Bring me to life

[Deleted]

At Anyalina faktisk var bange for den vampyr, var noget som kom bag på William, hvilket hans overraskede udtryk også måtte afsløre. Var den vampyr virkelig så mægtig som hun fremstillede ham? Man var vel næsten nød til at se det med egne øjne, selvom det næsten lød til at han ville dø, hvis han opsøgte ham. Han så kort væk fra hende til hendes ord. Alle frygtede jo noget, og at hun så valgte at frygte en blodsuger, måtte hun jo om, selvom han nægtede at blive skræmt af noget han ikke selv havde mødt endnu. ”Hvis han er så farlig og vandrer frit omkring, burde nogen stoppe ham,” svarede han kortfattet. Hvis der virkelig gik et så mægtigt væsen rundt og dræbe alt og alle, så burde det standses, og hvis Anyalina var så skræmt af ham, så måtte manden jo ikke være til at spøge med. Når hun reagerede på den måde, så kunne han ikke tro at det var en løgn.
Det irriterede kun William at Anyalina skulle træde i det, for ellers havde han som sådan intet imod hendes blufærdighed, skønt det ikke just var normalt at se hos en kvinde i denne tid. Han trak næsten kækt på smilebåndet til hendes spørgsmål, hvor han sendte hende et sigende blik. ”Årh det ved jeg faktisk ikke. Når du nu kan blotte dig uden problemer foran mig, som praktisk talt er fremmed for dig, hvorfor skulle du så ikke kunne gøre det for alle andre?” spurgte han roligt og med en flabet undertone, hvor han næsten blinkede flirtende til hende. At hun var færdig for nu, var noget som faktisk glædede ham! For han gad heller ikke sidde og blive irriteret over at hun skulle fryde sig over ham. Han var blevet forlegen og det lignede slet ikke ham! Det var dog kommet frygtelig meget bag på ham at hun havde gjort det, men derfor irriterede det ham alligevel at han skulle vise sig så forfjamsket!
At Anyalina havde stået som venstre hånd for Malisha og kvinden så alligevel havde kastet hende for porten, nærmest gjort hende raceløs og taget alt fra hende, over noget som i Williams ører lød direkte latterligt, så kunne han virkelig ikke tro at kvinden kunne være så stædig og praktisk talt dum ikke at tilgive Anyalina, for Malisha måtte vel også kende Anyalina godt nok til at vide at hun var sin race værd? Han havde ikke altid forstået sig på Malishas gerninger, hvor han måtte erkende at han slet ikke så hende som en værdig leder, når hun udstillede racen på den måde og nærmest udryddede den. ”Så tag kampen op mod hende og genvind din ære? Ønsker du dig slet ikke tilbage i racen, som en respekteret warlock?” spurgte han med en anelse forargelse i stemmen. Han kunne slet ikke forestille sig at nogen ønskede at blive lukket ude af sin race på den måde. Malisha havde gjort det af uretfærdige grunde – i hans øjne – hvor han slet ikke forstod hvordan Anyalina kunne give efter så let og på den måde som hun gjorde, for han mente at hun skulle kæmpe for det!

525 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Anyalina var en kvinde som faktisk spillede på ærlighed, og hun var faktisk temmelig bange for den vampyr, og det var slet ikke en som hun havde nogen intentioner om at skulle opsøge igen, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. William havde ikke stået overfor manden, så han havde ikke nogen anelse om hvordan det var, for sjovt havde det bestemt heller ikke været, det var der ingen tvivl om! ”Jeg er sikker på, at han har taget andre end mig i døden.. Han virkede sulten.. nærmere udhungret.. Hvis du vil stoppe ham, så skal du være velkommen. Jeg gør det ikke..” endte hun ganske kortfattet, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hun bed sig svagt i læben. Det var ikke fordi at hun ønskede at fremstå som svag eller noget lignende, men hun havde bare ikke været god nok, og han havde slået hende. Og det var en tanke som virkelig frustrerede hende som intet andet!
Anyalina havde ikke været en kvinde som besad den typiske blufærdighed, for hun vidste, at hun ikke havde nogen grund til at skjule sig, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At det var noget som skulle gøre ham så direkte forfjamsket, så var det noget som virkelig morede hende, for det var bestemt heller ikke noget som hun var vant til, også fordi at warlockerne altid havde været et væsen som bar sig frem stolt og stædigt, og der var hun bestemt heller ikke noget undtag, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Forholdene er kontrolleret, og det er bare dig og mig.. for ikke at glemme, at du siden jeg slog øjnene op, har beskrevet dit såkaldte ’ansvar’ overfor mig, så hvorfor skulle du da gøre noget ved mig?” spurgte hun ganske sandfærdigt, for løgn var det jo trods alt heller ikke, det var der ingen tvivl om overhovedet. Hovedet lod hun søge let på sned, som smilet bredte sig. Der vidste hun at hun havde en pointe!
Malisha havde været komplet sindssyg, selvom det jo ikke ligefrem var nogen nyhed som sådan, men det var nu bare sådan at tingene måtte forholde sig. Hun var udvist, og hun havde så sandelig heller ikke nogen videre intentioner om at skulle prøve at få Malisha til at skifte mening, for hun ville da kun blive slået ihjel, hvis tøsen kunne komme til det, og det var bestemt ikke noget som man kunne sige sig, måtte falde i hendes interesse på noget tidspunkt! Blikket gled direkte mod ham og med en fast tone. Han havde ikke nogen anelse om hvor presset det var i de indre kredse, som hun selv havde været en del af, så han havde ikke nogen anelse om hvordan det faktisk var! ”Kvinden valgte at forvise mig, og det kan jeg ikke gøre noget som helst med af den grund.. Jeg gider ikke.. jeg står mere eller mindre raceløs på og egen hånd.. Og nemt er det ikke.. Det kostede mig livet.. Og det gør det også, hvis hun finder ud af, at jeg i det hele taget er her! Du har ingen anelse om, hvordan det er at kæmpe for noget, som du faktisk i princippet har mistet!” endte hun en fast tone. Det var en tanke som gjorde hende vred! Han forstod intet!

