man trække sig tilbage for at tage kampen op en anden dag, hvilket pt. nok var klogest for Anyalinas vedkommende. ”Men du behøver ikke være alene. Malisha ved ikke hvad jeg render rundt og laver, og skulle du endelig få brug for noget, så kommer jeg gerne til Manjarno – eller hvor du nu end tager hen,” forsikrede han hende, hvor han nikkede bekræftende, som tegn til at han mente sine ord. Han tog omkring dynen og trak den tættere op omkring hende. ”Du burde få lidt mere søvn Anya, jeg selv smutter ned og laver nogle ’hekseposer’, som skjuler din aura,” fortalte han snedigt, som et smil gled over hans læber.

543 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Store og fine titler, var aldrig noget som havde tiltalt Anyalina som sådan, selvom hun selvfølgelig var lige så fascineret af magt, som det alle andre også var! Hun havde aldrig hungret efter den selv, men havde faktisk valgt at nøje sig med det lille som accept og respekt, hvilket nu også var noget som hun havde mistet, som hun var blevet forvist og udelukket af warlockernes eget samfund, så i princippet, kunne man næsten sige, at hun var blevet raceløs, og det var i sig selv, slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Hun vendte blikket mod ham. Hun var måske noget for sig selv, men hun var bestemt heller ikke bange for at erkende, at hun faktisk havde en svaghed, og det var noget som kunne rammes – før vel at mærke, for manden var vel.. død? Smilet var falmet tydeligt, som William spurgte ind til det, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som forundrede hende som sådan, for hun havde vel næsten lagt op til det? Hun vendte blikket direkte mod ham, hvor de mørke øjne gled direkte til hans egne. ”Den eneste mand som jeg nogensinde har elsket,” svarede hun ærligt, og måske frygtelig direkte, men det var nu heller ikke noget som hun ønskede at skjule for ham, for han havde jo trods alt valgt at spørge. Ezekiel var den eneste som havde været så tæt på hende, at han havde berørt hendes hjerte, og hun ønskede faktisk ikke at gøre det om.
William havde dømt hende for hurtigt, og det var også noget af det som Anyalina ønskede at fremstille for ham, så det kunne være, at han i det mindste kunne lære at acceptere det i den anden ende! Han havde jo allerede gjort det tydeligt for hende, at han ikke havde anset for hende for at være racen værdig, og selvfølgelig var det noget som gjorde det værst for hendes del, for hun var nødt til at vælge sine kampe med omhu, og denne var bestemt ikke en som hun var i stand til at tage sig af bare sådan uden videre, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Jeg kan ikke sende besked, uden at hun igen vil bide sig i mærke i det. Jeg skal nok klare mig på egen hånd..” endte hun sigende. Det var hvad hun var vant til, og det var noget som hun lige så godt kunne vænne sig til så hurtigt som muligt! Hun lod ham igen pakke hende ind dynen igen, og det var noget som faktisk også var ganske rart. Hun nikkede sigende. ”Okay..” endte hun dæmpet. Hun trak sig roligt op mod puderne, som hun roligt lagde sig ned mod. Hun var egentlig træt, selvom hun slet ikke ønskede at sove, for hun følte efterhånden, at hun havde sovet mere end rigeligt allerede!

[Deleted]