[Deleted]

Som de talte om vampyren, så var det også dér det gik op for ham, at han lød til at være den lignende vampyr, der havde taget Konstantins liv. Han havde jo spurgt ind til det, specielt da han havde set manden stå i døren til kontoret, hvor han havde været direkte chokeret og til at starte med havde han troet at det havde været et trick, men det havde ganske vidst været hans fætter, der var vendt tilbage til livet – noget der havde ødelagt hans egne planer, som han ellers havde sat for sig. Han slog let sin næve ned i den anden åbne håndflade, som et tydeligt tegn til at noget havde slået ham. ”Hey! Jeg tror at din vampyr, var den samme der tog Konstantins liv!” svarede han eftertænksomt, som han let vendte blikket mod Anyalina igen. Hun var kun lige blevet vækket til live, men han tænkte ikke over at hun ikke havde hørt om Konstantins bortgang, for det var noget hele landet havde hørt om, da det var gået i alle aviser, og fordi Anyalina både kendte Konstantin og Malisha, så tænkte han ikke over at hun ikke vidste omkring hans fætters død. Men hvis det var samme vampyr, så var det i hvert fald ikke nogen opfundet historie, for selv Malisha havde mødt den vampyr!
Anyalina var en kvinde som i sandhed måtte underholde William. Måske hendes morskab måtte irritere ham, mest af alt fordi hun fortsatte med at køre rundt i det, men han kunne faktisk godt lide hendes person. Hun var i sandhed en sand warlock, men ikke nok med det, så var hun også anderledes end mange andre kvinder, hun var også af hans egen generation, så det var nok også det som lidt gjorde udfaldet. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. ”Åh, du ved da ikke om jeg er blevet fristet af din gudeskønne krop,” svarede han drillende, hvor han tilmed lod sin ene hånd vandre uskyldigt op langs hendes lår – udenpå dynen. Hånden greb dog fat omkring bakken, som han satte over på natbordet, hvor smilet ikke falmede det mindste. Hendes manglende blufærdighed, kom bag på ham, selvom det egentlig var forfriskende at se en kvinde med en anderledes holdning, „men du har såmænd ret. Jeg ser helst at du kommer på benene igen, og kan forsvare dig, hvis jeg endelig skulle prøve på at overfalde dig.” Han vendte blikket drilsk imod hende, hvor man tilmed kunne se den øverste perlehvide tandrække.
William kunne sagtens se Anyalinas problem, men at hun så direkte sagde at hun ikke gad kæmpe for at få sin ære tilbage, var noget som gjorde ham forarget, for hun var tydeligvis blevet dømt på noget latterligt og uretfærdigt, og så ville hun ikke engang forsøge? Han endte næsten med at skule tilbage til hende ved hendes egen faste mine. ”Du gider jo ikke engang forsøge! Så er det da klart du er raceløs! Hvis du ikke engang vil kæmpe for at opretholde din ære, men bare giver op, så har du ikke engang fortjent at være medlem af vores stolte og ædle race!” svarede han kortfattet og med en tydeligt bestemt holdning, der slet ikke var til at rokke! Han fnøs kortfattet. ”Ved du hvad? Hun kan bare forsøge at sætte en finger på dig, og så skal jeg nok vise både dig og hende, hvordan en warlock slår igen!” hvislede han køligt, som han tilmed endte med at rejse sig fra sengekanten, hvor han vendte sig med ryggen til hendes. Han rystede svagt på hovedet af vantro, selvom det var en handling han gjorde for sig selv. Han endte med at vende sig mod hende, hvor hans mine var lettere udtryksløs. ”Desuden finder hun ikke ud af det, for jeg har mange forskellige måder til at skjule din aura og energi,” tilføjede han med en sikker mine, skønt smilet var lettere kynisk.

650 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Vampyren var noget som virkelig havde sat en skræk i Anyalina som hun aldrig havde oplevet før, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hun vendte blikket mod ham ved hans ord, hvor hun endte med at sidde direkte.. stiv i minen igen. Hun havde da slet ikke hørt noget om Konstantins bortgang! Og var han der så ikke mere? Det forstod hun ikke.. nemt var det slet ikke, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”…. Er… Er Konstantin død..?” spurgte hun næsten forfærdet. Hun havde aldrig haft noget imod den mand, for det havde der aldrig været nogen grund til. Han havde respekteret hende og hendes meninger, så fremt at det havde foregået på denne måde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende vel at mærke. Svagt bed hun sig i læben. Han var den eneste som kunne have styr på Malisha, så hvad så nu? Det var en tanke som hun slet ikke brød sig om på nogen som helst måde overhovedet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om!
Anyalina så slet ikke nogen grund til at skulle være blufærdig, for hun vidste, at hun havde en krop som hun kunne være stolt af! Hun vendte blikket mod ham og med den sigende mine. Hun var måske anderledes end så mange andre, men hun havde ikke noget imod at vise sig frem, også fordi at hun vidste, at det var de færreste som i det hele taget, turde at gøre noget ved det, for hun havde haft den betydning som hun havde haft for racen. Men.. det var vel anderledes nu? Selv var der mange ting som hun skulle til at lære sig, og det var bestemt heller ikke nemt for hende af den grund, og det var noget som virkelig satte en frustration uden lige i hende, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. ”Tja.. Det ved vel kun du? Jeg kan jo ikke ligefrem vise dig det hele..” endte hun ganske sigende. At han så fjernede bakken og lagde hånden mod hendes lår, fik hende til at skæve kort mod den. Den eneste som havde været så tæt på, havde været Ezekiel, og det var jo faktisk en mand som hun.. savnede. Hun vendte blikket direkte mod ham igen og med en let advarende mine. ”Hvis du endelig skulle forsøge med et overfald? Du lyder næsten som en voldsmand.. Det kan jeg godt lide..” Hun blinkede let til ham. Hun havde slet ikke noget imod en mand som kunne tage hårdt fat. Tvært imod, så elskede hun den fornemmelse!
Anyalina havde mistet det hele, og selvfølgelig var det ikke noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund, det var der ingen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket direkte mod ham og med en direkte vred mine. Han havde ikke nogen anelse om hvordan hun havde det eller hvordan hun var, og tanken om at han selv ikke så hende som en del af racen, gjorde det ikke meget bedre for hende! ”Hvis du anser mig som en skændsel for racen, og som slet ikke fortjener at blive en del af det, så kan du lige så godt tage mit liv igen!” endte hun med en fast tone, for den tanke alene, gjorde faktisk ondt på hende, for helt usårbar var hun altså heller ikke! Hun vendte blikket væk fra ham, som han rejste sig fra sengekanten og stillede sig med ryggen til ham. Hun vendte blikket mod vinduet, næsten med længsel. ”Jeg er ligeglad, William..” mumlede hun tvært. Nu var hun da kun utilfreds!

[Deleted]

Nu hvor William tænkte sig om, så havde han jo godt hørt den samme historie fra Konstantin om denne unormale vampyr, der rendte rundt med magiske kræfter, og selv Malisha havde mødt vampyren. Konstantin havde været såret i forvejen og var faldet, hvorimod Malisha havde overlevet, men hvordan det var gået til, vidste han ikke. At Anyalina så også var faldet ved vampyren, var kun tydeligt at hun ikke var den eneste, men så man det i mønstre, så kunne det næsten se ud som om det var et angreb fra vampyrerne, der prøvede at svække warlockerne, for af hvad Will havde hørt, så var det jo kun warlocker som vampyren havde dræbt – og tilmed nogle stærke fra racen! Mon det var Alexander der forsøgte at udrydde warlocks med sit hemmelige våben? Han havde jo godt hørt om den borgerkrig der foregik, specielt mellem de tre racer; warlocks, dæmoner og vampyrer. I hans øjne var den lidt nyttesløs og latterlig, hvor han også helst ville blande sig udenom, skønt det kunne blive svært fordi han var medlem af en af racerne, nemlig warlocks, derfor var han selv udsat og derfor skulle han også være påpasselig og se sig over skulderen. Han så mod Anyalina, da hun blev forfærdet over Konstantins bortgang, hvor han også kom i tanke om at hun ikke havde hørt det. Han rystede let på hovedet. ”Nej.. eller det vil sige ja. Både ja og nej. Ser du Konstantin mødte – som jeg tror – den samme vampyr som du stødte på, og han var såret og kunne ikke gøre den største modstand – af hvad han selv fortæller – og vampyren dræbte også Konstantin, han er så kommet tilbage på mystisk vis og lever igen, takket være hans magiske slægtsring, så han døde, men lever stadig,” forklarede han roligt, selvom det lød en anelse underligt i hans ører.
At Anyalina ikke var blufærdig, var da noget som William havde lært på den hårde måde – hvis man kunne sige det sådan. Det var kommet bag på ham, også fordi de levede i en tid, hvor de fleste kvinder var blufærdige, der var ikke mange der turde at gøre Anyalinas handling, hvilket var en tanke som han faktisk godt kunne lide. Det var forfriskende at se en lidt anderledes kvinde, hvilket han ikke havde det mindste imod. Han hævede let det ene øjenbryn til hendes ord. ”Ikke det? Du kunne fint vise mig det halve, hvis jeg udfordrer dig til at vise mig resten, er jeg sikker på at du nok ville turde det,” svarede han med sikkerhed i stemmen. Denne gang ville han i hvert fald ikke undervurdere hendes mod! Og han ville nødig ende med at sidde og rødme foran hende! Som han fik fjernet bakken, så havde han også stillet vandkanden og glasset på den, så det ikke fyldte på det ellers så lille natbord, ville hun have mere, måtte hun jo sige til. Han blinkede dog overraskende til hendes følgende ord, hvor han også så helt forfærdet ud i hovedet. ”Hvad? Kan du lide en voldsmand?” spurgte han direkte chokeret, selvom han ikke kunne holde en munter latter tilbage, „sikke en kvinde du er. Og med en ganske speciel smag i mænd.” Tanken morede ham faktisk lidt.
Det var ikke fordi William ønskede at gå imod Anyalina, men når hun selv sagde at hun ikke engang gad gøre noget ved det, så lød hun bare doven og svag i hans ører! Og det var noget som faktisk irriterede ham! Hendes ord fik ham dog alligevel til at tie, skønt minen var den samme kolde. Han ville ikke tage hendes liv på sådan et grundlag! ”Nej. Jeg får dig gjort rask og når du kan gøre hvad du vil, må du også selv om det. Så kan du enten leve som en sand warlock eller som en køter i rendestenene,” svarede han kortfattet, som han vendte sig om og så mod hende igen.

654 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Denne vampyr var slet ikke en som Anyalina havde noget ønske om at skulle stå ansigt til ansigt med igen, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende, men selv hun, var nødt til at passe på sig selv, og nu hvor hun mere eller mindre stod raceløs, havde ikke nogen leder eller noget som helst, så var hun i den grad nødt til at passe på og se sig selv over skulderen. Tanken om at Konstantin havde stået ansigt til ansigt med den samme, fik selv Anyalina til at tænke.. Hun var jo trods alt selv kendt med den krig som foregik internt mellem de tre store racer, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, og så var det jo sådan at det var, men hvis det skulle vise sig at den vampyr var Alexanders våben, så havde de så sandelig også et kæmpe problem som de var nødt til at gøre noget ved, og helst inden at det bæst blev for kraftigt. Hun lagde sig tilbage i sengen og med et svagt suk. ”Hvis det er vampyrernes hemmelige våben, så har vi altså et kæmpe problem. Jeg kunne ikke slå ham, og hvis Konstantin heller ikke kunne, så.. Ja, hvad så?” Hun vendte blikket mod ham. Selvom hun måske ikke havde retten til at blande sig i sagerne hvad angik warlocks, så kunne hun ikke gøre for det, for det var ikke andet end en gammel vane for hende at åbne munden når hun følte at hun havde noget at sige!
Anyalina vidste skam godt, at hun var anderledes end så mange andre, selvom det nu heller ikke var noget som hun havde noget imod som sådan, for det var bare sådan at det måtte være. Hun havde været disset for hendes holdninger af så mange, selvom det nu heller ikke var noget som hun tog sig af i den anden ende. Hun vendte blikket roligt mod ham. ”Er det en opfordring, William..?” spurgte hun. Han havde jo trods alt set det hele allerede, også selvom hun måske havde været død på daværende tidspunkt, men i hendes øjne, så var der virkelig ikke nogen forskel, og så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det var. Hun så let ned af sig. Hun kunne godt lide at mændene var hårde i det, og faktisk viste hende hvad det var de ville have, ligesom hun selv gjorde det, også fordi at det var nogen som faktisk formåede at sætte hende på plads, og det havde hun brug for. Hun smilede let for sig selv. ”Jeg ved hvad jeg vil have, ikke sandt?” endte hun ganske sigende.
Anyalina havde ikke og ville ikke gøre sig de store forhåbninger om at få en ny chance, for hun kendte Malisha godt nok til at vide, at det slet ikke ville blive tilfældet, for hun ville ikke få den ære igen, om det var noget som hun ville det eller ikke. Hans ord var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre for hende, for det var noget som kun gjorde hende direkte vred, og mere end det som hun ville stå fast ved bare sådan uden videre. Hun tog igen fat om dynen og kastede den til side, selv fuldkommen ligeglad med om han nu skulle have lov til at se det hele. ”Jeg vil ikke have din hjælp, William, og jeg har allerede taget min beslutning.. Så skal jeg nok selv smutte, og være den herre over mit eget liv..!” endte hun med en tydelig stålfast mine. Benene svingede hun igen ud over sengekanten. Hun fandt sig ikke i at blive tiltalt på den måde!