William vidste godt at Anyalina var endt mere eller mindre raceløs ved at blive forvist, hvilket også var en alt for grum skæbne i forhold til det at hun havde ’fejlet’. Han kunne ikke se at det var hendes problem, eftersom hun ikke ville kunne forhindre Romeo i at begå selvmord. Han ville dog gerne hjælpe hende, hvis han kunne, selvom det nok kunne blive besværligt, men der var jo mange måder hun kunne få fat på ham på, hvis hun engang blev frisk nok til at søge videre, selvom tanken om at hun ville søge langt væk irriterede ham, for han kunne faktisk godt lide hendes person og ikke mindst hendes selskab. Hun var snart den eneste han havde følt sig en anelse hjemme ved, siden han var kommet tilbage, hvilket han hverken kunne sige om sin fætter eller Malisha – han vidste at kvinden med vilje forsøgte at undgå ham. Han så roligt nysgerrigt mod hende, som han afventede hendes svar, selvom han godt lagde mærke til at hendes smil falmede drastisk ved hans spørgsmål, skønt hun næsten selv havde lagt op til hans spørgsmål. Han sendte hende et mildt smil, som hans hoved søgte en anelse på sned. At hun ønskede den eneste mand hun nogensinde havde elsket, var vel ikke svært at forstå? Det var vel en naturlig ting? Han selv havde aldrig rigtig oplevet kærligheden, det havde altid været overfladisk for hans vedkommende, så han måtte jo erkende at han ikke rigtig troede på ægte kærlighed, derfor fandt han det vel også lidt plat når folk talte om det? Han nikkede roligt forstående. ”Han er måske gået bort?” spurgte han en anelse forsigtigt, da han jo havde lagt mærke til at hendes smil var falmet, da de var kommet ind på emnet, så måske det var et ømt punkt?
At Anyalina gerne ville klare sig selv, var typisk for en warlock at sige, selvom William kendte til hendes stædighed ved det punkt, for han ville også gerne selv klare sig selv, for det havde han gjort alle sine dage, så havde hun det på samme måde, så forstod han hende jo godt. Han vidste bare at det ikke altid var let at klare tingene alene og at man af og til havde brug for hjælp. ”Tja, magi kan du da stadig, men du skal bare vide at tilbuddet ligger der, er der noget, så kontakt mig på en eller anden måde, men det er op til dig, jeg respektere hvis du ikke gider,” svarede han roligt og afsluttende, som han ikke gad til at begynde at diskutere det med hende, for det fik de intet ud af. Han rejste sig roligt, som han havde puttet hende under dynen og hun havde lagt sig ned. ”Godt,” endte han roligt, som han gik hen til skabet og fandt en bluse frem som han trak over hovedet, inden han så mod hende igen. ”Jeg kommer igen om nogle timer og ser til dig,” lovede han hende, som han sendte hende et skævt smil, inden han gik mod døren som han åbnede og lukkede bag sig, da han forlod rummet. Han satte kursen mod kælderen hvor han havde sit lille laboratorium, hvor han nok skulle sørge for at ingen ville opdage at Anyalina var tilbage.

//Out

552 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Anyalina havde det på ingen måder nemt, men det var vel bare at gøre det bedste ud af det, når hun havde muligheden for det? Umiddelbart efter det som var sket, da hun var blevet forvist, så var det tydeligt, at hele hendes liv havde bundet i ren og skær udnyttelse, for det var faktisk noget som kunne gøre hende forbandet vred i den anden ende, men der var ikke noget at gøre ved det nu. Selvom hun ikke kunne forhindre Romeos selvmord, så ændrede det ikke på, at hun faktisk selv havde nydt de stunder som hun havde tilbragt sammen med manden, for hun havde jo faktisk set ham.. smile et par gange, hvis hun ikke huskede helt forkert. Det var ganske vidst kun små brudstykker nu, så det var ikke så vigtigt igen, set i hendes øjne, men det var nu bare sådan at det var. At hun havde valgt at bevæge sig ind mod hvad hun havde nært til hjerte; Ezekiel, så var det ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere for hende af den grund. Hun vendte blikket væk fra ham og mere i retningen af vinduet, med en tydeligt tænkende mine. ”Det er han..” svarede hun sigende. Det var hendes overbevisning om ikke andet, men det var nu bare sådan at det måtte være. Alene den tanke om at det skulle gå så galt, var slet ikke en tanke som hun kunne lide, men efter mødet med Vladimir, hvad hun havde set, men også mens hun selv havde hvilet i døden, så var hun faktisk sikker på det – selvom hun ikke vidste hvad der var sket.
Anyalina var nødsaget til at lære at klare sig selv, for det andet var slet ikke noget som gavnede hende, eller som ville komme hende til gode, om det var noget som man nu ville det eller ikke i den anden ende. Hun kunne ikke søge trøst eller hjælp ved hendes egen slags, velvidende om at det var noget som ville gøre ondt værre i den anden ende, og det var slet ikke noget som hun ønskede sig i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være. Blikket gled stille mod ham, som hun havde lagt sig godt i sengen. Det var utroligt hvor meget hun egentlig kunne sove i den her tid, men igen, så var det meget som skulle efterkomme med henblik på kroppen og det at hvile den. ”Jeg forstår ikke hvorfor du gør det, William, for det kan kun sætte dig i en yderst dum situation – og det er slet ikke min hensigt..” endte hun med en ganske dæmpet stemme, selvom det faktisk var noget som hun mente. Hun lagde sig roligt til som han lovede at se til hende om et par timer, selvom.. der kunne jo stadig ske meget på et par timer! Hun nikkede blot, som hun endte med at lukke øjnene, hvor det ikke tog hende lang tid i det hele taget at glide hen i en ellers så tiltrængt søvn!

//Out