[Deleted]

William kunne godt se at denne vampyr lød lidt.. uovervindelig, men som Anyalina selv havde nævnt, så havde vampyren hadet at være bundet fast, så manden måtte vel også have nogen svagheder? Ellers ville ingen jo have en chance mod den vampyr og den tanke var jo næsten.. skræmmende. Han kunne pludselig godt forstå Anyalinas frygt, selvom han dog ikke ville lade sig blive skræmt over rygter, for han havde ikke selv mødt denne supervampyr, så han vidste slet ikke om vampyren var så stærk igen, han selv var næsten sikker på at der også måtte være svagheder. Han vendte blikket mod hende til hendes ord, hvor han let rynkede brynene og trak let på skuldrene. ”Det ved jeg ikke.. men jeg ved at Malisha også har mødt ham, og hun overlevede, så.. jeg aner ikke hvordan han er eller hvad han kan,” svarede han stilfærdigt, som et let smil gled over hans læber. Hvis Alexander virkelig havde et hemmeligt våben, så kunne det jo faktisk gå hen og gå frygteligt galt! Der var allerede små intriger mellem dæmonerne, warlocks og vampyrer, så han vidste godt at de alle tre forsøgte at nedkæmpe hinanden, og det kunne meget vel ende galt.
Aanyalina var virkelig en noget … spøjs kvinde. William havde aldrig mødt nogen lignende, hvilket et sted beundrede ham. Hun var slet ikke som så mange andre kvinder han havde mødt. Ganske vidst havde han mødt visse som havde været dominerende i det, men de havde alligevel været så feminine. Anyalina var stadig feminin, men alligevel mere … macho? Hun var ikke blufærdig, hun var dominerende, hun vidste hvad hun ville have og lod intet stå i vejen for hende. ”Vil du da gerne have at jeg skal se det hele?” spurgte han sagte igen, hvor et kækt smil gled over hans læber. Det var virkelig kommet bag på ham at hun var sådan! Og dog kunne han ikke lade vær med at synes bedre og bedre om hende, netop fordi hun var så anderledes og det var både forfriskende men også beundringsværdigt! Det var rart at se at der også var kvinder der skilte sig ud, og det gjorde Anyalina i den grad! At hun så direkte nød af voldsmænd, kom bag på ham, hvor han også næppe kunne tro sine egne ører! Måske hun nød en dominerende mand, men han tvivlede på at hun ville give sig hen til en fremmede mand der kun kom hen for at gramse på hende og tage hende. Bare tanken gav ham næsten kvalme. Han trak smørret på smilebåndet til hendes ord, hvor han rystede smilende på hovedet af hende. ”Anyalina.. du er mig virkelig en … unik kvinde,” svarede han sandfærdigt, hvor smilet blev skævt. Løgn var det virkelig ikke!
Det var slet ikke fordi William ville skændes med Anyalina, men når nogen fra hans egen race, direkte sagde de ikke gad gøre en skid ved at de var blevet ’raceløse’, så gjorde det ham vred, for det var direkte … svagt! I hans øjne havde hun slet ikke fortjent en ny chance, hvis hun ikke engang gad kæmpe for det! Han himlede let med øjnene og rystede tilmed opgivende på hovedet af hende, selvom han direkte endte med at spærre øjnene op, da hun endnu engang havde kastet dynen væk og denne gang valgte at blotlægge alt, hvor en svag rødmen faktisk dukkede op i kinderne. ”Anyalina!” svarede han direkte anklagende, hvor det godt kunne lyde som svar på hendes ord, skønt det var ment til hendes handling. Han opfangede knap nok hendes ord af ren overraskelse, hvor han måtte bide sig i tungen for at tage sig sammen, som han stod neglet fast til gulvet. Han gik hen og greb om dynen, kun for at dække hende til. ”Bliv i sengen! For det første, så er du total afkræftet og vil slet ikke kunne gå! For det andet, så har du intet tøj, og du skal bestemt ikke rende nøgen rundt!” svarede han fast og dog ude af stand til at kunne skjule den røde farve, hans blik var dog stadig stålfast, hvor han tilmed lagde pres mod hendes skuldre, for at få hende til at lægge sig ned igen.

702 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Vladimir havde bestemt ikke været meget for at blive holdt fast, men hvor mange som vidste det, det vidste Anyalina jo trods alt heller ikke. Alene den tanke om, at det samme bæst havde taget Konstantins liv, var noget som i den grad også måtte komme bag på hende, for hun kendte ikke nogen warlock stærkere end den mand, og selvfølgelig var det noget som i den grad også gjorde sit for hendes del. Hun vendte blikket mod William igen. Hvis den vampyr skulle vise sig at være Alexanders våben i den lille interne krig som kun var ved at blive værre, og værre, så var det bestemt heller ikke noget som hun brød sig om, for så var der jo trods alt slet ikke nogen som kunne vide sig sikre eller noget som helst! ”Han tog mit liv uden så meget som en sveddråbe på panden, William. Den mand er livsfarlig, og jeg kan end ikke give den besked videre til Malisha.. Det må du gøre for mig..” endte hun ganske kortfattet. Jovist havde hun altid været racen loyal, og det havde hun jo været til det sidste, snakket pænt om sin egen leder, og endda taget hende i forsvar overfor Vladimir, og det var slet ikke noget som hun kunne være i stand til at fortryde på nogen som helst måde overhovedet.
Anyalina havde aldrig nogensinde været som andre kvinder, og det ville hun bestemt heller ikke blive, for hun var udmærket godt klar over, hvad det var hun ville have, og hvordan hun skulle have det, og så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være, når det endelig skulle komme til stykket. Hun vendte blikket sigende mod ham. Umiddelbart tolkede hun hans ord som havde det været en opfordring, og hun vidste jo udmærket godt, at hun ikke ligefrem havde noget som helst at skulle skjule. Det var vel bare fordi at han ville bruge det som en undskyldning for at se det hele? Det skulle i hvert fald ikke undre hende! ”Eller er det bare fordi at du lyster at skulle se det hele igen, nu hvor der er liv i mig?” spurgte hun ganske sandfærdigt, som hun let hævede det ene bryn i retningen af ham igen. Hun vendte blikket ned af sig. Måske ikke ligefrem en voldsmand, men en hård mand, havde hun bestemt ikke noget imod, selvom.. ja, den mand fandt hun nok aldrig, for den eneste som faktisk havde været i berøring af hendes iskolde hjerte, var som sunket i jorden for hendes vedkommende. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Skal jeg tage det som en god eller en dårlig ting..?” spurgte hun ganske stilfærdigt. Ja, det var jo noget som hun faktisk gerne ville vide.
Tanken om at William ikke ligefrem så på hende som værdig, var en tanke som gjorde Anyalina rasende, for han havde slet ikke nogen anelse om hvordan hun havde haft det, eller hvordan det havde været at blive kastet ud af warlockernes fællesskab på den måde! At han var henne ved hende, allerede længe inden hun i det hele taget kunne gøre sig de forsøg på at komme op på benene, var noget som kun gjorde hende direkte hidsig, for det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! Hvis det her skulle vise sig at være hendes liv, så skulle hun så sandelig have lov til selv at bestemme hvad hun ville gøre ved det, og det var slet ikke noget som han skulle have lov til at rive fra hende bare sådan uden videre! Hun vendte blikket mod ham, som han lagde mere pres på hende, for at få hende ned at ligge, hvilket var noget som fik hende til at se rødt. ”Du bestemmer slet ikke over mig, William! Og hvis jeg ikke er det værd i dine øjne, så lad mig gå!” hvæsede hun, som hun alligevel mødte sengen, efter en kort modstand. Hun havde ikke styrken til det, og det var noget som kun gjorde hende langt mere hidsig, end det som hun var i forvejen!

[Deleted]

Hvis der rendte en magisk vampyr rundt, som var ufattelig stærk og dræbte warlocks, så kunne det jo faktisk gå hen og blive utrolig farligt! Og hvem vidste hvor mange vampyrer der var som ham? Måske det var en hær som Alexander var i færd med at opbygge? Bare tanken fik det til at løbe ham koldt ned over ryggen. Den borgerkrig som lurede i hjørnerne, var slet ikke én som William ønskede skulle bryde ud! Det kunne ødelægge så meget, ikke kun udrydde racer, men også ødelægge hele Dvasias’ så landet stod svagt og det ville på ingen måde gavne nogen af racerne! Han så virkelig ingen nytte i den krig, hvor han heller ikke ønskede at den skulle bryde ud, derfor passede han også sig selv, selvom han vidste at hans race i sig selv gjorde det hele risikabelt for ham og han hadede den tanke! Han hadede at han skulle være påpasselig og hele tiden se sig over skulderen for det kunne virkelig ikke passe! Han endte dog med at fnyse ganske let til Anyalinas ord. ”Hvad regner du mig for? Din stik-i-rend-dreng?” spurgte han kortfattet, som han lagde armene over kors ved det nøgne bryst. Han bar stadig kun sine bukser, hvor han stadig kun havde hviskestykket slået over den ene skulder. At hun ville have ham til at give beskeden videre kom slet ikke på tale! Han gad ikke engang snakke med Malisha hvis han kunne blive fri for det, også fordi han vidste at kvinden slet ikke kunne lide ham og tilmed undgik ham med vilje!
Anyalina var virkelig en kvinde som havde formået at beundre William. Hun var på ingen måder som alle andre, hvilket var en tanke som han faktisk godt kunne lide. Hendes manglende blufærdighed, var ganske vidst kommet bag på ham, men nu så kunne han faktisk ikke andet end at finde det forfriskende med en kvinde som skilte sig ud. Han skulede let til hende ved hendes ord. Nysgerrig var han vel over at se det hele? Alligevel gad han heller ikke støde ind i samme problem; at blive helt forlegen og tilmed ende med at rødme, for det var det sidste hun skulle se ham gøre! Også fordi det slet ikke lå til ham! Han fnøs let. ”Ønsker du da at vise mig det?” spurgte han endnu engang igen, hvor han sigende hævede det ene bryn. Hun tog hans ord som en opfordring, hvor det næsten kunne lyde som om at hun selv gerne ville vise ham det, siden hun var så villig til det. At hun spurgte ind til om hans ord var en god eller dårlig ting, fik ham til at lade hovedet søge let på sned, for det var vel indlysende? ”Når en mand kalder en kvinde for unik, så er det typisk en kompliment, Anya. Og det er det også i dette tilfælde,” svarede han sandfærdigt, ellers havde han nok mere kaldt hende for excentrisk frem for unik.
At Anyalina blev hidsig, kunne William også godt høre, hvilket også passede ham helt fint, for så lagde hun ikke mærke til at han faktisk stod og rødmede over at hun faktisk havde valgt at blotlægge sig selv igen. Han havde også hurtigt været henne ved hende, for at dække hende til og lægge pres mod hende skuldre, hvor han vendte det døve øre til da hun hvæsede af ham, inden han mærkede at hun lagde sig ned. ”Jeg bestemmer over dig, indtil du er stærk nok til at tage herfra, forstået?” svarede han kortfattet, for det var slet ikke til diskussion!

596 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

En magisk vampyr, var ikke noget der ville gavne warlockerne eller Dvasias i sin helhed, og det vidste de alle sammen udmærket godt. Desuden var det ikke et væsen som Anyalina ønskede at stå ansigt til ansigt igen, for det væsen havde i sandhed formået at koste hende frygtelig meget. Det var også der det var gået op for hende, hvor let det egentlig var at skulle tage andres liv, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund. At han så ikke ville viderebringe den besked, fik hende til at vende blikket vredt mod ham. Ja, hvad havde hun egentlig regnet med? Ikke det vildeste, måtte hun ærligt erkende, men det var nu bare sådan at det måtte være i det store og hele. Hun fnøs ganske kortfattet. ”Glem det..” mumlede hun tvært, som hun igen vendte blikket væk fra ham. Løgn var det jo trods alt heller ikke, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være.
At den manglende blufærdighed, var noget som selv var kommet så meget bag på William, var noget som i den grad virkelig formåede at more Anyalina, for det var altså bare sådan at hun var. Hun var ikke som alle andre, og det var noget som hun faktisk også havde det ganske fint med, for hun ønskede ikke at være en af mængden, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. Hun lod hovedet søge let på sned, som hun let betragtede sig af ham, og med den samme ganske så kortfattede mine. ”Igen, er det noget som du ønsker at se?” spurgte hun ganske stilfærdigt, som hun roligt blev liggende på sengen. Et sted så havde hun intet imod at blotlægge sig som sådan, men det var bestemt heller ikke noget som betød, at han skulle have lov til at røre ved hende, for det ville han da slet ikke! Det var slet ikke noget som hun ønskede sig! At det var et kompliment, fik hende til at smile ganske tilfredst, for det var noget som hun faktisk havde haft brug for at vide, også mest for at være sikker. ”I så fald, så mange tak,” endte hun sandfærdigt.
At han direkte ville holde hende i sengen, var noget som gjorde Anyalina hidsig, for hvis hun ikke var det værd i hans øjne, så skulle han bare lade hende være, lade hende gå ud af døren, og så kunne hun gøre lige præcis det som hun havde lyst til, for det var da slet ikke noget som skulle have lov til at vedkomme ham på nogen måde, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for! Hans rødmen, var slet ikke noget som hun havde bidt sig mærke i, også fordi at hun var for vred til i det hele taget at se det lige nu! Hun fnøs. ”Du bestemmer ikke over mig! Hvis jeg vil gå, så vil jeg gå!” endte hun med en direkte hvislende stemme, for det var jo ikke engang en løgn! Hun vendte blikket mod ham, som han havde fået hende ned i sengen, selvom det slet ikke var noget som hun ønskede sig! ”Jeg er færdig med at ligge her.. Lad mig gå..” endte hun kortfattet, som hun igen smed dynen af sig. Nok var ganske enkelt nok for hendes vedkommende!

[Deleted]

Det at der rendte en magisk vampyr rundt i Dvasias, var ikke noget som lød særlig godt, specielt ikke hvis det faktisk var et hemmeligt våben som vampyrerne gjorde brug af for at nedlægge alle warlocks, for ikke kun Anyalina var faldet men også Konstantin, skønt manden måske var såret, men det ændrede ikke på resultatet og at endnu en stor warlock var gået i døden. At han så var genopstået var en mindre detalje, for det virkede næsten som om vampyren havde forsøgt at gå efter de ældste og stærke warlocks også fordi Malisha havde mødt ham, men hun havde overlevet og hvordan det var sket, vidste han faktisk ikke. At hun så lukkede af for ham, fordi han ikke gad viderebringe hendes besked, var noget som fik ham til at himle let med øjnene, inden han selv så væk fra hende. Det var ikke fordi han gad skændes med hende eller være uvenner med hende, men hun fremstillede ham som en stik-i-rend-dreng og han gad bestemt ikke være en brevdue der rendte fra den ene til den anden, for det kunne hun godt glemme! Så måtte hun kæmpe for at genvinde sin ære så hun selv kunne åbne munden, når hun nu elskede racen ih og åh så højt, men hun gad jo ikke engang! Han fnøs let. ”Desuden hvad er der at fortælle? Malisha har selv mødt ham,” svarede han i en mumlen, som han blot betragtede gulvet. Han ville desuden helst undgå Malisha, hvis han kunne, også fordi det gik den anden vej.
At Anyalina blev ved med at spørge ind til om William ville se det hele, var noget som forundrede ham, for hvilken kvinde ville villigt blotlægge sig for en fremmed mand? Hun kendte ham ikke, som han heller ikke kendte hende, så hvorfor pokker skulle hun overhovedet ønske at vise det hele til ham? Han forstod sig virkelig ikke på hende og hendes væsen! Hun forvirrede ham virkelig, hvor han næsten også blev usikker på hendes intentioner, for hun fik da intet ud af at vise ham hele sin krop, så hvad var mening i det? Han endte med at læne sig ind mod hende, hvor han selv sendte hende et intenst og fattet blik. ”Og igen; vil du have jeg skal se det hele, siden du bliver ved med at spørge? Hvad er overhovedet din intention? At friste mig så meget at jeg skulle begynde at røre ved dig?” spurgte han sagte, hvor han let hævede det ene øjenbryn i en spørgende mine. Hun var uden tvivl en kvinde for sig selv, tilmed én som havde formået at gøre ham forvirret og ikke mindst fået ham til at blive forlegen – og det skete bare aldrig! At hun takkede for komplimenten, fik ham til at trække let på smilebåndet. ”Det er vel blot en sandhed. Jeg har aldrig mødt en kvinde som dig, så du er uden tvivl noget for dig selv,” svarede han sandfærdigt, som han trak let på skuldrene, „men.. det var så lidt.”
At Anyalina blev hidsig, var slet ikke noget som William gad tage sig af, for det eneste han egentlig ville var at gøre hende rask og så kunne derfra gøre hvad hun ville. Desuden så var hun alt for afkræftet til overhovedet at ville gå, hvilket de begge vidste! Hun havde jo ikke engang kunne løfte armene til at kunne give sig selv mad, hvor han skulle have gjort det, så hun ville kollapse så snart hun rejste sig. Han endte næsten selv helt hidsigt, som hun smed dynen fra sig igen. ”Okay, stop så!” svarede han selv i en mere fast og dominerende tone, som han sendte hende et vredt blik. Stædige æsel! Han bed tænderne kraftigt sammen. ”Ved du hvad? Fint! Så rejs dig, dit stædige æsel! Lad mig se dig gå!” direkte opfordrede han i en irriteret tone, som han selv rejste sig fra sengen og bakkede nogle skridt tilbage, så hun kunne komme op, men han kendte allerede udfaldet!

666 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Det var bestemt heller ikke fordi at Anyalina ville benytte William som en stik-i-rend-dreng, men det var slet ikke noget som hun kunne sige noget til som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hun vendte blikket direkte vredt mod ham, kun for at sende ham en direkte dræbende mine, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun himlede med øjnene. ”Som jeg sagde, så er det fuldstændig lige meget..” mumlede hun tvært, som hun vendte sig helt væk fra ham i stedet for, for det var bestemt heller ikke fordi at hun var meget for den måde som han snakket til hende på, og et sted, så var hun jo end ikke helt ligeglad med Malisha og det var næsten det som måtte irritere hende mest, og det var end ikke noget som hun kunne gøre noget ved, og det var næsten det som måtte irritere hende mest! Hun stod uden race, hun stod uden et fællesskab og hun stod uden.. noget som helst, og med en leder som hun forgudede, og samtidig respekterede. Det var bestemt ikke fordi at det var noget som gjorde det meget nemmere for hende af den grund!
Anyalina var på ingen måder som de andre kvinder, hvilket hun var klar over. Hun vidste godt, at hun ikke havde nogen grund til at skulle skjule sig for nogen som helst, for hun var en flot kvinde – når hun var oppe på dubberne vel at mærke, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen strøg hun let over sine læber, som hun lod hovedet søge på sned, som han endte med at komme tættere på hende, også selvom det slet ikke var noget som rørte hende. At han så skulle fortsætte med at køre rundt i det, var næsten det sjoveste af det hele, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde det mindste til af den grund. ”Eller er det hvad du selv har lyst til, men gemmer det bag hvad du tror er mine intentioner?” endte hun ganske stilfærdigt, som hun let trak på skuldrene, som var det ingenting i den grund. Hun smilede let for sig selv, som hun roligt vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Det håber jeg da. Jeg er altid gået op i at.. ikke være som alle andre,” endte hun ganske stilfærdigt, for det var så sandelig ikke noget som sagde så lidt.
At blive liggende i sengen, var slet ikke noget som Anyalina havde lyst til, og så langt tid at han ikke anså hende som værdig, så var det bestemt heller ikke fordi at hun havde nogen intentioner om at skulle forblive tæt på ham eller være under det samme tag med den mand! Hun vidste ganske vidst, at det ikke ville blive bare til, at rejse sig, men hun skulle så sandelig nok komme op! For hun nægtede da så sandelig at blive liggende der, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende! ”Hold din mund!” hvæsede hun kraftigt, som hun satte fødderne i gulvet og rejste sig. Hun nåede dog ikke at nyde det stort, inden benene direkte kollapsede under hende, og lod hende falde direkte i gulvet i stedet for. Hun gispede smertefuldt, som hun bed tænderne kraftigt sammen. Hun var stædig.. for stædig til bare at sidde der! Hun forsøgte at komme op, selvom hun ikke kom nogen vegne. Hun havde slet ikke energien til det, og det irriterede hende!

[Deleted]

At Anyalina endte med at afvise William helt, fik ham til at sukke opgivende, imens han rystede let på hovedet af hende. Hun var en dominerende og meget bestemt type, hvilket han hurtigt havde fundet ud af, men hun måtte lære at ikke alle gad blive hundset rundt med, og han var én af dem! Han gad ikke finde sig i at nogen skulle koste rundt med ham eller give ham ordrer, når han var en mand med egen fri vilje, der både var stærk og klog nok til at klare sig selv, for det havde han gjort hele sit liv! Han var en Rozentas og ikke mindst også en Malachi, hvilket han var frygtelig stolt af! Det var to mægtige warlock-slægte, så han gad slet ikke finde sig i at blive kostet rundt med! – men det lå vel til begge familier? Han himlede let med øjnene, som hun så helt væk fra ham. ”Du er virkelig stædig,” mumlede han lettere utilfredst som han selv vendte blikket væk fra hende, „og hidsig.” Det var kun en meget lav tilføjelse, næsen som talte han til sig selv, så hun ikke ville kunne høre det, selvom de godt nok sad tæt på hinanden, så han var ikke sikker på om hun hørte det. Men løgn var det i hvert fald ikke!
I Williams øjne så var det Anyalina, der blev ved med at køre rundt i om han ville se hende nøgen eller ej, for det havde han jo aldrig nogensinde påstået at han gad! Desuden så var han næsten bange for at han ville ende med at rødme, hvis hun endelig gjorde det, så det var slet ikke fordi han havde nogen lyst til det! Som han havde lænet sig imod hende, så han ind i hendes blik, som om han forsøgte at gennemskue hende. ”Men hvorfor skulle jeg overhovedet ville se dig nøgen? Jeg får jo intet ud af det,” påpegede han sandfærdigt. Bare fordi hun blottede sig, var det jo ikke ensbetydende med at han måtte røre, så hvorfor overhovedet friste ham. Han lænede sig en anelse tilbage igen, så han ikke var så tæt på hende, hvor et kækt smil gled over hans læber. ”Men du må jo nyde mine blikke, siden du er villig til det,” tilføjede han lettere veltilfredst, som smilet var kækt og selvsikkert. Han anede ikke hvad hendes intentioner var, men hun havde da klart vist ham at hun ikke var blufærdig! At hun gerne ville skille sig ud og endda gik op i det, fik ham til at trække på smilebåndet. ”I så fald, så er det lykkedes dig,” svarede han sandfærdigt, som smilet blev skævt.
At Anyalina ikke ville blive der, hvæsede af William, når han endda havde bragt hende en ny chance og bare ville væk, så måtte hun selv finde ud af det! Han kendte dog allerede resultatet! Han stod et stykke væk fra sengen, hvor han blot så til som hun rejste sig – denne ligeglad med at hun var fuldstændig blottet. At hun så kollapsede, fik ham til at lægge armene over kors og med en kortfattet mine. Og hvad havde han sagt? Netop at hun ville kollapse! Stædige kvinde! Han blev blot stående og så på hende, som hun forsøgte at komme op uden held. Han gad ikke tilbyde hende sin hjælp, da han allerede havde sagt at hun ikke skulle have gjort det eller ville komme langt, så at hun lå der var hendes egen skyld!

579 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Anyalina havde altid været en fast og dominant type, for hun så slet ikke nogen grund til at skulle lave det anderledes, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være. Blikket gled direkte mod ham og med den tydelige utilfredshed, også selvom den ene og alene faktisk var hans egen skyld, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, for der var ikke ligefrem noget som man kunne gøre ved det af den grund. Hun himlede med øjnene og vendte blikket væk fra ham, for det var bestemt heller ikke fordi at hun var videre tilfreds, for det var hun da på ingen måde overhovedet! At hun var stædig og hidsig, var ikke ligefrem ukendte ord for hendes vedkommende, for det var bestemt ikke første gang, at hun var blevet kaldt ved det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Det er jo ikke noget nyt,” mumlede hun tvært, som hun igen slog armene over kors og med den direkte faste mine, for det var jo ikke engang en løgn. Hidsig og bestemt havde hun jo altid været!
Anyalina havde altid gået frygtelig meget op i at hun ikke skulle være som alle andre, for det ønskede hun ikke. Hun ønskede at skille sig ud, og hun ønskede at folk skulle se hende for hendes værdier og hvad hun sad inde med, og ikke bare for hendes kvindelige køn, for det var slet ikke noget som hun fandt sig på nogen måde, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for! Hans ord fik hende til at trække tydeligt på smilebåndet, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Lige præcis. Du får ikke så meget som en smule ud af det, og ved du hvad? Det er næsten det som er det bedste af det hele,” endte hun ganske stilfærdigt, for det var jo ikke ligefrem fordi at det var en løgn. At se lysten blande sig med den evige frustration, var alt sammen noget som hun virkelig kunne fryde sig ved, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Hun sad igen med et ganske tilfredst smil på læben. ”I så fald, så er jeg ganske tilfreds,” endte hun ganske stilfærdigt, for løgn var det jo trods alt heller ikke.
Tanken om det som skete, var noget som i sandhed gjorde Anyalina direkte forbandet, for hun var virkelig vred! Og han skulle bestemt ikke have lov til at fryde sig ved synet, for hun havde det ikke nemt, og han havde ikke nogen anelse om hvordan det var at stå i den situation som hun stod i, og den tanke i sig selv, var noget som gjorde hende direkte vred! Næverne knyttede hun, som hun alligevel var endt i gulvet – ligesom han sagde at hun ville, men det var bestemt ikke ensbetydet med at hun ville give ham ret! At komme op, var noget som hun hurtigt måtte opgive, for hun kom ikke nogen vegne, selvom det i den grad ikke gjorde det meget nemmere, og hun vidste allerede, at han ikke havde nogen intentioner om at ville hjælpe hende, og det var bestemt heller ikke noget som hun havde nogen intentioner om at bede ham om! Hun fnøs ganske let, som kroppen begyndte at skælve, for hun begyndte jo at fryse! Hun nægtede dog at se på ham, som hun bare blev siddende. Hun kom jo ingen vegne uanset hvad!

[Deleted]

Det var slet ikke fordi William overhovedet gad skændes med Anyalina, mest af alt fordi han slet ikke kendte hende, men det var også grunden til at hun slet ikke havde retten til at kommandere rundt med ham, for hun bestemte på ingen måde over ham! Hun burde derimod værdsætte og vise taknemlighed over at han faktisk havde vækket hende til live igen! Men det nægtede hun åbenbart at vise ham, hvilket faktisk måtte irritere ham! Det var måske heller ikke ligefrem fordi de var de bedste typer at sætte sammen, hun var dominant og bestemmende, hvor han var meget selvglad og nægtede at blive kommanderet rundt med af andre, så de var begge lige stædige og stolte, så det var nok ikke fordi nogen af dem ville give sig. Han sukkede let, som hun tydeligt mumlede utilfredst og tilmed lagde armene over kors. Han himlede let med øjnene, inden et morende smil gled over hans læber. ”Nå.. men er der så nogen, der nogensinde har kaldt dig for en enestående og ganske særlig kvinde?” spurgte han roligt og lettere komplimenterende.
At Anyalina godt kunne lide at skille sig ud, forstod William sådan set godt, hvor han så også kunne fortælle hende at hun klarede det helt fantastisk godt, for han måtte erkende at han aldrig havde mødt nogen som hende, ikke kun på grund af hendes manglende blufærdighed, men også fordi hun var som hun var. Hendes ord fik ham dog til at slippe en kort latter, hvor han rystede smilende på hovedet af hende, for han havde jo ganske vidst tænkt det! Han fik ikke det mindste ud af at skulle se hende nøgen, for han måtte kun se og ikke røre, hvilket egentlig skabte en hvis form for spænding ved at gøre det alligevel, for han havde altid godt kunne lide at lege med ilden, man var nød til at tage chancer og risikoer hvis man ønskede at livet ikke skulle blive for kedeligt, og så kunne han godt lide det faktum at hun var kostbar og uopnåelig, for det gav jo også lidt udfordring i det! ”Men.. hvem siger at jeg ikke bare tager hvad jeg vil have?” spurgte han drillende og næsten helt lumsk, skønt hans smil blev uskyldigt. Han kunne dog aldrig drømme om at sætte en finger på hende, hvis hun ikke ville have det, for han respekterede en kvindes grænser. At hun var tilfreds, fik ham til at trække let på smilebåndet. ”Godt.. så går jeg ud fra at du også er mere medgørlig?” spurgte han drillende, hvor det morende smil gled over hans læber.
At Anyalina var røget i gulvet, tog William sig slet ikke det mindste af, da han blot blev stående og betragtede hende med et kortfattet og næsten strengt blik. Han frydede sig ikke, selvom han alligevel havde lidt lyst til at give hende: hvad sagde jeg-talen. Han gjorde det dog ikke, men så hvordan hun opgav at komme op, hvor han gik ud fra at hun var for stædig og stolt til at spørge om hjælp, hvilket næsten kun gjorde ham selv mere stædig. Han havde ikke ondt af hende, heller ikke da hendes krop begyndte at skælve, for hun var selv skyld i den kattepine! Han kunne dog heller ikke lade en nøgen kvinde blive siddende på gulvet, for.. det gik alligevel imod hans gentlemansprincipper. Han endte roligt med at ryste opgivende på hovedet, som han gik hen og satte sig i hug, inden han lod en arm søge omkring hendes ben og den anden om hendes ryg, kun for at løfte hende op, hvor han satte hende tilbage på sengen og trak dynen over hende igen, dog uden at så meget som et eneste ord forlod hans læber.

623 drops of ink for Anyalina